Dokumentets metadata

Skønsmæssig forhøjelse

Sagen drejede sig om, hvorvidt Skatteministeriet med rette skønsmæssigt havde forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 1998, 1999 og 2000. Ministeriet nedlagde påstand om frifindelse mod at anerkende, at den skønsmæssige forhøjelse for 1998 skulle nedsættes til kr. 102.000,-.Skattemyndighederne havde foretaget de skønsmæssigt fastsatte forhøjelser på grundlag af privatforbrugsberegninger for sagsøgerens hovedanpartshaver og dennes samlever, hvis antagelige privatforbrug blev ansat til kr. 200.000,-.Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at der ved opgørelsen af privatforbruget skulle ske medregning af maskeret udbytte, som hovedanpartshaveren var blevet beskattet af, da udbyttet vedrørte private udgifter. Sagsøgeren gjorde endvidere gældende, at et antageligt privatforbrug på kr. 125.000,- var rimeligt.Landsretten tog Skatteministeriets påstand til følge.Landsretten udtalte i den forbindelse, at skattemyndighederne ved den skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens indkomst havde foretaget en vurdering af det antagelige privatforbrug for hovedanpartshaveren og dennes familie på grundlag af de foreliggende oplysninger om husstandens størrelse og forbrug, herunder med hensyn til ferierejser. Landsretten bemærkede videre, at skattemyndighederne ved ansættelsen tillige havde vurderet, at en række udgifter afholdt af sagsøgeren havde været private udgifter for hovedanpartshaveren og dennes familie, og at skattemyndighederne i den forbindelse bl.a. havde foretaget en skønsmæssig ansættelse af udgifter til installering af naturgas i hovedanpartshaverens boligejendom, og udgifter til hovedanpartshaverens erhvervelse og indretning m.v. af sommerhus i 1999. Efter en samlet vurdering fandt landsretten ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse som åbenbart urimelig eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, idet det bemærkedes, at Skatteministeriet efter sin påstand anerkendte, at den skønsmæssige forhøjelse for 1998 skulle nedsættes til kr. 102.000,-.

Parter

H1 ApS
(advokat Erik Øvlisen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Per Lunde Nielsen v/advokatfuldmægtig Søren Horsbøl Jensen).

Afsagt af landsdommerne

Erik Kjærgaard, Kaspar Linkis og Anna-Christina Langmaack (kst.)

Påstande

Under denne sag, der er anlagt den 13. august 2004, har sagsøgeren, H1 ApS, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1998, 1999 og 2000 hjemvises til fornyet behandling ved de stedlige skattemyndigheder.

Skatteministeriet har påstået frifindelse mod at anerkende, at den skønsmæssige forhøjelse for 1998 nedsættes til 102.000 kr.

Sagsfremstilling

Den 15. april 2004 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkter:

Landsskatterettens afgørelse

Skatteforvaltningen har for indkomstårene 1998 - 2000 anset henholdsvis 148.000 kr., 379.552 kr. og 124.140 kr. for maskeret udlodning til hovedanpartshaveren i medfør af ligningslovens s 16 A.

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

Møde mv.

Der er afholdt møde med selskabets advokat på Landsskatterettens kontor.

Generelle oplysninger

Selskabet driver en tømrervirksomhed fra hovedanpartshaverens bopæl. Selskabets hoved- og eneanpartshaver er A. Selskabet har forskudt regnskabsperiode fra den 1. oktober til 30. september. Selskabets eneste ansatte er hovedanpartshaverens samlever, B.

Selskabet har haft en omsætning på henholdsvis 1.047.735 kr., 972.996 kr. og 1.441.534 kr. i indkomstårene 1998 - 2000, og et resultat før renter på henholdsvis 13.009 kr., 134.353 kr. og -37.656 kr.

Skatteforvaltningen har opgjort hovedanpartshaverens og hendes samlevers kontante privatforbrug til henholdsvis 52.405 kr., -105.234 kr. og 100.183 kr. for indkomstårene 1998 - 2000. Husstanden omfatter udover hovedanpartshaveren og hendes samlever, hovedanpartshaverens datter født 5. maj 1981.

Skønsmæssig forhøjelse

Sagens oplysning

Hovedanpartshaveren og hendes husstand bebor ejendommen .... Hovedanpartshaveren har ejet 50 % af ejendommen siden 1. august 1998. Derudover ejer FJ og MP hver 25 %. Der er i 1999 blevet indlagt naturgas på ejendommen, der tidligere var opvarmet med el-varme.

Hovedanpartshaverens samlever har over for skatteforvaltningen oplyst, at han og hovedanpartshaveren har afholdt samtlige udgifter på ejendommen, også de renteudgifter som ikke er fratrukket. De betaler ikke leje til de to øvrige ejere.

Hovedanpartshaveren har den 1. oktober 1999 købt en grund beliggende .... Det er oplyst, at der efter købet er blevet transporteret et gammelt sommerhus ind på grunden i 1999. Der er betalt fritidshusforsikring fra den 9. november 1999. Der er efterfølgende blevet lagt nyt tag på ejendommen, ligesom der er blevet opført en ny træterrasse.

Ved gennemgangen af de af selskabet betalte telefonregninger fremgår det, at der har været en del opkald, der enten har været modtaget eller foretaget i udlandet.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har ved den påklagede afgørelse skønsmæssigt forhøjet selskabets indkomst med henholdsvis 148.000 kr., 305.000 kr. og 100.000 kr. for de påklagede indkomstår. Forvaltningen har herved henset til, at der ikke er ført et afstemt kasseregnskab, uanset at der er foretaget kontante hævninger på selskabets konto, og at selskabets leverandører er betalt af denne kontantbeholdning. Regnskabet kan derfor ikke anses for et fyldestgørende grundlag for opgørelsen af selskabets indkomst. Herudover er hovedanpartshaverens og hendes samlevers privatforbrug ikke antageligt. Hovedanpartshaveren og hendes samlevers kontante privatforbrug er skønsmæssigt ansat til 200.000 kr., henset til deres forbrug, herunder de foretagne rejser.

Skatteforvaltningen har anset de foretagne forhøjelser for maskeret udbytte for selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Skatteforvaltningen har til advokatens klage til Landsskatteretten yderligere anført, at de foretagne hævninger ikke fuldt ud har været anvendt til at betale leverandører. Der har derfor løbende været en ukendt kassebeholdning/sammenblanding med private midler, der ikke er registreret.

