Dokumentets metadata

Skattefri rejsegodtgørelse - beskattes af værdi af fri bil - befordringsfradrag

Sagen angik tre overordnede spørgsmål. For det første, hvorvidt sagsøgeren opfyldte betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i indkomståret 2015 med 114.698 kr. For det andet, om sagsøgeren skulle beskattes af værdien af fri bil med 44.950 kr. i indkomståret 2014 og med 45.310 kr. i indkomståret 2015. For det tredje, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til befordringsfradrag i indkomstårene 2014 og 2015 med hhv. 75.348 kr. og 73.554 kr.

For så vidt angår spørgsmålet om skattefri rejsegodtgørelse fandt retten, at den fremlagte dokumentation kun i begrænset omfang opfyldte kravene i bekendtgørelser nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2. Desuden måtte det på baggrund af bevisførelsen lægges til grund, at sagsøgerens arbejdsgiver ikke havde ført det fornødne tilsyn med, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var opfyldt. På den baggrund og med en bemærkning om, at der stilles skærpede krav til en hovedanpartshavers og direktørs dokumentation for, at betingelserne for at modtage skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, tog retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Retten fandt heller ikke, at sagsøgeren havde ført det fornødne bevis for, at han ikke havde en eller flere af selskabets biler til rådighed for privat benyttelse (fri bil). Retten henviste bl.a. til, at sagsøgeren var hovedanpartshaver og direktør i selskabet, at han i det daglige arbejde havde fri adgang til at benytte selskabets tre biler, at han ikke havde underskrevet en fraskrivelseserklæring eller anden aftale med selskabet om privat benyttelse af bilerne, at 2 af bilerne var personbiler, at alle 3 biler var helt eller delvist registreret til privat personkørsel, samt at der ikke var udarbejdet kørselsregnskaber for bilerne. Retten tog på den baggrund Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Endelig fandt retten, at sagsøgeren havde ret til befordringsfradrag i 2014 og 2015 for afstanden mellem hjemmet og arbejdsstedet i Y4-by. Retten gav imidlertid Skatteministeriet medhold i den subsidiære påstand om hjemvisning, som ministeriet havde nedlagt vedrørende denne del af sagen, og som sagsøgeren ikke havde indsigelser mod. Ministeriets hjemvisningspåstand gik ud på, at den nedsættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst, der følger af en ret til befordringsfradrag, skal modsvares af, at sagsøgerens personlige indkomst skal forhøjes med et tilsvarende beløb som følge af beskatning af værdien af arbejdsgiverbetalt befordring efter ligningslovens § 9 C, stk. 7.

Parter

A

(v./ advokat Keld Frederiksen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v./ advokat Karoline Kure Friis)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer

Lillian Lund Tinggaard.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 21. maj 2019. Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, i 2015 har ret til skattefri rejsegodtgørelse, i 2014 og 2015 til befordringsfradrag samt hvorvidt der er grundlag for beskatning af fri bil i 2014 og 2015.

Sagen er hovedforhandlet sammen med BS-40793/2020 NM mod Skatteministeriet Departementet.

A har fremsat følgende påstande: Principalt:

1) Skatteministeriet skal anerkende As befordringsfradrag for 2014 med 75.348 kr. og for 2015 med 73.554 kr.

og

2) Skatteministeriet skal anerkende, at der ikke er grundlag for beskatning af fri bil i 2014 med 44.950 kr. og i 2015 med 45.310 kr.

samt

3) Skatteministeriet skal anerkende, at rejsegodtgørelse med 114.698 kr. i 2015 er skattefri.

Subsidiært:

Hjemvisning.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Subsidiært har Skatteministeriet Departementet i relation til spørgsmålet om befordringsfradrag nedlagt følgende påstand:

Sagen hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på forhøjelse af As personlige indkomst for indkomstårene 2014 og 2015 med beløb svarende til de beløb, som As skattepligtige indkomst for samme indkomstår skal nedsættes med som følge af fradrag for befordringsfradrag, dog således at A beløbsmæssigt ikke skal betale mere i skat end det, der følger af den ansættelse, Landsskatteretten har stadfæstet ved afgørelse af 26. februar 2019.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 26. februar 2019 fremgår:

"…

Faktiske oplysninger

Klageren er ansat i selskabet G1 ApS (herefter selskabet). Selskabets formål er at drive handel med ejendomme, opførelse af byggeri, handelsvirksomhed og dermed beslægtet virksomhed. Klageren og LM ejer henholdsvis hver 50 % af selskabet.

Klageren har bopæl på adressen Y1-adresse, Y2-by og møder enten på selskabets adresse Y3-adresse i Y4-by eller på forskellige arbejdspladser i Jylland. Fra klagerens bopæl til arbejdsstedet i Y4-by er der 787 km.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren har udført mange arbejdsopgaver i Jylland, herunder drift af datterselskabets båd, der lå i Y5-by havn. Han har endvidere oplyst, at klageren har anvendt egen bil til kørsel mellem sin bopæl i Y2-by, og arbejdsopgaver i Jylland, lige som klageren har anvendt egen bil til kørsel mellem sin bopæl og selskabets adresse i Y6-by.

Klageren har en arbejdsuge på fire dage, idet han normalt møder på Sjælland søndag aften og tager retur til Jylland torsdag.

Selskabet har to personbiler (Opel [red. mærke fjernet] ...Q og Ford [red. mærke fjernet] ...Q1) og en varebil (Renault [red. mærke fjernet] ...Q2), som er indregistreret til privat brug. Selskabet har ikke ført kørebog eller anden dokumentation for at bilerne ikke er anvendt privat.

Klageren har været registreret med en bil af mærke Ford [red. mærke fjernet] med registreringsnummer ...Q3. Klageren har oplyst, at befordring er sket i ovenstående bil, samt i en Mercedes [red. mærke fjernet] med registreringsnummer ...Q4. Selskabet har betalt reparation af klagerens private bil i 2015. Ifølge synsrapporterne havde Mercedes [red. mærke fjernet]'en kørt 504.000 km den 10. september 2013, 560.000 km den 14. september 2015 og 584.232 km den 9. juni 2016. Bilen har således i gennemsnit kørt ca. 28.000 km pr. år. Ifølge en værkstedsregning havde Ford [red. mærke fjernet]'en kørt 340.253 km den 5. juli 2016, og ifølge synsrapporten havde den kørt 360.000 km den 19. januar 2017. Bilen har således i gennemsnit kørt ca. 20.000 km på et halvt år.

Klageren har selvangivet et befordringsfradrag på henholdsvis 150.696 kr. og 131.394 kr. for sin kørsel mellem hjem og arbejde i 2014 og 2015, og klageren har modtaget kost og logi fra selskabet i 2014 og 2015. Klageren har oplyst, at have haft befordring frem og tilbage i 48 uger i 2015.

Klageren har ikke fremlagt dokumentation for udgifter til befordring i form af kvitteringer for brændstof, broafgift eller billetter for betaling til offentlig transport, idet klageren har oplyst, at brændstof er betalt kontant. Klageren har endvidere oplyst, at selskabet har afholdt udgifter til broafgift.

Klagerens repræsentant har oplyst, at klageren har anvendt selskabets kort til at tanke sin bil i Jylland og på Fyn, og at det derfor ikke er selskabets firmabiler som har været tanket i Jylland og på Fyn. Baggrunden for at medarbejderne har anvendt selskabets kort til at tanke deres egne biler er, at medarbejderne på denne måde har fået en økonomisk kompensation for de udgifter, som de har haft i forbindelse med kørsel i egen bil fra bopæl til arbejdsplads i Jylland.

Der er fremlagt opgørelser over udbetalte rejsegodtgørelser i form af skemaer.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt klagerens selvangivne befordringsfradrag med 150.696 kr. i 2014 og 131.394 kr. i 2015, og SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 44.950 kr. i 2014 og 45.310 kr. i 2015 for værdien af fri bil. SKAT har endvidere anset den af arbejdsgiveren udbetalte rejsegodtgørelse på 114.698 kr. i 2015 for skattepligtig.

SKAT har til støtte herfor anført:

"( ... )

2. Ikke godkendt befordringsfradrag for 2014 og 2015

( ... )

2.3. Retsregler og praksis

§ 9C - Betingelser for befordringsfradrag

• Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.1.3..

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

SKAT har fået oplyst af din arbejdsgiver, at du møder på adressen Y3-adresse i Y4-by, som er lageradresse. Fra Y2-by og til Y4-by er der 787 km.

Det fremgår af praksis, at ekstraordinært lange afstande mellem hjem og arbejde, medfører krav til dig som skatteyder, om at dokumentere den daglige befordring.

SKAT anser ikke at du har løftet bevisbyrden, herunder sandsynliggjort eller dokumenteret, at have haft befordring.

Dernæst er det vores opfattelse, at du har haft fri bil i perioden, se nedenfor i pkt. 3.4.

På denne baggrund kan de selvangivne befordringsfradrag ikke godkendes. Din skattepligtige indkomst forhøjes med 150.696 kr. for 2014 og 131.394 kr. for 2015.

3. Værdi af fri bil

( ... )

3.3 Retsregler og praksis

• Ligningslovens § 16, stk. 4 - Beregning af fri bil

• Kildeskattelovens § 49A, stk. 2, nr. 1 -Arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst

• Kildeskattebekendtgørelsens§ 18, nr. 29 - Beskattes som personlig indkomst

• Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1 - Beløbet er bidragspligtigt

3.4 SKATs bemærkninger og begrundelse

Når der er tale om personbiler og varebiler med privatbenyttelse, er der formentlig en formodning for at denne bruges privat og dermed skal der som udgangspunkt ske beskatning af fri bil.

For at undgå beskatningen, skal det dokumenteres, at bilen ikke er brugt til privat brug.

Idet dit selskab ikke har ført kørebøger over bilerne eller på anden måde sandsynliggjort, at bilerne ikke anvendes privat, er det vores opfattelse, at du som direktør og anpartshaver, har haft rådigheden over bilerne. Denne formodning bestyrkes af, at det er konstateret, at der jævnligt tankes i Y2-by, eller på vej til Sjælland søndag aften og retur fra Sjælland torsdag aften.

Du har privat bopæl i Y2-by. Dernæst er selskabets varebil registreret med blandet benyttelse. Dette bestyrker ligeledes, at der er en privat anvendelse af bilerne.

Det kan konstateres, at selskabets biler er blevet tanket i Y2-by. Det er herefter vores opfattelse, at du som anpartshaver har haft rådighed over alle bilerne.

Beskatning af fri bil foretages med 25% af beskatningsgrundlaget op til 300.000 kr. og 20% af værdien over 300.000. Beskatningsgrundlaget kan mindst være 160.000 kr. Beskatningen foretages med tillæg af 150% af miljøtiliægget jf. Ligningslovens § 16 stk. 4.

SKAT er ikke i besiddelse af selskabets anskaffelsessum på bilerne. Der er tale om ældre biler (8-9 år gamle), som vurderes at have en beskatningsværdi under 160.000 kr.

Når en anpartshaver har skiftende biler til sin rådighed opgøres beskatningen som udgangspunkt af den dyreste. Vi har valgt at foretage beskatningen af ...Q.

Miljøtillægget udgør 4.950 kr. for 2014, 5.310 kr. for 2015 og 2016. Værdi af fri bil opgøres herefter til:

2014

25% af 160.000 kr.

Miljøtillæg 4.950 kr.

I alt 44.950 kr.

2015

25% af 160.000 kr. 40.000 kr.

Miljøtillæg 5.310 kr.

I alt 45.310 kr.

Din skattepligtige indkomst forhøjes herefter med 44.950 kr. for 2014 og 45.310 kr. for 2015.

4. Kost og logi godtgørelse

( ... )

4.3 Retsregler ag praksis

• ligningslovens § 9A, stk. 4 - Skattepligt af godtgørelser

• Ligningslovens§ 9A - Betingelserne far at udbetale skattefri rejsegodtgøre/se

• Bekendtgørelse nr. 172 af 13/3 2000 - Betingelser for at udbetale godtgørelse skattefrit.

• Statsskattelovens § 4 - Uberettiget godtgøre/se beskattes som løn

• Kildeskattelovens§ 43, stk. 1-Løn beskattes som personlig indkomst

• Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1 - Beløbet er bidragspligtigt.

