T-760/15 Statsstøtte Nederlandene mod Kommissionen - Dom

Forenede sager T-760/15 og T-636/16.

Kongeriget Nederlandene m.fl.:

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Syvende Udvidede Afdeling) af 24. september 2019

»Statsstøtte – støtte gennemført af Nederlandene – afgørelse, der erklærer en støtte ulovlig og uforenelig med det indre marked og kræver tilbagesøgning heraf – bindende svar fra skattemyndighederne (tax ruling) – afregningspriser – beregning af beskatningsrundlaget – armslængdeprincippet – fordel – referenceordning – medlemsstaternes procesautonomi og skattemæssige autonomi«

1. Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – skriftlige indlæg, der er vedlagt som bilag til stævningen – formaliteten – betingelser

[Statutten for Den Europæiske Unions Domstol, art. 21; Rettens procesreglement, art. 76, litra d)]

(jf. præmis 114-117)

2. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – bindende svar fra skattemyndighed vedrørende afregningspriserne for en integreret virksomhed – undersøgelse af den skattemæssige behandling af koncerninterne transaktioner på baggrund af armslængdeprincippet – lovlighed – domstolsprøvelse – rækkevidde

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 136-156, 197-199)

3. Statsstøtte – begreb – statens indgriben på områder, der ikke har været genstand for en harmonisering i Den Europæiske Union – direkte beskatning – omfattet – fastsættelsen af skattegrundlag og fordelingen af skattebyrden – medlemsstaternes kompetence – grænser

(Art. 107 TEUF)

(jf. præmis 158-160)

4. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – bindende svar fra skattemyndighederne vedrørende afregningspriserne for en integreret virksomhed – undersøgelse af den metode for fastsættelse af afregningspriser, der blev godkendt i den pågældende afgørelse på baggrund af armslængdeprincippet – metodefejl identificeret af Kommissionen – fejl, der ikke nødvendigvis fører til en fordelagtig skattemæssig behandling

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 186-193, 200-203 og 206-216)

5. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – bindende svar fra skattemyndighederne vedrørende afregningspriserne for en integreret virksomhed – fordelagtig skattemæssig behandling – Kommissionens bevisbyrde – ikke bevis for en skattefordel

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 194-196, 359, 371-373, 403, 501, 548 og 549)

6. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – bindende svar fra skattemyndighederne vedrørende afregningspriserne for en integreret virksomhed – fordelagtig skattemæssig behandling – bedømmelse på baggrund af de oplysninger, der er tilgængelige eller som med rimelighed kan forudses på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende afgørelse

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

(jf. præmis 241-251, 271, 288, og 396)

7. Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsafgørelse vedrørende statsstøtte – undersøgelse af, om der foreligger en fordel

(Art. 107, stk. 1, TEUF og art. 296, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 420-432)

Resumé

Ved dom af 24. september 2019 i sagen Nederlandene m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-760/15 og T-636/16) annullerede Rettens Syvende Udvidede Afdeling Europa-Kommissionens afgørelse, hvorved en forhåndsaftale om priser, der var blevet indgået af de nederlandske skattemyndigheder med virksomheden Starbucks Manufacturing Emea BV (1)(herefter »SMBV«), blev kvalificeret som statsstøtte.

SMBV er et datterselskab i Starbucks-koncernen, som udøver forskellige produktions- og distributionsaktiviteter inden for den pågældende koncern. Den 28. april 2008 indgik de nederlandske skattemyndigheder en forhåndsaftale om priser med SMBV (herefter »forhåndsaftalen«), der havde til formål at fastsætte SMBV’s vederlag for selskabets aktiviteter i Starbucks-koncernen. SMBV’s vederlag tjente efterfølgende til årligt at fastsætte det overskud for SMBV, der skulle undergives selskabsskat i Nederlandene. Den 21. oktober 2015 vedtog Kommissionen sin afgørelse, hvorved den fastslog for det første, at forhåndsaftalen udgjorde støtte, der var uforenelig med det indre marked, og for det andet, at denne støtte skulle tilbagesøges. Både Kongeriget Nederlandene og Starbucks Corp. samt SMBV anlagde annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse.

Eftersom den direkte beskatning henhører under medlemsstaternes enekompetence, bemærkede Retten først, at disse sidstnævnte dog skal udøve kompetencen under overholdelse af EU-retten. Medlemsstaternes indgriben på området for direkte beskatning er således, selv om de vedrører spørgsmål, der ikke har været genstand for en harmonisering i Unionen, ikke udelukket fra anvendelsesområdet for bestemmelserne om kontrol af statsstøtte. Det følger heraf, at Kommissionen kunne kvalificere en skatteforanstaltning som forhåndsaftalen som statsstøtte, for så vidt som betingelserne for en sådan kvalificering var opfyldt.

