Dokumentets metadata

Officialprincippet - tilsvarende forhold

Sagen angik, om Skattestyrelsen havde iagttaget officialprincippet ved fremsendelse af forslag til afgørelse, og om afgørelsen blev varslet for sent, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold. Retten fandt, at Skattestyrelsen burde have indhentet oplysninger om sagsøgerens egenbetalinger af leasingydelser inden fremsendelse af forslag til afgørelse. Da sagsøgeren efterfølgende fremsendte oplysningerne til Skattestyrelsen, som inddrog oplysningerne i afgørelsen, var fejlen ikke konkret væsentlig for sagens afgørelse. Den manglende indhentelse af oplysninger kunne derfor ikke føre til, at afgørelsen var ugyldig. Videre fandt retten, at ændringen af sagsøgerens skatteansættelse for et indkomstår var begrundet i helt tilsvarende forhold som det, der havde begrundet ændringen af skatteansættelsen for det efterfølgende indkomstår. Genoptagelsen var herefter omfattet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, hvorfor Skattestyrelsen havde overholdt fristen for varsling af ændring af sagsøgerens skatteansættelse.

Parter

A

(v/ advokat Peter Hansen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/ advokat Anne Bräuner Vestergren)

Denne afgørelse er truffet af

dommer Seerup.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen, der er anlagt den 30. juni 2022, angår en anfægtelse af Landsskatterettens afgørelse af 30. marts 2022, hvorved Landsskatteretten har stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 om beskatning af fri bil. Tvisten angår spørgsmålene om, hvorvidt Skattestyrelsen har iagttaget sin undersøgelsespligt og om A kan påberåbe sig den forkortede ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

A har nedlagt følgende påstand:

Skatteministeriet skal anerkende, at sagsøgers skatteansættelser for 2016 og 2017, subsidiært for 2016, er ugyldig(e) for så vidt angår forhøjelserne vedrørende fri bil og som konsekvens heraf bortfalder.

Skatteministeriet Departementet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens afgørelse af 30. marts 2022 fremgår bl.a.:

"I afgørelsen har deltaget:Poul Bostrup, Ole Stavad og Poul Overlund-Sørensen

Klager: A

Klage over: Skattestyrelsens afgørelse af 20-03-2020

Cpr-nr.: …14

Møde mv.

Der har været afholdt møde mellem repræsentanten og Skatteankestyrelsens sagsbehandler, ligesom repræsentanten har udtalt sig ved et møde med Landsskatteretten.

Faktiske oplysninger

Klageren er ansat i selskabet G1-virksomhed, cvr-nr. ...11 (herefter selskabet).

Klageren har fast bopæl på adressen Y1-adresse, Y2-by.

Selskabets adresse er beliggende ved Y3-adresse, Y4-by.

Skattestyrelsen har i forbindelse med arbejdsgiverkontrol hos klagerens arbejdsgiver gennemgået de leasingaftaler, som er indgået med G3-virksomhed.

Selskabet ejes af direktøren NK, via holdingselskabet G4-virksomhed.

Det materielle

Selskabet har splitleaset en [red. fjernet bilmærke] reg.nr. ...Q (tidligere ...Q1). Klageren var registreret som bruger af bilen. Bilen er indregistreret 1. gang den 6. oktober 2011.

Ved splitleasing af en bil er der indsat en GPS (såkaldt Uniqtracking) af leasinggiver. Dén angiver bilens bevægelser. Klageren skal så selv angive, om den foretagne kørsel er privat eller erhvervsmæssig.

Selskabet og klageren indgik den 25. november 2014 én splitleasingaftale med G2-virksomhed. KJ underskrev den 25. november 2014 to splitleasingaftaler begge af 12 måneders varighed. Bilens kilometerstand ved første kontraktindgåelse omhandlende "år 1" var 88.900 km. Ved anden kontraktindgåelse gældende for "år 2", var bilens kilometerstand estimeret til 113.900 km. Skattestyrelsen har oplyst, at aftalens andet år var gældende fra den 8. december 2015 til den 7. december 2016. Klageren har fremlagt én splitleasingaftale mellem henholdsvis leasingselskabet og selskabet og leasingselskabet og klageren, gældende for første år. Det fremgår heraf, at leasingaftalerne hver især var gældende i 12 måneder. Forventet kørselsforbrug var i alt 25.000 km fordelt med henholdsvis 20.000 km (80 %) til selskabet og 5.000 km (20 %) til klageren. De samme forhold gør sig gældende for det andet år.

Det følger af splitleasingkontrakten, at der ved første kontraktindgåelse blev overført i alt 164.644 kr. fordelt på henholdsvis 131.715 kr. for selskabet og 32.929 kr. for klageren.

Det følger ligeledes af splitleasingkontrakten, at der ved anden kontraktindgåelse blev overført i alt 22.144 kr. fordelt på henholdsvis 17.715 kr. for selskabet og 4.429 kr. for klageren.

Klageren har i hele leasingperioden betalt en fast månedlig leasingydelse på 1.549 kr. + brændstof.

Klageren har fremlagt en slutopgørelse ud fra hendes registrerede kørselsdata. Den erhvervsmæssige del blev opgjort til 90,04%, og den private del til 9,96%.

Den 5. december 2016 indgik henholdsvis selskabet og klageren en splitleasing med G5-virksomhed vedrørende den samme [red. fjernet bilmærke]. Aftalen var gældende fra den 7. december 2016 til den 7. december 2017. Bilens kilometerstand ved kontraktens indgåelse var 122.270 km.

Klageren har fremlagt en splitleasingaftale mellem henholdsvis leasingselskabet og selskabet og leasingselskabet og klageren, gældende for første år. Det fremgår heraf, at leasingaftalerne hver især var gældende i 12 måneder. Forventet kørselsforbrug for i alt 25.000 km fordelt med henholdsvis 21.250 km (85 %) til selskabet og 3.750 km (15 %) til klageren. Kørselsforbruget reguleres herefter hver 6 måned i forhold til den faktiske fordeling af kørte kilometer. Der blev derfor betalt en fast månedlig leasingydelse på 931,42 kr. + brændstof, der reguleres halvårligt.

Ifølge halvårsreguleringen for perioden 7. december 2016 til den 30. juni 2017 er den faktiske kørselsmønster opgjort til 95,35% erhvervsmæssig kørsel og 4,65% privat kørsel fordelt på henholdsvis 7.934,81 km og 387,05 km.

Ifølge slutafregningen for perioden 7. december til den 31. december 2017 er det faktiske kørselsmønster opgjort til 9.113,36 km til erhverv og 1.178,87 km til privat.

Klagerens repræsentant har fremlagt en række kørselsregnskaber for hver leasingperiode, der vedrører splitleasing af bilen herunder:

• Den 2. januar 2016 til den 1. december 2016

• Den 3. januar 2017 til den 31. december 2017

Af kørselsregnskaberne fremgår datoen for kørslen, start- og slutadresse, distance, kørselstypen henholdsvis erhverv/privat, mens formålet i første omgang ikke er angivet. Klageren har efterfølgende fremsendt berigtigede kørselsregnskaber for samme perioder, hvor formålet med kørslen er oplyst.

Den 2. januar 2019 fremsendte klageren kørselsregnskaber for perioden 2. januar 2016 til 31. december 2017.

Den 10. januar 2020 fremsendte klageren berigtigede kørselsregnskaber, hvor formålet med kørslen er tilføjet. Skattestyrelsen har oplyst, at klageren i den forbindelse har flyttet kilometer fra erhverv til privat og omvendt således:

Kørslen er fordelt således i tilrette kørebog:

Skattestyrelsen har ligeledes oplyst, at der ikke er registreret kørsel for perioden 2. december 2016 til 2. januar 2017, og igen fra 2. august 2017 til 19. november 2017.

Skattestyrelsen har oplyst, at formålet med kørslen ofte er oplyst som værende "møder" eller "hente/bringe materialer", uden nærmere angivelse af kørslens formål.

Efter en gennemgang af klagerens fremlagte kørselsregnskaber har Skattestyrelsen oplyst, at den erhvervsmæssige kørsel ofte starter eller slutter på en adresse nær klagerens bopæl, mens der flere gange sker kørsel mellem Y3-adresse og Y1-adresse, hvor formålet vedrører "materialer". Ligeledes ses der eksempler, hvor en køretur ikke starter samme sted som den sluttede dagen inden f.eks. den 25. januar 2017, hvor turen slutter på Y1-adresse 5 og starter fra Y5-adresse, Y2-by. Herudover har Skattestyrelsen oplyst følgende:

- Den 27. maj 2017 er der flyttet 11,02 km fra privat til erhverv. Der er kørt fra Y6-adresse til Y6-adresse, Y7-by.

- Den 1. august 2017 slutter kørslen på Y8-adresse, Y7-by. Herefter køres der først igen den 20. november, hvor kørslen starter fra Y9-adresse, Y10-by.

- Fra den 15. december til 22. december 2017 er der erhvervsmæssig kørsel fra Y1-adresse til Y11-adresse, Y12-kommune, skisportssted, hvor formål er bestyrelsesmøde.

- Selskabet har ved henvendelse om kørebog fået oplyst fra G5-virksomhed, at de ikke længere kan tilgå kørebogen, og at de har derfor forespurgt G6-virksomhed (tidligere G7-virksomhed) om hjælp til at gendanne/fremskaffe de manglende oplysninger. Selskabet har til skattestyrelsen skrevet "Vi afventer for nuværende svar fra G6-virksomhed, og forventer ikke at have deres tilbagemelding før ultimo næste uge, hvorefter vi kommer tilbage" Denne tilbagemelding ses ikke indsendt til Skattestyrelsen.

Klageren fremlagt en række kontoudtog fra [sin] private konto hos F1-bank. Det fremgår heraf, at hun har afholdt egenbetalinger til leasingselskabet for henholdsvis 19.807 kr. og 30.458 kr. i indkomstårene 2016 og 2017.

Skattestyrelsen har oplyst, at bilens handelsværdi var henholdsvis 767.841 kr. for perioden 8. december 2015 til 5. december 2016 og 661.750 kr. for perioden 5. december 2016 til 31. december 2017.

Skattestyrelsen har endvidere oplyst, at der i december 2016 skiftes leasingkontrakt, hvorfor der ses at være to forskellige beskatningsværdier i denne måned. Skattestyrelsen har herefter beskattet klageren af den højeste værdi i den måned, hvor der blev indgået ny leasingaftale.

Det formelle

Skattestyrelsen har oplyst, at de sendte forslag til afgørelse den 27. juni 2019. Herefter har repræsentanten anmodet om fristudsættelse af flere omgange til den 1. december 2019.

Den 27. november 2019 blev der afholdt et møde mellem Skattestyrelsen og repræsentanten.

Den 31. december 2019 anmodede repræsentanten om en yderligere frist til den 10. januar 2020.

Den 10. januar 2020 modtager Skattestyrelsen det efterspurgte materiale. Kørebogen for 2016 mangler og det konstateres, at klageren har afholdt egenbetalinger.

Skattestyrelsen anmodede om yderligere materiale med deadline senest 12. februar 2020.

Den 12. februar fremsendte repræsentanten dokumentation for egenbetalingerne.

Repræsentanten har, både i klagen og i forbindelse med kontormøde den 25. juni 2021 oplyst, at afgørelsen er ugyldig grundet fristoverskridelse, og fordi der ikke er tale om tilsvarende forhold. På mødet forklarede repræsentanten, at Skattestyrelsen, for så vidt angår indkomståret 2017, fremsendte afgørelsen tre dage inden den korte ligningsfrist udløb.

På daværende tidspunkt havde Skattestyrelsen allerede været i gang med at sagsbehandle i over et år, mens klageren ikke tidligere havde modtaget nogle forespørgsler i sagen. Skattestyrelsen havde således bevidst udarbejdet et forslag til ændret skatteansættelse på et ufuldstændigt grundlag alene pga. tidsnød, hvorefter de fremsendte et forkert forslag til afgørelse, for så bagefter at indsamle materiale, og på den baggrund foretage en korrekt afgørelse.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet klagerens personlige indkomst for værdi af fri bil i indkomstårene 2016 og 2017.

