Dokumentets metadata

Retskraftig gæld

Sagen angik, om skatteyderens gæld til inddrivelse var retskraftig på tidspunktet for Gældsstyrelsens afgørelse. Det var i sagen omtvistet, om skattemyndighedernes foretagelse af udlæg i henholdsvis 2007 og 2010 samt afgørelse om lønindeholdelse i 2012 havde været forældelsesafbrydende for de deraf omfattede fordringer.

For udlægsforretningen i 2007 fandt retten under de foreliggende omstændigheder, at det var bevist ved SKATs interne notat om udlægsforretningen, at der havde fundet en udlægsforretning sted, og at fordringerne omfattet heraf derfor ikke var forældede.

For så vidt angik udlægsforretningen i 2010 fandt retten under de foreliggende omstændigheder, at forretningen var lovligt gennemført, ligesom at skatteyderen ikke havde lovligt forfald på en sådan måde, at udlægsforretningen ikke kunne gennemføres udgående. Retten fandt herefter, at udlægsforretningen havde haft forældelsesafbrydende virkning på de omfattede fordringer.

Retten fandt også, at betingelserne for at foretage lønindeholdelse var til stede ved SKATS afgørelse herom i 2012, og at fordringerne omfattet heraf derfor ikke var forældede.

Under hovedforhandlingen gjorde skatteyderen supplerende gældende, at han ikke havde ansøgt om henstand, og at forældelsen herefter ikke var blevet afbrudt ved afgørelserne herom. Retten fandt hertil, at dette anbringende ikke kunne tages under påkendelse under sagen henset til reglerne om nova.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Parter

A

(v/advokat Nicolai Bo Sørensen)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v/advokat Søren Norlén)

Denne afgørelse er truffet af dommer

Ulla Ingerslev.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 14. marts 2021.

Sagen drejer sig om spørgsmålet om retskraftig gæld. A har fremsat følgende påstand:

PÅSTAND:

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at de opgjorte krav i Gældsstyrelsens og Skatteankestyrelsens afgørelser er forældede, og at sagsøger derfor ikke har retskraftig gæld til sagsøgte.

SUBSIDIÆR:

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at gælden er delvist forældet.

MERE SUBSIDIÆRT:

Sagen hjemvises til fornyet prøvelse og behandling hos Gældsstyrelsen.

Skatteministeriet Departementet har fremsat påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Gældsstyrelsen traf den 7. november 2018 afgørelse om, at A havde retskraftig gæld til inddrivelse vedrørende:

- Aconto arbejdsmarkedsbidrag fra 2006 til 2009 og 2011,

- Restarbejdsmarkedsbidrag fra 2001 til 2003 samt 2006 til 2010,

- B-skat for 2012 og 2015

- Restskat for 2004 til 2014

Afgørelsen blev indbragt for Skatteankestyrelsen, der den 17. december 2020 stadfæstede afgørelsen.

A har under sagens forberedelse gjort gældende, at Skatteankestyrelsens afgørelse er ugyldig som følge af manglende partshøring, men dette synspunkt er frafaldet forud for hovedforhandlingen.

Ved hovedforhandlingen omhandlede sagen således udelukkende spørgsmålet om, hvorvidt kravene var forældet, subsidiært delvis forældet, eller om der var tale om retskraftig gæld, fordi skattemyndighederne havde foretaget forældelsesafbrydende skridt ved

1. foretagelse af udlæg den 6. februar 2007

2. foretagelse af udlæg den 30. november 2010

3. afgørelse om lønindeholdelse den 28. november 2012.

A har under hovedforhandlingen anført, at han ikke havde søgt om henstand, og han har som følge heraf supplerende gjort gældende, at forældelse ikke blev afbrudt ved den henstand, skattemyndighederne meddelte.

Parterne er enige om konsekvenserne vedrørende forældelse for de enkelte fordringer, hvis et eller flere af de ovenfor anførte forældelsesafbrydende skridt ikke findes gennemført.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Forklaringer

A har forklaret, at han blev uddannet som (red. uddannelse fjernet) og har været ansat på G3-virksomhed. Han blev direktør i 2001 og har senere overtaget denne virksomhed. Han har i den forbindelse stået for blandt andet store EU-støttede projekter, og han har også været medlem af folketinget i 1970'erne. Han er aktiv og har igennem de seneste ca. 5 år været domsmand i Østre Landsret.

Om sine erfaringer med skattevæsenet har han forklaret, at han i efteråret 2012 skrev en kronik i G2-virksomhed, hvor han foreslog nedlæggelse af hele skatteområdet. Som konsekvens af kronikken blev hans selvangivelse for 2010 revideret 7 gange indenfor ganske få dage. I 2012 boede han på Y2-Ø, og da besluttede Skat, at han skulle beskattes af lejeindtægter i Danmark i hele året. Han føler sig generelt dårligt behandlet af Skat. Han flyttede til Y1-land i september 2010, fordi han var pensionist, og klimaet var bedre end i Danmark. Efter nogle år vendte han tilbage, fordi det var for kedeligt.

Han husker ikke at have deltaget i en udlægsforretning den 6. februar 2007, og han tror ikke, at der var en udlægsforretning. Østre Landsret ophævede på et tidspunkt et udlæg, der var noteret i tingbogen, efter at hans bank havde gjort ham opmærksom på udlægget. Hvis han havde modtaget papirer fra en udlægsforretning, ville han have husket det. Så vidt han husker, har han ikke givet Skat de oplysninger, der fremgår i myndighedernes notat. Skat kan have haft oplysninger fra mange steder. Han kan ikke sige, hvorfor han først har protesteret mod udlægget under denne sag og ikke i forbindelse med behandlingen i Gældsstyrelsen eller Skatteankestyrelsen.

Han deltog heller ikke i en udlægsforretning den 30. november 2010. Han husker ikke at være blevet indkaldt til en udlægsforretning på dette tidspunkt. Han hørte ikke fra Skat efter at have skrevet til dem, at han skulle til møde i Fogedretten i Y4-by. Han tror, at indsigelsen mod dette udlæg først blev fremsat i august 2021, fordi han først på det tidspunkt blev opmærksom på udlægget. Han husker ikke at have modtaget tilsigelsen dateret den 18. november 2010. Han går ud fra, at han har sendt den mail, der er dateret den 26. november 2010. Han husker ikke på hvilken baggrund, han sendte mailen. Han ved ikke, om det skyldes tilsigelsen. Han ved heller ikke, hvor længe forud han havde vidst, at han skulle møde ved Retten i Y4-by.

Han husker, at han fik en besked om, at Skat ville foretage lønindeholdelse. Han blev vred og sendte en protest. Så fik han et brev om, at Skat ikke længere ville foretage lønindeholdelse. Hans selskab G1-virksomhed fik et brev om, at selskabet skulle foretage lønindeholdelse i lønnen for A. Så meddelte han som direktør for G1-virksomhed til Skat, at A ikke var ansat. Han husker kun én lønindeholdelse. Han ved ikke, hvad et e-skattekort er. Han er ikke lønmodtager. Han har ikke hovedkort og bikort.

Han har ingen erindring om at have anmodet Skat om henstand. Han samler alt vedrørende skat og har alle papirer samlet i sit hus. Han har i denne weekend gennemgået kasserne for anmodninger, og der var ingen.

Han foretog flytteanmeldelse den 22. september 2010 som anført i dommen fra Østre Landsret af 24. januar 2014. Når det er registreret i CPR, at han er udrejst den 31. december 2010, skyldes det, at flytteanmeldelsen skulle indgives på en speciel måde, der kun kunne gøres fremadrettet. Derfor blev den gældende fra 1. januar.

