Dokumentets metadata

Manglende advisering - indsætninger fra udlandet - familielån

Sagen angik for det første, om Skattestyrelsens afgørelse var ugyldig som følge af, at sagsøgeren ikke havde modtaget behørig advisering om, at forslag til afgørelse var lagt i sagsøgerens skattemappe. Det var i sagen ubestridt, at Skattestyrelsen ikke ved fremsendelsen af forslag til afgørelse samtidig sendte en advisering til sagsøgeren. Retten fandt på den baggrund, at forslaget til afgørelse ikke kunne anses for at være kommet frem, jf. skatteforvaltningslovens § 35, stk. 5. Retten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at afgørelsen ikke var ugyldig. Retten fandt derudover, at den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, var overholdt, da fristen alene vedrører skatteforvaltningens fremsendelse af forslag til afgørelse. Sagen angik for det andet, om sagsøgeren skulle beskattes af tre indsætninger på sagsøgerens bankkonto i Danmark fra tre forskellige konti i udlandet. Sagsøgeren var selv anført som ejer af de tre konti, herunder som medejer af to konti sammen med faren henholdsvis moren. Sagsøgeren gjorde gældende, at der var tale om lån fra sagsøgerens far. Sagsøgeren fremlagde en låneaftale samt et gældsbrev. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte beskatningen af de tre indsætninger. Retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke var sket afdrag i overensstemmelse med låneaftalen og gældsbrevet, samt at der var uoverensstemmelser mellem forklaringerne og dokumenterne i sagen om, hvad beløbet skulle anvendes til. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A

(v/ advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Halfdan Lien Kjær)

Denne afgørelse er truffet af

dommerfuldmægtig Anders Nørgaard Hansen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 13. december 2021.

Sagen drejer sig om, hvorvidt Skattestyrelsens afgørelse af den 9. juli 2020 er ugyldig som følge af, at reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 ikke er iagttaget. Sagen vedrører derudover spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for at beskatte sagsøger af et beløb på i alt kr.

5.820.178, som han i januar 2016 fik overført fra Y1-land.

A har nedlagt følgende påstand:

Der nedlægges principalt påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As skatteansættelse for indkomståret 2016 nedsættes med kr. 5.820.178.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at behandlingen af As skatteansættelse for indkomståret 2016 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Sagens overordnede tema vedrører ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2016.

Sagsøgeren modtog i perioden fra 14-15. januar 2016 tre overførsler på i alt 5.820,178,00 kr.

Skattestyrelsen henvendte sig til sagsøgeren den 2. september og den 11. november 2019 og anmodede sagsøgeren om yderligere oplysninger vedrørende overførslerne. Sagsøgeren fremsendte materialet til Skattestyrelsen, som den 24. april 2020 udfærdigede forslag til afgørelse om ændring af sagsøgerens skattepligtige indkomst, som blev lagt i sagsøgerens skattemappe.

Sagsøgeren fremsendte ikke bemærkninger til forslaget, hvorfor Skattestyrelsen den 9. juli 2020 traf afgørelse, hvori sagsøgerens skattepligtige indkomst blev ændret som følge af overførslerne.

Følgende fremgår af skattestyrelsens afgørelse af 9. juli 2020:

…"

[red. bilag fjernet]

Sagsøgeren indbragte herefter skattestyrelsens afgørelse for skatteankenævnet, som den 4. oktober 2021 traf afgørelse, hvori skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet. Følgende fremgår af afgørelsen:

"…

Sagens formalitet

Agter Skattestyrelsen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er oplyst til skatteforvaltningen, skal den skattepligtige underrettes om den påtænkte afgørelse. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1.

Offentlige afsendere, herunder Skattestyrelsen, jf. stk. 5, kan, jf. dog § 9 og regler fastsat i medfør af § 11, stk. 1, anvende Digital Post til kommunikation med fysiske personer, der er tilmeldt postløsnin gen med de retsvirkninger, der følger af § 10. Ved kommunikation forstås afsendelse af alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgørelser. Det fremgår af § 7 i dagældende lovbekendtgørelse nr. 801 af 13. juni 2016 om Digital Post fra offentlige afsendere.

Repræsentanten har anført, at klageren ikke fik meddelelse om, at Skattestyrelsen den 24. april 2020 lagde et forslag til afgørelse i klagerens skattemappe, og at Skattestyrelsens afgørelse som konsekvens heraf må være ugyldig på grund af manglende høring, jf. skatteforvaltningslovens § 20.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse er dateret den 24. april 2020. Forslaget er samme dag lagt i klagerens skattemappe, hvilket fremgår af Skattestyrelsens sagsnotat. Skattestyrelsen har fremlagt en kvittering fra samme dato, der viser, at sagsbehandleren har sendt sikker mail til klagerens digitale postkasse.

Skatteankenævnet finder derfor, at klageren er blevet behørigt underrettet om den påtænkte afgørelse. Afgørelsen kan derfor ikke anses for at være ugyldig.

Overførsler fra Y1-land

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis, og kan udledes af Højesteretsdom af 7. marts 2011 offentliggjort i SKM2011.208.HR.

Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Dette kan udledes af Højesteretsdom af 10. oktober 2008 offentliggjort i SKM2008.905.HR. Der lægges i denne forbindelse vægt på, om klagerens forklaringer kan underbygges af objektive kendsgerninger. Dette kan udledes af Østre Landsrets dom af 29. april 2013 offentliggjort i SKM2013.389.ØLR og byrettens dom af 28. februar 2017 offentliggjort i SKM2017.233.BR.

Efter praksis skal låneforhold kunne dokumenteres, eksempelvis ved fremlæggelse af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån m.v., hvilket kan udledes af byrettens dom af 18. marts 2013 offentliggjort i SKM2013.363.BR.

Når der er tale om lån ydet indenfor et snævert interessefællesskab, skal der foreligge en sikker og objektiv konstaterbar dokumentation for de påståede dispositioner, for at de kan lægges til grund. Dette kan udledes af Østre Landsrets dom af 5. marts 2004 offentliggjort i SKM2004.156.ØLR.

I Højesteretsdom af 7. marts 2011 offentliggjort i SKM2011.208.HR fandt retten det ikke bevist, at der forelå et reelt gældsforhold, idet låneforholdet ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger.

Det er ubestridt, at der i indkomståret 2016 er overført i alt 5.820.178,03 kr. til klagerens bankkonto, som Skattestyrelsen har anset for at være skattepligtige midler.

Henset til at Skattestyrelsen har dokumenteret tre større formueoverførsler, der ikke er selvangivne, finder skatteankenævnet, at det i en sådan situation påhviler klageren at godtgøre, at de omhandlede beløb ikke skal undergives beskatning. Det er med andre ord klageren, der under de foreliggende omstændigheder skal godtgøre, at de indsatte beløb ikke er skattepligtige. Der kan henvises til SKM2015.633.ØLR.

Repræsentanten har forklaret, at overførslerne er lån fra klagerens far, MJ til klageren. Det er forklaret, at indeståendet på de tre konti tilhører klagerens far alene. Der er til støtte herfor blandt andet indsendt en låneaftale, en generalfuldmagt samt kontooplysninger, der viser, at to af de konti, hvorfra der er overført penge, tilhører klageren i sameje med henholdsvis klagerens mor og far. Skatteankenævnet finder det ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at de pågældende beløb ikke skal undergives beskatning. Der er lagt vægt på, at klageren selv står som ejer af de tre konti, herunder som eneejer af konto X1. Det anses ikke for godtgjort, at midlerne på kontiene tilhører klagerens far alene. Hertil bemærkes også, at klagerens far selv er ejer af flere andre konti i Y1-land med indestående. Vilkårene om tilbagebetaling i den indsendte låneaftale, der desuden er dateret over 8 måneder efter, at pengene er overført, er ikke overholdt. I stedet er de overførte beløb gået til køb af ejendommen Y2-adresse, Y5-by, der er ejet af klageren alene. Der ses ikke forbindelse hermed at være indgået en ny aftale mellem klagerens far og klageren. Den anden låneaftale, der angives at danne grundlag for gældsbrevet fra september 2016, fremstår som værende udarbejdet den 15. november 2015. Aftalen er dog først indsendt i forbindelse med klagesagen, og alle officielle stempler er fra 2020, hvorfor skatteankenævnet ikke finder at kunne tillægge denne nævneværdig vægt.

Af overførselsteksterne til to ud af de tre overførsler fremgår, at pengene skal bruges til "(…) renovation and development of his business", samt "Transfer to his own account in denmark to grow his business", hvilket indikerer, at pengene stammer fra klageren. Modsat overførselsteksterne til overførslerne fra klagerens fars konti til G1-virksomhed den 17. februar og 17. maj 2017, hvoraf det tydeligt fremgår, at det er "to his son".

Klagerens forklaring om, at overførslerne til farens konti i Y1-land den 2. december 2016 på 41.946 kr. og den 1. juni 2017 på 53.147,20 kr. skyldtes, at faderen manglede kontanter, hænger ikke sammen med, at faderen samme periode i februar og maj 2017 overførte i alt 684.064,71 kr. som lån til klagerens selskab, G1-virksomhed, fra sine egne bankkonti.

Det er derfor ikke dokumenteret, at overførslerne stammer fra klagerens far, eller at de i øvrigt er undtaget fra beskatning.

Skatteankenævnet stadfæster derfor Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt. Det bemærkes, at klageren har pligt til at oplyse om formue og indestående i udlandet. Det fremgår af skattekontrollovens § 2, stk. 3.

Overskud ved udlejning af ejendom

Indtægter ved udlejning af fast ejendom skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 4, litra b.

Efter statsskattelovens § 6, litra a er der fradrag for driftsudgifter, der kan anses for driftsomkostninger, og som er afholdt i årets løb til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten fra ejendommen.

Derudover kan der fratrækkes udgifter, der er gået til vedligeholdelse af ejendommen, jf. statsskattelovens § 6, litra e. Desuden kan der fratrækkes beløb, der i årets løb er anvendt til skatter og afgifter på fast ejendom. Det fremgår af ligningslovens § 14, stk. 1.

Skatteankenævnet tilslutter sig Skattestyrelsens opgørelse af lejeindtægter på 85.000 kr. for udlejning af værelser i ejendommen Y2-adresse, Y5-by, som er opgjort på baggrund af de indsendte lejekontrakter, samt klagerens egen forklaring om lejebetaling fra MA.

Klageren har anført udgifter til senge, tv og havemøbler fra henholdsvis [red. fjernet butiksnavn], [red. fjernet butiksnavn1] og [red. fjernet butiksnavn2]. Da det fremgår af de indsendte lejekontrakter, at værelserne udlejes uden inventar, kan der ikke gives fradrag herfor.

