Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-09-2011
Offentliggjort:23-09-2011
SKM-nr:SKM2011.619.SR
Journalnr.:11-121140
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Solcelleanlæg samt sol- og jordvarmeanlæg

Skatterådet bekræfter, at såfremt spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5, kan spørger afskrive på solcelleanlægget, som har karakter af et driftsmiddel. Skatterådet bekræfter, at afskrivningsgrundlaget for spørger er anskaffelsesprisen inklusive moms og montering/tilslutning. Skatterådet bekræfter endvidere, at det forventede resultat bør forskudsregistreres.


Spørgsmål

  1. Er solcelleanlægget at betragte som et afskrivningsberettiget driftsmiddel, således at det kan afskrives med op til 25 pct. i årlig afskrivning?
  2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, er solcelleanlægget da at betragte som en installation i forbindelse med nybyggeri, således at det kan afskrives med op til 4 pct. årligt af anskaffelsessummen?
  3. Kan spørger som privatperson afskrive anskaffelsesprisen på solcelleanlægget inklusive moms og montering /tilslutning efter erhvervsmodellen over selvangivelsen?
  4. Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende, bør spørger da medtage dette fradrag på forskudsopgørelsen?

Svar

Ad 1. Ja, hvis spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5, kan der afskrives på solcelleanlægget.
Ad 2. Spørgsmålet bortfalder, jf. besvarelsen af spørgsmål 1
Ad. 3. Ja, se nærmere nedenfor omkring opgørelsen af resultatet af virksomheden
Ad. 4. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgeren har netop opført X-landsdels første plusenergihus, hvor energiberegningen viser, at huset er selvforsynende med varme via kombineret sol- og jordvarmeanlæg, ventilationsanlæg med varmegenvinding, energivinduer og god isolering.

Huset er endvidere selvforsynende med elektricitet via et 6.000 watt solcelleanlæg, hvor produktionen af elektricitet sendes ud på det offentlige elnet for at kunne bruges i perioder af året, hvor solcelleanlægget ikke yder nok til husets forbrug af el. Målet er via nettoordningen at få en årsafregning fra elselskabet på 0 kr. Solcellepanelerne er monteret på aluminiumsskinner/stativ, som er monteret ovenpå tagstenene (solcellerne er ikke bygget ind i taget som erstatning for tagsten, men ligger på stativ ovenpå tagstene, og kan til enhver tid afmonteres).

Solcelleanlægget indgår i energimærkningen af huset opført som nybyggeri.

Solcelleanlægget er tilmeldt nettoordningen og leverer strøm til det offentlige net.

Spørgeren har behov for at vide, hvordan han stiller sig overfor de skattemæssige spørgsmål ved afskrivning af solcelleanlægget, så han kan foretage en korrekt forskudsregistrering og selvangivelse.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Selvom huset er opført som nybyggeri, og solcelleanlægget indgår som en del af energimærkningen, er solcelleanlægget stadig at betragte som et afskrivningsberettiget driftsmiddel med op til 25 pct. i årlig afskrivning, fordi solcelleanlægget er tilmeldt nettoordningen og den producerede elektricitet leveres direkte til det offentlige elnet, og fordi solcelleanlægget ikke er en integreret del af selve bygningen, selvom det indgår i energimærkningen af huset.

Huset blev overtaget som nybyggeri af spørgeren X-dato 2011, og Y-dato 2011 blev huset forsynet med et 6.000 watt solcelleanlæg som en del af husets energimærkning, der p.t. er ved at blive udfyldt, så byggeriet kan færdigmeldes overfor kommunen. Spørgeren har selv stået som bygherre og har hyret et byggefirma til totalentreprisen inklusiv solcelleanlægget.

Spørger har henvist til afskrivningsloven samt tidligere bindende svar fra skatterådet, SKM2008.926.SR

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Generelt:

Lovregler m.v.:

Den hidtil gældende ordning i ligningslovens § 8 P, der alene gjaldt vindmøller og vindmølleandele, er med virkning fra 1. januar 2010 ændret, således at den omfatter vedvarende energianlæg og andele i vedvarende energianlæg, herunder visse vindmøller (VE-anlæg). Samtidig er bundgrænsen for de ejere, der anvender den skematiske ordning forhøjet fra 3.000 kr. til 7.000 kr. Ændringen fremgår af lov nr. 1559 af 21. december 2010 om ændring af ligningsloven og personskatteloven (Investering i vedvarende energi).

Praksis:

SKM2008.926.SR

Skatterådet bekræftede, at et solcelleanlæg monteret på landjorden kan afskrives som et driftsmiddel. Ligeledes bekræftede Skatterådet, at et solcelleanlæg, der monteres på stativer på en bygning, og hvis produktion afsættes til el-nettet, kan afskrives som et driftsmiddel. Skatterådet udtalte i den forbindelse, at anlæg med en kapacitet over 1 MW afskrives på en særskilt saldo efter reglerne i afskrivningslovens § 5 C. Endelig fandt Skatterådet, at et solcelleanlæg, der er integreret i en bygnings bestanddele, og hvor den producerede elektricitet anvendes som strømforsyning for bygningen, må anses for en installation i afskrivningslovens forstand.

SKM2009.290.SR

Skatterådet bekræftede, at en husstandsvindmølle altid kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, uanset at den samlede vindmølleaktivitet giver underskud, og at eventuelt underskud fra vindmølledriften kan fratrækkes i eventuel lønindkomst.

