C-420/19 Heavyinstall - Indstilling

C-420/19 Heavyinstall - Indstilling

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. PITRUZZELLA

fremsat den 17. september 2020

Sag C-420/19

Maksu- ja Tolliamet

mod

Heavyinstall OÜ

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Riigikohus (øverste domstol, Estland))

»Præjudiciel forelæggelse – gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger– anmodning om retsbevarende foranstaltninger – retsafgørelse fra den bistandssøgende medlemsstat med henblik på vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger – kompetence for retten i den bistandssøgte medlemsstat til at vurdere, om betingelserne for vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger i henhold til dens nationale lovgivning og administrative praksis er opfyldt«

I. Indledning

1. Er retten i den medlemsstat, der er adressat for en anmodning om retsbevarende foranstaltninger, inden for rammerne af gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger i henhold til direktiv 2010/24/EU (2), bundet til den bistandssøgende medlemsstats opfattelse med hensyn til behovet og muligheden for sådanne foranstaltninger, når der sammen med denne anmodning fremsendes et dokument, som indeholder denne opfattelse?

2. Dette er i korte træk det spørgsmål, der rejses i den anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Corte dal Riigikohus (øverste domstol, Estland).

3. Nærværende præjudicielle spørgsmål er rejst i forbindelse med en tvist vedrørende et søgsmål, der er blevet anlagt af Maksu- ja Tolliamet (told- skatte- og afgiftsmyndigheden, Estland, herefter »den estiske skatte- og afgiftsmyndighed«) til prøvelse af en afgørelse fra Tallinna Ringkonnakohus (appeldomstolen i Tallinn, Estland), hvorved denne sidstnævnte retsinstans afslog myndighedens anmodning om tilladelse til at anvende retsbevarende foranstaltninger vedrørende selskabet Heavyinstall OÜ (herefter »Heavyinstall«). Denne anmodning fulgte efter en anmodning om retsbevarende foranstaltninger, der blev fremsat af de finske myndigheder til de estiske myndigheder i overensstemmelse med bestemmelserne om gensidig bistand i henhold til direktiv 2010/24.

II. Lovgivningsmæssig kontekst

A. EU-retten

4. Artikel 14 i direktiv 2010/24 med overskriften »tvister« bestemmer:

»1. Tvister vedrørende fordringen, den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, eller den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, og tvister vedrørende gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgende medlemsstat hører under de kompetente instansers kompetence i den bistandssøgende medlemsstat. Hvis fordringen, den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, eller den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, anfægtes under inddrivelsesforretningen af en berørt part, underretter den bistandssøgte myndighed den pågældende part om, at sagen skal indbringes for den kompetente instans i den bistandssøgende medlemsstat i overensstemmelse den gældende lovgivning i den medlemsstat.

2. Tvister vedrørende de eksekutionsforanstaltninger, der træffes i den bistandssøgte medlemsstat, eller vedrørende gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgte medlemsstat indbringes for den kompetente instans i denne medlemsstat i overensstemmelse med gældende lovgivning og administrative bestemmelser i den medlemsstat.

[…]«

5. Artikel 16 i direktiv 2010/24 med overskriften »Anmodning om retsbevarende foranstaltninger« bestemmer:

»1. Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed træffer den bistandssøgte myndighed retsbevarende foranstaltninger, hvis dette er tilladt efter dens nationale lovgivning og i henhold til sin administrative praksis, for at sikre inddrivelse, hvis en fordring eller den akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, anfægtes på det tidspunkt, hvor anmodningen foretages, eller hvis fordringen endnu ikke er omhandlet i en akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, for så vidt retsbevarende foranstaltninger også er mulige i en lignende situation i henhold til den bistandssøgende medlemsstats lovgivning og administrative praksis.

Det dokument, der udfærdiges med henblik på at hjemle ret til retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende medlemsstat vedrørende en eventuel fordring, for hvilken der er anmodet om gensidig bistand, vedhæftes anmodningen om retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgte medlemsstat. Dette dokument anerkendes, suppleres eller erstattes ikke af en tilsvarende akt i den bistandssøgte medlemsstat.

[…]«

6. Artikel 17 i direktiv 2010/24 med overskriften »Regler for anmodning om retsbevarende foranstaltninger« bestemmer:

»Med henblik på iværksættelsen af artikel 16 anvendes artikel 10, stk. 2, artikel 13, stk. 1 og 2, samt artikel 14 og 15 med de fornødne ændringer«.

