Dokumentets metadata

Dokumentets dato:20-09-2011
Offentliggjort:21-09-2011
SKM-nr:SKM2011.607.SR
Journalnr.:11-099796
Referencer.:
Dokumenttype:Bindende svar


Personalegoder, multimediebeskatning, iPad

Skatterådet bekræfter, at en tablet, som en iPad er en ny type multimedie, der kan omfattes af multimediebeskatningen. Videre bekræfter Skatterådet, at en arbejdsgiver kan stille såvel en bærbar computer som en iPad til rådighed for en ansat, når der foreligger en arbejdsmæssig begrundelse herfor.


Spørgsmål:

  1. Kan det bekræftes, at arbejdsgiver kan stille en iPad til rådighed for udvalgte lærere, der i forvejen er omfattet af multimedieskatten, uden at dette har yderligere skattemæssige konsekvenser for lærerne?

Svar:

Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af de faktiske forhold

X Gymnasium skal i næste skoleår deltage i et forsøg, hvor elever i en udvalgt 1. G klasse får udleveret en iPad som led i undervisningen.

X Gymnasium har fået stillet midler til rådighed til projektet af Undervisningsministeriet med i alt 75.000 kr. Samtidig med, at Undervisningsministeriet har stillet midler til rådighed for projektet, skal X Gymnasium deltage i et forskningsprojekt sammen med Y Universitet om iPad brugen i undervisningen, og der skal udarbejdes en projektrapport.

Projektets titel er "den mobile Tablet i undervisningen" og går ud på, at iPads skal anvendes til kombinationer i netværk og læring.

En iPad er en mobil computer, som kun består af en skærm. Fordelen ved at anvende iPad i undervisningen er, at størrelsen medfører, at den kan transporteres med rundt af eleverne, og at den findes velegnet til undervisningen som følge af udformning og grafik. Endvidere er det i dag muligt at downloade forskellige undervisningsapplikationer til iPads, herunder blandet andet det periodiske system, diverse naturvidenskabelige programmer og I-bøger. Endvidere kan eleverne og lærerne kommunikere via deres iPads. En iPad skal således ikke blot ses som en computer, men også som et alternativ til lærebøger.

Det er hensigten, at én 1. G klasse fra næste skoleår skal deltage i projektet, og det er som udgangspunkt hensigten, at eleverne skal anvende iPads i alle de forskellige undervisningstimer. Eleverne får stillet iPads til rådighed af X Gymnasium, som de kan anvende på gymnasiet og til forberedelse hjemmefra. De lærere, der underviser den pågældende klasse, vil ligeledes få stillet iPads til rådighed. Forsøget forventes i første omgang kun at være et år.

Hensigten med forsøget er dels, at elever og lærere skal kommunikere via iPads. Endvidere der det hensigten, at iPad'ens muligheder skal anvendes i undervisningen i form af billeder, lyd, I-books, præsentationer og diverse applikationer.

Som følge af undervisningsformen pålægges de lærere, der deltager i forsøget, at de skal tage iPads med hjem, dels for at kunne kommunikere med elverne uden for skoletiden, og dels for at de kan forbedrede sig hjemmefra til undervisningen. Hverken lærerne eller eleverne har lov til at beholde de udleverede iPads efter, projektet er afsluttet.

Det er nu besluttet, at X Gymnasium tillige stiller en bredbåndsforbindelse til rådighed for alle lærerne.

Hvis der skal downloades undervisningsapplikationer til lærernes iPads, vil X Gymnasium betale for dette i det omfang applikationerne ikke er gratis.

Nogle af lærerne, der skal deltage i projektet, har i forvejen fået stillet en bærbar Pc til rådighed af X Gymnasium, som de tager med hjem. Disse lærere er derfor i forvejen omfattet af multimedieskatten.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Ad. Spørgsmål 1:

Fra 1. januar 2010 beskattes medarbejderne samlet af multimedier, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren for privat brug. Se LL § 16, stk. 1, 1. pkt. og stk. 12. Multimedier er telefon, computer og datakommunikation via internetforbindelse. Medarbejderne bliver beskattet samlet af fri telefon, computer og internetforbindelse og beskattes af 3.000 kr., uanset om der er stillet ét, to eller tre goder til rådighed for privat brug.

