Dokumentets metadata

Dokumentets dato:21-06-2011
Offentliggjort:01-07-2011
SKM-nr:SKM2011.464.SR
Journalnr.:10-015328
Referencer.:Ligningsloven
Dokumenttype:Bindende svar


Skattefri rejsegodtgørelse - modregning

Skatterådet kan ikke bekræfte, at ansættelse i forhold til 2 standardkontrakter, hvor kontantlønnen er reguleret efter, hvad der kan opnås i skattefri rejsegodtgørelse efter ligningsloven § 9 A, kan lægges til grund ved den skattemæssige vurdering af ansættelsesforholdet, således at den ansatte alene bliver beskattet af den anførte kontantløn. Det er ifølge ansættelseskontrakterne lønmodtagerens ansvar at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er til stede, dette er i strid med bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1.


Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at ansættelse på nedenstående skitserede vilkår (scenarie 1 og 2) kan lægges til grund ved den skattemæssige vurdering af ansættelsesforholdet, således at den ansatte alene bliver beskattet af den anførte månedsløn?
  2. Vil besvarelsen af spørgsmål 1 være den samme, såfremt der i de to scenarier alene udbetales skattefri kost og logi i 100 dage.
  3. Vil besvarelsen af spørgsmål 1 være den samme, såfremt det lægges til grund, at der er tale om et overenskomstreguleret ansættelsesområde med en mindsteløn på kr. 20.234 pr. måned?

Svar

  1. Nej
  2. Ja
  3. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger driver virksomhed indenfor landbrugssektoren.

Spørger ansætter udenlandsk arbejdskraft i perioder op til 10 måneder. Der er tale om midlertidig ansættelse, og typisk vil den ansatte have mulighed for at benytte rejsereglerne, idet vedkommende har bevaret bopæl i hjemlandet, og afstanden mellem hjemmet og den midlertidige arbejdsplads umuliggør overnatning i hjemmet. De ansatte er typisk begrænset skattepligtige til Danmark, idet opholdet i Danmark afbrydes af besøg hjemme hos familien på den udenlandske bopæl.

Spørger har ikke indgået overenskomst af nogen art.

Der er indsendt eksempler på ansættelseskontrakter beskrevet nedenfor.

Scenarie 1:

Ingen overenskomst.

Midlertidig ansættelse i 10 måneder fra 1. januar til 31. oktober.

Månedsløn: kr. 3.220

Herudover skattefri rejsegodtgørelse i det omfang medarbejderen opfylder betingelserne herfor. Det er op til medarbejderen at sikre sig, at betingelserne er opfyldt.

Oplyst til udbetalt i minimum 190 dage, altså mindst kr. 123.500 ved en standardsats på kr. 650 pr. dag.

Ugentlig gennemsnitlig arbejdstid: 37 timer. Den daglige arbejdstid placeret mellem 7 og 17.

Arbejdet består af forefalden arbejde hos spørger.

Scenarie 2:

Ingen overenskomst.

Midlertidig ansættelse i 10 måneder fra 1. januar til 31. oktober.

Månedsløn: kr. 7.600

Herudover skattefri rejsegodtgørelse fra 26. april til 31. oktober, i det omfang medarbejderen opfylder betingelserne herfor.

Ugentlig gennemsnitlig arbejdstid: 37 timer Den daglige arbejdstid placeret mellem 7 og 17.

Det er forudsat at lønmodtager foretager fradrag efter standardsatsen i de første 77 dage med kr. 50.000 og herefter udbetaler arbejdsgiver skattefri kost og logi efter standardsatsen i minimum 122 dage af de resterende 213 dage, altså mindst kr. 79.300 ved en standardsats på kr. 650 pr. dag.

Spørger er blevet bedt om at oplyse navnet på en konkret lønmodtager, der er ansat på overstående vilkår. Spørger har ikke ønsket dette.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Vedrørende om der skal oplyses en lønmodtager.