7. Artikel 18 i direktiv 2010/24 med overskriften »Begrænsning af den bistandssøgte myndigheds forpligtelser« bestemmer:

»1. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at yde den i artikel 10-16 omhandlede bistand, hvis inddrivelse af fordringen på grund af den betalingspligtiges situation ville give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder i den bistandssøgte medlemsstat, for så vidt som de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i denne medlemsstat, tillader en sådan fritagelse for nationale fordringer.

2. Den bistandssøgte myndighed er ikke forpligtet til at yde den i artikel 5 og 7-16 omhandlede bistand, hvis den oprindelige anmodning om bistand efter artikel 5, 7, 8, 10 eller 16 vedrører fordringer, der er over fem år gamle regnet fra tidspunktet for fordringens forfaldsdato i den bistandssøgende medlemsstat frem til tidspunktet for fremsættelse af den oprindelige anmodning om bistand.

[…]

3. En medlemsstat er ikke forpligtet til at yde bistand, hvis det samlede beløb af de fordringer, der er omfattet af dette direktiv, og for hvilke der anmodes om bistand, er på under 1 500 EUR.

4. Den bistandssøgte myndighed underretter den bistandssøgende myndighed om grundene til, at en anmodning om bistand ikke kan efterkommes.«

B. Estisk ret

8. § 130 i Maksukorralduse seadus (skatte- og afgiftsloven, herefter »den estiske skatte- og afgiftslov«) med overskriften »skatte- og afgiftsmyndighedens fuldbyrdelsesforanstaltninger« bestemmer:

»(1) Hvis den skatte- og afgiftspligtige person ikke har opfyldt den finansielle forpligtelse inden for den frist, der er fastsat i skatte- og afgiftsmyndighedens administrative akt eller i en af de i § 128, stk. 4, nr. 2 eller 3, nævnte afgørelser, begynder skatte- og afgiftsmyndigheden at inddrive gælden ved tvangsfuldbyrdelse

1. at anmode om registrering af en bemærkning om et dispositionsforbud i tingbogen eller et andet formueregister uden den pågældendes samtykke

2. at stifte pant i en fast ejendom, et i skibsregisteret registreret skib eller et i det civile luftfartsregister registreret luftfartøj i henhold til ejendomslovens bestemmelser om tvangshypotekspanter

3. at foretage fuldbyrdelse i finansielle rettigheder i henhold til nærværende lovs bestemmelser og reglerne om fuldbyrdelsesproceduren

4. at gøre udlæg i andre formuerettigheder, som der ikke kan foretages fuldbyrdelse i som omhandlet i dette stykkes nr. 3, og anmode om optagelse af en bemærkning om dispositionsforbud vedrørende disse rettigheder i det relevante register over disse rettigheder

5. at udstede anordning om spærring af værdipapirer eller en værdipapirkonto i henhold til værdipapirregisterlovens bestemmelser. […]«

9. § 136, stk. 1, i den estiske afgiftslov med overskriften »Retsbevarende foranstaltninger forud for fastsættelsen af pengekravet eller forpligtelsen« bestemmer:

»(1) Såfremt der ved kontrollen af korrekt betaling af skat opstår begrundet mistanke om, at det efter fastsættelsen af en forpligtelse eller et pengekrav på grundlag af skatte- og afgiftsloven på grund af den skatte- og afgiftspligtige persons handlinger kan vise sig vanskeligere eller umuligt at fuldbyrde kravet, kan lederen af skatte- og afgiftsmyndigheden eller en af denne bemyndiget embedsmand anmode forvaltningsdomstolen om at give tilladelse til en fuldbyrdelsesforanstaltning som omhandlet i nærværende lovs § 130, stk. 1.

[…]«

III. Faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne i hovedsagen samt de præjudicielle spørgsmål

10. Den 13. marts 2018 indgav den finske skatte- og afgiftsmyndighed til den estiske skatte- og afgiftsmyndighed en anmodning om retsbevarende foranstaltninger vedrørende Heavyinstall på grundlag af artikel 16 i direktiv 2010/24 (herefter »anmodningen om bistand«) til sikring af opfyldelsen af dette selskabs forventede skatte- og afgiftsforpligtelse. Anmodningen var vedhæftet en afgørelse fra Keski Pohjanmaan käräjäoikeus (retten i første instans i Keski Pohjanmaa, Finland) af 8. februar 2018, som i forlængelse af en anmodning herom fra den finske skatte- og afgiftsmyndighed stadfæstede et udlæg i en del af det pågældende selskabs formue til sikring af en fordring på på 320 022 EUR.

