Dokumentets metadata

Rejse-og befordringsgodtgørelse - rejseaktiviteter - fast arbejdssted

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder for indkomståret 2010 skulle beskattes af rejse- og befordringsgodtgørelser modtaget fra arbejdsgiveren A. Skatteyderen var bosat i Y1 men fik i 2009 ansættelse i virksomheden A, som havde kontor i Y2 og aktiviteter spredt ud i primært hovedstadsområdet. Skatteyderen gjorde i sagen gældende, at han var berettiget til skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse for den rejseaktivitet, hans arbejde havde medført.Byretten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen havde en så naturlig og regelmæssig tilknytning til A's kontor i Y2, at dette i 2010 udgjorde hans faste arbejdssted i ligningslovens § 9A's forstand. Ved denne vurdering tillagde byretten det ikke betydning, at det i skatteyderens ansættelseskontrakt var anført, at han skulle arbejde med udgangspunkt i sin bopæl i Y1. Herefter var Skatteyderen ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse.Endvidere fandt Byretten, at skatteyderen ikke var berettiget til skattefri befordringsgodtgørelse, da der ikke var ført den fornødne kontrol med befordringen, herunder antallet af erhvervsmæssige rejsedage, start- og sluttidspunkt for rejsen, rejsens formål, mål og eventuelle delmål samt angivelsen af det kørte antal kilometer og den anvendte sats. Byretten frifandt herefter Skatteministeriet.Skatteyderen ankede sagen til Vestre Landsret, der ved dom af 14. oktober 2016, af de grunde, der var anført af byretten, stadfæstede byrettens dom.

Parter

A

(Advokat Maria Hygum)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten ved Janne Lind Thomsen)

Afsagt af Landsretsdommere

Esben Hvam, Lars E. Andersen og Cecilie Maarbjerg Qvist (kst.))

Byretten i Kolding har den 5. april 2016 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 4-974/2015) SKM2016.401.BR .

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Forklaringer

A har for landsretten supplerende forklaret, at SC udarbejdede opgørelserne om kørsel og diæter frem til omkring sommerferien 2010. De havde ofte telefonkontakt. Det kunne være 3-4 gange dagligt. Andre dage havde de ikke kontakt. Han var SCs øjne på ejendommene og arbejdspladserne. SC holdt lav profil, men ville ellers gerne følge med.

G2 havde en lejer i SC, G5, der havde svært ved at betale lejen. Firmaet har i et tilfælde serviceret hans bil, og G1 har modregnet fakturabeløbet i lejen. Det var i den forbindelse, at bilen var til bilsyn den 20. maj 2010 i Y8, jf. ekstrakten side 210, 6. afsnit. Han husker ikke i dag, hvad indsættelsen på hans dankortkonto den 15. oktober 2010 af 10.000 kr. fra G2, jf. ekstrakten side 156, dækker over. Det gælder også indsættelsen den 9. september 2010 af 22.862,47 kr., jf. ekstrakten side 157. Det kan være, at han for G2 har betalt for byggematerialer eller kontorartikler. Han kunne ikke hæve på G2s konto.

Procedure

For landsretten har A gjort gældende, at han har ret til skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9B, stk. 1, litra b, og i anden række efter § 9B, stk. 1, litra a.

Parterne har i øvrigt i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at G2s kontor i YB ikke for A kan anses for et midlertidigt arbejdssted som anført i ligningslovens § 9A, stk. 1. A har derfor ikke ret til skattefri rejsegodtgørelse.

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer, og bogføringsbilag vedrørende kørslen skal indeholde oplysning om bl.a. kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål og antal kørte kilometer, jf. § 2, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Efter bevisførelsen kan det ikke lægges til grund, at der er sket en sådan kontrol, ligesom der ikke foreligger sådanne bogføringsbilag. A har allerede af den grund ikke ret til skattefri befordringsgodtgørelse.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

Efter sagens udfald skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr., der omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet i øvrigt lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.