Det er spørgers opfattelse, at spørgsmålene er omfattet af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 2, idet der ønskes svar på de skattemæssige konsekvenser for kommende ansatte, såfremt spørger indgår ansættelsesaftaler på de skitserede vilkår. I SKM2010.103.LSR var problemstillingen en anden, idet der heller ikke var en konkret spørger, der ville foretage en disposition, der kunne have skattemæssige konsekvenser for andre.

Situationen svarer til de mange forespørgsler vedr. multimediebeskatning, hvor en virksomhed spørger generelt vedr. de ansattes beskatningsforhold eller hvor en virksomhed spørger til de ansattes beskatning af et motionsrum mv.

Spørger er uenig i, at Skatterådet ikke kan svare på spørgsmålet om, de ansatte kun vil blive beskattet af den anførte månedsløn ud fra en betragtning om, at man ikke kender de ansatte. Efter Skatteforvaltningslovens § 21, stk. 2 er det muligt at få bindende svar om de skattemæssige konsekvenser for andre af spørgers disposition. I denne sag er spørgers disposition at ansætte personer på de skitserede vilkår, og derfor er det også muligt at få bindende svar på de skattemæssige konsekvenser for de ansatte. Der er tidligere oplyst, at det skal forudsættes, at de ansatte opfylder betingelserne for at modtage skattefri kost og logi. Der findes flere eksempler på bindende svar, hvor Skatterådet svarer på de skattemæssige konsekvenser for de ansatte generelt. Der kan henvises til SKM2010.546.SR og hertil bemærkes følgende:

Spørgsmål 2 lød således:

Kan det bekræftes, at den enkelte medarbejder ikke skal beskattes af fri bolig efter personalegodecirkulæret og dets satser, når de anses for værende på midlertidigt ophold i Danmark i form afrejse, jf. ligningslovens 9A?

Sagen omhandler et vikarbureau, der ønsker at stille boliger til rådighed for medarbejdere, der opfylder betingelserne for at være på rejse i relation til ligningslovens § 9A.

Skatterådet anfører, at hvorvidt de pågældende personer opfylder betingelserne i ligningsloven § 9A beror på en konkret vurdering, hvorfor Skatterådet ikke generelt kan udtale sig om, hvorvidt de vikarer, der ansættes i virksomheden, kan anses for at være på rejse i relation til ligningsloven § 9A. Men Skatterådet vælger at besvare spørgsmålet under den forudsætning, at de ansatte opfylder betingelserne i ligningsloven § 9A.

Jeg har svært ved at se, at nærværende sag afviger fra den ovenfor refererede sag, idet jeg tidligere har meddelt, at Skatterådet kan besvare spørgsmålene under forudsætning af, at de ansatte opfylder betingelserne i ligningsloven § 9A.

Ad. spørgsmål 1

I de 2 scenarier vil den ansatte få udbetalt samme løn efter skat. Idet der er tale om et ansættelsesforhold, der ikke er overenskomstreguleret, står det som udgangspunkt parterne frit at aftale lønnens størrelse og sammensætningen heraf. Derfor må den aftalte løn også i skattemæssig henseende lægges til grund. Hertil kommer, at den udbetalte løn inkl. skattefri kost og logi svarer til hvad den skattepligtige vil få udbetalt efter skat, hvis der var indgået aftale om en løn, svarende til den overenskomstmæssige løn på området. Det er således spørgers opfattelse, at spørgsmål 1 skal besvares med et "ja".

I udkast til indstilling er anført:

Det er oplyst, at de 2 scenarier vil give det samme udbetalt til modtageren som hvis lønmodtageren havde indgået aftale om en løn, svarende til den overenskomstmæssige løn på området. Efter Skatteministeriets opfattelse er det udtryk for, at en skattepligtig løn, som ellers ville komme til udbetaling, konverteres til skattefri rejse godtgørelse i strid med modregningsforbuddet i ligningslovens 9, stk. 4, 3. pkt.