11. Ifølge denne ret var det pågældende selskab, idet Heavyinstalls faste forretningssted og hovedinteresser befinder sig i Finland, forpligtet til at opfylde sine skatte- og afgiftsforpligtelser i denne medlemsstat. Imidlertid og for det første havde Heavyinstall, selv om selskabet rådede over et fast forretningssted i Finland, hverken angivet eller betalt nogen skat eller afgift, og for det andet havde det eneste medlem af selskabets direktion afgivet urigtige oplysninger både med hensyn til virksomhedens økonomiske aktiviteter og med hensyn til sin bopæl. Der forelå imidlertid en risiko for, at dette selskab ville udvise en tilsvarende adfærd også i forhold til de skatte- og afgiftsforpligtelser, der fastslås efter den igangværende skatteprocedure og særligt ville skjule, ødelægge eller under alle omstændigher overføre, overdrage eller videregive sin formue til tredjemændeller agere på en anden måde, som ville bringe opfyldelsen af den finske skatte- og afgiftsmyndighed i fare.

12. I forlængelse af anmodningen om bistand indgav den estiske skatte- og afgiftsmyndighed den 29. marts 2018 til Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn, Estland) en anmodning om tilladelse til retsbevarende foranstaltninger og bl.a. registrering i Estland af dispositionsforbuddet vedrørende Heavyinstalls køretøjer (to anhængere til en værdi af hver ca. 7 500 EUR og en lastbil til en værdi af ca. 9 500 EUR) samt til foreløbigt udlæg i virksomhedens bankkonti i alle estiske pengeinstitutter til en værdi af 297 304 EUR (herefter »anmodningen om tilladelse til retsbevarende foranstaltninger«).

13. Ved kendelse af 3. april 2018 afslog den nævnte ret anmodningen om tilladelse til retsbevarende foranstaltninger.

14. Efter afsigelsen af ovennævnte kendelse iværksatte den estiske skatte- og afgiftsmyndighed appel for Tallinna Ringkonnakohus(appeldomstolen i Tallin), som ikke tog myndighedens appel til følge, idet den ikke var overbevist om, at der var risiko for, at opfyldelse af Heavyinstalls skatte- og afgiftsforpligtelser ville blive vanskeligere eller umulig som følge af samme selskabs adfærd og følgelig, at betingelsen i§ 136, stk. 1, i den estiske skatte- og afgiftslov var opfyldt.

15. Den estiske skatte- og afgiftsmyndighed har iværksat appel til prøvelse af kendelsen fra appeldomstolen til Riigikohus (den øverste domstol, Estland, herefter »den forelæggende ret«) med påstand om ophævelse af kendelsen og afsigelse af en ny kendelse, hvori anmodningen om retsbevarende foranstaltninger vedrørende Heavyinstall tages til følge. Det er inden for rammerne af dette søgsmål, at den forelæggende ret har rejst spørgsmålet om fortolkningen af direktiv 2010/24, særligt af dets artikel 16 vedrørende anmodningen om retsbevarende foranstaltninger.

16. Ifølge den forelæggende ret er det med henblik på løsningen af tvisten i hovedsagen afgørende at få afklaret, om retten i en medlemsstat, når den træffer afgørelse om en anmodning om retsbevarende foranstaltninger, der indgives af en skatte- og afgiftsmyndighed i en anden medlemsstat på grundlag af artikel 16 i direktiv 2010/24, selv kan foretage en vurdering af de bevismidler, der påberåbes til støtte for anmodningen, og på grundlag af sin egen overbevisning kan fastslå, om betingelserne for anvendelse af bevarende foranstaltninger er opfyldt, eller om denne ret er forpligtet til at støtte sig på vurderingen fra retten i den bistandssøgende medlemsstat.

17. Den forelæggende ret har således besluttet at udsætte sagen og ved afgørelse indgivet den 29. maj 2019 forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 16 i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger fortolkes således, at retten i den bistandssøgte medlemsstat ved afgørelsen angående denne anmodning på grundlag af national ret (hvilket den bistandssøgte ret har mulighed for i henhold til artikel 16, første punktum) er bundet til rettens opfattelse i den bistandssøgende myndigheds etableringsstat med hensyn til behovet og muligheden for retsbevarende foranstaltninger, når retten er blevet forelagt et dokument, som indeholder denne opfattelse (artikel 16, stk. 1, andet afsnit, sidste punktum, hvorefter dette dokument hverken skal anerkendes, suppleres eller erstattes)?«

IV. Retlig bedømmelse

18. Den forelæggende ret ønsker med det præjudicielle spørgsmål oplyst, om artikel 16 i direktiv 2010/24 skal fortolkes således, at retten i en medlemsstat, der er adressat for en anmodning om retsbevarende foranstaltninger, når den skal træffe afgørelse om denne anmodning på grundlag af national lovgivning, er bundet til opfattelsen hos retten i den bistandssøgende medlemsstat med hensyn til behovet og muligheden for retsbevarende foranstaltninger, når retten er blevet forelagt et dokument, som indeholder denne opfattelse.