Han husker ikke, om han har modtaget et varsel om indeholdelse. Han tror, at han ville have lagt mærke til det på grund af beløbet. Posten i Danmark er vanskelig, og det samme er den i Y1-land. Han skulle på et tidspunkt sende papirer tilbage til Skat. De sagde, at de ikke ville sende dem med posten til Y1-land, og han skulle derfor afhente papirerne, når han kom til Danmark. Han husker ikke, om han modtog breve fra de danske skattemyndigheder på sin Y1-landske adresse. Han husker heller ikke, om han har modtaget henstandsafgørelser af 10. oktober og 14. november 2013. Han mener ikke, at han har modtaget disse breve. Han har dem i hvert fald ikke i sine kasser. Han har modtaget andre breve fra Danmark på sin Y1-landske adresse. Han flyttede tilbage til Danmark i sommeren 2014.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

2. ANBRINGENDER:

Til støtte for de nedlagt påstande gøres det overordnet gældende, at der er sket forældelse, subsidiært at der er sket delvis forældelse af det påståede krav, hvorved dette er helt eller delvist bortfaldet.

2.1 Der er ikke sket afbrydelse af forældelsen den 6. februar 2007

2.1.1 Skatteministeriet anfører, at der er sket afbrydelse af forældelsen for et krav bestående af fordringerne:

ved en påstået fogedforretning af 6. februar 2007.

2.1.2 Skatteministeriet dokumenterer den påståede udlægsforretning ved fremlæggelse af et internt notat, som kaldes KMDInd notat af 6. februar 2007 (bilag K).

2.1.3 Skatteministeriet oplyser, at fogedbogen i forbindelse med den påståede udlægsforretning er gået tabt i forbindelse med en flytning. Risikoen for at Skattemyndighederne har haft rod i sine dokumenter i forbindelse med en flytning er Skatteministeriets og ikke As.

2.1.4 KMDInd notatet (bilag K) er et internt notat, og det indeholder hverken påtegning eller anden verifikation. Bevisværdien af KMDInd notatet er således ingen, særligt når dette ikke kan bekræftes ved forklaringerne eller andre faktiske omstændigheder.

***

2.1.5 Som bekendt er bevisbyrdereglen i dansk ret, at det er den, der er nærmest til at sikre sig bevis, som har bevisbyrden. Det er således Skatteministeriet, der har bevisbyrden for udlægsforretningen, som angiveligt skulle have afbrudt forældelsen.

2.1.6 Skatteministeriet påstår, at der har været afholdt en udlægsforretning, og skal således dokumentere dette. Skatteministeriet er ligeledes nærmest til at have sikret sig bevis for det forældelsesafbrydende forhold.

2.1.7 Det savner mening, at den eneste dokumentation, som skulle eksistere fra den påståede udlægsforretning, er et internt notat. Der må således have deltaget en foged, en part et vidne eller lignende, som kunne bekræfte den påståede fogedforretning. Der er imidlertid ikke varslet en sådan vidneførsel, og det lægges til grund at denne ikke findes.

2.1.8 Som følge af at der ikke findes nogen dokumentation for den påståede fogedforretning, må formodningen være, at denne ikke har fundet sted.

2.1.9 Det bestrides, at det påståede udlæg skulle være foretaget den 6. februar 2007.

***

2.1.10 Foretagelse af inddrivelse på baggrund af et internt notat må sidestilles med at forsøge at betale i en forretning med et hjemmelavet gavekort. Dette er selvsagt ikke muligt.

2.1.11 Skatteministeriet oplyser skråsikkert, at fogedbogen i forbindelse med den påståede udlægsforretning er gået tabt i forbindelse med en flytning. I den forbindelse er Skatteministeriet blevet anmodet om at dokumentere dette. Dette kunne være ved et notat i forbindelse med flytningen, hvor det blev konstateret at visse dokumenter manglede.

2.1.12 Skatteministeriet har ikke dokumenteret, at dokumentet er gået tabt, og Retten anmodes om at lægge til grund, at det ikke er korrekt, når Skatteministeriet anfører, at dokumentet er gået tabt.

2.1.13 Som følge af, at der ikke er sket afbrydelse af forældelsen ved den påståede fogedforretning den 6. februar 2007, forældedes kravet på restarbejdsmarkedsbidrag for 2001, 2002 og 2003 henholdsvis den 20. september 2007, 2008 og 2009.

2.2 Der er ikke sket afbrydelser af forældelsen den 30. november 2010

2.2.1 Skatteministeriets fremlæggelse af pantefogedbog fra fogedforretning den 30. november 2010 (bilag L), hvor der skulle være foretaget udlæg vedrørende kravene:

afbryder ikke forældelsen for disse krav.

2.2.2 Udlægsforretningen gennemført den 30. november 2010, er ugyldig, da denne ikke blev lovligt forkyndt for A samt som følge af den blev gennemført til trods for at A havde lovligt forfald.

Ugyldig tilsigelse

2.2.3 Pantefogeders mulighed for at tilsige en skyldner følger af skatteinddrivelseslovens § 10, heraf følger:

"Pantefogeder kan tilsige skyldneren til forretningen, hvis denne foretages i den retskreds, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, […]"

2.2.4 A udrejste den 25. september 2010 til Y1-land, og havde således ikke bopæl eller opholdssted i den retskreds, hvor forretningen skulle gennemføres.

2.2.5 Tidspunktet for A fraflytning er allerede fastslået af Østre Landsret, jf. bilag 3 side 2. Det fremgår heraf:

"Af anmeldelse af udrejse dateret 22. september 2021 fremgå, at A med virkning fra den 25. september 2010 udrejste fra Danmark til en adresse i Y1-land uden oplyst kontaktadresse i Danmark"

2.2.6 Det kan således lægges til grund, at A udrejste til Y1-land den 25. september 2010.

2.2.7 Pantefogeden fremsendte den 18. november 2010 pr. almindelig post til adressen Y5-adresse, tilsigelsen i forbindelse med den påtænkte fogedforretning.

2.2.8 Pantefogedens tilsigelse overholder derfor ikke bestemmelserne for tilsigelse i skatteinddrivelseslovens § 10. Tilsigelsen er således ikke lovlig og det foretagne udlæg er som følge heraf ugyldigt og har således ikke afbrudt forældelsen.

Gennemførelse af forretning trods lovligt forfald

2.2.9 En udlægsforretning skal omberammes, hvis rekvisitus ikke kan deltage, når dette skyldes lovligt forfald, jf. Den juridiske vejledning pkt. G.A.3.2.2.1.2, hvoraf følgende fremgår:

"Har skyldneren reageret på tilsigelsen ved fx at sende et brev med indsigelser, eller har han betalt et afdrag, bør han som udgangspunkt ikke politifremstilles, men i stedet tilsiges til et nyt møde hos pantefogeden."

Det bemærkes desuden, at alt andet ville være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

2.2.10 En omberammelse ville desuden også være resultatet efter retsplejelovens regler, jf. retsplejelovens § 494.

2.2.11 A meddelte den 26. november 2010 Skattemyndighederne, at han ikke kunne deltage i udlægsforretningen den 29. november 2010, idet han skulle møde i Retten i Y4-by (bilag O).

2.2.12 A havde mødepligt i Retten i Y4-by, og havde således lovligt forfald, jf. retsplejelovens § 360, stk. 7.

2.2.13 Til trods for As lovlige forfald og orientering af pantefogeden, gennemførte pantefogeden udlægsforretningen i stedet for at omberamme denne.

2.2.14 A havde således ikke mulighed for at varetage sine interesser i forbindelse med udlægsforretningen, og pantefogeden har endvidere tilsidesat dansk rets grundlæggende princip om kontradiktion.

2.2.15 Udlægsforretningen blev på den baggrund ikke lovligt gennemført, hvorfor denne er ugyldig.

2.2.16 Som følge af at udlægsforretningen var ugyldig har denne ikke haft fristafbrydende virkning, hvorfor kravene er forældet.

2.3 Der er ikke sket afbrydelse af forældelsen ved lønindeholdelse 28. november 2012

2.3.1 Den af skattemyndighederne foretagne lønindeholdelse af 28. november 2012 var ugyldig og forældelsen af kravene:

blev derfor ikke afbrudt.