4.4 SKAT's bemærkninger ag begrundelse

Hovedreglen er, at godtgørelser, der udbetales af en arbejdsgiver til en lønmodtager, er skattepligtige, jf. Ligningslovens § 9, stk. 4, medmindre betingelserne i Ligningslovens § 9A (rejsegodtgørelse) eller§ 9B (befordringsgodtgørelse) er opfyldt.

Der er ved kontrolbesøg hos G1 ApS konstateret, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentationfor udbetalingen af den skattefrie rejsegodtgørelse. Betingelserne for skattefrihed er således ikke opfyldt, og godtgørelsen er således skattepligtig, jf. Ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt.

Som følge heraf forhøjes din skattepligtige indkomst med 114.587 kr. for 2015.

( ... )"

Skattestyrelsen har den 11. december 2018 fremsendt sin udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling.

Heraf fremgår følgende:

"Skattestyrelsen er i det hele enig i Skatteankestyrelsens indstilling til sagens afgørelse og de anførtebegrundelser herfor.

Befordringsfradrag.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, jf. ligningslovens § 9 C og i henhold til satser fastsat af Skatterådet. Befordringsfradraget opgjort efter LL § 9 C beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel i bil, jf. DJV C.A.4.3.3.1.3 Transportvejen.

Det er en forudsætning for befordringsfradrag, at transporten rent faktisk har fundet sted, ligesom omfanget heraf skal godtgøres.

Det er skatteyderen, som ønsker fradrag, der skal bevise eller sandsynliggøre, at befordringen har fundet sted i det påståede omfang.

Ekstraordinært lange afstande, der ikke anses for sædvanlige, medfører krav til skatteyder om dokumentation af den daglige befordring. Det fremgår bl.a. af Højesterets dom i SKM2004.162.HR. I den konkrete sag fandt Højesteret, at bevisbyrden ikke var løftet ved afstande på henholdsvis 698 km og 409 km.

Klager i nærværende sag har en afstand på 787 km (jf. SKAT.dk Beregn kørselsfradrag) mellem i sin bopæl i Y2-by og adressen i Y4-by, hvor han ifølge arbejdsgiveren møder på arbejde. Afstanden kan dermed ikke anses for sædvanlig, hvorfor der kan stilles krav til klagers dokumentation og sandsynliggørelse af at befordringen har fundet sted. Klager har ikke fremlagt dokumentation for, at han for egen regning herunder ved samkørsel med andre har foretaget den selvangivne befordring. På denne baggrund finder Skattestyrelsen, at SKATs afgørelse på dette punkt bør stadfæstes.

Rejsegodtgørelse

Klager har fået 114.698 kr. udbetalt i rejsegodtgørelse fra sin arbejdsgiver i 2015.

Hovedreglen er at godtgørelser der udbetales af en arbejdsgiver til en lønmodtager er skattepligtige, jf. ligningslovens§ 9, stk. 4. Såfremt betingelserne i ligningslovens § 9 Aer opfyldt vil udbetaling af rejsegodtgørelse kunne ske skattefrit for lønmodtageren.

Af§ 1, stk. 1 bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse fremgår bl.a., at arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage.

I § 1, stk. 2 fremgår:

"Bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige rejse skal indeholde:

1. Modtagerens navn, adresse ag CPR-nummer.

2. Rejsens erhvervsmæssige formål.

3. Rejsens start- og sluttidspunkt.

4. Rejsens mål med eventuelle delmål.

5. De anvendte satser.

6. Beregning af rejsegodtgøre/sen."

Kan arbejdsgiveren ikke anses at have ført en effektiv kontrol er konsekvensen at hele den udbetalte godtgørelse anses for skattepligtig.

De fremlagte bilag med opgørelsesskemaer for klagers rejsegodtgørelse indeholder ikke de påkrævede oplysninger for at kunne foretage en effektiv kontrol af om der udbetales korrekt rejsegodtgørelse. Flere steder mangler der bl.a. start- og sluttidspunkter for rejsen. Der mangler indimellem modtagerens navn, cpr-nr. og/eller adresse. Indkomståret mangler. Andre steder er der angivet start og sluttidspunkt, der ikke passer med det beregnede antal dage og timer, der beregnes godtgørelse for. Flere gange mangler også angivelse af, hvor arbejdet udføres. Endelig er bilagene ikke altid underskrevet af arbejdsgiver.

Da bogføringsgrundlaget for at efterprøve og kontrollere om den udbetalte rejsegodtgørelse opfylder ligningslovens § 9A er utilstrækkeligt, finder Skattestyrelsen ikke at klagers arbejdsgiver har kunnet opfylde sin forpligtigelse til at føre en effektiv kontrol i henhold til rejse- og befordringsgodtgørelsesbekendtgørelsen. Derved er hele den udbetalte rejsegodtgørelse skattepligtig for klager. På den baggrund kan vi tiltræde at SKATS afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Fri bil

Værdien af rådighed over en firmabil til privatbenyttelse beskattes efter ligningslovens regler i § 16, stk. 1 og§ 16, stk. 4. Det gælder også værdien af rådigheden for en hovedaktionær uanset om denne er ansat eller ej, jf. § 16 A, stk. 5.

Det er som udgangspunkt Skatteforvaltningen, der har bevisbyrden for at en firmabil har været til den skattepligtiges private rådighed. Det gælder også, når der er tale om en hovedaktionær, der ikke har sammenfaldende bopælsadresse med selskabets adresse og bilen ikke har været observeret eller erklæret parkeret på hovedaktionærens bopæl. Bevisbyrden vendes dog om, hvis de faktiske forhold taler for at bilen har været til rådighed for hovedaktionærens private anvendelse.

Det er oplyst, at selskabets biler er parkeret på selskabets lageradresse i Y4-by, og at der ikke er ført kørebøger, idet bilerne alene anvendes erhvervsmæssigt.

Det fremgår dog af den juridiske vejledning afsnit: C.A.5.14.1.llat der er en skærpet formodningsregel for hovedaktionærer mv.:

Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter. Derfor skal en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel.

Det er Skattestyrelsens vurdering at A har haft stillet selskabets biler til rådighed for privat kørsel mellem hans bopæl i Jylland og arbejdspladser på Sjælland og i Jylland. Der er lagt vægt på, at A er hovedaktionær i selskabet, idet han ejer mere end 25 % af anpartskapitalen, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1. Endvidere er der lagt vægt på, at selskabets person- og varebiler er indregistreret til henholdsvis privatpersonkørsel og til blandet benyttelse. På denne baggrund er der en formodning for, at bilerne har været til rådighed for hovedaktionærens private kørsel. Derudover foreligger der ikke et kørselsregnskab, der godtgør, at der ikke er kørt privat i firmabilerne og der foreligger heller ikke en underskrevet fraskrivelseserklæring.

Der er i øvrigt lagt vægt på, at det fremgår af selskabets kontoudtog, at selskabets benzinkort har været benyttet i både Jylland og på Fyn, og at dette er sket på primært torsdage og søndage, som umiddelbart er hovedaktionærens hjem- og udrejsedage ved hans arbejde på Sjælland.

Formodningen for at hovedaktionæren har haft rådighed over selskabets biler til privat kørsel er ikke afkræftet ved oplysningerne om, at der har været udført arbejde i Jylland og at selskabets biler alene er anvendt erhvervsmæssigt.

På den baggrund finder Skattestyrelsen, at klagers skal beskattes af værdien af rådigheden over fri bil for indkomstårene 2014 og 2015. Idet klager har haft skiftende firmabiler til rådighed, bør beskatningen opgøres af den dyreste bil, som sket."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelser nedsættes til O kr. for indkomstårene 2014 og 2015. Repræsentanten har endvidere nedlagt påstand om, at indkomståret 2014 er forældet, idet klageren er omfattet af den korte ligningsfrist.

"( ... )

Fakta

Virksomheden G1 har i de pågældende år udført en hel del arbejdsopgaver i Jylland, herunder opgaver i forbindelse med selskabets datterselskab, G2 ApS, omkring drift af datterselskabets båd, der lå i Y5-by havn.

A har ikke kørt privat i firmaets biler. I det omfang disse er tanket i Jylland er dette sket i forbindelse med udførelse af arbejdsopgaver i Jylland.

Da bilerne alene anvendes erhvervsmæssigt har der ikke været grundlag for at føre kørselregnskab. A kan således ikke beskattes af fri bil, da bilerne kun har været anvendt erhvervsmæssigt.

Skattefri godtgørelser er udbetalt på grundlag af månedlige opgørelser udarbejdet af de to ansatte og godkendt af selskabets administrator LM. Sidstnævnte ejer 50% af virksomheden.

Cirka 80% af selskabets opgaver udføres som underleverandør til murerfirmaet G3 A/S, der ejes 100% af LM.

Opgaver er primært opførelse af dobbelthuse. Opførelsen tager ca. 3 måneder, hvor medarbejderne arbejder på den konkrete byggeplads.

A tager som altovervejende udgangspunkt fra bopælen i Jylland søndag aften og tager hjem torsdag aften og møder på byggepladsen mandag morgen.

Ferie afholdes efter aftale, men oftest i industriferien.

Da LM er ansvarlig for byggepladsen og løbende foretager opsyn, er der således tale om en reel kontrol af medarbejdernes tilstedeværelse - og dermed en reel kontrol af at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er tilstede.

SKAT har af mig ukendte årsager samtidigt fjernet A befordringsfradrag. Jeg må antage at dette skyldes en tanke om at arbejdsgiver har betalt for befordringen.

Dette er ikke tilfældet, idet A selv har afholdt alle transportomkostninger ved transport fra hjemmet i Jylland til de enkelte arbejdspladser."

Klagerens repræsentant har den 8. november 2018 fremsendt sine bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling, hvoraf følgende fremgår:

"Skatteankestyrelsen anfører omkring befordringsfradrag:

landsskatteretten finder ikke, at klageren har dokumenteret eller sandsynliggjort at have befordret sig for egen regning i det påståede omfang. landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.

Det er overfor SKAT oplyst at

arbejde udføres stort set kun på Sjælland klageren har bopæl i Y2-by.

transport foretages i egen bil

der ikke kræves hverken kørselsregnskab eller dokumentation for udgifter for befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Der er således intet grundlag for at antage andet end at klageren har befordret sig fra bopælen til Y4-by to gange ugentligt pånær ferieperioder og pånær perioder hvor der været udført arbejde i Jylland i hele ugen.

Dette fremgår af de fremlate arbejdssedler.

Dette bekræftes også af at arbejdsgiver har betalt broafgiften (som der derfor ikke er selvangivet fradrag for).

Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benytte/se tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl.

Begge forhold er opfyldt og det er derfor SKAT som skal bevise at en bil har været anvendt til privat befordring.

Skatteankestyrelsen anfører videre omkring fri bil:

Der lægges herved vægt på, at det fremgår af de fremlagt kontoudtog over selskabets brændestofforbrug, at se/skabets tankkort er blevet benyttet både på Fyn og i Jylland på flere forskellige datoer i 2015 og 2016. Der er primært tanket torsdage og søndage, hvilket har været hovedanpartshaverens hjem- og udrejsedage i forbinde/se med arbejde på Sjælland.

Herved er det bevist at benzinkortet er blevet benyttet - men ikke at firmaets bil er blevet benyttet. Dette har SKAT ikke bevist jævnfør foregående påstand.

Klageren har udtalt at han ikke har anvendt firmaets bil til privat kørsel.

I det omfang han har ladet arbejdsgiver betale for private udgifter, herunder benzinudgifter, er disse beskattet som løn i det pågældende indkomstår.

Der er således intet som helst grundlag for at beskatte klageren af fri bil.

Skatteankestyrelsen anfører omkring skattefri rejsegodtgørelse:

Det bemærkes, at hvert enkelt bilag i sig selv ikke indeholder de oplysninger som er angivet i§ 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgøre/se. Den fremlagte dokumentation angiver eksempelvis ikke altid hvor arbejdet er udført, herunder adresse, og der mangler start-og sluttidspunkt, samt hvilket år opgørelserne drejer sig om. Herudover er bilagene ikke altid underskrevet af arbejdsgiver.

Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten ikke, at der er ført fornøden kontrol i forbindelse med udbetaling af skattefrie rejsegodtgøre/ser. Klageren har derfor ikke været berettiget til skattefri rejsegodtgøre/se i indkomståret 2015, hvorfor klageren skal beskattes af den udbetalte godtgørelse.

