|
|
C-355/16 Etableringsfrihed Picart - Indstilling
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT P. MENGOZZI
fremsat den 26. juli 2017
Sag C-355/16
Christian Picart
mod
Ministre des Finances et des Comptes publics
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig))
»Præjudiciel forelæggelse – aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer – ret til etablering – selvstændig – artikel 12 og 15 i bilag I til aftalen – skattelovgivning – beskatning af latente avancer på værdipapirer – flytning af det skattemæssige hjemsted fra den berørte medlemsstat«
I. Indledning
1. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig), vedrører fortolkningen af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer, undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999 (2) (herefter »ALCP«), og som trådte i kraft den 1. juni 2002.
2. Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Christian Picart, en fransk statsborger, og de franske skattemyndigheder vedrørende en afgørelse fra disse skattemyndigheder om at foretage en fornyet vurdering af størrelsen af den latente avance på de værdipapirer, han var indehaver af og havde selvangivet i forbindelse med flytningen af hans skattemæssige hjemsted fra Frankrig til Schweiz, og om at pålægge en supplerende betaling af indkomstskat og sociale bidrag med straftillæg.
3. Den foreliggende sag giver i det væsentlige Domstolen lejlighed til at præcisere, om anvendelsesområdet for ALCP’s bestemmelser om ret til etablering og princippet om ikke-forskelsbehandling i lighed med, hvad Domstolen har fastslået for så vidt angår EUF-traktatens bestemmelser om etableringsfriheden, omfatter en skattemæssig foranstaltning, der består i at beskatte latente avancer »ved flytning fra« nationalt område, og som er vedtaget af hjemlandet for en statsborger i en medlemsstat i forbindelse med flytning af denne statsborgers skattemæssige hjemsted til Schweiz.
II. Retsforskrifter
A. ALCP
4. Det følger af præamblen til ALCP, at de kontraherende parter er »besluttede på at gennemføre fri bevægelighed for personer mellem sig på grundlag af de bestemmelser, der gælder i Det Europæiske Fællesskab«.
5. ALCP’s artikel 1, litra a), præciserer, at målet for denne aftale til fordel for statsborgerne i Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater og Schweiz er at indrømme ret til indrejse, ophold, adgang til en lønnet økonomisk aktivitet, etablering som selvstændig og ret til at blive boende på de kontraherende parters område.
6. ALCP’s artikel 2 med overskriften »Ikke-forskelsbehandling« bestemmer, at statsborgere i en af de kontraherende parter, som tager lovligt ophold på en anden kontraherende parts område, ikke ved anvendelsen af og i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag I, II og III til denne aftale må udsættes for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
7. ALCP’s artikel 4 med overskriften »ret til ophold og adgang til en økonomisk aktivitet« bestemmer, at retten til ophold og adgang til en økonomisk aktivitet sikres i henhold til bestemmelserne i bilag I.
8. ALCP’s artikel 16 med overskriften »Henvisning til fællesskabsretten« bestemmer i stk. 2, at såfremt anvendelsen af ALCP omfatter fællesskabsretlige begreber, skal der tages hensyn til Den Europæiske Unions Domstols relevante retspraksis forud for datoen for aftalens undertegnelse. Retspraksis efter datoen for ALCP’s undertegnelse vil blive meddelt Schweiz. For at sikre, at aftalen fungerer tilfredsstillende, fastlægger det blandede udvalg efter anmodning fra en af de kontraherende parter, hvilke virkninger den pågældende retspraksis vil have.
9. ALCP’s bilag I vedrører den frie bevægelighed for personer. Bilagets artikel 9, som vedrører »Ligebehandling«, bestemmer:
»1. En lønmodtager, der er statsborger i en kontraherende part, må ikke på grund af sin nationalitet behandles anderledes på den anden kontraherende parts område end indenlandske lønmodtagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed, genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse.
2. Lønmodtageren og dennes familiemedlemmer som fastsat i artikel 3 i dette bilag nyder samme skattemæssige og sociale fordele som indenlandske lønmodtagere og disses familiemedlemmer.
[…]«
10. Kapitel III i bilag I til ALCP indeholder bestemmelser vedrørende selvstændige. Artikel 12, stk. 1 og 2 har følgende ordlyd:
»1. Enhver statsborger i en kontraherende part, der ønsker at etablere sig på en anden kontraherende parts område med henblik på at udøve en selvstændig aktivitet (herefter benævnt »selvstændig«), modtager en opholdstilladelse med en gyldighedsperiode på mindst fem år regnet fra udstedelsestidspunktet, såfremt han over for de kompetente nationale myndigheder kan godtgøre, at han er etableret eller agter at etablere sig med henblik herpå.
2. Opholdstilladelsen forlænges automatisk for mindst fem år, såfremt den selvstændige over for de kompetente nationale myndigheder kan godtgøre, at han udøver en selvstændig økonomisk aktivitet.«
11. Artikel 15, stk. 1 og 2, i bilag I til ALCP med overskriften »Ligebehandling« bestemmer:
»1. Selvstændige må i værtslandet ikke behandles mindre gunstigt end indenlandske arbejdstagere med hensyn til adgangen til at optage og udøve en selvstændig aktivitet.
2. Bestemmelserne i artikel 9 i dette bilag gælder tilsvarende for de selvstændige, der er omhandlet i dette kapitel.«
12. I ALCP’s artikel 21 med overskriften »Forbindelse til bilaterale aftaler vedrørende området dobbeltbeskatning« bestemmes i stk. 3, at »intet i aftalen er til hinder for, at de kontraherende parter kan vedtage eller håndhæve foranstaltninger med sigte på at sikre beskatning, effektiv betaling og opkrævning af afgifter eller modvirke skatteunddragelse i henhold til en kontraherende parts nationale skattelovgivning eller aftaler om hindring af dobbeltbeskatning, der er bindende for Schweiz på den ene side og en eller flere af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater på den anden side, eller andre beskatningsordninger«.
13. Kapitel V i bilag I til ALCP vedrører »personer, der ikke udøver økonomisk aktivitet«. Artikel 24 med overskriften »Opholdsbestemmelser« bestemmer i stk. 1 bl.a., at hvor en person, der er statsborger i en kontraherende part, ikke udøver en økonomisk aktivitet i bopælsstaten og ikke har opholdsret i henhold til andre bestemmelser i denne aftale, modtager vedkommende en opholdstilladelse med en gyldighedsperiode på mindst fem år, såfremt han over for de kompetente nationale myndigheder godtgør, at han for sig selv og sine familiemedlemmer råder over tilstrækkelige finansielle midler til ikke at skulle anmode om social bistand under opholdet og en sygeforsikring, der dækker samtlige risici.
B. Fransk skatteret
14. Artikel 167a i code général des impôts français (skatteloven, herefter »CGI«) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer:
»I. – 1. Skattepligtige, der har haft skattemæssigt hjemsted i Frankrig i mindst seks år i løbet af de seneste ti år, beskattes på det tidspunkt, hvor de flytter deres skattemæssige hjemsted fra Frankrig, af konstateret fortjeneste på selskabsrettigheder[, der udgør en andel på mere end 25% af selskabskapitalen].
[…]
II. – 1. Der kan gives henstand med betalingen af skatten af den konstaterede fortjeneste indtil det tidspunkt, hvor de pågældende selskabsrettigheder overføres, afstås til selskabet, godtgøres eller ophæves.
Betalingshenstanden er betinget af, at den skattepligtige selvangiver den konstaterede fortjeneste som omhandlet i [nr. ]I, anmoder om henstand, udpeger en repræsentant, som er hjemmehørende i Frankrig, og som bemyndiges til at modtage meddelelser om påligningen, opkrævningen og retsmidler mod skatteansættelsen, og, over for den skatteforvaltning, der skal opkræve skatten, forud for fraflytningen stiller sikkerhed for, at beløbet kan opkræves til statskassen.
[…]
2. Skattepligtige, der har fået henstand med betalingen i henhold til denne artikel, er omfattet af selvangivelsesforpligtelsen i henhold til [CGI’s artikel 170, stk. 1]. I selvangivelsen anføres det sammenlagte skattebeløb, som betalingshenstanden omfatter, og der vedlægges en opgørelse – på en formular, der udleveres af skatteforvaltningen – hvoraf det fremgår, hvilket skattebeløb vedrørende værdipapirer, for hvilket betalingshenstanden ikke er udløbet, og i givet fald karakteren af og tidspunktet for det forhold, der medfører, at henstanden udløber.
[…]
For skat, som den skattepligtige har betalt på sit bopælssted af fortjeneste, der faktisk er realiseret uden for Frankrig, ydes der nedslag i den i Frankrig pålignede indkomstskat, forudsat at den udenlandske skat er sammenlignelig med fransk indkomstskat.
[…]
4. Undladelse af at indsende den i [stk. ]2 nævnte selvangivelse og opgørelse eller af at meddele alle eller en del af de oplysninger, der skal anføres deri, medfører, at den skat, der er ydet henstand med betalingen af, straks forfalder til betaling.«
III. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen
15. Christian Picart flyttede den 7. juni 2002 sit skattemæssige hjemsted fra Frankrig til Schweiz. På denne dato var Christian Picart indehaver af betydelige kapitalandele i adskillige franske selskaber.
