C-26/18 Federal Express Corporation Deutsche Niederlassung - Ny sag

C-26/18 Federal Express Corporation Deutsche Niederlassung - Ny sag

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hessisches Finanzgericht (Tyskland) den 16. januar 2018 – Federal Express Corporation, Deutsche Niederlassung mod Hauptzollamt Frankfurt am Main

Den forelæggende ret

Hessisches Finanzgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Federal Express Corporation, Deutsche Niederlassung

Sagsøgt: Hauptzollamt Frankfurt am Main

Præjudicielle spørgsmål

Forudsætter indførsel af varer som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra d), og artikel 30 i Rådets direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem , at den vare, der er ankommet til Unionens område, indgår i Unionens økonomiske kredsløb, eller er det tilstrækkeligt, at der er risiko for, at den ankomne vare vil indgå i Unionens økonomiske kredsløb?

Såfremt en indførsel forudsætter, at varen indgår i Unionens økonomiske kredsløb:

Indgår en vare, der er ankommet til Unionens område, allerede i Unionens økonomiske kredsløb, såfremt varen i strid med toldreglerne ikke henføres under en ordning som omhandlet i direktivets artikel 61, stk. 1, eller ganske vist i første omgang henføres under en sådan ordning, men på grund af en forkert toldretlig adfærd senere ikke længere er omfattet af denne ordning, eller er det en forudsætning for, at varen indgår i Unionens økonomiske kredsløb, at det kan lægges til grund, at varen på grund af denne forkerte toldretlige adfærd i den medlemsstats toldområde, hvor den forkerte adfærd blev begået, indgik i Unionens økonomiske kredsløb og har kunnet forbruges eller anvendes?