|
|
C-39/17 Frie varebevægelser Lubrizol France - Indstilling
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT P. MENGOZZI
fremsat den 31. januar 2018
Sag C-39/17
Lubrizol France SAS
mod
Caisse nationale du Régime social des indépendants (RSI) participations extérieures
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol) (Frankrig))
»Præjudiciel forelæggelse – frie varebevægelser – artikel 28 TEUF og 30 TEUF – afgift med tilsvarende virkning – artikel 110 TEUF – intern afgift – socialt solidaritetsbidrag, der skal betales af selskaber, og tillægsbidrag – afgift, hvis beregningsgrundlag er selskabers samlede årlige omsætning – inkluderingen af værdien af varer, som overføres til en anden medlemsstat, i omsætningen«
1. Med nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse anmodes Domstolen om en fortolkning i relation til to former for sociale bidrag fastsat i den franske lovgivning, navnlig det sociale solidaritetsbidrag (herefter »C3S«), som blev indført i begyndelsen af 1970’erne, og tillægsbidraget, som den nationale lovgiver indførte i 2004. Beregningsgrundlaget for disse bidrag er den samlede årlige omsætning for selskaber og virksomheder, der skal betale de omhandlede bidrag.
2. I den foreliggende sag skal Domstolen træffe afgørelse om, hvorvidt den seneste praksis fra den forelæggende ret, hvorefter værdien af de lagre, en virksomhed overfører fra Frankrig til en anden EU-medlemsstat, indgår i beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget, selv om en sådan overførsel ikke i sig selv skaber nogen omsætning, er forenelig med forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning som en told.
I. Retsforskrifter
A. EU-retten
3. Artikel 28, stk. 1, TEUF har følgende ordlyd: »Unionen er bl.a. en toldunion, som omfatter al vareudveksling, og som indebærer forbud mod told ved indførsel fra og ved udførsel til andre medlemsstater, såvel som mod alle afgifter med tilsvarende virkning, samt indførelse af en fælles toldtarif over for tredjeland.« Artikel 30 TEUF bestemmer: »Told ved indførsel og udførsel og andre afgifter med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne. Dette gælder også finanstold.«
4. Artikel 110, stk. 1, TEUF foreskriver, at »[i]ngen medlemsstat […] direkte eller indirekte [må] pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer.«
5. Artikel 14, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter »momsdirektivet«) (2) bestemmer, at »[v]ed »levering af varer« forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode.«
6. Momsdirektivets artikel 17 fastsætter: »En afgiftspligtig persons overførsel af en vare fra sin virksomhed til en anden medlemsstat sidestilles med levering af varer mod vederlag.« I samme forbindelse defineres »overførsel til en anden medlemsstat« som »enhver forsendelse eller transport af en løsøregenstand foretaget af den afgiftspligtige person eller for hans regning til steder uden for den medlemsstats område, hvor varen befinder sig, men inden for Fællesskabet, til brug for hans virksomhed«.
7. Med hensyn til levering af varer i form af overførsel til en anden medlemsstat præciserer momsdirektivets artikel 76, at »afgiftsgrundlaget [er] købsprisen for varerne eller for tilsvarende varer eller i mangel af en købspris kostprisen på det tidspunkt, hvor disse transaktioner finder sted«.
B. National lovgivning og retspraksis
8. Artikel L. 651-1 i code de la sécurité sociale (herefter »loven om social sikring«), bestemmer, at der indføres et socialt solidaritetsbidrag (»C3S«), som betales af bl.a. aktieselskaber og forenklede aktieselskaber til Régime social des Indépendants (socialsikringskassen for selvstændige erhvervsdrivende, herefter »RSI«), Fonds de solidarité vieillesse (solidaritetsfonden for ældre) og Fonds de réserve pour les retraites (pensionsreservefonden). C3S betales årligt, og satsen fastsættes som højst 0,13% af omsætningen.
9. Samme selskaber betaler også et tillægsbidrag til Caisse nationale de l’assurance maladie des travailleurs salariés (den nationale sygeforsikringskasse for lønmodtagere) i henhold til artikel L. 245-13 i loven om social sikring. Dette tillægsbidrag beregnes, opkræves, forfalder og kontrolleres på samme betingelser som dem, der gælder for C3S, og denne bidragssats er 0,03% af omsætningen.
10. Selskaber og virksomheder, der skal betale C3S, har i overensstemmelse med artikel L. 651-5 i loven om social sikring pligt til årligt at underrette det organ, som varetager opkrævningen af bidraget, dvs. Caisse nationale du RSI (herefter »CNRSI«), om »den samlede omsætning, de har indberettet til skattevæsenet, beregnet uden omsætningsafgifter og lignende«.
11. Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) har i dommen i sagen Organic mod Cofiroute (3) fastslået, at dette beløb svarer til det, som fremgår af måneds- eller kvartalsangivelse nr. 3310 CA3 vedrørende merværdiafgift og lignende (herefter »momsangivelsen«).
12. Beløbet beregnes derfor ved at lægge beløbene i rubrik nr. 1 (Salg af varer og levering af tjenesteydelser), nr. 4 (Udførsler fra Det Europæiske Fællesskab), nr. 5 (Andre ikke afgiftspligtige transaktioner) og nr. 6 (Leveringer inden for Fællesskabet) samt beløbene i rubrik nr. 2 (Andre afgiftspligtige transaktioner) sammen, såfremt de vedrører omsætningsskabende transaktioner.
13. Med hensyn til leveringer inden for Fællesskabet sidestiller artikel 256, pkt. III, i code général des impôts (herefter »den almindelige skattelov«), som gennemfører momsdirektivets artikel 17, en afgiftspligtig persons overførsel af en vare fra sin virksomhed til en anden medlemsstat med levering af varer.
14. Således medregnes værdien af den overførte vare (købsprisen eller, hvis der ikke foreligger nogen købspris, kostprisen) i det samlede beløb, der angives i momsangivelsens rubrik nr. 6 (Leveringer inden for Fællesskabet), og den indgår dermed i beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget, som bekræftet flere gange af Cour de cassation (kassationsdomstol) (4).
II. Faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen
15. Anmodningen om præjudiciel afgørelse fra den forelæggende ret er fremsat inden for rammerne af en tvist mellem selskabet Lubrizol France SAS (herefter »Lubrizol«) og CNRSI angående fastsættelsen af beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget.
16. Lubrizol, der er den vigtigste udenlandske filial for koncernen The Lubrizol Corporation, er en virksomhed i kemiindustrien, som fremstiller og sælger additiver til smøremidler.
17. I sin egenskab af forenklet aktieselskab (société par action simplifiée ifølge fransk lovgivning) har Lubrizol en lovbestemt pligt til at betale C3S i henhold til bestemmelserne i artikel 651-1 ff. i loven om social sikring samt tillægsbidraget i medfør af artikel 245-13 i samme lov.
