C-545/19 Fri udveksling af tjenesteydelser Allianzgi-Fonds Aevn - Indstilling

C-545/19 Fri udveksling af tjenesteydelser Allianzgi-Fonds Aevn - Indstilling

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. KOKOTT

fremsat den 6. maj 2021 (1)

Sag C-545/19

Allianzgi-Fonds Aevn

mod

Autoridade Tributária e Aduaneira

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa - CAAD) (voldgiftsret i skatteretlige sager (center for forvaltningsvoldgift), Portugal))

»Præjudiciel forelæggelse – direkte skattelovgivning og grundlæggende friheder – frie kapitalbevægelser – beskatning af udbytte, der modtages af kollektive institutter for investering – forskellig behandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende institutter for kollektiv investering – forskelsbehandling som følge af anden beskatningsteknik – sammenlignelighed inden for rammerne af de frie kapitalbevægelser – begrundelse for forskellige beskatningsordninger – sikring af en minimumsbeskatning i hjemstaten – en anden beskatningstekniks proportionalitet«

I. Indledning

1. Indebærer den frie bevægelighed for kapital, at en medlemsstat skal beskatte ikke-hjemmehørende og hjemmehørende investeringsselskaber efter den samme skatteordning? Dette spørgsmål skal Domstolen tage stilling til i den foreliggende sag. Ved udøvelsen af sin autonomi på skatteområdet har Portugal nemlig for så vidt angår ikke-hjemmehørende investeringsselskaber valgt at bibeholde den klassiske beskatning af kapitalindtægter i form af selskabsskat gennem indeholdelse af kildeskat, når disse enheder enten ikke pålægges selskabsskat eller pålægges en lav selskabsskat i deres hjemstat.

2. Derimod beskattes hjemmehørende investeringsselskaber efter en anden skattesystemisk tilgang (Portugal har betegnet den som en form for exitbeskatning). Disse pålægges kvartalsvis en såkaldt stempelafgift, som beregnes af hele investeringsselskabets nettoformue (og dermed også af ikke-udloddede udbytteindtægter). Til gengæld pålægges de pågældende udbytteindtægter ikke selskabsskat (heller ikke i form af kildeskat). Først ved udbetalingen til investoren opkræves der herefter portugisisk indkomstskat hos denne.

3. Portugal beskatter således både ikke-hjemmehørende og hjemmehørende investeringsselskaber, men på forskellig vis. Dette er givetvis også forbundet med forskelle i skattebyrden i den ene eller den anden retning. Hvis der ikke udloddes udbytte til investeringsselskabet, er det indenlandske investeringsselskabs skattebyrde markant højere. Hvis der udloddes udbytte til investeringsselskabet, kan billedet være et helt andet. Dette gælder dog kun, såfremt den ikke-hjemmehørende skattepligtige ikke beskattes eller beskattes meget lempeligt i hjemstaten.

4. Eftersom de grundlæggende friheder på skatteområdet »kun« forbyder en forskelsbehandling i grænseoverskridende situationer, skal beskatningen af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsselskaber sammenlignes i den foreliggende sag. I så henseende ville en harmonisering af indkomstskatterne være nyttig, men en sådan foreligger ikke på nuværende tidspunkt. Som følge deraf opstår spørgsmålet, om problemet kan løses ved hjælp af princippet om de frie kapitalbevægelser, eller om der er mulighed for forskellige beskatningsordninger, fordi situationerne alt efter hjemsted og medlemsstat ikke er sammenlignelige, hvorfor en vis ulighed i skattebyrden skal tolereres på EU-retligt plan.

II. Retsforskrifter

A. EU-retten

5. De relevante EU-retlige regler fremgår af TEUF. I denne forbindelse er de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF og 65 TEUF af særlig betydning.

6. Artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF og artikel 65, stk. 3, TEUF har følgende ordlyd:

»1. Bestemmelserne i artikel 63 griber ikke ind i medlemsstaternes ret til:

a) at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, som sondrer imellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til deres bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret [...]

3. De foranstaltninger og fremgangsmåder, der er nævnt i stk. 1 og 2, må ikke udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger, som defineret i artikel 63.«

B. Folkeretten

7. Artikel 10 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Den Portugisiske Republik og Forbundsrepublikken Tyskland regulerer, hvilken stat der har ret til at beskatte udbyttemodtageren:

»1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.

2. Sådant udbytte kan imidlertid også beskattes i den kontraherende stat, hvori det selskab, der betaler udbyttet, er hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat, men den skat, der pålignes, må, såfremt modtageren er udbyttets retmæssige ejer, ikke overstige 15% af bruttobeløbet af udbyttet. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for gennemførelsen af denne begrænsning. Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet udbetales.«

C. Portugisisk ret

8. Ifølge den forelæggende rets oplysninger var følgende bestemmelser i portugisisk ret relevante i de omtvistede år:

9. Som udgangspunkt beskatter Portugal udbytte, der udbetales af en enhed med hjemsted i Portugal til en anden enhed i ind- eller udlandet som kapitalindkomst med en selskabsskat på 25% i henhold til selskabsskatteloven (2). Denne selskabsskat betales til den portugisiske stat, idet den udloddende enhed indeholder kildeskat.

10. Udbyttebetalinger til udenlandske investorer med selskabsform er dog i henhold til selskabsskattelovens artikel 14, stk. 3, som udgangspunkt fritaget for selskabsskat i kildestaten Portugal. Den eneste undtagelse er, hvis sådanne investorer i hjemstaten beskattes med mindre end 60% af den selskabsskattesats, der er gældende i Portugal.

11. Ved lovdekret nr. 7/2015 af 13. januar 2015 blev skatteordningen for kollektive investeringer revideret. Artikel 22 i skattefordelsordningen (3) har siden da indeholdt en fritagelse for selskabsskat på kapitalindtægter for så vidt angår visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (herefter »investeringsinstitutter«). Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»1. Fonde, der investerer i værdipapirer eller i fast ejendom, og selskaber, der investerer i værdipapirer eller i fast ejendom, og som er stiftet og driver virksomhed i henhold til den nationale lovgivning, er selskabsskattepligtige i henhold til denne artikel. [...]

3. Ved beregningen af den skattepligtige indkomst tages der hverken hensyn til de i indkomstskatteloven (4) i artikel 5 [om kapitalindtægter], 8 [om udlejning og forpagtning] og 10 [om avancer ved salg] omhandlede indtægter [...].

8. De specifikke skattesatser, som er fastsat i selskabsskattelovens artikel 88, finder tilsvarende anvendelse inden for rammerne af nærværende ordning. […]«

12. Skattefordelsordningens artikel 22, stk.10, supplerer fritagelsen af kapitalindtægter for selskabsskat med en fritagelse fra forpligtelsen for den udloddende enhed til at indeholde kildeskat. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»Det er ikke nødvendigt at indeholde kildeskat i form af selskabsskat i forbindelse med de indtægter, der oppebæres af de i stk. 1. nævnte skattepligtige enheder.«

13. I denne forbindelse behandles indtægter, der oppebæres af et investeringsinstitut, som er stiftet og driver virksomhed i overensstemmelse med den portugisiske lovgivning, i henhold til selskabsskattelovens artikel 88, stk. 11, og i modsætning til skattefordelsordningens artikel 22, stk. 3, dog ikke som skattefri i det første år efter erhvervelsen af andele. Denne bestemmelse har nemlig følgende ordlyd:

»Indtægter, som udbetales af enheder, der er underlagt selskabsskat, og som modtages af skattepligtige personer, der er begunstiget med en hel eller delvis skattefritagelse, beskattes specifikt med en sats på 23%, hvilket i dette tilfælde ligeledes omfatter kapitalindtægter, når de kapitalandele, der har dannet grundlag for modtagelsen af disse indtægter, ikke har været den samme skattepligtige person i hænde uafbrudt i det år, der er gået forud for udbetalingen, og ikke opbevares længe nok til at udfylde den periode.«

14. Lovdekret nr. 7/2015 af 13. januar 2015 førte også til ændringer af Código do Imposto do Selo (stempelafgiftsloven) og dennes bilag, stempelafgiftstariffen, som indeholder bestemmelserne om beregningsgrundlaget. Ved tilføjelsen af position 29 i det generelle bilag om stempelafgift beskattes den samlede nettoværdi af institutter for kollektiv investering, der er omfattet af anvendelsesområdet for skattefordelsordningens artikel 22, med de deri fastsatte afgiftssatser.

15. Et investeringsinstitut, som er stiftet og driver virksomhed i overensstemmelse med portugisisk lovgivning, har dermed – siden indførelsen af skattefordelsordningens artikel 22 – været undergivet en udvidet stempelafgift. Der er her tale om en afgift, som opkræves kvartalsvis med 0,0125% af den samlede bogførte nettoværdi af investeringsinstituttet. I denne forbindelse indgår de modtagne udbytter, som endnu ikke er blevet videreudloddet til investeringsinstituttets investorer, i afgiftsgrundlaget.

III. Hovedsagen

16. Allianzgi-Fonds Aevn (herefter »sagsøgeren«) er et institut for kollektiv investering (investeringsinstitut) med hjemsted i Tyskland og oppebærer kapitalindtægter i form af udbytte, som udloddes af selskaber, der er hjemmehørende i Portugal. Et investeringsinstitut er en investeringsfond, hvis retlige ramme er fastlagt i direktiv 2009/65/EF (5). Et sådant investeringsinstitut har til formål at lette private investorers deltagelse på værdipapirmarkedet.

17. Portugal behandler som udgangspunkt udbytte, der udbetales til et investeringsinstitut, som er stiftet i henhold til portugisisk ret, som fritaget for selskabsskat. Dermed gør det ingen forskel for en privat investor, om denne erhverver aktierne direkte eller indirekte investerer i et andet selskab via et investeringsinstitut. Portugal beskatter i denne forbindelse ikke udbytte udbetalt af selskaber til et hjemmehørende investeringsinstitut, som videreudlodder udbyttet til sine investorer, hos investeringsinstituttet. I stedet pålægges et investeringsinstitut, som er stiftet efter portugisisk ret, en stempelafgift, som beregnes og opkræves som skat kvartalsvis både af den øvrige samlede bogførte nettoværdi og af de ikke-udloddede udbytteindtægter.

