Dokumentets metadata

Splitleasingordning - lystbåd

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at den foreslående koncept vedrørende splitleasingordning sikrer, at arbejdstageren ikke bliver skattepligtig af fri lystbåd efter Ligningslovens § 16 stk. 6.Skatterådet lægger til grund, at en ordning, hvorefter alle omkostninger reguleres over leasingselskabet og fordeles proportionalt i forhold til det antal sejlede timer, som den enkelte leasingtager har realiseret ikke er tilstrækkelig til at sikre en sådan fordeling af udgifterne mellem henholdsvis den erhvervsmæssige og private benyttelse af båden, som kræves i henhold til praksis.Det forhold, at udgifternes fordeling kun skal ske på basis af antal sejlede timer, indebærer endvidere efter Skatterådets opfattelse at det vil blive meget vanskeligt at foretage en fordeling mellem den erhvervsmæssige og den private anvendelse, sideløbende med at de "vandtætte skotter" mellem aftaleparterne opretholdes jf. SKM2001.255.SR.

Spørgsmål

Kan Skatterådet bekræfte, at en splitleasingordning, som beskrevet i anmodningen betyder, at arbejdstageren ikke bliver skattepligtig af fri lystbåd efter Ligningslovens § 16 stk. 6?

Svar

Nej. Se indstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A A/S påtænker at udbyde leasing af både efter praksis i relation til reglerne om splitleasing. Overvejelserne er begrundet i, at en arbejdsgiver gennem en splitleasingaftale kan minimere sine driftsudgifter vedrørende båden, samtidig med at arbejdstageren ikke bliver beskattet af fri båd.

Det påtænkte koncept kan beskrives som følger:

• Der bliver indgået to leasingaftaler, henholdsvis en mellem arbejdsgiver og leasingselskabet samt en mellem arbejdstager og leasingselskabet. Der er ingen forpligtelser mellem leasingtagerne, hvilket vil fremgå af leasingaftalen. Det er derfor muligt for den enkelte leasingtager at opsige leasingaftalen, uafhængigt af den anden leasingtager.
• Førstegangsydelse samt den ordinære, månedlige leasingydelse fastsættes ved leasingaftalens opstart på baggrund af det forventede rådighedsmønster.
• Udgifter, der vedrører den leasede båd, herunder udgifter til finansiering, løbende variable omkostninger til blandt andet brændstof, eventuel optagning og søsætning, vedligeholdelse og service, faste ydelser til statsafgift, forsikring, bådplads, administration og lignende samt ekstraordinære ydelser som selvrisiko og reparation ved kaskoskader i modsætningen til ansvarsskader, fordeles proportionalt i forhold til det faktiske antal timer båden har været anvendt til sejlads af henholdsvis arbejdsgiveren og arbejdstageren.
• For at sikre at der sker en korrekt fordeling af udgifterne, vil det være et krav ifølge leasingsaftalen, at leasingtagerne indberetter fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat benyttelse for den foregående måned, senest den 5. i hver måned. Dermed sikres det, at der foretages en løbende fordeling af de samlede udgifter, ligesom det sikres, at arbejdsgiver og arbejdstager betaler den samme pris for deres respektive antal sejltimer. Den månedlige leasingydelse faktureres efter realiseret antal sejlede timer i den forudgående måned.

Repræsentanten har den 2. september 2013 på SKATs opfordring uddybet dette punkt ved at oplyse følgende:

Hvis kun den ene leasingstager benytter båden til sejlads i en måned, skal denne leasingstager betale hele leasingydelsen for denne måned.

Hvis ingen af leasingstagerne benytter båden til sejlads i en måned, faktureres begge leasingstagere foreløbigt denne måned efter den forventede gennemsnitlige, realiserede sejlads pr. måned gennem kontraktperioden for hver leasingtager. Den foreløbige leasingydelse efterreguleres periodisk. Samme procedure vil også blive anvendt under vinteroplæg eller reparation.