18. Efter en kontrol af beregningsgrundlaget for C3S og for det tillægsbidrag, som Lubrizol skyldte for år 2008, konstaterede CNRSI en forskel mellem den til CNRSI indberettede omsætning for 2007 (573 152 820 EUR) og den af skattevæsenet indberettede omsætning (642 045 281 EUR). Denne forskel skyldtes, at Lubrizol i momsangivelsens rubrik nr. 6 (Leveringer inden for Fællesskabet) ikke inkluderede beløbet af selskabets overførsler inden for Fællesskabet.
19. På denne baggrund fremsendte CNRSI en efteropkrævning til selskabet, som blev efterfulgt af et påkrav sendt den 13. marts 2012.
20. Lubrizol bestred, at selskabet skyldte de efterkrævede beløb, og anlagde derfor sag ved Tribunal des Affaires de Sécurité Sociale (retten i sager om social sikring i Rouen, Frankrig), idet selskabet gjorde gældende, at CNRSI fejlagtigt inkluderede værdien af lagre overført til andre EU-medlemsstater i beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget. I denne forbindelse bemærkede Lubrizol, at de omhandlede overførsler ikke udgjorde salg og derfor ikke skabte omsætning, og at de således ikke kunne medregnes i beregningsgrundlaget for de omhandlede bidrag.
21. Ved dom af 6. maj 2014 frifandt den nævnte ret i Rouen CNRSI i det af Lubrizol anlagte søgsmål med den begrundelse, at en virksomheds omsætning ikke afhænger af regnskabs- og skattemæssige overvejelser, men af det af virksomheden til skattevæsenet faktisk indberettede beløb. Dette beløb skal omfatte overførsler af varer inden for Fællesskabet, fordi disse i overensstemmelse med den nationale momslovgivning sidestilles med leveringer af varer inden for Fællesskabet. Retten tilføjede endvidere, at reglerne om fastsættelse af beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget ikke udgjorde en tilsidesættelse af princippet om varernes frie bevægelighed i Den Europæiske Union, fordi de omhandlede bidrag blev pålagt virksomhedernes samlede økonomiske aktivitet og ikke ramte selve varerne.
22. Denne dom blev stadfæstet af Cour d’appel de Rouen, chambre de l’urgence et de la sécurité sociale (appeldomstolen i Rouen, afdelingen for hastesager og sager om social sikring, Frankrig) den 15. september 2015. Især forkastede Cour d’appel (appeldomstol) anbringendet om en tilsidesættelse af princippet om varernes frie bevægelighed med den begrundelse, dels at de omhandlede bidrag havde »karakter af socialt bidrag«, dels at de ikke ramte varerne selv, men blev pålagt virksomheder på grundlag af deres samlede omsætning.
23. Lubrizol har iværksat kassationsanke til prøvelse af dommen afsagt af Cour d’appel de Rouen (appeldomstolen i Rouen) ved den forelæggende ret og har gjort gældende, at de omtvistede bidrag skal kvalificeres som afgifter med tilsvarende virkning, som er forbudt i henhold til artikel 30 TEUF, idet overførsler af lagre, der ikke skaber omsætning, alene er medtaget i beregningsgrundlaget for de nævnte bidrag, når overførslerne sker til en anden medlemsstat, hvorimod de ikke er medtaget i tilfælde af indenlandske overførsler eller overførsler til et tredjeland.
24. Den forelæggende ret har bemærket, at den i situationer med lignende faktiske omstændigheder som de foreliggende har fastslået, at den nominelle værdi af de lagre, en virksomhed har overført fra Frankrig til en anden EU-medlemsstat, indgår i beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget, selv om en sådan overførsel ikke i sig selv skaber nogen omsætning (5). Da dette spørgsmål gælder for bidrag, der for nylig er gjort permanente, har den forelæggende ret fundet det hensigtsmæssigt at få afklaret, hvorvidt de omhandlede bidrag i betragtning af de indsigelser, der er blevet fremsat til støtte for Lubrizols kassationsanke, er forenelige med kravene i EU-retten.
25. Retten har på baggrund heraf udsat sagen og anmodet Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:
»Er artikel 28 og 30 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde til hinder for, at værdien af varer, som overføres fra Frankrig til en anden EU-medlemsstat af en afgiftspligtig person, der skal betale [det sociale solidaritetsbidrag] og tillægsbidraget hertil, eller for [dennes] regning, til brug for [den pågældendes] virksomhed, tages i betragtning, når den samlede omsætning, der udgør beregningsgrundlaget for disse bidrag, skal [fastlægges]?«
26. Vedrørende dette spørgsmål har selskabet Lubrizol France, CNRSI, den franske og den nederlandske regering samt Europa-Kommissionen indgivet skriftlige indlæg.
27. Under retsmødet den 15. november 2017 har Lubrizol France, den franske regering samt Europa-Kommissionen afgivet mundtlige indlæg.
III. Retlig analyse
28. Efter min opfattelse skal besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål fra den forelæggende ret tage udgangspunkt i en korrekt afgrænsning af spørgsmålets genstand. På dette punkt, som jeg finder uhyre vigtigt, er de berørte parter i deres skriftlige indlæg nået til modsatte konklusioner. Jeg mener derfor, at den retlige analyse skal begynde med en række indledende overvejelser for at afklare genstanden for den fra Domstolen ønskede fortolkning.
29. På grundlag af disse overvejelser mener jeg ikke, at genstanden reelt er vurderingen af, hvorvidt beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget som helhed er foreneligt med artikel 28 TEUF og 30 TEUF. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsens ordlyd, er det tværtimod netop det nye tiltag i form af inkluderingen af værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet i det ovennævnte beregningsgrundlag, som forekommer at ligge til grund for den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål til Domstolen (del A).
30. På grundlag af denne sidstnævnte antagelse vil jeg inden for rammerne af realitetsbehandlingen først og fremmest fastslå, at de omhandlede bidrag skal anses for at belaste varebevægelser, i det omfang de rammer overførsler af varer inden for Fællesskabet, og således er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 28 TEUF og 30 TEUF. Jeg vil efterfølgende prøve, om inkluderingen af overførsler inden for Fællesskabet i beregningsgrundlaget for disse bidrag udgør en tilsidesættelse af det i samme traktatbestemmelser fastsatte forbud mod afgifter med tilsvarende virkning som en told, og konkludere, at dette faktisk er tilfældet (del B).
31. Subsidiært, såfremt Domstolen måtte fastslå, at genstanden for det foreliggende præjudicielle spørgsmål i modsætning til min opfattelse er beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag som helhed, vil jeg bemærke, at de omhandlede bidrag i denne situation skal kvalificeres som »interne afgifter« i artikel 110 TEUF’s forstand. På dette grundlag vil jeg konkludere, at C3S og tillægsbidraget i deres nuværende udformning ikke udgør en tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse. Derimod kan de i to specifikke tilfælde alligevel anses for omfattet af forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning (del C). Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, om dette er tilfældet.