Til støtte for dette har Skattestyrelsen anført:

"Som udgangspunkt skal medarbejderen beskattes af fri bil, når arbejdsgiveren stiller en bil til rådighed for denne, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Betingelserne for at undgå beskatning af værdi af fri bil ved deleleasing fremgå af praksis. Heraf fremgår følgende betingelser:

• Der skal være to separate aftaler.

• Samtlige udgifter skal fordeles mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel.

• Der skal ske en løbende regulering af fordelingen af leasingydelserne.

• Leasingydelserne skal betales direkte til leasingselskabet.

• Hver part må kun hæfte for egne forpligtelser over for leasingselskabet.

• Der skal løbende føres et detaljeret kørselsregnskab fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørte kilometer

• Leasingselskabet skal betale samtlige omkostninger.

Der henvises til følgende praksis, SKM2001.255.LR, SKM2010.147.SR, SKM2017.384SR, SKM2017.729SR, SKM2017.491 LSR og den juridiske vejledning, afsnit C.A.4.3.3.3.3.3.

Der skal således ske en løbende månedlig afregning og fordeling, af samtlige udgifter i deleleasing-arrangementet, dvs. både de ekstraordinære førstegangsydelser, ordinære leasingydelser og driftsudgifter. Den løbende afregning skal ske på en sådan måde, at betalingerne til enhver tid afspejler fordelingen mellem det faktiske antal kørte kilometer for erhvervsmæssig og privat kørsel.

Dette indebærer, at den månedlige fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel skal ske på baggrund af det akkumulerede antal kørte kilometer og de akkumulerede foretagne betalinger i hele leasingperioden. Det er således ikke tilstrækkeligt, at den endelige fordeling sker halvårligt eller ved leasingperiodens udløb.

Det er videre en betingelse for at anerkende et deleleasingarrangement, at der føres kørebog der svarer til anvisningerne i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om dokumentationskrav vedrørende skattefri kørselsgodtgørelse. Fordelingen mellem privat- og erhvervsmæssig kørsel foretages med udgangspunkt i ligningslovens § 9 B.

Sammenholdt med de krav til et kørselsregnskab, som er angivet i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.4.3.3.3.3.3 skal et fyldestgørende kørselsregnskab i et deleleasing arrangement indeholde følgende oplysninger:

• Hvad kilometertælleren viste ved begyndelsen af den daglige kørsel og ved dens afslutning.

• Dato for kørslen.

• Daglig angivelse af antal kørte kilometer med fordeling mellem den erhvervsmæssige og private kørsel.

• Bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel med eventuelle delmål.

• Kørslens erhvervsmæssige formål.

Ved anvendelse af elektronisk kørebog skal denne således på samme måde som en manuelt ført kørebog opfylde ovenstående krav. Det vil derfor ikke være tilstrækkeligt, at den alene registrerer dagens samlede kørsel med fordeling mellem erhvervsmæssig og privat kørsel uden angivelse af formål mv.

Kørebog for perioden 2. januar 2016 - 31. december 2017 er indsendt 2. januar 2019. Den 10. januar 2020, har vi modtaget en tilrettet kørebog, hvor formål med kørslen er tilføjet og hvor der tillige er flyttet kilometer til/fra erhverv/privat.

Kørselsregnskabet skal være ført dagligt, og for den erhvervsmæssige kørsel skal formål, delmål samt årsagen til kørslen ligeledes fremgå. Det er således ikke tilstrækkeligt med et angivet bestemmelsessted.

Kørebogen skal på det tidspunkt, hvor den hver måned sendes til leasingselskabet, være godkendt. Det er således afregningstidspunktet til leasingselskabet, der ligger til grund ved vurdering af om der foreligger et korrekt ført og fyldestgørende kørselsregnskab.

Der lægges således vægt på den oprindelige kørebog til vurdering af om kørebogen er fyldestgørende for at undgå beskatning af værdi af fri bil. De foretagne rettelser i kørebogen vurderes at være foretaget på tidspunkt efter afregningen til leasingselskabet og disse kørebøger kan dermed ikke godkendes.

På møde den 17. december 2019 oplyste din revisor, at det første indsendte kørselsregnskab ikke var fyldestgørende, idet vi ikke havde fået den i sin fulde helhed. Det blev oplyst, at der ved hver kørsel var påført oplysning om formål, ligesom vi også ville modtage kørselsoplysninger for kørsel i perioden 2. december 2016 til 2. januar 2017 og igen fra 2. august 2017 til 19. november 2017.

Vi kan konstatere, at kørselsregnskab indsendt den 10. januar 2020 ikke kun er tilført oplysning om formål med den erhvervsmæssige kørsel, men at der tillige er foretaget rettelser i kørte kilometer i form af flytning af kilometer fra erhverv til privat og omvendt.

I kørebog fremsendt den 10. januar 2020 ses der fortsat ikke registreret kørsel for perioden 2. december 2016 til 2. januar 2017 og igen fra 2. august 2017 til 19. november 2017.

Henset til krav om, at skal være ført et detaljeret kørselsregnskab, der kan danne grundlag for en korrekt fordeling af leasingydelserne mellem dig og din arbejdsgiver, kan vi konstatere, at dette krav ikke er opfyldt fra jeres side.

Vi har lagt vægt på følgende:

• Der er foretaget rettelser af fordeling af erhvervsmæssige contra den private kørsel i det kørselsregnskab, der er indsendt 10. januar 2020 i forhold til første indsendte regnskab.

• Formål og årsag fremgår ikke af den oprindelige fremsendte kørebog.

• Der mangler anførsel af bilens kilometerstand ved start og slut.

• Tidspunkter for kørslen fremgår ikke.

• Der foreligger ingen registreringer i kørebogen for perioden 2. december 2016 til 2. januar 2017 og igen fra 2. august 2017 til 19. november 2017. Der foreligger således ingen dokumentation for fordelingen af kørslen i denne periode.

• Kilometer oplysning fra G5-virksomhed og kørebog:

• Det kan konstateres, at kørte kilometer jf. kørebog ikke stemmer med antal kørte kilometer oplyst ved halvårsafregningerne.

Slutafregning fra G2-virksomhed er oplyst til 90,04 % til erhverv og 9,96 % til privat. Kørsel, oprindelig kørebog svar til 89,97 % til erhverv

Ved gennemgang af kørebogen har vi følgende bemærkninger:

- Formål er oftest oplyst som værende møder eller hente/bringe materialer, uden nærmere angivelse af sags identitet.

- Den erhvervsmæssige kørsel starter eller slutter ofte på en adresse tæt på din private bopæl.

- Der er fortsat kørsel mellem Y3-adresse og Y1-adresse, men tilføjet et formål vedrørende "materialer".

- Der er fundet eksempel på kørsel fra Y1-adresse til Y1-adresse uden stop, men med angivelse af erhvervsmæssigt formål som afhent/afsæt materialer. Bestemmelsessted fremgår ikke.

- Der er parkeringer i Y13-by Lufthavn, hvor formål er oplyst som kundebesøg uden nærmere oplysning om, hvem kunden er eller hvilken kunde, der er besøgt.

- Du er også ansat i koncernens andet selskab G8-virksomhed, der tillige har adresse på Y3-adresse. Ifølge lønoplysninger til eIndkomst har du langt den største indkomst og de fleste arbejdstimer derfra.

- Der er kun mellem 30 og 35 gange i 2016 og 2017, hvor du kører direkte mellem Y1-adresse og Y3-adresse.

- Der ses eksempler på, at en køretur ikke starter samme sted, som den er sluttet dagen i forvejen, fx den 25. januar 2017, hvor turen slutter på Y1-adresse 5 og starter fra Y5-adresse, Y2-by dagen efter.

- Den 27. maj 2017 er der flyttet 11,02 km fra privat til erhverv. Der er kørt fra Y6-adresse til Y6-adresse, Y7-by.

- Den 1. august 2017 slutter kørslen på Y8-adresse, Y7-by. Herefter køres der først igen den 20. november, hvor kørslen starter fra Y9-adresse, Y10-by.

- Fra den 15. december til 22. december 2017 er der erhvervsmæssig kørsel fra Y1-adresse til Y11-adresse, Y12-kommune, skisportssted, hvor formål er bestyrelsesmøde.

- Selskabet har ved henvendelse om kørebog fået oplyst fra G5-virksomhed, at de ikke længere kan tilgå kørebogen, og at de har derfor forespurgt G6-virksomhed (tidligere G7-virksomhed) om hjælp til at gendanne/fremskaffe de manglende oplysninger. Selskabet har til skattestyrelsen skrevet "Vi afventer for nuværende svar fra G6-virksomhed, og forventer ikke at have deres tilbagemelding før ultimo næste uge, hvorefter vi kommer tilbage"

- Denne tilbagemelding ses ikke indsendt til Skattestyrelsen.

Ved gennemgang af leasingkontrakten med G3-virksomhed har vi konstateret følgende mangler i forhold til praksis og betingelserne for at undgå beskatning af fri bil: G2-virksomhed:

I leasingarrangementet ses der ikke indgået selvstændige aftaler mellem henholdsvis medarbejderen og leasingselskabet samt mellem arbejdsgiveren og leasingselskabet.

Kontrakten ses ikke udarbejdet således, at det fremgår om aftalen fortsat er gældende for den anden leasingdeltager såfremt den ene leasingdeltager misligholder aftalen, hvilket er et krav, for at der er tale om to selvstændige aftaler.

Det er således fortsat vores opfattelse at kontrakten med G2-virksomhed ikke opfylder kravet om, at der skal foreligge to særskilte aftaler.

I leasingarrangementet ses hverken den ekstraordinære førstegangsydelse fra år 1, eller de ordinære ydelser, at være reguleret løbende i forhold til den faktiske fordeling af de kørte private contra de erhvervsmæssige kilometer.

Ved jeres henvendelse til G2-virksomhed har de oplyst, at de ikke er bekendt med, at deres splitleasingaftaler alene på baggrund af den manglende løbende regulering er blevet tilsidesat. Angående den løbende regulering af førstegangsydelsen henviser G2-virksomhed til, at dette først et krav, som er fremkommet fra skattemyndighedernes efter aftalernes indgåelse, jf. den refererede praksis fra 2017.

Det er Skattestyrelsen ikke enig i, og henviser til praksis jf.

SKM2001.255.LR, hvor en ordning kunne godkendes, da kriterierne for splitleasing var opfyldt og SKM2010.147.SR, hvor der skulle ske månedlig regulering af den ekstraordinære leasingydelse.

Ved den endelig afregning ved arrangementets afslutning pr.

13.12.2016, foretages en ekstraopkrævning på 14.597 kr. Dette bestyrker Skattestyrelsens opfattelse om manglende løbende regulering.

G5-virksomhed:

Der er indgået aftale om en halvårlig regulering af fordelingen på leasingydelsen og der ses derfor ikke at være foretaget månedlige/løbende regulering af fordelingen.

Ved jeres henvendelse til G5-virksomhed har de oplyst at, de i perioden frem til og med 31.12.2017 foretog halvårlige reguleringer jf. godkendte kontrakter af SKAT og herefter har fulgt SKAT's styresignal omkring månedlig regulering af leasingydelsen, driftsudgifter samt førstegangsbetalingen.

Det er fortsat vores opfattelse, at der skulle have været foretaget månedlige regulering, og henviser til praksis jf. SKM2001.255.LR, hvor en ordning kunne godkendes, da kriterierne for splitleasing var opfyldt og SKM2010.147.SR, hvor der skulle ske månedlig regulering af den ekstraordinære leasingydelse.

Den 12. marts 2020 har vi modtaget kopi af kontoudtog fra F1-bank af din egenbetaling af leasingydelser. Det fremgår af kontoudtogene, at ydelser er betalt fra konto tilhørende dig. Kontonummer og øvrige posteringer på kontoudtogene er overstreget.

Konklusion:

Ud fra ovenstående er det vores opfattelse, at du skal beskattes af værdi af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, da de indgående leasingaftaler samt kørselsregnskabet ikke opfylder betingelserne for at undgå beskatning af værdi af fri bil.