2.3.2 Lønindeholdelse i 2012 har ikke afbrudt forældelsen, da der ikke er truffet en gyldig afgørelse om lønindeholdelse, idet A ikke blev underrettet om denne samt som følge af at lønindeholdelse ikke overholdt de dagældende betingelser for lønindeholdes, som blandt andet var, at skyldneren skulle have en A-indkomst, hvori lønindeholdelse kunne finde sted, at skyldneren havde et e-skattekort, og at skyldneren havde betalingsevne.

2.3.3 Det bestrides at disse betingelser var opfyldt, hvorfor forældelsen ligeledes af denne grund ikke er blevet afbrudt.

Der er ikke sket underretning

2.3.4 Afbrydelse af forældelse i forbindelse med lønindeholdelse sker kun såfremt skyldneren modtager en underretning om, at der er truffet en afgørelse om lønindeholdelse.

2.3.5 Østre Landsret har i sin kendelse af 24. januar 2014 (bilag 3) fundet, at A ikke modtog de breve som Skattecenter Y3-by vedrørende et andet forhold sendte til As adresse i Y1-land.

2.3.6 A kan af gode grunde ikke dokumentere ikke at have modtaget brevene, dette er ligeledes årsagen til, at det er Skatteministeriet, der har bevisbyrden for at disse er sendt. Denne bevisbyrde er ikke blevet løftet.

2.3.7 A bestrider ligeledes, at have modtaget brevene, og er på intet tidspunkt blevet underrettet om lønindeholdelse.

2.3.8 Henset til i) at Østre Landsret har fundet, at A ikke modtog breve, der blev fremsendt som almindelig post til hans adresse i Y1-land fra skattemyndighederne, ii) A bestrider at have modtaget underretning fra skattemyndighederne, og iii) at skattemyndighederne har forsendelsesrisikoen, og Skatteministeriet ikke har dokumenteret, at brevene er modtaget, må det, som det også blev af Østre Landsret, lægges til grund, at A ikke er blevet underrettet.

2.3.9 Som følge af at A ikke blev underrettet, er afgørelserne om lønindeholdelse ikke gyldige, hvorfor disse ikke er forældelses afbrydende.

Det er ikke dokumenteret, at A havde et E-skattekort

2.3.10 Det er videre en betingelse, at den der foretages lønindeholdelse ved, har et E-skattekort. Som beskrevet fraflyttede A Danmark den 25. september 2010, hvorfor det er nærliggende, at A ikke har haft et e-skattekort.

2.3.11 Som det også er beskrevet ovenfor, er det Skatteministeriet, der har bevisbyrden for forhold, som de påstår, og som de er nærmest til at have sikret sig bevis for.

2.3.12 Det er af Skatteministeriet anført, at de ikke kan dokumentere, at A havde et e-skattekort, da As E-skattekort angiveligt ikke er blevet gemt af Gældsstyrelsen.

2.3.13 Det forekommer mere end almindeligt tilfældigt, at endnu et af Skatteministeriets beviser for afbrydelsen af forældelsen er "bortkommet". Denne argumentation og tese, hvorefter at dokumenter man ikke kan bevis har eksisteret blot er "bortkommer" er ikke i overensstemmelse med dansk rets bevisregler.

2.3.14 Såfremt e-skattekortet ikke blev gemt, må der være en begrundelse for sletning, særligt henset til dets væsentlige karakter for den påståede afbrydelse af forældelse.

2.3.15 Den korrekte forklaring på det manglende e-skattekort er sandsynligvis nærmere, at e-skattekortet aldrig har eksisteret.

2.3.16 Det gøres gældende, at Skatteministeriet ikke har løftet bevisbyrden for, at e-skattekortet har eksisteret, hvorfor det ikke er godtgjort, at betingelserne for foretagelse af lønindeholdelse var opfyldt. Det må derfor lægges til grund at lønindeholdelsen var ugyldig og dermed ikke afbrød forældelsen.

2.3.17 Restskat for 2004 var således forældet pr. 16. maj 2015, idet der ikke var sket afbrydelse af forældelsen. Restskat for 2005 var således forældet pr. 18. juni 2015. Restskat og arbejdsmarkeds for 2006 var således forældet pr. 27. juni 2015. Restskat og arbejdsmarkedsbidrag for 2007 var således forældet pr. 27. juni 2015. Restskat og arbejdsmarkedsbidrag for 2008 var forældet 20. september 2014. restarbejdsmarkedsbidrag for 2009 var således forældet den 20. august 2013. Restskat for 2009 var således forældet den 20. september 2013.

2.3.18 Såfremt retten måtte finde, at der som følge af en henstand, er sket afbrydelse af forældelsen, da vil en sådan afbrydelse alene gælde for den del af kravet, der er givet henstand for.

***

2.3.19 Skatteministeriet har vedrørende e-skattekortet nedlagt en form for omvendt bevisbyrde, hvorefter det skal formodes, at A har haft et e-skattekort. En sådan formodningsregel har ikke hjemmel i dansk ret, og kan henset til at A ikke har haft bopæl i Danmark, ikke anvendes på nærværende sag.

2.3.20 Skatteministeriet argumenterer hernæst, at A måtte have haft et E-skattekort idet Gældsstyrelsen iværksatte lønindeholdelsen.

2.3.21 Henset til de adskillige sager om utilstrækkelig og ulovlig inddrivelse af gæld, som er foretaget af restanceinddrivelsesmyndighederne, forekommer det naivt, at Skatteministeriet forlader sig på, at Gældsstyrelsen har overholdt samtlige regler ved inddrivelsen.

2.3.22 Det bemærkes i den forbindelse at Kammeradvokaten i 2015 afdækkede og kritiserede, at SKAT inddrev gæld, som var forældet blandt andet ved brug af lønindeholdelse. Et uddrag af Kammeradvokatens afdækning fremlægges som bilag 4.

2.3.23 Det skal fra konklusionen særligt fremhæves, at:

"Inddrivelsessystemet kan ikke håndtere kunder, som ikke har en gyldig adresse i CSRP, men som har meddelt SKAT en adresse, de kan kontaktes på. En tilsvarende fejl gør siggældende, når SKAT træffer afgørelse om lønindeholdelse uden forudgående varsel som følge af manglende oplysninger om kundens opholdssted. Fejlen kan føre til manglende afbrydelse af forældelse eller forkert registrering af forældelsesdatoer, fordi afgørelser om lønindeholdelse ikke afbryder forældelse og afgørelserne kan blive ugyldige. Fejlen er vurderet som forholdsvis alvorlig, men med lille volumen, jf. afsnit 3.2.6."

2.3.24 Det har således været en kendt fejl, at der blev foretaget lønindeholdelser, som ikke var gyldige og forældelsesafbrydende.

2.3.25 Henset til de væsentlige problemer med skattemyndighedernes gældshåndtering, skal den nedlagt formodning om, at skattemyndighederne ikke laver fejl, ikke lægges til grund.

…"

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3. ANBRINGENDER

Den af Gældsstyrelsen opgjorte gæld til inddrivelse var ikke forældet, da Gældsstyrelsen traf afgørelse den 7. november 2018 om fordringernes retskraftighed (bilag J).

Gælden omfatter en række fordringer i perioden 2001-2015, jf. afsnit 3.4, nedenfor. Daværende SKAT (nu Gældsstyrelsen) har foretaget en række forældelsesafbrydende skridt, jf. afsnit 3.1-3. 3 nedenfor.

Frifindelsespåstanden støttes herudover på, at der ingen høringsmangler er i Skatteankestyrelsens afgørelse af 17. december 2020 (bilag 1), som kan begrunde ugyldighed af afgørelsen (afsnit 3.5).

3.1 Udlæg af 6. februar 2007 har forældelsesafbrydende virkning

SKAT har forgæves foretaget udlæg den 6. februar 2007 (bilag K), hvorved forældelse anses for afbrudt, jf. f.eks. U 1930.213 V og U 1997.1466 Ø. Den nye forældelsesfrist for fordringerne omfattet af udlægget regnes herefter fra 6. februar 2007, jf. § 2, 2. pkt., i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer (herefter "1908-loven"), hvorefter forældelsesfristen var 5 år.

