Dokumentets metadata

Forhøjelse af skatteansættelse - Indtægter fra pokerspil

Sagen angik, om der var indtrådt forældelse af den restskat, som den påklagede afgørelse udløste. SKAT traf afgørelse den 1. maj 2013, afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, og Landsskatterettens afgørelse af 16. marts 2016 blev indbragt for byretten. Byretten hjemviste den 9. maj 2018 afgørelsen til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Den 12. marts 2020 traf Skattestyrelsen ny afgørelse på baggrund af hjemvisningsdommen, afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, som den 17. august 2021 traf afgørelse om hjemvisning grundet manglende skønsudøvelse. Den 1. marts 2022 traf Skattestyrelsen den påklagede afgørelse. Landsskatteretten fandt, at kravet, der fulgte af den påklagede afgørelse af 1. marts 2022, udsprang af samme forhold og vedrørte den samme indkomst, som blev behandlet ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2013. Kravet havde således ikke fortabt identitet ved dom af 9. maj 2018, hvor afgørelsen af 1. marts 2013 blev hjemvist. Skattestyrelsens behandling efter hjemvisningen var en integreret del af klagesagens behandling, og forældelsen af kravet var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen. Landsskatteretten fandt således, at kravet ikke var forældet. Idet der for Landsskatteretten var fremlagt nye oplysninger, blev sagen hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

Faktiske oplysninger
Forældelse
Skattestyrelsen (daværende "SKAT") traf den 1. maj 2013 afgørelse om forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 med 1.704.180 kr.

Forhøjelsen angik indtægter fra pokerspil, som Skattestyrelsen anså for skattepligtige.

Skattestyrelsen udskrev på baggrund af afgørelsen af 1. maj 2013 årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2006. Af årsopgørelsen fremgik beløb til indbetaling på 1.409.253 kr. Heraf udgjorde restskat 962.404 kr.

Årsopgørelse nr. 2 var tilgængelig i skattemappen den 21. maj 2013.

Klageren indgav den 4. juni 2013 klage over afgørelsen med påstand om nedsættelse klagerens skattepligtige indkomst fra pokerspil for indkomståret 2006.

Der blev den 15. juli 2013 givet klageren henstand med betaling af 1.409.253 kr. for indkomståret 2006.

Henstanden blev efterfølgende annulleret ved afgørelse af 29. juli 2013.

Skatteankestyrelsen ophævede afgørelsen om annullering af henstand ved afgørelse af 28. maj 2014.

Der blev herefter på ny givet klageren henstand den 30. september 2014 med betaling af 1.409.253 kr. for indkomståret 2006.

Landsskatteretten traf den 16. marts 2016 afgørelsen j.nr. 13-0194126, hvorved den påklagede ansættelsesændring blev stadfæstet.

Klageren indbragte afgørelsen fra Landsskatteretten for Byretten ved indgivelse af stævning den 21. marts 2016.

Klageren fik forlænget henstanden på 1.409.253 kr. den 1. april 2016.

Klageren fik yderligere forlænget henstanden på 1.409.253 kr. den 21. december 2016.

Byretten afsagde den 9. maj 2018 dom, hvor klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2006 blev nedsat med 312.135 kr., og den resterende del af ansættelsesændringen for indkomståret 2006 blev hjemvist til fornyet behandling.

Rettens begrundelse og afgørelse fremgik som følger:

"Det kan som ubestridt lægges til grund, at de i sagen omhandlede indtægter er nettopokergevinster.

Det følger af statsskattelovens § 4, litra f, at indtægter hidrørende fra lotterispil, andet spil og væddemål er skattepligtig indkomst.

På baggrund af EU-Domstolens dom i C-42/02, Diana Lindman, har Skatteministeriets departement i SKM2004.121.DEP udtalt, at gevinster vundet i et spil eller lotteri, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU/EØS-land og opfylder betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende land, fritages for indkomstbeskatning i det omfang, det til- svarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes.

Det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at gevinsterne er skattefri.

Sagsøgeren har ikke angivet sine indtægter fra pokerspil i årene 2006-2011, og har gjort gældende, at hans indtægter var skattefrie med undtagelse af indtægterne fra NordicBet, som han imidlertid var af den opfattelse var skattefrie.

Det følger af statsskattelovens § 5, stk. 3, at hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt.

Af forarbejderne til bestemmelsen, FT 1995-96, Tillæg A, side 2576, højre spalte, fremgår blandt andet, at det som udgangspunkt påhviler skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser set i lyset af de oplysninger, som skattemyndigheden er i besiddelse af.

SKAT har ved afgørelsen af 1. maj 2013 forhøjet sagsøgerens indtægter i årene 2006-2011 med i alt 21.184.981 kr., idet det er lagt til grund, at samtlige nettopokergevinster i disse indkomstår er skattepligtige.

Landsskatteretten har den 16. marts 2016 stadfæstet denne forhøjelse.

Skatteministeriet har under retssagens behandling anerkendt, at sagsøgerens skattepligtige indtægt skal nedsættes med 312.135 kr. for indkomståret 2006 og med 2.250.000 kr. for indkomståret 2011, da Skatteministeriet har anerkendt, at sagsøgerens indtægter fra 32Red.com er skattefrie, og at sagsøgerens indkomst fra The Sporting Exchange og Envoy hidrører fra Betfair, og at gevinsterne derfra er skattefrie.

Retten finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at samtlige gevinster er skattefrie, hvorfor sagsøgerens principale påstand - i det omfang det som anført ovenfor ikke er anerkendt af Skatteministeriet - ikke kan tages til følge.

Skattemyndighederne har lagt til grund, at samtlige gevinster er skattepligtige, og at sagsøgeren har spillet på Full Tilt, hvorfra gevinster er skattepligtige, under aliasset X. Eventuelle kumulerede gevinster på sagsøgerens pokerkonti den 31. december 2005 er ikke indgået i skønnet.

På det foreliggende grundlag finder retten ikke, at det kan kritiseres, at skattemyndighederne ikke har taget højde for en kumuleret gevinst pr. 31. december 2005, da sagsøgeren ikke har godtgjort, at der var et sådant indestående på en eller flere spillekonti.

Selv om det kan lægges til grund, at sagsøgeren på nogle spillesider har spillet under aliasset X, finder retten ikke, at dette i sig selv godtgør, at sagsøgeren har spillet under dette alias på Full Tilt. Sagsøgeren har forklaret, at det ikke er ualmindeligt at benytte andres alias på andre spillesider for at give medspillerne en forkert forventning til spillestil.

Det forhold, at nogle pokerrelaterede spillesider har været af den opfattelse, at sagsøgeren spillede på Full Tilt under dette alias, findes heller ikke i sig selv at udgøre tilstrækkelig dokumentation herfor. Retten finder ved en samlet bedømmelse af disse forhold og efter bevisførelsen i øvrigt ikke, at skatteministeriet har godtgjort, at det er sagsøgeren, der spillede under aliasset X på Full Tilt.

Skattemyndighedernes skøn er baseret på oplysninger om indsætninger på sagsøgerens konto i F1-Bank fra Ladbrokes, F2-Bank, F3-Bank og G1 og på oplysninger indhentet fra blandt andet Ladbrokes.

Der er enighed om, at gevinster fra Ladbrokes er skattefrie. Der er endvidere enighed om, at sagsøgeren også har spillet hos Ladbrokes. På baggrund af de engelske myndigheders skrivelse af 16. april 2014, finder retten det tilstrækkeligt godtgjort, at sagsøgeren i perioden 2006-2012 har haft nettogevinster hos Ladbrokes på cirka 800.000 kr., (Y-kontoen), og et nettotab på 87.000 kr. (Z-kontoen).

Da det således kan lægges til grund, at sagsøgeren har haft gevinster fra flere skattefrie spillesider, finder retten desuden, at det ikke er usandsynligt, at sagsøgeren har haft dette i et større omfang end indtil videre fastslået. Det bemærkes i den forbindelse, at den krævede dokumentation vedrører indkomstår tilbage til 2006.

På denne baggrund og henset til, at det ikke er godtgjort, at sagsøgeren spillede under aliasset X på Full Tilt, at retten finder det godtgjort, at sagsøgeren har haft skattefrie nettogevinster hos Ladbrokes, jf. ovenfor, finder retten, at det af skattemyndighederne udøvede skøn har hvilet på et fejlagtigt grundlag, og at dette har haft væsentlig betydning for resultatet af skønnet.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan skattemyndighederne ændre en ansættelse af skat uanset fristerne i § 26, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Sagsøgeren har til stadighed fastholdt, at han var af den opfattelse, at gevinsterne vundet hos NordicBet var skattefrie på baggrund af en korrespondance, sagsøgeren havde med spillesiden. SKAT synes i sin afgørelse af 1. maj 2013 at dele denne opfattelse. Under disse omstændigheder finder retten ikke, at det kan tilregnes sagsøgeren som forsætligt eller groft uagtsomt, at han ikke selvangav gevinsterne derfra. Den omstændighed, at skatteministeriet i et ikke offentliggjort bindende svar (bilagAB) har fastslået, at indtægter fra NordicBet ikke var skattefrie, eller at spørgsmålet har været omtalt i en artikel (bilag AC) kan ikke føre til en anden vurdering. Der har herefter ikke været grundlag for ekstraordinært at genoptage ansættelsen for så vidt angår indtægterne fra NordicBet.

For så vidt angår den ekstraordinære genoptagelse i øvrigt kan det ikke lægges til grund, at samtlige indtægter hidrørte fra skattefrie spillesider, hvilket fører til, at sagsøgeren - når bortses fra det ovenfor anførte - må anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt for en endnu ikke endelig opgjort del, og at skattemyndighederne derfor har været berettiget til efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at foretage ændringer i sagsøgerens skatteansættelser for årene 2006-2008.

Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at SKATs afgørelse af 1. maj 2013 er ugyldig, fordi en anmodning om yderligere suspension af fristen for indsigelse mod agterskrivelsen ikke blev imødekommet. Det lægges til grund, at anmodningen var begrundet i sagsøgerens ønske om at få landet sagen på et beløb, som sagsøgeren havde mulighed for at betale.

Der er først under retssagen fremkommet de oplysninger, der har ført til, at skatteministeriet har anerkendt nogle nedsættelser. Allerede derfor finder retten ikke, at det var i strid med skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 4. pkt., at SKAT den 1. maj 2013 traf afgørelsen uden at meddele yderligere udsættelse, hvorfor afgørelsen ikke af denne grund er ugyldig.

Da skatteministeriet for to indkomstår har anerkendt en nedsættelse, og da retten har fundet, at det udøvede skøn hviler på et fejlagtigt grundlag, hjemvises sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 herefter til fornyet behandling hos skattemyndighederne i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand. Det kan ikke føre til et andet resultat, at sagsøgeren først under retssagens behandling reelt er fremkommet med relevante oplysninger. "

Ankefristen for Byrettens dom af 9. maj 2018 udløb den 6. juni 2018.

Af sagsnotat for Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 fremgår at sagen blev oprettet den 7. juni 2018 med sagstypen "76336 opfølgning på afsluttede sager".