19. Dette præjudicielle spørgsmål forudsætter en fastlæggelse af rækkevidden af beføjelserne for retten i den medlemsstat, der har modtaget en anmodning om retsbevarende foranstaltninger inden for rammerne af den ordning om gensidig bistand, der blev skabt med direktiv 2010/24 med hensyn særligt til to særskilte elementer: behovet for de retsbevarende foranstaltninger, der anmodes om, og muligheden for vedtagelsen af disse.

20. Indledningsvis vil jeg nævne, at det følger af artikel 16, stk. 1, andet punktum, i direktiv 2010/24, at en anmodning om bistand vedrørende retsbevarende foranstaltninger kan ledsages af et dokument, der er udfærdiget med henblik på at hjemle ret til retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende medlemsstat vedrørende en fordring, for hvilken der er anmodet om gensidig bistand (3). Dette dokument kan have form af af en administrativ afgørelse eller en afgørelse fra en ret i den bistandssøgende medlemsstat (4).

21. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den anmodning om bistand vedrørende anvendelse af retsbevarende foranstaltninger, som de finske myndigheder fremsendte til de estiske myndigheder i den hovedsag, der verserer ved den forelæggende ret, var ledsaget af en retsafgørelse, som indeholdt en analyse af, om betingelserne i finsk ret for at anvende retsbevarende foranstaltninger vedrørende Heavyinstall var overholdt. Både retten i første instans og appeldomstolen foretog på baggrund af kriterierne i estisk ret en fornyet undersøgelse af, om disse betingelser var overholdt.

22. Det er således i en sådan sammenhæng, at den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at fortolke artikel 16 i direktiv 2010/24 med henblik på at efterprøve om og i hvilket omfang denne bestemmelse inden for rammerne af den ordning vedrørende gensidig bistand mellem medlemsstaterne, der blev skabt ved det ovennævnte direktiv, gør det muligt for retten i den bistandssøgte medlemsstat at vurdere det vedhæftede dokument, der har form af en retsafgørelse, som er blevet afsagt af en ret i den bistandssøgende medlemsstat, og at foretage sin egen vurdering af, om betingelserne om behovet og muligheden for at vedtage retsbevarende foranstaltninger, som den bistandssøgende myndighed har anmodet om, er opfyldt.

23. Den nævnte ret har i forlæggelsesafgørelsen tilkendegivet, at den er tilbøjelig til at tiltræde en fortolkning af artikel 16 i direktiv 2010/24 i henhold til hvilken, den afgørelse fra retten i den bistandssøgende medlemsstat, som vedhæftes anmodningen om bistand, i forhold til proceduren om godkendelse af retsbevarende foranstaltninger for retten i den bistandssøgte medlemsstat, udelukkende udgør et bevismiddel, der skal vurderes af den bistandssøgte medlemsstat med henblik på at efterprøve, om betingelserne for vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger på grundlag af denne stats lovgivning er opfyldt.

24. De parter, som har indgivet indlæg til Domstolen, er uenige om fortolkningen af den pågældende bestemmelse. Den svenske regering har tilsluttet sig den forelæggende rets opfattelse og finder ligeledes, at en dom fra en ret i en bistandssøgende medlemsstat om godkendelse af anvendelse af retsbevarende foranstaltninger, udelukkende udgør et bevismiddel for den bistandssøgte ret. Den estiske og ungarske regering er derimod af den opfattelse, at retten i den bistandssøgte stat er bundet af opfattelsen hos retten i den bistandssøgende medlemsstat med hensyn til behovet og muligheden for at vedtage foreløbige foranstaltninger, når et dokument, der gengiver denne opfattelse, forelægges denne ret.

25. Europa-Kommissionen har gjort gældende, at det med undtagelse af særlige tilfælde tilkommer den bistandssøgende myndighed at efterprøve behovet for retsbevarende foranstaltninger. Hvad derimod angår muligheden for at indrømme sådanne foranstaltninger, giver det dokument, der vedhæftes anmodningen om bistand, udelukkende en angivelse af muligheden for at gennemføre dem i den bistandssøgende medlemsstat.

26. Der skal således med henblik på at besvare det af den forelæggende ret stillede spørgsmål, foretages en fortolkning af artikel 16 i direktiv 2010/24.