18. Fritagelsen for selskabsskat på investeringsinstituttets kapitalindtægter gælder dog ikke for sagsøgeren, eftersom denne ikke er stiftet og driver virksomhed i henhold til den portugisiske lovgivning. En fritagelse ville kun være mulig, hvis sagsøgeren havde sit hjemsted eller et fast driftssted i Portugal og opfyldte visse andre betingelser i den portugisiske lovgivning. Derfor er sagsøgeren omfattet af selskabsskattelovens almindelige regler. I overensstemmelse hermed blev det udbytte, som portugisiske selskaber udbetalte til sagsøgeren i 2015 og 2016, pålagt portugisisk selskabsskat på 25%, som de udloddende selskaber indeholdte som kildeskat og indbetalte til den portugisiske statskasse.

19. I medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Portugal og Tyskland må Portugal dog kun beskatte kapitalindtægter, som oppebæres af et investeringsinstitut, der er hjemmehørende i Tyskland, med maksimalt 15%. Derfor tilbagebetalte Portugal efter anmodning fra sagsøgeren en del af den indeholdte skat for 2015. Sagsøgeren indgav formodentlig ikke en tilsvarende anmodning for 2016.

20. Den i portugisisk ret hjemlede fritagelse for selskabsskat for så vidt angår udbyttebetalinger til enheder i udlandet i henhold til selskabsskattelovens artikel 14, stk. 3, kan ikke finde anvendelse på grund af den skatteretlige behandling af et investeringsinstitut i Tyskland. Ifølge den forelæggende rets oplysninger fritages et investeringsinstitut med hjemsted i Tyskland nemlig også for selskabsskat i Tyskland.

21. Tyskland anser med hensyn til de omtvistede år – i modsætning til Portugal – et investeringsinstitut for et gennemsigtigt »skattesubjekt«, dvs. at det ikke er investeringsinstituttet, men investoren, der beskattes direkte. Denne beskatning sker imidlertid ikke kun på grundlag af de afkast, der er udloddet til investorerne, men på grundlag af de af investeringsinstituttets indtægter, som forholdsmæssigt henføres til disse (såkaldt gennemsigtig beskatning). Denne ordning har i sidste ende ligeledes til formål at opnå en ligebehandling med en direkte investering.

22. Eftersom et investeringsinstitut ikke skal betale selskabsskat i Tyskland, kan den portugisiske selskabsskat heller ikke modregnes hos dette. En forholdsmæssig modregning af den portugisiske skat kan derimod kun ske i investorernes skat i henhold til § 4, stk. 2, i den tyske Investmentsteuergesetz (lov om beskatning af investeringer) i dens daværende affattelse (6). Domstolen har imidlertid ikke kendskab til, hvorvidt sagsøgerens investorer har gjort brug af denne mulighed.

23. Sagsøgeren anlagde et administrativt søgsmål til prøvelse af de portugisiske skatteopgørelser, hvorved der blev foretaget indeholdelse af kildeskat i form af selskabsskat for regnskabsårene 2015 og 2016, idet sagsøgeren nedlagde påstand om annullation af disse skatteopgørelser og tilbagebetaling af den indeholdte kildeskat. Den kompetente skattemyndighed gav ikke sagsøgeren medhold. Denne afgørelse er blevet indbragt for Centro de Arbitragem Administrativa (voldgiftsret i skatteretlige sager, Portugal).

IV. Anmodningen om præjudiciel afgørelse og retsforhandlingerne for Domstolen

24. Ved afgørelse af 9. juli 2019 har den forelæggende ret forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Er artikel [63 TEUF] om kapitalens frie bevægelighed eller artikel [56 TEUF] om den frie udveksling af tjenesteydelser til hinder for en beskatningsordning som den i hovedsagen omhandlede, der er indeholdt i artikel 22 i Estatuto dos Benéficios Fiscais (skattefordelsordningen), hvorefter der skal foretages endelig kildebeskatning af udbytte, der udbetales af portugisiske selskaber til kollektive investeringsforeninger, som ikke er hjemmehørende i Portugal, og som er stiftet i andre EU-[medlemsstater] [udelades], mens de kollektive investeringsforeninger, som er stiftet i henhold til den portugisiske skattelovgivning, og som har skattemæssigt hjemsted i Portugal, kan opnå fritagelse for den kildebeskatning, der foretages af de nævnte indtægter?

2) Ved at kræve kildebeskatning af udbytte, der udbetales til ikke-hjemmehørende kollektive investeringsforeninger, og give hjemmehørende kollektive investeringsforeninger mulighed for at opnå fritagelse for en sådan kildebeskatning, indebærer den i hovedsagen omtvistede nationale lovgivning da en mindre gunstig behandling for udbytte, der udbetales til ikke-hjemmehørende kollektive investeringsforeninger, for så vidt som disse ikke har nogen som helst mulighed for at opnå en sådan fritagelse?

3) Er den gældende beskatningsordning for deltagere i kollektive investeringsforeninger relevant i forbindelse med bedømmelsen af, om den portugisiske lovgivning indebærer en forskelsbehandling, når den foreskriver en specifik og forskellig behandling

i) for (hjemmehørende) kollektive investeringsforeninger og

ii) for de pågældende deltagere i de kollektive investeringsforeninger? Eller er det ved fastlæggelsen af omstændighedernes sammenlignelige karakter i forbindelse med bedømmelsen af, om den nævnte lovgivning indebærer en forskelsbehandling, alene nødvendigt at tage hensyn til den gældende lovgivning for selve investeringsselskaberne, når det tages i betragtning, at beskatningsordningen for de hjemmehørende kollektive investeringsforeninger på ingen måde påvirkes af eller ændres alt efter, om deres deltagere er hjemmehørende i Portugal eller ej?

4) Er forskelsbehandling mellem kollektive investeringsforeninger, som er henholdsvis hjemmehørende og ikke-hjemmehørende i Portugal, tilladt, når det tages i betragtning, at fysiske eller juridiske personer, som er hjemmehørende i Portugal, og som ejer kapitalandele i (hjemmehørende og ikke-hjemmehørende) kollektive investeringsforeninger, i begge tilfælde er underlagt (og som hovedregel ikke er fritaget for) beskatning af indtægter, der udbetales af kollektive investeringsforeninger, selv om de ikke-hjemmehørende deltagere er underlagt en højere beskatning?

5) I betragtning af, at den forskelsbehandling, der er genstand for den foreliggende tvist, vedrører en forskel i beskatningen af indtægter hidrørende fra udbytte, som udbetales af hjemmehørende kollektive investeringsforeninger til deres deltagere, er det da lovligt – med henblik på at bedømme om beskatning af indtægterne er sammenlignelig – at tage hensyn til andre skatter, afgifter eller gebyrer, som opstår i forbindelse med de af de kollektive investeringsforeninger foretagne investeringer? Er det navnlig lovligt og tilladt i forbindelse med bedømmelsen af den sammenlignelige karakter at tage hensyn til indvirkningen af formueskat, skat af udgifter eller andre former for skat, og dermed ikke alene skatten på de kollektive investeringsforeningers indtægter, herunder eventuelle særlige skatter og afgifter?«

25. Som svar på Domstolens anmodning om oplysninger har den forelæggende ret fremsat uddybende bemærkninger med henblik på at præcisere den skattemæssige situation for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter og deres respektive investorer.

26. I sagen for Domstolen har sagsøgeren, Den Portugisiske Republik og Europa-Kommissionen indgivet skriftlige indlæg vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse og dernæst vedrørende Domstolens spørgsmål.

V. Retlig bedømmelse

27. Den forelæggende ret har stillet fem spørgsmål om, hvorvidt en skatteregel i portugisisk ret er forenelig med de grundlæggende friheder. Med alle spørgsmålene ønsker den forelæggende ret oplyst, om beskatningen af et investeringsinstitut, som er stiftet i henhold til udenlandsk lovgivning og har hjemsted i en anden medlemsstat, er i overensstemmelse med kapitalens frie bevægelighed og den frie udveksling af tjenesteydelser, når investeringsinstitutter, der er stiftet i henhold til portugisisk lovgivning og har hjemsted i Portugal, derimod er fritaget for selskabsskat, men er undergivet en anden skat, stempelafgiften. I overensstemmelse med Kommissionens opfattelse kan alle spørgsmålene derfor besvares under ét.

A. Præcisering af spørgsmålet og den relevante grundlæggende frihed

28. Retten har stillet spørgsmål vedrørende en tilsidesættelse af retten til de frie kapitalbevægelser (artikel 63 TEUF) og retten til den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF) som følge af den fritagelse for selskabsskat, som er hjemlet i skattefordelsordningens artikel 22, stk. 3, og fritagelsen fra indeholdelse af kildeskat i artikel 22, stk. 10, i forbindelse med udbyttebetalinger til investeringsinstitutter, der er stiftet i henhold til portugisisk ret og har hjemsted i Portugal.

29. Ved en nærmere betragtning ville udbyttebetalinger til sagsøgeren imidlertid som udgangspunkt ligeledes være fritaget for skat. Det er først på grund af selskabsskattelovens artikel 14, stk. 3, at dette er udelukket, såfremt og fordi sagsøgeren ikke er undergivet selskabsskat i hjemstaten. Den forskellige behandling er således ikke kun et resultat af den skatteretlige særordning for investeringsinstitutter, som er stiftet i henhold til portugisisk ret og har hjemsted i Portugal, men også af selskabsskattelovens artikel 14, stk. 3. Sidstnævnte bestemmelse har åbenbart til formål at sikre en mindstebeskatning af udbytte, der oppebæres af enheder, der er hjemmehørende i udlandet.

30. I denne forbindelse skal det indledningsvis afklares, ud fra hvilken grundfrihed denne forskelsbehandling skal undersøges. I en sag, hvor en ret stiller spørgsmål vedrørende en bestemmelses forenelighed med to forskellige grundlæggende friheder, skal det indledningsvis fastslås, hvilken af de to grundlæggende friheder der skal anvendes ved bedømmelsen af bestemmelsen. Ifølge fast retspraksis afgøres dette på grundlag af formålet med den pågældende lovgivning (7).

