Dokumentets metadata

Løn fra udlandet - grov uagtsomhed - reaktionsfrist

Byretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at løn modtaget fra et udenlandsk selskab var udtryk for nettoløn efter indeholdelse af skat, og at det måtte tilregnes skatteyderen som groft uagtsomt, at han ikke havde reageret på sin urigtige årsopgørelse. Da SKAT havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., blev Skatteministeriet frifundet.

Parter

A

(v/advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Jakob Klaris Søgaard)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer Ulrik Finn Jørgensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 26. april 2022.

Sagen vedrører om der er grundlag for at forhøje sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2010 som følge af, at arbejdsgiveren ikke har indeholdt indkomstskat, herunder om SKAT har overholdt fristerne herfor.

A har fremsat påstand om, at hans skatteansættelse for indkomståret 2010 nedsættes med 996.905 kr.

Skatteministeriet Departementet har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår, af Skatteankenævnets afgørelse af 7. februar 2022 blandt andet:

" Indkomstår: 2010

…..

Faktiske oplysninger

Klageren har i indkomståret 2010 modtaget følgende overførsler svarende til i alt 997.735,78 kr.:

Dato Posteringstekst _____ Beløb

8. januar 2010 3 WEEKS SALARY FROM G1-virksomhed 6.923,07 EUR

29. januar 2010 4 WEEKS SALARY 9.230,76 EUR

15. februar 2010 REMITTANCE FOR 12 FEB 2010 FOR 2 WEEKS 4.615,38 EUR

26. februar 2010 REMITTANCE FOR 26 FEBRUARY 2010 FO 2 WEEKS

4.615,38 EUR

12. marts 2010 EXPENSE G1-virksomhed 111,63 EUR

REMITTANCE FOR 12 MARCH 2010 FOR 2 WEEKS

12. marts 2010 4.615,38 EUR

25. marts 2010 REMITTANCE FOR 26 MARCH 2010 2 WEEKS 4.615,38 EUR

9. april 2010 26TH MARCH TO 9TH APRIL 4.615,38 EUR

23. april 2010 67.013,34 EUR

7. maj 2010 REMITTANCE 7TH MAY 2010 4.615,38 EUR

21. maj 2010 4.615,38 EUR

4. juni 2010 REMITTANCE FOR 4 JUNE 2010 4.615,38 EUR

14. juni 2010 REMITTANCE TWO WEEKS FOR 18 JUNE 2 10 4.615,38 EUR

2. juli 2010 4.615,38 EUR

16. juli 2010 4.615,38 EUR

134.047,98 EUR

Overførslerne er ifølge det oplyste sket fra virksomheden G1-virksomhed. Klageren har oplyst, at overførslen den 12. marts 2010 af 111,63 EUR, svarende til 830,71 kr., vedrører refusion af udlæg, hvilket SKAT har lagt til grund ved den påklagede afgørelse.

Klageren har oplyst, at han indtil sommeren 2010 arbejdede for G1-virksomhed i en dansk filial til virksomhedens Y1-by-afdeling. Hans ansættelseskontrakt blev sendt til en e-mailadresse hos hans tidligere arbejdsgiver F1-bank.

Af klagerens årsopgørelser for indkomståret 2010 fremgår personlig indkomst som følger:

Af klagerens skatteoplysninger for indkomståret 2010 fremgår indberetninger som følger:

Klageren har i mail til SKAT af 4. februar 2016 oplyst, at han fik tilsendt elektroniske lønsedler til en e-mailadresse hos G1-virksomhed, og har oplyst at han var provisionslønnet. Klageren har slutteligt oplyst, at det ikke har været muligt at fremskaffe ansættelseskontrakt eller lønsedler under henvisning til forløbet omkring G1-virksomheds økonomiske kollaps.

SKAT har i perioden fra den 29. januar 2014 til den 23. maj 2014 modtaget oplysninger som led i Projekt Money Transfer II, hvor i oplysningerne om overførsler fra G1-virksomhed til klagerens konto har indgået, hvorefter pågældende data blev overdraget til bearbejdning fra den 2. juni 2014.

SKATs sagsbehandler har oplyst, at hun fik fordelt oplysningerne til sagsbehandling den 25. januar 2016. SKAT har samme dag anmodet klageren om oplysninger vedrørende overførsler fra G1-virksomhed.

Ovenstående fremgår af SKATs sagsnotat og e-mail af 7. september 2016 fra SKATs sagsbehandler til klagerens repræsentant.

SKAT har den 4. februar 2016 modtaget de sidste oplysninger fra klageren i henhold til den tidligere fremsendte materialeanmodning, hvorefter SKAT har afsendt forslag den 28. april 2016.

SKAT har herefter afsendt afgørelse den 24. maj 2016. …..

Skatteankenævn Hovedstaden Nords afgørelse

Materielt

Til den skattepligtige indkomst skal medregnes den skattepligtiges samlede årsindtægter efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4.

Den skattepligtige har i øvrigt pligt til at selvangive sine indtægter, jf. skattekontrollovens § 1 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med efterfølgende ændringer).

I selvangivelseskravet ligger, at den skattepligtige overfor skattemyndighederne skal stå inde for de selvangivne oplysninger. I selvangivelseskravet ligger også, at den skattepligtige efter anmodning skal gøre rede for grundlaget for de selvangivne oplysninger, hvilket bl.a. fremgår af bemærkningerne til §

1, stk. 1 i forarbejderne til den tidligere gældende skattekontrollov (LFF 199512-01 nr. 104)

En skattepligtig der modtager større pengebeløb på sin bankkonto har bevisbyrden for, at beløb, som er indsat på klagerens konto vedrører skattefri eller allerede beskattede midler, jf. SKM2008.905.HR.

Når en arbejdsgiver ikke har indbetalt A-skat af en ikke-selvangivet lønudbetaling, påhviler det lønmodtageren at godtgøre, at den udbetalte løn er et nettobeløb, hvor af A-skat allerede er indeholdt, jf. SKM2004.458.VLR.

Erhververe af A-indkomst, hvori der ikke er sket indeholdelse af A-skat, eller hvori indeholdelse er sket med et for lavt beløb, skal straks indbetale det manglende beløb, jf. kildeskattelovens § 68.

Klageren har oplyst, at de overførsler som klagerens skatteansættelse for indkomståret 2010 er blevet forhøjet med, angår udbetalinger af nettoløn. Klageren har oplyst, at det ikke er muligt at dokumentere, at der er indeholdt Askat og AM-bidrag ved lønudbetalingerne. Klageren har hertil henvist til at der er tale om et meget gammelt indkomstår, og har yderligere henvist til den tidligere arbejdsgivers økonomiske kollaps, som har gjort det umuligt for klageren at fremskaffe yderligere materiale vedrørende lønudbetalingerne og ansættelsesforholdet.

Skatteankenævnet finder det ikke godtgjort, at overførslerne angår udbetalinger af nettoløn. Herved er lagt vægt på, at det under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren har modtaget løn, som ikke er selvangivet eller indberettet af arbejdsgiveren, påhviler klageren at godtgøre at overførslerne vedrører allerede beskattede midler. Klageren har ikke ved objektivt konstaterbare momenter påvist dette.

Det er således med rette, at overførslerne af i alt 996.905 kr. er anset for yderligere skattepligtig indkomst for klageren, og at klageren er anset hæftelsespligtig heraf.

Formelt

Suspension af ordinær ligningsfrist

SKAT kan som udgangspunkt ikke varsle ændring af skatteansættelsen for et indkomstår senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal herefter foretages senest den 1. august i fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1 (dagældende Lovbekendtgørelse 2006-08-28 nr. 907 med efterfølgende ændringer).

Den ordinære ansættelsesfrist i § 26, stk. 1 kan fraviges, hvis en skattepligtig eller andre på dennes vegne har bevirket, at den skattepligtiges skatteansættelse er sket på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og at dette må tilregnes den skattepligtige som en følge af grov uagtsomhed, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteforvaltningen skal i sådanne tilfælde varsle ansættelsesændringen senest 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af den ordinære ansættelsesfrist, og ansættelsen skal herefter gennemføres senest 3 måneder efter varslingen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

SKAT sendte varsel om ændring af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 den 28. april 2016, og ændrede klagerens skatteansættelse for de pågældende indkomstår ved afgørelse afsendt den 24. maj 2016. Af den påklagede afgørelse fremgår, at ansættelsesændringen er foretaget efter udløb af den ordinære ligningsfrist, under henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, da SKAT vurderede, at klageren havde handlet groft uagtsomt.

Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT ikke har haft hjemme til at suspendere den ordinære ligningsfrist efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og har til støtte herfor anført, at han ikke har handlet groft uagtsomt.

Klageren til støtte herfor henvist til, at han er af den opfattelse, at arbejdsgiveren har indeholdt A-skat og AM-bidrag forud for udbetaling af hans løn, og klageren var ikke bekendt med muligheden for at det ikke var tilfældet, før SKAT kontaktede ham i 2016. Klageren har desuden henvist til det kaotiske forløb omkring G1-virksomheds økonomiske kollaps, og til at var forløbet et betydeligt antal år fra ansættelsesforholdet ophørte frem til at SKAT kontaktede klageren.

