C-305/17 Frie varebevægelser FENS - Indstilling

C-305/17 Frie varebevægelser FENS - Indstilling

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT E. SHARPSTON

fremsat den 5. juli 2018

Sag C-305/17

FENS spol. s r.o.

mod

Slovenská republika – Úrad pre reguláciu sieťových odvetví

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okresný súd Bratislava II (kredsdomstolen i Bratislava II, Slovakiet))

»Frie varebevægelser – told ved udførsel – afgifter med tilsvarende virkning som told – interne afgifter – afgift for nettjenester i forbindelse med transmission af elektricitet«

1. Denne anmodning om præjudiciel afgørelse omhandler en af grundpillerne for det indre marked, nemlig de frie varebevægelser. De præjudicielle spørgsmål vedrører kernen i de interne og eksterne dimensioner af denne frihed – toldunionen. Grunden til, at denne sag er særligt interessant, er, at den giver Domstolen muligheden for på ny at tage stilling til to klassiske elementer af det indre marked, dvs. afgifter med tilsvarende virkning som told og reglerne om interne afgifter i forbindelse med elektricitetsmarkedet.

Retsforskrifter

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

2. Artikel 28, stk. 1, TEUF bestemmer, at »Unionen er bl.a. en toldunion, som omfatter al vareudveksling, og som indebærer forbud mod told ved indførsel fra og ved udførsel til andre medlemsstater, såvel som mod alle afgifter med tilsvarende virkning, samt indførelse af en fælles toldtarif over for tredjeland«.

3. Artikel 30 TEUF bestemmer, at »[t]old ved indførsel og udførsel og andre afgifter med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne. Dette gælder også finanstold«.

4. I henhold til artikel 110 TEUF gælder, at »[i]ngen medlemsstat må direkte eller indirekte pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer«.

Direktiv 2003/54

5. Direktiv 2003/54 fastlagde fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet (2).

6. I overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, skulle der ved transmission forstås »transport af elektricitet via det sammenkoblede system for meget høj spænding og højspænding med henblik på levering af elektricitet til endelige kunder eller distributionsselskaber, men ikke forsyning«.

7. Artikel 9, litra c), bestemte, at transmissionssystemoperatøren skulle sikre »et sikkert, pålideligt og effektivt elektricitetssystem«. I den forbindelse gælder, at »[…] regler for balancering af elektricitetssystemet, som transmissionssystemoperatørerne fastlægger, skal være objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende, og det samme gælder reglerne for systembrugernes betaling for brug af deres net i forbindelse med energiubalance« (3).

Direktiv 2005/89

8. Direktiv 2005/89 fastlægger foranstaltninger, der har til formål at sikre, at det indre marked for elektricitet fungerer tilfredsstillende ved at sikre elforsyningssikkerheden og ved at sikre en passende produktionskapacitet, en rimelig balance mellem udbud og efterspørgsel og en passende sammenkobling mellem medlemsstaterne med henblik på udvikling af det indre marked. Direktivet etablerer ligeledes en ramme, inden for hvilken medlemsstaterne definerer gennemskuelige, stabile og ikke-diskriminerende politikker for elforsyningssikkerhed, som er forenelige med kravene på et konkurrenceorienteret indre marked for elektricitet (4).

9. I overensstemmelse med direktivets artikel 5 skal medlemsstaterne træffe egnede foranstaltninger til at opretholde balancen mellem efterspørgslen på elektricitet og den produktionskapacitet, der er til rådighed.

National ret

10. § 12, stk. 9, i Nariadenie vlády Slovenskej republiky č. 317/2007 Z. z., ktorým sa ustanovujú pravidlá pre fungovanie trhu s elektrinou (forordning nr. 317/2007 fra Den Slovakiske Republiks regering om regler for elektricitetsmarkedets funktion, herefter »elektricitetsforordningen«) som affattet på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen bestemte, at eksportøren ved udførsel af elektricitet skulle betale en afgift for nettjenester, såfremt eksportøren ikke godtgjorde, at den udførte elektricitet forinden var blevet indført til »det fastsatte område« (5).

