C-374/12 Valimar - Indstilling

C-374/12 Valimar - Indstilling

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. CRUZ VILLALÓN

fremsat den 27. februar 2014

Sag C-374/12

»Valimar« OOD

mod

Nachalnik na Mitnitsa Varna

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Varhoven administrativen sad (Bulgarien))

»Fælles handelspolitik – dumping – forordning (EF) nr. 384/96 – tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Rusland – forordning (EF) nr. 1601/2001 – pristilsagn – fornyet interimsundersøgelse – fornyet undersøgelse som følge af udløbet af foranstaltninger – forordning (EF) nr. 1279/2007 – bestemmelse af eksportprisen – pålideligheden af priserne ved eksport til Det Europæiske Fællesskab – hensyntagen til pristilsagn – ændrede omstændigheder – anvendelse af en anden metode end den, der blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse – vurdering af gyldigheden«

1. Domstolen har i den foreliggende sag hovedsageligt fået forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende en vurdering af gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1279/2007 af 30. oktober 2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Russiske Føderation og om ophævelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Thailand og Tyrkiet (2).

2. Dette gyldighedsspørgsmål afhænger i sig selv i det væsentlige af fortolkningen af artikel 11, stk. 9, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (3), en bestemmelse, som Domstolen, til forskel fra Retten (4), kun sjældent har haft lejlighed til at fortolke og anvende (5).

3. Domstolen anmodes nærmere bestemt om at besvare spørgsmålet om, hvorvidt EU’s institutioner i forbindelse med en fornyet undersøgelse af en antidumpingforanstaltning pålagt en eksporterende virksomhed kan benytte en »metode« til fastsættelse af sine eksportpriser, der er forskellig fra den, der blev anvendt i forbindelse med forordningen om indførelse af den oprindelige foranstaltning, og dermed definere, hvad »ændrede omstændigheder« som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, omfatter.

I – Retsforskrifter

A – International ret

4. Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (6), som findes i bilag 1A til aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, undertegnet i Marrakech den 15. april 1994, blev godkendt med Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994) (7), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence.

5. Da grundforordningen, som det fremgår af femte betragtning hertil, navnlig har til formål i videst muligt omfang at gennemføre de nye og detaljerede regler i 1994-antidumpingaftalen (8) i EU-retten, citeres de bestemmelser i denne aftale, der er relevante for en løsning af tvisten i hovedsagen, efter behov i det følgende.

B – EU-retten

1. Grundforordningen

6. På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var det grundforordningen, der fandt anvendelse (9), idet de vigtigste relevante bestemmelser heri er artikel 2, stk. 8 og 9, og artikel 11, stk. 3 og 9.

7. Grundforordningens artikel 2, stk. 8 og 9, bestemmer:

»8. Eksportprisen er den pris, der faktisk er betalt eller skal betales for varen, når den sælges fra eksportlandet til Fællesskabet.

9. Foreligger der ingen eksportpris, eller viser det sig, at der ikke kan fæstes lid til eksportprisen på grund af en forretningsmæssig forbindelse eller en kompensationsaftale mellem eksportøren og importøren eller en tredjepart, kan eksportprisen beregnes på grundlag af den pris, hvortil de indførte varer første gang videresælges til en uafhængig køber, eller hvis varerne ikke videresælges til en uafhængig køber eller ikke videresælges i den stand, hvori de er indført, på ethvert rimeligt grundlag.«

8. Grundforordningens artikel 11, stk. 9, bestemmer:

»I alle genoptagede undersøgelser eller undersøgelser om tilbagebetaling, som gennemføres i henhold til denne artikel, anvender Kommissionen under forudsætning af uændrede omstændigheder de samme metoder, som benyttedes i den undersøgelse, der resulterede i indførslen af den pågældende told, idet der tages behørigt hensyn til bestemmelserne i artikel 2, særlig stk. 11 og 12, og bestemmelserne i artikel 17.«

9. De øvrige relevante bestemmelser i grundforordningen citeres efter behov i det følgende.

2. Den oprindelige antidumpingforordning og afgørelsen om godtagelse af pristilsagn

10. Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 2. august 2001 forordning (EF) nr. 1601/2001 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Tjekkiske Republik, Rusland, Thailand og Tyrkiet og om endelig opkrævning af den midlertidige told (10). I henhold til denne forordnings artikel 1, stk. 2, indførtes en antidumpingtold på 50,7% på importen af nogle former for tovværk og kabler af jern og stål fra Rusland.

11. Det fremgår af betragtning 87 til forordning nr. 1601/2001, at de foreløbige resultater i betragtning 107 til forordningen om midlertidig told bekræftes, da der mangler nye oplysninger om eksportprisen (11). I denne forordning præciseres det, at eksportprisen for samarbejdsvillige eksporterende producenter fastsættes på grundlag af de eksportpriser, der faktisk var betalt eller skulle betales.

12. Kommissionen vedtog den 26. juli 2001 afgørelse 2001/602/EF om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Tjekkiske Republik, Republikken Korea, Malaysia, Rusland, Thailand og Tyrkiet og om afslutning af proceduren vedrørende importen af varer med oprindelse i Republikken Korea og Malaysia (12). I denne afgørelses artikel 1 præciseres det, at navnlig de tilsagn, der er afgivet af aktieselskabet Cherepovetsky Staleprokatny Zavod OAO, godtages (13).

3. Forordningen om fornyet undersøgelse af den oprindelige antidumpingtold og afgørelsen om ophævelse af afgørelsen om godtagelse af pristilsagn

13. I 2004 anmodede ChSPZ om en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3 (14).

14. Den 10. august 2004 indledte Kommissionen den procedure om fornyet undersøgelse, der var blevet anmodet om (15).

15. Den 1. januar 2006 blev ChSPZ omdannet til Closed Joint Stock Company Severstal-Metiz (16) med hovedsæde i Cherepovets (Den Russiske Føderation) efter fusionen med selskabet Open Joint Stock Company Orlovsky Staleprokatny Zavod og SSM (17).

16. Den 3. august 2006 indledte Kommissionen ligeledes en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltninger indført med forordning (EF) nr. 1601/2001 (18).

17. Rådet vedtog den 30. oktober 2007 forordning nr. 1279/2007 om afslutning af såvel den fornyede undersøgelse som følge af udløbet af foranstaltningerne som den delvise fornyede interimsundersøgelse, som SSM havde anmodet om. Det fremgår af denne forordnings artikel 1, stk. 2, at der indføres en endelig antidumpingtold på 9,7% på importen til Unionen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål produceret af SSM. I forordningen præciseres det ligeledes, at de pristilsagn, som navnlig SSM afgav efter den endelige fremlæggelse af konklusionerne, ikke var acceptable i henhold til grundforordningens artikel 8, stk. 2 (19).

18. De vigtigste betragtninger til forordning nr. 1279/2007, der er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen vedrørende fastsættelse af SSM’s eksportpriser, er gengivet efter behov nedenfor.

19. Ved afgørelse af samme dato ophævede Kommissionen sin afgørelse 2001/602 om accept af SSM’s pristilsagn (20).

C – Bulgarsk ret

20. § 214 i den bulgarske toldlov (Zakon na Mitnitsite), der omhandler tilbagebetaling af told, bestemmer:

»1) Godtgørelse af told består i en fuldstændig eller delvis tilbagebetaling af betalt import- eller eksporttold.

