Dokumentets metadata

Dokumentets dato:	27-06-2023
Offentliggjort:	28-11-2023
SKM-nr:	SKM2023.568.BR
Journalnr.:	BS-27064/2021-ALB og BS-46990/2021-ALB
Referencer.:	Grundloven
Dokumenttype:	Dom

Inddrivelse af forsyningsafgifter

Sagen drejer sig om en række forsyningsafgifter, bidrag og gebyrer, der var pålagt og opkrævet hos en ejer af en kondemneret ejendom af en række forsyningsselskaber som fordringshavere, og som delvist var inddrevet af Gældsstyrelsen.

Boligejeren nedlagde påstande overfor forsyningsselskaberne samt Skatteministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet om, at der skulle ske nedsættelse af boligejerens gæld vedrørende forsyningsafgifterne, at boligejeren havde et tilbagebetalingskrav vedrørende betalte eller lønindeholdte forsyningsafgifter, gebyrer og renter, og at boligejeren havde krav på erstatning for advokatudgifter og/eller gebyrer og renter.

Boligejeren gjorde gældende, at ministerierne var erstatningsansvarlige, da de havde tilsidesat deres forpligtelse til at føre tilsyn med forsyningsselskaberne, og at der var sket en tilsidesættelse af et delegationsforbud, da de pågældende forsyningsafgifter ifølge boligejeren var omfattet af grundlovens §43.

Forsyningsselskaberne nedlagde friholdelsespåstand overfor Skatteministeriet, hvis de måtte blive idømt et tilbagebetalingskrav.

Retten fandt, at boligejerens krav om tilbagebetaling af alle foretagne indbetalinger på de omtvistede fordringer var forældede. Ubetalte krav, der var sendt til inddrivelse ved Gældsstyrelsen, ikke var forældede. Der var ikke grundlag for at anse nogen af forsyningsselskaberne eller ministerierne for erstatningsansvarlige for boligejerens krav om betaling af advokatudgifter. Allerede som følge af frifindelsen af forsyningsselskaberne blev ministerierne frifundet for de nedlagte friholdelsespåstande.

Retten bestemte, at boligejeren efter sagens udfald skulle betale sagsomkostninger til forsyningsselskaberne samt Skatteministeriet og Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet, og at forsyningsselskaberne skulle betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Parter

(advokat NR)

mod

1) H1

2) H2

3) H3

4) H4

5) H5

(alle advokat NA)

6) Skatteministeriet

7) Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

(begge Kammeradvokaten v/advokat Ida Kyhl Engholm Andersen)

Denne afgørelse er truffet af dommer Niels Toft-Vandborg.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagerne den 13. juli 2021 og den 7. december 2021.

Sagsøgeren, A, har nedlagt følgende påstande:

1. Påstande de omhandlende krav vedrørende forsyningsafgifter eller i anden række forsyningsgebyrer (påstand 1)

Principalt:

H3, H4, H5, H1, H2, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og/eller Skatteministeriet nedsætter hver især eller i anden række enkeltvist efter rettens skøn As betaling vedrørende forsyningsafgifter eller i anden række gebyrer for principalt perioden 12. september 2010 - 16. september 2013 og subsidiært perioden 1. marts 2011 - 16. september 2013 med renter og gebyrer og i anden række uden renter og gebyrer til ejendommen Y1-adresse, til H3, H4, H5 og/eller Gældsstyrelsen til 0.

Subsidiært:

Mere subsidiært:

H1s afgørelse af 26. april 2021, H1s afgørelse af 4. marts 2016, H2' afgørelse af 28. februar 2013, H2' afgørelse af 17. juli 2012, H1s afgørelse af 20. april 2012, H2' afgørelse af 28. februar 2012 og H2' afgørelse af 2. februar 2011 hjemvises principalt alle og subsidiært efter rettens skøn hvert især en eller flere i prioriteret rækkefølge ovenfor til fornyet behandling hos i første række H3, H4, H5, H1 og H2 hver især eller i anden række enkeltvist efter rettens skøn og i tredje række hos Skattestyrelsen.

Allerede indbetalte forsyningsafgifter / lønindeholdte og modregnede forsyningsafgifter eller i anden række forsyningsgebyrer (påstand 2)

Principalt:

H3, H4, H5, H1, H2, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og/eller Skatteministeriet er solidarisk og i anden række hver især med sin modtagne andel forpligtet til at tilbagebetale As hendes allerede betalte eller lønindeholdte samt modregnede forsyningsafgifter eller i anden række gebyrer med renter og gebyrer og i tredje række uden renter og gebyrer til ejendommen Y1-adresse, til H3, H4, H5 og/eller Gældsstyrelsen for den omhandlede periode med i alt 103.409,72 kr. med renter fra betalings-, modregnings- eller lønindeholdelsestidspunkterne samt gebyrpålæggelsestidspunkterne og i anden række med renter fra sagens anlæg.

Subsidiært:

H3, H4, H5, H1, H2, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og/eller Skatteministeriet er solidarisk i anden række hver især med sin modtagne andel forpligtet til at tilbagebetale As hendes allerede betalte eller lønindeholdte samt modregnede forsyningsafgifter eller i anden række gebyrer med renter og gebyrer og i tredje række uden renter og gebyrer til ejendommen Y1-adresse, til H3, H4, H5 og/eller Gældsstyrelsen for den omhandlede periode med et skønsmæssigt fastsat beløb under 103.409,72 kr., men over 0, med renter fra betalings, modregnings- eller lønindeholdelsestidspunkterne samt gebyrpålæggelsestidspunkterne og i anden række med renter fra sagens anlæg.

Mere subsidiært:

Advokatudgifter og betalte forsyningsgebyrer samt renter (påstand 3)

Principalt:

H3, H4, H5, H1, H2, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og/eller Skatteministeriet skal solidarisk i anden række hver især med en af række skønsmæssigt fastsat andel betale As rimelige advokatudgifter på skønsmæssigt 15.000 kr. inkl. moms eller i anden række et mindre beløb over 0 efter rettens skøn ud over tilkendte sagsomkostninger samt alle eller i anden række en skønsmæssigt fastsat delvis andel af betalte renter og gebyrer til H3, H4, H5 og/eller Gældsstyrelsen med renter fra sagens anlæg.

Subsidiært:

H1s afgørelse af 26. april 2021, H1's afgørelse af 4. marts 2016, H2's afgørelse af 28. februar 2013, H2's afgørelse af 17. juli 2012, H1's afgørelse af 20. april 2012, H2's afgørelse af 28. februar 2012 og H2's afgørelse af 2. februar 2011 hjemvises principalt alle og subsidiært efter rettens skøn hvert især en eller flere i prioriteret rækkefølge ovenfor til fornyet behandling hos i første række H3, H4, H5, H1 og H2 hver især eller i anden række enkeltvist efter rettens skøn og i tredje række hos Skattestyrelsen.

------------

De sagsøgte, H2 og H1, har overfor sagsøgerens påstand 1-3 nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

De sagsøgte, H3, H4 og H6 (H5) har overfor sagsøgerens påstand 1-3 nedlagt påstand om frifindelse.

De sagsøgte har overfor sagsøgte, Skatteministeriet, nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at friholde sagsøgte, H3, såfremt H3, bliver dømt til at betale sagsøgeren mere end kr. 39.307,48 med tillæg af sædvanlige procesrenter.

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at friholde sagsøgte, H4, såfremt H4, bliver dømt til at betale sagsøgeren mere end kr. 1.550,46 med tillæg af sædvanlige procesrenter.

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at friholde sagsøgte, H6, såfremt H6, bliver dømt til at betale sagsøgeren mere end kr. 2.868,78 med tillæg af sædvanlige procesrenter.

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at friholde sagsøgte, H3, H4, H6, H2 og H1, såfremt disse solidarisk dømmes til at betale sagsøgeren mere end kr. 3.997,55.

------------

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt følgende påstande:

Over for As principale, subsidiære og mere subsidiære påstand 1 og principale, subsidiære og mere subsidiære påstand 2 og den subsidiære påstand 3:

Principalt: Afvisning.

Subsidiært: Frifindelse.

Over for As principale påstand 3:

Frifindelse.

Overfor H1's (sagsøgte 1), H2's (sagsøgte 2), H3's (sagsøgte 3), H4's (sagsøgte 4), H5's (sagsøgte 5) påstande:

Principalt: Afvisning.

Subsidiært: Frifindelse.

------------

Sagsøgte, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, har overfor sagsøgerens principale og subsidiære påstand 1 og principale og subsidiære påstand 2 nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Sagsøgte har overfor sagsøgerens principale påstand 3 nedlagt påstand om frifindelse.

------------

Sagen har ikke været behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 39 om behandling af sager om mindre krav.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagerne

Sagerne angår overordnet spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren skal betale vandafledningsbidrag, varme og kraftvarmetillæg samt boligabonnement (renovation) i perioden fra, at hendes tidligere ejendom beliggende Y1-adresse, blev kondemneret, til ejendommen blev solgt på tvangsauktion.

Sagsøgeren har i samme forbindelse nedlagt påstand om tilbagebetaling af forbrug i perioden før kondemneringen.

Sagsøgeren har rettet kravet solidarisk mod H3, H4, H6, H2, H1, Skatteministeriet samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Forklaringer

Der har under sagen været afgivet partsforklaring af A samt vidneforklaringer af MA, PM og LD.

Da dommen som anført er udfærdiget uden en fuldstændig sagsfremstilling, er disse forklaringer ikke gengivet i dommen.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument af 2. maj 2023 anført:

2. Sagens retlige hovedproblemstillinger

Sagen omhandler, hvorvidt A skal betale forsyningsafgifter og i anden række forsyningsgebyrer samt forbrug på ejendommen Y1-adresse, i perioden 12. september 2010 - 1. marts 2011 (den omhandlede ejendom var lægefagligt ubeboelig) og/eller i perioden 1. marts 2011 - 16. september 2013 (den omhandlede ejendom var kondemneret).

I den forbindelse skal Retten i Aalborg tage stilling til følgende retlige hovedproblemstillinger:

(i) Manglede et, flere eller alle de omhandlede forsyningsselskaber og forsyningsvirksomheder (sagsøgte I - V) lovhjemmel til opkrævning af forsyningsafgifter og/eller forbrug på henholdsvis en lægefagligt ikke-beboelig og kondemneret ejendom i den omhandlede periode, og i anden række om et, flere eller alle de omhandlede forsyningsselskaber og forsyningsvirksomheder manglede lovhjemmel eller hjemmel til opkrævning af forsyningsgebyrer og/eller forbrug på henholdsvis en lægefagligt ikke-beboelig og kondemneret ejendom i den omhandlede periode? (afsnit 3.1 - 4.17 og side 6 - 22)

(ii) Var et, flere eller alle af de omhandlede forsyningsselskaber og forsyningsvirksomheder (sagsøgte I - III) var retligt identificerbare og solidarisk hæftende med sagsøgte IV - V (afsnit 4.18 og side 22 - 23)?

(iii) Var et, flere eller alle af de omhandlede forsyningsselskaber og forsyningsvirksomheder (sagsøgte I - V) omfattet af forvaltningsloven, og indeholdt forsyningsselskabernes og forsyningsvirksomhedernes afgørelser generelt væsentlige eller i anden række konkret væsentlige sagsbehandlingsfejl med retsfølgen hjemvisning til fornyet behandling? (afsnit 4.19 - 4.20 og side 23 - 26)

(iv) Hvorvidt de omhandlede forsyningsselskaber og forsyningsvirksomheder, Skatteministeriet og/eller Klima, Energi- og Forsyningsministeriet (sagsøgte VI - VII) skal erstatte As økonomiske tab i sagen (afsnit 4.21 og side 26 - 28).

(v) Hvorvidt As tilbagebetalingskrav og erstatningskrav er forældede eller fortabte under andets retsgrundlag (afsnit 4.22- 4.23 og side 28 - 30).

(vi) Hvorledes As tilbagebetalingskrav og erstatningskrav skal forrentes (afsnit 4.24 og side 30 - 32).

3. Sagsfremstilling

3.1. H3, H4 og H5 har opkrævet forsyningsafgifter samt forbrug i perioden på ejendommen Y1-adresse, i perioden 12. september 2010 - 16. september 2013

H3, H4, H5 har opkrævet forsyningsafgifter og anden række forsyningsgebyrer samt forbrug på ejendommen Y1-adresse i perioden fra 12. september 2010 til 16. september 2013 (bl.a. bilag nr. 10 og bilag R).

3.2. Afgørelser fra H1 og H7

H1 og H7 traf afgørelser vedrørende de omhandlede pålagte forsyningsafgifter til A den 2. februar 2012, 28. februar 2012, 20. april 2012, 17. juli 2012, 28. februar 2013 og 4. marts 2016 (bilag nr. 6).

Der fremgår ingen lovregler eller hovedsyn/hovedkriterier af nogen af afgørelserne.

3.3. Aktindsigt fra H1

I fortsættelse af anmodning om aktindsigt af 10. februar 2021 oplyste H1 ved brev af 17. marts 2021, at foreningen er underlagt offentlighedsloven, og at aktindsigten var forsinket (bilag nr. 5).

Den 26. marts 2021 blev aktindsigt via e-mail givet fra H1.

3.4. H1's afgørelse af 26. april 2021

H1 har den 26. april 2021 truffet afgørelse vedrørende lovhjemmel til pålæg af forsyningsafgifter samt vedrørende væsentlige sagsbehandlingsfejl (bilag nr. 8).

Der fremgår ingen lovregler eller hovedsyn/hovedkriterier af afgørelsen.

Der er alene henvist til ulovhjemlede og uhjemlede kommunale regulativer (alene praksis).

4. Anbringender

4.1. Det er de dagældende lovregler og regler, herunder EUdirektiver og administrativ praksis, der skal finde anvendelse

Det er de dagældende lovregler og regler, herunder EU-direktiver og administrativ praksis, der skal finde anvendelse.

4.2. Ejendommen Y1-adresse, var i retlig forstand ubeboelig og blev ikke faktisk benyttet af A eller nogen i hendes husstand ((red.fjernet.person)) i perioden 12. september 2010 og frem

Ejendommen Y1-adresse, der var henholdsvis lægefagligt ubeboelig og kondemneret i den omhandlede samlede periode fra 12. september 2010 og frem, kunne ikke og blev ikke faktisk benyttet af A eller nogen i hendes husstand, ligesom ejendommen heller ikke - som følge af omstændighederne - stod til hendes rådighed til beboelse eller var under renovering eller lign. i de omhandlede perioder fra henholdsvis 12. september 2010 (bilag 9) til 20. december 2010 og/eller 1. marts 2011 (bilag nr. 1) og frem.

Det fremgår af e-mail af 12. september 2010 fra embedslæge NN til H6's G1-virksomhed vedrørende den omhandlede ejendom (bilag nr. 9), at:

"… da det rummer nærliggende sundhedsfare at anvende disse fortsat.

…"

Der foreligger således en klar lægelig vurdering af, at den omhandlede ejendom var uanvendelig i sin helhed til bolig for mennesker. Dette medfører, at den omhandlede bolig, uanset den ikke er kondemneret, tillige er ubeboelig via andet retsgrundlag, jf. bl.a. dagældende bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 § 1 (embedslægeerklæring herom), jf. bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 § 10.

Det har således ingen betydning, at der først med virkning fra den 1. marts 2011 gælder et beboelsesforbud under byfornyelsesloven via kondemnering (bilag nr. 1).

Kondemnering betyder i retlig forstand, at en ejendom ikke længere er anvendelig/lovligt må anvendes til beboelse og dermed ikke længere vil anvende vand, el, varme, producere affald eller lign., jf. den dagældende byfornyelseslovs bl.a. § 76, jf. vejledning om kondemnering, pkt. 5.1 og 5.8 (vejledning nr. 79 af 8. september 2010).