Faktiske omstændigheder, retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål

11. FENS spol. S.r.o., som nu er sagsøger i hovedsagen, er retsefterfølger til den oprindelige sagsøger, Korlea Invest a.s. (herefter »Korlea«), i hovedsagen.

12. Korlea havde tilladelse til at udøve virksomhed i egenskab af operatør i den slovakiske elektricitetssektor, og som led i denne virksomhed beskæftigede Korlea sig med handel med elektricitet, dvs. køb af elektricitet og udførsel heraf. I denne forbindelse indgik Korlea en rammeaftale med Slovenské elektrárne a.s. (et slovakisk selskab, der beskæftigede sig med elektricitetsproduktion) om køb og salg af elektricitet med virkning fra den 15. august 2006 samt særskilte aftaler om levering af elektricitet. Den 16. januar 2008 indgik Korlea en transmissionsaftale med Slovenská elektrizačná prenosová sústava a.s. (et slovakisk selskab i det nationale elektricitetstransmissionsnet) om transmission af elektricitet via sammenkoblingsledningerne samt om at sikre styring og levering af transmissionsydelser. I henhold til transmissionsaftalen skulle Korlea betale et beløb i form af en afgift for levering af nettjenester i forbindelse med udførsel af elektricitet, der blev beregnet i overensstemmelse med elektricitetsforordningens § 12, stk. 9, medmindre Korlea kunne godtgøre, at den udførte elektricitet først var blevet indført til Slovakiet.

13. Korlea betalte transmissionsselskabet 6 815 853,415 EUR, der udgjorde afgift for nettjenester i forbindelse med udførsel af elektricitet i perioden fra den 1. januar 2008 til den 31. december 2008. Beløbet blev beregnet på grundlag af en foranstaltning af den 4. december 2007 fra Úrad pre reguláciu sieťových odvetví (energireguleringsmyndigheden, herefter »ÚRSO«), som er sagsøgte i hovedsagen sammen med Den Slovakiske Republik.

14. Ved skrivelse af 13. oktober 2008 anmodede Korlea transmissionsselskabet og den kompetente myndighed om at ophøre med at opkræve afgiften og tilbagebetale de indbetalte summer. Ved skrivelse af 30. oktober 2008 afslog transmissionsselskabet at imødekomme denne anmodning.

15. Korlea anlagde et erstatningssøgsmål mod ÚRSO. Korlea gjorde gældende, at afgiften for leveringen af nettjenester er en afgift med tilsvarende virkning som told. Den blev udelukkende pålagt elektricitet, der blev fremstillet i Slovakiet og udført, og ikke elektricitet, der tidligere var blevet indført i Slovakiet og dernæst udført på ny. ÚRSO fastholdt, at den omhandlede afgift var midlertidig, og at dens formål var at sikre det slovakiske energinets driftssikkerhed, pålidelighed og stabilitet.

16. Søgsmålet blev forkastet ved dom af 4. februar 2011. Korlea appellerede dommen til Krajský súd (regional ret, Slovakiet), der ophævede dommen og hjemviste sagen til Okresný súd Bratislava II (kredsdomstolen i Bratislava II, Slovakiet, herefter »den forelæggende ret«).

17. Den forelæggende ret ønsker på denne baggrund oplyst, hvorvidt elektricitetsforordningens § 12, stk. 9, er forenelig med artikel 28 TEUF og 30 TEUF. Den anmoder følgelig om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

»1) Skal artikel 30 TEUF fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse såsom [elektricitetsforordningens] § 12, stk. 9, […] som indfører en særlig afgift ved udførsel af elektricitet fra Den Slovakiske Republiks område uden at sondre mellem, hvorvidt udførslen af elektricitet fra det slovakiske område sker til EU-medlemsstaterne eller til tredjelande, såfremt eksportøren af elektriciteten ikke beviser, at den udførte elektricitet er blevet indført til Den Slovakiske Republiks område, dvs. en afgift, som kun pålægges elektricitet, som er fremstillet på Den Slovakiske Republiks område og udført herfra?