Kontrollen er foretaget af selskabets direktør LM. Langt størstedelen af de udførte arbejdsgiver, er udført som underentreprenør til LMs selskab, G3 A/S.

LM har som byggeleder og arbejdsgiver således været i stort set daglig kontakt med klageren og der har aldrig været tvivl om at klageren befandt sig på byggepladserne fra mandag til torsdag.

LM vil forklare dette på retsmødet - og hvorledes arbejdsgangen har været.

løvrigt bekræftes dette også af andet materiale som SKAT har haft forelagt, herunder broafgifter og benzinudgifter på sjælland - samt fart- og parkeringsbøder.

Sammenfattende er det min helt klare opfattelse at ansættelserne skal nedsættes til det af klageren selvangivne."

Klagerens repræsentant har den 26. december 2018 fremsendt sine bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 11. december 2018, hvoraf følgende fremgår:

"Sagen drejer sig om tre forhold:

Skattestyrelsen har ikke anerkendt at der er ført fornøden kontrol med udbetalte rejsegodtgørelser. Dette på trods af at Skattestyrelsen har fået oplyst at selskabets direktør har foretaget kontrol og at rejsedagene nu er foregået på 6 år efter nøjagtigt samme mønster (afrejse fra Y2-by søndag aften, hjemrejse fra Y6-by torsdag aften).

Forholdet vil blive uddybet på retsmødet, hvor selskabets direktør vil være tilstede.

Skattestyrelsen vil beskatte firmaets medarbejder A af fri bil. Dette skyldes at Skattestyrelsen har konstateret at selskabets benzinkort er anvendt i Jylland.

Skattestyrelsen har fået oplyst at firmaets biler KUN anvendes erhvervsmæssigt. Og at disse kun forlader Sjælland i forbindelse med arbejdsopgaver på Fyn og i Jylland.

Skattestyrelsen har endvidere fået oplyst at tankningerne i Jylland for en dels vedkommende er tankning af As private bil. Selskabets udgift hertil er refunderet af A.

Der henvises iøvrigt til sag vedrørende arbejdsgiverselskabet j.nr. 181777333.

Endeligt har Skattestyrelsen ikke anerkendt fradrag for befordring mellem hjem og arbejdssted med følgende begrundelse:

Afstanden kan dermed ikke anses for sædvanlig, hvorfor der kan stilles krav til klagers dokumentation og sandsynliggørelse af at befordringen har fundet sted. Klager har ikke fremlagt dokumentation for, at han for egen regning herunder ved samkørsel med andre har foretaget den selvangivne befordring.

Skattestyrelsen har ved den revisionsmæssige gennemgang konstateret betalinger til Brobizz som svarer til transport frem og tilbage fra Jylland. Det er hermed dokumenteret at A i det selvangivne omfang har befordret sig fra/til bopælen i Y2-by til/fra et arbejdssted i Y6-by.

Der kan således ikke herske nogen tvivl om at A er berettiget til befordringsfradraget og at transporten er dokumenteret."

Landsskatterettens afgørelse

Formelt

Efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, kan Told- og skatteforvaltningen ikke afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Det følger af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal SKAT afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder, når den skattepligtige ikke har enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 2. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens§ 2, at en skattepligtig ikke anses at have enkle økonomiske forhold, hvis den skattepligtige har status som hovedaktionær efter aktieavancebeskatningsloven.

Det fremgår af§ 4, stk. 1, 1. pkt. i lovbekendtgørelse nr. 1148 af 29. august 2016 (aktieavancebeskatningsloven), at aktier eller anparter, der ejes af skattepligtige, der ejer eller på noget tidspunkt inden for de senest 5 år har ejet 25 pct. eller mere af aktiekapitalen, eller som råder eller i den ovennævnte periode har rådet over mere end 50 pct. af stemmeværdien, er hovedaktionæraktier.

Idet klageren ejer 50 % af anparterne i selskabet, anses klageren som hovedanpartshaver i selskabet G1 ApS. Landsskatteretten finder derfor ikke, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist. Klageren er dermed omfattet af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

SKATs agterskrivelse for skatteansættelsen i 2014 er dateret den 30. juni 2017, og SKAT har således overholdt fristen jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Landsskatteretten finder ikke, at skatteansættelsen for 2014 er forældet, hvorfor SKAT har været berettiget til at ændre klagerens skatteansættelse, jf. skatteforvaltningslovens§ 26, stk. 1.

Fri bil

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens§ 16, stk. 1, og§ 16A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens§ 16, stk. 4, jf. ligningslovens§ 16A, stk. 5, 2. pkt.

Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved hovedaktionærens bopæl. Bevisbyrden vendes dog, hvis de faktiske forhold taler for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. Der henvises herved til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504. Højesteret fandt i dommene SKM2005.138 og SKM2008.534 at SKAT havde løftet bevisbyrden.

Det er en konkret vurdering ud fra de foreliggende faktiske forhold, hvorvidt rådigheden kan anses for afkræftet.

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet, jf. aktieavancebeskatningslovens§ 4, stk. 1, og han har bopæl på Y2-by, Jylland. Selskabet har lageradresse i Y4-by, Sjælland. Selskabets biler er parkeret på lageradressen i Y4-by, og der føres ikke køre bog, idet selskabet har oplyst, at bilerne alene anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

Landsskatteretten finder det godtgjort, at klageren har haft stillet en af selskabets biler til rådighed for privat kørsel mellem bopæl i Jylland og arbejdsplads på Sjælland. Der lægges herved vægt på, at det fremgår af de fremlagt kontoudtog over selskabets brændestofforbrug, at selskabets tankkort er blevet benyttet både på Fyn og i Jylland på flere forskellige datoer i 2015 og 2016. Der er primært tanket torsdage og søndage, hvilket har været hovedanpartshaverens hjem- og udrejsedage i forbindelse med arbejde på Sjælland.

Herudover er selskabets biler indregistreret til henholdsvis privat personkørsel og til blandet benyttelse og der er ikke udarbejdet kørselsregnskab som godtgør, at bilerne ikke har været anvendt privat. Der foreligger ikke en skriftlig fraskrivelseserklæring som kunne være med til at afkræfte formodningen for, at klageren har haft rådighed over bilerne i de pågældende ind kornstår.

Uanset at det er oplyst, at der er udført arbejde i Jylland, finder Landsskatteretten det ikke sandsynliggjort, at selskabets biler ikke har været stillet til rådighed for privat kørsel. Klageren er derfor skattepligtig af værdi af fri bil efter ligningslovens§ 16, stk. 4.

Landsskatteretten stadfæster herefter denne del af SKATs afgørelse.

Befordringsfradrag

Da Landsskatteretten finder, at klageren i de omhandlede indkomstår
har haft fri bil til rådighed, har klageren
ikke haft udgifter til kørsel mellem hjem og arbejdsplads, hvorfor der ikke i disse år kan opnås befordringsfradrag efter ligningslovens§ 9 C.

Landsskatteretten stadfæster med den begrundelse SKATs afgørelse.

Rejsegodtgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens§ 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelserfor rejseudgifter omfattet af ligningslovens § 9 A, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted, og at rejsen varer mindst 24 timer. Det fremgår af ligningslovens§ 9 A, stk. 1 og stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Et arbejdssted kan højest anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

I SKM2008.853.SKAT er det fastslået, at arbejdssteder, hvor der udføres bygge- og anlægsarbejder altid er midlertidige arbejdssteder.

Det lægges til grund, at klageren udfører arbejde på forskellige byggepladser på Sjælland, hvorfor der er tale om midlertidige arbejdspladser.

Der lægges endvidere til grund, at klageren i de fleste tilfælde tager til Y6-by søndag aften og hjem igen torsdag aften, for at kunne arbejde mandag til torsdag. Det er således Landsskatterettens opfattelse, at klagerens rejser fra bopæl til arbejdsplads varer i mindst 24 timer.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

2. Rejsens erhvervsmæssige formål.

3. Rejsens start- og sluttidspunkt.

4. Rejsens mål med eventuelle delmål.S. De anvendte satser.

6. Beregning af rejsegodtgørelsen.

Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om den ansatte i øvrigt opfylder betingelser for at være på rejse eller for erhvervsmæssig kørsel, jf. eksempelvis SKM 2002.525 VLR, SKM 2007.247 HR og SKM2009.430.HR.

Der er fremlagt dokumentation i form af bilag med opgørelse af rejsegodtgørelse for klageren.

Det bemærkes, at hvert enkelt bilag i sig selv ikke indeholder de oplysninger som er angivet i§ 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Den fremlagte dokumentation angiver eksempelvis ikke altid hvor arbejdet er udført, herunder adresse, og der mangler start-og sluttidspunkt, samt hvilket år opgørelserne drejer sig om. Herudover er bilagene ikke altid underskrevet af arbejdsgiver.

Efter en konkret vurdering finder Landsskatteretten ikke, at der er ført fornøden kontrol i forbindelse med udbetaling af skattefrie rejsegodtgørelser. Klageren har derfor ikke været berettiget til skattefri rejsegodtgørelse i indkomståret 2015, hvorfor klageren skal beskattes af den udbetalte godtgørelse.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.

…"

G1 ApS var i 2014 og 2015 ejer af 3 biler, en Opel [red. mærke fjernet] personbil registreret til privat personkørsel, en Renault [red. mærke fjernet] varebil registeret til blandet privat og erhvervsmæssig kørsel og en Ford [red. mærke fjernet] personbil købt i februar 2015 og registreret til privat personkørsel.

As ejede i 2014 og 2015 en Mercedes [red. mærke fjernet] E. Han og hustruen havde i årene en yderligere bil, henholdsvis en Ford [red. mærke fjernet] og en Mercedes[red. mærke fjernet] ML.

Der er fremlagt diverse værkstedsregninger og andet som indicerer, hvor meget de private biler har kørt i de omhandlede år.

Der er fremlagt kontoudskrifter, som viser, at A i perioden jævnligt har handlet i dagligvarebutikker på Sjælland.

Forklaringer

A har forklaret, at han i 2011 havde et selskab, som ikke kunne fortsætte og derfor gik konkurs. Inden da havde han bygget et dobbelthus for LM, og det samarbejde gik fint, så LM foreslog et fælles selskab, som skulle bygge flere dobbelthuse. A var håndværkeren, og LM tog sig af administrationen og økonomi, herunder løn. LM er uddannet murer og var nogle gange på pladserne. I 2014 og 2015 var der gang i flere projekter samtidig på Sjælland, særligt i Y7-by, og A var rundt på pladserne for at føre tilsyn og deltage i arbejdet. G1 udførte i øvrigt sin del af byggeriet ved underentreprenører. Der var 2 ansatte ud over ejerne, og de bistod til at få tingene gjort rigtigt.

Bilen mrk. Opel [red. mærke fjernet] blev købt til et projekt. Den blev smurt ind i maling, og var derefter ikke meget værd. Derfor beholdt de den. For dem havde den god værdi, når de kørte rundt i Y6-by til små opgaver. Bilen mrk. Ford [red. mærke fjernet] blev brugt som en mere præsentabel bil, når kunderne skulle besøges. Han brugte også sin egen Mercedes til det formål. Varevognen mrk. Renault [red. mærke fjernet] har han og LM ofte skændtes om, for den var lidt dyr i benyttelsesafgift, men den sparede afgifter på lossepladserne. Det er en meget almindelig ordning, uanset om det er lovligt eller ej. De var i en opstart, så de måtte kigge på udgifterne. Det var en god bil til formålet, og der var plads i den til affaldssortering. Det var mest emballage, som de kørte væk. Bilerne stod på Y3-adresse eller på byggepladsen. De var meget i drift. De drøftede løbende, om det var rentabelt at have bilerne. Han brugte ikke bilerne privat, for eksempel til at besøge venner og bekendte. Han havde ikke private ærinder i Y6-by ud over at hente mad, når han alligevel kom forbi en butik. De kørte enkelte gange hjem i bilerne. Her er de alle tre blevet brugt. Når der var brug for et autoriseret værksted, blev Ford [red. mærke fjernet] personbilen serviceret ved Ford i Y2-by. Ford [red. mærke fjernet] personbilen har de enkelte gange brugt i Jylland, herunder til et projekt i Y8-by. Her brugte NM den mellem Y2-by og Y8-by. De har ikke brugt den til at køre til og fra arbejde. Her kørte de i As private bil. Han og hustruen, LP, udskiftede på et tidspunkt LPs Mercedes ML med en Ford [red. mærke fjernet], der var billigere. De har brugt bilen mrk. Opel [red. mærke fjernet] i Jylland få gange i forbindelse med opgaver her. Tilsvarende med bilen mrk. Renault [red. mærke fjernet], der på et tidspunkt blev brugt til at hente et parti gulv. De havde enkelte projekter, heraf 3 lidt større, i Jylland i 2014 og 2015. Dertil kom tilbudsarbejde, men her kørte han som regel i egen bil. Der har været en del af den slags. I 2014 og 2015 var det lidt svært at få arbejde i Jylland, så der skulle afgives mange tilbud. Hvis firmaets bil var i Jylland, brugte han den til for eksempel en sag i Sønderjylland, hvor der kom en retssag ud af det. På et tidspunkt købte selskabet et lystfiskerfartøj som investeringsprojekt. Det skete i et datterselskab, og han førte tilsyn med skibet samt udførte en masse reparation og vedligeholdelse. I den forbindelse brugte han som regel den private bil.