Spørger skal bemærke, at det forhold at en skattepligtig løn konverteres til skattefri rejsegodtgørelse, jo netop er situationen i alle de bindende svar og øvrige afgørelser vedr. de såkaldte bruttotrækordninger. I nærværende sag er der endda ikke engang tale om ansatte, der går ned i løn, idet det allerede fra ansættelsens start er aftalt, hvad lønnen skal udgøre. Derfor sker der ingen modregning i en allerede aftalt bruttoløn.

I den forbindelse kan der henvises til Ligningsvejledningens formulering omkring modregningsforbuddet:

En godtgørelse kan ikke udbetales skattefrit, hvis den fra går i en forud aftalt bruttoløn, jf. ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt. Der gælder således et modregningsforbud, der rammer tilfælde, hvor lønnen løbende nedsættes i overensstemmelse med antallet af kørte km/rejsedage dvs. med den udbetalte befordringsgodtgørelse/rejsegodtgørelse. Det står dog lønmodtager og arbejdsgiver frit for at aftale lønvilkår - herunder en generel lønnedsættelse - under hensyntagen til årets gennemsnitlige befordrings-/rejseudgifter mod, at der fremover udbetales skattefri godtgørelse oven i lønnen.

Modregningsforbuddet rammer således de tilfælde, hvor der sker en løbende nedsættelse af lønnen, hvilket jo ikke er tilfældet i nærværende sag.

Det forhold, at det til orientering oplyses, at den udbetalte løn svarer til, hvad der ville blive udbetalt, hvis der var indgået en lønaftale svarende til lønnen, såfremt ansættelsesforholdet havde været overenskomstreguleret, kan på ingen måde føre til, at der er tale om modregning i en forud aftalt bruttoløn. Hvis en sådan fortolkning skulle være gældende, ville alle bruttotrækordninger - i endnu højere grad - være i strid med modregningsforbuddet. Dette er som bekendt ikke tilfældet.

Endelig henvises der til, at arbejdsgiver er forpligtet til at kontrollere, at betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt. Med henvisning til at det er op til den enkelte medarbejder at sikre sig, at betingelserne for at kunne modtage skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, konkluderes, at spørger som arbejdsgiver ikke opfylder kontrolforpligtelsen, hvorfor betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse ikke er opfyldt

Det skal hertil bemærkes, at spørger naturligvis skal kontrollere, at betingelserne er opfyldt, men såfremt spørger konstaterer, at betingelserne ikke er opfyldt, har den ansatte ikke krav på at modtage anden løn eller lignende i stedet for skattefri rejsegodtgørelse. Således er det den ansatte, der løber risikoen for, om betingelserne er opfyldt eller ej. Af denne bestemmelse i ansættelsesaftalen kan der naturligvis ikke udledes, at spørger ikke kontrollerer, om betingelserne er opfyldt i forbindelse med udbetalingen.

Ad. spørgsmål 2

Den udbetalte løn inkl., skattefri kost og logi er lavere end den løn den ansatte vil få udbetalt, såfremt der var tale om overenskomstmæssig løn. Imidlertid er der tale om en aftale mellem 2 uafhængige parter, hvorfor aftalen også i skattemæssig henseende skal lægges til grund. Det er således spørgers opfattelse, at spørgsmål 2 skal besvares med et "ja".

Ad. spørgsmål 3

Som anført under spørgsmål 1 vil den ansatte få udbetalt en løn inkl. skattefri kost og logi svarende til hvad den skattepligtige vil få udbetalt efter skat, hvis der var indgået aftale om en løn, svarende til den overenskomstmæssige løn på området. En diskussion om hvor vidt der vil være tale om overenskomstbrud, vil være en diskussion mellem den relevante fagforening og arbejdsgiveren og derfor irrelevant for så vidt angår den skattemæssige behandling af ansættelsesforholdet. I den forbindelse bemærkes, at der ikke er tale om ændring at et eksisterende ansættelsesforhold men derimod et nyt ansættelsesforhold på de vilkår, der er skitseret i de 2 scenarier.

Det er således spørgers opfattelse, at spørgsmål 3 skal besvares med et "ja".