2) Udgør en afgift som den i henhold til bestemmelsen i [elektricitetsforordningens] § 12, stk. 9, indførte, dvs. en afgift, som kun pålægges elektricitet, som både er fremstillet i Den Slovakiske Republik og udført fra Den Slovakiske Republiks område, uden at sondre mellem udførsel til tredjelande og udførsel til EU-medlemsstaterne, endvidere en afgift med tilsvarende virkning som en told som omhandlet i artikel 28, stk. 1, TEUF?

3) Er en national bestemmelse såsom [elektricitetsforordningens] § 12, stk. 9, forenelig med princippet om frie varebevægelser i artikel 28 TEUF?«

18. Der er indgivet skriftlige indlæg af FENS, den nederlandske og den slovakiske regering samt Europa-Kommissionen. FENS og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 19. april 2018.

Bedømmelse

Indledende betragtninger

Elektricitet som »vare«

19. Det omhandlede produkt skal med henblik på at henhøre under anvendelsesområdet for bestemmelserne i TEUF om frie varebevægelser være omfattet af begrebet »varer«. Domstolen har defineret »varer« som »produkter, hvis værdi kan måles i penge, og som i sig selv kan være genstand for omsætning« (6).

20. Domstolen har allerede anerkendt, at elektricitet trods dens immaterielle karakter er omfattet af begrebet »varer« som omhandlet i TEUF (7). Heraf følger, at elektricitet er genstand for reglerne i denne traktat vedrørende de frie varebevægelser og toldunionen.

21. Domstolen har ligeledes fastslået, at en afgift, som ikke pålægges varer som sådan, men som pålægges en specifik varerelateret aktivitet (som eksempelvis nettjenester i den foreliggende sag), kan henhøre under anvendelsesområdet for bestemmelserne om de frie varebevægelser. Såfremt afgiften beregnes på grundlag af antallet af transmitterede kWh og ikke på grundlag af transmissionsafstanden eller noget andet kriterium, som er direkte forbundet med transmissionen, skal den anses for at ramme selve varen (8).

Relevante retsforskrifter

22. Den omstændighed, at en national ret rent formelt har udformet sin anmodning om en præjudiciel afgørelse under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den nationale ret, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, og navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (9).

23. I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at FENS ved søgsmålet i hovedsagen FENS i det væsentlige søger erstatning for det tab, som Korlea hævder at have lidt, idet Korlea betalte en afgift for levering af nettjenester i forbindelse med udførsel af elektricitet. Den forelæggende ret har fokuseret på spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i elektricitetsforordningen, der indførte denne afgift, er forenelige med artikel 28 TEUF og 30 TEUF (10).

24. Henset imidlertid til genstanden for tvisten i hovedsagen, er det hensigtsmæssigt at tage stilling til, hvorvidt andre bestemmelser i primærretten eller den afledte ret, navnlig artikel 110 TEUF og direktiv 2003/54 og 2005/89, ligeledes kan være relevante.

25. Den nederlandske regering har i denne forbindelse gjort gældende, at den omhandlede afgift henhører under anvendelsesområdet for artikel 11, stk. 7, i direktiv 2003/54, der tillader, at der vedtages afgifter til at balancere transmissionssystemet. Spørgsmålet om, hvorvidt den er forenelig med EU-retten, skal følgelig behandles i henhold til dette direktiv snarere end i henhold til den primære EU-ret.

26. Domstolen har fastslået, at enhver national foranstaltning vedrørende et område, hvor der er foretaget en udtømmende harmonisering på EU-niveau, skal bedømmes på grundlag af de pågældende harmoniserede bestemmelser og ikke på grundlag af den primære EU-ret (11). Retspraksis har for så vidt angår de frie varebevægelser anerkendt dette princip i forbindelse med artikel 34 TEUF til 36 TEUF, der omhandler kvantitative indførsels- og udførselsrestriktioner mellem medlemsstater (12). Det følger af Domstolens praksis, at såfremt den nederlandske regerings anbringende skal tages til følge, vil det være nødvendigt at koncentrere sig om bestemmelserne i direktiv 2003/54 frem for bestemmelserne om de frie varebevægelser.

