Dokumentets metadata

Rejseudgifter - standardfradrag - hovedaktionær - bevisbyrde

En skatteyder, der var direktør samt reel ejer af arbejdsgiverselskabet ønskede at benytte sig af standardfradragsreglerne om kost og logi. Dette forudsatte, at han ikke havde modtaget skattefri rejsegodtgørelse eller fået dækket sine udgifter ved udlæg.Højesteret fastslog, at under de foreliggende omstændigheder, hvor der var konstateret betydelige uregelmæssigheder i selskabets bogførings- og regnskabsforhold, som skatteyderen var ansvarlig for, måtte han føre et sikkert bevis for selv at have afholdt udgifter til kost og logi under udenlandsophold, eller at han havde refunderet selskabets udgift hertil. Dette bevis havde han ikke ført.

Parter

A
(advokat Carsten Lorentzen)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 5. afdeling den 1. februar 2001.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Poul Søgaard, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen og Thomas Rørdam.

Appellanten, A, har gentaget sine påstande.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Der er for Højesteret enighed om, at As rejsefradrag under udlandsopholdene kan opgøres til 191.557 kr., hvis han i øvrigt opfylder betingelserne for at kunne foretage et sådant fradrag. Beløbet i påstanden svarer til dette beløb fratrukket de 25.000 kr., Landsskatteretten har godkendt som fradrag for kost.

A har ikke gentaget sit anbringende om anvendelse af en lighedsgrundsætning.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet nye forklaringer.

Forklaringer

HU, der var revisor for A og dennes selskab, har forklaret bl.a., at han både i regnskabsårene 1991/1992 og 1992/1993 påså, at selskabet ikke afholdt udgifter til medarbejdernes kost og logi under udlandsrejserne, da ordningen med udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse forudsatte, at selskabet ikke afholdt sådanne udgifter. Hvad der er afholdt af udgifter i så henseende uden om regnskabet, kan han naturligvis ikke udtale sig om for nogen klients vedkommende. Han er sikker på, at udgifter til kost og logi ikke er afholdt af selskabet.

Højesterets bemærkninger

Fradrag for rejseudgifter i medfør af ligningslovens § 9, stk. 4, med de satser for skattefri rejsegodtgørelse, der er fastsat i medfør af ligningslovens § 9, stk. 5, jf. Told- og Skattestyrelsens dagældende cirkulære 1992-3, forudsætter, at den skattepligtige ikke har modtaget skattefri rejsegodtgørelse eller fået dækket sine udgifter ved udlæg efter regning, jf. dengang Statsskattedirektoratets cirkulære 1988-65, pkt. 1.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor der er konstateret betydelige uregelmæssigheder i selskabets bogførings- og regnskabsforhold, som A var ansvarlig for, tiltræder Højesteret, at A må føre et sikkert bevis for, at han selv har afholdt udgifterne til kost og logi under sine udlandsophold eller har refunderet selskabets udgifter hertil. Heller ikke efter bevisførelsen for Højesteret har A ført et sådant bevis. Det bemærkes herved, at hans forklaring om mellemregningskontoen fortsat findes helt ubestyrket.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i k e n d e s f o r r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 25.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.