De havde hver især et Dankort, to i alt, og besluttede at anskaffe benzinkort ved siden af. Her skulle der rent praktisk registreres en bil på hvert kort. Bilen mrk. Ford [red. mærke fjernet] var en dieselbil, men man kunne købe diesel, benzin og driftsrelaterede produkter til en hvilken som helst bil på kortet. Det kunne også bruges til broafgift. Der var ikke i virksomheden regler for, hvilke biler kortene måtte anvendes til. Ind imellem brugte han kortet til sin private bil, hvis han for eksempel skulle til møde i Y9-by. Så tankede han sin egen bil med firmaets kort. Det var ok med LM. Kortet var et alternativ til kørepenge, som han ikke kunne få. En gammel kassebil var for ukomfortabel at køre rundt i hele ugen.

De aftalte ved stiftelsen, at lønniveauet skulle holdes på et absolut minimum for at få penge i kassen. Selv fik han 20.000 kr. om måneden i løn. De overnattede på B&B i begyndelsen, men det blev for dyrt. Det kostede penge at gå på arbejde, så de blev enige om, at han skulle have kost og logi efter statens takster. Han accepterede lønnen i forventning om at skabe et overskud i selskabet.

De håndskrevne bilag lavede han hver måned ud fra sine notater. Når måneden var omme, afleverede han dem til LP, som kørte virksomhedens løn. Hun tastede ind ud fra bilagene. LM havde en fast månedsløn og tilsvarende med PB, mens han var ansat. Når lønsedlerne kom tilbage, blev de hæftet ved arbejdssedlerne og køresedlerne. Alle blev afleveret ved LM, som gav dem videre til revisor, der bogførte. Det var i starten en anden revisor end WL.

LM afstemte konti, men bogførte ikke, og A går ud fra, at kørselsregnskaberne også blev kontrolleret. LM var ret økonomisk.

Foreholdt ekstraktens side 116 har A forklaret, at der på denne side ingen hævninger er på Sjælland, for da havde de ikke aftalen med skattefri godtgørelse. Den model trådte først i kraft fra tredje måned. G5 082 er G5 på Y10-vej. Her var han flere gange. Han var også i G4 på Sjælland. Kontooversigten viser mange dagligvareindkøb på Sjælland, men han betaler helst kontant, så mange indkøb er ikke med. Datoerne er ifølge banken ikke nødvendigvis helt korrekte, for det afhænger af butikkernes håndtering af betalinger, hvornår beløbet trækkes. Tilsvarende er der på ekstraktens side 209 ff. hævninger i 2015.

NM eller PB var stort set altid med, når han kørte mellem Y2-by og Sjælland. De kørte i en af hans private biler. Det virker derfor helt urimeligt, at han ikke skal have samme fradrag som NM. Han har aldrig haft fri bil. Det fremgår ikke af nogen kontrakter, og LM har heller ikke decideret forbudt ham at bruge bilerne privat, men de var firmaets biler og er kun købt på hvide plader, fordi det var billigst.

Tillægsekstraktens side 12 er et eksempel på et bilag og viser, hvornår han rejste fra Y2-by, og hvornår han kom hjem igen. På hjemrejsedagen er tiden angivet i timer. Nogle gange kørte de først hjemmefra mandag morgen. De plejede også at skrive tidspunkt for afrejse, men det tidspunkt mangler i en del tilfælde. Han boede hos en ven, SN, når han var på Sjælland. Han fik lov til at sove i hans sommerhus. Han kørte i sin egen bil mellem sommerhuset og firmaets adresse i Y4-by. Han lavede selv mad for at spare.

Varevognen Renault [red. mærke fjernet] er registreret til blandet erhverv og privat. Den blev købt på papegøjeplader for 25.000 kr. af et konkursbo. De havde da ofte talt om den høje benyttelsesafgift på genbrugspladserne, og de besluttede ikke at omregistrere bilen for derved at spare benyttelsesafgiften.

De brugte oftest en mekaniker på Sjælland, SM, for han var god til gamle biler og billig, men var der noget mere avanceret, som krævede pc, kom bilen mrk. Ford [red. mærke fjernet] på værksted på Y2-by.

Han benyttede kun i meget begrænset omfang firmaets benzinkort privat. Kun han og NM vidste, hvor kortene var, og de brugte dem til firmaets biler. Han ved ikke, hvorfor revisor tidligere har sagt, at benzinkortene ikke blev brugt meget, for det blev de. LM ville ikke give kørepenge, så derfor blev benzinkortet brugt, når A brugte sin private bil erhvervsmæssig.

LM fik alle bilag over, når LP havde indtastet dem. Det burde have været håndteret anderledes. LM underskrev As bilag. Det er korrekt, at A har underskrevet for NM på et af hans bilag. NM havde ikke fået det afleveret, da der skulle køres løn, og A lavede det derfor for ham. LM var ikke inddraget, for han sad langt væk. NMs egen seddel ligger på hans ekstrakt side 96. LP kontrollerede ikke bilag, men indtastede kun. På pladserne var LM til stede for at føre tilsyn med byggerierne, både dem i dette selskab og byggerier i andre af hans selskaber. På en typisk 4 dages uge ville han komme forbi 3 gange á 15-20 minutter.

NM har forklaret, at han blev ansat den 1. april 2014. Han kom i skånejob som alt mulig mand og var der i resten af 2014 og 2015. Han boede på Y2-by og kørte sammen med A på arbejde. A var i Y6-by i samme omfang som ham selv og lagde bil til, for firmabilen var for ringe til den lange tur. De kørte ikke i nogen af de tre biler. Han sørgede selv for sin mad, men fik logitillæg. Der måtte være en lille gulerod. Ekstraktens side 92 er et godt eksempel på hans regnskaber. Der mangler datoer, men ingen påtalte det. Med materialet i tillægsekstrakten er der i vidt omfang fremlagt bilag til alle lønsedler, men der mangler dog enkelte.

Han overnattede på B&B, og hvad han ellers kunne finde. Han havde ikke et fast sted. Firmaet stillede en brobizz til rådighed for ham. Han købte mad, men det kan ikke ses på hans konto, for han købte kontant.

Han førte en månedsseddel, for eksempel ekstraktens side 101, og udfyldte rejsesedlen ud fra den, hvorefter han afleverede den til A eller LP. Derefter foretog han sig ikke mere. De angivne tidspunkter er de reelle tidspunkter. Der er fremlagt 16 ugesedler. Foreholdt at der er et vist overlap, når man ser på ugerne, forklarede han, at det drejer sig om sedler vedrørende forskellige år. Man kan ikke umiddelbart se på sedlerne, hvilket år de vedrører, men sammenholdt med lønsedlerne kan man se det.

LM har forklaret, at han drev virksomhed sammen med A i 2014 og 2015. De havde sammen et selskab, hvor de byggede dobbelthuse. Vidnet kom med arbejdsopgaverne og sad mest på kontoret. Han havde selv et andet selskab, som gav en del entrepriser til G1. A havde styr på selve arbejdets udførelse, bestilte varer hjem og stod for byggepladserne. Vidnet stod for betalingerne.

Løn foregik på den måde, at en bogholder, LP, lavede løn til A, NM og ham selv. Hun anvendte et lønsystem og afleverede alle bilag til vidnet, der afstemte og så, at alt så rigtigt ud. Derefter afleverede vidnet bilagene til revisor.

Vidnet tjekkede, at folkene var på arbejde. A og NM var nødt til at være der mandag til torsdag, for at arbejdet kunne udføres, og vidnet havde kontakt til dem flere gange om dagen, både fysisk og telefonisk. Vidnet håndterede murerdelen, da han er uddannet murer. De skulle helst have gang i 3 huse samtidig, så A og NM skulle gerne bevæge sig rundt. Der var rigeligt at se til. Eksterne, blandt andet NB, har revet huse ned for dem. NB stod mest for miljøscreening. Han har aldrig haft indtryk af, at NM og A ikke var på Sjælland, og noget sådant ville han helt sikkert have opdaget. Han har aldrig stået og manglet dem. Han har set deres bilag. De kom i charteks. Revisor stod for bogholderiet. De skiftede på et tidspunkt revisor. Han husker ikke hvornår.

De havde tre biler, men det var gamle skrotkasser. Der blev også handlet biler. A, NM og underleverandører brugte dem. Ingen måtte bruge dem privat. De stod på Y3-adresse og forlod aldrig Sjælland. Det gav ingen mening at lade A og NM køre hjem i dem. En Renault [red. mærke fjernet] kører 7 km på literen, og As egen bil kørte 25 km på literen. A skulle selv betale for brændstof.

Der skulle flyttes affald fra mange huse, og en Renault [red. mærke fjernet] er halvhøj med 12,5 m3 bagagerum, så den var velegnet til at køre affald på genbrugspladsen med. Det kunne der spares høje afgifter ved. De fandt ud af det, da de havde købt en bil på papegøjeplader. De valgte derfor at beholde de plader.

Han kunne via dialogen konstatere, at A var på pladserne. Selv kom han også meget på pladserne i de år. Han stod for murerdelen og lavede også en del arbejde selv for at spare penge.

Brobizz blev betalt af selskabet. De ansatte måtte ikke bruge benzinkortene privat, men det kunne godt give mening, hvis der var opgaver i Jylland. A skulle desuden tage sig af et stort skib i Jylland. Det ville være fornuftigt og acceptabelt, at han bruge firmaets kort til kørslen derop. Der var også en del byggeopgaver, som A kørte til i egen bil. Han fik ikke kilometerpenge og brugte derfor nok benzinkortet.

Ugesedlerne vidste vidnet dengang ikke, at han skulle underskrive. Han modtog alle bilag med kørsel og overlod dem til revisor. Han forventede, at revisor ville sige til, hvis der manglede noget. Han var ikke interesseret i at lade selskabet udbetale mere end nødvendigt.

WL har forklaret, at han har været revisor for selskabet. Han har udarbejdet dets regnskaber fra 2014 til 2019.

Proceduren var sådan, at LP lavede lønbogholderiet, som vidnet fik elektronisk adgang til. Alt andet blev afleveret i papirbilag af LM eller eventuelt A. LM havde samlet det hele i et ringbind. Han havde reelt ingen kontrolfunktion, dog muligvis ved betalinger i banken.

Da henvendelsen kom fra Skat, besvarede vidnet den og afleverede alle bilag til Skat i Y11-by. Der var rimeligt styr på omkostningerne, så som benzin, brobizz og bilreparationer. Skattefri rejsegodtgørelse blev udbetalt via lønnen hver måned. Vidnet så ikke på de underliggende bilag. Han kunne konstatere, at der var kontinuitet i forhold til den tidligere revisors tid. De ansatte fik udbetalt kostpenge og måtte selv bestemme, hvordan de brugte dem.