Fra den 1. januar 2008 er fordringerne omfattet af en 3-årig forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 (lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer). Forældelse vil herefter tidligst indtræde den 1. januar 2011, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1, 2. pkt.

De forgæves foretagne udlæg omfattede bl.a. restarbejdsmarkedsbidrag i årene 2001-2003 på samlet 42.915 kr. og aconto arbejdsmarkedsbidrag i årene 2006-2007 på samlet 5.492 kr. For en nærmere gennemgang heraf henvises der til sagens bilag K.

Fogedbogen af 6. februar 2007 er gået tabt i forbindelse med flytning mellem skattecentre, jf. bilag 1, s. 23, nederst. Fogedforretningen er i stedet dokumenteret ved notat fra SKATs journalsystem (bilag K), hvor mødet er refereret, og de omfattede fordringer fremgår. Heraf ses bl.a., at A deltog, ligesom det fremgår, at han bl.a. oplyste, at han ikke var enig i restancen, at han havde to lejligheder på Y2-Ø, og at han boede til leje. Videre fremgår det, at han kunne træffes på tlf. (red. telefonnummer fjernet).

A har anført i sit supplerende processkrift (s. 3, midtfor), at udlægget ikke dokumenterer, at der er sket afbrydelse af forældelse vedrørende restarbejdsmarkedsbidrag for 2001-2003.

A har ikke under den administrative sag bestridt at have deltaget i udlægsforretningen den 6. februar 2007 eller gjort indsigelser hertil, jf. bilag 1, s. 24, 5. afsnit. Det er først ved sin replik af 8. august 2022, at A nu oplyser (s. 2, afsnit 1.1.3), at han "ikke har deltaget i den påståede udlægsforretning".

I hvert fald henset til den passerede tid og den sene protest mod dokumentationen er udlægget tilstrækkeligt dokumenteret gennem SKATs notat.

3.2 Udlægsforretning af 30. november 2010 har forældelsesafbrydende virkning

Den 30. november 2010 blev der af SKATs pantefoged foretaget udlæg (bilag L) i As ejendom (Y5-adresse), hvilket afbrød forældelsen, jf. forældelseslovens § 18, stk. 2. Fordringerne omfattede af udlægsforretningen er herefter ikke forældede. For en nærmere gennemgang af de omfattede fordringer henvises der til bilag L, s. 1, hvor det også fremgår, at der ikke var nogen til stede ved udlægsforretningen.

Efter afbrydelsen regnes den nye forældelsesfrist fra fogedforretningens afslutning, jf. forældelseslovens § 19, stk. 6, 1. pkt., og fordringerne vil herefter forælde den 30. november 2013, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Underretning om fogedforretning kan ske ved tilsigelse til forretningen, jf. dagældende retsplejelovs § 493, stk. 1, jf. § 494. Pantefogeder kan tilsige skyldneren til forretningen, hvis denne foretages i den retskreds, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, jf. dagældende skatteinddrivelseslovs § 10 (lovbekendtgørelse nr. 572 af 20 juni 2001 med senere ændringer).

A har anført (supplerende processkrift, s. 4), at han på tidspunktet for udlægsforretningen var fraflyttet Danmark og anfører, at udlægsforretningen dermed ikke var lovligt forkyndt for ham.

Af udskrift fra CPR-registret af 14. august 2013 fremgår, at han blev registreret udrejst den 31. december 2010 (bilag M), dvs. han er registreret udrejst efter udlægsforretningen. A har ikke dokumenteret, at oplysningerne ikke er korrekte.

Pantefogeden fremsendte den 18. november 2010 tilsigelse til at deltage i udlægsforretning mandag den 29. november 2010, kl. 10, hos Skattecenter Y3-by (bilag N, s. 1). Det fremgår her bl.a., at han havde pligt til at møde op, og at hvis han hverken mødte op eller betalte, ville udlægsforretningen uden yderligere varsel fortsætte udenfor pantefogedens kontor, hvor der kunne gøres brug af bistand fra låsesmed med yderligere omkostning (bilag N, s. 2, 3. afsnit).

A har modtaget tilsigelsen, idet han den 26. november 2010 skrev i mail (bilag O, s. 1) til SKAT:

"Hej IB

Jeg beklager at måtte meddele, at jeg på mandag kl. 10.00 er tilsagt til et retsmøde i Y4-by ret.

Jeg kan således ikke komme til Dem på det pågældende tidspunkt. […]"

Med henvisning til Østre Landsrets kendelse af 24. januar 2014 (bilag 3) henviser A til (supplerende processkrift, s. 4), at udlægsforretningen ikke er lovligt forkyndt. Kendelsen angik udlægsforretningen med tilsigelse sendt den 12. september 2011, dvs. efter As udrejse og er dermed ikke sammenlignelig med vores sag.

I sin replik af 8. august 2022 (s. 3, afsnit 1.2.2-1.2.3) skriver A, at "tidspunktet for [hans] fraflytning allerede [er] fastslået af Østre Landsret" og henviser herefter til en passage i bilag 3. Det anførte hænger ikke sammen med, at han den 26. november 2010 (bilag O) oplyste i sin mail til SKAT, at han "på mandag kl. 10.00 er tilsagt til et retsmøde i Y4-by ret".

At han den 26. november 2010 har meddelt ikke at kunne deltage i udlægsforretningen, ændrer ikke på, at han var lovligt tilsagt, hvorefter udeblivelse ikke medfører, at udlægsforretningen ikke kan gennemføres, jf. dagældende retsplejelovs § 495, stk. 1, 1. pkt.

Dertil kommer, at indsigelser under forretningen skal fremsættes over for pantefogeden, mens indsigelser efter forretningen skal fremsættes over for fogedretten. A har efter det oplyste ikke fremsat nogen indsigelser over for fogedretten, ligesom det foretagne udlæg ikke ses at være påklaget til fogedretten inden for fristen, jf. dagældende skatteinddrivelseslovs § 6, stk. 3.

Tilsigelsen til udlægsforretningen indeholdt oplysninger om restancen, et indbetalingskort samt dato for udlægsforretningen i tilfælde af, at der ikke blev betalt. Tilsigelsen blev sendt den 18. november 2010, med gennemførelse af udlægsforretning den 29. november 2010, dvs. der blev givet et varsel på 11 dage. Herefter kunne udlægget ske uden forudgående forkyndelse eller bekendtgørelse, jf. dagældende skatteinddrivelseslovs § 9, stk. 2 og SKM2003.543.ØLR.

Udlægsforretningen er således lovligt gennemført, og forretningen har dermed haft forældelsesafbrydende virkning.

3.3 Afgørelse om lønindeholdelse af 28. november 2012 har forældelsesafbrydende virkning

Der kunne ske indeholdelse i As beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til betaling af gæld med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre omkostninger, jf. dagældende gældsinddrivelseslovs § 10, stk. 2 (lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige).

En afgørelse om lønindeholdelse har forældelsesafbrydende virkning, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4. Der begynder herefter en ny forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 19, stk. 1, og stk. 6, 2. pkt., når lønindeholdelsen ophører eller har været i bero i et år.

Skat varslede den 28. september 2012 A om lønindeholdelse for i alt 1.083.371,38 kr. (bilag P). I varslingen fremgår det, at lønindeholdelsesprocenten udgjorde 10 %, der blev beregnet på baggrund af indkomsten i juli 2012, ligesom det fremgår, at dette ville blive lagt oveni trækprocenten på skattekortet, så beløbet blev betalt samtidig med betaling af A-skat. SKAT traf den 28. november 2012 afgørelser om lønindeholdelse (bilag Q og bilag R).

For en nærmere gennemgang af de omfattede fordringer henvises der til bilag Q, s. 1, og bilag R, s. 1. Foruden fordringerne vedr. "Spildevand aftag./tilslut./vedligeh Y6-adresse" og "Y6-adresse (…) Statsafgifter" på samlet 7.876,48 kr. var gælden i overensstemmelse med varslet.