31. Mens skattefordelsordningens artikel 22, stk. 3, fritager et hjemmehørende investeringsinstitut for selskabsskat på udbyttebetalinger, fritager skattefordelsordningens artikel 22, stk. 10, symmetrisk hertil de selskaber, som udlodder udbytte til investeringsinstituttet, fra forpligtelsen til at indeholde en sådan skat og indbetale den til statskassen.

32. Genstanden for den i hovedsagen omhandlede lovgivning er således den skatteretlige byrde, der pålægges udbytte, og ikke den skatteretlige byrde, der pålægges tjenesteydelser (8). Derfor skal skattefordelsordningens artikel 22, stk. 3 og 10, og selskabsskattelovens artikel 14, stk. 3, bedømmes på grundlag af princippet om de frie kapitalbevægelser. Eftersom der er tale om udbytte hidrørende fra porteføljekapitalandele, kan etableringsfrihedens beskyttelsesområde heller ikke komme på tale (9). Følgelig skal det alene undersøges, om der foreligger en restriktion for de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63 TEUF.

B. Restriktion for de frie kapitalbevægelser

33. Blandt de foranstaltninger, som udgør restriktioner for kapitalbevægelserne og derfor er forbudt i henhold til artikel 63, stk. 1, TEUF, hører ifølge fast retspraksis foranstaltninger, som kan afholde ikke-hjemmehørende personer fra at foretage investeringer i en medlemsstat, eller sådanne, der kan afholde personer, der er hjemmehørende i denne medlemsstat, fra at foretage investeringer i andre stater (10).

34. I forbindelse med skatter og afgifter skal der dog tages hensyn til, at disse som sådan udgør en byrde og derved altid gør en investering mindre attraktiv. Derfor har Domstolen allerede flere gange fastslået, at medlemsstaternes regler vedrørende betingelser for og størrelsen af beskatningen er omfattet af medlemsstaternes autonomi på skatteområdet, for så vidt den grænseoverskridende situation ikke forskelsbehandles i forhold til den indenlandske (11). Denne reduktion af omfanget af undersøgelserne inden for skatte- og afgiftsretten – som generaladvokat Hogan for nylig udtrykkeligt har henvist til (12) – er ved en nærmere betragtning i overensstemmelse med den tanke, der i den såkaldte Keck-praksis (13) har foranlediget Domstolen til at se bort fra en generel undersøgelse af restriktioner (14).

35. På denne baggrund kan der kun foreligge en restriktion for de frie kapitalbevægelser inden for skatteretten, såfremt en medlemsstat behandler udbytte, der udbetales til ikke-hjemmehørende enheder, mindre gunstigt end udbytte, der udbetales til hjemmehørende selskaber. Dette kan nemlig afholde selskaber, der er etableret i udlandet, fra at foretage investeringer i denne medlemsstat og derfor udgøre en restriktion for de frie kapitalbevægelser, der i princippet er forbudt i henhold til artikel 63 TEUF (15).

1. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en sådan restriktion

36. I henhold til de lovregler, som hovedsagen omhandler, er det kun udbyttebetalinger til et investeringsinstitut med hjemsted i udlandet, der er undergivet den portugisiske selskabsskat (dog også kun, såfremt dette ikke beskattes i udlandet med en selskabsskat svarende til mindst 60% af det portugisiske niveau). Selskabsskatten opkræves i form af kildeskat. Dette er i henhold til skattefordelsordningens artikel 22, stk. 3 og 10, derimod ikke tilfældet, når der er tale om et investeringsinstitut, som er stiftet i overensstemmelse med portugisisk lovgivning og har hjemsted i Portugal.

37. Det tilkommer ganske vist hver enkelt medlemsstat under overholdelse af EU-retten at indrette sin ordning for beskatning af udloddet udbytte, og i denne forbindelse at fastsætte beskatningsgrundlaget og den skattesats, der skal finde anvendelse med hensyn til den aktionær, der modtager udbyttet (16). Det følger heraf, at medlemsstaterne for at fremme anvendelsen af investeringsinstitutter frit kan fastsætte en særlig beskatningsordning, der finder anvendelse på disse foreninger og på det udbytte, som de modtager, ligesom de kan fastsætte, hvilke materielle og formelle betingelser der skal opfyldes med henblik på at være omfattet af en sådan ordning (17).

38. Medlemsstaterne skal imidlertid udøve deres skattemæssige autonomi under overholdelse af de krav, der følger af EU-retten, og navnlig dem, der er fastsat i traktatens bestemmelser om kapitalens frie bevægelighed (18). Følgelig må indførelsen af en særlig beskatningsordning for investeringsinstitutter, der afhænger af, hvor de er hjemmehørende, ikke udgøre en restriktion for de frie kapitalbevægelser.

a) Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en restriktion ved en isoleret betragtning af selskabsbeskatningen af investeringsinstituttet

39. Ved første øjekast kunne man derfor i den foreliggende sag indtage samme standpunkt som EU-Kommissionen og sagsøgeren, hvorefter de ovennævnte lovregler kan afholde et investeringsinstitut med hjemsted i en anden medlemsstat fra at investere i selskaber med hjemsted i Portugal.

40. Den skat, der indeholdes i Portugal, kan sagsøgeren nemlig ikke få modregnet i Tyskland, eftersom denne på grund af den gennemsigtige beskatningsteknik i Tyskland (herom punkt 21 og 22) heller ikke pålægges selskabsskat dér. På grundlag af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Portugal kan sagsøgeren ganske vist på anmodning få tilbagebetalt en del af den indeholdte skat fra den portugisiske statskasse. Ikke desto mindre er sagsøgerens udbytte fra de portugisiske selskaber under alle omstændigheder pålagt en portugisisk selskabsskat på 15%. Udbytte fra portugisiske selskaber, der udbetales til et investeringsinstitut hjemmehørende i Portugal, pålægges derimod ikke denne byrde.

41. Dette reducerer størrelsen af kapitalgevinsten og dermed rentabiliteten af sagsøgerens investering i portugisiske selskaber og ville dermed ved en isoleret betragtning kunne afholde sagsøgeren fra at investere i Portugal. Dermed kunne spørgsmålet om en restriktion for de frie kapitalbevægelser besvares bekræftende.

42. Som det imidlertid fremgår af Domstolens praksis i sagen Pensioenfonds Metaal en Techniek (19), skal der ved besvarelsen af spørgsmålet om restriktioner for de frie kapitalbevægelser ikke kun lægges vægt på den formelle fritagelse for en type af skat. Der skal derimod tages hensyn til alle de skatteretlige forhold omkring beskatningen af et investeringsinstitut, dvs. der skal anlægges en (materiel) helhedsbetragtning.

b) Spørgsmålet om, hvorvidt der ved en helhedsbetragtning af beskatningen af et investeringsinstitut i Portugal foreligger en restriktion

1) Skattefritagelse contra beskatning med en anden teknik

43. Ved en nærmere betragtning findes der ingen skattefritagelse for investeringsinstitutter i Portugal. Tværtimod er investeringsinstitutter for så vidt angår det til dem udloddede udbytte blot underkastet to forskellige beskatningsordninger, hvis anvendelse afhænger af, om de er hjemmehørende i den medlemsstat, hvor det udbytteudloddende selskab har hjemsted, eller ej.

44. Det fremgår nemlig af anmodningen om præjudiciel afgørelse henholdsvis de supplerende bemærkninger, som den forelæggende ret har anført som svar på Domstolens forespørgsel, og Portugals indlæg, at Portugal siden 2015 har valgt en særlig beskatningsordning for de investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i Portugal.

45. Da hjemmehørende investeringsinstitutters kapitalindtægter blev taget ud af selskabsbeskatningen, blev der samtidig indført en særlig stempelafgift. Som den forelæggende ret har bekræftet, er der en sammenhæng mellem den særlige skatteordning for hjemmehørende investeringsinstitutter i henhold til skattefordelsordningens artikel 22 og stempelafgiften. Stempelafgiften erstattede den tidligere selskabsbeskatning af udbyttebetalinger. Den gælder – som den forelæggende ret har bekræftet – kun for investeringsinstitutter, der er hjemmehørende i Portugal. Ifølge det af Portugal anførte var formålet hermed at implementere en beskatning efter princippet om »exitbeskatning«.

46. Jeg forstår denne ordning således, at der først opkræves indkomstskat hos investoren af de udbytter og andre aktiver, som investeringsinstituttet modtager, når de udbetales til investoren. I mellemtiden er de derimod kvartalsvis undergivet en anden skat, stempelafgiften. I så henseende er der store lighedspunkter mellem de faktiske omstændigheder i denne sag og de faktiske omstændigheder, der lå til grund for dommen Pensioenfonds Metaal en Techniek (20). I den pågældende sag blev indenlandske pensionsfonde i stedet for den normale selskabsskat beskattet med en særlig kapitalafkastskat, som ligeledes var baseret på aktiverne og af enkelte parter også blev anset for en formueskat (21).

47. Uanset spørgsmålet om, hvorvidt denne stempelafgift dogmatisk set faktisk snarere – som Kommissionen har fremhævet – skal anses for en form for formueskat eller som en særlig indkomstskat på grundlag af den samlede bogførte nettoværdi, pålægges denne skat også de udbytter, som ikke videreudloddes (akkumuleres). De skatteretlige ordninger i Portugal sondrer således mellem akkumulerede kapitalafkast og kapitalafkast, som straks videreudloddes, når der er tale om et hjemmehørende investeringsinstitut. Derudover pålægges denne skat ikke kun de akkumulerede udbytteindtægter, men også hele investeringsinstituttets aktivmasse. Dermed beskattes alle kapitalandele, ikke kun dem, der ejes af portugisiske selskaber.

