C-63/19 Kommissionen mod Italie (Contribution à l’achat de carburants) - Indstilling

C-63/19 Kommissionen mod Italie (Contribution à l’achat de carburants) - Indstilling

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 16. juli 2020

Sag C-63/19

Europa-Kommissionen

mod

Den Italienske Republik

»Traktatbrud – artikel 258 TEUF – direktiv 2003/96/EF – beskatning af energiprodukter og elektricitet – regionallov vedtaget af regionen Friuli-Venezia Giulia (Italien) – bidrag til køb af benzin og dieselolie, der ydes til indbyggerne i den pågældende region – dette bidrags kvalificering – fritagelse for eller nedsættelse af punktafgift – begrebet »hel eller delvis refusion af afgift« – tilsidesættelse af artikel 4 og 19 i direktiv 2003/96/EU – bevis for traktatbruddet«

I. Indledning

1. Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og 19 i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (2), idet den i henhold til regional lovgivning vedtaget af regionen Friuli-Venezia Giulia (Italien) har anvendt en nedsat punktafgiftssats for benzin og dieselolie anvendt som brændstof for så vidt angår salget af disse produkter til indbyggerne i denne region.

2. Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at den bidragsordning for køb af brændstoffer, der er indført i regionen Friuli-Venezia Giulia, tilsidesætter princippet om ensartet minimumsbeskatning af produkter og anvendelsesmåder på hele Den Italienske Republiks område, idet den fører til lavere afgiftssatser for brændstoffer i denne region. For så vidt som den lempelse af punktafgifter, der følger af denne ordning, ikke er godkendt på EU-plan, bør Domstolen fastslå, at denne medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og 19 i direktiv 2003/96.

3. Jeg vil i dette forslag til afgørelse henvise til, at bevisbyrden for et traktatbrud påhviler Kommissionen, og dernæst forklare, hvorfor Den Italienske Republik efter min opfattelse bør frifindes.

II. Retsforskrifter

A. Direktiv 2003/96

4. 2.-5., 9., 13. og 15. betragtning til direktiv 2003/96 er affattet således:

»(2) Mangelen på [EU]-bestemmelser om minimumsbeskatning af elektricitet og andre energiprodukter end mineralolier kan være til skade for et velfungerende indre marked.

(3) Et velfungerende indre marked og gennemførelsen af formålene med Unionens øvrige politikker kræver, at der fastsættes minimumsafgiftssatser på [EU]-plan for de fleste energiprodukter, herunder elektricitet, naturgas og kul.

(4) Betydelige forskelle mellem medlemsstaternes energiafgiftssatser vil kunne vise sig at modarbejde et velfungerende indre marked.

(5) Fastsættelse af passende [EU]-minimumsafgiftssatser for beskatning kan gøre det muligt at formindske de nuværende forskelle mellem de nationale afgiftssatser.

[…]

(9) Medlemsstaterne bør have den nødvendige fleksibilitet til at udarbejde og iværksætte politikker, der er tilpasset deres nationale situation.

[…]

(13) Beskatning er med til at bestemme prisen på energiprodukter og elektricitet.

[…]

(15) Det bør under visse omstændigheder eller på vedvarende basis være muligt at anvende differentierede nationale afgiftssatser for det samme produkt, forudsat at [Unionens] minimumssatser for beskatning, reglerne for det indre marked og konkurrencereglerne overholdes.«

5. Det fremgår af dette direktivs artikel 1, at »[m]edlemsstaterne beskatter energiprodukter og elektricitet i overensstemmelse med [det nævnte] direktiv«.

6. Artikel 4 i direktiv 2003/96 bestemmer:

»1. De afgiftssatser, medlemsstaterne fastsætter for energiprodukter og elektricitet, der omhandles i artikel 2, må ikke være lavere end de minimumssatser for beskatning, der er fastsat i dette direktiv.

2. I dette direktiv er »afgiftssats« den samlede byrde, der pålægges i form af alle indirekte afgifter (undtagen [merværdiafgift (moms)]), der beregnes direkte eller indirekte af mængden af energiprodukter eller elektricitet ved overgangen til forbrug.«

7. Artikel 6 i direktiv 2003/96 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne kan frit gennemføre de afgiftsfritagelser og ‑lempelser, der er fastsat i dette direktiv, enten

a) direkte

b) ved at differentiere afgiftssatsen

eller

c) ved at refundere hele den erlagte afgift eller en del heraf.«

8. Ifølge artikel 18, stk. 1, i direktiv 2003/96 kan medlemsstaterne som undtagelse fra bestemmelserne i dette direktiv fortsat anvende de afgiftsnedsættelser eller ‑fritagelser, der er opregnet i bilag II. Medmindre Rådet for Den Europæiske Union på grundlag af et forslag fra Kommissionen foretager en gennemgang af situationen på området tidligere end planlagt, gælder denne mulighed til og med den 31. december 2006 eller den dato, der er fastsat i bilag II.

9. Dette direktivs artikel 19 bestemmer:

»1. Ud over bestemmelserne i de foregående artikler, navnlig artikel 5, 15 og 17, kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indrømme yderligere fritagelser eller lempelser, hvis særlige politiske hensyn taler herfor.

En medlemsstat, der ønsker at indføre en sådan foranstaltning, underretter Kommissionen herom og forelægger desuden Kommissionen alle relevante og nødvendige oplysninger.

Kommissionen tager ved sin behandling af en sådan anmodning blandt andet hensyn til et velfungerende indre marked, behovet for at sikre loyal konkurrence og [Unionens] sundheds-, miljø-, energi- og transportpolitik.

Inden tre måneder efter at have modtaget alle relevante og nødvendige oplysninger forelægger Kommissionen enten et forslag om Rådets tilladelse til en sådan foranstaltning eller giver Rådet en begrundelse for, hvorfor den ikke har foreslået tilladelse til en sådan foranstaltning.

2. Tilladelserne i stk. 1 gives for en periode på højst seks år med mulighed for forlængelse i overensstemmelse med proceduren i stk. 1.

3. Finder Kommissionen, at de fritagelser og lempelser, der er omhandlet i stk. 1, ikke længere kan opretholdes, navnlig på grund af illoyal konkurrence eller forvridning af det indre markeds funktion eller på grund af [Unionens] sundheds-, miljøbeskyttelses-, energi- og transportpolitik, forelægger den Rådet passende forslag. Rådet træffer afgørelse om sådanne forslag med enstemmighed.«

10. Bilag II til direktiv 2003/96 med overskriften »Afgiftsnedsættelser og ‑fritagelser som omhandlet i artikel 18, stk. 1« omhandlede en række afgiftsnedsættelser for Italien, herunder »nedsættelse af punktafgiften på benzin, der forbruges i området Friuli-Venezia-Giulia, såfremt de anvendte satser er i overensstemmelse med kravene i dette direktiv, især minimumssatserne for punktafgifter på mineralolie«.

B. Italiensk ret

11. I henhold til artikel 5, nr. 3, i Statuto speciale della Regione autonoma Friuli Venezia Giulia (den særlige statut for den selvstyrende region Friuli-Venezia Giulia), der blev vedtaget ved legge costituzionale (forfatningslov) af 31. januar 1963 (3), i den affattelse, der finder anvendelse på sagen, har denne region bl.a. lovgivningsbeføjelse med hensyn til indførelse af de regionale afgifter, der er omhandlet i denne statuts artikel 51.

12. Ifølge artikel 49, nr. 7a, i den særlige statut for den selvstyrende region Friuli-Venezia Giulia modtager denne region 29,75% af alle indtægter fra punktafgifter på benzin og 30,34% af alle indtægter fra punktafgifter på dieselolie, som forbruges i denne region, og som anvendes til transportformål og opkræves i det regionale område.

13. Det fremgår af denne statuts artikel 51, stk. 4, litra a), at regionen Friuli-Venezia Giulia under overholdelse af EU-reglerne om statsstøtte, og såfremt staten har indført denne mulighed for de pågældende afgiftsindtægter, kan ændre afgiftssatserne enten ved at nedsætte dem inden for de nugældende rammer eller ved at forhøje dem uden at overskride den maksimale afgiftssats, der er fastsat i den nationale lovgivning, samt indføre afgiftsfritagelser eller ‑fradrag og nedslag i beskatningsgrundlaget.

14. Legge regionale n. 14, norme per il sostegno all’acquisto dei carburanti per autotrazione ai privati cittadini residenti in Regione e di promozione per la mobilità individuale ecologica e il suo sviluppo (regionallov nr. 14 om fastsættelse af regler for støtte til køb af brændstoffer til transportformål for personer med bopæl i regionen samt fremme af individuel miljøvenlig mobilitet og udvikling heraf) (4) af 11. august 2010, som ændret (herefter »regionallov nr. 14/2010«), bestemmer følgende i artikel 1 med overskriften »Formål«:

»1. For at imødegå den alvorlige konjunkturkrise træffer regionen Friuli-Venezia Giulia ved denne lov yderligere ekstraordinære foranstaltninger med det formål at støtte vejtransport og mindske miljøforurening. Dette omfatter:

a) foranstaltninger til støtte for køb af brændstoffer til privat vejtransport

b) incitamenter til anvendelse af motorer til vejtransport, der er helt eller delvis uafhængige af brændstoffer

c) støtte til forskning i og udvikling af teknologier til fremstilling af motorer, der er helt eller delvis uafhængige af brændstoffer

d) fremme af udbredelsen af distributionsnettet for miljøvenlige brændstoffer.«

15. Artikel 2 i regionallov nr. 14/2010 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»1. I denne lov forstås ved

a) »modtagere«:

1) fysiske personer med bopæl i regionen, som er ejere eller medejere af transportmidler, hvortil der ydes bidrag til køb af brændstoffer til transportformål, dvs. brændstoffer, der anvendes til tankning af biler og motorcykler, eller personer, som er indehavere af brugsretten til disse transportmidler, eller som har leaset dem eller lejet dem med forkøbsret

[…]

b) »transportmidler«: biler og motorcykler, der er opført i de offentlige køretøjsregistre i regionen, herunder transportmidler, der leases eller lejes med forkøbsret, for så vidt som de tilhører modtagerne.