Klageren har i det påklagede indkomstår modtaget et antal overførsler af større pengebeløb, som ifølge det oplyste vedrørte løn. Klageren har ikke kunnet godtgøre, at disse lønudbetalinger har været klagerens skatteansættelse uvedkommende, og det kan ikke af sagens materiale konstateres, at der er indeholdt A-skat og AM-bidrag af lønudbetalingerne. Indkomsten fra G1-virksomhed ses ikke at fremgå af klagerens seneste årsopgørelse for indkomståret 2010, som var tilgængelig i klagerens skattemappe den 12. august 2011. Klageren kunne således på dette tidspunkt konstatere, at indkomsten fra G1-virksomhed ikke var indberettet.

Når klageren herefter ikke med føje har kunnet antage, at overførslerne var beskattet forud for udbetaling, og var hans skatteansættelse uvedkommende, og dette til trods har undladt at selvangive de pågældende overførsler, må undladelsen tilregnes klageren som groft uagtsom.

SKAT har således med rette kunnet foretage den påklagede ansættelsesændring for indkomståret 2010 efter udløbet af den ordinære ligningsfrist.

Reaktionsfrist

Ansættelse udenfor den ordinære ligningsfrist efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 kan alene gyldigt foretages, hvis ansættelsesændringen er varslet overfor den skattepligtige, senest 6 måneder fra det tidspunkt, hvor skattemyndigheden har fået kundskab om det forhold der begrunder suspension af den ordinære ligningsfrist, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2. Ansættelsen skal herefter foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt.

Kundskabstidspunktet er efter praksis det tidspunkt, hvor skattemyndigheden er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at der er grundlag for suspension af den ordinære ligningsfrist, hvilket kan udledes af SKM2018.481.HR.

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs kundskabstidspunkt ligger over 6 måneder efter SKAT var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, hvorvidt der var grundlag for suspension af den ordinære ligningsfrist. Hertil har repræsentanten henvist til, at overførslerne, allerede ved modtagelse af Money Transfer-oplysningerne, klart kunne identificeres som værende lønudbetalinger bl.a. på baggrund af posteringsteksterne.

SKAT i skrivelse til repræsentanten af 7. september 2016 oplyst, at Money Transfer-oplysningerne blev modtaget løbende i perioden fra den 29. januar 2014 til den 23. maj 2014, hvorefter oplysningerne undergik bearbejdning. Oplysningerne blev herefter blev udtrukket til sagsbehandling af SKATs sagsbehandler den 25. januar 2016. Af SKATs sagsnotat fremgår, at sagsbehandleren samme dato udsendte anmodning om oplysninger til klageren.

Klageren har den 4. februar 2016 indgivet de sidste oplysninger i henhold til SKATs anmodning, hvorefter SKAT har udsendt forslag den 28. april 2016, og udsendt afgørelse den 24. maj 2016.

Skatteankenævnet finder, at SKATs kundskabstidspunkt vedrørende det påklagede forhold var den 4. februar 2016. Herved er henset til, at SKAT tidligst har kunnet fastslå hvorvidt klageren havde handlet groft uagtsomt eller ej, efter at klageren havde afgivet redegørelse vedrørende det påklagede forhold. Det var således først på dette tidspunkt, at SKAT kunne fastslå, hvorvidt der var grundlag for suspension af den ordinære ligningsfrist.

Skatteankenævnet bemærker, at Højesterets dom af 13. december 2021 ikke ses at kunne føre til andet resultat i indeværende sag. Herved er lagt vægt på, at der ved Højesterets dom af 13. december 2021 var tale om en situation, hvor de faktiske forhold, der begrundede at SKAT anså ligningsfristen for suspenderet, allerede var kommet til SKATs kundskab mere end 6 måneder før udsendelsen af forslag.

Da forslag herefter ses at være udsendt indenfor reaktionsfristen på 6 måneder fra kundskabstidspunktet, og afgørelse er udsendt indenfor kendelsesfristen på 3 måneder fra forslagets afsendelse, ses SKAT at have overholdt fristerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

SKATs afgørelse stadfæstes."

Forklaringer

A har forklaret, at han er (red.fjernet.uddannelse) og specialuddannet i at handle med (red.fjernet.handelsmetode) med professionelle kunder.

Han blev ansat i F1-bank i 2003. Han har kun arbejdet i Danmark. Han var delvis provisionslønnet. Han fratrådte i 2009 på grund af finanskrisen, hvor filialen i Y2-bys lukkede, men fik løn et stykke ind i 2010. F1-bank indeholdt, indbetalte og indberettede skat på helt sædvanlig måde.

Hans team på 3 personer blev gennem en headhunter samlet tilbudt ansættelse i G1-virksomhed i en nystartet filial i Y2-by. Det var i sensommeren 2009. Aflønningen var provisionsbaseret, men med en garanteret månedlig udbetaling.

De udbetalte beløb var nettoløn. Den indgik på hans nemkonto i F2-bank med samme tekst som Skat efterfølgende har modtaget.

Han gik ud fra, at G1-virksomhed indeholdt skat på sædvanlig måde. Han modtog lønsedler, som blev sendt til hans mailkonto i virksomheden. Han modtog alene nettolønnen efter skattetræk.

Han skiftede til G2-virksomhed i sommeren 2010, da de overtog G1-virksomhed's lokaler. Lønnen blev udbetalt fra Y1-by, men der har ikke været problemer med skatteindeholdelsen.

Han var ikke før henvendelsen fra Skat i 2016 opmærksom på, at lønnen fra G1-virksomhed ikke fremtrådte på årsopgørelsen fra 2010. På det tidspunkt kunne han ikke skaffe lønsedlerne, da både hans mailkonto og G1-virksomhed var lukket.

Han har de seneste 10 måneder modtaget arbejdsløshedsdagpenge.

Han ville næppe have kunne skaffe lønsedlerne i 2013 eller 2014.

Hvis han ville have skjult de omhandlede udbetalinger, kunne han havde oprettet en udenlandsk bankkonto.

G1-virksomhed ansættelseskontrakten blev sendt til hans mailkonto i F1-bank. Han sagde selv op i G1-virksomhed, og han kunne, inden han forlod virksomheden, have gemt sine lønsedler.

Han husker ikke, om han forskudsregistrerede indtægterne fra G1-virksomhed, men det ville have været svært på grund af, at den var resultatafhængig.

Han sendte sine skatteoplysninger til G1-virksomhed på firmamailen.

Han havde en revisor til at lave hans skatteregnskab, da han havde en forældrekøbslejlighed. Han husker ikke, om revisoren vdste, han i 2010 havde været ansat i G1-virksomhed.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"Sagens materielle spørgsmål

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i første række helt overordnet gældende, at den omhandlede indkomst på kr. 996.905 fra G1-virksomhed udgør et nettobeløb efter skat, idet et beløb svarende til skatten af As løn er fratrukket i de udbetalinger, der af G1-virksomhed er overført til As konto i F2-bank. Det gøres i tilknytning hertil gældende, at betingelserne for nulstilling ikke er opfyldt.

Sagens formelle spørgsmål

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i anden række og helt overordnet gældende, at SKAT ikke har hjemmel til at genoptage As skatteansættelse for indkomståret 2010 ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet A hverken forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skatteansættelsen for indkomståret 2010 er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Hvis retten mod forventning måtte finde, at der er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af As skatteansættelse for indkomståret 2010 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, gøres det i tredje række helt overordnet gældende, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfristen på 6 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Den materielle sag

Retsgrundlaget

Det følger helt overordnet af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, at lønindkomst er skattepligtig. Det gælder også indkomst fra arbejde udført her i landet for en udenlandsk arbejdsgiver.

Virksomheden, der udbetaler A-indkomst, er forpligtet til at indeholde A-skat og AM-bidrag i forbindelse med udbetalingen, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 1. Når virksomheden har opfyldt denne forpligtelse, frigøres modtageren fra sin hæftelse for de tilhørende skatter, idet modtageren ved skatteberegningen godskrives de indeholdte skattebeløb, jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1.

Hvis en skattepligtig person modtager A-indkomst, hvor der ikke er sket indeholdelse, eller indeholdelsen er sket med et for lavt beløb, så hæfter modtageren overfor det offentlige for det manglende beløb og skal straks indbetale dette, jf. kildeskattelovens § 68. Kildeskattelovens § 68 forudsætter, at der er udbetalt et beløb, som skulle have været indeholdt jf. U.1998.1538H. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag, da A har fået udbetalt nettoløn, i henhold til aftalen med arbejdsgiveren.

I henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1 hæfter arbejdsgiveren for manglende indeholdelse af A-skat, medmindre denne kan godtgøre, at der ikke er handlet forsømmeligt, jf. SKM2015.443.LSR. Det fremgår videre af kildeskattelovens § 69, stk. 2, at hvor indeholdelse af A-skat har fundet sted, gælder der en ubetinget hæftelse for betaling af de indeholdte beløb.