• Leasingtagerne skal føre en detaljeret logbog efter de skattemæssigt godkendte principper, som fremgår af SKATs juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.3.3 , idet logbogen baseres på antal sejlede timer, jf. timetælleren i båden.
• Leasingselskabet kan kontrollere logbogen og fordelingen af rådigheden ud fra bådens timetæller. Ifølge leasingaftalen vil det være et krav, at bådens motor er forsynet med en timetæller, således at sejladsen registreres.
• Båden forsynes med en elektronisk tracker, der gør Leasingselskabet i stand til til enhver tid at fastslå bådens aktuelle og historiske position. Trackeren genererer den logbog med timeantal jf. ovenfor vedrørende timetæller.
• Arbejdsgiver og arbejdstager vil ifølge leasingaftalen være sekundære brugere, hvorfor det er leasingselskabet, der modtager opkrævning af forsikring, bådplads, statsafgift med videre. Desuden udstedes værkstedsregninger til leasingselskabet og fakturering af eventuelt udstedt brændstofkort vil ligeledes ske direkte til leasingselskabet.
• Leasingselskabet foretager en regulering af leasingydelse periodisk på baggrund af de indberettede timeregistreringer og de faktisk afholdte omkostninger, således at omkostningsfordelingen mellem leasingtagerne herefter svarer til fordelingen af den faktiske sejlads i perioden.
• Leasingydelsen indbetales for hver af leasingtagerne direkte til leasingselskabet.
• Hver af leasingtagerne hæfter alene for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet.
• De to leasingaftaler mellem leasingselskabet og henholdsvis arbejdsgiver og arbejdstager vil være enslydende.
• Det vil fremgå af aftalen mellem leasingselskabet og arbejdsgiver, at båden anvendes af en arbejdstager hos arbejdsgiveren, der anvender båden i arbejdsgiverens tjeneste. Af aftalen mellem leasingselskabet og arbejdstageren vil fremgå, at båden anvendes til privatbrug. Det vil endvidere fremgå af leasingaftalerne, at alle omkostninger skal faktureres til leasingiver med henblik på betaling via leasingydelsen. Omkostninger, der ikke faktureres til leasinggiver, hæfter leasingtageren selv for. Ethvert ansvar for rigtigheden af den indberettede rådighedsfordeling påhviler leasingtager.

Repræsentanten har den 2. september 2013 på SKATs opfordring uddybet dette punkt ved at oplyse følgende:

Kontrakterne med leasingtagerne vil pålægge leasingtagerne at viderefakturere ethvert udlæg vedrørende den leasede båd til leasingselskabet således, at samtlige relevante omkostninger indgår, og indregnes i leasingydelsen.

Herved sikres det, at alle omkostninger reguleres over leasingselskabet, og fordeles proportionalt i forhold til det antal sejlede timer, som den enkelte leasingtager har realiseret.

Af aftalens leverancegodkendelse vil det fremgå, at leasinggiver betaler for båden efter leasingtagernes godkendelse af den leverede båd.

Repræsentanten har endvidere anført, at båden ikke kan anvendes til privat sejlads af den ansatte inden for arbejdstagers arbejdstid.

Det beror på en aftale mellem arbejdstager og arbejdsgiver i hvilket omfang arbejdstager kan bruge båden til sejlads uden for arbejdstagers arbejdstid.

I arbejdstagers ferie og fritid kan arbejdstageren efter aftale med arbejdsgiveren anvende båden til længere sejladser i såvel geografisk som i tidsmæssige henseende. Den faktiske brug af båden til sejlads vil fremgår af loggen over antal sejlede timer.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Når der stilles en båd til rådighed af arbejdsgiver til arbejdstagerens private afbenyttelse, er der som udgangspunkt tale om et skattepligtigt gode, der skal beskattes i henhold til Ligningslovens § 16 stk. 6.

I det påtænkte koncept stiller arbejdsgiveren imidlertid ikke en båd til rådighed for arbejdstageren, da arbejdstageren selv afholder de udgifter, der relaterer sig til den private sejlads.

Bådens anvendelse til henholdsvis privat sejlads og erhvervsmæssig sejlads er således skarpt opdelt. Den private sejlads, som opgøres ud fra antal sejlede timer, hvorover der føres et detaljeret sejladsregnskab ud fra bådens timetæller, foregår derfor for arbejdstagerens egen regning. Det påtænkte koncept giver således ikke arbejdstageren nogen fordel, der er egnet til at udløse beskatning.