Indgåelserne af leasingkontrakterne sker over 36 måneder efter bilens 1. indregistrering. Derved udgør beskatningsgrundlaget bilens handelsværdi. Beskatning af fri bil, fortages med 25 % af beskatningsgrundlaget op til 300.000 kr. og 20 % af værdien over 300.000 kr. Beskatningen foretages med tillæg af 150 % af miljøtillægget på bilen.

Der henvises til ligningslovens §16, stk. 4.

Beskatningen af fri bil kan nedsættes med den ansattes betalinger til leasingselskabet, såfremt beløbene er betalt af den ansatte og af beskattede midler jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 12. pkt.

Der skal ske nedsættelse med samtlige ydelser, som den ansatte i indkomståret har betalt til leasingselskabet for den private kørsel. Hvis leasingperioden strækker sig over flere indkomstår, skal førstegangsydelser periodiseres over hele leasingperioden, således at de akkumulerede betalinger og de akkumulerede kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhverv og privat også afspejles i førstegangs-ydelserne.

Vi godkender fradrag i beskatningsværdien for dokumenteret egenbetaling.

Beskatningsværdien fremgår ikke af de modtaget leasingkontrakter, vi har derfor anvendt de handelsoplysninger leasingselskaberne har oplyst til Motorstyrelsen. På denne baggrund er beskatningen opgjort således:

2015/2016

Handelsværdien er oplyst til 767.841 kr. for perioden 8.12.2015 til 5.12.2016. Det halvårlige miljø-tillæg er 3.800 kr. og udgør 7.600 kr. årligt. Beskatningsværdi pr. måned udgør 13.347 kr. fra januar 2016 til og med december 2016.

2017

Handelsværdien er oplyst til 661.750 kr., for perioden 5.12.2016 til 31.12.2017. Det halvårlige miljøtillæg er 3.800 kr. og udgør 7.600 kr. årligt. Beskatningsværdien pr. måned udgør 10.691 kr. fra januar 2017 til og med december 2017.

Beregning af fri bil:

I december 2016 skiftes der leasingkontrakt og derved er der to forskellige beskatningsværdier denne måned. Beskatningen udgør 13.347 denne måned, da beskatningen foretages af den dyreste bil/værdi i den måned, hvor der er indgået ny leasingaftale.

Værdi af fri bil er personlig indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1 og am-bidragspligtigt efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 2, nr. 2.

Din skattepligtige indkomst forhøjes med:

2016: 13.347 kr. pr. måned svarende til 160.161 kr. for hele året.

2017: 10.691 kr. pr. måned svarende til 128.292 kr. for hele året.

(…)

Ligningsfrist

Da du som udgangspunkt er omfattet af den korte frist for Skattestyrelsens ændring af din skat, skal vi sende et forslag senest den 30. juni i det andet år efter indkomståret.

Fristen gælder dog ikke, hvis ændringen skyldes et forhold, og det helt tilsvarende forhold kan begrunde genoptagelse for et tidligere år.

Vedrørende værdi af fri bil og fri sundhedsforsikring er der for 2016 tale om helt tilsvarende forhold som i året 2017. Da ændringen af skatteansættelsen for 2016 er begrundet i et helt tilsvarende forhold, som det der ligger til grund for ændringen af skatteansættelsen for 2017, kan vi derfor ændre 2016 uanset, at du er omfattet af kort frist.

Du kan læse mere i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018 § 1, stk. 1 og § 1, stk. 1, nr. 4 samt Den juridiske vejledning 2018 A.A.8.2.1.1.4 Kort frist.

Efter § 1, stk. 2 i bekendtgørelse 2013-05-22 nr. 534 (gældende for indkomstårene 2016 og 2017), om kort ligningsfrist for skatteansættelsen, skulle den varslede ansættelse være foretages senest den 1. oktober 2019.

Skattestyrelsen skal dog imødekomme en anmodning om fristforlængelse, hvis det har betydning for din skatteansættelse.

Din revisor har gentagne gange bedt om fristforlængelse vedrørende splitleasing.

Under henvisning til, at jeres gentagne anmodninger om fristforlængelse, har medført en lavere beskatning af værdi af fri bil, anser vi afgørelsen for at være foretaget rettidig efter modtagelse af den udbedte dokumentation for din egenbetaling af leasingydelserne.

Vi kan yderligere henvise til afsnit A.A.8.2.1.1.3 i Den juridiske vejledning og følgende to afgørelse fra Østre Landsret:

SKM2019.159.ØLR, hvor Østre Landsret fandt, at der efter indholdet af korrespondancen både før og efter afholdelsen af mødet den 30. august 2012 og det aftalte på mødet måtte anses implicit at have været en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, der både før og efter mødet og frem til afgørelsestidspunktet blev imødekommet af hensyn til anpartshaverens mulighed for at varetage sine interesser. Landsretten tiltrådte herefter, at de tidsmæssige betingelser for ekstraordinær skatteansættelse var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

SKM2010.131.ØLR, hvor Østre Landsret anså efter omstændighederne en advokats anmodning om et møde med skatteforvaltningen, der grundet advokatens forhold først kunne gennemføres efter den 1. august i det 4. år, for en anmodning om udsættelse af anmodningsfristen. "

Skattestyrelsen har i forbindelse med høring af klagen udtalt følgende:

"Bemærkninger til klagesagen:

[red. fjernet bilmærke] med stelnummer ...Q2 var først indregistreret med nummer ...Q1 og efterfølgende med nummer ...Q. Der er derfor tale om samme bil og ikke to forskellige biler, som revisor skriver i klagen. Se vedlagte fra motorregistret.

I afgørelsen er der ikke alene lagt vægt på fejl og mangler i leasingkontrakterne, men i særdeleshed også fejl og mangler i kørselsregnskabet, som føres af A.

Vi har ikke haft rettet direkte henvendelse til A omkring sagen, idet revisor har været repræsentant for hende. Derudover er sagen en afledt ændring af arbejdsgiverkontrolsagen hos hendes arbejdsgiver G1-virksomhed.

Omkring hele sagsbehandlingstiden henvises til vedlagte bilag, Tidforløb.

Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen."

Skattestyrelsen har den 13. oktober 2021 udtalt følgende ved høring af Skatteankestyrelsens indstilling:

"I den ovenfor anførte klagesag har Skatteankestyrelsen i brev dateret den 4. oktober 2021 bedt Skattestyrelsen om en udtalelse i sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

Skattestyrelsen er i det hele enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Efter Skattestyrelsens opfattelse er der hverken med klagen eller senere fremlagt oplysninger, der kan ændre Skattestyrelsens opfattelse af sagen.

Skattestyrelsen henviser i øvrigt til begrundelsen i afgørelsen.

Formalitet

Klager er omfattet af den korte ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013

Skatteforvaltningens forslag om forhøjelse af en skatteansættelse skal sendes senest 30. juni i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 § 1.

For indkomstårene 2016 og 2017 er den forkortede ligningsfrist henholdsvis 30. juni 2018 og 30. juni 2019.

Ændringen skal gennemføres senest 1. oktober i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 § 1, stk. 2, 1. pkt.

Dog skal Skatteforvaltningen efter anmodning fra borger give udsættelse med fristen, hvis det har betydning for borgerens mulighed for at varetage sine interesser, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 § 1, stk. 2, 2. pkt.

For indkomståret 2017 har Skattestyrelsen fremsendt forslag til afgørelse til klageren den 27. juni 2019, og dermed rettidigt.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse 20. marts 2020, hvilket er efter udløbet af den forkortede ligningsfrist.

Efter Skattestyrelsens opfattelse er fristoverskridelsen sket som følge af repræsentantens ønske om at varetage klagers interesser bedst muligt, hvorfor afgørelsen anses for at være sket rettidigt. Repræsentanten har således gentagne gange bedt om fristforlængelse vedrørende splitleasing.

Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 vedrører både indkomstårene 2016 og 2017 for værdi af fri bil, som er stillet til rådighed af samme arbejdsgiver i begge indkomstår.

Det fremgår af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 § 1, stk. 1, nr. 4, at når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår, gælder den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

For indkomståret 2016 skal varslingen derfor foretages senest den 1. maj 2020 og ansættelsen skal foretages senest den 1. august 2020. Som allerede anført har Skattestyrelsen fremsendt forslag til afgørelse til klageren den 27. juni 2019, og Skattestyrelsen har truffet afgørelse 20. marts 2020. Fristerne for ændring af klagerens skatteansættelser for indkomståret 2016 er dermed også overholdt.

Skattestyrelsens afgørelse vedrører både indkomstårene 2016 og 2017 for værdi af fri bil, som er stillet til rådighed af samme arbejdsgiver i begge indkomstår.

Der er i begge år tale om samme køretøj, som blot splitleases i to forskellige perioder hos henholdsvis G3-virksomhed.

Det således et helt tilsvarende forhold - nemlig beskatning af fri bil i samme ansættelsesforhold - der behandles for indkomståret 2016 som for indkomståret 2017. Derfor er indkomståret 2016 omfattet af den ordinære frist efter skatteforvaltningslovens § 26, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 § 1, stk. 1, nr. 4.

At den samme bil er splitleaset hos to forskellige leasingselskaber, ændrer efter Skattestyrelsens opfattelse ikke på, at der her er tale om et helt tilsvarende forhold; nemlig beskatning af fri bil i samme ansættelsesforhold.

Skatteansættelsen vedrører således værdi af fri bil stillet til rådighed for klageren af den samme arbejdsgiver i begge år, jf. ligningslovens § 16, stk. 1.

Skattestyrelsen henviser herved til Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit A.A.8.2.1.1.4, Kort frist, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

"Helt tilsvarende forhold - definition

Et helt tilsvarende forhold er den samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter. Se SKM2009.477.VLR.

Eksempler

• Beskatning af fri bil i samme ansættelsesforhold

• Ændringer i henhold til lagerbeskatningsprincippet vedrørende samme værdipapirsbeholdning.

• Befordringsfradrag vedrørende kørsel for samme arbejdsgiver.

Se SKM2009.477.VLR.

• Ejendomsværdiskat på samme ejendom."

Værdi af fri bil

Skatteankestyrelsen fastholder, at klager skal beskattes af værdi af fri bil i begge indkomstår 2016 og 2017, jf. ligningslovens § 16 stk. 1.

Klageren er ansat i selskabet G1-virksomhed, og klageren har fast bopæl på adressen Y1-adresse, Y2-by.

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens bemærkning i indstillingen om, at det er en grundlæggende forudsætning for, at splitleasing kan oprettes uden skattemæssige konsekvenser, at afregningen nøje afspejler den foretagne kørsel til henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel. Reguleringer skal foretages løbende og følge den almindelige afregningsperiode; det vil sige ske én gang månedligt og afspejle den faktiske kørsel jf. SKM2017.729.SR, og en slutafregning ved leasing-periodens afslutning er i henhold til praksis ikke tilstrækkelig.

Klageren har ikke overholdt betingelserne for splitleasing. Blandt andet opfylder de første fremlagte GPS-udskrifter ikke kravene til kørselsregnskaber for erhvervsmæssig kørsel, eftersom det erhvervsmæssige formål med kørslen ikke er angivet. Det er også Skattestyrelsens opfattelse, at gennemgangen af kørselsregnskaberne har påvist, at registreringerne i gentagne tilfælde ikke er foretaget korrekt, blandt andet er der i et mindre omfang er flyttet kørsel fra erhverv til privat i den tilrettede kørebog.

Skattestyrelsen henviser i øvrigt til den begrundelse, der fremgår af afgørelsen og af Skatteankestyrelsens indstilling.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at reglerne for splitleasing er overholdt, og at det er sket i overensstemmelse med reglerne på splitleasingtidspunktet. Klagers repræsentant har herom blandt andet anført, at kravet om løbende månedlig regulering af ordinære ydelser og førstegangsydelser først udtrykkeligt blev fastslået i praksis i 2017 og 2018, jf. også styresignalet

SKM2019.244.SKAT, som netop angiver afgørelser fra 2017 og afgørelsen SKM2018.212 på dette punkt.