Der skal i den forbindelse henvises til praksis vedrørende såkaldt "nulstilling" af indeholdt, men ikke afregnede A-skatter og AM-bidrag. Herom fremgår af Den Juridiske Vejledning 2023-1, afsnit A.D.6 følgende:

"Nulstilling betyder, at Skatteforvaltningen ser bort fra, at der er bogført A-skat, AM-bi-drag og udbytteskat mv., og dermed ikke godskriver indkomstmodtageren beløbene i årsopgørelsen.

[…]

Der er følgende betingelser for nulstilling:

a. Den indeholdelsespligtige skal være en virksomhed med begrænset ansvar, typisk et aktie- eller anpartsselskab.

b. Virksomhedens insolvens skal være konstateret ved ophør, konkurs eller lignende.

c. Den indeholdelsespligtige skal have restancer af A-skat, AM-bidrag eller udbytte-skat mv. vedrørende de perioder, hvor selskabet har godskrevet skattebeløb mv. for personer, som er omfattet af punkt d. Perioderne behøver ikke være sammenhængende.

d. Nulstilling kan som hovedregel kun ske for personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere enerådende i virksomhedens anliggender samt for disses nærtstående.

e. Nulstilling forudsætter, at de pågældende i kraft af deres tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter mv. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid og at der heller ikke er udsigt til at der senere vil kunne ske betaling."

Det fremgår således, at det bl.a. er en betingelse for nulstilling af en skatteyder, at skatteyder har en afgørende indflydelse på selskabets dispositioner, samt at skatteyder vidste eller burde have vidst, at der ikke var realitet i indeholdelserne af A-skatter og AM-bidrag.

Fra praksis henvises til SKM2021.264.BR og SKM2021.286.LSR.

Den konkrete sag

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at den omhandlede indkomst på kr. 996.905 fra G1-virksomhed udgør et nettobeløb efter skat.

Det gøres således gældende, at G1-virksomhed har indeholdt skatten af As løn, og at det ikke kan komme A til skade, at G1-virksomhed, hvad enten det er forsætligt eller uagtsomt, har undladt at indberette og afregne skatten til den danske stat.

As ansættelseskontrakt henviste til den danske funktionærlov og arbejdsstedet var virksomhedens filialkontor i Y2-by.

A fremsendte i forbindelse med ansættelsen de sædvanlige skatte- og bankoplysninger til den lønansvarlige medarbejder i selskabets afdeling i Y1-by.

A modtog månedligt elektroniske lønsedler fra afdelingen i Y1-by. Disse lønsedler blev sendt til og gemt på As e-mailadresse hos G1-virksomhed. Denne e-mailadresse blev formentlig nedlagt i forbindelse med As fratræden og under alle omstændigheder må den antages nedlagt i forbindelse med selskabets opløsning.

Idet det var afdelingen i Y1-by, der lavede As løn, og idet afdelingen i Y1-by bad om og modtog As skatteoplysninger, indrettede A sig på, at afdelingen i Y1-by også som aftalt indberettede og indbetalte skatten af As løn.

De udbetalte beløb, der fremgik af As lønsedler, var nettobeløb, dvs. at beløbene svarede til lønnen efter indeholdt skat, og A fandt ingen anledning til at tro, at Y1-by-afdelingen ikke på behørig vis indberettede og indbetalte skatten af hans løn.

Det er således først i forbindelse med nærværende sags opståen i 2016, at A har erfaret, at G1-virksomhed tilsyneladende hverken har registreret sig som arbejdsgiver, indberettet hans løn eller afregnet skatten af hans løn.

A var således i god tro om, at arbejdsgiveren indberettede hans løn og afregnede skatten, som han var vant til fra tidligere ansættelser ved udenlandske arbejdsgivere.

På trods af, at A ikke kan fremlægge en kopi af ansættelseskontrakten og lønsedlerne, må det utvivlsomt kunne lægges til grund, at A var af den opfattelse, at den udbetalte løn udgjorde en nettoløn.

A engagerede i 2005 statsaut. revisor JM til at håndtere både A og hustruens selvangivelser, bl.a. fordi A havde indtægter fra udlejningsvirsomhed (udlejning af forældrekøbslejlighed). Revisor JM håndterede således også As selvangivelse for 2010. A-indkomsten har altid tidligere været korrekt indberettet til SKAT, også fra udenlandske arbejdsgivere.

F1-bank, der i slutningen af 2009 fritstillede A, indbetalte i 2010 den resterende løn og fratrædelsesgodtgørelse. Ved revisorens gennemgang var der således indberettet en samlet lønindkomst på kr. 1.076.432, hvilket er den højeste lønindtægt A nogensinde har haft. Revisoren havde dermed ingen grund til at antage, at der skulle være fejl i forhold til indberetningerne.

A var helt uvidende omkring, at den nye arbejdsgiver G1-virksomhed havde "rod i papirerne", og han konstaterede intet usædvanligt ved lønudbetalingerne. Han havde blot sin normale arbejdsgang på firmaets adresse på Y3-adresse i Y2-by, præcis som ved den tidligere udenlandske arbejdsgiver F1-bank Nordbank, hvor han var ansat siden 2003, og hvor lønudbetalingen aldrig gav anledning til problemer. Heller ikke ved den efterfølgende ansættelse ved arbejdsgiveren G2-virksomhed var der problemer med lønudbetalingen. A var dermed som enhver anden dansk medarbejder ansat på funktionærvilkår på et tjenestested i Danmark, i den berettigede forventning, at arbejdsgiveren på lovlig vis håndterede lønudbetalingen og indberettede skatten.

Idet A ikke har haft nogen som helst bestemmende indflydelse på aktiviteterne i G1-virksomhed, kan SKAT ikke ud fra nulstillings-betragtninger afkræve A de indeholdt, men ikke afregnede skatter. Betingelserne for nulstilling af indeholdt, men ikke afregnede skatter, er ikke opfyldt, jf. Den Juridiske Vejledning 20231, afsnit A.D.6.

Tilsvarende kan det ikke komme A til skade, at G1-virksomhed tilsyneladende ikke har ladet sig registrere som arbejdsgiver - uanset at selskabet ubestrideligt havde aktiviteter og ansatte i Danmark. De indeholdt, men ikke-afregnede skatter, skulle derfor være opkrævet hos G1-virksomhed, og ikke A.

A ved ikke om den tilsyneladende manglende indberetning og indbetaling af skatten skyldes en uforsætlig fejltagelse hos Y1-by-afdelingen, eller om G1-virksomhed forsætligt undlod at indberette og afregne skatten og i stedet lod beløbene indgå i firmaets eget cash-flow. At G1-virksomheds "forretningsmetoder" var af en sådan karakter, at det medførte en tiltale for bedrageri jf. bilag 2, peger dog i retning af, at der var tale om en ledelse uden de store moralske skrupler.

Det er mærkværdigt, at SKAT ikke selv har forsøgt at kontakte G1-virksomhed, men i stedet blot har hævdet, at A skullet have givet udtryk for, at det ikke ville nytte noget at rette hen-vendelse til G1-virksomhed.

SKAT anfører således i høringssvar af 23. juni 2016, jf. bilag 1, side 6, 3. afsnit følgende (ekstrakten side 92):

"Jeg har opfordret A til at tage kontakt til selskabet i Y1-land, da det ses at det stadig eksistere. Jeg har opfordret ham til at anmode om de lønbilag, som ligger til grund for lønudbetalingen.

A mener ikke, at han får noget ud af dette tiltag."

Det skal understreges, at det ikke er korrekt, at A ikke mener, at han ville få noget ud af at kontakte G1-virksomhed vedrørende den tilsyneladende manglende indberetning og afregning af skat af hans løn. A har på intet tidspunkt været af den opfattelse, at det ikke ville nytte noget at kontakte G1-virksomhed med henblik på at få udleveret lønbilag mv.

Når A ikke har kontaktet G1-virksomhed, skyldes det alene, at han ikke har haft nogen anelse om, hvordan han som privatperson skulle kunne komme i kontakt med selskabet, når det er opløst for over 10 år siden, jf. bilag 3. A har forsøgt at finde frem til den oprindelige ejer, PT, der imidlertid forekommer at være gået under jorden.

Det må komme SKAT bevismæssig til skade, at SKAT end ikke har forsøgt at kontakte G1-virksomhed - uanset den ganske åbenbare anledning hertil. Samtidig skal opmærksomheden henledes på, at A var ansat hos G1-virksomhed som helt almindelig lønmodtager. A var således hverken undergivet regnskabspligt, krav om opbevaring af dokumentation eller havde anden naturlig anledning til at sikre sig bevismæssigt i relation til ansættelsen hos G1-virksomhed.

Det kan derfor ikke komme A bevismæssigt til skade, at han i dag, mere end 10 år efter udløbet af den i sagen omhandlede periode, ikke er i stand til at fremlægge lønsedler og ansættelseskontrakt. Det er således de allerfærreste lønmodtagere, der gemmer gamle lønsedler og ansættelseskontrakter flere år efter, at de er fratrådt en stilling.

