C-22/15 Kommissionen mod Nederlandene - Ny sag

Sag anlagt den 19. januar 2015 – Europa-Kommissionen mod Kongeriget Nederlandene

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Lozano Palacios og G. Wils, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Nederlandene

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, artikel 24, stk. 1, og artikel 133, sammenholdt med artikel 132, stk. 1, litra m), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, idet det i forbindelse med navigations- eller fritidsvirksomhed, der ikke kan sidestilles med udøvelsen af sport eller fysisk træning, har indrømmet medlemmer af vandsportsforeninger, som ikke inden for rammerne af deres tjenesteydelser har ansat en eller flere personer, en fritagelse for merværdiafgift på leje af kaj- og bådpladser.

Det fastslås, at Kongeriget Nederlandene har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1, artikel 24, stk. 1 og artikel 133, sammenholdt med artikel 132, stk. 1, litra m), i direktiv 2006/112/EF, idet det i tilfælde, hvor disse kaj- og bådpladser udlejes til medlemmer, som udøver sport, og hvor udlejningen er nært knyttet til og uundværlig for udøvelsen heraf, har begrænset fritagelsen til vandsportsforeninger, som ikke har ansat en eller flere personer i forbindelse med deres tjenesteydelser.

Kongeriget Nederlandene tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1. Direktiv 2006/112/EF forpligter medlemsstaterne til at fritage visse former for ydelser med nær tilknytning til udøvelsen af sport eller fysisk træning, der præsteres af organer, som ikke arbejder med gevinst for øje, til fordel for personer, der deltager i sport eller fysisk træning.

2. § 11, stk. 1, litra e), i den nederlandske Wet Omzetbelasting 1968 (momsloven af 1968) fritager de ydelser, som sportsforeninger leverer til deres medlemmer, fra merværdiafgift, med undtagelse af ydelser, som leveres af vandsportsforeninger, der i forbindelse med deres tjenesteydelser har adgang til en eller flere personer, der er ansat af foreningen, såfremt disse tjenesteydelser består i, ved hjælp af disse personer, at udføre virksomhed forbundet med bådene eller tilrådighedsstillelse af kaj- og bådpladser.

3. Denne nederlandske afgiftsfritagelse er efter Kommissionens opfattelse på samme tid for vid og for snæver.

4. For det første er Kommissionen ikke enig i, at fritagelsen ikke er begrænset til udlejning til medlemmer af den almennyttige forening, som udøver sport, men også omfatter udlejning til de af foreningens medlemmer, som uden at forlade havnen blot anvender den båd, der befinder sig på den lejede kaj- eller bådplads, til rekreative formål eller endda til boligmæssige formål. Fritagelsen er herved i strid med momsdirektivets artikel 2, stk. 1, artikel 24, stk. 1, og artikel 133.

5. Kommissionen er for det andet ikke enig i, at de omhandlede foreninger for at have ret til fritagelsen ikke må have ansatte. Nederlandene har således indført en betingelse, som går ud over, hvad der er tilladt i henhold til momsdirektivets artikel 133 [sammenholdt med artikel 132, stk. 1, litra m)].