Skattestyrelsen meddelte den 13. juni 2018 klageren at skatteansættelsen for indkomstårene 2006-2011 var blevet hjemvist. Klageren blev ved meddelelsen opfordret til at sende eventuel yderligere dokumentation for udgifter til pokerspil, eller dokumentation for at klagerens pokergevinster var skattefrie. Af anmodningen fremgik frist til den 27. juni 2018.

Skattestyrelsen udsendte den 19. november 2019 forslag til ændring af klagerens skatteansættelse for bl.a. indkomståret 2006.

Skattestyrelsen traf den 12. marts 2020 afgørelse om ændring af klagerens skattepligtige indkomst for bl.a. indkomståret 2006. Ved den nye afgørelse ansatte Skattestyrelsen igen klagerens skattepligtige indkomst fra pokerspil til 1.704.180 kr. efter reguleringer for indkomståret 2006.

Landsskatteretten traf den 17. august 2021 afgørelsen j.nr. 20-0027100, hvorved klagerens skatteansættelse for indkomståret 2006 blev hjemvist til fornyet behandling.

Den tidligere sagsbehandler ved Skattestyrelsen sendte den 2. december 2021 e-mail til kontorchefen ved Jura, Opkrævning ved Skattestyrelsen som følger:

"Vi fik en afgørelse kendt ugyldig som følge af manglende partshøring i august måned, afgørelsen er nu indbragt, men der er stadig nogle løse ender, som jeg gerne vil have jeres syn på.

Oprindelig blev truffet en afgørelse om, at en skatteyder skulle beskattes af pokergevinster i årene 2006‐2011. Vi fik medhold i LSR, men byretten afgjorde, at forhøjelserne, bl.a. på grund af nogle nye oplysninger, skulle nedsættes.
Byretten skrev specifikt, at de ikke kunne tage den principale påstand om, at samtlige pokergevinsterne var skattefrie, til følge. Byrettens dom er vedlagt. Også vedlagt er den afgørelse, som jeg traf på baggrund af hjemvisningsdommen. Min afgørelse blev påklaget, og i august fik vi en kendelse fra LSR om, at årene 2007‐2010 er ugyldige som følge af manglende partshøring (vedlagt). Denne afgørelse er blevet indbragt.

Som følge af den seneste afgørelse fra LSR blev skatteyders henstand for årene ophævet, og Opkrævning gik i gang med at opkræve kravene. Dette mener rådgiver er forkert, når nu afgørelsen blev kendt ugyldig. Vi har forsøgt at få Opkrævning til at indsætte en kort henstand på kravene, men indtil videre uden held.

Når en sag erklæres ugyldig, vil vi jo normalt ophæve de krav, som følger af afgørelsen. Men da denne afgørelsen ikke er en oprindelig forhøjelse, som blot kan frafaldes, men en afgørelse som følge af en hjemvisningsdom som siger, at den oprindelige forhøjelse ikke vurderes at skulle nedsættes til 0, men kun justeres, har vi ikke ment, at vi blot kan ophæve de oprindelige forhøjelser.

Jeg har vedlagt min korrespondance herom med Jura, Skatteproces og forvaltningsret, og som jeg skriver her, så er der jo i virkeligheden tale om problemstillingen om, hvad retsvirkningen er af en hjemvisningsafgørelse. En hjemvisningsafgørelse vil normalt ikke give anledning til problemer vedrørende de oprindelige krav, fordi der vil være søgt om henstand efter SFL § 51 for kravene, og denne henstand forlænges indtil der er truffet ny afgørelse i sagen. Rådgiver mener, at hjemvisningsdommen betyder, at de oprindelige krav er ugyldige, men dette er jo ikke i overensstemmelse med indholdet i byrettens dom.

Så vi vil gerne have jeres vurdering af, hvordan vi skal forholde os i forhold til de krav, som følger af, at afgørelsen, som gennemfører retningslinjerne i hjemvisningsdommen, nu er kendt ugyldig.
Jeg står naturligvis til rådighed, hvis der er spørgsmål eller andet. "

Kontorchefen ved Jura, Opkrævning ved Skattestyrelsen sendte den 6. december 2021 e-mail til den tidligere sagsbehandler som følger:

"Jeg mener egentlig ikke at din henvendelse vedrører et opkrævningsmæssigt spørgsmål, men derimod hvad er retsvirkningerne af en hjemvisning, og dermed er et skatteprocessuelt spørgsmål.

Da jeg har brugt tid på at sætte mig ind i sagen får du alligevel mit bud på løsningen af sagen. Så må du gøre op med dig selv om du vil have det be- eller afkræftet i Skatteproces- og forvaltningsretskontoret.

Jeg kan af sagen se, at Byretten ved afgørelse af 9. maj 2018 hjemviser sagen til fornyet behandling

Da skatteministeriet for to indkomstår har anerkendt en nedsættelse, og da retten har fundet, at det udøvede skøn hviler på et fejlagtigt grundlag, hjemvises sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 herefter til fornyet behandling hos skattemyndighederne i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand. Det kan ikke føre til et andet resultat, at sagsøgeren først under retssagens behandling reelt er fremkommet med relevante oplysninger.

Jeg kan endvidere se af Skatteankestyrelsens afgørelse af, at den lægger til grund, at Skattestyrelsen den 12. marts 2020 har truffet afgørelse om forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2006 - 2010.

Det er min opfattelse, at en hjemvisning af en sag betyder en annullation/ophævelse af Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter sagen sendes tilbage til fornyet behandling i Skattestyrelsen. Dette fremgår også af Den juridiske vejledning afsnit A.A.10.2.5.

Der er således ikke tale om, at Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 er en nedsættelse af den forhøjelse der sket ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. maj 2013. Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020 er, som også Skatteankestyrelsen lægger til grund, en ny afgørelse/en ny ansættelse, og dermed en forhøjelse af indkomsten for de pågældende år.

Når dette lægges til grund, betyder det at der skal reageres på helt sædvanlig vis ved Skatteankestyrelsens seneste afgørelse, nemlig, som du også anfører nedenfor, at krav i henhold til forhøjelserne, ophæves. "

Skattestyrelsen udskrev på baggrund af Landsskatterettens afgørelse klagerens årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2006. Af årsopgørelsen fremgik et beløb til udbetaling på 1.882.441 kr.

Af feltet "udskrivningsårsag" fremgik:

"Ændret skatteansættelse under henvisning til tidligere meddelelse."

Den nye årsopgørelse var tilgængelig i skattemappen den 20. december 2021.

Af Skattestyrelsens sagsnotat af 13. januar 2022 fremgår:

"Jeg er blevet opmærksom på at reguleringen vedrørende 2006 er blevet tilbageført/slettet.

Ifølge hændelsesoversigt på SKYs skattemappe, er der sendt besked til ham om ny årsopgørelse den 17. december 2021 og den 20. december 2021 er der logget på med cvr-nr. […] tilhørende repræsentant for SKY R1 Advokatfima. "

Skattestyrelsen udsendte den 9. februar 2022 forslag til forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med 1.392.045 kr.

Skattestyrelsen traf den 1. marts 2022 den aktuelt påklagede afgørelse om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst med 1.392.045 kr.

Skattestyrelsen udskrev på baggrund af den aktuelt påklagede afgørelse klagerens årsopgørelse nr. 4 for indkomståret 2006. Af årsopgørelsen fremgik beløb til indbetaling på 1.532.400 kr. Heraf udgjorde restskat 776.434 kr.

Af feltet "udskrivningsårsag" fremgik:

"Ændret skatteansættelse under henvisning til tidligere meddelelse."

Den nye årsopgørelse var tilgængelig i skattemappen den 10. marts 2022.

Klageren fik den 26. april 2022 oprettet henstand på 1.532.400 kr.

Henstand på 1.409.253 kr. blev annulleret den 16. juni 2022.

Materielt
Klageren har i 2006 modtaget følgende indsætninger på bankkonti:

Af Skattestyrelsens afgørelse fremgår følgende:

"Overførsler fra G2:

En del af indsættelserne på dine bankkonti hos F1-Bank stammer fra G2 Ltd. Udbetalingerne kommer derfor ikke direkte fra spillestedet Ladbrokes, men G2 Ltd. anvendes af spillestedet Ladbrokes til indskud og udbetalinger.

Følgende indtægter er udbetalt fra G2 Ltd:

Af materiale modtaget fra F2-Bank ses at der er flere overførsler fra F2-Bank kontoen til G2 Ltd kontoen med teksten - to my ladbrokes account: Y. Det fremgår også at overførslerne til F2-Bank kontoen stammer fra konto tilhørende G3 PLC.

I forbindelse med behandlingen af din sag ved Byretten er det oplyst, at G3 PLC er en virksomhed som tilbyder online betalingssystemer. Du har ikke sendt oplysninger vedrørende dine transaktioner hos G3 PLC til Skattestyrelsen.
Se endvidere om G3 PLC under punktet: Overførlser fra F2-Bank.

Overførsler fra F2-Bank

F1-Bank har udarbejdet lister over overførsler til to af dine F1-Bank konti fra F2-Bank på Færøerne. Listerne indeholder følgende overførsler:

SKAT har gennem Kompetent Myndighed på Færøerne, TAKS, indhentet oplysninger fra F2-Bank (bilag 5) med oplysninger om den virksomhed, der overfører penge til dig, og om arten af den konto, der overføres penge fra. F2-Bank har oplyst, at den konto, hvor overførslerne sker fra, er en virksomhedskonto tilhørende:

G3 PLC, London, […],
Att Banking Operations, UK

Da du ikke har dokumenteret dine betalingsaktiviteter vedrørende spil, kan det ikke konstateres, hvorfra indsættelserne fra G3 PLC stammer.

Overførsler fra F3-Bank
F1-Bank har udarbejdet liste over overførsler til din F1-Bank konto […] 762 fra F3-Bank. Listen indeholder følgende overførsler:

SKAT har anmodet F3-Bank om oplysninger om disse overførsler, og F3-Bank har oplyst (bilag 6), at indbetalinger sker fra:

G4 LIMITED
[Adr.], […] NICOSIA

Afsender har ændret navn og adresse til: G5 LIMITED
[Adr.], IRELAND

Samt

G6 LIMITED
[Adr.]
Afsender har ændret navn og adresse til: G7 LIMITED
[Adr.] ENGLAND

Du har ikke sendt oplysninger vedrørende dine transaktioner hos G4 og G6, til Skattestyrelsen.

Udgifter til spil
SKAT gennemgik alle dine bankkonti og fandt de udbetalinger, som ikke stammer fra udgifter og overførsler, som var kendte af SKAT. Opgørelsen viser følgende udgifter:

Netbank overførsler
På dine F1-Bank konti […] 820, […] 909, […] 762 og […] 146 er der overførsler i 2006 tekstet "Netbank overførsel" eller "Overførsel". Overførslerne beløber sig til i alt 3.290.065 kr.

Ladbrokes
Ifølge kontooversigten er der fra dine konti i F1-Bank overført i alt 96.400 kroner til "G2". Disse overførsler kan genfindes som indsat på din Y-konto hos Ladbrokes (bilag 2).