16. I forbindelse med flytningen af sit skattemæssige hjemsted selvangav Christian Picart i henhold til CGI’s artikel 167a en latent avance på sine værdipapirer, udpegede med henblik på at opnå en betalingshenstand vedrørende den dertil knyttede beskatning en skatterepræsentant og stillede en bankgaranti som sikkerhed for, at beløbet kunne opkræves til statskassen.
17. I 2005 afhændede Christian Picart sine værdipapirer, hvorved betalingshenstanden blev bragt til ophør. Efter en undersøgelse af hans personlige skattemæssige situation for perioden fra den 1. januar 2002 til den 31. december 2004 foretog de franske skattemyndigheder en fornyet vurdering af størrelsen af den omhandlede avance og pålagde en supplerende indkomstskat.
18. Christian Picart indgav en klage med henblik på at opnå fritagelse for denne supplerende beskatning, som blev afslået af skattemyndighederne. Christian Picart anlagde derpå sag ved tribunal administratif de Montreuil (forvaltningsdomstolen i Montreuil, Frankrig). Til støtte for sin påstand gjorde han gældende, at CGI’s artikel 167a var uforenelig med ALCP. I denne forbindelse gjorde han gældende, at etableringsfriheden var garanteret ved denne aftale, og at han kunne påberåbe sig denne i sin egenskab af selvstændig, eftersom han havde etableret sig i Schweiz for der at udøve en økonomisk virksomhed, der bestod i forvaltning af forskellige direkte og indirekte kapitalandele i en række selskaber, han kontrollerede. Denne påstand blev forkastet ved dom af 10. marts 2011. Efter at hans appel til prøvelse af denne dom blev forkastet af cour administrative d’appel de Versaille (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager Versailles, Frankrig), indgav Christian Picart kassationsanke til Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager).
19. Den forelæggende ret ønsker i det væsentlige for det første oplyst, om retten til etablering som selvstændig, som den er fastlagt i ALCP’s bestemmelser, kan anses for at svare til den etableringsfrihed, der er sikret ved artikel 49 TEUF for statsborgerne i medlemsstaterne, og for det andet, om dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), der blev afsagt efter datoen for denne aftales undertegnelse, kan anvendes på den pågældende aftale.
20. Det er på denne baggrund, at Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal retten til etablering som selvstændig, således som denne er defineret i [ALCP’s] artikel 1 og 4 og i artikel 12 i bilag I til denne aftale, anses for at svare til den etableringsfrihed, som personer, der udøver selvstændig beskæftigelse, er tillagt ved artikel 49 TEUF?
2) Finder den retspraksis, der følger af dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), som blev afsagt efter aftalens ikrafttrædelse, i dette tilfælde, og henset til [ALCP’s] artikel 16, anvendelse i en situation, hvor en statsborger i en medlemsstat, der har flyttet sin bopæl til Schweiz, og som alene har beholdt de kapitalandele, som han ejer i selskaber stiftet i henhold til lovgivningen i denne medlemsstat, hvilket giver den pågældende en sådan indflydelse på beslutningerne i disse selskaber, at vedkommende kan træffe afgørelse om deres drift, når den pågældende ikke har tilkendegivet at ville udøve en anden selvstændig virksomhed end den, som vedkommende udøvede i den medlemsstat, hvor han var statsborger, og som bestod i forvaltning af disse kapitalandele?
3) Såfremt retten til fri etablering som selvstændig ikke skal anses for at svare til etableringsfriheden, skal den da fortolkes på samme måde, som Den Europæiske Unions Domstol fortolkede etableringsfriheden i dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525)?«
21. Der er indgivet skriftlige indlæg i forbindelse med disse spørgsmål af Christian Picart, den franske regering og Europa-Kommissionen. Samme berørte parter og den tyske regering har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 16. februar 2017.
IV. Bedømmelse
A. Indledende betragtninger
22. CGI’s artikel 167a fastsatte indtil den 31. december 2004 et princip om umiddelbar beskatning af avance på visse værdipapirer og selskabsrettigheder i tilfælde af flytning fra Frankrig af bopælen for en skattepligtig, som havde haft skattemæssigt hjemsted i Frankrig i mindst seks år i løbet af de sidste ti år forud for denne flytning. Denne beskatning gjaldt kun for skattepligtige, som var indehavere af kapitalandele på mere end 25% i et selskab i løbet af de sidste fem år forud for tidspunktet for flytningen af det skattemæssige hjemsted. Såfremt visse betingelser var opfyldt, herunder en pligt til at stille en bankgaranti, kunne skattepligtige og således også Christian Picart blive indrømmet en betalingshenstand indtil tidspunktet bl.a. for afståelsen af de pågældende værdipapirer eller selskabsrettigheder.
23. Denne fastsættelse af en øjeblikkelig beskatning af de latente avancer, der fastslås på tidspunktet for flytningen af den skattepligtiges skattemæssige hjemsted, og hvortil var knyttet en mulighed for betalingshenstand under strenge betingelser, blev anset for at begrænse udøvelsen af den etableringsfrihed, der er fastsat i EF-traktatens artikel 52 (efter ændring artikel 43 EF, nu artikel 49 TEUF), i dom af 11. marts 2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138).
24. Nærmere bestemt fastslog Domstolen i den pågældende doms præmis 46 og 47, at anvendelsen af CGI’s artikel 167a indebærer en ufordelagtig behandling af de skattepligtige, som ønsker at flytte deres bopæl fra fransk område, i forhold til en person, der beholder sin bopæl i Frankrig, hvilket blev bekræftet af en undersøgelse af betingelserne for at blive indrømmet betalingshenstand, herunder betingelsen om at stille en bankgaranti. Efter at have undersøgt og en efter en forkastet de legitime almennyttige formål, som var blevet fremhævet af de regeringer, der intervenerede i denne sag, og som ville kunne begrunde en hindring for etableringsfriheden, nemlig forebyggelse af skatteunddragelse, sikring af sammenhængen i den nationale beskatningsordning og fordelingen af beskatningsretten mellem medlemsstater (3), fastslog Domstolen, at det princip om etableringsfrihed, der er opstillet i EF-traktatens artikel 52 (efter ændring artikel 43 EF, nu artikel 49 TEUF), var til hinder for, at en medlemsstat for at forebygge risiko for skatteunddragelse indfører en ordning om beskatning af endnu ikke realiserede avancer som dem, der er fastsat i CGI’s artikel 167a, i tilfælde af, at en skattepligtigs skattemæssige hjemsted flyttes fra medlemsstaten (4).
25. Den løsning, som Domstolen er nået frem til i spørgsmålet om beskatning af latente avancer »ved fraflytning« (kaldet »exitbeskatning«), der er fastsat i CGI’s artikel 167a i den affattelse, som var gældende indtil den 31. december 2004, blev ligeledes anvendt i dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), der er nævnt af den forelæggende ret vedrørende den nederlandske exitbeskatningsordning, hvor meddelelsen af henstand med den øjeblikkelige betaling af skat på latente avancer også var betinget af, at den skattepligtige, som flyttede sit skattemæssige hjemsted fra en medlemsstat til en anden, stillede en bankgaranti.
26. Kan resultaterne af disse domme, der vedrører rækkevidden og fortolkningen af etableringsfriheden for statsborgere, som flytter deres skattemæssige hjemsted mellem to medlemsstater, overføres på fortolkningen af ALCP’s bestemmelser, som forbinder Unionen med Det Schweiziske Forbund (5)?
27. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsens begrundelse, havde Christian Picart allerede slået til lyd for en positiv besvarelse af dette spørgsmål for de franske administrative domstole under sine søgsmål til prøvelse af den oprindelige beskatning (som ifølge den forelæggende ret er blevet kvalificeret som »først pålagte«), som han havde været genstand for med hensyn til de latente avancer, som vedrørte den omhandlede periode. Denne argumentation blev imidlertid forkastet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i en dom af 29. april 2013 i det væsentlige med den begrundelse, at den berørte ikke havde gjort gældende og derfor heller ikke havde begrundet at have flyttet sit skattemæssige hjemsted til Schweiz for der at udøve erhvervsvirksomhed (6).
28. Det er således i lyset af denne dom fra Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) og efter den fornyede højere fastsættelse af størrelsen af de avancer, som de franske skattemyndigheder i marts 2005 fastslog var skattepligtige i forbindelse med afståelsen af værdipapirerne, at Christian Picart har givet udtryk for den opfattelse, at forvaltningen fra Schweiz af hans betydelige kapitalandele i selskaber med hjemsted i Frankrig udgør en »selvstændig« aktivitet som omhandlet i ALCP’s bestemmelser, der indfører en ret til etablering, som svarer til den, der er fastsat ved artikel 49 TEUF, som er til hinder for en anvendelse af en foranstaltning som den, der er fastsat i CGI’s artikel 167a (i den affattelse, der var gældende indtil den 31.12.2004).
29. Kommissionen har i sine indlæg i det væsentlige erklæret sig enig i Christian Picarts argumentation. Denne institution er af den opfattelse, at den ret til etablering, der er garanteret fysiske personer ved ALCP, kan anses for at svare til den etableringsfrihed, der indrømmes personer, der udøver selvstændig beskæftigelse, og som er fastsat i artikel 49 TEUF. Denne ret er efter Kommissionens opfattelse i strid med en ordning som den, der er indført ved CGI’s artikel 167a, navnlig i lyset af Domstolens praksis om fortolkningen af etableringsfriheden.