Såfremt A, som hævdet af SKAT, skulle have modtaget lønnen fra G1-virksomhed "sort", må det i øvrigt antages, at A, der er uddannet bankmand, ville have gemt pengene af vejen. A er og var på det pågældende tidspunkt ekspert og certificeret i AML (anti money laundering), dvs. i forhold til mistænkelige bankoverførsler mv. Dermed må det have formodningen imod sig, at han skulle have bedt sin arbejdsgiver om - og fået lov til - at modtage sin løn sort og samtidig indsætte den på sin danske NemKonto.

A har på ingen måde forsøgt at skjule overførslerne fra G1-virksomhed, der er indgået på As danske konto i F2-bankpå Y4-sted. Dette faktum understøtter således, at der ikke er tale om sorte penge.

Sammenfattende gøres det derfor gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte A af indsætningerne på hans konto i Sydbank, idet han således i praksis vil blive "dobbeltbeskattet". Måtte Retten mod forventning lægge til grund, at der ikke er indeholdt A-skat af As lønindkomst fra G1-virksomhed i 2010, gøres det herunder gældende, at G1-virksomhed har udvist forsømmelighed ved at undlade at opfylde sin pligt til at indeholde skat, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og at virksomheden derfor hæfter for det samlede ikke-indeholdt beløb.

Sagens formalitet

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 finder ikke anvendelse

Retsgrundlaget

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at Skattestyrelsen - uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26 - kan foretage ekstraordinær ansættelse og udsende et varsel om ændring af en skatteansættelse, hvis "den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretager en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag".

Der er tale om en vag, elastisk lovbestemmelse, og der skal foretages en samlet konkret vurdering. Det følger af praksis, at der påhviler skattemyndighederne en streng bevisbyrde for, at skatteyder har handlet groft uagtsomt i sager om ekstraordinær genoptagelse efter bestemmelsen i skatte-forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Fra retspraksis henvises bl.a. til Østre Landsrets dom offentliggjort i SKM2010.383.ØLR, SKM2011.143.BR og SKM2022.53.VLR. Ved sidstnævnte dom fastslog landsretten, at skatteyderen ikke havde handlet groft uagtsomt i forhold til hendes skatteansættelser for indkomstårene 2007 og 2008, hvorfor forhøjelserne på henholdsvis kr. 512.697 og kr. 503.900 bortfaldt. Som begrundelse herfor anførte landsretten følgende:

"Landsretten finder det efter en samlet vurdering ikke godtgjort, at de unddragelser, som SKAT har opgjort for 2007 og 2008, kan tilregnes NN som groft uagtsomme eller forsætlige. Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at det efter de afgivne forklaringer og sagens øvrige oplysninger må lægges til grund, at AA ApS i de omhandlede indkomstår havde en reel drift, at NNs mangeårige samlever, …, var den reelle leder af selskabet og således i det hele varetog driften, ligesom det var ham, der i januar 2009 underskrev selskabets årsrapport for 2007/2008.

Betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, i indkomstårene 2007 og 2008 er herefter ikke opfyldt."

Selvom landsretten lagde til grund, at der var sket unddragelser af skat for mere end 1 mio. kr. i indkomstårene 2007 og 2008, så fandt landsretten, at unddragelserne ikke kunne tilregnes skatteyderen som groft uagtsomme eller forsætlige. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 var derfor ikke opfyldt. Dommen er anket til Højesteret.

Fra administrativ praksis henvises bl.a. til Landsskatterettens afgørelse af 13. juni 2012 (j.nr. 11- 01114), Landsskatterettens afgørelse af 9. december 2014 (j.nr. 13-0193905), Landsskatterettens afgørelse af 30. juni 2015 (j.nr. 13-0115046) og Landsskatterettens afgørelse af 12. april 2017 (j.nr. 14-1547937).

Den anførte praksis understøtter, at der påhviler skattemyndighederne en streng bevisbyrde for, at en skatteyder har handlet groft uagtsomt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Den bevisbyrde har SKAT ikke løftet i nærværende sag.

Den konkrete sag

Det gøres gældende, at A hverken forsætligt eller ved grov uagtsomhed har bevirket, at skatteansættelsen for indkomståret 2010 er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. A fik alene udbetalt et nettobeløb, og han kunne således med rette gå ud fra, at G1-virksomhed som aftalt ville indberette og afregne den del af hans løn, som G1-virksomhed havde indeholdt.

Da A benyttede en revisor til sine selvangivelser, blev han derfor ikke opmærksom på den manglende indberetning af A indkomst fra G1-virksomhed - og revisoren blev beklageligvis heller ikke opmærksom herpå, hvilket antageligt skyldtes den indberettede løn fra F1-bank.

Det forekommer helt urimeligt, at SKAT lægger til grund, at A skulle have forudset det kaos, der opstod i G1-virksomhed, og at G1-virksomhed tilsyneladende hverken registrerede sig som arbejdsgiver i Danmark samt indberettede og afregnede skatten af lønnen til den danske stat.

På det tidspunkt, hvor A tog ansættelse i G1-virksomhed, var der tale om en stor international virksomhed, og der var ikke forlydender om "grus i maskineriet", før ca. 6 måneder efter ansættelsen. A var således en helt almindelig lønmodtager ansat i et stort internationalt firma, der efterfølgende viste sig at have rod med betalingerne og bogføringen og en yderst tvivlsom forretningsmoral. Det kunne A naturligvis ikke have forudset, da han tog ansættelse i firmaet.

Skatteministeriet anfører i svarskriftet side 5 øverst, at A ved at udeholdet skattepligtig indtægt fra sin selvangivelse mindst groft uagtsomt har "bevirket", at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det gøres heroverfor gældende, at der i nærværende sag er tale om, at As revisor simpelthen har overset den manglende lønindberetning fra G1-virksomhed, fordi der var indberettet løn fra to andre arbejdsgivere, hvorfor opgørelsen af personlig indkomst så rigtig ud. Der er således på ingen måde tale om en aktiv tilbageholdelse af oplysninger, som Skatteministeriet antyder.

Der er endvidere absolut intet sammenligningsgrundlag med de domme, som Skatteministeriet henviser til. Skatteministeriet henviser til U.2018.3603.H. Dommen har ingen relevans i forhold til nærværende sag, da dommen vedrørte en skatteyder, som havde gemt penge af vejen for de danske skattemyndigheder ved overførsler til et selskab i skattelyet på Y5-sted. På et tidspunkt fik skatteyderen overført knap 2,5 mio. kr. fra selskabet på Y5-sted. Dette fik SKAT først viden om via Money Transfer-projektet, og SKAT konfronterede herefter skatteyderen i forhold til den anførte overførsel. Skatteyderen forklarede for SKAT, at overførslen relaterede sig til et låneforhold med selskabet, hvorfor han ikke var skattepligtig af overførslen. Det lykkedes ikke skatteyderen at overbevise Højesteret herom, og Højesteret fandt, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteministeriet henviser videre til U.2018.3845.H. Dommen har heller ingen relevans i forhold til nærværende sag, da dommen vedrørte et ægtepar, som pro forma flyttede til Y6-land for at undgå dansk skattepligt. Højesteret fandt, at ægteparret havde handlet mindst groft uagtsomt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Højesteret henviste i den forbindelse bl.a. til, at det omhandlede ægtepar efter den påståede fraflytning fra Danmark fortsat ejede et sommerhus i Y7-by, som lovligt kunne anvendes som helårsbolig, at der var et betydeligt elforbrug i sommerhuset i årene efter fraflytningen, og at de havde købt en lejlighed i Y2-by, inden de "fraflyttede" Danmark. Der var således tale om klar ulovlig skatteplanlægning, hvilket på ingen måde er tilfældet i nærværende sag. Indsættelserne på As konto var angivet som løn (salary/remittance) fra G1-virksomhed, og betegnelserne var dermed enkle og let gennemskuelige, jf. bilag 14 (se nedenfor). A har aldrig påstået, at beløbene vedrørte andet end præcist det, som overførslerne de facto vedrørte.

Omvendt er der i den af Skatteministeriet fremførte retspraksis tale om overførsler hidrørende fra "skattely-lande", påståede låneforhold og gevinster fra spil mv.

Den nævnte retspraksis vedrører dermed ikke situationer, hvor den berørte skatteyder - som i nærværende sag - udgør en helt almindelig lønmodtager, der har modtaget og erkendt at have modtaget lønudbetalinger fra arbejde i et større internationalt selskab.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er ikke overholdt

Retsgrundlaget

Det følger af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at såfremt skattemyndighederne vil varsle ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, så skal varsel herom udsendes til skatteyder senest 6 måneder efter, at skattemyndighederne er kommet til kundskab om de forhold, der begrunder den ekstraordinære genoptagelse.

Det følger af praksis, at det er skattemyndighederne, der skal påvise, at reaktionsfristen på 6 måneder konkret er opfyldt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Det fremgår endvidere af praksis på området, at reaktionsfristen på 6 måneder skal tages meget bogstaveligt.