Hertil bemærker Skattestyrelsen, at det fortsat er dens opfattelse, at der skal ske månedlige regulering, jf. f.eks. SKM2001.255.LR, hvor en ordning kunne godkendes, da kriterierne for splitleasing var opfyldt, og SKM2010.147.SR, hvor der skulle ske månedlig regulering af den ekstraordinære leasingydelse. Skattestyrelsen henviser også til Skatterådets bindende svar af 28. november 2017 offentliggjort som SKM2017.729.SR.

Første og andet afsnit af resuméet til SKM2017.729.SR lyder sådan (understregningen er Skattestyrelsens):

"Spørger er udbyder af splitleasing (deleleasing).

Skatterådet kan ikke bekræfte, at spørgers anvendelse af halvårlige opgørelses- og reguleringsfrekvenser på leasingydelser, opfylder betingelserne for splitleasing, da der efter hidtidig praksis skal ske en månedlig afregning. Leasingtager skal som følge heraf beskattes af privat rådighed over fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4."

Af SKM2017.729.SR fremgår blandt andet følgende af SKATs bemærkninger til spørgers høringssvar:

"Spørger anfører, at ingen af de indtil nu offentliggjorte afgørelser udtaler sig specifikt om, hvor korte/lange afregningsintervaller, der skal benyttes for at anerkende split-leasing uden beskatning af fri bil til følge.

SKAT skal hertil bemærke, at Ligningsrådet i afgørelsen SKM2001.255.LR bemærkede, at hvis der skulle anvendes et afregningsinterval på 3 måneder i det konkrete deleleasingkoncept, skulle det være en forudsætning, at der var kutyme med et så langt afregningsinterval inden for billeasing. SKAT forstår dette således, at afregningsintervallerne for leasingydelser i splitleasing skal være kortere.

I praksis er godkendt ordninger, hvor afregningerne sker månedligt, og SKAT bemærker også, at Skatterådet senest i afgørelsen SKM2017.384.SR vedrørende et deleleasingkoncept, hvor der skulle ske en månedlig afregning, har udtalt, at dette var i overensstemmelse med praksis herom.

Det bemærkes endvidere, at det i afgørelsen anføres, at "Det er endvidere SKATs vurdering, at den løbende regulering skal ske på en sådan måde, at betalingerne til hver en tid afspejler fordelingen mellem det faktiske antal kørte kilometer, hvilket indebærer, at fordelingen skal ske på baggrund af det akkumulerede antal kørte kilometer og akkumulerede foretagne betalinger i hele leasingperioden." Dette indebærer efter SKATs opfattelse også, at afregningen må ske månedligt."

Endelig fremgår af SKM2017.729.SR følgende konklusion af SKATs bemærkninger til spørgers høringssvar:

På baggrund af anmodningen og høringssvaret giver det anledning til at præcisere, at det på baggrund af hidtidig praksis må være en betingelse for splitleasing, at der afregnes hver måned. Der henvises yderligere til begrundelsen til spørgsmål 1."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at de påklage ansættelser for indkomstårene 2016 og 2017 er ugyldige. Herudover gør repræsentanten gældende, at splitleasingaftalerne lever op til kravene for deleleasing. Til støtte herfor anføres:

"Det er vores primære påstand, de påklagede ansættelser for indkomstårene 2016 og 2017 er ugyldige, da de ikke er fastsat i overensstemmelse med BEK nr. 1305 af 14/11/2018 om forkortet ligningsfrist.

Vi gør gældende, at det ikke har været muligt for Skattestyrelsen at foretage ændringerne af As indkomstansættelser for så vidt angår indkomstårene 2016 og 2017 grundet lovreglerne om den korte ligningsfrist.

A er utvivlsomt omfattet af BEK nr. 1305 af 14/11/2018 (forkortet ligningsfrist for personer med enkle økonomiske forhold). Skattestyrelsen er enig heri, men har under henvisning til undtagelsen i bekendtgørelsens §1, stk. 1, nr. 4: "Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår.." indtaget det standpunkt, at A for indkomståret 2016 alligevel omfattes af den almindelige ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt.

Det fremgår af juridisk vejledning afsnit A.A.8.2.1.1.4., at "helt tilsvarende forhold" defineres således:

"Et helt tilsvarende forhold er den samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter"

Imidlertid omfatter Skattestyrelsens ændrede ansættelse af As indkomst i 2016 deleleasing problematikken. Denne problematik er også genstand for den ændrede skatteansættelse for indkomståret 2017. Men der er ikke tale om "helt tilsvarende forhold" overhovedet, idet der er tale om to forskellige biler, to forskellige deleleasingkontrakter og to forskellige leasingselskaber for henholdsvis indkomståret 2016 og 2017. Det er disse leasingkontrakter, som efter en konkret vurdering af vilkår og faktisk håndtering hver for sig af Skattestyrelsen er vurderet til ikke at opfylde de skattemæssige betingelser for deleleasing med den konsekvens, at kontrakterne er tilsidesat, og A for begge indkomstår er sat i skat af fri bil. Det vil sige, at der ikke er tale om "samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter".

Selvom der for begge indkomstår er tale om ansættelse af fri bil, så grunder ansættelserne sig ikke i samme forhold, jf. modsætningsvis afgørelsen SKM2003.477BR og juridisk vejledning afsnit A.A.8.2.1.1.4. Det vil altså sige, at ganske vist omhandler den ændrede skatteansættelse for både 2016 og 2017 en vurdering af deleleasing, men der er ikke tale om "helt tilsvarende forhold."

Følgelig gælder denne undtagelse til den forkortede ligningsfrist ikke.

I øvrigt har A ikke selv anmodet om genoptagelse, ligesom skatteansættelsen i 2016 udgør en forhøjelse af As skattepligtige indkomst. Endelig er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27 ikke opfyldt.

Der er altså intet grundlag for at tilsidesætte den forkortede ligningsfrist for As vedkommende for indkomståret 2016. Skattestyrelsen har udsendt varsel om forhøjelse 27. juni 2019 og endelig ansættelse er udsendt 20. marts 2020. Ifølge den forkortede ligningsfrist, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skulle varsel have været udsendt senest 30. juni 2018, ligesom endelig ansættelse skulle været foretaget senest 1. oktober 2018, jf. § 1, stk. 2. Da disse frister ikke er overholdt, er skatteansættelsen for 2016 ugyldig.

For så vidt angår indkomståret 2017 har Skattestyrelsen udarbejdet et forslag til ændret indkomstansættelse den 27. juni 2019, 3 dage inden den korte ligningsfrist udløber. A har ikke tidligere modtaget korrespondance eller forespørgsler fra Skattestyrelsen i sagen. Herunder fremgår det af forslaget, at "Ønsker du nedsættelse af samtlige ydelser, som du i indkomståret har betalt til leasingselskabet for den private kørsel, skal du indsende dokumentation for dine betalinger til leasingselskabet". Skattestyrelsen har været og skal være opmærksom på, at egenbetalinger fragår ved opgørelsen af beskatningen, men har alligevel ikke indregnet disse i forslaget til afgørelse; dette angiveligt fordi der ikke er fundet at have foreligget dokumentation herfor, men styrelsen har heller ikke anmodet herom. Med andre ord har Skattestyrelsen bevidst udarbejdet et forslag til ændret skatteansættelse på et ufuldstændig grundlag, og har ikke kontaktet skatteborger i tide med henblik på at foretage en korrekt ligning.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at Skattestyrelsen påbegyndte at efterspørge bilag m.m. i februar 2018 som led i en arbejdsgiverkontrol hos As arbejdsgiver. Herunder har Skattestyrelsen haft lejlighed til at gennemgå samtlige bilag på møde den 23. maj 2018. Herefter har styrelsen yderligere efterfølgende efterspurgt en hel de af selvsamme bilag. Alligevel har styrelsen ikke anmodet om dokumentation for egenbetalinger i As sag.

Det er således alene Skattestyrelsens ansvar, at der ikke er udarbejdet et korrekt forslag til ændret indkomstansættelse for indkomståret 2017 indenfor gældende ligningsfrister. Det afsendte er åbenbart fejlbehæftet, hvilket Skattestyrelsen har været bevidst om. Vi gør således gældende, at der ikke indenfor fristen 30. juni 2019 er afsendt gyldigt forslag til afgørelse for indkomståret 2017.

I øvrigt må vi konstatere, at selvom Skattestyrelsen modtog den efterspurgte dokumentation for egenbetalinger allerede den 10. januar 2020 i form af fakturaer fra leasingselskaberne, så traf Skattestyrelsen som omtalt først endelig afgørelse 20. marts 2020, selvom fristen for endelig ansættelse er 1. oktober 2019, jf. tidligere nævnte bekendtgørelse nr. 1305 § 1, stk. 2.

Som nævnt afsendte Skattestyrelsen først endelig afgørelse 20. marts 2020, selvom fristen for endelig ansættelse er 1. oktober 2019, jf. tidligere nævnte bekendtgørelse nr. 1305 § 1, stk. 2. Som begrundelse for, at ansættelsen alligevel er rettidig har Skattestyrelsen henvist til, at A selv (repræsentanten) ved at bede om udsættelse med fremfindelse af efterspurgt dokumentation for egenbetaling, har accepteret en fristoverskridelse eller ligefrem anmodet herom. Men for det første burde Skattestyrelsen have adresseret den angiveligt manglende dokumentation allerede inden forslag til afgørelse udgik, og for det andet modtog Skattestyrelsen den efterspurgte dokumentation for egenbetalinger allerede den 10. januar 2020, og alligevel blev endelig afgørelse først truffet 20. marts 2020.

Vi gør således gældende, at også skatteansættelsen for 2017 er ugyldig, idet Skattestyrelsen ikke har fremsendt fuldstændigt forslag til afgørelse indenfor fristen 30. juni 2019, ligesom den endelige afgørelse under alle omstændigheder ikke er udsendt uden ufornødent ophold efter modtagelsen af efterspurgt materiale, til trods for at fristen for rettidig ansættelse var overtrådt og dét i en situation, hvor det i bedste fald må anses for tvivlsomt, om der er accepteret eller ligefrem anmodet om fristoverskridelse.

Subsidiær påstand

Derudover fastholder vi vores synspunkter om, at de skattemæssige krav til dele-leasing fuldt ud er opfyldt. Det vil sige, at vi subsidiært nedlægger påstand om, at As skatteansættelse for indkomstårene 2016 og 2017 nedsættes til det selvangivne, idet der er ikke grundlag for at sætte A i skat af fri bil.

Vi henviser i den forbindelse til tidligere korrespondance i sagen og vores forklaringer, anbringender og dokumentation fremført over for Skattestyrelsen, herunder bl.a. til, at leasingkontrakterne er udarbejdet af anerkendte leasingselskaber, der overfor os bl.a. har bekræftet, at de skattemæssige krav til dele-leasing er overholdt. Herunder kørebog, løbende afregning osv.

As arbejdsgiver G1-virksomhed (der ligeledes er part i sagen) udarbejder på et senere tidspunkt en klage om dele-leasing. Vi henviser også til omtalen her samt den foreliggende dokumentation i sagen. "

Repræsentanten har den 31. august 2021 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens mødereferat:

"Vi har modtaget referat af mødet den 25. juni 2021 udarbejdet af dig i sagen om Skattestyrelsens afgørelser af 29-05-2020 for G1-virksomhed, cvr-nr. ...11. KJ, cpr-nr. ...12, NK, cpr-nr. ...13 og A, cpr-nr. ...14.

I forhold til dit referat har vi nogle præciseringer.

Du skriver på side 1/3 vedrørende splitleasing og skatteansættelsen for A, at:

"IJ forklarede, at klageren er omfattet af den korte ligningsfrist i indkomstårene 2016 og 2017, hvorfor afgørelsen er ugyldig både på baggrund af fristoverskridelse, men ligeledes fordi, at der ikke er tale om helt tilsvarende forhold."

