C-599/20 Baltic Master - Indstilling

C-599/20 Baltic Master - Indstilling

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT N. EMILIOU

fremsat den 20. januar 2022

Sag C-599/20

UAB »Baltic Master«

mod

Muitinės departamentas prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos,

procesdeltager:

Vilniaus teritorinė muitinė

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol))

»Præjudiciel forelæggelse – toldunion – EF-toldkodeksen – forordning (EØF) nr. 2913/92 – artikel 29, stk. 1, litra d) – fastlæggelse af toldværdi – begrebet »indbyrdes afhængige personer« – de facto-kontrol – forordning (EØF) nr. 2454/93 – artikel 143, stk. 1, litra b), e), og f) – artikel 181a – Taric-kode«

I. Indledning

1. I sit grundlæggende værk »The Wealth of Nations« skrev Adam Smith, at told har »eksisteret i umindelige tider« (2). Det antydes således, at told på import eller eksport af varer har eksisteret lige så længe som handelen. Når dette er sagt, spores oprindelsen til den moderne told ofte tilbage til det hellenistiske Grækenland, nemlig til de gaver, som udenlandske købmænd forventedes at give de græske herskere til gengæld for beskyttelse og fortrinsbehandling i handelsforholdet med dem (3).

2. Normalt bestod størstedelen af toldafgifterne af »specifikke toldsatser« baseret på antal eller vægt. I vore dage opkræves told i de fleste jurisdiktioner imidlertid hovedsagelig »ad valorem«, hvilket vil sige, at importerede og/eller eksporterede varer beskattes på grundlag af deres pengemæssige værdi. Når det er tilfældet, bliver toldværdiansættelsen – dvs. den metode, der anvendes til at fastsætte varernes værdi – af afgørende betydning for både toldmyndighederne og de virksomheder, der angiver varernes værdi til toldmyndighederne.

3. Henset til dens betydning for den globale handel er toldværdiansættelsen genstand for en række internationale aftaler (4). EU-lovgivningen – som gennemfører de relevante internationale regler – følger ad valorem-metoden. I overensstemmelse hermed danner toldværdiansættelsen af varer sammen med oprindelse og tarifering også i Den Europæiske Union grundlaget for fastsættelsen af importtolden, der normalt beregnes som en procentdel af toldværdien.

4. Den foreliggende sag udspringer af en sag, hvori toldmyndighederne nærede tvivl om rigtigheden af en deklaration for så vidt angår klassificeringen og værdien af visse varer, der skulle indføres til Den Europæiske Union. Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at præcisere, under hvilke omstændigheder toldmyndighederne ved fastsættelsen af den relevante toldafgift kan se bort fra den vareværdi, importøren har angivet, og anvende andre metoder til at fastsætte varernes værdi.

II. Retsforskrifter

A. EU-retten

1. Forordning (EØF) nr. 2913/92

5. Artikel 29, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (5), som var gældende på det relevante tidspunkt (6), bestemte:

»1. Toldværdien af indførte varer er transaktionsværdien, dvs. den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til udførsel til Fællesskabets toldområde, i givet fald justeret i henhold til artikel 32 og 33, når:

[…]

d) køberen og sælgeren ikke er indbyrdes afhængige, eller, hvis dette er tilfældet, når transaktionsværdien kan antages som værdigrundlag i henhold til stk. 2.

2. a) Ved afgørelsen af, om transaktionsværdien kan antages ved anvendelse af stk. 1, er det forhold, at køberen og sælgeren er indbyrdes afhængige, ikke i sig selv tilstrækkelig grund til at betragte transaktionsværdien som uantagelig. Om nødvendigt må de særlige omstændigheder ved salget undersøges, og transaktionsværdien godkendes, hvis dette afhængighedsforhold ikke har påvirket prisen. Hvor toldmyndighederne ud fra de oplysninger, der er meddelt af klarereren, eller som stammer fra andre kilder, har anledning til at formode, at afhængighedsforholdet har påvirket prisen, gøres klarereren opmærksom herpå, og der gives denne rimelig mulighed for at svare. Hvis klarereren fremsætter anmodning herom, gives toldmyndighedernes begrundelser skriftligt.

b) Ved salg mellem indbyrdes afhængige personer godkendes transaktionsværdien, og varerne værdiansættes i henhold til stk. 1, når klarereren kan påvise, at værdien ligger meget nær en af de i det følgende nævnte værdier på samme eller omtrent samme tidspunkt:

[…]

c) De under litra b) anførte kriterier skal anvendes på klarerens initiativ og kun for at foretage en sammenligning. Alternative transaktionsværdier kan ikke fastsættes i henhold til litra b).«

6. Artikel 30, stk. 1 og 2, i forordning nr. 2913/92 bestemte:

»1. Når toldværdien ikke kan fastsættes i henhold til artikel 29, gennemgås stk. 2, litra a), litra b), litra c) og litra d) i nævnte rækkefølge, indtil der findes et litra, hvorefter toldværdien kan fastsættes, dog således at litra c) og litra d) på klarererens anmodning kan komme til anvendelse i omvendt rækkefølge; kun hvor toldværdien ikke kan fastsættes i henhold til et givet litra, kan bestemmelserne i det umiddelbart efterfølgende litra anvendes i den i dette stykke fastlagte rækkefølge.

2. Ved anvendelse af denne artikel fastsættes toldværdien ved anvendelse af:

a) transaktionsværdien af tilsvarende varer, som sælges til udførsel til Fællesskabet og udføres på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes

b) transaktionsværdien af lignende varer, som sælges til udførsel til Fællesskabet og udføres på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes

[…]«

7. Artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 havde følgende ordlyd:

»Hvis toldværdien af varerne ikke kan fastsættes i henhold til artikel 29 eller 30, fastsættes den på grundlag af de foreliggende data i Fællesskabet og ifølge rimelige fremgangsmåder, der er forenelige med grundprincipperne og de almindelige bestemmelser:

– i aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994

– i artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994

– og bestemmelserne i dette kapitel.«

2. Gennemførelsesbestemmelserne

8. Afsnit V i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (7), som den var gældende på det relevante tidspunkt (8), vedrørte »toldværdi«. Artikel 142, stk. 1, i forordning nr. 2454/93 bestemte:

»I dette afsnit forstås ved:

[…]

c) identiske varer: varer, der er fremstillet i samme land, og som er ens i alle henseender, herunder fysiske egenskaber, kvalitet og omdømme. Mindre forskelle i udseende er ikke til hinder for, at varer, som i øvrigt er i overensstemmelse med definitionen, betragtes som identiske varer

d) lignende varer: varer, der er fremstillet i samme land, og som uden at være ens i alle henseender har lignende egenskaber og består af lignende materialer, hvorved de kan tjene til samme formål og kan ombyttes i handelen; varernes k[v]alitet, deres omdømme og forekomsten af et fabriks- eller varemærke er blandt de faktorer, der skal tages i betragtning ved afgørelse af, om der er tale om lignende varer

[…]«

9. Artikel 143, stk. 1, i forordning nr. 2454/93 bestemte:

»1. Med henblik på anvendelse af bestemmelserne i kodeksens afsnit II, kapitel 3, og bestemmelserne i nærværende afsnit kan personer kun anses for at være indbyrdes afhængige:

a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt

b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner

c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager

d) hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5% eller derover af begges aktier eller anparter med stemmeret

e) hvis den ene af dem direkte eller indirekte kontrollerer den anden

f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand

g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand

h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden:

[…]«

10. Artikel 181a i forordning nr. 2454/93 bestemte:

»1. Toldmyndighederne har ikke pligt til at fastsætte toldværdien af indførte varer efter transaktionsværdimetoden, hvis de efter proceduren i stk. 2 ud fra begrundet tvivl ikke er overbevist om, at den angivne værdi svarer til det samlede beløb, der er betalt eller skal betales for varen som omhandlet i kodeksens artikel 29.

