Dokumentets metadata

Afkast af arv i udlandet - retserhvervelsesprincippet - grov uagtsomhed - indsætninger på bankkonto

Sagsøgerne, mor og søn, der var fuld skattepligtige til Danmark, havde i slutningen af 1980'erne arvet deres far/bedstefar. Arven bestod af kapitalandele i et amerikansk selskab samt andele i en fast ejendom i USA. Der var enighed om, at aktiverne i indkomstårene 2002-2011 havde givet afkast, og spørgsmålet i sagen var, om sagsøgerne var skattepligtige af dette afkast i Danmark.

Ifølge sagsøgernes amerikanske selvangivelser, som SKAT havde indhentet fra de amerikanske myndigheder, var der betalt skat af afkastet i USA. Sagsøgerne gjorde imidlertid gældende, at de først i 2012 var blevet bekendt med de arvede aktiver, afkastet og de amerikanske selvangivelser. Endvidere gjorde sagsøgerne gældende, at de ikke havde modtaget afkastet, idet sagsøgernes bror/onkel, der havde bestyret aktiverne, uberettiget havde tilegnet sig afkastet.

Retten fandt, at sagsøgerne i medfør af ligningslovens § 16 A og statsskattelovens § 4 sammenholdt med retserhvervelsesprincippet var skattepligtige af det afkast, de var berettiget til at modtage i årene 2002-2011, uanset om de ikke måtte have modtaget beløbene.

For så vidt angår årene 2002-2008 angik sagen tillige, hvorvidt der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at sagsøgerne havde modtaget afkastet eller havde haft kendskab til de amerikanske selvangivelser. Retten fandt imidlertid, at sagsøgerne på baggrund af en fremlagt Trust Agreement, som sagsøgerne havde underskrevet i forbindelse med faren/bedstefarens død, samt oplysningerne i øvrigt om dødsboets behandling burde have været klar over, at de arvede og ejede aktiver i USA, og at der ville komme indtægter herfra. Sagsøgerne havde derfor handlet groft uagtsomt.

Endelig fandt retten det ikke bevist, at en række indsætninger på sønnens bankkonto udgjorde lån fra onklen, og sønnen var derfor også skattepligtig heraf. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A

og

B

(v/adv. Claus Fabrius Nielsen)

Mod Skattemyndighederne

(v/Kammeradvokaten v/adv. Camilla Bjerg Nielsen)

Afsagt af Byretsdommer

Peter Lind Larsen

Sagernes baggrund og parternes påstande

Sagerne er behandlet sammen og vedrører prøvelse af Landsskatterettens afgørelser af 29. september 2017 og 28. september 2017 vedrørende sagsøgerne A og B.

Ved afgørelserne blev sagsøgerne i indkomstårene 2002-2011 hver især anset for skattepligtige af 6.453.691 kr. udgørende aktieudbytte fra et amerikansk selskab G1 Inc. og lejeindtægter fra ejendommen Y1-adresse, Californien.

Ved afgørelserne blev det endvidere for så vidt angår indkomstårene 2002-2008 fastslået, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgernes skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt som følge af udvist grov uagtsomhed hos et familiemedlem i USA.

For så vidt angår A blev det yderligere bestemt, at han i indkomstårene 2009-2011 er skattepligtig af 1.116.629 kr., som er indsat på hans bankkonto.

A har nedlagt følgende påstande:

Principalt, at skatteansættelserne for indkomstårene 2002-2011 nedsættes med kr. 7.570.320.

Subsidiært, at skatteansættelserne for indkomstårene 2002-2008 nedsættes med kr. 4.010.236, og at skatteansættelserne for indkomstårene 2009-2011 nedsættes med kr. 1.116.629.

Mere subsidiært, at skatteansættelserne for indkomstårene 2002-2008 nedsættes med kr. 4.010.236.

B har nedlagt følgende påstande:

Principalt, at skatteansættelserne for indkomstårene 2002-2011 nedsættes med kr. 6.453.691.

Subsidiært, at skatteansættelserne for indkomstårene 2002-2008 nedsættes med kr. 4.010.236.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagerne

Primo 2012 startede SKAT som led i Projekt Money Transfer en kontrolsag mod B, idet SKAT havde modtaget oplysninger om, at der i 2009 var indsat et større beløb i USD på hendes danske bankkonto. Landsskatteretten fandt ved den indbragte afgørelse af 28. september 2017, at den omhandlede indsætning ikke udgjorde skattepligtig indkomst for B og i øvrigt ikke angik de forhold, som denne sag angår.

Som et led i kontrolsagen oplyste både B og A, at de i juli 2012 fra et amerikansk revisionsfirma havde modtaget oplysninger om, at de fra et amerikansk selskab havde realiseret udbytte, som de dog aldrig havde modtaget.

På anmodning fra de danske skattemyndigheder oplyste de amerikanske skattemyndigheder derefter, at sagsøgerne i årene 2002-2011 havde selvangivet skattepligtig indkomst i USA, og at denne indkomst bestod i lejeindtægter fra G2 og udbytte fra det amerikanske selskab G1 Inc. For så vidt angår indkomstårene 2003 og 2005-2011 havde sagsøgerne eller nogen på deres vegne selv indleveret selvangivelser, ligesom de deraf følgende skattekrav var betalt til de amerikanske myndigheder. For så vidt angår indkomstårene 2002 og 2004 havde de amerikanske skattemyndigheder udstedt "substitute returns" svarende til skønsmæssige ansættelser.

Sagsøgerne selvangav forud for SKATs afgørelser af egen drift for indkomstårene 2009, 2010 og 2011, dog således, at samtlige beløb blev selvangivet som udbytte fra G1 Inc. Forhøjelsen vedrørende disse indkomstår er også indbragt for domstolene.

Ved SKATs afgørelser af 7. maj 2013 blev sagsøgernes skatteansættelser for indkomstårene 2002-2011 forhøjet i overensstemmelse med oplysningerne fra de amerikanske skattemyndigheder.

B betalte i perioden oktober 2012 til september 2013 de danske skattekrav, der opstod som følge af hendes egen selvangivelse af amerikanske indtægter og af SKATs afgørelse. Disse indbetalinger udgjorde samlet ca. 4,5 mio. kr.

Vedrørende de amerikanske aktiver

B's far og A's morfar, IJ, var frem til sin død den 7. august 1989 bosat i USA. Inden sin død havde han stiftet G3. Sagsøgerne var indsat som begunstigede i denne trust, ligesom JN, der er B's bror og A's onkel, B's stedmor samt KA og US, der er B's kusine og fætter, var indsat.

I G3 indgik blandt andet aktierne i det amerikanske selskab, G1 Inc. og den amerikanske ejendom, Y1-adresse, Californien. G1 Inc. producerede maskindele og var grundlagt af IJ. Selskabet blev drevet fra ejendommen i Californien.

Efter IJ's død indgik og underskrev de ovennævnte begunstigede - med undtagelse af B's stedmor - en Trust Agreement af 1. december 1991 vedrørende G2. JN, der var indsat som Trustee i G3, var også indsat som Trustee i G2. Af præamblen til aftalen vedrørende den nye trust fremgik blandt andet, at alle aktiver i G3 var blevet uddelt til de begunstigede, herunder sagsøgerne, og at de begunstigede ønskede at danne en ny trust med henblik på at administrere visse af de aktiver, som de begunstigede havde modtaget i forbindelse med den samtidige endelige uddeling fra G3. Det fremgik af et bilag til aftalen, at den nye trusts aktiver bestod af fast ejendom, herunder ejendommen i Y1-adresse, samt møbler, smykker, biler og andre personlige ejendele.

Af aftalen fremgik endvidere, at sagsøgerne hver ejede 19,40 % af trustens aktiver, og at de modtog en tilsvarende andel af trustens indtægter.

Af et brev af 6. maj 2013 fra JN til SKAT fremgik, at han sammen med sagsøgerne købte stedmoderen, kusinen og fætteren ud af ejendommen i Y1-adresse i december 2001 med de lejeindtægter, som ejendommen genererede. Af brevet fremgik endvidere, at sagsøgerne ved IJ's død arvede aktierne i G1 Inc., og at aktierne - i modsætning til de faste ejendomme - ikke blev indskudt i den nye familiefond. Af brevet fremgik videre, at B's kusine og fætter i 1999 besluttede sig for at sælge deres aktier i G1 Inc.

Af en ejeroversigt fra G1 Inc. fremgår, at sagsøgerne hver især ejede 13,8 pct. af selskabet pr. 31. december 2011.

Vedrørende indsætninger på A's danske bankkonto

I indkomstårene 2009-2011 blev der foretaget 84 indsætninger med teksten "F1-bank X1" på A's bankkonto i størrelsesordenen fra 5.000 til 150.000 kr. Det samlede beløb udgjorde 1.166.629 kr., som SKAT også forhøjede A's skattepligtige indkomst med.

Ved Landsskatterettens afgørelse blev den samlede opgørelse af de skattepligtige indsætninger nedsat med 50.000 kr., idet der ikke skete beskatning af en indsætning på 50.000 kr. foretaget den 21. september 2010, da beløbet samme dag var tilbageført.

Indsætningerne fordelte sig med 72.129 kr. i 2009, 474.500 kr. i 2010 og 570.000 kr. i 2011, eller i alt 1.116.629 kr.