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovregler

Ligningsloven (lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010) § 9 A. Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2.

Stk. 2...

Nr. 4) Ved rejser med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 195 kr. (2010-niveau) pr. døgn til logi, medmindre den ansatte i sit hverv medvirker til transport af varer eller personer, gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer), arbejder på luftfartøjer, i fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler m.v., der anvendes i forbindelse med logiet, når der modtages godtgørelse med satsen til logi.

Stk. 5. Stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km.

Stk. 6. En ny 12-måneders-periode påbegyndes, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted.

Stk. 7. Rejseudgifter, jf. stk. 1, kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter. De faktiske udgifter til kost skal ikke reduceres med værdien af et sparet hjemmeforbrug. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan lønmodtageren ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter til småfornødenheder med standardsatsen i stk. 4. Begrænsningen af fradraget efter 4. pkt. omfatter også fradrag for dobbelt husførelse efter statsskattelovens § 6, litra a, jf. § 9, stk. 1. Udgifter efter 1. og 3. pkt. kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter stk. 1-4, eller overstiger et grundbeløb på 50.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler m.v., der anvendes i forbindelse med logiet, når der foretages fradrag med satsen til logi.

Af ligningsloven § 9, stk. 4 fremgår, at godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter m.v. omfattet af § 9 A.. Godtgørelsen skal dog medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn.

Praksis

Betingelserne for at modtage rejsegodtgørelse fremgår af ligningsloven § 9 A, stk. 1. Efter denne bestemmelse anses en lønmodtager for at være på rejse når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Udover de specielle betingelser i ligningsloven § 9A, er der 3 generelle betingelser, der også skal være opfyldt, for at en godtgørelse kan udbetales skattefrit.

1. Godtgørelsen må ikke overstige de fastsatte satser. Hvis der derfor udbetales godtgørelse med større beløb end godtgørelse beregnet efter satserne, skal hele beløbet medregnes til modtagerens personlige indkomst, og der skal som følge heraf indeholdes A-skat og AM-bidrag af hele godtgørelsesbeløbet.

2. En godtgørelse kan ikke udbetales skattefrit, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn, jf. ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt. Der gælder således et modregningsforbud. Det står dog lønmodtager og arbejdsgiver frit for at aftale lønvilkår - herunder en generel lønnedsættelse - under hensyntagen til årets gennemsnitlige rejseudgifter mod, at der fremover udbetales skattefri godtgørelse oven i lønnen.

3. Den, der udbetaler skattefri rejsegodtgørelse har pligt til at kontrollere, at alle betingelserne for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt, jf. bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Foretages denne kontrol ikke, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst (løn/vederlag) for modtageren. Modtageren kan herefter i stedet foretage et ligningsmæssigt fradrag for de pågældende udgifter, såfremt betingelserne herfor er opfyldt, jf. nedenfor i dette afsnit.

Bogføringsbilaget ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse skal endvidere indeholde oplysning om:

I SKM2006.685.SR afviste Skatterådet, at medarbejdernes grundløn kunne nedsættes til 0 kr. mod at der blev udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, hvilket var i strid med modregningsprincippet.

I SKM2008.193.SR spurgte et selskab Skatterådet, om de kunne udbetale overenskomstmæssigt fastsatte zonetillæg som skattefri rejsegodtgørelse i tilfælde, hvor medarbejderne på grund af afstanden til det midlertidige arbejdssted ikke havde haft mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 A. Når arbejdet ikke var forbundet med overnatning, kunne medarbejderne få udbetalt et overenskomstmæssigt fastsat zonetillæg som et almindeligt løntillæg, og der blev indeholdt A-skat m.v. Skatterådet fandt, at udbetalingen af skattefri rejsegodtgørelse var i modstrid med modregningsforbuddet i ligningslovens § 9, stk. 5, 3. pkt., hvorefter godtgørelse for rejseudgifter mv. skal medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn. De omhandlede beløb kunne derfor ikke udbetales som skattefri rejsegodtgørelse efter ligningslovens § 9 A.