2) Tilbagebetalingen finder sted, såfremt det fastslås, at tolden ikke var skyldig på det tidspunkt, hvor den blev betalt, eller at grunden til, at den blev betalt, er bortfaldet.«

II – De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten

21. »Valimar« OOD (21) er et bulgarsk selskab, hvis virksomhed i det væsentlige består i import af og handel med tråd, tovværk, kabler og lignende varer af stål med forskellig oprindelse, herunder SSM’s produkter.

22. Ved indførslen til Bulgarien (på en ukendt dato) under ordningen med fri omsætning til specifikke destinationer af kabler af rustfrit stål fra Rusland eksporteret af SSM, skulle Valimar i medfør af forordning nr. 1279/2007 betale en endelig antidumpingtold på 9,7% svarende til et beløb på 2117,01 BGN.

23. Den 25. januar 2011 indgav Valimar en anmodning til Teritorialno mitnichesko upravlenie Varna (toldmyndighederne i Varna) om, at det fastslås, at ovennævnte antidumpingtold var blevet uberettiget betalt i medfør af § 214 i den bulgarske toldlov og artikel 236 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (22). Selskabet gjorde gældende, at forordning nr. 1297/2007 var ugyldig, og at den antidumpingtold, det havde betalt, skulle tilbagebetales.

24. Ved afgørelse af 24. februar 2011 afviste Nachalnik na Mitnitsa Varna (lederen af toldkammeret i Varna) anmodningen som ubegrundet og uden genstand, og denne afgørelse blev stadfæstet af direktøren for toldmyndigheden den 12. april 2011.

25. Afgørelsen af 24. februar 2011 blev indbragt for Administrativen sad Varna (forvaltningsdomstolen i Varna), som afviste klagen ved dom af 8. november 2011.

26. Valimar har derfor indgivet kassationsappel til Varhoven administrativen sad (den øverste forvaltningsdomstol) og har navnlig gjort gældende, at forordning nr. 1279/2007 var ugyldig, da den navnlig var blevet vedtaget i strid med grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med dennes artikel 2, stk. 8. Rådet har angiveligt ved fastsættelsen af SSM’s eksportpris anvendt en anden metode end den, der blev anvendt i forordning nr. 1601/2001 om indførelse af den oprindelige antidumpingtold, uden at denne forskel er begrundet i en ændring af omstændighederne i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 9.

III – Det præjudicielle spørgsmål og proceduren ved Domstolen

27. Varhoven administrativen sad har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal grundforordningens artikel 11, stk. 9 og 10, første punktum, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 8 og 9, fortolkes således, at disse bestemmelser, såfremt der ikke er dokumenteret en ændring af omstændigheder som omhandlet i artikel 11, stk. 9, har forrang for enhver form for implicit beføjelse for institutionerne i medfør af grundforordningens artikel 11, stk. 3, i forbindelse med fastsættelsen af eksportprisen, herunder – som det er tilfældet med […] forordning (EF) nr. 1279/2007 – institutionernes implicitte beføjelse til at vurdere, om [SSM’s] eksportpriser er pålidelige i fremtiden, idet de foretager en sammenligning med mindstepriserne i henhold til pristilsagnet og salgspriserne i tredjelande? Er det af betydning for besvarelsen af dette spørgsmål, såfremt institutionerne som i tilfældet med [SSM] og […] forordning […] nr. 1279/2007 under udøvelsen af deres beføjelser i forbindelse med vurderingen af de ændrede omstændigheders varige karakter med hensyn til forekomsten af dumping i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, beslutter at ændre antidumpingforanstaltningerne (ved at nedsætte toldsatsen)?

2) Følger det af besvarelsen af det første spørgsmål, at Kommissionen under de omstændigheder, der er beskrevet i den del af […] forordning […] nr. 1279/2007, der vedrører fastsættelsen af [SSM’s] eksportpris, og henset til, at der i denne forordning ikke udtrykkeligt er dokumenteret en ændring [af omstændigheder] som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, der kunne begrunde anvendelsen af en ny metode, burde have benyttet den metode til fastsættelse af eksportprisen, som blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, i den foreliggende sag i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 8?

3) Henset til besvarelsen af det første og det andet spørgsmål: Er Rådets forordning […] nr. 1279/2007 for så vidt angår den del, der vedrører fastsættelsen og indførelsen af de individuelle antidumpingforanstaltninger angående importen af kabler og tovværk af stål, der er produceret af [SSM], udstedt i strid med grundforordningens artikel 11, stk. 9 og 10, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 8, eller på et ugyldigt retsgrundlag, således at den bør anses for ugyldig for denne dels vedkommende?

28. Den sagsøgte i hovedsagen, den bulgarske regering samt Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen har fremsat skriftlige bemærkninger. Valimar, den sagsøgte i hovedsagen, den bulgarske regering samt Rådet og Kommissionen har ligeledes fremsat mundtlige bemærkninger under det offentlige retsmøde, som blev afholdt den 13. november 2013.

IV – Formaliteten med hensyn til anmodningen om præjudiciel afgørelse

29. Den bulgarske regering og den sagsøgte i hovedsagen gør gældende, at anmodningen om en præjudiciel afgørelse i medfør af den retspraksis, der er fastsat i dommen i sagen TWD Textilwerke Deggendorf (23) ikke kan antages til realitetsbehandling. Valimar er angiveligt i sin egenskab af eneimportør af SSM’s produkter umiddelbart og individuelt berørt af forordning nr. 1279/2007 i henhold til artikel 230, stk. 4, EF, således at selskabet direkte burde have bestridt gyldigheden af denne via det annullationssøgsmål, der er omhandlet i sidstnævnte bestemmelse inden for de frister, der er fastsat i artikel 230, stk. 5, EF. Den forelæggende ret fremsatte derimod den modsatte påstand og understregede navnlig, at Valimar var en uafhængig importør, der ikke var knyttet til SSM, og at det ikke havde deltaget i vedtagelsen af den pågældende forordning. Hverken Rådet eller Kommissionen har fremsat uantagelighedsindsigelse.

30. Under retsmødet gjorde Valimar gældende, at selskabet importerede SSM’s produkter til Bulgarien, men derimod ikke som sådan kunne betragtes som dets handelsrepræsentant eller anses for at have indgået en kontrakt om enerepræsentation med SSM. Derudover gjorde selskabet gældende, at Bulgarien på tidspunktet for indledning af den fornyede undersøgelsesprocedure (24) endnu ikke var medlem af EU (25), og at selskabet ikke importerede de pågældende produkter, så det kunne ikke anses for at have søgsmålskompetence i forbindelse med forordning nr. 1279/2007 på tidspunktet for forordningens vedtagelse.

31. Det følger af dommen i sagen TWD Textilwerke Deggendorf, at en fysisk eller juridisk person, der ved en national ret via en ugyldighedsindsigelse påstår, at en EU-retsakt er ugyldig, skal anses for at være afskåret fra at gøre indsigelse, når vedkommende kunne have anlagt et direkte annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, og har undladt at gøre dette inden for de frister, der er fastsat i denne bestemmelse. En anmodning om en præjudiciel afgørelse om gyldighed fremsat i en sådan situation skal derfor afvises.