I forbindelse med klagen til Landsskatteretten fremsendte A til støtte for standpunktet, at indsætningerne udgør lån fra JN, tre gældsbreve. Gældsbrevet for 2009 var underskrevet den 29. december 2009 og vedrører et rentefrit anfordringslån på 72.000 kr. Gældsbrevet for 2010 var underskrevet den 10. januar 2011 og vedrører et rentefrit anfordringslån på 438.500 kr. Gældsbrevet for 2011 var underskrevet den 5. januar 2012 og vedrører et rentefrit anfordringslån på 521.000 kr. Ingen af gældsbrevene indeholder vilkår om tilbagebetaling.

I sagen indgår også et gældsbrev, dateret den 11. februar 2009, hvorefter A anerkender at skylde JN 24.000 USD. Gældsbrevet blev sendt til SKAT under kontrolsagen.

De indbragte afgørelser

Landsskatterettens afgørelse af 29. september 2017 vedrørende A indeholder følgende begrundelse:

"Udenlandsk udbytte og anden udenlandsk personlig indkomst i perioden fra 2002 2011

Klageren har ubestridt været ejer af 13,8 % af aktierne i det amerikanske selskab G1 Inc. siden den 7. juli 1999 og er således skattepligtig af alt, hvad der udloddes fra selskabet, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1.

Beskatningen af udbyttet sker på retserhvervelsestidspunktet, hvilket for ordinært udbytte er tidspunktet for deklareringen på generalforsamlingen, mens det for ekstraordinært udbytte er udbetalingstidspunktet, jf. SKATs juridiske vejlednings afsnit C,B.3.2.

At selve udbyttebeløbene ikke er kommet frem til klageren på grund af klagerens onkels forhold er uden betydning for beskatningen heraf.

Forholdene er således ikke sammenlignelige med den af repræsentanten nævnte ikke-offentliggjorte afgørelse fra Landsskatteretten af 27. april 2015, j.nr. 07-0207408, idet hovedanpartshaveren i sagen ikke havde erhvervet ret til de udeholdte indtægter. Beskatningen afhang da af, om de kunne anses for at være tilgået hende eller ikke.

I henhold til artikel 10, stk. 1 og 2, litra b, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA af 19. august 1999 kan USA beskatte 15 % af udbyttet fra selskabet G1 Inc. til klageren, mens Danmark efter overenskomstens artikel 23, stk. 3, litra a, skal indrømme fradrag i klagerens skat på indkomsten med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i USA, dog begrænset efter artikel 23, stk. 3, litra b.

For så vidt angår G2 fremgår det af pkt. 3 i trustens vedtægter, at klageren, der både er begunstiget og medstifter af trusten, har ret til at udtage aktiver op til sin brøkmæssige andel i trusten. Trustens formue kan derfor ikke anses for definitivt udskilt fra klagerens formue, og trusten er således ikke et selvstændigt skattesubjekt i dansk henseende, jf. SKATs juridiske vejlednings C,B.2.15.2.

Klageren er således som ejer af en andel af ejendommen skattepligtig til Danmark af den lejeindtægt, som trusten oppebærer fra ejendommen Y6-adresse, jf. statsskattelovens§ 4, litra b.

Beskatningen af lejeindtægten sker ligeledes på retserhvervelsestidspunktet, hvilket ved udlejning er når det lejede har været stillet til rådighed for lejeren.

At selve lejebetalingen ikke er kommet frem til klageren på grund af klagerens onkels forhold, er uden betydning for beskatningen heraf.

I denne forbindelse anses det for dokumenteret, at klagerens amerikanske bruttoindtægt i indkomståret 2003 på 300,220 $ udgjorde 296.400 $ i udbytte og 3.820 $ i lejeindtægt. I henhold til artikel 6, stk. 1 og 3 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA af 19. august 1999 kan USA beskatte lejeindtægten fra den pågældende ejendom, mens Danmark efter overenskomstens artikel 23, stk. 3, litra a, skal indrømme fradrag i klagerens skat på indkomsten med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i USA, dog begrænset efter artikel 23, stk. 3, litra b.

I mangel af en nærmere specificering af den betalte amerikanske skat på henholdsvis skat af lejeindtægten og skat af udbyttet må nedslaget i den beregnede danske skat af de pågældende indtægter i overensstemmelse med den af SKAT anvendte metode ske forholdsmæssigt.

For så vidt angår udbyttet og lejeindtægten i perioden fra 2002 til 2011 kan klagerens principale påstand således ikke tages til følge.

Genoptagelse af indkomstårene 2002 - 2008

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan told- og skatteforvaltningen uanset fristerne i samme lovs§ 26 foretage eller ændre en ansættelse af indkomstskat mv., såfremt den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

To medlemmer herunder retsformanden stemmer for at stadfæste SKATs afgørelse.

Det er anført, at i henhold til pkt. A i vedtægterne til "G2" af 1. december 1991, der er underskrevet af klageren og hans moder, var alle de begunstigede i "G2" ligeledes begunstigede i "G3" af 23. september 1988.

Ud over klageren og hans moder var de begunstigede i "G2" og derved også i "G3" klagerens grandfætter, grandkusine og onkel, der i henhold til vedtægterne tillige var henholdsvis "successor trustee" i "G3" og "trustee" i "G2".

Ifølge pkt. D i vedtægterne blev "G2" oprettet for at administrere en del af de aktiver, som hver af de begunstigede i "G3", herunder klageren og hans moder, havde modtaget ved den endelige fordeling heraf, hvilket ifølge vedtægternes pkt. C var sket samtidig med etableringen af "G2".

Ifølge erklæringen fra klagerens onkel af 6. maj 2013 efterlod klagerens bedstefar og stifter af "G3" sig ved sin død i 1989 primært aktier i selskabet G1 Inc. Og forretningsejendommen Y1-adresse, California, til fordeling mellem de begunstigede. I henhold til "Exhibit A" til vedtægterne til "G2" indgik forretningsejendommen i denne trust, mens aktierne i selskabet ikke er nævnt heri.

På denne baggrund lægges det til grund, at aktierne i selskabet G1Inc. blev udloddet til de begunstigede i "G3", herunder klageren og hans moder, ved denne trusts endelige fordeling i 1991, således at klageren reelt må anses for at have været medejer af selskabet G1 Inc. siden 1991.

Dette støttes endvidere af klagerens onkels erklæring af 19. august 2013, hvoraf fremgår, at klagerens onkel opbevarede aktierne som "trustee" for klageren og hans moder i den periode, hvor selskabet G1 Inc. under LS's ledelse blev bragt tilbage på fode, hvilket efter det oplyste fandt sted fra ca. 1989 /90 til ca. 2000, og at klagerens tidligere repræsentant over for SKAT har oplyst, at aktierne var "arvet".

For så vidt angår udstedelsen af aktierne i 1999 må der her være tale om en nyudstedelse i forbindelse med tilbagesalget af aktierne fra de øvrige begunstigede, der efter det oplyste fandt sted i januar 1999, og optagelsen af en ny medejer. Dette støttes endvidere af, at 100 % af aktierne i selskabet G1 Inc. ifølge selskabet selv er udstedt efter den 21. januar 1999.

Ved sin underskrift på vedtægterne til "G2" den 1. december 1991 bemyndigede klageren sin onkel som "trustee" til i henhold til vedtægternes bestemmelser at besidde, administrere og fordele de aktiver, der indgik i "trusten", jf. vedtægternes pkt. 1 og 9.

Det lægges herefter til grund, at klageren i hvert fald på tidspunktet for underskrivelsen af vedtægterne til "G2" den 1. december 1991, der fandt sted mere end et år efter bedstefarens død den 7. august 1989, var klar over, at han havde arvet sin bedstefar, og at en del af denne arv indgik i "trusten".

Da klagerens onkel ifølge erklæring af 19. august 2013 som nævnt fik tilsendt og opbevarede klagerens aktier som "trustee", og da klageren i øvrigt ikke har kunnet redegøre nærmere for de faktiske omstændigheder omkring underskrivelsen af vedtægterne for "G2" den 1. december 1991, lægges det endvidere til grund, at klagerens onkel ud over forretningsejendommen, der indgik i "trusten", som onklen administrerede i henhold til vedtægterne, tillige besad og administrerede klagerens aktier i selskabet G1 Inc. på vegne af klageren og med dennes indforståelse.

Idet klagerens onkel i perioden fra indkomståret 2002 til 2008 som "trustee" ikke selvangav klagerens udbytter og lejeindtægter fra selskabet G1 Inc. over for de danske myndigheder, der ikke kunne formodes selv at få kendskab til de pågældende indtægter, velvidende at klageren var bosiddende i Danmark, har klagerens onkel i hvert fald ved grov uagtsomhed bevirket, at SKAT foretog klagerens ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag i den pågældende periode, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

For så vidt angår kundskabsfristen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2, pkt. 1, modtog SKAT efter henvendelse til de californiske skattemyndigheder den 26. september og den 6. november 2012 oplysningerne om klagerens udbytter og lejeindtægter henholdsvis den 22. oktober 2012 for indkomstårene 2002, 2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010 og 2011 og den 19. december 2012 for indkomståret 2003.

Kundskabsfristen kan således tidligst anses for at løbe fra den 22. oktober 2012, hvorfor SKA Ts afsendelse af forslag til afgørelse den 11. marts 2013 er rettidig i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Da ansættelsen endvidere blev foretaget ved afgørelse af 7. maj 2013, hvilket var inden for tre måneder efter varslingen af ansættelsen den 11. marts 2013, er afgørelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., tillige overholdt.