[…]

f) »POS-udstyr«: standardiserede apparater med de i bilag A, punkt 2, nævnte tekniske egenskaber.«

16. Denne regionallovs artikel 3 med overskriften »Bidragsordning for køb af brændstoffer« bestemmer:

»1. Den regionale forvaltning kan yde kumulative bidrag til køb af brændstoffer til transportformål, som foretages af modtagerne, for hver individuel påfyldning af brændstof baseret på den købte mængde.

2. Bidraget til køb af benzin og dieselolie udgør henholdsvis 12 cent pr. liter og 8 cent pr. liter.

3. Det i stk. 2 nævnte bidrag til køb af benzin og dieselolie forhøjes med henholdsvis 7 cent pr. liter og 4 cent pr. liter for modtagere med bopæl i kommuner, som helt eller delvist ligger i bjergområder, og som helt eller delvis er udpeget som ugunstigt stillede områder i henhold til Rådets direktiv 75/273/EØF af 28. april 1975 om fællesskabslisten over ugunstigt stillede landbrugsområder i henhold til direktiv 75/268/EØF (Italien) [(5)], og i kommuner, som er opført i [forskellige afgørelser om regionalstøtte truffet af Kommissionen].

4. Det i stk. 2 nævnte bidrag og den i stk. 3 nævnte forhøjelse kan ved regionalregeringens afgørelse af konjunkturmæssige årsager eller af hensyn til det regionale budget og efter høring af det kompetente rådsudvalg justeres særskilt for benzin og dieselolie med op til henholdsvis 10 og 8 cent pr. liter for en periode på højst tre måneder med mulighed for forlængelse. Afgørelsen offentliggøres i Bollettino ufficiale della Regione.

4a. Regionalregeringen kan, uden at det berører den samlede budgetbalance, for at imødegå de ekstraordinære økonomiske konjunkturer forhøje de i stk. 3 nævnte bidrag med op til 10 cent pr. liter ved en afgørelse, der gælder til og med den 30. september 2012.

5. Modtagerne har ret til de i stk. 2 nævnte bidrag for alle påfyldninger, som foretages ved brug af de elektroniske midler, der er omhandlet i denne lov, på alle salgssteder i det regionale område.

5a. Der kan i de i artikel 8, stk. 5, nævnte aftaler fastsættes regler for, hvordan der ydes refusion til modtagerne, såfremt påfyldningen finder sted uden for det regionale område.

6. Der ydes intet bidrag for individuel påfyldning af brændstof, når den samlede fordel udgør mindre end 1 EUR.

7. De i denne artikel nævnte bidrag forhøjes med 5 cent pr. liter, hvis det køretøj, der tankes, som minimum er udstyret med en nulemissionsmotor i kombination eller forbindelse med en benzin- eller dieseldrevet motor.

8. Pr. 1. januar 2015 nedsættes de i stk. 2 nævnte bidrag med 50% for andre motorkøretøjer end de i stk. 7 nævnte, som er godkendt i henhold til miljøstandard Euro 4 eller derunder.

9. De i stk. 2 nævnte bidrag ydes ikke til nye eller brugte køretøjer, som købes efter den 1. januar 2015, hvis de adskiller sig fra de i stk. 7 nævnte og er godkendt i henhold til miljøstandard Euro 4 eller derunder.

9a. Andre fordele af regional karakter i forbindelse med påfyldning af brændstof er uforenelige med de bidrag, der ydes i henhold til denne artikel.«

17. Artikel 4 med overskriften »Krav og regler for opnåelse af tilladelse« i regionallov nr. 14/2010 bestemmer i stk. 1 og 3, at tilladelse til at få del i den nedsatte pris gives til de berørte personer af Camera di commercio, industria, artigianato ed agricoltura (handels-, industri-, håndværks- og landbrugskammeret, Italien) (6) i bopælsprovinsen, og at ID-kortet udelukkende kan anvendes til tankning af det køretøj, for hvilket tilladelsen er givet, og udelukkende kan anvendes af modtageren eller af en anden person, som modtageren formelt har givet tilladelse til at anvende det nævnte køretøj, idet modtageren fortsat er ansvarlig for ethvert misbrug af ID-kortet.

18. Denne regionallovs artikel 5 med overskriften »Regler for elektronisk udbetaling« bestemmer:

»1. For at opnå det elektroniske bidrag til køb af brændstoffer til transportformål fremviser modtageren ID-kortet vedrørende det transportmiddel, hvortil det er udstedt, for operatøren af det anlæg, hvor der er installeret POS-udstyr (herefter »operatøren«), i regionen Friuli-Venezia Giulia.

2. Operatøren har pligt til at kontrollere, at det transportmiddel, der tankes, svarer til det, der er oplyst på ID-kortet. Kontrollen kan også ske ved hjælp af visuelt og elektronisk udstyr eller anordninger, som elektronisk kontrollerer, om der er overensstemmelse mellem det køretøj, der tankes, og oplysningerne på det anvendte kort.

3. Når brændstoffet er påfyldt, skal operatøren straks fastlægge det påfyldte antal liter ved hjælp af POS-udstyret og registrere dette elektronisk samt udlevere den dokumentation, som beskriver reglerne og indeholder de i bilag B, punkt 3, nævnte oplysninger, til modtageren.

4. Modtageren skal sikre sig, at det påfyldte antal liter svarer til, hvad der er angivet i den modtagne dokumentation.

5. Bortset fra det i artikel 3, stk. 5a, nævnte tilfælde beregnes og udbetales bidraget direkte af operatøren i form af en tilsvarende nedsættelse af brændstofprisen.

[…]«

19. Nævnte regionallovs artikel 6 med overskriften »Regler for ikke-elektronisk udbetaling« bestemmer i stk. 1 og 2, at det er muligt at fastsætte regler for ikke-elektronisk udbetaling af bidrag til køb af brændstoffer til transportformål, som modtagerne foretager uden for regionen Friuli-Venezia Giulia, og at modtageren i så fald fremsætter en anmodning til det handelskammer, der har stedlig kompetence for dennes bopælskommune.

20. Artikel 9 med overskriften »Udbetaling af bidraget« i regionallov nr. 14/2010 bestemmer:

»1. Operatører af anlæg med POS-udstyr kan udbetale bidraget til køb af brændstoffer til transportformål ad elektronisk vej.

2. Operatørerne udbetaler ikke noget bidrag til køb af brændstof, hvis det viser sig, at det fremviste ID-kort er udstedt for et andet køretøj end det, der skal tankes, eller at dette ID-kort er deaktiveret.

3. Operatørerne har pligt til den samme dag eller den næstfølgende hverdag at indberette data vedrørende den solgte mængde brændstoffer til transportformål ad elektronisk vej [...] til det stedligt kompetente handelskammer.

4. I forbindelse med den i stk. 3 nævnte indberetning skal operatørerne ved hjælp af POS-udstyret registrere de data vedrørende de samlede mængder solgt brændstof til transportformål, der fremgår af kolonnerne og er opført i registret hos Ufficio tecnico di finanza [finanskontoret, Italien].«

21. Artikel 10 med overskriften »Refusion i forbindelse med bidrag« i regionallov nr. 14/2010 bestemmer i stk. 1, 2 og 7:

»1. Den regionale forvaltning refunderer som regel de bidrag til køb af brændstof, der er udbetalt til modtagerne, til operatørerne en gang om ugen.

2. Refusionerne sker på grundlag af de data, der er indlæst i den elektroniske database, medmindre der forekommer suspension af adgangen til refusion eller tilbagesøgning af uretmæssigt modtagne bidrag.

[…]

7. Hvert år foretager den regionale forvaltning en eller flere stikprøvekontroller hos de operatører, der foretager økonomiske transaktioner i forbindelse med bidrag til køb af brændstof, for bl.a. at sikre sig, at der foreligger den krævede dokumentation for de fremsatte anmodninger om refusion. De berørte personer, hvilket ikke omfatter de endelige modtagere af bidraget, skal under alle omstændigheder opbevare dokumentationen vedrørende de økonomiske transaktioner i en periode på mindst to år regnet fra datoen for de tilsvarende anmodninger om refusion.«

III. Sagens baggrund og den administrative procedure

22. Den 1. december 2008 sendte Kommissionen i henhold til artikel 258 TEUF en åbningsskrivelse til Den Italienske Republik vedrørende anvendelsen af nedsatte punktafgiftssatser for benzin og dieselolie anvendt som brændstof i forbindelse med salget af disse produkter til indbyggerne i regionen Friuli-Venezia Giulia. Lovgivningen om denne nedsættelse af punktafgiftssatserne var ifølge Kommissionen i strid med de EU-retlige bestemmelser om beskatning af energiprodukter, for så vidt som den ikke var omfattet af de mulige fritagelser og lempelser, der er fastsat i direktiv 2003/96.

