C-544/16 Marcandi - Ny sag

C-544/16 Marcandi - Ny sag

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af First-tier Tribunal (Tax Chamber) (Det Forenede Kongerige) den 28. oktober 2016 – Marcandi Limited, der handler under navnet »Madbid« mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs

(Sag C-544/16)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

First-tier Tribunal (Tax Chamber)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Marcandi Limited, der handler under navnet »Madbid«

Sagsøgt: Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs

Præjudicielle spørgsmål

I henhold til den korrekte fortolkning af artikel 2, stk. 1, artikel 24, 62, 63, 65 og 73 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem og under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede:

a) er Madbids udstedelse af kreditter til brugerne mod betaling af penge da:

»forudgående transaktioner«, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 1, af den art, som Domstolen identificerede i [dom af 16.12.2010, MacDonald Resorts Ltd mod Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs, C-270/09, EU:C:2010:780], præmis 23-42, eller

en levering af ydelser af Madbid som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), nemlig ydelse af retten til at deltage i online-auktioner

b) Hvis tildeling af retten til at deltage i online-auktioner udgør en levering af ydelser af Madbid, er det da en levering foretaget »mod vederlag« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), nemlig betalingen herfor (dvs. de penge, som Madbid har modtaget fra en bruger som modydelse for kreditter)

c) er svaret på litra b) et andet, hvis betalingen for kreditterne også tjener som en ret for brugeren til at erhverve varer til den samme værdi, hvis brugeren ikke vinder auktionen

(d) hvis Madbid ikke leverer ydelser mod vederlag, når selskabet udsteder kreditter til brugerne mod betaling af penge, foretager selskabet da en levering på et andet tidspunkt

og hvilke principper bør anvendes ved fastlæggelsen af svaret på disse spørgsmål?

I henhold til den korrekte fortolkning af artikel 2, stk. 1, artikel 14, artikel 62, artikel 63, artikel 65, artikel 73 og artikel 79, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem hvilket vederlag modtager Madbid i henhold til artikel 2, stk. 1, litra a), og artikel 73 da som modydelse for de leveringer af varer, som selskabet foretager til brugerne under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder?

Navnlig og under hensyn til svaret på spørgsmål 1:

a) er de penge, som en bruger betaler Madbid for kreditter et »afdrag« for levering af varer i artikel 65’s forstand, således at momsen »forfalder« ved betalingens modtagelse, og således at den betaling, som Madbid modtager fra brugeren er vederlag for en levering af varer

b) hvis en bruger køber varer gennem funktionerne Buy Now eller Earned Discount, er værdien af kreditter, der anvendes til at afgive bud i auktioner, eller når buddet ikke vinder, [hvilket] medfører, at der opnås Earned Discount eller Buy Now-prisen nedsættes, da:

»rabatter« som omhandlet i artikel 79, litra b), således at vederlaget for Madbids levering af varer er de penge, som brugeren faktisk betaler Madbid på tidspunktet for køb af varer og ikke andet, eller

del af vederlaget for leveringen af varer, således at vederlaget for Madbids levering af varer omfatter både de penge, som brugeren betaler Madbid på tidspunktet for køb af varer, og de penge, som brugeren betaler for kreditter, der blev anvendt til at afgive bud i auktioner, som brugeren ikke vinder

c) hvis en bruger udøver retten til at købe varer efter at have vundet en online-auktion, er vederlaget for leveringen af disse varer da den angivne pris, der vandt auktionen (plus udgifter til forsendelse og ekspedition) og ikke andet, eller udgør værdien af de kreditter, som vinderen anvendte til at byde i auktionen, også del af vederlaget for Madbids levering af disse varer til brugeren

eller hvilke principper bør anvendes ved fastlæggelsen af svaret på disse spørgsmål?

Når to medlemsstater behandler en transaktion forskelligt hvad angår moms, i hvilket omfang bør retterne i en af disse medlemsstater da, når de fortolker de relevante bestemmelser i EU-retten og national ret, tage hensyn til ønsket om at undgå:

a) dobbeltbeskatning af transaktioner og/eller

b) manglende beskatning af transaktionen

og hvilken indvirkning har princippet om afgiftsneutralitet på dette spørgsmål?