Der har aldrig været aftaler om, at A havde fri bil. Vidnet drøftede det med Skat, som havde konstateret, at benzinkort var anvendt i Jylland, og derfor mente de, at bilen også var der. Vidnet var ikke selv i bilen, men konklusionen var ikke utvivlsomt rigtig. Han bad Skat indhente oplysninger fra brobizz, hvor det ville kunne afklares, hvilken bil der kørte over, men det ville de ikke. Vidnet kunne ikke selv få de oplysninger. Vidnet ved ikke, hvilke biler NM og A har kørt i mellem Y2-by og Sjælland. Han har kun set dem i firmabiler på Sjælland.

Han ved, at medarbejderne brugte selskabets benzinkort til at tanke deres private biler. Der blev tanket diesel i Jylland, og det kunne kun være sket på As dieselbil. Det kom han efterfølgende til at betale for som skattepligtig indkomst. Foreholdt mail af 4. september 2017 forklarede vidnet, at udtalelsen "meget begrænset omfang" fremkom i forbindelse med den ompostering.

Han husker ikke detaljerne for de enkelte biler, men bilen Opel [red. mærke fjernet] må være den, der blev brugt allermest. Der kunne være 4-5 personer i den.

NB har forklaret, at han kender A og NM fra byggepladser, og de har desuden en fælles relation til LM. Han har været ude sammen med A for at kigge på forholdene. Vidnet har lavet miljøundersøgelser og nedrivning. Han startede på pladserne og har også af og til lavet den sidste rengøring før aflevering. Det gav ikke meget kontakt med A, men de har flere gange talt sammen og har været samtidig på byggepladser. De så ikke hinanden så tit.

A kørte i en bil magen til vidnets bortset fra årgangen, en personbil mrk. Mercedes. Han kørte dog oftest i en stor kassebil, en [red. mærke fjernet] eller en [red. mærke fjernet]. Vidnet har en enkelt gang hentet noget på Y3-adresse, og da holdt As private bil der. Han er stødt på A en enkelt gang i Nordsjælland, hvor han holdt med en havareret bil, men ellers sås de ikke privat. Den dag kørte A vist nok i sin Mercedes. I 2014 og 2015 ved han, at NM og A overnattede i Y6-by mandag til torsdag. Sådan plejer det at være, når jyder arbejder på Sjælland.

SM har forklaret, at han kender G1. Han har repareret deres firmabiler, vist nok også i 2014 og 2015. De ringede en gang om måneden eller hver anden, når en bil skulle ordnes. Det foregik helt sædvanligt, og de fik lavet service og udskiftninger. Der var tale om en Ford og en Renault [red. mærke fjernet]. Måske var der også en Mercedes. Han ordnede også As private bil, men husker ikke hvornår det var. Bilerne blev afleveret af NM og få gange af A. Det skete som regel op til en weekend, men det var forskelligt. Han ved ikke, om de opholdt sig på Sjælland i hverdagene, for relationen var ikke privat. Eftersynene fandt sted på Y12-adresse, Y13-by, hvor vidnet dengang havde værksted.

LP har forklaret, at hun er As hustru. NM kender hun gennem mange år fra lokalområdet og ansættelsen.

Hun har hjulpet A med at skrive tilbud, og hun tastede løn ind. Det betød, at hun fik nogle sedler med timeantal, logi og kost fra A og NM. NM var timelønnet, og A fik fast løn. Hun tastede de tal ind, hun fik udleveret. Hun fik en skematisk opstilling af tal, som A og NM havde udfyldt. Hun vidste, hvornår A tog hjemmefra og kom hjem, men ellers kunne hun ikke kontrollere noget. Det er sedlerne, som er fremlagt i tillægsekstrakten. Hun havde ikke til opgave at tjekke As afgang og hjemkomst. Hun ville have reageret, hvis der var ført dage på, hvor han ikke var væk. Hun erindrer ikke at have set den slags.

Processen var sådan, at omkring den 20. mindede hun NM og A om at aflevere bilag, og derefter tastede hun lønnen. Efter et døgn kom lønsedlerne, og hun klipsede dem sammen med skemaerne, hvorefter hun lavede kopier til sig selv og til NM. Originalerne fik LM. Pengene blev automatisk udbetalt via pbs.

Hun ved ikke, om LM kontrollerede udbetalingerne, men han samlede bilagene og sendte dem videre til revisor.

A var i 2014 og 2015 fast væk fra søndag til torsdag. Han kom aldrig hjem midt på ugen. Han kørte i en af deres private biler. Hun kan ikke forestille sig, at hun har set nogen af firmabilerne på Y2-by. Hun og A har altid haft mere end 1 bil. Hun havde en bil selv. Hun har aldrig kørt i nogen af selskabets biler, og A har heller ikke brugt dem privat.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Til støtte for sagsøgers påstande, gøres det gældende vedr. befordringsfradrag i 2014 og 2015 på hhv. kr. 75.348 os kr. 73.554,

at sagsøger - ubestridt - har haft fast bopæl på adressen, Y14-adresse, Y2-by i 2014 og 2015,

at sagsøger - ubestridt - har været ansat i firmaet G1 ApS, med hjemadresse, Y15-adresse,Y16-by i 2014 og 2015, at sagsøger i nævnte periode er mødt ind på arbejdsgivers lager/værksted, Y3-adresse, Y4-by,

at han derfra har kørt ud til de arbejdspladser, hvor arbejdsgiver havde projekter i gang,

at sagsøger - på samme måde - som mange andre håndværkere fra Jylland, der arbejder i Y6-bysområdet - kører hjemmefra søndag eftermiddag og er tilbage på sin faste bopæl, torsdag eftermiddag i samme uge,

at Ligningslovens § 9C, giver mulighed for, at sagsøger har fradrag for "befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads,"

at afstanden i flg. Krak, mellem hjem-adressen og arbejdspladsen, Y3-adresse, Y4-by på 393 km. og til arbejdsgivers adresse, Y15-adresse, Y16-by er på 401 km.,

at denne afstand berettiger til et befordringsfradrag, beregnet på grundlag af enten 786 km. eller 802 km. pr. uge, alt afhængig af om selskabets lager-adresse eller selskabets hjemadresse vælges som "arbejdsplads" - af praktiske grunde, har sagsøgte medtaget den mindste afstand,

at fradragsbeløbene på kr. 150.696 og kr. 131.394, for hhv. 2014 og 2015, er under sagsforberedelsen nedsat til hhv. kr. 75.348 og kr. 73.554, og som kan specificeres således:

2014, jf. bilag J side 3: 46 kørsler tur/retur pr. uge å 796 km minus 24 km. = 772 km. pr. tur/retur. svarende og opgjort til kr. 75.348,

2015, jf. bilag K side 3: 46 kørsler tur/retur pr. uge å 796 km. minus 24 km. = 772 km. pr. tur/retur, svarende og opgjort til 73.554,

at der fra sagsøgtes side ikke er gjort indsigelser mod beløbenes størrelse,

at der ikke er grundlag for - som anført af SKAT - at gå ud fra, at sagsøger ikke har haft den omhandlede beskæftigelse på nævnte adresse, som har været hans udgangspunkt for udførelse af arbejde for arbejdsgiver

at det er åbenbart, at sagsøger har kørt de anførte kilometre for at passe sit arbejde for arbejdsgiveren,

at SKAT ikke har anført noget, der kunne være anledning til at sætte tvivl ved, hvorvidt kørslerne faktisk har fundet sted,

at flere vidner kan bekræfte, at sagsøger har arbejdet i Y6-by i 2014 og 2015 og at han har kørt frem og tilbage som anført ovenfor, at dette bl.a. kan bekræftes af med-sagsøger og kollega, NM, idet sagsøgerne i alt overvejende omfang er kørt i samme bil - sagsøgers bil - til Y6-by og retur,

at medsagsøger, NM, har fået godkendt befordring - til og fra arbejde - og da de har haft fælles befordring, bør SKAT også godkende, at der har været tale om en faktisk kørsel, der berettiger til fradrag - der henvises til den med nærværende sambehandlede sag,

at flere af de øvrige vidner, der er indkaldt til hovedforhandlingen, kan bekræfte ovennævnte og at sagsøger har opholdt sig i Y6-bysområdet,

at der ikke er tale om daglige kørsler, men alene ugentlige, at sagsøgtes henvisning til dommen, refereret i UfR 2004.1516H, hvor der var fradraget for en daglig kørsel på 698 km - modsat i nærværende sag, hvor kørslen udgør ca. 800 km. pr. uge,

at der således ikke er grundlag for at mene. at der i nærværende sag er tale om ekstraordinært lange afstande - henset til. at der ikke er tale om daglige kørsler, men ugentlige - og at mange håndværkere fra Jylland på samme måde arbejder i Y6-by, at der ikke er grundlag for at afvise fradrag, uanset om sagsøger er kørt til den adresse, som selskabet har, Y15-adresse, Y16-by eller til selskabets lejede lokaler på Y3-adresse, Y4-by, hvorfra det faktiske arbejde i selskabet udøves.

Til støtte for sagsøgers påstande, vedr. sagsøgtes påstand om beskatning af fri bil i 2014 og 2015 med hhv. kr. 44.950 og kr. 45.310, gøres det gældende,

at sagsøger ikke har haft fri bil til rådighed - hverken faktisk eller teoretisk og

at det ej heller fremgår af ansættelseskontrakten,

at det afvises, at selskabets biler, har været anvendt til privat transport til og fra arbejdsstedet,

at selskabets 3 biler alene har været anvendt af selskabets ansatte til brug for arbejde i selskabets regi,

at selskabets underentreprenører også har anvendt bilerne, at bilernes stand - arbejdsbiler med maling m.v. - i sig selv taler for at de ikke kunne anvendes til privat brug,

at disse biler ikke har været anvendt af sagsøger til privat befordring, at sagsøger havde egen / privat bil til rådighed, når han opholdt sig i Y6-by for at arbejde - idet han netop befordrede sig til og fra Y6-by i denne bil,

at sagsøgte på ingen måde har kunnet fremkomme med beviser / indicier for, at sagsøger har anvendt én eller flere af selskabets biler til privat befordring,

at registreringen af bilen, mrk. Renault [red. mærke fjernet], til "godstransport privat/erhverv" alene skyldes, at det derved var lettere at komme af med bygningsaffald på kommunernes affalds-/genbrugsstatiener,

at dommen refereret i UfR. 2009.1202H ikke kan anvendes til støtte for sagsøgtes påstand i nærværende sag, idet bilen i den refererede sag, stod på skatteyders private bopæl - hvilket klart ikke er tilfældet i nærværende sag, hvor bilen har stået på adressen, som selskabet havde lejet - Y3-adresse, Y4-by - hvor sagsøger ikke boede,

at brugen af selskabets 2 benzinkort udenfor Y6-bysområdet og/eller på Y2-by, på ingen måde er dokumentation for, at sagsøger har haft fri bil til rådighed. benzin-/dieselkort kan være anvendt af sagsøger til køb af diesel til egen bil, hvis der har været arbejdsrelateret kørsel m.v. Selskabets biler kan også have været udenfor Y6-by, derunder i Jylland for udførelse af arbejdsmæssige opgaver for selskabet,

at sagsøgtes henvisning til dommen, refereret i UfR 2000.329H - som i øvrigt var en 3-2-afgørelse - ikke kan anvendes i nærværende sag, da den omhandlede bil i den refererede sag stod på skatteyders bopæl, hvilket klart ikke er tilfældet i nærværende sag. Højesterets-dommen forudsætter tillige at SKAT må underbygge en evt. formodning om, at skatteyder anvende en bil privat - og dét er ikke sket i nærværende sag,

at sagsøgers husstand i 2014 disponerede over følgende biler:

A, jf. bilag J: Mercedes [red. mærke fjernet] E

LP - ægtefælle, jf. bilag 23: Mercedes [red. mærke fjernet] ML

og i 2015 disponerede husstanden over følgende biler:

A, j f. bilag K Mercedes [red. mærke fjernet] E

LP - ægtefælle, jf. bilag 9: Mercedes [red. mærke fjernet] ML - udskiftet til Ford [red. mærke fjernet] pr. 17.2.2015

hvorfor der ikke har været behov for flere biler,

at sagsøgtes overvejelser angående omfanget af kørte kilometer i de enkelte biler ikke kan støtte sagsøgtes synspunkter:

- der vil årligt blive kørt 46 gange til/fra Y6-by, svarende til 46 x 787 km, svarende til 36.202 km. pr. år.

Vedr. sagsøgers bil, mrk. Mercedes E er der registreret følgende kilometer:

- 10.9.2013Jf. bilag I side l: Kørt 504.000 km.