23. Kommissionen anfægtede den ordning, der er indført ved legge n. 549, Misure di razionalizzazione della finanza pubblica (lov nr. 549 om foranstaltninger til rationalisering af de offentlige finanser) (7) af 28. december 1995 og ved legge regionale n. 47, Disposizioni per l’attuazione della normativa nazionale in materia di riduzione del prezzo alla pompa dei carburanti per autotrazione nel territorio regionale e per l’applicazione della Carta del cittadino nei vari settori istituzionali (regionallov nr. 47 om bestemmelser til gennemførelse af den nationale lovgivning vedrørende nedsættelse af pumpeprisen på brændstoffer til transportformål i regionen og anvendelse af borgerkortet i forskellige institutionelle sektorer) (8) af 12. november 1996, som giver indbyggerne i regionen Friuli-Venezia Giulia ret til at opnå en nedsat »pumpepris« på benzin (og på dieselolie med virkning fra 2002). Den omhandlede mekanisme indebar, at endelige forbrugere af brændstoffer, som var bosat i denne region, opnåede et nedslag i prisen. For at iværksætte denne mekanisme udbetalte brændstofleverandørerne de beløb, der svarede til prisnedsættelserne, til operatørerne af salgsstederne, hvorefter de anmodede den nævnte region om refusion.

24. Efter Kommissionens opfattelse udgjorde denne ordning en ulovlig nedsættelse af punktafgifter i form af refusion af disse afgifter. Kommissionen henviste til, at for det første var modtageren af refusionen den samme som den afgiftspligtige person, for det andet var der en direkte forbindelse mellem de punktafgifter, som de afgiftspligtige personer, der var brændstofleverandører, betalte til staten, og de refusioner, som de modtog på vegne af tankstationsoperatørerne, og for det tredje havde ordningen til formål at udligne de store prisforskelle i forhold til nabolandet Republikken Slovenien, som på tidspunktet for ikrafttrædelsen af regionallov nr. 47/96 endnu ikke var indtrådt i Unionen.

25. For at undgå, at indbyggerne kørte til Slovenien for at tanke billigere benzin (»benzinturisme«), havde Den Italienske Republik i 1996 anmodet om og opnået en undtagelse i henhold til artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF (9) for at kunne anvende en nedsat punktafgift på benzin, der købes i Friuli-Venezia Giulia-området (10). På grundlag af artikel 18 i direktiv 2003/96 fik Den Italienske Republik senere tilladelse til fortsat at anvende en nedsat punktafgift på benzin, der forbruges i denne region, indtil den 31. december 2006. Den 17. oktober 2006 havde Den Italienske Republik indgivet en anmodning om undtagelse for regionen Friuli-Venezia Giulia i henhold til artikel 19 i direktiv 2003/96. Denne anmodning blev trukket tilbage i december 2006.

26. Ved skrivelse af 1. april 2009 forklarede Den Italienske Republik som svar på åbningsskrivelsen, at den ordning, der var indført ved regionallov nr. 47/96, og som Kommissionen havde klaget over, var blevet ændret ved legge regionale n. 14, norme speciali in materia di impianti di distribuzione di carburanti e modifiche alla legge regionale 12 novembre 1996, n. 47 in materia di riduzione del prezzo alla pompa dei carburanti per autotrazione nel territorio regionale (regionallov nr. 14 om særlige regler for anlæg til påfyldning af brændstoffer og ændring af regionallov nr. 47 af 12.11.1996 om nedsættelse af pumpeprisen på brændstoffer i det regionale område) (11) af 5. december 2008. Det fremgik af den sidstnævnte lov, at de pågældende beløb skulle refunderes direkte til operatører af anlæg til påfyldning af brændstoffer og ikke til brændstofleverandører.

27. Ved regionallov nr. 14/2010 indførte Den Italienske Republik desuden en ny bidragsordning, hvorefter der refunderes et fast beløb (pr. liter) ved køb af benzin og dieselolie afhængig af brændstoftypen og det område, hvor køberen af brændstoffet bor.

28. Den 12. april 2013 anmodede Kommissionen Den Italienske Republik om at fremkomme med uddybende oplysninger om reglerne for beregning af bidraget til prisen på brændstof, der købes af indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia.

29. Ved skrivelse af 16. maj 2013 fremkom Den Italienske Republik med uddybende oplysninger om størrelsen af de bidrag, der ydes til indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia i forbindelse med køb af brændstoffer, og om regionens inddeling i to geografiske områder, som er omfattet af forskellige bidragssatser.

30. Den 11. juli 2014 sendte Kommissionen en supplerende åbningsskrivelse til Den Italienske Republik vedrørende regionallov nr. 14/2010, for så vidt som den nye betalingsmekanisme, som handelskammeret anvender for tankstationsoperatører, medfører en nedsættelse af punktafgifter i form af refusion af disse afgifter, som ikke er omhandlet i direktiv 2003/96 eller tilladt af Rådet i henhold til dette direktivs artikel 19.

31. Ved skrivelse af 4. september 2014 fremsatte Den Italienske Republik bemærkninger til denne supplerende åbningsskrivelse.

32. Den 11. december 2015 fremsendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Den Italienske Republik, som svarede på denne udtalelse ved skrivelse af 11. februar 2016.

33. Kommissionen er ikke er tilfreds med dette svar, da den er overbevist om, at den ordning, der var indført ved regionallov nr. 47/96, og den ordning, der er indført ved regionallov nr. 14/2010, i det væsentlige er sammenhængende og identiske, og har derfor anlagt den foreliggende sag i medfør af artikel 258 TEUF.

IV. Parternes påstande

34. Kommissionen har i den foreliggende sag nedlagt følgende påstande:

– Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og 19 i Rådets direktiv 2003/96, idet den har anvendt en nedsat punktafgiftssats i henhold til regional lovgivning vedtaget af regionen Friuli-Venezia Giulia, som fastsætter en bidragsordning for benzin og dieselolie anvendt som brændstof i forbindelse med salget af disse produkter til indbyggerne i denne region.

– Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

35. Den Italienske Republik har nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

36. Ved afgørelse af 3. juni 2019 har Domstolens præsident givet Kongeriget Spanien tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Den Italienske Republiks påstande.

V. Parternes argumenter

A. Kommissionens argumenter

37. Kommissionen har anført, at punktafgifter er indirekte skatter, der pålægges forbruget af visse produkter, og at den økonomiske byrde ved disse skatter bæres af den endelige forbruger. Der er ingen tvivl om, at den foranstaltning, som regionen Friuli-Venezia Giulia har truffet, netop har til formål og til følge at lette den byrde, der påhviler den endelige forbruger, ved at mindske forbrugerens afgiftsbyrde på dette område.

38. For at godtgøre, at den omhandlede lovgivning indebærer en nedsættelse af punktafgifter, som ikke er tilladt i henhold til direktiv 2003/96, har Kommissionen gjort gældende, at opbygningen af dette direktiv kræver, at der anvendes ensartede afgiftssatser for produkter og anvendelsesmåder på hele en medlemsstats område. Kommissionen har præciseret, at dette direktiv derimod ikke kræver, at salgsprisen til den endelige forbruger er den samme for hele en medlemsstats område, eftersom det nævnte direktiv vedrører beskatning af energiprodukter, men ikke regulerer salgsprisen for disse produkter.

39. Den har forklaret, at direktiv 2003/96 indeholder en række bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne må anvende lempelser, fritagelser eller differentierede afgiftssatser for visse produkter eller visse anvendelsesmåder. Kommissionen har i denne forbindelse bl.a. henvist til dette direktivs artikel 5, 7 og 15-19. Disse lempelser, fritagelser eller differentierede satser kan gennemføres af medlemsstaterne i henhold til reglerne i det nævnte direktivs artikel 6. Princippet om ensartede afgiftssatser for produkter og anvendelsesmåder kan kun fraviges, såfremt det er fastsat i direktiv 2003/96. Dette gælder, uanset om de minimumsafgiftssatser, der er fastsat i dette direktiv, overholdes.

40. Når en medlemsstat har til hensigt at anvende en nedsat afgiftssats på regionalt plan, kan det ifølge Kommissionen kun ske ved anvendelse af artikel 19 i direktiv 2003/96, dvs. ved at der anmodes om en tilladelse i henhold til denne bestemmelse. Da der ikke er givet en sådan tilladelse, må den fravigelse af princippet om ensartede afgiftssatser for produkter og anvendelsesmåder, som skyldes, at der er indført nedsatte punktafgiftssatser for brændstoffer for indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia, betragtes som en tilsidesættelse af dette direktivs artikel 4 og 19. Kommissionen har anført, at de argumenter, som Den Italienske Republik har fremført for at godtgøre, at bidraget til køb af brændstoffer ikke strider mod bestemmelserne i det nævnte direktiv, bør forkastes.

41. Med hensyn til kvalificeringen af bidraget til køb af brændstoffer som en nedsættelse af punktafgifter er det Kommissionens opfattelse, at når en medlemsstat yder et tilskud, som ikke er tilladt i henhold til EU-retten, og som beregnes direkte eller indirekte af mængden af et energiprodukt, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/96, ved overgangen til forbrug, medfører dette tilskud en ulovlig nedsættelse af afgiften på dette energiprodukt. I dette tilfælde vil tilskuddet nemlig helt eller delvis udligne punktafgifterne på det pågældende produkt. Det har ingen betydning, hvordan den pågældende foranstaltning benævnes. Det er alene denne foranstaltnings art, kendetegn og virkninger, der er afgørende.

42. Til støtte for denne anskuelse har Kommissionen gjort gældende, at bidraget til køb af brændstoffer gives i form af et fast beløb for den mængde brændstof, der købes, hvilket svarer til den beregningsmetode, der anvendes ved fastsættelse af punktafgifter.