Skatteforvaltningen har anført, at de to privatforbrugsberegninger udarbejdet af henholdsvis forvaltningen og selskabets revisor er forskellige på følgende hovedpunkter:

1. Under "huskøb over vurderingen" har revisoren medtaget 50.000 kr. Skatteforvaltningen har skønsmæssigt opgjort værdien til 90.000 kr.
2. Omkostninger ved køb af hus er af revisoren opgjort til 18.120 kr. Skatteforvaltningen har skønnet omkostningerne til 30.000 kr.
3. Selskabets revisor har anført en forøgelse af gælden med 34.748 kr.
4. Revisoren har opgjort installationen af naturgas til 19.600 kr., skatteforvaltningen har skønnet udgiften til 50.000 kr.
5. Revisoren har opgjort udgifterne til sommerhuset til 15.120 kr. Skatteforvaltningen har skønsmæssigt opgjort udgifterne til 100.000 kr.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabets advokat har principalt nedlagt påstand om, at regnskabet ikke kan tilsidesættes, og at de skønsmæssige forhøjelser nedsættes til 0 kr. Subsidiært har advokaten anført, at privatforbruget skal opgøres til henholdsvis 142.917 kr., 136.476 kr. og 112.059 kr. i de omhandlede indkomstår.

Advokaten har til støtte for sin principale påstand bl.a. anført, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte regnskabet, at der er foretaget hævninger fra selskabets bankkonto til kontant betaling af leverandører, idet der føres de registreringer, der er nødvendige, henset til hævningernes antal. Herudover er hovedanpartshaverens og hendes samlevers privatforbrug ikke en relevant målestok for en skønsmæssig forhøjelse.

For så vidt angår de anførte udlandsrejser, er rejserne til England, Portugal og den ene rejse til Spanien foretaget af hovedanpartshaverens datter. Dette understøttes af, at opkaldene stammer fra hendes mobiltelefon.

Til støtte for sin subsidiære påstand, har advokaten henvist til den af selskabets revisor udarbejdede privatforbrugsberegning for de påklagede indkomstår.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

For at et regnskab, der er vedlagt selvangivelsen, skal kunne anses for tilstrækkelig dokumentation for størrelsen af den skattepligtige indkomst og formue, må det som udgangspunkt forudsættes, at regnskabet er udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, i overensstemmelse med lovgivningens regler herom, jf. bogføringsloven, lov nr. 60 af 19. februar 1986, ændret ved lov nr. 1006 af 23. december 1998 for indkomstår påbegyndt den 1. juli 1999 og fremefter, samt den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse nr. 598 af 21. august 1990, ændret ved bekendtgørelse nr. 518 af 25. juni 1999, om erhvervsdrivende virksomheders bogføring, årsregnskab og opbevaring af regnskabsmateriale. De nærmere skattemæssige krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992, ændret ved bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 1999.

Efter det om selskabets regnskabsføring oplyste, herunder at der ikke er foretaget effektive kasseafstemninger, må retten være enige med de stedlige skattemyndigheder i, at klagerens regnskabsmateriale ikke er egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, idet de i bekendtgørelsen anførte krav til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt. Det er derfor med rette, at de stedlige skattemyndigheder nar ansat indkomsten skønsmæssig, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 3, stk. 4.

Skønsmæssige ansættelser skal som udgangspunkt være underbyggede af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser. Landsskatteretten finder ikke grundlag for at ændre det af myndighederne med rette udøvede skøn. Da hovedanpartshaveren har fuld rådighed over selskabet, må hovedanpartshaverens og hendes samlevers privatforbrug anses for at være en relevant målestok for opgørelsen af selskabets omsætning. Retten har endvidere henset til, at advokaten ikke har dokumenteret de i privatforbrugsberegningen fremførte ændringer i forhold til skatteforvaltningens beregning.

Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Diverse indkøb

Sagens oplysning

Selskabet har bl.a. selvangivet fradrag for følgende udgifter:

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har nægtet selskabet fradrag for de afholdte udgifter med henholdsvis 3.377 kr. og 623 kr., for indkomstårene 1999 og 2000. Forvaltningen har herved henset til, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne vedrører selskabet, men at de må antages at vedrøre hovedanpartshaveren privat. Der kan således ikke anerkendes fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteforvaltningen har videre anført, at det ved en gennemgang af selskabets bilagsmateriale er konstateret, at hovedanpartshaveren og hendes samlever samler bilag sammen til revisors bogføring, og at bilagene ikke er påført tekst eller lignende i det omfang udgiften ikke vedrører selskabet. Det er således skatteforvaltningens opfattelse, at det har været op til revisor ved bogføringen at vurdere, hvorvidt udgiften var selskabets eller skulle bogføres på hovedanpartshaverens mellemregning.

Skatteforvaltningen har anset den foretagne forhøjelse for maskeret udbytte for selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der er fradrag som selvangivet.

Advokaten har til støtte for sin påstand bl.a. anført,

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Landsskatteretten finder det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at de pågældende udgifter er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved henset til, at de for retten værende oplysninger ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at anse udgifterne begrundet i selskabets drift. De indkøbte genstande adskiller sig ikke fra private udgifter. Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Repræsentation

Sagens oplysning

Selskabet har bogført repræsentationsudgifter med henholdsvis 8.945 kr. og 9.404 kr. for indkomstårene 1999 og 2000. Der er selvangivet fradrag med 25 % heraf, svarende til henholdsvis 2.236 kr. og 2.351 kr.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har skønsmæssigt ansat selskabets fradrag for repræsentationsudgifter til 1.000 kr. for hvert af indkomstårene 1999 og 2000. Der er ved afgørelsen lagt til grund, at de afholdte udgifter i overvejende grad er afholdt i hovedanpartshaverens private interesse. Der er endvidere henset til, at bilagene ikke opfylder de formelle krav til dokumentation, idet der ikke er påført bilagene hvem udgifterne er afholdt over for, samt anledningen hertil, jf. ligningsvejledningen afsnit E.B.3.7.9.

Skatteforvaltningen har anset den foretagne forhøjelse for maskeret udbytte for selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabet har fradrag for udgifterne afholdt til repræsentation med henholdsvis 2.013 kr. og 2.351 kr.