2. Når toldmyndighederne er i tvivl som anført i stk. 2, kan de i henhold til artikel 178, stk. 4, kræve yderligere oplysninger. Hvis toldmyndighederne stadig har begrundet tvivl, skal de inden der træffes en endelig afgørelse underrette den pågældende person skriftligt, hvis denne anmoder herom, om grundene til denne tvivl samt indrømme ham en rimelig mulighed for at svare. En endelig, begrundet afgørelse skal afgives skriftligt til den pågældende person.«

11. Bilag 23 til forordning nr. 2454/93, med overskriften »Forklarende bemærkninger om toldværdi«, indeholder forklarende bemærkninger til bl.a. artikel 29, stk. 2 og 3, og artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 samt artikel 143, stk. 1, litra e), i forordning nr. 2454/93.

12. De forklarende bemærkninger til artikel 29, stk. 2, lød således:

»1. I stk. 2, litra a) og b), er der fastsat forskellige måder til at afgøre, om transaktionsværdien kan antages.

2. I stk. 2, litra a), bestemmes det, at når køberen og sælgeren er indbyrdes afhængige, undersøges de særlige omstændigheder ved salget, og transaktionsværdien godkendes som toldværdi, forudsat at dette afhængighedsforhold ikke påvirker prisen. Dette skal ikke forstås således, at omstændighederne ved salget skal undersøges hver gang, der er et afhængighedsforhold mellem køberen og sælgeren. En sådan undersøgelse kræves kun, når der hersker tvivl om, hvorvidt prisen kan godkendes. Når toldmyndighederne ikke nærer tvivl om, at prisen kan godkendes, skal denne antages, uden at der kræves yderligere oplysninger fra klarereren. […]

3. Når toldmyndighederne ikke kan godkende transaktionsværdien uden yderligere undersøgelser, skal de give klarereren mulighed for at meddele alle andre nærmere oplysninger, som måtte være nødvendige for undersøgelsen af omstændighederne ved salget. Med henblik på dette skal toldmyndighederne være rede til at undersøge de relevante aspekter i handelen, herunder den måde, på hvilken køberen og sælgeren har ordnet deres handelsforhold, og den måde, på hvilken den pågældende pris har været fastsat, for at afgøre, om afhængighedsforholdet har påvirket prisen. Såfremt det kan godtgøres, at køberen og sælgeren, selv om de er indbyrdes afhængige som nævnt i artikel 143 i denne forordning, køber og sælger af hinanden, som om de ikke var indbyrdes afhængige, vil det dermed være påvist, at dette afhængighedsforhold ikke har påvirket prisen. […]«

13. De forklarende bemærkninger til artikel 31, stk. 1, lød således:

»1. De toldværdier, som fastsættes i henhold til bestemmelserne i artikel 31, stk. 1, skal i videst muligt omfang bygge på tidligere fastsatte toldværdier.

2. De fremgangsmåder for værdiansættelse, som skal benyttes i medfør af artikel 31, stk. 1, bør være de i artikel 29 og artikel 30, stk. 2, anførte, men en rimelig smidighed i anvendelsen af disse metoder vil være i overensstemmelse med målene og bestemmelserne i artikel 31, stk. 1.

3. Det skal i nogle eksempler vises, hvad der forstås ved rimelig smidighed:

a) [I]dentiske varer: Kravet om, at identiske varer skal udføres på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes, kan fortolkes smidigt; identiske indførte varer, der er fremstillet i et andet land end udførselslandet for de varer, der skal værdiansættes, kan danne grundlag for en ansættelse af toldværdien; toldværdien af identiske indførte varer, som allerede er ansat i henhold til bestemmelserne i artikel 30, stk. 2, litra c) og d), kan benyttes.

b) [L]ignende varer: Kravet om, at lignende varer skal udføres på samme eller næsten samme tidspunkt som de varer, der skal værdiansættes, kan fortolkes smidigt; lignende indførte varer, der er fremstillet i et andet land end udførselslandet for de varer, der skal værdiansættes, kan danne grundlag for en ansættelse af toldværdien; toldværdien af lignende indførte varer, som allerede er fastsat i henhold til bestemmelserne i artikel 30, stk. 2, litra c) og d), kan benyttes.

[…]«

14. De forklarende bemærkninger til artikel 143, stk. 1, litra e), lød således:

»En person anses for at kontrollere en anden, når vedkommende, retligt eller faktisk, er i stand til over for sidstnævnte at pålægge forpligtelser eller udstede retningslinjer.«

B. National ret

15. Punkt 12 i gennemførelsesbestemmelserne til forordning nr. 2913/92 og forordning nr. 2454/93 i Republikken Litauen, godkendt ved Republikken Litauens resolution nr. 1332 af 27. oktober 2004, har følgende ordlyd:

»Toldmyndighederne skal i forbindelse med anvendelsen af metoderne til toldværdiansættelse under henvisning til identiske eller lignende varers transaktionsværdi og toldkodeksens artikel 31 anvende de data vedrørende varers toldværdi, der er indsamlet i databasen til brug for varers toldværdiansættelse, som forvaltes af tolddepartementet. Proceduren for udvælgelsen af data fra denne database, anvendelsen af disse data og formaliseringen af afgørelsen om fastsættelse af varernes toldværdi i overensstemmelse med de indsamlede data i den pågældende database fastsættes af generaldirektøren for tolddepartementet.«

16. Punkt 7 i reglerne vedrørende kontrol af indførte varers toldværdiansættelse, godkendt ved bekendtgørelse nr. 1B 431 af 28. april 2004 fra generaldirektøren for tolddepartementet under Republikken Litauens finansminister (herefter »tolddepartementets regler«), har følgende ordlyd:

»Toldere skal anvende databasen til brug for varers toldværdiansættelse, der skal oprettes i overensstemmelse med den af tolddepartementet fastsatte procedure, til følgende formål: 7.1. sammenligne toldværdien af de varer, som indføres, og tidligere indførte varers toldværdi og kontrollere rigtigheden af varernes toldværdi, 7.2. udvælge oplysninger om varernes værdi og pris med henblik på anvendelsen af andre metoder til toldværdiansættelse eller beregningen af yderligere garantier eller sikkerhed.«

