Dokumentets metadata

Befordringsgodtgørelse - arbejdsgivers kontrol - konkurs - bevisbyrde

Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet nægtet skattefri befordringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver i indkomstårene 2014-2016. Sagsøgeren gjorde gældende, at det ikke var en betingelse for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, at kørselsbilagene opfyldte kravene i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse - og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2, samt at bevisbyrden for, om betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, var opfyldt, ikke kunne pålægges lønmodtageren.

Retten fastslog, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer, og at bogføringsbilag vedrørende kørslen indeholder de i bekendtgørelsen nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse - og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2, angivne oplysninger. Retten fastslog videre, at det er skatteyderen der skal godtgøre, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, og at det forhold, at sagsøgerens arbejdsgiver efterfølgende var gået konkurs, ikke kunne ændre herved. Retten fandt, at de af sagsøgeren fremlagte kørselsbilag, der var udarbejdet som samlede månedsopgørelser, ikke opfyldte kravene i bekendtgørelsen. På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Parter

A

(v./ advokat Adam Ringsby-Brandt)

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Tim Holmager)

Denne afgørelse er truffet af retsassessor

Mette Brock Hansen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 6. december 2019. Sagen drejer sig om prøvelse af Skatteankenævnets afgørelse af 7. september 2019.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand:

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014, 2015 og 2016 skal ikke skal forhøjes i overensstemmelse med Skatteankenævnets afgørelse af 07. september 2019.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat følgende påstande:

Principalt: Frifindelse

Subsidiært: Sagen hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på nedsættelse af sagsøgerens befordringsfradrag for indkomstårene 2014-2016 som konsekvens af, at sagsøgeren er berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Det fremgår af sagen, at SKAT i september 2017 traf afgørelse om ændring af sagsøgerens skatteansættelse for indkomstårene 2014, 2015 og 2016. Ved afgørelsen blev sagsøgerens skattepligtige indkomst forhøjet med henholdsvis 32.298 kr. i indkomståret 2014, 64.027 kr. i indkomståret 2015 og i alt 62.259 kr. i indkomståret 2016, fordi betingelserne for at udbetale skattefri befordringsgodtgørelse ikke var opfyldt. I stedet blev sagsøgeren tilkendt et befordringsfradrag i indkomstårene 2014-2016.

Sagsøgeren påklagede SKATs afgørelse til Skatteankenævnet, der ved afgørelse af 7. september 2019 stadfæstede SKATs forhøjelse for indkomstårene 2014-2016, mens det af SKAT fastsatte befordringsfradrag for 2014-2016 i det væsentligste blev stadfæstet.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren har godtgjort, at han opfylder betingelserne for at modtage skattefrie befordringsgodtgørelser efter ligningslovens § 9 B, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt. Sagsøgtes subsidiære påstand angår den situation, at sagsøgeren får helt eller delvis medhold i, at han opfylder betingelserne for at modtage godtgørelse skattefrit, idet Skattestyrelsen i så fald kan tage stilling til den tilsvarende nedsættelse af hans befordringsfradrag.

Skatteankenævnet traf den 7. september 2019 afgørelse om As befordringsgodtgørelse. Af afgørelsen fremgår bl.a.:

"Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads anses for erhvervsmæssig befordring ifølge ligningslovens § 9 B, stk. 1:

- Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder

- Befordring mellem arbejdspladser og

- Befordring inden for samme arbejdsplads.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 2 i bekendtgørelse om rejse - og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13.03.2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed, og at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

2. Kørslens erhvervsmæssige formå1.

3. Dato for kørslen

4. Kørslens mål og eventuelle delmål

5. Angivelse af antal kørte kilometer

6. De anvendte satser

7. Beregning af befordringsgodtgørelsen

SKATs oplysninger vedrørende udbetalt løn og ejerskab af bil lægges til grund for sagen.

Repræsentanten har fremsendt dokumentation i form af tre bogføringsbilag for henholdsvis februar, august og september 2014. Nævnet finder ikke, at bilagene opfylder ovenstående krav, da der mangler angivelse af kørslens erhvervsmæssige formå1, dato for kørslen, kørslens mål, korrekt angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser, og beregning af befordringsgodtgørelsen. Udover bogføringsbilagene har repræsentanten indsendt træningsog kampkalendere samt opgørelse af klagerens befordring i indkomstårene som dokumentation for befordringen. De tilsendte bilag opfylder ikke betingelserne i bekendtgørelse om rejse - og befordringsgodtgørelse § 2, og de er således ikke dokumentation for at arbejdsgiver har udført den fornødne kontrol.