Jf. vores klageskrivelse af 19. juni 2020 er det vores primære påstand i sagen vedrørende A for indkomstårene 2016 og 2017, at de påklagede ansættelser er ugyldige, da de ikke er fastsat i overensstemmelse med BEK nr. 1305 af 14/11/2018 om forkortet ligningsfrist.

Det følger af retspraksis, jf. nærmere nedenfor, at undtagelsen i bekendtgørelsens §1, stk. 1, nr. 4: "Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår.." (vores fremhævelse) skal fortolkes indskrænkende.

I juridisk vejledning afsnit A.A.8.2.1.1.4. er "helt tilsvarende forhold" defineret således:

"Et helt tilsvarende forhold er den samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter. Se SKM2009.477.VLR.

Eksempler:

• Beskatning af fri bil i samme ansættelsesforhold

• Ændringer i henhold til lagerbeskatningsprincippet vedrørende samme værdipapirsbeholdning.

• Befordringsfradrag vedrørende kørsel for samme arbejdsgiver. Se SKM2009.477.VLR.

• Ejendomsværdiskat på samme ejendom."

Vestre Landsret udtaler, at afgørende er, at ansættelsen "grunder sig på samme forhold". Det er de faktiske forhold, der er afgørende; det er ikke tilstrækkeligt, at der blot er tale om samme hjemmels- grundlag, hvis det ikke "grunder sig på samme forhold". F.eks. er en beskatning af fri bil i samme ansættelsesforhold ikke nødvendigvis "helt tilsvarende forhold" - dertil kræves tillige, at de faktiske for- hold, som begrunder ansættelsen, er helt tilsvarende.

For undtagelsens anvendelse skal der altså foreligge en utvetydig identifikation mellem forholdene i indkomstårene, så det ubestridt kan lægges til grund, at der er tale om "et helt tilsvarende forhold [baseret på] den samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter."

I Landsskatterettens afgørelse af 5. august 2015 (LSR's j.nr. 130074221) havde SKAT foretaget en skønsmæssig forhøjelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010 og 2011 grundet manglende selvangivet indkomst. Skatteansættelsen for 2011 kunne genoptages inden for den for- kortede ansættelsesfrist, men fristen for 2010 var overskredet.

Imidlertid fandt Landsskatteretten, at undtagelsen omkring "helt tilsvarende forhold" kunne finde anvendelse på den pågældende sag, idet SKAT's skønsmæssige forhøjelse var foretaget på baggrund af lønindkomsten fra "samme arbejdsgiver, samme arbejdssted og ændringen var foretaget på bag- grund af de samme kontroloplysninger."

Sammenholdes afgørelsens grundlag med definitionen i den juridiske vejledning A.A.8.2.1.1.4, ses følgende:

• (Definition) "samme skatteretlige vurdering" --- " ændringen var foretaget på baggrund af de samme kontroloplysninger" (LSR's j.nr. 13-007421)

• (Definition) "samme civilretlige forhold" --- "samme arbejdssted " (LSR's j.nr. 13-007421)

• (Definition) "samme parter" --- "samme arbejdsgiver" (LSR's

j.nr. 13-007421)

Det ses altså i den pågældende landsskatteretssag, at SKAT's forhøjelse af skatteansættelsen uden for den forkortede ligningsfrist, jf. undtagelsen i § 1, stk. 1, nr. 4, var foretaget i utvetydig overens- stemmelse med definitionen i den juridiske vejledning A.A.8.2.1.1.4.

I Landsskatterettens afgørelse af 15. maj 2013 (LSR's j.nr. 130042176) havde SKAT d. 26. november 2012 foreslået at ændre grundlaget for klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2009- 2011, således at der skulle medregnes ejendomsværdiskat, idet ejendomsejeren ikke havde medregnet ejendomsværdiskat i sine årsopgørelser. SKAT lagde til grund - med Landsskatterettens senere stadfæstelse - at der var tale om helt tilsvarende forhold, idet der var tale om ejendomsværdiskat på den samme ejendom med den samme faktiske benyttelse. Det vil sige, at også i denne sag foreligger en utvetydig sammenhæng mellem afgørelsens grundlag og undtagelsens definition i henhold til Juridisk Vejledning A.A.8.2.1.1.4.

I modsætning hertil står sagen vedrørende A for indkomståret 2016. Skattestyrelsen henviser til, at ansættelsen for 2016 ligesom ansættelsen for 2017 vedrører beskatning af fri bil i samme ansættelsesforhold, hvorfor undtagelsen i BEK nr. 1305 af 14/11/2018 § 1, stk. 1, nr. 4 finder anvendelse. Imidlertid er der alene tale om samme hjemmelsgrundlag og langtfra om samme faktiske forhold. Der er ikke tale om "helt tilsvarende forhold".

Ansættelsen af beskatning af fri bil i 2016 begrundet i en konkret vurdering af, om et deleleasingar- rangement opfylder de praksisbestemte betingelser for, at der ikke skal ske beskatning af fri bil. Ansættelsen af beskatning af fri bil er i 2017 begrundet i en konkret vurdering af, om et andet delelea- singarrangement opfylder de praksisbestemte betingelser for, at der ikke skal ske beskatning af fri bil. Der er tale om to forskellige deleleasingkontrakter og to forskellige leasingselskaber for henholdsvis indkomståret 2016 og 2017. Bl.a. netop leasingkontrakten er afgørende for vurderingen af, om betingelserne er opfyldt.

Der er altså intet grundlag for at tilsidesætte den forkortede ligningsfrist for As ved- kommende for indkomståret 2016. Skattestyrelsen har udsendt varsel om forhøjelse 27. juni 2019 og endelig ansættelse er udsendt 20. marts 2020. Ifølge den forkortede ligningsfrist, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skulle varsel have været udsendt senest 30. juni 2018, ligesom endelig ansættelse skulle været foretaget senest 1. oktober 2018, jf. § 1, stk. 2. Da disse frister ikke er overholdt, er skatteansættelsen for 2016 ugyldig. Du skriver endvidere i referatet på side 1/3 ligeledes vedrørende ansættelsen for A, at:

"IJ oplyste ligeledes, at Skattestyrelsen, for så vidt angår indkomståret 2017, fremsendte afgørelsen tre dage inden den korte ligningsfrist udløb. På dette tidspunkt havde man været i gang med at sags- behandle i over et år - mens A ikke tidligere har modtaget korrespondance eller forespørgsler fra Skattestyrelsen i sagen. Herudover var Skattestyrelsen helt vidende om, at egenbetalingerne fragår, uden det rigtige grundlag, da de ikke har tid til at indhente oplysninger. [red. initialer fjernet] nævnte, at Skattestyrelsen således bevidst har udarbejdet et forslag til ændret skatteansættelse på et ufuldstændigt grundlag alene pga. tidsnød, derfor har de fremsendt et forkert forslag til afgørelse, for så bagefter at samle sammen til at foretage den korrekte afgørelse."

For så vidt angår indkomståret 2017 har Skattestyrelsen udarbejdet et forslag til ændret indkomstansættelse den 27. juni 2019, 3 dage inden den korte ligningsfrist udløber. A har ikke tidligere modtaget korrespondance eller forespørgsler fra Skattestyrelsen i sagen. Herunder fremgår det af forslaget, at "Ønsker du nedsættelse af samtlige ydelser, som du i indkomståret har betalt til lea- singselskabet for den private kørsel, skal du indsende dokumentation for dine betalinger til leasing- selskabet". Skattestyrelsen har altså tydeligt været - og skal også være - opmærksom på, at egenbetalinger fragår ved opgørelsen af beskatningen. Alligevel har Skattestyrelsen ikke indregnet disse i forslaget til afgørelse; dette angiveligt fordi der ikke er fundet at have foreligget dokumentation her- for, men styrelsen har heller ikke forud for forslaget anmodet herom - selvom Skattestyrelsen påbegyndte sagen som led i en arbejdskontrol helt tilbage i februar 2018. Med andre ord har Skattestyrelsen bevidst udarbejdet et forslag til ændret skatteansættelse på et ufuldstændig grundlag, og har ikke kontaktet skatteborger i tide med henblik på at foretage en korrekt ligning.

Det er således alene Skattestyrelsens ansvar, at der ikke er udarbejdet et korrekt forslag til ændret indkomstansættelse for indkomståret 2017 indenfor gældende ligningsfrister. Det afsendte er åben- bart fejlbehæftet, hvilket Skattestyrelsen har været bevidst om. Vi gør således gældende, at der ikke indenfor fristen 30. juni 2019 er afsendt gyldigt forslag til afgørelse for indkomståret 2017. I øvrigt må vi konstatere, at selvom Skattestyrelsen modtog den efterspurgte dokumentation for egenbetalinger allerede den 10. januar 2020 i form af fakturaer fra leasingselskaberne, så traf Skattestyrelsen som omtalt først endelig afgørelse 20. marts 2020, selvom fristen for endelig ansættelse er 1. oktober 2019, jf. tidligere nævnte bekendtgørelse nr. 1305 § 1, stk. 2. Som nævnt afsendte Skattestyrelsen først endelig afgørelse 20. marts 2020, selvom fristen for endelig ansættelse er 1. oktober 2019, jf. tidligere nævnte bekendtgørelse nr. 1305 § 1, stk. 2. Som begrundelse for, at ansættelsen alligevel er rettidig har Skattestyrelsen henvist til, at A selv (repræsentanten) ved at bede om udsættelse med fremfindelse af efterspurgt dokumentation for egenbetaling, har accepteret en frist- overskridelse eller ligefrem anmodet herom. Men for det første burde Skattestyrelsen have adresse- ret den angiveligt manglende dokumentation allerede inden forslag til afgørelse udgik, og for det an- det modtog Skattestyrelsen den efterspurgte dokumentation for egenbetalinger allerede den 10. januar 2020, og alligevel blev endelig afgørelse først truffet 20. marts 2020.

Vi gør således gældende, at også skatteansættelsen for 2017 er ugyldig, idet Skattestyrelsen ikke har fremsendt fuldstændigt forslag til afgørelse indenfor fristen 30. juni 2019, ligesom den endelige afgørelse under alle omstændigheder ikke er udsendt uden ufornødent ophold efter modtagelsen af efterspurgt materiale, til trods for at fristen for rettidig ansættelse var overtrådt og dét i en situation, hvor det i bedste fald må anses for tvivlsomt, om der er accepteret eller ligefrem anmodet om frist- overskridelse.

På side 2/3 skriver du, at

"IJ henviste herefter til kørebøgerne, hvor man direkte kan følge klagerens kørsel, som følge af den [red. fjernet opsporingsenhed], der lovpligtigt er indsat i bilen. [red. initialer fjernet] supplerede herved, og nævnte, at de faktiske fejl er ekstremt små. Det kan således ske, at der er mindre afvigelser mellem råkladden og den endelig kørebog, men at disse afvigelser forekommer yderst sjældent. Herudover taler vi om en yngre lønmodtager, som jo ikke almindeligvis gør sig i disse begreber omkring kørebøger."

Vi skal hertil yderligere bemærke, at det forhold, at en kørebog har fejl, ikke er ensbetydende med, at den skal tilsidesættes. Vi kan henvise til afsnittet i Juridisk Vejledning, C.C.2.2.2.6., hvoraf fremgår, at hvis en kørebog er mangelfuld, så kan den tilsidesættes. Der skal foretages en konkret vurdering, herunder skal det vurderes, om omstændighederne i øvrigt dokumenterer eller sandsynliggør køre- bogens rigtighed. I afgørelsen offentliggjort i TfS 1996.799 VLD udtalte retten, at to påviste fejl i kørselsregnskabet og det forhold, at der i mange tilfælde manglede udtrykkelig angivelse om formålet med kørslen, ikke i sig selv bevirkede, at kørebogen kunne tilsidesættes.

(…) "

Repræsentanten har den 29. september 2021 udtalt følgende ved høring af sagsfremstillingen:

"Det skal for god ordens skyld bekræftes, at vi har modtaget Skatteankestyrelsens sagsfremstillinger, og i den forbindelse skal vi henvise til vores tidligere korrespondance i sagen og som en naturlig følge heraf skal det bekræftes, at vi ønsker et retsmøde. Dog frafalder vi anmodningen om retsmøde for så vidt angår KJ, såfremt kontorindstillingen om medhold følges.

