Dokumentets metadata

Skønsmæssig ansættelse - privatforbrug - mellemregning - dokumentation

Skatteyderens skattepligtige indkomst blev forhøjet med sammenlagt 950.000,- kr. i indkomstårene 2008 og 2009. Forhøjelserne var begrundet i, at skatteyderen havde et uantageligt lavt eller negativt privatforbrug i pågældende år.Retten lagde til grund, at skattemyndighederne ubestridt havde været berettiget til at udøve et skøn over skatteyderens indkomst. Skatteministeriet fik herefter medhold i, at skatteyderen ikke havde ført et sikkert bevis for, at skattemyndighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag, og at skønnet ikke havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Parter

A
(Advokat Birger Hagstrøm)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Mathias Trabjerg Knudsen)

Afsagt af byretsdommer

Kari Sørensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører prøvelse af en afgørelse truffet af Landsskatteretten vedrørende skønsmæssig fastsættelse af skattepligtig indkomst for årene 2008 og 2009.

Sagen er modtaget i retten den 10. januar 2014.

Sagsøger, A, har endeligt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at de af Landsskatteretten forhøjede beløb for indkomståret 2008 med kr. 250.000 og for indkomståret 2009 med kr. 700.000 ændres således, at der ikke sker forhøjelse for de pågældende indkomstår, subsidiært at sagen hjemvises til sagsøgtes fornyede behandling.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Den 9. oktober 2013 stadfæstede Landsskatteretten en afgørelse af 22. november 2012 fra Skatteankenævnet, hvorved sagsøgers skattepligtige indkomst blev forhøjet med 250.000 kr. for indkomståret 2008 og med 700.000 kr. for indkomståret 2009. Forhøjelserne skete, idet sagsøger efter SKATs beregninger havde et uantageligt lavt eller negativt privatforbrug i de nævnte indkomstår. Landsskatterettens afgørelse er af sagsøger indbragt for retten.

Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af sagsøger og af statsaut. revisor JS.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i sit påstandsdokument gjort gældende, at

"...

sagsøger har haft tilstrækkelige midler ved lånoptagning og ved lønhævninger fra dennes og dennes ægtefælles side til at kunne klare det privatforbrug, der har været, hvorfor der ikke er grundlag for at foretage nogen skønsmæssig forhøjelse af indtægten for indkomstårene 2008 og 2009.

Det gøres gældende, at de af selskabets tidligere revisor udarbejdede mellemregningskonti var forkerte, og at denne beregning i stedet skal foretages som angivet i sagens bilag 20 og 21 samt kontospecifikationerne i bilag 14 og 18.

Det gøres gældende, at den opgørelse over privatforbrug, der skal lægges til grund ved sagens behandling, skal følge statsautoriseret revisor JS´s opgørelse i sagens bilag 19.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at ovennævnte fremlagte materiale under alle omstændigheder dokumenterer, at sagsøgtes beregning af privatforbruget er forkert, og at det fremlagte materiale nu bør begrunde en fornyet behandling fra sagsøgtes side.

..."

Sagsøgte har i sit påstandsdokument gjort gældende, at

"...

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgerens privatforbrug var uantageligt lavt i indkomståret 2008 og negativt i indkomståret 2009, og at skattemyndighederne derfor var berettiget til at foretage skønsmæssige ansættelser af sagsøgerens indkomst i de pågældende indkomstår.

Skattemyndighederne er berettiget til at ansætte indkomsten skønsmæssigt, hvis sagsøgerens selvangivne privatforbrug er negativt og/eller uantageligt lavt, jf. eksempelvis UfR 1967.635 H og SKM2002.70.HR .

Det fremgår af Skatteankenævnets sagsfremstilling (bilag 4, side 20), at nævnet har beregnet sagsøgerens og hans hustrus privatforbrug til at være positivt med kr. 51.760,- i indkomståret 2008 og negativt med kr. 395.135,- i indkomståret 2009.

Beregningerne er blandt andet udøvet på baggrund af den selvangivne indkomst, indkomstårets formueforskydninger samt de modtagne oplysninger fra sagsøgeren. Da Skatteankenævnet samtidigt beregnede privatforbruget i indkomståret 2007 til at være positivt med kr. 321.965,-, forhøjede nævnet sagsøgerens indkomst skønsmæssigt med kr. 250.000,- for indkomståret 2008 og med kr. 700.000,- for indkomståret 2009. På grundlag af beregningen for 2007 skønnede nævnet således sagsøgerens og dennes hustrus årlige privatforbrug til at udgøre ca. kr. 300.000,-.