43. Kommissionen har henvist til, at medlemsstaterne, som det fremgår af dom af 25. april 2013, Kommissionen mod Irland (12), frit kan gennemføre afgiftsfritagelser og ‑lempelser ved bl.a. at »refundere hele den erlagte afgift eller en del heraf« i overensstemmelse med artikel 6, litra c), i direktiv 2003/96. Når det fastslås, om der er sket refusion af punktafgifter i den sidstnævnte bestemmelses forstand, er det imidlertid uden betydning, at den person, som frigiver produkterne til forbrug, og som derfor skal erlægge punktafgifterne, i dette tilfælde brændstofleverandøren, ikke er den samme som den, der modtager det regionale bidrag, i dette tilfælde tankstationsoperatøren, og at dette bidrag i sidste ende kommer den endelige forbruger til gode, ved at der skal betales en lavere »pumpepris«. Denne fortolkning skyldes behovet for at sikre, at bestemmelserne i direktiv 2003/96 ikke mister deres effektive virkning. Kvalificeringen af bidraget til køb af brændstoffer som refusion af punktafgifter forudsætter som følge heraf ikke, at det fastslås, at den pågældende foranstaltnings eneste formål er at omgå bestemmelserne i dette direktiv.

44. Kommissionen har i øvrigt anført, at det er afgørende for kvalificeringen af bidraget til køb af brændstoffer som »refusion af punktafgifter«, at dette bidrag betales ved hjælp af statsmidler eller – i det foreliggende tilfælde – regionale midler. Når refusionen sker ved hjælp af offentlige midler, neutraliserer dette reelt beskatningen af produktet.

45. Det er i denne forbindelse uden betydning, at finansieringen af bidraget til køb af brændstoffer stammer fra regionen Friuli-Venezia Giulias almindelige indtægter og ikke specifikt fra de punktafgifter, som staten videregiver til denne region efter at have opkrævet dem. Det spiller heller ingen rolle, at bidraget til køb af brændstoffer også udbetales til indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia, når de køber brændstof uden for denne region.

46. Selv om Kommissionen har erkendt, at visse bestemmelser i regionallov nr. 14/2010 forfølger et miljømæssigt eller socioøkonomisk mål, er den vigtigste årsag til, at den pågældende foranstaltning opretholdes, efter denne institutions opfattelse, at man ønsker at undgå »benzinturisme«, dvs. at indbyggerne i regionen Friuli-Venezia Giulia kører til en anden medlemsstat, i dette tilfælde Slovenien, for at tanke billigere benzin.

47. Den Italienske Republik burde under alle omstændigheder have påberåbt sig de mål, hvormed den har begrundet bidraget til køb af brændstoffer, i forbindelse med den undtagelsesordning, der er fastsat i artikel 19 i direktiv 2003/96. Kommissionen har imidlertid fremhævet, at de italienske myndigheder den 11. december 2006 trak den anmodning om undtagelse tilbage, som de havde indgivet i henhold til den sidstnævnte artikel, og som vedrørte den tidligere ordning, der efter Kommissionens opfattelse overordnet set havde samme struktur og virkninger. Kommissionen har i denne forbindelse påpeget, at denne anmodning om undtagelse vedrørte en nedsættelse af punktafgiften på benzin, der forbruges i regionen Friuli-Venezia Giulia. Kommissionen har ligeledes anført, at Rådet i medfør af artikel 19 i direktiv 2003/96 allerede har givet tilladelse til en række nedsættelser af punktafgifter for regioner eller specifikke områder inden for en medlemsstat (13).

48. Hvad angår forbindelsen mellem det bidrag, der ydes til indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia, og det element i brændstofprisen, der består af punktafgifter, har Kommissionen endelig anført, at det ikke har nogen betydning, at punktafgifterne og bidraget ikke er sammenfaldende, da der ligeledes kan være tale om delvis refusion af punktafgifterne. Den omstændighed, at den del af brændstofprisen, der svarer til produktionsomkostningerne, er højere end det beløb, der udbetales i form af det omhandlede bidrag, er heller ikke relevant og ændrer intet ved den kendsgerning, at udbetalingen af dette bidrag svarer til en refusion af punktafgifter.

B. Den Italienske Republiks argumenter

49. Den Italienske Republik har afvist argumentet om, at den tidligere ordning og den, der er omhandlet i den foreliggende sag, i det væsentlige har de samme kendetegn og virkninger, og at den anden ordning derfor i lighed med den første burde have været genstand for en godkendelsesprocedure på EU-plan i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2003/96. Denne medlemsstat har som følge heraf pointeret, at der er forskel på de to ordninger. Efter den tidligere ordning blev den nedsatte »pumpepris« på benzin og dieselolie således finansieret af regionerne ved hjælp af den del af punktafgifterne, som de fik del i. Denne del af punktafgifterne var derfor øremærket i den forstand, at den skulle anvendes til finansiering af den pågældende foranstaltning. Den Italienske Republik har oplyst, at efter den nye ordning finansieres bidraget derimod i lighed med alle andre udgifter af regionen Friuli-Venezia Giulias almindelige budgetindtægter. Den del af punktafgifterne, som staten overfører til denne region, er derfor ikke længere øremærket specifikt til finansiering af den pågældende foranstaltning, men anvendes til dækning af alle den nævnte regions udgifter.

50. Den Italienske Republik har endvidere fremhævet, at bidraget efter den tidligere ordning blev fastsat ud fra forskellen mellem den pris, der var gældende i regionen, og den lavere brændstofpris, der var gældende på den anden side af grænsen til Republikken Slovenien. Det nedslag, der blev givet, var ligeledes differentieret i forhold til afstanden til grænsen. Efter den nye ordning beregnes bidraget derimod som faste beløb for to geografiske områder uafhængigt af prisudviklingen i Slovenien.

51. Den Italienske Republik har i øvrigt gjort gældende, at modtagerne af bidraget både efter den gamle og den nye ordning er borgere med bopæl i regionen Friuli-Venezia Giulia. Hvor olieselskaberne efter den tidligere ordning var de aktører, der var ansvarlige for udbetaling af bidraget og efterfølgende kunne anmode om refusion, er det efter den nye ordning operatører af anlæg til påfyldning af brændstof, som udbetaler bidraget til modtagerne og derefter får refunderet den afholdte udgift af regionen.

52. Den Italienske Republik er bekendt med, at princippet om anvendelse af ensartede afgiftssatser for produkter og anvendelsesmåder på hele en medlemsstats område følger af en systematisk fortolkning af direktiv 2003/96. Den Italienske Republik har ligeledes erkendt, at den »nødvendige fleksibilitet til at udarbejde og iværksætte politikker, der er tilpasset deres nationale situation«, som medlemsstaterne bør have ifølge niende betragtning til dette direktiv, ikke indebærer, at de frit kan indføre differentierede afgiftssatser, hvilket de kun kan gøre i henhold til de bestemmelser i det nævnte direktiv, der indeholder de relevante undtagelser. Det mål, der forfølges, skal således kunne henføres til et af de tilfælde, der er nævnt i bl.a. artikel 5, 15 og 17 i direktiv 2003/96. Hvis der er tale om mål, som er knyttet til »særlige politiske hensyn«, bør medlemsstaten i henhold til bestemmelserne i dette direktivs artikel 19 anmode om tilladelse fra Rådet, som med enstemmighed kan tillade, at der indrømmes yderligere fritagelser eller lempelser. Den Italienske Republik har fremhævet, at disse restriktioner udelukkende gælder, såfremt en medlemsstat har til hensigt at træffe en foranstaltning, der indebærer en »afgiftsfritagelse eller ‑lempelse« for energiprodukter, og at det som følge heraf er åbenbart, at en national foranstaltning, som ikke har en sådan virkning, ikke er underlagt de nævnte restriktioner.

53. Den Italienske Republik har i denne forbindelse anført, at den bestemmelse, der er vigtigst for afgørelsen af den foreliggende sag, er artikel 6, litra c), i direktiv 2003/96, hvorefter dets anvendelsesområde omfatter tilfælde, hvor de afgiftsfritagelser eller ‑lempelser, der er fastsat i dette direktiv, gennemføres »ved at refundere hele den erlagte afgift eller en del heraf«. Kommissionen anlægger efter denne medlemsstats opfattelse en for vid fortolkning af det nævnte direktivs artikel 6, litra c), når den antager, at enhver form for tilskud eller bidrag vedrørende punktafgiftspligtige varer, alene fordi det finansieres ved hjælp af offentlige midler, udgør en refusion af punktafgifter og dermed en omgåelse af dette direktiv.

54. Den Italienske Republik har anført, at der er tale om refusion af hele den erlagte afgift eller en del heraf som omhandlet i artikel 6, litra c), i direktiv 2003/96, når skattemyndigheden tilbagebetaler den punktafgift, der allerede er erlagt, til den afgiftspligtige. Den har således gjort gældende, at nationale eller regionale foranstaltninger, som ikke har de kendetegn, der er angivet i dette direktivs artikel 6, litra c), skal anses for at ligge uden for det nævnte direktivs anvendelsesområde og henhører under medlemsstaternes skønsbeføjelse. Direktiv 2003/96 finder derfor ikke anvendelse.

55. Ifølge Den Italienske Republik fjerner Kommissionens meget vide fortolkning af artikel 6, litra c), i direktiv 2003/96 enhver mulighed for at foretage et økonomisk indgreb over for punktafgiftspligtige produkter og begrænser dermed medlemsstaternes suverænitet i en sektor, der kun er delvis harmoniseret.