I forhold til sagsfremstillingen for så vidt angår A vil vi gerne fremhæve, at i henhold til Den juridiske Vejledning er et helt tilsvarende forhold defineret således: "Et helt tilsvarende forhold er den samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter". Som det fremgår af sagens materiale er der tale om 2 forskellige leasingaftaler med 2 forskellige leasingselskaber, herunder henledes opmærksomheden på, at både A og arbejdsgiver har indgået særskilte aftaler for så vidt angår deleleasingen, og derfor kan der ikke være tale om samme civilretlige forhold. Det fremgår klart af den foretagne sagsbehandling, at der er tale om en individuel vurdering af de 2 aftaler i de respektive indkomstår 2016 og 2017.

Det er for så vidt korrekt, at et eksempel på helt tilsvarende forhold i Den juridiske Vejledning er beskatning af fri bil i samme ansættelsesforhold, men i nærværende situation har det aldrig været aftalen mellem A og arbejdsgiver, at der skulle være tale om fri bil i et ansættelsesforhold. Skattemyndighederne har tilsidesat As hhv. hendes arbejdsgivers skattemæssige behandling af 2 selvstændige (og civilretlige gyldige) leasingaftaler med 2 forskellige leasingselskaber grundet formelle fejl i aftalerne m.m., hvorfor der ikke kan være tale om helt tilsvarende forhold, således som dette begreb er defineret. I nærværende sag kunne skattemyndighedernes sagsbehandling eksempelvis resultere i, at betingelserne for deleleasing var opfyldt i det ene indkomstår, men ikke i det andet indkomstår, idet der netop er tale om 2 forskellige civilretlige forhold (dvs. leasingaftaler), hvilket som nævnt klart fremgår af sagens dokumenter samt den foretagne sagsbehandling. "

Retsmøde

Under sagens behandling på retsmøde redegjorde klagerens repræsentant for sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg.

Skattestyrelsen indstillede, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes og redegjorde for sine anbringender i henhold til tidligere udtalelser.

Landsskatterettens afgørelse

Formalitet

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at en ansættelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat skal varsles senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Varslingen for indkomståret 2016 og indkomståret 2017 skal derfor foretages senest henholdsvis den 1. maj 2020 og 1. maj 2021.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, gælder ikke for personer med enkle økonomiske forhold. Varsling for denne personkreds skal ske senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb og afgørelsen skal træffes senest 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udgang. Hvis det har betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen forlænges, skal Skattestyrelsen dog imødekomme en anmodning om en rimelig fristforlængelse. Det følger af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 § 1, stk. 1 og 2. For indkomstårene 2016 og 2017 er den forkortede ligningsfrist henholdsvis 30. juni 2018 og 30. juni 2019.

Skattestyrelsen har fremsendt forslag til afgørelse til klageren den 27. juni 2019, og dermed rettidigt for indkomståret 2017. Skattestyrelsen har truffet afgørelse 20. marts 2020, hvilket er efter udløbet af den forkortede ligningsfrist. Eftersom fristoverskridelsen er sket som følge af repræsentantens ønske om at varetage klagers interesser bedst muligt, anses afgørelsen for at være sket rettidigt.

Når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår, gælder den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Det følger af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 § 1, stk. 1, nr. 4.

Skattestyrelsens afgørelse vedrører både indkomstårene 2016 og 2017 for værdi af fri bil, som er stillet til rådighed af samme arbejdsgiver i begge indkomstår. Der er tale om samme køretøj, som blot splitleases i to forskellige perioder hos henholdsvis G3-virksomhed.

Da det er tilsvarende forhold der behandles for indkomståret 2016 som for indkomståret 2017, er indkomståret 2016 omfattet af den ordinære frist efter skatteforvaltningslovens § 26.

Skattestyrelsen har dermed overholdt fristerne for ændring af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2016 og 2017.

Det forhold, at bilen er splitleaset hos to forskellige leasingselskaber, ses ikke at ændrer herpå.

Værdi af fri bil

Når en person som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde får stillet en bil til rådighed, er værdien heraf skattepligtig. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 1.

Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, skt. 5, 2. pkt. Den skattepligtige værdi af fri bil, udgør 25% af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 og 20% af resten. Værdien beregnes dog mindst af 160.000 kr. For biler der er anskaffet af arbejdsgiveren højest 3 år efter første indregistrering opgøres bilens værdi til 75 % af nyvognsprisen, når bilen er mere end 3 år. For biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Dette følger af ligningslovens § 16, stk. 4.

Det er rådigheden, der beskattes. Omfanget af den faktiske private kørsel i bilen er således uden betydning. Hvis den ansatte betaler firmaet for råderetten over bilen, reduceres den skattepligtige værdi af den fri firmabil med beløbet.

En firmabil anses som udgangspunkt for at være til rådighed for privat kørsel. Hvis der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at bilen ikke må bruges til privat kørsel, og bilen i alle tilfælde afleveres i virksomheden uden for arbejdstiden, vil rådigheden til privat brug normalt være afkræftet. Hvis bilen uden for arbejdstiden er parkeret ved den ansattes bopæl, er der en formodning for, at bilen er til rådighed for privat kørsel, uanset en eventuel aftale om det modsatte med arbejdsgiveren. I sådanne tilfælde må det på anden vis sandsynliggøres, at den rent faktisk ikke har været benyttet privat. Det kan f.eks. være ved et kørselsregnskab.

Reglerne i ligningslovens § 16 stk. 4, finder som hovedregel også anvendelse på biler, som et selskab har lejet, ligesom reglerne finder anvendelse, selvom der sker en egenbetaling af den ansatte for rådigheden. I sidstnævnte tilfælde sker der fradrag herfor i den skematisk opgjorte værdi efter ligningslovens § 16, stk. 4. Der findes ikke særregler i lovgivningen om dele- eller splitleasing. Der er således tale om, at retsstillingen på dette område er baseret på det anførte i Den juridiske vejledning og de offentliggjorte afgørelser, og at klager for at undgå beskatning efter hovedreglen skal godtgøre, at han i det hele opfylder de krav, der er stillet i den administrative praksis.

Ligningsrådet har i SKM 2001.255 LR taget stilling til beskatning af fri firmabil i forbindelse med nogle særlige bilordninger i form af såkaldt deleleasing. Her er blandt andet udtalt, at hvorvidt detaljeringsgraden af kørselsregnskabet er tilstrækkeligt opfyldt vurderes efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, om rejse- og befordringsgodtgørelse. Det fremgår desuden, at der skal være indgået separate aftaler med leasingselskabet, virksomheden og den ansatte jf. SKM2019.244.SKTST.

Årsagen til, at der skal udarbejdes kørselsregnskab er, arbejdsgiveren skal kunne føre kontrol med, at der ikke er afholdt udgifter til privat kørsel. Derfor skal der i lighed med reglerne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse løbende udarbejdes et detaljeret kørselsregnskab, der kan danne grundlag for en sådan kontrol.

Efter bekendtgørelsens § 2 stk. 2, skal bogføringsbilagene vedrørende den erhvervsmæssige kørsel bl.a. indeholde modtagerens navn, adresse og cpr. nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål og angivelse af antal kørte kilometer. De GPS-udskrifter, der har dannet grundlag for afregningen med leasingselskabet, opfylder ikke disse krav, og allerede af denne årsag kan betingelserne for at undgå beskatning af fri bil ikke at være opfyldt.

For at tilsikre, at der gennem arbejdsgivers leasingydelse kun afholdes udgifter for kørsel foretaget af den ansatte, der er erhvervsmæssig - og som i modsat fald vil udløse beskatning af kørslen efter ligningslovens § 16 stk. 4 - er det en forudsætning, at der løbende føres et kørselsregnskab for den stedfundne kørsel fordelt på henholdsvis erhvervsmæssige- og private kørte kilometer. Der henvises til SKM 2010.147 SR og SKM 2017.491 LSR, hvor henholdsvis skatterådet og Landsskatteretten har udtalt, at dette er en af de grundlæggende forudsætninger.

Det er herudover en forudsætning, at de samlede ydelser til bilens drift, afskrivning og forrentning alle er indeholdt i leasingydelsen og fordeles proportionalt mellem parterne på grundlag af de faktisk kørte kilometer fordelt på henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel, og at leasingydelsen for hver af parterne betales direkte til leasingselskabet jf. SKM2001.255LR, SKM2017.729.SR og SKM2018.212SR.

Det er ubestridt, at bilerne som følge af splitleasingaftalerne har været parkeret ved klagerens bopæl.

Landsskatteretten finder ikke, at de to indgåede splitleasingaftaler opfylder ovenstående betingelser. Landsskatteretten lægger vægt på, at der ved den første splitleasingaftale ikke er indgået separate leasingaftaler mellem parterne, hvorfor der ikke ses at foreligge vandtætte skotter mellem aftalerne. Yderligere er der henset til, at der i første omgang blot er fremlagt GPS-udskrifter, som ikke alene opfylder kravene til kørselsregnskaber for erhvervsmæssig kørsel, eftersom det erhvervsmæssige formål med kørslen ikke er angivet. Herudover lægger Landsskatteretten vægt på, at Skattestyrelsen ved deres gennemgang af kørselsregnskaberne har påvist, at registreringerne i gentagne tilfælde ikke er foretaget korrekt. Dette ses bl.a. ved, at der i et mindre omfang er flyttet kørsel fra erhverv til privat i den tilrettede kørebog.

Skattestyrelsen har ligeledes konstateret, at klageren fra den 15. december til den 22. december 2017, har registreret erhvervsmæssig kørsel fra Y1-adresse til Y11-adresse, Y12-kommune, skisportssted, hvor formålet med samtlige kørsler i hele perioden, er registreret som bestyrelsesmøde. I og med, at der er sket registrering af privat kørsel som erhvervsmæssig, er fordelingen af udgifter ikke sket korrekt. Dette medfører således, at selskabet har afholdt faste- og variable omkostninger til klagerens private kørsel. En grundlæggende forudsætning for, at splitleasing kan oprettes uden skattemæssige konsekvenser, er at afregningen nøje afspejler den foretagne kørsel til henholdsvis privat og erhvervsmæssig kørsel. Endelig er en slutafregning ved leasingperiodens afslutning i henhold til praksis ikke er tilstrækkelig. Reguleringer skal foretages løbende og følge den almindelige afregningsperiode - dvs. ske én gang månedligt og afspejle den faktiske kørsel jf. SKM2017.729. Det fremgår af SKM2018.212 SR, at der kan foretages en slutafregning ved leasingperiodens udløb, såfremt der er tale om mindre afvigelser.

Landsskatteretten bemærker, at klageren har fremlagt et berigtiget kørselsregnskab med kommentarer i forbindelse med klagesagen. Dette tillægges dog ikke større vægt, særligt fordi der er tale om efterrationaliserede registreringer.

Vedrørende den beløbsmæssige opgørelse af fri bil, kan Landsskatteretten tiltræde Skattestyrelsens beregninger, som er fastsat ud fra de handelspriser som leasingselskabet har oplyst til Motorstyrelsen fratrukket de afholdte egenbetalinger.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse."

Parternes anbringender

A har i sit påstandsdokument påberåbt følgende anbringender

"Manglende overholdelse af officialmaksimen - indkomstårene 2016 og 2017 Det gøres gældende, at Skattestyrelsens varsling den 27. juni 2019, hvor As skatteansætter for 2016 og 2017 blev varslet ændret, var udarbejdet på et utilstrækkeligt og ufuldstændig grundlag, uanset at Skattestyrelsen var klar over, (i) at A havde foretaget en egenbetaling for det køretøj, som Skattestyrelsen ved varslingen af 27. juni 2019 agtede at beskatte A af, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, og (ii) at denne egenbetaling skulle fragå ved opgørelsen af beskatningen efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Det gøres gældende, at konsekvensen af, at Skattestyrelsens varsling den 27. juni 2019 var udarbejdet på et utilstrækkeligt og ufuldstændig grundlag, er, at afgørelsen af 20. marts 2020 er ugyldig.