- 2.9.2015 Jf. bilag I side 3: Kørt 559.000 km.

- 19.9.2016 Jf. bilag I side 4: Kørt 593.861 km.

Vedr. sagsøgers bil, mrk. Ford [red. mærke fjernet], er der registreret følgende kilometrer:

- 19.2.2013, jf. nyt bilag 26: Kørt 270.000 km.- 19.1.2017 Jf. bilag 26: Kørt 360.000 km.

Vedr. sagsøgers ægtefælles bil, mrk. Mercedes ML, er der registreret følgende:

- 22.4.2013, jf. bilag 25: Kørt 339.000 km.- 26.2.2015 Jf. bilag 25: Kørt 379.000 km.

at ovennævnte faktiske kørte kilometer viser, at der er rigelig "plads" til såvel kørsel til Y6-by som til privat kørsel for sagsøgers familie.

Til støtte for sagsøgers påstande vedr. skattefri rejsegodtgørelse, gøres det gældende,

at sagsøger klart opfylder betingelserne for at kunne modtage skattefri rejsegodtgørelse i henhold til Ligningslovens § 9 stk. 4, 2. pkt.,

at dette også var tilfældet for år 2014 - med kr. 114.698,

at sagsøger således berettiget har modtaget ovennævnte beløb som skattefri rejsegodtgørelse,

at afstanden mellem arbejde og bopæl nødvendiggør, at sagsøger ikke har mulighed for at overnatte på hans sædvanlige bopæl,

at sagsøgers fradrag er beregnet på grundlag af de godkendte takster, at sagsøgte ej heller har gjort indsigelser mod beløbets størrelse,

at arbejdsgiver har foretaget den nødvendige og tilstrækkelige kontrol - kørsel til Y6-by om søndagen og tilbage igen til Y2-by om torsdagen i samme uge,

at det overordnet alene er dagene i perioden mellem kørslen til Y6-by (om søndagen) og hjemkørslen om torsdagen, der giver anledning til betaling af skattefri rejsegodtgørelse,

at det alene er disse 2 kørsler, der søges fradrag for - og på ingen måde i relation til kørsler foretaget i Y6-by,

at sagens bilag A, viser at der er ført den nødvendige kontrol, idet andre end sagsøger har stået for udbetaling af denne skattefrie rejsegodtgørelse,

at sagsøgte på ingen måde har sandsynliggjort, at sagsøger ikke har opholdt sig i Y6-by - langt væk fra egen bopæl - de anførte antal dage,

at den udbetalte rejsegodtgørelse derfor skal godkendes som skattefri, at den til sagsøger udbetalte skattefrie rejsegodtgørelse, såvel omfatter kost som logi - henholdsvis med kr. 464 for kost pr. døgn og logi-satsen på 199 pr. dag. Dertil kommer kr. 19,33 pr. påbegyndt time på hjemrejse-dagen, j f. det anførte på bilagene i bilag A,

at bilag A angiver rejsetiderne - og stederne (hovedsagelig selskabets lager-adresse),

at disse beløb sat i forhold til antal dage i Y6-by, svarer til kr. 114.698,

at bekendtgørelsens betingelser er opfyldt, specielt henset til de konkrete forhold i sagen,

at den konkrete kontrol vil blive belyst ved vidneførslen, hvortil bemærkes, at denne kontrol i det alt væsentlige kan begrænses til, om han møder på arbejde i Y4-by,

at årsagen til, at sagsøger, A, har modtaget mere i skattefri rejsegodtgørelse alene skyldes at han som fastlønnet modtaget såvel kost som logi (kr. 464 + kr. 199), medens kollegerne PB og medsagsøger, NM, som var timelønnede, alene modtog logi-satsen på kr. 199.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

ANBRINGENDER

Rejsegodtgørelse

Det gøres overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at han opfylder betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i indkomståret 2015, hvorfor A skal beskattes af den til ham i 2015 udbetalte rejsegodtgørelse på i alt 114.698 kr. som sket.

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt., at godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen.

Det følger dog af ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt., at godtgørelser for rejseudgifter mv. omfattet af ligningslovens § 9 A ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningsloven § 9 A, stk. 1, at godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger de satser, der er fastsat i stk. 2. Det fremgår af § 9, stk. 4, 4. pkt., at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administrationen af godtgørelsesreglerne.

Ministeren har i medfør af denne bemyndigelsesbestemmelse udstedt bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., at arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige rejse skal indeholde:

"1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

2) Rejsens erhvervsmæssige formål.

3) Rejsens start- og sluttidspunkt.

4) Rejsens mål med eventuelle delmål.

5) De anvendte satser.

6) Beregning af rejsegodtgørelsen."

Udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er betinget af, at arbejdsgiveren inden udbetalingen har ført fornøden kontrol med, at betingelserne for udbetaling af beløbet som skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, herunder bl.a. start- og sluttidspunkt for rejsen, jf. § bekendtgørelsens § 1, stk. 1, samt U.2007.1526 H og U.2009.2423 H. Det følger af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, at der - som forudsætning for arbejdsgiverkontrollen - skal foreligge bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige rejse, som skal indeholde de i bestemmelsen angivne oplysninger.

Det påhviler A at godtgøre, at hans arbejdsgiver, G1 ApS, har ført fornøden kontrol med, at betingelserne for udbetaling af de til ham udbetalte beløb som skattefri rejse-godtgørelse er opfyldt. As bevisbyrde er skærpet som følge af, at han og selskabet var interesseforbundne i kraft af, at han var hovedanpartshaver og direktør i selskabet.

Denne bevisbyrde har han ikke løftet.

For Landsskatteretten blev der fremlagt en række bilag (bilag A) fra As arbejdsgiver vedrørende dokumentation af udbetaling af rejsegodtgørelser.

Den fremlagte dokumentation opfylder ikke de krav, der efter § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse stilles til de bogføringsbilag, som er en forudsætning for arbejdsgiverens kontrol, jf. også Landsskatterettens begrundelse (bilag 1, side 12). Blandt mange eksempler kan det bl.a. nævnes, at der i flere af bilagene ikke er angivet adresser for mål og evt. delmål for rejsen, jf. eksempelvis bilag A, side 4, 5 og 19, og at der ikke er angivet rejsens start- og sluttidspunkt, herunder årstal for rejsen, jf. eksempelvis bilag A, side 4, 7 og 9.

Da bogføringsbilagene ikke opfylder kravene i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, havde selskabet ikke mulighed for i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at kontrollere de oplysninger, der dannede grundlag for udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelse til A, jf. tilsvarende SKM2015.73.ØLR og SKM2010.778.VLR.

Dertil kommer, at der ikke ses at foreligge bogføringsbilag for det fulde udbetalte godtgørelsesbeløb, som har kunne danne grundlag for arbejdsgiverens kontrol. Det er ikke muligt at bedømme ud fra de foreliggende bogføringsbilag vedrørende udbetaling af rejsegodtgørelse (bilag A), om der foreligger bogførings-bilag for det fulde beløb på 114.698 kr., der er udbetalt som skattefri rejsegodtgørelse i indkomståret 2015, eller om der kun foreligger bogføringsbilag for en del af beløbet (og i givet fald i hvilket omfang). Det bemærkes herved, at det ikke fremgår af bogføringsbilagene, hvilke år de vedrører, at flere af bogføringsbilagene vedrører de samme ugenumre og derfor nødvendigvis må omfatte flere forskellige år, og at de i bogføringsbilagene anvendte godtgørelsessatser er dem, som var gældende for 2014 og altså ikke 2015, som denne sag angår, jf. SKM2013.884.SKAT og SKM2014.854.SKAT.

Det er endvidere ikke godtgjort, at As arbejdsgiver reelt har ført den fornødne kontrol med, om betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt. Det bemærkes herved bl.a., at en del af opgørelserne af rejsegodtgørelse, der fremgår af bilag A, ikke er underskrevet af arbejdsgiveren, selv om der er et felt med beskrivelsen "Attesteret af arbejdsgiver", og feltet "Attesteret af medarbejder" (i nogle tilfælde) er underskrevet, jf. f.eks. bilag A, side 3-6.

A har gjort gældende, at selskabet har udført fornøden kontrol med, at arbejdet blev udført, og at medarbejderne var til stede på byggepladsen og arbejdede på de anførte tidspunkter, samt at tidspunkterne også har været kontrolleret, da der har været samkørsel, jf. bilag 6, side 3, øverst.

En sådan "kontrol" er, om den måtte have fundet sted, ikke tilstrækkelig for at opfylde de krav, der stilles til arbejdsgiverens kontrol ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, jf. ovenfor og nedenfor.

Ministeriet forstår det af A anførte sådan, at han gør gældende, at han, som tegningsberettigede direktør, deltog i kørslen og arbejdet på pladserne, og at dette i sig selv skulle indebære, at selskabet må anses for at have ført tilstrækkelig (reel) kontrol med, at der var grundlag for at udbetale rejsegodtgørelse skattefrit, herunder med bl.a. start - og sluttidspunktet for rejserne.

Det forhold, at selskabets direktør deltog i kørslen og arbejdet på arbejdspladserne, udgør ikke i sig selv en tilstrækkelig kontrol med, om betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt. Arbejdsgiverens kontrol skal nemlig være udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de udbetalte godtgørelser, jf. U.2007.1526.H, og det er som nævnt en forudsætning for denne kontrol, at der foreligger kontrolbilag, som indeholder de i bekendtgørelsen § 1, stk. 2, angivne oplysninger, jf. eksempelvis SKM2015.73.ØLR, SKM2010.778.VLR, SKM2018.61.BR og SKM2019.264.BR, hvilket der som nævnt ikke gør.

Dertil kommer, at den hævdede "kontrol" under alle omstændigheder ikke i As tilfælde kan anses for at udgøre fornøden kontrol fra arbejdsgiverens side med, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, idet der er tale om en udokumenteret kontrol foretaget af A vedrørende udbetaling af skattefri godtgørelse til ham selv. Det bemærkes herved, at As bevisbyrde for, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er opfyldt, som nævnt er skærpet som følge af interesseforbindelsen mellem ham og selskabet, jf. eksempelvis SKM2015.73.ØLR og SKM2010.778.VLR, hvilket især må gælde ved udbetaling af så store godtgørelser som i denne sag, og at der - på trods af Skatteministeriets opfordring (1) i svarskriftet (s. 5) i G1 ApS' s sag - ikke er givet nogen forklaring på, hvorfor A, der som nævnt var interesseforbundet med selskabet, fik udbetalt mere end 4 gange så meget i skattefri godtgørelse som de to medarbejdere NM og PB, selv om de arbejdede næsten lige meget, og selv om NM ifølge A havde det samme rejsemønster som ham.

Fri bil

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at mindst et af G1 ApS' køretøjer har været stillet til rådighed for As private benyttelse i indkomstårene 2014 og 2015, hvorfor A er skattepligtig af værdien af fri bil i de pågældende indkomstår, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, og § 16 A, stk. 5, at en ansat eller hovedaktionær i et selskab beskattes af rådigheden over en bil, der er stillet til rådighed af selskabet til vedkommendes private benyttelse, med 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten, dog således at bilens skattepligtige værdi beregnes af mindst 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes endvidere et miljøtillæg, jf. § 16, stk. 4, 3, og 4. pkt.

Det er selve rådigheden over en bil til privat benyttelse, og ikke den faktiske benyttelse, der er skattepligtig. Det skattepligtige beløb er således uafhængigt af privatkørslens omfang, idet det skattepligtige beløb fastsættes efter den skematiske værdiansættelse i ligningslovens § 16, stk. 4.

A er kun blevet beskattet af fri bil af ét køretøj, og den skattepligtige værdi af fri bil er opgjort til det efter loven mindst mulige beløb, jf. bilag 2, side 4, øverste halvdel. Skatteministeriet skal derfor frifindes, såfremt det kan lægges til grund, at blot ét af G1 ApS' køretøjer har været til rådighed for As private benyttelse. Der er ikke tvist om den beløbsmæssige opgørelse af den skattepligtige værdi af fri bil.