En iPad vil efter spørgers vurdering som udgangspunkt blive betragtet som et multimedie, da der er tale om en computer og omfattes derfor som udgangspunkt af multimedieskatten, hvis den stilles til rådighed for privat anvendelse af arbejdsgiveren. Dette fremgår ligeledes af Den Juridiske Vejledning 2011, afsnit C.A.5.2.1.4, hvor det er anført "Det afgørende er, hvilken hovedfunktion multimediet har. F.eks. vil en iPad som udgangspunkt være en computer".

Det skal i øvrigt bemærkes, at lærerne ikke vil have rådighed over den pågældende iPad efter endt projektforløb, da denne skal tilbagelevers til X Gymnasium.

Spørgsmål:

Hvis læreren har stillet mere et ét af det samme multimedie til rådighed, skal der ske beskatning af det ekstra multimedie ud af værdien - det vil sige det ekstra multimedie omfattes ikke af multimedieskatten på de 3.000 kr.

Da enkelte af læreren i projektet i forvejen får stillet en bærbar computer til rådighed af X Gymnasium ønskes der en tilkendegivelse af, hvorvidt en bærbar computer og en iPad i henseende til multimedieskatten skal betragtes som det samme multimedie.

Det er spørgers klare opfattelse, at der ikke er tale om samme multimedie, da den bærbare computer og iPad'en har forskellige funktioner for lærerne. Således anvendes den bærbare computer primært til skriftlige opgaver, men iPad'en skal anvendes til det omhandlede projekt, hvor det ikke er muligt at anvende den bærbare computer.

Det er således spørgers opfattelse, at det ikke har yderligere skattemæssige konsekvenser for de lærere, der i forvejen er omfattet af multimedieskatningen, at de får stillet en iPad til rådighed af X Gymnasium.

Spørger skal i den forbindelse henvise til SKM2009.687.SR , hvor Skatterådet fandt, at der var en reel arbejdsmæssig begrundelse for, at arbejdsgiveren stillede 2 bærbare computere og 2 mobiltelefoner til rådighed. Medarbejderne skulle derfor alene multimediebeskattes. Der blev lagt vægt på, at det var oplyst, at telefon nr. 1 enten var en vagttelefon, eller at kunder mv. altid kunne komme igennem, og at computer nr. 2 havde en større anvendelsesmulighed end computer nr. 1. Det var desuden forudsat, at såvel telefon nr. 2 og computer nr. 2 ikke direkte var stillet til rådighed for den øvrige del af husstanden. Telefon nr. 2 og computer nr. 2 kunne indgå i en kontantlønnedgang uden, at det medførte ændringer i beskatningen.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget som lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv. som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges private benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2011-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Praksis:

I SKM2011.398.SR bekræfter Skatterådet, at en tablet, som fx en iPad eller en Samsung Galaxy er en ny type multimedie, der kan omfattes af multimediebeskatningen. Skatterådet bekræfter videre, at en sådan type multimedie særskilt kan indgå i en lønomlægning, såfremt de herom gældende betingelser i øvrigt er opfyldt. Skatterådet kan derimod ikke bekræfte, at en tablet og en bærbar Pc er så forskellig i deres egenart, at begge multimedier kan indgå i en lønomlægning uden særskilt beskatning af den ene af enhederne såfremt der ikke foreligger et særligt arbejdsmæssigt behov for begge typer multimedier.

I SKM2011.352.SR bekræfter Skatterådet, at en tablet, som fx en iPad eller en Samsung Galaxy er en ny type multimedie, der kan omfattes af multimediebeskatningen.

I SKM2010.112.SR kunne Skatterådet bekræfte, at studievejledere, der underskriver en tro og love-erklæring om kun at benytte bærbar PC og mobil dataforbindelse erhvervsmæssigt, vil blive omfattet af multimediebeskatningen henset til de faktiske omstændigheder. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at studievejledere vil blive omfattet af multimediebeskatningen, såfremt de tager en bærbar PC og mobil dataforbindelse med hjem i forbindelse med tjenesterejse, såfremt studievejlederne kan anses for at være på tjenesterejse i skattemæssig forstand og opfylder kriterierne, der stilles i forbindelse hermed som angivet i SKM2009.680.SR .

Skatterådet kunne endeligt bekræfte, at undervisere vil blive omfattet af multimediebeskatningen, når de tager en bærbar PC med hjem, selv om de har underskrevet en tro og love-erklæring.