Der er desuden anført, at der har været udgifter til håndvask og spejl fra [red. fjernet butiksnavn2]. Udgifterne er afholdt den 29. april 2016, inden udlejningens start. Udgifterne må derfor anses for at være afholdt for at etablere et grundlag for indkomsten, i form af en udlejningsklar ejendom. Udgiften er derfor ikke fradragsberettiget, jf. statsskattelovens § 6, sidste afsnit.

Ejendomsskat på 9.675 kr. kan fratrækkes, ligesom udgiften til maling kan godkendes som en vedligeholdelsesudgift i medfør af statsskattelovens § 6, litra e.

Det skattepligtige resultat ved udlejning kan således opgøres til 74.695 kr., hvorfor Skattestyrelsens beregning af overskud ved udlejning stadfæstes.

…"

Forklaringer

A, MJ og JT har afgivet forklaring.

A har forklaret, at han er født og opvokset i Y1-land. Han har boet næsten 20 år i Y1-land, og resten af tiden i Danmark. Han flyttede fra Y1-land på grund af borgerkrig og situationen i Y1-land. Han har haft grønthandler butik, og han har for nyligt skiftet branche til en klinik. Han tjener måske 300-350.000,00 kr. om året. Han har aldrig haft indtægt i Y1-land eller andre steder i verden.

Hans far bor i Y1-land og arbejder som businessman med alt muligt i Y1-land. Faren er 83 år gammel og har været på arbejdsmarkedet i næsten 70 år. Faren tjener rigtigt, rigtigt godt, mere end 130-140.000 USD om året. Y3-lændere betaler ikke skat i Y1-land, men betaler en indirekte skat. Det betyder, at der skal købes frimærker hver gang, at Y3-lændere indgår aftaler eller køber ting. Frimærkerne koster penge, og derfor er det en slags indirekte skat. Der er slet ikke lønsedler eller ansættelsesbeviser for Y3-lændere i Y1-land. Det har påvirket hans liv meget, de er rigtigt racistiske mod Y3-lændere i Y1-land, de bliver ikke engang behandlet som indvandrere, selvom de er født og opvokset der. De har slet ikke ret til skole, medicin eller noget som helst.

Foreholdt fuldmagten på ekstraktens side 96 forklarede parten, at fuldmagten er lavet mellem ham og hans far. De oprettede fuldmagten efter, at faren havde oprettet en konto til ham. Det var As første tur til Y1-land efter, at han flyttede til Danmark. De lavede fuldmagten, så faren kunne styre pengene i Y1-land på den konto, som var oprettet til A og As mor.

Foreholdt låneaftalen på ekstraktens side 100 forklarede parten, at aftalen blev indgået, fordi faren blev anbefalet af nogle venner, at det var smart at overføre penge eller investere ud af landet, så pengene kunne sikres. Det var derfor, at A fik pengene overført, men han måtte ikke investere eller bruge pengene. A skulle købe en ejendom for faren, så faren vidste, hvor pengene lå. Faren ville ikke tabe pengene, men holde dem et sikkert sted. Alt deres kontakt om låneaftalen og ejendommen foregik telefonisk i starten. Da de blev enige, tog A til Y1-land, hvor de fik hjælp af en advokat til at lave aftalen. Faren kunne ikke overføre pengene, førend aftalen var udfærdiget. As mor og søskende kender godt til aftalen, det var jo for at sikre dem i tilfælde af farens død.

Vedrørende overførslerne og kontoen forklarede parten, at kontoen blev oprettet i 1996. I 2006 var der krig i Y1-land, og så blev de bekymrede for tilstanden i Y1-land. Nogle af farens penge blev indsat på en konto i farens søsters navn, men hun fik konstateret kræft og var ved at dø. Så oprettede faren kontoen i As navn, da pengene hurtigt og nemt kunne trækkes fra søsterens konto og til A. Derefter lukkede faren sin egen konto. Så var det en fælleskonto. A havde ikke tjent nogle af pengene på nogle af de tre konti. Han har aldrig indsat eller hævet penge på kontiene. Han ved ikke meget om, hvordan man sætter pengene i banken i Y1-land, han har aldrig prøvet det.

Vedrørende teksterne på overførslerne forklarede parten, at det er bankmanden dernede der spurgte, hvad pengene skulle bruges til. Det er bankmanden selv, der har skrevet teksten på overførslen ud fra det, som faren har forklaret til bankmanden.

De lavede låneaftalen for at vise, at pengene, som han havde modtaget, blot var et lån fra faren. Det var også for at vise til skat, at det var et lån. Det er korrekt, at han overførte de to beløb på til sin far, det var tilbagebetaling, altså betaling af afdrag.

Vedrørende to lån på ca. 50.000,00 USD forklarede parten, at det er rigtigt, at han også har modtaget de penge fra faren. Han har tilbagebetalt de to lån.

Hvis faren ønsker at få pengene tilbage, som er brugt til køb af huset, så vil han sælge huset og give pengene til ham, det følger også af kontrakten, at han har 3 år til at betale tilbage, så huset kan sælges.

Hvis han taber sagen, kan han ikke betale det beløb, som Skattestyrelsen kræver. Det har været vanskeligt for faren at få visum til at deltage i sagen i dag. Moren fik ikke bevilget visum. Det er blevet svært grundet situationen i Y1-land.

Foreholdt side 182 forklarede parten, at han ikke mindes, hvorvidt det er første brev, som han modtog fra skat. Skattesagen startede deromkring. Han har aldrig haft skattesager før. Han har sendt alle oplysninger til Skattestyrelsen. Han har altid fulgt alle retningslinjerne fra Skat. Skat har aldrig overholdt deres tidsfrister, og bedt om flere oplysninger i stedet for at træffe afgørelse. Han modtog skrivelserne fra skat gennem posten og han svarede selv igennem mail.

Foreholdt kvittering på ekstraktens side 198 forklarede parten, at han modtog en kvittering fra skat, hver gang han sendte en mail. Han ringede selv ind for at bekræfte, at de havde modtaget papirerne. Der gik længere tid end 2 måneder, før han fik svar. Han fik afgørelsen sendt i sin i e-boks. Han har ikke modtaget forslaget til afgørelse. Han fik det rigtigt dårligt, da han modtog en årsopgørelse fra Skattestyrelsen. Han tog det til sin revisor, som sagde, at han skulle have modtaget en afgørelse før han modtog en årsopgørelse, men han havde modtaget årsopgørelsen først.

Han kontaktede skat, og en medarbejder sagde, at afgørelsen var sendt med post. Medarbejderen sagde, at brevet var lagt i hans skattemappe. Han vidste ikke hvad en skattemappe var. Han havde aldrig modtaget noget om det. Hun sagde, at hun også ville sende afgørelsen med posten, men afgørelsen var jo allerede truffet, så han havde ikke meget at gøre. Han kontaktede derefter en advokat.

Han havde på ingen måde forventet, at de ville forhøje hans indkomst med 5.8 mio. Hvis han havde vidst det, havde han søgt bistand med det samme.

Foreholdt kontoudskrift på ekstraktens side 131 bekræftede parten, at det er hans konto alene. Som han forstår det, er det den sidste udskrift fra banken, inden den lukkede. Grunden til, at det kun er ham der ejer kontoen, er fordi, at det var da fasteren blev syg med kræft, så oprettede faren kontoen til A, så pengene kunne overføres til ham. Fordi han er dansk statsborger, var det meget nemt at oprettet en konto og overføre pengene til ham. Faren er en gammeldags mand, derfor har han delt pengene op i forskellige konti, så pengene var sikret mod bankers eventuelle konkurs. Det har ikke været muligt at indhente udskrifter fra alle banker, men han har forsøgt.

Det er rigtigt, at faren lukkede en konto i Y1-land, da han stod alene på den. Det var for at lave en fælleskonto, så pengene var sikret mod hans eventuelle død. Det skete nok i 2011 og forud for overførslerne. Pengene er overført fra den fælles konto. Foreholdt oplysningerne om, at de to overførsler til virksomheden er sket fra en anden konto end fælleskontoen forklarede parten, at de er sendt fra farens øvrige konti. Faren har også konto med partens brors navn og farens søsters navn. Faren har ingen konto, hvor det kun er hans eget navn, der fremgår. A har lånt penge af faren tidligere til bil og lignende. Lånet til virksomheden er tilbagebetalt for nyligt, da han solgte alt inventaret i sin virksomhed. Det er nok 3-4 måneder siden. Han har ikke sendt pengene til Y1-land, da der ikke er nogle banker. Han har overført dem til Y6-land, da faren har en firmakonto i Y6-land.

MJ har forklaret, at han er født og opvokset i Y1-land i 1940. I 1948 flygtede hans familie i Y1-land, hvor han har boet siden.

Hans far var mellemklasse, så de havde nogle penge, og faren havde en forretning med bl.a. elektronik. DA var ca. 13 år gammel, begyndte han at hjælpe til i forretningen, så han en dag kunne overtage den. I 2020 blev han opereret i øjnene, så nu er det primært hans ansatte, der styrer forretningen, mens han rådgiver. Han har beskæftiget sig som ejendomsmægler og renovering og salg af ejendomme. Han har videresolgt en masse byggematerialer til bygninger med profit. Hvis han solgte en ejendom som mægler, skulle køber betale 2,5 procent af købesummen. Han fik også et beløb af sælgeren, men det svingede meget, hvad de gav. Det var altid kontanter, som der blev betalt i. Han har tjent minimum 120.000,00 USD årligt. I gennemsnittet har han nok tjent 10.000,00 USD månedligt. Y3-lændere betaler ikke direkte skat, men man skal købe frimærker, som koster penge. Alle varer i Y1-land er der en afgift på, som er på omkring 10%, og som udgør skatten. Der er altså skat på alle varer. I 2022 var den på 11% grundet økonomisk krise i Y1-land. Han har sat alle sine penge i banken. Han har samarbejde med minimum 4 banker i Y1-land. Han har oprettet mange konti, da han har været bekymret for at tabe sine penge, så man ikke "sætter alle æg i samme net". Der er en klar racistisk behandling af Y3-lændere i Y1-land; de har ikke ret til noget som helst. Staten lukker øjnene udenfor de flygtningelejre, som er sat op af FN.

Foreholdt fuldmagten på ekstraktens side 96 forklarede vidnet, at det var for at han kunne styre pengene, når A ikke var i Y1-land. Det er vidnets penge og vidnet, der styrer kontoen, så det var for at give ham ultimativ magt over pengene, men sådan så A kunne have adgang til dem, hvis MJ skulle dø.