Advokaten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at der er tale om repræsentationsudgifter omfattet af ligningslovens § 8, stk. 4, og at det for skatteforvaltningen er oplyst, hvem der har deltaget i de pågældende middage, samt modtaget vingaverne. Der er ikke anmodet om fradrag for udgiften til G5 Kro.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Fradrag for repræsentationsudgifter efter ligningslovens § 8, stk. 4, forudsætter, at udgifterne er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Udgifter til repræsentation kan fradrages efter ligningslovens § 8, stk. 4. Efter bestemmelsens forarbejder, jf. tillige pkt. 14.3.1. i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, er fradrag betinget af, at udgifterne er afholdt over for andre end virksomhedens medarbejdere for at afslutte forretninger eller for at knytte eller bevare forretningsforbindelser. Repræsentation har således karakter af opmærksomhed eller kommerciel gæstfrihed over for forretningsforbindelser.

For at et bilag kan lægges til grund for skattemyndighedernes indkomstopgørelse kræves, at bilaget er dateret og angiver både udsteder og modtager, samt er forsynet med en kvitteringspåtegning. Det skal endvidere fremgå hvilke ydelser, der er betalt for. Ved repræsentationsbilag skal anledningen, og hvem der har deltaget, endvidere påføres.

Det er for Landsskatteretten ikke dokumenteret, at udgifterne er afholdt i driftens interesse. Der er herved henset til, at grundbilagene er manglefulde, idet der ikke er påført, hvem der har deltaget i middagene og anledningen hertil, samt modtagerne af vingaverne. At det over for skatteforvaltningen er oplyst, hvem der har deltaget i middagene og modtaget vingaverne, ændrer ikke herpå, jf. Østre Landsrets dom af 27. november 2003, gengivet i SKM2003.559.ØLR

Den påklagede afgørelsen stadfæstes på dette punkt.

Arbejdstøj

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har nægtet selskabet fradrag for udgifter til arbejdstøj med henholdsvis 1.036 kr. og 2.390 kr. for indkomstårene 1999 og 2000. Der er ved afgørelsen henset til, at det indkøbte tøj er købt i normale tøjforretninger, samt at der ikke er fremlagt dokumentation for købet af den ene trøje. Af bilaget fra G1 fremgår det, at der er købt arbejdstøj, men ikke hvilket tøj der er købt.

Skatteforvaltningen har til advokatens klage til Landsskatteretten yderligere anført, at der løbende er fratrukket udgifter til arbejdstøj (kedeldragter mv.), hvilket der er godkendt fradrag for.

Skatteforvaltningen har anset den foretagne forhøjelse for maskeret udbytte for selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har nedlagt påstand om fradrag som selvangivet.

Advokaten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at der er indkøbt en termovest, 1 trøje samt andet arbejdstøj. Selskabet driver håndværksvirksomhed, og udførelsen af selskabets opgaver foregår også udendørs. Det har derfor været nødvendigt at anskaffe en termovest. Det øvrige tøj er også anvendt i forbindelse med udførelsen af opgaver for selskabet, hvorfor der er fradragsret for udgifterne.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Udgifter til beklædning er som udgangspunks private udgifter. Det påhviler derfor selskabet at dokumentere eller sandsynliggøre, at der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Landsskatteretten finder det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgiften er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Der er henset til, at tøjet er købt i almindelige herretøjsforretninger.

Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Småanskaffelser

Sagens oplysning

Selskabet har i indkomståret 2000 selvangivet fradrag for udgifter til en halogenspotskinne med 542 kr. og et brugt stillads med 5.970 kr. For indkomståret 1999 har revisoren på afslutningsarket efterposteret husleje med 12.000 kr. og småanskaffelser med 22.050 kr. Begge beløb er godskrevet på hovedanpartshaverens mellemregningskonto.

Advokaten har over for skatteforvaltningen oplyst, at den efterposterede husleje på 12.000 kr. ved en fejl er bogført to gange, idet huslejen kun udgør 1.000 kr. månedligt.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har nægtet selskabet fradrag for udgifterne til småanskaffelser og efterposteret husleje med henholdsvis 34.050 kr. og 6.512 kr. for indkomstårene 1999 og 2000.

Skatteforvaltningen har henset til, at selskabet ikke har noget kontorlokale, hvorfor der ikke kan anerkendes fradrag for udgifterne til halogenspotskinnen.

For så vidt angår udgiften på 5.970 kr., vedrører udgiften købet af et brugt stillads. Der er ved købet af stilladset alene fremlagt en checkkopi, hvilket ikke kan anses for behørig dokumentation, jf. bogføringslovens § 9.

Der foreligger ikke dokumentation for udgifterne til efterposteret husleje eller småanskaffelser på 22.050 kr. i indkomståret 1999, hvorfor der ikke anerkendes fradrag herfor.

Skatteforvaltningen har til advokatens klage til Landsskatteretten yderligere anført, at samleveren har oplyst, at han havde set en annonce i Den Blå Avis, og at han herigennem havde købt stilladset af NR. Selskabet har i et senere indkomstår ansat en NR. Det er skatteforvaltningens opfattelse, at samleveren dækker over forholdet, måske fordi checken ikke er hævet af NR, eller fordi checken ikke er udstedt til køb af stillads.

Skatteforvaltningen har anset den foretagne forhøjelse for maskeret udbytte for selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har nedlagt påstand om, at der er fradrag for udgifterne til halogenspotskinnen, stilladset og diverse småanskaffelser.

Advokaten har bl.a. anført, at der på selskabets adresse er indrettet et kontorlokale på 16 m2 i en tilbygning. Halogenskinnen er opsat der.

Stilladset har samleveren købt af en privat. Skatteforvaltningen er oplyst om identiteten på sælgeren. Skatteforvaltningen nægter dog fradrag med den begrundelse, at der ikke er noget salgsbilag. Det gøres gældende, at dokumentationen er behørig.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Landsskatteretten finder, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at købet af halogenskinnen har den fornødne tilknytning til selskabets indtægtserhvervelse.

Landsskatteretten finder, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgiften til stilladset har været afholdt i driftens interesse. Der er herved henset til, at checkkopien ikke er behørig dokumentation, uanset at de stedlige skattemyndigheder har fået oplyst identiteten på sælgeren.

Udgiften til efterposteret husleje anses i overensstemmelse med det af advokaten anførte for skatteforvaltningen for en fejl, hvorfor selskabets nægtes fradrag for udgiften. Landsskatteretten har ikke kompetence til at behandle spørgsmålet om omgørelse, jf. skattestyrelsesloven § 37 C.