30. Den franske og den tyske regering er af den modsatte opfattelse. De har i det væsentlige gjort gældende, at ALCP ikke regulerer restriktioner af skattemæssig karakter, der vedtages af hjemlandet for en statsborger, som ønsker at påberåbe sig den pågældende aftales bestemmelser. Den tyske regering har præciseret, at skattemæssige foranstaltninger i henhold til ALCP’s artikel 21, stk. 3, falder uden for aftalens anvendelsesområde. Endelig udøver Christian Picart ifølge disse to regeringer ikke en aktivitet, der henhører under begrebet »selvstændig«. Han kan således ikke påberåbe sig retten til etablering.
31. Selv om den forelæggende ret ikke har ønsket oplysninger om fortolkningen af ALCP’s artikel 21, stk. 3, er det muligt, hvis ikke nærliggende, at såfremt denne bestemmelse skulle læses som foreslået af den tyske regering, ville der end ikke være grund til at besvare de af retten forelagte spørgsmål. CGI’s artikel 167a i sin egenskab af foranstaltning, der har til formål at sikre beskatning, effektiv betaling og opkrævning af afgifter eller modvirke skatteunddragelse, ville således falde uden for anvendelsesområdet for ALCP’s grundbestemmelser vedrørende den frie bevægelighed for personer. Der skal derfor først og fremmest foretages en analyse af rækkevidden af ALCP’s artikel 21, stk. 3. Jeg vil dernæst foretage en undersøgelse af rækkevidden af den ret til etablering, der er garanteret ved ALCP.
B. Rækkevidden af ALCP’s artikel 21, stk. 3
32. ALCP’s artikel 21, som indgår i aftalens »almindelige og afsluttende bestemmelser«, har et videre anvendelsesområde end det umiddelbart fremgår af dens overskrift, som kun nævner »[ALCP’s] forbindelse med bilaterale aftaler vedrørende området dobbeltbeskatning«. Denne artikel er nemlig opdelt i tre stykker, som omhandler situationer og foranstaltninger af forskellig karakter, som ikke er begrænset til ALCP’s forhold til bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster.
33. ALCP’s artikel 21, stk. 1, bestemmer ganske vist, at bestemmelserne vedrørende dobbeltbeskatning i sådanne bilaterale aftaler mellem Det Schweiziske Forbund og medlemsstaterne ikke berøres af bestemmelserne i den pågældende aftale.
34. Stk. 2 i denne artikel fastsætter imidlertid en almindelig regel om fortolkning, hvorefter intet i ALCP må fortolkes således, at de kontraherende parter ved anvendelsen af de relevante bestemmelser i deres skattelovgivning hindres i at sondre mellem skattepligtige, der ikke befinder sig i samme situation. Stykket vedrører således ikke kun forholdet mellem ALCP og de bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster.
35. Endnu mere vidtgående præciserer ALCP’s artikel 21, stk. 3, at »intet i denne aftale er til hinder for, at de kontraherende parter kan vedtage eller håndhæve foranstaltninger med sigte på at sikre beskatning, effektiv betaling og opkrævning af afgifter eller modvirke skatteunddragelse i henhold til en kontraherende parts nationale skattelovgivning […]« (7).
36. Indebærer ALCP’s artikel 21, stk. 3, på baggrund af bestemmelsens ordlyd således, at samtlige skattemæssige foranstaltninger, der vedtages og anvendes af de kontraherende parter falder uden for den pågældende aftales anvendelsesområde, således som den tyske regering har foreslået i retsmødet for Domstolen?
37. Dette er ikke min opfattelse.
38. ALCP’s artikel 21, stk. 3, skal i lighed med bestemmelserne i enhver international aftale, der er bindende for Unionen, fortolkes i overensstemmelse med artikel 31 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (8), i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af aftalens hensigt og formål (9).
39. I denne forbindelse har Domstolen fastslået, at det af præamblen til ALCP og af aftalens artikel 1, litra d), og artikel 16, stk. 2, fremgår, at denne aftale har til formål til fordel for statsborgerne i Unionen og Det Schweiziske Forbund at gennemføre fri bevægelighed for personer på de kontraherende parters område på grundlag af de bestemmelser, der gælder i Unionen, hvis begreber skal fortolkes i overensstemmelse med Domstolens praksis (10).
40. Det fremgår ligeledes både af dom af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121, præmis 44 og 45), og af dom af 19. november 2015, Bukovansky (C-241/14, EU:C:2015:766, præmis 41), at ingen af de to første stykker i ALCP’s artikel 21 er blevet fortolket således, at de principielt udelukker skattemæssige foranstaltninger, der vedtages af de kontraherende parter, fra anvendelsesområdet for denne aftales grundbestemmelser, som i overensstemmelse med denne aftales formål vedrører personers frie bevægelighed (11).
41. Navnlig fastslog Domstolen i dom af 19. november 2015, Bukovansky (C-241/14, EU:C:2015:766, præmis 41), som bl.a. vedrørte forbindelsen mellem ALCP’s artikel 21, stk. 1, og artikel 9, stk. 2, i bilag I til denne aftale, som foreskriver samme behandling af lønmodtagere med hensyn til skattemæssige og sociale fordele, at ALCP’ s artikel 21 ikke kunne ikke gives en rækkevidde, der er i strid med de principper, der ligger til grund for den lovgivning, som den er en del af. Domstolen udledte deraf, at artiklen »således ikke [kan] forstås således, at den gør det muligt for EU-medlemsstaterne og Det Schweiziske Forbund at gøre indgreb i gennemførelsen af den frie bevægelighed for personer, idet de under udøvelsen af deres beskatningskompetence, som fordelt i deres bilaterale dobbeltbeskatningsoverenskomster, fratager artikel 9, stk. 2, i bilag I til aftalen dens effektive virkning«.
42. ALCP’s artikel 21, stk. 1 og 2, har således en relativ rækkevidde.
43. Jeg forstår dog ikke, af hvilke grunde – og disse er i øvrigt heller ikke givet af den tyske regering – noget andet skulle gælde for ALCP’s artikel 21, stk. 3.
44. Såfremt ALCP’s artikel 21, stk. 3, skulle fortolkes således, at enhver skattemæssig foranstaltning falder uden for aftalens anvendelsesområde, ville indføjelsen i ALCP af denne artikels to foregående stykker have været overflødig. Mere grundlæggende, såfremt en sådan fortolkning af bestemmelsen blev lagt til grund, ville artikel 9, stk. 2, og artikel 15, stk. 2, i bilag I til ALCP, som bl.a. og henholdsvis bestemmer, at lønmodtagere og selvstændige, som har udøvet deres ret til fri bevægelighed i henhold til ALCP, nyder samme skattemæssige fordele i værtslandet som de fordele, som nationale lønmodtagere og selvstændige har, også begge være frataget deres effektive virkning. Tildeling af en skattefordel forudsætter nemlig, at indtægten fra den pågældende arbejdstager eller selvstændige er genstand for en skatteopkrævning, endog begrænset, på den kontraherendes parts område i forbindelse med udøvelsen af denne parts beskatningsbeføjelse (12).
45. I modsætning til det af den tyske regering hævdede kan ALCP’s artikel 21, stk. 3, ikke fortolkes således, at den fritager de kontraherende parter, heller ikke på skatteområdet, fra at overholde grundbestemmelserne i aftalen, som i henhold til aftalens formål garanterer den frie bevægelighed for personer mellem disse parter.
46. ALCP’s artikel 21, stk. 3, skal derfor fortolkes således, at den gør det muligt for de kontraherende parter at vedtage og anvende enhver foranstaltning, der sikrer effektiv pålæggelse af, betaling og opkrævning af skatter eller hindrer skatteunddragelse på betingelse af, at den således fastlagte skattemæssige kompetence udøves under iagttagelse af ALCP’s formål og denne aftales bestemmelser, som i henhold til aftalens formål vedrører personers frie bevægelighed. Denne fortolkning af rækkevidden af ALCP’s artikel 21, stk. 3, er i overensstemmelse med den praksis fra Domstolen, som er udviklet inden datoen for ALCP’s undertegnelse, dvs. den 21. juni 1999, om, at selv om bestemmelser om direkte skatter på EU-rettens nuværende udviklingstrin ikke som sådanne henhører under Unionens kompetence, skal medlemsstaterne dog overholde EU-retten under udøvelsen af deres kompetence (13).
47. Jeg skal endvidere bemærke, at den franske regering i retsmødet for Domstolen selv medgav, at ALCP’s artikel 21, stk. 3, udelukkende bemyndiger de kontraherende parter til at vedtage skattemæssige foranstaltninger, der overholder proportionalitetsprincippet (14) og det ved ALCP forfulgte formål.
48. Det følger heraf, at en foranstaltning såsom CGI’s artikel 167a ikke falder uden for anvendelsesområdet for ALCP’s grundbestemmelser, blot fordi der er tale om en skattemæssig foranstaltning til sikring af betaling og effektiv opkrævning af skatter eller til forebyggelse af skatteunddragelse.