17. Punkt 24 i tolddepartementets regler har følgende ordlyd:

»Hvis den i punkt 20.4 i [tolddepartementets] regler omtalte beslutning træffes (om at anvende metoden til toldværdiansættelse under henvisning til identiske eller lignende varers transaktionsværdi), er det obligatorisk at følge artikel 150 i gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeksen. Hvis det ikke er muligt at tage hensyn til kravene i artikel 150 i gennemførelsesbestemmelserne til toldkodeksen i forbindelse med toldbehandlingen, skal varernes toldværdi fastsættes i overensstemmelse med toldkodeksens artikel 31 (metode nr. 6). Ved fastsættelsen af varernes toldværdi ved hjælp af metode nr. 6 skal varernes gældende pris ligge tæt på prisen for identiske eller lignende varer; dog er en mere fleksibel anvendelse af de krav, som gælder for disse metoder, tilladt (f.eks. kan »90 dages«-kravet anvendes mere fleksibelt, varerne kan endvidere være fremstillet i et andet land end det land, hvor de varer, som skal toldværdiansættes, er fremstillet, eksportlandets pris kan anvendes osv.).«

III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål

18. I perioden 2009-2012 indførte sagsøgeren i hovedsagen (UAB »Baltic Master«) forskellige mængder varer af malaysisk oprindelse købt hos Gus Group LLC til Litauen. Disse varer blev i toldangivelserne beskrevet som luftkonditioneringsmaskiner og dele heraf og blev angivet under forskellige Taric (9)-koder (10) med angivelse af disse deles samlede vægt i kilogram. I disse toldangivelser angav sagsøgeren transaktionsværdien, dvs. den pris, der var anført i de fakturaer, som var udstedt til sagsøgeren, som toldværdien af de omtvistede varer.

19. Efter at have foretaget gentagne kontroller af sagsøgerens aktiviteter vedrørende indførslen af disse varer afgjorde Vilniaus teritorinė muitinė (det regionale toldkontor i Vilnius, herefter »toldkontoret i Vilnius«), at varerne skulle have været betegnet som »dele til luftkonditioneringsmaskiner« og angivet under en anden Taric-kode (11). Toldkontoret i Vilnius var ligeledes af den opfattelse, at den oplyste transaktionsværdi ikke kunne godkendes – da sagsøgeren og sælgeren i forhold til toldværdiansættelsen skulle behandles som indbyrdes afhængige – og at værdien af de omtvistede varer ikke kunne fastsættes ved hjælp af nogen af metoderne angivet i artikel 29 og 30 i forordning nr. 2913/92.

20. Toldkontoret i Vilnius fastsatte derfor varernes toldværdi i overensstemmelse med artikel 31 i forordning nr. 2913/92 og henviste i den forbindelse til de foreliggende data i toldinformationssystemet til fastsættelse af varers toldværdi (»PREMI-databasen«). Ved fastlæggelsen af toldværdien af de af sagsøgeren importerede varer lagde de litauiske myndigheder især vægt på transaktionsdata for varer importeret af et andet selskab fra den samme producent under samme betegnelse og Taric-kode. Dette var det eneste tilfælde af eksport fra Malaysia under den samme Taric-kode registreret i den nationale PREMI-database i 2010. Toldmyndighederne anvendte transaktionsværdien i den sag på værdien af de varer, som sagsøgeren havde angivet i perioden 2009-2011.

21. Sagsøgeren påklagede afgørelsen truffet af toldkontoret i Vilnius til tolddepartementet (tolddepartementet under Republikken Litauens finansminister, herefter »tolddepartementet«). Efter at have undersøgt sagsøgerens klage opretholdt tolddepartementet afgørelsen fra toldkontoret i Vilnius. Sagsøgeren påklagede denne afgørelse til Mokestinių ginčų komisja prie Lietuvos Respublikos Vyriausybės (skatte- og afgiftsankenævnet under Republikken Litauens regering, herefter »skatte- og afgiftsankenævnet«). Skatte- og afgiftsankenævnet opretholdt den anfægtede afgørelse fra tolddepartementet.

22. Sagsøgeren anlagde sag til prøvelse af skatte- og afgiftsnævnets afgørelse ved Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale forvaltningsdomstol i Vilnius, Litauen) og anmodede endvidere om, at Den Europæiske Unions Domstol blev forelagt en anmodning om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af visse bestemmelser i forordning nr. 2913/92 og i gennemførelsesforordningen.

23. Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale forvaltningsdomstol i Vilnius, Litauen) gav ikke sagsøgeren medhold. Efter en undersøgelse af sagsøgerens appel stadfæstede Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) dommen fra første instans.

24. Som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvori det blev fastslået, at Republikken Litauens domstole ikke havde givet en tilstrækkelig begrundelse for deres afslag på at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål og dermed havde tilsidesat artikel 6, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (12), genåbnede Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) sagen i den administrative procedure. Da den forelæggende ret imidlertid er i tvivl om fortolkningen af de relevante EU-retlige bestemmelser, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 29, stk. 1, litra d), i [forordning nr. 2913/92] og artikel 143, stk. 1, litra b), e) og f), i [forordning nr. 2454/93] fortolkes således, at køberen og sælgeren skal anses for at være indbyrdes afhængige i tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke foreligger dokumentation (officielle data) for forretningsforbindelse eller kontrol, men hvor de omstændigheder, hvorunder transaktionerne er gennemført, på grundlag af objektive forhold imidlertid ikke er kendetegnende for udøvelsen af økonomisk virksomhed under normale forhold, men derimod for tilfælde, hvor 1) der er særligt tætte forretningsforbindelser baseret på et højt niveau af gensidig tillid mellem transaktionens parter, eller 2) en af transaktionens parter kontrollerer den anden eller begge transaktionens parter kontrolleres af tredjemand?

2) Skal artikel 31, stk. 1, i [forordning nr. 2913/92] fortolkes således, at den er til hinder for toldværdiansættelse baseret på oplysninger i en national database vedrørende én toldværdi af varer, der har samme oprindelse, og som, om end den ikke er lignende som omhandlet i artikel 142, stk. 1, litra d), i [forordning nr. 2454/93], er henført under samme Taric-kode?«

25. Baltic Master, den tjekkiske, den estiske, den spanske, den franske og den litauiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Disse procesdeltagere og den nederlandske regering har ligeledes afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 17. november 2021.

IV. Bedømmelse

A. Det første spørgsmål

26. Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 29, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92 og artikel 143, stk. 1, litra b), e) eller f), i forordning nr. 2454/93 skal fortolkes således, at køber og sælger skal anses for at være »indbyrdes afhængige personer«, når omstændighederne omkring indgåelsen af transaktioner, selv om der ikke foreligger beviser for et erhvervsmæssigt partnerskab eller kontrol, ikke tyder på udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed på normale vilkår, men på særligt tætte forretningsforbindelser eller på en de facto-kontrol mellem disse personer.

27. For at kunne svare den forelæggende ret skal jeg først erindre om grundprincipperne i EU’s toldværdiansættelsessystem (1). Dernæst vil jeg behandle de fortolkningsspørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, og foreslå, hvordan den ovenfor beskrevne ramme kan anvendes på sager som den i hovedsagen omhandlede (2).