32. Det fremgår imidlertid også af Domstolens retspraksis, at denne »indsigelse med krav om et parallelt søgsmål« kun kan gøres gældende over for en fysisk eller juridisk person (26), hvis det er »åbenbart« (27), at den ville have kunnet antages til realitetsbehandling ved et direkte annullationssøgsmål, eller hvis det godtgøres, at personen »uden tvivl« kunne anlægge et sådant annullationssøgsmål (28) eller utvivlsomt eller ubestrideligt (29) havde ret til at anlægge et sådant annullationssøgsmål og var blevet underrettet herom (30).

33. Domstolen har i denne forbindelse kendt for ret, at en importør, som er forbundet med en virksomhed, der er underlagt en antidumpingtold, og hvis videresalgspriser for de pågældende varer har dannet grundlag for beregningen af den eksportpris, som er fastsat i forordningen om indførelse af den pågældende told, skulle betragtes som umiddelbart og individuelt berørt af forordningen og »utvivlsomt« havde ret til at anlægge søgsmål direkte ved Unionens retsinstanser (31).

34. Valimar er, som det fremgår af såvel selskabets mundtlige indlæg som af den forelæggende rets præciseringer, ikke forbundet med SSM, og selskabets videresalgspriser har ikke været grundlag for fastsættelsen af SSM’s eksportpriser, så Valimar kan ikke anses for at have befundet sig i en situation svarende til den situation, som virksomheden i den sag, der gav anledning til Nachi Europe-dommen, befandt sig i.

35. Da det ikke kan fastslås, at Valimar utvivlsomt kunne have anlagt et direkte annullationssøgsmål mod forordning nr. 1279/2007, kan anmodningen om en præjudiciel afgørelse ikke afvises. Det kan i denne forbindelse ligeledes tilføjes, at for så vidt Valimar via nationale foranstaltninger til gennemførelse af forordning nr. 1279/2007 er blevet berørt af forordningens bestemmelser, har selskabet ikke kunnet påberåbe sig bestemmelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF, der antages at finde anvendelse, og i henhold til hvilke enhver fysisk eller juridisk person kan indbringe en klage med henblik på prøvelse af retsakter, som berører dem umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger (32).

V – Indledende bemærkninger om genstanden for tvisten i hovedsagen og formuleringen af de præjudicielle spørgsmål

36. I forbindelse med sin anmodning om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret stillet Domstolen to fortolkningsspørgsmål hovedsageligt vedrørende grundforordningens artikel 11, stk. 3 og 9, og et spørgsmål om vurdering af gyldigheden af forordning nr. 1279/2007, der hænger nøje sammen, og som er temmelig komplekse. Da denne kompleksitet følger af dobbeltheden i forordning nr. 1279/2007, forekommer det hensigtsmæssigt først at anbringe denne forordning i den lovgivningsmæssige sammenhæng, den indgår i, inden spørgsmålene besvares.

A – De vigtigste bestemmelser i grundforordningen om fornyet behandling af antidumpingforanstaltninger

37. I grundforordningens artikel 11, som navnlig omhandler varigheden af antidumpingforanstaltninger og genoptagelse af undersøgelser, præciseres det i stk. 1, at en antidumpingforanstaltning kun forbliver i kraft så længe og i det omfang, det er nødvendigt for at modvirke dumping, som forvolder skade. I stk. 2 bestemmes det således, at antidumpingforanstaltninger udløber fem år efter indførelsen heraf, idet det præciseres, at en undersøgelse kan genoptages ved foranstaltningernes udløb på Kommissionens initiativ eller på anmodning fremsat af eller på vegne af producenterne i Unionen, og en sådan fornyet undersøgelse kan føre til opretholdelse eller bortfald af foranstaltningen.

38. I grundforordningens artikel 11, stk. 3, første afsnit, bestemmes det desuden, at antidumpingforanstaltninger, når det anses for påkrævet, også kan tages op til genovervejelse på Kommissionens initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat, eller, forudsat at der er forløbet en rimelig periode på mindst et år siden indførelsen af de endelige foranstaltninger, på anmodning af en eksportør eller importør eller producenterne i Unionen, når anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser for, at der er behov for en fornyet undersøgelse, mens foranstaltningerne er i kraft.

39. I henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, andet afsnit, kan en undersøgelse genoptages, mens foranstaltningerne er i kraft, når anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser for, at »det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningerne for at modvirke dumping«, og/eller at »det ikke er sandsynligt, at der fortsat eller igen vil blive forvoldt skade, hvis de pågældende foranstaltninger ophæves eller ændres«, eller at »gældende foranstaltninger ikke er, eller ikke længere er, tilstrækkelige til at modvirke dumping, der forvolder skade«.

40. I grundforordningens artikel 11, stk. 3, tredje afsnit, præciseres det, at Kommissionen bl.a. kan undersøge, »om omstændighederne med hensyn til dumping og skade har ændret sig betydeligt« (33), eller »om gældende foranstaltninger giver de ønskede resultater i henseende til at afhjælpe den skade, der er konstateret«, idet der i den forbindelse tages hensyn til al relevant bevismateriale (34).

41. Endelig indeholder grundforordningens artikel 11, stk. 9, den generelle regel om, at Kommissionen »under forudsætning af uændrede omstændigheder« anvender de samme metoder, som benyttedes i den undersøgelse, der resulterede i indførelsen af den pågældende told, idet der navnlig tages behørigt hensyn til bestemmelserne i forordningens artikel 2.

B – Kompleksiteten af forordning nr. 1279/2007

42. Forordning nr. 1279/2007 udgør, som det fremgår af præsentationen af retsforskrifterne ovenfor, både en »forordning om delvis interimsundersøgelse« af de antidumpingforanstaltninger, der pålægges SSM med forordning nr. 1601/2001, gennemført navnlig på SSM’s anmodning (35), og en »forordning om en udløbsundersøgelse« indført med samme forordning nr. 1601/2001, gennemført på anmodning indgivet af forbindelsesudvalget for European Union Wire Rope Industries (36).

43. Forordning nr. 1279/2007 blev derfor vedtaget på grundlag af henholdsvis grundforordningens artikel 11, stk. 3, for så vidt angår den delvise interimsundersøgelse og grundforordningens artikel 11, stk. 2, for så vidt angår udløbsundersøgelsen (37).

44. Denne kompleksitet i forordning nr. 1279/2007 forklarer på sin vis, hvorfor den forelæggende rets spørgsmål er så komplekse.

45. Det skal i denne forbindelse understreges, at de fornyede interimsundersøgelser til forskel fra udløbsundersøgelserne, der kun åbner mulighed for ophævelse af den indførte told eller opretholdelse af den på samme niveau, kan føre til en ændring af tolden (38). Denne forskel mellem de to procedurer belyser, som vi vil se, til dels betydningen og rækkevidden af den forelæggende rets første præjudicielle spørgsmål.

46. Det var desuden på grundlag af de samme tilgængelige data og analysen heraf, at institutionerne traf afgørelse både om den delvise interimsundersøgelse og om udløbsundersøgelsen som følge af udløbet af de foranstaltninger, der blev vedtaget med forordning nr. 1601/2001, selv om de perioder, som de respektive undersøgelser dækker, ikke er sammenfaldende.