Skatterådet bekræftede endvidere, at ejeren af en husstandsvindmølle kan afskrive på møllens anskaffelsessum efter afskrivningslovens § 5, når møllen anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet efter bestemmelsen i ligningslovens § 8 P, stk. 5, uanset at en del af den producerede el anvendes privat.

Skatterådet bekræftede endelig, at en husstandsvindmølle, der er valgt beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, skal placeres i virksomhedsordningen, hvis ejeren af møllen samtidig driver anden aktivitet, der beskattes efter reglerne i virksomhedsskatteloven og at ejeren, såfremt der ikke drives en sådan anden aktivitet, kan vælge at anbringe møllen i ordningen.

Konkret:

Det er Skatteministeriets opfattelse, at anmodningen vedrører påtænkt montering af 2 energianlæg, som kan fungere uafhængigt af hinanden, dels et anlæg der producerer varme, dels et anlæg der producerer elektricitet. Anlæggene må således skattemæssigt bedømmes hver for sig.

Vedr. spørgsmål 1:

En række betingelser skal være opfyldt for at spørger kan afskrive efter afskrivningslovens kapitel 2:

  1. VE-anlægget skal være tilsluttet nettet og udelukkende anvende vedvarende energi.

Hvis anlægget er el-producerende, som f.eks. en vindmølle eller et solcelleanlæg, skal det være muligt at afsætte produktionen til det kollektive elnet.

Hvis anlægget er varmeproducerende skal det være muligt at afsætte produktionen til varmenettet.

Producenter af energi, som ikke er tilsluttet et kollektivt net, er ikke skattepligtige eller afgiftspligtige af den producerede energi. Det betyder, at produktionen af energi til eget forbrug ikke beskattes, og at udgifter til opstilling og drift ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Anlægget anses som udelukkende privat benyttet.

Er anlægget ikke tilsluttet elnettet, er det ikke muligt at anvende det erhvervsmæssigt efter ligningslovens § 8 P, stk.5. VE-anlægget skal udelukkende drives ved anvendelse af de vedvarende energikilder, der er omfattet af § 2, stk. 2 og 3, i lov om fremme af vedvarende energi. Blandede anlæg er ikke omfattet af ordningen. Det betyder, at mindre anlæg, der anvender fossile brændstoffer som kul og olie, ikke omfattes af ændringerne. Heller ikke blandede anlæg, der både anvender fossile brændstoffer og vedvarende energi er omfattet. Det er den samme afgrænsning, der gælder for den såkaldte "tilbageløbsordning" i elafgiftsloven.

2. VE-anlægget skal have karakter af et driftsmiddel

3. Ejeren skal anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5.

Hvis ejeren anvender den skematiske ordning, anses VE-anlægget for udelukkende privat benyttet med den virkning, at der ikke kan afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2.

Spørger har monteret et solcelleanlæg, som er tilsluttet elnettet. Solcelleanlægget er monteret på stativer på det eksisterende tag og har karakter af driftsmiddel. Spørger kan derfor afskrive på solcelleanlægget, hvis spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5.

Spørger har endvidere installeret varmeanlæg via kombineret sol- og jordvarme, ventilationsanlæg med varmegenvinding samt energivinduer. Varmeinstallationen er alene tilsluttet og skal opvarme spørgers ejendom. Den samlede varmeinstallation anses derfor for udelukkende privat benyttet og kan ikke afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2. Spørger har da heller ikke stillet spørgsmål vedrørende afskrivning på varmeanlægget.

Spørgsmål 1 omhandler, hvorvidt solcelleanlægget kan betragtes som et driftsmiddel, som kan afskrives. Skatteministeriet indstiller, at der svares bekræftende til dette, såfremt spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5.

Vedr. spørgsmål 2:

Spørgsmål 2 bortfalder, idet spørgsmål 1 er besvaret bekræftende.

Vedr. spørgsmål 3:

Såfremt spørger vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. ligningslovens § 8 P, stk. 5, anses solcelleanlægget for erhvervsmæssigt benyttet.

Principperne for den skattemæssige opgørelse af et erhvervsmæssigt benyttet VE-anlæg fremgår bl.a. af afgørelsen SKM2003.522.LSR . Det fremgår af denne afgørelse, at når der udtages en del af produktionen til privat brug, så skal der efter sædvanlige regler fastsættes værdi af eget vareforbrug. Værdien indgår i opgørelsen af resultatet af driften af anlægget.

Den private andel opgøres efter principperne i SKM2010.744.SKAT om værdiansættelse af forskellige skønsposter for erhvervsdrivende. Efter lov om vedvarende energi er afregningsprisen for el fra solcelleanlæg fastsat til 60 øre pr. kWh i 10 år efter nettilslutning og 40 øre i de følgende 10 år.

Resultatet af solcelleanlægget opgøres på baggrund af ovenstående som over/underskud af erhvervsmæssig virksomhed. Heri fragår eventuelle afskrivninger. Det opgjorte resultat selvangives på en udvidet selvangivelse i felt 221 (overskud) eller felt 435 (underskud). Hvis virksomhedsordningen anvendes, skal supplerende oplysninger herom udfyldes.

På baggrund af ovenstående indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 3 besvares bekræftende.

Vedr. spørgsmål 4:

I forbindelse med opstart af virksomhed er det relevant at få afdækket eventuelle skattemæssige konsekvenser af virksomheden. Der bør laves et budget for virksomheden og det budgetterede resultat påføres forskudsregistreringen.

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 4 besvares bekræftende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.