Oprindeligt havde SKAT skønsmæssigt forhøjet sagsøgerens indkomst med kr. 300.000,- i 2008 og med kr. 910.000,- i 2009. I forhold til SKATs afgørelse af 8. februar 2010 (bilag A, side 1) foretog nævnet dermed et lempeligt skøn.

Når skattemyndighederne har været berettiget til at udøve et skøn, kan dette kun tilsidesættes, hvis skatteyderen løfter bevisbyrden for, at det er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, jf. eksempelvis SKM2009.37.HR og SKM2011.209.HR .

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor der er konstateret betydelige uregelmæssigheder i bogførings- og regnskabsforholdene i selskaberne, som sagsøger var ansvarlig for, og hvor sagsøgeren kun i meget begrænset omfang har fremlagt relevant dokumentation for sit privatforbrug, må sagsøgeren føre et sikkert bevis for, at skønnet kan tilsidesættes, jf. f.eks. SKM2002.487.HR .

Sagen er meget sparsomt belyst af sagsøgeren. Under hele sagens behandling for SKAT og i det administrative klagesystem har sagsøgeren - trods gentagne anmodninger fra myndighedernes side - kun i meget begrænset omfang fremlagt dokumentation for sine økonomiske forhold af relevans for opgørelse af privatforbruget. Sagsøgeren har blandt andet ikke fremlagt relevant regnskabsmateriale fra de selskaber, han kontrollerede, jf. f.eks. Landsskatterettens kendelse (bilag 1, side 2):

"...

SKAT har flere gange indkaldt regnskabsmateriale fra klageren, men har ikke modtaget det ønskede materiale.

..."

Sagsøgeren har fortsat ikke dokumenteret, at han eller hans hustru har haft skattefrie indtægter, der ikke allerede indgår i skattemyndighedernes opgørelser, og som han har anvendt til at dække sit privatforbrug i indkomstårene 2008 og 2009.

De af sagsøgeren fremlagte privatforbrugsberegninger i bilag 9 og 10 er ikke underbygget af underliggende dokumentation i form af relevante bilag, kontoudskrifter, afstemte mellemregningskonti med sagsøgerens selskaber m.v. Derudover er privatforbrugsberegningen i bilag 9 kun baseret på hævninger og indsætninger på sagsøgerens bankkonti, jf. Landsskatterettens kendelse (bilag 1, side 9). I beregningen er der således ikke taget højde for eventuelle formueforskydninger. Sagsøgerens egne beregninger af sit privatforbrug kan derfor ikke danne grundlag for en tilsidesættelse af skattemyndighedernes skøn.

Sagsøgeren har i bilag 15-18 fremlagt råbalancer og mellemregningskonti for det af ham kontrollerede selskab H1 ApS. Materialet, som kun delvist er vedlagt de underliggende bilag, er udarbejdet af revisor BK, og hun har først lavet det efter Landsskatterettens behandling af sagen.

Allerede på dette grundlag udgør materialet ikke et sikkert bevis for, at skattemyndighedernes skøn kan tilsidesættes. I bilag 14 oplyser revisor BK desuden om materialet, at "Råbalancerne er udarbejdet på grundlag af foreliggende bilag samt de mig meddelte oplysninger af A". Det fremgår ikke af bilag 14 hvilke dele af råbalancerne, der alene hviler på oplysninger fra sagsøgeren. Derudover oplyser revisor BK i bilag 14, at hun ikke har foretaget nogen revision af materialet.

Som bilag 19 har sagsøgeren fremlagt en ny privatforbrugsberegning, der ifølge sagsøgeren er opstillet efter samme principper som i Skatteankenævnets privatforbrugsberegninger i bilag 4, side 19 og 20. Sagsøgeren har herefter bekræftet, at han i forhold til Skatteankenævnets privatforbrugsberegninger kun bestrider nævnets opgørelse af (1) hans mellemregningskonto med selskabet H1 ApS, (2) hans mellemregning med H2 ApS samt (3) det forhold, at Skatteankenævnet i privatforbrugsberegningen for 2009 ikke har taget hensyn til et lån optaget til kapitalindskud i H2 ApS. Skatteministeriet lægger til grund, at sagsøgeren ikke bestrider yderligere poster i Skatteankenævnets privatforbrugsberegninger.