47. I betragtning 41 til forordning nr. 1279/2007 bestemmes det i denne forbindelse, at institutionerne »af konsekvenshensyn« i første omgang undersøgte, om der fandt dumping sted i de perioder, hvor den fornyede undersøgelse blev gennemført, og om foranstaltningernes udløb sandsynligvis ville føre til fortsat dumping. I anden omgang undersøgte institutionerne, »hvilke mulige virkninger interimsundersøgelserne ville få på resultaterne i den oprindelige forordning« vedrørende det enkelte land.

C – Min tilgang til den problemstilling, der rejses i den foreliggende sag

48. Ovenstående præciseringer er nødvendige for at forstå betydningen og rækkevidden af de spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet i sin anmodning om en præjudiciel afgørelse, hvoraf nogle er temmelig komplekse.

49. Det første spørgsmål består af to dele. I den første del, der tager udgangspunkt i den præmis, at eksistensen af ændrede omstændigheder, der berettiger en ændring af metoden til fastsættelse af eksportpriserne i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 9, ikke er påvist, spørger den forelæggende ret, om bestemmelserne i den pågældende forordnings artikel 11, stk. 3, og navnlig bestemmelserne om eksportprisernes pålidelighed og bæredygtighed, finder anvendelse. I den anden del spørger den forelæggende ret, om det med henblik på en besvarelse af det foregående spørgsmål er relevant at tage hensyn til, at institutionerne har ændret SSM’s antidumpingtold og helt konkret har nedsat denne.

50. Den forelæggende rets andet præjudicielle spørgsmål er formuleret meget enklere. Spørgsmålet går på, om institutionerne, henset til, at der i forordning nr. 1279/2007 ikke udtrykkeligt er dokumenteret en ændring af omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, der kunne begrunde anvendelsen af en ny metode, burde have benyttet den metode til fastsættelse af SSM’s eksportpris, som blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

51. Det tredje spørgsmål er endnu mere enkelt, da det vedrører konsekvenserne af besvarelsen af det første og det andet spørgsmål. Den forelæggende ret spørger, om forordning nr. 1279/2007, for så vidt den ændrer metoden til fastsættelse af SSM’s eksportpris, uden at der er konstateret ændrede omstændigheder, skal annulleres delvist med den begrundelse, at den er baseret på et ugyldigt retsgrundlag.

52. Jeg vil besvare de spørgsmål, der er fremsat i forbindelse med den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse således. Indledningsvis må jeg meget direkte besvare første spørgsmåls første del, sådan som det er formuleret, benægtende på følgende måde: Spørgsmålet om, hvorvidt reglen i grundforordningens artikel 11, stk. 9, hvorefter metoden til fastsættelse af eksportpriserne kun kan ændres, hvis der sket en ændring af omstændigheder, er blevet overholdt, går ikke »forud« for spørgsmålet om, hvorvidt der er sket en ændring af omstændigheder, der berettiger bortfald eller ændring af antidumpingforanstaltningen i henhold til forordningens artikel 11, stk. 3. I modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at antyde med det første spørgsmål, er det ikke eksistensen af en ændring af omstændighederne omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, der betinger anvendelsen af bestemmelserne i forordningens artikel 11, stk. 3. Spørgsmålet om en eventuel anvendelse af nævnte forordnings artikel 11, stk. 9, skal derimod undersøges i forbindelse med anvendelsen af samme forordnings artikel 11, stk. 3.

53. Første spørgsmåls første del skal således, sådan som det er formuleret, besvares benægtende: Konstateringen af, at omstændighederne ikke har ændret sig som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, kan ikke føre til en konstatering af, at institutionerne har set bort fra bestemmelserne i artikel 11, stk. 3. Når dette er sagt, mener jeg ikke, af de årsager, som jeg vil redegøre nærmere for nedenfor, at dette svar er tilstrækkeligt.

54. For at kunne give den forelæggende ret et anvendeligt svar mener jeg, at det er nødvendigt først at undersøge, om forordning nr. 1279/2007 med rette konkluderer, at der ikke er grund til at lade antidumpingtolden bortfalde, for så vidt omstændighederne ikke har ændret sig betydeligt i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3. Det kan indvendes, at den forelæggende ret ikke har sat spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå forordning nr. 1279/2007 fremadrettet har analyseret SSM’s eksportprisers pålidelighed, men kun ved ændringen af metoden til beregning af denne told. Jeg mener imidlertid, at det er nødvendigt at tage hensyn til, hvordan forordning nr. 1279/2007 har analyseret pålideligheden af SSM’s eksportpriser, for korrekt at kunne evaluere, hvordan den har behandlet spørgsmålet om metoden til fastsættelse af eksportpriserne.

55. Det er således først i anden omgang og på grundlag af konstateringerne inden for rammerne af det spørgsmål, jeg netop har skitseret, at jeg vil undersøge kernen i den problematik, som den forelæggende ret har rejst, nemlig om ændringen af metoden til fastsættelse af eksportpriserne er sket i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 9. Det er på dette grundlag, at jeg i sidste ende vil undersøge, om det er relevant at tage hensyn til den omstændighed, at forordning nr. 1279/2007 har nedsat den foranstaltning, der pålægges SSM, og om det er afgørende, at SSM ikke udtrykkeligt har konstateret en ændring af omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9. Med hensyn til besvarelsen af den forelæggende rets tredje spørgsmål, kan den umiddelbart udledes af besvarelsen af de to første spørgsmål.

56. Endelig skal der i forbindelse med denne bedømmelse tages hensyn til Domstolens gentagne retspraksis, hvorefter Unionens institutioner inden for den fælles handelspolitik, særlig med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge (39), således at EU-Domstolen skal begrænse sin domstolsprøvelse til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (40).

VI – Hvorvidt der foreligger en betydelig ændring af omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 3

57. En eksportør, der er omfattet af en antidumpingforanstaltning, og som anmoder om ophævelse af denne, skal godtgøre, at omstændighederne i tilknytning til dumpingen og skaden har ændret sig betydeligt.

58. Den kontrol, som det påhviler Kommissionen at gennemføre i denne forbindelse, kan føre til, at der ikke blot gennemføres en »bagudrettet analyse« af udviklingen i situationen fra indførelsen af den endelige foranstaltning for at vurdere, hvorvidt det er nødvendigt at opretholde eller ændre den for at modvirke dumping, der forvolder skade, men ligeledes en fremadrettet analyse« af den sandsynlige udvikling i situationen fra vedtagelsen af den fornyede undersøgelse for at vurdere de sandsynlige virkninger af en ophævelse eller en ændring af den endelige foranstaltning (41).

59. I den foreliggende sag fandt institutionerne, at de med henblik på vurdering af det hensigtsmæssige i at foretage den fornyede undersøgelse, som SSM havde anmodet om, på baggrund af de pristilsagn, som SSM havde afgivet, måtte foretage en indgående analyse af pålideligheden og bæredygtigheden af selskabets eksportpriser. De har således undersøgt SSM’s eksportpriser både i forbindelse med vurderingen af fortsat og/eller fornyet dumping (42) og i forbindelse med de ændrede omstændigheders varige karakter (43).