Der har ikke været nogen renovation af den omhandlede ejendom Y1-adresse, Y2-matrikel, i den omhandlede periode (intet forbrug eller behov for forbrug i den forbindelse), hvorfor anbringendet om potentielt forbrug af ydelser på ejendommen allerede derfor ikke er relevant. Dette fremgår allerede af den dagældende byfornyelseslovs § 79 (ophævelse af kondemneringen og fristerne herfor).

Hvad, der relevant fremgår af bilag nr. 18, side 2, er, at (mine understregningerne):

"…

(red.fjernet.byråd) godkendte den 9. juni 2008 et projekt for forblivelsespligt til fjernvarme for ejendomme i Y3-by. Projektet omfattede bl.a. din ejendom Y1-adresse.

Byrådets beslutning betyder, at ejendommen skal forblive tilsluttet fjernvarmvarmeforsyning, hvilket betyder, at du er forpligtet til at betale de faste bidrag (abonnement, effektbidrag og kraftvarmetillæg), som H6, Fjernvarmeforsyningen har anmeldt til Energitilsynet. De faste bidrag skal betales, uanset om der aftages fjernvarme på ejendommen eller ej.

…"

Det er således alene H6s beslutning via sine forsyningsselskaber, at der var forsyning på den omhandlede ejendom. A har åbenlyst protesteret herimod i en lang periode (bl.a. bilag nr. 6).

Det omhandlede forbrug på ejendommen har således alene været et "tomgangsforbrug" under H6s og/eller forsyningsselskabernes afgørelse.

Det eneste den omhandlede folkeregisterregistrering af A kvalificerer i den omhandlede periode fra i hvert fald 12. september 2010 - 18. august 2011, er H6s overtrædelse af folkeregisterlovens § 6, stk. 3, jf. bl.a. § 10, stk. 1 - 3.

Der er således ingen tvivl om, at den omhandlede ejendom hverken faktisk blev benyttet eller retligt stod til hende og hendes husstands rådighed i perioden fra 12. september 2010 og frem.

4.3. Bevisbyrden for afgiftspålæg og i anden række for pålæg af forsyningsgebyrer med opkrævning af forbrug påhviler forsyningsselskaberne og Skatteministeriet samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Sagsøgte I - V og sagsøgte VI - VII har bevisbyrden for afgiftspålæg og i anden række for pålæg af forsyningsgebyrer samt opkrævning af forbrug, jf. TfS 1984, 259, jf. den deri citerede udtalelse fra Justitsministeriets lovafdeling af 11. december 1979 om bl.a. bevisbyrdens udgangspunkt hos Skattestyrelsen/Skatteministeriet, jf. TfS 2003, 401.

Denne retstilstand fremgår tillige korrekt af Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, 2017, DJØFs Forlag, p. 372 - 373 (litteraturen er alene en retskilde inden for fx retspraksis/ingen selvstændig retskilde), jf. bl.a. SKM2010.26.HR.

Bevisbyrden indbefatter både faktum og jus.

Sagsøgte I - V og sagsøgte VI - VII har ikke løftet denne bevisbyrde.

4.4 Der foreligger ikke forsyningsgebyrer, men derimod forsyningsafgifter under Grundlovens § 43, 1. led

Der foreligger ikke forsyningsgebyrer, jf. bl.a. U.1993.757H, men derimod forsyningsafgifter under Grundloven § 43, 1. led (bilag nr. 6 og bilag nr. 8).

Det fremgår af spm. 229 af 22. januar 2013 besvaret 7. februar 2013 af Skatteministeren, hvilke lovregler mv. vedrørende i hvert dele af det omhandlede område, som er gældende (bilag nr. 7).

SKAT/Skattestyrelsen har selv anset de omhandlede forsyningsafgifter for forbrugsafgifter (bilag nr. 17).

Dette følger tillige via principperne i Punktafgiftsvejledningen 2010-1 - 2012-2, afsnit G.3 (affald), G.5 (ledningsført vand) og G.13 (spildevand) og via principperne i Den Juridiske Vejledning 2021-2, bl.a. afsnit E.A.7.3 (affald), E.7.5 (ledningsført vand) og E.A.7.1.13 (spildevand).

4.5.H1, H7, H3, H4 og H5 (benævnt sagsøgte I-V) har først ved byretten anført lovhjemler og hjemler til opkrævning af de omhandlende forsyningsafgifter eller i anden række gebyr

H1, H7, H3, H4 og H5 (sagsøgte I - V) har først ved byretten angivet bl.a. varmeforsyningslovens § 20, spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 7, og miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 4, som hjemler til opkrævning af de omhandlede forsyningsafgifter.

Sagsøgte I - V har tidligere anført over A, at det alene var administrativ praksis (kommunale forsyningsregulativer), som regulerede området og de omhandlede opkrævninger hos A (bilag nr. 6 og bilag nr. 8).

Der foreligger således under administrativ praksis ulovhjemlede og uhjemlede forsyningsafgifter/ forbrugsafgifter og i anden række ulovhjemlede og uhjemlede forsyningsgebyrer (alene praksis).

Den omhandlede hjemmelsangivelse er således en skinbegrundelse eller en efterrationalisering i forhold til det reelt anvendte retsgrundlag hos Sagsøgte I - V. Dette uanset at Sagsøgte I - V senere finder ud af, at der er en mulig lovhjemmel til de foretagne opkrævninger.

Sagsøgte I - V har således reelt alene anvendt kommunale forsyningsregulativer (alene praksis) og ikke de omhandlede efterfølgende anførte lovhjemler.

Allerede derfor er gebyrerne (i sig bestridt at der foreligger gebyrer) under Sagsøgte I - V bevisbyrde ikke-lovhjemlede og/eller ikke-hjemlede og dermed ugyldige med retsfølger.

Allerede derfor er de under afgørelser opkrævede forsyningsafgifter og i anden række forsyningsgebyrer ugyldige og skal annulleres som følge af hjemmelsmangler, jf. bl.a. TfS 1998, 199 og U.1998.1314H.

4.6. Lovhjemler til pålæg af afgifter og i anden række lovhjemler samt subsidiært hjemler til pålæg gebyrer skal fortolkes indskrænkende under et skærpet hjemmelskrav, og der skal foretages en dobbelt eller tredobbelt hjemmelsprøvelse (både lovhjemmel og bekendtgørelseshjemmel og/eller praksishjemmel)

Lovhjemler til pålæg af afgifter er som udgangspunkt under et skærpet lovhjemmelskrav eller et modificeret almindeligt hjemmelskrav, jf. bl.a. SKM2016.504.HR (udledning af ulovlige kriterier fra pvc-afgiftsloven), U.2017.4H (ulovlig praksis), U.2017.38H (ulovlig praksis) og U.2018.3697H (ulovlig praksisændring/ulovlig praksis).

Lovhjemler til pålæg af gebyrer skal fortolkes indskrænkende under et skærpet hjemmelskrav, idet der foreligger regulering af indgribende betydning for fysiske og juridiske personer, hvor der pålægges borgerne økonomiske byrder, jf. bl.a. FOB 1997.74, p. 92, og FOB 2004.311 samt Revsbech m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 6. udgave, DJØFs Forlag, p. 180ff., herunder p. 188 og p. 194f.

Disse skærpede hjemmelskrav vedrørende gebyrer gælder både i forhold til en bekendtgørelses eller praksis' hjemmel i lov og i forhold til bekendtgørelsen eller praksis i sig selv (dobbelt hjemmelsprøvelse eller tredobbelt hjemmelsprøvelse alt efter den retlige hjemmelskonstruktion), jf. bl.a. Revsbech m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 6. udgave, DJØFs Forlag, p. 184.

Sagsøgte I - V's og sagsøgte VI - VII's bevisbyrde under et skærpet hjemmelskrav følger også af bl.a. U.2013.1030H og U.2021.1421H.

4.7. H5 - der er ikke lovhjemmel til pålæg renovationsafgifter eller i anden række renovationsgebyrer via Miljøbeskyttelseslovens § 48, herunder stk. 3, og affaldsbekendtgørelsens kap. 11 (dagældende)

Sagsøgte I - V har i sin duplik side 7 anført følgende (mine understregninger):

"…

I H6 kan borgerne frit benytte kommunens genbrugspladser. Til dækning af udgifterne til drift af kommunens genbrugspladser og udgifter til fælles formål og øvrige ordninger, fastsættes et samlet abonnement, der ligeligt betales af samtlige ejendomsejere i kommunen uanset omfanget af ejerens benyttelse af de fælles ordninger.

…"

Det fremgår af forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 3 (lovforslag nr. 152 af 27. februar 2009), med ikrafttræden 1. juli 2009, at (mine understregninger):

"§ 48, stk. 3:

Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen pålægger kommunalbestyrelserne at fastsætte særskilte gebyrer for hver affaldsordning. Dette gælder dog ikke, hvis der i andre regler er fastsat anden finansieringsform. Ved affaldsordning forstås de ordninger, som kommunalbestyrelsen fastsætter vedrørende affald, uanset om disse er fastsat med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 2, eller anden lovgivning som f.eks. jordforureningslovens § 50.

Kommunalbestyrelserne skal beregne særskilte gebyrer for alle de ordninger, som har særskilte konti i det kommunale budget- og regnskabssystem. Det kommunale budget og regnskabssystem opererer på affaldsområdet med følgende konti:

- fælles formål (administration),

- dagrenovation,

- papir, pap og glas,

- storskrald og haveaffald,

- farligt affald,- genbrugspladser samt - øvrige ordninger og anlæg.

Hensigten med bestemmelsen er, at kommunalbestyrelserne skal kunne dokumentere gebyrstørrelsen for brugergrupper for hver enkelt af ordningerne. Ikke alle kommunalbestyrelser vil iværksætte affaldsordninger for alle de nævnte affaldsfraktioner, der er dækket af konti i budget og regnskabssystemet. I så fald skal der ikke beregnes gebyr herfor.

I de nuværende regler har kommunalbestyrelserne mulighed for at opkræve samlegebyrer. Denne mulighed er med bestemmelsen afskaffet. Det forventes at øge gennemsigtigheden i gebyrerne, således at det bliver enklere for brugeren at se, hvad der betales for, og tydeliggør, at hver enkelt ordning skal hvile i sig selv og ikke bare affaldsområdet under ét. Kommunalbestyrelserne må dog gerne opkræve gebyrerne samlet, men skal til enhver tid kunne udskille dem, og på anmodning udlevere beregningen af gebyret for hver ordning."

Allerede derfor er det opkrævede samlede gebyr ulovhjemlet og uhjemlet, hvorfor det skal annulleres som følge af en hjemmelsmangel.

4.8. H6's regulativer for husholdningsaffald er ulovhjemlet og uhjmlet i praksis for så vidt angår lægefagligt ubeboelige og kondemnerede ejendomme

H6's regulativer for husholdningsaffald er ulovhjemlet og uhjemlet praksis for så vidt angår lægefagligt ubeboelige og kondemnerede ejendomme, jf. replikken 3.2.10.2. og 3.2.10.3.

A kan via lighedsgrundsætningen og/eller et princip om retsbeskyttede, berettigede forventninger imidlertid støtte ret på en sådan ulovlig praksis, jf. bl.a. SpO2015.487.

As renovationsafgifter og i anden række renovationsgebyrer skal fortsat helt eller delvist vurderes under bilag Q, bl.a. fordi dette bilag i givet fald må være udtryk for fast administrativ praksis. Dette understøttes af at andre oplysninger herom først er afgivet i forbindelse med duplikken, hvorfor bilag Q må være udtryk for det faktiske administrationsgrundlag ligesom bilag nr. 5, bilag nr. 6 og bilag nr. 8.

De øvrige bilag (V - W) har været en del af denne faste administrative praksis.

Bilag X (regulativ for husholdningsaffald) ikrafttrådte den 1. oktober 2012, allerede hvorfor dette regulativ alene kan have virkning for perioden 1. oktober 2012 - 16. september 2013.

Bilag W (regulativ for husholdningsaffald) ikrafttrådte først den 1. januar 2012, allerede hvorfor dette regulativ alene kan have virkning for perioden 1. januar 2012 - 16. september 2013:

Det fremgår i øvrigt af regulativet under § 3 i bilag W, at (mine understregninger):

"…

Boligabonnement: Et samlet gebyr til dækning af udgifter til fælles formål og øvrige ordninger jf. affaldsbekendtgørelsen. Gebyret, der fremgår af gebyrbladet, betales for hver bolig, uanset om denne benyttes eller ej, og det pålignes ejendommen fra det tidspunkt, hvor boligen lovligt kan indrettes eller opføres, det vil sige fra tidspunktet for meddelelse af byggetilladelse."

Herfra kan modsætningsvist sluttes, at det ikke kan opkræves, når boligen ikke længere kan sundhedsmæssigt forsvarligt kan bebos, jf. bilag nr. 9, og i anden række lovligt kan bebos, jf. bilag nr. 1.

Dette ovenfor citerede afsnit under § 3 i bilag W er i overensstemmelse med punkt 44 under § 3 i bilag Q.

I øvrigt er selv opkrævning for husholdningsaffald fortsat relevant, allerede fordi den omhandlede ejendom ikke lægefagligt forsvarligt kunne bebos fra den 12. september 2010.

Såfremt Retten i Aalborg måtte mene, at den omhandlede lovgivning giver anledning til fortolkningstvivl, så bemærkes, at fortolkning af afgiftslovgivningen ikke skal forfølge formål i andre regelsæt som fx byfornyelsesloven og sundhedsretlige forskrifter (embedslægeerklæring/lægefaglig vurdering), jf. specialitetsprincipperne (det organisatoriske og det materielle). Men det er i henhold til retspraksis lovligt inden for afgiftslovgivningens rammer (ordlyd og forarbejder) at inddrage muligheden for kongruent overholdelse af samvirkende regelsæt, jf. bl.a. U.1990.892H og U.1991B.147, jf. Garde m.fl., Forvaltningsret - Almindelige Emner, 5. udgave. 2009, DJØFs Forlag, p. 246.

A er således ikke forpligtet af den ulovhjemlede og uhjemlede praksis, og hun kan i anden rette støtte ret på den omhandlede praksis, hvorved hun ikke skal betale forsyningsafgifter og i anden række forsyningsgebyrer samt faktisk forbrug for perioden, hvori ejendommen ikke lægefagligt forsvarligt kunne bebos, og for perioden hvori ejendommen ikke lovligt under kondemnering kunne bebos.

4.9 H3 - der foreligger ikke gebyrer i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, jf. bl.a. stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, men derimod forsyningsafgifter under Grundlovens § 43, 1. led

Varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, jf. bl.a. stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, vedrører pålæg af afgifter og ikke gebyrer (opkrævning af gebyr svarende til udgifterne under en for bred og/eller ubestemt omkostningsbase for den konkrete ydelse eller vare), jf. bl.a. U 2007.788 H.

Lovbestemmelsen giver således i sig selv hjemmel til opkrævning af gebyrer ud over, hvad en omkostningsbase i bred forstand må kunne indeholde til at kunne kvalificeres som en grundlovsmedholdelig gebyrbestemmelse, jf. U.1993.757H, e.c.

Omkostningsbasen har således efter bestemmelsen - uanset det anførte om "nødvendige udgifter" - en for bred og/eller ubestemt karakter/forstand - via udgifter til finansieringsudgifter af fremmedkapital og konkret angivne opståede underskud fra tidligere perioder og/eller adgangen til en ubestemt omkostningsbase under varmeforsyningslovens § 20, bl.a. stk. 2. 1. pkt., og stk. 3.

Varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, jf. bl.a. stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, er således reelt et afgiftspålæg og ikke en gebyrbestemmelse.

Der foreligger således en afgiftslov og ikke en gebyrlov, hvorfor lovgivningsmagten (Folketing og regering i forening har vedtaget en anden lovtype, end de har været klar over eller en afgiftslov i stedet for en gebyrlov).

