C-29/13 „Global Trans Lodzhistik“ - Ny sag

C-29/13 „Global Trans Lodzhistik“ - Ny sag

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad (Bulgarien) den 21. januar 2013 -Global Trans Logistik ООD mod Nachalnik na Mitnitsa Stolichna

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-grad

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Global Trans Logistik ООD

Sagsøgt: Nachalnik na Mitnitsa Stolichna

Præjudicielle spørgsmål

Følger det af artikel 243, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 2 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks, når bestemmelsen fortolkes sammenholdt med forordningens artikel 245 samt princippet om ret til forsvar og om retskraft, at den ikke er til hinder for en national ordning som den i artikel 220 og 211a i Zakon za mitnitsite (den bulgarske toldlov), hvorefter mere end én afgørelse fra en toldmyndighed, ved hvilken der fastsættes en yderligere toldskyld, som skal opkræves senere, kan anfægtes, selv hvis der i en situation som den i hovedsagen foreliggende ville kunne træffes en endelig afgørelse om fastsættelse af toldskylden som omhandlet i artikel 181a, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93  af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92?

Skal artikel 243, stk. 2, i forordning nr. 2913/92 om klageadgang fortolkes således, at den ikke kræver, at en endelig afgørelse som omhandlet i artikel 181a, stk. 2, i forordning nr. 2454/93, først skal anfægtes administrativt, inden sagen kan føres for en domstol?

Skal artikel 181a, stk. 2, i forordning nr. 2454/93 i en situation som den i hovedsagen foreliggende fortolkes således, at en afgørelse fra toldmyndigheden, i forbindelse med hvilken de rettigheder til at blive hørt og fremsætte indsigelser, som proceduren i henhold til denne bestemmelse indebærer, ikke blev overholdt, ikke er nogen endelig afgørelse som omhandlet i artikel 181a, stk. 2, men kun udgør en del af proceduren til fastsættelse af den endelige afgørelse? Skal denne bestemmelse i modsat fald i en situation som den i hovedsagen foreliggende fortolkes således, at den afgørelse, der er truffet med de nævnte procedurefejl, er underlagt en direkte domstolskontrol, og at domstolen skal træffe afgørelse i det til prøvelse heraf anlagte søgsmål?

Skal forordningens artikel 181a, stk. 2, i en situation som den i hovedsagen foreliggende og henset til legalitetsprincippet fortolkes således, at en afgørelse fra toldmyndigheden, i forbindelse med hvilken de rettigheder til at blive hørt og fremsætte indsigelser, som proceduren i henhold til denne bestemmelse indebærer, ikke blev overholdt, er ugyldig som følge af en væsentlig procedurefejl, der skal sidestilles med en tilsidesættelse af et væsentligt formkrav, hvis manglende overholdelse medfører retsaktens ugyldighed, uanset tilsidesættelsens konsekvenser i den konkrete sag, således at Domstolen skal træffe afgørelse om et til prøvelse heraf anlagt søgsmål uden at have mulighed for at overveje at tilbagesende sagen til den administrative myndighed med henblik på en retmæssig afslutning af proceduren?