48. Selv for så vidt angår det portugisiske udbytte, som straks videreudloddes til investorerne, beskattes hjemmehørende investeringsinstitutter med stempelafgiften af de kapitalandele, der ligger til grund for dette udbytte. Efter min opfattelse er det imidlertid kun et spørgsmål om beskatningsteknik, om en meget højere aktivmasse beskattes med en meget lavere skat (stempelafgift), eller den meget lavere udlodning fra aktivmassen pålægges en højere skat (15% af udbyttebetalinger). Såfremt den hidtidige aktivmasse skal forblive konstant, skal der nemlig også betales stempelafgift af udbytteindtægterne (hvis det antages, at investeringsinstituttet ikke har andre indtægter). Sagsøgeren har gentagne gange hævdet, at Portugal ikke beskatter udbytte, der udbetales til hjemmehørende investeringsinstitutter, hvilket således ikke er korrekt. Denne anderledes beskatningsteknik ændrer nemlig ikke noget ved den kendsgerning, at et portugisisk investeringsinstitut med hjemsted i Portugal beskattes på grundlag af sine kapitalandele i portugisiske selskaber.

49. Derved adskiller dette tilfælde – som Portugal med rette har fremhævet – sig også fra de situationer, der lå til grund for Domstolens dom i Fidelity Funds-sagen (22) og i sagen Denkavit International og Denkavit France (23). I disse sager undlod kildestaten at beskatte de hjemmehørende investeringsinstitutter, mens Portugal i den foreliggende sag ikke har undladt en beskatning, men anvendt en anden beskatningsteknik. Ligesom i dommen Pensioenfonds Metaal en Techniek (24) er det også i den foreliggende sag nødvendigt at inddrage denne anden beskatningsteknik i vurderingen af, om der foreligger en restriktion.

50. Derfor er de illustrationer og hypotetiske sammenlignende beregninger, som sagsøgeren har fremlagt, også lidet overbevisende. Sagsøgeren anførte i denne forbindelse bl.a., at skattebyrden uden videre kunne undgås ved at indskyde et portugisisk investeringsinstitut som mellemled. Dette er kun delvist korrekt. Det indskudte investeringsinstitut skulle ganske vist ikke betale selskabsskat af udbyttet, men til gengæld betale afgift af hele sin aktivmasse hvert kvartal, hvilket i sidste ende også reducerer afkastet for investorerne i dette investeringsinstitut, eftersom stempelafgiften betales af investeringsinstituttets indtægter. Hvilken variant, der er mest gunstig, afhænger herefter af, hvor højt udbyttet er blevet i forhold til aktivmassen. I de år, hvor det portugisiske selskab ikke udlodder udbytte, vil det skatteretligt set snarere være en ulempe at »indskyde« et hjemmehørende investeringsinstitut som mellemled.

2) Betydningen af den fulde modregning i hjemstaten

51. Dertil kommer en yderligere omstændighed, som ikke har fået meget opmærksomhed i parternes indlæg, og som hænger sammen med hensigten og formålet med et investeringsinstitut.

52. Et investeringsinstitut er således en speciel investeringsenhed, som har til formål at give private investorer mulighed for at investere penge på værdipapirmarkedet uden øgede administrative byrder og samtidig nyde godt af en særlig beskyttelse. Dette fremgår bl.a. af tredje betragtning til direktiv 2009/65/EF og af den omstændighed, at et investeringsinstitut er begrænset til visse aktivklasser, samt af særlige indberetningskrav, forenkling af salgsprospekter, øget omkostningsgennemsigtighed og tilsynsmyndighedernes særlige kontrol hermed.

53. For at private investorer er villige til at gå ind på værdipapirmarkedet via et sådant investeringsinstitut, bør afkastet ikke være lavere end ved en direkte investering i et selskab. I overensstemmelse hermed er beskatningen af et investeringsinstitut i reglen udformet således, at det ud fra et økonomisk synspunkt ikke gør nogen forskel for investorerne, om de investerer direkte i et selskab eller indirekte som investorer i et investeringsinstitut.

54. Med henblik på at nå dette mål havde Tyskland for så vidt angår de pågældende omtvistede år valgt at behandle et investeringsinstitut som et gennemsigtigt skatteobjekt. Dette indebærer imidlertid, at en modregning af den portugisiske selskabsskattebyrde hos investeringsinstituttet som sådan ikke er en mulighed. På grund af denne (tyske) beskatningsteknik kan kun en modregning hos investorerne komme på tale. Såfremt denne modregning finder sted i en hjemstat – her Tyskland – afholdes denne investor imidlertid ikke fra at investere i et investeringsinstitut, som investerer i portugisiske selskaber.

55. Som Domstolen tidligere har fastslået, er spørgsmålet om hjemstatens modregning af indeholdt kildeskat også et afgørende kriterium med henblik på at konstatere en ugunstig behandling (25). Når en modregning af skattesystemiske grunde imidlertid ikke kan finde sted hos investeringsinstituttet og kun hos investorerne, er en faktisk modregning hos investorerne akkurat lige så relevant som en modregning hos investeringsinstituttet.

56. Såfremt Tyskland derfor faktisk modregner den forudgående portugisiske beskatning (15%) i investorens skyldige indkomstskat – hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge – kan der i dette tilfælde højst antages at foreligge en formel forskelsbehandling af investeringsinstituttet, men ikke en materiel forskelsbehandling af investorerne. Eftersom investeringsinstituttets hensigt og formål alene består i at give investorerne adgang til investeringer på værdipapirmarkedet, er det udelukkende deres perspektiv, som er afgørende.

57. Såfremt der derimod ikke finder en modregning sted, foreligger der en forskelsbehandling som følge af de forskellige beskatningsordninger. Forskellen mellem de to beskatningsordninger vedrører i denne forbindelse navnlig metoden til beregning af skattegrundlaget (aktivmasse contra udbetalt udbytte), den nominelle skattesats (0,0125% fire gange om året kontra 15% én gang ved udlodning) og fremgangsmåden for opkrævning af skatten (kvartalsvis contra ved udbetaling).

58. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en medlemsstats lovgivning såsom den i hovedsagen omhandlede udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, skal det herefter fastslås, om en sådan forskellig behandling af beskatningen af udbytte udloddet til investeringsinstitutter i forhold til, om disse er hjemmehørende eller ej, fører til, at ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter ikke blot behandles anderledes, men også mere ufordelagtigt end hjemmehørende investeringsinstitutter (26).

59. Det påhviler den forelæggende ret, som er den eneste, der med nøjagtighed kan påkende de faktiske omstændigheder i den sag, som verserer for den, at efterprøve, om en i forhold til sagsøgeren anvendt kildeskat på 15%, der er fastsat i henhold til den bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvad angår det i den nævnte sag omhandlede udbytte bevirker, at der påhviler sagsøgeren en endelig skattebyrde i Portugal, der er tungere end den, som påhviler hjemmehørende investeringsinstitutter i den situation, som sagsøgeren befinder sig i (dvs. med dennes aktiver) (27). I denne forbindelse er den relevante periode – som Domstolen tidligere har fastslået (28) – det enkelte skatteår.

2. Konklusion

60. Såfremt det derfor viser sig, at den kvartalsvise stempelafgift, som ikke kun pålægges det ikke-udloddede udbytte, men også aktivmassen, modsvarer en sammenlignelig skatteretlig belastning på 15% af beskatningen af det udbytte, der udbetales til sagsøgeren, foreligger der slet ingen ugunstig behandling, og dermed ingen restriktion for de frie kapitalbevægelser. Eftersom skattelovgiver normalt indrømmes en vis margen for standardisering ved udformningen af forskellige beskatningsordninger, må det antages at være tilstrækkeligt, såfremt beskatningsniveauet ikke er helt identisk, men blot nogenlunde sammenligneligt.

61. I så fald vil sagsøgerens påstand snarere fremstå som såkaldt »cherry-picking«, eftersom denne har nedlagt påstand om at blive fritaget for selskabsskatten som et hjemmehørende investeringsinstitut, men ikke betaler den modsvarende skat i form af stempelafgiften, der blev indført i forbindelse med fritagelsen. Dermed kræves der imidlertid ikke en ligebehandling i forhold til et hjemmehørende investeringsinstitut, men en fortrinsbehandling. De grundlæggende friheder har imidlertid ikke til formål at begunstige grænseoverskridende situationer, men »kun« at sikre ligebehandling (29).

62. Såfremt det derimod viser sig, at den kvartalsvise stempelafgift i den foreliggende sag skatteretligt set fører til en væsentligt gunstigere behandling af hjemmehørende investeringsinstitutter, kan dette afholde ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter fra at foretage investeringer i den pågældende medlemsstat og udgør derfor en restriktion for de frie kapitalbevægelser, som i henhold til artikel 63 TEUF i princippet er forbudt.

C. Spørgsmålet om, hvorvidt restriktionen for de frie kapitalbevægelser er begrundet

63. I sidstnævnte tilfælde skal det undersøges, om den nævnte restriktion kan begrundes. Det fremgår således af Domstolens faste praksis (30), at en national skattelovgivning, der sondrer mellem beskatningen af indenlandske og udenlandske personer, kun kan anses for forenelig med traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser, hvis den forskellige behandling vedrører situationer, som ikke er objektivt sammenlignelige (herom under 2.), eller som er begrundet i tvingende almene hensyn (herom under 3.). Undersøgelsen af de frie kapitalbevægelser henholder sig i denne sammenhæng til de øvrige grundlæggende friheder, idet der skal tages hensyn til særlige forhold vedrørende de frie kapitalbevægelser (herom under 1.).

1. Særlige forhold vedrørende de frie kapitalbevægelser

64. Princippet om de frie kapitalbevægelser indeholder i så henseende – i modsætning til de øvrige grundlæggende friheder – en begrænsning af dets beskyttelsesområde i forbindelse med skatteretlige restriktioner. I henhold til artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF griber artikel 63 TEUF nemlig ikke ind i medlemsstaternes ret til at anvende de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning, som sondrer imellem skatteydere, hvis situation er forskellig med hensyn til deres bopælssted eller med hensyn til det sted, hvor deres kapital er investeret. Dette er også forståeligt set på baggrund af disse bestemmelsers større anvendelsesområde. Den frie bevægelighed for kapital omfatter – til forskel fra de øvrige grundlæggende friheder – også situationer, der involverer tredjelande.

