Dokumentets metadata

Stærk formodning for fri bil som følge af tilkendegivelse om privatbenyttelse - maskeret udlodning ved pantebrevshandel skulle ske i henhold til ejerandele

Den skattepligtige, som var medejer af et tysk selskab, var indtrådt i en ordning med de tyske skattemyndigheder, hvorefter der i selskabet månedligt skulle bogføres et beløb til gengæld for hans private rådighed over selskabets Aston Martin. Landsretten fandt, at der navnlig ved denne tilkendegivelse om privat anvendelse over for de tyske skattemyndigheder samt bogføringen i overensstemmelse hermed var skabt en stærk formodning for, at bilen stod til rådighed for privat anvendelse. Landsretten fandt ikke formodningen afkræftet ved den skattepligtiges fraskrivelseserklæring, nogle håndskrevne kørebøger for tidligere år, de øvrige biler som han rådede over eller en under retssagen afgivet vidneforklaring om, at bilen stod parkeret i en aflåst garage nær det tyske selskabs adresse. Landsretten bemærkede endvidere, at den omstændighed at skattemyndighederne ikke havde ført bevis for konkret konstateret privat kørsel i bilen ikke kunne føre til andet resultat.

Den skattepligtige ejede endvidere halvdelen af aktierne i et selskab, som handlede med pantebreve. Selskabet havde købt tre pantebreve fra den skattepligtiges kompagnon og dennes nærtstående. Landsretten fandt, at der ikke havde været nogen forretningsmæssig begrundelse for tilbagekøbene, da det fremgik af en skønserklæring, at pantebrevene var værdiløse på handelstidspunktet, hvor debitorerne var gået konkurs. Det var kompagnonen, som havde forestået handlerne, og det var alene kompagnonen og dennes nærtstående, som var blevet begunstigede herved. Da udgangspunktet ved udlodning af udbytte er, at dette fordeles efter ejerandele i selskabet, og da der ikke forelå oplysninger, som kunne begrunde en afvigelse fra dette udgangspunkt, fandt landsretten imidlertid, at den skattepligtige skulle beskattes af den del af udlodningen, som kunne henføres til hans ejerandel.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2016.432.BR), hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.

Parter

A

(v/Adv. Christian Falk Hansen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Per Lunde Nielsen v/advokat Matthias Albertsen Brorsen i henhold til proceduretilladelse)

Afsagt af Landsretsdommerne

Ib Hounsgaard Trabjerg, Finn Morten Andersen og Christian Schrøder (kst.)

Sagens oplysninger

Byrettens dom af 11. marts 2016 (BS 44C-992/2015) SKM2016.432.BR ) er anket af A med en principal påstand som for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende,

1. at As skatteansættelse for indkomståret 2007 nedsættes med 617.400 kr.

2. at As skatteansættelse for indkomståret 2008 nedsættes med 466.800 kr., og

3. at As aktieindkomst for indkomståret 2008 nedsættes med 562.540 kr.

Subsidiært har A nedlagt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende,

1. at As skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

2. at ansættelsen af As aktieindkomst for indkomståret 2008 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

A har under ankesagen fremlagt en e-mail af 28. april 2017 fra erhvervsjurist IP, F1-bank, hvorefter det bekræftes, "at A hæftede personligt for G6s (CVR ...11) kreditter i F1-bank".

Endvidere er fremlagt en opgørelse af 29. juni 2010 fra IP, hvorefter bankens samlede tilgodehavende hos A opgøres til 126.063.518,63 kr. i relation til "Tilgodehavende/kaution" og til 433.520,61 kr. i relation til "Indlån, hvor vi forbeholder os modregning".

Der er til brug for landsrettens behandling af sagen indhentet syn og skøn vedrørende pantebrevenes værdi på det tidspunkt, hvor selskabet købte disse. Skønsmanden KS, har i sin erklæring af 22. april 2017 oplyst, at han ansætter kursværdien af de tre omhandlede pantebreve til 0, idet han anfører, at en kyndig pantebrevsinvestor ikke kunne forventes at ville købe pantebrevene. Han oplyser videre, at pantebrevene heller ikke kunne omsættes på det alternative marked. Skønsmanden har endvidere på spørgsmål om pantebrevenes værdi efter debitorernes konkurs oplyst, at pantebrevene på dette tidspunkt var værdiløse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af A. Endvidere er der afgivet forklaring af MB.

A har supplerende forklaret blandt andet, at G1 købte den omhandlede Aston Martin og den tilsvarende bil, som WJ rådede over, fordi det var billigere at købe en tysk indregistreret bil frem for at køre i deres dansk indregistrerede biler i Tyskland. Begge biler blev købt den 9. februar 2015, hvilket var ca. 2 år inden selskabets køb i marts 2007 af den første ejendom, der ligger ved Hamborg. Ejendomshandler i Tyskland tager ca. 6 måneder at berigtige, hvorfor købsaftalen reelt blev indgået i efteråret 2006. Hans bil blev anvendt i forbindelse med de 40-50 møder, der blev holdt inden købet af ejendommen. Han husker ikke i dag, hvor mange møder der blev afholdt i 2005 og 2006. Det tyske skattevæsen spærrede selskabets konti og ophævede først denne spærring, da han og WJ underskrev aftalen om 1 % beskatning. Det var derfor under stort pres og ikke spor frivilligt, at han over for de tyske skattemyndigheder erklærede, at bilen også skulle anvendes privat. Ansættelseskontrakten som direktør af 21. februar 2007 er indgået og underskrevet denne dato efter ønske fra selskabets tyske revisor, som krævede en afklaring vedrørende 1 % beskatning for at underskrive regnskabet for 2006. Som det fremgår af kørebøgerne for 2005 og 2006, er bilen udelukkende anvendt erhvervsmæssigt i forbindelse med de mange indgående og besværlige forhandlinger om køb af fast ejendom i Tyskland. Bilen er ikke anvendt i forbindelse med alle møder. Han har også anvendt andre biler og kørt med andre. Han havde kun begrænset adgang til det lager, hvor bilen stod, når den ikke blev anvendt. Bilen blev således kun anvendt to gange i 2006. I 2006 kørte han også i sine dansk indregistrerede biler, som han så fik kørepenge for at anvende, hvilket også fremgår af hans danske årsrapport. Den tysk indregistrerede Aston Martin blev kun anvendt til erhvervsmæssig kørsel i Tyskland. Hans private kørselsbehov blev dækket af hans dansk indregistrerede biler, herunder den Bentley til 5 mio. kr., som han ejede personligt. Bilerne af mærket Bentley og Mercedes var leaset af hans selskab. Han finder det ikke unormalt for en nystiftet ejendomsinvesteringsvirksomhed at købe to dyre biler to år før det første køb af en ejendom. Det er meget almindeligt i Tyskland. Han har forgæves rettet henvendelse til kurator i forsøg på at få udleveret de elektroniske kørebøger for 2007 og 2008. Hans henvendelser er forblevet ubesvarede.

