Dokumentets metadata

Maskeret udbytte - mellemregning direktør - passeret hovedanpartshavers økonomi

En række krediteringer af en mellemregningskonto mellem et selskab og dets direktør fandtes reelt at have været omsætning i selskabet, der skulle have været bogført heri. Direktøren var samlevende med selskabets ejer. Anpartshaveren var af myndighederne blevet beskattet af de omhandlede krediteringer som maskeret udbytte. Anpartshaveren gjorde under retssagen bl.a. gældende, at posteringerne på mellemregningskontoen var fejlposteringer foretaget af selskabets revisor, og at debiteringerne (hævningerne) udgjorde varekøbsudgifter og betaling af driftsudgifter i selskabet, der også ved fejl var bogfort på mellemregningskontoen. Dette fandt landsretten ikke bevist og påpegede i den forbindelse, at der i vidt omfang havde manglet bilagsmateriale vedrørende de omhandlede debiteringer på mellemregningskontoen.Landsretten fandt herefter, at uanset mellemregningskontoen med selskabet havde tilhørt direktøren, var direktøren samlevende med anpartshaveren, der havde overladt hele dispositionskompetencen over selskabet til direktøren, hvorfor det på den baggrund ansås for godtgjort, at de på mellemregningskontoen krediterede beløb havde passeret anpartshaverens økonomi.Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A
(advokat Søren Schulz)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Jakob Krogsøe).

Afsagt af landsdommerne

Bjarne Bjørnskov Jensen, John Lundum og Mette Søgaard Vammen (kst.)

Denne sag drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren, A, i indkomstårene 1996-1998 har modtaget skattepligtigt udbytte fra selskabet H1 ApS, som hun ejede gennem andre selskaber.

Den 5. december 2000 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse:

"...

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Det er oplyst, at klageren var hovedanpartshaver i H1 ApS, som blev tvangsopløst af skifteretten den 1. august 2000, jf. en analogi af konkurslovens § 143. Selskabets formål havde bl.a. været at drive handel med biler. Klagerens samlever B var direktør i selskabet. Han har haft en mellemregningskonto med selskabet.

Det fremgår af Skatteankenævnets og skatteafdelingens sagsfremstillinger, at selskabets regnskabsgrundlag kan tilsidesættes som grundlag for selskabets indkomstopgørelser for de omhandlede regnskabsår. Der er herved bl.a. henvist til en række væsentlige fejl i kasseregnskabet, som efter skattemyndighedernes opfattelse medfører, at skønsmæssige ansættelser af selskabet er berettiget. Selskabets ansættelser for indkomstårene 1997 og 1998 er forhøjet ved skatteafdelingens kendelse af 14. februar 2000 med henholdsvis 169.826 kr. og 83.545 kr. som ikke medregnet indkomst, der er anset for maskeret udbytte til hovedanpartshaveren. Selskabets regnskabsår var 1/10 -30/9.

Skattemyndighederne har anført:

"I forbindelse med gennemgang af mellemregningskontoen, kontonr. 7486, Mellemregning med indehaver er bl.a. konstateret følgende krediteringer (dvs. beløb, som indehaver har indbetalt til selskabets konti og derved opnår et tilgodehavende) i H1 ApS."

Forhøjelsesbeløbene er konkret opgjort således:

..."

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at ansættelsen er uhjemlet. Han har anført:

"Skatteforvaltningen har i forbindelse med ligningen af selskabet konstateret, at der på en mellemregningskonto (kontonr. 7486) er konstateret en del krediteringer (indbetalinger, hvorved der opstår et tilgodehavende i selskabet).

Disse krediteringer svarer nøje til den foretagne forhøjelse af klagerens aktieindkomst, idet det er skatteforvaltningens opfattelse, at der er tale om omsætning, som er holdt udenfor regnskabet.

Klagerens eneste indtægter har siden slutningen af 1980-erne været bistandshjælp, som hun stadig modtager.

Klageren har således på intet tidspunkt været ansat i nogle af de hende ejede selskaber.

Der har ikke været nogen bestyrelse i de af klageren ejede selskaber, og klagerens samlever, B, har i hele perioden været direktør i samtlige selskaber.

Den ovenfor nævnte mellemregningskonto (kontonr. 7486) er ikke som anført af skatteforvaltningen en mellemregningskonto med indehaveren, men derimod en mellemregning med selskabets direktør.