65. Det fremgår dog af Domstolens faste praksis, at denne bestemmelse som en undtagelse til det grundlæggende princip om de frie kapitalbevægelser skal fortolkes strengt. Den kan derfor ikke fortolkes således, at enhver skattelovgivning, som sondrer mellem de skattepligtige afhængigt af det sted, hvor de er bosat, eller af den medlemsstat, i hvilken de investerer deres kapital, uden videre er forenelig med EUF-traktaten. Undtagelsen i artikel 65, stk. 1, litra a), er nemlig selv begrænset ved artikel 65, stk. 3, TEUF, hvorefter de nationale bestemmelser, der er nævnt i artiklens stk. 1, »ikke [må] udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital og betalinger som defineret i artikel 63 [TEUF]« (31).

66. Domstolen har endvidere anført, at der skal sondres mellem den forskellige behandling, der er tilladt ifølge artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, og forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til artikel 65, stk. 3, TEUF (32). Spørgsmålet om de kriterier, hvorefter der kan sondres mellem en sådan tilladt forskellig behandling [artikel 65, stk. 1, litra a)] og den vilkårlige forskelsbehandling eller skjulte begrænsning, som er forbudt i medfør af artikel 65, stk. 3, TEUF, er imidlertid ikke blevet besvaret i Domstolens praksis. I denne sammenhæng anvender Domstolen imidlertid den sædvanlige formulering, som også kommer til anvendelse i forbindelse med alle øvrige grundlæggende friheder.

67. Ifølge denne formulering kan den nationale lovgivning kun anses for forenelig med de grundlæggende friheder, hvis den forskellige behandling vedrører situationer, som ikke er objektivt sammenlignelige eller er begrundet i tvingende almene hensyn (33).

68. Det forekommer mig dog tvivlsomt, om der dermed tages tilstrækkeligt højde for de særlige forhold vedrørende de frie kapitalbevægelser. Generaladvokat Szpunar fremførte i sit forslag til afgørelse i sagen Pensioenfonds Metaal en Techniek det standpunkt (34), at Domstolen tager højde for disse særlige forhold, idet den anfører, at hjemmehørende og ikke-hjemmehørende skattepligtige personer principielt ikke befinder sig i en sammenlignelig situation. Denne konstatering er muligvis korrekt i forhold til den ældre retspraksis såsom Schumacker-dommen. I denne afgørelse blev det stadig præciseret, at situationen for hjemmehørende og ikke-hjemmehørende med hensyn til direkte skatter ikke er sammenlignelig (35).

69. Hvis man ser på Domstolens nyere praksis, er tendensen dog snarere den modsatte. Det anføres således, at sammenligneligheden kun skal efterprøves på grundlag af de relevante sondringskriterier i den omhandlede lovgivning (36). Dermed vurderes spørgsmålet om, hvorvidt en grænseoverskridende situation kan sammenlignes med en national situation, også inden for anvendelsesområdet for kapitalens frie bevægelighed på samme vilkår som for de øvrige grundlæggende friheder, idet der tages hensyn til det formål (37), der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser, og til genstanden for og indholdet af de sidstnævnte (38).

70. Såfremt Domstolen skulle være af den opfattelse, at den »vilkårlige forskelsbehandling« (39), som er forbudt i henhold til artikel 65, stk. 3, TEUF, skal sidestilles med den normale forskelsbehandling, der er forbudt på skatteområdet for så vidt angår de øvrige grundlæggende friheder, skal de ovenfor nævnte særlige forhold vedrørende de frie kapitalbevægelser med henblik på medlemsstaternes skattelovgivning alligevel tages i betragtning senest i forbindelse med afvejningen inden for rammerne af proportionalitetsprøvelsen.

71. Ved ændringen af Maastricht-traktaten (40) med indsættelsen af den nuværende artikel 65 TEUF blev beskyttelsesniveauet for de frie kapitalbevægelser efter min opfattelse sænket i forhold til begrænsninger, der følger af skattelovgivning. Følgelig vejer de frie kapitalbevægelser i disse tilfælde ikke lige så tungt som de øvrige grundlæggende friheder, når de holdes op mod medlemsstaternes formål med differentieringen (41). En begrænsning af de frie kapitalbevægelser som følge af skatteretlige bestemmelser, der tager udgangspunkt i hjemstedet, kan med andre ord lettere begrundes end f.eks. en begrænsning af etableringsfriheden. Jeg vil vende tilbage til dette spørgsmål inden for rammerne af proportionalitetsprøvelsen.

2. Den indenlandske og den udenlandske situations sammenlignelighed

72. Som anført ovenfor, skal spørgsmålet om, hvorvidt en grænseoverskridende situation kan sammenlignes med en national situation, vurderes under hensyntagen til det formål, der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser, og til genstanden for og indholdet af de sidstnævnte. I denne forbindelse kan der endvidere kun tages hensyn til de relevante sondringskriterier i den omhandlede lovgivning med henblik på bedømmelsen af, om den forskellige behandling, der følger af en sådan lovgivning, afspejler objektivt forskellige situationer (42).

73. I den foreliggende sag tager beskatningsordningen udgangspunkt i et sondringskriterium, som i det væsentlige lægger vægt på hjemstedet for det investeringsinstitut, der modtager udbyttet. Det skal derfor efterprøves, om hjemmehørende investeringsinstitutter og ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, henset til formålet med, genstanden for og indholdet af den i hovedsagen omhandlede lovgivning, befinder sig i en sammenlignelig situation.

74. I denne henseende bemærkes, at den beskatning, der rammer hjemmehørende investeringsinstitutter, har en anden genstand end den, der anvendes på ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter. Mens de førstnævnte således beskattes af alle deres aktiver, der er beregnet på grundlag af deres samlede bogførte nettoværdi, og som pålægges en fast afgiftssats, uden hensyntagen til den faktiske oppebærelse af udbytte i det pågældende skatteår, bliver de sidstnævnte kun beskattet af det udbytte, som de har oppebåret i Portugal i løbet af det nævnte skatteår.

75. Denne særlige beskatningsteknik er åbenbart en konsekvens af et investeringsinstituts særlige formål. Et investeringsinstitut har til formål at give private investorer mulighed for at investere penge på værdipapirmarkedet uden øgede administrative byrder og samtidig nyde godt af en særlig beskyttelse (herom ovenfor under punkt 52 og 53).

76. En direkte investor ville imidlertid først blive pålagt indkomstskat i det øjeblik, hvor udbyttet udbetales til denne. Med henblik på at få del i værdistigningerne i aktivmassen indtil da, har Portugal åbenbart valgt en særafgift, hvorefter alle aktiver tilhørende et hjemmehørende investeringsinstitut fire gange om året undergives en fast beskatning, uanset om der med disse aktiver opnås indtægter, herunder udbytte. Dermed sikres Portugal lavere, men kontinuerlige skatteindtægter, uden at det er nødvendigt at afvente en udlodning til investorerne. Set ud fra synspunktet om beskatning i forhold til skatteevne stiller stempelafgiften snarere de hjemmehørende investeringsinstitutter ringere, eftersom disse bærer en skattebyrde, selv om de ikke oppebærer nogen indtægter. Dette er formentlig også årsagen til den nominelt meget lave afgiftssats for stempelafgiften. Derimod beskattes det ikke-hjemmehørende investeringsinstitut kun – men så med en betydeligt højere sats – når dennes økonomiske formåen forøges som følge af udbetalingen af udbytte.

77. I denne forbindelse gælder heller ikke i så henseende noget andet end det, som Domstolen allerede har anført i sagen Pensioenfonds Metaal en Techniek (43). I sin egenskab af hjemland for hjemmehørende investeringsinstitutter udøver Portugal, der i denne henseende råder over en kompetence til at beskatte deres samlede indtægter, en sådan beskatning af disse investeringsinstitutters indtægter – og i det foreliggende tilfælde også deres samlede aktiver.

78. Som det fremgår af Domstolens praksis, skal det således lægges til grund for så vidt angår formuebeskatning, at situationen for ikke-hjemmehørende er forskellig fra situationen for hjemmehørende, i det omfang ikke blot den væsentligste del af indkomsten, men også den væsentligste del af den ikke-hjemmehørendes formue, normalt er samlet i hjemstaten (44). Det følger heraf, at en skattepligtig, der alene har en ikke-væsentlig del af sin formue i en anden medlemsstat end bopælsmedlemsstaten, som udgangspunkt ikke befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for hjemmehørende i denne anden medlemsstat (45). Dette gælder vel også for et investeringsinstitut.

79. Hvad derimod angår sagsøgeren, der er hjemmehørende i Tyskland, råder Portugal i overensstemmelse med den dobbeltbeskatningsoverenskomst, som er indgået med Tyskland, kun over en beskatningskompetence med hensyn til de indtægter, der er genereret af dette investeringsinstituts aktiver i Portugal. Portugal beskatter således det udbytte, der er udloddet til det ikke-hjemmehørende investeringsinstitut, i sin egenskab af kildestat for udbyttet.

80. For så vidt som Portugal i medfør af den nævnte overenskomst ikke råder over en kompetence til at beskatte et ikke-hjemmehørende investeringsinstituts aktiver såsom de i hovedsagen omhandlede, der ikke befinder sig på dets område, kan den blotte omstændighed, at nogle aktiver har en tilknytning til Portugal, ikke føre til en beskatning af alle aktiver i denne medlemsstat.

81. På denne baggrund kan det formål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, og som består i at implementere en såkaldt exitbeskatning for investorer i investeringsinstitutter og kun at foretage en beskatning af investeringsinstituttet på grundlag af aktiverne indtil udlodningen – ikke opfyldes for så vidt angår ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter.

82. Dette formål kan heller ikke opfyldes ved at beskatte udbytte, der er udloddet til de ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, efter stempelafgiftsmetoden (dvs. at beskatte den dertil hørende »portugisiske« aktivmasse). Dette er i sidste ende en konsekvens af, at ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter ifølge reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland (og i de almindelige OECD-regler) kun kan beskattes, når der udbetales udbytte til disse.

83. Det skal derfor fastslås, at et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut, henset til formålet med, genstanden for og indholdet af den nationale lovgivning, ikke befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for et hjemmehørende investeringsinstitut.