De pågældende dele af loven savner derfor identitet i Grundlovens § 41, stk. 4's forstand og disse dele skal som følge heraf annulleres.

4.10. Varmeforsyningslovens § 20, stk. 5, er i strid med Grundlovens § 73, idet den pålægger en vilkårlig afgiftsbyrde og i anden række en vilkårlig gebyrfastsættelse

Varmeafgiftslovens § 20, stk. 5, er i strid med Grundlovens § 73, idet den pålægger en vilkårlig afgiftsbyrde og i anden række en fastsætter et vilkårligt gebyr, som rammer atypisk hårdt, jf. som statsretlig litteratur, Michael Hansen-Jensen, Festskrift til Jan Pedersen, red. Malene Kerzel, Kan en skat indebære ekspropriation?, 2011, p. 200. Den omhandlede lovbestemmelse er tillige i strid med EMRK TP 1, art. 1, jf. EMRK-loven. Den del af loven skal derfor annulleres og kan således ikke danne grundlag for gebyrpålæg over for A.

4.11. Forbruget på ejendommen Y1-adresse, har alene været ikke eksisterende, hvorfor sagsøgte ikke har haft lovhjemmel eller hjemmel til opkrævning af de omhandlede forsyningsafgifter i Varmeforsyningslovens § 20 mv. eller i anden række gebyrer

Forbruget på ejendommen Y1-adresse, har alene været ikke eksisterende, hvorfor Sagsøgte I ikke har haft lovhjemmel til opkrævning af de omhandlede forsyningsafgifter eller i anden række gebyrer, herunder via de omhandlede kommunale forsyningsregulativer, jf. U2021.1421H.

Det fremgår af ordlyden til varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, at (mine understregninger):

"…

i priserne for levering til det indenlandske marked af opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas med det formål at levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand

…"

I tredje række er de opkrævede forsyningsafgifter via afgørelser derfor ugyldige og skal annulleres som følge af hjemmelsmangler.

4.12. H4 - Vandledningsbidrag via Spildevandbetalingslovens § 2 A, stk. 7, er ved Byretten anført som lovhjemmel for opkrævning af den omhandlede forsyningsafgift eller i anden række gebyr

4.12.1. Forbruget på ejendommen Y1-adresse, har alene været ikke eksisterende, hvorfor sagsøgte ikke har haft hjemmel i Spildevansbetalingslovens § 2 A, stk. 7, mv. til opkrævning af de omhandlede forsyningsafgifter eller i anden række gebyrer

Det fremgår af ordlyden til spildevandsbetalingslovens § 2a, stk. 7, at:

"…

For afledning til et spildevandsforsyningsselskab af spildevand, herunder filterskyllevand, kølevand og genanvendt tagvand, betales et årligt vandafledningsbidrag, jf. dog stk. 2 og § 2 b.

…"

Det fremgår af den fremlagte Betalingsvedtægt for spildevandsanlæg af 1. januar 2011, jf. bilag P:

"…

B. Vandafledningsbidrag

…

I det omfang, der afledes spildevand eller vand, der kan sidestilles med spildevand, til kloakselskabets kloaksystem, uden at der har været et vandforbrug, skal der som udgangspunkt også betales vandafledningsbidrag for afledningen af dette vand.

…"

H4's egen administrative praksis, hvorpå A kan støtte ret i medfør af en lighedsgrundsætning og/eller et princip om retsbeskyttede, berettigede forventninger, tilsiger således klart, at der ikke kan opkræves spildevandsafgift eller i anden række spildevandsgebyr på en kondemneret ejendom, hvor der ikke er og ikke kan være afledt spildevand eller vand, og på hvilken kondemnerede ejendom der heller ikke kan være et forbrug af vand.

De omhandlede spildevandsafgifter eller i anden række spildevandsgebyrer er således ulovhjemlede og er i direkte strid med administrativ praksis.

De omhandlede opkrævninger i perioden, hvori den omhandlede ejendom var kondemneret, skal således annulleres som følge af hjemmelsmangler.

4.13. H5 - Renovationsafgifter eller i anden række renovationsgebyrer via Miljøbeskyttelseslovens § 48, herunder stk. 3, og Affaldsbekendtgørelsens kap. 11 (dagældende)

4.13.1. H6's regulativ for husholdningsaffald er ikke offentliggjort i henhold i Affaldsbekendtgørelsens regler herom, hvorfor det er ugyldigt

H6's regulativ om husholdningsaffald var dengang ikke offentliggjort i henhold til affaldsbekendtgørelsens § 58, stk. 1 (bekendtgørelse nr. 48 af 13. januar 2010), hvorfor det er ugyldigt, og der kan allerede derfor ikke opkræves afgifter eller i anden række gebyrer i henhold til regulativet, jf. U.1972.800 V og U.2004.1230 Ø, jf. Gorm Møller, Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer, 2. udgave, 2019, p. 878.

4.13.2. Pkt. 44 i H6's regulativ for husholdningsaffald er ulovhjemlet praksis for så vidt angår ubeboede/kondemnerede ejendomme

Den praksis, der er anført i pkt. 44 i H6s regulativ for husholdningsaffald, jf. bilag Q, er ulovhjemlet praksis for så vidt angår ubeboede/kondemnerede ejendomme, jf. bl.a. MAD 2007.2078 STF og U.2013.1030 H/MAD 2013.102 H.

Der er ikke hjemmel til opkrævning af det omhandlede gebyr i den dagældende affaldsbekendtgørelses § 58, stk. 1 og 2, herunder ud fra formålet med bestemmelsen.

Desuden vil opkrævningen af de omhandlede gebyrer ikke have lovhjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 1, nr. 1, jf. ordlyden med mine understregninger "…planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger…", og stk. 3, jf. ordlyden med mine understregninger "…Der skal fastsættes særskilt gebyr for hver affaldsordning baseret på de udgifter, som er opgjort i kommunalbestyrelsens regnskab…"

Der er ingen drift vedrørende en kondemneret ejendom og dermed ingen udgifter til en affaldsordning for ejendommen, jf. bl.a. MAD 2005.810 SA. Dette er i overensstemmelse med, at driftsudgifterne obligatorisk/pligtmæssigt indgår som post i beregningen af udgifterne til ordningen.

En sådan forståelse er i øvrigt i overensstemmelse med principperne i § 7.2 i H6's regulativ for husholdningsaffald (administrativ praksis), jf. bilag Q, hvoraf fremgår:

"…

Kommunalbestyrelsen kan i gebyrbladet, jf. § 7.5, bestemme at fastsætte et nedsat gebyr for ejendomme, der ikke benyttes til helårsbeboelse, jf. affaldsbekendtgørelsens § 58, stk. 2.

…"

4.14. Forbruget på ejendommen Y1-adresse, har alene været ikke eksisterende eller marginalt, hvorfor sagsøgte ikke har haft hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 48, herunder stk. 3, Affaldsbekendtgørelsens § 58, stk. 1 og 2, jf. §60, stk. 1 (alle husholdninger) og 2, E.C., samt pkt. 44 i H6's regulativ for husholdningsaffald mv. til opkrævning af de omhandlede forsyningsafgifter eller i anden række gebyrer

Forbruget på ejendommen Y1-adresse, har alene været ikke eksisterende eller marginalt (bl.a. bilag 10, bilag A - L og bilag R),, hvorfor sagsøgte I - V ikke har haft hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 48, herunder stk. 3, affaldsbekendtgørelsens § 58, stk. 1 og 2, jf. § 60, stk.

1 ("alle husholdninger") og 2, e.c., samt pkt. 44 i H6s Regulativ for Husholdningsaffald til opkrævning af de omhandlede forsyningsafgifter eller i anden række gebyrer (konkret tredobbelt hjemmelsprøvelse), herunder via de omhandlede kommunale forsyningsregulativer, jf. U2021.1421H.

En husholdning eller opretholdelse af en sådan er ikke mulig under en kondemnering. Det siger sig selv, at en kondemneret ejendom ikke kan producere affald, og der under de omhandlede retsgrundlag ikke er lovhjemmel til opkrævning for udgifter hertil.

Derfor i sig selv er de opkrævede forsyningsafgifter via afgørelser derfor ugyldige og skal annulleres som følge af hjemmelsmangler.

4.15. Beregning af omkostninger til gebyrer inkl. hjemler hertil er ikke tilstrækkelige, allerede hvorfor gebyrerne er ikkelovhjemlede og/eller ikke-hjemlede

Sagsøgte I - III har ikke fremlagt beregninger af omkostningerne til gebyrer inklusiv hjemler hertil i den omhandlede periode.

Desuden er samtlige de omhandlede love nedenfor under "hvile-i-sig-selv-princippet", herunder ordningerne i sig selv, således er krydssubsidiering ulovligt, jf. bl.a. Gorm Møller, Miljøbeskyttelsesloven med kommentarer, 2. udgave, 2019, p. 913.

Eksempelvis fremgår dette for så vidt angår affaldsgebyrer af forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 48 (L 152 af 26. februar 2008 (ny organisering af affaldssektoren)):

"…

2.2.3. Gennemsigtige kommunale affaldsgebyrer

2.2.3.1. Gældende ret

Med hjemmel i den nugældende § 48 opkræver kommunalbestyrelserne i dag gebyrer for en stor del af aktiviteterne på affaldsområdet. I formuleringen af § 48 står i dag, at kommunalbestyrelsen »kan« opkræve gebyrer. Dette »kan« er blevet fortolket som, at kommunalbestyrelserne tillige har mulighed for at skattefinansiere nogle af udgifterne til affaldsområdet. Dette gælder dog ikke erhvervsaffald, idet dette ville stride mod princippet om forureneren betaler. I dag har kommunalbestyrelserne endvidere adgang til at opkræve samlegebyrer, dvs. at der opkræves et samlet gebyr for flere ordninger fra ensartede brugergrupper.

Der gælder også i dag nogle grundlæggende principper for gebyrfastsættelsen, som det ikke er intentionen med lovforslaget at ændre på. Kommunalbestyrelsens fastsættelse af affaldsgebyrer er underlagt princippet om hvile-i-sig-selv, hvilket betyder, at kommunen kan få dækket sine omkostninger gennem opkrævning af gebyrer, men ikke må optjene et overskud. Samtidig skal gebyropkrævningen så vidt muligt forebygge, at der sker krydssubsidiering, både mellem de forskellige ordninger og mellem forskellige brugergrupper (lighedsprincippet). Det vil sige, at der ikke må optjenes et overskud på en af de kommunale ordninger, som benyttes til at finansiere et underskud på en anden ordning, og at en brugergruppe ikke systematisk må betale omkostningerne for en anden brugergruppe. Derudover gælder det EU-fastsatte princip om, at forureneren betaler. Det fremgår således af artikel 14 i direktiv nr. 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald, at omkostningerne skal afholdes af den oprindelige affaldsproducent eller de nuværende eller tidligere affaldsindehavere. Endelig har domstolene fastslået, at gebyrer kan opkræves for, at kommunalbestyrelsen stiller ordninger til rådighed for virksomheder og borgere. Det er altså ikke i strid med § 48 at opkræve gebyrer for, at en ordning stilles til rådighed i stedet for at opkræve gebyrer for den faktiske benyttelse af en ordning.

…"

Allerede derfor er gebyrerne (i sig bestridt at der foreligger gebyrer) under Sagsøgte I - III's bevisbyrde ikke-lovhjemlede og/eller ikke-hjemlede og dermed ugyldige med retsfølger.

4.16. Specialitetsprincipperne - Det organisatoriske og det materielle

Fortolkning af afgiftsretten og i anden række gebyrretten kan som udgangspunkt ikke forfølge formål i andre regelsæt, jf. specialitetsprincipperne (det organisatoriske og det materielle). Men det er i henhold til retspraksis lovligt inden for fx afgiftslovgivningens rammer (ordlyd og forarbejder) at inddrage muligheden for kongruent overholdelse af samvirkende regelsæt eller udlede lovlige kriterier/hensyn i kongruens med disse regelsæt, jf. bl.a. U.1990.892H og U.1991B.147, jf. Garde m.fl., Forvaltningsret - Almindelige Emner, 5. udgave. 2009, DJØFs Forlag, p. 246.

Denne adgang til kongruent fortolkning må være udvidet, når kongruens via fortolkning opnås mellem områder af beskatning og afgiftspålæg samt i anden række gebyrpålæg under helt samme faktum.

Og fx gebyrer må under alle omstændigheder ikke forfølge fiskale formål, idet de efter omstændighederne i modsat bliver til en hel eller delvis skat, jf. U.1993.757H (gebyr-dommen).

De omhandlede opkrævninger af forsyningsafgifter samt i anden række forsyningsgebyrer samt forbrug kan alene pålægges som følge af fiskale formål, når den omhandlede ejendom er lægefagligt ubeboelig (bilag nr. 9), herunder kondemneret (bilag nr. 1), hvilket i sig kvalificerer en krænkelse af specialitetsprincipperne.

Som følge af ubeboeligheden på lægefagligt grundlag (bilag nr. 9) og afgørelsen om kondemnering under byfornyelsesloven med virkning fra 1. marts 2011 (bilag nr. 1) er der således ikke lovhjemmel eller hjemmel til opkrævning af nogen former for afgift, gebyr og/eller for faktisk forbrug.

Men det er i henhold til retspraksis lovligt inden for afgiftslovgivningens rammer (ordlyd og forarbejder) at inddrage muligheden for kongruent overholdelse af samvirkende regelsæt, herunder skatteretlige, jf. bl.a. U.1990.892H og U.1991B.147, jf. Garde m.fl., Forvaltningsret - Almindelige Emner, 5. udgave. 2009, DJØFs Forlag, p. 246.

I anden række derfor og i fravær af kriterier/hensyn herom angivet i den omhandlede lovgivning udledes der nedenfor under afsnit 4.16.1. - 4.16.2. lovlige kriterier/hensyn fra skatteretten vedrørende beskatning af ubeboelige, herunder kondemnerede ejendomme.

4.16.1. Der er ikke lovhjemmel til pålæg af ejendomsværdiskat for ubeboelige, herunder kondemnerede ejendomme, jf. Ejendomsværdiskattelovens §11, stk. 1, 2. pkt (kriteriet/hensyn der skal indgå i afvejningen af lovligheden af afgiftspålægget og i anden række gebyrpålægget)

Der er ikke lovhjemmel til pålæg af ejendomsværdiskat for ubeboelige, herunder kondemnerede ejendomme, jf. ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt.

Det fremgår af forarbejderne til ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt. (lovforslag nr. 2001/2 af 8. februar 2002), at:

"Efter forslaget skal ejendommen kunne tjene til bolig for ejeren, for at der kan beregnes ejendomsværdiskat. Det følger af forslaget til 2. pkt. i § 11, hvorefter ejendomsværdiskatten nedsættes forholdsmæssigt, i det omfang ejendommen ikke kan tjene til bolig for ejeren. Dvs. at der ikke skal betales ejendomsværdiskat for en periode, hvor ejendommen er ubeboelig.

…"

Dette kriterie/hensyn skal i fravær af kriterier/hensyn angivet herom i den omhandlede lovgivning, bekendtgørelse og i sidste række den omhandlede alene praksis indgå i afvejningen af lovligheden af afgiftspålægget og i anden række gebyrpålægget.

Dette som følge af, at lovgivningsmagten (Folketing og regering i forening) på et andet lignende område eksplicit har taget stilling til, at der ikke ejendomsværdibeskattes for anvendelse af ubeboelige ejendomme.

4.16.2. Der er ikke lovhjemmel til pålæg af fikseret lejeværdi for ubeboelige, herunder kondemnerede ejendomme, jf. Statsskattelovens §4, litra B, og Ligningslovens §16 samt §16A (kriterie/hensyn der skal indgå i afvejningen af lovligheden af afgiftspålægget og i anden række gebyrpålægget)

Der er ikke lovhjemmel til pålæg af fikseret lejeværdi (beskatning) for ubeboelige, herunder kondemnerede ejendomme, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b, og ligningslovens § 16 samt § 16 B.