Der henvises i den forbindelse for det første til Landsskatterettens afgørelse af 2. november 2011 (j.nr. 06-03756). Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyder for indkomstårene 1996- 2001 var skattepligtig af en række indsætninger og renteindtægter vedrørende skatteyderens udenlandske bankkonti. Der var under sagen materielt set ikke tvivl om, at skatteyder var skattepligtig af de omhandlede bankindsætninger og renteindtægter. SKAT havde gennemført forhøjelserne for de omhandlede indkomstår med henvisning til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet SKAT mente, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt.

Skatteyderen påklagede sagen til Landsskatteretten og gjorde i den forbindelse gældende, at SKAT havde overskredet reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Landsskatteretten gav skatteyderen fuldt medhold i sagen med følgende begrundelse:

"Det lægges derfor til grund, at skattecenteret senest den 9. januar 2006 var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om klagens samlede indkomstforhold til at udarbejde et forslag til ændrede skatteansættelser for de omhandlede indkomstår. Der gik imidlertid mere end 6 måneder førend skattecenteret den 8. august 2006 udsendte et forslag til ændring af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1996-2001. Skattecenteret har således ikke overholdt fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, hvorfor de påklagede ansættelsesændringer for indkomstårene 1996-2001 må anses for ugyldige." (mine fremhævninger)

På trods af at reaktionsfristen således kun var overskredet med mindre end 1 måned, fandt Landsskatteretten, at skattemyndighederne ikke havde overholdt fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, hvorfor de gennemførte ansættelsesændringer var ugyldige. Sagen viser videre, at skattemyndighederne ikke blot kan udskyde reaktionsfristen foran sig ved at anmode en skatteyder/en afgiftspligtig om successivt at fremsende oplysninger til myndighederne, idet myndighederne har en forpligtelse til at anmode om samtlige relevante oplysninger på et så tidligt tidspunkt i sagen som muligt.

Fra retspraksis henvises til SKM2012.390.BR. Sagen vedrørte et selskab, som havde foretaget et lånefinansieret køb af investeringsbeviser som led i et skattearrangement. SKAT havde tilsidesat skattearrangementet som værende uden realitet - men under sagen kom det frem, at skattemyndighederne havde foretaget en forhøjelse af selskabets skatteansættelse for et forkert år.

Skatteministeriet nedlagde under retssagen påstand om, at der skulle ske en forhøjelse af selskabets skatteansættelse for det korrekte indkomstår.

Byretten fandt, at betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 materielt set var opfyldt - men at SKAT imidlertid ikke havde overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, hvorfor selskabets frifindelsespåstand i relation til dette spørgsmål blev taget til følge. Af byrettens begrundelse fremgår følgende:

"Fristen for ordinær genoptagelse af S' skatteansættelse udløb den 1. maj 2008, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 kan en skatteansættelse ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2.

Det er en direkte følge af tilsidesættelsen af arrangementet for 2002 og 2003, at arrangementet også tilsidesættes for 2004. En tilsidesættelse af den selvangivne indtægt i 2002 medfører således, at det selvangivne tab i 2004 også skal tilsidesættes, da begge forhold udspringer af samme arrangement og følger direkte af hinanden. Betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2, er derfor opfyldt.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at der kun kan ske ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

SKAT har siden S' indgivelse af selvangivelse for indkomståret 2004 - d.v.s. siden foråret 2005 - været vidende om det af selskabet selvangivne tab på 8.609.483 kr. relaterende til selskabets tab ved afståelsen af de 39 investeringsbeviser i indkomståret 2004.

Først ved processkrift af 10. juni 2011 nedlagde Skatteministeriet påstand vedrørende S' skatteansættelse for skatteåret 2004.

SKAT har således ikke overholdt fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, hvorfor S' frifindelsespåstand i relation til Skatteministeriets selvstændige påstand tages til følge."

(mine fremhævninger)

Kundskabstidspunktet løb således fra SKATs modtagelse af selskabets selvangivelse, og således fra det tidspunkt hvor SKAT objektivt set var i besiddelse af de relevante oplysninger. SKAT ville således ved en almindelig kontrol af selvangivelsen være blevet opmærksom på det relevante forhold.

Der foreligger en ganske righoldig praksis, som er i tråd med ovennævnte dom.

Højesteret afsagde i 2018 to domme om rækkevidden af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, jf. UfR2018.3845.HR og fR2018.3603.HR. Højesteret fastslog, at "kundskabstidspunktet" skal forstås som det tidspunkt, hvor skattemyndighederne er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, om der foreligger grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5.

Fra nyere praksis på området henvises til Højesterets dom offentliggjort i SKM2021.707.HR. Sagen vedrørte en person B, der på vegne af sin mor A i 2012 havde indtastet anskaffelsessummer på en række værdipapirer i SKATs værdipapirsystem. Anskaffelsessummerne blev indtastet med beløb, der var 10 gange højere end de reelle anskaffelsessummer, hvilket efter det oplyste skyldtes, at et fortrykt "0" i rubrikkerne i systemet ikke blev slettet ved indtastningen. De for høje anskaffelsessummer medførte, at der for indkomstårene 20112016 automatisk af SKAT blev beregnet store tab på værdipapirerne. A fik som følge af de beregnede tab udbetalt overskydende skat med ca. 17.000 kr. i 2011 og mellem ca. 44.000 - 49.000 kr. i indkomstårene 2012-2016, hvorved hun fik hele sin forskudsskat for disse år udbetalt i overskydende skat.

A afgik ved døden i 2017. SKAT konstaterede ved modtagelsen af boets åbningsstatus, at A's skatteansættelser siden 2011 var foretaget på et urigtigt grundlag. SKAT varslede den 7. november 2017 forhøjelse af skatteansættelsen for 2016 og ekstraordinær forhøjelse af skatteansættelserne for 2011-2015. Boet efter A påklagede SKATs forhøjelse til Landsskatteretten, der gav boet medhold i, at SKAT ikke havde varslet de ekstraordinære forhøjelser inden udløbet af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelse for domstolene, hvor sagen blev behandlet i landsretten som 1. instans. Vestre Landsret gav ligeledes boet medhold i, at SKAT ikke havde varslet de ekstraordinære forhøjelser inden udløbet af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Skatteministeriet indbragte sagen for Højesteret og anførte for Højesteret, at en stadfæstelse af dommen ville få store konsekvenser for skattemyndighederne. Skatteministeriet anførte således følgende for Højesteret:

"Det vil have stor betydning, hvis skattemyndighedernes blotte besiddelse af oplysninger skulle medføre, at forhold, som kan udledes af oplysningerne, er kommet til skattemyndighedernes kundskab. Det er en politisk beslutning, hvilke områder af skattekontrollen der skal prioriteres. Skattemyndighederne kan ikke kontrollere alt, hvilket har betydning i et tilfælde som det foreliggende."

Boets repræsentant anførte heroverfor bl.a. følgende for Højesteret:

"Hvis det afgørende tidspunkt for fristberegningen i § 27, stk. 2, er det tidspunkt, hvor en medarbejder hos SKAT er blevet opmærksom på det forhold, der begrunder ekstraordinær ansættelse, bliver det vilkårligt og helt overladt til SKAT at afgøre, hvornår fristen begynder at løbe. Begyndelsestidspunktet i en sag som den foreliggende vil i så fald afhænge af, hvornår en medarbejder hos SKAT begynder at beskæftige sig med oplysningerne.

Fristreglen i § 27, stk. 2, kan ikke sættes ud af kraft, blot fordi skatteforvaltningen er blevet digitaliseret. Hvis der er behov for nye fristregler som følge af digitaliseringen, kræver det en lovændring." (min fremhævning)

Højesteret tiltrådte, at A havde udvist grov uagtsomhed ved at undlade at reagere på de urigtige skatteansættelser, og at dette havde medført, at hendes skatteansættelser blev urigtige. Der var derfor grundlag for ekstraordinær skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Højesteret fulgte derimod ikke Skatteministeriet synspunkter i relation til reaktionsfristen, idet Højesteret ligesom Landsskatteretten og Vestre Landsret gav boet medhold i, at SKAT ikke havde varslet de ekstraordinære forhøjelser inden udløbet af 6 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Højesteret anførte følgende udførlige begrundelse herfor:

"Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Det følger af denne bestemmelse, at en ekstraordinær ansættelse efter stk. 1, nr. 5, kun kan foretages, hvis den varsles af SKAT senest 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om, at en skatteansættelse er urigtig eller ufuldstændig, og at dette skyldes groft uagtsomt eller forsætligt forhold hos den skattepligtige eller dennes repræsentant. Som fastslået ved Højesterets domme af 30. august og 26. september 2018 (UfR 2018.3603 og UfR 2018.3845) må kundskabstids-punktet anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5.

Det er for Højesteret ubestridt, at SKAT mere end 6 måneder forud for den 7. november 2017 var i besiddelse af de oplysninger, der dannede grundlag for varslingen om ekstraordinær forhøjelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2011-2015.