56. I modsætning til hvad der var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 25. april 2013, Kommissionen mod Irland (14), hvor det fremgik udtrykkeligt af den nationale lovgivning, at det var elementet »punktafgift« i brændstofprisen, der blev refunderet, kan Domstolen ikke lægge en sådan antagelse til grund i den foreliggende sag. Det påhviler Kommissionen at bevise, at bidraget i den foreliggende sag rent faktisk svarer til en refusion af punktafgiften. Kommissionen har imidlertid ikke fremlagt et sådant bevis.

57. Ifølge Den Italienske Republik skal det, for at den pågældende foranstaltning kan betragtes som en refusion af punktafgiften med henblik på anvendelsen af direktiv 2003/96, godtgøres dels, at denne foranstaltning fører til det samme resultat som en refusion af afgiften til den afgiftspligtige person, der allerede har betalt den, dels, at den nævnte foranstaltnings eneste eller primære formål er at omgå bestemmelserne i dette direktiv og navnlig artikel 5, 15, 16, 17 og 19. Hvis en national foranstaltning ikke opfylder disse kriterier, indebærer dette omvendt, at den ligger uden for det nævnte direktivs anvendelsesområde og ikke bør være betinget af en tilladelse.

58. Den Italienske Republik har i denne forbindelse præciseret, at det ikke kan udledes af dom af 25. april 2013, Kommissionen mod Irland (15), at artikel 6, litra c), i direktiv 2003/96 omfatter enhver form for tilskud eller bidrag vedrørende punktafgiftspligtige produkter, som ydes ved hjælp af offentlige midler, og at det snarere fremgår, at denne bestemmelse kun omfatter betalinger, som på den ene eller den anden måde stadig er forbundet med de oprindeligt betalte punktafgifter.

59. Hvis disse betragtninger overføres på det bidrag til køb af brændstoffer, der er fastsat i regionallov nr. 14/2010, er der som nævnt af Den Italienske Republik – hvis der ses bort fra, at det omtvistede nedslag gives til de endelige forbrugere – ingen forbindelse mellem den afgift, som de afgiftspligtige oprindeligt har betalt, og det beløb, som indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia senere modtager fra det regionale budget. Det omhandlede bidrag er begrundet i legitime mål og har hverken til formål eller til følge at omgå bestemmelserne i direktiv 2003/96.

60. Den Italienske Republik har i denne forbindelse anført, at målet med den ordning, der er indført ved regionallov nr. 14/2010, som det fremgår af denne lovs artikel 1, første punktum, er at imødegå den vedvarende alvorlige konjunkturkrise i regionen Friuli-Venezia Giulia. Denne ordning består af en samling koordinerede tiltag til fremme af mobilitet i form af foranstaltninger til støtte for vejtransport, i dette tilfælde støtte til privatpersoners køb af brændstoffer, kombineret med foranstaltninger, der kan mindske den miljøforurening, som denne mobilitet er årsag til. Formålet med bidraget til køb af brændstoffer er som led i en række sammenhængende miljøforanstaltninger at begrænse trafikken til og fra lokaliteter, hvor »pumpeprisen« er lavere, ikke bare i Slovenien, men også i andre italienske regioner, som har mere effektive infrastrukturer, der gør det muligt at opnå lavere omkostninger til produktion af brændstof. Målet med dette bidrag er således at støtte økonomien, ved at fysiske personer med bopæl i regionen Friuli-Venezia Giulia gives et nedslag i brændstofprisen, hvor elementet »produktionsomkostning« er særlig højt på grund af den dårligere infrastruktur i denne region, og samtidig fremme bæredygtig mobilitet og foranstaltninger til bekæmpelse af forurening.

61. Den Italienske Republik har for at godtgøre, at der ikke er nogen forbindelse mellem de punktafgifter, som de afgiftspligtige oprindeligt har betalt, og det bidrag til køb af brændstoffer, der ydes til indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia, i korte træk henvist til følgende omstændigheder:

1. Foranstaltningen er rettet mod fysiske personer, som har bopæl i regionen Friuli-Venezia Giulia, og som ikke er underlagt punktafgifter.

2. Bidraget finansieres ikke af det punktafgiftsprovenu, som staten videregiver til regionen, men af regionens almindelige indtægter.

3. Bidraget ydes ligeledes til indbyggere i den pågældende region, når de tanker brændstof uden for denne regions område.

4. Ansvaret for udbetaling af bidraget ligger hos tankstationsoperatørerne, som midlertidigt afholder udgifterne hertil, som senere får dem refunderet af regionen, og som ikke er underlagt punktafgifter; den situation, som Kommissionen har henvist til, hvor et anlæg til påfyldning af brændstof i visse tilfælde kan fungere som afgiftsoplag med ret til at markedsføre brændstoffet, er ikke nævnt i den italienske retsorden, og et sådant anlæg kan derfor aldrig underlægges punktafgifter.

5. Bidraget ydes af den pågældende region, hvorimod punktafgiften er en afgift, der opkræves af staten og betales, når benzinen og dieselolien leveres til påfyldningsanlægget.

6. Bidraget ydes efter kriterier, der er uafhængige af punktafgiften; dets størrelse afhænger af brændstoftypen og det område, hvor modtageren bor.

7. Den pågældende foranstaltning vedrører ikke elementet »punktafgift« i brændstofprisen, i modsætning til hvad der var tilfældet i den sag, der gav anledning til dom af 25. april 2013, Kommissionen mod Irland (16) […]

8. Det er ikke muligt at påvise en objektiv forbindelse mellem bidraget til de borgere, der bor i den pågældende region, og elementet »punktafgift« i »pumpeprisen« på brændstoffer; dette bidrag vedrører tværtimod elementet »produktionsomkostning« for brændstoffet, som udgør et højere beløb, for så vidt som det har til formål at udligne denne omkostning i en region, der er kendetegnet ved manglende infrastrukturer; Den Italienske Republik har i denne forbindelse anført, at de store prisforskelle mellem de italienske regioner alene skyldes elementet »produktionsomkostning«, som i sig selv påvirkes af de konkrete infrastrukturer, der findes i den enkelte region.

62. Den Italienske Republik har ligeledes henvist til dom nr. 185/2011 afsagt af Corte costituzionale (forfatningsdomstol, Italien) den 7. juni 2011, hvorved denne domstol fastslog, at bidraget til køb af brændstoffer hverken havde til formål eller til følge at nedsætte den oprindeligt erlagte punktafgift. Denne medlemsstat har anført, at Corte costituzionale (forfatningsdomstol) ved denne dom, hvori den bemærkede, at der er væsentlige forskel på den tidligere ordning og den, der er indført ved regionallov nr. 14/2010, fastslog, at punktafgiften blev erlagt fuldt ud ved brændstoffets overgang til forbrug, at der ikke var tale om en afgiftslempelse, og at bidraget til modtagerne ikke kunne betragtes som en refusion, for så vidt som de endelige forbrugere af brændstoffet ikke er underlagt denne afgift.

C. Kongeriget Spaniens argumenter

63. Kongeriget Spanien har gjort gældende, at den omtvistede regionale lovgivning udgør støtte til køb af brændstof for indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia, da den mindsker omkostningerne til produktion af brændstoffer. Det element i brændstofprisen, der svarer til produktionsomkostningen, er nemlig større end det omtvistede bidrag, og det kan med rette antages, at bidraget sigter mod at lempe dette element.

64. Denne medlemsstat har tilsluttet sig Den Italienske Republiks argument om, at den foreliggende sag adskiller sig klart fra den sag, der gav anledning til dom af 25. april 2013, Kommissionen mod Irland (17), hvor den irske lovgivning gav Minister for Finance (finansministeren, Irland) mulighed for specifikt at yde refusion af punktafgiften på brændstoffer til handicappedes køretøjer.

65. Kongeriget Spanien har anført, at en regional støtte, som består af et fast beløb, der er lavere end omkostningerne til produktion af brændstoffer, og som er omfattet af en lovgivning, der ikke er af skattemæssig karakter, ikke kan betragtes som et instrument, der har til formål at mindske afgiftsbyrden i forbindelse med brændstoffer. Kongeriget Spanien har henvist til følgende omstændigheder, som efter dets opfattelse bekræfter, at det omtvistede bidrag er fuldstændig uafhængigt af punktafgiften:

1. Bidraget opkræves fuldt ud af staten ved overgangen til forbrug.

2. Bidraget finansieres ikke af den punktafgift, som staten videregiver til regionen Friuli-Venezia Giulia, men af denne regions almindelige indtægter (bidraget ydes ligeledes, når påfyldningen finder sted i andre italienske regioner).

3. Bidraget ydes ikke til den afgiftspligtig person, men til fysiske personer, der har bopæl i det regionale område.

4. Brændstofforhandlerne udbetaler bidraget til modtagerne og får det refunderet af regionen Friuli-Venezia Giulia […]

5. Bidraget ydes efter et kriterium, som er helt uafhængigt af punktafgiften, eftersom det består af et fast beløb uden forbindelse med punktafgiften.

66. Denne medlemsstat har forklaret, at prisen for salg af brændstoffer til den endelige forbruger består af flere elementer, nemlig for det første prisen på råolie og raffineringsmargenen, for det andet udgifter til markedsføring og transport til salgsstedet og for det tredje afgiftsmæssige priselementer (punktafgifter og moms). Den har påpeget, at salgsprisen varierer inden for den samme medlemsstat som følge af disse forskellige elementer. Direktiv 2003/96 indeholder under alle omstændigheder intet krav om, at der anvendes den samme salgspris for den endelige forbruger over hele landet.