Dette fremgår bl.a. af Landsskatterettens afgørelse af 17. marts 2016 i sag med j.nr. 13-0249504, jf. bl.a. LSRM 1981, 20 LSR og LSRM 1982, 23 LSR. Det må således anses for fast praksis på området for anvendelses- og/eller rådighedsbeskatning af fast ejendom.

Det fremgår af den omhandlede kendelse fra Landsskatteretten, at (mine understregninger):

"…

Det er hverken dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at lejligheden i den periode eller på tidspunktet for påbegyndelsen af udlejning af lejligheden var ubeboelig. Ud fra en konkret vurdering anses klageren dog ikke at have haft rådighed over lejligheden i denne periode. Der er henset til de foreligger oplysninger, særligt oplysningerne om klagerens private forhold, sammenholdt med at lejligheden efter at have stået tomt i flere år blev udlejet og fortsat er udlejet.

…"

Dette som følge af, at lovgivningsmagten (Folketing og regering i forening) på et andet lignende område under Landsskatterettens fortolkning har taget stilling til, at der ikke lejeværdibeskattes for anvendelse og/eller rådighed over ubeboelige ejendomme.

4.16.3. Pålæg af forsyningsgebyr på en ubeboelig ejendom, herunder en kondemneret ejendom, forfølger altid fiskale formål og i anden række i sit udgangspunkt fiksale formål

Pålæg af forsyningsgebyrer på en ubeboelig ejendom, herunder en kondemneret ejendom, forfølger altid fiskale formål og i anden række i sit udgangspunkt fiskale formål, jf. U.1993.757H (gebyrdommen).

I det tilfælde, hvor retten skulle finde eller udlede, at der foreligger gebyrer og ikke forsyningsafgifter, så vil de omhandlede forsyningsgebyrer og faktiske opkrævninger på en ubeboelig, herunder kondemneret ejendom, forfølge fiskale formål og i anden række i sit udgangspunkt fiskale formål.

Årsagen hertil er, at A i sagens natur ikke kan modtage en modydelse for de omhandlede forsyningsgebyrer, idet den omhandlede ejendom var ubeboelig, herunder kondemneret. Der kan således på grund af den manglende mulige anvendelse ikke være en modydelse, allerede hvorfor der som følge af specialitetsprincipperne foreligger alene et fiskalt formål eller kriterie/hensyn.

Det kvalificerer i sig selv, at specialitetsprincipperne (det organisatoriske og materielle specialitetsprincip) er tilsidesat af sagsøgte I - V i forhold til A.

I den forbindelse gøres det gældende, jf. ovenfor, at specialitetsprincipperne i sig selv vil kvalificere de omhandlede opkrævninger som forsyningsafgifter, idet de alene alene kan pålægges som følge af fiskale formål, når den omhandlede ejendom er ubeboelig, herunder kondemneret.

4.16.4. Kongruent fortolkning i forhold til andre kommuners fortolkning af samme retsgrundlag kan i sig selv medføre, at der ikke kan opkræves forsyningsafgifter og i anden række forsyningsgebyrer på A's omhandlede ubeboelige ejendom, herunder kondemnerede ejendom

Kongruent fortolkning i forhold til andre kommuners fortolkning af samme retsgrundlag kan i sig selv medføre, at der ikke kan opkræves forsyningsafgifter og i anden række forsyningsgebyrer på As omhandlede ejendom, herunder kondemnerede ejendom.

Det gøres i den forbindelse gældende, at det er normalt eller fast administrativ praksis i andre kommuner under samme retsgrundlag ikke at opkræve forsyningsafgifter og i anden række forsyningsgebyrer på ubeboelige ejendomme, herunder kondemnerede ejendomme.

Til dokumentation heraf findes Y4-kommunes administrative praksis vedrørende renovationsgebyrer (bilag nr. 25). De samme regler vedrørende husholdningsaffald gælder i bl.a. Y5-kommune, Y6-kommune, Y7-kommune, Y8-kommune, Y9-kommune, Y10-kommune, Y11-kommune, Y12-kommune og Y13-kommune.

Det fremgår direkte af fx Y5-kommunes regler vedrørende husholdningsaffald § 3 (bilag nr. 26), at:

"…

En ejendom, som er ubeboelig pga. brand, oversvømmelse el.lign. betragtes ikke som en bolig.

…"

Dette som følge af, at andre kommuner på samme område eller lignende områder har taget stilling til, at der ikke pålægges forsyningsafgifter eller i anden række forsyningsgebyrer på ubeboelige ejendomme, herunder kondemnerede ejendomme.

I anden række gøres det gældende, at de omhandlede forsyningsselskaber under den offentlige ret er bundet af lighedsgrundsætning og/eller et princip om retsbeskyttede, berettigede forventninger, jf. for indholdet heraf i SpO.2015.487.

4.17. Skatteministeriet har krænket delegationsforbuddet i Grundlovens §43, 1. led, ved for intensivt kvantitativt og kvalitativt at delegere pålæg af forsyningsafgifter til en kommune og/eller offentlige eller private forsyningsselskaber

Pålæg af de omhandlede forsyningsafgifter via en kommune og/eller et offentligt eller privat forsyningsselskab er en tilsidesættelse af delegationsforbuddet i Grundlovens § 43, 1. led.

Delegationsforbuddet har efter retspraksis varierende styrke, men der foretages klart for kvantitativ og kvalitativ afgiftsretlig regulering via delegation i dette tilfælde, jf. bl.a. U.1999.230/2H, e.c., og SKM2007.28.HR, e.c.

Bl.a. spildevandsbetalingslovens § 2 a, stk. 8, og varmeforsyningslovens § 20, stk. 2 og 3, kvalificerer overtrædelser af delegationsforbuddet i Grundlovens § 43, 1. led, jf. SKM2007.28.HR, e.c.

De opkrævede forsyningsafgifter er derfor ugyldige og skal annulleres som følge af hjemmelsmangler.

4.18. H3 (sagsøgte I), H4 (sagsøgte II) og H5 (sagsøgte III) er under fuldstændig retlig identifikation med H1 (sagsøgte IV) og H2 (sagsøgte V) og dermed tillige under solidarisk hæftelse

Fuldstændig retlig identifikation betyder, at sagsøgte I - III og V skal retligt identificeres 100 procent med de faktiske og retlige handlinger (fuldstændig retlig identifikation), herunder afgørelser (bilag nr. 5, bilag nr. 6 og bilag nr. 8, som H1 og H7 har foretaget i sagen i forhold til A og i øvrigt af har foretaget af relevans i forhold til sagen mod A.

H1's og H7's handlinger i forhold til A (bl.a. bilag nr. 5, bilag nr. 6 og bilag nr. 8) skal således under fuld retlig identifikation retligt bedømmes, som var de 100 procent foretaget af sagsøgte I - III.

Den omhandlede fuldstændige retlige identifikation er naturligvis alene bindende i forhold til denne sag og er uden præjudice i forhold til andre retssubjekter end A.

Fuld retlig identifikation er begge veje, således at forsyningsselskaberne retligt identificeres med H1 og/eller H2 og dermed solidarisk hæfter, og således at H1 og/eller H2 bliver solidarisk hæftende med forsyningsselskaberne.

I anden række retligt identificeres hvert forsyningsselskab med sin andel (bilag R og bilag IE) af de opkrævede forsyningsafgifter og subsidiært ulovlige gebyrer via H1 og/eller H2 hos A.

Den solidariske hæftelse følger af, at H1 (sagsøgte IV) og H2 (sagsøgte V) hver især som samlet juridisk person opkræver de omhandlede forsyningsafgifter og i anden række gebyrer. Denne fulde identifikation kvalificerer således tillige solidarisk hæftelse, og det er ikke As problem, at der er myndighedsdelegation af administration af og opkrævning af forsyningsafgifter fra sagsøgte I - III til sagsøgte IV og V.

4.19. Samtlige de omhandlede forsyningsselskaber og ikke kun H5 er omfattet af Forvaltningslovens §1, stk. 1, nr. 2, herunder via myndighedsdelegation til H1 (ikke kun H5 og H1)

Offentlighedsloven og forvaltningsloven er undergivet delvist samme anvendelsesområde, jf. begge loves ensartede bestemmelser i henholdsvis § 2 og 3, stk. 1 og 2, og § 1. Hvis der juridisk findes A under i hvert fald de kongruente lovbestemmelser (omfattet af fx offentlighedsloven), så findes der også juridisk B (omfattet af forvaltningsloven). Dette uanset at forvaltningsloven samlet set har et snævrere anvendelsesområde end offentlighedsloven.

H1 har oplyst over for A, at H1 og dermed forsyningsselskaberne var omfattet af offentlighedsloven (bilag nr. 5).

For H5's vedkommende er det er direkte angivet, at den juridiske person er omfattet af forvaltningslovens § 1, stk. 1, nr. 2 (bilag nr. 5 og bilag nr. 8. For de to øvrige forsyningsselskabers vedkommende er alene offentlighedslovens § 4 angivet i bilag nr. 8.

Der foreligger åbenlyst afgørelsesvirksomhed, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, fra H1 og/eller H2 i sagen, jf. bl.a. bilag nr. 6 og bilag nr. 8.

Der foreligger således ikke en faktisk forvaltningsvirksomhed eller processuelle beslutninger, men om ulovhjemlet og uhjemlet delegeret afgørelseskompetence/-virksomhed fra forsyningsselskaberne til H1 og/eller H2 over for A.

Samtlige de omhandlede forsyningsselskaber (sagsøgte I - V) var og er således omfattet af forvaltningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, jf. bl.a. FOB 201541 og FOB 2016-49, jf. dog Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, 2020, p. 70 - 72.

Det fremgår af forarbejderne i forbindelse med udvidelsen af forvaltningslovens anvendelsesområde i 2013 (lovforslag nr. 145 af 7. februar 2013), at (mine understregninger):

"…

4.3.2. Forvaltningslovens anvendelsesområde

…

4.3.2.2. Justitsministeriet finder, at der - som i § 3, stk. 1, nr. 1-2, i forslaget til offentlighedsloven (og Offentlighedskommissionens lovudkast) - også i forvaltningsloven bør ske en lovfæstelse af den ulovbestemte retstilstand, hvorefter forvaltningsloven finder anvendelse på særlige organer (selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v.), der er oprettet ved lov eller i henhold til lov, samt sådanne organer oprettet på privat initiativ, som udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet offentlig regulering, kontrol og tilsyn.

Der henvises herom nærmere til bemærkningerne til forslaget til offentlighedslovens § 3, stk. 1, nr. 1-2, med henvisninger (og betænkningens side 915 ff.) samt nærværende lovforslags § 1, nr. 1 (forslaget til forvaltningslovens § 1, stk. 2) og bemærkningerne hertil.

4.3.2.3. Anvendelsesområdet for offentlighedslovens aktindsigtsregler foreslås med § 5, stk. 1, i forslaget til offentlighedsloven (og Offentlighedskommissionens lovudkast) udvidet til også at gælde for selskaber, institutioner, personligt ejede virksomheder, foreninger m.v., i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på statens, en regions eller en kommunes vegne. Dette svarer til det område, som vedkommende minister efter den gældende offentlighedslovs § 1, stk. 3, eller forvaltningslovens § 1, stk. 2, ved bekendtgørelse kan udvide lovens anvendelsesområde til, jf. pkt. 4.3.2.1 ovenfor.

…"

De omhandlede forarbejder, herunder i sammenhæng med tidligere forarbejder, skal derfor læses således, jf. bl.a. "m.v.", at selskaber med begrænset hæftelse som fx A/S også skal undergives en konkret vurdering i forhold til hovedkriterierne i forvaltningslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Lovgivningsmagten har således bestemt, at den udøvende magt (H6) kan gemme sin afgørelsesvirksomhed som forvaltningsmyndighed i et selskab med begrænset hæftelse og dermed undgå de almindelige regler i forvaltningsloven. Eller m.a.o. det er indholdet og ikke formen for forvaltningsvirksomheden og afgørelsesvirksomheden, der er afgørende under ordlyden og forarbejderne til forvaltningslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

H3, H4 og H5 udøver materiel/funktionel virksomhed, som under lovgivningen falder ind under normal offentlig myndighedsudøvelse, og er ejet af H6 jf. bl.a. Bilag Q §§ 1, 2, 5.2 og 7, jf. FOB 1989.104, jf. Revsbech m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 6. udgave, DJØFs Forlag, p. 180ff., herunder p. 70ff, herunder p. 71. Dette er årsagen til, at H6 via bl.a. rådmand og direktør med logo er underskriver på udsendte breve fra de omhandlede sagsøgte (via H1 under forsyningsvirksomhederne), jf. bilag 6, bilag O, bilag P, bl.a. punkt 4 og bilag Q, § 5.2 og § 7.

Hertil kommer, at H6 forestod inddrivningen af de omhandlede forsyningsafgifter og i anden række gebyrer i perioden 2011 - 2013, jf. Sagsøgte I - V's svarskrift, p. 3.

Sagsøgte I - III, herunder H3, H4 og H5, er således underlagt de forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningsloven.

Alle de omhandlede forsyningsselskaber og ikke kun H5 opfylder således de to hovedkriterier/hensyn i forvaltningslovens § 1, stk. 2, nr. 2, idet de udøver offentlig forsyningsvirksomhed af mere omfattende karakter (har monopol herpå i bl.a. H6), og de er åbenlyst under sagens bilag undergivet offentlig lovgivning, kontrol og tilsyn.

Under alle omstændigheder er H1 (sagsøgte IV) sammen med H1 omfattet af forvaltningslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Det er de omhandlede forsyningsselskabers eget problem, at der er foretaget myndighedsdelegation, og samtlige forsyningsselskaber omfattes endeligt via H1 af forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Det anerkendes, at forvaltningsloven i sine principper ikke blot gælder uden for forvaltningsloven, jf. U.2005.616H og U.2005.622H.

4.20. Væsentlige mangler ved afgørelsen af H1 og H7

De omhandlede afgørelser fra H1 og H7 indeholder ingen henvisninger til lovregler, allerede hvorfor der foreligger en krænkelse af forvaltningslovens §§ 22 - 24 (begrundelseskravet) og/eller officialmaksimen.

Sådanne mangler/fejl (tilsidesættelse af garantiforskrifter) er således som udgangspunkt givet retsvirkningen generel væsentlighed, jf. bl.a. U.1969.513H, U.1977.495H, U.1983.1096H, U.2003.770, U.2005.2277,

U.2005.1780H, U.2006.1329H, FOB 1994.340, FOB 1995.139, FOB 1998.240, U.1999.1408H og U.1999.689Ø, jf. Rønsholdt, 5. udgave, Karnov Group, p. 527, og Garde m.fl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 6. udgave, 2007, DJØFs Forlag, p. 163-164. Det vil sige, at fejlens/manglens tilstedeværelse i sig selv udløser ugyldighed med annullation eller hjemvisning til følge.

Sagsøgte har bevisbyrden for, jf. bl.a. U.1996.1462H, at det ikke kan afvises eller udelukkes (meget høje og svære beviskrav), at afgørelsen eller afgørelserne (bilag nr. 6 og bilag nr. 8) ikke ville have fået et andet resultat.

Det er således en mangler ved afgørelsen, som samlet og i sig selv er generelt væsentlige, jf. bl.a. U.1999.1337H. Selv hvis der anlægges en konkret væsentlighedsvurdering, jf. U.1996.1462 ("ikke kunne udelukkes"), U.2005.1780H og U.2015.3233H ("ikke kan afvises") kan det ikke udelukkes, at H7 og H1 under sine forpligtelser til lovlig forvaltning ville være kommet frem til et andet resultat.