Specifikation af udgifterne vedlægges som bilag 4.

…

Skattestyrelsen har opgjort dine skattepligtige resultater ved spil i 2006 således:

…"

Klagerens repræsentant har til Skatteankestyrelsen fremlagt kontoudtog for konto i F1-Bank:

Konto […] 909 for 2004 og 2005
Konto […] 146 for 2005
Konto […] 820 for 2005

Af kontoudtogene fremgår blandt andet indsætninger og hævninger til Ladbrokes og 32 red.com.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2006 med 1.392.045 kr.

Som begrundelse herfor fremgår:

"Indtægter af lotterispil samt andet spil og væddemål skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. statsskattelovens § 4, litra f.

Gevinster på visse danske spil og lotterier er dog fritaget for indkomstskat, jf. spilleafgiftsloven. Udbyder svarer i stedet en afgift til staten.

Gevinster, der vindes på et spil eller lotteri i udlandet, er som hovedregel skattepligtige. Det gælder dog ikke gevinster, som vindes på et spil eller lotteri, som er omfattet af spilleafgiftsloven, eller som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU-land i det omfang det tilsvarende spil eller lotteri her i landet ikke indkomstbeskattes, se SKM2004.121.DEP. Fritagelsen er betinget af, at den pågældende kan fremlægge den fornødne dokumentation. Er ovennævnte betingelser ikke opfyldte, skal gevinsten indkomstbeskattes jf. SKM2011.770.BR.

Overførsler fra G2 Ltd.
Da Ladbrokes er hjemmehørende i England og har EU-Licens, er indtjening ved spil på dette site skattefri.

Skattestyrelsen kan fra dine kontoudtog konstatere, at du har modtaget penge fra Ladbrokes og overført penge hertil. Overførslerne til dine konti i F1-Bank kommer fra G2 Ltd, som er et selskab spillestedet Ladbrokes anvender til indskud og udbetalinger.
Det fremgår ikke af bankkontoudtog af dine F1-Bank konti, at de indbetalinger der er foretaget fra G2 Ltd. stammer fra gevinster på spil på spillestedet Ladbrokes, og indbetalingerne fra G2 Ltd. er ikke nødvendigvis gevinster af spil på Ladbrokes.

Da det kan konstateres, at indsættelserne på dine Ladbrokes konti nærmest udelukkende er indsat fra betalingsplatformene G3 PLC og G6 (perioden efter 2006) som typisk anvendes i forbindelse med spil, anses indkomsten fra G2 Ltd for at spilleindkomst. Du har ikke dokumenteret, at spilleindtægterne, som er indsat på kontoen, er fra spillesteder, som har EU-licens. Det vurderes derfor, at der er tale om skattepligtige indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 4, litra f.

Overførsler fra F2-Bank
Indbetalingerne på dine F1-Bank konti […] 762 og […] 909 fra F2-Bank er overført fra en konto tilhørende G3 PLC, en virksomhed som tilbyder online betalingsplatforme.

Da du ikke har dokumenteret dine betalingsaktiviteter vedrørende spil, kan det ikke konstateres, hvor indsættelserne fra G3 PLC stammer fra. Da G3 PLC er en betalingsplatform som typisk anvendes i forbindelse med spil, anser vi denne indkomst for at være spilleindkomst. Du har ikke dokumenteret, at spilleindtægterne, som er indsat på kontoen, er fra spillesteder, som har EU licens. Det vurderes derfor, at der er tale om skattepligtige indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 4, litra f.

Overførsler fra F3-Bank
Indbetalingerne på dine F1-Bank konti […] 762 og […] 909 fra F3-Bank er overførsler fra betalingsplatformene G4 Limited/G5 Limited og G6 Limited/G7 Limited.

Da du ikke har dokumenteret dine betalingsaktiviteter vedrørende spil, kan det ikke konstateres, hvor indsættelserne på dine F1-Bank konti fra G4 og G6 stammer fra. Da G4 og G6 er internationale betalingsplatforme, der typisk anvendes i forbindelse med spil, anses indkomsten for at være spilleindkomst. Du har ikke dokumenteret, at spilleindtægterne, som er indsat på kontoen, er fra spillesteder, som har EU licens. Det vurderes derfor, at der er tale om skattepligtige indtægter, som skal medregnes ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 4, litra f.

Udgifter/indbetalinger vedr. spil
Skattestyrelsen har vurderet, at du i 2006 har afholdt udgifter med samlet 3.386.465 kr. i forbindelse med dit pokerspil.

Resultat
Indtægter af lotterispil samt andet spil og væddemål skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 4, litra f. Du har ikke dokumenteret, at spilleindtægterne er fra spillesteder som har EU licens, det vurderes derfor, at der er tale om skattepligtige indtægter.

Du har ikke fremlagt dokumentation for, at dine indtægter er vundet ved spil hos en udbyder, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU- eller EØS-land.
Du har således ikke fremsendt oplysninger, som kan dokumentere, hvorfra dine indtægter fra F2-Bank og F3-Bank stammer. Du har fremsendt oplysninger vedrørende indtægter fra G2 Ltd men oplysningerne kan ikke dokumentere, at indtægterne stammer fra spil på Ladbrokes og dermed er skattefrie.

Det fremgår af den dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, at skattemyndighederne kan foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteansættelsen, hvis en selvangivelse ikke er fyldestgørende. Da det af de for Skattestyrelsen foreliggende oplysninger fremgår, at du har haft skattepligtige indtægter ved pokerspil mv., som du ikke har selvangivet, er Skattestyrelsen berettiget til at ansætte din indkomst skønsmæssigt.

Skattestyrelsens skøn bygger på indtægter og udgifter på dine konti i F1-Bank sammenholdt med de oplysninger, som SKAT modtog fra F2-Bank, F3-Bank og Ladbrokes.

Da du ikke har ønsket at dokumentere dine aktiviteter på de betalingstjenester, du har benyttet, skønnes det, at de beløb, som er indsat på dine konti i F1-Bank fra G3, fra G4 og G6, er indtægter indtjent ved spil.

Skattestyrelsen har opgjort dine skattepligtige resultater ved spil i 2006 således:

Tidsfrister i Skatteforvaltningsloven
Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1., kan Told- og skatteforvaltningen ikke sende varsel om ansættelsesændringer senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb.

I samme bestemmelse er tillagt skatteministeren en bemyndigelse til for grupper af skattepligtige at fastsætte en kortere frist for ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, og denne bemyndigelse blev udnyttet ved dem dagældende bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, der fastsætter en kortere ligningsfrist for fysiske personer med enkle økonomiske forhold.

En skattepligtig kan bl.a. ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, hvis den pågældende har indkomst eller fradrag af en sådan art, at den/det ikke er dækket af rubrikkerne på selve den fortrykte selvangivelsesblanket (blanket 04.048) for det pågældende indkomstår, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1. Når man har indkomst fra udlandet, er man ikke omfattet af den korte ligningsfrist.

Når den skattepligtige ikke anses for at have enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, vil alle forhold i den pågældende skatteansættelse kunne ændres inden for de almindelige frister i SFL §§ 26 og 27.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, giver adgang til at ændre skatteansættelsen ud over de indkomstår, der er omfattet af § 26, stk. 1, hvis den skattepligtige selv eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Hjemviste klager
Reglerne om hjemvisning af klager findes i Den Juridiske Vejledning i afsnit A.A.10.2.5. Heraf fremgår, at den underordnede myndighed ved en hjemvisning ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven.

Da Skatteforvaltningen, som beskrevet i afsnit A.A.10.2.5 i Den Juridiske Vejledning, ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven, ved behandlingen af en sag som er hjemvist af en appelinstans til fornyet behandling, er reguleringen af grundlaget for din skat for 2006 rettidig.

1.5. Skattestyrelsens endelige afgørelse

Punkt 1:

R1 Advokatfirma har i bemærkningerne til Skattestyrelsens forslag for det første gjort gældende, at det underliggende skattekrav for indkomståret 2006 allerede ved udsendelse af agterskrivelse den 20. november 2019, var forældet jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, svarende til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, og den 10 årige forældelsesfrist. Der henvises også til forældelseslovens § 21, stk. 1 og stk. 2, om tillægsfristen på 1 år.

"Idet forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2006 skete ved en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, var forældelsesfristen for det afledte skattekrav 10 år, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4. Forældelsesfristen regnes fra henholdsvis den 20. august, 20. september og 20. oktober 2007 for hver 1/3 af beløbet, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4.

Kravet på betaling af restskatten mv. blev således forældet med 1/3 den 20. august 2017, med 1/3 den 20. september 2017 og med 1/3 den 20. oktober 2017."

"Byretten afsagde dom om As skatteansættelse for indkomståret 2006 den 9. maj 2018. Det afledte skattekrav vedrørende, As skatteansættelse for indkomståret 2006 ville således forælde den 9. maj 2019.

Såfremt Skattestyrelsen havde afsendt varsel i hjemvisningssagen senest den 9. maj 2019, ville der blive udløst endnu en tillægsfrist på 1 år for forældelsen af restskatten regnet fra, at der blev truffet afgørelse i hjemvisningssagen, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 2.

Skattestyrelsen henvendte sig vedrørende hjemvisningssagen den 13. juni 2018, og udbad sig materiale til brug for behandlingen af den hjemviste sag. Det anmodede materiale blev fremsendt til Skattestyrelsen den 25. juni 2018. Alligevel fremsendte Skattestyrelsen først agterskrivelse den 20. november 2019."

Skattestyrelsens svar
Skattestyrelsen foretog den oprindelige forhøjelse for indkomståret 2006 den 1. maj 2013 ved en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27. Som anført i bemærkningerne til Skattestyrelsens forslag var forældelsesfristen for det afledte skattekrav derfor 10 år, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4 og forældelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4.

Fristen regnes deraf fra henholdsvis den 20. august, 20. september og 20. oktober 2007 jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4, og kravet ville herefter normalt være forældet den 20. august 2017, 20. september 2017 og 20. oktober 2017.

Da sagen blev indbragt for domstolene den 21. marts 2016, medførte dette dog en foreløbig afbrydelse af forældelsen jf. forældelsesloven § 21, stk. 2.

Det fremgår af Karnovs noter til forældelseslovens §21, stk. 2:
Indbringelsen for den administrative myndighed medfører således foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parters fordringer, dvs. uanset om sagen angår en fordring, der gøres gældende af klageren, eller en fordring, der er gjort gældende af den anden part, herunder det offentlige. I tilfælde, hvor en skyldner indbringer en sag, virker indbringelsen for den administrative myndighed derfor også fristafbrydende for modpartens, herunder det offentliges, krav. Hvis f.eks. en borger indbringer en sag om skat af en indkomst eller om et fradrag for en skattemyndighed, virker indbringelsen afbrydende også for det eventuelle krav på betaling af (yderligere) skat, som måtte opstå, hvis borgeren ikke får medhold i sagen)

Byretten hjemviste efterfølgende den 9. maj 2019 sagen til Skattemyndighederne. Retten har derfor ikke truffet en endelig afgørelse i sagen, men derimod sendt sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Der kan derfor ikke være tale om benyttelse af fristreglerne i forældelsesloven § 21, stk. 1, da det heraf fremgår, at forældelsen tidligst indtræder 1 år efter sagens endelige afgørelse.