84. Denne konklusion er også i overensstemmelse med den holdning, der kommer til udtryk i artikel 65, stk. 1, litra a), TEUF, og den omstændighed, at der ikke foreligger en vilkårlig forskelsbehandling, som er forbudt i henhold til artikel 65, stk. 3, TEUF. Man kan givetvis kritisere stempelafgiften af en række grunde eller anse den for besynderlig. På grundlag af de ovenfor beskrevne begrænsede beskatningsrettigheder er denne forskellige behandling af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter dog logisk og således ikke vilkårlig som omhandlet i artikel 65, stk. 3, TEUF.

3. Subsidiært: begrundelser for forskelsbehandling

85. Blot for det tilfælde, at Domstolen finder, at situationerne er sammenlignelige, skal det undersøges, om den forskellige beskatning af hjemmehørende og ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter kan begrundes. Det fremgår således af Domstolens praksis, at en national skattelovgivning kun kan anses for forenelig med traktatens bestemmelser om de frie kapitalbevægelser, hvis den forskellige behandling er begrundet i tvingende almene hensyn (46).

86. I så henseende kan begrundelserne være at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem de forskellige berørte medlemsstater (herom under a), at forhindre en manglende beskatning (herom under b) og at sikre sammenhængen i den portugisiske beskatningsordning (herom under c). Derudover skal foranstaltningen (her de forskellige beskatningsordninger) være forholdsmæssig, dvs. være egnet til at sikre virkeliggørelsen af det lovlige mål, den forfølger, og må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål (herom under d).

a) Sikring af en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen

87. Opretholdelsen af en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne er et lovligt formål, der er anerkendt af Domstolen (47). Dette mål afspejler medlemsstaternes suverænitet på skatteområdet. Dette omfatter en stats ret til at beskytte sine skatteindtægter, navnlig med hensyn til overskud, der genereres på dens område (territorialitetsprincippet) og en stats ret til at organisere sine skattebestemmelser selvstændigt (autonomiprincippet).

88. Domstolen har – som Kommissionen også har fremhævet – ganske vist allerede fastslået, at når en medlemsstat har valgt ikke at beskatte udbyttemodtagende hjemmehørende investeringsinstitutter af indenlandsk udbytte, kan den ikke påberåbe sig nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne med henblik på at begrunde en beskatning af ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter, der modtager sådant udbytte (48).

89. Denne situation foreligger imidlertid ikke her. Som nævnt ovenfor fritages hjemmehørende investeringsinstitutter i Portugal ikke for enhver form for skat, men beskattes blot på en anden måde. Portugal har valgt at beskatte de hjemmehørende investeringsinstitutter kvartalsvis af hele den bogførte nettoværdi med en relativt lav afgiftssats. Dette var ikke et valg, der kunne træffes med hensyn til ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter. For disses vedkommende kunne Portugal – i al fald i henhold til de folkeretlige regler – kun beskatte indtægterne fra den portugisiske kilde (jf. artikel 10 i OECD’s modeloverenskomst henholdsvis dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Portugal).

90. En deraf følgende forskel i skattebyrden er også omfattet af denne begrundelse, i lighed med en eventuel likviditetsmæssig ulempe, som er uløseligt forbundet med enhver kildeskat, der indeholdes på udbetalingstidspunktet og ikke først forfalder efter udløbet af en vis beskatningsperiode (her tre måneder).

b) Forebyggelse af manglende beskatning (såkaldte hvide indtægter) inden for rammerne af en effektiv skatteopkrævning

91. Det følger endvidere af Domstolens praksis, at anvendelsen af kildeskat som beskatningsteknik i forhold til ikke-hjemmehørende skattepligtige, mens hjemmehørende skattepligtige ikke er genstand for en sådan kildeskat, kan begrundes i nødvendigheden af at sikre en effektiv skatteopkrævning (49). Forebyggelse af manglende beskatning har i sidste ende også til formål at sikre en effektiv skatteopkrævning.

92. Bestemmelsen i selskabsskattelovens artikel 14, stk. 3, hvorefter sagsøgerens selskabsskattepligt kun indtræder, såfremt og fordi dennes udbytteindtægter ikke er undergivet skat (eller kun en lav skat) i hjemstaten, har til formål at forebygge manglende beskatning.

93. Indeholdelsen af selskabsskat som kildebeskatning af et udenlandsk investeringsinstituts udbytte er en del af en effektiv skatteopkrævning. Den forhindrer på enkel og effektiv vis f.eks. fondsstrukturer, der er udformet således, at ingen stat, dvs. hverken kildestaten eller hjemstaten, kan beskatte udbytteindtægterne hos investeringsinstituttet eller hos dettes investorer, således at der kan opnås såkaldt hvide indtægter.

94. En kildebeskatning indebærer ganske vist en risiko for dobbeltbeskatning. Denne risiko kan dog – som det er tilfældet her – mindskes henholdsvis forebygges med en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

95. Bekæmpelsen af skatteunddragelse tillægges efterhånden også særlig stor vægt af EU-lovgiver. Det var grunden til vedtagelsen af direktivet om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse (50). Heri er der nu også fastsat bestemmelser til bekæmpelse af hvide indtægter, navnlig regler om, hvordan der kan gribes ind over for hybride mismatch (artikel 9) og generelle regler om bekæmpelse af misbrug (artikel 6).

96. Endelig viser den anden søjle i de foranstaltninger, som OECD anbefaler til bekæmpelse af skatteunddragelse ligeledes, at bekæmpelsen af skatteunddragelse er et tvingende alment hensyn (51). OECD understregede i forordet (»Cover Statement«) til sin seneste rapport om konsultationsproceduren vedrørende OECD’s anbefalinger til bekæmpelse af skatteunddragelse, at en minimumsbeskatning bidrager til at sikre retfærdighed og lighed mellem skatteordningerne, til at skabe en stabil skatteramme for nye forretningsmodeller og til at sikre staternes finansiering (52), og fremhævede dermed denne søjles særlige betydning for almenheden.

97. Det er i overensstemmelse hermed, når målet om at sikre en minimumsbeskatning af et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut anses for et tvingende alment hensyn, der også er relevant i det foreliggende tilfælde – som bestemmelsen i selskabsskattelovens artikel 14, stk. 3, viser.

c) Sikring af sammenhængen i beskatningsordningen

98. Portugal har også gjort gældende, at anvendelsen af den i hovedsagen omhandlede skatteordning er nødvendig for at sikre sammenhængen i den portugisiske beskatningsordning. Ifølge Portugal er der således en direkte sammenhæng mellem kildeskattefritagelsen for så vidt angår udbytter udbetalt til hjemmehørende investeringsinstitutter og den kvartalsvise beskatning i medfør af stempelafgiften.

99. Domstolen har allerede fastslået, at nødvendigheden af at bevare en beskatningsordnings sammenhæng kan begrunde en lovgivning, som kan begrænse de grundlæggende friheder (53). For at et argument, der er baseret på en sådan begrundelse, kan godtages, kræver det imidlertid ifølge fast retspraksis, at der fastslås en direkte sammenhæng mellem den pågældende skattefordel og udligningen af denne fordel ved en bestemt skatteopkrævning, idet den direkte karakter af denne sammenhæng skal vurderes under hensyn til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning (54).

100. Målet med stempelafgiften er ifølge Portugals indlæg, at investorerne først beskattes på et senere tidspunkt (med Portugals ord: ud fra logikken i en exitbeskatning), og at aktivmassen indtil da beskattes hos investeringsinstituttet, uanset om der oppebæres udbytte. Dette mål kan ikke nås med en beskatning af udbyttet på det tidspunkt, hvor det udbetales til investeringsinstituttet. Derfor blev denne stempelafgift kun indført for disse investeringsinstitutter i 2015 samtidig med, at kapitalindtægterne blev fritaget fra selskabsskat og indeholdelse af kildeskat.

101. I modsætning til, hvad Kommissionen og sagsøgeren synes at mene, foreligger der dermed en tilstrækkelig direkte forbindelse. Det fremgår allerede af den tidsmæssige og indholdsmæssige koordinering af de to skatter. Den omstændighed, at udligningen af fordelen ikke er fastsat inden for selskabsskatteloven, men som ækvivalent erstatning i en anden skattelov med en anden beskatningsteknik, kan ikke rejse tvivl om den direkte forbindelse. Kommissionens og sagsøgerens synspunkter er baseret på en meget formel betragtning af sikringen af sammenhængen i beskatningsordningen som begrundelse. Ved denne formelle betragtning ses der dog bort fra, at begrundelsen ikke kun vedrører sammenhængen i den enkelte skattelov, men sammenhængen i beskatningsordningen (régime fiscal) (55) som sådan.

102. En beskatningsordning kan imidlertid sagtens bestå af flere forskellige skattearter og beskatningsmetoder. Når disse forskellige fordele og ulemper derfor indholdsmæssigt er forbundet indbyrdes – i den foreliggende sag fremgår dette ret tydeligt af tilblivelseshistorien, hvor stempelafgiften blev udvidet samtidig med indførelsen af skattefordelsordningen – kan det ikke være afgørende, om den umiddelbare fordel og ulempe er fastsat i samme lov eller »blot« inden for den samme beskatningsordning.

d) Overholdelse af proportionalitetsprincippet

103. Eftersom begrundelserne vedrørende opretholdelsen af en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, den effektive skatteopkrævning med henblik på forebyggelse af manglende beskatning og sikringen af sammenhængen i beskatningsordningen er gyldige, skal det efterprøves, om det forhold, at alene investeringsinstitutter hjemmehørende i Portugal forbeholdes muligheden for at opnå kildeskattefritagelse, i det konkrete tilfælde er egnet og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt (56) for at sikre disse mål. Det mener jeg, at det er.

104. For så vidt angår ikke-hjemmehørende investeringsinstitutters samlede nettoaktiver kan en anden beskatning, der er lige så egnet som en indeholdelse af kildeskat vedrørende de modtagne udbyttebetalinger, ikke komme på tale i den foreliggende sag, henset til den manglede autonomi på skatteområdet. Det fremgår allerede af den omstændighed, at kildestaten i artikel 10, stk. 2, tredje punktum, i OECD’s modeloverenskomst foruden retten til beskatning af den udloddende enhed også indrømmes en ret til at beskatte udbyttemodtageren. Deraf følger nemlig, at i det mindste OECD-staterne lægger til grund, at kildestatens beskatning af dette udbytte ud over beskatningen af det portugisiske selskabs overskud er et hensigtsmæssigt og nødvendigt middel til at fordele skatteprovenuet mellem de to stater på rimelig vis.