De omhandlede mangler er ikke af bagatelagtig karakter, jf. U.2008.2538H.

Derfor er afgørelserne ugyldige og skal hjemvises til fornyet behandling som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Desuden er klagefristerne suspenderet for de af afgørelser, der ikke indeholder klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25.

4.21. Erstatning for allerede betalingsforsyningsafgifter og i anden række gebyrer med renter mv. og advokatudgifter

A har et tilbagebetalingskrav for allerede betalte forsyningsafgifter og i anden række gebyrer med renter mv. vedrørende den omhandlede periode, herunder via lønindeholdelse.

Det samlede forsyningsafgiftstilsvar med renter og gebyrer skal således subsidiært tilbagebetales på erstatningsretligt grundlag som følge af Sagsøgtes IV - VII's samt sagsøgte I - V's culpøse adfærd (mindst simpelt uagtsom adfærd med samtlige øvrige erstatningsbetingelser opfyldt).

Desuden skal As rimelige advokatudgifter på skønsmæssigt 15.000 kr. inkl. moms erstattes som følge af de sagsøgtes culpøse adfærd (mindst simpelt uagtsom adfærd med samtlige øvrige erstatningsbetingelser opfyldt).

4.21.1. Skatteministeriet og/eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har tilsidesat sin tilsynsforpligtelse inden for sit ressortområde over for de omhandlede forsyningsselskaber-/virksomheder (sagsøgte I-V) og har dermed handlet erstatningspådragende over for A

Skatteministeriet og Klima-, Miljø- og Energiministeriet har en forpligtelse til et tilsyn i rimeligt omfang inden for sit ressortområde, jf. ministeransvarlighedslovens § 3, nr. 3.

Det vil sige, at Skatteministeriet og Klima-, Miljø- og Energiministeriet har en generel tilsynsforpligtelse, jf. bl.a. Jens Peter Christensen, Ministre og Embedsmænd, 1, udgave, 2022, DJØFs Forlag, p. 43, som må antages at gælde sideordnet eller parallelt med lex specialis regulering af tilsyn inden for ministerens ressortområde.

Skatteministeriet og/eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har tilsidesat sin almindelige tilsynsforpligtelse over for de omhandlede forsyningsselskaber/-virksomheder (Sagsøgte I), jf. bl.a. FOB95.335, og har dermed handlet mindst simpelt uagtsomt (culpøst). For Skatteministeriets vedkommende kan dette tilsyn konkret føres uden konflikt med skatteforvaltningslovens § 14.

Skatteministeriets tilsynsforpligtelse er via eller som følge af skatteforvaltningslovens § 1, jf. § 62, stk. 2, jf. U.1955.13H.

Skatteministeriet kan således ikke retligt skjule sig bag ved offentlige og/eller private fysiske eller juridiske personer, til hvem der uretmæssigt via lov eller via bekendtgørelse eller alene praksis er delegeret kompetence til pålæg af afgifter. Skatteministeriet er ansvarligt ressortministerium i forhold til den afgørelsesvirksomhed, der foregår med pålæg af afgifter i Danmark eller delegation af sådanne, jf. skatteforvaltningslovens § 1, jf. Grundlovens § 3, § 43, 1. led (delegationsforbud), og § 46, stk. 1, samt EMRK TP 1, art. 1, jf. EMRK-loven, og EUC art. 17, jf. art. 52, stk. 3 (lovhjemmelskrav).

Lov om Forsyningstilsynet var ikke gældende i de omhandlede afgiftsperioder, idet loven som udgangspunkt trådte i kraft den 14. juli 2018, jf. forsyningstilsynslovens § 14. Det er således tillige de dagældende forsyningstilsynsregler, der finder anvendelse for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

H6 er via sit ejerskab af de omhandlede forsyningsselskaber selv direkte involveret og kan dermed ikke føre tilsyn med sig selv, ligesom fx Energitilsynet m.fl. (i sig selv under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet), den kommunale tilsynsforpligtelse hos Statsforvaltningen og ultimativt Indenrigsministeriet under lex specialis konkret må vige for de to omhandlede ressortministeriers tilsynsforpligtelse.

De lidte økonomiske tab er under den tilsidesatte tilsynsforpligtelse både kausale og adækvate for begge omhandlede ministerier.

De øvrige erstatningsbetingelser er opfyldt, hvorfor Skatteministeriet og/eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er erstatningsansvarlige for As økonomiske tab.

Skatteministeriet og/eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, herunder via sine underliggende tilsynsmyndigheder, jf. bl.a. varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, har således handlet erstatningspådragende og skal ligeledes under solidarisk hæftelse erstatte As økonomisk tab som følge heraf.

4.22. Forældelse

4.22.1. Forsyningsselskabernes krav over for A er forældede

Forsyningsselskabernes krav over for A er forældede under den 3-årige forældelsesfrist via Gældsstyrelsen, jf. forældelseslovens § 15 og § 16, stk. 1 ("…inden for rimelig tid…"), jf. tillige L18 fremsat den 7. oktober 2015.

Det fremgår af forarbejderne til forældelseslovens § 16, stk. 1 (lovforslag nr. 166 af 28. februar 2007), at (mine understregninger):

"…

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at det retslige skridt skal »forfølges inden for rimelig tid«. Dette svarer til, hvad der følger af 1908lovens § 2, 2. pkt. På grund af de foreslåede regler om tillægsfrist efter foreløbig afbrydelse er kravet dog af mindre betydning end efter gældende ret. Kravet vil f.eks. kunne have betydning i tilfælde, hvor en retssag udsættes med henblik på forligsforhandlinger eller med henblik på forelæggelse for et klage- eller ankenævn. Det foreslås at anvende formuleringen »inden for rimelig tid« i stedet for »uden ufornødent ophold«, men der er ikke tilsigtet en ændring af praksis med hensyn til den tidsmæssige betingelse.

…"

Af forarbejderne til forældelseslovens af 1908, jf. F 1907.3686, fremgår, at (mine understregninger):

"…

Udvalget har den Opfattelse, at Indførelse af en kortere Forældelsesfrist for de omhandlede Fordringer først faar den rette Betydning, naar Fordringshaveren ikke blot tilkendegiver, at han paastaar at have et Krav, men bringer det til Afgørelse - ad frivillig eller ad Rettens Vej.

..."

Da de omhandlede krav (bilag I og bilag K), jf. processkrift A, side 9, sidste afsnit, blev fremsendt til Gældsstyrelsen den 3. juni 2013 og den 27. september 2013, var de omhandlede krav den 19. november 2015 forældede, da de ikke var forfulgt af Gældsstyrelsen "inden for rimelig tid", jf. forældelseslovens § 16, stk. 1 ("…inden for rimelig tid…"), jf. bl.a. U 1972.925 Ø, e.c. Forsyningsselskaberne retligt identificeres i den forbindelse med Gældsstyrelsen.

Kravene var således allerede fortabt via forældelse den 19. november 2015, jf. § 2 i L18.

4.22.2. A's tilbagebetalingskrav over for forsyningsselskaberne og/eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er ikke forældede

Skatteforvaltningsloven er lex specialis til forældelsesloven vedrørende forsyningsafgifter, hvorfor alene skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, og 34 a, stk. 4, er relevante lovbestemmelser for As betalte og/eller opkrævede forsyningsafgifter.

As tilbagebetalingskrav over for forsyningsselskaberne og/eller Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er ikke forældede, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1 (hidtidig praksis underkendt) og § 32, stk. 1, nr. 4 (særlige omstændigheder), jf. § 32, stk. 2, 1. pkt. og i anden række § 32, stk. 2, 4. pkt., jf. § 34a, stk. 4 (10-årig forældelse med 1-års forlængelsesfrist/tillægsfrist, jf. § 34, stk. 2, jf. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, side 727 - 728).

Der kan først indtræde relativ forældelse, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 6 måneder efter sagsøgte I - V's praksis er underkendt, jf. bl.a. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, p. 685 - 686. Det vil sige, at de relative fristregler bliver subsidiære til den materielle sag (hjemmelsmangler).

Der er i anden række først kundskab i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2's forstand den 26. april 2021 (bilag nr. 8).

I tredje række foreligger der særlige omstændigheder i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt.'s forstand, herunder ansvarspådragende myndighedsfejl og uforholdsmæssigt retstab, jf. bl.a. Bonde Eriksen m.fl., Skatteforvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave, DJØFs Forlag, p. 686.

Anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, vil være en juridisk refleksvirkning eller retsfølge af, at administrativ praksis med pålæg af de omhandlede forsyningsafgifter for ubeboelige og kondemnerede ejendomme underkendes af Retten i Aalborg. Således at C (anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1) følger af eller efter B (hidtidig administrativ praksis med pålæg af de omhandlede forsyningsafgifter for ubeboelige og kondemnerede ejendomme underkendes af Retten i Aalborg).

I anden række under forsyningsgebyrer er forældelsesfristerne (relative og absolutte) fastsat i forældelsesloven.

I henhold til forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2, forældes både forsyningsselskabernes og de omhandlede ministeriers culpøse adfærd (mindst simpel uagtsomhed ved ulovlige forsyningsafgifter eller i anden række ulovlige forsyningsgebyr) først under en 10-årig forældelse.

Anvendelsen af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2, jf. § 2, stk. 4, er således en juridisk refleksvirkning eller retsfølge af, at Retten i Aalborg måtte finde, at der er opkrævet ulovlige forsyningsafgifter (lex specialis i skatteforvaltningsloven) og ulovlige forsyningsgebyrer). Således at C (anvendelsen af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2) følger af eller efter B (hidtidig administrativ praksis med pålæg af de i anden række omhandlede forsyningsgebyrer for ubeboelige og kondemnerede ejendomme underkendes af Retten i Aalborg).

Forældelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, finder tillige anvendelse, idet As forsyningsaftale med forsyningsselskaberne er misligholdt af forsyningsselskaberne via ulovlig opkrævning af forsyningsafgifter og i anden række forsyningsgebyrer, jf. bl.a. bilag M - Q og bilag T - X, hvilken misligholdelse kan regnes fra datoerne i bilag R og i anden række fra datoerne i bilag A - L.

Forældelsesfristerne (bl.a. bilag R med datoer) er afbrudt henholdsvis i første række via brev af 10. februar 2021 fra advokat NR til forsyningsselskaberne, jf. brev af 26. marts 2021 fra advokat NR til forsyningsselskaberne (bilag nr. 27 og bilag nr. 28), jf. forældelseslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stævning af 13. juli 2021, samt i anden række forældelseslovens § 16, stk. 2, i sig selv, jf. stævning af 13. juli 2021.

A har derfor rettidigt afbrudt de omhandlede forældelsesfrister, jf. forældelseslovens § 16.

4.23. A har ikke udvist retsfortabende passivitet over for sagsøgte I-V og sagsøgte VI-VII

As gentagne og fortsatte reklamation over for forsyningsselskaberne (sagsøgte I - V) samt SKAT begyndte allerede senest den 6. januar 2011, hvilket fremgår af afgørelse fra H1 af 2. februar 2011 (bilag nr. 18) og interne e-mails i H1 af 30. marts 2011 (bilag nr. 19).

Der foreligger ikke retsfortabende passivitet, idet ingen af kriterierne herfor under Sagsøgte I - V's bevisbyrde er opfyldte, ligesom det samtidigt gøres gældende, at for så vidt angår forsyningsafgifterne har A et retskrav på anvendelse af de lovfæstede genoptagelsesregler i skatteforvaltningslovens § 32 og § 34 a, stk. 4, og i anden række forældelseslovens regler.

4.24. Forretning

Forretningen af påstandene 1 - 3 under betalings-, modregnings- eller lønindeholdelsestidspunkterne samt gebyrpålæggelsestidspunkterne skal i første række ikke foretages under renteloven, men skal foretages under lex specialis regulering under alene praksis eller i anden række en almindelige retsgrundsætning, jf. Den Juridiske Vejledning 2023-1, afsnit A.A.12.3, jf. bl.a. SKM2011.497.VLR, SKM2012.710.VLR og SKM2016.320.LSR, jf. SKM2017.50.DEP.

Retten i Aalborg kan tillige anvende de dagældende regler i Procesvejledningen 2009 - 2011, afsnit J.3, afsnit 6 - 8.

Reglerne om forrentning af tilbagebetalingsbeløb i det dagældende cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 og SKATs Procesvejledning er identiske, ligesom reglerne i den omhandlede regler er identiske med reglerne i Den Juridiske Vejledning 2012-1 - 2023-1, afsnit A.A.12.3.

Af SKATs Procesvejledning for 2009-1, afsnit J.3, punkt 6, 7 og 8, om forrentning af tilbagebetalingsbeløb fremgår følgende (mine understregninger):

"...

6. I tilfælde, hvor det tilbagebetalingspligtige beløb ikke er omfattet af punkt 3-5, sker forrentning efter de her beskrevne regler. Rentesatsen er den sats, der for den pågældende periode gælder efter § 5 i renteloven. Der beregnes ikke rentes rente.

7. Hvis tilbagebetalingen vedrører et beløb, som er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.

I disse tilfælde er indbetaling sket, når myndigheden har tilkendegivet over for indbetaleren, at der efter myndighedens opfattelse foreligger indbetalingspligt. Det er ikke nødvendigt, at der er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb. Hvis der ikke er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb, og der er indbetalt udover, hvad der følger af myndighedens meddelelse om indbetalingspligt, f.eks. på grund af en beregningsfejl, forrentes det overskydende beløb dog efter punkt 8. Såfremt myndighedens meddelelse om indbetalingspligt hviler på indbetalerens egne oplysninger om de faktiske forhold, og disse senere viser sig urigtige, forrentes tilbagebetalingskravet ligeledes efter punkt 8.

Det er uden betydning, om der er begået fejl af myndighederne. Det er ligeledes uden betydning, om tilbagebetalingskravet følger af en dom eller af en administrativ afgørelse.

8. Hvis indbetalingen vedrører et beløb, som ikke er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra 30 dage efter myndighedens modtagelse af borgerens anmodning om tilbagebetaling af et allerede indbetalt beløb og til og med udbetalingsdagen. Der skal således først betales renter, når der er gået 30 dage efter den dag, myndigheden modtager anmodning om tilbagebetaling.

Dette gælder også, hvis der indbetales beløb udover hvad der følger af et eventuelt påkrav fra myndighederne om indbetaling. Det overskydende beløb forrentes først fra 30 dage efter myndighedens modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling.

Hvis myndigheden stiller krav om indbetaling på grundlag af indbetalerens oplysninger om de faktiske forhold, og disse senere viser sig at være urigtige, skal et eventuelt tilbagebetalingskrav ikke forrentes fra indbetalingsdagen, men først fra 30 dage efter modtagelsen af indbetalerens anmodning om tilbagebetaling."

Den omhandlede lex specialis regulering er ikke anset for contra legem af den dømmende magt, (contra renteloven), jf. bl.a. SKM2011.497.VLR og SKM2012.710.VLR, e.c., og dermed klart ulovlig, jf. dog forhandlingsmaksimen i retsplejelovens § 338, jf. herom bl.a. fhv. højesteretsdommer Jon Stokholm i Højesteret - 350 år, Gyldendal, 2011, side 351 - 353.

Administrativ praksis i bl.a. Den Juridiske Vejledning 2023-1, afsnit A.A.12.3 ("…Kravet skal være opkrævet uden tilstrækkelig lovhjemmel og dermed med urette…", er i hvert fald lovligt til ulovligt bindende i begunstigende retning over for afgiftssubjekterne som A, jf. bl.a. SKM2015.479.HR, jf. SpO2015.487 og Den Juridiske Vejledning 2023-1, Om Den Juridiske Vejledning, Bindende Virkning.

I anden række foretages forretning under renteloven, herunder rentelovens § 3, stk. 2.