Det er derfor Skattestyrelsens vurdering at sagen ikke er forældet, da virkningen af at sagen indbringes for domstolene i første omgang er at fristen afbrydes. Byretten har heller ikke truffet en endelig afgørelse vedrørende indkomståret 2006, men derimod hjemvist sagen til fornyet behandling hos Skattemyndighederne.

Da Skatteforvaltningen, som beskrevet i afsnit A.A.10.2.5 i Den Juridiske Vejledning, ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven, ved behandlingen af en sag som er hjemvist af en appelinstans til fornyet behandling, er reguleringen af grundlaget for din skat for 2006 rettidig.

Punkt 2:
R1 Advokatfirma har i bemærkningerne til Skattestyrelsens forslag yderligere gjort gældende

"at skønnet er bygget på et forkert grundlag, idet der blandt andet ikke tages højde for, at A havde et indestående i pokerchips på sin spilkonto primo 2006."

Til dette har Byretten allerede udtalt at, "På det foreliggende grundlag finder retten ikke, at det kan kritiseres, at skattemyndighederne ikke har taget højde for en kumuleret gevinst pr. 31. december 2005, da sagsøgeren ikke har godtgjort, at der var et sådant indestående på en eller flere spillekonti."

På den baggrund finder Skattestyrelsen ikke grundlag for at ændre på skønnet. "

Skattestyrelsen har den 3. juni 2022 indgivet supplerende udtalelse som følger:

"1) Er der foretaget nogen sagsbehandling i sagen i perioden 14. december 2021 - 10. januar 2022, hvor journalisering ikke var muligt? I bekræftende fald bedes det oplyst, hvilke sagsbehandlingsskridt der er foretaget i perioden?

Jeg har ikke i perioden mellem 14. december 2021 og 10. januar 2022 foretaget sagsbehandling som ikke er journaliseret. Jeg har i denne periode læst de forskellige afgørelser fra Landsskatteretten, Byretten og Skattestyrelsen.

2.) Klagerens repræsentant har til klagen vedlagt kopi af en e-mail af 6. december 2021 fra VE til tidligere sagsbehandler BB. Hvilken betydning er denne e-mail tillagt ved vurderingen af om sagen er endeligt afgjort ved hjemvisningen?

Jeg har ikke set denne mail før den 21. marts 2022, hvor Skatteankestyrelsen anmoder om materiale.

3.) Hvilken betydning er DJV 2022-1 A.A.10.2.5 tillagt ved vurderingen af om sagen er endeligt afgjort ved hjemvisningen?

Det gøres i klagen gældende, at der er indtrådt forældelse af den restskat som den påklagede afgørelse udløser, hvorfor afgørelsen må annulleres som ugyldig.

Det er vurderet at sagen ikke er endeligt afgjort ved hjemvisningen. Der står i DJV 2022-1 A.A.10.2.5 at - Ved hjemvisning er den underordnede myndighed ikke bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven.

Jeg har i øvrigt ikke deltaget i eller været vidende om dialog mellem BB til VE, der er kontorchef i Jura, Opkrævning.

4.) I forlængelse af hjemvisningen er årsopgørelse nr. 3 for 2006 blevet udskrevet med en Overskydende skat på 1.882.441,00 kr. - Hvilken betydning er dette tillagt ved vurderingen af om sagen er endeligt afgjort ved hjemvisningen?

Jeg har ikke været vidende om, at der er frigivet en årsopgørelse 20. december 2021, og jeg har ikke været ind over den beslutning. Jeg har ikke kunne oprette sagen i vores sagsbehandlingssystem før den 10. januar 2022, og har ikke lavet sagsbehandling før dette, ud over at læse de medsendte afgørelser.

6.) Er det Skattestyrelsens opfattelse at sagen er blevet behandlet i overensstemmelse med styresignalet SKM2018.518.SKTST, jf. klagerens sekundære anbringende på klagens side 16? I benægtende fald bedes det oplyst hvilken retlig betydning dette efter Skattestyrelsens opfattelse har?

Ja det er det. Tidligere sagsbehandler har ikke medvirket i behandlingen af min sag.

I forhold til indestående på Ladbrokes kontoen primo 2006, har Byretten udtalt, at det ikke kan kritiseres, at skattemyndighederne ikke har taget højde dette, da A ikke godtgjort at der var et indestående. De nye oplysninger i bilag 39-42 viser rigtig nok at der er ind- og udbetalinger til Ladbrokes i 2004 og 2005, men det fremgår ikke umiddelbart, at der er et indestående ultimo 2005. "

Skattestyrelsen har den 29. juni 2022 indgivet supplerende udtalelse som følger:

"1. Start- og ophørsdato for klagerens henstand for indkomståret 2006:

2. Præcisering af svar vedrørende frister ved hjemvisning:

Der er i anmodning om supplerende udtalelse spurgt til, hvilken betydning er Den juridiske vejledning 2022-1 afsnit A.A.10.2.5 tillagt ved vurderingen af, om sagen er endeligt afgjort ved hjemvisningen?

Af Den juridiske vejledning 2022-1 afsnit A.A.10.2.5 fremgår, at den underordnede myndighed ikke bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Dette betyder ikke, at Skattestyrelsen ikke er bundet af forældelseslovens regler.

3. Hjemvist forhøjelse tilbageført ved årsopgørelse nr. 3:
Som det fremgår af sagsnotatet 13. januar 2022 har jeg ikke vidst noget før denne dato. Jeg har efterfølgende talt i telefon med tidligere sagsbehandler BB, som forklarede, at det var en beslutning fra Jura i Skattestyrelsen, at den skulle tilbageføres. Jeg diskuterede sagen med kollegaer i min enhed, vi var ikke enige i den beslutning, men besluttede derefter at sende forslag til afgørelse. "

Skattestyrelsen har den 17. august 2022 indgivet supplerende oplysninger som følger:

"Henstanden på de 1.409.253 kr. blev ophævet som konsekvens af afgørelse af den 17.08.2021, idet ny materiel afgørelse af den 01.03.2022 udløste årsopgørelse nr. 4 (af den 01.03.2022) med ny restskat 1.532.400 kr., som der bevilges henstand med den 20.04.2022. Henstanden bevilges på baggrund af anmodning fra rådgiver af den 16.03.2022. "

Skattestyrelsen har den 27. oktober 2022 indgivet bemærkninger til Skatteankestyrelsens motiverede indstilling som følger:

"Skattestyrelsen kan ikke tiltræde den motiverede indstilling.

Det er for det første Skattestyrelsens opfattelse, at der er identitet mellem den fordring der udsprang af den første afgørelse af 1. maj 2013, og den fordring der udspringer af afgørelsen af 1. marts 2022. Der henvises nærmere til redegørelsen for dette nedenfor under afsnit 3.

For det andet er det Skattestyrelsens opfattelse, at fordringen på restskat i henhold til Skattestyrelsens afgørelse af 1. maj 2013 ikke bortfaldt ved dom af 9. maj 2018 fra Byretten. Det fremgår således at dommen:

"Thi kendes for ret Skatteansættelserne for sagsøgeren, A, for indkomstårene 2006-2011, hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne."

Ved hjemvisning er den underordnede myndighed ikke bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Se Den juridiske Vejledning afsnit A.A.8.1.
Det fremgår ligeledes af fristudvalgets betænkning om frist og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet (KBET 2003 nr. 1426) at fristreglerne ikke gælder, hvor en domstol hjemviser en skatteansættelse, der er forelagt domstolen til prøvelse, til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden.

Ved behandling efter hjemvisning kan skatteforvaltningen dog ikke tage stilling til andre spørgsmål en de hjemviste, hvis de øvrige spørgsmål allerede er afgjort ved dom, jf. SKM2008.793.ØLR. Der er ikke tale om, at Skattestyrelsen i afgørelsen af 1. marts 2022, eller for den sags skyld i afgørelsen af 12. marts 2020, tager stilling til andre spørgsmål end de spørgsmål, der blev behandlet under retssagen. Det ses således, at den skattepligtige indkomst fra spil for indkomståret 2006 der opgøres i afgørelsen fra 2022 er i overensstemmelsen med den påstand som Skatteministeriet, efter at have taget delvis bekræftende til genmæle under retssagen, opgjorde den skattepligtige indkomst til, nemlig 1.392.045 kr. Se nærmere afsnit 2.

Henset til at der således er identitet, det vil sige at der ikke behandles andre spørgsmål end de spørgsmål, der er blevet behandlet i alle afgørelserne siden 2013, og henset til at skatteforvaltningslovens fristregler ikke finder anvendelse når der sker hjemvisning, må det lægges til grund, at der ikke kan være indtrådt forældelse af kravet i henhold til Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022.

2. Nærmere om bortfald af kravet
Det fremgår af Skatteankestyrelsens motiverede indstilling, at

"Landsskatteretten finder indledningsvist at fordringen på restskat, som fulgte af Skattestyrelsens afgørelse af 1. maj 2013 bortfaldt ved Byrettens dom af 9. maj 2018."

Det er Skattestyrelsen opfattelse, at fordringen på restskat, som fulgte af Skattestyrelsens afgørelse af 1. maj 2013 ikke bortfaldt ved Byrettens dom af 9. maj 2018.

Dette er begrundet i følgende:

Byretten afsiger den 9. maj 2018 følgende dom

"Thi kendes for ret
Skatteansættelserne for sagsøgeren, A, for indkomstårene 2006-2011, hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne."

Dette er blandt andet begrundet i, at
"Da skatteministeriet for to indkomstår har anerkendt en nedsættelse, og da retten har fundet, at det udøvede skøn hviler på et fejlagtigt grundlag, hjemvises sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2011 herefter til fornyet behandling hos skattemyndighederne i overensstemmelse med sagsøgerens subsidiære påstand. Det kan ikke føre til et andet resultat, at sagsøgeren først under retssagens behandling reelt er fremkommet med relevante oplysninger."

Det fremgår af domsudskriften fra Byretten, at Skatteministeriet under retssagen anerkendte, at klagerens skattepligtige indtægt skulle nedsættes med 312.135 kr. for indkomståret 2006, da Skatteministeriet anerkendte, at klagerens indtægter fra 32Red.com var skattefrie, og at klagerens indkomst fra The Sporting Exchange og Envoy hidrørte fra Betfair, og at gevinsterne derfra var skattefrie. Skatteministeriet påstod herefter den skattepligtige indkomst fra spil for indkomståret 2006 opgjort til 1.392.045 kr.

Retten fandt også, at klagerens ikke havde godtgjort, at samtlige gevinster var skattefrie, hvorfor klagerens principale påstand - i det omfang det som anført ikke er anerkendt af Skatteministeriet - ikke kunne tages til følge.

Henset til dommen indhold, samt dommens præmisser, som redegjort for ovenfor, kan det ikke med rette lægges til grund, at fordringen på restskat, som fulgte af Skattestyrelsens afgørelse af 1. maj 2013 bortfaldt ved Byrettens dom af 9. maj 2018.

