Dokumentets metadata

Dokumentets dato:10-10-2019
Offentliggjort:25-10-2019
SKM-nr:SKM2019.526.LSR
Journalnr.:18-0001384
Referencer.:Skattekontrolloven
Ligningsloven
Dokumenttype:Afgørelse


Afslag på adgang til indberetning af foreningskontingent

En forening blev nægtet adgang til at indberette foreningskontingent til AKFA-systemet. Tilmeldelse til AKFA-systemet omfatter kun indberetningspligtige efter skattekontrollovens §§ 8 T og 8 U. Skattekontrollovens § 8 T omfatter faglige foreninger som nævnt i ligningslovens § 13, dvs. faglige foreninger hvor kontingenterne fra foreningernes medlemmer er fradragsberettigede. Landsskatteretten fandt, at kontingenterne fra foreningens medlemmer ikke er fradragsberettigede efter ligningslovens § 13, idet foreningen ikke har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmerne tilhører. Der blev herved henset til indholdet af foreningens vedtægter. Det forhold, at medlemmerne var dobbeltorganiserede, førte til, at medlemmernes økonomiske interesse skulle anses for varetaget af hovedforeningen og ikke af foreningen.


SKAT har meddelt afslag på anmodning fra en forening om adgang til at indberette foreningskontingent til AKFA-systemet for året 2016 og fremad.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger
Foreningen, […], har anmodet om adgang til at indberette foreningskontingent til AKFA-systemet.

Det fremgår af foreningens vedtægter af 26. september 2016 bl.a.:

"Vedtægter for foreningen.
[…]

§ 1
Foreningens navn er foreningen. […]. Foreningens adresse er formandens private adresse.

§ 2
Foreningens formål er at varetage medlemmernes tjenstlige, faglige og pædagogiske interesser.

§ 3
Formålet søges opnået ved at
samarbejde med fagforeningen og andre faglige foreninger for at fremme medlemmernes fagpolitiske og faglige pædagogiske interesser,
sørge for at videregive informationer om nye initiativer på det pædagogisk faglige område.
sørge for gensidig fagpolitisk og pædagogisk faglig information til og imellem medlemmerne
afholde møder/kurser for medlemmerne
Udgive og distribuere pædagogisk faglige og fagpolitiske skrifter og materialer.

Foreningen samarbejder med fagforeningen i h.t. gældende samarbejdsaftale, idet den erkender, at fagforeningen er den forhandlingsberettigede organisation overfor myndighederne og arbejdsgiverorganisationerne.

§ 4
Stk.1
Som medlemmer kan kun optages […] i normerede stillinger, der har […] som arbejdsområde.

Stk. 2
Medlemskab af foreningen forudsætter medlemskab af fagforeningen for enhver, som har ret til at være almindeligt medlem af fagforeningen.

(…)"

Det følger af det offentlige virksomhedsregister, cvr.dk, at foreningen er registreret som en frivillig forening.

Det fremgår i forbindelse med blanket nr. 03.067, som anvendes overfor Erhvervsstyrelsen, virk.dk., ved tilmeldelse til AKFA-systemet, at

"Tilmeldelse omfatter indberetningspligtige efter skattekontrollovens §§ 8 T og 8 U."

SKATs afgørelse
SKAT har afslået foreningens anmodning om adgang til at indberette foreningskontingent til AKFA-systemet, idet det er SKATs samlede vurdering, at foreningen ikke varetager medlemmernes økonomiske interesser.

Retsregler og praksis
Indberetninger på AKFA-området omhandler bl.a. indberetninger efter ligningslovens § 13 for kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører. Indberetning skal ske i henhold til skattekontrolloven § 8 T, (lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med senere ændringer).

Det fremgår af forarbejderne (LSF nr. 108 af 1985/1 "bemærkninger til § 1", 5. afsnit) til fondsbeskatningslovens § 1, (lovbekendtgørelse nr. 961 af 17. august 2015 med senere ændringer), at gruppen af foreninger efter lovens § 1 [nr. 2 og 3], er identisk med gruppen af fradragsberettigede foreninger.