Herom bemærkes følgende:

Ad 1 - Mellemregningskontoen med H1 ApS

Sagsøgeren har som nævnt fremlagt en mellemregningskonto (bilag 15) med det af ham kontrollerede selskab H1 ApS, der viser, at selskabet havde et tilgodehavende mod ham på kr. 243.466,21 den 30. september 2008.

Tilsvarende har sagsøgeren fremlagt en (anden) mellemregningskonto, konto 8808, (bilag 18) med H1 ApS, der viser, at selskabet havde et tilgodehavende mod ham på kr. 276.578,50 den 30. september 2009.

Sagsøgeren har i bilag 20 fremlagt det materiale, som revisor BK efter det oplyste anvendte til at opgøre den af sagsøgeren fremlagte mellemregningskonti i bilag 18. Herom oplyser hun i øvrigt, jf. bilag 20, side 1, 3. afsnit: "Råbalancen er udarbejdet på grundlag af bankudskrifter, foreliggende bilag samt meddelte oplysninger".

I forhold til mellemregningskontoen i bilag 15 har sagsøgeren derimod ikke fremlagt det materiale, som revisor BK anvendte til at opstille mellemregningskontoen. For denne konto har sagsøgeren alene fremlagt materiale vedrørende perioden fra den 1. oktober 2009 til den 31. december 2009 (bilag 21), hvor posteringerne er ganske få. Posteringerne i mellemregningskontoen i bilag 15 kan derfor slet ikke efterprøves.

Kontoen opstillet i bilag 18 er ikke ført løbende og er først udarbejdet 5-6 år efter selskabet afholdte de pågældende udgifter. Derudover fremgår det hverken af selskabets årsrapport for 2008 eller 2009 (bilag B og C), som sagsøgeren selv har underskrevet, at selskabet skulle have haft et tilgodehavende mod sagsøgeren.

Det kan heller ikke ud fra bilag 18 og 20 med sikkerhed konstateres, om der er tilgået sagsøgeren skattefrie midler til dækning af hans privatforbrug. Der er eksempelvis ingen dokumentation for, at de mange kontanthævninger fra selskabets bankkonti, som konsekvent er medtaget på mellemregningskontoen i bilag 18, er tilgået sagsøgeren til brug for hans privatforbrug.

Af disse grunde udgør bilag 15 og 18 ikke fornødent bevis for, at skattemyndighedernes skøn over sagsøgerens privatforbrug i indkomstårende 2008 og 2009 kan tilsidesættes. Sagsøgeren har i den forbindelse heller ikke givet nogen troværdig forklaring på, hvorfor sagsøgeren som påstået havde to mellemregningskonti med selskabet.

Hvis retten måtte lægge til grund, at samtlige posteringer i bilag 15 og 18 er tilgået eller afholdt på vegne sagsøgeren, så viser bilag 20, at sagsøgeren i betydeligt omfang anvendte selskabets midler til afholdelse af private og for selskabet uvedkommende udgifter. Derudover har sagsøgeren ved besvarelsen af opfordring 2 og 3 oplyst, at begge mellemregningskonti i henholdsvis bilag 15 og 18 ikke er udlignet, hvilket naturligvis hænger sammen med, at begge konti er efterfølgende udarbejdet, og at selskabet blev taget under konkursbehandling i 2011, jf. bilag F.

Desuden følger det af kurators redegørelser i H1 ApS under konkurs (bilag G og H), at sagsøgeren ikke har oplyst, at selskabet havde et tilgodehavende mod ham. Også af denne grund fremstår det ikke troværdigt, at sagsøgeren nu - hvor bobehandlingen er afsluttet - gør gældende, at selskabet havde tilgodehavender mod ham.

Sammenfattende gøres det gældende, at de af sagsøgeren opstillede mellemregningskonti i bilag 15 og 18 ikke skal indgå i sagsøgerens privatforbrugsberegning, og at de ikke kan føre til, at skattemyndighedernes skøn kan tilsidesættes. Om noget udgør de fremlagte bilag 15 og 18 tværtimod dokumentation for, at der er tilgået sagsøgeren betydelige skattepligtige midler i indkomstårene 2008 og 2009.

Ad 2 - Mellemregning med H2 ApS

H2 ApS blev stiftet den 9. november 2009, jf. stiftelsesdokument af 9. november 2009 (bilag D), og er efter det oplyste kontrolleret af sagsøgeren. SKAT har tidligere anmodet om dokumentation for erhvervelsen af anparterne i selskabet, men sådan dokumentation er fortsat ikke fremlagt.

