Dokumentets metadata

Kommanditist - frigørelse - hæftelsesbegrænsning - kursgevinst

Retten fandt, at en kommanditist havde realiseret en skattepligtig kursgevinst ved kommanditselskabets frigørelse for gæld i fremmed valuta i henhold til låneaftaler med begrænset hæftelse.

Retten henviste til, at kommanditisten som følge af kommanditselskabets opløsning måtte anses for at have afstået sine kommanditanparter og dermed sin andel af kommanditselskabets gæld.

Retten henviste endvidere til, at kommanditselskabets banker var blevet indfriet med det, de havde krav på efter de indgåede låneaftaler, der indeholdt en begrænsning af kommanditselskabets hæftelse, selvom det ikke svarede til den oprindelige hovedstol af lånene.

Af disse to grunde hver for sig og tilsammen fandt retten, at kommanditisten var blevet frigjort fra sin andel af gælden og havde realiseret en skattepligtig kursgevinst på et beløb svarende til gældens pålydende.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Parter

A

(v./ advokat Henrik Rahbek)

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Mattias Chor)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer

Ulrik Finn Jørgensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 19. juni 2018. Sagen drejer sig om beskatning af kursgevinst i fremmed valuta af kommanditist, der blev frigjort for gæld ved opløsning af kommanditselskabet. Gælden var stiftet af selskabet, og kreditor havde ikke transport i kommanditistens resthæftelse.

Sagsøgeren, A, har principalt fremsat påstand om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As indkomst for indkomståret 2012 skal nedsættes med kr. 2.740.214.

Subsidiært at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, atAs indkomstopgørelse for indkomståret 2012 skal hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Landsskatteretten traf den 20. marts 2018 en afgørelse, hvoraf det blandt andet fremgår:

" Faktiske oplysninger

Kommanditselskabet G1 K/S blev stiftet 1. maj 2007 med det formål at eje og drive skibet Skib-1. Komplementar var G1 ApS. Skibet Skib-1 hed oprindeligt Skib-2, men skiftede navn, da G2 A/S erhvervede 50 % af andelene i kommanditselskabet. Skibet var af typen VLCC, Very Large Crude Oil Carrier, på dansk kaldet en supertanker.

Det fremgår af opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 for kommanditselskabet, at klageren har overtaget 2 andele i G1 K/S med overtagelsesdato den 31. december 2010.

Det fremgår af kommanditselskabets vedtægter, at kommanditselskabets stamkapital udgjorde 87.215.000 USD fordelt på 100 kommanditandele á 872.150 USD. Det fremgår endvidere af erhvervelsesaftalen, at 12.215.000 USD skulle indbetales kontant svarende til 122.150 USD pr. andel. Kommanditisternes resthæftelse udgjorde således 75.000.000 USD, svarende til 750.000 USD pr. andel.

Købet af skibet Skib-1 blev finansieret ved et seniorlån på 65 millioner USD og et junior lån på 10 millioner USD, begge optaget i F1-bank den 31. maj 2007.

Af den indgåede aftale vedrørende senior-lånet fremgår følgende, § 3.5: "3.5 Limitations on recourse. Each Creditor Party:

(a) acknowledges that no Limited Partner shall have any liability to the Creditor Parties or any of them for the payment of the Secured Liabilities or otherwise be liable or responsible with respect thereto (such liability, including such as may arise by operation of law, being hereby expressly waived); and

(b) agrees that it shall not have the right to proceed directly or indirectly against any Limited Partner or against its assets for the satisfaction of any of the Secured Liabilities. Without prejudice to the generality of the foregoing, each Creditor Party acknowledges that it shall only be entitled to make or file a claim or proof in winding-up, bankruptcy, insolvency or similar proceedings in relation to the Borrower to the extent that such action, proceedings, proof or claim is a necessary procedural step to enable the realisation or enforcement by a Creditor Party of the full benefit of any Security Interest or other right created under or pursuant to any Finance Document and not for the purpose of establishing or making any claim against the unpaid capital of the Borrower."

Af den indgåede aftale vedrørende junior-lånet fremgår følgende, § 2.4:

"2.4 Limitations on recourse. The Lender:

(a) acknowledges that no Limited Partner shall have any liability to the Lender for the payment of the Secured Liabilities or otherwise be liable or responsible with respect thereto (such liability, including such as may arise by operation of law, being hereby expressly waived); and

(b) agrees that it shall not have the right to proceed directly or indirectly against any Limited Partner or against its assets for the satisfaction of any of the Secured Liabilities.

Without prejudice to the generality of the foregoing, the Lender acknowledges that it shall only be entitled to make or file a claim or proof in winding-up, bankruptcy, insolvency or similar proceedings in relation to the Borrower to the extent that such action, proceedings, proof or claim is a necessary procedural step to enable the realisation or enforcement by the Lender of the full benefit of any Security Interest or other right created under or pursuant to any Finance Document and not for the purpose of establishing or making any claim against the unpaid capital of the Borrower."

Både senior-lånet og junior-lånet er underskrevet den 31. maj 2007.

Det fremgår af de ovenfor citerede afsnit fra lånekontrakterne vedrørende sikkerhedsstillelse for seniorlånet pkt. 3.5 og juniorlånet 2.4, at lånene er blevet ydet kommanditselskabet på limited recourse-vilkår, hvilket medfører, at banken alene kunne se sig fyldestgjort i skibet samt kommanditselskabets øvrige aktiver, ligesom det fremgår, at banken ikke kan søge sig fyldestgjort i kommanditisternes resthæftelse.

Af prospektet fremgår, at exithorisonten for salg af skibet var estimeret til 7 år, maksimalt 8 år. Skibet blev herefter for en 7-årig periode timechartret til det Y1-landske rederi og børsnoterede selskab G3.

G3 gik i imidlertid i betalingsstandsning starten af 2011, og kunne ikke betale den aftalte charterhyre fra februar 2011.

Kommanditselskabet indgik herefter et forlig med G3, hvorefter G3 erkendte at skylde G1 K/S i alt 11.469.600 USD. Denne fordring blev efterfølgende solgt til tredjemand, hvilket beløb fragik gælden på senior-lånet.

I 2012 blev komplementarselskabet G1 ApS opløst ved likvidation. Kommanditselskabet blev efterfølgende afregistreret hos Erhvervsstyrelsen den 7. juni 2012.

I den forbindelse udarbejdede kommanditselskabets revisor et likvidationsregnskab for kommanditselskabet for perioden 1. januar 2011 - 31. marts 2012. På baggrund af dette regnskab udarbejdede revisoren en opgørelse af skattepligtig indkomst for indkomståret 2012 - perioden 1. januar 31. marts 2012 - hvoraf det fremgik, at der var sket gældseftergivelse, hvilket medførte en indkomst på 1.370.107 kroner pr. anpart.

SKAT har på denne baggrund beregnet klagerens kursgevinst til 2.740.214 kr.

Kommanditselskabets og komplementarselskabets likvidator, advokat II, R1, har på SKATs foranledning fremsendt en række bilag til SKAT samt udtalt sig om likvidationen af kommanditselskabet, ligesom han har besvaret en række spørgsmål stillet af SKAT til brug for sagsbehandlingen i en lignende sag ved skrivelse af 27. februar 2014.