Betingelserne for, at der kan varsles lønindeholdelse, var opfyldt, idet 1) A havde en indtægt, der kunne foretages lønindeholdelse i, 2) han havde en betalingsevne, og 3) han havde et e-skattekort, jf. Den juridiske vejledning 2012-2, afsnit G.A.3.1.2.4.2.

A havde en indtægt, der kunne foretages lønindeholdelse i, da det fremgår af hans årsopgørelse for 2012, at han havde indkomst i form af pension på i alt 297.721 kr. (bilag S, s. 1), jf. modsætningsvis § 12 i bekendtgørelse nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige (dagældende inddrivelsesbekendtgørelse) og f.eks. UfR 2010.2294 V.

Han havde også en betalingsevne, idet det fremgår af varslet, at hans betalingsevne var fastsat på baggrund af hans årsindkomst, der pr. juli 2012 var opgjort til 221.676 kr. (bilag P, s. 3, 4. afsnit). Der var således betalingsevne, jf. den dagældende inddrivelsesbekendtgørelses § 8, stk. 3, smh. § 5.

Endelig er betingelsen om e-skattekort opfyldt. Gældsstyrelsen har oplyst, at der ikke længere er adgang til e-indkomst, e-skattekort eller R75 for indkomståret 2012, jf. bilag 1, s. 21, midtfor, henset til sagens alder.

Der foreligger ingen oplysninger om, at A ikke havde et e-skattekort i 2012, og der er således ikke grundlag for at antage, at han ikke havde et e-skattekort, når Gældsstyrelsen iværksatte lønindeholdelse.

3.3.1 Afgørelserne om lønindeholdelse var forældelsesafbrydende

Varslet og afgørelserne er fremsendt til As oplyste adresse i Y1-land, og ingen af brevene er kommet retur til SKAT. Det må herefter lægges til grund, at A er blevet underrettet om afgørelserne om lønindeholdelse, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4, hvorefter de har været forældelsesafbrydende for heraf omfattede fordringer.

Den nye forældelsesfrist regnes fra lønindeholdelsernes ophør, eller fra tidspunktet, da lønindeholdelsen havde været i bero i et år, jf. forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt. Forældelsesfristen er 3 år, jf. forældelseslovens § 3.

Da lønindeholdelserne blev igangsat den 28. november 2012, ville den nye treårige forældelsesfrist skulle regnes fra et senere tidspunkt end dette. Dermed var fordringerne under inddrivelse og retskraftige den 19. november 2015, hvorefter forældelsesfristen regnes tidligst fra den 20. november 2018, jf. dagældende gældsinddrivelseslovs § 18 a, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige med senere ændringer). Bestemmelsen er ændret ved lov nr. 814 af 9. juni 2020, hvorefter forældelsesfristen tidligst regnes fra den 20. november 2021, jf. gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 1. Fordringerne var dermed ikke forældede ved Gældsstyrelsens afgørelse den 7. november 2018.

3.4 Fordringerne omfattet af afgørelsen af 7. november 2018 er ikke forældede

De omhandlede fordringer var ikke forældede, da Gældsstyrelsen traf afgørelse den 7. november 2018, jf. afsnit 3.4.1-3.4.10, nedenfor.

Den oprindelige forældelsesfrist for fordringerne vedrørende restskat og restarbejdsmarkedsbidrag regnes fra det tidspunkt, hvor restskatten skulle være betalt, hvis restskatten havde været omfattet af den første årsopgørelse, jf. UfR 1989.1064 H. Tilsvarende gælder ved fordringer vedrørende restarbejdsmarkedsbidrag, der udspringer af en ændret årsopgørelse.

Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse før den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder restskatten til betaling i 3 rater i hver af månederne september, oktober og november i året efter indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden, jf. dagældende kildeskattelovs § 61, stk. 4.

Er udskrivningsdatoen senere end den 1. oktober i året efter indkomståret, forfalder den del af restskatten, der ikke overstiger et grundbeløb på 18.300 kr. (2010-niveau), til betaling i det følgende år på samme tidspunkter og med samme betalingsfrister som B skat, jf. dagældende kildeskattelovs § 58. Beløb ud over grundbeløbet forfalder i 3 rater i de nærmeste 3 måneder efter udskrivelsen af årsopgørelsen, jf. dagældende kildeskattelovs § 61, stk. 5 og 6.

Restarbejdsmarkedsbidrag forfalder til betaling den 1. efter den kalendermåned, hvor den bidragspligtige fik meddelelse om bidraget, med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden, jf. dagældende arbejdsmarkedsfondslovs § 13, stk. 3.

Dertil kommer, at flere af indkomstårene har været påklaget, hvorefter A efter anmodning er meddelt henstand med betaling af fordringerne. Begyndelsestidspunktet for forældelsen udskydes til henstandsperiodens udløb, såfremt der er givet henstand efter anmodning fra skatteyderen, jf. f.eks. UfR 1930.68 H, UfR 1989.1046 H og SKM2005.385.VLR.

3.4.1 Restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2001-2003

Fordringerne vedrørende restarbejdsmarkedsbidrag for 2001 havde sidste rettidige betalingsdato den 20. februar 2003 (bilag A, s. 6, række 2, 4. kolonne). Forældelse regnes fra det tidspunkt, hvor restarbejdsmarkedsbidrag i henhold til årsopgørelse nr. 1 skulle have været betalt, hvilket er den 20. september 2002, hvorefter fordringerne tidligst ville forælde den 20. september 2007, jf. § 1, nr. 4, i 1908-loven.

Fordringerne for restarbejdsmarkedsbidrag for 2002 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. september 2003 og 20. januar 2005, jf. bilag J, s. 5. Fordringen med sidste rettidige betalingsdato 20. september 2003 var omfattet af årsopgørelse nr. 1, hvorefter fordringerne tidligst ville forælde 20. september 2008, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1.

Fordringerne vedrørende restarbejdsmarkedsbidrag for 2003 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. september 2004 og 20. maj 2005, jf. bilag A, s.6, række 4 og 6 (4. kolonne). Fordringen med sidste rettidige betalingsdato 20. september 2004 var omfattet af årsopgørelse nr. 1. Fordringerne ville således tidligst forælde 20. september 2009, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1.

Fordringerne fortabes, hvis SKAT ikke inden forældelsesfristens udløb enten erhverver As erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod ham, jf. § 2, 2. pkt. i 1908-loven.

Restarbejdsmarkedsbidrag for 2001-2003 var omfattet af udlægget af 6. februar 2007, jf. afsnit 3.1, ovenfor, hvorefter forældelse tidligst ville indtræde 1. januar 2011, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1.

Restarbejdsmarkedsbidragene var også omfattet af udlæg af 30. november 2010 (afsnit 3.2) og af afgørelse om lønindeholdelse af 28. november 2012 (afsnit 3.3). Fordringerne ville herefter tidligst forælde den 28. november 2015, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. De var retskraftige og under inddrivelse den 19. november 2015 eller senere, hvorefter forældelsesfristen tidligst regnes fra den 20. november 2018, jf. dagældende gældsinddrivelseslovs § 18 a, stk. 1 - og fordringerne var dermed ikke forældede ved Gældsstyrelsens afgørelse.

3.4.2 Restskat for indkomstårene 2004 og 2005

Fordringerne vedrørende restskat for 2004-2005 var omfattet af 1908loven, hvor forældelsesfristen var 5 år.

På baggrund af As anmodning herom blev der den 23. september 2008 givet ligningsmæssig henstand med hensyn til betaling af restskat for 2004 (bilag T). Den oprindelige 5-årige forældelsesfrist var ikke udløbet på det tidspunkt, hvorefter fordringen ved henstandsafgørelsen fik ny forældelsesfrist.

Fordringerne vedrørende restskat for 2004-2005 var begge omfattet afgørelse om henstand den 9. november 2010 (bilag U). Af bilaget (s. 1) fremgår, at A kunne vente med at betale skatten for 2003-2004 og 2006-2009, ligesom det fremgår, at henstanden var gældende, indtil klagesagen var afgjort, dog senest til 1. februar 2013. Henstanden blev ophævet hhv. 16. maj 2012 (restskat for 2004) og 18. juni 2012 (restskat for 2005), jf. bilag 1, s. 32. Fordringerne fik dermed et nyt begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen.

