C-597/17 Belgisch Syndicaat van Chiropraxie m.fl. - Ny sag

C-597/17 Belgisch Syndicaat van Chiropraxie m.fl. - Ny sag

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Grondwettelijk Hof (Belgien) den 16. oktober 2017 – Belgisch Syndicaat van Chiropraxie m.fl.

Den forelæggende ret

Grondwettelijk Hof

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Belgisch Syndicaat van Chiropraxie, Bart Vandendries, Belgische Unie van Osteopaten m.fl., Plast.Surg. m.fl. og Belgian Society for Private Clinics m.fl.

Sagsøgt: Ministerraad

Præjudicielle spørgsmål

1. Skal artikel 132, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at den deri nævnte fritagelse i henhold til denne bestemmelse både med hensyn til konventionelle og ikke-konventionelle behandlingsformer er forbeholdt personer, der udøver lægegerning eller dertil knyttede erhverv, som er omfattet af den nationale lovgivning om sundhedsplejeerhverv, og som opfylder kravene i henhold til denne nationale lovgivning, og at personer, der ikke opfylder disse krav, men er medlemmer af en faglig sammenslutning af kiropraktorer og osteopater og opfylder de krav, som denne sammenslutning stiller, er afskåret herfra?

2. Skal artikel 132, stk. 1, litra b), c) og e), artikel 134 og artikel 98 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, sammenholdt med nr. 3 og 4 i bilag III til dette direktiv, navnlig henset til princippet om afgiftsneutralitet, fortolkes således,

a) at de er til hinder for en national bestemmelse, der fastsætter en nedsat momssats, som finder anvendelse på lægemidler og medicinsk udstyr, der ordineres i anledning af et indgreb eller en behandling af terapeutisk karakter, mens lægemidler og medicinsk udstyr, der ordineres i anledning af et indgreb eller en behandling af rent æstetisk karakter og er nært knyttet dertil, pålægges den normale momssats,

b) eller således, at de tillader henholdsvis foreskriver, at de to førnævnte tilfælde behandles ens?

3. Påhviler det Grondwettelijk Hof [forfatningsdomstol] midlertidigt at opretholde virkningerne af de [...] bestemmelser, der skal annulleres, samt af de bestemmelser, der eventuelt skal annulleres helt eller delvist, såfremt det af besvarelsen af det første og det andet præjudicielle spørgsmål skulle fremgå, at de er i strid med EU-lovgivningen, for at give lovgiver mulighed for at bringe dem i overensstemmelse med denne lovgivning?