Dokumentets metadata

Elafgift - godtgørelse - udenrigspersonbefordring

Sagens hovedspørgsmål var, om H1 for perioden fra den 29. marts til den 31. december 2008 opfyldte betingelserne for at få tilbagebetalt el- og vandafgift med 100 pct., uanset at ca. 90 pct. af H1's omsætning bestod af momsfrie passagerindtægter.Landsretten bemærkede, at hverken ordlyden af eller forarbejderne til de dagældende bestemmelser i elafgiftsloven og vandafgiftsloven gav grundlag for at fortolke disse bestemmelser således, at H1, der vedrørende personbefordring ikke havde fradragsret for indgående merværdiafgift men i relation til udenrigspersonbefordring en godtgørelsesret, har været berettiget til tilbagebetaling af el- og vandafgift som påstået.Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at finansministeren i 1969 udnyttede den tidligere bemyndigelsesbestemmelse i § 39, stk. 3, i momsloven, jf. lov nr. 173 af 30. april 1969, om adgang til at"...fastsætte, i hvilket omfang der kan ydes godtgørelse af afgift, som transportvirksomheder har betalt i forbindelse med udenrigs personbefordring..."til at indrømme bl.a. registrerede flyselskaber fradragsret for afgift af indkøb mv., som vedrører udenrigs personbefordring.Landsretten bemærkede videre, at H1 ikke havde godtgjort, at der havde bestået en administrativ praksis om fuld tilbagebetaling af el- og vandafgift til transportvirksomhederne. H1 havde derfor ikke krav på et varsel som ved praksisændringer som betingelse for SKATs efteropkrævning af for meget godtgjort elafgift og vandafgift.Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2014.518.BR).

Parter

H1 A/S
(advokat Tom Kári Kristjánsson)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Afsagt af landsdommerne

Kaspar Linkis, Gitte Rubæk Pedersen og Tove Schelle (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 7. april 2014 (BS 46D-292/2012) er anket af H1 A/S med påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at H1 A/S (herefter H1) for perioden fra den 29. marts 2008 til den 31. december 2008 er berettiget til tilbagebetaling af el- og vandafgift i forbindelse med aktiviteter vedrørende udenrigs personbefordring.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Der er i landsretten fremlagt forskellig korrespondance i perioden 1986 til 2001 mellem H1 og SKAT.

Retsgrundlag

Elafgiftsloven, lov nr. 89 af 9. marts 1977, trådte i kraft den 1. april 1977. Ifølge lovens § 11, stk. 1, kunne momsregistrerede virksomheder få tilbagebetalt en del af elafgiften.

Ved en lovændring, lov nr. 292 af 29. juni 1979, blev muligheden for at få tilbagebetaling efter elafgiftslovens § 11 begrænset for så vidt angår tjenesteydelsesvirksomheder. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. 230 af 21. juni 1979, Folketingstidende 1978-1979, tillæg A, spalte 3983 ff), at Erhvervenes Skattesekretariat skrev blandt andet følgende til Folketingets skatte- og afgiftsudvalg:

"...

Efter skattesekretariatets opfattelse har man imidlertid ved udformningen af undtagelsesområdet foretaget en afgrænsning, der dels er uskarp, dels og navnlig udelukker fra afgiftsfritagelse erhvervsvirksomheder, der er eksporterende og importkonkurrende, og for hvem elafgifter vil være en alvorlig omkostningsbelastning i strid med lovens og godtgørelsesordningens hensigt.

Der skal i denne forbindelse navnlig peges på, at rederivirksomhed og anden transportvirksomhed må antages at falde uden for fritagelsesområdet efter den foreslåede formulering...

Erhvervenes skattesekretariat ... henstiller ... at der i hvert fald tilvejebringes sådanne ændringer i lovforslaget, at de omhandlede virksomheder medtages under godtgørelsesordningen.

..."

Skatteministeren svarede den 24. juni 1979 skatte- og afgiftsudvalget på et spørgsmål i denne forbindelse (spørgsmål 2) og udtalte:

"...

