C-161/14 Kommissionen mod Det Forenede Kongerige - Ny sag

C-161/14 Kommissionen mod Det Forenede Kongerige - Ny sag

Sag anlagt den 4. april 2014 – Europa-Kommissionen mod Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Soulay og M. Clausen, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Sagsøgerens påstande

(1) Det fastslås, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til momsdirektivets artikel 98, sammenholdt med bilag III hertil, ved

at anvende en nedsat momssats på leveringer af tjenesteydelser i form af installering af »energibesparende materialer« og på de leveringer af »energibesparende materialer«, der foretages af en person, som installerer disse materialer i boliger, for så vidt som disse leveringer ikke kan anses for »[l]evering, opførelse, renovering og ombygning af boliger som led i en socialpolitik« som omhandlet i kategori 10) i bilag III til momsdirektivet 1

at anvende en nedsat momssats på leveringer af tjenesteydelser i form af installering af »energibesparende materialer« og på de leveringer af »energibesparende materialer«, der foretages af en person, som installerer disse materialer i boliger, for så vidt som disse leveringer falder uden for rammerne af renovering og reparation af private boliger som omhandlet i kategori 10a) i bilag III til momsdirektivet

at anvende en nedsat momssats på leveringer af tjenesteydelser i form af installering af »energibesparende materialer« og på de leveringer af »energibesparende materialer«, der foretages af en person, som installerer disse materialer i boliger, for så vidt som disse leveringer, selv om de falder inden for rammerne af renovering og reparation af private boliger som omhandlet i kategori 10a) i bilag III til momsdirektivet, omfatter materialer, der udgør en betydelig del af værdien af de leverede tjenesteydelser.

(2) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I henhold til momsdirektivets artikel 96 finder den normalsats for momsen, som fastsættes af hver enkelt medlemsstat med en minimumssats på 15%, anvendelse på alle leveringer af varer og ydelser. En anden sats end normalsatsen må kun anvendes, for så vidt som dette tillades ved andre af direktivets bestemmelser. Artikel 98 bestemmer, at medlemsstaterne kan anvende en eller to nedsatte satser på levering af de varer og ydelser, der er anført i bilag III til direktivet.

Kommissionen anfører, at den ordning med nedsatte satser, der finder anvendelse på levering af energibesparende materialer og installering heraf, og som er fastsat i section 29A i VAT Act 1994, som specificeret i schedule 7A hertil, overskrider grænserne for det råderum, som medlemsstaterne har i henhold til kategori 10) og 10a) i momsdirektivets bilag III, der dækker henholdsvis »[l]evering, opførelse, renovering og ombygning af boliger som led i en socialpolitik« og »[r]enovering og reparation af private boliger, bortset fra materialer, som udgør en betydelig del af værdien af den leverede ydelse«.

Det Forenede Kongeriges nedsatte satsordning som omhandlet i schedule 7A, del 2, gruppe 2, til VAT Act 1994 kan ikke direkte knyttes til boliganliggender som led i en socialpolitik, og det går derfor ud over anvendelsesområdet for kategori 10) i bilag III til momsdirektivet.

Ved at anvende en nedsat sats på levering af tjenesteydelser i form af installering af »energibesparende materialer« og på den levering af »energibesparende materialer«, der foretages af den person, som installerer disse materialer i boliger, og for så vidt som disse leveringer omfatter levering, opførelse og ombygning af private boliger uden hensyntagen til disse materialers forholdsmæssige værdi i forhold til den samlede værdi af den leverede ydelse, går Schedule 7A, del 2, gruppe 2, til VAT Act 1994 ud over kravet i kategori 10a), nemlig at en nedsat sats kun må anvendes på renovering og reparation af private boliger, bortset fra materialer, som udgør en betydelig del af værdien af den leverede ydelse.