67. Efter Kongeriget Spaniens opfattelse er det på denne baggrund umuligt at drage paralleller mellem på den ene side den punktafgift, som den afgiftspligtige indbetaler til Erario (statskassen, Italien) for den samlede mængde brændstoffer ved overgangen til forbrug, og på den anden side størrelsen af det bidrag, som regionen Friuli-Venezia Giulia udbetaler til indbyggerne for de brændstoffer, som de køber.

VI. Bedømmelse

68. Indbyggerne i regionen Friuli-Venezia Giulia havde i medfør af regionallov nr. 47/96 ret til at opnå en nedsat »pumpepris« på benzin (og på dieselolie med virkning fra 2002). Brændstofleverandørerne udbetalte de beløb, der svarede til prisnedsættelserne, til operatørerne af salgsstederne, hvorefter de anmodede denne region om refusion. Efter Kommissionens opfattelse udgjorde denne ordning en nedsættelse – ved hjælp af refusion – af punktafgifter. Kommissionen havde indledt en administrativ procedure mod denne ordning, som imidlertid ikke er genstand for den foreliggende traktatbrudssag, eftersom den er blevet erstattet af en anden bidragsordning, der trådte i kraft den 1. november 2011.

69. Regionallov nr. 14/2010 vedrører den ordning for bidrag til køb af brændstoffer, der er genstand for den foreliggende sag.

70. Det fremgår som tidligere nævnt af denne lovs artikel 2, at betegnelsen modtagere af bidrag til køb af brændstoffer anvendes om fysiske personer, som har bopæl i regionen, og som er ejere eller medejere af biler og motorcykler.

71. Der er i den nævnte lovs artikel 3 fastsat et fast bidrag pr. liter for køb af benzin og dieselolie, som udbetales, når brændstoffet købes ved pumpen. Når betingelserne i regionallov nr. 14/2010 er opfyldt, udbetales bidraget direkte af operatørerne af påfyldningsanlæggene i form af en tilsvarende nedsættelse af den pris, der skal betales for brændstoffet. Som følge heraf indrømmer tankstationsoperatørerne i det væsentlige modtagerne en nedsættelse af »pumpeprisen«. Bidraget afhænger af brændstoftypen og af det område, hvor køberen af brændstoffet bor. Bidragets størrelse kan ligeledes ændres af konjunkturmæssige årsager eller af hensyn til det regionale budget.

72. Artikel 10 i regionallov nr. 14/2010 bestemmer, at den regionale forvaltning som regel refunderer de bidrag til køb af brændstof, der er udbetalt til modtagerne, til tankstationsoperatørerne en gang om ugen. Refusionerne sker på grundlag af data, der er indlæst i en elektronisk database.

73. Modtagerne af bidraget er således endelige forbrugere af brændstoffer, som er bosat i regionen Friuli-Venezia Giulia. Det er ikke regionen, der udbetaler dette bidrag direkte til disse forbrugere, men en aktør i distributionskæden, der udbetaler det til modtagerne og derefter får refunderet den afholdte udgift af regionen.

74. Efter Kommissionens opfattelse burde gennemførelsen af bidragsordningen for køb af brændstoffer have været godkendt i henhold til artikel 19 i direktiv 2003/96 for at være forenelig med dette direktiv, hvorimod Den Italienske Republik har anført, at denne ordning ikke udgør en nedsættelse af punktafgiften og derfor ikke var blevet godkendt i overensstemmelse med disse bestemmelser.

75. Kommissionen og Den Italienske Republik, støttet af Kongeriget Spanien, har således forskellige holdninger til kvalificeringen af det bidrag til køb af brændstoffer, der er fastsat i regionallov nr. 14/2010. Kommissionen har gjort gældende, at der er tale om en nedsættelse af punktafgifter i form af refusion af disse afgifter, som til dels neutraliserer den oprindelige beskatning af brændstofferne, hvorimod Den Italienske Republik har afvist enhver forbindelse mellem de punktafgifter, som brændstofleverandørerne oprindeligt har betalt, og dette bidrag.

76. Det skal indledningsvis anføres, at det følger af fast retspraksis om bevisbyrden som led i et traktatbrudssøgsmål i medfør af artikel 258 TEUF, at det påhviler Kommissionen at godtgøre, at det hævdede traktatbrud foreligger, og at fremføre de omstændigheder, som er nødvendige for, at Domstolen kan efterprøve, om der foreligger et traktatbrud, og Kommissionen kan ikke påberåbe sig nogen formodning herfor (18). Kommissionen kan ikke – ved at støtte sig på blotte formodninger eller skematiske årsagssammenhænge – fritages for at overholde denne forpligtelse til at fremlægge beviser for det foreholdte traktatbrud på grundlag af konkrete elementer, der udgør en tilsidesættelse af de specifikke bestemmelser, som Kommissionen har påberåbt sig (19).

77. I den foreliggende sag påhviler det derfor Kommissionen at bevise, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og 19 i direktiv 2003/96, idet den har anvendt en nedsat punktafgiftssats.

78. Som det fremgår af 2.-5. og 24. betragtning til direktiv 2003/96, skal dette direktiv ved at fastsætte en harmoniseret beskatningsordning for energiprodukter og elektricitet fremme et velfungerende indre marked i energisektoren, idet navnlig konkurrenceforvridning skal undgås (20). For at nå dette mål skal dette direktiv mindske forskellene mellem medlemsstaternes energiafgiftssatser, hvilket er en faktor, der kan være til skade for et velfungerende indre marked. Til dette formål skal der ifølge direktivet fastsættes minimumsafgiftssatser på EU-plan for at mindske forskellene mellem de nationale afgiftssatser. Der er tale om et område, som kun er delvis harmoniseret, for så vidt som det nævnte direktiv alene fastsætter harmoniserede minimumsafgiftssatser og ikke foretager en fuldstændig harmonisering af punktafgiftssatserne for energiprodukter og elektricitet (21).

79. I artikel 4, stk. 1, i direktiv 2003/96 er der som tidligere nævnt opstillet et princip om, at »[d]e afgiftssatser, medlemsstaterne fastsætter for energiprodukter og elektricitet […] ikke [må] være lavere end de minimumssatser for beskatning, der er fastsat i dette direktiv«. Det fremgår af dette direktivs artikel 19, stk. 1, første afsnit, at »[u]d over bestemmelserne i de foregående artikler, navnlig artikel 5, 15 og 17, kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indrømme yderligere fritagelser eller lempelser, hvis særlige politiske hensyn taler herfor«.

80. Det er ubestridt mellem parterne, at direktiv 2003/96 kræver, at der anvendes ensartede minimumsafgiftssatser for produkter og anvendelsesmåder på hele en medlemsstats område, hvilket både følger af dette direktivs artikel 4, stk. 1, og af en systematisk fortolkning af dette direktiv.

81. Denne forpligtelse til at anvende ensartede afgiftssatser på hele en medlemsstats område gælder, uanset om de minimumsafgiftssatser, der er fastsat i direktiv 2003/96, overholdes. Dette direktiv giver således ikke medlemsstaterne adgang til frit at fastsætte de differentierede afgiftssatser, som de finder passende, alene med henvisning til, at den anvendte sats stadig er højere end den krævede minimumssats.

82. Medlemsstaterne kan kun fravige princippet om ensartet beskatning af produkter og anvendelsesmåder, såfremt det udtrykkeligt er fastsat i direktiv 2003/96. Det fremgår i denne retning af 15. betragtning til dette direktiv, at »[d]et […] under visse omstændigheder eller på vedvarende basis [bør] være muligt at anvende differentierede nationale afgiftssatser for det samme produkt, forudsat at [Unionens] minimumssatser for beskatning, reglerne for det indre marked og konkurrencereglerne overholdes«.

83. En række bestemmelser i direktiv 2003/96 giver medlemsstaterne mulighed for at anvende fritagelser, lempelser og differentierede afgiftssatser for punktafgiftspligtige produkter. Det drejer sig bl.a. om dette direktivs artikel 5, 7 og 15-19. Disse bestemmelser vidner om, at EU-lovgiver har indrømmet medlemsstaterne en vis skønsmargen på punktafgiftsområdet (22). Der er imidlertid tale om en afgrænset skønsmargen, for så vidt som medlemsstaterne kun kan udnytte muligheden for at indføre differentierede afgiftssatser, afgiftsfritagelser eller nedsatte punktafgifter, hvis det sker under nøje overholdelse af betingelserne i de relevante bestemmelser i det nævnte direktiv.

84. For at der kan anvendes en differentieret afgiftssats i en bestemt region, skal medlemsstaten således anvende artikel 19 i direktiv 2003/96 og anmode om en tilladelse i henhold til denne bestemmelse. Det er imidlertid ubestridt, at Den Italienske Republik ikke anmodede om en sådan tilladelse, da den iværksatte den bidragsordning for køb af brændstoffer, der er indført ved regionallov nr. 14/2010. Kommissionen har som følge heraf anført, at den fravigelse af princippet om ensartede afgiftssatser for produkter og anvendelsesmåder, som skyldes indførelsen af, hvad den betegner som nedsatte punktafgiftssatser for brændstoffer for indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia, må betragtes som en tilsidesættelse af artikel 4 og 19 i direktiv 2003/96.

85. For at det kan fastslås, om Den Italienske Republik har tilsidesat de forpligtelser, som den er blevet pålagt i disse bestemmelser, skal det først undersøges, om bidraget til køb af brændstoffer for indbyggere i regionen Friuli-Venezia Giulia kan sidestilles med en afgiftsfritagelse eller ‑lempelse.

