Dokumentets metadata

Delegationsforbuddet efter Grundlovens § 43 - satsprocentsreguleringen

Satsreguleringsloven blev anset for omfattet af grundlovens § 43, men lovens bemyndigelsesbestemmelse om ministerens fastsættelse af nærmere regler om beregningen af tilpasningsprocenten m.v. var ikke i strid med delegationsforbudet i grundlovens § 43. Der var ikke grundlag for genoptagelse af skatteansættelsen eller regulering af folkepensionen, da Finansministeriet ikke havde overtrådt satsreguleringsloven ved fastsættelsen af tilpasningsprocenten, der lå til grund for reguleringstallet i henhold til personskattelovens § 20, eller ved fastsættelsen af satsreguleringsprocenten.(Stadfæstelse af SKM2004.269.ØLR)

Parter

Boet efter A ved B og C
(advokat Jes Anker Mikkelsen, e.o.)

mod

Skatteministeriet og Socialministeriet
(kammeradvokaten ved advokaterne M. Gregers Larsen og Lars Apostoli for begge)

Afsagt af højesteretsdommerne

Torben Melchior, Per Sørensen, Peter Blok, Asbjørn Jensen, Marianne Højgaard Pedersen, Thomas Rørdam og Jens Peter Christensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 19. afdeling den 4. juni 2004.

Påstande

Appellanten, boet efter A ved B og C, har gentaget påstandene. Boet har dog frafaldet påstanden om afvisning af de indstævntes, Skatteministeriets og Socialministeriets, subsidiære påstand.

Skatteministeriet og Socialministeriet har påstået stadfæstelse og har gentaget deres subsidiære påstande.

Supplerende sagsfremstilling

Til brug for Højesteret har professor RS den 1. september 2006 afgivet sagkyndig erklæring. Det hedder heri bl.a.:

"...

2.1 Appellantens spørgsmål

Spørgsmål 1

Idet der henvises til de fremlagte oplysninger om den gennemsnitlige årsløn for arbejdere og funktionærer og en angivelse af den relative fordeling mellem arbejdere og funktionærer ansat i virksomheder, der har indberettet lønoplysninger til Dansk Arbejdsgiverforening, spørges efter, hvilke statistiske metoder en samlet årsløn for arbejdere og funktionærer under et kan opgøres.

Svar

Det kan entydigt gøres som et vægtet gennemsnit af de to faggruppers årslønninger med deres relative andel som vægte ...

Spørgsmål 2

Under henvisning til de fremlagte oplysninger for to på hinanden følgende år om årslønnen for alle arbejdere og funktionærer ansat i virksomheder, der i løbet af de nævnte to år, henholdsvis i hele perioden for de to på hinanden følgende år har indberettet oplysninger til Dansk Arbejdsgiverforening, spørges hvilke statistiske metoder, der findes til at fastlægge populationen, som grundlag for beregning af ændringen i denne populations årsløn for arbejdere og funktionærer under et i forhold til den i det foregående år tilsvarende populations årsløn for arbejdere og funktionærer under et.

Svar

...

Der er i princippet to måder at fastlægge populationen på: Enten bruges samme virksomheder i begge år, dvs. kun virksomheder, der har rapporteret løn og beskæftigelsesdata i begge år (identiske virksomheder), eller beregnes hvert års løngennemsnit ud fra alle de virksomheder, der har rapporteret data i det pågældende år. Kun i de førstnævnte tilfælde kan man tale om en egentlig "population", da man i det andet tilfælde vil have data fra forskellige sæt af virksomheder i de to år.

Spørgsmål 2.a

Såfremt der er flere statistiske metoder til at fastlægge populationen af arbejdere og funktionærer, som grundlag for beregningen af ændringen i denne populations årsløn for arbejdere og funktionærer under et i forhold til den i det foregående år tilsvarende populations årsløn for arbejdere og funktionærer under et, bedes disse beskrevet, og skønsmanden bedes redegøre for, hvilke(n) metode (r), der ud fra en statistisk, faglig betragtning er sædvanlig at anvende.