27. Det umiddelbare problem er imidlertid, at den forelæggende ret ikke har fremlagt de nødvendige oplysninger for Domstolen om, hvorvidt foranstaltningerne, der pålægger den omhandlede afgift, vedrører en særlig bestemmelse i direktiv 2003/54. Såfremt dette er tilfældet, har Domstolen kompetence til at fortolke direktiv 2003/54 med henblik på at fastslå, hvorvidt den harmonisering, der blev foretaget ved dette direktiv, er udtømmende, og det vil være til hinder for en undersøgelse af, hvorvidt den omhandlede nationale lovgivning er forbudt i henhold til artikel 28 TEUF og 30 TEUF.

28. Domstolen skal med henblik på at foretage denne bedømmelse undersøge den sammenhæng, hvori den harmoniserende retsakt er vedtaget, samt dens karakter, de mål, den forfølger, og dens indhold (13).

29. Opnåelsen af et indre marked for elektricitet er en løbende proces. Direktiv 2003/54, der fandt anvendelse på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder, var det andet skridt i denne retning, eftersom det erstattede den første retsakt, der var blevet vedtaget på dette område, dvs. direktiv 96/92 (14). Vedtagelsen af direktiv 2003/54 tog sigte på at opnå ensartede spilleregler for samtlige markedsdeltagere (15). Det fuldstændiggjorde imidlertid ikke proceduren for opnåelsen af det indre marked for elektricitet, og det blev ophævet ved direktiv 2009/72 (16). Dette sidstnævnte direktiv vil for sin del ligeledes blive ophævet med henblik på med Kommissionens ord at »tilpasse de nuværende markedsregler til de nye markedsrealiteter ved at sikre, at elektriciteten via korrekte prissignaler frit kan bevæge sig derhen, hvor der er mest brug for den, og netop når der er brug for den« (17).

30. Den sammenhæng, hvori direktiv 2003/54 blev vedtaget, indebærer følgelig en løbende proces med harmonisering, der endnu ikke er blevet fuldført, frem for en udtømmende harmonisering.

31. Det forekommer mig endvidere, at direktivers retlige karakter (som et harmoniseringsinstrument, der i henhold til artikel 288 TEUF overlader det til medlemsstaterne at bestemme form og midler for gennemførelsen med henblik på at opnå det tilsigtede mål), modvirker konklusionen om, at disse direktiver søger at foretage en udtømmende harmonisering af elektricitetsmarkedet (18). Når det kommer til direktiv 2003/54, bliver denne tilgang forstærket af dets retsgrundlag, nemlig traktatens bestemmelser om den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser, sammenholdt med den nugældende artikel 114 TEUF om indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne. Kommissionen gav ligeledes i retsmødet udtryk for den opfattelse, at den harmonisering, der blev foretaget ved dette direktiv, er delvis.

32. Jeg vil i det følgende behandle formålene med og indholdet af direktiv 2003/54, der fastsætter fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet (19).

33. Direktiv 2003/54 bestemmer således, at medlemsstaterne udpeger transmissionssystemoperatører, der kan vedtage regler, der er objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende om balancering af elektricitetssystemet og om betaling for brugere af nettet i forbindelse med energiubalance. De regler og tariffer for ydelsen af disse tjenester, der fastlægges, skal være ikke-diskriminerende og afspejle omkostningerne, og de skal offentliggøres (20). De regulerende myndigheder, der er udpeget af medlemsstaterne, er ansvarlige for fastsættelsen eller godkendelsen af i det mindste de metoder, der anvendes til at beregne eller fastsætte transmissionstariffer (21).

34. For så vidt angår formålet med direktivet og dets indhold er de efter min opfattelse tæt på kunne anses for en fuldstændig harmonisering. Når det imidlertid kommer til transmissionstariffer, tilkommer der de kompetente myndigheder en skønsbeføjelse. Det er følgelig min opfattelse, at den harmonisering, som blev foretaget ved disse bestemmelser, ikke var tilstrækkelig fuldstændig, således at den er til hinder for en behandling af spørgsmålet om, hvorvidt lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er i overensstemmelse med artikel 28 TEUF og 30 TEUF.