Højesteret lægger til grund, at SKAT alene ved at sammenholde oplysningerne i årsopgørelserne, registreringerne i værdipapirsystemet og indberetningerne fra F3-bankkunne konstatere, at As skatteansættelser var urigtige, og at dette skyldtes groft uagtsomt forhold hos hende eller hendes repræsentant. På den baggrund tiltræder Højesteret, at SKAT mere end 6 måneder forud for varslingen var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5.

Det kan ikke føre til en anden vurdering, at det først var i forbindelse med den manuelle behandling af boets åbningsstatus, at medarbejdere hos SKAT konstaterede, at skatteansættelserne var foretaget på et urigtigt grundlag. Det, som SKAT i øvrigt har anført om bl.a. ligningspligt og prioritering af skattekontrollen, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

Højesteret tiltræder herefter, at varslingsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke er overholdt." (mine fremhævninger)

Sagsøger henviser videre til en afgørelse dateret den 22. juni 2022, hvor der blev opnået fuldt medhold i en sag ved Skatteankenævn Hovedstaden Syd (j. nr. 21-0010932). Sagen vedrørte SKATs udskudte behandling af oplysninger omkring en skatteyders formodede skattepligtige indtægter, og sagens formelle spørgsmål er derfor parallelt med nærværende sag.

I sagen fandt Skatteankenævn Hovedstaden Syd, at Skattestyrelsen havde været berettiget til at forhøje klagerens skattepligtige indkomst med udgangspunkt i de kontantbetalinger på samlet ca. 2,2 mio. kr., som skatteyderen havde forklaret, var indbetalinger fra forskellige personer som led i en indsamling til velgørenhed. Skattestyrelsen og Skatteankenævnet fandt, at beløbene reelt udgjorde skattepligtige indtægter. De fandt videre, at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt, hvorfor der kunne gennemføres ekstraordinær genoptagelse for de 3 omhandlende indkomstår.

Skatteankenævnet gav imidlertid skatteyderen fuldt medhold i, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke var overholdt. Sagens behandling var i en længere periode berostillet ved SKAT, mens politiet undersøgte sagen.

Skatteankenævnet udtalte i afgørelsen af den 22. juni 2022 følgende:

"Skatteankenævnet bemærker, at der ikke i skatteforvaltningslovens § 27 er hjemmel til, at Skattestyrelsen selv kan vælge, hvornår de vil påbegynde en sag om en skatteansættelse eller i øvrigt aftale med en anden myndighed, hvornår sagsbehandlingen af en ansættelsesændring skal påbegyndes." (min fremhævning)

Herefter fandt Skatteankenævnet, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 var overskredet. Afgørelsen er af Skatteministeriet indbragt for domstolene, og sagen skal behandles ved Østre Landsret som 1. instans på grund af sin principielle karakter.

Senest har Retten i Næstved ved dommen offentliggjort i SKM2022.360.BR (anket) udtalt følgende om 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2:

"Som det er fastslået af Højesteret i bl.a. UfR 2018.3603 og UfR 2022.820 må kundskabs-tidspunktet anses for at være det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5.

Afgørende i denne sag er således, om Skattestyrelsen mere end 6 måneder forud for den 5. december 2018, hvor den ekstraordinære skatteansættelse for bl.a. indkomståret 2014 blev varslet, var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten lægger til grund, at Skattestyrelsen forud for udarbejdelse af regnskabsrapporten af 28. maj 2018 var i besiddelse af kontoudskrifter fra As konti samt oplysning om, at A i 2014 blev registreret som ejer af den omhandlede (red. mærke og model på bil 1 fjernet), reg. nr. Q1, til en værdi af 115.000 kr., hvilke oplysninger dannede grundlag for den ekstraordinær forhøjelse af skatteansættelsen for bl.a. indkomståret 2014. Retten lægger endvidere til grund, at Skattestyrelsen alene ved at sammenholde disse oplysninger kunne konstatere, at As skatteansættelser var urigtige, og at dette skyldtes forsætligt eller groft uagtsomt forhold hos hende, herunder henset til de mange og samlet set store indsættelser på kontoen samt det anførte i Skattestyrelsens regnskabsrapport af 28. maj 2018, hvoraf bl.a. fremgår, at det var Skattestyrelsens vurdering, at der formentlig var tale om kontantindsættelser, og at As privatansættelser ikke hang sammen.

På denne baggrund finder retten, at varslingsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke er overholdt for indkomståret 2014, hvorfor As påstand herom tages til følge således, at hendes skatteansættelse for indkomståret 2014 skal nedsættes med 165.638 kr.

Det kan ikke føre til et andet resultat, at Skattestyrelsen forud for afgørelsen om ekstraordinær skatteansættelse valgte at høre A i to omgange, henholdsvis den 7. november 2018 og i forbindelse med varslingen den 5. december 2018, eller at Skattestyrelsen angiveligt først den 12. oktober 2018 fik oplyst af politiet, at Skattestyrelsen kunne påbegynde en eventuel skattesag mod A." (mine fremhævninger)

Det er ved dommen således fastslået, at SKAT/Skattestyrelsen ikke kan suspendere fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. SKAT/Skattestyrelsen er forpligtet til at igangsætte deres egen sagsbehandling i skattesagen i overensstemmelse med reglerne i skatteforvaltningsloven og de heri indeholdte fristregler.

Nøjagtigt samme forhold gør sig gældende i nærværende sag. Skattemyndighederne var forpligtede til uden ugrundet ophold at handle på de oplysninger, der var tilgået dem den 2. juni 2014, jf. bilag 12 (ekstrakten side 96) - og som kunne have indflydelse på As skatteansættelse.

Der er intet sted i lovgivningen hjemmel til en suspension af reaktionsfristen i skatteforvaltnings-lovens § 27, stk. 2, og det strider da også klart mod det retssikkerhedsmæssige formål med frist-reglerne. Man har således aldrig fra lovgivers side ønsket, at reaktionsfristen i skatteforvaltnings-lovens § 27, stk. 2 reelt skulle være en fristregel, som skattemyndighederne selv kunne dispensere fra efter forgodtbefindende.

Når skattemyndigheder "sidder på oplysningerne" i flere år, så formindskes skatteyders mulighed for at fremskaffe den relevante objektive dokumentation i sagen, hvilket nemt kan få den uheldige retsvirkning, at skatteyder dermed lider et retstab.

Den konkrete sag

Det gøres gældende, at skatteansættelsen for indkomståret 2010 er ugyldig, idet SKAT i nærværende sag ikke har overholdt reaktionsfristen. Bevisbyrden for overholdelse af reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 påhviler efter almindelige bevisbyrderegler SKAT. Det er således SKAT, der er nærmest til at løfte bevisbyrden.

Det gøres gældende, at SKAT ikke har løftet denne bevisbyrde.

Som anført i sagsfremstillingen, har SKAT hverken i sagsnotatet, jf. bilag 9, eller i SKATs udtalelse af den 23. juni 2016, jf. bilag 10, ønsket at oplyse, hvornår SKAT kom i besiddelse af oplysningerne om de i sagen omhandlede indsætninger på As bankkonto.

SKATs manglende vilje til at give specifikke oplysninger om disse forhold er bemærkelsesværdig, idet det må have stået ganske klart for SKAT, at oplysning om det præcise tidspunkt for SKATs modtagelse af de nævnte oplysninger er særdeles relevant for sagen.

SKAT har efterfølgende ved mail af den 27. september 2016, jf. bilag 13 (ekstrakten side 97), erkendt, at de omhandlede oplysninger var SKAT i hænde samt tilgængelige og klargjorte i SKATs eget system allerede den 2. juni 2014, altså næsten to år før, at SKAT varslede forhøjelsen af As skatteansættelse for indkomståret 2010 ved forslag til afgørelse af den 28. april 2016, jf. bilag 6 (ekstrakten side 76).

De relevante Money Transfer-oplysninger udgjorde få transaktioner på under én enkelt side, jf. bilag 14 (ekstrakten side 102), hvor det klart fremgik, at der var tale om overførsel af løn ("salary"). Sagen kunne faktisk ikke være mere enkel og overskuelig.

Det gøres på den baggrund gældende, at SKAT ikke har overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, idet det bestrides, at reaktionsfristen - som hævdet af SKAT i udtalelsen af den 23. juni 2016 - først begyndte at løbe fra tidspunktet for As mail af den 4. februar 2016. Såfremt dette var retsstillingen, ville SKAT kunne udskyde kundskabstidspunktet efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 i en uendelighed, idet SKAT altid ville kunne opfinde nye spørgsmål til skatteyder.