60. De fandt på grundlag af de pristilsagn, selskabet havde afgivet, at SSM’s eksportpriser til Fællesskabet i løbet af interimsundersøgelsesperioden (44) var kunstige, ikke var bæredygtige og dermed ikke pålidelige (45), at de kunne danne grundlag for fastsættelse af selskabets dumpingmargen, og at de derfor skulle fastsættes under hensyntagen til selskabets eksportpriser ved salg til tredjelande.

61. Det præciseres, at der i denne forbindelse er blevet taget hensyn både til SSM’s tidligere adfærd (bagudrettet analyse) og til selskabets sandsynlige fremtidige adfærd (fremadrettet analyse) (46).

62. Denne konklusion er således dels for så vidt angår tidligere adfærd baseret på den konstatering, at SMM’s eksportpriser i EU-15 som følge af pristilsagnene var »lavere« end de priser, der før tiltrædelsen blev anvendt i de ti nye medlemsstater, der tiltrådte Unionen i løbet af interimsundersøgelsen (47), og »væsentlig lavere« end de priser, der blev anvendt i tredjelande eller »i gennemsnit betydeligt lavere« end disse (48), hvor de eksporterede mængder var meget større (49). Det præciseres desuden, at det i undersøgelsen konkluderedes, »at den pågældende vare blev solgt til dumpingpriser til ikke-EU-lande« (50).

63. Institutionernes konklusion med hensyn til fremtiden er desuden baseret på den fremadrettede vurdering af SSM’s fremtidige adfærd i forbindelse med eksport (51), og nærmere bestemt og hovedsageligt på sandsynligheden for, at SSM med pristilsagnenes udløb (52) og under hensyntagen til selskabets produktionskapacitet vil sælge sine produkter i større mængder på EU-markedet til dumpingpriser (53).

64. Det fremgår således af ovenstående, at institutionerne konkluderede, at der ikke var grund til at fjerne de antidumpingforanstaltninger, der var pålagt SSM, da selskabet ikke havde godtgjort varige karakter af de »ændrede omstændigheder« som omhandlet i grundforordningen artikel 11, stk. 3, for så vidt angår SSM’s eksportpriser (54), på grundlag af den konstatering, at eksistensen af de pristilsagn, selskabet havde afgivet, udgjorde »ændrede omstændigheder« i netop den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i grundforordningens artikel 11, stk. 9, hvilket berettiger en ændring af metoden til fastsættelse af eksportpriserne med henblik på beregning af dets dumpingmargen.

65. Det er vigtigt at fastslå, at der ikke er blevet sat spørgsmålstegn ved de væsentlige elementer i denne analyse.

66. Det er således ikke blevet påstået, at EU-institutionerne ved at basere sig på disse data, som ikke er blevet bestridt, og ved at fastslå, at SSM’s eksportpriser til Fællesskabet var både upålidelige og ikke bæredygtige, havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

67. Det er heller ikke blevet bestridt, at institutionerne i deres vurdering af det hensigtsmæssige i at gennemføre den fornyede undersøgelse, som SSM havde anmodet om, kunne eller skulle foretage en fremadrettet analyse af SSM’s sandsynlige adfærd på grundlag af de tilgængelige oplysninger med det formål navnlig at vurdere, om det er sandsynligt, at der fortsat eller igen vil blive forvoldt skade, og at vurdere den varige karakter af de påståede ændrede som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 3, andet afsnit.

68. Uanset den strenge kontrol med overholdelse af procedurereglerne i grundforordningen, et spørgsmål, som vil blive behandlet i det følgende, ser det således ikke ud til, at institutionerne, henset til deres faktiske og proceduremæssige omstændigheder i denne sag og henset til deres vidtrækkende beføjelser, har begået åbenbare fejl.

VII – Hvorvidt der foreligger en ændring af omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, der berettiger en ændring af metoden til fastsættelse af eksportpriserne

69. Med sit andet præjudicielle spørgsmål spørger den forelæggende ret helt konkret Domstolen, om institutionerne henset til besvarelsen af det første spørgsmål, da der ikke »udtrykkeligt blev konstateret«, at der var tale om en ændring af omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, burde have benyttet den metode til fastsættelse af SSM’s eksportpris, som blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, nemlig grundforordningens artikel 2, stk. 8. Det er i denne sammenhæng, at der kan tages hensyn til anden del af den forelæggende rets første spørgsmål, hvori den i det væsentlige spørger, om det er relevant at tage hensyn til den omstændighed, at institutionerne har besluttet at nedsætte den antidumpingtold, der pålægges SSM.

70. Som Domstolen har understreget (55), skal grundforordningens artikel 11, stk. 9, i princippet, da den indeholder bestemmelser om en undtagelse fra den generelle regel, hvorefter Kommissionen ved alle fornyede undersøgelser skal anvende den samme metode som den, der blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse, fortolkes snævert (56), idet det præciseres, at dette krav ikke indebærer, at institutionerne skal fortolke og anvende denne bestemmelse på en måde, der er uforenelig med dens ordlyd og formål (57).

71. Grundforordningen indeholder imidlertid ingen forklaringer på årsagen til den generelle regels eksistens, sådan som den fremgår af artikel 11, stk. 9, og heller ingen præcisering af, hvad der helt nøjagtigt forstås ved den metode, der henvises til, eller oplysninger om de betingelser, der helt præcist kan fraviges, eller om arten af de omhandlede betingelser eller rækkevidden af de krævede ændringer.

72. Det påhviler således Domstolen at fortolke denne bestemmelse i overensstemmelse med sin retspraksis under hensyn til ikke blot dens ordlyd, men også den sammenhæng, den indgår i, og de mål, der forfølges (58), idet der tages hensyn til grundforordningens generelle opbygning og mål (59). Forarbejdet til grundforordningen kan eventuelt afsløre elementer, der er relevante for fortolkningen af den (60).

73. Det skal i forbindelse med sidstnævnte fastslås, at reglen i grundforordningens artikel 11, stk. 9, dukkede op i den forordning, der fandt anvendelse på den fornyede undersøgelse af antidumpingforanstaltninger (61) med vedtagelse af forordning (EF) nr. 3283/94 (62), og at den findes uændret i alle efterfølgende forordninger (63).

74. Forarbejderne kan dog ikke bidrage til fortolkningen af denne bestemmelse, da Kommissionens oprindelige forslag (64) ikke er blevet ændret væsentligt (65). Det skal ligeledes bemærkes, at GATT’s antidumpingkodeks fra 1994 ikke indeholder bestemmelser svarende til bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 9, således at denne regel ikke kan betragtes som en gennemførelse i national ret af en af de detaljerede regler i kodeksen, som skal fortolkes i overensstemmelse med denne (66).

75. Det kan desuden ikke forbigås i stilhed, at Kommissionen i forbindelse med revisionen af forordning nr. 1225/2009 (67) foreslog, at denne generelle regel skulle udgå, idet den gjorde gældende, dels at anvendelse heraf havde givet anledning til usikkerhed i praksis, navnlig med hensyn til den krævede ændring af omstændigheder, dels at den nogle gange havde ført til, at klart forældede metoder var blevet videreført.

76. Det står imidlertid fast, at bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 9, fandt anvendelse på tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 1279/2007, at de var bindende for institutionerne, og at det derfor påhviler Domstolen at fortolke og anvende dem inden for rammerne af den foreliggende præjudicielle forelæggelse.