Repræsentanten gør gældende, at SKAT i henhold til ligningslovens § 9, stk. 4 jf. § 9B ikke kan nægte lønmodtageren skattefri befordringsgodtgørelse når de materielle betingelser er opfyldt.

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4,4. pkt., at SKAT kan beskatte godtgørelserne. Dette understøttes af SKM2002.525.VLR, hvori fremgår at arbejdsgiver skulle overholde de fastsatte betingelser, og at arbejdsgiverens manglende kontrol medførte beskatning af den udbetalte godtgørelse. I SKM2015.73.ØLR tilkendegiver landsretten ligeledes at betingelserne i bekendtgørelse om rejse - og befordringsgodtgørelse skal overholdes før arbejdsgiver kan udbetale skattefri befordringsgodtgørelse.

Betingelserne for at få udbetalt befordringsgodtgørelsen skattefrit er således ikke opfyldt, da arbejdsgiveren ikke har haft det fornødne grundlag til at føre kontrol.

Repræsentanten gør ydermere gældende, at der ikke er pligt til at opbevare bogføringsbilagene i over 1 år med henvisning til ligningslovens § 9B. Det bemærkes, at der i bestemmelsen ikke er hjemmel til kun at opbevare dokumentation for at betingelserne er overholdt i 1 år. Arbejdsgiver har pligt til at opbevare bogføringsmateriale i 5 år fra udløbet af regnskabsåret, jf. bogføringsloven § 10.

Da klageren således ikke har godtgjort, at arbejdsgiveren har kontrolleret at befordringen har fundet sted i det påståede omfang, finder nævnet, at der ikke er grundlag for at ændre SKATs afgørelse.

Arbejdsgiver har udbetalt 21.000 kr. i 2, halvår 2016, som ikke blev indberettet til SKAT. Det var arbejdsgivers hensigt at indberette beløbet som skattefri befordringsgodtgørelse. Da klageren som ovenfor anført ikke er berettiget til at modtage skattefri befordringsgodtgørelse for indkomståret 2016, bliver udbetalingen på 21.000 kr. beskattet som indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

Skatteankenævnet stadfæster derfor SKATs afgørelse for så vidt angår indkomsten på kr. 21.000 samt befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens S 9 B. "

Der er under sagen fremlagt kørselsbilag.

Forklaringer

A har forklaret, at han i den periode, sagen vedrører, spillede fodbold i Hold-1. Han fik i den forbindelse udbetalt løn og kørselsgodtgørelse fra G1 ApS, der senere er gået konkurs. Han arbejdede tillige i en børnehave, hvilket han fortsat gør. Han trænede fodbold 3 gange om ugen og de spillede kamp i weekenden. Han fik en plan af træneren og fik af sportschefen udleveret bilag vedrørende kørselsgodtgørelse, som var udfyldt, han skulle blot underskrive. Han kiggede om oplysningerne om kørslen passede med den plan, han havde fået af træneren. Han kørte i sin egen bil, og havde nogen, han kørte sammen med, både til hjemmekampe og udekampe.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

Materielt:

A har været lønmodtager i skatteåret 2014, 2015 og 2016 og har kørt i egen bil i skatteårene i forbindelse med kørsel for arbejdsgiveren. Kørsel er dels foregået til forskellige arbejdsadresser, som følge af skiftende træningssteder og kampsteder. Det fremgår af kørselsregnskaberne, at A reelt har haft kørsel i arbejdsgiverens interesse i et niveau, der overstiger de udbetalte skattefrie kørselsgodtgørelser. Dette gør sig gældende for alle de berørte skatteår.

Formelt:

SKAT gør gældende at arbejdsgiveren ikke har ført tilstrækkelig kontrol og gør gældende, at der ikke eksisterer tilstrækkelige kørselsbilag, udover hvad der er fremsendt i SKAT's brev den 02. august 2017. Det bestrides, at der ikke har været ført tilstrækkelig kontrol med den udbetalte kørselsgodtgørelse, herunder kørselsbilag. Den til Skatteministeren uddelegerede mulighed for at fastsætte regler om kontrol og administration ses ikke at hjemle mulighed for, at SKAT kan nægte lønmodtageren skattefri kørselsgodtgørelse, når de materielle betingelser i Ligningslovens § 9, stk. 4 jf. § 9 B i øvrigt er opfyldt.