Likvidator har indledningsvist oplyst, at kommanditselskabets årsrapport for 2011 er blevet omgjort, og han vedlagde i den forbindelse årsrapport for 2011 for perioden 1. januar 2011 til 31. marts 2012. Regnskabet er dateret den 30. november 2012.

Likvidator har anført, at baggrunden for ændringen af regnskabet er, at gælden fejlagtigt var anført som eftergivet i det første likvidationsregnskab. Dette blev dog imidlertid ændret, fordi gældsforholdet ifølge likvidator stadig eksisterer.

Likvidator har i den forbindelse anført, at bankerne ikke ville acceptere at give afkald på restgælden, og at dette er et synspunkt som bankerne har fastholdt i hele processen. Likvidator har vedlagt et uddrag fra en mailkorrespondance fra 2011, hvoraf fremgår, at bankerne ikke ville eftergive gæld.

Af nævnte korrespondance fremgår, at kommanditselskabets administrator forhandlede med bankerne om adgangen til at kunne likvidere komplementarselskabet som solvent. Endvidere fremgår det, at likvidator har oplyst administrator, at en solvent likvidation ikke var muligt såfremt bankerne fremførte krav, der oversteg aktivernes værdi. Det fremgår heraf, at likvidator i den situation ville være nødsaget til at erklære kommanditselskabet konkurs, hvilket ville medføre yderligere omkostninger.

Likvidator har derfor anbefalet, at der blev gennemført en likvidation, og at bankerne skulle anmode om at få sit fulde tilgodehavende, ligesom de skulle anerkende, at de alene kunne søge sig fyldestgjort i nuværende og fremtidige aktiver i kommanditselskabet.

Likvidator har endvidere anført overfor SKAT, at komplementarselskabet blev likvideret som solvent, fordi ingen anmeldte krav i komplementarselskabet inden udløbet af proklamafristen, fordi de eneste tilbageværende kreditorer (bankerne) havde accepteret, at de alene kunne søge sig fyldestgjort i K/S'ets aktiver.

Likvidator har i denne forbindelse anført, at selv om komplementarselskabet blev likvideret og kommanditselskabet blev afregistreret hos Erhvervsstyrelsen, så var kommanditselskabet ikke blevet likvideret og kommanditselskabet eksisterede dermed stadig. Kommanditselskabet havde således stadig gæld til bankerne, hvorfor kommanditisterne stadig hæftede for kommanditselskabets forpligtelser, såfremt kommanditselskabet i fremtiden måtte erhverve aktiver.

Likvidator har endvidere overfor SKAT anført, at det kun er kommanditselskabet (som består af kommanditisterne og komplementaren), der kan kræve kommanditisternes restindskudsforpligtelser indbetalt, med mindre restindskudsforpligtelsen er transporteret til tredjemand, eksempelvis kommanditselskabets bankforbindelse. Kommanditselskabets långivere havde imidlertid ikke modtaget transport i restindskudsforpligtelsen og kommanditselskabet havde ikke begæret restindskudsforpligtelsen indbetalt fra kommanditisterne.

Likvidator har endvidere anført, at kommanditselskabet ikke fandt nogen anledning til at anmode kommanditisterne om at indbetale restindskudsforpligtelsen, eftersom kommanditselskabet ikke havde anden gæld end gælden til bankerne, og bankerne kunne ikke kræve restindskudsforpligtelsen indbetalt.

Endelig har likvidator anført, at eftersom bankerne ikke anmeldte krav overfor komplementarselskabet, var der heller ikke behov for, at komplementarselskabet rejste krav overfor kommanditselskabet. Derfor blev restindskudsforpligtelsen ikke begæret indbetalt hverken af kommanditselskabet eller af komplementarselskabet.

Det fremgår af vedtægterne til kommanditselskabet, at det alene er bestyrelsen, der er bemyndiget til at give långivere og/eller garantistillere sikkerhed i den ikke indbetalte del af stamkapitalen.

Bestemmelserne om selskabets opløsning fremgår af kommanditselskabets vedtægters punkt 18. Af punkt 18.2 fremgår det, at selskabet skal opløses, når samtlige aktiver er afhændet og gælden er betalt. Komplementarselskabet er i så fald bemyndiget til at træffe beslutning om selskabets opløsning. Af punkt 18.3 fremgår, at der ved selskabets opløsning udarbejdes revideret resultatopgørelse fra selskabets seneste aflagte og reviderede årsrapport frem til opløsningstidspunktet.

Tidligere kontorchef i Erhvervsstyrelsen, UL, har den 5. december 2014 overfor klagerens advokat oplyst, at en likvidation af et kommanditselskab ikke har nogen betydning for kommanditisternes hæftelse over for kommanditselskabets kreditorer.

SKAT har i sin udtalelse i sagen til Skatteankestyrelsen oplyst, at kommanditisterne herunder klager skattemæssigt har afskrevet på en anskaffelsessum ved opgørelse af afskrivningsgrundlaget, hvor den bestridte gæld til F1-bank til kurs 100 indgår. Endvidere har kommanditisterne skattemæssigt i de samme år fratrukket deres forholdsmæssige andel af renterne på gælden til F1-bank.

Af årsrapporten for G1 K/S for 2010 fremgår, at selskabets finansielle kreditorer har meddelt selskabet, at de vil acceptere, at K/S'et kan blive likvideret af omkostningsmæssige årsager, selvom bankernes krav overstiger aktivernes værdi i K/S'et. Bankerne bekræfter, at de under de givne omstændigheder kun vil søge regres mod selskabets aktiver, herunder aktiver vedrørende krav mod tredjepart samt eventuelle andre aktiver, som likvidationsboet måtte være i besiddelse af. I forbindelse med endelig likvidation skal likvidator overføre alle aktiver efter indfrielse af udestående gæld til eksterne parter (herunder likvidator og revisor for K/S'et) til F2-bank (Agenten) med henblik på fordeling mellem bankerne. Overførslen skal indeholde eventuelle aktiver eller krav, som måtte forfalde over for K/S'et uden hensyn til, hvornår aktivet eller gælden opstod. Efter gennemførelsen af den endelige likvidation skal bankerne således have ret til at modtage eventuelle aktiver eller krav direkte fra debitorerne.

I forbindelse med likvidation af kommanditselskabet og komplementaren (G1 ApS) har bankerne i et dokument, "Reporting of Claim", anmeldt deres krav mod kommanditselskabet.

Det fremgår af Reporting of Claim, at rentetilskrivning på lånene ophører pr. 21. september 2011, og at bankerne accepterer, at kommanditselskabet af omkostningsmæssige årsager opløses ved likvidation selv om bankernes krav måtte overstige værdien af kommanditselskabets aktiver. Bankerne accepterer også, at de efter omstændighederne kun vil søge fyldestgørelse i kommanditselskabets aktiver.

Det fremgår i denne forbindelse af anmeldelsen, at samtlige aktiver tilhørende kommanditselskabet tiltransporteres bankerne i forbindelse med likvidationen. Bankerne erhverver derved ejendomsret til de aktiver som kommanditselskabet havde, også til eventuelle aktiver, som ikke var kendt på aftaletidspunktet. Alle aktiver, med undtagelse af kommanditisternes restindskudsforpligtelse skal således tiltransporteres bankerne.