A. Genstanden for det præjudicielle spørgsmål
32. På baggrund af forelæggelsesafgørelsen ønsker den forelæggende ret oplyst, om inkluderingen af værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet i beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget, dvs. i den samlede årlige omsætning for virksomheder, der skal betale disse bidrag, er forenelig med artikel 28 TEUF og 30 TEUF.
33. Den forelæggende ret har herefter præciseret, at den alene nærer tvivl om, hvorvidt inkluderingen af et særligt beløb i beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget er forenelig med de ovennævnte traktatbestemmelser, og ikke om beregningsgrundlaget som helhed er foreneligt hermed.
34. Dette kan udledes ikke alene af ordlyden af det præjudicielle spørgsmål, men også – og frem for alt – af den omstændighed, at inkluderingen af værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet i beregningsgrundlaget for de omhandlede bidrag udgør et nyt tiltag i den nationale lovgivning.
35. Denne omstændighed er nærmere bestemt et resultat af kombinationen af en lovgivningsmæssig udvikling og af en efterfølgende fortolkning anlagt af den forelæggende ret. Hvad angår lovgivningen blev sidestillingen mellem leveringer af varer mod vederlag og overførsler af varer inden for Fællesskabet, der blev indført ved artikel 28a i Rådets direktiv 91/680/EØF af 16. december 1991 om tilføjelse til det fælles merværdiafgiftssystem og om ændring, med henblik på afskaffelse af de fiskale grænser, af direktiv 77/388/EØF (6), gennemført i den nationale retsorden ved artikel 1 i lov nr. 92/677 (7). Fra og med dette tidspunkt var værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet inkluderet i fastsættelsen af den samlede momspligtige omsætning.
36. National retspraksis fastslog senere, at der netop skal tages højde for den i momsangivelsen indberettede samlede omsætning, som inkluderer værdien af overførsler inden for Fællesskabet, ved fastsættelsen af beregningsgrundlaget for C3S (8). Cour de cassation (kassationsdomstol) har således i to forskellige sager konkluderet, at værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet indgår i dette beløb, selv om disse overførsler ikke i sig selv skaber nogen omsætning (9).
37. Efter min opfattelse er det helt åbenbart, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om denne retspraksis er forenelig med artikel 28 TEUF og 30 TEUF. Med andre ord nærer den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt inkluderingen af værdien af overførsler inden for Fællesskabet i beregningsgrundlagetforC3S og for tillægsbidraget, og ikke beregningsgrundlagetsom helhed, skal kvalificeres som en »afgift med tilsvarende virkning« som en told.
38. I denne sammenhæng bekræfter den henvisning til dom Rousseau Wilmot (295/84, EU:C:1985:473) (10), som Kommissionen har anført i sine skriftlige indlæg under sagen og gentaget i retsmødet, blot ovenstående konklusion.
39. I Rousseau Wilmot-dommen tog Domstolen stilling til, om C3S var forenelig med forbuddet mod at indføre eller opretholde omsætningsafgifter i medfør af artikel 33 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (11). Til støtte for konklusionen, hvorefter C3S ikke har karakter af en omsætningsafgift, bemærkede Domstolen, at C3S er baseret på virksomhedernes aktiviteter og beregnet på grundlag af den samlede årlige omsætning uden direkte at påvirke prisen på varer og tjenesteydelser (12). Heraf har Kommissionen udledt, at C3S, idet det ikke kan opfattes som et bidrag, der belaster varerne som sådan, ikke falder ind under anvendelsesområdet for det i artikel 28 TEUF og 30 TEUF fastsatte forbud mod afgifter med tilsvarende virkning. Samme konklusion bør ifølge Kommissionen drages med hensyn til tillægsbidraget, idet det opkræves på samme beregningsgrundlag som for C3S.
40. Jeg er helt klart af den opfattelse, at den nævnte dom ikke er relevant for den foreliggende sag, fordi det beregningsgrundlag, som var genstand for Domstolens retlige vurdering, i modsætning til det her omhandlede ikke inkluderede værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet.
41. Denne værdi kan nemlig ikke anses for at have indgået i beregningsgrundlaget for C3S, før Cour de cassation (kassationsdomstol) i dommen i sagen Organic mod Cofiroute fastslog, at den samlede omsætning, som der skulle tages højde for med henblik på fastsættelse af dette beregningsgrundlag, var den i momsangivelsen indberettede, hvilken netop omfatter overførsler inden for Fællesskabet i henhold til artikel 256, pkt. III, i den almindelige skattelov.
42. Da Domstolens dom i Rousseau Wilmot-sagen blev afsagt i 1987, dvs. ca. otte år inden dommen i sagen Organic mod Cofiroute, må det i konsekvens heraf fastslås, at beregningsgrundlaget for C3S, som var genstand for Domstolens prøvelse i Rousseau Wilmot-sagen, ikke inkluderede værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet.
43. Af denne grund kunne den forelæggende ret a quo ikke udlede, at artikel 28 TEUF og 30 TEUF ikke fandt anvendelse på beregningsgrundlaget for C3S (og tillægsbidraget), ved at basere sig på konklusionerne i Rousseau Wilmot-dommen, idet Domstolen udtalte sig om C3S’ karakter på et tidspunkt, hvor værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet ikke indgik i beregningsgrundlaget for det nævnte bidrag.
44. Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om inkluderingen af værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet i beregningsgrundlaget bevirker, at artikel 28 TEUF og 30 TEUF finder anvendelse på de omhandlede bidrag, og om der i givet fald er tale om en tilsidesættelse af de ovennævnte bestemmelser.
45. I lyset af ovenstående overvejelser foreslår jeg Domstolen ikke at omformulere det præjudicielle spørgsmål, som er genstand for den foreliggende sag, idet en sådan omformulering efter min opfattelse vil indebære en markant påvirkning af spørgsmålets genstand, såsom den er afgrænset ved den af den forelæggende ret anlagte fortolkning.
46. Jeg vil desuden minde om, at Domstolen ifølge fast praksis med henblik på besvarelsen af de forelagte spørgsmål lægger den forelæggende rets fortolkning af de omhandlede nationale bestemmelser til grund, uden hverken at kunne sætte spørgsmålstegn herved eller at kunne efterprøve, om den er korrekt (13).
B. Spørgsmålet om, hvorvidt inkluderingen af overførsler af varer inden for Fællesskabet iberegningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidrageter forenelig med artikel 28 TEUF og 30 TEUF
47. Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 28 TEUF og 30 TEUF regulerer toldunionens funktion, og indebærer et forbud mod told og enhver afgift med tilsvarende virkning i samhandelen mellem medlemsstaterne.
