C-340/15 Nigl m.fl. - Ny sag

C-340/15 Nigl m.fl. - Ny sag

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesfinanzgericht (Østrig) den 7. juli 2015 – Christine Nigl m.fl.

Den forelæggende ret

Bundesfinanzgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Christine Nigl, Gisela Nigl senior, Gisela Nigl junior, Josef Nigl junior og Martin Nigl

Sagsøgt: Finanzamt Waldviertel

Præjudicielle spørgsmål

Er tre sammenslutninger af personer, som består af forskellige medlemmer af en familie, som udadtil optræder selvstændigt som sådanne over for deres leverandører og over for offentlige myndigheder, og som med undtagelse af to økonomiske aktiver råder over hver deres egne driftsmidler, men som markedsfører størstedelen af deres produkter under et fælles mærke via et kapitalselskab, hvis andele ejes af medlemmerne af sammenslutningerne af personer samt andre familiemedlemmer, tre selvstændige erhvervsdrivende (afgiftspligtige personer)?

Hvis de tre sammenslutninger af personer ikke skal anses for tre selvstændige erhvervsdrivende (afgiftspligtige personer), skal da

a) det markedsførende kapitalselskab, eller

b) en sammenslutning af personer bestående af medlemmerne af de tre sammenslutninger af personer, som ikke selv som sådan optræder på markedet hverken på indkøbs- eller afsætningssiden, eller

c) en sammenslutning af personer bestående af de tre sammenslutninger af personer og kapitalselskabet, som ikke selv som sådan optræder på markedet hverken på indkøbs- eller afsætningssiden, anses for selvstændig erhvervsdrivende?

Hvis de tre sammenslutninger af personer ikke skal betragtes som tre selvstændige erhvervsdrivende (afgiftspligtige personer), kan frakendelsen af egenskaben som erhvervsdrivende (afgiftspligtig person) da ske

a) med tilbagevirkende kraft

b) kun for fremtiden eller

c) slet ikke,

hvis sammenslutningerne af personer i første omgang efter afgiftsmyndighedernes kontrol er blevet anerkendt af Finanzamt som selvstændige erhvervsdrivende (afgiftspligtige personer)?

Hvis de tre sammenslutninger af personer skal anses for tre selvstændige erhvervsdrivende (afgiftspligtige personer), er disse da som vinbønder og dermed som landbrugere standardsatslandbrugere, hvis disse sammenslutninger af personer, som samarbejder økonomisk, ganske vist hver for sig er omfattet af standardsatsordningen for landbrugere, men kapitalselskabet, en selvstændig sammenslutning af personer bestående af medlemmerne af de tre sammenslutninger af personer eller en selvstændig sammenslutning af personer bestående af kapitalselskabet og medlemmerne af de tre sammenslutninger af personer på grund af virksomhedens størrelse eller retsform efter national ret er undtaget fra standardsatsordningen?

Hvis standardsatsordningen for landbrugere principielt er udelukket for de tre sammenslutninger af personer, gælder denne udelukkelse da

a) med tilbagevirkende kraft

b) kun for fremtiden eller

c) slet ikke?