At kontoen i EDB-balancer er benævnt mellemregning med indehaveren beror udelukkende på, at dette er standardtekst i revisors EDB-kontoplan.

Til dokumentation heraf fremlægges som bilag 3 og 4, regnskaber for H1 ApS for regnskabsårene 1996/97 og 1997/98. I begge regnskaber er opført en mellemregning med direktøren, men ingen mellemregning med klageren.

Det gøres gældende, at klageren ikke har haft en mellemregningskonto med selskabet, men at denne mellemregningskonto i stedet har tilhørt selskabets direktør.

Nærværende klage tager ikke stilling til, om det forholder sig som anført af skatteforvaltningen -at krediteringer på direktørens mellemregningskonto er udeholdt omsætning - men er dette tilfældet, ville en korrekt ligning have medført, at direktøren blev indkomstbeskattet af de påståede beløb i stedet for, at klageren blev udbyttebeskattet heraf.

Det bestrides ikke, at en vilkårlig overførsel til en anpartshavers nærtstående efter omstændighederne kan beskattes som maskeret udbytte.

Der stilles imidlertid nogle krav hertil, som ikke er opfyldt i nærværende sag. Således anfører Jan Pedersen i Skatteretten 2, 2. udgave, side 503, om denne problemstilling:

"Kvalificeringen af en overførsel som udlodning af maskeret udbytte forudsætter, at ydelsen tilgår en aktuel aktionær eller sker på dennes foranledning, således at ydelsen har passeret aktionærens økonomi."

Da udbetalingerne fra mellemregning ikke er tilgået klageren eller sket på dennes foranledning, er der således ingen hjemmel til at beskatte udbetalingerne som maskeret udbytte hos klageren i medfør af ligningslovens § 16A, stk. 1."

Advokat har videre anført:

"1) Min klient har selvsagt ingen viden om de af Skatteankenævnet påståede udeholdte indtægter for årene 1996, 1997 og hovedparten af 1998. Havde min klient haft viden eller blot formodning om, at der var sådanne udeholdte indtægter, havde hun selvfølgelig draget omsorg for korrekt regnskabsudarbejdelse, før regnskabet blev godkendt på selskabets ordinære generalforsamling. Bemærk venligst, at hverken min klient eller jeg med ovennævnte bemærkninger har taget stilling til, hvorvidt der rent faktisk har været tale om udeholdte indtægter eller ej.

Ved godkendelse af regnskaberne på selskabets ordinære generalforsamling har min klient naturligvis haft tillid til, at selskabets revisor gennem revisionen havde kontrolleret rigtigheden af regnskabet.

2) Min klient har ikke kendskab til, at Bs ansættelse i selskabet skulle være formel. Tværtimod er der efter min klients - og min - opfattelse ingen tvivl om, at Bs ansættelse som direktør i selskaberne er helt reel.

3) Min klient har ikke haft direkte adgang til selskabets kasse. Min klient har blot - i enkelte tilfælde - fungeret som bud i forbindelse med ekspeditioner i banken.

4) Der er ikke og har aldrig været etableret nogen mellemregningskonto mellem min klient og de omhandlede selskaber - hverken formelt eller reelt.

5) Min klient har ikke kendskab til, at der skulle være udtaget midler fra selskaberne uden om bogføringen - og det bestrides, at sådanne midler via samlivet også er kommet hende (min klient) til gode.

Skatteankenævnets formodning om det modsatte er helt udokumenteret - og så vidt min klient og jeg kan skønne - uden bund i virkeligheden.

Min klients eneste indtægter har i mange år været bistandshjælp - og hendes normale livsfornødenheder finansieres udelukkende af denne bistandshjælp.

..."

Landsskatteretten skal bemærke, at det ved sagens afgørelse lægges til grund, at klageren og B har været samlevende i den omhandlede periode, og at de derfor må antages at have haft den for et samlivsforhold sædvanlige forudsatte fællesøkonomi.

Landsskatteretten finder, som sagen foreligger oplyst, at det er med rette, at skattemyndighederne har tilsidesat selskabets regnskab som grundlag for opgørelsen af dets indkomst, og at det derfor har været berettiget at udøve et skøn over denne.