Betingelserne for at genoptage klagerens ansættelser ekstraordinært for perioden fra 2002 til 2008 er dermed til stede.

To retsmedlemmer finder ikke, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse er til stede.

Disse retsmedlemmer anfører, at klageren ved sin underskrift i 1991 på dokument om oprettelse af en trust ikke findes at burde have indset, at han havde arvet sin morfar. Der er herved lagt vægt på, at klageren hverken da eller efterfølgende har modtaget eller søgt juridisk bistand til forståelse af retsvirkningen af trusten. Klageren, der ikke havde hørt fra onklen i perioden 2002-2008, har endvidere ikke krævet udbetaling af arven eller i øvrigt udvist en adfærd, der antydede, at han vidste, at der tilkom ham en arv. Klageren kan derfor ikke anses for at have handlet mindst groft uagtsomt.

Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende, jf.§ 13, stk. 1, 3. pkt. i skatteforvaltningsloven.

Indsætningerne på klagerens konto 2009 - 2011

Ifølge statsskattelovens § 4 betragtes med de i bestemmelsen fastsatte undtagelser og begrænsninger som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Det er som udgangspunkt klageren, der har bevisbyrden for, at indsætningerne på klagerens bankkonto stammer fra allerede beskattede midler, jf. SKM2014.521.ØLR, eller at indsætningerne udspringer af et gældsforhold mellem udbetaler og modtager, jf. SKM2011.208.HR, og således ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

Tre medlemmer herunder formanden finder ikke, at klageren har løftet bevisbyrden herfor.

De fremlagte kortfattede gældsbreve mellem klageren og hans onkel er udarbejdet for et år ad gangen og fremstår, som om de vedrører det pågældende års samlede gældsoptagelse for klageren. I forbindelse med de enkelte indsætninger, der blev foretaget løbende over året med beløb af varierede størrelse, blev det ifølge klageren aftalt mundtligt, at der var tale om lån. Ifølge klageren er det alene indsætningen på 50.000 kr. den 21. september 2010, der ikke udgør et lån.

Selv med fradrag af denne indsætning kan den aftalte hovedstol i henhold til gældsbrevene for de enkelte år imidlertid ikke afstemmes til de samlede opgjorte indsætninger på klagerens konto for det enkelte år.

Gældsbrevene indeholder heller ikke nærmere vilkår for gældens afvikling, eller om de kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse efter retsplejelovens regler. Det fremgår alene, at långiver kan opsige lånene "med dags varsel", hvilket dog ikke kan tillægges afgørende betydning, da klageren efter sine egne oplysninger på grund af sin økonomiske situation ikke har pengene til at indfri lånene. Klageren har heller ikke ved Skatteankestyrelsens behandling af sagen foretaget frivillige afdrag på lånene.

På det foreliggende grundlag kan det herefter ikke anses for godtgjort, at der på aftaletidspunktet reelt bestod en forpligtigelse til at betale de indsatte beløb tilbage, og det kan derfor ikke lægges til grund, at de pågældende indsætninger er udtryk for optagelse af lån.

Da det i øvrigt ikke er godtgjort, at indsætningerne vedrører allerede beskattede midler hos klageren, fastholder disse medlemmer SKA Ts afgørelse pa dette punkt, dog således at det skattepligtige beløb for 2010 reduceres med de 50.000 kr., der blev tilbageført.

Et retsmedlem finder, at når der, som følge af stemmefordelingen, sker genoptagelse af årene 2002 -2008, så må overførslerne fra onklen anses for at komme fra allerede beskattede midler. Dette medlem stemmer derfor for at ændre SKA Ts afgørelse for 2009 - 2011 således, at forhøjelserne på henholdsvis 72.129 kr., 474.500 kr. og 570.000 kr. bortfalder.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet."

Landskatterettens afgørelse af 28. september 2017 vedrørende B indeholder for så vidt angår de fælles spørgsmål om udenlandsk udbytte og anden udenlandsk indkomst og ekstraordinær genoptagelse samme begrundelse som afgørelsen vedrørende A.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af sagsøgerne.

A har forklaret bl.a., at sagen startede op i 2012, hvor hans mor ringede og fortalte, at hans onkel havde betroet sig til hende, at han skyldte dem mange penge. Hun havde svært ved at forklare det. Onklen havde sagt, at han havde stjålet nogle penge fra hende i USA. Hun kontaktede sin revisor, der bad om selvangivelser. Sagsøger kontaktede onklen og fik navnet på den amerikanske revisor VS, som sagsøger derefter kontaktede og bad om at sende de amerikanske selvangivelser. De modtog 3 års selvangivelser. Så begyndte sagen at rulle, og de blev kontaktet af Skat. Han var rystet over Skats krav, der blev rejst i 2013. Brevene fra revisor findes i ekstrakten side 311 og 312. De tre års selvangivelser var vedlagt samme kuvert som brevet. Det er sagsøgers underskrift på Trust Agreement dokumentet fra 1991, ekstrakten side 257. Han havde glemt alt om dette dokument, da sagen startede i 2013. Han husker ikke omstændighederne omkring underskrivelsen. Han tillagde det ikke nogen værdi eller betydning. Han har kun været i USA i 1989, da hans morfar døde, og de tog afsked med ham. Sagsøger var 18 år dengang. Han var ikke god til engelsk. Hans morfar var ved den lejlighed grov overfor B og sagde, at hun var en dårlig datter og ikke skulle arve noget fra ham. Hun var meget ked af det bagefter. Han døde kort efter. Ellers har sagsøger ikke haft kontakt med familien i USA.

Sagsøger læste til lærer og arbejdede i 10 år på Y2. I 2003 var han ude for en motorcykelulykke og mistede sit job. Der var ingen kontakt til JN og USA. Omkring 2002-2003 talte JN om at købe et sommerhus og var i Y3-by i ca. 14 dage. Han dukkede pludselig op igen i 2009 og ville etablere sig lidt i Danmark. Han kom på ny i 2010 og sagde, at han havde købt en lejlighed i Y4-by. I 2011 var han igen i Danmark, men var forsvandt så. Sagsøger har ikke set ham siden.

Sagsøger så første gang en amerikansk selvangivelse i sommeren 2012, da han modtog selvangivelserne fra revisor. Han havde ikke modtaget noget fra USA forinden. Han prøvede i 2012 at finde ud af, hvad der var sket, ved at tale med JN, der var meget brødebetynget og refererede til revisor. Han ville ikke rigtigt sige noget, og revisor var heller ikke behjælpelig. Senere blev JN han mere afvisende, da de talte om betaling af skatten. Sagsøger har ikke haft kontakt med ham siden 2014. Han har åbenbart tilegnet sig udbyttet og betalt skatten i USA. Der har ikke været sendt udbytte videre til Danmark. Sagsøger har ikke givet fuldmagt til nogen i perioden 2002 - 2011.

Sagsøger var meget interesseret i, at der skulle indgives en politianmeldelse, men hans mor var mere følelsesmæssigt involveret og ville ikke melde sin bror. Sagen blev ikke anmeldt. JN har til sagsøger sagt, at der ikke var noget at komme efter med hensyn til muligheden for tilbagebetaling. Sagsøger har ikke været involveret i og har ikke nogen viden om brevet af 6. maj 2013 fra JN.

Sagsøger har fået henstand med betalingen af skattekravet, mens B har betalt sin restskat. Udbytte for 2012 blev sendt direkte til sagsøger og B. Det var ret store beløb. For at hjælpe lånte sagsøger sit udbytte til B, ligesom der blev brugt en kapitalpension og optaget lån i en lejlighed i 2013. Efterfølgende er der kommet yderligere forholdsvis store beløb fra USA. Lånet i lejligheden blev også betalt med udbytte fra USA.

Sagsøger havde kørekort til bil og motorcykel i 1990erne. Han købte gamle motorcykler og biler og satte dem i stand som en hobby. Han har bl.a. haft en Mercedes og måske 10 motorcykler. Den Harley Davidson, der fremgår af R75 for 2003, blev byttet med en anden motorcykel og et kontant beløb. Sådan var det hver gang, også med de andre køretøjer, der er nævnt. Han har også haft uindregistrerede køretøjer, der er indgået i byttehandler.

I 2003 blev han påkørt. Han mistede sit job efter hospitalsindlæggelse. Da onklen kom i 2009, sagde han, at han havde mange penge. Han ville gerne hjælpe med et lån. Han sagde, at han havde tjent på at spekulere på aktiemarkedet efter finanskrisen i 2007. Sagsøger lånte ikke ét stort beløb, men flere mindre beløb. Det er de beløb, der fremgår af kontoudtogene. De mailede eller talte i telefon hver gang, sagsøger skulle bruge nogle penge. Han har nok betalt noget tilbage, men husker ikke hvor meget. Han forventede, at erstatningen efter ulykken ville blive forhøjet. Det skete ikke. Lånedokumenterne blev lavet efter hvert år. Hele beløbet på 1.116.629 kr. var således lån, som skulle betales tilbage. Han har ikke mulighed for det i dag. Brevet fra revisor fra maj 2019, ekstrakten side 393, kom i stand, fordi Kammeradvokaten ikke troede på dem. Han har ikke hæftet sig ved de forskellige formuleringer i dette brev og brevene fra juli 2012, ekstrakten side 311 og 312. Sagsøgers henvendelse til revisor gik på, hvornår de havde haft den første kontakt. Den danske revisor sagde, at SKAT kunne gå 3 år tilbage, og det var grunden til, at sagsøger bad om 3 års selvangivelser. Det er stadig samme amerikanske revisor, der laver selvangivelserne i USA. Nu overføres udbytte til en bankkonto.