Genoptagelse/ forældelse:

Det gøres gældende, at bevisbyrden for, at de materielle betingelser for at lønmodtageren er berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse, ikke kan pålægges lønmodtageren.

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse i indkomstårene 2014-2016 er opfyldt, jf. ligningslovens § 9 B, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt., hvorfor de udbetalte godtgørelser er skattepligtige, jf. ligningslovens § 9, stk. 4. Al indkomst er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 1. pkt. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter, hvis udbetalingen af godtgørelse er omfattet af ligningslovens § 9 B, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt. Det er en helt overordnet betingelse for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse, at kørslen er sket som led i indtægtsgivende arbejde, jf. Den juridiske vejledning 2019-2, C.A.4.3.3.3.2. For at kørsel er omfattet af ligningslovens § 9 B, skal der endvidere være tale om (i) befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder (ii) befordring mellem arbejdspladser eller (iii) befordring inden for samme arbejdsplads, jf. § 9 B, stk. 1.

Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4, 4. pkt., at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administration af godtgørelsesreglerne. Ministeren har i medfør af denne bemyndigelsesbestemmelse udstedt bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse - og befordringsgodtgørelse. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, 1. pkt., at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil. Der foreligger en righoldig retspraksis om tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke har ført fornøden kontrol efter bekendtgørelsens nærmere regler, hvor arbejdstageren derfor ikke har kunnet modtage beløbene skattefrit. Der kan f.eks. henvises til UfR 2009.2423 H, UfR 2007.1526 H, SKM2016.511.VLR og SKM2014.183.ØLR.

Bekendtgørelsens § 2, stk. 2, oplister en række specifikke krav til de bogføringsbilag, som danner grundlag for udbetaling af den skattefrie befordringsgodtgørelse:

"Bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

2) Kørslens erhvervsmæssige formål.

3) Dato for kørslen.

4) Kørslens mål med eventuelle delmål

5) Angivelse af antal kørte kilometer.

6) De anvendte satser.

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen."

Hvis kørselsregnskabet for den erhvervsmæssige kørsel, der udbetales godtgørelse for, ikke indeholder oplysningerne efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, har arbejdsgiveren ikke haft mulighed for i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at kontrollere de oplysninger, der danner grundlag for udbetalingen af den skattefrie godtgørelse, jf. f.eks. SKM2015.73.ØLR og SKM2010.778.VLR.

Bevisbyrden for, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt, herunder at arbejdsgiveren har udøvet kontrol i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 2, påhviler efter fast praksis arbejdstageren, jf. f.eks. SKM2015.73.ØLR (byrettens SKM2014.84.BR) og SKM.2010.778.VLR, dvs. i denne sag sagsøgeren. Det er således ikke korrekt, når sagsøgeren gør gældende, at en lønmodtager ikke kan pålægges bevisbyrden for, at betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt.

Sagsøgeren har ikke løftet sin bevisbyrde. Der er flere selvstændige grunde til, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han opfylder betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse:

Der er ikke ført fornøden kontrol af arbejdsgiveren

Først og fremmest har sagsøgeren ikke godtgjort, at arbejdsgiveren har udøvet kontrol i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 2. Skatteankenævnet fandt således også, at der ikke var udøvet fornøden kontrol, jf. bilag 1, side 9-11. Sagsøgeren har ikke fremlagt kørselsregnskab for indkomståret 2014, undtagen en samlet opgørelse for henholdsvis februar, august og september, jf. herom straks nedenfor, og ej heller for indkomstårene 2015 og 2016. Allerede fordi sagsøgeren ikke har fremlagt noget kørselsregnskab for de angivne perioder, har sagsøgerens arbejdsgiver ikke haft grundlag for at udøve den fornødne kontrol som bekendtgørelsens § 2 stiller krav om. Sagsøgeren er som følge heraf ikke berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse i de angivne perioder. Som nævnt har sagsøgeren for indkomståret 2014 fremlagt en opgørelse til skattemyndighederne, der omfatter i alt 3 skemaer med en samlet opgørelse pr. måned for henholdsvis februar, august og september. Dette dokument i form af de 3 skemaer er fremlagt som bilag B. Det fremgår af skemaet fra februar 2014 (bilag B, side 1), at sagsøgeren samlet har befordret sig 7 gange fra Y1-by, til "Træning/kamp" i Y2-by. Det fremgår desuden, at sagsøgeren samlet har befordret sig 700 km., og at der er benyttet en sats på 3,57 kr. Sagsøgeren har i den forbindelse fået udbetalt 2.500 kr. Af skemaet fra august 2014 (bilag B, side 2) fremgår det, at sagsøgeren samlet har befordret sig 770 km. fra Y1-by til "Træning + kamp" i klubben. Der fremgår hverken nogen sats eller en beregnet kørselsgodtgørelse. Endelig fremgår det af skemaet fra september 2014 (bilag B, side 3), at sagsøgeren samlet har befordret sig 770 km. fra Y1-by, til "Træning Kamp" i Y2-by. Sagsøgeren har i den forbindelse fået udbetalt 2.800 kr. Der er ikke angivet nogen sats.