C. Rækkevidden af den ret til etablering, der er sikret ved ALCP
49. Eftersom Det Schweiziske Forbund ikke har tiltrådt Unionens indre marked, kan den fortolkning, der er givet EU-rettens bestemmelser vedrørende dette marked, ifølge retspraksis ikke automatisk overføres på fortolkningen af ALCP, bortset fra de tilfælde, hvor det fremgår af selve aftalen (15).
50. Det følger af ALCP’s artikel 1, at målet for denne aftale bl.a. er at indrømme statsborgerne i medlemsstaterne og i Det Schweiziske Forbund »en ret […] til etablering som selvstændig« på de kontraherende parters område.
51. ALCP’s artikel 4 sikrer en ret til ophold og adgang til økonomisk aktivitet i henhold til bilag I til denne aftale.
52. I henhold til artikel 12, stk. 1, i bilag I til ALCP omfatter begrebet »selvstændig« udøvelse af en selvstændig aktivitet af en statsborger i en kontraherende part, der ønsker at etablere sig på en anden kontraherende parts område. Det er med henblik herpå, at der i henhold til denne artikel kan udstedes en opholdstilladelse til denne statsborger med en gyldighedsperiode på mindst fem år.
53. Den ret til etablering, der er garanteret ved disse bestemmelser, er således forbeholdt statsborgere – fysiske personer – i en kontraherende part med henblik på at udøve en selvstændig aktivitet på en anden kontraherende parts område (16).
54. Det er ubestridt, at Christian Picart, der er fransk statsborger, i hovedsagen ikke søger at udøve en selvstændig aktivitet på Det Schweiziske Forbunds område, men søger at fortsætte en aktivitet, hvis økonomiske karakter i det mindste implicit er genstand for den forelæggende rets andet spørgsmål, som består i at forvalte betydelige kapitalandele, som han er indehaver af, i selskaber, der er etableret i Frankrig.
55. Christian Picarts situation synes derfor ikke at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 12, stk. 1, i bilag I til ALCP.
56. Domstolen har ganske vist både i dom af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121), og i dom af 21. september 2016, Radgen (C-478/15, EU:C:2016:705), anerkendt, at statsborgere i en kontraherende part kunne påberåbe sig rettigheder, der følger af ALCP, også over for deres egne lande.
57. Denne konstatering blev dog foretaget under omstændigheder, der er forskellige fra denne sag.
58. I dom af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121), var der således tale om en situation med »selvstændige grænsearbejdere«, i forhold til hvilke Domstolen præciserede, at denne kategori af personer blev reguleret af bestemmelser, som var forskellige fra kategorien af selvstændige, der er defineret i artikel 12, stk. 1, i bilag I til ALCP (17). Navnlig, og som Domstolen bemærkede i præmis 34 i dom af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121), følger det af artikel 13, stk. 1, i bilag I til ALCP, at en selvstændig grænsearbejder er »en statsborger i en kontraherende part, der har bopæl på en kontraherende parts område og udøver en selvstændig aktivitet på den anden kontraherende parts område, idet han i princippet vender tilbage til sin bopæl hver dag eller mindst én gang om ugen«.
59. Det var netop »på grundlag af ordlyden« af artikel 13, stk. 1, i bilag I til ALCP, at Domstolen i dom af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121, præmis 34 og 35), anerkendte, at tyske statsborgere, som havde bopæl på Det Schweiziske Forbunds område, og som udøvede en selvstændig aktivitet på Forbundsrepublikken Tysklands område, på grundlag af den sondring, der foretages i denne artikel, mellem de berørte personers bopælssted og stedet, hvorfra erhvervsvirksomheden udøves, kunne påberåbe sig denne bestemmelse for at opnå en skattefordel i forhold til deres hjemland. I artikel 13, stk. 1, i bilag I til ALCP »sondres mellem bopælsstedet, som er beliggende på en kontraherende parts område, og stedet, hvor den selvstændige aktivitet udøves, som skal befinde sig på en anden kontraherende parts område, uden at der herved tages hensyn til de pågældendes nationalitet« (18).
60. Ordlyden af artikel 12, stk. 1, i bilag I adskiller sig fra ordlyden af samme bilags artikel 13, stk. 1, ved at indeholde et krav om, at den selvstændige aktivitet udøves på et område i en anden kontraherende part end den, hvor personen er statsborger (og hvor denne person kan indrømmes en opholdstilladelse med en gyldighedsperiode på mindst fem år). Denne betingelse er ikke opfyldt i Christian Picarts tilfælde, som bevarer sin aktivitet på området i den medlemsstat, hvor han er statsborger.
61. Omstændighederne i dom af 21. september 2016, Radgen (C-478/15, EU:C:2016:705), adskiller sig også fra nærværende sag, eftersom Peter Radgen, en tysk statsborger, påberåbte sig sin ret til fri bevægelighed for at udøve en lønnet aktivitet på Det Schweiziske Forbunds område.
62. Som den forelæggende ret og Christian Picart hvad angår fortolkningen af etableringsfriheden i henhold til artikel 43 EF (nu artikel 49 TEUF) korrekt har fremhævet, fastslog Domstolen i præmis 27 og 28 i dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), at en nederlandsk statsborger, som var indehaver af en kapitalandel i et selskab i en anden medlemsstat, der gav ham en sådan indflydelse på beslutningerne i dette selskab, at han kunne træffe afgørelse om dets drift, faldt ind under anvendelsesområdet for en sådan frihed, eftersom denne statsborger havde flyttet sin bopæl til en anden medlemsstat, i det pågældende tilfælde Det Forenede Kongerige. Det er ligeledes korrekt, at dommen på ingen måde indikerer, at N efter flytningen af dennes bopæl til Det Forenede Kongerige udøvede en anden aktivitet end forvaltning af sine betydelige kapitalandele i de omhandlede nederlandske selskaber, hvilken situation unægteligt kan sammenlignes med Christian Picarts situation.
63. Dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), viser, at etableringsfriheden inden for rammerne af anvendelsen af TEUF kan finde anvendelse i en situation, hvor den fysiske person, som påberåber sig denne frihed, ikke forvalter majoritetskapitalandele i et selskab på det område i en medlemsstat, hvortil denne person er flyttet, men på området i personens hjemland.
64. Denne retspraksis er imidlertid støttet på to forhold, der er særlige for den etableringsfrihed, der er sikret i Unionen, og som ikke er indeholdt i ordlyden af ALCP’s bestemmelser om ret til etablering.
65. For det første begrænser ALCP’s artikel 1, litra a), og artikel 12, stk. 1, i bilag I til aftalen, i modsætning til artikel 43, stk. 2, EF og artikel 49, stk. 2, TEUF, sig til at indrømme retten til etablering til »selvstændige« uden nogen henvisning til retten til at oprette og lede virksomheder og er endog udelukkende forbeholdt fysiske personer.
66. I denne forbindelse bemærkes, at præmis 27 i dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), udtrykkeligt baserer sig på præmis 22 i dom af 13. april 2000, Baars (C-251/98, EU:C:2000:205). I nævnte doms præmis 22 bemærkede Domstolen, at den etableringsfrihed, der er sikret mellem medlemsstaterne, »indebærer adgang til at oprette og lede virksomheder, herunder navnlig selskaber, i en medlemsstat for en statsborger i en anden medlemsstat. En statsborger i en medlemsstat udøver således sin etableringsret, når han er indehaver af en kapitalandel i et selskab i en anden medlemsstat, der giver ham en sådan indflydelse på beslutningerne i selskabet, at han kan træffe afgørelse om dets drift« (19).
67. Det er således den udtrykkelige inddragelse af »at oprette og lede virksomheder« i anvendelsesområdet for artikel 43, stk. 2, EF (nu artikel 49, stk. 2, TEUF) sammen med adgangen til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, der begrunder den retspraksis, der blev fastslået i dom af 13. april 2000, Baars (C-251/98, EU:C:2000:205), og af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525).
68. Forvaltning af majoritetskapitalandele af en statsborger i en medlemsstat i et selskab, der er etableret i Den Europæiske Union, synes derfor at henhøre under den etableringsfrihed, der sikres ved artikel 43, stk. 2, EF, eftersom denne bestemmelse udtrykkeligt navnlig omfatter at »lede virksomheder«.
69. Som jeg allerede har nævnt, fremgår det imidlertid af artikel 12, stk. 1, i bilag I til ALCP, at begrebet »selvstændig« kan være det samme som udøvelse af en selvstændig aktivitet. Det fremgår endvidere på ingen måde af sammenhængen og formålet med ALCP, at de kontraherende parter ønskede at give dette begreb en anden betydning end den normale betydning, nemlig en selvstændig økonomisk aktivitet (20), dvs. en aktivitet, der udøves af en person, som ikke er i et underordnelsesforhold for så vidt angår arbejdsvilkår, vederlag og personligt ansvar (21).
70. Således gælder, at mens etableringsfriheden inden for Unionen både indebærer adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed og til at oprette og lede virksomheder, hvilket begrunder, at denne frihed kvalificeres som et »meget vidt begreb« (22), omfatter den ret til etablering, der er fastsat i ALCP’s artikel 1, litra a), og artikel 12, stk. 1, i bilag I til denne aftale, udelukkende en adgang til økonomisk virksomhed og udøvelsen heraf som selvstændig, dvs. ved selvstændig aktivitet.