4.25. Sagsomkostninger

Sagen er bl.a. principiel, jf. også for kriterier/hensyn nedenfor, således at hver part i første række uanset udfaldet skal bære egne sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, jf. bl.a. SKM2017.512.BR, SKM2017.552.BR og SKM2017.617.ØLR.

Som følge af bl.a. sagens principielle karakter, sagsøgers økonomiske stilling, det åbenlyse rod med lovhjemlerne og hjemlerne hos Sagsøgte I - V og den tilsidesatte tilsynsforpligtelse hos Sagsøgte VI og VII (bilag nr. 6 og bilag nr. 8) skal sagsøger, A, i tilfælde af manglende medhold i anden række alene pålægges delvise sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 3, jf. bl.a. SKM2015.417.ØLR."

H3, H4, H2, H6 og H1 har i deres fælles påstandsdokument af 2. maj 2023 nærmere anført:

"…

Anbringender:

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren skal betale vandafledningsbidrag, varme og kraftvarmetillæg samt boligabonnement (renovation) i perioden fra, at ejendommen beliggende Y1-adresse blev kondemneret, til ejendommen blev solgt på tvangsauktion. Sagsøgeren har tillige nedlagt påstand om tilbagebetaling af forbrug i perioden før kondemnering.

Sagsøgeren har rettet kravet solidarisk mod H3, H4, H6, H2, "H1", Skatteministeriet samt Klima-, Energi og Forsyningsministeriet.

Overordnet gøres det gældende, at sagsøgeren trods beslutningen om kondemnering er forpligtet til at afholde/betale de som bilag A-L fremlagte opkrævninger, der er beløbsmæssigt opgjort i bilag R, til henholdsvis H3, H4 og H6.

Nogle af opkrævningerne er forbrugsafhængige, mens nogle er uafhængige af, om der har været et forbrug på ejendommen, og de har alle hjemmel i lov. Der er således ikke sket en krænkelse af grundlovens § 43.

Forældelse:

Det gøres gældende, at tilbagebetalingskravet for alle betalinger på de i sagen omhandlede fordringer, som er sket mere end 3 år før stævningens indlevering, er forældede, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Alle betalinger er modtaget for mere end 3 år siden og er således forældede.

Det bestrides, at skatteforvaltningslovens § 32 og § 34a finder anvendelse i nærværende sag.

For så vidt angår H6, bestrides det, at en påstået manglende klagevejledning kan medføre suspension af forældelseslovens regler. Det gøres dog gældende, at sagsøgeren allerede ved brev af 20. april 2011 (bilag 6 side 4) modtog klagevejledning. Hverken H3, H4, "H1" eller H2 er omfattet af forvaltningsloven, herunder forvaltningslovens § 25.

Sagsøgeren påberåber sig herudover forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. Denne bestemmelse omhandler erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold og finder derfor ikke anvendelse på sagsøgerens tilbagesøgningskrav.

Sagsøgeren påberåber sig tillige forældelseslovens § 16, der vedrører afbrydelse af forældelse. Det bestrides, at der er sket afbrydelse af forældelsen.

For så vidt angår de endnu ikke betalte krav til H3 og H4 (jf. Bilag I og K), er disse fakturaer henholdsvis den 3. juni 2013 og den 27. september 2013 fremsendt til Gældsstyrelsen til inddrivelse. Idet disse fordringer var under inddrivelse den 19. november 2015, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2021, jf. gældsinddrivelseslovens § 18a, stk. 1. Disse krav er derfor ikke forældet.

Solidarisk hæftelse:

Det gøres gældende, at de sagsøgte (H4, H3, H6, H2 og "H1") ikke hæfter solidarisk for de opkrævede ydelser men alene er forpligtet i forhold til den ydelse, som hver enkelt forsyning har leveret.

H2:

H2 er ikke kreditor i forhold til ydelserne men har alene medvirket til at fremsende fakturaer samt at forestå indkrævningen af disse. H2 hæfter således ikke for de af sagsøgeren påståede krav. Sagen mod H2 skal derfor afvises, subsidiært skal der ske frifindelse.

"H1":

Ved sagens anlæg eksisterede der ikke en juridisk person med navnet "H1". Navnet "H1" blev anvendt af de af H6 ejede forsyningsvirksomheder som et kaldenavn for organisationen i offentligheden. "H1" har aldrig været kreditor i forhold til ydelserne. Sagen mod "H1" skal derfor afvises, subsidiært skal der ske frifindelse.

Identifikation:

Sagsøgeren anfører i Processkrift 2 på side 7:

"Den solidariske hæftelse følger af, at H1 (sagsøgte IV) og H2 (sagsøgte V) hver især som samlet juridisk person opkræver de omhandlede forsyningsafgifter og i anden række gebyrer. Den fulde identifikation medfører således tillige solidarisk hæftelse, og det er ikke As problem, at der er myndighedsdelegation af administration af og opkrævning af forsyningsafgifter fra sagsøgte I-III og sagsøgte IV og V."

H2 servicerer de sagsøgte forsyningsvirksomheder med udarbejdelse og udsendelse af fakturaer for de tre forsyningsarter samt øvrig administration i forbindelsen med håndtering af fakturakrav. H2 yder endvidere assistance i forbindelse med besvarelser af henvendelser og indsigelser fra forbrugerne.

Opkrævning af renovationsbidrag (boligabonementet) for H6 er faktisk forvaltningsvirksomhed - ikke myndighedsudøvelse. Der er derfor ikke tale om, at H6 ved at overlade ovennævnte opgaver til H2 delegerer myndighedsopgaver til H2.

H3 og H4 er ikke tillagt myndighedsudøvelse, og allerede af denne grund kan der ikke ske myndighedsdelegation.

Det anerkendes, at H2, herunder under kaldenavnet "H1", har opkrævet og korresponderet på vegne af disse forsyningsvirksomheder (H3, H4 og H6, G2-virksomhed), og det vil ikke blive gjort gældende, at H3, H4 eller H6, G2-virksomhed ikke kan identificeres med den administration og opkrævning, der er foretaget af H2 på vegne det enkelte forsyningsselskab. Som det fremgår af de i sagen fremlagte opkrævninger, så er de enkelte forsyningsarter klart specificeret i disse. Det bestrides, at der foreligger yderligere retlig identifikation.

Påstand 1-2:

Sagsøgerens opgørelse af sagens samlede værdi bestrides som udokumenteret.

Som det fremgår af bilag R, har der i perioden 14. november 2010 til 3. september 2013 været opkrævet følgende ydelser hos sagsøgeren:

H3: kr. 39.307,48

H4: kr. 1.550,46

H6, Renovation: kr. 2.868,78

Herudover har der været opkrævet morarenter og rykkergebyrer. H3, H4 og H6 anerkender, at såfremt en endelig dom måtte medføre, at de ikke har været berettiget til at opkræve de i sagen omtvistede betalinger til henholdsvis varme, spildevand og renovation, så accepterer de at hæfte solidarisk for tilbagebetaling af de renter og rykkergebyrer, der er opkrævet i forbindelse med de fremlagte fakturaer, hvilke beløb er opgjort i bilag R til kr. 3.997,55.

Det bestrides, at der skal ske en fordeling mellem H3, H4 og H6 som angivet i Supplerende Processkrift nr. 1, punkt 1.1. Fordelingen skal selvfølgelig ske ud fra de konkrete opkrævninger, som fremgår tydeligt af de fremlagte fakturaer.

Den samlede ubetalte restgæld kan eksklusive renter opgøres som følger:

H3, skyldigt på (red.fjernet.faktura) …kr. 3.320,29

H3, skyldigt på (red.fjernet.faktura1) … kr. 3.320,29

H4, skyldigt på (red.fjernet.faktura1) …. kr. 43,22

Det fastholdes, at sagsøgerens manglende vilje til at opsplitte kravene økonomisk og mellem de sagsøgte i de nedlagte påstande, skal komme sagsøgeren processuelt til skade.

Påstandene er ikke egnede til at danne grundlag for en domskonklusion.

Opgørelsen i bilag 24 bestrides. Denne opgørelse består blot af en række beløb, der ikke lader sig genfinde i de fremlagte fakturaer eller andre opgørelser.

Fakturanumre fremgår ikke af bilag IE, og de enkelte fakturaer, som sagen drejer sig om (bilag A-L), kan derfor ikke umiddelbart identificeres.

Bilag IE indeholder indbetalinger, der vedrører andre kreditorer samt tidligere fakturakrav fra de sagsøgte, som ligger forud for tidspunktet for kondemneringen. De beløb, der er angivet under kode "(red.fjernet.sætning)" er ikke modtaget af H6, H4, H3 eller H2. Det bestrides således, at bilag IE samt bilag 3 dokumenterer, hvilke beløb der er opkrævet af Gældsstyrelsen hos sagsøgeren og videresendt til H3, H4, H2 og H6.

Renter:

Såfremt sagsøgeren måtte få medhold i den nedlagte påstand 2, vil der alene skulle ske en forrentning af tilbagebetalingskravet 30 dage efter sagsøgerens efterfølgende fremsendte og godkendte opgørelse af tilbagebetalingskravet, idet den nedlagte påstand alene er en anerkendelsespåstand.

Såfremt sagsøgeren mener sig berettiget til forrentning fra forskellige datoer, skal dette fremgå af de nedlagte påstande. Det er ikke Rettens job at udspecificere dette i en dom. Dette må således komme sagsøgeren til skade, at de ønskede rentedatoer ikke er præcist angivet.

Kravet fra før kondemnering:

For perioden 13. november 2009 - 13. november 2010 er der sket følgende opkrævninger:

H3 med kr. 19.795,46.

H4 med kr. 2.510,64.

H6, G2-virksomhed med kr. 2.120,23.

Det er ubestridt, at det var sagsøgeren, der ejede ejendommen beliggende Y1-adresse i denne periode, og det var derfor også sagsøgeren, der havde ansvaret for at vedligeholdelsen af ejendommen. Det gøres gældende, at det ikke har betydning for afgørelsen af nærværende sag, om huset var ubeboeligt, men det gøres dog hertil gældende, at selv om det af brevet fra embedslægen dateret 12. september 2010 (bilag 9) fremgår, at 2 værelser i huset var angrebet af skimmel, så har sagsøgeren ikke løftet sin bevisbyrde for, at hele huset var ubeboeligt, samt at der i perioden op til kondemneringen faktuelt ikke var tændt for varmen, forbrugt vand eller afleveret dagrenovation. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

De opkrævninger, der er sket tilbage i perioden 13. november 2009 - 13. november 2010, er berettiget opkrævet og er betalt af sagsøgeren, og sagsøgeren har derfor ikke et tilbagebetalingskrav. Det gøres gældende, at et eventuelt tilbagebetalingskrav for de allerede betalte ydelser tillige er forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Betydningen af kondemnering:

Det gøres gældende, at kondemnering betyder, at der juridisk nedlægges forbud mod beboelse i ejendommen, hvilket ikke betyder, at der eksempelvis ikke kan være varme på bygningen, ligesom der reelt kan ske en benyttelse i strid med forbuddet, eller der kan være igangsat renoveringsarbejder. Sagsøgeren var frem til 18. august 2011 tilmeldt i Folkeregistret på ejendommens adresse.

Der er registreret forbrug af varme på ejendommen indtil 11. august 2011, hvor varmeforsyningen blev afbrudt på grund af restance. Y3-by Vandværk har endvidere indberettet et vandforbrug for perioden 1. december 2010 til 30. november 2011 på 7 m3 til H4, som derfor har opkrævet spildevandsafledningsbidrag.

De enkelte forsyningsarter:

H3, H4 og H6 har hverken opkrævet afgifter eller gebyrer. Derimod er der tale om betaling til disse forsyningsselskaber for deres ydelser. Alle ydelser har hjemmel i lovgivning. Som ejendomsejer har sagsøgeren modtaget/haft mulighed for at modtage ydelser fra disse forsyningsvirksomheder og er derfor kontraktretligt bundet af de enkelte forsyningsvirksomheders vilkår herfor.

For så vidt angår det af sagsøgeren anførte om, at pålæg af forsyningsgebyrer på en ubeboelig ejendom altid forfølger et fiskalt formål, bestrides dette. Det gøres tillige gældende at hverken ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, 2. pkt., statsskattelovens § 4, litra B og ligningslovens §§ 16 og 16A som anført af sagsøgeren direkte eller indirekte kan medføre, at der ikke er lovhjemmel til at opkræve de i sagen omtvistede forsyningsarter.

a) H3:

Når der er etableret et kundeforhold mellem en forbruger og H3, skal kunden betale et fast abonnement - et effektbidrag-, der beregnes på baggrund af ejendommens størrelse samt det faktuelle forbrug. Hvis ejendommen er beliggende i et område, hvor H3 har overtaget et kraftvarmeværk, betales der tillige kraftvarmetillæg.

H3 opkrævede betaling med hjemmel i dagældende varmeforsyningslovs § 20. Afregning af alle ydelsesarter sker efter de til enhver tid gældende og til Energitilsynet (nu Forsyningstilsynet) anmeldte takster.

Frem til 11. august 2011, hvor varmeforsyningen blev afbrudt, blev der opkrævet varme efter målt forbrug. Herudover blev der opkrævet et kraftvarmetillæg. Dette tillæg har hjemmel i dagældende varmeforsyningslovs § 20, stk. 5. Det var efter dagældende varmeforsyningslovs § 20, stk. 5 tilladt for et varmeforsyningsanlæg at fastsætte forskellige priser til forskellige kundegrupper. Når H3 overtog et decentralt kraftvarmeanlæg, blev der fastsat et tillæg, som skulle betales af forbrugerne i det område, der tidligere var forsynet af det decentrale kraftvarmeanlæg. Tillægget kaldet kraftvarmetillægget skulle dække meromkostningerne ved at drive decentral kraftvarme i modsætning til central kraftvarme. Der er tale om et tillæg, der alene baseres på saglige, objektive, rimelige og ikke-diskriminerende grunde.

Såvel leveringsbestemmelser som takstoversigten er som krævet i dagældende varmeforsyningslov § 21 godkendt af byrådet og anmeldt til Energitilsynet.

Ejendommen Y1-adresse er pålagt forblivelses- og tilslutningspligt, og denne pligt er tinglyst på ejendommen.

Det bestrides således, at varmeforsyningslovens § 20 "savner identitet med Grundlovens § 41, stk. 4's forstand", og at dele herfor som følge heraf skal annulleres. Det bestrides videre, at varmeforsyningsloven er i strid med grundlovens § 73, herunder at den pålægger en vilkårlig afgiftsbyrde.

b) H6, renovation:

Det gøres gældende, at H6 har hjemmel til at opkræve et boligabonnement, uanset om en ejendom bebos eller ej. Hjemlen findes i H6s regulativer, som har hjemmel i miljøbeskyttelsesloven og affaldsbekendtgørelsen. Boligabonnementet er ikke at anse for en skat og er derfor ikke i strid med grundlovens § 43.

I H6 kan borgerne frit benytte kommunens genbrugspladser. Til dækning af udgifterne til drift af kommunens genbrugspladser og udgifter til fælles formål og øvrige ordninger fastsættes et samlet abonnement, der ligeligt betales af samtlige ejendomsejere i kommunen uanset omfanget af ejerens benyttelse af de fælles ordninger.

c) H4:

Alle ejendomme, der er fysisk tilsluttet H4's spildevandsanlæg, skal betale et vandafledningsbidrag. Vandafledningsbidraget udgøres af to elementer. Et fast bidrag (kaldet abonnement) samt et variabelt bidrag pr. m3 målt forbrug.

H4 opkræver betaling af vandafledningsbidraget med hjemmel i spildevandsbetalingsloven § 2a, stk. 1 og 7.

Sagsøgeren var forpligtet til at betale vandafledningsbidrag på baggrund af ejendommens vandforbrug i perioden.

Påstandene om hjemvisning:

H3, H4 og H2 er ikke omfattet af forvaltningsloven, selv om de er kommunalt ejet.