Det er åbenbart, at sagsøgerens kørselsopgørelser i form af de 3 skemaer (bilag B) ikke opfylder det grundlag, der skal foreligge, for at arbejdsgiveren løbende inden udbetalingen har kunnet føre den fornødne kontrol over hver enkelt af sagsøgerens kørsler, som bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 1-7, stiller krav om. De fremlagte skemaer (bilag B) - der som nævnt blot er udarbejdet som en samlet opgørelse - giver således ikke grundlag for at udføre kontrol med hver enkelt af sagsøgerens kørsler, herunder hver enkelt kørsels erhvervsmæssige formål (nr. 2), datoen for hver enkelt kørsel (nr. 3), hver enkelt kørsels konkrete mål med eventuelle delmål (nr. 4) samt antallet af kørte kilometer for hver enkelt kørsel (nr. 5).

Særligt for skemaet fra august og september 2014 (bilag B, side 2 og 3) har sagsøgeren heller ikke anført de anvendte satser for hver enkelt kørsel (nr. 6). Endelig har sagsøgeren heller ikke for så vidt angår skemaet fra august 2014 (bilag B, side 2) beregnet den befordringsgodtgørelse, han har fået udbetalt (nr. 7). Sagsøgerens arbejdsgiver har således ikke haft mulighed for at føre den fornødne kontrol med sagsøgerens faktiske erhvervsmæssige kørsel, hvilket som nævnt er en forudsætning for, at kørselsgodtgørelsen er skattefri, jf. bekendtgørelsens § 2. På den baggrund skal ministeriet frifindes.Skatteministeriet forstår det i stævningen side 2, 6. afsnit anførte sådan, at det er sagsøgerens standpunkt, at sagsøgeren ikke kan blive nægtet skattefri befordringsgodtgørelse alene fordi arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol af grundlaget for skattefriheden af befordringsgodtgørelserne, som bekendtgørelsen stiller krav om. Dette anbringende er uforeneligt med retsgrundlaget som beskrevet ovenfor. Det er da også fastslået i praksis, at arbejdsgiverens forudgående kontrol med grundlaget for skattefriheden, er en nødvendig forudsætning for, at de udbetalte beløb kan anses for skattefrie godtgørelser, jf. eksempelvis U.2007.1526 H, U.2009.2423 H og SKM2015.73.ØLR (byrettens SKM2014.84.BR). Med andre ord er det ikke tilstrækkeligt, at der efterfølgende kunne føres bevis for, at der var tale om erhvervsmæssig kørsel (hvad sagsøgeren ikke har gjort), hvis der ikke oprindeligt forelå det fornødne grundlag for en kontrol i overensstemmelse med bekendtgørelsens udførlige krav.

Som nævnt foreligger der flere selvstændige grunde til, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han opfylder betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse. Der henvises herved til SKATs afgørelse (bilag A, s. 3 ff.), idet bemærkes:

Sagsøgeren har ikke haft indtægtsgivende arbejde i perioden 1. februar 2014 - 31. juni 2014.

Det er ubestridt, at sagsøgeren i perioden 1. februar 2014 31. december 2016 var ansat i G1 ApS. Det fremgår imidlertid af oplysninger trukket i Skattestyrelsens system, at sagsøgeren ikke modtog løn i forbindelse med sin ansættelse hos G1 ApS i perioden fra 1. februar 2014 - 31. juni 2014. Udtrækket fra Skattestyrelsens system er fremlagt som bilag C. Da det er en forudsætning for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse, at denne er modtaget som led i indtægtsgivende arbejde, er sagsøgeren under alle omstændigheder afskåret fra at modtage skattefri befordringsgodtgørelse i denne periode, jf. Den juridiske vejledning 2019-2, C.A.4.3.3.3.2.