TfS 1994, 432 (bindende forhåndsbesked fra ligningsrådet):

Kontingenter som følge af dobbeltorganisering, hvor medlemmernes faglige interesser allerede varetages af en anden forening, kan ikke anses for fradragsberettiget, da medlemmets økonomiske interesse varetages af hovedforeningen. Det hedder i den bindende forhåndsbesked bl.a.

"Dette gælder eksempelvis Historielærerforeningen og Foreningen af Yngre Revisorer, hvor der skattemæssigt er statueret manglende fradragsret for kontingent. Fondsregistret har endvidere i flere afgørelser udtalt, at foreninger, hvis formål udelukkende er at formidle uddannelse, studieophold, arrangere konferencer o.l., ikke kan anses for omfattet af fondslovens § 2, jf. side 67 i »Fonde og Foreninger«."

SKATs bemærkninger og begrundelse
For at et kontingent er fradragsberettiget, skal fagforeningen have til hovedformål at varetage med lemmernes økonomiske interesser. Dette følger direkte af ligningslovens §13.

Det fremgår af foreningens vedtægter § 3, at det er fagforeningen, som har den kompetence.

I bindende forhåndsbesked trykt som TfS 1994, 432 blev det omtalt, at medlemskaber som følge af dobbeltorganisering ikke er fradragsberettiget efter ligningslovens §13. Derudover er foreningen ikke registreret efter fondsbeskatningslovens §1, stk. 1, nr. 2 eller 3.

SKATs afgørelse
Da foreningen ud fra en samlet vurdering ikke varetager medlemmernes økonomiske interesser, afslås registrering til AKFA-systemet.

Klagerens opfattelse
Foreningen har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse ændres, således at anmodningen om adgang til at indberette foreningskontingent til AKFA-systemet imødekommes.

Foreningen har bedt fagforeningen undersøge SKATs afgørelse nøjere. (Undersøgelsen er udført af fagforeningen: […], Økonomichef, […], konsulent Forhandling og […], konsulent, Uddannelsespolitik), og på deres opfordring ønsker foreningen at klage over afgørelsen med følgende begrundelse:

  1. Virksomheden cvr/se-nr. […] er blevet omregistreret hos Erhvervsstyrelsen

Virksomhedsform - forening og Branche - faglig sammenslutninger. Det betyder, at virksomheden fremover har ansvar for at indberette faglige kontingenter og A-kassebidrag (AKFA) til skat.

  1. Rubrik 50: Fagligt kontingent

Følgende fremgår af SKATs beskrivelse af Rubrik 50 på selvangivelsen - hvor fagforeningskontingent fratrækkes:

Rubrikken omfatter:

Foreningen er en forening, hvis formål er at "varetage medlemmernes tjenstlige, faglige og pædagogiske interesser" (se under pkt. 2).

Af SKATs juridiske vejledning til Ligningslovens § 13 fremgår under overskriften: "Hvilke foreninger er omfattet af fradragsretten"følgende:

"Det afgørende for fradragsretten er, om betalingen går til en faglig forening, der varetager medlemmernes økonomiske interesser.
Fradragsretten omfatter for det første arbejdsmarkedssammenslutninger. Det vil sige arbejdsgiverforeninger og fagforeninger, der har til hovedformål at indgå eller medvirke til at indgå både kollektive og enkeltstående aftaler om løn- og arbejdsvilkår.
Foreninger og faglige sammenslutninger, der har kapital bestemt til at yde understøttelse ved faglig konflikt, er også omfattet af fradragsretten. Det gælder også, selvom foreningerne ikke forhandler eller medvirker til eller koordinerer ved forhandlinger om løn- og arbejdsvilkår.
Også andre foreninger, der varetager medlemmernes faglige, økonomiske interesser, uden at forhandle overenskomster eller have konfliktfonde, er omfattet af fradragsretten. Det er fx brancheforeninger, erhvervsorganisationer, handelsstandsforeninger, handelsforeninger, landbo-, husmands- og kvægavlerforeninger mv."