For så vidt angår udgifterne til småanskaffelser til en værdi af 22.050 kr., er der ikke fremlagt dokumentation for udgifternes afholdelse, hvorfor der ikke anerkendes fradrag herfor.

Taxaregninger

Skatteforvaltningens afgørelse Skatteforvaltningen har ved den påklagede afgørelse nægtet selskabet fradrag for udgifter til taxakørsel med 648 kr. Der er ved afgørelsen henset til, at der for 3 af de 4 regningers vedkommende er tale om kørsel lørdag aften/nat, samt at bilagene ikke er påført tekst eller lignende. Det har derfor været op til revisor ved bogføringen at vurdere, hvorvidt udgiften var selskabets eller skulle bogføres på hovedanpartshaverens mellemregningskonto.

Skatteforvaltningen har anset den foretagne forhøjelse som maskeret udbytte for selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag som selvangivet.

Advokaten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at når selskabets ansatte blev inviteret ud af forretningsforbindelser, så undlod han at tage bilen, da han ikke ville være i stand til at føre den hjem på lovlig vis.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Selskabets advokat har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne er afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde udgiften, if. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der er herved bl.a. henset til, at der ikke er påført bilagene oplysninger om anledningen til kørslen. Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Telefonudgifter

Sagens oplysning

Selskabet har i indkomstårene 1999 og 2000 selvangivet fradrag for telefonudgifter med henholdsvis 20.077 kr. og 15.251 kr. Af kontospecifikationerne fremgår det, at udgifterne vedrører 4 telefonnumre, heraf er 3 mobilnumre.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har ved den påklagede afgørelse ud fra virksomhedens art og omfang skønsmæssigt ansat den erhvervsmæssige andel af telefonudgifterne til 6.000 kr. for hvert af indkomstårene 1999 og 2000.

Der er ved afgørelsen henset:

Skatteforvaltningen har anset den foretagne forhøjelse for maskeret udbytte for selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der anerkendes fradrag for 17.636 kr. for indkomståret 1999 og 15.251 kr. for indkomståret 2000.

Advokaten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at den del af selskabets telefonudgifter, der vedrører hovedanpartshaverens datter, ikke er fradragsberettigede. De øvrige udgifter er fradragsberettigede, uanset om de vedrører hovedanpartshaverens eller dennes samlevers private telefonsamtaler eller selskabets erhvervsmæssige telefonsamtaler. At hovedanpartshaverens samlever skal beskattes af værdien af fri telefon, fratager ikke selskabet fradragsretten for udgiften.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Fordelingen af de afholdte samtaleudgifter mellem private og erhvervsmæssige formål må ske ved et skøn. Landsskatteretten har ikke i det af advokaten anførte fundet grandlag for at ændre skatteforvaltningens skøn.

Der er herved henset til de af skatteforvaltningen anførte grunde, særligt at de afholdte telefonudgifter i selskabet er ekstraordinære store i forhold til virksomhedens art og omfang, idet hovedanpartshaverens samlever er den eneste ansatte i selskabet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes på dette punkt.

Edb-udgifter

Sagens oplysning

Selskabet har i indkomståret 1999 afholdt udgifter til en computerskærm og fremkaldelse af film med i alt 976 kr. I indkomståret 2000 har selskabet afholdt udgifter til anskaffelse af et digitalkamera, et cd-rom drev, en trådløs mus, et trådløst tastatur og en printer med i alt 3.365 kr.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har [ikke] godkendt fradrag for udgifterne på henholdsvis 976 kr. og 3.365 kr. for indkomstårene 1999 og 2000. Skatteforvaltningen har henset til, at der alene anvendes edb til udskrift af fakturaer, ligesom revisoren bogfører efter fakturaer. Fakturaen fra Fredgaard vedrørende printeren er udstedt til hovedanpartshaverens datter. Udstyret må derfor anses for anskaffet til husstandens private brug, hvilket er selskabet uvedkommende.

Skatteforvaltningen har anset den foretagne forhøjelse som maskeret udbytte for selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har nedlagt påstand om fradrag for henholdsvis 799 kr. og 2.686 kr. i indkomstårene 1999 og 2000.

Advokaten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at der i indkomståret 1999 fejlagtigt er fratrukket en udgift på 177 kr. to gange, ligesom der i indkomståret 2000 ikke anmodes om fradrag for indkøb af printer. Det øvrige edb-udstyr er anskaffet til brug i virksomheden.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Det er ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort for Landsskatteretten, at edb-udstyr har været indkøbt til brug i selskabet. Der er herved henset til selskabets begrænsede brug af edb-udstyret, samt at edb-udstyret er opstillet på bopælen.

Biludgifter

Sagens oplysning

Ifølge Centralregisteret for Motorkøretøjer har selskabet ikke været registreret som ejer af en bil i de påklagede indkomstår. Samleveren har i de påklagede indkomstår stået som bruger af en Toyota Hi-Ace varevogn. Varevognen er købt af samleveren i indkomståret 1990 til en af ham personligt drevet virksomhed. I indkomstårene 1992 og 1993 var varevognen medtaget i samleverens formue til en værdi på 1 kr. Den 3. oktober 1996 blev bilen solgt til samleverens genbo, men samleveren forblev bruger. Den 31. oktober 2000 blev selskabet ejer af varevognen, og i november 2000 blev den stjålet.

Selskabet har ved en efterpostering for indkomståret 1999 betalt 50.000 kr. for varevognen. Anskaffelsessummen er afskrevet med 15.000 kr. i indkomståret 1999.

Samleveren har forklaret, at varevognen har været ejet af en stråmand, for at undgå kreditorforfølgning, hvilket ligeledes gælder hans personbil, en BMW.

Af bilaget fra G2 Karrosseri den 29. oktober 1998 fremgår:

"vedr. Toyota Hi-Ace.

Opretning af div. buler.

Af + påmont kompl til heloplak.

tilbud iflg. aftale."

Selskabet har selvangivet fradrag for autoudgifter med henholdsvis 23.527 kr., 49.727 kr. og 68.956 kr. for indkomstårene 1998 - 2000.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har nægtet selskabet fradrag for biludgifterne med henholdsvis 34.800 kr. og 23.774 kr.for indkomstårene 1999 og 2000. Forvaltningen har henset til, at selskabet i de pågældende indkomstår ikke har stået som ejer af en bil. Skatteforvaltningen har anset varevognen for at være tilgået selskabet i indkomståret 2001, til den værdi forsikringsselskabet har udbetalt erstatning med.