Svar

Som nævnt kan man enten

1. kun benytte data fra de virksomheder, der har indrapporteret data i begge år (identiske virksomheder)
2. beregne hvert års gennemsnitsløn ud fra data fra samtlige virksomheder, der har indrapporteret data i det pågældende år.

Hvilken metode, det er sædvanligt at anvende, afhænger af hvilken type lønindeks, man skal beregne. Hvis man vil benytte standardberegninger, som Laspeyre- og Paasche-indeksene er udtryk for, vil metode 1 være den, man sædvanligvis vil vælge, da den sikrer, at det man måler, er stigningstakten i årslønningerne for sammenlignelige jobs. Problemet med metode 2 er, at lønstigningstakten vil påvirkes af, hvilke nye virksomheder, der kommer til og hvilke virksomheder, der falder fra mellem de to målinger. Det vil kunne give betydelige udsving i de beregnede stigninger, som ikke svarer til de stigninger, den enkelte lønmodtager oplever, såfremt han/hun forbliver i sit job mellem de to målinger.

...

Spørgsmål 2.b

Såfremt flere af metoderne statistisk, fagligt er ligeværdige, bedes det oplyst, under hvilke forudsætninger en metode, hvor man anvender hele populationen (oplysninger om årslønnen for alle arbejdere og funktionærer ansat i virksomheder, der i løbet af de to nævnte år har indberettet lønoplysninger til Dansk Arbejdsgiverforening) er sædvanlig at anvende.

Svar

Som nævnt i svaret ovenfor vil det kun kunne komme på tale at benytte hele populationen, hvis man ønsker at beregne indeks af omkostningstypen (og selv her kunne man lige så godt kun bruge data fra de virksomheder, der har indrapporteret oplysninger i begge år).

Spørgsmål 3

Under henvisning til de fremlagte oplysninger om to på hinanden følgende år om årslønnen for alle arbejdere og funktionærer ansat i virksomheder, som har indberettet lønoplysninger til Dansk Arbejdsgiverforening i begge de to på hinanden følgende år samt den relative fordeling af arbejdere og funktionærer i hvert af de to år, bedes skønsmanden oplyse, hvilke statistiske metoder, der findes til at sammenveje arbejdere og funktionærers årslønninger til beregning af ændringen i årslønnen i det foregående år for arbejdere og funktionærer under et.

Svar

De hyppigst anvendte metoder til beregning af stigningstakten i årslønningerne er beregning af henholdsvis Laspeyre- og Paasche-lønindeks, hvor man henholdsvis bruger initialårets og slutårets vægte til beregningerne. Man kunne også beregne et omkostningsindeks, om end det sjældent vil blive benyttet i en sammenhæng som denne.

...

Spørgsmål 3b

Hvis flere statistiske metoder medfører forskellige resultater, bedes årsagen beskrevet og skønsmanden bedes angive, hvilken) metode(r), der ud fra en statistisk, faglig betragtning er sædvanlig af anvende.

Svar

...

Omkostningsindekset benyttes sjældent i praksis, men kan bruges, hvis det udtrykkeligt er et ønske, at indekset skal bruges til en indkomstregulering, hvor indkomstfremgange forårsaget af højere uddannelsesniveau (forudsat det ændrer lønmodtagerens status fra ufaglært til faglært) også skal medføre kompensation.

Spørgsmål 3c

Såfremt flere af metoderne er statistisk, fagligt ligeværdige, bedes skønsmanden oplyse, under hvilke forudsætninger en metode, hvor sammenvejningen af arbejderes og funktionærers årslønninger foretages med den relative fordeling, der er i det enkelte lønår, er at foretrække?

Svar

Som nævnt ovenfor er det ikke så sædvanligt at bruge den relative fordeling på arbejdere og funktionærer i det enkelte lønår. Kun i forbindelse med beregning af omkostningsindekset finder en sådan metode sted, og omkostningsindeks bruges sjældent i forbindelse med indkomstregulering. Men, som nævnt, ønskes det rent politisk at kompensere ikke kun for den egentlige lønudvikling men også for uddannelsesniveauet i arbejdsstyrken, vil det være relevant at bruge omkostningsindekset til reguleringen.