71. Jeg er derfor af den opfattelse, at for så vidt som Christian Picart, der er fransk statsborger, på Det Schweiziske Forbunds område kun forvalter de betydelige andele, han er indehaver af, i selskaber, der har hjemsted i Frankrig, er denne aktivitet ikke omfattet af begrebet »selvstændig« som omhandlet i ALCP’s artikel 1, litra a), og artikel 12, stk. 1, i bilag I til denne aftale.
72. For det andet, i modsætning til artikel 43 EF, nu artikel 49 TEUF, der forbyder »restriktioner«, som hindrer statsborgere i medlemsstater i frit at etablere sig (23), forbyder artikel 15, stk. 1, i bilag I til ALCP i forhold til selvstændige kun forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
73. Inden for Unionen har forbuddet mod sådanne »restriktioner« gjort det muligt for Domstolen særligt i dom af 11. marts 2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138, præmis 42), at fastslå, at de, til trods for ordlyden af de bestemmelser, der vedrører denne frihed, som tilsigter at sikre national behandling i værtsmedlemsstaten, også er til hinder for, at oprindelsesmedlemsstaten opstiller hindringer for, at en af dens statsborgere etablerer sig i en anden medlemsstat (24).
74. En analog argumentation finder imidlertid ikke støtte i ordlyden af artikel 15, stk. 1, i bilag I til ALCP. Denne bestemmelse begrænser sig til på området for selvstændiges frie bevægelighed at sikre, at princippet om ikke-forskelsbehandling i aftalens artikel 2 (25) vil blive anvendt på området for selvstændiges frie bevægelighed. Dette princip indebærer udelukkende, at de selvstændige sikres en national behandling i værtslandet, som omfatter et forbud mod åbenlys eller skjult forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (26).
75. Selvstændiges ret til etablering i henhold til ALCP har således en mere begrænset rækkevidde end det forbud, der er omhandlet i artikel 43 EF, nu artikel 49 TEUF. Det følger heraf, at Domstolens praksis om hindringer for etableringsfriheden for en statsborger i en medlemsstat, der indføres af dennes hjemland, også selv om den er fra forud for datoen for ALCP’s undertegnelse, dvs. den 21. juni 1999, efter min opfattelse ikke kan overføres på det forbud, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, i bilag I til ALCP.
76. I betragtning af forskellene mellem artikel 49 TEUF og forbuddet i artikel 15, stk. 1, i bilag I til ALCP, sammenholdt med bilagets artikel 12, stk. 1, omfatter dette forbud ikke de restriktioner eller hindringer, som indføres af en kontraherende part i forhold til en af dens statsborgeres ret til etablering.
77. Jeg er ganske vist klar over, som jeg i øvrigt allerede har anført, at Domstolen i dom af 15. december 2011, Bergström (C-257/10, EU:C:2011:839) af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121), af 19. november 2015, Bukovansky (C-241/14, EU:C:2015:766), og af 21. september 2016, Radgen, (C-478/15, EU:C:2016:705), at statsborgere i en af de kontraherende parter, som har udøvet deres ret til fri bevægelighed, også kan påberåbe sig rettigheder i henhold til ALCP i forhold til deres eget land.
78. I dom af 15. december 2011, Bergström (C-257/10, EU:C:2011:839, præmis 27-34), og af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121, præmis 33), betingede Domstolen denne mulighed af, at »visse omstændigheder [foreligger] og alt efter, hvilke [af ALCP’s] bestemmelser der finder anvendelse«.
79. Selv om Domstolen henviste til denne praksis, gentog den ikke udtrykkeligt denne præcisering i dom af 19. november 2015, Bukovansky (C-241/14, EU:C:2015:766, præmis 36), eller af 21. september 2016, Radgen (C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 40). Dette betyder imidlertid ikke, at den har opgivet den.
80. Jeg bemærker imidlertid, at ingen af disse sager vedrørte en »selvstændig« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i bilag I til ALCP.
81. Det er ganske vist muligt at lægge til grund, at den faktiske situation, der gav anledning til dom af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121), der som bekendt vedrørte »selvstændige grænsearbejdere« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i bilag I til ALCP, ikke adskiller sig væsentligt fra en selvstændigs situation, som Christian Picart har gjort gældende. Ægtefællerne Ettwein var nemlig begge statsborgere i en medlemsstat (Forbundsrepublikken Tyskland) og udøvede deres selvstændige virksomhed i denne medlemsstat, men havde flyttet deres bopæl til Schweiz.
82. Domstolen fastslog, at disse statsborgere kan påberåbe sig artikel 13, stk. 1, og artikel 15, stk. 2, i bilag I til ALCP i forbindelse med et afslag fra de tyske myndigheders side på at indrømme en skattemæssig fordel alene med den begrundelse, at ægtefællerne Ettwein havde flyttet deres bopæl til Schweiz.
83. Som jeg allerede har bemærket, kan den tilgang, der blev lagt til grund i dom af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121), efter min opfattelse forklares med den omstændighed, som i øvrigt blev klargjort af Domstolen i dommens præmis 35-37, at den sondring, der foretages i artikel 13, stk. 1, i bilag I til ALCP, i modsætning til artikel 12, stk. 1, i dette bilag, som definerer »selvstændige« som statsborgere i en kontraherende part, der udøver en selvstændig aktivitet på en anden kontraherende parts område, foretages mellem bopælsstedet, som er beliggende på en kontraherende parts område, og stedet, hvor den selvstændige aktivitet udøves, som skal befinde sig på en anden kontraherende parts område, uden at der herved tages hensyn til de pågældendes nationalitet.
84. Mens »værtslandet« som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i bilag I til ALCP for selvstændige grænsearbejdere udmærket kan være det samme som disse grænsearbejderes hjemland, som dette var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 28. februar 2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121), skal værtslandet for »selvstændige« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i samme bilag derimod være en kontraherende part, hvori den selvstændige ikke er statsborger. Såfremt dette ikke var tilfældet, ville udstedelsen af en opholdstilladelse på mindst fem år til at udøve den pågældende aktivitet, der ligeledes er fastsat i artikel 12, stk. 1, i bilag I til ALCP, være overflødig.
85. For at opsummere er det min opfattelse, at bestemmelserne i ALCP om selvstændiges ret til etablering skal fortolkes således, at de udelukkende gælder til fordel for fysiske personer, der søger at udøve eller udøver en selvstændig aktivitet på området i en anden kontraherende part end den, hvor de er statsborgere, et område, hvorpå de indrømmes national behandling, dvs. åbenlys eller skjult forskelsbehandling på grundlag af nationalitet er forbudt. På baggrund af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, synes Christian Picart ikke at være omfattet af disse bestemmelsers anvendelsesområde.
86. Disse betragtninger gør det efter min opfattelse muligt at besvare de tre præjudicielle spørgsmål fra den forelæggende ret.
87. Jeg skal tilføje, at det på baggrund af den sammenhæng og de omstændigheder, der ligger til grund for hovedsagen, ikke tilkommer Domstolen at foretage en undersøgelse af, om Christian Picart i givet fald kan påberåbe sig ALCP’s bestemmelser om ikke-erhvervsaktive personer.
88. ALCP’s artikel 6 indrømmer ganske vist en ret til ophold på en kontraherende parts område for personer, der ikke udøver økonomiske aktiviteter, i henhold til de i bilag I fastlagte bestemmelser om ikke-erhvervsaktive personer. Disse personer er i henhold til artikel 24, stk. 1, i bilag I til ALCP berettiget til en opholdstilladelse af en varighed på mindst fem år, såfremt de for det første råder over tilstrækkelige finansielle midler til ikke at skulle anmode om social bistand under opholdet og for det andet en sygeforsikring, der dækker samtlige risici. Endvidere skal overholdelse af det princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er fastsat i ALCP’s artikel 2, ligeledes ske i forhold til statsborgere, der er ikke-erhvervsaktive i en kontraherende part, og som lovligt opholder sig på anden kontraherende stats område (27).
89. Ud over at disse bestemmelser i ALCP ikke forekommer mig at indrømme flere rettigheder end dem, der vedrører selvstændige, har den forelæggende ret imidlertid slet ikke forelagt Domstolen spørgsmål vedrørende disse bestemmelser. Som jeg har redegjort for i punkt 28 i dette forslag til afgørelse, traf Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i dom af 29. april 2013 nemlig afgørelse med et negativt udfald i spørgsmålet om, hvorvidt Christian Picart kunne påberåbe sig bestemmelserne vedrørende ikke-erhvervsaktive personer i tvisten mellem denne sidstnævnte og de franske skattemyndigheder. Denne dom har opnået retskraft. Princippet om retskraft har imidlertid stor betydning også i Unionens retsorden med henblik på at sikre såvel en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som af hensyn til en god retspleje. I denne forbindelse har Domstolen allerede fastslået, at en national ret efter EU-retten ikke er forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorved en retsafgørelse tillægges retskraft, uanset at dette ville gøre det muligt at afhjælpe en tilsidesættelse af EU-retten ved den omhandlede afgørelse, såfremt ækvivalens- og effektivitetsprincippet er overholdt.