86. I denne forbindelse henvises der i artikel 6, litra c), i direktiv 2003/96, som ikke er nævnt udtrykkeligt i Kommissionens påstand i stævningen, men spiller en vigtig rolle for parternes argumenter, til »[refusion af] hele den erlagte afgift eller en del heraf« som en af de måder, hvorpå medlemsstaterne frit kan gennemføre de afgiftsfritagelser og ‑lempelser, der er fastsat i dette direktiv (23). Som det fremgår af ordlyden af det nævnte direktivs artikel 6, kan en medlemsstat ikke anvende de »afgiftsfritagelser og ‑lempelser«, der er nævnt i denne bestemmelse, direkte, men den kan gennemføre dem ved at refundere afgiften (24). Hvis det antages, at refusion ikke er en form for afgiftsfritagelse eller ‑lempelse, vil dette ifølge Domstolen »føre til omgåelse af den lovbestemte undtagelsesordning, der er fastsat i artikel 6, 18 og 19 i direktiv 2003/96 samt i bilag II til dette direktiv« (25).

87. Domstolen har ligeledes udledt af artikel 6 i direktiv 2003/96, at »medlemsstaterne frit kan gennemføre de afgiftsfritagelser og ‑lempelser, der er fastsat i dette direktiv« (26).

88. Den fortolkning, som Domstolen har anlagt, gør det muligt at undgå omgåelse af de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i henhold til direktiv 2003/96. Ud fra dette synspunkt må det, såfremt de punktafgifter, der er pålagt brændstofferne, senere refunderes til de endelige forbrugere, konstateres, at en sådan refusion ophæver den oprindelige beskatnings virkning. Det kan derfor ikke antages, at de punktafgifter, der er pålagt brændstofferne, er forenelige med reglerne i direktiv 2003/96 (27).

89. Kan det henset til disse omstændigheder og de argumenter, som parterne hver især har fremført, antages, at Kommissionen har ført tilstrækkeligt bevis for, at bidraget til køb af brændstoffer kan kvalificeres som en »nedsættelse af punktafgifter«? Har Kommissionen nærmere bestemt godtgjort, at dette bidrag kan sidestilles med en »[refusion af] den erlagte afgift« som omhandlet i artikel 6, litra c), i direktiv 2003/96?

90. Det er ikke min opfattelse.

91. Jeg er helt enig med Kommissionen i, at den omstændighed, at den erhvervsdrivende, der er underlagt punktafgifterne (brændstofleverandøren), ikke er den samme som den, der får refunderet det regionale bidrag (tankstationsoperatøren), og den omstændighed, at dette bidrag kommer de endelige forbrugere til gode, ikke er til hinder for, at det konstateres, at det nævnte bidrag kan sidestilles med en refusion af punktafgiften og dermed føre til lavere afgiftssatser.

92. Det fremgår nemlig klart af dom af 25. april 2013, Kommissionen mod Irland (28), at den situation, hvor punktafgiften allerede er erlagt af olieselskaberne i et tidligere led i distributionskæden, og udgifterne i forbindelse med punktafgifter ved køb af brændstof refunderes til en kategori af forbrugere, ikke falder uden for begrebet »fritagelse« i bestemmelserne i direktiv 2003/96. Det samme må konkluderes for så vidt angår kvalificeringen af en betaling som en nedsættelse af punktafgiften.

93. Det manglende sammenfald mellem den, der er underlagt punktafgifterne, den, der får refunderet det udbetalte bidrag, og den endelige forbruger, som er den egentlige modtager af dette bidrag, er med andre ord ikke i sig selv til hinder for, at det konstateres, at den oprindelige beskatnings virkning er blevet ophævet eller i hvert fald ændret.

94. Det er desuden nødvendigt at påvise, at den pågældende refusion faktisk vedrører de udgifter, der er forbundet med punktafgifter ved køb af brændstoffer. Det skal derfor godtgøres, at der er en forbindelse mellem de oprindeligt erlagte punktafgifter og det omhandlede regionale bidrag. Parterne er først og fremmest uenige om, hvorvidt der foreligger en sådan forbindelse eller ej.

95. Der er et vist usikkerhedsmoment i den foreliggende sag, hvilket adskiller den fra den sag, der gav anledning til dom af 25. april 2013, Kommissionen mod Irland (29).

96. I denne sag havde Irland, som det fremgår af artikel 18, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2003/96 og af bilag II hertil, fået tilladelse til som undtagelse fra bestemmelserne i dette direktiv at anvende nedsatte afgiftssatser og fritagelser for brændstof til handicappedes motorkøretøjer indtil den 31. december 2006. Det var ubestridt, at den refusion af punktafgiften på brændstof til sådanne køretøjer, der var fastsat i den irske lovgivning, fortsat blev anvendt efter den 31. december 2006, uden at denne medlemsstat havde fået tilladelse hertil (30). Domstolen kunne derfor fastslå, at den refusion af punktafgiften, der var omhandlet i den irske lovgivning, efter udløbet den 31. december 2006 af den undtagelse, som Irland var blevet indrømmet, ikke var forenelig med artikel 4, stk. 1, i direktiv 2003/96, som kræver, at minimumssatserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet overholdes (31).

97. Det var ubestridt, at den pågældende lovgivning vedrørte refusion af punktafgiften på brændstof til handicappedes motorkøretøjer. Der var uenighed om, hvorvidt denne refusion kunne betragtes som en afgiftsfritagelse, til hvilken der ikke var givet tilladelse, hvilket var i strid med bestemmelserne i direktiv 2003/96.

98. I den foreliggende sag har Den Italienske Republik bestridt, at der rent faktisk foreligger en refusion, som specifikt vedrører den del af brændstofprisen, der består af punktafgiften.

99. Jeg deler Kommissionens opfattelse om, at det ikke er vigtigt, hvilken retlig betegnelse en medlemsstat anvender for den omhandlede mekanisme, og at det er denne mekanismes art, kendetegn og virkninger, der er afgørende.

100. Jeg må ikke desto mindre konstatere, at Den Italienske Republik har anfægtet de argumenter, som Kommissionen har fremført til støtte for søgsmålet, på en underbygget og detaljeret måde. Denne medlemsstat har konkret henvist til en række særlige egenskaber ved bidraget til køb af brændstoffer med henblik på at anfægte Kommissionens antagelse om, at der er tale om refusion af punktafgifter. Den Italienske Republik har i denne forbindelse, som det fremgår af beskrivelsen af dens argumenter, forklaret nærmere, at der ikke er nogen forbindelse mellem de punktafgifter, der betales af den afgiftspligtige person, og den nedsatte »pumpepris«, der skyldes betalingen af bidraget til de endelige forbrugere. De omstændigheder, som denne medlemsstat har henvist til, kan efter min opfattelse rejse tvivl om dette bidrags kvalificering som en nedsættelse af punktafgifter.

101. Henset til Den Italienske Republiks forklaringer synes Kommissionens antagelse om, at et bidrag, som finansieres med statsmidler eller regionale midler, og som beregnes ud fra mængden af et energiprodukt, der er underlagt punktafgifter i henhold til direktiv 2003/96, i det væsentlige udgør en nedsættelse af punktafgifter, ikke at være tilstrækkelig underbygget.

102. Jeg er især enig med Den Italienske Republik i, at den omstændighed, at bidraget til køb af brændstoffer stammer fra regionale midler, ikke er tilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at der foreligger en nedsættelse af punktafgifter. Det bør endvidere fremhæves, at der i den ordning, der er indført ved regionallov nr. 14/2010, i modsætning til den tidligere ordning ikke længere henvises til, at dette bidrag finansieres af den del af punktafgifterne, som staten overfører til regionen Friuli-Venezia Giulia.

103. Den omstændighed, at bidraget ligeledes kommer fysiske personer med bopæl i regionen Friuli-Venezia Giulia til gode, når de køber brændstof i andre regioner, er endnu en faktor, som rejser tvivl om, hvorvidt dette bidrag, som Kommissionen hævder, kan sidestilles med en refusion af den punktafgift, der oprindeligt er betalt. I denne situation er det nemlig åbenbart, at der ikke er nogen forbindelse mellem den punktafgift, som staten overfører til en anden regions budget, og det bidrag, som regionen Friuli-Venezia Giulia udbetaler til sine indbyggere, når de har købt brændstof i en anden region. Som Kongeriget Spanien i det væsentlige har anført, ville kriteriet for tildeling af bidraget, hvis hensigten med ordningen havde været at refundere den oprindeligt erlagte punktafgift for at undgå, at den belaster den endelige forbruger, have været, at det sted, hvor brændstoffet købes, og ikke denne forbrugers bopæl er beliggende i regionen Friuli-Venezia Giulia.

104. Som Den Italienske Republik og Kongeriget Spanien har anført, er der i øvrigt, for så vidt som elementet »produktionsomkostning« i brændstofprisen er højere end det bidrag, der er fastsat i regionallov nr. 14/2010, ud fra et matematisk synspunkt intet til hinder for, at det fastslås, at dette bidrag har til formål at lempe dette element. Der er omvendt intet, der tyder på, at det nævnte bidrag har til formål at lempe elementet »punktafgift« i brændstofprisen, hvilket Kommissionen har anført. Der foreligger imidlertid kun en tilsidesættelse af direktiv 2003/96, hvis der er sket en lempelse af det sidstnævnte element, uden at der er givet tilladelse hertil i henhold til bestemmelserne i dette direktiv.

105. For så vidt som både elementet »produktionsomkostning« i brændstofprisen og elementet »punktafgift« i denne pris er højere end bidraget til køb af brændstoffer, kan det ikke gøres gældende, at dette bidrag berører begge disse elementer. Jeg kan ikke med sikkerhed udlede af de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt for Domstolen til støtte for sit søgsmål, at det omhandlede bidrag påvirker afgiftselementet i salgsprisen for brændstof.