35. Retspraksis peger ligeledes i denne retning. Domstolen har således fortolket bestemmelserne i direktiv 2003/54 sammen med bestemmelserne om de frie varebevægelser med henblik på at vurdere foreneligheden af nationale foranstaltninger om den vederlagsfrie distribution af grøn elektricitet (22). Heraf følger, at det i denne forbindelse var Domstolens opfattelse, at den harmonisering, der blev foretaget ved direktiv 2003/54 ikke var udtømmende (23).

36. Det er følgelig min konklusion, at den harmonisering, der blev foretaget ved direktiv 2003/54, ikke er til hinder for en undersøgelse af, hvorvidt lovgivning som den i sagen omhandlede er i overensstemmelse med bestemmelserne i primærretten og navnlig artikel 28 TEUF og 30 TEUF. Den grundlæggende betydning af disse bestemmelser er, at traktaten søger at afværge enhver manglende gennemførelse ved at forhindre, at de omgås ved forskellige toldmæssige eller fiskale foranstaltninger (24).

37. Efter min opfattelse finder det samme ræsonnement anvendelse på direktiv 2005/89, som den slovakiske regering har påberåbt sig som begrundelse for, at den omhandlede afgift er en foranstaltning med henblik på at fremme forsyningssikkerhed og infrastrukturinvesteringer.

38. Direktiv 2005/89 blev vedtaget i samme kontekst som direktiv 2003/54 og har samme retlige karakter (jf. punkt 29-31 ovenfor og første og tredje betragtning til direktiv 2005/89).

39. Direktiv 2005/89 har til formål at sikre en stabil ramme for et ægte, velfungerende, integreret elmarked, der indfører egnede incitamenter for markedsdeltagerne med henblik på forsyningssikkerhed og investeringer (25). Det etablerer derfor en ramme, inden for hvilken medlemsstaterne skal definere gennemsigtige, stabile og ikke-diskriminerende politikker for elforsyningssikkerhed, som er forenelige med kravene på et konkurrenceorienteret indre marked for elektricitet (26). Artikel 5, som den slovakiske regering har påberåbt sig, henviser til medlemsstaternes vedtagelse af »egnede foranstaltninger«. Medlemsstater synes at bevare en skønsbeføjelse i denne forbindelse, og følgelig er harmoniseringen ikke fuldstændig.

40. Af denne grund og i lyset af Domstolens praksis, der er nævnt i punkt 35 og 36 ovenfor, er det min konklusion, at den harmonisering, der blev foretaget ved direktiv 2005/89, ikke var således, at den er til hinder for en undersøgelse af, hvorvidt lovgivning som den i sagen omhandlede er i overensstemmelse med bestemmelserne i primærretten og navnlig artikel 28 TEUF og 30 TEUF.

De præjudicielle spørgsmål

41. Med de tre spørgsmål, der mest hensigtsmæssigt behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt en afgift som den, der pålægges leveringen af nettjenester i forbindelse med udførsel af elektricitet, der er indført ved elektricitetsforordningens § 12, stk. 9, er en afgift med tilsvarende virkning som told og følgelig er forbudt i henhold til reglerne om de frie varebevægelser og nærmere bestemt artikel 28 TEUF og 30 TEUF.

42. Den forelæggende ret præciserer, at den i hovedsagen omhandlede afgift pålægges uden hensyntagen til, hvorvidt elektriciteten udføres til andre medlemsstater eller til tredjelande.

Anvendelsen af artikel 28 TEUF og 30 TEUF på afgifter ved udførsel til tredjelande

43. Artikel 28, stk. 1, TEUF fastsætter de grundlæggende principper vedrørende de frie varebevægelser og toldunionen i dens interne og eksterne dimensioner. Artikel 30 TEUF omhandler de interne aspekter af toldunionen: forbuddet, der gælder mellem medlemsstater, mod told ved indførsel og udførsel og mod afgifter med tilsvarende virkning som told (27).

44. Henhører de faktiske omstændigheder i hovedsagen i deres helhed under anvendelsesområdet for artikel 28, stk. 1, TEUF og 30 TEUF? Den omhandlede afgift kan være omfattet af artikel 30 TEUF, i det omfang den påhviler elektricitet, der er bestemt til udførsel til andre medlemsstater. TEUF indeholder ikke for så vidt angår handel med tredjelande nogle specifikke bestemmelser svarende til dem, der forbyder afgifter med tilsvarende virkning som told i handelen mellem medlemsstater. Følgelig opstår spørgsmålet om, hvorvidt sådanne afgifter med tilsvarende virkning som told ligeledes er forbudt i samhandelen med disse lande.