Skattestyrelsen kan derfor ikke tiltræde denne del af Skatteankestyrelsens indstilling i sagen.

3. Nærmere om identitet
Det fremgår af Skatteankestyrelsens motiverede indstilling, at

"Landsskatteretten finder således ikke, at der består identitet mellem den fordring, der udsprang af den første afgørelse af 1. maj 2013 og den fordring, som udspringer af den aktuelt påklagede afgørelse af 22. marts 2022."

Skatteankestyrelsen har begrundet dette med følgende:

"Landsskatteretten finder indledningsvist at fordringen på restskat, som fulgte af Skattestyrelsens afgørelse af 1. maj 2013 bortfaldt ved Byrettens dom af 9. maj 2018.

……..

"Landsskatteretten finder herefter at fordringen på restskat, som var afledt af den aktuelt påklagede afgørelse af 1. marts 2022, var et nyt krav, der var forældet da Skattestyrelsen traf den aktuelt påklagede afgørelse."

Det er Skattestyrelsen opfattelse, at der er identitet mellem den fordring, der udsprang af den første afgørelse af 1. maj 2013 og den fordring, som udspringer af den aktuelt påklagede afgørelse af 22. marts 2022. Fordringen på restskat, i henhold til afgørelse af 1. marts 2022, kan derfor ikke betragtes som et nyt krav vedrørende indkomståret 2006.

Dette er begrundet i følgende:

Det daværende SKAT havde ved afgørelsen af 1. maj 2013 forhøjet sagsøgerens indtægter i årene 2006-2011 med i alt 21.184.981 kr., idet det et lagt til grund, at samtlige nettopokergevinster i disse indkomstår er skattepligtige.

Forhøjelsen for indkomståret 2006 blev i afgørelsen fra 1. maj 2013 foretaget således

Landsskatteretten stadfæstede den 16. marts 2016 denne forhøjelse. Landsskatterettens afgørelse blev indbragt for domstolene. Byretten afsagde den 9. maj 2018 dom hvorefter skatteansættelserne for klageren for blandt andet indkomståret 2006 blev hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne. Se nærmere herom afsnit 2.

Den 12. marts 2020 traf Skattestyrelsen på baggrund af hjemvisningsdommen fra Byretten afgørelse vedrørende 2006. Grundlaget for 2006 blev ændret således:

For så vidt angår forældelse anføres det Skattestyrelsens afgørelse af 12. marts 2020, at

"For indkomståret 2006 indebærer reguleringen af din indkomst en forhøjelse af grundlaget for din skat i forhold til reguleringen for 2006 med afgørelse af 1. maj 2013. Da forældelse indtræder senere end 10 år efter forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter forældelseslovens § 2, vil denne yderligere forhøjelse være forældet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4 og skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. Den yderligere forhøjelse i 2006 fastholdes på dette grundlag ikke."

Da den nye regulering for skatten for 2006 bliver højere end den forhøjelse som det daværende SKAT foretog med afgørelsen af 1. maj 2013 og da der er indtrådt forældelse vedrørende forhøjelsen blev den nye regulering for 2006 i afgørelsen af 12. marts 2020 nedsat til den forhøjelse, som fulgte af afgørelsen i 2013.

Denne afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, der den 17. august 2021 traf afgørelse om hjemvisning af sagen.

Det fremgår blandt andet af Skatteankestyrelsens begrundelse, at

"Landsskatteretten finder at Skatteforvaltningen ved den fornyede behandling alene kunne se bort fra ligningsfristen for de dele af den oprindelige skatteansættelse, der blev hjemvist til fornyet behandling af byretten. Klagerens skatteansættelse har således ikke kunnet forhøjes med andre overførsler i indkomståret 2006 end de der var omfattet af hjemvisningen, da øvrige nettogevinster i indkomståret 2006 enten har været endeligt behandlet ved domstolene eller forældet efter den 10 årige forældelsesfrist."

Landsskatteretten træffer herefter afgørelse om, at opgørelsen af klagerens skattepligtige spilgevinster for indkomståret 2006 hjemvises til fornyet behandling.

I Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022 ændres grundlaget for klagerens skat således:

Hvis afgørelsen fra 2013 sammenlignes med afgørelsen fra 2022, ses det, at der er identitet mellem de indtægter og de udgifter der indgår i indkomstopgørelsen

Det ses endvidere at den skattepligtige indkomst fra spil for indkomståret 2006 der opgøres i afgørelsen fra 2022 er i overensstemmelsen med den påstand som Skatteministeriet under retssagen ved Byretten, efter at have taget delvis bekræftende til genmæle under sagen, opgjorde den skattepligtige indkomst til. Under retssagen anerkendte Skatteministeriet, at klagerens skattepligtige indtægt skulle nedsættes med 312.135 kr. for indkomståret 2006, da klagerens indtægter fra 32Red.com var skattefrie, og at klagerens indkomst fra The Sporting Exchange og Envoy hidrørte fra Betfair, og at gevinsterne derfra var skattefrie. Skatteministeriet påstod herefter den skattepligtige indkomst fra spil for indkomståret 2006 opgjort til 1.392.045 kr.

Henset til, at Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022 lyder på samme beløb som Skatteministeriets endeligt nedlagt påstand om under retssagen ved Byretten, og henset til at der ikke indgår andre indtægter og udgifter end de der i afgørelsen af 1. maj 2013 og i domstolssagen, kan det lægges til grund, at der er identitet mellem kravet fra 2013 og kravet fra 2022.

Skattestyrelsen kan derfor ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling om at der ikke er identitet.

4. Forældelse
Det fremgår af Skatteankestyrelsens motiverede indstilling, at

"Forældelse af fordringer på restskat for indkomståret 2006 indtrådte herefter den 20. september 2017, 20. oktober 2017 og 20. november 2017.
………..
Landsskatteretten finder herefter at fordringen på restskat, som var afledt af den aktuelt påklagede afgørelse af 1. marts 2022, var et nyt krav, der var forældet da Skattestyrelsen traf den aktuelt påklagede afgørelse.

Der er ikke indtrådt hverken egentlig eller foreløbig fristafbrydelse efter forældelseslovens bestemmelser herom, da der ikke er foretaget fristafbrydende skridt inden forældelsens indtræden."

Som det fremgår ovenfor af pkt. 2, er det Skattestyrelsens opfattelse, at kravet på restskat for indkomståret 2006 ikke bortfaldt ved dommen af 9. maj 2018 fra Byretten. Det er endvidere, jf. pkt. 3, Skattestyrelsens opfattelse, at kravet på restskat for indkomståret 2006 ikke har tabt sin identitet.

Det fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit A.A.10.2.5 Hjemvisning af klager:

"Ved hjemvisning forstås det forhold, at en appelinstans ophæver en truffet afgørelse, hvorefter sagen sendes tilbage til den underordnede myndighed med påbud om en fornyet behandling.

Der er ikke en lovfæstet pligt for en appelinstans til hjemvisning ved sagsbehandlingsfejl eller ved nova, og appelinstansen kan vælge at "helbrede" fejle ved en intensiv realitetsbehandling. Se SKM2014.553.BR."

Ved hjemvisning er den underordnede myndighed ikke bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Se Den juridiske Vejledning afsnit A.A.8.1. Det fremgår ligeledes af fristudvalgets betænkning om frist og forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet (KBET 2003 nr. 1426) at fristreglerne ikke gælder, hvor en domstol hjemviser en skatteansættelse, der er forelagt domstolen til prøvelse, til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden.

Dette betyder, at når en sag hjemvises til fornyet behandling, som det skete i denne sag henholdsvis ved dom af 9. maj 2018 fra Byretten og ved Landsskatterettens afførelse af 17. august 2021, er Skattestyrelsen ikke bundet af fristreglerne. Dette betyder tilsvarende, at Skattestyrelsen ikke skal foretage egentlige eller foreløbige fristafbrydelser efter forældelseslovens bestemmelser.

Skattestyrelsen kan derfor ikke tiltræde Landsskatterettens opfattelse om, at fordringen på restskat, som var afledt af den aktuelt påklagede afgørelse af 1. marts 2022, var et nyt krav, der var forældet da Skattestyrelsen traf den aktuelt påklagede afgørelse. "

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt principal påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2006 nedsættes med kr. 1.392.045.

Klageren har nedlagt subsidiært påstand om, at skatteansættelsen for indkomståret 2006 hjemvises til fornyet behandling.

Til støtte herfor er anført:

"Til støtte for den nedlagte principale påstand gøres det i første række helt overordnet gældende, at der er indtrådt forældelse af den restskat, som den påklagede afgørelse udløser, hvorfor afgørelsen må annulleres som ugyldig.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det i anden række helt overordnet gældende, at den påklagede afgørelse er truffet i strid med retningslinjerne for hjemviste sager, hvorfor afgørelsen må annulleres som ugyldig eller hjemvises til fornyet behandling.

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det i tredje række helt overordnet gældende, at den skønsmæssige forhøjelse af As skatteansættelse for indkomståret 2006 bygger på et forkert grundlag, der har medført et forkert skønsresultat, hvorfor forhøjelsen må nedsættes eller annulleres som ugyldig og hjemvises til fornyet behandling.

Jeg vil nedenfor uddybe ovenstående hovedanbringender:

Nærmere vedrørende forældelse
Skattestyrelsen anfører i afgørelsen, jf. Bilag 1, s. 13, at Skattestyrelsen ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven ved behandlingen af en sag, som er hjemvist af en appelinstans til fornyet behandling.

Dette er korrekt, men Skattestyrelsen er fortsat bundet af forældelsesfristerne, jf. forældelsesloven, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 1.

Idet forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2006 oprindeligt skete ved en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, var forældelsesfristen for det afledte skattekrav 10 år, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 4.

Forældelsesfristen regnes fra henholdsvis den 20. august, 20. september og 20. oktober 2007 for hver 1/3 af beløbet, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 4.

Kravet på betaling af restskatten mv. blev således forældet med 1/3 den 20. august 2017, med 1/3 den 20. september 2017 og med 1/3 den 20. oktober 2017.

Skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 1, henviser i øvrigt til reglerne i forældelsesloven, hvorfor forældelseslovens regler om fristafbrydelse og tillægsfrister er gældende for skattekrav.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, er der en ultimativ forældelsesfrist på 10 år for skattefordringerne, svarende til forældelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, vedrørende krav afledt af ekstraordinære genoptagelser.

Idet sagen har verseret hos Landsskatteretten og efterfølgende hos Byretten, gælder tillægsfristen i forældelseslovens § 21, stk. 1 og 2, på det afledte skattekrav.

Efter forældelseslovens § 21, stk. 1 og 2, gives en tillægsfrist, således at forældelse tidligst indtræder 1 år efter, at der er truffet afgørelse af klageinstansen/retten. Tillægsfristen begrænser ikke den 10-årige forældelsesfrist, men udvider den, så krav, der måtte være forældet tidligere, først forældes 1 år efter, at der er truffet afgørelse af klageinstansen/retten.