I forbindelse med den endelige likvidation, skal kommanditselskabets ledelse overføre alle kommanditselskabets værdier med fradrag af ekstern gæld (inklusiv honorarerne til likvidator og revisor) til bankernes repræsentant, med henblik på videretransport til bankerne. Alle aktiver skal overdrages, og efter den endelige likvidation skal bankernes repræsentanter kunne inddrive alle krav direkte hos debitorerne.

…..

Landsskatterettens afgørelse

Et kommanditselskab er defineret i § 2, stk. 2, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, som en virksomhed, hvor en eller flere deltagere, komplementarerne, hæfter personligt, uden begrænsning, og hvis der er flere, solidarisk for virksomhedens forpligtelser, mens en eller flere deltagere, kommanditisterne, hæfter begrænset for virksomhedens forpligtelser. I medfør af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder § 2, stk. 3, nr. 1, skal kommanditselskabet registreres i Erhvervstyrelsens it-system, såfremt komplementaren er et anpartsselskab, hvilket er tilfældet i nærværende sag med G1 ApS.

Et kommanditselskab kan gyldigt stiftes ved aftale herom, og registreringen i Erhvervstyrelsens it-system er således ikke en gyldighedsbetingelse for kommanditselskabet. Såfremt kommanditselskabet slettes fra Erhvervsstyrelsens it-system, vil kommanditselskabet således som udgangspunkt stadig bestå.

Derimod kan et kommanditselskab ikke bestå uden en komplementar, idet det er en forudsætning for eksistensen af et kommanditselskab, at der er mindst en deltager, der hæfter personligt og ubegrænset for kommanditselskabets forpligtelser. Et kommanditselskab må derfor anses for opløst, såfremt der ikke længere er en komplementar i kommanditselskabet.

Der henvises til Østre Landsrets dom i UfR 2005.459 Ø. I dommen var en person ved byretten blevet dømt til at betale et beløb til et K/S. Personen ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse. Inden sagens pådømmelse i landsretten fremlagde personen dokumentation for, at K/S'ets komplementarselskab var blevet tvangsopløst efter byrettens dom. Med henvisning til at komplementarselskabet var blevet tvangsopløst, og K/S'et dermed var uden partsevne, ophævede landsretten byrettens dom og afviste K/S'ets krav mod personen.

Skattemæssigt er et kommanditselskab transparent, således at der sker beskatning på deltagerniveau. Det ændrer ikke på, at låneaftalerne er indgået mellem kommanditselskabet G1 K/S og banken. Lånet er optaget i US dollars, og låneaftalen er indgået på limited recourse-vilkår, hvilket medfører, at der er stillet sikkerhed i skibet samt øvrige aktiver i kommanditselskabet.Der er således ikke givet sikkerhed i kommanditisternes resthæftelse.

Idet komplementarselskabet G1 ApS blev likvideret i 2012, er der herefter ikke længere en deltager i kommanditselskabet, der hæfter ubegrænset for kommanditselskabets forpligtelser, hvorfor det herefter må lægges til grund, at kommanditselskabet ikke længere består på dette tidspunkt, selv om der ikke er truffet en generalforsamlingsbeslutning herom.

Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at kommanditselskabet G1 K/S' formål var at eje og drive skibet Skib-1. Komplementaranpartsselskabet blev likvideret, da kommanditselskabets skib var blevet afhændet, og da der derfor ikke længere var aktivitet i kommanditselskabet.

Der er således ikke nogen økonomisk risiko forbundet med at være kommanditist i det opløste kommanditselskab. Aktivet er afhændet, og kommanditselskabet er uden retsevne, hvorfor det må lægges til grund, at der ikke kommer aktivitet i kommanditselskabet fremadrettet, som ville kunne begrunde en reassumption.

Da låneaftalen er indgået med kommanditselskabet, og da der ikke er givet transport i kommanditisternes resthæftelse, ligesom der ikke fremadrettet kan forventes at komme aktivitet i kommanditselskabet, ses bankerne herefter ikke at have mulighed for at rette et krav mod kommanditselskabet eller kommanditisterne. Kommanditisterne må herefter anses for at være blevet frigjort fra den resterende del af gælden i 2012 ved opløsning af kommanditselskabet.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke i sagen ses at foreligge dokumentation for en gældseftergivelse.

Det fremgår af låneaftalerne, at der ikke kan rettes noget krav mod kommanditisterne personligt. I forbindelse med likvidationen af kommanditselskabet og komplementarselskabet, har bankerne skrevet under på i "Reporting of Claim", at de accepterer, at kommanditselskabet bliver likvideret af omkostningsmæssige grunde, og at bankernes krav overstiger aktivernes værdi, ligesom det anføres, at bankerne alene kan se sig fyldestgjort i kommanditselskabets aktiver. Der kan dermed ikke anses at foreligge en gældseftergivelse omfattet af kursgevinstlovens § 24. Der henvises også til Retten i Y2-bys dom af 12. oktober 2009, gengivet i SKM2010.42.BR.

At limited recourse-vilkåret blev aftalt ved låneaftalernes indgåelse i 2007 kan ikke føre til, at frigørelse fra gælden skete allerede i 2007, som repræsentanten har gjort gældende. Der henvises til Vestre Landsrets dom af 11. april 2016, offentliggjort i SKM2016.325.VLR.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, at gevinst ved frigørelse for gæld er skattepligtig.

Af kursgevinstlovens § 20 fremgår, at gevinst på gæld for personer medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i kursgevinstlovens §§ 21 - 23.

Det følger af Vestre Landsrets dom af 11. april 2016, offentliggjort i SKM2016.325.VLR, at der godt kan foreligge en skattepligtig kursgevinst ved frigørelse fra gæld, selvom kommanditisten ikke hæfter personligt for gælden.

Kursgevinstlovens § 23 blev indført ved lov nr. 439 af 10. juni 1997. I bemærkningerne til lovforslaget L194 som fremsat den 13. marts 1997, fremgår under almindelige bemærkninger i pkt. 2, den gældende kursgevinstlov, at "De gældende regler findes i kursgevinstlovens § 6. Den skattemæssige behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta er som hovedregel ens for alle skattepligtige og gælder således for alle selskaber og fonde m.v., erhvervsdrivende og private personer."

Det fremgår af bemærkningerne til § 23, at "forslaget svarer, for så vidt angår gæld, til § 6 i den nuværende kursgevinstlov. Bestemmelsen vedrører gevinst og tab på gæld i fremmed valuta. Der henvises til bemærkningerne til § 16."

I bemærkningerne til § 16, er der henvist til skatteministeriets cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992, herunder pkt. 73 og 74, der omtaler § 6 i den tidligere kursgevinstlov.

Det fremgår af pkt. 73, at "reglerne i § 6 omhandler den skattemæssige behandling af gevinst og tab på fordringer og gæld i fremmed valuta. Bestemmelserne er som hovedregel ens for alle skattepligtige og gælder således for alle…, erhvervsdrivende og private personer."

Af pkt. 74 fremgår, at "samtlige kursændringer indgår i opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Kursgevinster og kurstab omfatter såvel værdiændringer på grund af ændringer i valutakursen som værdiændringer på grund af andre forhold."