Han er ikke i besiddelse af mailkorrespondancen med JN om lånene. Han kunne holde styr på det ved at se på kontoen ved årets udgang. Differencerne mellem kontoudtogene og lånedokumenterne må skyldes, at sagsøger ikke er god til at regne. Han var ikke sammen med JN ved underskrivelsen af lånedokumenterne. Sagsøger skrev de danske. De blev sendt frem og tilbage. Sagsøger har ikke set ham siden 2011, men har talt med ham siden. Han kan ikke forklare, hvorfor der er anført "JN" ved enkelte pengeoverførsler, men ikke ved alle, og husker ikke, hvorfor der ved en lejlighed gik 50.000 kr. ind og ud samme dag. Et hævet beløb på 80.000 kr. til JN den 20. maj 2010 må være tilbagebetaling af lån, men han kan ikke forklare nærmere herom. Han kan heller ikke forklare den store forskel på de enkelte lånebeløbs størrelse eller på hyppigheden. Revisor havde oplysning om, at aktierne var arvet, jf. ekstrakten side 317, fra JN. De 24.000 USD, ekstrakten side 537, var et lån, der må være kommet i stand i februar 2009. Han ved ikke, hvordan det nærmere skete ud over, at det var på samme måde som de andre beløb. Han talte både dansk og engelsk med JN.

B har forklaret bl.a., at SKAT på et tidspunkt i sommeren 2012 spurgte ind til et beløb, som hun "holdt for" A. Hun talte med JN om det i telefonen, men husker ikke, hvordan det kom op under samtalen. Han fortalte da, at der var nogle penge, som tilkom hende og A. A talte med JN og hans revisor, som sendte nogle selvangivelser til Danmark. Hendes revisor i Danmark havde sagt, at man kunne gå 3 år tilbage. Det var noget af en overraskelse, at de skulle have penge til gode i USA. Hun mener ikke, hun selv talte med den amerikanske revisor. Hun husker ikke, at hun modtog noget sammen med brevet fra revisor. Det er hendes underskrift på Trust Agreement dokumentet fra 1991. Hun husker overhovedet ikke omstændighederne ved underskrivelsen, herunder hvor den fandt sted. Hun så først aftalen i forbindelse med skattesagen. Så vidt hun husker, var hun ikke i USA i 1991. Hun husker alene, at hendes far på sit dødsleje fortalte, at hun ikke skulle arve noget efter ham. Hun har derefter ikke interesseret sig for noget eller tillagt underskriften nogen betydning. Hun fik i 1989 at vide, at hendes far var kræftsyg. Hans kone nr. 3 kontaktede hende og sagde, at det var tid til at komme over til USA og sige farvel. Han var da blevet gift for 4. gang. Sagsøger og A besøgte ham på hospitalet, hvor han ville tale med hende alene. Han var rejst til USA i 1952, da hun var 7 år. Hun kendte ikke til, hvad han lavede i USA, og de havde ikke kontakt. Hun har aldrig fået nogen henvendelser fra myndigheder i USA om arvesagen. Hendes forældre blev skilt i 1950. Hendes mor skubbede hende ud, så hun har måttet forsørge sig selv, fra hun var 16 år. Hendes yngre bror JN flyttede til USA som 16-årig. De har kun haft meget sporadisk kontakt frem til 1989. Hun så første gang en amerikansk selvangivelse i 2012. Hun har ikke modtaget noget fra amerikanske myndigheder. Hun ved ikke, hvordan hun har fået tildelt et amerikansk skatteydernummer. Hun har ikke villet eller kunnet politianmelde JN. Han fylder 73 år og er syg af sclerose. Hun ved ikke, hvor han opholder sig i dag. De har ikke haft kontakt de sidste 4-5 år. Hun har ikke spurgt ham, hvordan der er sket selvangivelse i sagen. Hun har ikke bedt JN betale beløb tilbage. Hun ved ikke, om A har gjort det, og kender ikke deres interne forhold.

I 2002 fortalte JN, at han overvejede at få en kolonihave eller et sommerhus i Danmark, der skulle stå i sagsøgers navn. Det sagde hun ja til, da hun var glad for en eventuel kontakt. Han sendte brevet, der er i ekstrakten side 427. De havde telefonisk kontakt med ujævne mellemrum. Han fandt selv et sommerhus og rejste tilbage til USA. Han overførte pengene til hende, og hun købte huset. Der blev ikke lavet et lånedokument. Det er hans sommerhus, og hun har ingen interesse i det. Hun ved ikke, i hvilket omfang han har benyttet det. Hverken hun eller A har brugt det. Hun har indtil i dag betalt udgifterne ved huset.

Desværre blev kontakten til broren ikke genoptaget, som hun havde håbet på. Han kom til Danmark igen i 2009 og købte en lejlighed i Y4-by. Hun ved ikke mere om det. Hun har besøgt ham i lejligheden.

Hun købte selv en lejlighed i 1999. Den blev betalt med penge efter en separation og bodeling. Hun blev skilt i 2000. Hun husker ikke, hvordan ejerskiftelånet blev indfriet. Alt blev ordnet af revisor.

Hun har ikke haft kontakt med fætteren og kusinen, der bor i Danmark, og har det heller ikke i dag. Hun har ikke kendskab til, at de blev købt ud. Hun talte engelsk med sin bror. Hun har ringet til hans fødselsdage nogle gange.

Hun har betalt de rejste restskattekrav på i alt 4,5 mio. kr. Hun modtog større beløb i udnytte i 2012 og 2013. Desuden blev en kapitalpension hævet, og A lånte hende sine udbyttebeløb. Endelig optog hun et lån i friværdien i hendes lejlighed, der dækkede resten af skatten. Lånet er blevet indfriet med senere udbyttebeløb, således at hun er gældfri i dag. Sommerhuset skal sælges, når sagen er færdig.

Parternes synspunkter

Sagsøgerne har i sammenfattende processkrift bl.a. anført følgende:

Skattepligtig af lejeindtægter og aktieudnytter

Til støtte for de nedlagte principale påstande gøres det overordnet gældende, at der vedrørende aktieudbytter og lejeindtægter fra USA ikke er tale om en sådan faktisk realiseret og aktualiseret økonomisk fordel for A og B, at der er grundlag for at beskatte dem deraf efter henholdsvis ligningslovens § 16 A og statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten anfører i begge indbragte afgørelser side 27-28 (ekstrakten s. 47-48 samt s.80-81) blandt andet, at beskatningen af udbytter og lejeindtægter sker på retserhvervelsestidspunktet, samt at det er uden betydning for beskatningen, at selve udbyttebeløbene og lejebetalingen ikke er kommet frem til A og B på grund af JN's forhold. Skatteministeriet er af samme opfattelse

Det bestrides, at Landsskatterettens og Skatteministeriets overordnede betragtning om retserhvervelse er afgørende i nærværende sag, ligesom det bestrides, at det er uden betydning for beskatningen, at udbyttebeløbene og lejebetalingen ikke er kommet frem til A og B på grund af JN's forhold.

Det gøres gældende, at der efter en samlet konkret vurdering i nærværende sag reelt ikke er tale om en sådan faktisk realiseret/aktualiseret økonomisk fordel for A og B, hvad angår de omhandlede aktieudbytter og lejeindtægter i USA, at der er grundlag for beskatning deraf. Dette uddybes netop nedenfor.

Landsskatterettens afgørelse samt Skatteministeriets synspunkter i svarskriftet er alene baseret på en helt overordnet henvisning til retserhvervelsesprincippet ud fra en almindelig hovedregel, hvorved det overses, at en sådan helt overordnet betragtning om retserhvervelse ikke i nærværende konkrete sag kan stå alene.

Af statsskattelovens § 4, 1. led, fremgår følgende:

"Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks:"

Af Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit C,C.2.1.2.1 med overskriften "Indtægter, SL § 4", fremgår blandt andet følgende:

"Retserhvervelsesprincippet

Retserhvervelsesprincippet er den almindelige hovedregel om, at en indtægt skal regnes med ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den.

Princippet bygger på en fortolkning af SL § 4, stk. 1, om "den skattepligtiges samlede årsindtægter (...) bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi".

… Realisationsprincippet

Det er et grundlæggende princip, at indkomst og tab skal være realiseret, før de påvirker indkomsten. Princippet udledes af SL § 5, hvorefter værdiforøgelser og værditab på den skattepligtiges formuegenstande ikke påvirker indkomsten.

Princippet har betydning for, om en indkomst skal beskattes, men også for, i hvilket indkomstår den skatteretligt hører til." (understregning foretaget)

Af Skatteretten 1 af Jan Pedersen m.fl., 7. udgave, 2015, fremgår på side 180-181 blandt andet følgende vedrørende statsskattelovens § 4, 1. led:

"Det må hævdes, at SL § 4, 1. led, indebærer skattepligt af samtlige realiserede økonomiske fordele uden hensyntagen til fremtrædelsesform og værdi." (understregning foretaget)

Af betydning for forståelsen af statsskattelovens § 4 fremgår af samme værk på side 189 blandt andet følgende i relation til indkomstafkald:

"Ved indkomstens realisering indtræder de skattemæssige virkninger uden hensyntagen til, om den rent faktisk effektueres ved betaling eller anden opfyldelse. Senere indtrufne omstændigheder, som indebærer en misligholdelse fra debitor, kan dog eventuelt medføre fradrag for driftstab efter SL § 6, litra a, eller andre bestemmelser herom. Den omstændighed, at den skattepligtige efter indkomstens realisering giver afkald herpå, medfører derfor ikke, at skattepligten ophæves. Gives afkaldet forud for indkomstens realisering, vil skattepligt dog ikke udløses på betingelse af at afkaldet er ››blankt‹‹. Foretages derimod en direkte eller indirekte råden over indkomsten, f.eks. at der gives afkald på indkomsten, mod at denne i stedet tilfalder en nærmere angiven modtager, er indkomsten i relation til SL § 4, litra a, realiseret, og beskatningen indtrådt."