Kundskabstidspunktet skal således regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT kom i besiddelse af oplysningerne om overførslerne til As bankkonto, jf. rets anvendelsen i Højesterets dom offentliggjort i SKM2021.707.HR. Hvor Højesteretsdommen vedrører skatteyders egen fejlindtastning og strækker sig over hele 6 indkomstår, så vedrører nærværende sag alene 6 måneder i ét indkomstår, hvor SKAT uden videre kunne gennemskue, at indbetalingerne vedrørte lønudbetalinger. Der er således ingen rimelig grund til, at SKAT først startede sagen op i 2016, når oplysningerne - ubestridt - var dem i hænde og klar til brug allerede den 2. juni 2014. "

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"A skal beskattes af udeholdt lønindkomst i 2010

Skatteministeriet gør angående sagens første spørgsmål gældende, at A skal beskattes af de 14 omhandlede kontantindsætninger på hans bankkonto i de første 7 måneder af 2010, jf. statsskattelovens § 4, fordi han ikke har bevist, at indsætningerne på i alt 996.905 kr. vedrører allerede beskattet lønindkomst som hævdet.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og det påhviler enhver, der er skattepligtig her til landet, over for skattemyndighederne årligt at selvangive sin fulde indkomst, herunder fra udlandet, hvad enten indkomsten er positiv eller negativ, jf. den dagældende skattekontrollovs § 1, 1. pkt.

I selvangivelseskravet ligger, at den skattepligtige over for skattemyndighederne skal stå inde for de selvangivne oplysninger, og at den skattepligtige efter anmodning skal gøre rede for grundlaget for de selvangivne oplysninger, hvilket bl.a. fremgår af bemærkningerne til § 1, stk. 1 i forarbejderne til den dagældende skattekontrollov (LFF 1995-12-01 nr. 104).

A er nærmest til at bevise, hvad de af ham modtagne - meget høje - beløb er udtryk for. Det er derfor ham, der bærer bevisbyrden for sit postulat om, at der er tale om nettoløn, og at G1-virksomhed har indeholdt skat af bruttolønnen. Det følger da også af fast retspraksis, at skatteyderen i en situation som den foreliggende skal bevise, at kontantindsætninger, som ikke er blevet selvangivet, ikke udgør skattepligtige indtægter, jf. f.eks. SKM2011.208.HR, SKM2008.905.HR, SKM2018.46.VLR, SKM2016.327.ØLR, og SKM2004.458.VLR.

A skal derfor bevise, at de 14 omhandlede kontantindsætninger ikke er skattepligtige indtægter. Da denne bevisbyrde ikke kan løftes med en forklaring, medmindre forklaringen er tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger, jf. f.eks. SKM2011.208.HR og SKM2016.327.ØLR, skal A føre et sikkert og objektivt bevis for sin forklaring om, at indsætningerne allerede vedrører beskattet lønindkomst.

Den bevisbyrde har A ikke løftet.

Tværtimod har han ikke reageret på, at hans årsopgørelse for 2010 ikke indeholder oplysninger om løn fra G1-virksomhed. Hvis A havde ret i, at der var indeholdt skat af hans løn, havde han således pligt til at reagere på, at dette ikke fremgik af årsopgørelsen, jf. herved SKM2019.132.ØLR og SKM2020.317.ØLR. Det har han ikke gjort, selvom det ud fra årsopgørelsen var åbenlyst, at der ikke var betalt skat af lønnen.

Det bemærkes herved, at hvis lønnen på ca. 1 mio. kr. var udtryk for nettoløn, manglede der på årsopgørelsen for 2010 oplysninger om bruttoløn i størrelsesordenen 2 mio. kr. As synspunkt er således udtryk for, at han har overset, at der på årsopgørelsen manglede oplysninger om løn i denne størrelsesorden.

Sagen er grundlæggende kendetegnet ved, at A ikke har fremlagt nogen dokumentation for nogen dele af sin forklaring, herunder om at G1-virksomhed skulle være forpligtet til og rent faktisk indeholdt skat af hans løn, og at kontantindsætningerne på i alt 996.905 kr. således allerede skulle være beskattet. Han har eksempelvis hverken fremlagt sin ansættelseskontrakt, lønsedler, korrespondance eller andre dokumenter, der viser, at indsætningerne allerede angår beskattet lønindkomst som hævdet, jf. stævningen, s. 10 f.

Da A har bevisbyrden og derfor også bærer risikoen for sin eventuelle bevisnød, kan det da heller ikke komme Skatteministeriet til bevismæssig skade, at A ikke har sørget for at gemme sine lønsedler, der fungerer som en kvittering for, at der er indeholdt skat af lønnen. Skattemyndighederne har vejledt A om, hvilke oplysninger fra hans tidligere arbejdsgiver der kunne være af betydning for sagens afgørelse. A er selvsagt nærmest til at oplyse og dokumentere forholdene omkring sit ansættelsesforhold. Derfor bærer han naturligvis også risikoen for, at han på trods af skattemyndighedernes eksplicitte vejledning alligevel ikke har formået at indhente relevante oplysninger, jf. stævningen, s. 12, 2.-3. afsnit, og heller ikke fremlagt nogen relevant dokumentation for sin forklaring.

Da A ikke har løftet sin bevisbyrde, skal han beskattes af de omhandlede kontantindsætninger som lønindkomst i overensstemmelse med SKATs afgørelse af 24. maj 2016 (bilag 8) og skatteankenævnets afgørelse af 7. februar 2022 (bilag 1).

As påberåbelse af nulstillingsreglerne, jf. stævningen, s. 9 ff., er uden betydning for sagen. Sagen handler ikke om nulstilling. Nulstilling er udtryk for, at der skal bortses fra en faktisk foretaget indeholdelse. I nærværende sag er spørgsmålet, om A har dokumenteret, at der er sket indeholdelse, jf. ovenfor.

A - eller nogen på hans vegne - har mindst groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag

Skatteministeriet gør angående sagens andet spørgsmål gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af As skatteansættelser for 2010 er opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fordi han ved at udeholde skattepligtige indtægter fra sin selvangivelse mindst groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget skatteansættelsen på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Som udgangspunkt kan SKAT ikke afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. den ordinære genoptagelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Der kan imidlertid bortses fra denne frist og foretages en ændring af ansættelse af indkomstskat efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Hvis det konkret kan lægges til grund, at en skatteyder ikke har iagttaget sin pligt til at selvangive sin fulde indkomst, herunder fra udlandet, følger det af fast retspraksis, at det som udgangspunkt også må lægges til grund, at skatteyderen mindst groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. f.eks. U.2018.3603 H, U.2018.3845 H, SKM2019.388.VLR, SKM2018.46.VLR og SKM2015.633.ØLR.

Det samme er naturligvis tilfældet i denne sag, hvor A dels har undladt at selvangive løn fra G1-virksomhed, selvom selskabet har betalt ca. 1 mio. kr. til ham i løn 2010 og dels har undladt at iagttage pligten til at reagere på, at hans årsopgørelse ikke indeholdt oplysninger om løn fra selskabet.

Det er uden betydning, om det er A selv eller nogen på hans vegne, herunder en revisor som hævdet, jf. stævningen, s. 17, 4. sidste afsnit, der skulle have bevirket, at hans selvangivelsespligt ikke er blevet iagttaget, jf. f.eks. SKM2020.317.ØLR, SKM2019.172.ØLR og SKM2019.101.BR.

Når A i replikken, s. 2, nederst, anfører, at "As revisor simpelthen har overset den manglende lønindberetning fra G1-virksomhed" er dette således i sig selv udtryk for, at A "eller nogen på dennes vegne" mindst groft uagtsomt har bevirket, at skatteansættelsen er foretaget på et urigtigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Skattemyndighederne har overholdt varslingsfristen på 6 måneder

Skatteministeriet gør angående sagens tredje spørgsmål gældende, at varslingsfristen på 6 måneder er overholdt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., fordi skattemyndighederne varslede forhøjelsen af skatteansættelsen den 28. april 2016 knapt 3 måneder efter, at A den 1. februar 2016 besvarede skattemyndighedernes materialeindkaldelse, hvorved skattemyndighederne kom til kundskab om de forhold, der begrundede fravigelse af den ordinære ansættelsesfrist.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at en skatteansættelse kun kan foretages i de i § 27, stk. 1, nævnte tilfælde, hvis den varsles af skattemyndighederne senest 6 måneder efter, at skattemyndighederne er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af den ordinære genoptagelsesfrist i § 26.

Varslingsfristen på 6 måneder, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 5, begynder at løbe fra det tidspunkt (kundskabstidspunktet), hvor SKAT er kommet til kundskab om, at en skatteansættelse er urigtig eller ufuldstændig, og at dette skyldes groft uagtsomt eller forsætligt forhold hos den skattepligtige eller dennes repræsentant, jf. f.eks. U.2018.3603 H, U.2018.3845 H, SKM2014.214.ØLR og SKM2012.168.ØLR.

Kundskabstidspunktet er dermed det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5, jf. U.2018.3603 H.

Der var ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse, alene fordi SKAT var bekendt med, at G1-virksomhed havde overført de omhandlede beløb til A. Højesteret har således i den ovennævnte dom, U.2018.3603 H, fastslået, at kundskabstidspunktet i en sag, der også udsprang af SKATs Projekt Money Transfer og er helt parallel med den foreliggende sag, først er det tidspunkt, hvor SKAT modtager yderligere oplysninger fra skatteyderen - og ikke fra det tidspunkt, hvor SKAT oprettede sagen i deres sags-behandlingssystem, eller et andet tidligere tidspunkt.