1. EU’s toldværdiansættelsessystem

28. Indledningsvis kan det være nyttigt at minde om, at formålet med EU-lovgivningen om toldværdiansættelse ifølge fast retspraksis er »at indføre et retfærdigt, ensartet og neutralt system, som udelukker anvendelsen af vilkårlige eller fiktive toldværdier« (13). Artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 opstiller det princip, at varernes toldværdi er transaktionsværdien, dvs. den pris, som faktisk er betalt eller skal betales, eventuelt justeret (14).

29. Dette princip er imidlertid underlagt visse betingelser, hvoraf en – i henhold til litra d) i samme bestemmelse – er, at køber og sælger ikke er indbyrdes afhængige eller, hvis de er det, at transaktionsværdien kan antages i toldmæssig henseende (15). Anvendelsesområdet for denne betingelse præciseres især i artikel 143, stk. 1, i forordning nr. 2454/93 og artikel 29, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2913/92.

30. På den ene side oplister artikel 143, stk. 1, i forordning nr. 2454/93 de situationer, hvor de erhvervsdrivende anses for at være »indbyrdes afhængige« i relation til toldværdiansættelsesreglerne.

31. På den anden side fremgår det af artikel 29, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2913/92, at det forhold, at køber og sælger er indbyrdes afhængige, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at antage, at varens pris – og dermed transaktionsværdien – kan være påvirket af det særlige forhold mellem disse parter (16). Den oplyste transaktionsværdi kan nemlig godkendes, selv om de er indbyrdes forbundne, hvis deres afhængighedsforhold ikke har påvirket varernes pris.

32. Med henblik på at kontrollere dette fremgår det af artikel 29, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2913/92, at der skal foretages en undersøgelse af »de særlige omstændigheder ved salget« på baggrund af de oplysninger, som klarereren har meddelt. Det må i den forbindelse ikke glemmes, at transaktionsværdien skal afspejle den reelle økonomiske værdi af de pågældende varer og tage hensyn til »samtlige de bestanddele af disse varer, der har økonomisk værdi« (17).

33. Det er på denne baggrund, at jeg nu vil behandle den forelæggende rets fortolkningsspørgsmål.

2. Den foreliggende sag

34. Den forelæggende ret har i sin anmodning om præjudiciel afgørelse anført, at der i den foreliggende sag ikke foreligger beviser for, at der mellem sælger og køber eksisterer et retsforhold af den art, som er omhandlet i artikel 143, stk. 1, i forordning nr. 2454/93.

35. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at flere faktiske omstændigheder leder til en antagelse om, at sælgeren og køberen har en særlig tæt forbindelse, således at transaktionerne mellem disse personer er blevet indgået og gennemført på betingelser, der ikke er typiske for almindelige forretningsforhold. Efter den forelæggende rets opfattelse synes der ikke at foreligge objektive forhold, der kan begrunde den økonomiske logik bag sådanne transaktioner.

36. Til støtte herfor henviser den forelæggende ret til følgende forhold: i) Sælgeren og sagsøgeren er forbundet af varige handelstransaktioner, ii) varerne blev leveret uden indgåelse af salgskontrakter indeholdende bestemmelser om levering, betaling, returnering af varerne og andre betingelser i forbindelse med sådanne transaktioner, iii) den omstændighed, at varerne på trods af, at sagsøgeren skyldte betydelige beløb til sælgeren i forbindelse med tidligere leverancer, blev leveret uden forudbetaling, iv) til trods for den særligt høje værdi af de omtvistede transaktioner blev der ikke truffet nogen håndhævelses- eller risikobegrænsende foranstaltninger (forudbetaling, kaution, garantier, morarenter osv.), hvilket er sædvanligt i normale handelsforløb, v) der var ingen tegn på, at sælgeren generelt udøvede nogen kontrol af betalingen eller andre forpligtelser, vi) der blev konstateret tilfælde, hvor personer, som arbejdede for sagsøgerens virksomhed, handlede på vegne af sælgeren i medfør af en tilladelse og anvendte dennes virksomhedsstempel.

37. Den forelæggende ret har tilføjet, at adfærdsmønstre svarende til de nævnte efter dens opfattelse generelt er typiske for økonomiske enheder, hvor den ene part i transaktionen kontrollerer den anden, eller hvor begge kontrolleres af en tredjemand. Selv om der ikke foreligger beviser for, at der de jure er tale om en sådan kontrol, er den forelæggende ret derfor af den opfattelse, at omstændighederne i den foreliggende sag muligvis kan begrunde, at sælgeren og sagsøgeren de facto må betragtes som indbyrdes afhængige i henhold til artikel 29, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92 og artikel 143, stk. 1, litra e) og/eller f), i forordning nr. 2454/93.

38. Kernen i dette spørgsmål er således, om toldmyndighederne på grundlag af oplysninger, der tyder på, at den ene part de facto kontrollerer den anden, eller at en tredjemand kontrollerer dem begge, har mulighed for at konkludere, at to parter er »indbyrdes afhængige« i relation til toldværdiansættelsen på trods af, at der ikke foreligger nogen juridisk forbindelse mellem dem.

39. I de følgende afsnit vil jeg forklare, hvorfor jeg er af den opfattelse, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende. Jeg vil imidlertid også foreslå, at de relevante bestemmelser i EU-retten [navnlig artikel 29, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92 og artikel 143, stk. 1, litra e) og f), i forordning nr. 2454/93] kræver en forholdsvis forsigtig tilgang fra myndighedernes side i rene de facto-situationer. Endelig vil jeg for at give den forelæggende ret et nyttigt svar kort gennemgå en anden bestemmelse (artikel 181a i forordning nr. 2454/93), som – selv om den forelæggende ret ikke har henvist til den – også kan være af en vis relevans i den foreliggende sag.

a) Artikel 143, stk. 1, i forordning nr. 2454/93

40. Indledningsvis kan det være værd at fremhæve, at de situationer, hvor to erhvervsdrivende i relation til toldværdiansættelse anses for at være »indbyrdes afhængige«, er udtømmende opregnet (»kun hvis«) (18) i artikel 143, stk. 1, i forordning nr. 2454/93.

41. Når dette er sagt, har Domstolen, som det er blevet påpeget af nogle af de procesdeltagere, der er fremkommet med bemærkninger i den foreliggende sag, fastslået, at de situationer, der er anført heri, ikke skal fortolkes restriktivt, hvis det ville undergrave effektiviteten af artikel 29 i forordning nr. 2913/92 (19). På det grundlag har disse parter gjort gældende, at hovedsagen i nærværende sag kan henføres under artikel 143, stk. 1, litra b), e) eller f), i forordning nr. 2454/93.

42. Hvad angår artikel 143, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2454/93 kan det næppe bestrides, at rene de facto-situationer ikke er omfattet af denne bestemmelse. Det er nemlig kun personer, der »juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner« (20), der betragtes som »indbyrdes afhængige« i henhold til denne bestemmelse. En gennemgang af de forskellige sprogversioner af forordningen bekræfter denne fortolkning (21).