45. Domstolen har med henvisning til EØF-traktatens artikel 9 (nu artikel 28 TEUF) og den fælles handelspolitik fastslået, at såvel Unionens toldområde, der er en enhed, som ensartetheden med hensyn til den fælles handelspolitik ville lide alvorlig skade, såfremt medlemsstaterne ensidigt kunne opkræve afgifter med tilsvarende virkning som told i forbindelse med indførsler fra tredjelande (28).

46. Denne konklusion finder efter min opfattelse logisk set ligeledes anvendelse på afgifter med tilsvarende virkning som told ved udførsel til tredjelande.

47. I overensstemmelse med artikel 207 TEUF skal den fælles handelspolitik baseres på ensartede principper navnlig for så vidt angår bl.a. eksportpolitikken. EF-toldkodeksen definerer import- og eksportafgifter tilsvarende og identisk, således at de omfatter både told og afgifter med tilsvarende virkning som told, der gælder ved indførsel og udførsel af varer (29). Det følger af kodeksens artikel 161, stk. 1 og 2, at proceduren for udførsel giver mulighed for, at EU-varer føres ud af Unionens toldområde, og at udførslen (eventuelt) indebærer anvendelsen af bl.a. eksportafgifter.

48. Domstolen fastslog endvidere i sin allerførste udtalelse afgivet på grundlag af (hvad der nu er) artikel 218, stk. 11, TEUF, at eksportpolitikken er omfattet af området for det (dagældende) Fællesskabs kompetence (30). Dette ræsonnement er i overensstemmelse med reglerne om toldunionen, der blev indført ved Romtraktaten. Traktaterne har overdraget Den Europæiske Union og dens institutioner den opgave at forsvare Den Europæiske Unions handelsmæssige interesser på eksternt plan. Hvis medlemsstaterne havde mulighed for at føre deres egen handelspolitik med tredjelande (og forfølge deres egne interesser i denne sammenhæng) sideløbende med Den Europæiske Unions tiltag, ville det åbenbart risikere at bringe denne centrale funktion i fare (31). I dag bekræfter artikel 3, stk. 1, litra a) og e), TEUF udtrykkeligt Den Europæiske Unions enekompetence vedrørende toldunionen og den fælles handelspolitik.

49. Heraf følger, at medlemsstater ikke ensidigt kan indføre afgifter med tilsvarende virkning som eksportafgifter i forbindelse med udførsel til tredjelande. Såfremt den i hovedsagen omhandlede afgift anses for at være en sådan afgift, ville den således være forbudt uden hensyntagen til, hvorvidt den omhandler udførsel til medlemsstater eller tredjelande (32).

Klassificeringen som en afgift med tilsvarende virkning som told

50. Det var hensigten med traktaten at give bestemmelsen om fjernelse af told og afgifter med tilsvarende virkning en generel rækkevidde og virkning med henblik på ikke blot at fjerne disses protektionistiske virkninger, men også at sikre de frie varebevægelser. Udstrækningen af forbuddet mod told til afgifter med tilsvarende virkning har til formål at supplere forbuddet mod de hindringer for vareudvekslingen, der følger af tolden, ved at øge dets effektive virkning. Begrebet »afgifter med tilsvarende virkning som told« er ikke defineret i primærretten, men er blevet fortolket i retspraksis lige siden den europæiske integration begyndte, således at det omfatter: i) en afgift, der ensidigt pålægges indenlandske eller fremmede varer, ii) når de føres over grænsen, iii) hvor lav den end måtte være, og hvordan den end betegnes og opkræves. Det er irrelevant, hvorvidt den opkræves til fordel for staten, og hvorvidt den udøver nogen diskriminerende eller beskyttende virkning (33).

51. I den foreliggende sag er det det tredje aspekt af definitionen af »afgifter med tilsvarende virkning som told«, der skal præciseres, navnlig spørgsmålet om hvorvidt der er tale om en afgift, der pålægges som følge af den omstændighed, at varer har passeret en grænse.