48. Dette forbud, der udgør en grundlæggende regel, hvis eventuelle undtagelser skal være udtrykkeligt fastlagt og fortolkes snævert, skal sikre varernes frie bevægelighed i Den Europæiske Union (14).
49. Når henses til sui generis karakteren af C3S og af tillægsbidraget må det erkendes, at der kan opstå tvivl om anvendeligheden af dette forbud i den foreliggende sag. Som Kommissionen har understreget i retsmødet, synes den omstændighed, at beregningsgrundlaget for disse bidrag udgøres af den samlede omsætning for selskaber og virksomheder, der skal betale de omhandlede bidrag, først og fremmest og ved første øjekast at adskille dem fra den form for afgifter, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 28 TEUF og 30 TEUF, fordi de pålægges varer som sådan. Imidlertid bevirker inkluderingen af værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet, dvs. af transaktioner, der i sig selv ikke skaber nogen omsætning, i beregningsgrundlaget, at de omhandlede bidrag, hvad angår dette element i beregningsgrundlaget, sidestilles med afgifter, der rammer enkelte transaktioner, alene fordi de opstår, og således pålægges varebevægelser i artikel 28 TEUF’s og 30 TEUF’s forstand.
50. Som anført i punkt 32-46 i dette forslag til afgørelse er genstanden for det præjudicielle spørgsmål fra den forelæggende ret imidlertid begrænset til kun at omfatte det element, der vedrører overførsler af varer inden for Fællesskabet. Det er således rimeligt at konkludere, at de omhandlede overførsler omfattes af anvendelsesområdet rationae materiae for artikel 28 TEUF og 30 TEUF.
51. Som ventet udtrykte Kommissionen i retsmødet stærk modstand mod en sådan konklusion. Efter Kommissionens opfattelse finder artikel 28 TEUF og 30 TEUF ikke anvendelse uanset Domstolens standpunkt med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede bidrag påvirker varernes frie bevægelighed. Såfremt Domstolen fastslår, at C3S og tillægsbidraget påvirker varernes frie bevægelighed, skal de ifølge Kommissionen således vurderes som »interne afgifter« i lyset af artikel 110 TEUF. Hvis der imidlertid ikke er tale om en sådan påvirkning, således som Kommissionen er fortaler for, falder afgifterne sandsynligvis inden for anvendelsesområdet for det i artikel 35 TEUF fastsatte forbud mod »foranstaltninger med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion« (15).
52. Det er derfor nødvendigt at gøre en række overvejelser for at fastslå, om en af de af Kommissionen nævnte bestemmelser i den foreliggende sag finder anvendelse i stedet for artikel 28 TEUF og 30 TEUF.
53. Ifølge artikel 110 TEUF er det forbudt for medlemsstaterne at pålægge importerede varer afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer.
54. Dette forbud mod diskriminerende interne afgifter og forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning kan ikke anvendes kumulativt, hvorfor en og samme foranstaltning ikke samtidigt kan henhøre under disse to kategorier, således som traktaten er opbygget (16).
55. Som det følger af fast praksis, er forskellen mellem de to kategorier, at en intern afgift udelukkende rammer det grænseoverskridende produkt som sådant, mens en afgift med tilsvarende virkning både rammer importerede, eksporterede og indenlandske produkter (17).
56. Henset til, at den af den forelæggende ret ønskede vurdering alene vedrører overførsel af varer som en specifik kommerciel transaktion uden tilknytning til det eventuelle fremtidige salg af varerne, skal det i denne forbindelse bemærkes, at C3S og tillægsbidraget i henhold til den franske lovgivning alene er overførsler inden for Fællesskabet, der er omfattet (18), hvorimod indenlandske overførsler er fritaget for afgifterne.
57. Det følger heraf, at artikel 110 TEUF ikke kan finde anvendelse på den foreliggende sag.
58. Samme konklusion må drages med hensyn til anvendelsen af artikel 35 TEUF.
59. Den sidstnævnte bestemmelse forbyder kvantitative udførselsrestriktioner og enhver foranstaltning med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne, på linje med det i artikel 34 TEUF fastsatte forbud med hensyn til indførsler.
60. Hvad angår artikel 34 TEUF er det utvetydigt fastslået i Domstolens praksis, at forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner udgør en lex generalis i forhold til andre specifikke traktatbestemmelser, herunder især bestemmelserne om afgifter med tilsvarende virkning. Derfor finder artikel 34 TEUF anvendelse subsidiært i forhold til disse bestemmelser (19). Efter min opfattelse er det utvivlsomt, at denne retspraksis også kan finde anvendelse på artikel 35 TEUF. I de situationer, hvor forudsætningerne for anvendelse af artikel 28 TEUF og 30 TEUF er opfyldt, finder disse artikler anvendelse i stedet for artikel 35 TEUF.
61. Det kan ikke benægtes, at disse forudsætninger er opfyldt i den foreliggende sag, som anført i punkt 47-50 i dette forslag til afgørelse.
62. Inkluderingen af værdien af overførsler af varer inden for Fællesskabet i beregningsgrundlaget for de omtvistede bidrag skal derfor vurderes i lyset af artikel 28 TEUF og 30 TEUF.
63. Det skal navnlig efterprøves, om pålæggelsen af C3S og af tillægsbidraget på overførsler af varer til andre medlemsstater kan kvalificeres som en afgift med tilsvarende virkning og derfor udgør en tilsidesættelse af de ovennævnte traktatbestemmelser.
64. Som bekendt viser begrebet »afgift med tilsvarende virkning«, at det ikke blot var traktatgivers hensigt at forbyde de foranstaltninger, som åbenlyst fremstår som told i traditionel forstand, men også alle foranstaltninger, der fremtræder under andre betegnelser, men som har de samme virkninger som told (20).
65. I Domstolens seneste praksis defineres dette begreb som »enhver økonomisk byrde, der ikke er told i egentlig forstand, som pålægges ensidigt og belaster varer som følge af grænseoverskridelsen, hvor lav den end måtte være og uanset benævnelse eller opkrævningsmåde« (21).
66. Indledningsvis kan det konstateres, at C3S og tillægsbidraget på overførsler af varer inden for Fællesskabet uden tvivl er »økonomiske byrder«, fordi de udgør en forhøjelse af det beløb, som årligt skal betales til det organ, som varetager opkrævningen, dvs. CNRSI.
67. Det kan heller ikke benægtes, at de »pålægges ensidigt« af den franske stat, fordi de følger af en fortolkende retspraksis om den relevante nationale lovgivning.
68. Endelig belaster disse bidrag alene overførsler af varer til andre medlemsstater, og derimod ikke indenlandske overførsler. Det følger heraf, at de opkræves som følge af grænseoverskridelsen.
69. I lyset af disse betragtninger skal det konkluderes, at C3S og tillægsbidraget på overførsler af varer inden for Fællesskabet udgør afgifter med tilsvarende virkning som told, der er forbudt i henhold til artikel 28 TEUF og 30 TEUF.