43. Da den forelæggende ret har anført, at der på grundlag af de foreliggende beviser ikke kan konstateres nogen juridisk forbindelse mellem de to parter, er det min opfattelse, at artikel 143, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2454/93 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

44. Det kan imidlertid forholde sig anderledes med hensyn til litra e) og f) i artikel 143, stk. 1, i forordning nr. 2454/93. Disse bestemmelser gør det nemlig muligt for myndighederne at anse to personer for at være »indbyrdes afhængige« i situationer, hvor der er tale om ren de facto-kontrol. Dette er tilfældet, når en af parterne »direkte eller indirekte kontrollerer den anden« [litra e)], og når de begge »direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand« [litra f)]. Af de forklarende noter i bilag 23 til forordning nr. 2454/93 anføres det i relation til artikel 143, stk. 1, litra e) (22), at »[e]n person anses for at kontrollere en anden, når vedkommende, retligt eller faktisk, er i stand til over for sidstnævnte at pålægge forpligtelser eller udstede retningslinjer« (23).

45. Den disjunktive konjunktion »eller« angiver, at ikke kun situationer med de jure-kontrol, men også situationer med de facto-kontrol, er relevante i relation til disse bestemmelsers formål. Sammenfattende er jeg af den opfattelse, at to erhvervsdrivende er »indbyrdes afhængige« i relation til toldværdiansættelse, når de omhandlede transaktioner (som anmeldt til myndighederne) som følge af juridiske, kontraktmæssige eller blot faktiske forbindelser mellem dem umuligt kan være resultatet af to uafhængige erhvervsdrivendes aftaler, hvor hver part udviser den økonomisk mest rationelle eller profitmaksimerende adfærd.

46. Det tilkommer naturligvis den forelæggende ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder i den sag, der er indbragt for den, at afgøre, om køberen og sælgeren er »indbyrdes afhængige«, fordi en af dem er i stand til at pålægge forpligtelser eller udstede retningslinjer over for den anden, eller om en tredjemand kan udøve en tilsvarende kontrol over begge selskaber (24).

47. Når dette er sagt, vil jeg dog gerne, for at bistå den forelæggende ret, anføre følgende.

48. De forhold, der ifølge den forelæggende ret peger på mulige forbindelser mellem de to erhvervsdrivende, viser utvivlsomt, at der eksisterer en høj grad af tillid mellem dem. Jeg spekulerer imidlertid på, om disse forhold – både når de vurderes enkeltvis, og når de betragtes samlet – er tilstrækkelige til at fastslå et tilfælde af de facto-kontrol i henhold til artikel 143, stk. 1, litra e) eller f), i forordning nr. 2454/93.

49. Det forekommer mig, at disse forhold for størstedelens vedkommende udgør indicier eller i hvert fald har fået myndighederne til at basere sig på visse formodninger.

50. I denne henseende er jeg bestemt enig i, at toldmyndighederne bør kunne anse visse faktiske omstændigheder for godtgjort, når der foreligger flere indicier og/eller på grundlag af visse formodninger. I betragtning af det store antal transaktioner, som disse myndigheder dagligt skal behandle, kan man naturligvis ikke forvente, at de baserer deres konklusioner på beviskrav, der f.eks. er lige så høje som dem, der stilles til myndigheder, der efterforsker kriminalitet.

51. Samtidig skal de erhvervsdrivende imidlertid kunne have tillid til, at disse myndigheder følger forudsigelige og pålidelige metoder til kontrol af deres deklarationer. Navnlig skal indicier være relevante og sammenhængende, og formodninger skal være baseret på almindelig erfaring, således at risikoen for falske positiver minimeres (25). Som det fremgår af præamblen til forordning nr. 2913/92, har toldkodeksen netop til formål at »tilgodese såvel toldadministrationernes behov for at sikre en korrekt anvendelse af forskrifterne, som de erhvervsdrivendes ret til at opnå ligebehandling [...]«.

52. I overensstemmelse med dette princip fastsætter artikel 29, stk. 2, i forordning nr. 2913/92 en ad hoc-procedure, der skal gøre det muligt for myndighederne at afklare, om artikel 29, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92 finder anvendelse på en given situation, samtidig med, at klarererens rettigheder beskyttes. Toldmyndighederne er forpligtede til at meddele deres tvivl til klarereren, så denne har mulighed for at komme med supplerende oplysninger i et forsøg på at påvise, at den angivne transaktionsværdi er antagelig i toldmæssig henseende. Selv om proceduren primært er til for at undersøge, om den angivne pris er acceptabel, er der efter min opfattelse ikke noget til hinder for, at myndighederne og/eller de erhvervsdrivende kan benytte denne procedure til at klarlægge forholdet mellem køber og sælger.

53. Uden at gå så vidt som til at opstille en formodning for, at den pris, der er aftalt mellem indbyrdes afhængige personer, i almindelighed ikke afspejler varernes reelle økonomiske værdi, lemper artikel 29 i forordning nr. 2913/92 i et vist omfang de beviskrav, der stilles til myndighederne. Det gør den ved at fastlægge nogle formodningsregler i forhold til klarereren (26), ligesom den i visse tilfælde også pålægger klarereren en del af bevisbyrden (27).

54. At pålægge klarererne sådanne byrder kan imidlertid ikke medføre, at myndighederne fritages for deres forpligtelse til at basere deres konklusioner om, at der foreligger de facto-kontrol, på specifikke forhold, der viser, at den ene part var i stand til at bestemme eller påvirke den anden parts adfærd, eller at en tredjemand kunne udøve en tilsvarende kontrol over begge parter.

55. Efter min opfattelse medfører den blotte omstændighed, at en transaktion mangler visse træk, der normalt kendetegner lignende transaktioner – f.eks. eksistensen af en skriftlig kontrakt, sikkerhedsstillelse, garantier eller forudbetalinger – ikke automatisk, at der foreligger en strukturel eller organisk forbindelse mellem de to parter. Som Baltic Master har anført, kan det ikke udelukkes, at to mangeårige forretningspartnere, som har haft regelmæssige og frugtbare handelstransaktioner, kan gennemføre deres transaktioner på en forenklet og hurtig måde. Samtidig er en usædvanlig lav pris heller ikke nødvendigvis et tegn på, at transaktionen fandt sted mellem indbyrdes afhængige personer. En part kan nemlig have været i stand til at opnå en særlig god pris, f.eks. på grund af den anden parts finansielle vanskeligheder eller på grund af en særlig gunstig markedssituation (28). Her er der ikke tale om situationer med de facto-kontrol, men snarere om resultatet af, at normale markedskræfter er i spil.

56. For at bevise de facto-kontrol, kan myndighederne efter min opfattelse ikke nøjes med at konstatere og registrere virkningen af den hævdede kontrol (den usædvanligt lave pris), de skal rent faktisk identificere den mulige årsag til den hævdede kontrol. Det kunne f.eks. være eksistensen af indbyrdes forbundne direktioner, krydsende aktieposter eller situationer, hvor der består en vis nærhed mellem de to parters aktionærer. Disse er forhold, som i givet fald kan give myndighederne et solidt grundlag for at antage, at der er tale om de facto-kontrol. Ellers bliver myndighedernes argumentation cirkulær: Det forhold, der udløser en tilbundsgående undersøgelse af forholdet mellem de to parter (den usædvanligt lave pris), bliver også beviset på, at der foreligger et »for nært« forhold mellem dem.