Skatteforvaltningen har godkendt fradrag for de selvangivne driftsudgifter på henholdsvis 23.527 kr., 14.927 kr. og 45.182 kr. vedrørende varevognen, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet varevognen har været en nødvendighed for selskabets drift. Disse udgifter skal imidlertid anses for skattepligtig kørselsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9 B for klagerens samlever, som er den reelle ejer af varevognen.

For så vidt angår udgiften til G2 Karrosseri på 19.800 kr. i indkomståret 1999, er det ikke dokumenteret, at det er varevognen, der er blevet heloplakeret. Desuden er der ikke godkendt fradrag for de foretagne afskrivninger på 15.000 kr. Saldoværdien på varevognen, 35.000 kr., reguleres i overensstemmelse med afskrivningslovens § 5.

For indkomståret 2000 har skatteforvaltningen nægtet fradrag for udgifter med 22.212 kr. vedr. personbilen, samt 1.562 kr. for en regning der er blevet bogført to gange.

Skatteforvaltningen har anset de foretagne forhøjelser for maskeret udbytte til selskabets hovedanpartshaver, jf. ligningslovens § 16 A.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har nedlagt påstand om, at udgifterne til købet af Toyota Hi-Ace skal tilbageføres på mellemregningskontoen. Subsidiært nedlægges påstand om, at udgiften til køb af Toyota Hi-Ace anses som yderligere løn til samleveren.

Advokaten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at samleveren er den eneste ansatte i H1 ApS. Skatteforvaltningens standpunkt om, hvornår varevognen er overdraget, kan accepteres. Det er for Skatteankenævnet gjort gældende, at der ikke er grundlag for at statuere maskeret udlodning, idet posteringen på mellemregningen kan tilbageføres. Kan en tilbageføring ikke ske, gøres det gældende, at beløbet skal anses for betalt til samleveren, da han er sælger af varevognen, og dermed yderligere løn til ham.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Da skatteforvaltningen samt advokaten er enige om, at selskabet ikke har fradrag for de anførte udgifter til autodrift, stadfæstes den påklagede afgørelse på dette punkt.

Reglerne for omgørelse fremgår af skattestyrelseslovens § 37 C. Landsskatteretten har ikke kompetence til at behandle spørgsmålet.

Udlodning til hovedanpartshaveren

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har for indkomstårene 1998 - 2000 anset henholdsvis 148.000 kr., 379.552 kr. og 124.140 kr. af de foretagne forhøjelser på henholdsvis 148.000 kr., 394.554 kr. og 147.914 kr. for maskeret udlodning til hovedanpartshaveren i medfør af ligningslovens § 16 A. Skatteforvaltningen har bl.a. henset til, at.de pågældende udgifter vedrører hovedanpartshaveren privat, og derfor ikke er fradragsberettiget i selskabet.

Selskabets påstand og argumenter

Advokaten har nedlagt påstand om, at såfremt der skal ske forhøjelser af selskabets indkomst, skal forhøjelserne anses som yderligere løn til hovedanpartshaverens samlever.

Advokaten har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at samleveren er den eneste ansatte i selskabet, og at det er ham, som driver selskabet. Skatteforvaltningen har i deres udtalelse til klagen til Landsskatteretten udtrykt enighed heri. De stedlige skattemyndigheder må derfor forholde sig skattemæssigt hertil, således at de udgifter selskabet afholder på samleverens vegne, skal medføre beskatning hos ham. Der er ikke grundlag for alene på baggrund af udsigten til at få det offentliges krav på skatter honoreret, at henføre selskabets udgifter til beskatning hos selskabets hovedanpartshaver som udbytte. I dette tilfælde har et uvedkommende hensyn, hensynet til det offentliges fyldestgørelse, styret den kommunale skatteforvaltnings retlige subsumption.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Der lægges ved afgørelsen til grund, at det i praksis var hovedanpartshaverens samlever, der drev selskabet og rådede over selskabets midler. Samleverens råden over selskabet er imidlertid afledt af hovedanpartshaverens ejerskab af samme selskabet, og derfor udtryk for en stiltiende fuldmagt. De foretagne forhøjelser må af denne grund anses at have passeret hovedanpartshaverens økonomi, jf. Vestre Landsret dom af 23. april 2003, SKM2003.217.VLR , og Ligningsvejledningen 1999, afsnit S.F.2.

Den påklagede afgørelse stadfæstes også på dette punkt."

Den 15. april 2004 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende A:

"...

Klagen vedrører beskatning af udlodning fra klagerens selskab. Klagen er indgivet til Landsskatteretten i medfør af skattestyrelseslovens § 21, stk. 5.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

Sagen er en udløber af, at skatteforvaltningen har forhøjet indkomsterne i selskabet H1 ApS for indkomstårene 1998 - 2000. Klageren er hoved- og eneanpartshaver i selskabet. Selskabet har forskudt regnskabsperiode fra den 1. oktober til den 30. september.

Skatteforvaltningen har opgjort den maskerede udlodning for indkomstårene 1998 - 2000 således:

For Landsskatteretten har advokaten nedlagt påstand om, at klagerens aktieindkomst nedsættes med henholdsvis 150.762 kr., 418.954 kr. og 136.763 kr. for indkomstårene 1998 - 2000. Advokaten har bl.a. henvist til de foretagne forhøjelser for selskabet. Derudover har advokaten anført, at der for indkomståret 1999 tilbageføres 62.000 kr. på selskabets mellemregningskonto. De resterende forhøjelser skal anses for yderligere løn til klagerens samlever, da samleveren er den eneste ansatte i selskabet, og ham der driver virksomheden.

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse. Der skal i det hele henvises til Landsskatterettens kendelse afsagt dags dato, vedrørende selskabets skatteansættelser for indkomstårene 1998 - 2000.

..."

Den 15. april 2004 afsagde Landsskatteretten kendelse vedrørende B, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

"...

Klagen, der er indgivet i medfør af skattestyrelseslovens 21, stk. 5, vedrører indkomsten på følgende punkter:

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 1998

Personlig indkomst

Biludgifter afholdt af H1 ApS anset som skattepligtig kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B med 22.110 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

Ligningsmæssig fradrag

Skønsmæssigt opgjort befordringsfradrag, 10.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

Indkomståret 1999

Personlig indkomst

Biludgifter afholdt af H1 ApS anset som skattepligtig kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B med 30.656 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

Ligningsmæssig fradrag

Skønsmæssigt opgjort befordringsfradrag, 10.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

Indkomståret 2000

Personlig indkomst

Biludgifter afholdt af H1 ApS anset som skattepligtig kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B med 40.755 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

Ligningsmæssig fradrag

Skønsmæssigt opgjort befordringsfradrag, 10.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteforvaltningens afgørelse.