I SKM2007.247.HR havde to skatteydere arbejdet på Metro-projektet i København og havde af arbejdsgiveren fået udbetalt rejsegodtgørelse. Arbejdsgiveren havde indeholdt A-skat af godtgørelsen. Sagen vedrørte, om rejsegodtgørelsen var skattefri. Højesteret fandt, at en rejsegodtgørelse alene er skattefri, såfremt arbejdsgiveren inden udbetalingen har ført fornøden kontrol med, at der er grundlag for skattefriheden.

Højesteret udtalte, at arbejdsgiverens kontrol ikke havde været udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de udbetalte diæter/rejsegodtgørelser.

Højesteret fandt ikke, at skatteydernes arbejdsgiver konkret havde ført den fornødne kontrol med, at der var grundlag for skattefrihed af de udbetalte beløb.

Se også Ligningsvejledningen 2011-1 afsnit A.B.1.7.3 .

Skatterådet har i SKM2010.518.SR bekræftet, at en virksomhed kunne udbetale skattefri kørselsgodtgørelse, i forbindelse med flytning af virksomheden, i de første 60 arbejdsdage på de nye adresser.

Skatterådet bekræftede ligeledes, at virksomheden kan indgå en aftale med hver enkelt medarbejder om lønreduktion med et fast månedligt beløb i en periode på 12 måneder. Der er i begrundelse anført, at det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 5, at godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for rejseudgifter omfattet af § 9 A eller § 31, stk. 4, og befordringsudgifter omfattet af § 9 B eller § 31, stk. 5. Det fremgår yderligere af bestemmelsens pkt. 3, at godtgørelsen dog skal medregnes ved indkomstopgørelsen, hvis den fragår i en forud aftalt bruttoløn. For så vidt angår aftaler, indgået mellem arbejdsgiver og arbejdstager, vedrørende lønreduktion med et fast månedligt beløb, bemærkes det, at en sådan aftale skal overholde alle de ovenfor nævnte betingelser (udeladt her). Det er oplyst, at spørger samtidig med tilbuddet om skattefri kørselsgodtgørelse påtænker at indgå en aftale med medarbejderne om, at de går ned i løn med et på forhånd aftalt fast beløb, i en periode på minimum 12 måneder. Lønnedgangen i udbetalingsperioden på 12 måneder vil således være uafhængig af den faktiske betalte kørselsgodtgørelse og svarer ikke direkte til den udbetalte kørselsgodtgørelse.

I SKM2009.333.HR har Højesteret anført, at der ved afgørelsen af om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 1, at arbejdsgiveren/hvervgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage.

Begrundelse

Højesteret har i SKM2009.333.HR fastslået, at spørgsmålet om en lønmodtagere er på rejse er en konkret vurdering. Der er i nærværende sag ikke spurgt på en konkret person, og det har ikke været muligt at få oplyst navnet på en sådan. Det er derfor ikke muligt at svare ja til, at en ansættelse på de skitserede vilkår medfører, at de ansatte alene beskattes af den anførte månedsløn, men ikke af de udbetalte rejsegodtgørelser jf. ligningsloven § 9 A. Derimod er det muligt at tage stilling til om de skitserede vilkår vil være til hinder for, at der kan udbetales skattefri godtgørelse. Nedenstående begrundelse og svar er udformet i overensstemmelse hermed.

Ad spørgsmål 1.

Der spørges om ansættelse på de skitserede vilkår (scenarie 1 og 2) kan lægges til grund ved den skattemæssige vurdering af ansættelsesforholdet, således at den ansatte alene bliver beskattet af den anførte månedsløn.

Ud over opfyldelse af at være på rejse jf. ligningsloven § 9 A, er der yderligere 3 betingelser der skal være opfyldt, for at rejsegodtgørelse kan udbetales skattefrit.

Godtgørelsen må ikke overstige de i § 9 A, stk. 2 fastsatte satser.

Godtgørelsen må ikke fragå i en forud aftalt bruttoløn, jf. ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt.