Retten finder videre, at det kan lægges til grund ved sagens afgørelse, at der i selskabet er udeholdt indtægter af den størrelse, som beløbsmæssigt svarer til forhøjelsesbeløbene.

Landsskatteretten finder det uden betydning for bedømmelsen af denne sag, om det formelt var klagerens samlever, der har foretaget hævningerne over mellemregningskontoen, idet det er sket i kraft af klagerens bestemmende indflydelse i selskabet.

Retten er derfor enig med Skatteankenævnet i, at de omhandlede beløb må anses at have passeret klagerens økonomi, og at de derfor må medregnes som skattepligtig udbytte, jf. ligningslovens § 16 A og er skattepligtige som aktieindkomst, jf. personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1.

..."

Landsskatteretten stadfæstede herefter de påklagede ansættelser.

Under denne retssag, der er anlagt den 2. marts 2001, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgerens aktieindkomst nedsættes med følgende beløb: for indkomståret 1996 med 27.942 kr., for indkomståret 1997 med 174.058 kr. og for indkomståret 1998 med 172.835 kr.

Sagsøgte har principalt nedlagt påstand om frifindelse og har subsidiært: påstået sagsøgerens indkomst for indkomstårene 1996-1998 hjemvist til fornyet behandling ved myndighederne.

Om sagens nærmere omstændigheder er for landsretten blandt andet oplyst følgende:

Af revisionspåtegningen på årsregnskabet for H1 ApS for året 1. maj 1996 - 30. september 1997 fremgår det, at selskabets egenkapital stadig ikke opfyldte lovgivningens krav, og at selskabet manglede kapital. Det fremgår endvidere, at mellemregningen med direktøren pr. 30. september 1997 udgjorde 4.287 kr.

Af revisionspåtegningen på selskabets årsregnskab for året 1. oktober 1997 - 30. september 1998 fremgår det, at selskabets egenkapital. stadig ikke opfyldte lovgivningens krav, og at selskabets fortsatte drift forudsatte tilførsel af kapital. Revisor tog forbehold for regnskabsgrundlaget, idet dele af selskabets indtægtsbogføring var bortkommet. Mellemregningen med direktøren udgjorde pr. 30. september 1998 7.568 kr.

På grundlag af en begæring af 20. august 1999 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev selskabet den 15. september 1999 taget under likvidationsbehandling af skifteretten . Af skiftebogen fremgår, at kommunens skatterevisorer påpegede, at der i 1996 og september 1997 var indbetalt henholdsvis:32.000 norske kr. og 84.000 kr. til selskabet, og at disse beløb var krediteret mellemregningskontoen med direktør B.

Skifteretten besluttede under et skiftemøde den 1. august 2000 at opløse selskabet som værende uden midler.

Sagsøgeren har for landsretten fremlagt oversigtsbilag angående en række krediteringer på mellemregningskontoen i selskabet og bogføringen af disse.

Forklaringer

Sagsøgeren har forklaret, at hun igennem andre selskaber var ejer af anparterne i H1 ApS. Hun er kontanthjælpsmodtager. Hun har ikke haft med ledelsen af selskabet at gøre. Hendes samlever, B, har været direktør i selskabet. Når der skulle laves kvartalsregnskaber i selskabet, førte hun kassekladderne, imens B gennemgik bilagene. Han fortalte hende, i hvilken kolonne de pågældende beløb skulle føres. De drøftede ikke dette nærmere. Hun skrev ikke kontonumre på kassekladderne. Dette blev overladt til selskabets revisor, som efterfølgende fik kassekladder og bogføringsbilag tilsendt. Hun gik af og til i banken med checks, der var modtaget i selskabet fra salg af biler. I den forbindelse hævede hun jævnligt kontante beløb for B, da han i vidt omfang anvendte kontante midler ved køb og salg af biler. Hun brugte ikke disse beløb i deres private husholdning. Hun har ikke haft en mellemregningskonto i selskabet og var ikke klar over, at der var bogført beløb på en sådan konto i selskabet. Hun har været til møder hos selskabets revisor, men har aldrig fået gennemgået selskabets årsregnskaber hos denne.