Kursgevinstlovens § 23 er således en videreførelse af den tidligere kursgevinstlovs § 6 for så vidt angår gevinst på gæld. Det kan på denne baggrund konkluderes, at gevinst på gæld i udenlandsk valuta er skattepligtig for kommanditisterne i indkomståret 2012.

Gevinst på gæld opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3.

Gælden er stiftet til kurs 100 og indfriet til 0 kr.

Landsskatteretten er således enig med SKAT i, at klageren skal beskattes af en kursgevinst på gæld i udenlandsk valuta.

Repræsentanten har fremsendt to notater, udarbejdet af professor NS, hvoraf det fremgår, at SKATs og Skatteankestyrelsens argumentation om, at der er hjemmel til at beskatte en kursgevinst, idet kommanditisterne er blevet frigjort for resthæftelsen, da 1.prioritetsbanken ikke kan søge sig fyldestgjort i resthæftelsen, er baseret på en retsvildfarelse.

Det anføres i notaterne, at kommanditisterne stadig hæfter for gælden efter opløsningen af kommanditselskabet med et beløb svarende til resthæftelsen, og at kommanditselskabets likvidator kan beslutte at genoptage bobehandlingen, hvis der måtte være anledning hertil.

Landsskatteretten finder ikke, at de fremsendte notater kan føre til et andet resultat. Der er efter Landsskatterettens opfattelse ikke længere nogen økonomisk risiko forbundet med den tidligere deltagelse i det opløste kommanditselskab.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs forhøjelse af klagerens indkomst på 2.740.214 kr."

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"Det er i dennes sag Skatteministeriet, der har bevisbyrden for, at kommanditisterne var blevet frigjort fra gælden.

Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Der er to måder, hvorpå et gældsforhold, der er etableret mellem to parter, kan bringes til ophør.

Den første måde, hvorpå et gældsforhold kan bringes til ophør, er selvfølgelig, at skyldneren betaler det lånte beløb tilbage.

Den anden måde, hvorpå et gældsforhold kan bringes til ophør, er, at långiveren eftergiver gælden helt eller delvist.

Det er klart, at skyldneren opnår en kursgevinst på gælden i den situation, hvor han har fået udbetalt et lånebeløb, som, långiveren indvilliger i, ikke skal betales tilbage.

Det samme gælder naturligvis i den situation, hvor långiveren indvilliger i, at det kun er en del af lånet, der skal tilbagebetales, herunder f.eks. ved at der indgås en aftale om, at lånet kan indfries til en kurs, der er lavere end den, som skyldneren optog gælden til.

En kursgevinst på gæld kan således principielt opstå på to måder.

Enten ved at gælden eftergives eller ved at gælden indfries til underkurs.

I denne sag har sagsøger imidlertid ikke haft nogen kursgevinst i forbindelse med kommanditselskabets lån.

For det første er gælden - eller en andel heraf - på intet tidspunkt blevet eftergivet.

De særlige hæftelsesvilkår, der var aftalt, ændrer ikke her på.

For det andet kan gælden heller ikke anses for at være indfriet til underkurs.

Det følger af de almindelige regler om kommanditisters gældsforhold, som er gennemgået ovenfor, at den inddrivelse hos kommanditselskabet, som F1-bank foretog, ikke medførte, at kommanditisternes (rest)gæld til banken kunne anses som indfriet. Som udgangspunkt har kommanditisterne fortsat gælden.

De særlige lånevilkår og komplementarselskabets opløsning gør ikke, at kommanditisternes gæld skal anses for at være indfriet til underkurs.

I modsætning til Højesterets dom i sag nr. 78/2016 af den 11. november 2019, som er offentliggjort i UfR 2020.202 H, kan det derimod i denne sag lægges til grund, at kommanditselskabet fortsat består, og at sagsøgeren aldrig har afhændet sine kommanditandele. Herved adskiller denne sag sig fundamentalt fra den situation, som Højesteret tog stilling til.

Disse overordnede anbringender er nærmere beskrevet i nedenstående afsnit.

Gælden er ikke eftergivet. Det fremgår af både retspraksis og af administrativ praksis, at hel eller delvis gældseftergivelse forudsætter, at der er indgået en udtrykkelig aftale herom mellem låntager og långiver.

I UfR 1986.322 H havde et datterselskab opført et kontorbyggeri, som det senere viste sig vanskeligt at udleje.

Da en større lejer fik problemer med at betale huslejen, blev det besluttet at afhænde kontorbyggeriet.

Som led i ejendomshandelen blev der fra købers side bl.a. stillet krav om, at der skulle ske indfrielse af en række gældsposter, herunder af en byggekredit, en række øvrige byggekreditorer og af en kassekredit, som var stillet til rådighed for den førnævnte lejer.

De pågældende gældsposter skulle indfries af moderselskabet, der havde kautioneret for gælden.

Ved ejendomshandelens gennemførelse indfriede moderselskabet de pågældende gældsposter. Datterselskabet ophørte derfor med at drive virksomhed, men blev ikke opløst. Situationen minder således om denne sag.

Som følge af indfrielsen fik moderselskabet et regreskrav mod datterselskabet. Da datterselskabet imidlertid blev insolvent ved ejendomshandelen, valgte bestyrelsen - der bestod af den samme personkreds i begge selskaber - at afskrive moderselskabets krav og fjerne datterselskabets gæld. Samtidig blev datterselskabets egenkapital nulstillet. Dette skete i datterselskabets årsrapport for regnskabsåret 1970/1971.

Det var imidlertid først ved gennemførelsen af et aktiesalg i 1974, dvs. ca. tre år senere, at moderselskabet gav afkald på regreskravet. Dette skete tilmed stiltiende.

Spørgsmålet i sagen var derfor, om datterselskabet allerede ved den regnskabsmæssige nedskrivning af gælden havde haft en skattepligtig gevinst på gæld.

Østre Landsret frifandt skatteministeriet, idet landsrettens flertal på to dommere anførte følgende begrundelse:

"[…] det må antages, at der allerede i 1970/1971 reelt var sket en opgivelse af kravet, og i betragtning af, at det var de samme personer, der sad i bestyrelsen for de to nært forbundne selskaber, kan det ikke tillægges betydning, at der heller ikke forud for 1974 har kunnet påvises en formel beslutning om gældseftergivelse.

Der må herefter gives sagsøgte medhold i, at der ikke har været noget grundlag for en underskudsfremførsel i G4, og at hermed også muligheden for en underskudsfremførsel i moderselskabet G5 var bortfaldet."

Landsrettens flertal havde altså den opfattelse, at der ved den regnskabsmæssige nedskrivning af gældsposten var sket en opgivelse af kravet, og at dette var afgørende for den skattemæssige behandling heraf. Da det var de samme personer, der sad i bestyrelsen i de to selskaber, mente flertallet derimod ikke, at der kunne lægges vægt på, at der formelt set ikke var truffet beslutning om gældseftergivelse.