Foreholdt låneaftalen på ekstraktens side 100 forklarede vidnet, at han fik at vide, at landet ikke var stabilt. Han spurgte A, om A ville købe en ejendom på vidnets vegne for at sikre vidnets penge. Hvis man skal indsætte eller overføre penge i Y1-land, så spørger banken, hvor de kommer fra. Med den kontrakt, kunne han overføre penge ud af landet til Danmark. Det var ham, der overførte de tre beløb til A. Overførslen af beløbet var for at opfylde låneaftalen. Vidnet har sagt til A, at pengene ikke skulle bruges til andet, men blot til køb af ejendom.

Da han gik ind i banken, viste han dem låneaftalen og fortalte, at de skulle overføre pengene til A. Det var herefter bankmanden, som skrev teksterne på de tre overførsler til A. Det er ikke vidnet, der har skrevet teksterne, han har kun sagt, at det er "lån, men business". Han har ikke forklaret til bankmanden, at det skulle være til køb af ejendomme.

Efter han kom til Danmark og så ejendommen, gik han med A til advokat for at udfærdige en bekræftelse på, at A havde købt ejendommen for at sikre, at A ikke selv tog pengene.

I starten var fælleskontoen hans alene. Bankerne er private banker, og pengene går tabt, hvis bankerne går under. Han satte A ind på kontoen for at sikre sin familie i tilfælde af, at vidnet døde. Vidnet havde indsat et beløb til sin søster. Hun fik konstateret kræft og var ved at dø, så han hævede pengene fra hende og indsatte dem på en konto, som han oprettede til A. Det kunne gå hurtigt, da A er dansk statsborger. Bankdirektøren sagde til vidnet, at A skulle lave fuldmagt, så vidnet kunne styre pengene.

Mange banker er lukket i Y1-land. Det har gået ud over valutaen. Den økonomiske situation i Y1-land er meget dårlig. Korruptionen har ødelagt landet.

Det er ham, der har tjent alle pengene på kontoen i Y1-land. Han har beskæftiget sig med mange ting. A har aldrig indsat eller hævet nogle penge. A ved heller ikke, hvor mange penge, vidnet har på kontoen.

A har betalt nogle penge til vidnet. Vidnet har lånt 50.000,00 USD to gange til A, som er blevet betalt tilbage. Betalingerne er sket i henhold til låneaftalen.

Hvis A sælger ejendommen i Danmark, så går pengene til vidnet.

Hans økonomiske situation var meget god, da han overførte pengene til A. Hans problem er, at han ikke kan forvalte de penge, som har indsat på sine konti. Foreholdt oplysningen om, at han lånte penge af A, da han havde likviditetsproblemer, forklarede vidnet, at han har bedt A om at overføre de penge, som han kunne. Forretningsmænd har altid perioder, hvor der er likviditetsproblemer. Han har sine egne konti i Y1-land, som er registreret i hans eget navn, men ikke nogen, som alene er registreret i hans navn. Han har blandt andet konti med A, MJs kone og As søskende.

JT har forklaret, at han er As bror, og at han bor i Y4-by. Han arbejder som tandtekniker. Hans far beskæftiget sig som ejendomsmægler og han har en forretning med hvidevarer. Y3-lændere i Y1-land betaler ikke skat, men man betaler for nogle frimærker, som bruges, når der indgås aftaler. De er ikke i skattesystemet.

Han kender godt til fuldmagten på ekstraktens side 96. Det er en fuldmagt, så faren kan styre sine egne penge i banken i Y1-land. Det er meget almindeligt for Y3-lændere at lave sådanne fuldmagter.

Han kender godt til låneaftalen på ekstraktens side 100. Han kender godt til de tre overførsler til A, og han mener klart, at det er en overførsel af lånebeløbet fra til A. Hans tante var meget syg, så MJ valgte at overføre pengene fra hendes konto i A, da det var nemmere, idet han var dansk statsborger. MJ havde efter hans opfattelse god grund til at frygte, at pengene blev væk. Det kan også ses på, at adskillige banker er lukket i Y1-land siden. Hvis ejendommen i Danmark bliver solgt, skal alle pengene returneres til MJ. Det var aftalen

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

Sagens formalitet

Det gøres i første række gældende, at Skattestyrelsens afgørelse af den 9. juli 2020 er ugyldig, da Skattestyrelsen ikke har overholdt skatteforvaltningslovens § 20 om underretning af den påtænkte afgørelse, og som følge heraf heller ikke har overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., hvorefter skatteansættelsen skal varsles senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb.

Den materielle sag

Det gøres i anden række gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A

af de tre overførsler på i alt 5.820.178 kr. i januar 2016, idet der er tale om et lån fra hans far MJ, der er bosiddende i Y1-land.

Beløbene udgør således ikke skattepligtige indtægter for A, idet der er tale om, at han og faren, grundet den særlige politiske og økonomiske situation i Y1-land, i slutningen af 2015 aftalte, at A, som ældste søn i familien, skulle modtage beløbene som samlet lån fra faderen, med henblik på at undgå, at MJs formue ville blive beslaglagt af de Y1-landske myndigheder.

Sagens formelle spørgsmål Retsgrundlaget

Agterskrivelsen

Reglerne om udsendelse af agterskrivelse i skatteforvaltningslovens § 20 tjener som garantiforskrift til formaliseret og korrekt partshøring samt kontradiktionsadgang på skatteområdet. Reglerne spiller nøje sammen med det grundlæggende princip, der gælder for den offentlige forvaltning, nemlig officialmaksimen. Skatteforvaltningen har i medfør af dette princip ansvaret for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse på et korrekt og fyldestgørende grundlag. Skatteforvaltningen skal derfor sørge for, at alle relevante oplysninger fremskaffes og inddrages i sagen. Dette gælder både vedrørende de faktiske og de retlige forhold. Skatteforvaltningen er herefter forpligtet til at foretage partshøring vedrørende disse forhold, hvilket er formaliseret i agterreglen/varslingsreglen i skatteforvaltningslovens § 20.

Partshøringen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 er udvidet i forhold til forvaltningslovens almindelige partshøringsregel, idet begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24 allerede skal være opfyldt på varslingstidspunktet. Dette udgør en helt særlig retssikkerhedsgaranti på skatteområdet, hvor procedurereglerne skal skabe en garanti for, at afgørelser træffes på korrekt og fuldt ud varslet og begrundet grundlag.

Partshøringen skal være reel og fyldestgørende, og alle relevante og væsentlige indsigelser og oplysninger, der gives af parten, skal indgå i sagen og skal sagsbehandles og kommenteres, så det sikres, at bedømmelsesgrundlaget er korrekt.

Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og stk. 2 har følgende ordlyd:

"Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er oplyst til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en skattepligtig nævnt i skattekontrollovens § 2 har undladt at give told- og skatteforvaltningen oplysninger efter skattekontrollovens § 2 og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Stk. 2. Den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende overfor told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har den skattepligtige m.v. nævnt i skattekontrollovens § 2 ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning." (mine understregninger)

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., at Skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 (agterskrivelse) om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Det er afgørende for, om forslaget anses for rettidigt, at det er afsendt inden varslingsfristens udløb. Det er ifølge fast praksis Skatteforvaltningen, der har bevisbyrden for, at forslaget er afsendt rettidigt.

Selve skatteansættelsen skal herefter være foretaget senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt. Sidstnævnte frist gælder imidlertid ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen.

Praksis

Tilsidesættelse af reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 anses som en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der som altovervejende udgangspunkt vil medføre, at myndighedens afgørelse bliver ugyldig, jf. f.eks. TfS 1997.105.LSR og TfS 1997.146.LSR, hvor Landsskatteretten i sidstnævnte kendelse anså Skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet afgørelsen var truffet på grundlag af noget materiale, der var af væsentlig betydning for sagens afgørelse, men som ikke havde været forelagt for den skattepligtige til udtalelse.

Ved TfS 2007.954.LSR er det ligeledes af Landsskatteretten fastslået, at reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 udgør en vigtig retssikkerhedsgaranti for borgeren. I sagen blev en afgørelse om skønsmæssig ansættelse af indkomst kendt ugyldig, da der ikke var udsendt agterskrivelse, forinden afgørelse i form af årsopgørelse blev udsendt.

Fra praksis henvises videre til SKM2017.589.LSR, hvor daværende SKAT havde gennemført beskatning af værdi af fri bil for indkomstårene 2009-2012 uden at udsende en agterskrivelse til skatteyderen. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at SKATs afgørelse var ugyldig. Videre henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 22. juli 2019 (sagsnr. 15-3103125). SKAT havde i den pågældende sag forhøjet skatteyderens skatteansættelse for indkomståret 2014 med 179.338 kr. som overskud af virksomhed. Samme dato, som afgørelsen blev truffet, blev årsopgørelsen ændret i klagerens skattemappe. SKAT havde ikke forud herfor udsendt agterskrivelse til skatteyderen, og Landsskatteretten nåede frem til, at SKATs afgørelse var ugyldig, hvorfor forhøjelsen bortfaldt.

Endeligt henvises til Landsskatterettens afgørelse af 30. september 2020 (sags.nr. 17-0987358), hvor Landsskatteretten fandt, at afgørelsen fra Skatteforvaltningen var ugyldig, fordi det ikke kunne udelukkes, at en fyldestgørende partshøring ville have ført til et ændret bedømmelsesgrundlag og dermed også et andet indhold af afgørelsen.

Digital kommunikation

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 35 vedrører digital kommunikation på Skatteministeriets sagsområde. Den er udformet som en bemyndigelsesregel med henblik på at sikre, at der tages de nødvendige hensyn til borgere og virksomheder, og at der ikke stilles krav om obligatorisk digital kommunikation, før den digitale løsning på et givet område har en tilstrækkelig kvalitet.

Skatteforvaltningslovens § 35 har følgende ordlyd:

"Skatteministeren kan på sit sagsområde fastsætte regler om, at henvendelser til og fra told- og skatteforvaltningen skal være i elektronisk form (digital kommunikation), og herunder fravige formkrav i lovgivningen, der er til hinder for digital kommunikation.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at visse nærmere angivne sagsområder og grupper af fysiske og juridiske personer helt eller delvist skal være undtaget fra kravet om digital kommunikation.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler om udstedelse af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at et sådant dokument i retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig underskrift.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med told- og skatteforvaltningen, herunder om anvendelse af digital signatur. Meddelelser fra told- og skatteforvaltningen, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.

Stk. 5. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige eller indberetningspligtige."