Byretten afsagde dom om As skatteansættelse for indkomståret 2006 den 9. maj 2018, jf. Bilag 10. Det afledte skattekrav vedrørende As skatteansættelse for indkomståret 2006 ville således forælde den 9. maj 2019, jf. forældelseslovens § 21.

Såfremt Skattestyrelsen havde afsendt varsel i hjemvisningssagen senest den 9. maj 2019, ville der blive udløst endnu en tillægsfrist på 1 år for forældelsen af restskatten regnet fra, at der blev truffet endelig afgørelse i hjemvisningssagen, jf. skatteforvaltningslovens § 34a, stk. 2.

Skattestyrelsen henvendte sig vedrørende hjemvisningssagen den 13. juni 2018, og udbad sig materiale til brug for behandlingen af den hjemviste sag. Det anmodede materiale blev fremsendt, så Skattestyrelsen modtog det den 28. juni 2018, jf. Bilag 21. Alligevel fremsendte Skattestyrelsen først agterskrivelse den 20. november 2019, jf. Bilag 22.

På dette tidspunkt var det underliggende skattekrav forældet for indkomstårene 2006, 2007 og 2008, og Skattestyrelsen havde mistet sin ret til at kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1. "

Klagerens repræsentant har den 31. maj 2020 indgivet supplerende indlæg som følger:

"I forlængelse af behageligt møde den 23. maj 2022 hos Skatteankestyrelsen, skal jeg herved som aftalt vende tilbage.

I relation til spørgsmålet om forældelse, er det et springende punkt, om tillægsfristen på 1 år i forældelseslovens § 21, stk. 1 og 2, løber fra tidspunktet hvor retten afsiger dom om hjemvisning, eller først fra tidspunktet hvor hjemvisningsinstansen færdigbehandler den hjemviste sag.

Det er som bekendt As opfattelse, at tillægsfristen løber fra den 9. maj 2018 hvor Byretten afsiger dom om hjemvisning, jf. Bilag 10.

Det er heroverfor Skattestyrelsens opfattelse, at tillægsfristen først løber fra de har truffet en ny hjemvisningsafgørelse den 12. marts 2020, jf. Bilag 23.

Som nævnt på kontormødet vil Skattestyrelsens synspunkt medføre, at fordringen ikke er omfattet af nogen forældelsesfrister imens den ligger på Skattestyrelsens "bord", hvilket er i strid med indholdet i - og formålet med - samtlige formueretlige forældelsesregler der har været i dansk ret siden år 1683.

Reglerne om faste tillægsfrister i relation til forældelsesreglerne blev indsat ved lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven), der erstattede det tidligere regelsæt med 1908-loven der supplerede Danske Lov 5-14-4.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007 til forældelsesloven, fremgår følgende i afsnit 3.2.2.2 "Rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen":

"Udvalget finder, at der bør tillægges et anerkendelsessøgsmål vedrørende grundlaget for fordringen afbrydelsesvirkning i samme omfang som efter gældende ret, men at anerkendelsesdommen alene bør tillægges virkning som en foreløbig afbrydelse, dvs. således at der skal anlægges sag vedrørende selve fordringen inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning af anerkendelsessøgsmålet. Det er i dag uafklaret i retspraksis, om anerkendelsesdommen medfører, at der løber en ny forældelsesfrist fra dommen, eller om der må stilles krav om, at dommen følges op af en fuldbyrdelsessag inden rimelig tid for at bevare den fristafbrydende virkning.

Situationen svarer efter udvalgets opfattelse til den situation, at fordringshaveren fra en forvaltningsmyndighed får en bindende afgørelse, der fastlægger, at kravet består, men ikke fastsætter størrelsen af kravet. Derfor bør der også gælde en regel om foreløbig afbrydelse i disse tilfælde.

Udvalget foreslår på den anførte baggrund en regel om, at en anerkendelsesdom, der alene vedrører grundlaget for fordringen, skal forfølges inden for en vis frist for at bevare den fristafbrydende virkning. Fristen foreslås fastsat til 1 år ligesom ved foreløbig afbrydelse i øvrigt.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.2.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 1, og bemærkningerne hertil."
Af bemærkningerne til lovforslagets § 21, stk. 1, fremgår blandt andet følgende:

"Tillægsfristen regnes fra sagens endelige afgørelse. I tilfælde, hvor afgørelsen ankes inden for de almindelige frister herfor, vil fristen skulle regnes fra datoen for ankeinstansens afgørelse. Hvis fordringshaveren inden for de frister, der gælder herfor, ansøger om og meddeles oprejsningsbevilling, anketilladelse eller tredjeinstansbevilling efter retsplejelovens § 368, stk. 1 og 2, § 371 og § 372, stk. 1 og 2, vil fristen på samme måde skulle regnes fra datoen for den senere afgørelse. En tilladelse til ekstraordinær anke/genoptagelse efter retsplejelovens § 399 vil derimod som udgangspunkt ikke medføre, at det oprindelige sagsanlæg bevarer sin fristafbrydende virkning"

Af de almindelige afsnit 3.2.2.3 "Indbringelse for en administrativ myndighed eller Folketingets Ombudsmand af en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor Rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen", fremgår følgende:

"Som det fremgår under pkt. 3.3.1.2 foreslår udvalget, at indbringelse for en administrativ myndighed i tilfælde, hvor afgørelsen fastslår kravets eksistens og størrelse og er bindende for parterne, fordi den ikke indbringes for domstolene inden for en fastsat frist, afbryder forældelsesfristen, uden at der kræves yderligere betingelser herfor.

For så vidt angår andre tilfælde, dvs. hvor afgørelsen ikke er bindende for parterne - f.eks. fordi der ikke gælder nogen frist for indbringelse af afgørelsen for domstolene - eller hvor afgørelsen ikke fastslår kravets eksistens og størrelse, finder udvalget, at der bør indføres en bestemmelse om, at indbringelsen af den pågældende sag for den administrative myndighed har virkning som en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen.

Udvalget har i den forbindelse anført, at selv om den administrative afgørelse ikke er bindende eller ikke direkte angår selve fordringen, vil det i almindelighed være ressourcebesparende, at kravet først prøves administrativt i de tilfælde, hvor der er mulighed herfor. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt - og vil kunne virke overraskende - hvis kravet kan forældes, mens den administrative sag verserer. Dette gælder, hvad enten der er tale om en sag mellem en privat og det offentlige eller en sag mellem to private.

De anførte hensyn gør sig efter udvalgets opfattelse gældende, uanset om forældelsesspørgsmålet angår klagerens fordring eller en fordring, der er gjort gældende af den anden part, herunder det offentlige. Indbringelsen for den administrative myndighed bør derfor efter udvalgets opfattelse virke fristafbrydende også for modpartens (herunder det offentliges) krav. Udvalget foreslår derfor en bestemmelse, hvorefter indbringelse for en administrativ myndighed medfører foreløbig afbrydelse af forældelsen for begge parters fordringer.

Efter udvalgets opfattelse bør tillægsfristen være på 1 år. Udvalget anfører, at en frist af denne længde bør være tilstrækkelig til, at fordringshaveren kan varetage sine interesser, og der kan næppe anføres tungtvejende hensyn til skyldneren, der taler for en kortere frist. Udvalget foreslår, at fristen regnes fra den dag, da myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, dvs. afsendelsen af denne.

Udvalget har overvejet, fra hvilket tidspunkt 1-årsfristen bør regnes i tilfælde, hvor afgørelsen indbringes for en højere administrativ myndighed.

Der er som oftest fastsat en frist for at påklage en administrativ afgørelse til højere myndighed, men der er i de fleste tilfælde samtidig mulighed for, at den overordnede myndighed kan se bort fra overskridelser af denne frist.

I de tilfælde, hvor der ikke gælder en bestemt klagefrist for indbringelse for en højere administrativ myndighed, er det efter udvalgets opfattelse nødvendigt at stille krav om, at førsteinstansafgørelsen påklages inden for en vis periode, for at den fristafbrydende virkning af den oprindelige indbringelse bevares. I modsat fald sikres det ikke, at fordringshaveren fremmer sagen behørigt.

For at tage hensyn både til tilfælde, hvor der gælder en frist for klage, tilfælde, hvor der ikke gælder en frist, og tilfælde, hvor den overordnede myndighed kan se bort fra overskridelse af klagefristen, foreslår udvalget en regel om, at hvis sagen indbringes for en højere administrativ myndighed inden for den frist, der er fastsat i den pågældende lovgivning, eller i øvrigt inden for rimelig tid, skal 1-årsfristen regnes fra meddelelsen af denne myndigheds afgørelse. Da det er sjældent, at der ikke findes en lovbestemt klagefrist, vil fordringshaveren i langt de fleste tilfælde have den fastsatte klagefrist at holde sig til, og hvis denne overholdes, vil der altid være tale om en rettidig reaktion.

Udvalget foreslår samtidig, at reglen tillige skal gælde, hvis sagen indbringes for Folketingets Ombudsmand, således at 1-årsfristen i disse tilfælde regnes fra meddelelse af ombudsmandens udtalelse. Baggrunden for dette forslag er, at kreditor i modsat fald uanset indbringelsen af det pågældende spørgsmål for ombudsmanden ville kunne være nødt til at anlægge retssag alene med det formål at afbryde forældelsesfristen.

Udvalget har endvidere henvist til, at en tilsvarende regel gælder i Norge.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit 6.3.2.3.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 21, stk. 2, og bemærkningerne hertil."

Af bemærkningerne til lovforslagets § 21, stk. 2, fremgår blandt andet følgende:

"Tillægsfristen på 1 år regnes fra den dag, da myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, dvs. fra myndighedens afsendelse af denne.

I de tilfælde, hvor afgørelsen indbringes for højere administrativ myndighed, regnes fristen fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, jf. 3. pkt. "

Som det således ses, har Skattestyrelsens opfattelse ingen støtte i forarbejderne til bestemmelsen.

Skattestyrelsens opfattelse ses således hverken at have støtte i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder. Opfattelsen er endvidere i direkte modstrid med formålet med forældelsesreglerne. Endelig støttes Skattestyrelsens opfattelse heller ikke af retspraksis.

Omvendt har Landsskatteretten i en nylig afgørelse slået fast, at tillægsfristen efter forældelseslovens § 21, stk. 2, løber fra tidspunktet, hvor Landsskatteretten træffer afgørelse om hjemvisning, jf. Landsskatterettens afgørelse af 2. maj 2022, j.nr. 21-0028789.

I sagen havde Skattestyrelsen truffet afgørelse om nulstilling af en skatteyders A-skat og AM-bidrag efter de ulovregulerede regler herom. Afgørelsen led imidlertid af væsentlige sagsbehandlingsmangler, hvorfor Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Af Landsskatterettens præmisser fremgår følgende:

"Da Skattestyrelsen ikke har godtgjort, at manglen er konkret uvæsentlig for sagens udfald, må manglen anses for væsentlig.

Sagen hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling. Det påhviler herefter Skattestyrelsen at gennemføre partshøring af klageren, og at gennemføre fornyet vurdering af om nulstillingsbetingelserne er opfyldt.