Han afgav alene kautioner over for F1-bank i forbindelse med G6s køb af pantebreve. Han har ikke kautioneret overfor WJ eller dennes familiemedlemmer i forbindelse med disses køb af pantebreve. Pantebrevene blev oprindelig solgt til de pågældende købere af G6, som senere købte pantebrevene tilbage. Hans kaution blev ikke nedskrevet, da pantebrevene blev solgt ud af G6' depot. Han har ikke haft nogen personlig vinding i forbindelse med tilbagekøb af de pågældende pantebreve.

MB har forklaret blandt andet, at han i 2007 og 2008 var ansat på det lager, hvor G1 havde lejet kontorlokaler. Bagerst i lageret var to Aston Martin biler parkeret. Når A skulle bruge sin bil, kom han til lageret i en anden bil, som han parkerede på stedet. Der var kun to nøgler til lageret. Han havde den ene, mens hans chef havde den anden, og A kunne derfor kun komme til lageret i åbningstiden eller efter særlig aftale. Kom han for at aflevere bilen efter normal lukketid, krævede dette også en særlig aftale.

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har i det væsentlige procederet i overensstemmelse hermed.

A har yderligere i relation til overdragelsen af pantebrevene gjort gældende, at det ikke er godtgjort, at han havde nogen økonomisk fordel af selskabets køb af de omhandlede pantebreve, idet han ikke havde kautioneret overfor sælgerne, men alene overfor selskabets bank.

Skatteministeriet har yderligere gjort gældende, at forklaringen afgivet af MB ikke godtgør, at A's rådighed over bilen var effektivt afskåret. Der var ingen forretningsmæssig begrundelse for at lade G6 tilbagekøbe de omhandlede pantebreve på et tidspunkt, hvor debitor var gået konkurs, og pantebrevene var enten værdiløse eller havde en kursværdi på 0, som det fremgår af skønserklæringen. A, som havde kautioneret for tilbagekøb af pantebrevene til kurser på 98 og 100, har dermed opnået en økonomisk fordel ved transaktionerne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at omstændighederne i forbindelse med erhvervelsen, oplysningerne om anvendelsen og navnlig tilkendegivelsen om privat anvendelse over for de tyske skattemyndigheder samt bogføringen i overensstemmelse hermed har skabt en stærk formodning for, at den omhandlede Aston Martin stod til rådighed for As private anvendelse. Landsretten finder ikke, at denne formodning er afkræftet ved erklæringen om fraskrivelse af privat råden i ansættelsesaftalen, de håndskrevne kørebøger for 2005 og 2006, de øvrige biler, som A rådede over, eller forklaringen afgivet af MB. Den omstændighed, at der ikke er ført bevis for konkret konstateret privat kørsel i bilen, kan ikke føre til et andet resultat.

Landsretten lægger således til grund, at den omhandlede bil af mærket Aston Martin stod til rådighed for As private anvendelse i 2007 og 2008, og at han derfor er skattepligtig af værdien heraf efter ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4. Det tiltrædes derfor, at Skatteministeriet er frifundet for så vidt angår skatteansættelsen for indkomstårene 2007 og 2008.

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder skønserklæringen, ses der ikke at have været nogen forretningsmæssig begrundelse for at lade G6 tilbagekøbe de tre omhandlede pantebreve på et tidspunkt, hvor debitor var gået konkurs, og hvor pantebrevene var enten værdiløse eller havde en kursværdi på 0.

Det kan ikke lægges til grund, at A havde kautioneret overfor sælgerne, men alene overfor selskabets bank. Det er derfor ikke godtgjort, at A havde nogen direkte personlig økonomisk fordel af transaktionen. Ved transaktionen blev hans kompagnon WJ, dennes ægtefælle og far imidlertid begunstiget, og der er således sket udlodning fra selskabet til WJ. Da udgangspunktet ved udlodning af udbytte er, at dette fordeles efter ejerandele i selskabet, og da der ikke foreligger oplysninger om omstændigheder, der kan begrunde en afvigelse fra dette udgangspunkt i forhold til A, finder landsretten at han skal beskattes af den del af udlodningen, der kan henføres til hans ejerandel. Med denne begrundelse tiltræder landsretten dommen for så vidt angår beskatningen af As aktieindkomst for 2008.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 60.000 kr. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed. A skal endvidere endeligt afholde udgifterne til syn og skøn med 25.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

SKM2016.432.BR