C-84/14 P - Forgital Italy mod Rådet - Ny sag

Appel iværksat den 18. februar2014 af Forgital Italy SpA til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 4. december 2013 i sag T-438/10, Forgital Italy SpA mod Rådet for Den Europæiske Union

Parter

Appellant: Forgital Italy SpA (ved avvocati R. Mastroianni og V. Turinetti di Priero)

De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Kendelse afsagt den 4. december 2013 i sag T-438/10, hvorved Den Europæiske Unions Ret fastslog, at et søgsmål med påstand om annullation af Rådets forordning (EU) nr. 566/2010 af 29. juni 2010 om ændring af forordning (EF) nr. 1255/96 om midlertidig suspension af den fælles toldtarifs autonome toldsatser for visse industri- og landbrugsprodukter samt fiskevarer (EUT 2010 L 163, s. 4) for så vidt som den ændrer udpegelsen af visse produkter, for hvilke den fælles toldtarifs autonome toldsatser suspenderes, ikke kunne antages til realitetsbehandling, annulleres.

Sag T-438/10 hjemvises til Den Europæiske Unions Ret med henblik på, at denne træffer afgørelse om sagens realitet i overensstemmelse med artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i forbindelse med sagen i første instans og appellen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 113 i Rettens procesreglement, af retten til effektive retsmidler som omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, af det almindelige princip om effektiv retsbeskyttelse af rettigheder samt af retten til forsvar. Appellanten har gjort gældende, at Den Europæiske Unions Ret har begået en retlig fejl, idet den ex officio rejste en formalitetsindsigelse i forbindelse med det søgsmål, som appellanten havde anlagt i sag T-438/10, uden herved at fremlægge de faktiske og retlige omstændigheder, som den lagde til grund for indsigelsen, og uden at gøre det muligt for parterne at udtale sig herom, hvilket skal ske i henhold til artikel 113 i Rettens procesreglement. I denne forbindelse er det uden relevans, at Retten havde stillet parterne et spørgsmål om den betydning, som kendelse af 5. februar 2013 (sag T-551/11, BSI mod Rådet) måtte tillægges for så vidt angår sag T-438/10, eftersom parterne – i modsætning til hvad Retten har anført – ikke heraf kunne udlede, at sidstnævnte havde tænkt sig ex officio at rejse en formalitetsindsigelse.

Retten har for det andet begået en retlig fejl for så vidt angår fortolkningen af artikel 263, stk. 4, sidste punktum, TEUF, sammenholdt med det almindelige princip om en effektiv retsbeskyttelse som omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Rådets forordning (EU) nr. 566/2010 af 29. juni 2010 udgør ikke en retsakt, der indeholder gennemførelsesforanstaltninger.