105. En beskatning af alle nettoaktiver i et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut, på dettes anmodning (valgmulighed) er måske lige så egnet med henblik på den deraf følgende dobbeltbeskatning, men er ikke et mindre indgribende middel. I den foreliggende sag er det derfor ikke nødvendigt at undersøge det spørgsmål, som generaladvokat Hogan (57) med rette har rejst, nemlig om Domstolens praksis (58), hvorefter en valgmulighed under alle omstændigheder ikke er egnet til at forhindre en forskelsbehandling, bør opretholdes.

106. Det er ligeledes tvivlsomt, om en tilsvarende, men begrænset beskatning af ikke-hjemmehørende investeringsinstitutters aktivmasse – begrænset til nettoværdien af de portugisiske kapitalandele og det heraf følgende tilbageholdte udbytte – er et mindre indgribende middel. Dette ville nemlig kræve, at et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut skulle aflægge regnskab efter portugisisk lovgivning for at beregne en tilsvarende samlet bogført nettoværdi. Under alle omstændigheder ville et sådant middel ikke være lige så effektivt, eftersom den skatteretlige behandling og kontrol af ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter er betydeligt vanskeligere end en indeholdelse af kildeskat på det tidspunkt, hvor der udbetales udbytte til et ikke-hjemmehørende investeringsinstitut.

107. Det afgørende er således alene afvejningen af sagsøgerens ret til frie kapitalbevægelser set i forhold til de ovenfor nævnte tvingende almene hensyn i det konkrete tilfælde. I denne forbindelse skal der – som anført ovenfor i punkt 64 ff. – for det første tages højde for, at de frie kapitalbevægelser i disse tilfælde ikke vejer lige så tungt som medlemsstaternes formål med differentieringen. For det andet hører sikringen af en minimumsbeskatning, en effektiv håndhævelse af beskatningskrav og en rimelig fordeling af beskatningskompetencen til de centrale almene hensyn, eftersom de tjener til finansiering af staten. Uden et tilstrækkeligt skattegrundlag kan staten ikke varetage sine opgaver og ikke opfylde sine funktioner.

108. Disse retsgoder modsvares i det foreliggende tilfælde kun af mindre ulemper for sagsøgeren. Enten sker der – som i den foreliggende sag for så vidt angår investorer, der er hjemmehørende i Tyskland – en modregning af den opkrævede portugisiske skat i deres skyldige skat, hvorved disse ikke afholdes fra investeringer. Eller der foretages i værste fald en økonomisk dobbeltbeskatning (dels portugisisk selskabsskat hos investeringsinstituttet på 15%, dels udenlandsk indkomstskat hos den udenlandske deltager). Dette gør ganske vist investeringen i ikke-hjemmehørende investeringsinstitutter med portugisiske kapitalinteresser noget mindre attraktiv.

109. For det første skal denne dobbeltbeskatning imidlertid løses ved en fælles overenskomst mellem de berørte stater og ikke ensidigt via de grundlæggende friheder til byrde for Portugal. Og for det andet mindskes denne ulempe under alle omstændigheder, eller udlignes måske endog helt, eftersom der ikke opkræves den kvartalsvise stempelafgift.

110. Dertil kommer, at sagsøgeren beskattes på grundlag af den økonomiske formåen hidrørende fra dennes afkast, dvs. en beskatning af kapitalen finder – til forskel fra beskatningen ved et hjemmehørende investeringsinstitut – ikke sted. Desuden er Portugals beskatning knyttet sammen med, at sagsøgeren enten slet ikke eller kun i ringe omfang beskattes i hjemstaten. Endvidere er skattebyrden allerede reduceret gennem dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Tyskland og Portugal.

111. Efter en afvejning af alle disse punkter vejer begrundelserne vedrørende medlemsstaternes sikring af en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen, den effektive håndhævelse af beskatningskrav og sikringen af sammenhængen i den portugisiske beskatningsordning derfor tungere end sagsøgerens interesse i at blive fritaget for selskabsskatten på samme måde som et hjemmehørende investeringsinstitut og samtidig – til forskel fra et hjemmehørende investeringsinstitut – ikke at blive pålagt stempelafgift.

e) Konklusion med hensyn til begrundelsen

112. På denne baggrund er den restriktion for de frie kapitalbevægelser, der eventuelt kan ses at foreligge som følge af samspillet mellem de portugisiske regler (ikke-hjemmehørende investeringsinstitutters selskabsskattepligt i tilfælde af manglende beskatning i udlandet i henhold til selskabsskattelovens artikel 14, stk. 3, hjemmehørende investeringsinstitutters fritagelse for selskabsskat i henhold til skattefordelsordningens artikel 22 med samtidig beskatning i medfør af stempelafgiftsloven), under alle omstændigheder begrundet.

VI. Forslag til afgørelse

113. Jeg foreslår derfor, at de præjudicielle spørgsmål fra Tribunal Arbitral Tribuátrio (voldgiftsret i skatteretlige sager, Portugal) besvares som følger:

»Art. 63 TEUF er ikke til hinder for national lovgivning, hvorefter der indeholdes kildeskat af udbytte udloddet af et hjemmehørende selskab, når dette udbytte udloddes til et ikke-hjemmehørende institut for kollektiv investering, der ikke pålægges selskabsskat i hjemstaten. Dette er også tilfældet, selv om der ikke opkræves selskabsskat af dette udbytte, når det udbetales til et hjemmehørende institut for kollektiv investering, men der anvendes en anden beskatningsteknik, som skal sikre, at indkomstbeskatningen heraf først finder sted, når udbyttet videreudloddes til investorerne, og at de samlede nettoaktiver i det hjemmehørende institut for kollektive investeringer indtil da beskattes kvartalsvis.«


1 – Originalsprog: tysk.


2 – Código do Imposto sobre o Rendimento das Pessoas Coletivas.


3 – Estatuto dos Beneficios Fiscais (som affattet ved Decreto-Lei 7/2015 af 13.1.2015 med virkning fra den 1.7.2015).


4 – Código do Imposto sobre o Rendimento das Pessoas Singulares.


5 – Oprindeligt Rådets direktiv 85/611/EØF af 20.12.1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer, erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13.7.2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).


6 – Denne bestemmelse havde følgende ordlyd: »2. Såfremt der i afkast, der udbetales på grundlag af kapitalandele, og indtægter, der må ligestilles med udbetaling, er indeholdt indtægter, som stammer fra en udenlandsk stat, og som i denne stat pålægges en skat, der kan modregnes i indkomstskatten eller selskabsskatten, i henhold til § 34c, stk. 1, i Einkommensteuergesetz [indkomstskatteloven] eller § 26, stk. 1, i selskabsskatteloven eller i medfør af en dobbeltbeskatningsaftale, modregnes den udenlandske skat, der er blevet opgjort, erlagt og nedsat med et eventuelt fradragsberettiget beløb, for så vidt angår fuldt skattepligtige investorer i den del af indkomstskatten eller selskabsskatten, som skyldes for den indkomst, der er oppebåret i den pågældende stat, forhøjet med den forholdsmæssige udenlandske skat. […]« – Gesetz zur Modernisierung des Investmentwesens und zur Besteuerung von Investmentvermögen (Investmentsteuermodernisierungsgesetz) (lov om modernisering af investeringsområdet og om beskatning af investeringsaktiver), af 15.12.2003, BGBl. 2003 I, s. 2676 ff.


7 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 33), af 5.2.2014, Hervis Sport- és Divatkereskedelmi (C-385/12, EU:C:2014:47, præmis 21), og af 13.11.2012, Test Claimants in the FII Group Litigation (C-35/11, EU:C:2012:707, præmis 90) og den deri nævnte retspraksis.


8 – I denne retning også dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 35 og 36), af 10.4.2014, Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company (C-190/12, EU:C:2014:249, præmis 29), og af 13.11.2012, Test Claimants in the FII Group Litigation (C-35/11, EU:C:2012:707, præmis 92).


9 – Det drejer sig nemlig ikke om kapitalandele, som gør det muligt at udøve en sådan indflydelse på beslutningerne i selskabet, at der kan træffes afgørelse om dets drift. Jf. desangående dom af 13.11.2012, Test Claimants in the FII Group Litigation (C-35/11, EU:C:2012:707, præmis 90 ff.), af 10.2.2011, Haribo Lakritzen Hans Riegel og Österreichische Salinen (C-436/08 og C-437/08, EU:C:2011:61, præmis 35), og af 21.10.2010, Idryma Typou (C-81/09, EU:C:2010:622, præmis 47).


10 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 40), af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 27), og af 8.11.2012, Kommissionen mod Finland (C-342/10, EU:C:2012:688, præmis 28).


11 – Jf. i denne retning dom af 26.5.2016, NN (L) International (C-48/15, EU:C:2016:356, præmis 47), af 14.4.2016, Sparkasse Allgäu (C-522/14, EU:C:2016:253, præmis 29), kendelse af 4.6.2009, KBC-bank (C-439/07 og C-499/07, EU:C:2009:339, præmis 80), og dom af 6.12.2007, Columbus Container Services (C-298/05, EU:C:2007:754, præmis 51 og 53).


12 – Generaladvokat Hogans forslag til afgørelse Autoridade Tributária e Aduaneira (beskatning af avancer af fast ejendom) (C-388/19, EU:C:2020:940, punkt 36 ff.).


13 – Dom af 24.11.1993, Keck og Mithouard (C-267/91 og C-268/91, EU:C:1993:905, præmis 16).


14 – Jf. mere udførligt herom mit forslag til afgørelse Google Ireland (C-482/18, EU:C:2019:728, punkt 35 ff.).


15 – Jf. i denne retning dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 44), af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 28), og af 8.11.2012, Kommissionen mod Finland (C-342/10, EU:C:2012:688, præmis 33).