Skatterådet har ved flere lejligheder, herunder ved SKM2001.255LR og SKM2010.147SR anerkendt, at der ikke skal foretages beskatning af arbejdstageren, hvis en arbejdsgiver og en arbejdstager leaser et transportmiddel sammen, forudsat, at arbejdstageren selv afholder udgifterne til den private brug af transportmidlet.

Skatterådet har i sine udtalelser lagt vægt på nedenstående kriterier, som også er opfyldt i det påtænkte koncept:

• Kriterium 1: Der skal indgås skriftlige separate aftaler

Der bliver i det påtænkte koncept indgået aftaler mellem leasingselskabet og henholdsvis arbejdsgiver og arbejdstager. Der vil være tale om separate aftaler, hvor leasingtagerne ikke forpligter hinanden over for leasingselskabet.

Kriteriet er således opfyldt i det påtænkte koncept.

• Kriterium 2: De samlede udgifter skal fordeles proportionalt

I og med at faktisk afholdte udgifter bliver registeret hos leasingselskabet i det påtænkte koncept, sikres der en korrekt fordeling af udgiften mellem leasingtagerne i henhold til det førte sejlads-regnskab.

Der skal i det påtænkte koncept foretages en løbende indberetning af den faktiske sejlads, og fordeling heraf mellem erhvervsmæssig og privat sejlads.

Alle driftsudgifter bliver faktureret til leasingselskabet, hvorved det via periodisk regulering sikres, at der betales den samme pris per times sejlads for både arbejdsgiver og arbejdstager.

Ved disse foranstaltninger sikres det, at arbejdstageren ikke får et skattepligtigt gode stillet til rådighed af arbejdsgiveren, da arbejdstageren selv betaler for sin private sejlads.

Kriteriet er således opfyldt i det påtænkte koncept.

• Kriterium 3: Leasingydelsen skal betales direkte til leasingselskabet

Der vil i det påtænkte koncept blive indgået separate aftaler med leasingtagerne, der fastslår, at det er den enkelte leasingtager, som skal indbetale til leasingselskabet.

Kriteriet er således opfyldt i det påtænkte koncept.

• Kriterium 4: Hver skal alene hæfte for egne forpligtelser

Det vil fremgå af aftalerne i det påtænkte koncept, at der indgås selvstændige aftaler med arbejdsgiver og arbejdstager, og at der ikke påtages forpligtelser for den anden leasingtager.

Kriteriet er således opfyldt i det påtænkte koncept.

• Kriterium 5: Der skal føres et detaljeret sejlads-regnskab

Det vil i det påtænkte koncept blive pålagt leasingtagerne at føre et sejladsregnskab opgjort efter timeforbruget, der opfylder de skattemæssige betingelser i henhold til SKATs juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.3.3.3 . Ansvaret herfor vil i det påtænkte koncept ligge hos leasingtagerne.

Hermed sikres det, at leasingselskabet kan kontrollere, at fordelingen af udgifterne til henholdsvis den erhvervsmæssige sejlads og den private sejlads sker i overensstemmelse med den faktiske anvendelse, hvorved arbejdstagerens ikke opnår nogen økonomisk fordel.

Kriteriet er således opfyldt i det påtænkte koncept.

Det er spørgers opfattelse, at det påtænkte koncept beskrevet ovenfor indebærer, at arbejdsgiveren ikke stiller et transportmiddel til rådighed for arbejdstageren.

Det er af denne årsag spørgers opfattelse, at det formulerede spørgsmål skal besvares bekræftende.

SKATs indstilling og begrundelse

Indledningsvis bemærkes det, at SKAT i den nedenstående indstilling har forudsat, at båden udelukkende leases af arbejdsgiveren af erhvervsmæssige årsager og ikke eksempelvis som følge af en hovedaktionærs personlige interesser.

Spørgsmål Spørgsmål

Det ønskes bekræftet, at en splitleasingordning, som beskrevet i anmodningen betyder, at arbejdstageren ikke bliver skattepligtig af fri lystbåd efter ligningslovens § 16 stk. 6.

Lovgrundlag

Ligningslovens § 16. stk. 1

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-13 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Tilsvarende gælder personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser.