Spørgsmål 4

Under henvisning til de fremlagte oplysninger om årslønnen for alle arbejdere og funktionærer ansat i virksomheder, som i løbet af to på hinanden følgende år har indberettet lønoplysninger til Dansk Arbejdsgiverforening, henholdsvis oplysninger om årslønnen for alle arbejdere og funktionærer ansat i virksomheder, som har indberettet lønoplysninger til Dansk Arbejdsgiverforening i begge de to på hinanden følgende år samt den relative fordeling af arbejdere og funktionærer i de to år, bedes skønsmanden oplyse, hvilke statistiske metoder, der er til beregning af ændringen i årslønnen for arbejdere og funktionærer under et i forhold til årslønnen for arbejdere og funktionærer under et i det foregående år.

Svar

Der er reelt fire mulige metoder til at beregne ændringen i årslønnen på. Enten ud fra et Laspeyre- eller Paasche-lønindeks baseret på data fra de virksomheder, der har givet lønoplysninger i begge år, eller ud fra et omkostningsindeks, hvor man enten kan vælge at bruge data fra alle virksomheder, der har oplyst løndata i mindst et af de to år eller alene baseret på data fra de virksomheder, der har givet lønoplysninger i begge år.

Spørgsmål 4.c

Såfremt flere af metoderne er statistisk fagligt ligeværdige bedes det oplyst, under hvilke forudsætninger en metode, hvor ændringen i årslønnen for arbejdere og funktionærer under et i forhold til årslønnen i det foregående år for arbejdere og funktionærer under et opgøres ud fra oplysninger om årslønningerne samt den relative fordeling af arbejdere og funktionærer i de enkelte lønår for arbejdere og funktionærer ansat i virksomheder, som i løbet af de to på hinanden følgende år har indberettet lønoplysninger til Dansk Arbejdsgiverforening er sædvanlig at anvende?

Svar

En sådan beregning er ikke sædvanlig, men vil være relevant, hvis man ønsker at give indkomstkompensationer ikke alene for udviklingen i lønningerne men også for udviklingen i uddannelsesniveauet blandt de beskæftigede. Om dette er tilfældet er ikke et statistisk, fagligt spørgsmål men mere et politisk spørgsmål.

2.2 Indstævntes spørgsmål

Ved beregningen af satsreguleringsprocenten i forhold til loven derom har Finansministeriet anvendt "faste vægte", dvs., at arbejder- og funktionærlønninger har samme indbyrdes vægt i de to år, der skal sammenlignes, idet man anvender vægtene i det første af de sammenlignelige år. Der er endvidere anvendt "identiske virksomheder ", d. v. s. at der medtages oplysninger vedrørende de virksomheder, der har eksisteret, været medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening og indberettet oplysninger i begge år, der sammenlignes.

Spørgsmål A

Finder skønsmanden, at disse fremgangsmåder er hensigtsmæssige redskaber for at undgå udsving i beregningerne, der ikke entydigt har at gøre med lønudviklingen for arbejdere og funktionærer?

Svar

Anvendelsen af faste vægte er i overensstemmelse med beregningsprincipper i såvel Laspeyre- som Paasche-indeksene. Om man så skal benytte vægtene fra det første år (som i Laspeyre med løbende opdatering af vægtgrundlaget) eller det andet år (som i Paasche) er reelt arbitrært, så det er fuldt konsistent at bruge vægtene fra det første år. Da Laspeyre-indekset baseres på en standardberegning, hvor man finder stigningen i årsindkomsten ved en fastholdt fordeling af beskæftigelsen på arbejdere og funktionærer, virker det også mest konsistent kun at medtage de virksomheder, der er repræsenteret datamæssigt i begge lønår. På den måde vil den beregnede lønudvikling fremstå som et gennemsnit af lønudviklingen for de to stillingsgrupper, såfremt den relative fordeling på de to grupper var uforandret. Hvis man tillod brug af data fra virksomheder, der kun har leveret data i det ene af årene, vil der kunne opstå en skævhed i de beregnede stigningstakter, såfremt disse virksomheder med manglende data i det ene år adskiller sig fra de øvrige virksomheder. Disse skævheder ville ikke nødvendigvis trække resultaterne i samme retning i hvert år, hvorfor der kunne opstå tilfældige fluktuationer i resultaterne.