Følgende fremgår af forarbejderne til Skatteforvaltningslovens § 35, stk. 5, LFF 2010-03-03 nr. 149 afsnit 3.1.2.1 og 3.1.2.5 om digitale meddelelser til borgere:

"For fysiske personer, der ikke er erhvervsdrivende med moms- eller lønsumsafgiftsregistrering (borgere), er det hensigten i første omgang at vælge en model svarende til den, der ved lov nr. 405 af 8. maj 2006 blev indført vedrørende forskudsopgørelsen. Efter denne er forskudsopgørelsen for borgerne alene tilgængelige på SKATs hjemmeside (www.skat.dk) i den enkeltes Skattemappe (med adgangskode i form af TastSelv kode, digital signatur eller lignende), medmindre vedkommende rekvirerer en papirudgave af forskudsopgørelsen.

Det offentlige (stat, regioner og kommuner) og Finansrådet samarbejder om udvikling af en ny digital signatur, der for borgere vil være mobil og softwareuafhængig og dermed mere brugervenlig. Den nye digitale signatur lanceres i løbet af 2010 og forventes at få en bredere anvendelse, bl.a. i kraft af tilslutning fra pengeinstitutterne til brug på deres netbanker (et potentiale på ca. 3,2 mio. kunder).

I tilknytning hertil er ønsket at styre kommunikationen til og fra borgere, så den foregår via den enkeltes Skattemappe, således at indholdet i kommunikationen forbliver i et sikkert miljø. Det skal ske på den måde, at der ved e-mail eller sms-besked (alt efter hvad den pågældende foretrækker) adviseres om, at der er lagt nye oplysninger, dokumenter, svar på henvendelse eller lignende i Skattemappen. Dette vil forudsætte, at SKAT har en email adresse eller et telefonnummer at sende adviseringen til. I modsat fald må der anvendes mere traditionelle kommunikationsmidler." (min understregning)

Bemyndigelserne i Skatteforvaltningslovens § 35 er udnyttet ved Bekendtgørelse 2019-11-25 nr. 1197 om digital kommunikation på Skatteministeriets område. Bekendtgørelsen omhandler obligatorisk indberetning digitalt af skattemæssigt oplysningsskema, samt genoptagelser, forskudsopgørelserne og meddelelser, forslag til ændringer mv. fra Skattestyrelsen.

Følgende fremgår af bekendtgørelsens § 5, stk. 1 og stk. 3:

"Skatteforvaltningen kan sende meddelelser, forslag til afgørelser og afgørelser m.v., til borgeren eller virksomheden ved, at den pågældende meddelelse m.v. lægges i borgerens eller virksomhedens skattemappe.

Stk. 3. Er en borger tilsluttet Offentlig Digital Post, jf. lov om Digital Post fra offentlige afsendere, vil vedkommende blive adviseret af Skatteforvaltningen gennem den fællesoffentlige digitale postkasse for så vidt angår forskudsopgørelsen, som er ændret på initiativ af Skatteforvaltningen, og årsopgørelsen m.v., medmindre borgeren har oplyst emailadresse eller mobiltelefonnummer til Skatteforvaltningen, hvorefter vedkommende vil blive adviseret gennem disse kanaler. (mine understregninger)

Det fremgår således tydeligt af lovgivningen, at placering af meddelelser i skattemappen, som alternativ til den traditionelle afsendelse af fysisk post, for det første er en mulighed for skatteforvaltningen, og ikke en pligt, samt at advisering via borgerens digitale postkasse alene er en mulighed, hvis vedkommende ikke har oplyst andre kontaktoplysninger til skatteforvaltningen.

Praksis

For så vidt angår Skattestyrelsens meddelelse af afgørelser mv. via skattemappen, henvises der til SKM2019.625.BR, hvor daværende SKAT havde truffet afgørelse om forhøjelse en skatteyders skatteansættelse for indkomstårene 2011-2014. Afgørelsen fremgik af skatteyderens skattemappe den 12. juli 2017, men klagen over afgørelsen blev først fremsendt til Skatteankestyrelsen den 1. november 2017, idet skatteyderen, der var bosat i Luxemburg, ikke modtog afgørelsen med post og derfor ikke blev opmærksom på afgørelsen før, at klagefristen var sprunget.

Landsskatteretten havde herefter afvist at behandle klagesagen med henvisning til, at klagefristen var overskredet.

Byretten ændrede Landsskatterettens afgørelse med følgende argumentation:

"Retten har herved lagt vægt på, at der er tale om en meget betydelig forhøjelse af sagsøgers skatteansættelse for årene 2011-2014, og at sagsøger har reageret, så snart hun er blevet opmærksom på SKATs afgørelse. Det forhold, at sagsøger kunne være blevet opmærksom på SKATs afgørelse gennem sin skattemappe findes efter omstændighederne ikke at ændre herved, idet en sms-besked om, at der er nyt i skattemappen, efter sagens karakter ikke findes at indeholde tilstrækkelig information om, at der efter en meget lang sagsbehandlingstid er truffet en afgørelse i en sag af vidtrækkende karakter. Retten har endvidere lagt vægt på, at begge SKATs agterskrivelser, der blev sendt med kurer til sagsøgers adresse, blev modtaget retur hos SKAT, hvorfor sagsøger ikke gennem agterskrivelserne var blevet "advaret om" og har haft lejlighed til at reagere på SKATs afgørelse.

Sagsøgers påstand tages derfor til følge." (mine understregninger)

Den konkrete sag

Det gøres til støtte for den principale påstand overordnet gældende, at Skattestyrelsen i nærværende sag har tilsidesat reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 ved ikke på behørig vis at have underrettet A om, at der var sendt et forslag til afgørelse til hans digitale skattemappe. Skattestyrelsen har som en konsekvens heraf heller ikke overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., hvorefter skatteansættelsen skal varsles senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og afgørelsen af den 9. juli 2020 er dermed ugyldig.

Hverken Skattestyrelsen eller Skatteankenævn Y4-by og Y7-by har forstået og iagttaget de relevante bestemmelser om advisering af borgeren i forbindelse med fremsendelse af post til den digitale skattemappe, og det er ubestridt, at A ikke er blevet behørigt adviseret om Skattestyrelsens forslag til afgørelse.

Som det fremgår af lovforarbejderne til Skatteforvaltningslovens § 35, stk. 5, er det en klar forudsætning for, at en meddelelse anses at være kommet frem, når meddelelsen lægges i skattemappen, at modtageren adviseres ved e-mail eller SMS om, "at der er nye meddelelser i Skattemappen".

Samtidig fremgår det af § 5, stk. 3 i Bekendtgørelse 2019-11-25 nr. 1197 om digital kommunikation på Skatteministeriets område, at borgeren i forbindelse med meddelelser i skattemappen, vil blive adviseret af Skatteforvaltningen gennem den fællesoffentlige digitale postkasse, medmindre borgeren har oplyst e-mailadresse eller mobiltelefonnummer til Skatteforvaltningen, hvorefter vedkommende vil blive adviseret gennem disse kanaler.

I den skriftlige kommunikation til Skattestyrelsen forud for fremsendelsen af forslaget til afgørelse, har A hver gang benyttet sin private e-mail og i mailkorrespondancerne også oplyst Skattestyrelsen sit private mobiltelefonnummer. Kontaktoplysningerne fremgår endvidere af hans personlige side på skat.dk, jf. bilag 6.

Konkret burde Skattestyrelsen således utvivlsomt have sendt en advisering om forslaget til afgørelsen i den digitale skattemappe til hans private mail eller mobiltelefonnummer.

Sagsbehandleren har tydeligvis været usikker på fremgangsmåden omkring fremsendelsen af forslaget til afgørelsen, hvilket fremgår af mailen til sektionslederen, jf. bilag 8, hvor hun spørger ham til råds herom. Samtidig indeholder rådgivningen fra sektionslederen ingen instruks til sagsbehandleren om, at hun skal huske at sende en særskilt meddelelse (advisering) om brevet i skattemappen til A.

Skattestyrelsen traf således det aktive valg ikke at sende forslaget til afgørelse med brevpost, på trods af at tidligere skrivelser var fremsendt med brevpost, og Skattestyrelsen fulgte herefter ikke reglerne i forbindelse med brug af skattemappen, hvorfor forslaget til afgørelsen ikke kan anses for værende afsendt til A.

Dermed fastholdes det, at Skattestyrelsens afgørelse af den 9. juli 2020 er ugyldig, da reglerne i skatteforvaltningslovens § 20 ikke er iagttaget i forbindelse med udsendelse af forslag til afgørelse. Det er ubestridt i sagen, at A ikke modtog en advisering om forslaget til afgørelse af 24. april 2020, og at han dermed de facto ikke blev partshørt i henhold til gældende regler.

Det fastholdes ligeledes, at A faktuelt blev afskåret fra at varetage sine interesser under sagen ved Skattestyrelsen, da han først blev bekendt med Skattestyrelsens begrundelse, bemærkninger og juridiske konklusioner efter modtagelsen af den endelige afgørelse.

A var således på intet tidspunkt forinden meddelelsen af den endelige afgørelse, hverken i materialeindkaldelse eller på fysiske møder mv., blevet orienteret om Skatte-styrelsens overvejelser og den mulige skattemæssige konsekvens for A .

Det er væsentligt i den henseende at bemærke, at A ikke var repræsenteret af en revisor eller advokat under Skattestyrelsens behandling af sagen, og han havde ikke nogen som helst mulighed for at gennemskue, at sagen kunne få det resultat, som den gjorde. Det gøres i den sammenhæng gældende, at en forhøjelse af den skattepligtige indkomst på 5.904.545 kr. selvsagt udgør en særdeles indgribende forvaltningsakt.

Skatteministeriet anfører i svarskriftet af 2. marts 2022 side 6, midt, at det er Skatteministeriets opfattelse, at Skattestyrelsens afgørelse af 9. juli 2020 er gyldig, idet den manglende advisering ikke har haft betydning for sagens udfald, jf. eksempelvis SKM2004.470.HR, UfR 2007.225/2 H og SKM2013.751.ØLR.

Skatteministeriet synspunkt bestrides, og det skal samtidig bemærkes, at de nævnte domme ikke kan anses for relevante, da sagerne ikke er sammenlignelige med nærværende sag.

SKM2004.470.HR vedrørte således en skatteyder, der måtte antages at være bekendt med det skattemæssige resultat af afgørelsen på grund af lignende afgørelser for tidligere skatteår. For så vidt angår henvisningen til UfR 2007.225/2 H, så havde skattemyndigheden i denne sag behørigt fremsendt en agterskrivelse, og sagen vedrørte således en "slåfejl" i agterskrivelsen, samt manglende partshøring for så vidt angik et særskilt dokument, der var tilgået skattemyndigheden i forbindelse med sagens opstart. I forhold til SKM2013.751.ØLR bemærkes, at der i denne sag blev Skatteministeriets synspunkter om, at fejlen ikke har haft betydning, og at A ikke har lidt et retstab, forekommer ganske stridende mod formålet med garantifor-skriftens retssikkerhedsmæssige hensyn.

