C-446/15 Signum Alfa Sped - Ny sag

C-446/15 Signum Alfa Sped - Ny sag

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 18. august 2015 – Signum Alfa Sped Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Kiemelt Adó- és Vám Főigazgatóság

(Sag C-446/15)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Signum Alfa Sped Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Kiemelt Adó- és Vám Főigazgatóság

Præjudicielle spørgsmål

1) Skal bestemmelserne i direktiv 2006/112 om fradrag af moms fortolkes således, at afgiftsmyndigheden med henblik på ikke at kvalificere den økonomiske transaktion som fiktiv generelt kan kræve, at en afgiftspligtig person, der ønsker at udøve sin ret til momsfradrag, kontrollerer, om udstederen af fakturaen vedrørende de tjenesteydelser, i forhold til hvilke der ønskes ret til fradrag, råder over de nødvendige personalemæssige og materielle ressourcer til at levere den pågældende tjenesteydelse, både på tidspunktet for tjenesteydelsens levering og på tidspunktet for kontrollen, og om udstederen af fakturaen har opfyldt sin pligt til at angive og indbetale momsen, eller at den afgiftspligtige person ud over fakturaen råder over andre dokumenter vedrørende den økonomiske transaktion, der ikke er behæftet med formelle mangler? Kan det kræves, at udstederen af fakturaen udøver sin økonomiske virksomhed uden nogen form for uregelmæssigheder, ikke kun på tidspunktet for den retshandel, der er grundlaget for retten til momsfradrag, men også på tidspunktet for afgiftskontrollen?

2) For det tilfælde at afgiftsmyndigheden, henset til de under det første spørgsmål nævnte omstændigheder, fastslår, at den økonomiske transaktion har fundet sted, men at fakturaens indhold er usandsynligt, fordi transaktionen ikke er foretaget mellem de parter, der er angivet på fakturaen, har afgiftsmyndigheden da, henset til at bevisbyrden som en generel regel tilfalder denne, pligt til ligeledes at undersøge, hvem der i et sådant tilfælde har foretaget retshandlen, og hvem der har udstedt fakturaen, eller kan afgiftsmyndigheden nægte den ret til fradrag, som den afgiftspligtige person forsøger at udøve, uden et endegyldigt bevis for de nævnte faktiske forhold, uden oplysninger eller omstændigheder, der vidner om navnet på den tredje person eller den rolle, som vedkommende har spillet, men alene på baggrund af det, som afgiftsmyndigheden har fastslået i denne forbindelse?

3) Skal bestemmelserne i direktiv 2006/112 om fradrag af moms fortolkes således, at afgiftsmyndigheden, selv om den ikke betvivler, at de økonomiske transaktioner, der fremgår af fakturaen, har fundet sted, og dette i overensstemmelse med de i loven fastsatte krav, kan nægte ret til momsfradrag uden at foretage en undersøgelse af, om der er udvist fornøden omhu — og således reelt under anvendelse af et objektivt ansvar — med den begrundelse, at, eftersom den økonomiske transaktion ikke har fundet sted mellem de parter, der er angivet på fakturaen, fakturaens usandsynlige indhold per definition udelukker en undersøgelse af, om der er blevet udvist fornøden omhu, eller er den afgiftsmyndighed, der nægter ret til fradrag, under disse omstændigheder ligeledes forpligtet til at bevise, at den afgiftspligtige person, der ønsker at udøve sin ret til fradrag, havde kendskab til den ulovlige adfærd — i dette tilfælde med henblik på afgiftsunddragelse — der var begået af det selskab, med hvilket vedkommende havde indgået en aftale, eller endda tog del i en sådan ulovlig adfærd?

4) Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er en fortolkning af bestemmelserne, hvorefter det kun skal undersøges, om fakturamodtageren har udvist fornøden omhu, såfremt det kan bevises, at en økonomisk transaktion har fundet sted mellem parterne, dvs. såfremt den økonomiske transaktion har fundet sted mellem parterne på den måde, der er angivet på fakturaen, og der alene forekommer andre former for fejl, f.eks. formelle mangler, da forenelig med bestemmelserne i direktiv 2006/112 om fradrag af moms og princippet om afgiftsneutralitet, retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, der er fastslået i praksis fra Den Europæiske Unions Domstol, særligt henset til at de nationale afgiftslovgivning indeholder bestemmelser om fakturaer med formelle mangler og fakturaer, der er udstedt, uden at der foretaget en økonomisk transaktion?