Ovenstående administrative udsagn samt uddragene fra teorien må medføre, at der ikke er grundlag for beskatning, førend der rent faktisk kan anses at være realiseret en økonomisk fordel. En sådan realisering må endvidere forudsætte skatteyders faktiske disponering over eller skatteyders faktiske rådighed over en økonomisk fordel. En realiseret økonomisk fordel må således forstås som en aktualiseret økonomisk fordel.

Netop ovenstående principper vedrørende beskatning efter statsskattelovens § 4 må principielt tilsvarende gælde som forudsætning for beskatning efter også ligningslovens § 16 A, idet der ikke ud fra kildeartsbetragtninger er grundlag for at gøre forskel på grundprincipperne for de to bestemmelsers anvendelse.

De netop anførte betragtninger støttes af Landsskatterettens afgørelse af den 27. april 2015, j.nr. 07-0207408, hvor SKAT havde anset udeholdt omsætning i et selskab for at være udloddet til selskabets hovedanpartshaver og direktør.

Landsskatteretten lagde blandt andet til grund, at selskabets hovedanpartshaver og direktør reelt intet havde at gøre med selskabets drift eller ledelse, samt at de udeholdte midler i selskabet ikke var tilgået hovedanpartshaveren, men derimod en anden person, som faktisk havde ansvaret for den daglige ledelse og drift af selskabet. På den baggrund fandt Landsskatteretten ikke grundlag for beskatning af selskabets hovedanpartshaver og direktør efter ligningslovens § 16 A.

I den indbragte afgørelse på side 27 (bilag 1), anfører Landsskatteretten, at Landsskatterettens afgørelse af den 27. april 2015, j.nr. 07-0207408, ikke er sammenlignelig med nærværende sag, idet hovedanpartshaveren i omtalte sag "ikke havde erhvervet ret til de udeholdte indtægter". Dette har imidlertid ikke faktisk støtte i Landsskatterettens afgørelse af den 27. april 2015, j.nr. 07-0207408, hvor Landsskatteretten i sin begrundelse indledningsvis har anført følgende:

"De foretagne betalinger vedrørende udført arbejde for en række personer og virksomheder anses blandt andet på baggrund af dommene fra Retten i [by1] og Østre Landsret for at være oppebåret af klageren som maskeret udlodning, da hun er den ansvarlige hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS." (understregning foretaget)

Landsskatterettens afgørelse af den 27. april 2015, j.nr. 07-0207408, fastslår således indledningsvis, at der principielt var sket retserhvervelse. Afgørelsen illustrerer dermed, at der netop ikke alene blev lagt afgørende vægt på det almindelige udgangspunkt om retserhvervelse, hvorefter selskabets hovedanpartshaver og direktør principielt skulle beskattes. Derimod må afgørelsen anses at være udtryk for, at der netop tillige blev henset til, hvorvidt de i sagen omhandlede beløb rent faktisk kunne anses at udgøre en faktisk realiseret/aktualiseret økonomisk fordel for den pågældende hovedanpartshaver og direktør, samt udtryk for, at dette efter en samlet konkret vurdering ikke fandtes at være tilfældet, hvorefter der ikke var grundlag for beskatning.

De faktiske forhold i de i Skatteministeriets svarskrift anførte domme, UfR 1981.968 H og SKM2003.389.HR, er afgørende forskellige fra forholdene i nærværende sag og omhandler alene Højesterets stillingtagen til, om indtægtsførelse af de i sagerne omhandlede indtægter kunne udskydes eller ej. Tvisten i disse sager angik således spørgsmålet om periodiseringstidspunktet for den i sagerne omhandlede indkomst, og derimod ikke samme tvist som i nærværende sag, der angår, hvorvidt der er tale om en sådan faktisk realiseret/aktualiseret økonomisk fordel, at der er grundlag for beskatning.

A og B har hverken disponeret over eller haft rådighed over de i sagen omhandlede udbyttebeløb og lejeindtægter allerede af den simple årsag, at de ikke vidste besked om de omhandlede beløbs eksistens i USA. Som følge heraf kan de omhandlede udbyttebeløb og lejeindtægter ikke anses for realiserede/aktualiserede for A og B på en sådan måde, som beskatning efter statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16 A må forudsætte, jf. herved ovenstående administrative udsagn, teori og praksis.

Det gøres således gældende, at der efter en samlet konkret vurdering i nærværende sag reelt ikke er tale om en sådan faktisk realiseret/aktualiseret økonomisk fordel for A og B, hvad angår de omhandlede aktieudbytter og lejeindtægter i USA, at der er grundlag for beskatning deraf.

Ekstraordinær genoptagelse - indkomstårene 2002-2008

Til støtte for de nedlagte subsidiære påstande gøres det gældende, at betingelserne efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af A's og B's skatteansættelser for indkomstårene 2002-2008 ikke er opfyldte.

Dette i overensstemmelse med to retsmedlemmers dissens i Landsskatterettens afgørelser (ekstrakt s. 49 og s. 83), hvorefter betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke findes at være til stede, idet A og B ikke anses for at have handlet mindst groft uagtsomt.

Landsskatterettens øvrige to retsmedlemmer, herunder retsformanden, hvis stemme grundet stemmelighed var afgørende, finder heller ikke, at A og B har handlet groft uagtsomt, jf. Landsskatterettens afgørelse (ekstrakt s. 49, 2. afsnit, og s. 83, 7. hele afsnit). Disse retsmedlemmer finder derimod, at A's onkel/B's bror (JN) i USA har handlet groft uagtsomt på vegne af A og B i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Det bestrides, at der er grundlag for en sådan identifikation. Skatteministeriet har da også i duplikkerne frafaldet et sådant synspunkt for byretten.

Skatteministeriet gør - modsat alle fire retsmedlemmer i Landsskatteretten - gældende at A og B har ageret groft uagtsomt. Dette bestrides.

Skatteministeriets opfattelse beror på formodninger og antagelser. På trods af de danske skattemyndigheders forespørgsler til de amerikanske skattemyndigheder ad flere omgange - senest i 2019 - har de amerikanske skattemyndigheder ikke kunnet fremkomme med materialer eller oplysninger, der konkret viser, at A og B har kendt til aktieudbytterne og lejeindtægterne i USA i de omhandlede indkomstår.

Det bestrides videre, at A og B har modtaget de i sagen omhandlede lejeindtægter og aktieudbytter fra USA.

A og B var ikke bekendt med, at der tilkom dem lejeindtægter og aktieudbytte fra USA. De husker ikke under hvilke omstændigheder, de har underskrevet Trust Agreement af 1. december 1991, for mere end 27 år siden, og erindrer ikke noget om trusten, ejendommen eller aktierne i USA forud for begyndelsen af denne sag i 2012.

Hertil kommer, at A og B ikke ved underskriften i 1991 på dokumentet om oprettelse af en trust (bilag F, ekstrakt s. 243ff) burde have indset, at de havde arvet efter IJ hvad angår en andel af den i sagen omhandlede ejendom samt aktier i selskabet i USA. Det må lægges til grund, at A og B hverken da eller efterfølgende har modtaget eller søgt juridisk bistand til forståelse af retsvirkningen af trusten, idet de i givet fald ville have haft erindring herom, ligesom det må lægges til grund, at aktierne slet ikke indgik i G2, jf. bilag F (ekstrakt s. 244) og bilag G (ekstrakt s. 259).

Det gøres gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af A's og B's skatteansættelser for indkomstårene 2002-2008 ikke er opfyldt.

Indsætningerne på A's danske konto

Hvad angår de indsætninger på i alt kr. 1.116.629 på A's konto i F2-bank i 2009-2011, som han ifølge Landsskatterettens afgørelse er anset for at være skattepligtig af, gøres det nærmere gældende, at der er tale om skattefrie midler i form af lån fra JN til A.

Som nærmere beskrevet ovenfor i sagsfremstillingen (s. 13) er der tale om lånedokumenter vedrørende i alt kr. 1.031.500 for årene 2009-2011. I forhold til den af Landsskatteretten opretholdte beskatning af indsætninger på i alt kr. 1.116.629 i perioden 2009-2011 er der således en difference på kr. 85.129 mellem det samlede lånebeløb i lånedokumenterne på kr. 1.031.500 og indsætningerne på i alt kr. 1.116.629, som A i henhold til Landsskatterettens afgørelse er beskattet af. Selvom denne difference på kr. 85.129 ikke kan anses for omfattet af beløbene i lånedokumenterne, er alle de omhandlede indsætninger fra JN på A's konto de facto blevet opfattet som lån fra JN til A.

Til (delvis) støtte for den principale påstand samt den subsidiære påstand vedrørende A gøres det således gældende, at A ikke er skattepligtig af indsætningerne på sin konto i 2009-2011 med et beløb på i alt kr. 1.116.629, idet indsætningerne udgør et retskraftigt lån.