B har forklaret, at han har været direktør i selskabet og har varetaget den fulde ledelse. Der var ikke andre ansatte i selskabet. Han har i selskabet både opkøbt og solgt biler, fortrinsvis i Sverige, Norge og Tyskland. Sagsøgeren har ikke haft noget økonomisk mellemværende med selskabet. Mellemregningskontoen må derfor være med ham. Han havde ellers udtrykkeligt aftalt med revisor, at der ikke måtte være en mellemregningskonto i selskabet, da han tidligere i et andet selskab havde problemer med en sådan konto. Han var da heller ikke oprindelig klar over, at der var en mellemregningskonto. Det konstaterede han først på et senere tidspunkt. Sagsøgeren førte selskabets kassekladder efter hans anvisninger, idet han samtidig gennemgik bilagene. Der blev kun sjældent holdt møder med selskabets revisor. Denne fik tilsendt kassekladderne og bilagene og fuldførte bogføringen ved at tilføje kontonumrene. Revisor sendte ikke kassekladderne retur til selskabet. Der blev ofte anvendt kontanter ved køb og salg af brugte biler i selskabet. Det var typisk sagsøgeren, der gik i banken for at hæve eller indsætte kontante beløb, som han anvendte i selskabet. Han fik et problem med en norsk sælger, der solgte biler for selskabet, idet denne ikke fremsendte slutsedler til selskabet. Der manglede derfor bilag til selskabets regnskab. Han rykkede den norske sælger for disse bilag og indgav politianmeldelse imod sælgeren. Han fik aldrig bilagene. Hans løn i selskabet udgjorde vist nok cirka 6-7.000 kr. om måneden. Det fremgik ikke af bogføringen, hvilke hævede beløb der udgjorde hans løn. De beløb, der er krediteret mellemregningskontoen, er selskabets omsætning, men beløbene er ikke bogført korrekt. På grund af revisors mangelfulde bogføring besluttede han sig for at stoppe samarbejdet med denne. Han klagede over revisor til Responsumudvalget. Han kom i kontakt med revisor DK, der fik selskabets bogføringsmateriale til gennemgang. Dette arbejde kostede 30-35.000 kr., som sagsøgeren måtte betale. Aktiviteterne i selskabet ophørte med udgangen af 1998.

CF har forklaret, at han er registreret revisor og har været selskabets revisor i perioden fra 1996-1999. Han ophørte med at fungere som revisor for selskabet på grund af uoverensstemmelser med direktør B. Mellemregningskontoen i selskabet tilhørte B, hvilket også fremgik af selskabets regnskaber. At kontoen i EDB-balancerne blev betegnet som "mellemregning med indehaveren" skyldtes udelukkende, at dette var en standardtekst i EDB-kontoplanen. Han fik regnskabsmaterialet ind, når der skulle laves momsregnskaber. Der var da som regel et stort tidspres og derfor ofte ikke tid til at drøfte forholdene med B. Det var ham, der foretog konteringerne. Han var jævnligt i tvivl om placeringen af forskellige beløb blandt andet på grund af manglende underbilag. Sådanne beløb bogførte han på mellemregningskontoen. Dette blev ikke drøftet med B. Bs løn efter skattetræk blev også bogført på mellemregningskontoen. Endvidere blev også de hævninger, B foretog til private formål, bogført på mellemregningskontoen. Der blev solgt varer i Norge, hvorved selskabets bankkonto den 14. oktober 1996 blev debiteret et beløb på 27.942,40 kr. Dette beløb blev krediteret mellemregningskontoen. Beløbet burde have været bogført som varesalg. Den 17. august 1997 indgik et beløb på 24.000 kr. i banken. Beløbet blev ved en fejl krediteret mellemregningskontoen. Den 28. og 29. august 1997 indgik der henholdsvis 24.000 kr. og 40.000 kr. i selskabets kasse. Disse beløb er hævet i banken og krediteret mellemregningskontoen. Man har anvendt beløbene som kontant betaling af varekøb og andre omkostninger i selskabet, hvilket på grund af den fejlagtige bogføring på mellemregningskontoen og i kassen har medført, at kassebeholdningen er blevet negativ. Dette har nødvendiggjort efterposteringer, der skulle sikre en positiv kassebeholdning. Han foretog bogføringen og efterposteringerne på eget initiativ. Det havde nok været mere korrekt, hvis han i regnskaberne havde bogført det således, at der var hævet penge i banken, hvorefter pengene var tilført selskabets kassebeholdning. At beløbene fejlagtigt blev bogført på mellemregningskontoen skyldtes manglende oplysninger fra B. Den 4. oktober 1997 blev 9.240 kr. bogført som salg. Der skete ligeledes kreditering af et beløb på 14.174,40 kr. på mellemregningskontoen. Disse beløb udgjorde omsætning og skulle have været bogført som sådan. Mellemregningskontoen blev den 14. oktober 1997, 22. december 1997 og 29. december 1997 krediteret med i alt 18.000 kr. Disse beløb burde have været bogført i kassen. Den 8. april 1998 blev indbetalt et beløb på 19.000 kr. på selskabets bankkonto. Beløbet er krediteret mellemregningskontoen, men burde have været bogført som omsætning for selskabet. Den forkerte bogføring af det nævnte beløb skyldes muligvis, at det underliggende bilag ikke har været til stede på tidspunktet for bogføringen. Den 27. og 29. oktober 1998 samt den 3. november 1998 skete der overførsel af henholdsvis 24.670,94 kr., 59.266,90 kr. og 37.528,40 kr. fra Norge. Beløbene blev indsat på selskabets bankkonto og krediteret mellemregningskontoen. Der manglede bilag vedrørende disse overførsler, hvorfor de ikke kunne bogføres som omsætning. Der er løbende sket debiteringer på mellemregningskontoen. En del af disse beløb har indirekte været anvendt til betaling af driftsudgifter i selskabet, idet de er indgået i kassebeholdningen, hvoraf der er afholdt driftsudgifter. Han har aldrig set bilag vedrørende disse udgifter. Han vidste, at B havde økonomiske problemer.