16 – Dom af 30.1.2020, Köln-Aktienfonds Deka (C-156/17, EU:C:2020:51, præmis 42), af 30.6.2016, Riskin og Timmermans (C-176/15, EU:C:2016:488, præmis 29), af 20.10.2011, Kommissionen mod Tyskland (C-284/09, EU:C:2011:670, præmis 45), og af 20.5.2008, Orange European Smallcap Fund (C-194/06, EU:C:2008:289, præmis 30).


17 – Dom af 30.1.2020, Köln-Aktienfonds Deka (C-156/17, EU:C:2020:51, præmis 43), af 24.10.2018, Sauvage og Lejeune (C-602/17, EU:C:2018:856, præmis 34), og af 9.10.2014, van Caster (C-326/12, EU:C:2014:2269, præmis 47).


18 – Dom af 30.1.2020, Köln-Aktienfonds Deka (C-156/17, EU:C:2020:51, præmis 45), og af 30.6.2011, Meilicke m.fl. (C-262/09, EU:C:2011:438, præmis 38).


19 – Domstolens dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek, C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 29 ff.).


20 – Domstolens dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek, C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 29 ff.).


21 – Jf. herom ligeledes generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2015:571, punkt 23).


22 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 42 ff.).


23 – Dom af 14.12.2006 (C-170/05, EU:C:2006:783, præmis 37 ff.).


24 – Dom af 2.6.2016 (C-252/14, EU:C:2016:402).


25 – I denne retning dom af 14.12.2006, Denkavit Internationaal og Denkavit France (C-170/05, EU:C:2006:783, præmis 44 ff.).


26 – I denne retning udtrykkeligt dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 33).


27 – Jf. i denne retning dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 34), og af 17.9.2015, Miljoen m.fl. (C-10/14, C-14/14 og C-17/14, EU:C:2015:608, præmis 48).


28 – Domstolens dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 41).


29 – Jf. nærmere herom mit forslag til afgørelse Google Ireland (C-482/18, EU:C:2019:728, punkt 35 ff.); jf. også for nylig generaladvokat Hogans forslag til afgørelse Autoridade Tributária e Aduaneira (Beskatning af avancer på fast ejendom) (C-388/19, EU:C:2020:940, præmis 36 ff.).


30 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 48), af 10.4.2014, Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company (C-190/12, EU:C:2014:249, præmis 57), af 10.5.2012, Santander Asset Management SGIIC m.fl. (C-338/11 – C-347/11, EU:C:2012:286, præmis 23), og af 6.6.2000, Verkooijen (C-35/98, EU:C:2000:294, præmis 43).


31 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 47), af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 46), og af 10.4.2014, Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company (C-190/12, EU:C:2014:249, præmis 55 og 56 og den deri nævnte retspraksis).


32 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 48), af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 47), og af 10.5.2012, Santander Asset Management SGIIC m.fl. (C-338/11 – C-347/11, EU:C:2012:286, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).


33 – Jf. f.eks. – uden at foregive at være udtømmende: dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 48), af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 47), af 1.12.2011, Kommissionen mod Belgien (C-250/08, EU:C:2011:793, præmis 51), af 7.9.2004, Manninen (C-319/02, EU:C:2004:484, præmis 29), og af 6.6.2000, Verkooijen (C-35/98, EU:C:2000:294, præmis 43).


34 – Generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2015:571, punkt 2).


35 – Dom af 14.2.1995, Schumacker (C-279/93, EU:C:1995:31, præmis 31), dog også bekræftet i dom af 22.12.2008, Truck Center (C-282/07, EU:C:2008:762, præmis 38), og af 5.7.2005, D. (C-376/03, EU:C:2005:424, præmis 26).


36 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 51), af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 49), og af 10.5.2012, Santander Asset Management SGIIC m.fl. (C-338/11 – C-347/11, EU:C:2012:286, præmis 28). I dom af 26.2.2019, N Luxembourg 1 m.fl. (C-115/16, C-118/16, C-119/16 og C-299/16, EU:C:2019:134, præmis 162 ff.) fandt Domstolen endog, at allerede en udelukkelse af en likviditetsfordel i en grænseoverskridende situation, mens den tildeles i en tilsvarende indenlandsk situation, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser. En kildebeskatning indebærer imidlertid i sig selv en likviditetsmæssig ulempe sammenlignet med en (senere) påligning, selv om denne ulempe reduceres ved acontobetalinger.


37 – Dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 48), og af 8.11.2012, Kommissionen mod Finland (C-342/10, EU:C:2012:688, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).


38 – Domstolens dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 48), og af 10.5.2012, Kommissionen mod Estland (C-39/10, EU:C:2012:282, præmis 51).


39 – I forbindelse med en bestemmelse, der tager udgangspunkt i hjemstedet, kan det vel udelukkes, at der er tale om en »skjult begrænsning« som omhandlet i artikel 65, stk. 3.


40 – Traktaten om Den Europæiske Union af 7.2.1992 (EFT 1992, C 191, s. 1-110).


41 – Jf. mit forslag til afgørelse Q (C-133/13, EU:C:2014:2255, Nr. 48), og J. Kokott, Das Steuerrecht der Europäischen Union, München 2018, § 3, punkt 94 in fine.


42 – Dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 49), og af 10.5.2012, Santander Asset Management SGIIC m.fl. (C-338/11 – C-347/11, EU:C:2012:286, præmis 28).


43 – Domstolens dom af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 55 ff.).


44 – Dom af 5.7.2005, D. (C-376/03, EU:C:2005:424, præmis 37).


45 – Således udtrykkeligt dom af 5.7.2005, D. (C-376/03, EU:C:2005:424, præmis 38).


46– Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 48), af 2.6.2016, Pensioenfonds Metaal en Techniek (C-252/14, EU:C:2016:402, præmis 47), af 1.12.2011, Kommissionen mod Belgien (C-250/08, EU:C:2011:793, præmis 51), af 7.9.2004, Manninen (C-319/02, EU:C:2004:484, præmis 29), og af 6.6.2000, Verkooijen (C-35/98, EU:C:2000:294, præmis 43).


47 – Dom af 7.11.2013, K (C-322/11, EU:C:2013:716, præmis 50), af 6.9.2012, Philips Electronics (C-18/11, EU:C:2012:532, præmis 23), af 29.11.2011, National Grid Indus (C-371/10, EU:C:2011:785, præmis 45), og af 13.12.2005, Marks & Spencer (C-446/03, EU:C:2005:763, præmis 45 og 46).


48 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 71), af 10.4.2014, Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company (C-190/12, EU:C:2014:249, præmis 99), af 10.5.2012, Santander Asset Management SGIIC m.fl. (C-338/11 – C-347/11, EU:C:2012:286, præmis 48), og af 20.10.2011, Kommissionen mod Tyskland (C-284/09, EU:C:2011:670, præmis 78), og den deri nævnte retspraksis.


49 – Dom af 22.11.2018, Sofina m.fl. (C-575/17, EU:C:2018:943, præmis 67), og af 13.7.2016, Brisal og KBC Finance Ireland (C-18/15, EU:C:2016:549, præmis 21), jf. i denne retning dom af 9.10.2014, van Caster (C-326/12, EU:C:2014:2269, præmis 46), dom af 18.10.2012, X (C-498/10, EU:C:2012:635, præmis 39), og af 3.10.2006, FKP Scorpio Konzertproduktionen (C-290/04, EU:C:2006:630, præmis 35).


50 – Rådets direktiv (EU) 2016/1164 af 12.7.2016 om regler til bekæmpelse af metoder til skatteundgåelse, der direkte indvirker på det indre markeds funktion (EUT 2016, L 193, s. 1).


51 – Tax challenges Arising from Digitalisation – Report on Pillar Two Blueprint, https://www.oecd-ilibrary.org/docserver/abb4c3d1-en.pdf?expires=1607888140&id=id&accname=guest&checksum=DC286FCCE9A7B15A436A5E3297CD7D78.


52 – Tax challenges Arising from Digitalisation – Report on Pillar Two Blueprint, Cover Statement, https://www.oecd-ilibrary.org/docserver/abb4c3d1-en.pdf?expires=1607888140&id=id&accname=guest&checksum=DC286FCCE9A7B15A436A5E3297CD7D78, s. 10 ff.


53 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 79), af 10.5.2012, Santander Asset Management SGIIC m.fl. (C-338/11 – C-347/11, EU:C:2012:286, præmis 50), og af 23.10.2008, Krankenheim Ruhesitz am Wannsee-Seniorenheimstatt (C-157/07, EU:C:2008:588, præmis 43 og 44).


54 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 80), af 10.5.2012, Santander Asset Management SGIIC m.fl. (C-338/11 – C-347/11, EU:C:2012:286, præmis 51), og af 27.11.2008, Papillon (C-418/07, EU:C:2008:659, præmis 44).


55 – Således i al fald også i den tyske oversættelse af nyere retspraksis: dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 83 ff.), af 12.6.2018, Bevola og Jens W. Trock (C-650/16, EU:C:2018:424, præmis 51), af 21.12.2016, Kommissionen mod Portugal (C-503/14, EU:C:2016:979, præmis 62), af 30.6.2016, Feilen (C-123/15, EU:C:2016:496, præmis 29), og af 17.12.2015, Timac Agro Deutschland (C-388/14, EU:C:2015:829, præmis 45).


56 – Dom af 21.6.2018, Fidelity Funds m.fl. (C-480/16, EU:C:2018:480, præmis 64), af 24.11.2016, SECIL (C-464/14, EU:C:2016:896, præmis 56), og af 17.12.2015, Timac Agro Deutschland (C-388/14, EU:C:2015:829, præmis 29).


57 – Generaladvokat Hogans forslag til afgørelse Autoridade Tributária e Aduaneira (Beskatning af avancer af fast ejendom) (C-388/19, EU:C:2020:940, punkt 73).


58 – Jf. dom af 18.3.2010, Gielen (C-440/08, EU:C:2010:148, præmis 49-54 med en yderst mærkværdig begrundelse), og af 8.6.2016, Hünnebeck (C-479/14, EU:C:2016:412, præmis 42). Jf. dog også dom af 12.6.2018, Bevola og Jens W. Trock (C-650/16, EU:C:2018:424, præmis 25 ff.), hvor Domstolen i det mindste kort undersøger, om en valgmulighed kan rejse tvivl om en forskelsbehandling.