57. Når dette er sagt, kan det for fuldstændighedens skyld være nyttigt at minde den forelæggende ret om, at den omstændighed, at køber og sælger er »indbyrdes afhængige« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 29, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92, langtfra er den eneste situation (29), der giver toldmyndighederne mulighed for at tilsidesætte værdien af de varer, der er deklareret ved indførslen. Den EU-ramme, der finder anvendelse, indeholder nemlig andre bestemmelser, der giver myndighederne mulighed for at anslå denne værdi på grundlag af andre værdiansættelsesmetoder. En af disse bestemmelser synes ved første øjekast potentielt at være relevant i den foreliggende sag.

b) Artikel 181a i forordning nr. 2454/93

58. I henhold til artikel 181a i forordning nr. 2454/93 har toldmyndighederne »ikke pligt til at fastsætte toldværdien af indførte varer efter transaktionsværdimetoden, hvis de [...] ud fra begrundet tvivl ikke er overbevist om, at den angivne værdi svarer til det samlede beløb, der er betalt eller skal betales for varen som omhandlet i kodeksens artikel 29«.

59. Artikel 181a i forordning nr. 2454/93 omhandler de situationer, hvor den angivne pris ikke svarer til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales. Denne bestemmelse – som finder anvendelse, uanset om køber og sælger er (de jure eller de facto) indbyrdes afhængige – omfatter navnlig tilfælde af svig, falske erklæringer og andre urigtige oplysninger (30). Der kan f.eks. være tale om forfalskede dokumenter eller erklæringer, som ikke nøjagtigt afspejler den faktiske transaktion. Det kan også vise sig, at der er begået fejl ved fastsættelsen eller justeringen af »den pris, der faktisk er betalt eller skal betales« på grundlag af kriterierne i artikel 29, 32 og 33 i forordning nr. 2913/92, eller ganske enkelt, at der er begået væsentlige fejl ved udfyldelsen af de dokumenter, der er nødvendige for fortoldningen.

60. Artikel 181a i forordning nr. 2454/93 er således en bestemmelse, der i vidt omfang supplerer artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 2913/92. Som Kommissionen erklærede under retsmødet, blev førstnævnte bestemmelse faktisk først indsat i EU-rammebestemmelserne på et senere tidspunkt for at udfylde visse huller.

61. Som jeg ser det, finder artikel 181a i forordning nr. 2454/93 anvendelse, når den angivne pris ikke svarer til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales. Artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 finder anvendelse, når den angivne pris svarer til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, men hvor størrelsen af beløbet er påvirket af forholdet mellem køber og sælger. I begge tilfælde afspejler den værdi, der er angivet til toldmyndighederne, ikke varernes reelle økonomiske værdi og fremstår derfor som vilkårlig eller fiktiv.

62. Som den spanske regering anførte under retsmødet, forfølger artikel 181a i forordning nr. 2454/93 og artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 trods deres forskellige anvendelsesområde det samme formål (at muliggøre en korrekt værdiansættelse af varerne) og følger i vidt omfang den samme logik.

63. Begge bestemmelser kræver en forholdsvis omhyggelig tilgang fra toldmyndighedernes side: De skal have »anledning til at formode«, at den pris, der er aftalt mellem indbyrdes afhængige personer, er påvirket af deres forhold (artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 2913/92) (31), og de skal have »begrundet tvivl« om, at den angivne pris ikke er den pris, der faktisk er betalt eller skal betales (artikel 181a i forordning nr. 2454/93).

64. Desuden kræver begge bestemmelser, at myndighederne skal høre den eller de berørte erhvervsdrivende, før de beslutter at se bort fra den angivne værdi og foretage deres egen vurdering af varernes værdi.

65. Når dette er sagt, er det endnu en gang op til den forelæggende ret at afgøre, om artikel 181a i forordning nr. 2454/93 er relevant i den foreliggende sag – som et alternativ til artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 2913/92.

3. Konklusion vedrørende det første spørgsmål

66. Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål efter min opfattelse besvares med, at artikel 29, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92 og artikel 143, stk. 1, litra e) og f), i forordning nr. 2454/93 skal fortolkes således, at køber og sælger skal anses for at være »indbyrdes afhængige personer«, når det, på trods af fraværet af forhold, der beviser et erhvervsmæssigt partnerskab eller kontrol, på grundlag af omstændighederne omkring transaktionernes indgåelse med rimelighed kan udledes, at den ene person de facto kontrollerer den anden, eller at begge personer kontrolleres af en tredjemand.

B. Det andet spørgsmål

67. Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 er til hinder for, at toldværdien fastsættes på grundlag af oplysninger i en national database vedrørende en toldværdi af varer med samme oprindelse, som, selv om de ikke er ens, er henført til samme Taric-kode.

68. I den forbindelse skal det erindres, at artikel 30 og 31 i forordning nr. 2913/92 indeholder bestemmelser om metoder til toldværdiansættelse under omstændigheder, hvor det ikke er muligt at fastslå den faktiske transaktionsværdi, og hvor standardmetoden til toldværdiansættelse, fastsat i artikel 29 i samme forordning, således ikke kan anvendes.

69. Disse »subsidiære« vurderingsmetoder er opstillet strengt hierarkisk og er underordnet hinanden. De finder således anvendelse i rækkefølge: Når toldværdien ikke kan fastsættes ved anvendelse af en given metode, skal den metode, der kommer umiddelbart efter den i den rækkefølge, der er fastsat i toldkodeksen, så vidt muligt anvendes (32).

70. Artikel 30 i forordning nr. 2913/92 opregner fire specifikke, regelbaserede vurderingsmetoder. Artikel 31 i forordning nr. 2913/92 indeholder for sin del en sidste udvej i form af en værdiansættelsesmetode – som kun kan anvendes, hvis der ikke er nogen anden mulighed – der gør det muligt at fastsætte værdien »på grundlag af de foreliggende data i Fællesskabet og ifølge rimelige fremgangsmåder«, forudsat at disse midler er »forenelige med grundprincipperne og de almindelige bestemmelser« i EU’s toldlovgivning og i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (»GATT«).

71. Artikel 31 i forordning nr. 2913/92 overlader det med sin ret åbne ordlyd og dens karakter af sidste udvej til myndighederne at fastlægge, hvilke metoder der kan anvendes til at fastsætte værdien af de omhandlede varer i de enkelte tilfælde. Disse metoder bør i princippet være dem, der er fastsat i artikel 29 og 30 i samme forordning, anvendt med en vis grad af fleksibilitet (33).

72. Det afgørende i henhold til artikel 31 i forordning nr. 2913/92 er, at de valgte metoder er i) »rimelige«, ii) baseret på de foreliggende data og iii) i overensstemmelse med de relevante retlige rammer (EU og internationalt).

73. Disse krav indebærer efter min opfattelse følgende. For det første skal de valgte metoder være hensigtsmæssige under de givne omstændigheder (dvs. kunne resultere i en retfærdig og forsvarlig vurdering) og praktiske for myndighederne (dvs. ikke alt for komplicerede og tidskrævende). For det andet skal de valgte metoder være baseret på faktiske data – om muligt »baseret på tidligere fastsatte toldværdier« (34) – som det er muligt for klarererne og i givet de kompetente domstole at efterprøve. For det tredje skal metoderne passe harmonisk ind i EU’s toldværdiansættelsessystem og må ikke være i modstrid med de relevante internationale regelsæt.