Varslingen af A den 27. juni 2019 fandt sted 3 dage før udløbet af den korte ligningsfrist for 2017, der udløb den 30. juni 2019, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Skattestyrelsen havde ikke på noget tidspunkt forud for varslingen den 27. juni 2019 tilkendegivet over for A, at der pågik en kontrol af hendes skatteansættelser. Hverken for indkomståret 2017 eller 2016. Skattestyrelsen havde således på intet tidspunkt anmodet A om at fremsende dokumenter eller andre oplysninger til brug for Skattestyrelsens kontrol af de selvangivne forhold.

Af Skattestyrelsens forslag til afgørelse af 27. juni 2019 om at ændre As skatteansættelser for indkomstårene 2016 og 2017 fremgik det, at A skulle fremsende dokumentation for sine egenbetalinger til leasingselskabet, hvis der skulle ske nedsættelse af den varslede beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Dette forhold viser tydeligt, at Skattestyrelsen dels var klar over og opmærksom på, at egenbetalinger ved fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, skulle fragå ved opgørelsen af beskatningen, dels at Skattestyrelsen var klar over og opmærksom på, at A havde foretaget sådanne egenbetalinger, idet der ved splitleasingaftaler altid er to aftaler. En mellem arbejdsgiver og leasingselskab samt en mellem arbejdstager og leasingselskab. Skattestyrelsen havde imidlertid ikke indregnet disse egenbetalinger, som A havde foretaget efter splitleasingaftalerne, i den varslede beskatning om fri bil, jf. forslaget til afgørelse af 27. juni 2019. Skattestyrelsen havde heller ikke forud for den varslede beskatning den 27. juni 2019 anmodet A om at indsende dokumentation for egenbetaling efter de indgåede splitleasingaftaler. Dette havde Skattestyrelsen imidlertid haft en helt oplagt anledning til, idet arbejdsgiverkontrollen hos As arbejdsgiver, G1-virksomhed, var påbegyndt allerede i februar 2018 - altså 1 år og 4 måneder før varslingen den 27. juni 2019.

Det gøres gældende, at Skattestyrelsen efter officialprincippet havde pligt til at indhente alle relevante oplysninger i sagen, forinden afsendelsen af varslet den 27. juni 2019 om at ændre As skatteansættelser for 2016 og 2017. Denne forpligtelse til at oplyse sagen på behørig vis inden varslingsfristens udløb har Skattestyrelsen ikke opfyldt, hvilket har den konsekvens, at Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 er ugyldig.

Af Skattestyrelsens juridiske vejledning afsnit A.A.7.4.3 fremgår det, at det er en forudsætning for at varsle en ansættelsesændring, at sagen forinden er fuldt oplyst, ligesom det fremgår, at myndigheden skal løfte bevisbyrden for den varslede ændring. Skattestyrelsen havde ikke forinden varslingen den 27. juni 2019 fuldt oplyst sagen. Der var ikke indhentet oplysninger om As egenbetalinger i henhold til de indgåede splitleasingaftaler. Det ville have være meget oplagt for Skattestyrelsen, at indhente disse oplysninger i god tid inden varslingsfristens udløb, idet de netop var en forudsætning for, at Skattestyrelsen kunne opgøre et korrekt skattekrav efter ligningslovens § 16, stk. 4. Skattestyrelsen varslede imidlertid en forhøjelse af As skattepligtige indkomst den 27. juni 2019, uanset at Skattestyrelsen på dette tidspunkt var fuldt ud klar over, at den varslede forhøjelse var sat for højt, fordi oplysninger om egenbetalinger i henhold til de indgåede splitleasingaftaler ikke var indhentet og medtaget som fradrag.

Officialprincippet er en garantiforskrift, der medfører, at myndighederne skal foretage tilstrækkelige undersøgelser for at kunne træffe en lovlig og rigtig afgørelse. Det gøres gældende, at Skattestyrelsen ikke har overholdt officialprincippet ved afsendelse af varslingen den 27. juni 2019. Skattestyrelsens manglende overholdelse af officialprincippet - ved ikke at have indhentet tilstrækkelige oplysninger til at varsle en korrekt ansættelsesændring inden ansættelsesfristens udløb den 30. juni 2019 - medfører, at Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 er ugyldig, da den forudgående varsling heraf den 27. juni 2019 ikke var behørig. Det forhold, at Skattestyrelsen efterfølgende fik oplysninger, der kunne danne grundlag for en efter Skattestyrelsens opfattelse korrekt ansættelse, ændrer ikke på, at det var den varslede ansættelse den 27. juni 2019, som skulle være behørig, hvilket den ikke var.

Det gøres gældende, at Skattestyrelsen alene foretog varslingen den 27. juni 2019 med henblik på at foretage en afbrydelse af den korte ligningsfrist i § 1 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013. Da varslingen blev afsendt den 27. juni 2019, havde Skattestyrelsen ikke et tilstrækkeligt grundlag for med den fornødne sikkerhed at kunne fastslå en materielt korrekt beskatning af A (af fri bil), da Skattestyrelsen var bekendt med, at den varslede beskatning af fri bil var ansat for højt, jf. at Skattestyrelsen var klar over, at A havde indgået en splitleasingaftale mellem A og et leasingselskab, hvor A skulle betale for den private brug af det leasede køretøj, hvorimod G1-virksomhed skulle betale for den erhvervsmæssige brug af køretøjet.

Det gøres på den baggrund gældende, at Skattestyrelsen bevidst har undladt at overholde det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip (officialmaksimen) for at afbryde ansættelsesfristen for indkomståret 2017, idet ansættelsen skulle have været varslet senest den 30. juni 2019.

Denne manglende overholdelse af officialmaksimen forud for afsendelse af den varslede ansættelsesændring den 27. juni 2019 medfører, at der ikke forelå en behørig varsling. Varslingen den 27. juni 2019 havde derfor ikke fristafbrydende virkning. Konsekvensen heraf er, at fristen i § 1 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, hvorefter varsel om ansættelsesændring skal afsendes senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, ikke er overholdt. Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 er af den grund ugyldig.

Det forhold, at Skattestyrelsen i tiden fra den 27. juni 2019 til 20. marts 2020 fik tilvejebragt oplysninger, der kunne give grundlag for opgørelse af et korrekt og fyldestgørende beskatningsgrundlag, ændrer ikke herpå, når det må lægges til grund, at Skattestyrelsen allerede i god tid forud for den 27. juni 2019 kunne have udbedt sig oplysninger om disse forhold.

Den manglende overholdelse af officialmaksimen forud for udsendelsen af agterskrivelsen den 27. juni 2019 medfører under alle omstændigheder, at den efterfølgende afgørelse den 20. marts 2020 er behæftet med en sagsbehandlingsfejl, der konkret skal underlægges en generel væsentlighedsvurdering, idet iagttagelse af officialmaksimen er en garantiforskrift. Dette fører til afgørelsens ugyldighed.

Østre Landsrets dom i TfS 2003, 179 understøtter As opfattelse. I sagen konkluderede landsretten, at skattemyndighederne var i besiddelse af oplysninger, der gav grundlag for at varsle indkomstændringer. Modsat var Skattestyrelsen ikke den 27. juni 2019 i besiddelse af oplysninger, der gav grundlag for at varsle ændringer af As skatteansættelser for 2016 og 2017.

Fristregler på skatteområdet er et produkt af en afvejning af en række forskellige og modsatrettede hensyn. Fristreglerne skal således dels tilgodese de skattepligtige, dels skal de tilgodese skattemyndighederne og samfundet som helhed.

Det helt overordnede hensyn med fristreglerne er at opnå materielt rigtige afgørelser. Regler om frister strider fundamentalt mod dette hensyn. Over for dette overordnede hensyn står en række andre og modsatrettede hensyn, der tilsiger, at der desuagtet skal være frister for, hvornår skattemyndighederne og skatteyderne kan kræve en skatteansættelse ændret.

Fristregler er nødvendige for at skabe retsafklaring, sikkerhed og klarhed i retsforholdet mellem borgere og myndigheder. Skattemyndighederne må som kreditor fremsætte sine krav over for de skattepligtige uden ugrundet ophold, hvilket Skattestyrelsen ikke har gjort over for A, da tiden fra indledningen af arbejdsgiverkontrollen i februar 2018 og frem til ansættelsesfristen den 30. juni 2019 for indkomståret 2017 ikke blev anvendt optimalt af Skattestyrelsen. Tværtimod må dette tidsrum anses at være anvendt på en uhensigtsmæssig måde fra Skattestyrelsens side. Skattemyndighederne havde tilstrækkelig tid til at oplyse sagen, idet der var ca. 1 år og 4 måneder hertil fra februar 2018 til 30. juni 2019 for så vidt angår indkomståret 2017. Selvom der var tilstrækkelig tid til at søge sagen oplyst inden ansættelsesfristens udløb den 30. juni 2019, gjorde Skattestyrelsen ikke det. Det er alene på grund af Skattestyrelsens forhold, at der ikke rettidigt blev udarbejdet en korrekt og fyldestgørende varsling af As skatteansættelser for 2016 og 2017.

Fristregler er også nødvendige for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af skattemyndighedernes ressourceanvendelse.

Fristreglerne hverken kan eller skal varetage et hensyn til skattemyndighedernes mulighed for umiddelbart forud for en ansættelsesfrist at varsle ansættelsesændringer, når skattemyndighederne ikke har foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af de faktiske forhold, der ligger til grund for den varslede ansættelsesændring, og denne mangelfulde sagsoplysning i det hele taget må tilskrives skattemyndighedernes uhensigtsmæssige tilrettelæggelse af den ligningsmæssige kontrol.

Skattestyrelsen har ikke iagttaget den korte ligningsfrist - indkomståret 2016

Det gøres gældende, at Skattestyrelsens ændring af As skatteansættelse for 2016 ikke blev varslet rettidigt og derfor er ugyldig.

Den almindelige frist for at varsle ansættelsesændringer er den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

For personer, der har enkle økonomiske forhold, gælder denne frist ikke, idet der efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold gælder en forkortet frist.

For fysiske personer med enkle økonomiske forhold skal ansættelsesændringer varsles senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. bekendtgørelsens § 1. En afgørelse skal endvidere træffes senest 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udgang. Skattestyrelsen har ikke overholdt denne frist for så vidt angår indkomståret 2016 og det gøres gældende, at § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 ikke finder anvendelse.

For indkomståret 2016 var den forkortede ligningsfrist 30. juni 2018. Skattestyrelsen fremsendte først sit forslag til afgørelse om ændring af As skatteansættelse for 2016 den 27. juni 2019. Denne ændring blev dermed ikke varslet rettidigt, idet den blev varslet næsten 1 år for sent. Det gøres gældende, at konsekvensen heraf er, at Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 er ugyldig.

Efter § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 gælder den forkortede ligningsfrist i § 1, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 ikke, når ændringen er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder en ændring for et tidligere indkomstår.

Det gøres gældende, at ændringen af As skatteansættelse for 2016 ikke er begrundet i et helt tilsvarende forhold som det, der begrundede ansættelsesændringen for 2017.

Genstanden for den gennemførte beskatning af A af fri bil - det vil sige det splitleasede køretøj - var den samme i både indkomståret 2016 og 2017. A havde i både indkomståret 2016 og 2017 G1-virksomhed som arbejdsgiver.

Det splitleasede køretøj var imidlertid leaset hos to forskellige leasingselskaber i indkomstårene 2016 og 2017. Det gøres gældende, at dette i sig selv medfører, at der ikke er tale om helt tilsvarende forhold, sådan som dette skal forstås efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.

Køretøjet havde forskellige ejere i de to indkomstår. Vilkårene i de to aftaleperioder - det vil sige før og efter 7. december 2016 - var heller ikke identiske. Tilsvarende gjaldt for leasingydelserne. De økonomiske forhold vedrørende leasingaftalerne ændrede sig, hvilket også er lagt til grund af Skattestyrelen i afgørelsen af 20. marts 2020, hvoraf der netop fremgår forskellige talmæssige opgørelser for 2016 og 2017. Den forholdsmæssige registreringsafgift, som leasingselskaberne skulle betale, men som leasingydelserne blandt andet skulle dække, var forskellig i de to perioder, idet køretøjet faldt i værdi fra første til anden periode.