Sagsøgeren anfører i sin privatforbrugsberegning i bilag 19, at han ultimo 2009 havde gæld til H2 ApS på i alt kr. 25.000,-. Dette stemmer umiddelbart ikke overens med sagsøgerens mellemregningskonto med H2 ApS (bilag E), som blev fremlagt for Skatteankenævnet. Det fremgår derimod af denne mellemregningskonto, at han den 1. januar 2010 havde et tilgodehavende mod selskabet på i alt kr. 117.014,65.

Sagsøgeren har ikke besvaret ministeriets opfordring 4, om at fremlægge bogføring med underliggende dokumentation for sagsøgerens påståede mellemregningskonto med H2 ApS i perioden fra den 9. november 2009 til den 31. december 2009.

Sagsøgeren har alene henvist til bilag 22, hvori sagsøgerens revisor, JS, oplyser, at mellemregningskontoen i bogføringen for H2 ApS benævnt "Mellemregningskonto A" (bilag E) ikke udgør en "reel" mellemregningskonto, men derimod vedrører H2 ApS's "første periodes drift i 2009".

Revisor JS´s oplysninger herom er ikke understøttet af relevant bogføringsmateriale og er desuden i strid med de oplysninger, der fremgår af sagsøgerens mellemregningskonto med selskabet i bilag E. Ingen af de posteringerne, der er bogført den 1. januar 2010 i bilag E, kan henføres til "driften" af H2 ApS i perioden fra stiftelsen til den 31. december 2009. Dertil kommer, at sagsøgeren ikke er kommet med en troværdig forklaring på, at selskabets driftsaktivitet i perioden fra stiftelsen til den 31. december 2009 skulle være bogført på en mellemregningskonto med selskabets hovedanpartshaver (sagsøgeren).

Det bestrides på den baggrund, at selskabet pr. 31. december 2009 - som påstået af sagsøgeren - havde et tilgodehavende mod ham på kr. 25.000,-, og at dette tilgodehavende skal indgå i sagsøgerens privatforbrugsberegning for 2009.

Ad 3 - Lån optaget til kapitalindskud i H2 ApS

Sagsøgeren anfører i privatforbrugsberegningen i bilag 19, at han har optaget et lån på kr. 150.000,- til kapitalindskud i H2 ApS.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at han har optaget lån, som der ikke allerede er taget hensyn til i skattemyndighedernes beregninger af hans privatforbrug i indkomståret 2009, jf. også bemærkningerne herom i Landsskatterettens kendelse af 13. oktober 2013 (bilag 1, side 4, afsnit 4).

Først efter sagens behandling ved skattemyndighederne bemærker sagsøgeren i processkrift II, at det påståede lån til kapitalindskud i H2 ApS hidrører fra et familiemedlem. Oplysningen herom kan desuden ikke lægges til grund, da oplysninger om lån fra familie og venner ikke kan erstatte kontoudskrifter, lånedokumenter eller anden lignende objektivt konstaterbar dokumentation, jf. bl.a. SKM2009.37.HR , hvorved Højesteret også fastslår, at almindelige skatteretlige dokumentationskrav gælder uanset trosbekendelse.

..."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt af sagsøger, at skattemyndighederne har været berettiget til at udøve et skøn over sagsøgers indkomst for indkomstårene 2008 og 2009, idet sagsøger efter myndighedernes beregninger havde et uantageligt lavt eller negativt privatforbrug. Hvis skattemyndighedernes skøn skal tilsidesættes af retten, skal sagsøger godtgøre, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Der er i sagsøgers bogførings- og regnskabsmateriale konstateret betydelige uregelmæssigheder. Sagsøger må derfor føre et sikkert bevis for, at han som hævdet har haft tilstrækkelige midler til privatforbrug ved lånoptagning og ved lønhævninger, samt at de af en tidligere revisor udarbejdede mellemregningskonti var forkerte.

Det materiale, som sagsøger har fremlagt efter Landsskatterettens afgørelse, kan i vidt omfang ikke efterprøves, er ikke revideret, og er for en del af materialets vedkommende ikke udarbejdet løbende, men efterfølgende. Hertil kommer, at sagsøgers forklaring i retten om, at han har modtaget et familielån, ikke er støttet af objektive oplysninger.

Retten finder herefter, at sagsøger ikke har ført det fornødne sikre bevis for, at skattemyndighedernes skøn er udøvet på et forkert grundlag, ligesom retten ikke finder, at skønnet har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Retten tager derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Som følge af sagens udfald skal sagsøger til sagsøgte betale sagens omkostninger, der fastsættes til 30.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger betale til sagsøgte 30.000 kr.