Under alle omstændigheder gøres det gældende, at i hvert fald det samlede lånebeløb på kr. 1.031.500 i henhold til lånedokumenterne udgør et retskraftigt lån.

Desuden gøres det gældende, at de omhandlede indsætninger på kr. 1.116.629 må anses at komme fra allerede beskattede midler i det omfang, retten måtte finde grundlag for at opretholde beskatningen af de omhandlede aktieudbytter og lejeindtægter fra USA. Dette helt på linje med også ét retsmedlems dissens i Landsskatterettens afgørelse i A's sag, side 31, 7. afsnit (ekstrakt s. 50).

Skatteministeriet har i sammenfattende processkrift bl.a. anført følgende:

Indtægter fra amerikanske aktiver

Indtægterne er skattepligtige

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgerne i indkomstårene 2002-2011 er skattepligtige af aktieudbytte fra det amerikanske selskab, G1 Inc., og af lejeindtægter fra den amerikanske ejendom.

For så vidt angår aktieudbyttet følger det af ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, at alt, hvad der udloddes af et selskab til selskabets aktionærer, skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

Det fremgår klart af ejeroversigten af 31. december 2011, at B og A hver især ejede 13,8 pct. af aktierne i selskabet G1 Inc. (E307). Det er oplyst, at aktierne blev arvet fra IJ (B's far og A's morfar), der døde i 1989. Det er endvidere ubestridt, at der er udbetalt udbytte fra selskabet i det beskattede omfang. Sagsøgerne er derfor hver især skattepligtige af deres andel af selskabets afkast.

For så vidt angår lejeindtægterne følger det af statsskattelovens § 4, litra b, at alle indtægter, herunder lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom, er skattepligtige. Lejeindtægter skal som udgangspunkt henføres til den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

Sagsøgerne er ejere af en ideel andel af ejendommen og begunstigede i G2, hvori lejeindtægterne er indgået (jf. Trust Agreement af 1. december 1991, E243). Det er ubestridt, at trusten i dansk henseende ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt definitivt udskilt fra de begunstigedes formue.

Det er endvidere ubestridt, at ejendommen har genereret lejeindtægter i det beskattede omfang. Sagsøgerne er som følge heraf hver især skattepligtige af deres andel af de lejeindtægter, som ejendommen har genereret.

Sagsøgerne gør heroverfor gældende, at de ikke er skattepligtige af aktieudbytte og lejeindtægter, da beløbene ikke faktisk tilgik dem. Sagsøgerne har oplyst, at JN (B's bror og A's onkel) - uden at sagsøgerne vidste det - satte sig i besiddelse af de beløb, som retmæssigt tilhørte dem. Sagsøgerne har i forlængelse heraf oplyst, at de ikke har taget skridt til at få de udbetalte udbytter og lejeindtægter tilbage fra JN, og at de heller ikke har anmeldt ham til politiet.

Sagsøgerne har ikke godtgjort, at de ikke modtog aktieudbytte og lejeindtægter fra USA i indkomstårene 2002-2011.

Det fremgår således af oplysninger fra de amerikanske myndigheder, at sagsøgerne ifølge deres amerikanske selvangivelser modtog aktieudbytte og lejeindtægter i USA (E320-321).

Derudover er det oplyst, at aktieudbyttet og lejeindtægterne er udbetalt med checks, der er stilet til sagsøgerne.

Dette skaber en klar formodning for, at checkene kun kan indløses af sagsøgerne eller med sagsøgernes udtrykkelige samtykke. Oplysningerne om, at disse checks er sendt til JN (E329), ændrer ikke på, at de må antages at være blevet hævet med sagsøgernes medvirken og accept.

Herudover viser en række omstændigheder vedrørende sagsøgernes økonomiske forhold, at sagsøgerne har været i besiddelse af større beløb udover, hvad der er selvangivet i Danmark.

For så vidt angår B fremgår det af hendes R75'er for indkomstårene 2003 (E435) og 2004 (E441), at hun trods en meget begrænset selvangivet indkomst og uden væsentlige opsparede midler erhvervede et sommerhus til kr. 1.350.000,- kontant i 2003.

B har under skriftvekslingen (E186) oplyst, at midlerne til erhvervelsen af sommerhuset i 2003 hidrørte fra JN.

Det bemærkes, at B på intet tidspunkt under skattemyndighedernes behandling af sagen har oplyst om, at hun i indkomståret 2003 modtog et større beløb til erhvervelse af et sommerhus, og at dette beløb skulle stamme fra JN. Henset til, at sagen netop angik (og angår), om hun i dette indkomstår modtog beløb fra USA, herunder om disse har været videreformidlet til hende fra JN, forekommer det meget mærkværdigt, at hun ikke på et tidligere tidspunkt har oplyst skattemyndighederne herom. At B har tilbageholdt så centrale oplysninger om midler modtaget fra JN og USA, støtter efter Skatteministeriets opfattelse, at beløbene er tilgået hende som aktieudbytte og lejeindtægter.

B har fremlagt et brev dateret den 26. oktober 2002 (E427), som skulle være sendt til hende fra JN. Af brevet fremgår, at han ønskede at erhverve et sommerhus i Danmark, og at han derfor gerne ville låne hende pengene hertil. Dette brev dokumenterer ikke, at JN overførte dette betydelige beløb til B som et lån. At JN skulle havde lånt B penge til køb af et sommerhus er ikke underbygget af lånedokumenter, ligesom der heller ikke foreligger objektive omstændigheder, som støtter, at der har bestået et låneforhold mellem JN og B.

Hertil kommer, at det af brevet fremgår, at JN var bekendt med, at han som amerikansk statsborger ikke selv kunne erhverve fast ejendom i Danmark. Denne oplysning stemmer ikke overens med den senere erklæring af 19. august 2013 (E344) om, at han rejste til Danmark i 2009 for at erhverve en lejlighed her i landet - i 2009 nu tilsyneladende ubekendt med, at han som udenlandsk statsborger ikke kunne erhverve fast ejendom i Danmark.

Endvidere har sagsøgerne om sin kontakt med JN (E345 og E351, spørgsmål og svar nr. 3) oplyst, at de i årene 1991-2009 kun havde "sporadisk og overfladisk kontakt" med ham, hvilket heller ikke stemmer overens med, at B i 2003 skulle have lånt penge af ham til køb af et sommerhus, eller at hun skulle have købt et sommerhus på hans vegne.

Hertil kommer endvidere, at JN tidligere har oplyst til SKAT (E344), at hans hus var gået på tvangsauktion og at han havde tabt mange penge på børsspekulation - endnu en oplysning, der ikke stemmer overens med, at han ønskede og havde midler til at erhverve et sommerhus i Danmark.

Endelig bemærkes, at brevet fra JN fra 2002 i modsætning til andre skrivelser fra ham (E331 og E343) er udarbejdet på dansk, hvilket i sig selv forekommer mærkværdigt.

B's oplysninger vedrørende købet af sommerhuset er således ikke dokumenteret.

Tværtimod må det på baggrund af ovennævnte oplysninger lægges til grund, at B faktisk modtog det udbytte og de lejeindtægter fra USA, som hun var berettiget til.

Det skal hertil tilføjes, at hun ifølge den amerikanske selvangivelse for indkomståret 2003 (E273) samlet modtog kr. 1.978.466,-. Dette beløb hænger godt sammen med, at hun kontant erhvervede et sommerhus i 2003 til kr. 1.350.000,-, at hun efter det oplyste har betalt ca. 283.000 kr. i skat i USA i det omhandlede indkomstår (E236), at hun herudover har haft en beskeden indtægt i Danmark, og at hendes bankindeståender i indkomståret 2003 er steget med ca. 20.000 kr. (jf. E435 sammenholdt med E500). Endvidere fremgår det (E442), at hendes bankindeståender i indkomståret 2004 er steget med ca. 75.000 kr. på trods af, at hun i dette indkomstår alene havde selvangivet en indkomst med fradrag for betalte skatter på ca. 100.000 kr.

Endvidere bemærkes, at B den 3. november 1999 erhvervede lejligheden Y5-adresse til kr. 1.413.123,-, jf. tingsbogsattest vedrørende ejendommen (E475). Af skødet (E419) fremgår, at hun i forbindelse med købet af ejendommen overtog et 30 årigt ejerskiftelån på kr. 1.122.000,-. Af tingsbogsattesten fremgår videre, at hun ikke længere har dette ejerskiftelån i ejendommen (E476), og hun har således også i den omhandlede periode indfriet et betydeligt lån i lejligheden.

Endelig har B i perioden oktober 2012 til marts 2013 indbetalt ca. 500.000 kr. til dækning af skattekravene, der opstod som følge af hendes egne selvangivelser til SKAT for indkomstårene 2010-2011, og i perioden juli til september 2013 indbetalt knap 4 mio. kr. til SKAT til dækning af skattekravene, der opstod som følge af SKATs afgørelse (E484-486). Det er trods Skatteministeriets opfordringer udokumenteret, med hvilke midler disse skattekrav er betalt. Indbetalingerne kan således ikke tilnærmelsesvis dækkes af B's skattepligtige indkomster for 2012 og 2013 (E461 og E465). Endvidere er pensionsmidlerne, som B hævder er anvendt til betaling af skattekravene, først hævet den 10. juni 2014 (E489 og E491), altså længe efter at beløbene er betalt til SKAT.