27. I denne forbindelse følger det i henhold til Domstolens faste praksis af såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en EU-retlig bestemmelse, som efter sin ordlyd ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, som skal søges under hensyntagen til ikke alene bestemmelsens kontekst, men ligeledes til det med den pågældende lovgivning forfulgte mål. (5)

28. Hvad angår for det første den nævnte artikel 16 i direktiv 2010/24, følger det af bestemmelsens stk. 1, første afsnit, at den bistandssøgte myndighed efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed træffer retsbevarende foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring i to situationer: for det første hvis en fordring eller den akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, anfægtes på det tidspunkt, hvor anmodningen foretages, og for det andet, hvis fordringen endnu ikke er omhandlet i en akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat.

29. Vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger fra den bistandssøgte myndigheds side er dernæst undergivet to betingelser, en, der vedrører den bistandssøgte medlemsstat, og en, der vedrører den bistandssøgende medlemsstat.

30. De retsbevarende foranstaltninger kan således vedtages for det første »hvis dette er tilladt efter dens nationale lovgivning og i henhold til sin administrative praksis« og for det andet »for så vidt retsbevarende foranstaltninger også er mulige i en lignende situation i henhold til den bistandssøgende medlemsstats lovgivning og administrative praksis«.

31. Dernæst fremgår det af andet afsnit i artiklens stk. 1, at det dokument, der udfærdiges med henblik på at hjemle ret til retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende medlemsstat vedrørende en fordring, der er genstand for anmodningen om gensidig bistand, for så vidt som der foreligger et sådant dokument, skal vedhæftes anmodningen om retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgte medlemsstat (6).

32. Dette andet afsnits sidste punktum bestemmer endvidere, at det pågældende dokument ikke anerkendes, suppleres eller erstattes af en tilsvarende akt i den bistandssøgte medlemsstat.

33. Endelig kan anmodningen om retsbevarende foranstaltninger i henhold til direktivets artikel 16, stk. 2, ledsages af andre dokumenter, som er udstedt i den bistandssøgende medlemsstat, end dem, der er nævnt i stk. 1’s andet afsnit.

34. Det fremgår af analysen af ordlyden af artikel 16 i direktiv 2010/24, at selv om bestemmelsen ikke udtrykkeligt specificerer rækkevidden af beføjelserne for retten i den bistandssøgte medlemsstat i tilfælde af, at der fremsættes en anmodning om retsbevarende foranstaltninger inden for rammerne af ordningen vedrørende gensidig bistand, giver bestemmelsen imidlertid en vis vejledning med hensyn dertil.

35. For det første hvad angår den analyse, der skal foretages i tilfælde af en indgivelse af en sådan anmodning af retten i den bistandssøgte medlemsstat på grundlag af national lovgivning, fastsætter den pågældende bestemmelse, at analysen er begrænset til at efterprøve, at vedtagelsen af retsbevarende foranstaltninger er »tilladt« i henhold til den nationale lovgivning og i overensstemmelse med dens administrative praksis. Det følger heraf, at den analyse, som den pågældende ret skal foretage på grundlag af sin egen lovgivning, forekommer begrænset til muligheden for i sin egen retsorden at vedtage retsbevarende foranstaltninger som dem, der er omhandlet i anmodningen om gensidig bistand. (7)

36. For det andet følger det af bestemmelsen, at det dokument fra den bistandssøgende myndighed, som (eventuelt) ledsager anmodningen, og som giver hjemmel til vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgte medlemsstat ikke forudsætter, at en tilsvarende akt i den bistandssøgte medlemsstat anerkendes, suppleres eller erstattes. Det følger heraf, at den analyse, der er indeholdt i et eventuelt ledsagende dokument, som generelt vedrører overholdelsen af betingelserne for vedtagelsen af retsbevarende foranstaltninger i lyset af den nationale lovgivning i den bistandssøgende medlemsstat, ikke må og ikke kan suppleres eller erstattes i den bistandssøgte medlemsstat, hvilket, som den estiske og ungarske regering har gjort gældende, synes at indikere, at de deri indeholdte betragtninger med hensyn til behovet for vedtagelse af de retsbevarende foranstaltninger, der anmodes om, og muligheden for vedtagelse af disse foranstaltningger i den bistandssøgende medlemsstat binder retten i den bistandssøgte medlemsstat (8).

37. Fortolkningen af artikel 16 i direktiv 2010/24, som følger af analysen af bestemmelsens ordlyd, understøttes i øvrigt både af en systematisk analyse og af en analyse af direktivets formål.