Der var derfor ikke tale om helt tilsvarende forhold i 2017 som i 2016, fordi afgiftsbeløbene, der blandt andet begrunder leasingydelsernes størrelse, blev forandret fra første til anden periode i takt med køretøjets værdifald.

Det er derfor ikke helt tilsvarende forhold, der er gældende i indkomståret 2016 som i indkomståret 2017. Forholdene kan muligvis være lignende, da der er tale om det samme køretøj og den samme arbejdsgiver i begge indkomstår. Men det er ikke tilstrækkeligt for at bringe den ordinære frist efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, i anvendelse, blot fordi der i de to indkomstår er tale om forhold, der ligner hinanden. Der skal være tale om et helt tilsvarende forhold, hvilket der ikke er tale om.

Landsskatteretten har i sin afgørelse anført, at det var tilsvarende forhold, der blev behandlet i begge indkomstår. Hermed har Landsskatteretten tilkendegivet, at det er tilsvarende, men ikke helt tilsvarende forhold. En ordlydsfortolkning af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, kræver, at det er helt tilsvarende forhold. At der blot er tale om tilsvarende forhold er ikke tilstrækkeligt til at fravige den korte ansættelsesfrist i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., for derimod at anvende den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Det fremgår af Skattestyrelsens juridiske vejledning i afsnit A.A.8.2.1.1.4, at et helt tilsvarende forhold er den samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter.

Der er imidlertid ikke tale om de samme civilretlige forhold i 2016 som i 2017. Køretøjet, der var splitleaset til A og G1-virksomhed, blev leaset hos G2-virksomhed i 2016 (indtil 6. december 2016) og G5-virksomhed i 2017 (fra 7. december 2016). Der var herved tale om to forskellige splitleasingaftaler. En aftale var gældende i 2016, mens en anden splitleasingaftale var gældende i 2017. Derved er der ikke tale om de samme civilretlige forhold mellem de samme parter.

Skattestyrelsen gennemgik disse splitleasingaftaler og foretog en vurdering af, om aftalerne opfyldte de skattemæssige krav til splitleasingaftaler, der er fastlagt i praksis, jf. f.eks. Ligningsrådets afgørelse i SKM2001.255. Skattestyrelsen fandt ved afgørelsen af 20. marts 2020, at de i praksis opstillede krav ikke var opfyldt, hvorefter A skulle beskattes af fri bil efter bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Det gøres gældende, at der ikke er tale om "samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter", jf. Skattestyrelsens juridiske vejledning i afsnit A.A.8.2.1.1.4. I 2016 blev der foretaget en særskilt vurdering af de indgåede splitleasingaftaler med G2-virksomhed, hvorimod der i 2017 blev foretaget en ny og særskilt vurdering af splitleasingaftalerne med G5-virksomhed.

Uanset at der for både indkomstårene 2016 og 2017 er tale om ændring af As skatteansættelser, for så vidt angår fri bil stillet rådighed af arbejdsgiver, så er de ændrede skatteansættelser ikke begrundet i helt tilsvarende eller samme forhold."

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument påberåbt følgende anbringender:

"Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det overordnet gældende, at Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 - som er materielt korrekt - er gyldig.

Der foreligger ingen tilsidesættelse af officialprincippet

Sagsøgeren gør gældende, at Skattestyrelsen ikke har iagttaget officialprincippet i forbindelse med styrelsens udarbejdelse af forslag til afgørelse af 27. juni 2019, jf. stævningen, s. 8-9, og replikken, s. 1 nederst, da Skattestyrelsen ikke forinden havde indhentet dokumentation for egenbetalinger foretaget af sagsøgeren.

Ifølge sagsøgeren skulle Skattestyrelsens afgørelse af 20. marts 2020 derfor være ugyldig, da den forudgående varsling af 27. juni 2019 efter sagsøgerens opfattelse således ikke var behørig.

Hertil bemærkes, at officialprincippet fastslår, at myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer en afgørelse. Princippet forpligter dermed myndigheden til at tilvejebringe de faktiske oplysninger, som er nødvendige for at kunne træffe afgørelse.

Forud for afgørelsen iagttog Skattestyrelsen den høringspligt, der følger af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., hvorefter told- og skatteforvaltningen, forinden der træffes en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal underrette den skattepligtige om den påtænkte afgørelse.

I overensstemmelse hermed fremsendte Skattestyrelsen forslag til afgørelse af 27. juni 2019 …, hvor sagsøgeren blev underrettet om, at styrelsen agtede at træffe afgørelse om, at sagsøgeren var skattepligtig af værdien af fri bil. I forslaget blev der henvist til de faktiske omstændigheder, styrelsen havde inddraget ved vurderingen, og til de retsregler, der dannede grundlag for den påtænkte afgørelse. I forslaget gjorde Skattestyrelsen specifikt opmærksom på, at forhøjelsen kunne blive nedsat, hvis sagsøgeren fremlagde dokumentation for, at hun selv - af egne beskattede midler - havde betalt ydelser til leasingselskabet.

Inden Skattestyrelsen traf afgørelse i sagen, havde sagsøgeren herefter lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og fremsende relevant dokumentation, jf. herved TfS 2005, 426 Ø, hvilket hun da også gjorde.

Det kan på anførte baggrund fastslås, at Skattestyrelsen foretog behørig varsling af den påtænkte afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., og at styrelsen til fulde havde iagttaget officialprincippet, da styrelsen traf afgørelsen af 20. marts 2020, som er materielt korrekt, hvorfor ugyldighedsvirkninger under alle omstændigheder er udelukket.

Afslutningsvist bemærkes, at det i stævningen, s. 8n-9ø, anførte om, at Skattestyrelsen "… bevidst [har] varslet en forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for 2017 (og 2016), som Skattestyrelsen var klar over var for høj, idet Skattestyrelsen netop var klar over, at der skulle ske en reduktion med de egenbetalinger, som sagsøger selv har foretaget." bestrides. Skattestyrelsen var ikke på varslingstidspunktet bekendt med, om egenbetalingerne var sket, og om beløbene var betalt med beskattede midler, jf. den dagældende ligningslovs § 16, stk. 4, 12. pkt., jf. bilag 1, s. 6, 2. sidste afsnit.

Det forhold, at der var tale om en splitleasingaftale, godtgør ikke i sig selv, at egenbetalingerne var sket, og at beløbene var betalt med beskattede midler, modsat det af sagsøgeren anførte, jf. bl.a. replikken, s. 2, 5. afsnit.

Der er således ikke begået sagsbehandlingsfejl, der kan føre til, at de omhandlede forhøjelser af sagsøgerens skattepligtige indkomster for indkomstårene 2016 og 2017 er ugyldige.

For det tilfælde, at retten måtte finde, at der foreligger en sagsbehandlingsfejl, gøres det gældende, at denne efter en konkret væsentlighedsvurdering af fejlens betydning for sagens udfald ikke kan føre til afgørelsens ugyldighed, da de omhandlede forhøjelser er materielt korrekte, jf. herved fx SKM2008.702.HR og UfR 2000.1504H.

Det bemærkes, at det ved sagens afgørelse må lægges til grund, at Landsskatterettens afgørelse er materielt korrekt, da det materielle spørgsmål ikke er indbragt for domstolene. Landsskatterettens afgørelse på dette punkt er dermed endelig, jf. eksempelvis SKM2010.292.BR.

Skattestyrelsen varslede ændringen af sagsøgerens skatteansættelse for 2016 rettidigt

En ansættelse eller en ændring af en ansættelse skal som udgangspunkt varsles senest den 1. maj i det fjerde indkomstår efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Det følger af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, at fristen for at afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelsens § 2, er den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1. En afgørelse skal træffes senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, jf. § 1, stk. 2.

Sagsøgeren er omfattet af den personkreds, hvor fristerne for personer med enkle økonomiske forhold finder anvendelse, jf. bekendtgørelsens § 2.

Skattestyrelsen varslede ændringen af sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 2016 og 2017 den 27. juni 2019, …

For så vidt angår varslingen af ændringen af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2017 skete den dermed inden for fristen den 30. juni 2019, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Skattestyrelsen traf herefter afgørelse den 20. marts 2020, hvilket skyldes sagsøgerens anmodninger om rimelige fristforlængelser i sagen, og afgørelsen er dermed også truffet rettidig, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2, hvilket da heller ikke er bestridt af sagsøgeren.

For så vidt angår varslingen af ændringen af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2016 følger det af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, at når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår, gælder den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Genoptagelsen af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2016 skete i forbindelse med Skattestyrelsens ændring af sagsøgerens skatteansættelse vedrørende indkomståret 2017, og genoptagelsen af indkomståret 2016 var begrundet i et helt tilsvarende forhold som genoptagelsen og ændringen af skatteansættelsen vedrørende indkomståret 2017. Bekendtgørelsen er dermed ikke til hinder for skattemyndighedernes ændring af skatteansættelsen vedrørende indkomståret 2016, jf. bekendtgørelsens § 4. Det afgørende er, at det er samme forhold, der begrunder genoptagelsen.

Et helt tilsvarende forhold omfatter den situation, hvor der er tale om den samme skatteretlige vurdering af de samme civilretlige forhold mellem de samme parter, jf. SKM2009.477.VLR.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse vedrørende skatteansættelsen for indkomstårene 2016 og 2017 omhandler for begge indkomstår beskatning af værdien af fri bil, som er stillet til rådighed for sagsøgeren af G1-virksomhed. Der er dermed tale om den samme skatteretlige vurdering af det samme civilretlige forhold (beskatning af fri bil, der stilles til rådighed af en arbejdsgiver) mellem de samme parter (sagsøgeren og sagsøgerens arbejdsgiver).

En afgørelse om beskatning af fri bil, som stilles til rådighed for en lønmodtager af en arbejdsgiver, omhandler beskatning af et forhold mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager. Leasingselskabet er således ikke part i det civilretlige forhold, der begrunder skattepligten. Det er derfor uden betydning, at bilen blev splitleaset ved to forskellige leasingselskaber i 2016 og 2017.

Skattestyrelsens varsling af ændringen af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2016 var dermed også rettidig, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Sagens oplysning - indkomstårene 2016 og 2017

I medfør af det forvaltningsretlige officialprincip har Skattestyrelsen været forpligtet til at søge As skattesag fuldt oplyst, før styrelsen udsendte sin agterskrivelse af 27. juni 2019. Det kan efter agterskrivelsens indhold lægges til grund, at Skattestyrelsen ved skrivelsens afsendelse var vidende om, at der sandsynligvis forelå yderligere relevant faktum i form af oplysninger om As egenbetalinger af flexleasingydelser. Disse oplysninger burde være indhentet forud for udarbejdelsen af forslag til afgørelse. Da oplysningerne imidlertid efterfølgende indgik til Skattestyrelsen, før der blev truffet afgørelse i sagen den 20. marts 2020, og da oplysninger indgik korrekt i afgørelsens udfald, har denne sagsbehandlingsfejl ikke været konkret væsentlig for sagens afgørelse, hvorfor den ikke kan føre til, at Landsskatterettens afgørelse helt eller delvis tilsidesættes som ugyldig.

Ligningsfrist - indkomståret 2016

Retten tiltræder af de grunde, som Landsskatteretten har anført, at ændringen af As skatteansættelse for 2016 er begrundet i helt tilsvarende forhold, som har begrundet ændringen af skatteansættelsen for 2017. Genoptagelsen er herefter omfattet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013, hvorfor Skattestyrelsen har overholdt fristen for ændring af As skatteansættelse for 2016. Reglerne om forkortet ligningsfrist kan derfor ikke føre til en tilsidesættelse af Landsskatterettens afgørelse som ugyldig.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages derfor til følge.

Sagsomkostninger

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift inklusive moms med 17.000 kr. Retten har herunder lagt vægt på, at sagen har været uden bevisførelse og har været hovedforhandlet på ½ retsdag.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 17.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.