Det fremgår af Vedtægter for foreningen, at foreningens formål bl.a. i henhold til § 2 er:

"Foreningens formål er at varetage medlemmernes tjenstlige, faglige og pædagogiske interesser".

Endelig skal der henvises til Samarbejdsaftalen med fagforeningen. "Samarbejdsaftale mellem fagforeningen og faglige foreninger m.fl." blev indgået i 2000 og er sidst fornyet i november 2017 ved underskrift af formanden for henholdsvis foreningen og formanden for fagforeningen. Af samarbejdsaftalen fremgår, at foreningen er en faglig forening gr. 1 og at

"Fagforeningen inddrager de faglige foreninger i gruppe 1 i forberedelserne til overenskomstforhandlingerne for så vidt angår vilkår i stillinger, der er omfattet af fagforeningens forhandlingsret."

Dette foregår konkret ved forberedende mødevirksomhed mellem fagforeningens sekretariat og medlemmer af foreningens bestyrelse. Eksempelvis er foreningen medvirkende til at indsamle krav til OK-forhandlingerne, og foreningen indstiller på eget område til Hovedstyrelsen.

Fagforeningen har tilkendegivet, at foreningen på denne baggrund kan argumentere for, at foreningen både varetager medlemmernes faglige og økonomiske interesser og dermed er berettigede til at trække kontingentet til foreningen fra i skat.

Skattestyrelsens udtalelse på baggrund af klagen
Foreningen påklager ikke det materielle indhold i afgørelsen, som går på dobbelt organisering med fagforeningen.

Foreningen har i punkt 1 oplyst, at de har ændret registreringen ved Erhvervsstyrelsen om foreningsform, og punkt 2 er deres påstand om pligten.

Rubrikbeskrivelsen henviser til den juridiske vejledning C.A.4.3.1.3 for uddybende og fyldestgørende juridisk vejledning. SKAT er opmærksom på problemstillingen mellem rubrikbeskrivelsen og den juridiske vejledning. Der er taget initiativ til ændringen af rubrikbeskrivelsen.

Det er SKATs vurdering og opfattelse, at omregistreringen fra frivillig forening til almindelig forening igennem Erhvervsstyrelsen ikke er ensbetydende med en godkendelse af indberetningspligten til AKFA-systemet. Det er SKATs opfattelse, at der ikke foretages kvalitetssikring hos Erhvervsstyrelsen.

SKAT har startet en ny sag på foreningen for 2018.

Der er krav, som skal opfyldes, for at foreningen kan få tildelt pligtkoden og dermed også indberetningspligten til AKFA-systemet.

Første krav, som skal kunne besvares bekræftende er:

- Er foreningens hovedformål at varetage medlemmernes faglige og økonomiske interesse?

Det er SKATs opfattelse, at første krav ikke er opfyldt, da foreningen ikke varetager deres medlemmers økonomiske interesser. Derfor kan indberetningspligten til AKFA-systemet ikke tildeles.

Supplerende oplysninger, som begrundelse:

Det fremgår af foreningens vedtægter § 2

"Foreningens formål er at varetage medlemmernes tjenstlige, faglige og pædagogiske interesser".

Det fremgår af foreningens vedtægter § [4], stk. 2:

"Medlemskab af foreningen forudsætter medlemskab af fagforeningen for enhver, som har ret til at være almindeligt medlem af fagforeningen."

Endvidere fremgår det af samarbejdsaftalen med fagforeningen (pkt. 1):

"Medlemskab af den faglige forening forudsætter medlemskab af fagforeningen for enhver, som har ret til at være almindeligt medlem af fagforeningen".

Det fremgår af foreningens vedtægter § 3:

"Foreningen samarbejder med fagforeningen i h.t gældende samarbejdsaftale, idet den erkender, at fagforeningen er den forhandlingsberettigede organisation overfor myndighederne og arbejdsgiverorganisationerne. "

Det fremgår af samarbejdsaftalen med fagforeningen (pkt. 2):

"Fagforeningen har som forhandlingsberettiget organisation eneret på at forhandle løn- og ansættelsesvilkår".