70. Der skal dog erindres om, at ifølge Domstolens praksis tillades to undtagelser til forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning. Den første undtagelse finder anvendelse, såfremt den omhandlede afgift udgør et forholdsmæssigt vederlag for en faktisk erlagt tjenesteydelse til en erhvervsdrivende (22), hvorimod den anden undtagelse finder anvendelse, såfremt afgiften, på visse betingelser, opkræves for at opfylde fællesskabsretlige forpligtelser (23).
71. Det fremgår af sagsakterne, at det element i C3S og i tillægsbidraget, som vedrører overførsler af varer inden for Fællesskabet, ikke omfattes af nogen af de ovennævnte undtagelser. For det første er hensigten med dette element en forholdsmæssig finansiering af solidaritetsfonden for ældre og pensionsreservefonden (i tilfældet med C3S) samt den nationale sygeforsikringskasse for lønmodtagere (for tillægsbidragets vedkommende), således at elementet ikke udgør et vederlag for en i forhold til den erlagte tjenesteydelse forholdsmæssig stor fordel for selskaber og virksomheder, der skal betale dette element. For det andet opkræves dette element uden tvivl ikke i forbindelse med kontroller for at opfylde EU-retlige forpligtelser.
C. Spørgsmålet om, hvorvidt beregningsgrundlaget forC3S og for tillægsbidragetsom helhed er foreneligt med varernes frie bevægelighed
72. Såfremt Domstolen måtte finde det hensigtsmæssigt at omformulere det præjudicielle spørgsmål fra den forelæggende ret, således at dets rækkevidde også omfatter beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget, dvs. den samlede årlige omsætning for selskaber og virksomheder, der skal betale disse bidrag, som helhed, vil jeg subsidiært foretage en bedømmelse heraf.
73. En sådan omformulering kræver først og fremmest en grundig analyse af anvendeligheden af traktatens bestemmelser om varernes frie bevægelighed med hensyn til de omhandlede bidrag. Som bemærket ovenfor gør den omstændighed, at C3S og tillægsbidraget belaster den samlede årlige omsætning, at de i princippet adskiller sig fra den form for afgifter, som påvirker den frie bevægelighed for varer.
74. I deres skriftlige indlæg har både den franske regering og Kommissionen med udgangspunkt i spørgsmålet, således som det er defineret i de foregående punkter, begge anført, at det med prøvelsen skal afgøres, om artikel 110 TEUF, og ikke artikel 28 TEUF og 30 TEUF, finder anvendelse på de omhandlede afgifter. Jeg mener, at denne bemærkning af grunde, som jeg vil uddybe i det følgende, er korrekt prima facie, og jeg vil derfor koncentrere min analyse om artikel 110 TEUF og spørgsmålet, om den finder anvendelse med hensyn til C3S og tillægsbidraget.
75. Det er værd at bemærke, at artikel 110 TEUF fastsætter et forbud for medlemsstaterne mod at pålægge importerede varer afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer.
76. Den franske regering og Kommissionen har bestridt, at denne bestemmelse finder anvendelse henset til, at C3S og tillægsbidraget omfattes af begrebet »direkte afgifter« (24). Ifølge disse parter kan alene »indirekte afgifter« udgøre en hindring for varernes frie bevægelighed.
77. Jeg er ikke enig i denne konklusion.
78. Efter min opfattelse er sondringen mellem direkte og indirekte afgifter uden betydning med hensyn til afgrænsningen af anvendelsesområdet for artikel 110 TEUF.
79. I denne forbindelse vil jeg indledningsvis bemærke, at Domstolen, når den er blevet anmodet om at udtale sig om, hvorvidt nationale foranstaltninger vedrørende direkte beskatning er forenelig med de grundlæggende friheder, konsekvent har fastslået, at selv om direkte beskatning ganske vist henhører under medlemsstaternes kompetence, skal disse dog udøve denne kompetence under overholdelse af EU-retten (25).
80. Når medlemsstaternes foranstaltninger vedrørende direkte beskatning som hovedregel ikke falder uden for anvendelsesområdet for andre grundlæggende friheder, mener jeg, at det for at sikre en vis konsekvens er udelukket, at de nævnte foranstaltninger skulle falde uden for anvendelsesområdet for varernes frie bevægelighed.
81. Det er for øvrigt ikke vanskeligt at forestille sig, at en medlemsstat kan fremme indenlandske produkter gennem en indkomstbeskatningsordning, der i praksis er mere bebyrdende for eksportvirksomheder end for virksomheder, som har til hensigt at sælge egne produkter i hjemlandet.
82. Eftersom begrebet »direkte afgift« ikke er defineret i EU-retten, ville et kriterium baseret på sondringen mellem direkte og indirekte afgifter under alle omstændigheder skulle tage udgangspunkt i kvalificeringen på nationalt niveau. I denne forbindelse er det velkendt, at disse kvalificeringer ikke er relevante, idet medlemsstaterne ellers ville kunne omgå de EU-retlige bestemmelser (26).
83. Jeg mener derfor ikke, at kvalificeringen af C3S og af tillægsbidraget som direkte eller indirekte afgift kan udgøre et relevant kriterium ved afgørelsen af, om disse bidrag pålægges varer som sådan, med henblik på at fastslå, om artikel 110 TEUF skal finde anvendelse i den foreliggende sag.
84. Tværtimod mener jeg, at det ønskede kriterium kan udledes af tidligere retspraksis, og navnlig de afgørelser, hvor formålet med det i artikel 110 TEUF fastsatte forbud mod diskriminerende interne afgifter er nærmere behandlet.
85. Jeg henviser nærmere bestemt til dom Schöttle (20/76, EU:C:1977:26) (27). Ved besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt artikel 95 EF (nu artikel 110 TEUF) fandt anvendelse på en afgift på godstransport ad landevej, bemærkede Domstolen først og fremmest, at denne bestemmelse har til formål at fjerne sådanne skjulte (28) hindringer for de frie varebevægelser, som kan opstå som følge af en medlemsstats afgiftsbestemmelser, og at begrebet afgift, som pålægges en vare, under hensyn til den nævnte bestemmelses opbygning og formål skal fortolkes vidt (29). På grundlag af disse overvejelser konkluderede Domstolen, at artikel 110 TEUF henset til formålet med artiklen nødvendigvis finder anvendelse på en afgift som den omhandlede, fordi den »virker umiddelbart tilbage på den indenlandske og den indførte vares pris« (30).
86. Som generaladvokaten Sharpston for nylig har bemærket, fastslog denne dom princippet om, at »en afgift på virksomhed, der vedrører varer, kun falder inden for artikel 90 EF’s [nu artikel 110 TEUF’s] anvendelsesområde, hvor der er tale om en umiddelbar virkning på varernes pris« (31).