90. Det må klart beklages, at Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i sin egenskab af ret i sidste instans ikke tidligere har forelagt et præjudicielt spørgsmål i forbindelse med den sag, der i sidste ende gav anledning til dom af 29. april 2013 vedrørende en fortolkning af ALCP’s artikel 2 og 6 samt artikel 24, stk. 1, i bilag I til denne aftale, særligt henset til den manglende praksis fra Domstolen vedrørende forbindelsen mellem disse bestemmelser.
91. Det står imidlertid ganske klart, at den forelæggende ret i denne sag ikke har anmodet om en fortolkning af de pågældende bestemmelser på grund af den kombinerede virkning af afsigelsen af Conseil d’États (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) dom af 29. april 2013, som har opnået retskraft, og afgrænsningen af tvisten i hovedsagen, der har fokus på fortolkningen af den ret til etablering, som ved ALCP tilkendes selvstændige.
92. Under disse omstændigheder, og henset ligeledes til den omstændighed, at ingen af de berørte parter i denne sag har indgivet indlæg vedrørende fortolkningen af ALCP’s artikel 6 og artikel 24, stk. 1, i bilag I til aftalen, er jeg af den opfattelse, at Domstolen bør afstå fra ex officio at foretage en fortolkning af de pågældende artikler. En modsat tilgang i form af en besvarelse af et spørgsmål, der bevidst ikke er blevet forelagt, ville indebære, at der blev set bort fra grænserne for den i hovedsagen omhandlede genstand, således som denne er blevet fastlagt af den forelæggende ret (28).
93. Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer den forelæggende rets spørgsmål på følgende måde: Retten til etablering som selvstændig, som den følger af ALCP’s artikel 1 og 4 og af artikel 12, stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i bilag I til ALCP, skal fortolkes således, at den udelukkende kan udstrækkes til at omfatte en fysisk person, der søger at udøve eller udøver en selvstændig aktivitet på området i en anden kontraherende part end den, hvor personen er statsborger, et område, hvorpå denne person skal indrømmes national behandling, dvs. forbuddet mod åbenlys eller skjult forskelsbehandling på grundlag af nationalitet finder anvendelse på den pågældende person. På baggrund af de oplysninger, som den forelæggende ret har givet, forekommer sagsøgeren i hovedsagen ikke at være omfattet af anvendelsesområdet for de pågældende bestemmelser i ALCP.
94. Hvis Domstolen er uenig i min bedømmelse og i besvarelsen ovenfor, og hvis den finder, at rækkevidden af ALCP’s bestemmelser om selvstændiges ret til etablering i lighed med bestemmelserne i artikel 43 EF, nu artikel 49 TEUF, skal udstrækkes til at omfatte enhver hindring, der opstilles af en kontraherende part, for sine statsborgere på en anden kontraherende parts område, navnlig på grundlag af en argumentation, der er støttet på argumentationen i dom af 11. marts 2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138), og af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), påhviler det den efter min opfattelse dernæst at give den forelæggende ret vejledning med hensyn til, hvornår en foranstaltning om beskatning af latente avancer såsom den, der er fastsat i CGI’s artikel 167a, er forholdsmæssig i tilfælde af en skattepligtigs flytning af skattemæssigt hjemsted til Schweiz. Jeg vil behandle dette punkt subsidiært i det følgende.
D. Subsidiært, spørgsmålet om, hvorvidt en skattemæssig foranstaltning såsom CGI’s artikel 167a er forholdsmæssig
95. Som jeg har påpeget, byggede CGI’s artikel 167a i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for hovedsagens faktiske omstændigheder, på et princip om øjeblikkelig beskatning af latente avancer i forbindelse med en skattepligtigs flytning fra Frankrig. Denne beskatning kan imidlertid på begæring fra den skattepligtige erstattes af en betaling, der udskydes indtil realiseringen af avancen, såfremt visse betingelser overholdes, herunder en pligt til at selvangive avancens størrelse inden for en vis frist og til at stille sikkerhed, der er egnet til at sikre opkrævningen af skatten.
96. Det er ubestridt, at Christian Picart, idet han opfyldte disse betingelser i forbindelse med sin flytning af skattemæssigt hjemsted, blev indrømmet en udskydelse af opkrævningen af skatten indtil afhændelsen af hans værdipapirer i 2005.
97. Det fremgår ikke klart af sagsakterne, at Christian Picart har anfægtet hele den ordning om beskatning af latente avancer, der er fastsat i CGI’s artikel 167a, eller blot har anfægtet de betingelser, der skal være opfyldt for at blive indrømmet en betalingshenstand. Eftersom dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), som den forelæggende ret har henvist til i sit andet og tredje spørgsmål, vedrørte disse to punkter, må det antages, at det er den samlede ordning i henhold til CGI’s artikel 167a, der er rejst tvivl om på baggrund af de bestemmelser i ALCP, der vedrører retten til etablering.
98. Som jeg allerede har nævnt, fastslog Domstolen i dom af 11. marts 2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138), at ordningen i henhold til CGI’s artikel 167a, som blev indført med det formål at forebygge risiko for skatteunddragelse, var uforenelig med den etableringsfrihed, der er fastsat i traktatens artikel 52 (efter ændring artikel 43 EF, nu artikel 49 TEUF).
99. Navnlig fastslog Domstolen, at CGI’s artikel 167a gik langt ud over, hvad der var nødvendigt for at forebygge skatteunddragelse, for så vidt som denne artikel hvilede på en formodning om, at enhver skattepligtig, der flyttede sit hjemsted til en anden medlemsstat, havde til hensigt at omgå den franske skattelovgivning (29).
100. Endvidere fastslog Domstolen efter at have undersøgt betingelserne for anvendelse af CGI’s artikel 167a, dvs. betingelserne for betalingshenstanden, at denne henstand ikke var automatisk, men var betinget af, at nogle strenge betingelser var opfyldt, herunder en betingelse om etablering af en sikkerhed, der var egnet til at sikre opkrævningen af skatten, som selv medførte restriktioner for udøvelsen af etableringsfriheden. For så vidt som disse betingelser sigtede på at gennemføre den beskatningsordning, der er fastsat i CGI’s artikel 167a, som ikke kunne begrundes i formålet om forebyggelse af skatteunddragelse, kan dette formål heller ikke påberåbes til støtte for de pågældende betingelser (30).
101. I dom af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525, præmis 49-51), der, som nævnt, vedrørte anvendelsen af en nederlandsk exitbeskatningsordning på en anden fysisk person, fastslog Domstolen for det første, at den pligt til indgivelse af en selvangivelse, der skulle foretages på tidspunktet for flytningen af det skattemæssige hjemsted, var forholdsmæssig i forhold til formålet om fordelingen af beskatningskompetencen, mens den for det andet bekræftede, at kravet om sikkerhedsstillelse, som er en forudsætning for meddelelse af henstand med betaling af den skat, der normalt ville være forfalden til betaling i forbindelse med flytningen fra området, var uforholdsmæssig.
102. På dette trin i bedømmelsen skal det afklares, om der kan tages hensyn til disse dommes begrundelser, som vedrører spørgsmålet om forholdsmæssigheden af beskatningen af latente avancer, herunder betingelserne for udskudt betaling ved fortolkningen af ALCP’s bestemmelser.
103. Det følger af ALCP’s artikel 16, stk. 2, at for så vidt som anvendelsen af ALCP omfatter fællesskabsretlige begreber, skal der tages hensyn til Domstolens relevante praksis forud for datoen for den pågældende aftales undertegnelse, dvs. forud for den 21. juni 1999. Samme artikel præciserer, at retspraksis efter denne dato meddeles Det Schweiziske Forbund, og at det blandede udvalg for at sikre, at aftalen fungerer tilfredsstillende, efter anmodning fra en af de kontraherende parter fastlægger, hvilke virkninger den pågældende retspraksis vil have.
104. Henvisningen til udtrykket »fællesskabsretlige begreber«, som synes at tjene som en materiel afgrænsning af Domstolens relevante praksis sammen med den tidsmæssige afgrænsning af datoen for ALCP’s undertegnelse, er relativt vag.
105. Domstolen har imidlertid fastslået, at ligebehandlingsprincippet skal henregnes til dette udtryk, hvilket princip udgør »et EU-retligt begreb« (31).
106. Den har deraf udledt, at der ved afgørelsen af, om der eventuelt foreligger en forskelsbehandling af de kontraherende parters skattepligtige inden for rammerne af ALCP, skal henvises til de principper, der er fastslået i Domstolens praksis allerede inden den 21. juni 1999, og som er bekræftet efter dette tidspunkt, vedrørende det forhold, at skattepligtige befinder sig i samme situation, og at en eventuel forskelsbehandling kan begrundes i tvingende almene hensyn, for så vidt som denne forskelsbehandling er egnet til at nå det tilstræbte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det (32).
107. Proportionalitetsprincippet, således som fortolket inden for rammerne af de frie bevægeligheder, der er sikret i Den Europæiske Union, er således ligeledes et EU-retligt begreb. Domstolens praksis inden den 21. juni 1999, som er blevet stadfæstet efter denne dato, og som vedrører fortolkningen af dette princip, bør således være relevant ved fortolkningen af ALCP’s bestemmelser.