Spørgsmål B

Finder skønsmanden, at de nævnte fremgangsmåder er udtryk for fuldt statistisk forsvarlige principper for beregning af lønudviklingen?

Svar

De nævnte metoder er sædvanlige metoder, der finder hyppig anvendelse i praksis. De er ikke de eneste metoder, men de repræsenterer en samlet, konsistent beregningsmetode, hvor den "rene" lønudvikling for en "stabil" gruppe af beskæftigede søges beregnet. Om det er relevante beregningsmetoder afhænger reelt af, hvad det er man fra politisk side ønsker at kompensere overførselsindkomstmodtagerne for.

3. Afrunding

Beregning af indeks for pris- og lønudvikling kan foretages på flere måder, og der findes ikke kun en faglig forsvarlig metode at anvende. Når den beregnede lønudvikling bruges til regulering af overførselsindkomster, er det afgørende, at man anvender en metode, der giver kompensation for det man ønsker at kompensere for. Det er derfor ønskværdigt, at lovgivningen er klar i forhold til at beskrive, hvad kompensationen skal dække. Når dette er klarlagt, vil det ofte være muligt at indsnævre de statistisk, fagligt forsvarlige metoder betydeligt."

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af BS og BF.

BS har supplerende forklaret, at han begyndte at arbejde med ændringen af satsreguleringsloven midt i foråret 1993. Baggrunden herfor var skattereformen, herunder omlægningen til arbejdsmarkedsbidrag. Den nye formulering af § 3 havde baggrund i, at DA ikke længere ville opgøre lønningerne særskilt for arbejdere og funktionærer. Beregningen af årslønsudviklingen skulle tage udgangspunkt i indberetningerne fra de af DA's medlemsvirksomheder, som havde været medlem 2 år i træk, og lønningerne for arbejdere og funktionærer blev opgjort som et hele. Der var således tale om et samlet billede. Det var de personer, som var ansat 2 år i træk, som indgik i statistikken. Han mener ikke, at der var drøftelser om betydningen af den nye statistik i foråret 1993, da de på dette tidspunkt ikke vidste, hvad den nye statistik præcis ville indebære. Han husker ikke, at der blev stillet spørgsmål fra Finansudvalget. Formuleringen "den konstaterede udvikling i arbejderes og funktionærers bruttolønninger" og bemærkningerne hertil i lovforslaget blev bl.a. skrevet i forbindelse med overvejelser om, hvorvidt stigningen i funktionærlønninger var højere end stigningen i arbejderlønninger, da det kunne betyde en højere lønudvikling. Det var ministeriets forventning, at der ikke ville være nogen betydelig forskel herpå. Han har talt med DA herom. Det var ministeriets opfattelse, at overgangen til den nye statistik ikke ville have den store betydning for lønstigningen.

Han husker ikke, at man gjorde sig overvejelser om eventuelle overgangsbestemmelser. Ministeriet var afhængig af, hvad man kunne få fra DA.

I foråret 1994 havde ministeriet i forbindelse med satsreguleringsprocenten for 1995 overvejelser om betydningen af anciennitet, idet de ansatte ville have et års mere anciennitet, hvis de samme indgik i statistikken to år i træk. Dette kunne betyde en lønstigning. Ministeriet havde diskussioner med DA herom.

Af Finansministeriets brev til DA af 20. maj 1994 om brug af strukturstatistikken til fastsættelse af satsreguleringsprocenten, fremgår: "Endvidere er det vigtigt, at den opgjorte timefortjeneste er et samlet gennemsnit for arbejdere og funktionærer, idet satsreguleringsprocenten skal opgøres på baggrund af udviklingen af arbejder- og funktionærlønninger". Baggrunden herfor var, at ministeriet fra DA fik at vide, at timefortjenesten for arbejdere og funktionærer ville blive opgjort samlet. Der var ikke ministerielle overvejelser om, hvordan det burde være.