Ligningslovens § 16, stk. 6

Den skattepligtige værdi af en lystbåd, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 2 pct. pr. uge af bådens anskaffelsessum inkl. moms og levering. Såfremt en lystbåd som led i et ansættelsesforhold er stillet til rådighed for en ansat direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, anses den pågældende at have lystbåden til rådighed hele året. Hvis lystbåden er stillet til rådighed for flere direktører eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, fordeles den skattepligtige værdi ligeligt. Den skattepligtige værdi nedsættes i forhold til antallet af dage, lystbåden stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer, som ikke er omfattet af 3. pkt., eller som ikke er nærtstående. 2.-4. pkt. finder dog ikke anvendelse, såfremt lystbåden som led i et ansættelsesforhold stilles til rådighed for andre ansatte, som er uden væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, eller som ikke er nærtstående, i 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8 uger i perioden uge 22-34. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. 2.-4. pkt. finder heller ikke anvendelse, såfremt den arbejdsgiver, der som led i et ansættelsesforhold stiller en lystbåd til rådighed, har det som hovederhverv at producere lystbåde eller dele af lystbåde, og hvor det er et nødvendigt led i produktionen heraf at testsejle virksomhedens lystbåde og den ansatte direktør eller medarbejderen med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform har det som overvejende beskæftigelse at producere og afsætte lystbåde eller dele af lystbåde. Den skattepligtige værdi efter 1. og 2. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren m.v. for råderetten.

Det fremgår dernæst af pkt. 12.6 i cirk nr. 72 af 17.4.1996 angående lystbåd, jf. § 16, stk. 6:

Stiller firmaet en lystbåd til rådighed for en ansat, og betaler den ansatte ikke fuldt vederlag herfor, foreligger der et skattepligtigt personalegode.

Ligesom for firmabiler kan en ansat, der anvender en lystbåd erhvervsmæssigt, aftale med firmaet, at båden ikke er til rådighed for privat brug.

Efter § 16, stk. 6, ansættes den skattepligtige værdi af fri lystbåd skematisk. Herefter sættes værdien pr. uge til en procentdel af bådens værdi.

Udtrykket lystbåd dækker enhver form for båd, der kan anvendes i fritidsøjemed.

Bådens værdi skal i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 6, fastsættes ud fra bådens anskaffelsessum inkl. moms og levering.

Den procent, der skal anvendes ved værdiansættelsen, er i loven fastsat til 2 pr. uge. Er båden kun til rådighed mindre end en uge, foretages en forholdsmæssig fordeling med udgangspunkt i værdien for et døgns råden. Værdiansættelsen skal altid foretages ud fra mindst et døgns råden. Er båden f.eks. kun til rådighed i 6 timer en dag, værdiansættes råderetten, som om båden har været til rådighed et helt døgn.

Værdiansættelsen efter § 16, stk. 6, forudsætter, at firmaet betaler alle udgifter vedrørende båden, herunder for bådens faste plads i havnen, men ikke for havneplads i »gæstehavne«. Betaler den ansatte i brugsåret firmaet for råderetten, reduceres den skattepligtige værdi med beløbet.

Firmaet skal på normal måde indtægtsføre den ansattes betaling for råderetten.

Der foretages ikke beskatning for den tid, hvor båden mere varigt er trukket på land - typisk om vinteren. [...]

Praksis

Ligningsrådet og Skatterådet har tidligere fået forelagt en række sager vedrørende leasede biler.

Ligningsrådet har i SKM2001.255.LR konkluderet, at de ansatte ikke var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, når arbejdsgiveren og den ansatte har indgået selvstændige leasingaftaler med leasingselskabet.

I denne sag tilbød et leasingselskab virksomheden at lease en bil fortrinsvis i den almindelige kontortid, hvor der normalt er brug for bilen forretningsmæssigt. Samtidig tilbød medarbejderen at lease samme bil fortrinsvis uden for kontortid. De to leasingaftaler skulle indgås på almindelige forretningsmæssige vilkår.

Virksomheden henholdsvis medarbejderen indgik hver en selvstændig leasingaftale med leasingselskabet over tre eller fem år og ingen hæftede for den anden parts forpligtelser. Leasingydelsen skulle beregnes a conto for hver part på grundlag af deres forventede kørselsbehov og skulle betales direkte til leasingselskabet.