Møde mv.

Der er afholdt møde med klagerens advokat på Landsskatterettens kontor.

Sagens oplysninger

Klageren er ansat i H1 ApS, som er ejet af hans samlever A. Klageren er selskabets eneste ansatte.

Ifølge Centralregisteret for Motorkøretøjer har klageren i de påklagede indkomstår stået som bruger af en Toyota Hi-Ace varevogn. Varevognen er købt af klageren i indkomståret 1990 til en af ham personligt drevet virksomhed. I indkomstårene 1992 og 1993 var varevognen medtaget i klagerens formue til en værdi på 1 kr. Den 3. oktober 1996 blev bilen solgt til klagerens genbo, men klageren forblev bruger. Den 31. oktober 2000 blev selskabet ejer af varevognen, og i november 2000 blev varevognen stjålet.

Skatteforvaltningen har først anset varebilen for overgået til selskabet ved udbetalingen af erstatningen i indkomståret 2001.

Klageren har forklaret, at varevognen har været ejet af en stråmand, for at undgå kreditorforfølgning, hvilket ligeledes har været tilfældet med hans personbil.

Skatteforvaltningens afgørelse

Skatteforvaltningen har ved den påklagede ansættelse forhøjet klagerens indkomst med henholdsvis 22.110 kr., 30.656 kr. og 40.755 kr. for indkomstårene 1998 - 2000. Der er anerkendt klageren et ligningsmæssigt fradrag for den erhvervsmæssige kørsel på skønsmæssigt 10.000 kr. for hvert af indkomstårene.

Skatteforvaltningen har ved afgørelsen henset til, at de af selskabet afholdte driftsudgifter til varevognen, skal anses som skattepligtig kørselsgodtgørelse til klageren efter ligningslovens § 9 B. Det skønsmæssigt anerkendt fradrag svarer ca. til 15.000 erhvervsmæssige kilometer pr. år.

Forvaltningen har ikke tillagt det betydning, at varevognen har været ejet af en stråmand.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Klagerens erhvervsmæssige kørsel skal opgøres efter ligningslovens § 9 C, idet der ikke foreligger et fyldestgørende kilometerregnskab. Den erhvervsmæssige kørsel må således opgøres skønsmæssigt.

Efter ligningslovens § 9 C kan der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ske fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads. Efter stk. 2, kan fradrag for befordringen dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.

Landsskatteretten finder herefter at kunne tiltræde skatteforvaltningens skøn. Der er herved henset til, at fradraget er opgjort skønsmæssigt, og at advokaten ikke har fremlagt nye oplysninger om klagerens erhvervsmæssige kørsel.

...

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

..."

Af et udateret bilag fra de stedlige skattemyndigheder betegnet som "Bemærkninger til privatforbrugsberegning" fremgår blandt andet følgende:

"...

Naturgas

Ifølge materiale fra teknisk forvaltning er der på ejendommen ... indlagt naturgas i juli måned 1999. Det foreligger oplyst, at ejendommen før blev opvarmet med elvarme.

G3 har pr. tlf. den 14/3 2002 bekræftet, at der på ejendommen er indlagt naturgas.

Det vurderes, at det i 1999 min. kostede kr. 50.000 at få indlagt naturgas, når der henses til at der udover anlægget ligeledes skal etableres radiatorer, herunder forbindelser hertil i hele ejendommen.

B har ved kontormøde den 19/4 2002 oplyst, at han selv har udført arbejdet, men at han ikke ved hvad det har kostet.

Sommerhus

Den 1/10 1999 har A købt en grund beliggende ... for kr. 50.000.

Ved gennemgang af selskabets bilagsmateriale er det konstateret, at der via anpartshaverens mellemregning er betalt en fritidshusforsikring på kr. 1.512,50 vedr. ovennævnte, for perioden 9/11 1999 - 1/11 2000.

Det er ligeledes konstateret, at H1 ApS har modtaget betaling for udbedring af skade på sommerhuset fra forsikringsselskab. Skadedatoen er ifølge bilaget den 3/12 1999 (stormen).

Forsikringsselskabet har pr. tlf. oplyst, at det overfor dem er oplyst, at der er blæst ca. 50 tagsten af huset.

Af H1 ApS faktura til forsikringsselskabet fremgår bl.a. stormskade, leje af stillads, 21 tagsten af huset og arbejdsløn.

Ifølge kommunen har vurderingsfolk medio 2000 konstateret, at der på grunden var opført et sommerhus uden at der var søgt om tilladelse hertil. Sommerhuset er efterfølgende godkendt.

Ifølge ... Elværk er der i april 2000 opsat byggestrøm (byggestrøm må maksimalt aneendes i 12 måneder). Den 4/5 2000 har en autoriseret el installatør meldt arbejdet færdigt. Den 3/7 2001 er der betalt kr. 9.000 excl. moms i indskud til el. Den 6/7 2001 er der sat elmåler op, og byggestrømsmåler fjernet.

Ifølge rekvirerede tegninger er sommerhuset på 41 m2.

B har ved kontormøde den 19/4 2002 oplyst, at sommerhuset var et de havde fået gratis. Sommerhuset var flyttet fra en anden grund. Der var således udgifter til transport af huset og fundament. Huset var oprindeligt bygget i 1974.

Skatteforvaltningen har foranlediget at en vurderingsmand fra kommunen har besigtiget huset udefra. Vurderingsmanden bekræfter at der ikke er tale om et nyt hus, men at huset p.t. er under renovering. På ejendommen er der nyt tag, og der er bygget en kæmpe træterrasse.

Det er skatteforvaltningens opfattelse, at der er afholdt kr. 100.000 på sommerhuset til flytning af huset, el, vand, kloak, nyt tag, og træterrasse mv., og at disse udgifter er afholdt fra købet af grunden den 1/10 1999 og året ud.

...

Ferier

Ved gennemgang af selskabets bilagsmateriale er der udarbejdet opgørelse over telefonopkald modtaget eller foretaget i udlandet. Denne opgørelse viser, at der ved privatforbrugsberegningen skal tages i betragtning, at husstanden skal anvende et ikke ubetydeligt beløb til ferier.