Den dissentierende dommer ville give selskabet medhold med den begrundelse, at den rent regnskabsmæssige behandling af kravet ikke kunne anses som andet end et tilfældigt udslag af, at det var uden regnskabsmæssig eller skattemæssig betydning, om gælden blev medtaget i regnskaberne eller ikke. Med andre ord fandt denne dommer ikke, at der ved den regnskabsmæssige behandling var sket en stillingtagen til kravets fortsatte beståen. Dette synspunkt vandt tilslutning i Højesteret.

Højesteret indledte med at opsummere den regnskabsmæssige behandling af kravet. Herefter indeholder dommen følgende præmisser:

"Det må lægges til grund, at disse posteringer ikke indebar nogen gældseftergivelse, men at de - idet moderselskabets eventuelle regreskrav måtte anses for værdiløst - alene tilsigtede en konstatering af det reelle tab, som driften af G4 A/S havde medført, og som blev dækket af moderselskabet. Posteringerne findes herefter ikke at kunne medføre, at beløbet anses som en skattepligtig indkomst for datterselskabet."

Højesteret fandt således ikke, at den regnskabsmæssige annullering af gældsposten var tilstrækkelig til, at gælden kunne anses som eftergivet. Dette vel at mærke selvom, at der var tale om koncernforbundne selskaber, der var kontrolleret af den samme personkreds.

Dommen er omtalt to steder i Kursgevinstloven med kommentarer, 3. udgave, 1. oplag, 2014.

Dommen omtales for det første ved behandlingen af spørgsmålet om, hvornår der foreligger en gældseftergivelse omfattet af kursgevinstlovens § 21. Dette sted anføres følgende, jf. side 336:

"Gældseftergivelse foreligger, når der med kreditor indgås aftale om hel eller delvis bortfald af gælden.

Gældseftergivelse kan alene antages at foreligge, hvis der er indgået en udtrykkelig aftale herom, ser hertil afgørelserne TfS 1986.160 HD […]" (min understregning)

Dommen omtales igen i relation til kursgevinstlovens § 24, hvor der anføres følgende, jf. side 306:

"Højesterets afgørelse er et klart præjudikat for, at en gældseftergivelse kræver en udtrykkelig aftale, jf. hertil, at der i den konkrete sag var interessefællesskab mellem kreditor og debitor, men desuagtet ansås moderselskabets tilgodehavende ikke for gældseftergivet, og dette til trods for det forhold, at mellemværendet var afskrevet i moderselskabets regnskaber." (min understregning)

At en gældseftergivelse forudsætter en klar aftale, fremgår også af Højesterets dom af den 5. februar 2002 i sag nr. 63/2000, der er offentliggjort i UfR 2002.955 H.

I den pågældende sag havde en entreprenør opført en række andelsboliger. Opførelsen var delvist finansieret ved, at entreprenøren havde ydet andelshaverne et lån. Som sikkerhed for lånet havde andelshaverne udstedt omsætningsgældsbreve til entreprenøren. Entreprenøren havde transporteret rettighederne i henhold til gældsbrevene til F3-bank A/S, som tillige fik gældsbrevene i håndpant.

Efterfølgende indgik andelsboligforeningen og entreprenøren et forlig vedrørende fejl og mangler ved byggeriet. Ved forliget fik andelsboligforeningen et krav mod entreprenøren. Senere indgik andelsboligforeningen også forlig med sparekassen om, at der ikke kunne ske modregning i det krav, som var tiltransporteret sparekassen.

Endnu senere indgik sparekassen og andelshaverne dog et nyt forlig, ifølge hvilket andelshaverne alene skulle indfri en del af det krav, som sparekassen havde fået tiltransporteret fra entreprenøren.

Overfor entreprenøren afskrev sparekassen den del af kravet, der ikke var blevet indfriet, som tab.

Spørgsmålet var herefter om entreprenøren var skattepligtig af beløbet.

Landsretten fandt, at entreprenøren var skattepligtig af beløbet, men med den begrundelse, at beløbet måtte anses for en godtgørelse for det tab, som sparekassen havde påført entreprenøren ved det forlig, der blev indgået mellem sparekassen og andelshaverne. Dette som følge af, at entreprenørens tilgodehavende hos gældsbrevsdebitorerne var blevet reduceret tilsvarende.

Højesteret fandt ligeledes, at beløbet måtte anses som erstatning, jf. landsrettens begrundelse, eller som en betaling, der var ydet af sparekassen på vegne af andelshaverne. Beløbet var derfor skattepligtigt.

Det er imidlertid væsentligt at bemærke, at Højesteret i sin stadfæstelse af afgørelsen indledningsvist anførte, at krediteringen af beløbet hos entreprenøren ikke kunne anses som en gældseftergivelse.

Dommen er således overensstemmende med UfR 1986.322 H, jf. ovenfor.

Der kan endvidere henvises til Retten i Lyngbys dom af den 23. marts 2020, som er offentliggjort i SKM2020.159.BR.

I den pågældende sag havde Skatteministeriet indbragt 11 afgørelser, der var afsagt af Landsskatteretten i sager om kursgevinst på gæld. Alle afgørelser vedrørte kommanditselskaber, der havde optaget lån på non recourse-vilkår.

Det var under sagen ubestridt fra kommanditselskabernes side, at restgælden vedrørende lånene var bortfaldet i forbindelse med, at lånenes kreditorer havde søgt sig fyldestgjort i overensstemmelse med non recourse-vilkårene i de indgåede låneaftaler.

Spørgsmålet i sagen var derfor kun, om kommanditisternes kursgevinst var skattepligtig i medfør af kursgevinstlovens regler.

Kommanditisterne mente hverken, at kursgevinsten var skattepligtig efter kursgevinstlovens § 21 eller § 23.

Kommanditisterne gjorde således gældende, at kursgevinstlovens § 21 ikke fandt anvendelse, fordi gælden ikke var blevet nedsat til en lavere værdi end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældens eftergivelse. Det bemærkes i denne forbindelse, at det således - som nævnt - var kommanditisternes egen opfattelse, at gælden var blevet eftergivet.

For så vidt angår kursgevinstlovens § 23 gjorde kommanditisterne gældende, at bestemmelsen alene fandt anvendelse for valutaog børskursudsving.

Det var fra Skatteministeriets side ubestridt, at non recourse-vilkåret ikke indebar en gældseftergivelse, og at § 21 i kursgevinstloven derfor var uden betydning for sagen. Derimod gjorde Skatteministeriet gældende, at kursgevinstlovens § 23 fandt anvendelse.

I overensstemmelse hermed fandt retten, at non recourse-vilkåret ikke udgjorde en eftergivelse af gæld i kursgevinstlovens § 21's forstand, idet vilkåret var tilblevet allerede ved aftalens indgåelse.

Derimod var den kursgevinst på gæld, der i den pågældende sag altså ubestridt forelå, skattepligtig i medfør af kursgevinstlovens § 23.

Endelig kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 18. december 1996 i sag nr. 651-1879-109, som er gengivet i TfS 1997.228 LSR.

I sagen havde et kommanditselskab ladet opføre et hotel. I tegningsaftalen var det fastsat, at kun en del af kommanditselskabets stamkapital skulle indbetales, mens resthæftelsen skulle transporteres til kommanditselskabets långiver.

Hotellet var nødlidende og blev solgt på tvangsauktion i 1991. Året efter blev kommanditselskabet taget under konkursbehandling. Konkursboet blev afsluttet uden, at der blev gjort forsøg på at inddrive resthæftelsen, idet eventuelle indbetalinger ville tilfalde långiveren.