Han blev klar over det endelige indhold af DA's statistik i slutningen af foråret 1994.

BF har supplerende forklaret, at der i gengivelsen af hans forklaring for landsretten om, at der "havde således været en stor stigning i antallet af medlemsvirksomheder ... ", burde havde stået, at der "havde således været en stor stigning i antallet af indberetninger til statistikken fra medlemsvirksomhederne i DA fra 1993 til 1994, og forskydninger i medlemspopulationen og indberetningsgrundlaget kan i væsentlig grad påvirke stigningstakten".

DA påbegyndte arbejdet med den nye statistik i starten af 1990'erne. Den nye statistik blev lanceret i 1993. Lanceringen krævede en stor forberedelse, og der var fra begyndelsen et systematisk samarbejde med Danmarks Statistiks løngruppe. Den nye lønstatistik var i vid udstrækning et samarbejdsprojekt. Han blev ansat i 1992, men arbejdede indtil 1995 med økonomisk analyse. I 1995 blev han chef for statistikken, og han fik først på det tidspunkt noget med statistikken at gøre.

Begrebet "personaleomsætning" er et begreb, som man stadig arbejder med i dag. Han ved ikke præcis, hvordan tallene for afgang og tilgang er beregnet i DA's lønstatistik for 1992, men generelt skal tallet for personaleomsætning vise, hvor stor en andel af medarbejderne der skifter arbejdsplads. I den nye statistik er der en særlig personalestatistik, som viser, hvor mange af medarbejderne, som var ansat i år 1, som ikke er ansat i år 2. Omsætningen for arbejdere er normalt større end omsætningen for funktionærer. Størrelsen af procentsatserne overrasker ham i øvrigt ikke. I den nye lønstatistik er der medtaget individoplysninger. Statistikken giver mulighed for at se, hvor enkelte medarbejdere flytter hen, så længe de skifter til en anden medlemsvirksomhed. DA laver ikke en systematisk analyse af, hvor medarbejderne flytter hen. Der er tale om en meget stor database med data for 600.000 personer.

Med hensyn til DA's frasorteringsmekanismer foretager DA først en omfattende kvalitetskontrol af tallene fra medlemsvirksomhederne. Der foretages også en logisk validering af tallene, således at man sikrer, at der er indbyrdes sammenhæng mellem de indberettede oplysninger. Endelig foretages der en efterfølgende validering af lønniveauet. Hvis der er afvigende mønstre i løndataene, undersøger man tallene nærmere. Herefter fremkommer nogle datasæt, på hvilken baggrund lønniveauet publiceres. Til brug for beregningen af stigningstakter anvendes en yderligere filtrering, som bl.a. indebærer, at man kun anvender identiske virksomheder. Hertil kommer, at man undlader at anvende data fra virksomheder, hvor der har været en meget stor forskydning i antallet af medarbejdere eller en meget stor forskydning i den gennemsnitlige lønudvikling. Der accepteres en forskydningsprocent på +/- 25 for så vidt angår antallet af medarbejdere, og en forskydningsprocent på +/- 10 for den gennemsnitlige lønudvikling. Hvis forskydningerne er større, anvendes dataene ikke i forbindelse med beregningerne. Principperne om frasortering er udviklet i samarbejde med Danmarks Statistik, som anvender de samme principper.

Med hensyn til særkørslen vedrørende lønudviklingen fra 1992 til 1993 var 1993 det første år med den nye lønstatistik. Umiddelbart efter afslutningen af arbejdet hermed besluttede hans forgænger at fremme et nyt IT-produktionssystem. Systemet, som blev anvendt i forbindelse med lønstatistikken for 1993, blev ikke anvendt i forbindelse med senere lønstatistikker, og systemet er skrottet. Slutdataene i lønstatistikken for 1993 kan stadig anvendes, men DA er ikke i besiddelse af det beregningssystem, som førte frem til slutdataene. Fra 1994 og derefter kan DA i princippet gå tilbage til de oprindelige indberetninger og foretage de samme beregninger.