Det bestrides, at de sagsøgte, H3, H4 og H2, over for sagsøgeren har oplyst, at disse selskaber er omfattet af forvaltningsloven. Brevet, som er fremlagt som bilag 5, omhandler offentlighedsloven, ikke forvaltningsloven.

H3 og H4 udøver ikke myndighedsopgaver men driver virksomhed med levering af henholdsvis varme og afledning af regn- og spildevand. Selskaberne er reguleret på baggrund af brugerfinansierede aktiviteter og er således på ingen måde skattefinansieret.

H2 agerer alene som administrator for det enkelte forsyningsselskab.

"H1" eksisterer ikke og er derfor ikke omfattet af forvaltningsloven.

Det gøres gældende, at domstolene ikke kan hjemvise afgørelser, der ikke er omfattet af forvaltningsloven. Det gøres ligeledes gældende, at afgørelserne ikke kan prøves, idet de lovgivningsfastsatte klagemuligheder er ikke udnyttet.

H6 (renovation) er omfattet af forvaltningsloven. Det gøres gældende, at der er ikke begået sagsbehandlingsfejl. Der er i afgørelserne henvist til det på området gældende regulativ, hvori der henvist til miljøbeskyttelsesloven, ligesom beslutningen om at fastholde opkrævning af boligabonnementet begrundes. Subsidiært gøres det i den forbindelse gældende, at den manglende angivelse af lovhjemlen i miljøbeskyttelsesloven ikke er en væsentlig sagsbehandlingsfejl, herunder at afgørelsens materielle grundlag ikke er påvirket af den manglende henvisning til miljøbeskyttelsesloven, hvorfor der ikke foreligger ugyldighed.

Såfremt der var begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl - hvilket bestrides - ville konsekvensen alene være, at afgørelsen om afslag på tilbagebetaling af boligabonnementet på renovationsområdet var ugyldig og derfor ikke kunne påberåbes. Anmodningen om tilbagebetaling ville således skulle hjemvises til fornyet behandling i H6, Renovationsvæsnet. Spørgsmålet om, hvorvidt der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl i forbindelse med sagsøgerens ansøgning, vil således ikke have materiel betydning for de i sagen nedlagte påstande.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ved først mere end 10 år efter første forespørgsel (bilag 6 side 1) at anlægge sag om eftergivelse/tilbagebetaling har udvist retsfortabende passivitet og derved fortabt retten hertil, herunder til at anfægte de sagsøgtes beslutninger.

Det bemærkes tillige, at der som påstået ikke er truffet en afgørelse den 28. februar 2012. Der er her tale om et notat. Der ses heller ikke at foreligge en afgørelse fra 20. april 2012.

Sagsøgerens manglende evne til konkret at påpege, hvor sagsøgeren mener, at der i de 7 påberåbte "afgørelser" er begået sagsbehandlingsfejl, der kan medføre hjemvisning, skal komme sagsøgeren bevismæssigt, processuelt og omkostningsmæssigt til skade.

For så vidt angår den subsidiære påstand under påstand 3 har de påberåbte påståede "afgørelser" intet med sagsøgerens påstand om tilkendelse af advokatudgifter at gøre.

Det er ikke korrekt, når sagsøgeren i replikken under punkt 3.2.11. anfører, at H6 forestod inddrivelse af de omhandlede forsyningsydelser. H2 forestod afregning og opkrævning for de enkelte forsyningsarter, mens Gældsstyrelsen forestod inddrivelsen af ikke betalte fordringer.

Erstatning:

Det bestrides, at de sagsøgte (H3, H4, H2, "H1" og H6) har handlet cupløst.

Det bestrides, at sagsøgeren har lidt et tab. Sagsøgeren har ikke dokumenteret et tab.

Der findes ikke hjemmel til at overvælte allerede afholdte advokatudgifter på de sagsøgte.

Påstande om friholdelse:

Såfremt Retten måtte komme til, at H3, H4, H2, H6 og H1 (trods sidstnævnte ikke er en selvstændig juridisk person) på baggrund af de fra Gældsstyrelsen fremlagte print fra inddrivelsessystemet skal betale mere til sagsøgeren end de beløb, der i bilag R er opgjort på baggrund af de som bilag A-L fremlagte fakturaer, gøres det gældende, at Skatteministeriet skal friholde, at H3, H4, H2, H6 og H1 for denne betaling.

Det gøres i den forbindelse gældende at H3, H4 og H6 var forpligtet til at inddrive deres restancer via Gældsstyrelsen. Såfremt Retten måtte mene, at det på baggrund de fremlagte print fra Gældsstyrelsen er bevist, at sagsøgeren via lønindeholdelse mv. har betalt kr. 103.409,72, må de beløb, der overstiger de i bilag R opgjorte beløb, være gået til Gældsstyrelsen, idet disse ikke er modtaget af H3, H4, H2, H6 og "H1".

……

Bemærkninger vedr. sagsomkostninger:

Ved fastsættelsen af sagens omkostninger skal der tages hensyn til den omfattende skriftveksling, omfanget af påstande, der løbende er blevet ændret gennem sagen frem til den 8. april 2023, omfanget af antallet af sagsøgte, samt omfanget af forskelligartede anbringender, herunder både grundlovsstridighed, forsyningsretlige regler, skatteretlige regler og forvaltningsretlige regler. Der skal således tilkendes sagsomkostninger, der langt overskrider de generelle takster."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument af 1. maj 2023 anført følgende:

2. Sagens tema

Sagen drejer sig om en række forsyningsafgifter i form af tilslutningsafgifter, bidrag og gebyrer for sagsøgerens ejendommen beliggende Y1-adresse, der er pålagt og opkrævet af en række forsyningsselskaber som fordringshavere, og som delvist er inddrevet af Gældsstyrelsen.

Retten kan lægge det til grund som ubestridt, at sagen ikke angår Gældsstyrelsens gældsinddrivelse, jf. det af As repræsentant oplyste på det forberedende retsmøde den 24. november 2021 samt processkrift 1, afsnit 2.2.

Spørgsmålet er, hvorvidt der skal ske nedsættelse af As gæld vedrørende forsyningsafgifter, gebyrer og renter for ejendommen beliggende Y1-adresse (påstand 1), samt hvorvidt A har et tilbagebetalingskrav vedrørende betalte eller lønindeholdte forsyningsafgifter, gebyrer og renter (påstand 2), og endelig om A har krav på erstatning for advokatudgifter og/eller gebyrer og renter (påstand 3).

3. Anbringender

3.1 Skatteministeriets afvisningspåstand overfor As påstand 1, påstand 2 og den subsidiære påstand 3

Det gøres principalt gældende, at Skatteministeriet ikke er rette sagsøgte, og at der derfor skal ske afvisning.

De opkrævede tilslutningsafgifter, bidrag og gebyrer for ejendommen er et spørgsmål mellem forsyningsselskaberne og sagsøgeren.

Der er tale om, at der er pålagt forsyningsafgifter fra kommunale selskaber i henhold til særskilt hjemmel, som forsyningsselskaberne har angivet. Det er ikke en tilsidesættelse af delegationsforbuddet i grundlovens § 43, jf. også UfR 2021.1421 H. Afgifterne - og dermed sagens påstande 1 og 2 - er Skatteministeriet uvedkommende.

Skatteministeriet har hverken pålagt, opkrævet, inddrevet eller i øvrigt har haft nogen rolle i forbindelse med de omtvistede forsyningsafgifterne.

Det forhold, at inddrivelsen er sket via Gældsstyrelsen, ændrer ikke herved, da Gældsstyrelsen jo blot har ageret som inddrivelsesmyndighed i henhold til gældsinddrivelseslovens regler, og da inddrivelsesskridtene ikke er blevet bestridt.

Skatteministeriet kan derfor ikke hverken nedsætte (den principale og subsidiære påstand 1) eller tilbagebetale (den principale og subsidiære påstand 2) forsyningsafgifterne.

Sagerne kan heller ikke "hjemvises" (den mere subsidiære påstand 1, den mere subsidiære påstand 2 og den subsidiære påstand 3), fordi de ikke tidligere har været behandlet af ministeriet eller en myndighed, der henhører under ministeriets ressortområde. Skattestyrelsen er i øvrigt ikke den relevante myndighed vedrørende forsyningsselskabernes opkrævning, idet den mere subsidiære påstand 1, den mere subsidiære påstand 2 og den subsidiære påstand 3 angår fordringernes oprindelige eksistens og størrelse.

3.2 Skatteministeriets frifindelsespåstand overfor As påstand 1, påstand 2 og påstand 3

Det gøres subsidiært gældende, at der skal ske frifindelse, allerede fordi der ikke er noget grundlag for, at Skatteministeriet skal nedsætte afgifterne (As principale og subsidiære påstand 1), tilbagebetale allerede betalte beløb (As principale og subsidiære påstand 2), betale As advokatudgifter eller tilbagebetale betalte renter og gebyrer (As principale påstand 3), ligesom der heller ikke er grundlag for hjemvisning (As mere subsidiære påstand 1, mere subsidiære påstand 2 og subsidiære påstand 3).

3.2.1 Særligt vedrørende Skatteministeriets frifindelsespåstand overfor As principale og subsidiære påstand 1 samt principale og subsidiære påstand 2 - ministeriet er ikke erstatningsansvarlig

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal pålægges at nedsætte forsyningsafgifterne (As principale og subsidiære påstand 1) eller tilbagebetale allerede betalte beløb (As principale og subsidiære påstand 2).

Heroverfor gør Skatteministeriet gældende, at ministeriet ikke har handlet ansvarspådragende ved klare fejl. Ministeriet hæfter derfor ikke for noget beløb over for A, og ministeriet skal derfor frifindes.

Bevisbyrden for, at betingelserne for, at Skatteministeriet kan pålægges et erstatningsansvar, herunder, at ministeriet har handlet ansvarspådragende, påhviler A, og denne bevisbyrde er ikke løftet, endsige forsøgt løftet.

Offentlige myndigheders erstatningsansvar bedømmes efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Ansvarsstandarden er derfor - uden for de få og afgrænsede områder, hvor der gælder et objektivt ansvar - den almindelige culparegel, som denne i retspraksis er udviklet med hensyn til offentlige myndigheder. Erstatningsansvar for offentlige myndigheder forudsætter, at der er begået klare fejl, som kan bebrejdes myndigheden, jf. f.eks. U.2003.1331H og U.2003.559H.

Der er ikke nogen tilsynsforpligtelse for Skatteministeriet, og det er i øvrigt ikke dokumenteret, at en eventuel forpligtelse skulle være tilsidesat, endsige at en sådan tilsidesættelse skulle være ansvarspådragende.

Fagministeriernes almindelig tilsynsforpligtelse angår deres respektive ressortområder og indebærer en ret og pligt for fagministerierne til at holde sig underrettet om udviklingen på det pågældende ressortområde samt en mulighed for ministerierne af egen drift at komme med generelle vejledninger og retligt uforbindende udtalelser om generelle spørgsmål eller enkeltsager inden for ressortområdet.

Tilsynsbeføjelsen i sig selv tjener dermed især informative formål, men hvis tilsynsmyndigheden bliver opmærksom på egentlige ulovligheder, kan der efter omstændighederne være pligt til at sikre, at ulovlighederne bringes til ophør, jf. FOB1997.345.

Fagministerierne kan komme med henstillinger til en myndighed, der administrerer inden for ressortområdet, om at træffe en ny afgørelse i en konkret sag. Skal der anvendes retlig bindende styringsmidler, f.eks. et påbud over for den myndighed, der er underlagt tilsyn, kræver det dog klar lovhjemmel, jf. Jørgen Albæk Jensen m.fl., Forvaltningsret: almindelige emner, 6. udgave, 2016, side 36.

A har ikke påvist et grundlag for, at der gælder en tilsynsforpligtelse for Skatteministeriet med forsyningsselskabernes opkrævning af fordringerne. Det forhold, at de omtvistede fordringer som en samlebetegnelse er anført som "forsyningsafgifter" og "forbrugsafgifter" betyder ikke, at der er tale om en afgift omfattet af Skatteministeriets ressortområde.

Der foreligger heller ingen oplysninger om, at ministeriet skulle være gjort opmærksom på eventuelle ulovlige opkrævninger af forsyningsafgifter, eller at der skulle foreligge mistanke herom.

Endelig vil det falde uden for tilsynsforpligtelsens rækkevidde at pålægge ministeriet en pligt til at gribe ind over for forsyningsselskabernes opkrævning af afgifter.

A har ikke påvist et grundlag for, at Skatteministeriet i øvrigt måtte have tilsidesat en tilsynsforpligtelse.

Der består utvivlsomt og ubestridt ikke et over-/underordnelsesforhold mellem forsyningsselskaberne og Skatteministeriet, og A har heller ikke påvist - endsige forsøgt at påvise - at der skulle være en tilsynsforpligtelse på særligt lovbestemt grundlag, som Skatteministeriet skulle have tilsidesat.

A har i øvrigt ikke har løftet bevisbyrden for, at forsyningskravene skal nedsættes, eller at allerede betalte beløb skal tilbagebetales, hvorfor Skatteministeriet også af den grund skal frifindes. Derudover bemærkes, at hvis både As påstand 1 og påstand 2 tages til følge, da vil det føre til berigelse for A, hvilket ikke bør forekomme.

3.2.2 Særligt vedrørende forældelse (Skatteministeriets frifindelsespåstand overfor As principale og subsidiære påstand 2)

A har nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal tilbagebetale allerede betalte beløb (As principale og subsidiære påstand 2).

As principale og subsidiære påstand 2 angår et tilbagebetalingskrav for beløb, der er lønindeholdt i årene 2012 og 2013 (bilag 1E). De lønindeholdte beløb vedrører forbrugsafgifter vedrørende el, gas, varme samt tilslutning til spildevand (bilag 1A til bilag 1D). Hverken As henvendelse om aktindsigt (bilag 5) eller øvrige henvendelser til H6s forsyningsselskaber (bilag 18 og bilag 19) er forældelsesafbrydende skridt, jf. forældelseslovens kapitel 5 (modsat processkrift 3, side 11, 5. afsnit), og ethvert krav er dermed forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Skatteministeriet skal også af denne grund frifindes for påstand 2.

3.2.3 Særligt vedrørende advokatudgifter samt tilbagebetaling af renter og gebyrer (Skatteministeriet frifindelsespåstand overfor As den principale påstand 3)

A har nedlagt en principal påstand 3 om, at forsyningsselskaberne og Skatteministeriet - udover eventuelle tilkendte sagsomkostninger - skal betale As rimelige advokatudgifter på 15.000 kr. Herudover indeholder påstanden et krav om tilbagebetaling af betalte renter og opkrævningsgebyrer til forsyningsselskaberne og/eller Gældsstyrelsen.

A har ikke godtgjort, at Skatteministeriet har pådraget sig et erstatningsansvar, og ministeriet skal derfor frifindes for den principale påstand 3, hvorefter ministeriet er erstatningsansvarlig for betaling af As rimelige advokatudgifter.

Der foreligger således ikke et ansvarsgrundlag for Skatteministeriet, da Skatteministeriet ikke har handlet ansvarspådragende, da det påståede tab ikke er en følge af den påståede ansvarspådragende handling, og da det påståede tab ikke er en adækvat følge af den påståede ansvarspådragende handling. A har da heller ikke anført, hvordan Skatteministeriet skulle have handlet ansvarspådragende, ligesom hun ikke har dokumenteret et egentligt (erstatningsberettiget) tab.

For så vidt angår de renter og gebyrer, der er pålagt af Gældsstyrelsen, bemærkes, at de ikke kan indbringes for domstolene, før der er truffet en selvstændig afgørelse herom, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 1. Eftersom inddrivelsesforløbet angår perioden 2011-2014, er det dog tvivlsomt, om et sådant (teoretisk) tilbagebetalingskrav vil være retskraftigt på nuværende tidspunkt.