Långiverens advokat havde overfor Skattemyndighederne telefonisk tilkendegivet, at långiveren ikke ville opkræve resthæftelsen. Det blev endvidere oplyst, at kommanditisterne ikke fra långiverens side ville modtage meddelelse om, at beløbet ikke ville blive opkrævet.

På dette grundlag fandt skatteankenævnet, at den manglende opkrævning af resthæftelsen var en skattepligtig gældseftergivelse.

Det var skatteankenævnets opfattelse, at långiveren ved sin handlemåde, dvs. undladelsen af at opkræve resthæftelsen over for kommanditisterne, havde tilkendegivet, at beløbet var eftergivet.

Sagen blev derpå indbragt for Landsskatteretten, som udtalte:

"I overensstemmelse med almindelige bevisbyrderegler påhvilede det myndighederne at godtgøre et beskatningsgrundlag, herunder at en given indkomst var skattepligtig.

Retten måtte i nærværende sag nære betænkelighed ved at anse denne bevisbyrde for løftet. Der var herved lagt vægt på, at der i sagen forelå oplysning om, at [långiverens] advokat havde skønnet, at hans klient ikke ville foretage videre i sagen. Uanset at meget talte for denne antagelse, måtte denne bekræftes endeligt, før oplysningen kunne danne grundlag for beskatning af en gældseftergivelse."

Det fremgår således entydigt af den ovenfor gennemgåede retspraksis og administrative praksis samt af Skatteministeriets procedure under byretssagen, at limited recourse-vilkåret ikke i sig selv indebærer en gældseftergivelse. En sådan foreligger kun, hvis der er indgået en udtrykkelig aftale herom mellem långiveren og låntageren.

Skatteministeriet har - ubestridt, jf. processkrift A, side 1 - ikke godtgjort, at kreditorerne har tilkendegivet, at kommanditselskabet er blevet frigjort fra den resterende del af gælden.

I overensstemmelse hermed har Landsskatteretten påpeget følgende i den indbragte afgørelse, jf. bilag 1, side 47, 3. afsnit:

"Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke i sagen ses at foreligge dokumentation for en gældseftergivelse."

Den som bilag A fremlagte skrivelse fra F1-bank ændrer ikke herved.

I skrivelsen er det anført, jf. bilag A:

"We confirm that the Banks in the circumstances will only seek recourse from the assets of the company, including assets related to claims against third parties as well as any other assets which the estate may possess." (vores understregning)

Skrivelsen angår således udelukkende bankens mulighed for fyldestgørelse (recourse). Skrivelsen tager derimod ikke stilling til restgældens fortsatte beståen.

Ligeledes vedrører den som bilag B fremlagte e-mailkorrespondance kun kreditorernes mulighed for fyldestgørelse, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der skulle indgives konkursbegæring mod kommanditselskabet.

Restgældens fortsatte beståen drøftes derimod ikke i e-mailkorrespondancen. Gælden kan derfor ikke anses som eftergivet.

Gælden er ikke indfriet til underkurs

Limited-recoursevilkåret og bankens inddrivelse af fordringen hos kommanditselskabet kan heller ikke anses for at udgøre en indfrielse til underkurs. Dette underbygges også af Højesterets præmisser i sag nr. 78/2016, der er offentliggjort som UfR 2020.202 H.

I den pågældende sag havde et kommanditselskab erhvervet et hotel. I den forbindelse var der optaget et lån på lignende vilkår som i denne sag.

Dette indebar, at långiver i højesteretssagen alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen.

Da hotellet, som var bortforpagtet, måtte lukke, og da det ikke var muligt for kommanditselskabet at videreføre driften på anden måde, blev ejendommen solgt på långiverens foranledning.

Provenuet fra salget blev anvendt til at nedbringe lånet i overensstemmelse med lånevilkårene. Det var dog kun en del af låneprovenuet, der herved blev indfriet.

Spørgsmålet var derfor, om kommanditisten, som førte sag nr. 78/2016 for Højesteret, havde haft en gevinst på gæld, idet lånevilkårene betød, at långiver ikke kunne tvinge kommanditisten til at indfri sin del af restfordringen.

I forbindelse med afviklingen af hotellet solgte kommanditisterne imidlertid også deres anparter i kommanditselskabet.

På dette grundlag fandt Højesteret, at kommanditisterne havde opnået en kursgevinst på gæld, som var skattepligtig efter reglerne i kursgevinstlovens § 23.

Af Højesterets præmisser fremgår følgende begrundelse:

"Ved kommanditisternes afhændelse af deres anparter i K/S (red.navn fjernet) og F4-banks afhændelse af den pantsatte ejendom blev kommanditisterne frigjort fra den del af gælden til F4-bank, som ikke var dækket af salgsprovenuet på ejendommen."

Højesterets begrundelse var altså toleddet.

For det første blev der lagt vægt på, at kommanditisterne havde afhændet deres anparter i selskabet.

For det andet blev der lagt vægt på, at ejendommen var afhændet til delvis indfrielse af lånet.

Under disse betingelser - hvor kommanditselskabet havde overdraget sine aktiver, og hvor kommanditisterne havde frigjort sig fra selskabet - havde kommanditisterne opnået en kursgevinst på gælden.

Disse betingelser er ikke opfyldt i denne sag.

Kommanditisterne har således ikke afhændet deres anparter og kommanditselskabet er ikke ophørt.

Det forhold, at kommanditselskabets komplementar blev opløst, har alene den konsekvens, at selskabet mistede sin partsevne, jf. Østre Landsrets kendelse af den 5. maj 2004, som er offentliggjort i UfR 2004, 2199 Ø.

I den pågældende sag var et anpartsselskab, der fungerede som komplementar i et kommanditselskab, blevet opløst efter en analogi til en bestemmelse i konkursloven.

Efterfølgende blev der fremsat anmodning om genoptagelse af anpartsselskabets bobehandling.

Det fremgår af anmodningen og præmisserne i kendelsen, at formålet med genoptagelsesanmodningen netop var, at anpartsselskabet skulle genindtræde som komplementar for at sikre kommanditselskabets retsog partsevne.

I den konkrete sag afviste Østre Landsret dog genoptagelsesanmodningen med den begrundelse, at anpartsselskabet var uden midler, hvorfor selskabets hæftelse som komplementar var uden realitet.

Kendelsen illustrerer således, at opløsningen af komplementaren i et kommanditselskab alene medfører, at kommanditselskabet mister sin partsog retsevne.

Det er selvsagt ikke det samme som, at selskabet er ophørt med at eksistere.

Den manglende partsevne forklarer derimod, at selskabets aktivitet ophørte, og at der ikke blev indgivet årsrapporter mv., således som der er lagt vægt på i den indbragte afgørelse.

I denne sag er der på intet tidspunkt sket en formel opløsning af selskabet, hvilket også fremgår af Landsskatterettens præmisser.

Kommanditselskabet blev derimod slettet fra Erhvervsstyrelsens register som følge af, at komplementarselskabet blev opløst. I overensstemmelse hermed fremgår det af udskriften fra Erhvervsstyrelsens hjemmeside, at kommanditselskabet blev slettet i medført af § 12 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, jf. bilag 8.