I henhold til samarbejdsaftalen mellem foreningen og fagforeningen, kan en hensigtserklæring om indgivelse af punkter til den reelle foreningspart ikke anses for at kunne løfte kravet om at varetage medlemmernes økonomiske interesse. Det er kun den reelle forhandlingspart (fagforeningen), som reelt varetager medlemmets økonomiske interesse. Det er et krav, at medlemmet har medlemskab i begge foreninger.

Foreningen har ikke til hovedformål at varetage medlemmernes økonomiske interesser, fordi forhandlingsretten ligger hos fagforeningen. Foreningen er en faglig forening, som forudsætter medlemskab af fagforeningen (dobbeltorganisering), hvorfor det er SKATs vurdering, at medlemskontingent til foreningen ikke er fradragsberettiget efter ligningslovens § 13, og derfor ikke indberetningspligtig efter skattekontrollovens § 8 T.

SKAT fastholder, at foreningen ikke får tildelt pligtkoden til AKFA-systemet.

Foreningens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse
Foreningen har anført, at Skattestyrelsen i sin udtalelse har udeladt at tage følgende, som fremgår af samarbejdsaftalen mellem fagforeningen og foreningen, i betragtning:

Af samarbejdsaftalen fremgår, at foreningen er en faglig forening gr. 1 og at

"Fagforeningen inddrager de faglige foreninger i gruppe 1 i forberedelserne til overenskomstforhandlingerne for så vidt angår vilkår i stillinger, der er omfattet af fagforeningens forhandlingsret."

Det er denne sammenhæng, der er argumentet for, at foreningen også varetager medlemmernes økonomiske interesser.

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår i forbindelse med blanket nr. 03.067, som anvendes overfor Erhvervsstyrelsen, virk.dk., ved tilmeldelse til AKFA-systemet, at

"Tilmeldelse omfatter indberetningspligtige efter skattekontrollovens §§ 8 T og 8 U."

Skattekontrollovens § 8 U vedrører arbejdsløshedskasser. Af dagældende skattekontrollov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013, § 8 T, om faglige foreninger, fremgår det:

"Faglige foreninger som nævnt i ligningslovens § 13 skal til brug for skatteligningen hvert år foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om de for det foregående kalenderår modtagne indbetalinger fra medlemmer, herunder oplysninger til identifikation med CPR-nummer af den enkelte indbetaler. (…)"

Det fremgår af ligningslovens § 13, at

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter til kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil den skattepligtige hører (…)."

Det er derfor afgørende for, om foreningen kan anses indberetningspligtig til AKFA-systemet, at kontingenterne fra foreningens medlemmer er fradragsberettigede efter ligningslovens § 13, herunder, at foreningen har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, som medlemmet tilhører.

Det fremgår af foreningens vedtægter, § 2, at foreningens formål er at varetage medlemmernes tjenstlige, faglige og pædagogiske interesser. Af § 3 fremgår det, at foreningen samarbejder med fagforeningen i henhold til gældende samarbejdsaftale, idet foreningen erkender, at fagforeningen er den forhandlingsberettigede organisation overfor myndighederne og arbejdsgiverorganisationerne. Af vedtægternes § 4, stk. 2, fremgår det, at medlemskab af foreningen forudsætter medlemskab af fagforeningen.

Det er af foreningen gjort gældende, at foreningen inddrages i forberedelserne til overenskomstforhandlingerne af fagforeningen for så vidt angår vilkår i stillinger, der er omfattet af fagforeningens forhandlingsret, og at foreningen derfor også varetager medlemmernes økonomiske interesser.

I henhold til bindende svar fra ligningsrådet, offentliggjort ved TfS1994.432LR, gælder det ved dobbeltorganisering, at medlemmets økonomiske interesse anses varetaget af hovedforeningen.

Der er herefter ikke grundlag for at anse foreningen for at varetage sine medlemmers økonomiske interesser, hvorfor kontingentet ikke er fradragsberettiget efter ligningslovens § 13.

Det er derfor med rette, at SKAT har afslået, at foreningen kan indberette foreningskontingentet til AKFA-systemet, hvorfor SKATs afgørelse stadfæstes.