B oplyste ved kontormøde den 19/4 2002, at der havde været en rejse til Prag med bus, samt at han havde været med en kammerat i Frankrig for at se nærmere på kammeratens hus, idet taget skulle laves. De resterende rejser havde B ingen oplysninger til.

Generelt

Det er skatteforvaltningens opfattelse, at As og B's privatforbrug min. skal udgøre kr. 200.000 kr. pr. år.

Skatteforvaltningen har bemærket, at de hjemmeboende børn har egen indtjening, men at børnene på grund af Deres alder og formueforhold i øvrigt, ikke anses have bidraget til A's og B's privatforbrug."

Ved brev af 26. juni 2002 til Skatteforvaltningen har H1 ApS givet følgende oplysninger om udgifterne vedrørende naturgasinstallationen og sommerhuset:

"...

..."

Af G4 VVS' faktura af 9. juni 1999 til B fremgår følgende:

"...

Levering af 1 stk. bosch/junckers model zsbr 8-25 med lodret balancer aftræk Gaskedel leveres uden garanti da det er en demo model.

Pris excl. moms	11680,00
+25% moms	2920,00
I alt incl. Moms	14600,00

..."

Af G3s skrivelse af 30. juni 2005 til B fremgår blandt andet:

"...

Hermed bekræftiges det at indlæggelser: af naturgas var på G3's regning. Udgiften til den indvendige del er afholdt af kunden selv.

..."

Under domsforhandlingen har sagsøgeren dokumenteret en række bilag, herunder fakturaer vedrørende abonnement og samtaler på forskellige mobiltelefoner, samt privatforbrugsopgørelse for A og B, hvoraf fremgår, at de pågældendes privatforbrug for årene 1998 -2000 udgør henholdsvis 123.315 kr., 142.705 kr. og 154.197 kr.

Det er oplyst, at hovedanpartshaverens husstand i 1998-1999 bestod af to voksne og 3 døtre. Ifølge folkeregisteroplysning fraflyttede den ene af døtrene den 15. november 1999. Der er fremlagt årsopgørelser, hvoraf fremgår, at de hjemmeboende døtres skattepligtige indkomster i 1998 udgjorde 7.468 kr., 2.742 kr. og 79.838 kr. I 1999 udgjorde døtrenes skattepligtige indkomster 40.149 kr., 15.677 kr. og 138.441 kr. og i 2000 27.252 kr. og 144.233 kr.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A, B, RK og BC.

A har forklaret blandt andet, at H1 ApS reelt drives af B, der også træffer alle beslutninger vedrørende selskabet. Inden hun købte ejendommen ... boede de til leje i den. Familien har ikke været på mange ferierejser. Hun ved ikke, hvad rejserne har kostet, men de var ikke dyre. To af rejserne gik til Tyskland og en til Prag. Familien har en almindelig levefod. Børnene har ikke fået noget fast beløb i lommepenge, og familien har ikke brugt mange penge på tøj. Hun skønner, at udgifterne til privatforbruget har været ca. 10.000 kr. om måneden. Sommerhuset fik hun foræret af en kollega, mod at B skulle fjerne det fra kollegaens grund.

B har forklaret blandt andet, at han er tømreruddannet og er den reelle leder af H1 ApS. Han har selv bygget ejendommen ..., og det var oprindelig ham, der ejede ejendommen. På et tidspunkt gik ejendommen på tvangsauktion, og G4 Byggecenter A/S købte den. Herefter boede familien til leje i ejendommen. I 1998 købte A ejendommen. Der var oprindeligt el-varme i ejendommen. Dette udskiftede han med naturgas. Udskiftningen var billig. Han havde samlet reservedele hertil igennem flere år. Da han primært selv har udført installationsarbejdet, kunne han ikke få tilskud til centralvarmeanlæg fra G3. Selve gastilslutningen blev foretaget af en autoriseret gasmester som vennetjeneste. Familien har en almindelig levevis uden luksus.

RK har som vidne forklaret blandt andet, at han har foræret sommerhuset til A. Han havde erhvervet en grund og ønskede det eksisterende sommerhus fjernet. A fik sommerhuset mod at fjerne det.

BC har forklaret blandt andet, at hun er Bs datter. Hun fik på et tidspunkt en mobiltelefon af sin far og A. Hun har brugt mobiltelefonen på en studietur til Portugal og en rejse i England. Siden hun blev 13 år, har hun tjent sine egne penge. Familien havde en almindelig levefod, og de voksne havde ikke noget overforbrug. Hendes nuværende husstand består af to voksne og to børn, og udgifterne til privatforbruget er på ca. 8-10.000 kr. om måneden. Hun skønner, at hendes familie, dengang hun boede hjemme, havde nogenlunde samme udgifter til privatforbrug.

Procedure

H1 ApS har til støtte for sin påstand redegjort uddybende for følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 4. maj 2006:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende:

Det af Landsskatteretten udøvede skøn er foretaget på et ufuldstændigt og forkert grundlag, og at det udøvede skøn medfører et resultat, der er urigtigt og urimeligt.

Det er skattemyndighederne, der skal bevise grundlaget for et skøn, såfremt regnskabet kan tilsidesættes, idet den omstændighed at et regnskab kan tilsidesættes, ikke i sig selv berettiger til et skøn.

Det gøres herved nærmere gældende, at privatforbruget for hovedanpartshaveren og dennes samlever er den eneste målestok skattemyndighederne har anvendt ved fastsættelsen af den skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens indkomst. Anvendelsen af andre parametre - såsom bruttofortjeneste etc. - skal godtgøres af skattemyndighederne, og en sådan godtgørelse er ikke sket.

Yderligere blev der i det af skattemyndighederne udøvede skøn ikke taget hensyn til de korrekte oplysninger om selskabets, hovedanpartshaverens og samleverens økonomiske forhold. Dette er bl.a. godtgjort ved, at skønnet ikke tog udgangspunkt i de oplysninger der er indberettet til skattemyndighederne ... for hovedanpartshaveren og samleveren, og at der er skønnet kr. 100.000 til køb af sommerhus i indkomståret 1999, uanset at grunden sommerhuset er beliggende på først blev overtaget den 1. oktober 1999.