74. I den foreliggende sag var toldmyndighederne, som nævnt i punkt 19 ovenfor, af den opfattelse, at hverken standardværdiansættelsesmetoden fastsat i artikel 29 i forordning nr. 2913/92 eller de subsidiære metoder fastsat i artikel 30 i samme forordning kunne anvendes. De besluttede derfor, at de pågældende varers toldværdi skulle fastsættes i overensstemmelse med den »fall-back«-metode, der er fastsat i artikel 31 i forordning nr. 2913/92. Med henblik herpå fastsatte de nævnte myndigheder toldværdien af de varer, som sagsøgeren havde importeret, på grundlag af transaktionsdata for varer, der var importeret af et andet selskab under samme betegnelse (»dele til luftkonditioneringsmaskiner«) og Taric-kode (8415 90 00 90), med samme oprindelse (Malaysia) og fra samme producent. Den forelæggende ret har anført, at den transaktion, der blev anvendt som reference i sagen, var det eneste tilfælde af eksport fra Malaysia under samme Taric-kode registreret i den nationale database i 2010.

75. Det tilkommer naturligvis ikke Domstolen at tage stilling til, om det var med rette, at toldmyndighederne i den foreliggende sag anvendte den metode til toldværdiansættelse, der er fastsat i artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2913/92, med den begrundelse, at hverken artikel 29 eller 30 i den pågældende forordning kunne anvendes.

76. Når dette er sagt – for at vende tilbage til det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet – er artikel 31 i forordning nr. 2913/92 efter min opfattelse i princippet ikke til hinder for, at varernes værdi fastsættes på grundlag af transaktionsdata, registreret i en national database, og som vedrører en import af varer, der er klassificeret under samme Taric-kode, har samme oprindelse og har fundet sted i de foregående år.

77. Selv om den forsendelse, der blev anvendt som reference, ikke nødvendigvis vedrørte »tilsvarende varer« eller »lignende varer« som omhandlet i artikel 30, stk. 2, litra a) og b), i forordning nr. 2913/92, tyder den omstændighed, at begge forsendelser vedrørte varer, der er klassificeret under samme Taric-kode, på, at der er en rimelig grad af lighed mellem disse varer. Efter min opfattelse kan en sådan lighed være tilstrækkelig, når visse varer værdiansættes i henhold til artikel 31 i forordning nr. 2913/92, hvis man ikke har kendskab til andre særkender ved de pågældende varer. I praksis anvendte myndighederne metoden til fastsættelse af toldværdien på grundlag af transaktionsværdien af lignende varer (35), idet de fortolkede begrebet »lignende varer« på en fleksibel måde (36).

78. Det er i denne forbindelse næppe nødvendigt at minde om, at Taric er »baseret på den kombinerede nomenklatur«, som på grundlag af Verdenstoldorganisationens harmoniserede system (herefter »HS«) udgør det vigtigste tariferingsinstrument for varer i Den Europæiske Union. Taric-koder skal således afspejle den måde, hvorpå et produkt er klassificeret i alle lande, der anvender HS (37). Med digitaliseringen af toldvæsenet er Taric også blevet let tilgængelig for både erhvervsdrivende og myndigheder via en offentlig database, hvilket øger gennemsigtigheden og retssikkerheden.

79. Den relevante Taric-kode, der er anvendt i den foreliggende sag, er ganske vist residuel og generisk (38). Toldmyndighedernes valg af den specifikke Taric-kode var imidlertid baseret på de oplysninger, importøren selv havde givet. I den forbindelse skal det erindres, at EU’s toldværdiansættelsessystem er baseret på den forudsætning, at de oplysninger, der er nødvendige for anvendelsen af toldreglerne på varer, hovedsageligt fastlægges på grundlag af de oplysninger, som klarereren fremlægger, og ikke på grundlag af toldmyndighedernes konstateringer (39). Mere generelt anses egen vurdering af forpligtelserne i relation til de varer, der er genstand for en deklaration indgivet til toldmyndighederne, for at være et af de principper, der ligger til grund for EU-lovgivningen på området. I denne sammenhæng begrænser myndighedernes rolle sig i det væsentlige til at kontrollere og efterprøve deklarationerne og om nødvendigt at berigtige dem(40). Det kan ikke forventes af myndighederne, at de udfører tidskrævende opgaver for at »gøre arbejdet« for klarererne og genberegne deres afgifter på grundlag af oplysninger og data, der ikke er umiddelbart tilgængelige.

80. I denne forbindelse skal det også tilføjes, at Domstolen allerede har fastslået, at den pris, der er angivet ved et enkelt salg, som fandt sted før det salg, på grundlag af hvilken toldangivelsen blev foretaget i en sag, kan udgøre »foreliggende oplysninger« i Den Europæiske Union, og at artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 gør det muligt at anvende dette som grundlag for fastsættelsen af toldværdien. Domstolen har fastslået, at henvisningen til denne pris udgør et middel til at fastsætte en toldværdi, der både er »rimelig« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 31, stk. 1, og i overensstemmelse med grundprincipperne og de almindelige bestemmelser i internationale aftaler og bestemmelserne i artikel 31, stk. 1 (41).

81. Jeg kan ikke se nogen grund til, at disse konklusioner ikke også skulle kunne finde anvendelse i den foreliggende sag.

82. Når dette er sagt, er jeg enig med Baltic Master i, at det ville have været at foretrække, at data for hele EU vedrørende importen af de relevante varer i den relevante periode var blevet undersøgt (42). Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om sådanne data var tilgængelige, og i givet fald, om disse oplysninger kunne rejse tvivl om toldmyndighedernes konklusioner.

83. Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål efter min opfattelse besvares med, at artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 ikke er til hinder for, at toldværdien fastsættes på grundlag af oplysninger i en national database vedrørende en toldværdi for varer, der har samme oprindelse, og som, selv om de ikke er identiske eller ligner hinanden, henhører under samme Taric-kode.

V. Forslag til afgørelse

84. På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare de af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol, Litauen) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»– I henhold til artikel 29, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92 og artikel 143, stk. 1, litra e) og f), i forordning nr. 2454/93 anses køber og sælger for at være »indbyrdes afhængige«, når det, på trods af fraværet af forhold, der beviser et erhvervsmæssigt partnerskab eller kontrol, på grundlag af omstændighederne omkring transaktionernes indgåelse med rimelighed kan udledes, at den ene person de facto kontrollerer den anden, eller at begge personer kontrolleres af en tredjemand.

– Artikel 31, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 er ikke til hinder for, at toldværdien fastsættes på grundlag af oplysninger i en national database vedrørende en toldværdi for varer, der har samme oprindelse, og som, selv om de ikke er tilsvarende eller lignende varer, er henført til samme Taric-kode.«


1 – Originalsprog: engelsk.


2 – A. Smith, An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations, 1776, bog V, kapitel II, del II.