Det følger af bestemmelsen, at et kommanditselskab kan slettes, hvis komplementaren opløses, hvilket fremgår af § 12, stk. 1, nr. 1.

Viser det sig på et senere tidspunkt, at de forhold, der har ført til sletningen, ikke længere foreligger, kan kommanditselskabet genregistreres, hvilket fremgår af § 12, stk. 2.

Sletningen fra Erhvervsstyrelsens register og opløsningen af komplementaren er således ikke ensbetydende med, at kommanditselskabet er ophørt med at eksistere, jf. UfR 2004.2199 Ø.

Skatteministeriet har derfor heller ikke været i stand til at godtgøre, at selskabet skulle være ophørt med at eksistere. De af Skatteministeriet fremsatte opfordringer, som er uden betydning for sagen, ændrer ikke her på.

Da kommanditselskabet således ikke kan anses som opløst, og da sagsøgeren ikke har afhændet sine selskabsanparter, er de to kumulative betingelser, som Højesteret har lagt vægt på, ikke opfyldt i denne sag.

Derfor fører heller ikke højesteretsdommen til, at der er grundlag for at anse kommanditselskabets - og derved kommanditisternes - gæld fort at være indfriet til underkurs.

Af disse grunde - og fordi F1-bank ikke har tilkendegivet, at gælden er eftergivet - er der ikke opnået nogen kursgevinst ved kommanditselskabets overførsel af sine aktiver til banken.

Som følge heraf har sagsøger heller ikke haft nogen gevinst på gæld i henhold til kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende: "Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A fik en skattepligtig kursgevinst på kr. 2.740.214,ved likvidationen af kommanditselskabet den 31. marts 2012, idet kommanditselskabet ved overførslen af sine aktiver til bankerne blev frigjort fra sin gæld til bankerne, og idet A under alle omstændigheder skal anses for at have afstået sine kommanditanparter - og dermed sin ideelle andel af den hævdede gæld til F1-bank - ved kommanditselskabet likvidation og dermed endelige opløsning, jf. UfR 1998.1116 H.

Idet der ikke foreligger nogen samlet ordning om eftergivelse af As gæld, jf. kursgevinstlovens § 24, stk. 1, er gevinsten skattepligtig, jf. kursgevinstlovens § 23.

A skal dermed beskattes på samme måde som andre kommanditister er blevet det af deres kursgevinster på lån med begrænset hæftelse, jf. UfR 2020.202 H og Retten i Lyngbys tidligere domme i SKM 2020.131 BR og SKM2020.159 BR. Som følge heraf skal Skatteministeriet frifindes.

A har fået en kursgevinst

Det fremgår af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, at loven omfatter gevinst og tab ved frigørelse for gæld.

Efter kursgevinstlovens § 26, stk. 3, 1. pkt., opgøres gevinst eller tab på gæld som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen af gælden og værdien ved frigørelsen eller indfrielsen.

Hvis gældens værdi på lånetidspunktet er pari (100), og gældens værdi på indfrielsestidspunktet er 110, har debitor et kurstab på 10. Hvis gældens værdi på lånetidspunktet er pari (100), og gældens værdi på indfrielsestidspunktet er 92,5, har debitor en kursgevinst på 7,5.

Kreditor har omvendt i de to situationer henholdsvis en kursgevinst på 10 og et kurstab på 7,5.

Et kommanditselskab er ikke et selvstændigt skattesubjekt. Beskatningen af kommanditselskabets indtægter sker derfor hos selskabsdeltagerne (kommanditisterne), der også har fradragsog afskrivningsret efter skattelovgivningens almindelige regler for/på kommanditselskabets udgifter og aktiver, jf. f.eks. UfR 1999.868 H.

En kommanditist anses for ejer af en ideel andel af kommanditselskabets aktiver og passiver (gæld). Når et kommanditselskab afstår sine aktiver eller passiver, afstår deltageren dermed sin ideelle andel af kommanditselskabets aktiver og passiver, hvilket udløser kapitalgevinstbeskatning efter skattelovgivningens almindelige regler, f.eks. i ejendomsavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og aktieavancebeskatningsloven.

Da kommanditselskabet i forbindelse med sin likvidation overførte sine aktiver til bankerne bag de indgåede låneaftaler (bilag 4 og 5), blev kommanditselskabet - og dermed ideelt set A - frigjort fra sin gældsforpligtelse over for bankerne i overensstemmelse med låneaftalerne:

De indgåede låneaftaler (bilag 4 og 5) indeholdt ubestridt en hæftelsesbegrænsning, hvorefter bankerne alene kunne søge sig fyldestgjort i kommanditselskabets aktiver, men ikke - hverken direkte eller indirekte - i kommanditisternes resthæftelse, jf. låneaftalernes punkt 3.5 (bilag 4, s. 18) henholdsvis 2.4 (bilag 5, s. 16 f.).

I forbindelse med kommanditselskabets likvidation blev netop kommanditselskabets aktiver med undtagelse af resthæftelsen overført til kommanditselskabets banker til afgørelse af parternes mellemværende ifølge låneaftalerne (bilag 4 og 5), jf. "Reporting of Claim" (bilag A). Af aftalen fremgår bl.a. følgende:

"We confirm that the Banks in the circumstances will only seek recourse from the assets of the company, including assets related to claims against third parties as well as any other assets which the estate may possess."

Der er således ikke tale om, at bankerne eftergav kommanditselskabets gæld, men at der skete en afvikling af kommanditselskabets gæld i overensstemmelse med lånevilkårene, hvor kommanditselskabet blev frigjort ved bankernes overtagelse af kommanditselskabets aktiver, som var det eneste, bankerne i medfør af lånevilkårene kunne søge sig fyldestgjort i.

Var kommanditselskabet ikke blevet frigjort fra gælden til bankerne, havde det ikke været muligt at afvikle selskabet ved likvidation, som forudsætter, at selskabet er solvent, jf. også kommanditselskabets advokats mail gengivet i As mail af 12. september 2011 (bilag B, s. 2).

A har da også tidligere været af den opfattelse, at der skete en afvikling af gælden i overensstemmelse med lånevilkårene, jf. mailkorrespondancen mellem bl.a. ham og F2-bank (bilag B), som havde overtaget F1-bank.

I en mail af 5. september 2011 (bilag B, s. 7) skrev A:

"I have been informed by IM of G2 that the BOD of the GP of G1 K/S is ready to sign the documentation, once you confirm that the documentation is in order and that the banks can confirm that after the sale of the claim they have no objections to G1 in the circumstances

entering into solvent liquidiation due to the limited recourse structure of the financing."

Og i en mail af 9. september 2011 (bilag B, s. 3 f.) skrev A:

"The main obstacle now is that G1 K/S naturally enough link the sale of the last asset in the SPV together with a nice and orderly winding down of the company by way of solvent liquidation, as the banks do not have any recourse to the uncalled capital anyway. As we have continously agreed on in our discussions in this process this does not mean that the banks are giving away anything."

Drøftelserne resulterede som angivet ovenfor i, at bankerne i forbindelse med kommanditselskabets likvidation fik overført kommanditselskabets aktiver og bekræftede, at bankerne alene ville søge sig fyldestgjort heri, jf. Reporting of Claim (bilag A).