Disse forskellige formuedispositioner og ændringer i B's formueforhold - der ikke kan rummes inden for hendes selvangivne indkomst - skaber en klar formodning for, at aktieudbyttet og lejeindtægterne, der ikke er selvangivet, men som tilkommer hende, faktisk også er tilgået hende.

For så vidt angår A fremgår det af hans R75 for indkomståret 2003 (E531), at han i årene 2001-2003 erhvervede tre motorcykler. Det fremgår også af hans R75, at han i 2003 hverken havde gæld eller renteudgifter. Motorcyklerne må således være anskaffet kontant.

A har ikke redegjort for, hvorfra han fik midler til at erhverve tre motorcykler. A's oplysninger om, at han havde lave faste udgifter, er ikke dokumenterede, og kan under alle omstændigheder ikke forklare den anvendelse af kontante midler, som har fundet sted.

Hertil kommer, at hans mor B ubestridt modtog et større beløb i indkomståret 2003, der som anført ovenfor må antages at udgøre hendes andel af lejeindtægterne og aktieudbyttet fra USA.

Da A på lige fod med sin mor ejede en andel af den amerikanske ejendom og af det amerikanske selskab, er der en formodning for, at han i dette indkomstår faktisk modtog de indtægter fra USA, der tilkom ham.

For så vidt angår begge sagsøgere bemærkes det yderligere, at de efter det oplyste ikke har tilbagesøgt beløb fra JN. Dette understøtter i sig selv, at JN ikke har taget sagsøgernes midler, eller i hvert fald at dette er sket med sagsøgernes (stiltiende) accept, således at indtægterne også af denne årsag skal anses for faktisk oppebåret af sagsøgerne.

Hertil kommer, at det af erklæring fra JN af 6. maj 2013 (E331) fremgår, at den nye trust, dvs. på daværende tidspunkt B, A og JN, købte de andre begunstigede ud af den faste ejendom, som var indskudt i fonden, og at huslejeindtægterne blev anvendt som betaling herfor.

Såfremt dette lægges til grund, er huslejeindtægterne anvendt til at forøge sagsøgernes ideelle andel af ejendommen indskudt i trusten, og sagsøgerne skal således også under disse omstændigheder anses for at have oppebåret deres andel af lejeindtægterne.

Under alle omstændigheder er det ikke afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt de skal beskattes, om aktieudbyttet og lejeindtægterne faktisk er tilgået sagsøgerne.

Både aktieudbytte og lejeindtægter beskattes således efter retserhvervelsesprincippet, hvilket indebærer, at en indtægt skal medregnes ved indkomstopgørelsen på det tidspunkt, hvor der er erhvervet endelig ret til den - uanset om og hvornår beløbet faktisk oppebæres. Der henvises herved til U.1981.968 H og SKM2003.389.HR og Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C,C.2.5.3.2.1.

For så vidt angår aktieudbytte er det afgørende for, om der skal ske beskatning, om udbyttet er blevet deklareret på generalforsamlingen, jf. Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C,B.3.2. Da det af oplysningerne fra de amerikanske skattemyndigheder fremgår, at G1 Inc. indberettede, at sagsøgerne i indkomstårene 2002-2011 (E321 og E322) oppebar det omhandlede aktieudbytte, må det lægges til grund, at denne betingelse er opfyldt. Der henvises herved også til, at aktieudbytte som udgangspunkt beskattes i henhold til ejerandelene, uanset hvem der måtte have opnået fordel af udbyttet, jf. eksempelvis SKM2017.466.ØLR.

For så vidt angår lejeindtægterne skal de i henhold til retserhvervelsesprincippet regnes med til indkomsten for den periode, som lejen vedrører, jf. eksempelvis SKM2011.38.BR og Den juridiske vejledning, afsnit C,H.3.2.2.1. Da G1 Inc. ifølge oplysningerne fra de amerikanske skattemyndigheder løbende har betalt leje vedrørende ejendommen (E322), er betingelserne for at anse sagsøgerne skattepligtige af de realiserede lejeindtægter opfyldt.

Sagsøgernes oplysning om, at JN har bemægtiget sig de omhandlede indtægter, er dermed indkomstansættelserne uvedkommende. I stedet er det et forhold, som sagsøgerne som anført ovenfor må forfølge strafferetligt eller civilretligt over for JN.

Sagsøgerne har handlet groft uagtsomt

Skatteministeriet gør gældende, at betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse af indkomstårene 2002-2008 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan skattemyndighederne foretage en ændring i skatteansættelsen udover de ordinære ansættelsesfrister i § 26, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at myndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Såfremt retten finder, at det bevismæssigt skal lægges til grund, at sagsøgerne faktisk har modtaget aktieudbyttet og lejeindtægterne fra USA, jf. ovenfor afsnit 3.1.1., må sagsøgerne tillige uden videre anses for at have handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive disse indtægter over for de danske skattemyndigheder.

Selv hvis retten finder det godtgjort, at sagsøgerne ikke har oppebåret de amerikanske indtægter, må sagsøgerne anses for at have handlet mindst groft uagtsomt. Det fremgår således af oplysningerne fra de amerikanske myndigheder (E324), at sagsøgerne i indkomstårene 2003 og 2005-2011 har indleveret selvangivelse i USA. Det fremgår endvidere af den amerikanske lovgivning og af vejledningen til udfyldelse af de egentlige selvangivelser (E411), at selvangivelserne kun er gyldige, hvis de er underskrevet af den skattepligtige eller i henhold til fuldmagt, der skal medsendes selvangivelsen (jf. også E360-361).

Særligt i relation til indkomstårene 2002 og 2004 har de amerikanske skattemyndigheder (E324 og E361), i øvrigt oplyst, at der blev udarbejdet, hvad der svarer til skønsmæssige ansættelser for sagsøgerne, fordi de ikke selv indleverede selvangivelser. Det fremgår af IRS' hjemmeside (E414), at der i denne situation vil blive fremsendt "a Notice of Deficiency CP3219N" (E385), og det må således lægges til grund, at sagsøgerne har fået tilsendt en sådan eller tilsvarende underretning fra de amerikanske myndigheder.

Derudover har sagsøgerne i USA været i besiddelse af et Individual Taxpayer Identification Number (ITIN). Dette identifikationsnummer anvendes specifikt i relation til de amerikanske skattemyndigheder. Tildeling af et ITIN forudsætter ifølge vejledningen til ansøgning om et ITIN, at der fremsendes udførlig dokumentation for både identitet og nationalitet (E398), ligesom der skal indgives en ansøgning (E395), som skal underskrives af den skattepligtige eller af en, som har fuldmagt hertil (E404, og E361)

Det forekommer ganske usandsynligt, at disse ovenstående dispositioner kunne foretages over for de amerikanske myndigheder uden sagsøgernes aktive medvirken hertil.

Sagsøgerne hævder, at de først med breve af 24. juli 2012 (E311-312) fra den amerikanske revisor blev bekendt med deres amerikanske selvangivelser og indholdet heraf. Af brevene fremgår:

"As you requested, you should by now already have in your possession copies of your 2009 and 2010 Federal and California Individual Income Tax Returns. In addition a copy of your 2011 extension to file a Federal individual Income Tax Return was also included."

I en erklæring af 13. maj 2019 (E393) fremgår det imidlertid, at revisorens første kontakt med sagsøgerne var, da han sendte dem hver især deres selvangivelser for 2009, 2010 og 2011. Denne seneste erklæring hænger altså ikke sammen med, at brevet af 24. juli 2012 udspringer af en henvendelse fra sagsøgerne.

Endvidere fremgår det af en erklæring af 23. maj 2013 fra revisoren (E341), at de selvangivelser, som revisoren har udarbejdet på sagsøgernes vegne i indkomstårene 2003 til 2011, alle blev afhentet, sendt eller leveret til JN, der over for revisoren tilsyneladende har erklæret, at han har betalt den amerikanske skat på sagsøgernes vegne.

Alle tre skrivelser fra revisoren giver anledning til at rejse spørgsmål om, hvem der har givet revisoren sit opdrag om at udarbejde selvangivelserne på sagsøgernes vegne, herunder hvordan han har fået fuldmagt til at indlevere selvangivelserne på sagsøgernes vegne. Derudover er det også efter den seneste erklæring fra revisor uafklaret, hvad der var baggrunden for sagsøgernes henvendelse til revisoren forud for brevet af 24. juli 2012, herunder hvilke oplysninger sagsøgerne var i besiddelse af på dette tidspunkt, og hvornår disse var modtaget. Erklæringerne giver således anledning til, at der kunne stilles en række opfølgende spørgsmål til revisoren. Det bemærkes hertil, at sagsøgerne ikke har fremlagt de henvendelser og de spørgsmål fra sagsøgerne, der danner baggrund for revisorens erklæringer.

Det forhold, at sagsøgernes danske revisor først i 2012 blev bekendt med de amerikanske selvangivelser (jf. E349), dokumenterer i øvrigt ikke, at sagsøgerne selv først blev bekendt hermed i 2012, jf. modsat det i processkrift III af 16. maj 2019 anførte.

Det fastholdes derfor som udokumenteret, at sagsøgerne først i juli 2012 blev bekendt med deres amerikanske selvangivelser.

Hertil kommer som anført ovenfor, at de checks, som vedrørte aktieudbyttet og lejeindtægterne, var stilet til hver af sagsøgerne. Indløsningen af disse checks må dermed være foretaget af sagsøgerne eller med deres samtykke. Det forhold, at checkene med aktieudbyttet ifølge en erklæring fra selskabets underdirektør (E329) blev sendt til JN, ændrer ikke på, at sagsøgerne må have medvirket eller samtykket til, at checkene kunne indløses.