Retten træffer i øvrigt afgørelse om sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 322, stk. 1, uden at det er fornødent at nedlægge en påstand herom.

Skatteministeriet skal derfor frifindes for den principale påstand 3.

3.2.4 Særligt vedrørende hjemvisning (Skatteministeriets frifindelsespåstand overfor As mere subsidiære påstand 1, mere subsidiære påstand 2 og subsidiære påstand 3)

A har nedlagt påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos - i første række - forsyningsselskaberne og - i anden række - Skattestyrelsen (As mere subsidiære påstand 1, mere subsidiære påstand 2 og subsidiære påstand 3).

Der er ikke noget grundlag for hjemvisning, fordi sagerne ikke tidligere har været behandlet af ministeriet eller en myndighed, der henhører under ministeriets ressortområde.

3.3 Skatteministeriets afvisningspåstand overfor sagsøgte 1-5's friholdelsespåstande

Til støtte for afvisningspåstanden gør Skatteministeriet gældende, at de sagsøgte forsyningsselskaber 1- 5's friholdelsespåstande i processkrift B af 21. april 2023 burde være inddraget på et tidligere tidspunkt, jf. retsplejelovens § 250, stk. 5.

Forberedelsen skulle have været afsluttet den 27. marts 2023. Til trods herfor genoptog retten på baggrund af As processkrift 4 af 8. april 2023 forberedelsen af sagerne med frist for de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5 og Skatteministeriet til at indgive et eventuelt processkrift til den 21. april 2023, og med afslutning af forberedelsen den 25. april 2023.

De sagsøgte forsyningsselskaber 1-5 indleverede dernæst processkift B af 21. april 2023, hvor der med henvisning til sagens bilag R blev nedlagt nye påstande i form af friholdelsespåstande over for Skatteministeriet (processkrift B, side 3).

Bilag R blev fremlagt den 15. marts 2022 af de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5. De sagsøgte forsyningsselskaber var således bekendt med bilaget længe før A den 8. april 2023 indleverede processkift 4, der i øvrigt ikke indebar en væsentlig ændring af sagens problemstillinger.

Der er derfor ikke nogen sammenhæng mellem de af sagsøgte 1-5 nu nedlagte friholdelsespåstande over Skatteministeriet og den omstændighed, at processkift 4 skulle indgå i sagen. Det er derfor ikke undskyldeligt, at friholdelsespåstandene først er fremsat den 21. april 2023. Det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgte 1-5 også selv finder det "uhørt og uacceptabelt", at der indgives nye processkrifter, "som uden problemer kunne have afleveret for lang tid siden" (processkrift B, side 2).

Dertil kommer, at det krav, som de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5 ved processkrift B af 21. april 2023 gør gældende over for ministeriet, er baseret sig på et synspunkt om, at Gældsstyrelsen har opkrævet de i bilag 24 nævnte beløb - til trods for, at det hidtil har været ubestridt mellem A og Skatteministeriet, at sagen ikke angår Gældsstyrelsens gældsinddrivelse (det af As repræsentant oplyste på det forberedende retsmøde den 24. november 2021 samt processkrift 1, afsnit 2.2), ligesom de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5 heller ikke selv har nedlagte påstande angående Gældsstyrelsens gældsinddrivelse. Dette understøtter således også, at der er tale om krav, der burde have været inddraget i sagen tidligere, og at friholdelsespåstandene skal afvises.

3.4 Skatteministeriets frifindelsespåstand overfor sagsøgte 1-5's friholdelsespåstand

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at der ikke er grundlag for forsyningsselskabernes friholdelsespåstande over for ministeriet.

Forsyningsselskabernes friholdelsespåstand baserer sig på differencen mellem As udokumenterede opgørelse af diverse forsyningsafgifter, der er opgjort i bilag 24, og de forsyningsafgifter, der rent faktisk er opkrævet af forsyningsselskaberne ifølge opgørelsen i bilag R.

Forsyningsselskabernes friholdelsespåstande overfor Skatteministeriet baserer sig dermed på en opgørelse, som forsyningsselskaberne også selv bestrider (processkrift B, side 3, 6. afsnit), hvor det anføres, at: "Denne opgørelse består blot af en række beløb, der ikke lader sig genfinde i de fremlagte fakturaer eller andre opgørelser."

Det er de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5, der skal godtgøre, at Gældsstyrelsen har inddrevet beløb, som efterfølgende ikke er afregnet til forsyningsselskaberne (synspunktet i processkrift B, side 3, 7. afsnit). Dette er ikke godtgjort.

Gældsstyrelsens inddrivelse for de sagsøgte 1-5 i sagen var baseret på fakturaer fra forsyningsselskaberne. Der er intet grundlag i sagen for, at der skulle være yderligere beløb, som er inddrevet af Gældsstyrelsen, og som derefter ikke er afregnet til de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5.

Skatteministeriet gør yderligere gældende, at de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5 er afskåret fra at fremsætte kravene om friholdelse, da de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5 har forholdt sig passivt siden As anlæg af sagen den 16. juli 2021, og ministeriet har derfor haft grund til at antage, at sagen ikke ville omfatte et økonomisk krav mod ministeriet fra de sagsøgte forsyningsselskaber 1-5's side.

……

5. Sagsomkostninger

Der bør ved fastsættelse af sagens omkostninger henses til omfanget af skriftvekslingen. Derudover bør der henses til, at Skatteministeriet i duplikken ekstraordinært har indsamlet informationer med henblik på at besvare de af A i processkrift 3, afsnit 2.4, side 6, fremsatte opfordringer 2-4.

De sagsøgte forsyningsselskaber 1-5's friholdelsespåstande overfor Skatteministeriet skal endvidere have omkostningsmæssige konsekvenser for forsyningsselskaberne."

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har i sit påstandsdokument af 1. maj 2023 anført følgende til støtte for de nedlagte påstande:

2. Sagens tema

3. Anbringender

3.1 Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets afvisningspåstand overfor As principale og subsidiære påstand 1 samt principale og subsidiære påstand 2

Det gøres principalt gældende, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ikke er rette sagsøgte, og at der derfor skal ske afvisning.

De opkrævede tilslutningsafgifter, bidrag og gebyrer for ejendommen er et spørgsmål mellem forsyningsselskaberne og sagsøgeren, som er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet uvedkommende.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har hverken pålagt, opkrævet, inddrevet eller i øvrigt har haft nogen rolle i forbindelse med de omtvistede forsyningsafgifterne.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet kan derfor ikke hverken nedsætte (den principale og subsidiære påstand 1) eller tilbagebetale (den principale og subsidiære påstand 2) forsyningsafgifterne.

3.2 Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet frifindelsespåstand overfor As principale og subsidiære påstand 1 samt principale og subsidiære påstand 2 og principale påstand 3

Det gøres subsidiært gældende, at der skal ske frifindelse, allerede fordi der ikke er noget grundlag for, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal nedsætte afgifterne (As principale og subsidiære påstand 1), tilbagebetale allerede betalte beløb (As principale og subsidiære påstand 2), eller betale As advokatudgifter eller tilbagebetale betalte renter og gebyrer (As principale påstand 3).

3.2.1 Særligt vedrørende Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets frifindelsespåstand overfor As principale og subsidiære påstand 1 samt principale og subsidiære påstand 2 - ministeriet er ikke erstatningsansvarlig

A har nedlagt påstand om, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal pålægges at nedsætte forsyningsafgifterne (As principale og subsidiære påstand 1) eller tilbagebetale allerede betalte beløb (As principale og subsidiære påstand 2).

Heroverfor gør Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet gældende, at ministeriet ikke har handlet ansvarspådragende ved klare fejl. Ministeriet hæfter derfor ikke for noget beløb over for A, og ministeriet skal derfor frifindes.

Bevisbyrden for, at betingelserne for, at Klima-, Energi og Forsyningsministeriet kan pålægges et erstatningsansvar, herunder at ministeriet har handlet ansvarspådragende, påhviler A, og denne bevisbyrde er ikke løftet, endsige forsøgt løftet.

Der er ikke nogen tilsynsforpligtelse for Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, og det er i øvrigt ikke dokumenteret, at en eventuel forpligtelse skulle være tilsidesat, endsige at en sådan tilsidesættelse skulle være ansvarspådragende.

Fagministeriernes almindelig tilsynsforpligtelse angår deres respektive ressortområder og indebærer en ret og pligt for fagministerierne til at holde sig underrettet om udviklingen på det pågældende ressortområde samt en mulighed for af egen drift at komme med generelle vejledninger og retligt uforbindende udtalelser om generelle spørgsmål eller enkeltsager inden for ressortområdet.

A har ikke påvist et grundlag for, at der gælder en tilsynsforpligtelse for Klima-, Energi og Forsyningsministeriet med forsyningsselskabernes opkrævning af fordringerne. Det forhold, at de omtvistede fordringer som en samlebetegnelse er anført som "forsyningsafgifter" og "forbrugsafgifter" betyder ikke, at der er tale om en afgift omfattet af Klima-, Energi og Forsyningsministeriet ressortområde.

Der foreligger heller ingen oplysninger om, at ministeriet skulle være gjort opmærksom på eventuelle ulovlige opkrævninger af forsyningsafgifter, eller at der skulle foreligge mistanke herom.

Endelig vil det falde uden for tilsynsforpligtelsens rækkevidde at pålægge ministeriet en pligt til at gribe ind over for forsyningsselskabernes opkrævning af afgifter.

A har ikke påvist et grundlag for, at Klima-, Energi og Forsyningsministeriet i øvrigt måtte have tilsidesat en tilsynsforpligtelse.

Der består utvivlsomt og ubestridt ikke et over-/underordnelsesforhold mellem forsyningsselskaberne og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, og ministeriet har derfor ikke tilsidesat ulovbestemt tilsynsforpligtelse.

As udsagn, hvorefter "Det er således tillige de dagældende forsyningstilsynsregler, der finder anvendelse for Klima-, Energi og Forsyningsministeriet" og videre "Bl.a. disse dagældende forsyningstilsynsregler er tilsidesat af Klima-, Energi og Forsyningsministeriet" (processkrift 3, side 10, 3. og 4. afsnit), er udokumenteret og bestrides.

Det kalder under alle omstændigheder på en udførlig begrundelse, når A hævder, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skulle have tilsidesat sin tilsynsforpligtelse i et sådant omfang, at der er tale om klare erstatningsansvarspådragende fejl, hvilket A ikke har kunnet godtgøre.

A har i øvrigt ikke løftet bevisbyrden for, at forsyningskravene skal nedsættes, eller at allerede betalte beløb skal tilbagebetales, hvorfor Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet også af den grund skal frifindes.

Derudover bemærkes, at hvis både As påstand 1 og påstand 2 tages til følge, da vil det føre til berigelse for A, hvilket ikke bør forekomme.

3.2.2 Særligt vedrørende forældelse af (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets frifindelsespåstand overfor As principale og subsidiære påstand 2)

A har nedlagt påstand om, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal tilbagebetale allerede betalte beløb (As principale og subsidiære påstand 2).

Hverken As henvendelse om aktindsigt (bilag 5) eller øvrige henvendelser til H6s forsyningsselskaber (bilag 18 og bilag 19) er forældelsesafbrydende skridt, jf. forældelseslovens kapitel 5 (modsat processkrift 3, side 11, 5. afsnit), og ethvert krav er dermed forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal også af denne grund frifindes for påstand 2.

3.2.3 Særligt vedrørende advokatudgifter samt tilbagebetaling af renter og gebyrer (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets frifindelsespåstand overfor den principale påstand 3)

A har nedlagt en principal påstand 3 om, at forsyningsselskaberne og Skatteministeriet - udover eventuelle tilkendte sagsomkostninger - skal betale As rimelige advokatudgifter på 15.000 kr.

A har ikke godtgjort, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har pådraget sig et erstatningsansvar, og ministeriet skal derfor frifindes for den principale påstand 3, hvorefter ministeriet er erstatningsansvarlig for betaling af As rimelige advokatudgifter.

Der foreligger således ikke et ansvarsgrundlag for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, da Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ikke har handlet ansvarspådragende, da det påståede tab ikke er en følge af den påståede ansvarspådragende handling, og da det påståede tab ikke er en adækvat følge af den påståede ansvarspådragende handling. A har da heller ikke anført, hvordan Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skulle have handlet ansvarspådragende, ligesom hun ikke har dokumenteret et egentligt (erstatningsberettiget) tab.

Retten træffer afgørelse om sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 322, stk. 1, uden at det er fornødent at nedlægge en påstand herom.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skal derfor frifindes for den principale påstand 3."

Rettens begrundelse og resultat

H1 er ikke en juridisk person. Søgsmålet mod denne afvises derfor.

Sagsøgerens krav om tilbagebetaling af alle foretagne indbetalinger på de i sagen omhandlede fordringer, som er sket mere end 3 år før stævningens indlevering, er forældede, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Der er i den forbindelse ikke godtgjort noget grundlag for at antage, at der foreligger forhold eller omstændigheder, som har afbrudt forældelsesfristen.

Med hensyn til de endnu ikke betalte krav til H3 og H4 er disse krav henholdsvis den 3. juni 2013 og den 27. september 2013 sendt til Gældsstyrelsen til inddrivelse. Da disse krav således var under inddrivelse den 19. november 2015, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2021, jf. herved gældsinddrivelseslovens § 18a, stk. 1. Disse krav mod sagsøgeren er derfor ikke forældet.

Hertil kommer, at der ikke er noget grundlag for at anse nogen af de sagsøgte for erstatningsansvarlige for sagsøgerens krav om betaling af advokatudgifter.

Allerede som følge heraf frifindes de sagsøgte, H3, H4, H2 og H6 for de nedlagte påstande.

Allerede som konsekvens af frifindelsen af disse sagsøgte frifindes de sagsøgte, Skatteministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet for de nedlagte friholdelsespåstande.

Sagsomkostninger

Sagsøgeren skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger til de sagsøgte, H3, H4, H2 og H6 in solidum, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, med et beløb, som fastsættes samlet til 80.000 kr. Udover sagens udfald er der ved fastsættelsen af dette beløb lagt vægt på sagernes omfang, karakter og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed. Beløbet er til dækning af de sagsøgtes udgift til advokat. Beløbet er eksklusive moms, da de sagsøgte er momsregistreret.

Sagsøgeren skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger til sagsøgte, Skatteministeriet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, med et beløb, som fastsættes til 40.000 kr. Udover sagens udfald er der ved fastsættelsen af dette beløb lagt vægt på sagernes omfang, karakter og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed. Beløbet er til dækning af sagsøgtes udgift til advokat. Beløbet er inklusive moms, da sagsøgte ikke er momsregistreret.

Sagsøgeren skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger til sagsøgte, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, med et beløb, som fastsættes til 40.000 kr. Udover sagens udfald er der ved fastsættelsen af dette beløb lagt vægt på sagernes omfang, karakter og forløb, herunder hovedforhandlingens varighed. Beløbet er til dækning af sagsøgtes udgift til advokat. Beløbet er inklusive moms, da sagsøgte ikke er momsregistreret.

De sagsøgte, H3, H4, H2 og H6, skal efter udfaldet af søgsmålet mod Skatteministeriet betale sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1, med et beløb, som fastsættes til 12.500 kr. Beløbet er til dækning af Skatteministeriets udgift til advokat vedrørende denne del af sagen. Beløbet er inklusive moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Sagen afvises for så vidt angår søgsmålet mod H1.

De sagsøgte, H3, H4, H2 og H6, frifindes.

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgte, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal betale 80.000 kr. i sagsomkostninger til H3, H4, H2 og H6 in solidum.

A skal betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

A skal betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

H3, H4, H2 og H6 skal in solidum betale 12.500 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Skatteforlaget

Dokumentets metadata

Inddrivelse af forsyningsafgifter