Såfremt hovedanpartshaveren og dennes samlevers privatforbrug kan anvendes som grundlag for en forhøjelse af selskabets indkomst, skal privatforbruget opgøres korrekt. I denne opgørelse af privatforbruget skal de forhøjelser, som Landsskatteretten ved kendelser af 15. april 2004 foretog for hovedanpartshaveren og dennes samlever, medregnes, da forhøjelserne vedrørte private udgifter.

Det er dokumenteret, at der har været et privatforbrug, der har været kr. 123.315, kr. 142.705 samt kr. 154.197 i de af nærværende sag omfattede indkomstår. Et "privatforbrug i øvrigt" for hovedanpartshaveren og dennes samlever på ca. kr. 125.000 eller højere er rimeligt, når dette privatforbrug er opgjort efter at boligomkostninger samt en række yderligere omkostninger er betalt, samt i betragtning af, at de 3 hjemmeboende døtre har egne jobs.

Grundlaget for den skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens indkomst for indkomstårene 1998 - 2000 er dermed bortfaldet.

..."

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand redegjort uddybende for følgende anbringender, der fremgår af påstandsdokument af 3. maj 2006:

"...

Der er enighed om, at skattemyndighederne har været berettiget til at tilsidesætte sagsøgerens regnskabsgrundlag, og sagen angår derfor alene kvaliteten af skattemyndighedernes skøn.

De udøvede skøn kan alene tilsidesættes, hvis det er udøvet på et klart forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. SKM2005.368.HR og SKM2005.500.HR Sagsøgeren har ikke godtgjort, at betingelserne for helt eller delvist at tilsidesætte Landsskatterettens skøn er opfyldt.

Der er mellem parterne ... enighed om, at der alene er tvist om følgende:

Privatforbrugsopgørelsen for 1998

Udgifter som af Landsskatteretten er anset for privat for hovedanpartshaveren og dennes samlever.

Privatforbrugsopgørelsen for 1999

Udgifter til installering af naturgas, udgifter til sommerhus samt udgifter som af Landsskatteretten er anset for private for hovedanpartshaveren og dennes samlever.

Privatforbrugsopgørelsen for 2000

Udgifter til trixtank m.v. og udgifter som af Landsskatteretten er anset for private for hovedanpartshaveren og dennes samlever.

Skønsmæssig ansættelse af hovedanpartshaverens og dennes samlevers privatforbrug

Størrelsen af det antagelige privatforbrug, som Landsskatteretten skønsmæssigt har ansat til kr. 200.000,-.

Sagsøgte bestrider i det hele de af sagsøgeren påståede korrektioner af privatforbrugsberegningerne, idet sagsøgte særligt bemærker følgende:

Udgifter som af Landsskatteretten er anset for private for hovedanpartshaveren og dennes samlever

Udgifterne, der vedrører diverse indkøb, repræsentation, arbejdstøj, taxiregninger, telefonudgifter, småanskaffelser, biludgifter m.v., er ikke indgået i de skønsmæssigt fastsatte forhøjelser og skal derfor ikke - som anført af sagsøgeren - godskrives privatforbrugsberegningerne, der danner grundlag for de udøvede skøn.

Biludgifterne, som efter Landsskatterettens kendelse af 15. april 2004 for hovedanpartshaverens samlever ... skal anses for afholdt af sagsøgeren som skattepligtig kørselsgodtgørelse for samleveren, jf. ligningslovens § 9 B, er afholdt af sagsøgeren. Beløbet har derfor ikke været til rådighed for husstanden og skal som følge heraf ikke godskrives privatforbrugsberegningerne.

Udgifter til installering af naturgas

Ved skønnet over udgifterne til installeringen har skattemyndighederne taget i betragtning, at ejendommen tidligere var opvarmet med elvarme. Udgifterne forbundet med at gøre naturgasinstallationerne funktionsdygtige må derfor have været væsentlig højere end kr. 19.600,- som anført af sagsøgeren. Sagsøgeren har ikke tilvejebragt et grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter udgifterne ansættes kil kr. 50.000,-.

Udgifter til sommerhus

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort et grundlag for at tilsidesætte skønnet om, at udgifterne forbundet med erhvervelsen af sommerhuset, dets etablering på grunden og indretning m.v. udgør kr. 100.000,-.

Det bestrides, at udgifterne som anført af sagsøgeren helt eller delvis skal henføres til indkomståret 2000.

Skønsmæssig ansættelse af hovedanpartshaverens og dennes samlevers privatforbrug

Skattemyndighederne har ved skønnet over, at det antagelige privatforbrug udgør kr. 200.000,- bl.a. taget husstandens størrelse i betragtning (1998 og 1999: 5 personer og 2000: 4 personer), ligesom der er taget hensyn til, at det sagsøgende selskab har afholdt en del af husstandens private udgifter.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at det udøvede skøn er åbenbart urimeligt, eller at der er udøvet på et klart forkert grundlag.

..."

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagsøgerens regnskabsmateriale har ikke været egnet til at danne grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse for sagsøgeren. Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabsoplysningerne og til i stedet at foretage en skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst.

Ved den skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens indkomst har skattemyndighederne foretaget en vurdering af det antagelige privatforbrug for hovedanpartshaveren og dennes familie på grundlag af de foreliggende oplysninger om husstandens størrelse og forbrug, herunder med hensyn til ferierejser. Ved den skønsmæssige ansættelse har skattemyndighederne endvidere vurderet, at den række udgifter afholdt af sagsøgeren har været private udgifter for hovedanpartshaveren og dennes familie. I den forbindelse har skattemyndighederne blandt andet foretaget en skønsmæssig ansættelse af udgifter til installering af naturgas i hovedanpartshaverens boligejendom og udgifter til hovedanpartshaverens erhvervelse og indretning m.v. af sommerhus i 1999.

Efter en samlet vurdering af det for landsretten fremkomne finder landsretten det ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse som åbenbart urimelig eller som udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, idet bemærkes, at Skatteministeriet efter sin påstand anerkender, at den skønsmæssige forhøjelse for 1998 nedsættes til 102.000 kr.

Som følge af det oplyste tages Skatteministeriets påstand til følge.

H1 ApS skal betale sagens omkostninger for landsretten med 30.000 kr., hvori er indeholdt Skatteministeriets udgifter til advokatbistand og 1.200 kr. for udfærdigelse af en materialesamling.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes mod at anerkende, at den skønsmæssige forhøjelse for 1998 nedsættes til 102.000 kr.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, H1 ApS, betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.