C-468/14 Kommissionen mod Danmark - Ny sag

C-468/14 Kommissionen mod Danmark - Ny sag

Sag anlagt den 13. oktober 2014 - Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark

(Sag C-468/14)

Processprog: dansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Clausen, C. Cattabriga, befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Danmark

Påstande

Det fastslås, at Kongeriget Danmark, ved at opretholde en retstilstand hvor salg af løs snus er tilladt i strid med artikel 8, sammenholdt med artikel 2, nr. 4, i direktiv 2001/37/EF af 5. juni 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer , har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dette direktiv.

Kongeriget Danmark tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kongeriget Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8 i direktiv 2001/37/EF ved kun at forbyde salg af snus i porøse portionsbreve, men ikke løs snus, i Danmark. Danmark har ikke bestridt, at dets nationale regler ikke er i overensstemmelse med EU-retten for så vidt angår forbuddet mod markedsføring af tobak, som indtages oralt. Et lovforslag, der ville have gennemført et fuldstændigt forbud mod at markedsføre snus i Danmark, blev imidlertid forkastet af det danske Folketing.

Danmark har ikke afgivet yderligere tilsagn med henblik på at bringe de danske regler i overensstemmelse med EU-retten. Kommissionen må således konstatere, at Danmark fortsat ikke overholder sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 8, sammenholdt med artikel 2, nr. 4.