Arbejdsgiver har pligt til at kontrollere, at alle betingelserne for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt.

Ud fra det oplyste, må lægges til grund, at udbetalingen vil ske med satserne i ligningsloven § 9 A, stk. 2.

Der er opstillet 2 scenarier, begge med 10 mdr. ansættelsesperiode. I det ene scenarie er der en månedsløn på 3.220 kr. + skattefri rejsegodtgørelse på 123.500 kr. I det andet scenarie er der en månedsløn på 7.600 kr. + fradrag efter rejsereglerne med 50.000 kr. (max.) + skattefri rejsegodtgørelse på 79.300 kr.

Det er oplyst at de 2 scenarier vil give det samme udbetalt til modtageren som hvis lønmodtageren havde indgået aftale om en løn, svarende til den overenskomstmæssige løn på området. Efter Skatteministeriets opfattelse er det udtryk for, at en skattepligtig løn, som ellers ville komme til udbetaling, konverteres til skattefri rejsegodtgørelse i strid med modregningsforbuddet i ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt.

Rådgiver har bemærket, at denne sag ikke afviger fra de såkaldte bruttotræks-ordninger.

Skatteministeriet skal bemærke, at Skatterådet i SKM2010.518.SR lagde vægt på, at der ikke var en direkte sammenhæng mellem lønnedgangen og den udbetalte kørselsgodtgørelse. Der var således tale om lønnedgang i 12 måneder og udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse i 60 dage, hvor arbejdsgiver kontrollerede at betingelserne for udbetaling var til stede. Der er vedrørende ændret vederlagssammensætning en forudsætning om, at der er tale om en generel lønnedgang.

I nærværende sag er lønnedgangen nøje afstemt med den udbetalte skattefrie rejsegodtgørelse, og det er derfor Skatteministeriets opfattelse, at der er tale om modregning.

Den pågældende vil derfor ikke alene blive beskattet af den anførte månedsløn men også af den udbetalte rejsegodtgørelse.

De omhandlede beløb kan derfor ikke anses for skattefrie godtgørelser omfattet af ligningslovens § 9 A.

Herudover er der i scenarierne anført, at det er op til medarbejderen at sikre, at betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt. Som det fremgår af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, er arbejdsgiveren forpligtet til at kontrollere, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er opfyldt. Har arbejdsgiveren ikke ført denne kontrol, bliver den udbetalte godtgørelse skattepligtig, jf. bl.a. Højesterets afgørelse i SKM2007.247.HR .

Vedrørende oplysningen om, at arbejdsgiver vil opfylde denne forpligtelse skal Skatteministeriet bemærke, at i den kontrakt Skatterådet skal tage stilling til, er ansvaret lagt på lønmodtageren, og i besvarelsen lægges kontraktens ordlyd derfor til grund.

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares Nej.

Ad. Spørgsmål 2.

Der spørges om svaret er det samme som på spørgsmål 1, såfremt der i de to scenarier alene udbetales skattefri kost og logi i 100 dage.

Allerede fordi det er op til medarbejderen at sikre, at betingelserne for skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, vil arbejdsgivers forpligtigelse efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 1, ikke være opfyldt, og har arbejdsgiveren ikke ført denne kontrol, bliver den udbetalte godtgørelse skattepligtig, jf. bl.a. Højesterets afgørelse i SKM2007.247.HR .

Skatteministeriet indstiller derfor at spørgsmål 2 besvares Ja.

Ad. spørgsmål 3.

Der spørges om svaret er det samme, som på spørgsmål 1, såfremt det lægges til grund, at der er tale om et overenskomstreguleret ansættelsesområde med en mindsteløn på kr. 20.234 pr. måned.

Under forudsætning af, at der civilretligt kan indgås en lønaftale som skitseret, vil besvarelsen være den samme som i spørgsmål 1.

Der henvises derfor til svaret på spørgsmål 1.

Skatteministeriet indstiller at spørgsmål 3 besvares ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet kan tiltræde Skatteministeriets indstillinger og begrundelser.