38. Hvad nemlig angår for det andet analysen af den sammenhæng, som artikel 16 i direktiv 2010/24 indgår i, bemærkes, at denne bestemmelse er indeholdt i direktivets kapitel IV, som regulerer »inddrivelsesforanstaltninger eller retsbevarende foranstaltninger«.

39. Artikel 10-15 regulerer inden for rammerne af nævnte kapitel IV forskellige aspekter af de anmodninger om inddrivelse, der fremsættes i henhold til direktiv 2010/24, artikel 16 og 17 vedrører anmodninger om gensidig bistand på området for retsbevarende foranstaltninger og artikel 18-20 vedrører spørgsmål, der er fælles for de to former for anmodninger. I henhold til det nævnte direktivs artikel 17 finder visse bestemmelser vedrørende anmodninger om inddrivelse, herunder navnlig artikel 14 med overskriften »tvister« anvendelse med henblik på iværksættelsen af artikel 16.

40. Hvad specifikt angår den nævnte artikel 14 i direktiv 2010/24 har Domstolen allerede haft lejlighed til at præcisere rækkevidden af og begrundelsen for kompetencefordelingen mellem henholdsvis de bistandssøgende og bistandssøgte retter i medlemsstaterne.

41. Det følger således af denne retspraksis, at artikel 14 i direktiv 2010/24 fastsætter en fordeling af kompetencen mellem instanserne i den bistandssøgende medlemsstat og instanserne i den bistandssøgte medlemsstat for så vidt angår påkendelsen af tvister vedrørende på den ene side fordringen, den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, eller gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgende medlemsstat, samt på den anden side de eksekutionsforanstaltninger, der træffes i den bistandssøgte medlemsstat, eller gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i denne sidstnævnte medlemsstat. (9)

42. Domstolen har forklaret, at denne kompetencefordeling er en naturlig følge af, at fordringen og den akt, der hjemler ret til eksekution heraf, er stiftet og oprettet på grundlag af gældende ret i den bistandssøgende medlemsstat, mens eksekutionsforanstaltningerne træffes i den bistandssøgte medlemsstat i henhold til de lovbestemmelser, der finder anvendelse dér. (10)

43. Begrundelsen, der følger af retspraksis, for artikel 14 i direktiv 2010/24 på området for gensidig bistand ved inddrivelse, der finder tilsvarende anvendelse inden for rammerne af en anmodning om gensidig bistand vedrørende anvendelsen af retsbevarende foranstaltninger i henhold til samme direktivs artikel 16, forekommer at kunne overføres analogt for at fastslå kompetencefordelingen mellem retten i den bistandssøgende medlemsstat og retten i den bistandssøgte medlemsstat, når anmodningen om gensidig bistand vedrørende vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger, som det er tilfældet i den sag, der verserer for den forelæggende ret, vedhæftes en retsafgørelse fra en ret i den bistandssøgende medlemsstat, som fastslår, at betingelserne i henhold til dens nationale lovgivning for vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger er opfyldt.

44. Såfremt denne begrundelse anvendes, kan der deraf udledes en kompetencefordeling mellem retten i den bistandssøgende medlemsstat og retten i den bistandssøgte medlemsstat, hvorefter den førstnævnte har kompetence i forhold til tvister vedrørende fordringen og de betingelser, som giver hjemmel til at vedtage retsbevarende foranstaltninger på grundlag af den lovgivning, der gælder i den bistandssøgende medlemsstat, mens den anden har kompetence i forhold til vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgte medlemsstat i overensstemmelse med denne stats love og administrative praksis.

45. Det følger af disse betragtninger, at det efter en analyse af den sammenhæng, som bestemmelsen i artikel 16 i direktiv 2010/24 indgår i, må antages, at den bistandssøgte medlemsstat – såsom den estiske ret i hovedsagen –har kompetence til at træffe afgørelse om foreneligheden af proceduren for vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger på denne medlemsstats område med denne medlemsstats love og administrative praksis, men ikke, om de materielle betingelser for vedtagelsen af retsbevarende foranstaltninger er opfyldt, såfremt der i denne forbindelse foreligger en retsafgørelse fra en ret i den bistandssøgende medlemsstat.

46. I øvrigt følger det af retspraksis, at direktiv 2010/24, som er støttet på princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne, ikke giver instanserne i den bistandssøgte medlemsstat kompetence til at prøve den bistandssøgende medlemsstats akter (11). Endvidere er medlemsstatens kompetente myndigheder bedst i stand til at fortolke national ret og vurdere lovligheden af en foranstaltning i henhold til denne (12).