Det gøres gældende, at A under de i sagen foreliggende omstændigheder har bevisbyrden for, at han ikke har haft selskabets køretøjer til rådighed for privat benyttelse, og at A ikke har løftet denne bevisbyrde. Dette støttes på følgende:

A var både hovedanpartshaver og direktør i G1 ApS. Han havde dermed betydelig indflydelse på selskabet, ligesom han og selskabet var interesseforbundne, jf. bilag B, side 2 og 5.

Selskabet har i årene 2014 og 2015 haft tre køretøjer: en Opel [red. mærke fjernet], en Ford [red. mærke fjernet] og en Renault [red. mærke fjernet], jf. bilag 1, side 2, 3. afsnit. Det må lægges til grund, at A som hovedanpartshaver og direktør i selskabet har kunnet råde over selskabets køretøjer i det daglige. Det er da heller ikke bestridt, at A faktisk kunne råde over køretøjerne, men kun om han har kunnet råde over køretøjerne til privat benyttelse.

De to første køretøjer, en Opel [red. mærke fjernet] og en Ford [red. mærke fjernet], er almindelige personbiler, der er registreret til privat personkørsel, jf. bilag C og bilag D. Køretøjerne er således velegnede til privatkørsel.

Det tredje køretøj, en Renualt [red. mærke fjernet], er registreret til "godstransport privat/erhverv", jf. bilag E, dvs. til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse, og der er betalt privatbenyttelsesafgift af køretøjet med henholdsvis 8.190 kr. og 8.795 kr. om året i 2014 og 2015, jf. bilag F. Privatbenyttelsesafgift er en tillægsafgift, der betales årligt efter vægtafgiftslovens § 2 a for visse køretøjer, der anvendes helt eller delvist privat. Baggrunden for, at der er betalt privatbenyttelsesafgift, er, at A har anmeldt over for SKAT, at køretøjet skulle anvendes både privat og erhvervsmæssigt, jf. anmeldelsesblanket vedrørende køretøjet (bilag O), som er underskrevet af A.

At køretøjet er registreret til både privat og erhvervsmæssig brug, og der er betalt privatbenyttelsesafgift, er en klar indikation for, at køretøjet har været benyttet til privatkørsel. Det følger da også af fast retspraksis, at der i en sådan situation er en formodning for, at køretøjet stod til rådighed for privat anvendelse, jf. SKM2020.495.VLR, SKM2018.337.VLR og SKM2018.40.VLR.

Der er på denne baggrund en formodning for, at selskabets køretøjer - eller i hvert fald ét af køretøjerne - stod til rådighed for As private benyttelse.

Når der er etableret en formodning for, at et køretøj har stået til rådighed for privat benyttelse, påhviler det A at afkræfte denne formodning ved at føre bevis for, at køretøjet ikke har stået til rådighed for ham for privat benyttelse. A har ikke løftet denne bevisbyrde.

Det følger af retspraksis, at en sådan formodning i realiteten kun kan afkræftes ved, at der udarbejdes et korrekt og fyldestgørende kørselsregnskab, som viser, at køretøjet ikke har været anvendt til privat kørsel, jf. U.2009.1202H og eksempelvis SKM2012.464.ØLR.

Der er ikke ført kørselsregnskab for selskabets køretøjer, og A har dermed ikke afkræftet formodningen for rådighed til privat benyttelse. Allerede på den baggrund skal Skatteministeriet frifindes for As påstand vedrørende fri bil.

Dertil kommer, at der ikke foreligger en fraskrivelseserklæring fra A eller en aftale mellem selskabet og A om, at køretøjerne ikke må benyttes til privat kørsel, hvilket efter praksis tillægges betydning ved bedømmelsen af, om en formodning for rådighed til privat benyttelse er afkræftet, jf. f.eks. SKM2014.426.ØLR og SKM2005.103.ØLR.

Endvidere foreligger der faktiske oplysninger, som bestyrker formodningen om, at A har anvendt selskabets køretøjer til privat kørsel:

Selskabet har haft benzinkort, som ofte er blevet brugt til at tanke benzin eller diesel i både Jylland og på Fyn, herunder på Y2-by, dvs. tæt på As bopæl og langt fra selskabets adresse i Y4-by, hvor bilerne ifølge A har holdt parkeret, jf. kontoudtog fra G6 og G7 vedrørende selskabets benzinkort (bilag H) samt opgørelse over benzintankninger i 2015 (bilag G), som er udarbejdet af SKAT på baggrund af kontoudtogene i bilag H. Tankningerne på Y2-bys Y2-by sker ofte på de dage, hvor A efter sine egne oplysninger rejste ud fra Y2-by henholdsvis hjem til Y2-by (søndag og torsdag), eller på dage, hvor A efter sine egne oplysninger ikke arbejdede (fredag og lørdag) og derfor antageligt har været hjemme på Y2-by. Disse oplysninger understøtter, at selskabets køretøjer er blevet benyttet privat af A.

Det bestrides som udokumenteret, at selskabets benzinkort som hævdet af A er blevet anvendt af selskabets medarbejdere til tankning af medarbejdernes egne biler, og at tankningerne i Jylland og Fyn, herunder særligt på Y2-by, dermed udelukkende vedrører medarbejdernes egne biler. Det er selskabets benzinkort, og derfor er der også en formodning for, at benzinkortene er blevet anvendt til tankning af selskabets køretøjer. As forklaring om, at selskabet har lagt ud for medarbejdernes køb af benzin og diesel (bilag 6, side 5, tredjesidste afsnit), er ikke understøttet af dokumentation for, at selskabet af medarbejderne er blevet refunderet for medarbejdernes tankninger ved brug af selskabets kort.

Endvidere hænger en forklaring om, at alle tankningerne med selskabets benzinkort vedrører medarbejdernes egne biler, ikke sammen med, at revisor oplyste til SKAT, at selskabets benzinkort kun "i et meget begrænset omfang" har været anvendt til tankning af medarbejdernes private biler, jf. bilag N. Det bemærkes herved, at selskabets benzinkort i f.eks. 2015 er blevet anvendt hele 31 gange på Y2-bys Y2-by og et endnu større antal gange på tankstationer i Jylland og på Fyn langt fra selskabets adresse i Y4-by, men på ruten mellem As hjemadresse og selskabets adresse.

Selskabet har både køretøjer, der kører på diesel, og et køretøj, der kører på benzin. Det beviser derfor ikke noget i sig selv, at benzinkortene er blevet anvendt til både køb af diesel og benzin.

Det forhold, at selskabet i årene 2014 og 2015 kun havde 2-4 medarbejdere, jf. oplysninger i CVR (bilag B, side 6), samtidig med at selskabet rådede over hele 3 køretøjer, er også med til at bestyrke formodningen for, at køretøjerne har stået til rådighed for privat anvendelse.

Det af A i øvrigt anførte kan ikke føre til andet resultat, idet følgende bemærkes herom:

As udlægning af gældende ret i bilag 6, side 4, nederste halvdel, er ikke korrekt. Det følger således ikke af retspraksis, herunder SKM2014.504.HR som han henviser til, at blot fordi køretøjet ikke beviseligt har befundet sig på hovedaktionærens private adresse, så påhviler der skattemyndighederne en (skærpet) bevisbyrde for at godtgøre, at der er grundlag for at beskatte hovedaktionæren af værdien af fri bil.

As forklaring om, at firmaets Renualt [red. mærke fjernet] blev købt og registreret til blandet anvendelse bl.a. som følge af et ønske om at kunne aflevere bygningsaffald på genbrugsstationen, at kunne holde ind til en bager eller lignende på vejen, samt for at kunne bruge køretøjet til værktøjsopmagasinering (jf. processkrift af 31. august 2020, side 2, samt selskabets replik, side 2), er ikke en meningsfuld og antagelig begrundelse for, hvorfor køretøjet er registreret til delvist privat brug, og hvorfor der er betalt privatbenyttelsesafgift.

At selskabets anskaffelse af den omhandlede Renault [red. mærke fjernet] muligvis (også) havde en erhvervsmæssig begrundelse, kan ikke afkræfte den etablerede formodning for, at bilen stod til rådighed for privat benyttelse, jf. eksempelvis U.2000.329H, der drejede sig om en varevogn, der var indrettet som gardinbus, og som var ejet af et selskab, der drev virksomhed med salg og montering af gardiner.

I As processkrift af 31. august 2020, side 2 nederst, anfører han, at Opel [red. mærke fjernet]en blev købt som "malerbil", der skulle tjene som transport rundt til forskellige opgaver. Denne forklaring godtgør hverken, at køretøjet skulle være uegnet til privatkørsel, eller at køretøjet ikke stod til As private rådighed.

I samme processkrift anfører han også, at G1 ApS' køretøjer også blev brugt af et murerfirma. Dette forhold er udokumenteret, og selv hvis køretøjerne eventuelt måtte være blevet brugt af begge firmaer, ændrer det ikke ved formodningen om, at A under de foreliggende omstændigheder og som hovedanpartshaver og direktør i G1 ApS, som ejede køretøjerne, har haft rådighed over køretøjerne til privat benyttelse.

Det bestrides, at SKATs afgørelse hviler på et fejlagtigt grundlag, jf. det anførte i selskabets replik, side 2 nederst - side 3 øverst, hvor A anfører, at SKAT har truffet afgørelse på et forkert faktuelt grundlag, idet nogle fremsendte værkstedsregninger ifølge A vedrørte hans private biler og ikke selskabets biler. Det er Landsskatterettens afgørelse, der er til prøvelse, og det fremgår ikke af Landsskatterettens afgørelse, at Landsskatteretten har lagt vægt på de pågældende værkstedsregninger.

Heller ikke oplysningerne i sagen om private biler i As husstand kan føre til et andet resultat:

Det følger af højesteretspraksis, at det forhold, at der var private biler i As husstand, som han har kunnet bruge til privat kørsel, ikke er tilstrækkeligt til at afkræfte formodningen for privat rådighed over selskabets køretøjer, jf. eksempelvis SKM2009.239.HR og SKM2005.138.HR.

Men selv bortset herfra, er de oplysninger, som foreligger om private biler i As husstand, under alle omstændigheder ikke egnet til at bevise, at A alene skulle have kørt i husstandens private biler - nærmere tværtimod:

A har forklaret, at han har kørt frem og tilbage mellem sin bopæl i Y2-by og G1 ApS' adresse i Y4-by (samlet afstand på 787 km.) i 46 uger om året, hvilket svarer til en samlet kørsel på 36.202 km. om året. Det er væsentligt flere kilometer, end der er kørt i As Mercedes, som var den eneste bil, han ejede i 2014, jf. bilag J, side 4. Den pågældende Mercedes [red. mærke fjernet] har i de omhandlede år i gennemsnit kørt ca. 28.000 km om året (jf. bilag 1, s. 2, og As processkrift af 31. august 2020, side 1, midt for), som udover den nævnte kørsel frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads altså også skulle dække As private kørsel i øvrigt.

Differencen mellem 36.202 km og 28.000 km kan ikke forklares med, at kørslen til dels også er sket i NMs Mitshubitshi [red. mærke fjernet]. For det første erhvervede NM først den pågældende Mitshubitshi den 4. juli 2014, hvilket også stemmer med oplysningen om, at det oftest var A, der lagde bil til kørslen, jf. bilag 6, side 3. For det andet støttes det ikke af As egne oplysninger om antal kørte kilometer i den pågældende Mitshubisthi, som også skal dække NMs private kørsel i øvrigt, jf. bilag 6, side 4, femte afsnit.

Hvad angår den Mercedes varevogn, som As hustru ejede i 2014, jf. bilag 9. side 2, må det antages, at hun selv har haft brug for at bruge køretøjet, hvilket ikke har været en mulighed, såfremt køretøjet har været væk fra søndag til torsdag, fordi A har brugt det til at køre frem og tilbage mellem sin bopæl og selskabets adresse i Y4-by.

Dertil kommer, at der i øvrigt ikke er fremlagt dokumentation, som understøtter As forklaring om, at han ugentligt har transporteret sig frem og tilbage fra sin bopæl i Y2-by til selskabets adresse i Y4-by i husstandens egne køretøjer. Med tanke på afstanden, ruten og hyppigheden af kørslerne, må sådan dokumentation foreligge f.eks. i form af kvitteringer for køb af brændstof, broafgift, udskrift fra brobizz, færgeoverfart eller lignende, men sådan dokumentation er altså ikke fremlagt, på trods af at den manglende dokumentation blev fremhævet af Skatteministeriet i svarskriftet (s. 6).