3 – Jf. H. Asakura, »World History of the Customs and Tariffs«, World Customs Organization, 2003, s. 19 og20, samt H.-M. Wolffgang, »Emerging Issues In European Customs Law«, World Customs Journal, bind 1, nr. 1, 2007, s. 3 og 4.


4 – Aftalen om gennemførelse af artikel VII i GATT (eller WTO’s toldværdiaftale) for blot at nævne en af disse aftaler. Generelt om dette emne: S. Rosenow og B.J. O’Shea, A Handbook on the WTO Customs Valuation Agreement, World Trade Organization and Cambridge University Press, 2010.


5 – EFT 1992, L 302, s. 1.


6 – Forordning nr. 2913/92 ophørte med at have virkning den 30.4.2016, idet den blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23.4.2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) (EUT 2008, L 145, s. 1). Sidstnævnte forordning er efterfølgende blevet ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9.10.2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1), som er gældende i dag.


7 – EFT 1993, L 253, s. 1, berigtiget i EFT 1996, L 180, s. 34.


8 – Denne forordning blev ophævet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/481 af 1.4.2016 om ophævelse af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EUT 2016, L 87, s. 24).


9 – Termen Taric står for »Den Europæiske Unions integrerede toldtarif«; jf. artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23.7.1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1), som ændret.


10 – Ifølge Baltic Master var disse koder 8415 20 00 90, 8415 82 00 90 og 8415 10 10 00.


11 – Kode 8415 90 00 90.


12 – Menneskerettighedsdomstolen, 16.4.2019, Baltic Master Ltd. mod Litauen (CE:ECHR:2019:0416JUD005509216).


13 – Dom af 12.12.2013, Christodoulou m.fl. (C-116/12, EU:C:2013:825, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).


14 – Prisen kan justeres i overensstemmelse med artikel 32 og 33 i samme forordning. Disse bestemmelser fastsætter elementer, hvis værdi skal eller ikke skal lægges til den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for de pågældende varer.


15 – Artikel 29, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2913/92.


16 – Jf. tilsvarende generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Stretinskis (C-430/14, EU:C:2015:701, punkt 15).


17 – Dom af 12.12.2013, Christodoulou m.fl. (C-116/12, EU:C:2013:825, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).


18 – Jf. i denne retning generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Stretinskis (C-430/14, EU:C:2015:701, punkt 18).


19 – Dom af 21.1.2016, Stretinskis (C-430/14, EU:C:2016:43, præmis 27).


20 – Min fremhævelse.


21 – Jf. bl.a. den franske version (»juridiquement«), den italienske version (»veste giuridica«), den spanske version (»jurídicamente«), den svenske version (»juridiskt«) og den græske version (»νομική άποψη«).


22 – Selv om den nævnte note kun henviser til artikel 143, stk. 1, litra e), mener jeg, at det princip, der er anført deri, mutatis mutandis også finder anvendelse på samme bestemmelses litra f).


23 – Min fremhævelse. For så vidt angår udtrykket »faktisk« bekræfter andre sprogversioner af forordningen utvetydigt, at dette udtryk henviser til situationer med de facto-kontrol; jf. bl.a. den franske version (»en droit ou en fait«), den italienske version (»di diritto o di fatto«) og den græske version (»de jure ή de facto«).


24 – Jf. i denne retning dom af 9.7.2020, Direktor na Teritorialna direktsiya Yugozapadna Agentsiya »Mitnitsi« (C-76/19, EU:C:2020:543, præmis 67 og 68).


25 – I denne sammenhæng er det næppe nødvendigt at tilføje, at erhvervsdrivende under alle omstændigheder har ret til at anfægte myndighedernes vurdering ved de nationale domstole, således som Baltic Master har gjort i den foreliggende sag. Jf. i denne retning dom af 13.3.2014, Global Trans Lodzhistik (C-29/13 og C-30/13, EU:C:2014:140), og generaladvokat Cruz Villalóns forslag til afgørelse DP grup (C-138/10, EU:C:2011:378, punkt 44).


26 – Jf. artikel 29, stk. 2, litra a) (»hvis klarereren fremsætter anmodning herom«), og artikel [29], stk. 2, litra c) (»på klarerens initiativ«).


27 – Jf. artikel 29, stk. 2, litra b) (»når klarereren kan påvise«).


28 – Som et eksempel kan nævnes, at markedet for råolie i foråret 2020, på højdepunktet af covid-19-pandemien, for første gang i historien oplevede negative priser.


29 – Forudsat, som nævnt, at deres forhold havde indflydelse på vareprisen (jf. ovenfor, punkt 31 i dette forslag til afgørelse).


30 – Jf. i denne retning dom af 9.3.2017, GE Healthcare (C-173/15, EU:C:2017:195, præmis 38-40). Jf. ligeledes generaladvokat Mazáks forslag til afgørelse Carboni e derivati (C-263/06, EU:C:2007:501, punkt 61-65).


31 – I denne forbindelse anføres det i de forklarende bemærkninger til artikel 29, stk. 2, at undersøgelsen af omstændighederne omkring salget kun er påkrævet, når »der hersker tvivl om, hvorvidt prisen kan godkendes« (min fremhævelse).


32 – Jf. i denne retning dom af 12.12.2013, Christodoulou m.fl. (C-116/12, EU:C:2013:825, præmis 41-43), og af 9.11.2017, LS Customs Services (C-46/16, EU:C:2017:839, præmis 43). Jf. ligeledes generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Oribalt Rīga (C-1/18, EU:C:2019:64, punkt 28-30).


33 – Jf. de forklarende bemærkninger til artikel 31, stk. 1, ovenfor i punkt 13 i dette forslag til afgørelse. Jf. i denne retning ligeledes generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Oribalt Rīga (C-1/18, EU:C:2019:64, punkt 28-30).


34 – Ibidem.


35 – Artikel 30, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92.


36 – Artikel 142, stk. 1, litra d), i forordning nr. 2454/93 og de forklarende bemærkninger til artikel 31, stk. 1.


37 – Derfor har Kommissionen – som er ansvarlig for forvaltningen og offentliggørelsen af Taric – ganske vist et vist spillerum ved fastlæggelsen af anvendelsesområdet for de toldpositioner, der er fastsat på grundlag af HS, men den har ikke ret til at ændre deres genstand. Jf. i denne retning generaladvokat Tizzanos forslag til afgørelse CBA Computer (C-479/99, EU:C:2001:119, punkt 40 og den deri nævnte retspraksis).


38 – Jf. punkt 19 ovenfor i dette forslag til afgørelse.


39 – Jf. i denne retning dom af 15.9.2011, DP grup (C-138/10, EU:C:2011:587, præmis 33 og 34).


40 – Jf. herom udførligt T. Walsh, European Union Customs Code, Wolters Kluwer, 2015, s. 67-73.


41 – Jf. f.eks. dom af 28.2.2008, Carboni e derivati (C-263/06, EU:C:2008:128).


42 – Jeg noterer i øvrigt, at de relevante bestemmelser henviser til tilsvarende og lignende varer, som sælges til udførsel »til Fællesskabet« (artikel 30, stk. 2, i forordning nr. 2913/92), og til »foreliggende data i Fællesskabet« (samme forordnings artikel 31, stk. 1).