I denne sag godkendte Ligningsrådet ordningen, idet Ligningsrådet ved afgørelsen lagde til grund, at der blev indgået skriftlige separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og virksomhed og leasingselskab og den ansatte, at de samlede udgifter til bilens drift, afskrivning og forrentning - alle indeholdt i leasingydelsen - blev fordelt proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte km fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel (leasingaftalerne forudsættes at være identiske), at hver af parterne betalte sin leasingydelse direkte til leasingselskabet, samt at hver af parterne alene hæftede for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet. Endvidere forudsatte Ligningsrådet, at der løbende blev ført et detaljeret kørselsregnskab for den stedfundne kørsel fordelt på henholdsvis erhvervsmæssigt og privat kørte km. Detaljeringsgraden bør være den samme som anført i Skatteministeriets bekg. nr. 173 af 13. marts 2000 om dokumentationskrav vedrørende skattefri kørselsgodtgørelse, og kørselsregnskabet må være tilgængeligt i arbejdsgivers virksomhed.

Ligningsrådet fandt det under disse omstændigheder godtgjort, at arbejdsgiverens betalinger til leasingselskabet kun dækkede udgifter for erhvervsmæssig kørsel foretaget af den ansatte, hvorfor bilen ikke kunne siges at være stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse.

Ligningsrådet har i SKM2001.420.LR konkluderet, at de ansatte var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.

I denne sag har forespørger drevet en virksomhed som bilforhandler. Han ønskede i samarbejde med et leasingselskab at etablere en ordning for sine kunder, hvorefter firmaer gav mulighed for, at der ved leasing af en bil etableres to leasingforhold: en leasingkontrakt med bruger 1 "firmaet" for så vidt angår den erhvervsmæssige kørsel og en leasingkontrakt med bruger 2 "ansat i firmaet" for så vidt angår den private kørsel.

Efter Ligningsrådets opfattelse adskilte ordningen sig ikke i tilstrækkelig grad fra tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansattes private benyttelse kombineret med en egenbetaling med beskattede midler fra den ansatte til arbejdsgiveren og hvor den skattepligtige værdi nedsættes med egenbetalingen. Den skitserede bilordning adskilte sig herved fra SKM2001.255.LR ved, at der i denne ordning var "vandtætte skotter" mellem aftaleparterne. Leasingydelserne og også driftsudgifter m.v. skulle således betales direkte til leasingselskabet af hver af parterne.

I SKM2007.447.SR har Skatterådet ligeledes konkluderet, at ansatte i en koncern, skulle beskattes af værdi af fri bil i en række situationer, hvor bilen enten blev købt eller leaset af et koncernforbundet selskab og derefter leaset til den ansatte og arbejdsgiverselskabet. Skatterådet fandt endvidere, at den ansatte ville blive beskattet af værdi af fri bil, hvis arbejdsgiveren udlejede en leaset bil til den ansatte.

I denne sag var spørger en privat equity virksomhed, der foretager investeringer i små og mellemstore danske fremstillingsvirksomheder. Virksomheden havde 5 ansatte.

Selskabet anvendte lejede biler - ofte fra dag til dag - fra et biludlejningsfirma i forbindelse med deltagelse i bestyrelsesmøder m.v. hos selskabets porteføljevirksomheder. Der var ofte tale om møder i virksomheder, der er beliggende i Jylland. Selskabet ønskede at afløse de løbende korttidslejekontrakter med langtidsleasing af biler.

Bilerne skulle først og fremmest anvendes til erhvervsmæssige formål. Den erhvervsmæssige anvendelse af bilen skulle ske på den måde, at bilen skulle hentes på en parkeringsplads i tilknytning til selskabets kontorer. Efter afslutningen af den erhvervsmæssige kørsel skulle bilen henstilles på den nævnte parkeringsplads. Der skulle føres kørebog over kørslen.

I SKM2010.147.SR bekræftede Skatterådet, at en splitleasingordning, hvor arbejdsgiver og medarbejder leaser den samme bil, ikke medfører beskatning af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, når ordningen er indrettet således, at arbejdsgiver ikke kommer til at betale for medarbejderens private kørsel i bilen.

I denne sag har arbejdsgiver og arbejdstager indgået skriftlige separate aftale med Leasingselskabet ApS, hvorefter hver part alene hæftede for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet.

I SKM2011.61.SR bekræftede Skatterådet, at en medarbejder i A koncernen vil blive beskattet efter reglen i ligningslovens § 16, stk. 4 vedrørende fri bil, såfremt medarbejderen indgår en medarbejderleasingaftale med B A/S.