Oplysningerne i Finansministeriets notat af 29. august 2002 om As beregning af yderligere tab for 1995 er trukket ud af slutdatasættet i lønstatistikken for 1993.

Det fremgår af DA's lønstatistik 1993, at virksomhederne indberettede yderligere oplysninger om funktionærers månedsløn og den ferieberettigede løn for arbejdere i 1993. I årene efter 1993 blev der kun afgivet en indberetning.

Højesterets begrundelse og resultat

Forholdet til grundlovens § 43

Satsreguleringsloven anvendes ved beregningen af skatter og har herved direkte betydning for skatternes størrelse, jf. f.eks. personskattelovens § 20. Højesteret finder, at loven dermed er omfattet af grundlovens § 43. Satsreguleringsloven fastlægger de grundlæggende regler for beregningen af lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Den praktiske beregning må nødvendigvis bero på en række statistisk-faglige valg, og Højesteret finder det ubetænkeligt, at disse valg ikke i detaljer er reguleret i loven. Lovens § 5, 2. pkt., hvorefter "Finansministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningen af tilpasningsprocenten m.v.", kan på denne baggrund ikke anses for stridende mod det delegationsforbud, som følger af grundlovens § 43.

1993-lovens virkningstidspunkt

Som anført af landsretten fremgår det af ordlyden af, forarbejderne til og formålet med 1993-loven om ændring af satsreguleringsloven, at ændringsloven også skulle finde anvendelse ved beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1994. Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at give boet medhold på dette punkt.

Fradragsfor AUD-bidrag for 1991 i 1991-lønnen ved beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1994

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 1993, at formålet med ændringen var at opnå samtidighed mellem de skattelettelser, der ville følge af den gennemførte skattereform, og den nedregulering af satsreguleringsprocenten m.v., der ville følge af indførelsen af arbejdsmarkedsbidragene fra og med 1994. Hvis en sådan samtidig nedregulering af satsreguleringsprocenten m.v. ikke fandt sted, ville modtagere af skattepligtige overførselsindkomster i 1994 få en skattelettelse svarende til forhøjelsen af arbejdsmarkedsbidragene med ca. 4,7 % uden samtidig at skulle betale arbejdsmarkedsbidrag. Ved beregningen af udviklingen i årslønnen fra 1991 til 1992 med henblik på fastsættelsen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1994 skulle der derfor ske fradrag i årslønnen for 1992 med arbejdsmarkedsbidraget for 1994. Hvorledes der skulle forholdes med årslønnen for 1991 fremgik ikke direkte af loven eller forarbejderne, men Højesteret tiltræder, at det var i overensstemmelse med lovændringens formål og forudsætninger, at Finansministeriet fratrak AUD-bidraget for 1991 i 1991-årslønnen. Det bemærkes herved, at dette var lagt til grund ved beregningen af den nedreguleringssats på 4,7 %, der fremgik af 1993-ændringslovens bemærkninger.

Efter ordlyden var fradraget af AUD-bidrag i 1991-lønnen en fravigelse af lovens § 3, således som denne bestemmelse var formuleret ved 1993-loven, og der burde i loven have været medtaget en overgangsbestemmelse, som indeholdt en udtrykkelig hjemmel for denne fravigelse. Denne mangel ved lovens udformning giver imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at Finansministeriet har administreret i strid med loven.

Det statistiske grundlag for beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1994

Efter ændringen af satsreguleringsloven i 1993 skulle årslønsudviklingen beregnes på grundlag af den konstaterede udvikling i "arbejderes og funktionærers" bruttolønninger to år forud for det pågældende finansår, jf. lovens § 3. Af bemærkningerne til ændringsloven fremgår, at DA's lønstatistik skulle anvendes, og at denne ændredes fra den 1. januar 1993, således at statistikken herefter ville blive opgjort samlet for arbejder- og funktionærlønninger og ikke som tidligere alene for arbejderlønninger. Det blev i bemærkningerne anført, at denne ændring af det statistiske grundlag ikke forventedes at få konsekvenser for satsreguleringsprocenten. Det må lægges til grund, at der forud for den nævnte ændring af statistikken ikke forelå anvendelige tal for årslønnen for funktionærer. Der var således ingen praktisk mulighed for at lade funktionærlønningerne indgå ved beregningen af satsreguleringsprocenten for 1994, der som anført skulle baseres på DA's statistik for lønudviklingen fra 1991 til 1992.