Praksis på området illustrerer således tydeligt, at reglen i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 er en vigtig retssikkerhedsgaranti for borgeren, og at tilsidesættelse af reglen som altovervejende udgangspunkt vil medføre, at myndighedens afgørelse bliver ugyldig. Garantiforskriften skal ikke alene sikre, at borgeren er bekendt med, at skattemyndighederne påtænker at træffe en afgørelse. Partshøringen skal tillige være reel og fyldestgørende, og relevante og væsentlige indsigelser og oplysninger, der gives af parten, skal indgå i sagen og skal sagsbehandles og kommenteres, så det sikres, at bedømmelsesgrundlaget er korrekt.

Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 30. september 2020 (j.nr. 17-0987358), hvor

Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse var ugyldig på grund af væsentlige partshøringsfejl. I præmisudtalelserne kom Landsskatteretten med en "løftet pegefinger" til Skatteforvaltningen om at iagttage grundighed.

Havde A i nærværende sag modtaget forslaget til afgørelsen, havde han utvivlsomt haft en lang række bemærkninger til den meget væsentlige forhøjelse af den personlige indkomst, ligesom han naturligvis også ville have søgt rådgivning ved revisor eller advokat.

I nærværende sag modtog sagsbehandleren ved Skattestyrelsen, på grund af den manglende varsling af afgørelsen, ingen bemærkninger til den forslåede og varslede afgørelse, og dermed blev væsentlige indsigelser og oplysninger fra A ikke inddraget, sagsbehandlet og kommenteret af Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har således ikke opfyldt hørings- og underretningspligten i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og stk. 2, hvilket er en tilsidesættelse af en væsentlig garantiforskrift, der utvivlsomt er egnet til at påvirke afgørelsens materielle rigtighed.

Skattestyrelsen har som følge heraf heller ikke overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., hvorefter skatteansættelsen skal varsles senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

På denne baggrund anses Skattestyrelsens afgørelse af den 9. juli 2020 for at være behæftet med så væsentlige sagsbehandlingsmangler, at afgørelsen er ugyldig.

Sagens materielle spørgsmål Retsgrundlaget

Som skattepligtig indkomst betragtes som udgangspunkt den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4. Af statsskattelovens § 5 fremgår der imidlertid en negativ afgrænsning af indtægtsbegrebet, hvorefter nærmere angivne formueforskydninger er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra c fremgår det, at "Til indkomst henregnes ikke: de indtægter, der hidrører fra kapitalforbrug eller optagelse af lån." Det er således i statsskattelovens § 5, stk. 1, litra c eksplicit tilkendegivet, at der til den skattepligtiges samlede årsindtægter ikke skal henregnes indtægter, der hidrører fra optagelse af lån. Det følger endvidere, at en skatteyder ikke har pligt til at oplyse om de indtægter, der hidrører fra kapitalforbrug eller optagelse af lån.

Praksis

Fra praksis på området kan der henvises til Højesterets dom offentliggjort i TfS 1999.404.H. Sagen drejede sig om dokumentation for gældsposter i form af lån, som skatteyderen hævdede at have optaget hos sin far, samt skønsmæssige forhøjelser af den skattepligtige indkomst som følge af, at de angivne lån ikke af skattemyndighederne blev anset for reelle. Skatteyderen fratrak i 1992 og 1993 hhv. 800.000 kr. og 1.200.000 kr. i sin formueopgørelse, idet gælden, der blev anført som "anden gæld", blev oplyst at være lån fra faderen. Der forelå ingen skriftlig låneaftale, og faderen havde ikke opført beløbene som tilgodehavender. Landsretten tiltrådte, at skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens skattepligtige formue for 1992 og 1993 med de angivne beløb hhv. 800.000 kr. og 1.200.000 kr. Landsretten tiltrådte endvidere, at der ikke i skatteyderens selvangivne indkomst for de to år havde været mulighed for en formuestigning, som var en følge af, at gælden ikke blev anset for reel. I modsætning til landsretten fandt Højesteret ikke grundlag for tilsidesættelse af skatteyders forklaring om baggrunden for visse bevægelser på hans bankkonti, og der var herefter heller ikke grundlag for de af skattemyndighederne foretagne skønsmæssige forhøjelser. Højesteret bestemte herefter, at Skatteministeriet i det hele skulle anerkende skatteyders påstande.

Der kan videre henvises til Østre Landsrets dom offentliggjort i TfS 1998.46.ØL. Her førte en samlet vurdering af de i sagen foreliggende forhold til, at beløb, der var overdraget vederlagsfrit, blev anset for lån frem for skattepligtig indkomst. Sagen vedrørte en skatteyder, der havde modtaget et beløb på 388.339 kr. i forbindelse med et huskøb. Skatteyderen købte i februar 1993 en ejendom for 621.000 kr., hvoraf 403.070 kr. blev betalt kontant. Skatteyderen havde fra navngivne, ikke-beslægtede personer, modtaget en række kontante beløb, som blev angivet til at være lån. Der var ingen skriftlige lånedokumenter og ingen aftale om forrentning m.v. Landsskatteretten havde i sagen oprindeligt bemærket, at der ikke i forbindelse med det omhandlede beløbs udbetaling til klageren var oprettet en skriftlig låneaftale. Landsskatteretten havde endvidere tillagt det betydning, at der ikke var aftalt en forrentning af beløbet, og at der ikke var fastsat en dato for afvikling af det påståede lån.

På trods af disse forhold anså Landsretten det for dokumenteret, at der forelå et reelt låneforhold. Landsretten tillagde det således ikke afgørende betydning, at beløbet ikke blev forrentet, og at der ikke var aftalt en eksakt dato for tilbagebetaling.

Der kan endvidere henvises til SKM2011.81.BR. De nærmere omstændigheder i sagen var, at daværende SKAT havde anset en række bankoverførsler fra udlandet for skattepligtig indkomst for en skatteyder, der havde påstået, at der var tale om et låneforhold. SKAT havde anført, at der var tale om et fiktivt lån, og at det fremlagte lånedokument var fremskaffet til lejligheden, efter at politiet havde sigtet skatteyderen for skatteunddragelse. Lånevilkårene var usædvanlige, idet lånet på 900.000 kr. havde en løbetid på 75 år med en rente på 4 % p.a. Byretten fandt imidlertid, at der reelt var tale om et låneforhold. Retten tillagde det afgørende betydning, at der var oprettet et egentligt lånedokument, samt at skatteyderen regelmæssigt havde overført beløb til långiveren. Uanset de usædvanlige vilkår, som lånet var ydet på, fandt retten det dokumenteret, at der var indgået en reel retlig forpligtende låneaftale. Henset hertil fandt byretten ikke, at de overførte beløb skulle medregnes til skatteyders skattepligtige indkomst.

Derudover kan der henvises til den ikke-offentliggjorte kendelse fra Landsskatteretten af den 9. marts 2006, jf. j.nr. 2-3-1926-1645. Sagen vedrørte en skatteyder, der havde optaget private lån fra fem personer i Tyrkiet for i alt 230.000 kr. til opstart af sin virksomhed i Danmark. Skatteankenævnet havde tilsidesat lånene og forhøjet skatteyderens indkomst, idet de ikke fandt det dokumenteret eller sandsynliggjort, at der var sket pengeoverførsel til skatteyderen, og idet de fremlagte gældsbreve ikke var selvstændigt daterede eller oprettet i forbindelse med lånoptagelsen.

Skatteyderen henledte særligt Landsskatterettens opmærksom på det forhold, at det i Tyrkiet var helt normalt, at der ikke blev oprettet lånedokumenter eller andre dokumenter til sikkerhed for indgåelse af låneaftaler. Landsskatteretten udtalte, at de efter en konkret vurdering af tilstedeværelsen af private lån for i alt 230.000 kr. godkendte disse og nedsatte forhøjelsen af skatteyderens indkomst.

En samlet vurdering af de i sagen foreliggende forhold førte således til, at Landsskatteretten anså det for sandsynliggjort, at skatteyderen havde optaget private lån i Tyrkiet.

Fra Landsskatterettens praksis kan der videre henvises til en afgørelse fra den 4. september 2014, jf. j.nr. 13-0210094, hvor en skatteyder havde modtaget en række kontante beløb fra familiemedlemmer, som var indsat på virksomhedens konto. Der var i alt modtaget 425.000 kr. Daværende SKAT var af den opfattelse, at der var tale om skattepligtige indtægter i henhold til statsskattelovens § 4. Landsskatteretten fastslog imidlertid, at der var tale om lån og henså i den forbindelse til, at der efterfølgende var udarbejdet lånedokumenter, at tilbagebetalingen var påbegyndt, samt at lånet til en niece var indfriet.

Der kan endvidere henvises til Landsskatterettens afgørelser afsagt henholdsvis den 19. december 2013, jf. j.nr. 13-0179659, og den 8. oktober 2014, jf. j.nr. 14-0676972. I de anførte afgørelser var SKAT af den opfattelse, at skatteyderne var skattepligtige af indsættelser på deres respektive bankkonti, jf. statsskattelovens § 4. Landsskatteretten fastslog imidlertid i begge sager, at der ikke skulle ske en beskatning af indsættelserne, idet der mellem de implicerede parter var tale om lånefor-hold, som efter statsskattelovens § 5, stk. 1, litra c er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Endelig kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 10. juli 2020, jf. j.nr. 17-0567142, hvor klagerens repræsentant havde anmodet SKAT om genoptagelse af opgørelsen af klagerens skattepligtige indkomst for 2011 og 2012. Det fremgik af anmodningen, at de dispositioner, som dannede grundlag for en prøvelse af ansvarsspørgsmålet, udgjorde et udlån mellem klageren og klagerens samlever. Klagerens repræsentant anførte videre, at der alene var tale om omdisponeringer på konti for at sikre sig mod tab på indestående i pengeinstitutter. Landsskatteretten udtalte i sagen vedrørende dispositionerne, at der ikke forelå oplysninger, der konkret gav anledning til at antage, at overførslerne angik skattepligtige indtægter, og dermed konkluderede Landsskatteretten, at klageren har fremlagt oplysninger, der kunne begrunde ordinær genoptagelse af hans skatteansættelse for 2012.

Det kan på baggrund af retsanvendelsen i de ovennævnte domme og afgørelser fra Landsskatteretten konkluderes, at det ikke skal tillægges afgørende betydning, hvorvidt der på udbetalings-tidspunktet foreligger en skriftlig låneaftale eller ej, ligesom det forhold, at der ikke er aftalt en eksakt afviklingsdato, eller at fordringen ikke forrentes, ikke skal tillægges afgørende betydning. Endvidere statueres det, at selvom et lån er indgået på usædvanlige vilkår og under usædvanlige omstændigheder, kan der sagtens være tale om reelt låneforhold i skattemæssig henseende.