108. Såfremt Domstolen skulle finde, at det i henhold til ALCP’s artikel 16, stk. 2, er hensigtsmæssigt at støtte sig til dom af 11. marts 2004, Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138), og af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), ved fortolkningen af den ret til etablering, der ved ALCP er sikret selvstændige, bør den i princippet tage hensyn til retspraksis efter disse domme og ligeledes efter den 21. juni 1999, og som fortolker rækkevidden af proportionalitetsprincippet.
109. En sådan argumentation giver imidlertid anledning til visse problemer med hensyn til anvendelsen af proportionalitetsprincippet på ordningerne for beskatning af latente avancer »ved fraflytning«.
110. På baggrund af den retspraksis, der er udviklet efter dom af 11. marts 2004, Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138), og af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), har Domstolen fastslået, at en medlemsstats lovgivning, hvorefter skat på latente avancer af aktiverne i et selskab, som flytter sit faktiske hovedsæde til en anden medlemsstat, straks opkræves på samme tidspunkt som nævnte flytning, er uforholdsmæssig. Domstolen har fastslået, at det er mindre indgribende i etableringsfriheden at overlade den skattepligtige valget mellem på den ene side den øjeblikkelige betaling af denne skat og på den anden side en udskudt betaling af nævnte skat, i givet fald med tillæg af renter i henhold til den gældende nationale lovgivning (33).
111. I forbindelse med udøvelsen af den anden mulighed fastslog Domstolen i dom af 29. november 2011, National Grid Indus (C-371/10, EU:C:2011:785, præmis 74), at den berørte medlemsstat lovligt kan tage hensyn til risikoen for, at skatten ikke kan opkræves, hvilken risiko stiger i takt med tidens gang inden for rammerne af den nationale lovgivning, der finder anvendelse på udskudt betaling af skyldig skat, ved foranstaltninger såsom etablering af en bankgaranti (34).
112. Jeg har i tidligere forslag til afgørelse rejst spørgsmålet om forbindelsen mellem den bedømmelse, der blev foretaget i præmis 74 i dom af 29. november 2011, National Grid Indus, (C-371/10, EU:C:2011:785) og passagerne i dom af 11. marts 2004, Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138), og af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), hvori det blev fastslået, at pligten for den skattepligtige til at stille en bankgaranti for at få udskudt betalingen af skatten er uforholdsmæssig (35).
113. Jeg foreslog således, at der for at opretholde sammenhængen mellem disse domme skulle foretages en streng fortolkning af det krav om etablering af en bankgaranti, der kan knyttes til muligheden for at vælge udskudt opkrævning af den skyldige skat. I denne forbindelse fandt jeg, at der kun kan stilles krav om en sådan sikkerhed, hvis der er en reel og alvorlig risiko for, at skattefordringen ikke kan opkræves (36).
114. Domstolen synes at have taget denne overvejelse og dette forslag til efterretning i dom af 23. januar 2014, DMC (C-164/12, EU:C:2014:20). Efter at have redegjort for de relevante passager i de tre ovennævnte domme fastslog Domstolen i nævnte doms præmis 67, at et »krav [om etablering af en garanti] kan således ikke stilles principielt, uden at der foretages en forudgående vurdering af risikoen for, at skatten ikke kan opkræves«, og præciserede i nævnte doms præmis 69, at den pågældende risiko skal være »reel«.
115. Senest i dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Portugal (C-503/14, EU:C:2016:979, præmis 53-56), har Domstolen fastslået, at de principper, der blev opstillet i dom af 29. november 2011, National Grid Indus (C-371/10, EU:C:2011:785), kunne overføres på beskatningen af fysiske personers kapitalgevinster. Den henviste således til denne sidstnævnte doms præmis 73 og 74 (37), men undlod at henvise til den efter min opfattelse mere nuancerede tilgang, der følger af præmis 67 og 69 i dom af 23. januar 2014, DMC (C-164/12, EU:C:2014:20), vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt kravet om etablering af en bankgaranti, der gør det muligt at sikre, at beskatningen af latente avancer kan opkræves, er forholdsmæssigt.
116. Denne korte analyse viser, at Domstolens praksis vedrørende spørgsmålet om forholdsmæssigheden af ordninger for beskatning af latente avancer »ved fraflytning« mellem medlemsstaterne er blevet udviklet i løbet af de seneste år uden at støtte sig på en fast praksis udviklet inden datoen for ALCP’s undertegnelse. Denne retspraksis efter den 21. juni 1999 er i øvrigt efter min opfattelse præget af uoverensstemmelser med hensyn til spørgsmålet om at anerkende en mulighed for en medlemsstat af en skattepligtig at kræve, at denne stiller en bankgaranti, såfremt denne skattepligtige ønsker en udskudt betaling af skatten på latente avancer.
117. Det kan således vanskeligt siges, at Domstolens praksis vedrørende spørgsmålet om forholdsmæssigheden af ordninger for beskatning af latente avancer »ved fraflytning« bekræfter eller fastholder den praksis fra Domstolen fra før den 21. juni 1999, som skal tages i betragtning ved fortolkningen af ALCP’s bestemmelser vedrørende selvstændiges ret til etablering.
118. I tilfælde af tvivl skal der efter min opfattelse tages hensyn til de kontraherende parters ønske om ikke at udvide fortolkningen af ALCP’s bestemmelser til at omfatte Domstolens praksis efter den 21. juni 1999, uden at Det Blandede Udvalg i overensstemmelse med ALCP’s artikel 16, stk. 3, tredje punktum, har »fastl[agt] […], hvilke virkninger den pågældende retspraksis vil have«.
119. Den ordning, der er fastsat i CGI’s artikel 167a, giver ganske vist ikke en ret til at vælge mellem en øjeblikkelig betaling af skattebeløbet og en udskudt betaling. På baggrund af dom af 29. november 2011, National Grid Indus (C-371/10, EU:C:2011:785, præmis 73), og af 21. december 2016, Kommissionen mod Portugal (C-503/14, EU:C:2016:979, præmis 58 og 59), må denne ordning anses for uforholdsmæssig.
120. I hovedsagen er det imidlertid svært at forestille sig, at Christian Picart, selv såfremt det antages, at denne ordning indeholdt en sådan mulighed, navnlig henset til værdien af de omhandlede latente avancer og af størrelsen af den skyldige skat, ville have valgt at blive beskattet umiddelbart i forbindelse med flytningen af hans skattemæssige hjemsted til Schweiz. Det er mere sandsynligt, at han ønskede betalingshenstand indtil realiseringen af avancen, hvilket de franske skattemyndigheder rent faktisk meddelte ham efter ansøgning derom på grundlag af den mulighed, der gives ved CGI’s artikel 167a.
121. Hvad angår betingelsen om pligten til at stille en garanti for at blive indrømmet en sådan betalingshenstand giver Domstolens praksis, som jeg netop har godtgjort, ikke nogen entydig løsning, heller ikke for så vidt angår det tilfælde (quod non), at Christian Picarts situation udelukkende falder ind under artikel 49 TEUF.
122. Et sådant krav vil således synes uforholdsmæssigt, såfremt ræsonnementet i dom af 11. marts 2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138), af 7. september 2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525), og af 23. januar 2014, DMC (C-164/12, EU:C:2014:20), blev fulgt. Som Kommissionen anførte i sine skriftlige indlæg, bevarede Christian Picart, til trods for, at han flyttede sin bopæl til Schweiz i juni 2002, tilstrækkeligt med aktiver og formueværdier i Frankrig, herunder navnlig de selskaber, hvori han var indehaver af betydelige kapitalandele, til at gøre det muligt for skattemyndighederne i tilfælde af et manglende samarbejde fra denne skattepligtiges side at vedtage beskyttende foranstaltninger med henblik på at sikre betaling af skattegæld. Risikoen for, at skattegælden ikke kan opkræves, synes således ikke reel i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i dom af 23. januar 2014, DMC (C-164/12, EU:C:2014:20, præmis 69).
123. Den pligt for den skattepligtige til at stille en garanti for at blive indrømmet udskudt betaling af skatten er derimod efter al sandsynlighed forholdsmæssig, såfremt Domstolens ræsonnement i dom af 29. november 2011, National Grid Indus (C-371/10, EU:C:2011:785, præmis 73), senest bekræftet i dom af 21. december 2016, Kommissionen mod Portugal (C-503/14, EU:C:2016:979, præmis 59), følges.
124. Henset til de faktiske omstændigheder i hovedsagen, til Domstolens ikke entydige praksis, der blev analyseret ovenfor med hensyn til anvendelsen af proportionalitetsprincippet på beskatning af latente avancer »ved fraflytning«, samt til de kontraherende parters ønske, som er udtrykt i ALCP’s artikel 16, stk. 2, tredje punktum, finder jeg således subsidiært, at Domstolen bør fastslå, at ALCP’s bestemmelser om selvstændiges ret til etablering ikke er til hinder for en skattemæssig foranstaltning som den, der er fastsat i CGI’s artikel 167a.