Begge fordringer er omfattet af afgørelse om lønindeholdelse af 28. november 2012, jf. bilag R, og da de dermed var retskraftige og under inddrivelse den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018, jf. dagældende gældsinddrivelseslovs § 18 a, stk. 1 - og disse fordringer var derfor heller ikke forældet ved Gældsstyrelsens afgørelse den 7. november 2018.

3.4.3 Restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 20062007

Restskat og arbejdsmarkedsbidrag for 2006 og 2007 var omfattet af SKATs afgørelse den 9. november 2010 om ligningsmæssig henstand (bilag U), hvor fordringernes oprindelige forældelsesfrist endnu ikke var udløbet.

Henstanden var gældende, indtil klagesagen var afgjort, dog senest 1. februar 2013, jf. bilag U, s. 1. Den ligningsmæssige henstand blev ophævet ved Skatteankenævnets afgørelse 27. juni 2012, jf. bilag 1, s. 33, 7. afsnit. Forældelsen regnes herefter fra afgørelsesdatoen den 27. juni 2012.

Fordringerne for restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for 2006 og 2007 var omfattet af afgørelsen om lønindeholdelse af 28. november 2012, jf. bilag Q og bilag R, hvorefter forældelse tidligst indtræder 28. november 2015.

Dertil kommer, at A den 9. juni 2013 anmodede om ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2006, 2007 og 2011, hvorved der blev givet ligningsmæssig henstand den 10. oktober 2013 (bilag V). Betaling kunne vente, indtil genoptagelsessagen var afgjort, dog senest til 30. september 2017, jf. bilag V, s. 1, sidste afsnit.

A blev 2. december 2013 meddelt afslag på genoptagelse af indkomstårene, som blev stadfæstet af Skatteankenævn Y3-by 30. oktober 2015 (bilag W). På baggrund af genoptagelsesanmodning fra A den 1. november 2015 blev nægtelsen af genoptagelse (igen) stadfæstet af skatteankenævnet 2. februar 2016 (bilag W, s. 5-6).

Også på grund af henstanden forældedes fordringerne ikke i perioden fra 10. oktober 2013 og fremefter - og fra 19. november 2015 var de omfattet af udskydelsesreglen i gældsinddrivelseslovens § 18 a. Fordringerne var dermed ikke forældede ved Gældsstyrelsens afgørelse 7. november 2018.

3.4.4 Restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2008 og 2009

Fordringerne vedrørende restarbejdsmarkedsbidrag for 2008 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. april 2011 og 20. juni 2011, jf. bilag A, s. 6, række 9 og 12 (4. kolonne). Restarbejdsmarkedsbidrag iht. årsopgørelse nr. 1 havde sidste rettidige betalingsdato 20. oktober 2009, hvorfor forældelsen regnes fra 20. oktober 2009.

Fordringerne vedrørende restskat for 2008 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. juli 2011, 22. august 2011 og 20. september 2011, jf. bilag A, s. 9, række 2, 6. og 9. (4. kolonne). Forældelsen regnes fra den 20. september 2009.

Fordringerne vedrørende restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for 2008 var afledt af en afgørelse om indkomstændring af 14. april 2011, jf. bilag J, s. 8, 6. afsnit, s. 16, nederst og s. 17, 2. afsnit. Afgørelsen vedrørte transaktioner mellem A og selskaber, hvori han var hovedanpartshaver. Fordringerne er derfor omfattet af en 5-årig forældelsesfrist, da det vedrører kontrollerede transaktioner, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, og § 34 a, stk. 3, og ville tidligst forælde 20. september 2014.

Fordringerne vedrørende restarbejdsmarkedsbidrag for 2009 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. august 2010 og 20. juni 2011, jf. bilag A, s. 6, række 7 og 11 (4. kolonne). Fordringen med sidste rettidige betalingsdato 20. august 2010 var fremkommet ved opgørelse nr. 1, hvorfor forældelsen regnes fra 20. august 2010, og fordringerne ville dermed tidligst forælde 20. august 2013.

Fordringerne vedrørende restskat for indkomståret 2009 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. september 2010, 20. oktober 2010, 22. november 2010, 20. april 2011, 23. maj 2011, 20. juli 2011, 22. august 2011 og 20. september 2011, jf. bilag A, s. 8, 2. tabel, række 6, 7, 9, 12, 13 (4. kolonne) og s. 9, række 3, 4 og 8 (4. kolonne). Forældelsen regnes tidligst fra 20. september 2010, og fordringerne ville tidligst forælde 20. september 2013.

Fordringerne vedrørende restarbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2008 og 2009 var desuden omfattet af SKATs afgørelse af 9. november 2010 om ligningsmæssig henstand (bilag U), hvorefter henstanden var gældende, indtil klagesagen var afgjort, dog senest til 1. februar 2013.

Fordringerne vedrørende restskat og restarbejdsmarkedsbidrag var videre omfattet af afgørelserne om lønindeholdelse af 28. november 2012 (bilag Q og bilag R), hvorefter fordringerne blev omfattet af udskydelsesbestemmelsen i gældsinddrivelseslovens § 18 a fra 19. november 2015.

Fordringerne var også omfattet af SKATs afgørelse af 14. november 2013 om ligningsmæssig henstand (bilag Y), hvorefter henstanden var gældende, indtil klagesagen var afgjort, dog senest 31. oktober 2017 (bilag Y, s. 1). På tidspunktet for Gældsstyrelsens afgørelse 7. november 2018 (bilag J, s. 8-9) var der endnu ikke truffet afgørelse i klagesagen, og forældelse regnes derfor fra 31. oktober 2017.

Disse fordringer var derfor heller ikke forældede ved Gældsstyrelsens afgørelse.

3.4.5 Restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for indkomståret 2010

Fordringerne vedrørende restarbejdsmarkedsbidrag for 2010 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 21. november 2011, 20. april 2012 og 20. december 2012, jf. bilag A, s. 6, række 13 og 14 og s. 7, række 3 (4. kolonne). Forældelsesfristen regnes tidligst fra efteråret 2011, og fordringen med sidste rettidige betalingsdato 21. november 2011 var fremkommet ved årsopgørelse nr. 1, hvorfor forældelsen regnes fra 21. november 2011.

Fordringerne vedrørende restskat for 2010 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. april 2012, 21. maj 2012, 20. juli 2012, 20. august 2012, 20. september 2012, 22. oktober 2012, 20. november 2012, 20. februar 2013 og 20. marts 2013. Forældelsen regnes tidligst fra 20. september 2011, og forældelse ville tidligst indtræde 20. september 2014.

SKAT meddelte 10. oktober 2013 ligningsmæssig henstand med betaling af restskat og restarbejdsmarkedsbidrag for 2010, indtil As genoptagelsesanmodning var afgjort, dog senest til 30. september 2017 (bilag V). Henstanden blev ophævet ved skatteankenævnets afgørelse 31. maj 2017, jf. bilag 1, s. 20, 1. afsnit. Forældelse regnes herefter fra 31. maj 2017.

Fordringerne var også omfattet af gældsinddrivelseslovens § 18 a fra 19. november 2015.

Fordringerne var derfor ikke forældede, da Gældsstyrelsen traf afgørelse den 7. november 2018.

3.4.6 Restskat for indkomståret 2011

Fordringerne vedrørende restskat for 2011 stammer fra årsopgørelse nr. 2 og 3 (bilag Z). Restskatten på 4.162 kr. blev dannet ved årsopgørelse nr. 2 udskrevet 29. oktober 2012. Raterne havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. januar 2013, 20. februar 2013, 20. marts 2013, 22. april 2013, 21. maj 2013, 22. juli 2013, 20. august 2013, 20. september 2013, 21. oktober 2013 og 20. november 2013. Forældelse indtræder herefter tidligst 21. september 2015, som var første hverdag regnet 3 år fra sidste rettidige betalingsdato, hvis der var sket ansættelse inden for de almindelige frister.