Det bemærkes at et eventuelt krav i medfør af nulstilling vil forælde 1 år fra datoen for denne afgørelse, da denne afgørelse er foreløbigt forældelsesafbrydende, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2."

På baggrund af ovenstående må Byrettens dom af 9. maj 2018 anses for foreløbigt forældelsesafbrydende, jf. forældelseslovens § 21, stk. 1, hvorfor forældelse indtræder et år efter, dvs. den 9. maj 2019.

Idet Skattestyrelsens agterskrivelse først fremsendes den 19. november 2019, er skattekravet vedrørende indkomståret 2006 således forældet.

Såfremt man mod forventning måtte finde, at der ikke er indtrådt forældelse, er det gjort gældende, at Skattestyrelsens skønsmæssige forhøjelse er baseret på et forkert grundlag, der har medført et væsentligt forkert resultat.

Et af de fejlagtige skønsmomenter er, at skønnet forudsætter, at A havde kr. 0 stående på sin Ladbrokeskonto primo 2006. Der henvises til det oplyste på kontormødet, og til at støtte forklaringen, fremlægges de på mødet omtalte kontoudtog fra indkomstårene 2004 og 2015 som Bilag 39, Bilag 40, Bilag 41 og Bilag 42.

Som det ses af kontoudtogene, er der en omfattende aktivitet med ind- og udbetalinger på As Ladbrokeskonto og 32red.com-konto.

Klagerens repræsentant har den 13. juni 2022 indgivet supplerende bemærkninger som følger:

"Jeg har modtaget kopi af Skattestyrelsens supplerende udtalelse i klagesagen, dateret den 3 juni 2022.

Jeg har ingen bemærkninger til udtalelsens pkt. 1 og 2. I relation til udtalelsens pkt. 3 bemærkes følgende:
Skattestyrelsen bliver bedt oplyse hvilken betydning, de har tillagt Den Juridiske Vejledning, 2022-1, A.A.10.25.5 ved vurdering af, om sagen blev endeligt afgjort ved hjemvisningen.

Det ses hertil, at Skattestyrelsen anfører, at de ikke er bundet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven når sager bliver hjemvist.

Dette bestrides ikke. Det er imidlertid ikke hvad nærværende klagesag handler om. Nærværende sag handler om formueretlig forældelse, hvilket Den Juridiske Vejledning ikke anfører, at Skattestyrelsen ikke er bundet af.

I øvrigt kan Den Juridiske Vejledning som retskilde ikke regulere lovfastsatte forældelsesregler.
Dette ville være i strid med legalitetsprincippet.

I relation til udtalelsens pkt. 4 bemærkes, at sagsbehandlerens udsagn må tages til indtægt for, at han ikke har tillagt det betydning.

I relation til udtalelsens pkt. 6 bemærkes, at SKM2018.518.SKTST skal ses i lyset af forvaltningsrettens generelle habilitetsregler. Det er således ikke afgørende om der er inddraget usagslige hensyn. Det afgørende er, om der har været risiko herfor.

Det ses meget tydeligt, af SKM2018.518.SKTST, at formålet med den bindende instruks består i, at "retningslinjerne skal sikre, at der ved den fornyede behandling af sagen i Skatteforvaltningen ikke medvirker medarbejdere, der deltog i behandlingen af den oprindelige sag."

Det er således ikke afgørende for spørgsmålet om BB deltog. Dette vil borgeren aldrig kunne løfte bevisbyrden for, når det modsatte påstås af forvaltningen. Det afgørende er, om forvaltningen har sikret, at dette ikke sker.

Normalt er der ingen grund til at betvivle dette, men når sagsbehandleren har modtaget sagen med direkte besked fra funktionslederen om at han kan rette "henvendelse til BB, som er Jura specialist m.m. derovre - hun kender sagen", så kan forvaltningen ikke godtgøre, at SKM2018.518.SKTST er overholdt; sådan bør det også være.

Afslutningsvist anfører sagsbehandleren, at man ikke skal inddrage de nye kontoudtog, og henviser i den forbindelse til Byrettens dom. Sagsbehandleren får imidlertid ikke citeret dommen rigtigt, idet retten i præmisserne anfører, at det ikke på det foreliggende grundlag kan kritiseres, at der ikke er taget højde herfor. Nu har vi et bedre grundlag, og selvfølgelig skal der tages højde herfor. "

Klagerens repræsentant har den 8. november 2022 indgivet bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse som følger:

"Jeg er enig i Skatteankestyrelsens motiverede indstilling, og det er min opfattelse, at sagen kan afgøres på skriftligt grundlag uden retsmøde.

I relation til Skattestyrelsens udtalelse af 27. oktober 2022 bemærkes følgende:

Skattestyrelsen anfører (på ny) i udtalelsen, s. 2, 1. hele afsnit, at hjemvisningsinstansen ikke er bundet af fristreglerne når en sag hjemvises. Dette har aldrig været bestridt. Skattestyrelsen overser imidlertid, at fristreglerne gælder sideløbende med forældelsesreglerne, og at der intet holdepunkt er i loven, forarbejderne, retspraksis eller administrativ praksis, for, at forældelsesreglerne ikke skulle gælde ved hjemvisning.

I relation til spørgsmålet om forældelse, er det et springende punkt, om tillægsfristen på 1 år i forældelseslovens § 21, stk. 1 og 2, løber fra tidspunktet hvor retten afsiger dom om hjemvisning, eller først fra tidspunktet hvor hjemvisningsinstansen færdigbehandler den hjemviste sag.

Skattestyrelsens opfattelse i udtalelsen s. 7, 2. sidste afsnit, hvorefter Skattestyrelsen ikke er bundet af forældelsesregler ved hjemvisning medfører, at fordringen ikke er omfattet af nogen forældelsesfrister imens den ligger på Skattestyrelsens "bord", hvilket er i strid med indholdet i - og formålet med - samtlige formueretlige forældelsesregler der har været i dansk ret siden år 1683. Der henvises til den teoretiske gennemgang i mit supplerende indlæg af 31. maj 2022. "

Retsmøde
Retsformanden oplyste at retsmødet var indkaldt efter Landsskatterettens beslutning, og at der herved ikke var taget stilling til Skatteankestyrelsens indstilling. Hvis Skatteankestyrelsens indstilling om bortfald grundet forældelse ikke kunne tiltrædes, ville sagen gå retur til fornyet behandling i Skatteankestyrelsen.

Klageren nedlagde påstand om at restskattekravet for indkomståret 2006 må anses for bortfaldet ved forældelse.

Repræsentanten anførte indledningsvist at spørgsmålet, der var til prøvelse, var om byrettens hjemvisning ved dom af 9. maj 2018 medførte sagens endelige afgørelse eller ej. Hvis Skattestyrelsens synspunkt blev taget til følge, så kunne Skattestyrelsen ved alle hjemviste sager forholde sig passivt, og selv bestemme hvornår en fordring skulle forældes.

Repræsentanten redegjorde for skatteforvaltningslovens § 34 a og reglerne om tillægsfrist i forældelseslovens § 21, stk. 2, samt den forvaltningsretlige virkning af en hjemvisning. Repræsentanten understregede, at en hjemvisning er reaktionsmulighed ved ugyldighed, og herved ikke må forveksles med Landsskatterettens delafgørelser efter § 12, stk. 5 i forretningsorden for Landsskatteretten, der i deres retlige virkning adskiller sig fra en hjemvisning.

Til støtte for synspunktet om at en hjemvisning ophæver den hjemviste afgørelse, henviste repræsentanten til Skattestyrelsens "Den juridiske vejledning", afsnit A.A.10.2.5. Der er altså ikke tale om, at behandlingen efter hjemvisningen er en fortsat behandling af den hjemviste sag. Videre henviste repræsentanten til Skattestyrelsens interne mail fra kontorchef VE af 6. december 2021 og uddrag af "Forvaltningsret - Almindelige emner" af Jens Garde m.fl.

Det gav efter repræsentantens opfattelse ikke mening, at en afgørelse fra Skattestyrelsen efter hjemvisningen skulle udløse tillægsfrist efter forældelseslovens § 21, stk. 2, når der ved ekstraordinære ansættelsesændringer gælder en særlig tillægsfrist i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2. Bestemmelsen i § 34 a kan ikke udstrækkes til at kunne "genoplive" et krav, hvor forældelsen allerede er indtrådt efter udløb af tillægsfristen i forældelseslovens § 21.

Ved hjemvisningssager må 1-års fristen i forældelseslovens § 21, stk. 2, løbe fra dom eller afgørelse om hjemvisning. Repræsentanten henviste til støtte herfor til LSR j.nr. 21-0028780, og bemærkede at Skatteministeriet da også i SKM2021.390.BR havde procederet på at 1-års fristen tidligst løb fra Landsskatterettens afgørelse om hjemvisning.

Vedrørende fristsuspension ved hjemvisning gentog repræsentanten det tidligere fremførte, og fastholdt at en hjemmel til suspension af ansættelsesfristerne ikke kunne hjemle en afbrydelse af forældelse. Repræsentanten henviste supplerende til cirkulære nr. 1999-01-07 nr. 116 og fristudvalgets betænkning, hvor frister og forældelse er behandlet i særskilte afsnit.

Skattestyrelsen indstillede at Landsskatteretten ikke tiltrådte Skatteankestyrelsens indstilling.

Skattestyrelsen bemærkede i overensstemmelse med forudgående udtalelser, at kravet ikke havde fortabt identitet, da kravet ved alle behandlinger af klagerens skatteansættelse for 2006 angik beskatning af den samme indkomst. Fordringen på restskat bortfaldt ikke ved byrettens hjemvisning i 2013.

Skattestyrelsen fastholdt at det ikke var hensigten, at et skattekrav skulle kunne forælde så længe klagesagen var under behandling i klagesystemet eller indbragt for domstolene. Skattestyrelsen gjorde gældende, at behandling efter hjemvisning måtte anses som en integreret del af klagesagens behandling, og henviste til støtte herfor til "Skatteansættelse - foretagelse, ændring og genoptagelse efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 34 b" af Kaspar Bastian.

Når Skattestyrelsen ikke var bundet af fristreglerne i hjemviste sager, var der ikke noget krav om foreløbig eller egentlig fristafbrydelse for at kunne opretholde kravet.

Repræsentanten bemærkede i forhold til spørgsmålet om identitet, at kravets identitet ikke kunne bestå efter en hjemvisning. I så fald ville Skattestyrelsen kunstigt kunne opretholde kravets identitet ved at træffe den samme afgørelse igen og igen efter hver hjemvisning.

Når man udsendte en ny årsopgørelse efter hjemvisning nr. 2, og tilbagebetalte den tidligere opkrævede skat til klageren, så var det netop udtryk for at det oprindelige krav var endeligt bortfaldet.

Der var ikke uenighed om at ansættelsesfristerne suspenderes ved hjemvisning, men dette kunne ikke overføres til forældelsesreglerne.

Skattestyrelsen bemærkede at forældelseslovens regler gælder, i det omfang et krav ikke er reguleret ved anden lov, jf. forældelseslovens § 1. Forældelsen af skattekrav er reguleret ved skatteforvaltningslovens § 34 a.