Jeg agter at stille ændringsforslag til denne paragraf, således at alle momsregistrerede virksomheder herefter kan få tilbagebetaling af elafgift bortset fra visse virksomheder, som udtrykkeligt er nævnt i et særskilt bilag til loven.

..."

Bilaget til loven fik i overensstemmelse hermed følgende ordlyd:

"...

Liste over momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af elafgift.

..."

I betænkning afgivet af skatte- og afgiftsudvalget den 25. juni 1979 bl.a. over lovforslaget til ændring af elafgiftsloven (Folketingstidende 1978-1979, tillæg B, spalte 2247) er blandt andet anført følgende vedrørende ændringen af elafgiftslovens § 11:

"...

Den foreslåede ændring ... betyder, at der kan ydes tilbagebetaling af elafgift til momsregistrerede virksomheder i samme omfang, som de har fradragsret for indgående moms, bortset fra visse liberale erhverv (bilaget).

Det bemærkes, at der ikke kan ydes tilbagebetaling af elafgiften til ikke-momsregistrerede virksomheder, f.eks. banker, forsikringsselskaber og læger.

..."

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagens hovedspørgsmål er, om H1 for perioden fra den 29. marts til den 31. december 2008 opfyldte betingelserne for at få tilbagebetalt el- og vandafgift med 100 %, uanset at ca. 90 % af H1's omsætning bestod af momsfrie passagerindtægter.

Efter den dagældende bestemmelse i elafgiftslovens § 11, stk. 16, og den dagældende regel i vandafgiftslovens § 9, stk. 2, var der ret til tilbagebetaling af henholdsvis el- og vandafgift "i samme omfang, som virksomheden har fradragsret for indgående merværdiafgift". Det fremgår af såvel elafgiftslovens § 11, stk. 1, som af vandafgiftslovens § 9, stk. 1, at tilbagebetalingsretten gjaldt virksomheder, "der er registreret efter merværdiafgiftsloven".

H1 var i den angivne periode lige som i dag fritaget for merværdiafgift vedrørende personbefordring, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 15, og H1 var vedrørende denne del af sin virksomhed ikke omfattet af momslovens og momsbekendtgørelsens regler om registreringspligt. For så vidt angår udenrigsbefordring havde H1 imidlertid i henhold til den dagældende bestemmelse i momslovens § 45, stk. 3, ret til godtgørelse af afgift, som virksomheden havde betalt i Danmark i forbindelse med befordring af personer til udlandet.

Landsretten finder, at hverken ordlyden af eller forarbejderne til de dagældende bestemmelser i elafgiftsloven og vandafgiftsloven giver grundlag for at fortolke disse bestemmelser således, at H1, der vedrørende personbefordring ikke havde fradragsret for indgående merværdiafgift men i relation til udenrigspersonbefordring en godtgørelsesret, har været berettiget til tilbagebetaling af el og vandafgift som påstået. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at finansministeren i 1969 udnyttede den tidligere bemyndigelsesbestemmelse i § 39, stk. 3, i momsloven, jf. lov nr. 173 af 30. april 1969, om adgang til at

"...

fastsætte, i hvilket omfang der kan ydes godtgørelse af afgift, som transportvirksomheder har betalt i forbindelse med udenrigs personbefordring

..."

til at indrømme bl.a. registrerede flyselskaber fradragsret for afgift af indkøb mv., som vedrører udenrigs personbefordring.

Landsretten finder, at H1 ikke har godtgjort, at der har bestået en administrativ praksis om fuld tilbagebetaling af el- og vandafgift. H1 har derfor ikke haft krav på et varsel som ved praksisændringer.

Som følge af det anførte stadfæster landsretten byrettens dom.

H1 skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 100.000 kr. incl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet, der er til dækning af udgifterne til advokatbistand, er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 A/S betale 100.000 kr. til Skatteministeriet.

Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.