87. Af dette princip følger således, at vurderingen af, om artikel 110 TEUF finder anvendelse, ikke afhænger af det rent formelle spørgsmål om, hvorvidt kriterierne for anvendelsen af den omhandlede afgift vedrører en virksomhed eller en vare, men tværtimod kræver, at det efterprøves, om en sådan afgift har den virkning at forhøje kostprisen for indenlandske produkter og for importerede eller eksporterede produkter. Såfremt denne virkning foreligger, kan det utvivlsomt konkluderes, at den omhandlede afgift belaster varerne og i konsekvens heraf er omfattet af det i artikel 110 TEUF fastsatte forbud mod diskriminerende interne afgifter.
88. Ved anvendelse af dette princip i den foreliggende sag er det nødvendigt at vurdere, om C3S og tillægsbidraget, selv om de formelt belaster den samlede omsætning for selskaber og virksomheder, der skal betale disse bidrag, som følge af den økonomiske overvæltningsmekanisme har den virkning at forhøje kostprisen for varer solgt på det franske område og varer, som overføres til andre medlemsstater.
89. Med hensyn til varer solgt på det franske område må man formode, at beløbet for C3S (0,13%) og for tillægsbidraget (0,03%) normalt overvæltes af selskaber og virksomheder, der skal betale de omhandlede bidrag, på varernes kostpris. Samme overvejelse gælder for så vidt angår varer, som overføres til andre medlemsstater, således at man må antage, at beløbet for bidragene overvæltes på værdien af de varer, der er genstand for hver overførsel (32). Virkningen af pålæggelse af C3S og af tillægsbidraget er således at kostprisen for begge varekategorier forhøjes.
90. Det følger heraf, at hvis rækkevidden af det foreliggende præjudicielle spørgsmål udvides til at vedrøre hele beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget, skal disse bidrag efter min opfattelse antages at udgøre en hindring for varernes frie bevægelighed.
91. Da disse bidrag belaster både varer solgt på det franske område og varer, som eksporteres til andre medlemsstater, falder de i princippet inden for anvendelsesområdet for artikel 110 TEUF (33).
92. I denne sammenhæng skal det imidlertid erindres om, at Domstolen i sin praksis har præciseret, at en afgift kun udgør en »intern afgift« i artikel 110 TEUF’s forstand, og således ikke kan kvalificeres som afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 28 TEUF og 30 TEUF, såfremt den er et led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes på kategorier af produkter, uanset disses oprindelse eller bestemmelsessted (34).
93. I forbindelse med denne vurdering kan det være nødvendigt for det første at tage hensyn til det formål, hvortil afgiftsprovenuet skal anvendes. Når provenuet af en sådan afgift er bestemt til at finansiere aktiviteter, der i særlig grad er til fordel for de produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, udgør den omhandlede byrde en afgift med tilsvarende virkning, i det omfang den afgiftsbyrde, der påhviler disse produkter, fuldstændigt opvejes af de fordele, som afgiften skal finansiere, hvorimod afgiftsbyrden for eksporterede produkter udgør en nettobyrde (35).
94. Denne situation foreligger tværtimod ikke i den foreliggende sag. I denne sammenhæng fastsætter artikel 651-1 i loven om social sikring nemlig, at provenuet af C3S og af tillægsbidraget skal finansiere budgettet for organer, som er oprettet til fordel for lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, dvs. RSI, solidaritetsfonden for ældre, pensionsreservefonden og den nationale sygeforsikringskasse for lønmodtagere. Som fremhævet af den franske regering i dens skriftlige indlæg adskiller ydelserne fra disse organer sig ikke afhængigt af, om selskaber og virksomheder, der skal betale de omhandlede bidrag, gennemfører overførsler af varer på det franske område eller til andre medlemsstater.
95. For det andet kræver vurderingen som omhandlet i punkt 93, at det i lyset af dom Denkavit (132/78, EU:C:1979:139) fastslås, om afgiftsbyrden belaster indenlandske produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, og produkter, der eksporteres i uforarbejdet stand, på samme stadium i omsætningen, og hvorvidt grundlaget for afgiftskravets stiftelse er det samme for de to produktkategorier (36). I modsat fald ville den omhandlede afgift skulle omkvalificeres som afgift med tilsvarende virkning.
96. I denne sammenhæng er det hensigtsmæssigt først og fremmest at bemærke, at det i senere retspraksis synes at blive lagt til grund, at det forhold, at afgiften har samme udløsende omstændighed, »absorberes« af, at indenlandske og eksporterede produkter beskattes på samme stadium i omsætningen (37). I lyset heraf skal jeg begrænse mig til at tage stilling til, om den omstændighed, at produkter, som overføres til andre medlemsstater, belastes af C3S og af tillægsbidraget netop på overførselstidspunktet, hvorimod produkter overført i hjemlandet først belastes af samme afgifter på salgstidspunktet, bevirker, at de ovennævnte bidrag ikke pålægges de to produktkategorier »på samme stadium i omsætningen«.
97. Det sidstnævnte begreb er fortolket bredt af Domstolen, ifølge hvilken der skal lægges vægt på de økonomiske realiteter og ikke de ydre former (38). Eksempelvis fastslog Domstolen i dom Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244), at en afgift, der pålægges svin, der er beregnet til slagtning i hjemlandet, på det tidspunkt, de leveres til slagtning, og levende svin på eksporttidspunktet, skal anses for pålagt på samme stadium i omsætningen, idet begge transaktioner gennemføres med henblik på, at svinene forlader den indenlandske primærproduktion (39). På tilsvarende måde synes afgifter såsom C3S og tillægsbidraget, som opkræves på tidspunktet for overførsel af varer til andre medlemsstater og på tidspunktet for salg af varer overført i hjemlandet, ikke at pålægges på to forskellige stadier i omsætningen. Det er efter min opfattelse nemlig uhyre vanskeligt at hævde, at salg og overførsel med henblik på salg i den økonomiske realitet ikke hører til samme stadium i omsætningen.
98. Sammenfattende, såfremt rækkevidden af det foreliggende præjudicielle spørgsmål udvides til at omfatte beregningsgrundlaget for C3S og for tillægsbidraget som helhed, skal disse bidrag opfattes som »interne afgifter« som omhandlet i artikel 110 TEUF.
99. Spørgsmålet om, hvorvidt de nævnte bidrag i højere grad belaster varer overført inden for Fællesskabet end varer overført i hjemlandet, hvilket således ville udgøre en tilsidesættelse af den ovennævnte bestemmelse, skal med al sandsynlighed besvares benægtende. Købsprisen (eller kostprisen), som i medfør af momsdirektivets artikel 76 udgør beregningsgrundlaget for varer, der overføres inden for Fællesskabet, er nemlig i princippet lavere end salgsprisen, der udgør afgiftsgrundlaget for varer overført i hjemlandet. Det påhviler imidlertid den forelæggende ret at fastslå, om denne antagelse er korrekt.