SKAT udsendte den 9. september 2014 nyt forslag til afgørelse for 2011 (bilag Æ). Dette forslag blev erstattet af et nyt forslag 14. oktober 2014 (bilag Ø). Idet A ikke kom med indsigelser hertil, blev der udskrevet årsopgørelse nr. 3, hvor beskatning skete iht. forslaget. Den nye årsopgørelse resulterede i 3 rater, der havde sidste rettidige betalingsdato 20. januar 2015, 20. februar 2015 og 20. marts 2015. Årsopgørelsen var tilgængelig 12. november 2014, og forældelsen for disse rater indtraf herefter tidligst 12. november 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, 1. pkt.

3.4.6.1 Klagesager

A blev 2. december 2013 meddelt afslag på genoptagelse af bl.a. indkomståret 2011, hvilket han påklagede administrativt. Påstanden i klagesagen angik annullering af skatteansættelserne for 2006-2011 (bilag W, s. 2, afsnittet "Klagerens opfattelse").

Ved brev af 27. februar 2014 anmodede han om møde med nævnet (bilag Å).

Skatteankenævn Y3-by stadfæstede afslaget på genoptagelse 30. oktober 2015 (bilag W).

A anmodede 1. november 2015 om genoptagelse hos skatteankenævnet (bilag AA), og henviste i brevet til, at han var blevet afskåret fra at fremkomme med yderligere dokumentation, og at han havde bedt om afholdelse af møde. Skatteankenævnet traf 2. februar 2016 afgørelse om, at anmodningen om genoptagelse ikke kunne imødekommes (bilag W, s. 6).

Det viste sig efterfølgende, at brevet af 27. februar 2014 ved en fejl var blevet lagt på en anden sag, og fejlen blev først konstateret i november 2018. Skatteankenævn Y3-by traf på den baggrund 21. december 2018 afgørelse om at genoptage skatteankenævnets afgørelse af 30. oktober 2015 (bilag X, s. 9, 10.-11. afsnit). SKAT blev herefter ved Skatteankenævn Y3-bys afgørelse af 11. februar 2020 pålagt at genoptage skatteansættelsen for 2011 for så vidt angår den skønsmæssige ansættelse af lejeindtægter (bilag X, s. 11).

Skattestyrelsen har ved afgørelse af 28. april 2020 og årsopgørelse nr. 4 af samme dato (bilag AB) truffet afgørelse om nedsættelse af skatteansættelsen, hvilket er modregnet i As øvrige gæld (bilag AC). Forhøjelsen, der førte til restskatterater ved årsopgørelse nr. 3, blev således nedsat igen ved årsopgørelse nr. 4 som følge af klagesagsforløbet.

3.4.6.2 Forældelsesvurderingen

As klagesag har angået eksistensen og størrelsen af restskatterne for 2011, og forældelsen indtræder derfor tidligst 1 år fra afgørelsen. Første afgørelse fra Skatteankenævn Y3-by var fra 30. oktober 2015 (bilag W), og forældelse indtræder tidligst 1 år derfra, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2.

Fordringerne var derfor ikke forældede, da de blev omfattet af dagældende gældsinddrivelseslovs § 18 a, den 19. november 2015. Forældelsesfristen regnes tidligst fra 20. november 2018, jf. gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 1. Som tidligere anført blev bestemmelsen ændret ved lov nr. 814 af 9. juni 2020, hvorefter forældelsesfristen tidligst regnes fra 20. november 2021 (gældsinddrivelseslovens § 18 a, stk. 1).

Klagesagsforløbet blev afsluttet 11. februar 2020, hvorfor fordringerne af den grund heller ikke kunne forældes før 11. februar 2021, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2. Som det fremgår af klagesagsforløbet, endte klagesagen med, at hele skatteansættelsen fra årsopgørelse nr. 3 blev nedsat igen ved årsopgørelse nr. 4. Klagesagen var dermed afgørende for disse rater.

Restskatten på 4.162 kr. fra årsopgørelse nr. 2 blev i øvrigt afskrevet ekstraordinært 3. januar 2019 (bilag AD, s. 6), mens forhøjelsen fra årsopgørelse nr. 3 blev nedsat igen ved årsopgørelse nr. 4. Det er uafklaret, om A fortsat ønsker denne del af restskatten prøvet, idet han ikke har besvaret Skatteministeriets opfordring (B).

3.4.7 Restskat for indkomstårene 2012 og 2013

Fordringerne vedrørende restskat for indkomståret 2012 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. januar 2015, 20. februar 2015 og 20. marts 2015, jf. bilag A, s. 9, række 13, 17 og 20 (4. kolonne).

Fordringerne vedrørende restskat for indkomståret 2013 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 20. januar 2015, 20. februar 2015, 20. marts 2015, 20. april 2015, 20. maj 2015, 20. juli 2015, 20. august 2015, 21. september 2015, 20. oktober 2015, 20. november 2015 og 21. december 2015, jf. bilag A, s. 9, række 14, 16, 19, 21-25, 27, 29 og 30 (4. kolonne).

Fordringerne vedrørende restskat for 2012 og 2013 var omfattet af SKATs afgørelse af 10. april 2015 om ligningsmæssig henstand (bilag AE). Af bilag AE, s. 1, fremgår, at henstanden var gældende, indtil klagesagen var afgjort, dog senest til 31. marts 2019.

Der var endnu ikke truffet afgørelse i klagesagen på tidspunktet for Gældsstyrelsens afgørelse 7. november 2018, jf. bilag J, s. 19, og fordringerne vedrørende restskat for 2012 og 2013 var således ikke forældede, da Gældsstyrelsen traf afgørelse 7. november 2018.

3.4.8 Restskat for indkomståret 2014

Fordringerne vedrørende restskat for 2014 havde sidste rettidige betalingsdato hhv. 21. september 2015 og 20. oktober 2015, og fordringerne kunne således tidligst forældes 21. september 2018 og 20. oktober 2018, jf. bilag A, s. 9, række 26, 4. kolonne og række 28, 4. kolonne.

Fordringerne er overdraget til inddrivelse hhv. 6. november 2015 og 13. december 2015, jf. bilag A, s. 9, række 26, 3. kolonne og række 28, 3. kolonne. Da fordringerne var retskraftige og under inddrivelse 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra 20. november 2018, jf. dagældende gældsinddrivelseslovs § 18 a, stk. 1.

Fordringerne vedrørende restskat for indkomståret 2014 var således ikke forældede ved Gældsstyrelsens afgørelse 7. november 2018.

3.4.9 Aconto arbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2006-2009 samt 2011

Fordringerne vedrørende aconto arbejdsmarkedsbidrag for 2006 og 2007 var omfattet af 1908-loven, hvor forældelsesfristen var 5 år. Efter 1. januar 2008 var fordringerne omfattet af forældelsesfristen på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, og fordringerne ville herefter tidligst forælde 1. januar 2011, jf. forældelseslovens § 30, stk. 1.

Aconto arbejdsmarkedsbidrag for indkomstårene 2006-2009 er forældelsesafbrudt ved udlægget af 30. november 2010 (bilag L), jf. også afsnit 3.2.

Fordringerne vedrørende alle indkomstårene, herunder også 2011, er ligeledes omfattet af SKATs afgørelse om lønindeholdelse af 28. november 2012 (bilag Q), hvilket også har forældelsesafbrydende virkning, jf. afsnit 3.3.

Da fordringerne var retskraftige og under inddrivelse den 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen herefter tidligst fra 20. november 2018, jf. dagældende gældsinddrivelseslovs § 18 a, stk. 1, og fordringerne var således ikke forældede ved Gældsstyrelsens afgørelse den 7. november 2018.