Retsformand [navn udeladt] spurgte om Skattestyrelsen var enige i at skatteforvaltningslovens § 34 a stod under forældelsesafsnittet og ikke fristafsnittet i skatteforvaltningsloven.

Skattestyrelsen var enige heri.

Landsskatterettens afgørelse
Formelt
Ved forældelse mister fordringshaveren sin ret til at kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 1.

Er varsel om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27, eller om fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32, eller om ændring af en vurdering af fast ejendom, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33, 33 a og 34, afsendt inden forældelsesfristens udløb, eller er ansættelsen henholdsvis fastsættelsen foretaget inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav afledt af ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst 1 år efter, at told- og skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen. Dette gælder, uanset om kravet gøres gældende af told- og skatteforvaltningen eller den skattepligtige, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2.

Fordringer, der er afledt af en ekstraordinær skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, forældes 10 år efter begyndelsestidspunktet, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse. Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden part, herunder det offentlige, jf. forældelsesloven § 21, stk. 2.

Der gælder ingen særlige regler om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt for fordringer på restskat. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt beregnes derfor fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Er der indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf. forældelseslovens § 2, stk. 2.

Forældelsesfristen for upålignede skattekrav løber fra det tidspunkt, der ville være forfaldstidspunkt for betaling af restskat, hvis skatterne var blevet pålignet uden forsinkelse.

For indkomståret 2006 forfaldt restskatterne den 1. september 2007, den 1. oktober 2007 og den 1. november 2007, mens sidste rettidige betalingsdato var den 20. september 2007, 20. oktober 2007 og 20. november 2007, jf. kildeskattelovens §§ 58 og 61, stk. 4 (LBKG 2005-11-14 nr. 1086).

Forældelsens oprindelige begyndelsestidspunkt var derfor den 20. september 2007, 20. oktober 2007 og 20. november 2007.

Som modifikation til hovedregel gælder, at forældelsens begyndelsestidspunkt udskydes, hvis der er indrømmet henstand med kravets betaling på skyldnerens anmodning. I disse tilfælde indtræder forældelsen i stedet med begyndelsestidspunkt fra henstandens ophør.

Skattestyrelsen (daværende "SKAT") forhøjede ved afgørelse af 1. maj 2013 klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2006 på baggrund af pokergevinster som Skattestyrelsen havde anset for skattepligtige.

Afgørelsen af 1. maj 2013 medførte et krav om betaling af 1.409.253 kr., som fremgik af årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2006, som blev tilgængelig i klagerens skattemappe den 8. maj 2013.

Afgørelsen af 1. maj 2013 blev påklaget til Landsskatteretten, og Skattestyrelsen gav henstand med betaling af 1.409.253 kr. Henstanden var gældende i perioden 15. juli 2013 til 29. juli 2013 og igen i perioden 30. september 2014 til 16. juni 2022.

Landsskatterettens afgørelse af 16. marts 2016 blev efterfølgende indbragt for Byretten.

Byretten hjemviste den 9. maj 2018 den påklagede afgørelse til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på en fornyet opgørelse af klagerens skattepligtige spilgevinster for indkomståret 2006.

Ved dommen blev det lagt til grund, at klageren må anses for at have handlet groft uagtsomt "for en endnu ikke opgjort del". Retten lagde til grund at Skattestyrelsen derfor med rette kunne genoptage skatteansættelsen ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for det konkrete forhold.

Skattestyrelsen traf den 12. marts 2020 en ny afgørelse for indkomståret 2006 på baggrund af hjemvisningsdommen.

Landsskatteretten traf den 17. august 2021 afgørelse om hjemvisning af den nye afgørelse for indkomståret 2006 grundet mangler ved skønsudøvelsen.

Den påklagede forhøjelse blev herefter tilbageført ved årsopgørelse nr. 3 for indkomståret 2006, som blev tilgængelig i klagerens skattemappe den 20. december 2021.

Skattestyrelsen traf den 1. marts 2022 den aktuelt påklagede afgørelse, hvor efter årsopgørelse nr. 4 for indkomståret 2006 blev dannet. Af årsopgørelsen fremgik krav om indbetaling af 1.532.400 kr. Denne årsopgørelse blev tilgængelig i klagerens skattemappe den 10. marts 2022.

Klageren indsendte den 16. marts 2022 klage over Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022.

Skattestyrelsen gav den 26. april 2022 henstand med betaling af 1.532.400 kr. og ophævede den 16. juni 2022 den tidligere henstand med betaling af 1.409.253 kr.

Under henvisning til Byrettens dom af 9. maj 2018 lægges det til grund, at kravet mod klageren var afledt af en ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 og herved omfattet af den 10-årige forældelsesfrist, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

Kravet, der følger af den påklagede afgørelse af 1. marts 2022, udspringer af samme forhold, og vedrører samme indkomst, som blev behandlet ved Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2013. Kravet har således ikke fortabt identitet ved dom af 9. maj 2018, hvor afgørelsen af 1. marts 2013 blev hjemvist til fornyet behandling.

Skattestyrelsens behandling efter hjemvisningen må anses som en integreret del af klagesagens behandling, og forældelsen af kravet var suspenderet under Skattestyrelsens behandling i medfør af hjemvisningen.

Landsskatteretten finder således, at kravet ikke er forældet.

Inhabilitet
Repræsentanten har henvist til styresignalet om retningslinjer for behandling af hjemviste sager, offentliggjort som SKM2018.518.SKTST.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i forvaltningslovens § 3 er fastsat regler for, hvornår en person, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag.

SKM2018.518.SKTST, der som hjemmel henviser til skatteforvaltningslovens § 1, har følgende indhold:

"SKAT er den 1. juli 2018 erstattet af syv styrelser, der udgør én samlet juridisk enhed - Skatteforvaltningen.

Som følge af etableringen af Skatteforvaltningen, fastlægges herved retningslinjer for behandling af sager, som hjemvises fra domstolene, Landsskatteretten eller et ankenævn til fornyet behandling i Skatteforvaltningen. Fastlæggelsen af retningslinjerne skal sikre, at der ved den fornyede behandling af sagen i Skatteforvaltningen ikke medvirker medarbejdere, der deltog i behandlingen af den oprindelige sag.

Domstolene, Landsskatteretten eller et ankenævn kan træffe afgørelse om, at en sag helt eller delvist hjemvises til fornyet behandling hos Skatteforvaltningen. Den nye behandling af sagen skal af retssikkerhedsmæssige årsager så vidt muligt ske i et andet underdirektørområde, end det der foretog behandlingen af den oprindelige sag.

Det fastsættes derfor, at en hjemvist sag skal behandles af den styrelse i Skatteforvaltningen, som traf den oprindelige afgørelse, men i et andet underdirektørområde. En undtagelse er dog Motorstyrelsen, hvor sagen skal behandles af en anden enhed i Motorstyrelsen.

Såfremt det undtagelsesvis vurderes, at der ikke foreligger den fornødne kompetence til behandling af den hjemviste sag i andre underdirektørområder, kan sagen behandles af samme underdirektørområde, men af en anden enhed end den, der traf den oprindelige afgørelse. Beslutning herom træffes af fagdirektøren for det pågældende område.

I dette tilfælde skal underdirektøren sikre, at der ved den fornyede behandling af sagen ikke medvirker medarbejdere, der deltog i behandlingen af den oprindelige sag.
…"

Told- og skatteforvaltningen udøver forvaltningen af lovgivning om skatter og lovgivning om vurdering af landets faste ejendomme samt lov om registrering af køretøjer bortset fra kompetencer, som ved § 18, stk. 3, og § 19 i lov om registrering af køretøjer er tillagt politiet, jf. skatteforvaltningslovens § 1.

Speciel inhabilitet foreligger, når en person, der har mulighed for at påvirke en konkret afgørelses udfald, er omfattet af personkredsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1-4, eller der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5.

Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der i medfør af pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 2.

Den der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af den pågældende sag, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 3.

Repræsentanten har gjort gældende, at Skattestyrelsens afgørelse lider af retlige mangler, idet Skattestyrelsen ikke ved behandlingen af hjemvisningssagen har sikret sig, at der ikke medvirkede medarbejdere, der deltog i den oprindelige sag.

Skattestyrelsen har gjort gældende, at den tidligere sagsbehandler ikke har medvirket i behandlingen af den hjemviste sag.

Landsskatteretten finder, at det ikke af sagens materiale kan anses for sandsynliggjort, at den tidligere sagsbehandler hos Skattestyrelsen har deltaget ved sagsbehandlingen af den hjemviste sag, eller at den efterfølgende sagsbehandler har haft kontakt til den tidligere sagsbehandler under sagsbehandlingen. Landsskatteretten finder således ikke, at det er sandsynliggjort, at den tidligere sagsbehandler har påvirket den påklagede afgørelses udfald, selvom der ved oversendelse af sagen til fornyet behandling er oplyst om, at sagsbehandleren har mulighed for at kontakte den tidligere sagsbehandler.

Landsskatteretten finder således ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig på grund af inhabilitet.

Materielt
Til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4. Den skattepligtige har i øvrigt pligt til at selvangive sine indtægter, jf. skattekontrollovens § 1.

Spilgevinster opnået ved væddemål ud over de, der fremgår af spilleafgiftsloven § 1, stk. 3, medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 4, litra f.

Af spilleafgiftslovens § 1, stk. 3 fremgår:

"Gevinster fra spil, der er omfattet af denne lov, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Tilsvarende gælder for gevinster vundet i spil, der svarer til de spil, som er omfattet af denne lov, og som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land."

Det er den skattepligtige, der har bevisbyrden for, at gevinsterne er skattefri, hvilket kan udledes af Byrettens dom af 6. august 2018, offentliggjort som SKM2018.396.BR.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at en rekursinstans kan hjemvise en klagesag, såfremt førsteinstansens afgørelse indeholder fejl i afgørelsens retlige grundlag, eller at den er behæftet med væsentlige formelle fejl. Ligeledes bør der ske hjemvisning, såfremt sagen bygger på et forkert oplysningsgrundlag, eller oplysningsgrundlaget ved rekursinstansen er ændret i væsentlig grad.

Skattestyrelsen har opgjort klagerens skattepligtige spilgevinster til 1.392.045 kr.

Klageren har til Skatteankestyrelsen fremlagt nye oplysninger i form af kontoudtog fra klagerens konto i F1-Bank for indkomståret 2005, hvoraf fremgår, at der har været indsætninger og hævninger til Ladbrokes og 32 red.com.

Det er rettens opfattelse, at de fremlagte kontoudtog viser, at der er sandsynlighed for, at primo-saldoen på klagerens Ladbrokes-konto ikke var 0 kr. for indkomståret 2006, og at de nu fremlagte oplysninger således udgør væsentlige nye oplysninger i sagen, som kunne have ført til et andet udfald af sagen ved Skattestyrelsen, såfremt oplysningerne havde foreligget der.

Landsskatteretten hjemviser derfor afgørelsen til fornyet behandling i Skattestyrelsen.