Finansministeriet kan derfor ikke anses for at have administreret i strid med loven ved at anvende den foreliggende lønstatistik for 1991 og 1992, som alene omfattede arbejdere. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at der i forhold til ordlyden af lovens § 3 var tale om en fravigelse, som burde have været reguleret udtrykkeligt i en overgangsbestemmelse.

Det statistiske grundlag for beregningen af satsreguleringsprocenten m.v. for 1995

Som anført af landsretten indebar DA's overgang til strukturstatistikken i 1993 et "databrud". 1993-løntallene efter den nye statistik var således ikke umiddelbart sammenlignelige med 1992-tallene fra den gamle statistik, og man kunne derfor ikke beregne satsreguleringen for 1995 uden at foretage en række statistisk-faglige skøn i tilknytning til de foreliggende statistiske oplysninger. Sådanne skøn kan ikke anses for udelukket ved 1993-lovens § 3, hvorefter årslønsudviklingen skal beregnes som den "konstaterede" udvikling i arbejderes og funktionærers bruttolønninger. Det er ikke godtgjort, at de foretagne skøn ikke har været fagligt forsvarlige. Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at give boet medhold på dette punkt.

Faste vægte og identiske virksomheder

Det fremgår af forarbejderne til satsreguleringsloven, at lovens sigte var, at lønudviklingen og ikke som hidtil prisudviklingen - skulle danne grundlag for reguleringen af folkepension og en række andre overførselsindkomster.

Anvendelsen af faste vægte ved sammenvejningen af arbejder- og funktionærlønudviklingen og anvendelsen af princippet om identiske virksomheder er, som det fremgår af vidneforklaringerne og den sagkyndige erklæring, statistisk velbegrundet, når sigtet er at kompensere for lønudviklingen. Finansministeriets beslutning om at anvende faste vægte og identiske virksomheder havde derfor hjemmel i satsreguleringslovens § 5, 2. pkt. Dette gælder, selv om der måtte være tale om en ændring i forhold til de principper, som anvendtes i DA's tidligere statistik for arbejderlønninger. Højesteret tiltræder derfor, at der ikke er grundlag for at give boet medhold på dette punkt.

Fradrag af bidrag til arbeidsgiveradministrerede private pensioner

Af satsreguleringslovens § 3 som affattet ved 1993-loven fremgår, at bidrag til "arbejdsmarkedspensioner" skal fradrages ved beregningen af lønudviklingen. Efter ændringen af § 3 ved 1996-loven skal bidrag til "arbejdsmarkedspensioner m.v." fradrages. Højesteret tiltræder, at disse udtryk i lyset af lovens formål må forstås således, at de alene omfatter pensionsbidrag af den art, der er betegnet som type 1-4 i Finansministeriets notat af 12. april 2000. I DA's lønstatistik fradrages imidlertid alle typer af bidrag til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, og det er ikke muligt at udskille de enkelte typer. Samtidig må det antages, at udeholdelse også af pensionsbidrag af type 5 - private pensionsbidrag -ikke har nogen praktisk betydning ved beregningen af lønudviklingen.

På denne baggrund har Finansministeriet ikke administreret i strid med loven ved at udeholde alle typer af arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger ved beregningen af lønudviklingen og dermed af satsreguleringsprocenten m.v.

Samlet konklusion

Efter det anførte stadfæster Højesteret dommen.

Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der lagt vægt på sagens omfang og generelle betydning.

T h i k e n d es f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen betale 500.000 kr. til Skatteministeriet og 500.000 kr. til Socialministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbene for Højesteret forrentes efter rentelovens § 8 a.