Dokumentets metadata

Dokumentets dato:01-03-2005
Offentliggjort:21-03-2005
SKM-nr:SKM2005.138.HR
Journalnr.:339/2003
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Dom


Beskatning af fri bil - bevisbyrde - hovedanpartshaver

Højesteret stadfæstede landsrettens dom om beskatning af værdi af fri bil for en hovedanpartshaver. Der var ikke sammenfald mellem hovedanpartshaverens hjem og selskabets adresse, og bilen holdt efter det oplyste heller ikke ved bopælen. Uanset dette påhvilede bevisbyrden, for at bilen ikke var til privat rådighed og ikke faktisk anvendt privat, anpartshaveren.Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen som eneanpartshaver havde haft rådighed over selskabets bil, at bilen - en sportsvogn - ikke var velegnet til erhvervsmæssig transport, og at appellantens forklaring om, at den tillige skulle anvendes i reklameøjemed, ikke var støttet af oplysninger om, at den faktisk var blevet anvendt på denne måde i et omfang af betydning.Højesteret fandt derfor, at selv om det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde været parkeret ved anpartshaverens private bopæl, måtte det under disse ornstændigheder påhvile anpartshaveren at sandsynliggøre, at den ikke var stillet til rådighed for privat kørsel og ej heller anvendt til privat kørsel.Da der ikke forelå et oprindeligt kørselsregnskab, og da Højesteret ikke fandt at kunne tillægge et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab bevismæssig betydning, fandt Højesteret ikke, at anpartshaveren havde løftet sin bevisbyrde.


Parter

A
(advokat Leo Jantzen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Per Sørensen, Peter Blok og Jytte Scharling.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 27. juni 2003.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sin påstand

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer af A og HJ.

A har supplerende forklaret bl.a., at trykkeriet kun rådede over en varebil, da trykkeriet begyndte udførelsen af digitale tryk. Han var derfor i et vist omfang nødt til at bruge sin private bil til arbejdsbrug, når varebilen var optaget. Dette var af hensyn til trykkeriets leveringstid ikke holdbart i længden, hvorfor han købte .... Bilen blev ikke - som det ellers havde været tanken - afbildet i brochurer eller prislister, idet det viste sig, at der ikke var behov herfor. Han anvendte bilen, også til vinterkørsel, de første to år efter købet. Herefter blev den ikke brugt ret meget, idet den tit var i stykker, og det tog lang tid at skaffe reservedele. Han fik fire vinterdæk med i handlen. Han kan ikke huske nærmere om brugen i vinterperioden.

HJ har forklaret bl.a., at han solgte den omhandlende ... til H1 i marts 1996. En ... er lige så anvendelig til vinterkørsel som alle andre bilmærker. A fik i forbindelse med købet vinterdæk til bilen.

Højesterets begrundelse og resultat

A havde som eneanpartshaver i H1 ApS rådighed over den ... sportsvogn, som selskabet i 1996 købte som brugt for ca. 350.000 kr. Bilen var ikke velegnet til erhvervsmæssig transport, og det af A forklarede om, at den tillige skulle anvendes i reklameøjemed, støttes ikke af oplysninger om, at den faktisk er blevet anvendt på denne måde i et omfang af betydning. Selv om det må lægges til grund, at bilen ikke har været parkeret ved As private bopæl, må det under disse omstændigheder påhvile A at sandsynliggøre, at den ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Der er ikke i de omhandlede indkomstår løbende ført kørselsregnskab, og det regnskab, som efterfølgende er udarbejdet, kan ikke tillægges bevismæssig betydning. På denne baggrund og efter det i øvrigt foreliggende finder Højesteret, at A ikke har sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 20.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.