Befordringsfradrag

Det gøres overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at han opfylder betingelserne for i indkomstårene 2014 og 2015 at være berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C med henholdsvis 75.348 kr. og 73.554 kr.

Det fremgår af ligningslovens § 9 C, at skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan foretage fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel med en af Skatterådet fastsat kilometersats. ´

Befordringsfradraget er blandt andet begrænset af reglerne i § 9 C, stk. 2 og 3, hvorefter den skattepligtige kun har krav på fradrag for den del af den daglige befordring, der overstiger 24 km., og kun har krav på fradrag med en mindre fradragssats end den almindelige sats for den del af den daglige befordring, som overstiger 120 km.

Der kan kun opnås fradrag for en befordring, der rent faktisk har fundet sted, og bevisbyrden herfor påhviler - i overensstemmelse med hvad der generelt gælder for skattemæssige fradrag - som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må derfor i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang, og beviskravet vil typisk blive skærpet i tilfælde, hvor der foreligger omstændigheder, der kan tale imod, at befordringen har fundet sted i det selvangivne omfang, eksempelvis meget betydelige daglige rejsetider, jf. U 2004.1516H.

A selvangav oprindeligt et befordringsfradrag på 150.696 kr. for indkomståret 2014, idet han selvangav 92 arbejdsdage med en daglig befordring på 804 km., jf. bilag J, side 2, nederst - side 3, øverst. For indkomståret 2015 selvangav A et befordringsfradrag på 131.394 kr., jf. bilag K, side 1. A og hans daværende revisor har imidlertid oplyst, at de selvangivne befordringsfradrag er opgjort forkert, og at befordringsfradraget rettelig er væsentligt lavere, nemlig 75.348 kr. for indkomståret 2014 og 73.554 kr. for indkomståret 2015, jf. bilag L og M. A har på den baggrund tilrettet sin påstand om befordringsfradrag under denne sags forberedelse.

Skatteministeriet forstår As ændrede opgørelse af befordringsfradraget sådan, at den er baseret på en forudsætning om, at A skulle have befordret sig mellem sin bopæl på Y2-by og selskabets adresse Y15-adresse, Y16-by (og ikke til selskabets adresse på Y3-adresse, Y4-by) 46 gange om året, jf. bilag M smh. bilag J og K.

Skatteministeriet gør gældende, at A ikke har løftet sin bevisbyrde for, at han har befordret sig mellem sin bopæl og sin arbejdsplads i indkomstårene 2014 og 2015 i et omfang, der berettiger ham til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C med henholdsvis 75.348 kr. og 73.554 kr. Det er som nævnt A, som har bevisbyrden for, at han har haft befordring i det anførte omfang, og beviskravene er skærpet, da de kørselsafstande, som befordringsfradraget dækker over, er ekstraordinært lange, jf. U 2004.1516H.

Ministeriet gør endvidere gældende, at befordringsfradraget - under alle omstændigheder - ikke skal beregnes på baggrund af afstanden fra As bopæl til selskabets adresse i Y16-by. As arbejdsgiver har således oplyst til SKAT, at A mødte på adressen Y3-adresse, Y4-by, hvor selskabet havde lageradresse, jf. bilag 1, side 3. øverst, og bilag L, side 3 midtfor, samt stævningen i selskabets sag (bilag 6), side 3, nederst. As processkrift af 31. august 2020 må også forstås sådan, at han gør gældende, at han kun har kørt til selskabets adresse i Y4-by (og altså ikke til adressen i Y16-by). At selskabet var registreret med en anden adresse, ændrer ikke herved, da det er den faktiske kørsel, der er afgørende.

A kan derfor under alle omstændigheder ikke få medhold i sin påstand om befordrings-fradrag, idet beløbet i påstanden - som Skatteministeriet forstår det - er opgjort på baggrund af en befordring 46 gange om året frem og tilbage mellem hans bopæl på Y2-by og selskabets adresse på Y15-adresse, Y16-by (og ikke selskabets adresse på Y3-adresse, Y4-by).

For det tilfælde, at retten måtte finde, at A er berettiget til befordringsfradrag i indkomstårene 2014 og 2015, skal sagen i overensstemmelse med Skatteministeriets subsidiære påstand hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på forhøjelse af As personlige indkomst for indkomstårene 2014 og 2015 med beløb svarende til de beløb, som As skattepligtige indkomst for samme indkomstår skal nedsættes med som følge af fradrag for befordringsfradrag.

Det følger af ligningslovens § 9 C, stk. 7, at hvis den skattepligtige har adgang til en af arbejdsgiveren betalt befordring med offentlige eller private transportmidler, og den skattepligtige har foretaget befordringsfradrag efter stk. 1-4, da skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring.

Det følger heraf, at der ikke er befordringsfradrag for kørsel, i det omfang den skattepligtige har adgang til arbejdsgiverbetalt befordring som f.eks. fri bil, idet befordringsfradraget i givet fald bliver udlignet af, at den skattepligtige ved indkomstopgørelsen skal medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget efter § 9 C, stk. 1-3, for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring, jf. ligningsloven § 9 C, stk. 7, SKM2004.207.ØLR, Den juridiske vejledning 2019-2, afsnit C.A.5.14.4.3, og cirkulære til ligningsloven, afsnit 17.2.3.

A har som beskrevet under afsnit 3.2 ovenfor i indkomstårene 2014 og 2015 haft adgang til arbejdsgiverbetalt befordring i form af fri bil, idet det må lægges til grund, at han havde mindst et af G1 ApS' køretøjer til rådighed for privat benyttelse. Det følger herefter af ligningslovens § 9 C, stk. 7, at A ved indkomstopgørelsen skal medregne værdien af fri befordring med et beløb svarende til det befordringsfradrag, som han eventuelt måtte være berettiget til efter stk. 1-4, jf. ovenfor.

Det befordringsfradrag, som A eventuelt måtte være berettiget til, bliver altså i givet fald udlignet af, at han skal beskattes af værdien af arbejdsgiverbetalt befordring efter ligningslovens § 9 C, stk.7.

Det er selve adgangen til arbejdsgiverbetalt befordring, der beskattes efter ligningslovens § 9 C, stk. 7, og det er dermed ikke afgørende for beskatningen, om den skattepligtige udnytter adgangen, jf. forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. 285 af 19. maj 1993, de specielle bemærkninger til § 1, nr. 9), Den juridiske vejledning, afsnit C.A.5.14.4.3, og cirkulære til ligningsloven, afsnit 17.2.3.1, samt eksempelvis TfS 1998,533 LSR.

Ministeriets subsidiære påstand om hjemvisning er nødvendiggjort af, at fradraget for befordring efter § 9 C, skt. 1-4, foretages i den skattepligtige indkomst, hvorimod den skattepligtige værdi af fri befordring efter § 9 C, stk. 7, medtages i den personlige indkomst, jf. cirkulære til ligningsloven, afsnit 17.2.3.1.

Det sidste led af ministeriets subsidiære påstand ("dog således at A beløbsmæssigt ikke skal betale mere i skat end det, der følger af den ansættelse, Landsskatteretten har stadfæstet ved afgørelse af 26. februar 2020") skyldes, at ministeriet som udgangspunkt ikke nedlægger skærpede påstande i skattesager. Sidste led i ministeriets påstand er medtaget for at sikre, at den foreskrevne forhøjelse af As personlige indkomst samtidig med nedsættelsen af hans skattepligtige indkomst ikke - samlet set - fører til en skærpet beskatning i forhold til, hvad der måtte følge af den skatteansættelse, som Landsskatteretten har stadfæstet ved sin afgørelse af 26. februar 2019 (bilag 1).

Der henvises herved også til SKM2004.207.ØLR, hvor ministeriet nedlagde en lignende påstand, som blev taget til følge af Østre Landsret.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Vedrørende beskatning af fri bil bemærkes, at reglerne fremgår af ligningslovens § 16, stk. 4 og § 16 A, stk. 5, hvorefter en ansat eller hovedaktionær beskattes af rådigheden over en bil, der er stillet til vedkommendes private benyttelse. Beskatning sker i forhold til bilens værdi og udløses af rådigheden over bilen, ikke af den faktiske benyttelse af bilen.

A var hovedanpartshaver og direktør i G1 ApS. Han havde i det daglige arbejde fri adgang til at benytte selskabets 3 biler og havde ikke underskrevet en fraskrivelseserklæring eller anden aftale med selskabet om ikke at benytte bilerne privat. 2 af bilerne var personbiler, og alle 3 var helt eller delvist registreret til privat personkørsel. Der er ikke udarbejdet kørselsregnskaber for bilerne, som kan dokumentere, at de ikke er anvendt til privat kørsel.

Herefter har A ikke ført det fornødne bevis for, at han ikke havde en eller flere af selskabets biler til rådighed for privat benyttelse. Derfor tages Skatteministeriet Departementets påstand om frifindelse i dette forhold til følge.

Vedrørende spørgsmålet om skattefri rejsegodtgørelse bemærkes, at retten til at modtage skattefri rejsegodtgørelse er fastsat i ligningslovens § 9, stk. 4, hvoraf fremgår, at godtgørelse for rejseudgifter og befordringsudgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdsgiveren som følge af arbejdet, ikke medregnes ved indkomstopgørelsen. Adgangen til at modtage skattefri rejsegodtgørelse er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Heraf fremgår et krav om, at arbejdsgiveren kontrollerer, at betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelser er opfyldt samt en række krav til bogføringsbilagene.

Den af A fremlagte dokumentation opfylder kun i begrænset omfang kravene i bekendtgørelser nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, stk. 2, idet der i vidt omfang mangler angivelse af rejsens mål og af start- og sluttidspunkter, herunder utvetydige dateringer.

Dertil kommer, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at der på grund af virksomhedens ukendskab til reglerne ikke er ført det fornødne tilsyn med, at betingelserne var opfyldt. Der er således hverken ført kontrol med bogføringsbilagene eller med As faktiske tilstedeværelse på arbejdsstederne. Det bemærkes, at det for så vidt angår den faktiske tilstedeværelse er et krav, at kontrollen er ført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af rejsegodtgørelsen.

Herefter og idet bemærkes, at der må stilles skærpede krav til en hovedanpartshavers og direktørs dokumentation for, at betingelserne for at modtage skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, tages Skatteministeriet Departementets påstand om frifindelse også til følge på dette punkt.

Vedrørende befordringsfradrag bemærkes, at det følger af ligningslovens § 9 C, at skattepligtige ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan foretage fradrag for den del af den daglige befordring, der overstiger 24 km. Skatteyderen har bevisbyrden for, at befordringen rent faktisk har fundet sted.

A har i retten forklaret, at G1 ApS var beskæftiget med opførelse af dobbelthuse på Sjælland, og at han selv mandag til torsdag opholdt sig på Sjælland for at deltage i arbejdet på byggepladserne. Han mødte i den forbindelse ind på selskabets lageradresse på Y3-adresse i Y4-by. Denne forklaring er understøttet af NMs, LMs og LPs forklaringer. Der er intet, som taler mod forklaringen, og ordningen med, at jyske håndværkere mandag til torsdag arbejder og opholder sig på Sjælland, må betragtes som helt sædvanlig.

A har derfor krav på befordringsfradrag i 2014 og 2015 for afstanden mellem hjemmet og Y3-adresse, Y4-by. Heraf følger imidlertid, at Skatteministeriet Departementets subsidiære påstand om hjemvisning skal tages til følge, således at der kan ske en fornyet beregning af skatten for de omhandlede år.

A skal efter sagens udfald betale sagsomkostninger til Skatteministeriet Departementet.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb, herunder at sagen er hovedforhandlet sammen med BS 40793/2020, samt udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 30.000 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, frifindes for så vidt angår spørgsmål om beskatning af fri bil og skattefri rejsegodtgørelse.

Sagen hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på forhøjelse af As personlige indkomst for indkomstårene 2014 og 2015 med beløb svarende til de beløb, som As skattepligtige indkomst for samme indkomstår skal nedsættes med som følge af fradrag for befordringsfradrag, dog således at A beløbsmæssigt ikke skal betale mere i skat end det, der følger af den ansættelse, Landsskatteretten har stadfæstet ved afgørelse af 26. februar 2019.

A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 30.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.