I SKM2009.678.SR fandt Skatterådet, at undervisere, der har hver deres bærbare Pc'er og må medtage denne til bopælen for at rette opgaver mv., vil blive multimediebeskattet af computer til rådighed for privat brug. Der sker dog ingen beskatning såfremt der indgås en skriftlig aftale om, at den bærbare computer ikke må medtages på bopælen, hvorved computeren ikke længere er til rådighed for privat brug.

Begrundelse:

Der spørges om, hvorvidt X Gymnasium kan stille en iPad til rådighed for udvalgte lærere, der i forvejen er omfattet af multimedieskatten, uden at dette har yderligere konsekvenser for lærerne.

I Skatteministeriets juridiske vejledning 2011-2, afsnit C.A.5.2.2 . er der i afsnittet om computere anført følgende:

..."Computer omfattet af multimediebeskatningen:

Computer med sædvanligt tilbehør er omfattet af multimediebeskatningen - dvs. computer inklusive sædvanligt tilbehør.

Det afgørende er, hvilken hovedfunktion multimediet har. Fx vil en iPad som udgangspunkt være en computer..."

Som således beskrevet i ovennævnte vejledning er en iPad at anse som en computer, og er dermed omfattet af multimediebeskatningen i ligningslovens § 16, stk. 12. Der skal derfor som udgangspunkt ikke ske anden beskatning end multimediebeskatning af privat brug af iPad.

Som anført i LL § 16, stk. 12, vil den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der til stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv. skulle beskattes med et grundbeløb på 3.000 kr. (2011-niveau).

Da der nu tillige stilles en bredbåndsforbindelse til rådighed, vil samtlige lærere allerede af den grund blive omfattet af multimediebeskatningen.

For de lærere, der herudover i forvejen har en bærbar computer til rådighed gælder følgende:

I bemærkningerne til lov om multimediebeskatning pkt. 2.7.2, er det anført, at: "Arbejdstagerens private rådighed dækker, at øvrige personer i arbejdstagerens husstand også har mulighed for at anvende de pågældende multimedier, men ikke at arbejdsgiveren mv. direkte stiller multimedier til rådighed til arbejdstagerens ægtefælle, børn mv.'s private benyttelse. Der er således grænser for omfanget af multimedier, som den enkelte arbejdstager kan få stillet til rådighed for privat benyttelse. Det må afgøres konkret, om der er en reel begrundelse, såsom at der rådes over flere boliger, for at medarbejderen får stillet flere af de samme goder til rådighed for privat benyttelse, (eksempelvis to computere, to telefoner eller to bredbåndsforbindelser), eller om der er tale om, at goderne reelt anses for stillet til rådighed direkte for den øvrige husstands beboere"

Af SKM2009.687.SR fremgår at der i den konkrete sag var en reel begrundelse for at bærbar computer nr. 2 via en kontantlønnedgang, blev stillet til medarbejdernes rådighed. Det skyldtes at medarbejderne ikke havde administratorrettigheder til bærbar computer nr. 1, der således havde begrænset funktionalitet. Bærbar computer nr. 2 var ikke begrænset og havde således en større anvendelsesmulighed end bærbar computer nr. 1. Det blev endvidere forudsat at bærbar computer nr. 2 ikke var stillet til rådighed til direkte brug for den øvrige del af husstanden.

Som det fremgår af lovbemærkningerne, må det afgøres konkret, om der er en reel begrundelse for, at de ansatte har flere multimedier stillet til rådighed i hjemmet.

Multimediebeskatning for en ansat kan således godt omfatte, at der stilles flere multimedier til rådighed for en ansat i hjemmet, hvis der foreligger en konkret arbejdsmæssig begrundelse herfor.

Spørger oplyser, at iPad'en skal anvendes til at udføre forskellige former for undervisningsopgaver, og dermed bruges i et helt særligt undervisningsprojekt, hvor det ikke umiddelbart er muligt alene at anvende den bærbar Pc

Da arbejdsgiver, jf. ovenstående, således har anført en reel arbejdsmæssig begrundelse for, at en iPad netop i deres tilfælde vil have en anden anvendelse end en bærbar Pc, vil begge disse multimedier derfor kunne anses omfattet af multimediebeskatningen såfremt en eller flere ansatte har omhandlede multimedier til rådighed. Der skal dog for alle de ansatte, der får tilbudt ordningen, foreligge en arbejdsmæssig/reel begrundelse for at få såvel en bærbar computer og en iPad stillet til rådighed. Skatteministeriet har lagt til grund, at de allerede eksisterende multimedier ikke er etableret via en kontantlønnedgang/lønomlægning.

Indstilling:

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.