DK har forklaret, at han er revisor og efter henvendelse fra sagsøgeren har gennemgået selskabets regnskabsmateriale, idet der ikke har været foretaget korrekt bogføring i selskabet. Han har forsøgt at finde ud af, hvad krediteringerne på mellemregningskontoen vedrører. Den 14. oktober 1996 blev mellemregningskontoen krediteret med 27.942,40 kr. Beløbet vedrørte uafsluttede bilhandler i Norge. Sælgeren havde afregnet over for selskabet, men ikke fremsendt bilag. Den 17. august 1997 er mellemregningskontoen krediteret med 24.000 kr., hvilket han tror beror på en fejl, idet der er rettet i kassekladden. Beløbet skulle have været ført som hævet i kassen. Det fremgår af selskabets kontobalance pr. 30. september 1997, at et beløb på 53.884,30 kr. er krediteret mellemregningskontoen. Der er tale om en efterpostering med det formål at udligne en negativ saldo i kassebeholdningen. Den 4. oktober 1997 og den 15. september 1998 er mellemregningskontoen krediteret med 14.174,40 kr. og 16.459,25 kr., hvilket angives som valuta. Beløbene vedrører salg af biler i Norge, men der mangler bilag. Han har gennemgået alle bevægelserne på mellemregningskontoen i indkomstårene 1996-1998 og har konstateret, at der til private formål er hævet 30.984 kr. Herfra skal dog trækkes nogle hævninger til løn m.v., således at de rent private hævninger ifølge vidnets opgørelse udgør 13.413,70 kr.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at krediteringerne på mellemregningskontoen ikke kan sidestilles med maskeret udbytte til sagsøgeren efter ligningslovens § 16 A, stk. 1. Krediteringerne på mellemregningskontoen er foretaget egenhændigt af selskabets revisor uden aftale herom med sagsøgeren eller B. Der er enten tale om egentlige fejlposteringer, som revisor har foretaget, eller beløb, som revisor på grund af manglende bilag har bogført på mellemregningskontoen. Der har således været problemer med en sælger i Norge, som ikke trods mange henvendelser herom fremsendte slutsedler vedrørende bilhandler. Mellemregningskontoen har tilhørt B, og der er ikke grundlag for at fastslå, at han eller sagsøgeren har fået udbetalt beløb af betydning fra kontoen. På mellemregningskontoen er krediteret beløb, der reelt har været selskabsomsætning, men dette modsvares af, at der er debiteret beløb til betaling af driftsudgifter for selskabet. Hverken B eller sagsøgeren har opnået personlige fordele herved, idet midlerne ikke udover enkelte småbeløb er tilgået dem. Der er således ikke grundlag for at forhøje sagsøgerens indkomst med beløb, der svarer til krediteringerne på mellemregningskontoen. De forhøjelser, skattemyndighederne har gennemført, er i øvrigt ikke skønsmæssige forhøjelser efter tilsidesættelser af selskabets regnskabsgrundlag. Der er derimod tale om forhøjelser med beløb, der helt præcist svarer til enkelte posteringer i regnskaberne. Forhøjelsen af selskabets indkomst blev foretaget, efter at skifteretten under tvangsopløsning af selskabet havde udmeldt en likvidator, hvorfor sagsøgeren ikke har haft mulighed for at påklage skatteafdelingens afgørelse af 14. februar 2000. Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at der ikke i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1, er hjemmel til at beskatte hende af maskeret udbytte, idet mellemregningskontoen har tilhørt B. Sagsøgeren har ganske vist på Bs foranledning hævet penge i banken, men disse midler har ikke passeret sagsøgerens økonomi. Hvis det lægges til grund, at B har anvendt disse beløb privat, måtte det medføre en forhøjelse af hans - og ikke sagsøgerens - indkomst. Da B imidlertid var insolvent, har skattemyndighederne i stedet valgt at beskatte sagsøgeren.

Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at de krediterede beløb på mellemregningskontoen reelt har været selskabets omsætning, som ikke er bogført. Sagsøgeren har ikke bevist, at debiteringerne på mellemregningskontoen er fejlposteringer og reelt er medgået til betaling af driftsudgifter i selskabet. Det er uden betydning, om mellemregningskontoen tilhørte sagsøgeren eller B. Sagsøgeren var ejer af selskabet og er samlevende med B. At der blev foretaget hævninger på mellemregningskontoen, skyldtes det interessefællesskab, der har været mellem sagsøgeren og B. Sagsøgeren har medvirket ved udfyldningen af kassekladden og har efterfølgende godkendt regnskaberne. De beskedne krav, som under disse omstændigheder efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, stilles for at fastslå, at indtægter fra selskabet, der er krediteret mellemregningskontoen, har passeret sagsøgerens økonomi og således udgør udbytte til hende, er herefter utvivlsomt opfyldt. Det er uden betydning, om den økonomiske fordel endeligt er tilfaldet sagsøgeren. Skattemyndighederne har således været berettiget til som sket at tilsidesætte regnskabet og foretage en skønsmæssig ansættelse. Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte anført, at der må ske hjemvisning, hvis det lægges til grund, at der foreligger maskeret udlodning, men med et mindre beløb end det, der er opgjort af skattemyndighederne.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skattemyndighederne har på grund af fejl i kasseregnskabet og en formodning om, at selskabet H1 ApS i årene 1996-1998 oppebar yderligere indkomst, været berettiget til at tilsidesætte selskabets regnskabsgrundlag for disse indkomstår og forhøje indkomsten i selskabet og hos sagsøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at det er ubestridt, at en række af de beløb, der er krediteret mellemregningskontoen i selskabet, reelt har været omsætning for selskabet.

Der mangler i vidt omfang bilagsmateriale vedrørende de debiterede beløb på mellemregningskontoen, og det findes ikke efter forklaringerne bevist, at de debiterede beløb reelt er medgået til varekøb og betaling af driftsudgifter i selskabet og dermed skulle modsvare krediteringerne på kontoen. Det må efter forklaringen fra revisor DK endvidere lægges til grund, at der i det mindste i et vist omfang er disponeret over selskabets midler til privat brug.

Det må lægges til grund, at det var B, der havde mellemregningskontoen med selskabet, og at det i praksis var ham, der - som direktør i selskabet - disponerede over selskabets midler. Uanset at sagsøgeren gennem andre selskaber stod som ejer af det pågældende selskab, må det således lægges til grund, at hun havde overladt hele dispositionskompetencen til B, som hun da havde levet sammen med i mange år, og som hun fortsat lever sammen med. Det er på denne baggrund godtgjort, at beløb svarende til de beløb, der er krediteret mellemregningskontoen, har passeret sagsøgerens økonomi. Der har i meget betydeligt omfang manglet bilagsmateriale vedrørende selskabets aktiviteter, og sagsøgeren har ikke ved part- og vidneforklaringerne for landsretten suppleret med revisor DKs forklaring om sin undersøgelse af forholdene i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at skattemyndighedernes ansættelse er forkert eller foretaget på et fejlagtigt grundlag.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte betale 17.000 kr.