Den konkrete sag

Det gøres til støtte for den principale påstand overordnet gældende, at pengeoverførslerne fra Y1-land i januar 2016 udgør et familielån på almindelige vilkår og med en reel tilbagebetalingsforpligtelse, hvorfor der således ikke er grundlag for at anse det i sagen omhandlende beløb på 5.820.178 kr. som skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4. Hvor der som i nærværende sag er tale om et låneforhold omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra c, er denne formueforskydning indkomstopgørelsen uvedkommende.

Lånet støttes af objektive kendsgerninger i form af bl.a. overførselskvitteringer fra de kontoførende pengeinstitutter, en underskrevet låneaftale af 15. november 2015 mellem parterne, jf. bilag 3, samt et underskrevet og verificeret gældsbrev dateret den 29. september 2016, jf. henholdsvis bilag 4 og 5. Der eksisterer således utvivlsomt et reelt gældsforhold i både civilretlig og skatteretlig henseende, som A og MJ samt resten af deres familie kan støtte ret på, og som blev indgået flere år før, Skattestyrelsen startede sagen op.

Det forhold, at A selv står som ejer af de tre konti, kan ikke tillægges nogen bevismæssig værdi i sagen, da årsagen hertil alene skal findes i de særdeles vanskelige for-hold, der gør sig gældende for de statsløse Y3-landske flygtninge i Y1-land.

MJ har som statsløs Y3-lænder mulighed for at være registreret som eneejer af en konto i Y1-land, hvilket dog af flere årsager er yderst risikabelt. For det første vil indeståendet højst sandsynligt gå tabt ved hans død, da de efterladte ikke vil kunne gøre krav på indeståendet efter Y1-landsk lovgivning. For det andet er den finansielle sektor og landets økonomi særdeles ustabil og på nuværende tidspunkt helt kollapset. Det er således almenkendt, at det Y3-landske mindretal i Y1-land har markant dårligere rettigheder end landets øvrige borgere, samt at landets økonomi og den finansielle sektor er yderst ustabil. Derfor blev MJ også rådgivet af en bekendt i banksektoren til at flytte så mange penge ud af landet som muligt.

As registrering som kontoindehaver har således alene været med henblik på at sikre den formue, som faren MJs har optjent over en livslang årrække bl.a. som butiksindehaver og ejendomsmægler.

Selvom MJ ikke står som eneejer på de tre bankkonti i Y1-land, hvorfra pengene blev overført, er det MJ, der har både oprettet de pågældende bankkonti, og løbende indsat sine indtægter på disse. Det er også MJ, der fysisk har besøgt bankerne for at foranledige de tre overførsler.

Det har intet i nærværende sag, der på nogen måde indikerer, at det i stedet er A, der skulle have opbygget en formue i Y1-land og indsat denne på de udenlandske bankkonti, for herefter at overføre pengene til sig selv i Danmark. A har i de sidste 30 år alene haft "almindelig" indtægtsgivende beskæftigelse her i Danmark.

Derimod har MJ i over 50 år haft indtægter fra sit virke som bl.a. ejendomsmægler og fra sin isenkræmmerbutik i Y1-land, og herigennem opbygget en formue, der af sikkerhedsmæssige årsager er indsat på forskellige konti.

Henset hertil må det således anses for dokumenteret, at det samlede beløb på 5.820.178 kr. stammer fras indtægtsgivende beskæftigelse i Y1-land.

Det forhold, at vilkårene om tilbagebetaling i den indsendte låneaftale ikke er overholdt, kan ikke anses for at være af væsentlig betydning for sagen. For det første er der faktisk overført betydelige tilbagebetalinger efter anmodning fra. For det andet har den vedvarende økonomiske krise i Y1-land medført, at der ikke har været noget incitament fra A side til at modtage væsentligt flere afdrag, da pengene har været bedre sikret i ejendommen i Danmark. Værdien af lånet er derfor stedse sikret i ejendommen, der naturligvis skal sælges af A, ifald faderen ønsker lånet indfriet. At der mellem parterne således er indgået aftale om at udskyde afviklingen af lånet, indtil situationen i Y1-land forhåbentlig en dag er stabiliseret, kan som følge af de konkrete omstændigheder, hverken i en civilretlig eller skatteretlig sammenhæng, anses for værende usædvanligt for et låne-forhold som det foreliggende. Ligeledes vil As søskende i alle tilfælde kunne støtte ret på lånedokumenterne i tilfælde af farens død, hvor arven således vil skulle deles.

Sammenfattende fastholdes det, at der i nærværende sag ikke foreligger det fornødne grundlag for at beskatte A af de tre pengeoverførsler fra Y1-land i januar 2016.

Det samlede beløb på i alt 5.820.178 kr. udgør et familielån på almindelige vilkår og med en reel tilbagebetalingsforpligtelse, hvorfor der således ikke er tale om skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

Det gøres overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at Skattestyrelsens afgørelse af 9. juli 2020 og Skatteankenævnets afgørelse af 4. oktober 2021 skal tilsidesættes som ugyldige, jf. nedenfor i afsnit i 3.1, og at han ikke er skattepligtig af indsætningerne på sin bankkonto med i alt 5.820.174 kr. i medfør af statsskattelovens § 4, jf. nedenfor i afsnit 3.2.

3.1 Formalitet

A har ikke påvist, at han konkret har været afskåret for at varetage sine interesser under sagen, at fejlen var egnet til at påvirke afgørelsens materielle rigtighed, eller at han har lidt et retstab som følge af fejlen.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, at den skattepligtige skal underrettes om en påtænkt afgørelse, hvis skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er oplyst til skatteforvaltningen. Underretningen sker ved skatteforvaltningens "forslag til afgørelse". Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt.

Skatteforvaltningen kan ifølge§5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1197 af 25. november 2019 afsende bl.a. forslag til afgørelser til borgere og virksomheder ved, at de pågældende forslag til afgørelse lægges i borgerens skattemappe. Skatteforvaltningslovens § 35, stk. 5, regulerer spørgsmålet om, hvornår en digital meddelelse er kommet frem. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det er en forudsætning for, at en meddelelse anses at være kommet frem, når meddelelsen lægges i skattemappen, og når modtageren adviseres ved e-mail eller SMS om, at der er nye meddelelser i skattemappen.

Reglen i § 20 indebærer en udvidet partshøringspligt i forhold til forvaltningslovens almindelige partshøringsregler, og reglen har overordnet til formål at sikre afgørelsens rigtighed. Manglende underretning efter reglen medfører imidlertid ikke nødvendigvis den efterfølgende afgørelses ugyldighed, idet der må foretages en konkret væsentlighedsvurdering af, om fejlen (den manglende underretning) kan antages at have haft betydning for sagens udfald, jf. eksempelvis SKM2004.470.HR, UfR 2007.225/2 H og SKM2013.751.ØLR.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., at skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Som anført af A (stævningen, side 7) er det afgørende for, om forslaget anses for rettidigt, at det er afsendt inden varslingsfristens udløb.

Det er As synspunkt i første række, at Skattestyrelsens afgørelse af den 9. juli 2020 er ugyldig, fordi reglerne vedrørende udsendelse af forslag til afgørelse i skatteforvaltningslovens §§ 20 og 26, stk. 1, 1. pkt., er tilsidesat.

A mener for det første, at skatteforvaltningslovens § 20, er tilsidesat, idet han ikke har modtaget advisering om forslaget til afgørelse, som blev lagt i hans skattemappe den 24. april 2020.

Som nævnt ovenfor er det ubestridt, at A ikke modtog en advisering om forslaget.

Skatteministeriet bestrider imidlertid, at den manglende advisering bevirker, at Skattestyrelsens afgørelse af 9. juli 2020 er ugyldig.

Uanset om retten måtte finde, at den manglende advisering indebærer, at A ikke er underrettet i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens § 20, er det Skatteministeriets opfattelse, at Skattestyrelsens afgørelse af 9. juli 2020 er gyldig, idet den manglende advisering ikke har haft betydning for sagens udfald, jf. eksempelvis SKM2004.470.HR, UfR 2007.225/2 H og SKM2013.751.ØLR.

Der foreligger således ingen oplysninger om, at den manglende underretning om Skattestyrelsens forslag til afgørelse konkret har vanskeliggjort eller forhindret As muligheder for at varetage sine interesser.

A har således ikke godtgjort, at fejlen var egnet til at påvirke afgørelsens materielle rigtighed, og han har derfor ikke lidt noget retstab. Det bemærkes herved, at A var vidende om skattesagen længe inden Skattestyrelsens afsendelse af forslag til afgørelse. Skattestyrelsen havde således sendt to materialeindkaldelser (bilag B og F) til A, hvorefter han har indsendt materiale til Skattestyrelsen ad flere omgange forinden afsendelsen af forslaget. A havde således mulighed for at redegøre for sine synspunkter, herunder redegøre for omstændighederne i forbindelse med overførslerne, hvilket han også gjorde.

Afgørelsen er heller ikke truffet på baggrund af oplysninger, der ikke er forelagt A.

A har efterfølgende påklaget afgørelsen inden for klagefristen, hvorefter han har indsendt materiale til Skatteankestyrelsen ad flere omgange. Der er ikke belæg for, at A ikke har haft lejlighed til at fremskaffe alle relevante oplysninger.

I tilknytning hertil bemærkes, at A ikke har godtgjort, at den manglende underretning om forslaget, herunder den tid, som forløb mellem afsendelsen af forslaget til afgørelse den 24. april 2020 og Skattestyrelsens endelige afgørelse den 9. juli 2020, har vanskeliggjort hans muligheder for eller forhindret ham i at varetage sine interesser.

De landsskatteretsafgørelser, som A henviser til, er ikke sammenlignelige med den foreliggende sag, idet der ikke er tale om manglende advisering af et afsendt forslag til afgørelse.

TfS 1997, 105 LSR, TfS 1997, 146 LSR, SKM2007.595.LSR, SKM2017.589.LSR og Landsskatterettens afgørelse af den 22. juli 2019 (sagsnr. 15-3103125) bekræfter alle ovenstående bemærkninger vedrørende § 20, stk. 1, nemlig, at det er afgørende for vurderingen af ugyldighed, om overholdelse af formalia konkret kunne føre til, at skatteforvaltningen var kommet til et andet resultat.