I overensstemmelse hermed løber varslingsfristen i en sag som den foreliggende først fra det tidspunkt, hvor skatteyderen besvarer skattemyndighedernes materialeindkaldelse, jf. f.eks. SKM.2019.388.VLR, SKM2012.168.ØLR og SKM2017.473.BR.

Kundskabstidspunktet kan derfor i den foreliggende sag tidligst være den 1. februar 2016, hvor A i et telefonopkald besvarede SKATs materialeindkaldelse af 25. januar 2016, jf. bilag 9. Det var således tidligst den 1. januar 2016, at SKAT modtog de oplysninger, som A efterfølgende afgav skriftligt den 4. februar 2016, jf. bilag 5. Forud for dette tidspunkt var der ikke grundlag for ekstraordinær genoptagelse. Blandt andet var SKAT forud for den 1. februar 2016 ikke bekendt med, om der var tale om skattepligtige indtægter, om beskatningsretten i givet fald tilkom Danmark, om der var sket indeholdelse af skatten, eller om der var handlet (mindst) groft uagtsomt.

Det fremgår da også netop af materialeindkaldelsen af 25. januar 2016, at SKAT ønskede at undersøge, om modtagne beløb fra udlandet havde relation til As skatteansættelse, jf. bilag 4.

Det er ikke holdbart, når A i stævningen, s. 23, øverst, anfører, at reaktionsfristen ikke er overholdt, idet SKAT startede sagen op den 25. januar 2016, selvom oplysningerne om overførslerne var SKAT i hænde og klar til brug den 2. juni 2014. Fristen begynder først at løbe på det tidspunkt, hvor der er grundlag for at foretage en ekstraordinær genoptagelse, jf. ovenfor samt i SKM2014.335.VLR, hvor landsretten anfører:

"Det er ikke nærmere oplyst, hvad der er baggrunden for, at skattemyndighederne brugte ca. 1 år og 3 måneder til at behandle det forholdsvis overskuelige og ikke særligt omfattende materiale, de modtog den 21. februar 2008 fra F4-bank. Selv om dette måtte kunne kritiseres, må det dog lægges til grund, at skattemyndighederne ikke i perioden fra den 21. februar 2008 til den 19. maj 2009 var eller kom i besiddelse af oplysninger, som gav dem kundskab om det forhold, der begrundede fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt."

Højesteretsdom i SKM2021.707.HR, som A påberåber sig i stævningen, s. 22, er uden betydning for nærværende sag.

Højesteret har jo netop - som anført ovenfor - i tidligere sager, der også udsprang af Projekt Money Transfer, fastslået, at varslingsfristen ikke løber fra det tidspunkt, hvor de indsamlede oplysninger er blevet overført til SKATs sagsbehandlingssystem, men fra det tidspunkt, hvor skatteyderen besvarer SKATs supplerende materialeindkaldelse, jf. U.2018.3603 H og U.2018.3845 H. Derfor løber varslingsfri-sten i den foreliggende sag ikke fra 2. juni 2014.

Det i stævningen anførte om SKM2021.707.HR ændrer ikke herpå. I dommen var der mellem parterne enighed om, at skattemyndighederne ikke havde modtaget nogen oplysninger i sagen 6 måneder forud for skattemyndighedernes varsling om ekstraordinær forhøjelse af skatteansættelserne for de omhandlede indkomstår. Højesteret fastslog, at skattemyndighederne således forud for denne periode var i besiddelse af de oplysninger, der dannede grundlag for varslingen, og at varslingsfristen derved var overskredet.

Dommen adskiller sig derfor grundlæggende fra den foreliggende sag, fordi Skattemyndighederne - som anført ovenfor - netop først den 1. februar 2016 modtog As besvarelse af materialeindkaldelsen og derved kom i besiddelse af et tilstrækkeligt grundlag til at kunne vurdere, om hans selvangivelse for 2010 svarede til hans reelle indkomst, og om at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse af sagsøgerens indkomst efter § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2021.707.HR er derfor ikke præjudicerende for den foreliggende sag. I øvrigt angik dommen - i modsætning til U.2018.3603 H og U.2018.3845 H - ikke "Money Transfer-oplysninger", og dommen ændrer således ikke retstilstanden i forhold til situationer, som f.eks. den foreliggende, hvor skattemyndighederne alene havde oplysningerne i en "Money Transfer-Database".

De byretsdomme og administrative afgørelser fra landsskatteretten, som A har påberåbt sig, ændrer ikke herpå. Både byretsdommene og landsskatteretsafgørelserne er i øvrigt afsagt før Højesterets to ovennævnte domme fra 2018."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A var en del af 2010 ansat i den Y1-landske G1-virksomhed med fast tjenestested i Danmark. Det er ubestridt, at A var fuldt skattepligtig i Danmark. Der blev i 2010 overført 996.905 kr. fra As Y1-landske arbejdsgiver til hans danske NemKonto.

Den materielle uoverensstemmelse vedrører, om der af arbejdsgiveren er indeholdt A-skat, så de udbetalte beløb er nettobeløb, eller om de udbetalte beløb er bruttobeløb, der skal beskattes.

Arbejdsgiveren har ikke foretaget indberetning eller indbetaling til SKAT, hvorfor lønnen ikke af SKAT er anført på As årsopgørelse for 2010, ligesom A ikke har korrigeret årsopgørelsen, så indkomsten fra G1-virksomhed er kommet med på årsopgørelsen.

A har ikke under denne sag fremlagt en ansættelsesaftale eller lønsedler, hvoraf bruttoløn og skattetræk fremgår.

Retten finder det ikke alene ved As forklaring godtgjort, at der er indeholdt skat inden de 996.905 kr. blev overført til hans konto, hvorfor beløbet som udgangspunkt skal beskattes.

Det fremgår, af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at en ændring af en ansættelse af As indkomstskat for 2010 som udgangspunkt skulle være varslet senest den 1. maj 2014, hvilket ikke er sket. Det fremgår dog af § 27, stk. 1, nr. 5, at fristen ikke gælder, hvis den skattepligtige eller nogen på hans vegne mindst groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Retten finder, at det må tilregnes A som groft uagtsomt, at han ikke har reageret på den urigtige skatteansættelse og sikret, at hans indkomst fra G1-virksomhed blev medtaget på årsopgørelsen for 2010. Retten har i den forbindelse tillagt det betydning, dels at G1-virksomhed slet ikke fremgår af de registrerede skatteoplysninger fra 2010, dels at der er selvangivet en lønindkomst på cirka 1 mio. kr., medens den reelle lønindtægt var 3 gange større, hvis det lægges til grund, at overførslerne fra G1-virksomhed var nettoløn.

Retten finder derfor ikke, at 4 års-fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, finder anvendelse.

Det fremgår videre af skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, 1. pkt., at en ansættelse efter lovens stk. 1, kun kan foretages, hvis den varsles over for den skattepligtige senest 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne.

SKAT har modtaget oplysningerne om de omhandlede overførsler i foråret 2014. SKATs sagsbehandler har oplyst, at hun fik "fordelt" oplysningerne til sagsbehandling den 25. januar 2016. Samme dag blev A anmodet om oplysninger vedrørende overførslerne. SKAT modtog den 4. februar 2016 As redegørelse, og den 28. april 2016 udsendte SKAT forslag til ændring af As ansættelse for 2010.

Det er således afgørende for, om 6 måneders fristen er overholdt, om fristen regnes fra, da SKAT modtog oplysningerne fra Projekt Money Transfer eller først fra man modtog As redegørelse.

Som det fremgår af bestemmelsen, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor SKAT er kommet i til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne.

Retten finder, at SKAT først kom til kundskab herom, da man modtog As redegørelse. Redegørelsen indeholdt intet, der ændrede SKATs vurdering af sagen. Hvis imidlertid redegørelsen havde indeholdt dokumentation for, at arbejdsgiveren løbene havde udleveret lønsedler med skattetræk, kunne det have ændret SKATs vurdering. Det forhold, at redegørelsen ikke indeholdt afgørende oplysninger, er således også en oplysning.

Retten finder derfor som udgangspunkt, at varslingsfristen på 6 måneder er opfyldt.

I den konkrete sag forløb næsten 2 år fra SKAT modtog oplysningerne fra Projekt Money Transfer til man bad om As redegørelse og dermed fik kundskab i relation til varslingsfristen. Uanset det næppe har været forudsat af lovgiver, at udløbet af varslingsfristen derved kunne udskydes i meget væsentligt omfang, finder retten ikke, at dette skal repareres af domstolene, men i givet fald må ændres af lovgiver.

Retten finder derfor, at varslingsfristen er overholdt.

Af disse grunde frifindes Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 50.000 kr. Skatteministeriet Departementet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet Departementet frifindes.

A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 50.000 kr.

Sagsomkostningerne skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.