77. Af en samlet læsning af grundforordningens artikel 11, særlig stk. 1, 3 og 9, kan det på baggrund af den ordning, der blev indført ved forordningen udledes, at det rent logisk er nødvendigt at anvende samme metode for at fastslå, om dumpingen, som den er konstateret i løbet af den indledende undersøgelse, fortsætter, og om de foranstaltninger, der oprindeligt blev vedtaget, skal opretholdes i samme form og på samme niveau, ændres eller ophæves (68). Anvendelse af den samme metode garanterer desuden de virksomheder, som er omfattet af antidumpingforanstaltningerne, en vis forudsigelighed og dermed en vis retssikkerhed i forbindelse med Unionens gennemførelse af antidumpinglovgivningen.

78. I den foreliggende sag er det indiskutabelt, at institutionerne i forordning nr. 1279/2007 ikke har anvendt den samme metode til fastsættelse af SSM’s eksportpriser som i forordning nr. 1601/2001. Da de skønnede, at SSM’s eksportpriser til Fællesskabet, som var blevet anvendt i løbet af den indledende undersøgelse, hverken var pålidelige eller bæredygtige på grund af de pristilsagn, selskabet havde afgivet, beregnede de selskabets eksportpriser på grundlag af dets eksportpriser ved salg til tredjelande.

79. Det er ligeledes indiskutabelt, at forordning nr. 1279/2007 ikke udtrykkeligt nævner eksistensen af en »ændring af omstændigheder« som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, som berettiger en ændring af metoden til fastsættelse af SSM’s eksportpriser. Denne omstændighed alene kan dog ikke føre til den konklusion, at den pågældende forordning er ulovlig.

80. Det fremgår således indirekte, men klart af ovennævnte betragtninger til forordning nr. 1279/2007, at det er SSM’s pristilsagn, der er blevet betragtet som det vigtigste element i denne ændring.

81. Spørgsmålet er dernæst, om det er korrekt at antage, at pristilsagnene i sig selv lader formode, at der er sket en ændring af omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9. Det ser imidlertid ud til, at forordning nr. 1279/2007 indeholder en lang forklaring herom (69), idet der redegøres detaljeret for, at SSM’s eksportpriser ved salg til Fællesskabet hverken var pålidelige eller bæredygtige netop på grund af disse pristilsagn. Årsagerne til, at omstændighederne vedrørende dumpingen ikke havde ændret sig som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 3, er med andre ord de samme, som begrundelserne for, at det er nødvendigt at gå bort fra den metode til fastsættelse af eksportpriserne, der oprindelig blev anvendt i henhold til forordningens artikel 11, stk. 9. Udtrykt på en enklere måde er den oprindeligt anvendte metode ophørt med at være pålidelig i forbindelse med den fornyede undersøgelse. I en sådan situation er det ikke muligt at nå frem til nogen anden konklusion, end at institutionerne ikke længere er forpligtede til at anvende reglen i grundforordningens artikel 11, stk. 9, der pålægger dem at anvende den samme metode.

82. Den forelæggende rets andet spørgsmål bør følgelig besvares med, at grundforordningens artikel 11, stk. 9, skal fortolkes således, at den i forbindelse med en fornyet undersøgelse af en antidumpingforanstaltning ikke pålægger Kommissionen at anvende den samme metode til fastsættelse af eksportpriserne som den, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, når det rent juridisk er blevet fastslået, at de eksportpriser, der er fastsat efter denne metode, hverken var pålidelige eller bæredygtige, navnlig på grund af pristilsagnene.

83. Det er på dette grundlag, at det supplerende spørgsmål om lovligheden af den specifikke metode, som institutionerne har anvendt til fastsættelse af SSM’s eksportpriser, skal baseres, et spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst i sin anmodning om en præjudiciel afgørelse, selv om det ikke indgår i de spørgsmål, den stiller (70), og som grundforordningens artikel 11, stk. 9, ikke giver noget udtrykkeligt svar på.

84. Rådet har i sine skriftlige bemærkninger anført, at institutionerne i den foreliggende sag ikke havde anvendt grundforordningens artikel 2, stk. 9, men kun samme forordnings artikel 11, stk. 3, og at de henset til de ændrede omstændigheder som følge af pristilsagnene havde valgt at anvende de eksportpriser, som SSM anvender ved salg til tredjelande. Det tilføjede, at grundforordningens artikel 11, stk. 9, gav institutionerne en skønsmargen i forbindelse med valget af metoden til fastsættelse af eksportpriserne, idet der blot skulle tages »behørigt hensyn« til bestemmelserne i nævnte artikel 2.

85. Det skal i denne forbindelse først og fremmest bemærkes, at det er korrekt, at forordning nr. 1279/2007 for så vidt angår SSM (71) ikke på noget tidspunkt, hverken direkte eller indirekte, henviser til bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 9.

86. Det er dernæst vigtigt at fastslå, at grundforordningens artikel 11 som allerede anført ikke indeholder den mindste oplysning om den metode, der skal anvendes navnlig til fastsættelse af eksportpriserne i forbindelse med en fornyet undersøgelse, hvis omstændighederne har ændret sig i henhold til denne artikels stk. 9 (72).

87. Under disse omstændigheder kan institutionerne, ved at udfylde hullerne i grundforordningen, ikke anses for åbenbart at have overskredet grænserne for de meget vide skønsbeføjelser, som de har i forbindelse med gennemførelsen.

88. Selv om bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 9, der kun kan finde anvendelse på den institution, der oprindeligt opkrævede antidumpingtold, ikke blot kan finde anvendelse i forbindelse med en fornyet undersøgelse, så udgør de dog et referencegrundlag. I grundforordningens artikel 2, stk. 9, første afsnit, bestemmes det imidlertid, at eksportpriserne, for så vidt de betingelser, der er opstillet i denne artikel, er opfyldt, kan fastsættes på »ethvert rimeligt grundlag«.

89. Det kan heraf udledes, at institutionerne, når de har kunnet fastslå, at SSM’s eksportpriser ikke er pålidelige efter en ændring af omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, kan fravige bestemmelserne i forordningens artikel 2, stk. 8, og anvende enhver metode til fastsættelse af eksportpriserne, for så vidt denne er rimelig.

90. Det ser imidlertid ikke ud til, og det er heller ikke blevet påstået, at det var urimeligt, at institutionerne fastsatte SSM’s eksportpriser på grundlag af eksportpriserne ved salg til tredjelande.

91. Der skal ligeledes tages hensyn til den omstændighed, at forordning nr. 1279/2007, der langt fra konkluderer, at det er nødvendigt at opretholde den oprindelige antidumpingforanstaltning, der blev pålagt SSM, da der ikke var sket nogen betydelig ændring af omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 3, tværtimod, og endeligt har nedsat den antidumpingtoldsats, der finder anvendelse på SSM. Under hensyn til anden del af den forelæggende rets første spørgsmål må det fastslås, at forordning nr. 1279/2007 fuldt ud opfylder det grundlæggende mål med grundforordningen, hvorefter indførelsen af en antidumpingtold skal være absolut nødvendig for at fjerne dumping, der forårsager skade.

