C-126/15 Kommissionen mod Portugal - Ny sag

C-126/15 Kommissionen mod Portugal - Ny sag

Sag anlagt den 12. marts 2015 – Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

(Sag C-126/15)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved G. Braga da Cruz og F. Tomat, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Portugisiske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, artikel 9, stk. 1, og artikel 39, stk. 3, i direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgifter samt proportionalitetsprincippet, idet den har undergivet cigaretpakker, der allerede er blevet pålagt afgift og er overgået til forbrug i et givet år, et forbud mod markedsføring og salg til offentligheden ved udløbet af den uforholdsmæssigt korte frist, som er fastsat i artikel 27 i bekendtgørelse nr. 1295/2007 udstedt af ministeriet for finanser og offentlig forvaltning.

Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1. Artikel 7 og 9 i direktiv 2008/118/EF og proportionalitetsprincippet

Det fremgår af artikel 7 i direktiv 2008/118/EF (herefter »direktivet«), at punktafgiften på tobaksvarer forfalder ved overgangen til forbrug med den sats, der gælder på denne dato. Direktivets artikel 9 bestemmer, at betingelserne for punktafgiftens forfald og punktafgiftssatsen er dem, der gælder på forfaldsdatoen. EU-lovgivningen på afgiftsområdet indeholder ingen bestemmelse, som giver medlemsstaterne mulighed for, efter at de omhandlede varer er overgået til forbrug, henset til tidspunktet for deres overgang til forbrug at pålægge dem yderligere punktafgifter ud over de skyldige afgifter eller at begrænse distributionen heraf af fiskale hensyn.

I Portugal kan cigaretpakker, der er forsynet med en banderole for et givet regnskabsår, i henhold til bekendtgørelse nr. 1295/2007 udstedt af ministeriet for finanser og offentlig administration (herefter »bekendtgørelsen«) kun sælges og markedsføres indtil udgangen af den tredje måned i det år, der følger efter det år, som den påførte banderole svarer til, dvs. det år, i løbet af hvilket de er overgået til forbrug. I henhold til bekendtgørelsen er salgsfristen som en overgangsordning blevet fastsat til udgangen af maj 2008 for cigaretpakker med en banderole for 2007 og til udgangen af april 2008 for varer med en banderole for 2008.

Kommissionen har heraf udledt, at den portugisiske lovgivning tilsidesætter direktivets artikel 7 og artikel 9, stk. 1, uden dog at udelukke muligheden af, at nævnte lovgivning er begrundet i almene hensyn.

Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at de grunde, som Portugal har påberåbt sig under den administrative procedure for at begrunde den omhandlede lovgivning (forebyggelse af afgiftsunddragelse og -undgåelse, beskyttelse af den offentlige sundhed, bekæmpelse af ulovlig handel med tobak og sikring af afgiftsprovenuet), ikke kan godtages, fordi proportionalitetsprincippet er tilsidesat.

2. Artikel 39, stk. 3, i direktiv 2008/118/EF og proportionalitetsprincippet

Direktivets artikel 39, stk. 3, bestemmer, at medlemsstaterne påser, at afgiftsmærker ikke skaber hindringer for den frie bevægelighed af punktafgiftspligtige varer. Det forbud, som er fastsat i bekendtgørelsen, i medfør af hvilket cigaretpakker med en banderole, der svarer til et givet regnskabsår, kun kan sælges og markedsføres indtil udgangen af den tredje måned i det år, der følger efter det år, som den påførte banderole svarer til, skaber en hindring af denne karakter. Importørernes frygt for ikke at få afsat de lagerbeholdninger, som ikke kan sælges, hvis punktafgiftssatsen er blevet ændret, kan afholde dem fra at foretage sædvanlige erhvervelser, særligt fra andre medlemsstater, og dermed påvirke samhandelen i højere grad end nødvendigt for eksempelvis at undgå, at der sker overgang til forbrug i et uforholdsmæssigt omfang forud for en punktafgiftsforhøjelse.

Kommissionen er dermed af den opfattelse, at forbuddet mod salg og markedsføring i henhold til bekendtgørelsen skaber hindringer for varernes frie bevægelighed som omhandlet i direktivets artikel 39, stk. 3, og at det går videre end nødvendigt for at forebygge unddragelse, undgåelse eller misbrug. Forbuddet er derfor også i strid med direktivets artikel 39, stk. 3, og proportionalitetsprincippet.

Rådets direktiv 2008/118/EF af 16.12.2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF (EUT L 9, s. 12).