SKM2019.625.BR er heller ikke sammenlignelig med den foreliggende sag, idet spørgsmålet i sagen var, om en advisering om nyt i skattemappen var tilstrækkeligt til at afskære en skatteyder fra at klage efter en overskredet klagefrist. Byretten tog således ikke stilling til, om manglende advisering ved udsendelse af afgørelse eller forslag til afgørelse via skattemappen medfører afgørelsens ugyldighed.

A gør dernæst gældende, at skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er tilsidesat, idet der ikke er afsendt varsel som nævnt i § 20, stk. 1, inden 1. maj det fjerde år efter det pågældende indkomstår.

Det er ikke korrekt, at skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, er tilsidesat ved den manglende underretning af A om afsendelsen af forslag til afgørelse. Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, stiller alene krav om, at et varsel efter § 20, stk. 1, er afsendt inden 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Fristen vedrører alene afsendelsen af varslet, og bestemmelsen indeholder således ikke noget krav om, at det pågældende varsel er kommet frem til skatteyderen, jf. herved SKM2004.470.HR og UfR 2005.1256 H. I sidstnævnte afgørelse lagde Højesteret vægt på, at bestemmelsen ikke har karakter af et påbud.

Eftersom Skattestyrelsen afsendte varsel til A den 24. april 2020, det vil sige inden den 1. maj 2020, har Skattestyrelsen overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. At varslet ikke kom frem til A er som nævnt uden betydning for overholdelsen af fristen.

3.2 Det materielle spørgsmål

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gøres det gældende, at A ikke har løftet bevisbyrden for, at indsætningerne på hans bankkonto på i alt 5.820.178 kr. i 2016 udgør lån fra hans far.

Efter statsskattelovens § 4 betragtes, med de i bestemmelsen fastsatte undtagelser og begrænsninger, som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Skattemyndighederne har forhøjet As skattepligtige indkomst på baggrund af en række konkrete indsætninger på hans private bankkonto.

Det påhviler efter mangeårig fast højesteretspraksis A at godtgøre, at disse indsætninger stammer fra ikke skattepligtige indtægter eller allerede beskattede midler, jf. eksempelvis UfR 2006.3295 H, UfR 2009.163 H, UfR 2010.415/2 H og UfR 2011.1599 H. A har ikke løftet denne bevisbyrde.

3.2.1 A har ikke godtgjort, at der er tale om et lån

Det er As synspunkt, at der ikke er grundlag for at beskatte ham af de tre overførsler på i alt 5.820.178 kr. i januar 2016. I tilknytning hertil gør han gældende, at de beløb, der er indgået på hans danske konto i indkomståret 2016 fra konti i Y1-land, stammer fra et lån på i alt 5.820.178 kr., som er ydet A af hans far i Y1-land. A har i den forbindelse henvist til en låneaftale, som angiveligt er dateret 15. november 2015 (bilag 3) og et gældsbrev af 29. september 2016 (bilag 4).

Når A gør gældende, at overførslerne fra udlandet stammer fra et lån ydet af et familiemedlem, er bevisbyrden herfor skærpet, jf. eksempelvis SKM2004.156.ØLR, UfR 2007.1049 H og SKM2018.309.ØLR.

Det bestrides, at A har løftet bevisbyrden for, at der blev ydet ham lån fra hans far, MJ.

Et lånedokument godtgør ikke, at der reelt har været et låneforhold, jf. eksempelvis UfR 2008.2177 H, UfR 2011.1599 H og SKM2016.503.ØLR. Hertil kræves, at lånedokumentets indhold er bestyrket af objektive kendsgerninger. Låneaftalen (bilag 3) og gældsbrevet (bilag 4) er ikke bestyrket af sådanne objektive kendsgerninger.

Tværtimod er der en række forhold, der klart taler imod, at de omtvistede indsætninger hidrører fra eventuelle lån ydet af As far.

Låneaftalen (bilag 3. s. 2, 4. afsnit) indeholder en aftale om, at A (og hans børn) mod at A modtager et rentefrit lån på 850.000 USD skal tilbagebetale lånet med 2.000 USD pr. måned fra januar 2017. Gældsbrevet indeholder (bilag 4, 2. afsnit) en lignende aftale om, at A tilbagebetaler mindst 2.000 USD pr. måned fra den 1. januar 2017. A anerkender, at han ikke har opfyldt denne tilbagebetalingsforpligtelse (stævningen, side 4, afsnit 4).

I forhold til den manglende tilbagebetaling anfører A for det første, at han faktisk har foretaget to overførsler til farens konti i Y1-land. Han har således den 2. december 2016 overført 41.946 kr. og den 1. juni 2017 overført 53.147,20 kr. (bilag A, s. 2). As forklaring om, at overførslerne skyldtes, at faren manglede kontanter, hænger dog ikke sammen med, at faren i samme periode i februar og maj 2017 overførte henholdsvis et lån på 348.654,82 kr. til As selskab, G1-virksomhed, og et lån på i alt 335.409,89 kr. til køb af bil til As barn (bilag 1, s. 6, nederst - s. 7, øverst).

I forhold til den manglende tilbagebetaling anfører A for det andet, at hans far ikke har ønsket at modtage flere afdrag, da pengene er bedre sikret i ejendommen Y2-adresse, Y5-by (stævningen, side 21, afsnit 6). Dette harmonerer imidlertid heller ikke med, at formålet med lånet ifølge låneaftalen hele tiden var, at A skulle købe ejendommen, og at lånet - ifølge låneaftalen - skulle betales tilbage. Det er bemærkelsesværdigt, at parterne ikke har indgået nogen ny aftale eller en tillægsaftale, hvis omstændighederne skulle have ændret sig.

Den omstændighed, at der - på trods af den hævdede aftale - ikke er sket afdrag på lånet, understøtter i høj grad, at låneaftalen ikke kan lægges til grund i sagen.

I forhold til tilbagebetalingsforpligtelsen bemærkes desuden, at A i 2016, 2017 og 2018 havde en skattepligtig indkomst på henholdsvis 197.368 kr., 248.471 kr. og 228.171 kr., hvorfor det må anses for urealistisk, at han kunne afvikle lånet på 850.000 USD (ca.

5.850.000 kr.). Det ville således tage ca. 36 år at afvikle lånet med 2000 USD pr. måned. Som nævnt har A da heller ikke betalt de aftalte afdrag på det hævdede lån.

As forklaring om, at faren har ydet A det hævdede lån på grund af den særlige politiske situation for Y3-landske flygtninge i Y1-land, udgør ikke en sådan objektiv kendsgerning, som kan understøtte, at der er tale om et lån.

Overførselsteksterne indeholder heller ingen oplysning om, at der skulle være tale om lån.

Det er bemærkelsesværdigt, at det fremlagte gældsbrev (bilag 4) er dateret over 8 måneder efter overførslerne fandt sted. A anfører (stævningen, side 22, afsnit 4-5), at der ikke forelå et gældsbrev på overførslerne, fordi faren opholdt sig i Y1-land og først kom til Danmark senere, samt at de politiske uroligheder i Y1-land udgjorde en begrænsning for, at der på anden vis kunne ske udveksling af det omhandlede dokument. Det fremlagte materiale (herunder bilag 9, 12 og 18) dokumenterer ikke, at den tidsmæssige forskydning mellem udarbejdelsen af låneaftalen (bilag 3) og gældsbrevet (bilag 4) skyldes, at faren opholdt sig i Y1-land og først senere kom til Danmark, eller at politiske uroligheder i Y1-land udgjorde en begrænsning for, at der på anden vis kunne ske udveksling af det omhandlede dokument.

Det bemærkes, at notarens underskrift af 30. september 2016 (bilag 5) alene bevidner parternes identiteter og dokumentets underskrift.

Skatteministeriet bestrider på den baggrund, at gældsbrevet dokumenterer, at der eksisterer et reelt gældsforhold mellem A og hans far, jf. eksempelvis UfR 2008.2177 H, og han har således ikke løftet sin skærpede bevisbyrde for, at der reelt var tale om lån fra faren.

3.2.2 A har ikke godtgjort, at pengene stammer fra faren

A har heller ikke godtgjort, at de overførte beløb stammer fra hans far. A står således som ejer af de tre Y1-landske konti, herunder som eneejer af konto X1 (herefter konto nr. 1) Af overførselsteksterne til to ud af de tre overførsler fremgår også, at pengene skal bruges til "(…) renovation and development of his business", samt "Transfer to his own account in denmark to grow his business", hvilket understøtter, at pengene stammer fra A selv. Modsat fremgår det (bilag 1, s. 6, nederst - s. 7, øverst) af overførselsteksterne på overførslerne fra farens egne konti til G1-virksomhed den 17. februar og 17. maj 2017, at det er "to his son".

Dette understøtter altså, at A selv har overført beløbene til sin konto i Danmark, og at det er hans egne midler. Den gensidige generalfuldmagt indgået mellem A og hans far (bilag 2) dokumenterer ikke, at midlerne på de tre konti var farens. As forklaring om, at han er medejer af de Y1-landske konti på grund af den særlige politiske situation for Y3-landske flygtninge i Y1-land, hænger ikke sammen med den kendsgerning, at faren selv har flere konti, som A efter det oplyste ikke er medejer af. Der foreligger desuden ingen dokumentation for, at en Y3-lænder i Y1-land løber en særlig risiko ved at være ejer af konti i Y1-land, herunder at disse konti skulle være blevet konfiskeret af de Y1-landske myndigheder.

A har alene fremlagt sporadiske kontoudskrifter for de Y1-landske konti, hvorfra overførslerne er sket (bilag K):

For konto X1 (konto nr. 1), som A er eneejer af, er der blot fremlagt en kontoudskrift for perioden februar til december 2019 (bilag K, side 2). A har til skattemyndighederne forklaret, at han ikke har mulighed for at fremskaffe tidligere kontoudskrifter, idet banken, F1-bank (F1-bank), ikke længere eksisterer (bilag K, side 1). Det fremgår af bankens hjemmeside www.[red. hjemmeside fjernet].com (bilag 24), at banken er under likvidation under medvirken af den Y1-landske centralbank (F2-bank). A har ikke dokumenteret, at det ikke har været muligt at indhente kontoudtog fra banken. Han har således ikke fremlagt noget bevis på, at han uden held har efterspurgt materiale fra banken.

For konto X2 (herefter konto nr. 2), som A ejer sammen med sin mor, er der fremlagt en kontoudskrift for 30. januar 2015 til 30. januar 2016 (bilag 13). Det fremgår blandt andet, at størstedelen af beløbet på 490.022 USD, som blev overført fra kontoen den 12. januar 2016, var tilført ved to transaktioner den 11. januar 2016 på henholdsvis 385.417,19 USD og 100.000 USD, hvoraf den sidste bærer As eget navn.