100. Under alle omstændigheder har Kommissionen i sine skriftlige indlæg anført to tilfælde, hvor C3S og tillægsbidraget kunne udgøre en hindring for varernes frie bevægelighed, som er forbudt i medfør af artikel 110 TEUF. Det første tilfælde er det, hvor den franske lovgivning ikke indrømmer ret til fra beregningsgrundlaget at fradrage bidrag for varer, der overføres til en anden medlemsstat, men ikke sælges og herefter atter overføres til Frankrig, hvorimod det andet tilfælde er det, hvor de til en anden medlemsstat overførte varer bogføres endnu en gang i beregningsgrundlaget på tidspunktet for det reelle salg.
101. I det første tilfælde, og forudsat at den nationale lovgivning ikke rummer andre effektive midler for at opnå tilbagebetaling af beløb, som er blevet betalt for C3S og for tillægsbidraget med hensyn til varer, som ikke sælges (40), mener jeg, at afgifter på overførsler inden for Fællesskabet, der ikke har tilknytning til det fremtidige salg af de berørte varer, endeligt opkræves alene som følge af grænseoverskridelsen. I konsekvens heraf ville de skulle vurderes i lyset af det i artikel 28 TEUF og 30 TEUF fastsatte forbud mod afgifter med tilsvarende virkning.
102. Med hensyn til det andet tilfælde ville de omhandlede afgifter således belaste varer overført til andre medlemsstater to gange (i forbindelse med overførsel og salg), men kun pålægges varer overført i hjemlandet en gang (på salgstidspunktet), hvorfor C3S og tillægsbidraget af overførsler inden for Fællesskabet ligeledes ville være anvendelsesområdet for artikel 28 TEUF og 30 TEUF, som Domstolen allerede har lagt til grund med hensyn til den situation, hvor der alene foreligger to grundlag for afgiftskravets stiftelse for importerede produkter (41).
103. Idet den konkrete analyse tilkommer den forelæggende ret, skal de omhandlede afgifters forenelighed med artikel 28 TEUF og 30 TEUF efterprøves i begge tilfælde med henvisning til overvejelserne i punkt 62-69 i dette forslag til afgørelse.
IV. Forslag til afgørelse
104. På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål, som Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) har forelagt, på følgende måde:
»Artikel 28 og 30 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal fortolkes således, at de er til hinder for, at værdien af varer, som overføres fra Frankrig til en anden EU-medlemsstat af en afgiftspligtig person, der skal betale det sociale solidaritetsbidrag og tillægsbidraget hertil, eller for dennes regning, til brug for den pågældendes virksomhed, tages i betragtning som fastlagt i den i hovedsagen nævnte nationale lovgivning, når den samlede omsætning, der udgør beregningsgrundlaget for disse bidrag, skal fastlægges.«
1 – Orignalsprog: italiensk
2 – EUT 2006, L 347, s. 1.
3 – Jf. Cour de cassation (kassationsdomstol), Soc., 29.6.1995, nr. 92-22 025, Organic mod Cofiroute.
4 – Jf. Cour de cassation (kassationsdomstol), Anden afdeling for civile sager, 11.2.2016, nr. 14-26 363, Société Schaeffler France mod Caisse nationale du RSI, og Cour de cassation (kassationsdomstol), Anden afdeling for civile sager, 7.11.2013, nr. 12-25 776, Société Soitec mod Caisse nationale du RSI.
5 – Jf. den i fodnote 4 i dette forslag til afgørelse nævnte retspraksis.
6 – EFT 1991, L 376, s. 1.
7 – Loi n° 92-677 du 17 juillet 1992 portant mise en œuvre par la République française de la directive du Conseil des communautés européennes (C.E.E.) n° 91-680 complétant le système commun de la taxe sur la valeur ajoutée et modifiant, en vue de la suppression du contrôle aux frontières, la directive (C.E.E.) n° 77-388 et de la directive (C.E.E.) n° 92-12 relative au régime général, à la détention, à la circulation et au contrôle des produits soumis à accise (JORF nr. 166 af 19.7.1992, s. 9700) (lov nr. 92-677 af 17.7.1992 om Den Franske Republiks gennemførelse af Rådets direktiv 91/680/EØF om tilføjelse til det fælles merværdiafgiftssystem og om ændring, med henblik på afskaffelse af de fiskale grænser, af direktiv 77/388/EØF, og direktiv nr. 92/12/EØF om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed).
8 – Jf. fodnote 3 i dette forslag til afgørelse.
9 – Jf. fodnote 4 i dette forslag til afgørelse.
10 – Dom af 27.11.1985, Rousseau Wilmot (295/84, EU:C:1985:473).
11 – EFT 1977, L 145, s. 1.
12 – Dom af 27.11.1985, Rousseau Wilmot (295/84, EU:C:1985:473, præmis 16).
13 – Jf. bl.a. dom af 15.9.2011, Gueye (C-483/09 og C-1/10, EU:C:2011:583, præmis 42), af 15.4.2010, Fundación Gala-Salvador Dalí og Visual Entidad de Gestión de Artistas Plásticos (C-518/08, EU:C:2010:191, præmis 21), og af 21.10.2010, Padawan (C-467/08, EU:C:2010:620, præmis 22).
14 – Med hensyn til karakteren af grundlæggende regler henvises til bl.a. dom af 1.7.1969, Kommissionen mod Italien (24/68, EU:C:1969:29, præmis 10). Angående pligten til at fortolke eventuelle undtagelser snævert henvises senest til dom af 3.12.1998, KappAhl (C-233/97, EU:C:1998:585, præmis 18).
15 – Jeg mener, at dette er det reelle indhold af Kommissionens argument, og at Kommissionens henvisning til C3S’ og tillægsbidragets karakter af indirekte afgifter (som således omfattes af artikel 110 TEUF) eller direkte afgifter (som sandsynligvis omfattes af artikel 35 TEUF) alene skyldes behovet for at besvare Domstolens specifikke spørgsmål herom. Hvad angår den omstændighed, at sondringen mellem direkte og indirekte afgifter savner betydning i den foreliggende sag, henvises til punkt 78-83 i dette forslag til afgørelse.
16 – Dom af 2.10.2014, Orgacom (C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 20), og af 8.11.2007, Stadtgemeinde Frohnleiten og Gemeindebetriebe Frohnleiten (C-221/06, EU:C:2007:657, præmis 26).
17 – Jf. dom af 21.9.2000, Michaïlidis (C-441/98 og C-442/98, EU:C:2000:479, præmis 22), og af 22.4.1999, CRT France International (C-109/98, EU:C:1999:199, præmis 11).
