C-44/15 Duval - Ny sag

C-44/15 Duval - Ny sag

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzhof (Tyskland) den 5. februar 2015 – Hauptzollamt Frankfurt am Main mod Duval GmbH & Co. KG

Den forelæggende ret

Bundesfinanzhof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Hauptzollamt Frankfurt am Main

Sagsøgt: Duval GmbH & Co. KG

Præjudicielle spørgsmål

Er det undtagelsesvis kun det udstyr, der står opført i de forklarende bemærkninger til det harmoniserede system til pos. 9025 KN, afsnit B (Termometre og pyrometre, også med registreringsanordning – punkt 08.0-28.0), der i mangel af en abstrakt definition af, hvad der udgør et termometer under pos. 9025 KN, skal tariferes i pos. 9025 KN (»Termometre og pyrometre«)?

Såfremt spørgsmål 1 skal besvares benægtende: Kan det udledes af listen over udstyr i de forklarende bemærkninger til det harmoniserede system til pos. 9025 KN, at anordninger, som ikke indeholder de funktioner, der indgår i dette udstyr (temperaturbestemmelse ved hjælp af f.eks. mekanisk udvidelse af væsker eller metaller, fysiske ændringer eller elektriske impulser etc.), ikke kan tariferes i pos. 9025 KN?

Såfremt også spørgsmål 2 skal besvares benægtende: Er et termometer i den forstand, hvori udtrykket er brugt i pos. 9025 KN, også en anordning, der angiver, at den eneste temperatur, der skal måles på en genstand, har nået en fastsat værdi (tærskelværdien), selv om anordningen ikke opfylder kriterier så som måleresultatets reproducerbarhed, kontinuerlig visning af temperaturen og muligheden for en multifunktionel udnyttelse af udstyret?