V. Forslag til afgørelse
125. På baggrund af disse principale ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) forelagte spørgsmål på følgende måde:
»Retten til etablering som selvstændig, således som den følger af artikel 1 og 4 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer (ALCP), undertegnet i Luxembourg den 21. juni 1999, og af artikel 12, stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i bilag I til denne aftale, skal fortolkes således, at den udelukkende kan udstrækkes til at omfatte en fysisk person, der søger at udøve eller udøver en selvstændig aktivitet på området i en anden kontraherende part end den, hvor personen er statsborger, et område, hvorpå denne person skal indrømmes national behandling, dvs. at forbuddet mod åbenlys eller skjult forskelsbehandling på grundlag af nationalitet finder anvendelse på den pågældende person. På baggrund af de oplysninger, som den forelæggende ret har givet, forekommer sagsøgeren ikke at være omfattet af anvendelsesområdet for de nævnte bestemmelser i aftalen.«
1 – Originalsprog: fransk.
2 – EUT 2002, L 114, s. 6.
3 – Dom af 11.3.2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138, præmis 50-68). Det bemærkes, at det formål om at hindre udhuling af den pågældende medlemsstats skattegrundlag, der blev gjort gældende af den danske regering, ikke blev anset for at være et tvingende alment hensyn.
4 – Dom af 11.3.2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:138, præmis 69 og domskonklusionen).
5 – Det er åbenbart, som den forelæggende ret implicit har lagt til grund, at artikel 43 EF (eller nu artikel 49 TEUF) ikke kan finde direkte anvendelse og som sådan på forholdet mellem en EU-medlemsstat og et tredjeland, herunder bl.a. Det Schweiziske Forbund: jf. i denne retning dom af 15.7.2010, Hengartner og Gasser (C-70/09, EU:C:2010:430, præmis 25 og 26).
6 – Jf. Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), dom af 29.4.2013, Christian Picart, nr. 357576. For en kommentar bl.a. til denne dom se F. Le Mentec, »Exit tax (rég.anc.) et transfert du domicile fiscal en Suisse«, Revue de droit fiscal, nr. 27, 4.7.2013, comm. 361.
7 – Min fremhævelse.
8 – United Nations Treaty Series, bind 1155, s. 331.
9 – Jf. i denne retning bl.a. dom af 15.7.2010, Hengartner og Gasser (C-70/09, EU:C:2010:430, præmis 36), og af 24.11.2016, SECIL (C-464/14, EU:C:2016:896, præmis 94).
10 – Jf. dom af 19.11.2015, Bukovansky (C-241/14, EU:C:2015:766, præmis 40), og af 21.9.2016, Radgen (C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 36).
11 – Jf. ligeledes vedrørende artikel ALCP’s artikel 21, stk. 2, dom af 21.9.2016, Radgen (C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 45 og 48).
12 – Jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121, præmis 33), af 19.11.2015, Bukovansky (C-241/14, EU:C:2015:766, præmis 36), og af 21.9.2016, Radgen (C-478/15, EU:C:2016705, præmis 40).
13 – Jf. bl.a. i denne retning dom af 14.2.1995, Schumacker (C-279/93, EU:C:1995:31, præmis 21), af 11.8.1995, Wielcokx (C-80/94, EU:C:1995:271, præmis 16), og af 16.7.1998, ICI (C-246/96, EU:C:1998:370, præmis 19).
14 – En stor del af den retsvidenskabelige litteratur synes ligeledes at være af denne opfattelse: jf. bl.a. P. Hinny, Das Diskriminierungsverbot des Personenverkehrsabkommens im Schweizer Steuerrecht, IFF Forum für Steuerrecht, 2004, s. 185, R.M. Cadosch, »Switzerland: Taxation of Employment Income – Compliance of Swiss Tax Law with EC-Swiss Sectoral Agreement on Free Movement of Persons«, Intertax, 2004, s. 599, A. Borghi, La Libre Circulation des personnes entre la Suisse et l’UE, Commentaire article par article de l’accord du 21 juin 1999, Edis, Genève, 2010, s. 373, og V. Moshek, »L’impact de l’ALCP sur l’impôt à la source – Analyse à la lumière de l’arrêt du Tribunal fédéral du 26 janvier 2010«, Archiv für schweizerisches Abgaberecht, 79, 2010-2011, s. 324.
15 – Jf. i denne retning dom af 12.11.2009, Grimme (C-351/08, EU:C:2009:697, præmis 27 og 29), og af 11.2.2010, Fokus Invest (C-541/08, EU:C:2010:74, præmis 28).
16 – Jf. i denne retning dom af 12.11.2009, Grimme (C-351/08, EU:C:2009:697, præmis 36), og af 11.2.2010, Fokus Invest (C-541/08, EU:C:2010:74, præmis 31). Udelukkelsen af juridiske personer fra anvendelsesområdet for den ret til etablering, der er sikret ved ALCP, blev bekræftet af Domstolen i præmis 37 og 39 i dom af 12.11.2009, Grimme (C-351/08, EU:C:2009:697).
17 – I denne sag er der intet i sagsakterne, der antyder, at Christian Picart kan kvalificeres som »selvstændig grænsearbejder« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i bilag I til ALCP.
18 – Dom af 28.2.2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121, præmis 35). Min fremhævelse.
19 – Min fremhævelse.
20 – Jf. bl.a. dom af 22.12.2008, Stamm og Hauser (C-13/08, EU:C:2008:774, præmis 33), og af 28.2.2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121, præmis 36).
21 – Jf. analogt dom af 20.11.2001, Jany m.fl. (C-268/99, EU:C:2001:616, præmis 34, 37 og 38). Denne dom henviser bl.a. til dom af 27.6.1996, Asscher (C-107/94, EU:C:1996:251, præmis 25 og 26).
22 – Jf. bl.a. dom af 7.9.2006, N (C-470/04, EU:C:2006:525, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
23 – Jeg minder om, at alle foranstaltninger, som forbyder, medfører ulemper for eller gør udøvelsen af etableringsfriheden mindre interessant, skal betragtes som begrænsninger af etableringsfriheden [jf. bl.a. dom af 30.11.1995, Gebhard (C-55/94, EU:C:1995:411, præmis 37), og af 6.9.2012, Kommissionen mod Portugal (C-38/10, EU:C:2012 521, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis)].
24 – Jf. i tidligere retspraksis bl.a. dom af 27.9.1988, Daily Mail and General Trust (81/87, EU:C:1988:456, præmis 16), og af 16.7.1998, ICI (C-264/96, EU:C:1998:370, præmis 21).
25 – Jf. dom af 28.2.2013, Ettwein (C-425/11, EU:C:2013:121, præmis 41-43).
26 – Jf. i denne retning dom af 6.10.2011, Graf og Engel (C-506/10, EU:C:2011:643, præmis 26).
27 – Jf. bl.a. dom af 3.9.2009, Fallimento Olimpiclub (C-2/08, EU:C:2009 506, præmis 23 og 24), og af 11.11.2015, Klausner Holz Niedersachsen (C-505/154, EU:C:2015:742, præmis 39 og 40).
28 – Denne situation ligger således efter min opfattelse tæt op ad den situation, hvor en forelæggende ret implicit eller eksplicit inden for rammerne af sin anmodning om præjudiciel afgørelse afviser at forelægge et yderligere spørgsmål vedrørende fortolkning af EU-retten. Det er imidlertid netop i en sådan situation, at Domstolen afstår fra at anvende sin praksis om at omformulere de præjudicielle spørgsmål med henblik på at give den forelæggende ret et brugbart svar: jf. i denne retning mit forslag til afgørelse af 1.4.2014, Fonnship og Svenska Transportarbetareförbundet (C-83/13, EU:C:2014:201, punkt 13-24 og den deri nævnte retspraksis).
29 – Dom af 11.3.2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:13, præmis 52-54).
30 – Dom af 11.3.2004, de Lasteyrie du Saillant (C-9/02, EU:C:2004:13, præmis 55-57).
31 – Jf. dom af 6.10.2011, Graf og Engel (C-506/10, EU:C:2011:643, præmis 26), og af 21.9.2016, Radgen (C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 47).
32 – Jf. i denne retning dom af 21.9.2016, Radgen (C-478/15, EU:C:2016:705, præmis 46 og 47). Denne doms præmis 46 henviser til dom af 31.3.1993, Kraus (C-19/92, EU:C:1993:125, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis), og dom af 16.3.2010, Olympique Lyonnais (C-325/08, EU:C:2010:143, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
33 – Jf. i denne retning dom af 29.11.2011, National Grid Indus (C-371/10, EU:C:2011:785, præmis 73 og 85), af 6.9.2012, Kommissionen mod Portugal (C-38/10, EU:C:2012:521, præmis 31 og 32), af 23.1.2014, DMC (C-164/12, EU:C:2014:20, præmis 61), og af 16.4.2015, Kommissionen mod Tyskland (C-591/13, EU:C:2015:230, præmis 67).
34 – Jf. ligeledes i denne retning dom af 23.1.2014, DMC (C-164/12, EU:C:2014:20, præmis 65).
35 – Jf. mit forslag til afgørelse Kommissionen mod Portugal (C-38/10, EU:C:2012:391, punkt 78-82).
36 – Jf. mit forslag til afgørelse Kommissionen mod Portugal (C-38/10, EU:C:2012:391, punkt 81 og 82).
37 – Dom af 21.12.2016, Kommissionen mod Portugal (C-503/14, EU:C:2016:979, præmis 58-60).