På trods af det ovenfor anførte har A under nærværende retssag hævdet, at såvel kommanditselskabet som selskabets gæld til F1-bank fortsat består (senest processkrift II, s. 2, tredjesidste afsnit).

Skatteministeriet har på den baggrund opfordret A, jf. duplikken, s. 2, 3. afsnit, til at fremlægge

(A) dokumentation for, at den iværksatte likvidation blev ophævet,

(B) dokumentation for indtræden af en ny komplementar, jf. bl.a. punkt 5.1 i kommanditselskabets vedtægter (bilag D, s. 2),

(C) indkaldelser til kommanditselskabets generalforsamlinger i årene fra 2013 og fremefter, jf. vedtægternes punkt 11 (bilag D, s. 9 f.),

(D) kommanditselskabets reviderede årsrapporter for 2013 og fremefter, jf. vedtægternes punkt 16 og 17 (bilag D, s. 13),

(E) kontoudtog mv. fra F1-bank, der viser den hævdede restgæld,

(F) opkrævninger af den hævdede restgæld fra F1-bank, og

(G) opkrævninger af den hævdede resthæftelse fra det hævdede kommanditselskab til de hævdede kommanditister, herunder A.

Selvom opfordringerne ville være enkle at opfylde, såfremt As synspunkter var korrekte, har A ikke opfyldt én eneste af opfordringerne, men i stedet søgt at bortforklare relevansen (processkrift I, s. 9, 6. afsnit ff.).

På baggrund af ovenstående samt retsplejelovens § 344, stk. 2, skal det lægges til grund, at kommanditselskabet i forbindelse med sin likvidation blev frigjort fra gælden til F1-bank. Det understøttes yderligere af, at A - trods Skatteministeriets anmodning om, at han afgiver partsforklaring - har afvist at afgive forklaring.

Af samme årsag skal det endvidere lægges til grund, at kommanditselskabet ikke længere består, men er blevet endeligt opløst ved likvidation. Dette fører til, at A skal anses for at have afstået sine kommanditanparter, jf. UfR 1998.1116 H, og dermed ligeledes sin ideelle andel af den hævdede gæld til F1-bank.

Det er ubestridt, at As ideelle andel af kommanditselskabets nominelle gæld til bankerne udgjorde kr. 2.740.214,på likvidationstidspunktet, jf. herved også kommanditselskabets skatteregnskab for 2012 (bilag C).

Idet kommanditselskabet blev frigjort fra sin gæld - og alternativt at A skal anses for at have afstået sine kommanditanparter og dermed blev frigjort fra gælden - ved likvidationen uden nogen betaling for gælden, opnåede A en gevinst svarende til sin ideelle andel af gælden, dvs. kr. 2.740.214,-.

Gevinsten er skattepligtig

Efter kursgevinstlovens § 20, jf. § 23, skal gevinst og tab på gæld i fremmed valuta medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for personer, medmindre gevinsten eller tabet er omfattet af kursgevinstlovens §§ 22 eller 24 A, jf. kursgevinstlovens § 23, 1. pkt., eller medmindre gevinsten eller tabet er under bagatelgrænsen på kr. 2.000,-, jf. kursgevinstlovens § 23, 2. pkt.

A har haft en gevinst på et lån i amerikanske dollar og dermed fremmed valuta. Gælden er ubestridt ikke omfattet af kursgevinstlovens §§ 22 og 24 A og overstiger bagatelgrænsen i kursgevinstlovens § 23, 2. pkt.

Kursgevinstlovens § 24 finder desuden ikke anvendelse, idet der hverken foreligger en gældseftergivelse eller en samlet ordning.

Som anført i afsnit above foreligger der ikke nogen gældseftergivelse fra bankernes side, men alene en frigørelse i overensstemmelse med lånevilkårene.

Desuden har A ikke godtgjort, at der er tale om en samlet ordning, som han har indgået med sine kreditorer, hvorved bemærkes, at det afgørende er den enkelte kommanditists og ikke kommanditselskabets forhold, jf. den ovennævnte UfR 1999.868 H.

Efter det foreliggende, herunder mailkorrespondancen mellem A og F1-bank (bilag B), er der slet ikke foretaget en vurdering af As betalingsevne, hvilket hænger naturligt sammen med, at bankerne var ude af stand til at forfølge deres krav over for A personligt som følge af limited recourse-vilkåret i låneaftalerne.

Derfor er gevinsten skattepligtig, og A skal beskattes som sket, jf. også SKM 2020.131 BR."

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A erhvervede den 31. december 2010 to andele i et kommanditselskab, der ejede en supertanker. Selskabet var blandt andet finansieret med 2 banklån. Det fremgik af lånebetingelserne, at bankerne ikke kunne rejse krav direkte mod kommanditisterne, men kun mod selskabet, og at fyldestgørelse kun kunne ske i selskabets aktiver. Da der er tale om et transparent selskab, lægger retten til grund, at A havde pådraget sig gæld svarende til hans forholdsmæssige andel af bankgælden. Det fremgår da også, at han skattemæssigt betragtede en forholdsmæssig andel af renterne på bankgælden som fradragsberettigede for ham, ligesom han har afskrevet på en anskaffelsessum, hvor værdien af den bankfinansierede del af skibet indgik i afskrivningsgrundlaget.

I 2012 blev komplementarselskabet opløst ved likvidation, og kommanditselskabet blev afregistreret hos erhvervsstyrelsen. I den forbindelse blev det aftalt med bankerne, at alle kommanditselskabets aktiver bortset fra kommanditisternes restindskudsforpligtelse blev transporteret til bankerne, som samtidig bekræftede, at de ikke ville søge sig fyldestgjort hos kommanditisterne for den del af gælden, som selskabets aktiver ikke dækkede. Bankerne tilkendegav ikke udtrykkeligt, at de eftergav nogen gæld.

Kommanditselskabets revisor udarbejdede herefter et likvidationsregnskab for perioden 1. januar 2011 til 31. marts 2012.

Retten finder, at kommanditselskabet er ophørt uden udtrykkelig beslutning herom, da komplementarselskabet, som var en forudsætning for kommanditselskabets eksistens, blev opløst. A må således anses at have afstået sine anparter og dermed den ideelle anpart af kommanditselskabets bankgæld ved selskabets ophør.

Retten finder videre, at bankerne er blevet indfriet med det, de havde krav på, selv om det ikke svarer til den oprindelige hovedstol af lånene.

Af disse to grunde hver for sig og tilsammen er A blevet frigjort fra bankgælden.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 1, stk. 1, nr. 2, at loven omfatter gevinst ved frigørelse for gæld. Det fremgår af lovens § 26, stk. 3, at gevinsten skal opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen og ved frigørelsen. Da værdien på frigørelsestidspunktet var 0 kr., svarer gevinsten til værdien af den oprindelige gæld, som er det beløb, der er indeholdt i As påstand.

Af disse grunde frifindes Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, som er opgjort til 1.370.107 kr., omfang, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 90.000 kr. Skatteministeriet ikke momsregistreret.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Skatteministeriet frifindes.

A skal til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 90.000 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.