47. Desuden er det kun i særlige tilfælde, der skal fortolkes restriktivt (13), at direktiv 2010/24 giver medlemsstatens myndigheder mulighed for at afslå gensidig bistand.

48. Artikel 18 med overskriften »[b]egrænsning af den bistandssøgte myndigheds forpligtelser« opregner således tre specifikke tilfælde, hvori den bistandssøgte medlemsstat kan afslå gensidig bistand såvel for anmodninger om inddrivelse af fordringer som for vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger, nemlig for det første, hvis eksekutionen eller vedtagelsen af retsbevarende foranstaltninger på grund af den betalingspligtiges situation ville give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder i den bistandssøgte medlemsstat, for det andet når der er hengået mere end fem år fra vedtagelsen af den akt, der giver hjemmel til eksekution af fordringen eller vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger, og for det tredje, hvis den fordring, for hvilken der anmodes om eksekution eller retsbevarende foranstaltninger, er på under 1 500 EUR.

49. Domstolen har endvidere fastslået, at en anmodning om gensidig bistand undtagelsesvis kan afslås, når eksekutionen vil være i strid med grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, hvorunder den bistandssøgte myndighed henhører (14).

50. Jeg er dernæst for det tredje af den opfattelse, at analysen af formålene med direktiv 2010/24 bekræfter de ovenstående betragtninger.

51. For det første og som allerede anført, er direktiv 2010/24 støttet på princippet om gensidig tillid. Gennemførelsen af den ordning om gensidig bistand, som er indført med dette direktiv, afhænger af, om en sådan tillid er til stede mellem de omhandlede nationale myndigheder (15).

52. Endvidere, og som det følger af fjerde betragtning til det pågældende direktiv, forfølger direktivet et formål om for det første at udvide anvendelsesområdet for gensidig bistand til inddrivelse til at omfatte fordringer i forbindelse med skatter og afgifter og for det andet med henblik på at imødekomme det stigende antal anmodninger om bistand at gøre bistanden mere effektiv. Kravet om, at den ordning om gensidig bistand, der er fastsat i direktiv 2010/24, skal fungere gnidningsløst, er ligeledes nævnt i sjette betragtning til samme direktiv.

53. Med særlig henvisning til retsbevarende foranstaltninger anføres i 10. betragtning til direktiv 2010/24 dernæst, at i lyset af den øgede mobilitet i det indre marked og restriktionerne i traktaten og anden lovgivning om de garantier, som skatteydere, der ikke er etableret på det nationale område, kan kræve, bør mulighederne for at anmode om inddrivelses- eller retsbevarende foranstaltninger i en anden medlemsstat udvides.

54. En ny undersøgelse fra retten i den bistandssøgte medlemsstats side af, om betingelserne for vedtagelsen af retsbevarende foranstaltninger er opfyldt i lyset af sagens omstændigheder, ville, når dette allerede er blevet fastslået af en ret i den bistandssøgende medlemsstat, og den pågældende afgørelse er vedlagt anmodningen, være i strid med de ovennævnte mål og særligt med det princip om gensidig tillid, som direktiv 2010/24 er støttet på. Idet der ville være risiko for, at eksekution af en anmodning om bistand ville blive umulig eller uforholdsmæssig vanskelig, ville den ligeledes forringe funktionsdygtigheden og effektiviteten af den ordning om gensidig bistand, der er fastsat i direktivet.

55. En sådan ny undersøgelse ville endvidere være i strid med såvel de særlige krav om hurtig sagsbehandling, som kendetegner proceduren for vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger, som med kravet om inden for rammerne af den samme bistandsprocedure at undgå modstridende vurderinger fra de to medlemsstaters retsinstansers side vedrørende de samme faktiske omstændigheder.

56. Formålene i direktiv 2010/24 er således til hinder for en fortolkning af samme direktivs artikel 16 i henhold til hvilken retten i den bistandssøgende medlemsstat, bortset fra de særlige tilfælde, der er nævnt i den foregående præmis 47-49, kan afslå en anmodning om retsbevarende foranstaltninger på grundlag af en ny undersøgelse af de betingelser, der begrunder dem, når disse betingelsers overholdelse allerede er blevet fastslået, sådan som det er tilfældet i hovedsagen, af et retligt organ og den pågældende afgørelse er vedlagt anmodningen om retsbevarende foranstaltninger.