Hertil kommer, at sagsøgerne utvivlsomt var bekendt med, at de ved IJ's død arvede en andel af ejendommen i Y1-adresse, ligesom de ved deres underskrift på Trust Agreement af 1. december 1991 (E243) tiltrådte, at administrationen af ejendommen skete i regi af G2. Alligevel selvangav de på intet tidspunkt deres ejerskab til denne ejendom, selvom det fremgår af skattekontrollovens § 1, stk.1, at oplysning om formueværdien af fast ejendom beliggende i udlandet skal selvangives.

Det må endvidere lægges til grund, at sagsøgerne også var bekendt med, at de ved IJ's død arvede aktier i G1 Inc. Således var disse aktier en del af G3, og efter (mor)farens død i 1989 blev aktiverne uddelt til de begunstigede, som også omfattede sagsøgerne. Endvidere fremgår det af den underskrevne Trust Agreement (E243), at visse af de aktiver, der var udloddet til sagsøgerne (og de øvrige begunstigede), blev indskudt i den nye trust. Som følge heraf må sagsøgerne også have været bekendt med, at visse andre aktiver, herunder aktierne i G1 Inc., ikke blev indskudt i den nye trust. Endelig bemærkes det atter, at når det har været B's kusine og fætter bekendt, at de ejede aktierne i selskabet, som de havde modtaget i forbindelse med IJ's død, forekommer det usandsynligt, at det samme ikke skulle være tilfældet for sagsøgerne, der havde modtaget aktierne på samme tidspunkt og under samme omstændigheder.

Det må derfor under alle omstændigheder lægges til grund, at sagsøgerne var eller burde være bekendt med, at de havde indtægter i USA, og sagsøgerne har derfor handlet groft uagtsomt i forbindelse med selvangivelserne i Danmark for årene 2002-2008, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Indsætninger på A's bankkonto

Skatteministeriet gør gældende, at A er skattepligtig af i alt kr. 1.116.629,-, som blev overført på hans bankkonto ved 83 indsætninger i indkomstårene 2009-2011.

Al indkomst er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1. Det gælder uanset, om indkomsten stammer her fra landet eller ikke.

Under de foreliggende omstændigheder påhviler det A at godtgøre, at indsættelserne udgør skattefrie eller allerede beskattede midler, jf. f.eks. U.2006.3295H, U.2009.163H, U.2010.415/2H og U.2011.1599H. Denne bevisbyrde har han ikke løftet.

A har under sagen oplyst, at indsætningerne udgør lån fra hans onkel.

Til støtte herfor har han først for Landsskatteretten fremlagt tre gældsbreve (E539, E595 og E619), som hverken beløbsmæssigt eller tidsmæssigt har en sammenhæng med de 83 indsætninger. Det er derfor udokumenteret, at indsætningerne stammer fra onklen, og at de udgør lån.

Det forhold, at kontoen i F1-bank, som indsætningerne overføres fra, ikke tilhører A selv (E621), indebærer ikke, at kontoen tilhører JN, og at indsætningerne derfor er foretaget af ham.

Selv hvis det anses for dokumenteret, at indsætningerne stammer fra onklen, er der under alle omstændigheder tale om en skattepligtig gave, som også skal regnes med i indkomstopgørelsen som personlig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, og personskattelovens § 3, stk. 1. A og JN er som onkel og nevø således ikke omfattede af den gaveafgiftsberettigede kreds i boafgiftsloven.

Som følge af den familiemæssige relation mellem A og onklen må der stilles skærpede krav til beviset for, at der faktisk foreligger et låneforhold, som anført af A, jf. f.eks. SKM2003.247.VLR, U2009.2325H og SKM2012.586.ØLR.

A har ikke løftet denne skærpede bevisbyrde. Tværtimod er der en række forhold, som støtter, at indsætningerne på hans bankkonto ikke udgør lån.

Således har der været tale om 83 løbende indsætninger på A's konto, som alle er overført med teksten "F1-bank X1" uden angivelse af, at beløbet stammede fra onklen eller skulle anses for et lån. Såfremt indsætningerne faktisk udgjorde lån fra onklen, havde det været naturligt at markere det i overførelsesteksten. Dette understreges yderligere af, at onklen i perioden 2009-2011 i hvert fald den 2. oktober 2009 og den 28. juni 2010 indsatte beløb på A's konto, hvor det tydeligt blev tilkendegivet, at beløbet var overført fra JN.

Hertil kommer, at der ikke er en tidsmæssig sammenhæng mellem de løbende indsætninger og udarbejdelsen af gældsbrevene, idet gældsbrevene utvivlsomt er udarbejdet efter indsætningerne. Endvidere stemmer beløbene i gældsbrevene særligt for 2010 og 2011 ikke overens med de faktiske indsætninger.

Vilkårene i gældsbrevene støtter heller ikke, at der foreligger et reelt låneforhold mellem A og onklen. Således er lånene rentefrie og der er ikke aftalt tilbagebetaling af lånene. Hertil kommer, at A stadig ikke har afdraget på de oplyste lån.

Endelig skal også fremhæves de uafklarede omstændigheder vedrørende det engelske gældsbrev på 24.000 USD dateret den 11. februar 2009 (E537), der blev fremsendt til SKAT under kontrolsagen. At A ikke skulle kunne erindre baggrunden for fremsendelsen af dette gældsbrev til SKAT eller omstændighederne ved gældsbrevet, fremstår ikke troværdigt. Eksistensen af dette gældsbrev og A's vægring ved at oplyse nærmere herom understøtter, at A ikke alene ved den relativt sene fremlæggelse af de tre danske gældsbreve har godtgjort, at de indsatte midler reelt udgør et lån fra JN, og at indsætningerne derfor ikke skal beskattes.

På baggrund af ovennævnte gøres det sammenfattende gældende, at A ikke har løftet sin bevisbyrde for, at indsætningerne udgjorde lån, hvorfor de skal anses for skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Parterne har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med processkrifterne.

Rettens begrundelse og resultat

Ad indtægter fra amerikanske aktiver i indkomstårene 2002-2011

Det lægges til grund som ubestridt, at sagsøgerne har været ejere af aktier i det amerikanske selskab G1 Inc. og af en ideel andel af en ejendom i Californien, og at der de pågældende år har været udbetalt aktieudbytte og lejeindtægter.

Det følger af ligningslovens § 16 A, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, og statsskattelovens § 4, litra b, sammenholdt med retserhvervelsesprincippet, at sagsøgerne er skattepligtige af de beløb, de var berettigede til de pågældende år. Det forhold, at sagsøgerne ikke måtte have modtaget beløbene, måske fordi JN - som anført af sagsøgerne uberettiget tilegnede sig beløbene, medfører ikke, at sagsøgerne ikke er skattepligtige de år, hvor udbetalingerne skete.

Retten kan derfor tiltræde Landsskatterettens afgørelse vedrørende dette spørgsmål.

Ad ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2002-2008

Landsskatterettens flertal fandt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgernes skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, idet JN som "trustee" for sagsøgerne ikke selvangav sagsøgernes udbytter og lejeindtægter for de danske myndigheder og derved i hvert fald ved grov uagtsomhed bevirkede, at SKAT foretog sagsøgernes skatteansættelser på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

For retten har sagsøgte alene gjort gældende, at genoptagelse skal ske, fordi sagsøgerne selv har udvist mindst grov uagtsomhed med hensyn til det urigtige eller ufuldstændige skattegrundlag.

Efter bevisførelsen finder retten, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at sagsøgerne har modtaget de omhandlede udbyttebeløb og lejeindtægter eller har haft kendskab til de amerikanske selvangivelser og skønsmæssige ansættelser.

Retten finder imidlertid, at sagsøgerne på baggrund af underskrifterne på Trust Agreement dokumentet af 1. december 1991 og oplysningerne i øvrigt om behandlingen af boet efter B's far burde have været klar over, at de arvede og ejede såvel andel af en fast ejendom som aktier i USA, og at der ville komme indtægter fra disse aktiver.

Da retten finder, at sagsøgerne har udvist grov uagtsomhed ved ikke at have holdt sig orienteret om retsstillingen omkring aktiverne og indtægterne fra USA, kan retten herefter tiltræde, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt.

Ad indsætninger på A's bankkonto

Sagsøgeren har bevisbyrden for, at indsætningerne på hans bankkonto stammer fra allerede beskattede midler eller udspringer af et gældsforhold mellem ham og afsenderen af pengene.

Retten finder, at sagsøgerens forklaring om låneaftaler med onklen JN og de foreliggende gældsbreve ikke udgør tilstrækkeligt bevis for et gældsforhold mellem dem, da forklaringen har været upræcis og usammenhængende og ikke støttes af andre oplysninger i sagen.

Da sagsøgeren herefter ikke har løftet sin bevisbyrde, tiltræder retten også Landsskatterettens afgørelse vedrørende dette spørgsmål.

Efter sagernes værdi, forløb og udfald skal sagsøgerne betale sagsomkostninger til sagsøgte som nedenfor bestemt til dækning af sagsøgtes udgift inkl. moms til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet er der taget hensyn til hovedforhandlingens varighed på 1 ½ retsdag og sagernes delvis ensartede problemstillinger.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Skatteministeriet frifindes.

A og B skal inden 14 dage betale 150.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.