For det andet anførte Retten, at når den nationale skattelovgivning tilsigter at beskatte overskud, der hidrører fra en integreret virksomheds økonomiske aktivitet, som om den følger af transaktioner, der foretages på markedsvilkår, kunne Kommissionen anvende armslængdeprincippet ved efterprøvelsen af, at de koncerninterne transaktioner blev afregnet, som om de var resultatet af forhandlinger mellem uafhængige virksomheder, og følgelig, om et bindende svar fra skattemyndighederne havde bibragt modtageren en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. I denne forbindelse præciserede Retten, at armslængdeprincippet som identificeret af Kommissionen i dens afgørelse udgjorde et middel, der gjorde det muligt for Kommissionen at efterprøve, at koncerninterne transaktioner blev afregnet, som om de var resultatet af forhandlinger mellem uafhængige virksomheder. Den fastslog således, at dette middel på baggrund af den nederlandske skattelovgivning falder inden for Kommissionens udøvelse af sine beføjelser i henhold til artikel 107 TEUF. Kommissionen var således i det foreliggende tilfælde i stand til at efterprøve, om det prisniveau for de koncerninterne transaktioner, der blev godkendt ved den omhandlede forhåndsaftale, svarede til det, som ville være resultatet af forhandlinger på markedsvilkår.

For det tredje hvad angår selve spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en fordel, fastslog Retten imidlertid, at Kommissionen ikke havde påvist, at den omhandlede forhåndsaftale ved at lette SMBV’s skattebyrde havde bibragt SMBV en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Retten forkastede nærmere bestemt de forskellige argumenter fra Kommissionen, som tilsigtede at godtgøre, at forhåndsaftalen ved at fastsætte en metode til beregning af afregningspriser, som ikke gjorde det muligt at opnå et armslængderesultat, bibragte SMBV en fordel.

Retten forkastede således i første omgang argumentet om, at forhåndsaftalen bibragte SMBV en fordel med den begrundelse, at valget af metode til beregning af afregningspriser for koncerninterne transaktioner ikke førte til en pålidelig tilnærmelse til et markedsbaseret resultat i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Eftersom den manglende overholdelse af metodekravene ikke nødvendigvis i sig selv fører til en lettelse af skattebyrden, skulle Kommissionen tillige have godtgjort, at de metodefejl, som den havde identificeret i den omhandlede forhåndsaftale, ikke gjorde det muligt at nå frem til en pålidelig tilnærmelse til et markedsbaseret resultat, og at disse fejl havde ført til en nedsættelse af det skattepligtige overskud i forhold til den skattebyrde, der ville følge af anvendelsen af de almindelige skatteregler i national ret på en virksomhed, der befinder sig i en tilsvarende faktisk situation som SMBV, og som udøver sine aktiviteter på markedsvilkår. Dette var imidlertid ikke blevet godtgjort af Kommissionen.

I denne forbindelse anførte Retten bl.a., at Kommissionen ikke havde fremlagt nogen oplysninger, der gjorde det muligt at konkludere, at den metode, der blev anvendt i forhåndsaftalen til at fastsætte afregningspriserne, nemlig den transaktionsbestemte nettoavancemetode (herefter »TNMM«), nødvendigvis førte til et for lavt resultat, hvilket ville have bibragt SMBV en fordel. Tilsvarende anførte Retten, at Kommissionens konstatering alene, at den licensafgift, der var blevet betalt af SMBV til en virksomhed i Starbucks-koncernen for brug af virksomhedens intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder bl.a. ristningsmetoder og anden knowhow vedrørende ristning ikke var blevet undersøgt i forhåndsaftalen, ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at denne licensafgift rent faktisk ikke var i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Hvad angår størrelsen af denne licensafgift, der blev betalt af SMBV, fandt Retten endvidere, efter at have foretaget en analyse af SMBV’s funktioner vedrørende licensafgiften og en analyse af sammenlignelige ristningsaftaler, der var blevet undersøgt af Kommissionen, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der derved blev bibragt SMBV en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Derefter undersøgte Retten Kommissionens subsidiære argument om, at selv om det antages, at TNMM kunne anvendes i det foreliggende tilfælde for at fastsætte afregningsprisen, bibragte forhåndsaftalen SMBV en fordel som følge af, at gennemførelsesbestemmelserne i den metode, der var blevet godkendt med den forhåndsaftale, var fejlagtige. I denne forbindelse anførte Retten, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at de forskellige fejl, som den havde identificeret i gennemførelsesbestemmelserne til TNMM, bibragte SMBV en fordel, hverken valideringen gennem forhåndsaftalen af udpegningen af SMBV som den virksomhed, der skulle prøves med henblik på anvendelsen af MTMN, valget af indikator for overskudsniveauet med henblik på anvendelsen af TNMM eller visse korrektioner af den pågældende indikator.