Skatterådet fandt, at såfremt B A/S, der er leasinggiver og datterselskab af A A/S, leaser biler til ansatte i A, må denne leasing sidestilles med det tilfælde, hvor en arbejdsgiver stiller en leaset bil til rådighed for den ansatte. De ansatte, der benytte sig ordningen, skal derfor beskattes i overensstemmelse med ligningslovens § 16, stk. 4.

Skatterådet fandt derimod, at en medarbejder i A koncernen ikke vil blive beskattet efter reglen i ligningslovens § 16, stk. 4 vedrørende fri bil, hvis medarbejderen indgår en privatleasingaftale med B A/S. Dette skyldes, at leasing af biler sker på de samme vilkår (herunder den samme forrentning), der gælder for B's eksterne kunder. Dette indebærer, at der ikke stilles nogen fri bil til rådighed for de ansatte, og at der ikke er noget at beskatte.

I SKM2011.724.SR har Skatterådet under visse forudsætninger godkendt, at medarbejdere kunne leje de samme biler, som arbejdsgiveren lejede i arbejdstiden, uden at medarbejderne ville blive beskattet af fri bil. Det fremgik blandt andet af sagen, at der ikke var sammenhæng mellem medarbejdernes brug af bilerne og prisen for arbejdsgiverens leje af bilerne. Det var samtidig muligt for alle andre at leje de samme biler eller nogle tilsvarende til samme pris og på samme vilkår som medarbejderne.

SKAT bemærker, at det fremgår af Skatteministeriets indstilling, at det er Skatteministeriets opfattelse, at netop fordi der er tale om en undtagelse til hovedreglen om beskatning af fri bil, stilles der relativt strenge krav for at kunne acceptere en ordning, hvor en ansat kan anvende virksomhedens bil til privat kørsel uden at blive beskattet af fri bil.

Begrundelse

Indledningsvis bemærkes det, at ligningslovens § 16, stk. 6 regulerer de tilfælde, hvor en lystbåd stilles til rådighed af en arbejdsgiver. Værdiansættelsen efter § 16, stk. 6, forudsætter således, at firmaet betaler alle udgifter vedrørende båden, herunder for bådens faste plads i havnen, men ikke for havneplads i »gæstehavne«. Betaler den ansatte i brugsåret firmaet for råderetten, reduceres den skattepligtige værdi med beløbet.

Reglen indeholder dernæst en skematiks beregningsmodel, hvorefter værdien af den frie båd beregnes pr. den brugte uge.

Det er muligt at foretage en forholdsmæssig fordeling, hvis båden kun er til rådighed mindre end en uge. Værdiansættelsen skal dog altid foretages ud fra mindst et døgns råden. Er båden f.eks. kun til rådighed i 6 timer en dag, værdiansættes råderetten, som om båden har været til rådighed et helt døgn.

I den nærværende sag ønsker et leasingfirma at etablere deleleasingaftaler, hvorefter de ansatte og de ansattes arbejdsgiver indgår to leasingaftaler. Den indbyrdes fordeling af udgifter til båden vil herefter ske på bagrund af de sejlede timer.

SKAT bemærker, at tilsvarende deleleasingsordninger er anerkendt for så vidt angår biler, hvorefter ansatte, der indgår leasingsaftaler på markedsvilkår, ikke omfattes af reglerne om fri bil.

Disse ordninger skal opfylde en række betingelser:

• at der indgås skriftlige separate aftaler mellem henholdsvis leasingselskab og arbejdsgiver og leasingselskab og den ansatte,
• at de samlede ydelser til bilens drift, afskrivning og forrentning - alle indeholdt i leasingydelsen - fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel (leasingaftalerne forudsættes at være identiske),
• at leasingydelsen for hver af parterne betales direkte til leasingselskabet,
• at hver af parterne alene hæfter for egne forpligtelser i relation til leasingselskabet,
• at der løbende føres et køreregnskab med en detaljeringsgrad svarende til kravene for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

Ifølge det oplyste er spørgers koncept baseret på praksis vedrørende splitleasing af biler og opfylder alle de ovenstående betingelser, idet:

• der skal indgås skriftlige separate aftaler mellem leasingselskabet og henholdsvis arbejdsgiver og arbejdstager. Leasingstagerne forpligter herefter ikke hinanden over for leasingselskabet,
• de faktiske afholdte udgifter bliver registeret hos leasingselskabet og fordeles proportionalt mellem leasingtagerne i henhold til det førte sejlads-regnskab. Alle driftsudgifter bliver faktureret til leasingselskabet, hvorved det via periodisk regulering sikres, at der betales den samme pris per times sejlads for både arbejdsgiver og arbejdstager. Ved disse foranstaltninger sikres det, at arbejdstageren ikke får et skattepligtigt gode stillet til rådighed af arbejdsgiveren, da arbejdstageren selv betaler for sin private sejlads,
  • I perioder hvor kun den ene leasingstager benytter båden til sejlads i en måned, skal denne leasingstager betale hele leasingydelsen for denne måned.
  • I perioder hvor ingen af leasingstagerne benytter båden til sejlads i en måned, faktureres begge leasingstagere foreløbigt denne måned efter den forventede gennemsnitlige, realiserede sejlads pr. måned gennem kontraktperioden for hver leasingtager. Den foreløbige leasingydelse efterreguleres periodisk. Samme procedure vil også blive anvendt under vinteroplæg eller reparation.
• det er den enkelte leasingtager, som skal indbetale ydelsen direkte til leasingselskabet. Hver skal alene hæfte for egne forpligtelser,
• der indgås selvstændige aftaler med arbejdsgiver og arbejdstager, og at der ikke påtages forpligtelser for den anden leasingtager,
• der skal føres et detaljeret sejlads-regnskab (logbog), baseret på antal sejlede timer jf. timetælleren i båden, som det er et krav af båden er forsynet med. Herudover vil båden også være forsynet med en tracker, så bådens position til enhver tid kan fastslås såvel aktuelt som historisk. Trackeren genererer en logbog med timeantal jf. ovenfor vedrørende timetælleren.

SKAT konstaterer således, at det udarbejde koncept vedrørende lystbåd har til formål at etablere en ordning, hvor arbejdsgiverens betaling til leasingselskabet udelukkende dækker udgifter til erhvervsmæssig sejlads, mens den ansatte selv afholder udgifterne til den private sejlads, hvorefter båden ikke kan siges at være stillet til rådighed for den ansattes private benyttelse.

SKAT er imidlertid af den opfattelse, at det foreslående sejladsregnskab ikke i tilstrækkelig grad vil afspejle den reelle brug af båden.

I modsætning til biler, anvendes båden ikke kun i forbindelse med den egentlige sejlads, men også på de tidspunkter, hvor båden ligger forankret i havn eller på et åbent vand.

Afhængigt af båden størrelse, kan båden således bruges til forberedelse og spisning af måltider eller til overnatninger, særligt når ordningen - ifølge det oplyste - giver de ansatte adgang til at benytte båden i en sammenhængende periode på et par dage eller uger.

Udover at båden eksempelvis kan bruges til erhvervsmæssige eller private frokoster, fester m.m., vil der også være andre aktiviteter såsom badning og solbadning, som ikke kræver at båden sejler.

På den baggrund er det SKATs opfattelse, at en ordning, hvorefter alle omkostninger reguleres over leasingselskabet og fordeles proportionalt i forhold til det antal sejlede timer, som den enkelte leasingtager har realiseret ikke er tilstrækkelig til at sikre en sådan fordeling af udgifterne mellem henholdsvis den erhvervsmæssige og private benyttelse af båden, som kræves i henhold til praksis.

Det forhold, at udgifternes fordeling efter SKATs opfattelse ikke kun skal ske på basis af antal sejlede timer, indebærer endvidere at det vil blive meget vanskeligt at foretage en fordeling mellem den erhvervsmæssige og den private anvendelse, sideløbende med at de "vandtætte skotter" mellem aftaleparterne opretholdes jf. SKM2001.255.SR.

I lyset af ovenstående kan SKAT derfor ikke bekræfte, at den splitleasingordning, som anmodningen vedrører, sikrer, at arbejdstagerene ikke bliver skattepligtige af fri lystbåd efter ligningslovens § 16 stk. 6.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål besvares med "Nej", med tilføjelse: "Se indstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.