92. Under disse omstændigheder har institutionerne ikke, da de besluttede at fastsætte SSM’s eksportpriser bl.a. på grundlag af selskabets eksportpriser ved salg til tredjelande, foretaget et uhensigtsmæssigt eller urimeligt valg (73).

93. Det må derfor fastslås, at undersøgelsen af den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål ikke har påvist nogen elementer, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1279/2007..

VIII – Forslag til afgørelse

94. Henset til det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Varhoven administrativen sad således:

»1) Artikel 11, stk. 9, i Rådets forordning (EF) nr. 384/1996 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, skal fortolkes således, at den ikke i forbindelse med en fornyet undersøgelse af en antidumpingforanstaltning pålægger Europa-Kommissionen at anvende den samme metode til fastsættelse af eksportpriserne, som blev anvendt ved den oprindelige undersøgelse, når det lovligt er blevet fastslået, at de eksportpriser, der fastsættes efter denne metode, hverken er pålidelige eller bæredygtige, navnlig da der foreligger pristilsagn.

2) Undersøgelsen af den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål har ikke påvist nogen elementer, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 1279/2007 af 30. oktober 2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Russiske Føderation og om ophævelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Thailand og Tyrkiet.«

1 – Originalsprog: fransk.

2 –EUT L 285, s. 1, berigtigelse EUT 2009 L 96, s. 39, herefter »forordning nr. 1279/2007«. Vedrørende denne forordning jf. Rettens dom af 17.12.2010, sag T-369/08, EWRIA m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 6283.

3 –EFT L 56, s. 1, herefter »forordning nr. 384/96« eller »grundforordningen«.

4 –I sin dom af 8.7.2008, sag T-221/05, Huvis mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38-60, annullerede Retten en forordning om indførelse af en endelig antidumpingtold med den begrundelse, at institutionerne havde tilsidesat grundforordningens artikel 11, stk. 9, da det ikke var blevet påvist, at ændringen af metoden til sammenligning af prisen ved eksport og den anvendte normalværdi i forbindelse med den indledende undersøgelse og ved den fornyede undersøgelse var begrundet i ændrede omstændigheder. Med dom af 17.11.2009, sag T-143/06, MTZ Polyfilms mod Rådet, Sml. II, s. 4133, annullerede Retten en forordning om afslutning af en fornyet undersøgelse af antidumpingforanstaltninger, idet institutionerne ved fastsættelsen af eksportprisen havde fraveget den metode, som er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 8 og 9, selv om de ikke gjorde nogen ændrede omstændigheder gældende i henhold til den pågældende forordnings artikel 11, stk. 9. Vedrørende denne bestemmelse jf. ligeledes Rettens dom af 8.7.2003 sag T-132/01, Euroalliages m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2359, præmis 39-44, af 18.3.2009, sag T-299/05, Shanghai Excell M&E Enterprise og Shanghai Adeptech Precision mod Rådet, Sml. II, s. 565, præmis 176-178, af 16.12.2011, sag T-423, Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials mod Rådet, Sml. II, s. 8369, præmis 54-65 og af 7.2.2013, sag T-118/10, Acron mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser: Denne sag er genstand for en appel, sag C-216/13 P, Acron mod Rådet, som verserer for Domstolen.

5 –Jf. dom af 19.9.2013, sag C-15/12 P, Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials mod Rådet og Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

6 –EFT 1994 L 336, s. 103, herefter »1994-antidumpingaftalen«.

7 –EFT L 336, s. 1.

8 –Jf. navnlig dom af 9.1.2003, sag C-76/00 P, Petrotub et Republica, Sml. I, s. 79, præmis 56.

9 –Denne forordning er siden erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, EUT L 343, s. 51, og berigtigelse EUT 2010 L 7, s. 22. De væsentligste bestemmelser i grundforordningen, der finder anvendelse på denne sag, er forblevet uændrede i den nye forordning.

10 –EFT L 211, s. 1.

11 –Kommissionens forordning (EF) nr. 230/2001 af 2. februar 2001 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Tjekkiske Republik, Rusland, Thailand og Tyrkiet og om godtagelse af tilsagn fra visse eksportører i Den Tjekkiske Republik og Tyrkiet, EFT L 34, s. 4.

12 –EFT L 211, s. 47.

13 –Herefter »ChSPZ«.

14 –Jf. fjerde-syvende betragtning til forordning nr. 1279/2007.

15 –Jf. meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Rusland, EUT 2004 C 202, s. 12.

16 –Herefter »SSM«.

17 –Jf. meddelelse vedrørende de gældende antidumpingforanstaltninger for importen til Fællesskabet af visse tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i bl.a. Rusland: ændring af navnet på et selskab, fra hvilket der er godtaget tilsagn (2006/C 51/02, EUT C 51, af 1.3.2006, s. 2).

18 –Jf. meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Rusland, Thailand og Tyrkiet og en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Tyrkiet, EUT 2006 C 181, s. 15.

19 –Jf. betragtning 202 til forordning nr. 1279/2007.

20 –Kommissionens afgørelse 2007/704/EF af 30. oktober 2007 om ophævelse af afgørelse 2001/602/EF om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Tjekkiske Republik, Republikken Korea, Malaysia, Rusland, Thailand og Tyrkiet, EUT L 285, s. 52.

21 –Herefter »Valimar«.

22 –EFT L 302, s. 1.

23 –Dom af 9.3.1994, sag C-188/92, Sml. I, s. 833.

24 –Dette skete i den foreliggende sag den 10. august 2004.

25 –Traktaten om Bulgariens tiltrædelse af Den Europæiske Union, som blev underskrevet i Luxembourg den 25.4.2005, trådte i medfør af artikel 4 heri i kraft den 1.1.2007, EUT 2005 L 157, af 21.6.2005, s. 11, ligesom akten om Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelsesvilkår samt om tilpasning af de traktater, som Den Europæiske Union bygger på, EUT 2005 L 157, s. 203..

26 –Denne undtagelse kan ikke gøres gældende, når anmodningen om vurdering af gyldigheden ikke er blevet fremsat af en fysisk eller juridisk person, men er rejst af den forelæggende ret af egen drift. Jf. dom af 10.1.2006, sag C-222/04, Cassa di Risparmio di Firenze m.fl., Sml. I, s. 289, præmis 72-74.

27 –Dom af 12.12.1996, sag C-241/95, Accrington Beef m.fl., Sml. I, s. 6699, præmis 15, af 11.11.1997, sag C-408/95, Eurotunnel m.fl., Sml. I, s. 6315, præmis 29, og af 23.2.2006, forenede sager C-346/03 og C-529/03, Sml. I, s. 1875, Atzeni m.fl., præmis 30-34.

28 –Dom af 30.1.1997, sag C-178/95, Wiljo, Sml. I, s. 585, præmis 21, af 15.2.2001, sag C-239/99, Nachi Europe, Sml. I, s. 1197, præmis 30, af 20.9.2001, sag C-390/98, Banks, Sml. I, s. 6117, præmis 111, af 22.10.2002, sag C-241/01, National Farmers’ Union, Sml. I, s. 9079, præmis 35 og 36, af 18.7.2007, sag C-199/05, Lucchini, Sml. I, s. 6199, præmis 54-56, af 29.6.2010, sag C-550/09, E og F, Sml. I, s. 6213, præmis 46-48, af 17.2.2011, sag C-494/09, Bolton Alimentari, Sml. I, s. 647, præmis 22 og 23, af 9.6.2011, forenede sager C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, Comitato «Venezia vuole vivere» m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 4727, præmis 58, samt af 27.11.2012, sag C-370/12, Pringle, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.