Sagsøgeren har overskredet 60-dages reglen

I forbindelse med sagens behandling hos skattemyndighederne har sagsøgeren dels fremlagt udskrift af sin kalender fra perioden 2014-2016 (bilag D), dels fremlagt en opgørelse som sagsøgeren selv har udarbejdet i forbindelse med sagen til brug for skattemyndighedernes afgørelse af, om sagsøgeren (subsidiært) var berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C (bilag E). Det fremgår heraf, at sagsøgeren har haft befordring mellem sin sædvanlige bopæl, Y3-bopæl, Y1-by, til (i hvert fald) følgende adresser i et omfang, der overstiger "60-dages reglen" i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.:

- Y4-bopæl, Y2-by

- Y5-bopæl, Y2-by

- Y6-bopæl, Y2-by

Da befordringen til de angivne adresser overstiger 60 dages-reglen efter ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, er sagsøgeren (heller) ikke berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel til disse arbejdssteder udover 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, og Den juridiske vejledning 2019-2, C.A.4.3.3.3.2.

Skattefri kørselsgodtgørelse må ikke overstige Skatterådets satser

Hertil kommer, at befordringsgodtgørelser, som en arbejdsgiver udbetaler som led i indtægtsgivende arbejde, alene er skattefri, hvis godtgørelsen ikke overstiger de satser, der er fastsat af Skatterådet. Hvis befordringsgodtgørelsen udbetales med et højere beløb end Skatterådets satser, anses hele beløbet for personlig indkomst, og beløbet skal derfor indberettes som løn, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 3, og Den juridiske vejledning 2019-2, C.A.4.3.3.3.2. Sagsøgeren har ikke fremlagt kørselsregnskab for indkomståret 2014, undtagen en samlet opgørelse for henholdsvis februar, august og september og ej heller for indkomstårene 2015 og 2016. Da sagsøgeren intet har fremlagt for indkomståret 2014, undtagen for henholdsvis februar, august og september, samt for indkomstårene 2015-2016, er det klart, at sagsøgeren ikke har påvist, at de udbetalte kørselsgodtgørelser i de angivne perioder, ikke oversteg Skatterådets satser i de pågældende indkomstår. I indkomståret 2014 var godtgørelse, der udbetales til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel omfattet af ligningslovens § 9 B skattefri, hvis den ikke oversteg 3,73 pr. kilometer for så vidt angår kørsel til og med 20.000 kilometer årligt, jf. bekendtgørelse nr. 1300 af 12. november 2013 om Skatterådets satser for 2014 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig kørsel § 4, stk. 1, nr. 1. Som nævnt ovenfor, fremgår det, for så vidt angår skemaet fra august og september 2014, hverken hvilken sats, der er blevet anvendt i forbindelse med udbetalingen af kørselsgodtgørelsen eller (for august) hvilken befordringsgodtgørelse, sagsøgeren har fået udbetalt. Også af denne grund er sagsøgeren under alle omstændigheder ikke berettiget til befordringsgodtgørelse i det angivne omfang."…

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det er en forudsætning for, at udbetalingen af befordringsgodtgørelsen til sagsøgeren var skattefri, at arbejdsgiveren førte kontrol med antallet af kørte kilometer, og bogføringsbilag vedrørende kørslen skal efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse - og befordringsgodtgørelse § 2, stk. 1 og 2 indeholde oplysning om bl.a. kørslens erhvervsmæssige formål, dato og tidspunkt for kørslen, kørslens mål, de anvendte satser, antal kørte kilometer og beregning af kørselsgodtgørelsen. Det er efter praksis skatteyderen, der skal godtgøre, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, og det forhold, at arbejdsgiveren efterfølgende er gået konkurs, ændrer ikke herpå. A har under sagen forklaret, at han fik udleveret bilag vedrørende kørselsgodtgørelse af sportschefen, og underskrev dem efter at have kontrolleret om oplysningerne vedrørende kørslen passede med den plan, han havde fået af træneren. A har for de tre skatteår alene fremlagt 3 skemaer vedrørende kørselsgodtgørelse. Skemaerne vedrører februar, august og september 2014. De er udarbejdet som samlede månedsopgørelser og opfylder ikke kravene i bekendtgørelsen, herunder med hensyn til angivelse af de enkelte kørsler med formål, dato, antal kørte kilometer og den anvendte sats. Det kan herefter ikke lægges til grund, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol, og A har ikke godtgjort, at han opfylder betingelserne for at modtage skattefrie befordringsgodtgørelser efter ligningslovens § 9 B, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt. Som følge heraf frifindes Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 16.250 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret. Retten har lagt vægt på sagens karakter og værdi.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 16.250 kr.

Beløbene skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.