A.A.7.1.5 Skærpelse af praksis

Dette afsnit handler om de grundlæggende principper for iværksættelse af en skærpende praksisændring. Disse principper om praksisskærpelse er ikke relevante, hvis det lægges til grund, at en afgørelse udfylder eller præciserer hidtidig praksis. Se nærmere i afsnit A.A.7.1.4.

Varsling af ændring med fremtidig virkning

Det er et grundlæggende forvaltningsretligt princip, at det kun er muligt at iværksætte en skærpende praksisændring med virkning for fremtiden og efter udmelding af et passende varsel, der giver borgerne mulighed for at indrette sig efter den ændrede retstilstand.

xEksempel

En bank havde taget fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for lønudgifter til egne ansatte for så vidt angår den del af lønudgifterne, som blev afholdt i forbindelse med bankens opkøb af anden bankvirksomhed i indkomståret 2008. Østre Landsret var enig med SKAT i, at de pågældende lønudgifter ikke udgjorde fradragsberettigede driftsudgifter, men fandt dog, at SKATs nægtelse af fradrag udgjorde en så væsentlig praksisændring, at den ikke kunne ske uden forudgående offentligt tilgængelig klar tilkendegivelse herom. Banken blev derfor frifundet. Se SKM2016.551.ØLR. Dommen er indbragt for Højesteret.x

Eksempel

I 1962 indskrænkede Ligningsrådets anvisning adgangen til fradrag for udgifter til advokat- og revisorbistand i skattesager. Denne praksisskærpelse kunne ikke gennemføres til skade for klageren i årene inden 1962. Se UfR 1965.399.HD.

Eksempel

Højesteret fastslog, at en ændring af praksis, således at kommanditisters fradrag blev begrænset til det ansvarlige indskud, ændrede kommanditisters retsstilling så væsentligt, at ændringen alene kunne have virkning for fremtiden. Se UfR 1983.8.HD.

Hvad der skal forstås som et passende varsel afhænger helt af de konkrete omstændigheder, dvs. hvilket tidsrum borgerne skønnes at have behov for til at kunne indrette sig efter praksisskærpelsen.

En praksisskærpelse skal offentliggøres på relevant måde, fx i form af en SKM-meddelelse (styresignal) eller ved særlig nyhedsmarkering i de juridiske vejledninger.

Saglig begrundelse for ændringen

En praksisskærpelse er endvidere betinget af, at ændringen er sagligt begrundet. Der kan nævnes følgende eksempler, hvor en ændring var sagligt begrundet:

Eksempel

Højesteret anså det for en sagligt begrundet praksisændring, at kommanditisters fradrag blev begrænset til det ansvarlige indskud, da forhandlinger i Folketinget om dette spørgsmål ikke havde resulteret i lovgivning. Se UfR 1983.8.HD.

Eksempel

Højesteret gav skattemyndighederne medhold i, at det var sagligt begrundet at ændre praksis om selskabers fradrag for ydelser til stifterne. Praksisændringen bestod i, at fradragsretten - i modsætning til tidligere - blev gjort betinget af, at ydelserne stod i rimeligt forhold til modydelsen. Se UfR 1973.18.HD.

På den anden side kan nævnes et eksempel på, at betingelsen om saglig begrundelse for ændringen ikke var opfyldt:

Eksempel

En skærpende ændring af praksis om beskatning af privat kørsel i arbejdsgivers bil blev tilsidesat, bl.a. fordi ændringen savnede saglig begrundelse. Det blev tillagt betydning, at beskatningen var udtryk for forskelsbehandling i forhold til andre lignende situationer. Se TfS 1997.834.VLD.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

UfR 1983.8.HD

Sagligt begrundet praksisændring - kommanditister - fremtidig virkning.

UfR 1973.18.HD

Sagligt begrundet ændring - fradrag - selskabers ydelser til stiftere.

UfR 1965.399.HD

Praksisskærpelse - ikke virkning bagud.

Landsretsdomme

x SKM2016.551.ØLRx

xSagen handlede om, hvorvidt en bank efter SL § 6, stk. 1, litra a, havde fradragsret for lønudgifter til egne ansatte for så vidt angår den del af lønudgifterne, som blev afholdt i forbindelse med bankens opkøb af anden bankvirksomhed i indkomståret 2008.

På baggrund af en konkret vurdering fandt landsretten, at de omtvistede lønudgifter vedrørte arbejde, hvis formål var en egentlig udvidelse af bankens virksomhed udover dennes hidtidige rammer. Lønudgifterne var derfor ikke driftsudgifter, som var fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsretten fandt dog, at SKATs nægtelse af fradrag for de omtvistede lønudgifter udgjorde en så væsentlig praksisændring, at den ikke kunne ske uden forudgående offentligt tilgængelig klar tilkendegivelse herom. Landsretten lagde vægt på, at retspraksis på området i 2008, hvor lønudgifterne blev afholdt, måtte anses for præget af en retsopfattelse, som medførte, at banken havde haft en berettiget forventning om, at lønudgifterne ikke skulle opgøres særskilt og ikke ville blive nægtet fradrag. Banken blev derfor frifundet.x

xSe også den helt tilsvarende afgørelse i tilsvarende SKM2016.569.ØLR

Begge sager er anket til Højesteret.x

SKM2015.700.ØLR

Skatteyder havde ikke godtgjort, at der havde bestået en administrativ praksis om fuld tilbagebetaling af el- og vandafgift til transportvirksomhederne. Skatteyder havde derfor ikke krav på et varsel som ved praksisændringer som betingelse for SKATs efteropkrævning af for meget godtgjort elafgift og vandafgift.

Stadfæster SKM2014.518.BR

TfS 1997.834.VLD

Skærpende praksisændring tilsidesat - usaglig forskelsbehandling.