For konto X3 (herefter konto nr. 3), som A ejer sammen med sin far, er der fremlagt kontoudskrift for perioden 1. december 2015 til 1. marts 2016 (bilag K,side 4). Det fremgår blandt andet, at 75.000 USD ud af de 160.035 USD, som blev overført fra kontoen den 12. januar 2016, blev indsat den 13. januar 2016 med teksten "Purchase". A har derudover fremlagt kontoudskrifter for perioden 1. januar 2015 til 31. januar 2016 (bilag 14).

A har derudover fremlagt (bilag 15, side 1) en yderligere kontoudskrift fra farens konto X4 for perioden 1. juli 2011 til 1. august 2011, hvoraf fremgår, at faren den 21. juli 2011 overfører 155.996,89 USD til A og farens fælles konto X3 (konto nr. 3), samt en udskrift fra sidstnævnte konto (bilag 15, side 2), hvor det fremgår, at beløbet indsættes den 22. juli 2011. Det fremgår også, at størstedelen af beløbet (150.000 USD) videreoverføres den 26. juli 2011. Der er ingen oplysninger om, til hvem eller med hvilket formål beløbet videreoverføres.

A har således ikke dokumenteret, hvor de overførte midler kommer fra. A har ikke fremlagt dokumentation for alle transaktioner forud for de tre overførsler på de pågældende konti. Det fremlagte materiale dækker således kun en begrænset periode. Det bemærkes, at A jo faktisk har fremlagt ældre materiale for konto X3 (konto nr. 3), jf. bilag 15, så det må formodes, at han er i besiddelse af de samlede kontoudtog for i hvert fald 1. juli 2011 og frem. A har heller ikke fremlagt dokumentation for afsender/modtager eller formål med de enkelte transaktioner. På nær en enkelt transaktion har A slet ikke forholdt sig til afsender/modtager og formålet med de enkelte transaktioner.

Det må derfor bevismæssigt lægges til grund, at de overførte midler ikke stammer fra indtægter, der ikke er skattepligtige, eller som allerede er beskattet. Eftersom det er A, der bærer bevisbyrden, er det ham, der bærer risikoen for, at han ikke er i stand til at fremlægge yderligere dokumentation for bevægelserne på de tre konti. Dette gør sig særligt gældende på grund af den omstændighed, at A er indehaver af de pågældende konti.

Der er ingen holdepunkter for synspunktet om, at A ikke har anset sig for kontoindehaver, og at han alene har stået som (med)ejer af kontiene for at hindre, at pengene skulle gå tabt. Der er som nævnt ovenfor ingen holdepunkter for, at pengene kunne gå tabt af den årsag, at kontoindehaveren er statsløs Y3-lænder. I tilknytning hertil bemærkes, at As redegørelse (bilag 9) ikke er understøttet af nogen form for objektiv dokumentation. Redegørelsen beror således på As egen (udokumenterede) opfattelse af de faktiske omstændigheder.

As generelle udsagn om Y1-lands politiske og økonomiske situation udgør ikke konkret og objektiv dokumentation for, at A ikke skal beskattes i overensstemmelse med skattemyndighedernes afgørelser. A har derfor heller ikke med de fremlagte bilag vedrørende situationen i Y1-land (bilag 18, 17, 23 og 26) løftet sin skærpede bevisbyrde for, at han ikke er skattepligtig af de konkrete indsætninger på sin bankkonto.

Det er også udokumenteret, når A anfører (processkrift I, s. 5, næstnederste afsnit), at "MJ blev tilbage i 2015 rådgivet af bekendte ansat i Y1-lands finansielle sektor til at sikre sine værdier udenfor Y1-land, da de forudså en forværring af landets i forvejen ustabile økonomiske situation", eller at landet allerede på dette tidspunkt var på vej ind i en økonomisk krise. Under alle omstændigheder udgør det hævdede udsagn ikke dokumentation for, at A ikke skal beskattes af indtægterne.

Det bemærkes, at A i strid med skattekontrollovens § 2, stk. 3 (dagældende § 1, stk. 1, 2. pkt.) ikke har oplyst de danske skattemyndigheder om sine konti i udlandet, selv om han var forpligtet hertil.

3.2.3 A har ikke godtgjort, at faren havde de fornødne indtægter eller formue

A har hverken fremlagt dokumentation for, at faren havde mulighed for at tjene og opspare de pågældende midler eller dokumentation for, at faren faktisk opsparede et beløb i den størrelsesorden.

Det hævdede lån udgør et anseeligt beløb. A har imidlertid ikke godtgjort, at hans far faktisk havde tilstrækkelige midler til at yde det pågældende lån. Hverken As eller farens blotte forklaringer om, at faren var i besiddelse af midler i den størrelsesorden, udgør ikke sådanne objektive kendsgerninger, som kan understøtte, at faren var i stand til at yde et lån i den størrelsesorden.

De tre erklæringer (bilag 19-21) vedrørende As fars beskæftigelse dokumenterer heller ikke, at faren havde mulighed for at tjene og opspare de pågældende midler.

Der foreligger eksempelvis ingen lønsedler eller andet. Synspunktet om, at det ikke er muligt at fremlægge lønsedler fordi det hævdes, at lønnen er udbetalt kontant, er uholdbart. Den omstændighed, at lønnen skulle være udbetalt kontant, ændrer nemlig ikke ved, at der samtidig udarbejdes en lønseddel.

Såfremt As far har kunnet opspare et beløb i denne størrelsesorden, må det forudsætte en indtægt og en skattebetaling af en vis størrelse, jf. også R1's beskrivelse af indkomstbeskatningen i Y1-land på R1's hjemmeside (bilag L). A har dog ikke fremlagt nogen skatteoplysninger vedrørende faren til besvarelse af Skatteministeriets opfordring (J) for 1975-2016. Han har end ikke formået at fremlægge oplysninger for perioden 2010-2016, og det er derfor uholdbart, når A protesterer mod ministeriets opfordring.

Det er udokumenteret, at faren ikke har været omfattet af nogen form for formaliseret skatteopkrævning.

Det er ganske bemærkelsesværdigt, at A ikke kan fremlægge et eneste oprindeligt dokument til dokumentation for sine forklaringer om de faktiske omstændigheder.

3.3 A øvrige synspunkter

Til As anbringende i tredje række om, at der er tale om skattefrie overførsler af As egne midler, gøres det overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at der er tale om allerede beskattede eller skattefrie midler.

Til As anbringende i fjerde række om, at der er tale om gaveafgiftspligtige gaver fra As far, gøres det overordnet gældende, at A ikke har godtgjort, at midlerne stammer fra hans far.

Det er uklart, hvordan det på den ene side kan hævdes, at der er tale om lån fra faren, og på den anden side, at der skulle være tale om overførsel af As egne midler, alternativt gaver fra faren.

A har fremsat en hjemvisningspåstand, som alene vedrører hans anbringende i fjerde række om, at der er tale om gaveafgiftspligtige gaver. A har hverken uddybet dette anbringende eller sit anbringende i tredje række om, at der er tale om skattefrie overførsler. A har ikke besvaret Skatteministeriets opfordring (I) til at uddybe sine anbringender i henholdsvis tredje og fjerde række.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det følger af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og 2, at skatteforvaltningen skal underrette den skattepligtige om påtænkte afgørelser, så den skattepligtige kan få mulighed for at fremkomme med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen, inden denne træffes.

Endvidere følger det af § 35, stk. 5, at digitale meddelelser anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for den skattepligtige, forudsat at den skattepligtige modtager en advisering herom, jf. bekendtgørelse om digital kommunikation på Skatteministeriets område § 5, stk. 3.

Det er i sagen ubestridt, at Skatteministeriet ikke ved fremsendelsen af forslaget til afgørelse til sagsøgerens skattemappe den 24. april 2023 samtidig sendte en advisering til sagsøgeren via e-mail eller SMS.

Retten finder herefter, at forslaget til afgørelse ikke kan anses for at være kommet frem til den skattepligtige den 24. april 2023, og at sagsøgeren dermed ikke blev orienteret om forslaget til afgørelse, før der blev truffet afgørelse den 9. juli 2020.

Retten finder imidlertid, at den manglende advisering ikke alene leder til, at Skattestyrelsens afgørelse af 9. juli 2020 kan anses som ugyldig, men at dette beror på en konkret vurdering af sagsøgerens muligheder for at varetage sine interesser i sagen trods den manglende advisering.

Retten lægger i den forbindelse til grund, at sagsøgeren forud for afgørelsen har fremsendt materiale og bemærkninger til Skattestyrelsen, som svar på styrelsens henvendelser den 2. september og 11. november 2019, ligesom sagsøgeren har haft mulighed for at redegøre for sine synspunkter under skatteankenævnets behandling af sagen samt under nærværende sag.

Retten finder herefter, at den manglende fremsendelse af advisering til sagsøgeren ikke har haft afgørende betydning for sagsøgerens mulighed for at varetage sine interesser overfor Skatteministeriet, og at afgørelsen af 9. juli 2020 på denne baggrund ikke kan anses for ugyldig. Retten finder endvidere, at Skatteministeriet har overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 for fremsendelse af forslaget til afgørelse, eftersom fristen alene vedrører skatteministeriets fremsendelse af forslaget, som blev lagt i sagsøgerens skattemappe den 24. april 2020 og således indenfor fristen.

Retten finder, at det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at det modtagne beløb på i alt 5.820.178,00 kr. ikke skal undergives beskatning, samt at beløbet er modtaget under henvisning til en låneaftale mellem sagsøgeren og dennes far. Retten finder endvidere, at der gælder en skærpet bevisbyrde, idet der er tale om lån ydet af et familiemedlem.

Overførslerne er sket fra tre forskellige konti i Y1-land, som sagsøgeren selv står anført som ejer af. Af låneaftalen mellem sagsøgeren og dennes far fremgår bl.a., at lånet er til sagsøgerens køb af ejendom, og at der skal betales månedlige afdrag på 2.000,00 USD. Endelig er der i meddelelsen på overførslerne anført, at overførslerne navnlig er til sagsøgerens udvikling af sin virksomhed.

Henset til, at der ikke er sket betaling af afdrag i henhold til låneaftalen, at gældsbrevet mellem parterne først er oprettet adskillige måneder efter overførslerne, og at der er uoverensstemmelser i forklaringerne og i sagens dokumenter om, hvad beløbet skulle anvendes til, finder retten det ikke godtgjort, at der er tale om et lån ydet af sagsøgerens far til køb af en ejendom.

Forklaringerne om situationen i Y1-land og dennes betydning for Y3-lænderes økonomiske og skattemæssige forhold kan ikke føre til et andet resultat.

Retten finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteministeriets forhøjelse af sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 2016, og Skatteministeriet frifindes derfor.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 240.000,00 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 240.000,00 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.