57. Det følger af de ovenstående betragtninger, at artikel 16 i direktiv 2010/24 skal fortolkes således, at i tilfælde af, at der indgives en anmodning om gensidig bistand vedrørende vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger, der ledsages af et dokument som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, andet afsnit, som har form af en afgørelse fra en ret i den bistandssøgende medlemsstat, er retten i den bistandssøgte medlemsstat bundet af denne rets opfattelse med hensyn til behovet – dvs. om betingelserne er opfyldt – for vedtagelse af de retsbevarende foranstaltninger, der er anmodet om, samt med hensyn til muligheden for at vedtage retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende medlemsstat.

V. Forslag til afgørelse

58. På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det af Riigikohus (øverste domstol, Estland) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 16 i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger skal fortolkes således, at i tilfælde af, at der indgives en anmodning om gensidig bistand vedrørende vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger, der ledsages af et dokument som omhandlet i bestemmelsens stk. 1, andet afsnit, som udgøres af en afgørelse fra en ret i den bistandssøgende medlemsstat, er retten i den bistandssøgte medlemsstat bundet til denne rets opfattelse med hensyn til behovet – dvs. om betingelserne er opfyldt – for vedtagelse af de retsbevarende foranstaltninger, der er anmodet om, samt med hensyn til muligheden for at vedtage retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende medlemsstat.«


1 – Originalsprog: italiensk


2 – Rådets direktiv 2010/24/EU af 16.3.2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EUT 2010, L 84, s. 1).


3 – En sådan anmodning kan derimod ikke ledsages af den ensartede akt i henhold til artikel 12 i direktiv 2010/24, for så vidt som denne akt, når den sammenholdes med direktivets artikel 11, principielt er forbeholdt anmodninger om inddrivelse. En ensartet akt kan derimod udgøre grundlaget for en anmodning om retsbevarende foranstaltninger, der fremsættes på grundlag af direktivets artikel 14, stk. 4, andet afsnit, dvs. når en tvist, der er omhandlet i artiklens stk. 1 (jf. punkt 41 nedenfor) opstår efter fremsættelsen af anmodningen om indrivelse og med henblik på at sikre denne inddrivelse. Dette sidstnævnte tilfælde adskiller sig klart fra de tilfælde, der er omhandlet i artikel 16 (jf. punkt 28 nedenfor).


4 – Dette fremgår af modellen for »Erklæring om grundene til og omstændighederne bag en anmodning om retsbevarende foranstaltninger« i henhold til bilag III til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1189/2011 af 18.11.2011 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Rådets direktiv 2010/24/EØF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EUT 2011, L 302, s. 16). Denne model fastsætter nemlig, at en anmodning om retsbevarende foranstaltninger, der er støttet på artikel 16 i dirrektiv 2010/24, kan støttes enten på en en administrativ afgørelse, der giver hjemmel til anvendelse af retsbevarende foranstaltninger i den bistandssøgende stat, eller en retslig godkendelse af, at de retsbevarende foranstaltninger er begrundede, og bestemmer ligeledes, at den relevante afgørelse skal vedhæftes erklæringen (jf. den ovennævnte models afsnit 2.2 og 2.3).


5 – Jf. bla. dom af 19.12.2019, GRDF (C-236/18, EU:C:2019:1120, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Jf. også dom af 23.1.2020, Energiavirasto (C-578/18, EU:C:2020:3519, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).


6 – I denne forbindelse skal jeg bemærke, at den den engelske og tyske udgave af den omhandlede bestemmelse er endnu mere eksplicitte end den italienske og franske udgave, for så vidt som de anfører, at der foreligger en pligt til at vedhæfte et dokument, såfremt et sådant dokument foreligger. En sådan pligt kan endvidere allerede udledes i disse udgaver af anvendelsen af nutidsformen »vedhæftes«.


7 – Min fremhævelse


8 – Min fremhævelse.


9 – Dom af 14.3.2019, Metirato (C-695/17, EU:C:2019:209, præmis 33).


10 – Dom af 14.3.2019, (C-695/17, EU:C:2019:209, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).


11 – Jf. i denne retning hvad angår artikel 14 i direktiv 2010/24, dom af 26.4.2018, Donnellan (C-34/17, EU:C:2018:282, præmis 41 og 44).


12 – Jf. i denne retning dom af 14.3.2019, Metirato (C-695/17, EU:C:2019:209, præmis 36).


13 – Jf. dom af 26.4.2018, (C-34/17, EU:C:2018:282, præmis 47).


14 – Jf. i denne retning dom af 26.4.2018, Donnellan (C 34/17, EU:C:2018:282, præmis 47).


15 – Jf. dom af 26.4.2018, Donnellan (C-34/17, EU:C:2018:282, præmis 41).