29 –Dommen i sagen E og F, præmis 52.

30 –Dommen i sagen Eurotunnel m.fl., præmis 28.

31 –Nachi Europe-dommen, præmis 38-40.

32 –Jf. analogt dom af 19.12.2013, sag C-274/12 P, Telefónica mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36 og 58.

33 –Det skal her foreløbigt præciseres, at de ændrede omstændigheder, der er omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 3, tredje afsnit, ikke nødvendigvis svarer til de ændrede omstændigheder, der er omhandlet i forordningens artikel 11, stk. 9.

34 –Jf. grundforordningens artikel 11, stk. 3, tredje afsnit.

35 –Jf. fjerde betragtning til forordning nr. 1279/2007.

36 –Jf. trettende betragtning til forordning nr. 1279/2007.

37 –I betragtningerne til forordning nr. 1279/2007 nævnes de to bestemmelser i grundforordningen.

38 –Hvilket udtrykkeligt fremgår af grundforordningens artikel 11, stk. 3, tredje afsnit, vedrørende det tilfælde, at gældende foranstaltninger ikke er, eller ikke længere er, tilstrækkelige til at modvirke dumping, der forvolder skade. Jf. i denne retning dom af 11.2.2010, sag C-373/08, Hoesch Metals and Alloys, Sml. I, s. 951, præmis 76-78.

39 –Jf. navnlig dom af 4.10.1983, sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, præmis 26, og af 27.9.2007, sag C-351/04, Ikea Wholesale, Sml. I, s. 7723, præmis 40.

40 –Jf. dom af 7.5.1987, sag 240/84, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1809, præmis 19, og Ikea Wholesale-dommen, præmis 41.

41 –Vedrørende denne dobbelte kontrol jf. navnlig bkp Development, Research & Consulting, Evaluation of the European Union’s Trade Defence Instruments, Final Evaluation Study, af 27. februar 2012, kontrakt nr. SI2.581682, navnlig s. 402.

42 –Betragtning 41-102, og navnlig betragtning 59-63, til forordning nr. 1279/2007.

43 –Betragtning 103-134, og navnlig betragtning 107-112, til forordning nr. 1279/2007.

44 –I betragtning 28 til forordning 1279/2007 præciseres det, at denne periode løb fra 1. juli 2003 til 30. juni 2004.

45 –Jf. betragtning 61 til forordning nr. 1279/2007.

46 –Jf. betragtning 61 til forordning nr. 1279/2007.

47 –Traktaten om de ti pågældende medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Union, som blev underskrevet i Athen den 16.4.2003, trådte i medfør af artikel 2, stk. 2, heri i kraft den 1.5.2004, ligesom akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union EUT 2003 L 236, s. 17.

48 –Jf. betragtning 63 til forordning nr. 1279/2007.

49 –Jf. betragtning 107 til forordning nr. 1279/2007.

50 –Jf. betragtning 110 til forordning nr. 1279/2007.

51 –Jf. betragtning 61, sidste punktum, til forordning nr. 1279/2007.

52 –Jf. betragtning 108 til forordning nr. 1279/2007.

53 –Institutionerne når frem til den samme konstatering, når de undersøger ophævelsen af antidumpingforanstaltningerne Jf. betragtning 126 til forordning 1279/2007.

54 –Jf. navnlig konklusionen i betragtning 112 til forordning nr. 1279/2007.

55 –Jf. Domstolens dom i sagen Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 17.

56 –Jf. i denne retning ligeledes dommen i sagen Tribunal Huvis mod Rådet og Kommissionen, præmis 41.

57 –Jf. dommen i sagen Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials mod Rådet og Kommissionen, præmis 19.

58 –Jf. navnlig Domstolens dom af 1.4.1993, sag C-136/91, Findling Wälzlager, Sml. I, s. 1793, præmis 11.

59 –Jf. navnlig dom af 16.9.2008, sag C-288/07, Isle of Wight Council m.fl., Sml. I, s. 7203, præmis 25.

60 –Jf. Pringle-dommen, præmis 135, og dom af 3.10.2013, sag C-583/11 P, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 50.

61 –De tidligere grundforordninger indeholdt ikke tilsvarende bestemmelser. Jf. navnlig artikel 14 i Rådets forordning (EØF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EFT L 209, s. 1. En lignende regel fandtes imidlertid i denne forordnings artikel 16 vedrørende tilbagebetaling af for meget betalt told.

62 –Rådets forordning (EF) nr. 3283/94 af 22. december 1994 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, EFT L 349, s. 1, artikel 11, stk. 9.

63 –Jf. ud over grundforordningen, også artikel 11, stk. 9, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, EUT L 343, s. 51, herefter »forordning nr. 1225/09«.

64 –Jf. Kommissionens meddelelse af 5.4.1994 med overskriften »Retsakterne for gennemførelse af resultaterne af Uruguay-runden«, KOM(1994) 414, s. 160 ff. og navnlig s. 212.

65 –Vedrørende Europa-Parlamentets ændringsforslag se lovgivningsmæssig beslutning med udtalelse fra Europa-Parlamentet om forslag til Rådets forordning om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, EFT C 18 af 23.1.1995, s. 69.

66 –Vedrørende dette krav jf. navnlig dommen i sagen Petrotub og Republica, præmis 56.

67 –Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 10.4.2013 om Modernisering af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter – Tilpasning af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter til den europæiske økonomis nuværende behov, COM(2013)0191. I artikel 1, stk. 5, litra b), i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af især forordning nr. 1225/2009 [COM(2013)0192] fremsat den 10.4.2013 foreslås det således ganske enkelt, at grundforordningens artikel 11, stk. 9, udgår. Proceduren for vedtagelse af den nye forordning er endnu ikke afsluttet.

68 –Jf. navnlig W. Müller, N. Khan og T. Scharf, EC and WTO Anti-Dumping Law, Oxford University Press, 2009, nr.11.41, 2. udg., navnlig s. 521.

69 –Jf. betragtning 107-112 til forordning nr. 1279/2007.

70 –Den forelæggende ret henviser til dommen i sagen Huvis mod Conseil du Tribunal uden at citere den. Det skal desuden bemærkes, at Domstolens dom i sagen Dashiqiao Sanqiang Refractory Materials mod Rådet og Kommissionen, blev afsagt efter fremsendelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse til Domstolen.

71 –Denne bestemmelse er imidlertid ikke blevet anvendt over for andre virksomheder. Jf. betragtning 49, 81 og 87 til forordning nr. 1279/2007.

72 –Da antidumpingkodeks fra 1994 ikke indeholder en regel svarende til reglen i grundforordningens artikel 11, stk. 9, forholder den sig logisk nok ikke hertil.

73 –Jf. i denne retning dom af 22.10.1991, sag C-16/90, Nölle, Sml. I, s. 5163, præmis 11 til 13, og af 29.5.1997, sag C-26/96, Rotexchemie, Sml. I, s. 2817, præmis 9-12.