3.4.10 B-skat for indkomståret 2012 og 2015

B-skat for indkomståret 2012 var omfattet af afgørelse om lønindeholdelse af 28. november 2012 (bilag R) og ville herefter tidligst forælde 28. november 2015, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Fordringerne vedrørende 2012 er overdraget til inddrivelse hhv. 21. marts 2012, 19. april 2012, 20. maj 2012 og 20. juni 2012, jf. bilag A, række 7-10, 3. kolonne.

For så vidt angår indkomståret 2015 havde fordringerne vedrørende Bskat sidste rettidige betalingsdato hhv. 21. september 2015, 20. oktober 2015 og 20. november 2015 (bilag A, s. 7, række 11-13, 4. kolonne). Fordringerne blev overdraget til inddrivelse hhv. 6. november 2015, 13. december 2015 og 8. januar 2016, jf. bilag A, s. 7, række 11-13, 3. kolonne.

Da fordringerne var retskraftige og under inddrivelse 19. november 2015 eller senere, regnes forældelsesfristen herefter tidligst fra 20. november 2018, jf. dagældende gældsinddrivelseslovs § 18 a, stk. 1, og fordringerne var dermed ikke forældede ved Gældsstyrelsens afgørelse af 7. november 2018.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Parterne er som anført indledningsvis i dommen enige om konsekvenserne vedrørende forældelse for de enkelte fordringer, hvis et eller flere af de anførte forældelsesafbrydende skridt ikke findes gennemført.

Udlægsforretning den 6. februar 2007

Til støtte for skattemyndighedernes synspunkt om, at der er foretaget udlæg den 6. februar 2007, er der fremlagt en udskrift af Skats journalsystem, idet det er oplyst, at fogedbogen er gået tabt ved flytning mellem skattecentre.

A har bestridt at have deltaget i en udlægsforretning og mindes ikke at have givet de oplysninger, der fremgår af journalsystemet. Af udskriften fremgår blandt andet, at skatteyderen var mødt, at han oplyste at have fyret sin hidtidige advokat, at han havde lejligheder på Y2-Ø, og at han havde løn fra EU's sociale fond. Det fremgår videre, at der forgæves blev forsøgt foretagelse af udlæg, samt at fogedbog blev udskrevet. De anførte oplysninger om As forhold svarer i vidt omfang til de oplysninger, A har afgivet under retsmødet.

Oplysningen om udlægsforretningen den 6. februar 2007 er gengivet i Gældsstyrelsens afgørelse af 7. november 2018 og i Skatteankestyrelsens afgørelse af 17. december 2020. A har først under retssagens behandling - ved supplerende processkrift indgivet af hans advokat den 30. august 2021 - gjort gældende, at der ikke er dokumentation for udlægsforretningen, og han har først under hovedforhandlingen anført, at udlægsforretningen slet ikke har fundet sted.

Under disse omstændigheder finder retten, at det ved det interne notat er bevist, at der har fundet en udlægsforretning sted, og at der derfor ikke er sket forældelse for så vidt angår de krav, denne udlægsforretning omhandlede.

Udlæg den 30. november 2010

Det fremgår af Skats brev af 18. november 2010 til A, at han blev indkaldt til udlægsforretning på Skattecenter Y3-by den 29. november 2010 kl. 10.00. Retten lægger til grund, at A modtog indkaldelsen, idet han den 26. november 2010 skrev til Skattecenter Y3-by, at han ikke kunne møde den 29. november 2010, fordi han var tilsagt til et retsmøde i Y4-by Ret på samme tidspunkt. Der er derfor efter princippet i retsplejelovens § 163 sket forkyndelse af indkaldelsen.

A har ikke med mailen den 26. november 2010 vedlagt kopi af indkaldelsen til Retten i Y4-by, og han har heller ikke på anden måde dokumenteret, at han ikke var i stand til at møde på Skattecenter Y3-by den 29. november 2010. Retten lægger til grund, at han ikke gav møde, og der blev dagen efter foretaget udlæg på As adresse, jf. den fremlagte fogedbog for den 30. november 2010. A må ifølge registreringerne i cpr. registeret anses for på dette tidspunkt at have haft folkeregisteradresse på Y5-adresse, og udlæg kunne derfor foretages på det pågældende sted. A har ikke efterfølgende klaget over udlægget, ligesom han ikke har indbragt det for fogedretten - heller ikke efter at udlægget blev omtalt i Gældsstyrelsens afgørelse af 7. november 2018 og i Skatteankestyrelsens afgørelse af 17. december 2020. Først ved hans supplerende processkrift af 30. august 2021 under denne sag gjorde han gældende, at udlægsforretningen var ugyldig, fordi den ikke var lovligt forkyndt, og først ved replik af 8. august 2022 gjorde han gældende, at han havde lovligt forfald i forbindelse med udlægsforretningen.

Retten finder under disse omstændigheder, at udlægsforretningen blev lovligt gennemført, og at A ikke havde lovligt forfald på en sådan måde, at udlægsforretningen ikke kunne gennemføres udgående på hans adresse.

Den omstændighed, at Østre Landsret i forbindelse med en konkret afgørelse vedrørende et udlæg i 2011 fandt, at det var bevist, at A var fraflyttet Danmark ved virkning fra den 25. september 2010, ændrer ikke herved.

Retten bemærker i tilknytning hertil, at anmeldt lovligt forfald efter retsplejelovens § 494, stk. 2, alene indebærer, at der ikke kan ske politifremstilling af skyldneren, men ikke at udgående fogedforretning er afskåret.

Retten finder derfor, at udlægsforretningen den 30. november 2010 har haft forældelsesafbrydende virkning på de gældsposter, forretningen vedrørte.

Afgørelse om lønindeholdelse den 28. november 2012.

Skatteministeriet har fremlagt breve af henholdsvis 28. september 2012 og 28. november 2012 sendt til As daværende adresse i Y1-land med oplysning om henholdsvis påtænkt lønindeholdelse og to afgørelser om lønindeholdelse. A har derved fået underretning om lønindeholdelsen. På baggrund af de fremlagte brevkopier lægger retten til grund, at brevene er sendt, og der er intet, der tyder på, at de ikke er kommet frem.

På det pågældende tidspunkt modtog A pension, hvilket er en A-indkomst, der ikke er unddraget fra lønindeholdelse. Som det fremgår af afgørelsen, havde han betalingsevne, og det må lægges til grund, at A havde et skattekort, således at der kunne trækkes skat af pensionsindkomsten.

Den omstændighed, at han ikke selv var klar over, at der var tale om et e-skattekort, har i den forbindelse ingen betydning.

Retten finder på dette grundlag, at betingelserne for at foretage lønindeholdelse var til stede ved Skats beslutning herom den 28. november 2012, og at de gældsposter, der var omfattet af afgørelsen om lønindeholdelse, derfor ikke er forældede.

Spørgsmål om henstand

A har først under hovedforhandlingen gjort gældende, at den meddelte henstand fra skattemyndighedernes side ikke skal have forældelsesafbrydende virkning, idet han ikke har anmodet om henstand.

Skatteministeriet har protesteret imod dette anbringende under henvisning til retsplejelovens § 358 under henvisning til, at der er tale om nova, der ikke skal tillades, idet betingelserne herfor ikke er opfyldt.

Allerede fordi As synspunkt først er gjort gældende under hovedforhandlingen, og da der ikke er anført omstændigheder, der godtgør, at synspunktet ikke kunne være anført tidligere, og der derfor er tale om nova, finder retten, at dette anbringende ikke skal tages under påkendelse under sagen.

Retten lægger derfor til grund, at der efter anmodning er meddelt A henstand som anført i Skattemyndighedernes breve herom.

Samlet finder retten herefter, at Gældsstyrelsen ved afgørelsen af 7. november 2018 og Skatteankestyrelsen ved afgørelsen af 17. december 2020 var berettigede til at anse gældsposterne angivet i afgørelsen for fortsat at være retskraftige.

Derfor frifindes Skatteministeriet.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor anført, idet retten lægger til grund, at sagens værdi som anført af A er 100.000 kr. Retten har på det grundlag fundet, at A skal betale 35.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af advokatomkostninger.

Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 35.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.