106. Det bør ligeledes påpeges, at Kommissionen har tilsluttet sig Kongeriget Spaniens argument om, at direktiv 2003/96 ikke indeholder noget krav om, at der anvendes den samme salgspris for den endelige forbruger over hele landet. Som Kommissionen med rette har anført, er det ikke problematisk i forhold til direktiv 2003/96, at en medlemsstat indfører forskellige detailpriser for et givet energiprodukt i dette land, selv om det element, der vedrører beskatningen af dette produkt, er et af elementerne i denne pris.

107. Det fremgår i denne forbindelse af 13. betragtning til direktiv 2003/96, at »[b]eskatning er med til at bestemme prisen på energiprodukter og elektricitet«. I den foreliggende sag synes Kommissionen ikke at have bevist, at det omhandlede bidrag påvirker netop dette afgiftselement i brændstofprisen.

108. Domstolen kan imidlertid ikke fastslå, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og 19 i direktiv 2003/96, alene med henvisning til, at bidraget til køb af brændstoffer i matematisk henseende fører til lempelse af den del af prisen, der består af punktafgiften. Kommissionens bemærkning om, at dette bidrag fører til lempelse af den byrde, der påhviler den endelige forbruger, når denne tanker brændstoffer, er ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at der er tale om en lempelse af den afgiftsbyrde, der påhviler denne forbruger. Denne bemærkning må betragtes som en formodning, når den ikke er understøttet af præcise og underbyggede beviser.

109. Ved en gennemgang af de beviser, som Kommissionen har fremlagt for Domstolen, kan det således konstateres, at den pågældende foranstaltning indebærer en nedsættelse af »pumpeprisen« på brændstof for indbyggerne i regionen Friuli-Venezia Giulia, men det er efter min opfattelse ikke muligt at konkludere med sikkerhed, at denne nedsættelse rent faktisk er en nedsættelse af punktafgifter.

110. Det bør i denne forbindelse påpeges, at hvis det ikke er bevist, at den pågældende foranstaltning indebærer en nedsættelse af afgiftssatserne, kan det ikke konkluderes, at Den Italienske Republik burde have anmodet om en tilladelse for at kunne opnå en afgiftsfritagelse eller ‑lempelse i henhold til artikel 19 i direktiv 2003/96.

111. Det postulat, som Kommissionens søgsmål hovedsageligt er støttet på, nemlig at den ordning, der var indført ved regionallov nr. 47/96, og for hvilken der blev indrømmet en undtagelse på EU-plan, og ordningen i regionallov nr. 14/2010 er identiske, afkræftes på overbevisende måde af Den Italienske Republiks forklaringer om den sidstnævnte ordnings kendetegn og formål.

112. Argumentet om, at såvel punktafgifterne som bidraget beregnes ud fra brændstofmængden, godtgør ikke i sig selv, at der sker en nedsættelse af afgiften på brændstoffet, når bidraget tildeles.

113. Jeg vil endelig bemærke, at den delvise harmonisering af afgiftssatserne for energiprodukter og elektricitet, der foretages ved direktiv 2003/96, som det fremgår af niende betragtning til dette direktiv, skal forenes med hensynet til, at »[m]edlemsstaterne bør have den nødvendige fleksibilitet til at udarbejde og iværksætte politikker, der er tilpasset deres nationale situation«. Den vide fortolkning af dette direktivs artikel 6, litra c), som Kommissionen går ind for, sikrer efter min opfattelse ikke den krævede balance mellem en delvis harmonisering af afgiftssatserne og de mål af almen interesse, som medlemsstaterne forfølger. Efter min opfattelse begrænser en sådan fortolkning nemlig medlemsstaternes muligheder for bl.a. at træffe sociale og miljømæssige foranstaltninger uforholdsmæssigt, eftersom disse foranstaltninger vedrører produkter, der er omfattet af det nævnte direktivs anvendelsesområde.

114. Det følger af det ovenfor anførte, at Den Italienske Republik har fremlagt præcise og underbyggede oplysninger for Domstolen med henblik på at godtgøre, at bidraget til køb af brændstoffer er helt uafhængigt af det oprindelige afgiftsforhold, hvorimod det ikke er lykkedes for Kommissionen at bevise, at der er en forbindelse mellem den punktafgift, som brændstofleverandørerne oprindeligt har indbetalt til staten, og et sådant bidrag. Kommissionen kan derfor ikke anses for at have ført tilstrækkeligt bevis for, at Den Italienske Republik har tilsidesat artikel 4 og 19 i direktiv 2003/96.

115. Da Kommissionen ikke har løftet den bevisbyrde, der påhviler den i et traktatbrudssøgsmål, bør Domstolen efter min opfattelse frifinde Den Italienske Republik.

VII. Sagsomkostninger

116. I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Domstolen efter min opfattelse bør give Den Italienske Republik medhold i dens påstand, bør det pålægges Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

117. Ifølge procesreglementets artikel 140, stk. 1, bærer Kongeriget Spanien, der er indtrådt i sagen, sine egne omkostninger.

VIII. Forslag til afgørelse

118. På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:

»1) Den Italienske Republik frifindes.

2) Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne.

3) Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.«

1 – Originalsprog: fransk.

2 – EUT 2003, L 283, s. 51.

3 – GURI nr. 29 af 1.2.1963, s. 554.

4 – Bollettino ufficiale della Regione nr. 19 af 13.8.2010.

5 – EFT 1975, L 128, s. 72.

6 – Herefter »handelskammeret«.

7 – GURI nr. 302 af 29.12.1995, s. 5.

8 – Bollettino ufficiale della Regione nr. 33 af 11.11.1996, herefter »regionallov nr. 47/96«.

9 – Rådets direktiv af 19.10.1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for mineralolier (EFT 1992, L 316, s. 12).

10 – Rådets beslutning af 22.4.1996 om bemyndigelse af en række medlemsstater til at anvende eller fortsat at anvende punktafgiftsnedsættelser eller ‑fritagelser for visse typer mineralolier, når disse benyttes til særlige formål, i overensstemmelse med proceduren i artikel 8, stk. 4, i direktiv 92/81/EØF (EFT 1996, L 102, s. 40).

11 – Bollettino ufficiale della Regione nr. 50 af 10.12.2008.

12 – C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274.

13 – Kommissionen har henvist til Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/776/EU af 24.11.2011 om bemyndigelse af Det Forenede Kongerige til at anvende reducerede afgiftssatser på motorbrændstof, der leveres på øerne i de Indre og Ydre Hebrider, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, øerne i Clyde og Scillyøerne, i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF (EUT 2011, L 317, s. 34), Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1767 af 25.9.2017 om tilladelse til Det Forenede Kongerige til at anvende reducerede afgiftssatser på motorbrændstof, der forbruges på øerne i de Indre og Ydre Hebrider, Orkneyøerne, Shetlandsøerne, øerne i Clyde og Scillyøerne, i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF (EUT 2017, L 250, s. 69) og Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/356 af 2.3.2015 om bemyndigelse af Det Forenede Kongerige til at anvende differentierede afgiftssatser på motorbrændstoffer i visse geografiske områder i henhold til artikel 19 i direktiv 2003/96/EF (EUT 2015, L 61, s. 24). Rådet tog i disse tilfælde til efterretning, at gennemsnitsprisen på benzin og dieselolie i disse områder var højere end i resten af Det Forenede Kongerige. Under hensyntagen til at de berørte områder i det ene tilfælde var øer og i det andet tilfælde var af særlig karakter (på grund af det lave indbyggertal og de små mængder brændstof, der leveres), besluttede Rådet at indrømme denne undtagelse. Kommissionen har anført, at den mekanisme, som Det Forenede Kongerige har indført for motorbrændstof, der forbruges på øerne i Hebriderne, øerne i Clyde og Scillyøerne, og som Rådet godkendte på grundlag af artikel 19 i direktiv 2003/96, i det væsentlige svarer til den, der i øjeblikket anvendes i regionen Friuli-Venezia Giulia.

14 – C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274.

15 – C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274.

16 – C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274.

17 – C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274.

18 – Jf. bl.a. dom af 5.3.2020, Kommissionen mod Cypern (Opsamling og rensning af byspildevand) (C-248/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:171, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).

19 – Jf. bl.a. dom af 5.9.2019, Kommissionen mod Italien (Bakterien Xylella fastidiosa) (C-443/18, EU:C:2019:676, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

20 – Jf. bl.a. dom af 7.3.2018, Cristal Union (C-31/17, EU:C:2018:168, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

21 – Jf. dom af 30.1.2020, Autoservizi Giordano (C-513/18, EU:C:2020:59, præmis 26).

22 – Jf. dom af 30.1.2020, Autoservizi Giordano (C-513/18, EU:C:2020:59, præmis 26).

23 – Jf. dom af 25.4.2013, Kommissionen mod Irland (C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274, præmis 37).

24 – Jf. dom af 25.4.2013, Kommissionen mod Irland (C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274, præmis 38).

25 – Jf. dom af 25.4.2013, Kommissionen mod Irland (C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274, præmis 39).

26 – Jf. dom af 25.4.2013, Kommissionen mod Irland (C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274, præmis 40).

27 – Jf. dom af 25.4.2013, Kommissionen mod Irland (C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274, præmis 41).

28 – C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274.

29 – C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274.

30 – Jf. dom af 25.4.2013, Kommissionen mod Irland (C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274, præmis 32).

31 – Jf. dom af 25.4.2013, Kommissionen mod Irland (C-55/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:274, præmis 33).