18 – Det er sandt, at denne virkning snarere synes at være et resultat af praksis ved Cour de cassation (kassationsdomstol), som flere gange nævnt i dette forslag til afgørelse. Imidlertid skal rækkevidden af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser ifølge Domstolens faste praksis bedømmes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning af dem. Jf. i denne retning eksempelvis domme af 16.9.2015, Kommissionen mod Slovakiet (C-433/13, EU:C:2015:602, præmis 81), og af 18.7.2007, Kommissionen mod Tyskland (C-490/04, EU:C:2007:430, præmis 49).
19 – Dom af 22.3.1977, Iannelli & Volpi (74/76, EU:C:1977:51, præmis 9), af 16.12.1992, Lornoy m.fl. (C-17/91, EU:C:1992:514, præmis 14), og af 17.6.2003, De Danske Bilimportører (C-383/01, EU:C:2003:352, præmis 30).
20 – Jf. dom af 14.12.1962, Kommissionen mod Luxembourg og Belgien (2/62 og 3/62, EU:C:1962:45, s. 805).
21 – Dom af 2.10.2014, Orgacom (C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 23).
22 – Jf. bl.a. dom af 9.9.2004, Carbonati Apuani (C-72/03, EU:C:2004:506, præmis 31), og af 22.4.1999, CRT France International (C-109/98, EU:C:1999:199, præmis 17).
23 – Jf. dom af 7.7.1994, Lamaire (C-130/93, EU:C:1994:281, præmis 14), og af 27.9.1988, Kommissionen mod Tyskland (18/87, EU:C:1988:453, præmis 6).
24 – I dette tilfælde er det ifølge Kommissionen nødvendigt at vurdere, om artikel 35 TEUF finder anvendelse i den foreliggende situation. Jf. punkt 51 i dette forslag til afgørelse.
25 – Jf. bl.a. dom af 6.10.2009, Kommissionen mod Spanien (C-153/08, EU:C:2009:618, præmis 28), af 18.7.2007, Lakebrink og Peters-Lakebrink (C-182/06, EU:C:2007:452, præmis 14), af 14.12.2006, Denkavit Internationaal og Denkavit France (C-170/05, EU:C:2006:783, præmis 19), og af 23.2.2006, Keller Holding (C-471/04, EU:C:2006:143, præmis 28). I denne sammenhæng, men med henvisning til en bestemmelse i afledt ret om gennemførelse af princippet om fri bevægelighed for arbejdstagere, henvises også til generaladvokat La Pergolas forslag til afgørelse Kommissionen mod Frankrig (C-34/98 og C-169/98, EU:C:1999:392, punkt 19).
26 – Selv om det lægges til grund, at den i den franske nationale lovgivning indførte kvalificering skal have en vejledende funktion for at fastsætte C3S’ og tillægsbidragets karakter, skal det bemærkes, at end ikke i henhold til den nationale ordning er der enighed om karakteren af disse bidrag, som nogle parter har anerkendt under retsmødet. I modsætning til Conseil constitutionnel (forfatningsråd), som har lagt til grund, at der er tale om en obligatorisk afgift, som hverken har karakter af socialt bidrag eller skattelignende bidrag, men derimod udgør en »beskatning af enhver art« i henhold til den franske forfatnings artikel 34 (afgørelse nr. 91-302 DC af 30.12.1991, betragtning nr. 12), har Cour de cassation (kassationsdomstol) derimod fastslået, at det drejer sig om et socialt bidrag henset til dets formål om udelukkende at finansiere sociale sikringsordninger (jf. eksempelvis Anden afdeling for civile sager, dom af 28.3.2002, nr. 00-17 675, og af 14.1.2010, nr. 09-11 284).
27 – Dom af 16.2.1977, Schöttle (20/76, EU:C:1977:26).
28 – Min fremhævelse.
29 – Min fremhævelse.
30 – Ibidem, punkt 15.
31 – Generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Stadtgemeinde Frohnleiten og Gemeindebetriebe Frohnleiten (C-221/06, EU:C:2007:372, punkt 36).
32 – Disse værdier kvantificeres særskilt af de berørte selskaber og virksomheder med henblik på dels deres inkludering i momsangivelsens rubrik nr. 6, hvor de sammen med indenlandske salg opgør det samlede beløb af »Leveringer inden for Fællesskabet«, dels deres indberetning til skattevæsenet til skattemæssige og statistiske formål i Déclaration d’échanges de biens entre États membres de la Communauté européenne (angivelse af varehandel mellem medlemsstaterne i Det Europæiske Fællesskab).
33 – Jf. den i fodnote 17 i dette forslag til afgørelse nævnte retspraksis.
34 – Dom af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 21), og af 8.6.2006, Koornstra (C-517/04, EU:C:2006:375, præmis 16).
35 – Dom af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 22), og af 8.6.2006, Koornstra (C-517/04, EU:C:2006:375, præmis 18).
36 – Jf. dom af 31.5.1979, Denkavit Loire (132/78, EU:C:1979:139, s. 1923).
37 – Jf. dom af 11.6.1992, Sanders Adour og Guyomarc’h Orthez Nutrition Animale (C-149/91 og C-150/91, EU:C:1992:261, præmis 18), hvor Domstolen udtalte sig således: »For så vidt angår kravet om, at afgiften har samme udløsende omstændighed, bemærkes, at det i en situation som i denne ikke gør nogen forskel, at afgiften på et importeret produkt erlægges på det tidspunkt, produktet importeres, og på det indenlandske produkt på det tidspunkt, hvor det videresælges eller forarbejdes, idet der økonomisk set er tale om samme stadium i afsætningen, da begge transaktioner gennemføres med henblik på anvendelse af produktet.« Domstolen bekræftede senere denne fortolkning i domme af 2.4.1998, Outokumpu (C-213/96, EU:C:1998:155, præmis 25), og af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 25). Jf. på dette punkt også generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse Outokumpu (C-213/96, EU:C:1997:540, punkt 35).
38 – Jf. i denne forbindelse generaladavokat Mischos forslag til afgørelse Nygård (C-234/99, EU:C:2001:260, punkt 30).
39 – Dom af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 30).
40 – I retsmødet har den franske regering anført, at en godtgørelse svarende til værdien af varer, som ikke sælges, kan opnås ved at indgive reklamationen i henhold til artikel L. 243-6 i code de la sécurité sociale, som regulerer den almindelige procedure for tilbagebetaling af »ubehørigt indbetalte« (»indûment versées«) sociale bidrag og familieydelser. I denne forbindelse har den franske regering indrømmet, at denne procedure blev anvendt i et enkelt tilfælde, og at den berørte virksomhed gav afkald på kravet, da skattevæsenet anmodede om den fornødne dokumentation. Henset til denne indrømmelse fra den franske regering nærer jeg tvivl om, at artikel L. 243-6 kan sikre en effektiv mulighed for tilbagebetaling af C3S og af tillægsbidraget, såfremt varer overført til en anden medlemsstat ikke sælges.
41 – Jf. dom af 17.9.1997, Fricarnes (C-28/96, EU:C:1997:412, præmis 28).