52. Den forelæggende ret har forklaret, at den omhandlede afgift kun pålægges elektricitet, der fremstilles i Slovakiet og dernæst udføres. Elektricitet, der udføres, som ikke er blevet fremstillet i Slovakiet, udløser ikke denne afgift. Den forelæggende ret har ikke identificeret nogen tilsvarende afgift, der pålægges elektricitet, der fremstilles og forbruges i Slovakiet. Det forhold, at det fastslås, at afgiften kun pålægges elektricitet, der udføres fra Slovakiet, og ikke elektricitet, der forbruges i Slovakiet, er følgelig tilstrækkeligt til at konkludere, at den begivenhed, der udløser afgiften, er grænsepassagen.

53. Den slovakiske regering har imidlertid i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at elektricitetsforordningen bestemmer, at der skal betales den samme afgift for elektricitet, der forbruges i Slovakiet af den endelige forbruger eller kunde og (kun i visse tilfælde) af producenten af elektricitet og distributionsnetoperatøren uanset elektricitetens oprindelse (dvs. hvorvidt den bliver fremstillet nationalt eller indføres) (34).

54. Såfremt dette er tilfældet, er det da muligt at anse den omstændighed, at en grænse passeres, for den begivenhed, der giver anledning til denne afgift?

55. Domstolen har fastslået, at en national afgift, der pålægges systematisk og i overensstemmelse med de samme kriterier på varer, der udføres og på varer, der ikke udføres, ikke henhører under forbuddet for afgifter med tilsvarende virkning som told (35). De relevante kriterier er, hvorvidt den transaktion, der udløser afgiften for begge kategorier af varer, realøkonomisk er den samme for så vidt angår stadium i omsætningen, kategorierne af personer, der bærer afgiftsbyrden, beregningsmetoden for afgiften og den endelige anvendelse af afgiften (36).

56. Det er den nationale ret, der har de nødvendige oplysninger til at anvende disse kriterier.

57. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, der er blevet fremlagt for Domstolen, at afgiften ikke pålægges på samme stadium i omstætningen for både elektricitet, der forbruges i Slovakiet, og elektricitet, der bliver udført, ligesom afgiftsbyrden ej heller placeres på samme kategori af personer. Det fremgår af elektricitetsforordningens § 12, således som den slovakiske regering har præsenteret den for Domstolen, at det er eksportøren, der betaler afgiften for elektricitet, der udføres, hvorimod det er den endelige forbruger eller kunde, der betaler afgiften (37) for elektricitet, der forbruges i Slovakiet. I det første tilfælde betales afgiften følgelig for elektricitetsforbruget, og i princippet efter, at elektricitet har passeret de forskellige faser fra transmission til forsyning og forbrug. I tilfælde af elektricitet, der udføres, er det omvendt eksportøren, der er genstand for afgiften, og elektriciteten bliver hverken forbrugt eller forlader endnu transmissionsnettet.

58. Fra denne synsvinkel adskiller den foreliggende sag sig fra Nygård-sagen, hvor Domstolen fastslog, at den begivenhed, der udløste en afgift, der blev pålagt svin, som blev produceret i Denmark, og solgt til slagtning på det nationale marked, der påhvilede producenten ved indlevering til slagtning, og en afgift, der blev pålagt svin, der blev udført levende, der påhvilede eksportøren, uafhængigt af om denne tillige var producenten, var den samme, navnlig når dyrene forlod det, som Domstolen benævnte »den indenlandske primærproduktion« (38). I den foreliggende sag pålægges elektricitet afgift, såfremt den forbruges i Slovakiet, når den har nået den endelige forbruger eller kunde, og såfremt den udføres forud for distribution, og forud for, at den kan anvendes til endeligt forbrug (39). Elektricitet er endvidere en forbrugsvare (40). Når der pålægges en afgift på elektricitet på forbrugsstedet, betyder det, at produktet ikke længere er på markedet. Omvendt er elektricitet, der udføres, fortsat på markedet og kan (og vil normalt også) være genstand for yderligere transaktioner.

59. Spørgsmålet om, hvilken metode der skal anvendes i forbindelse med beregningen af afgiften, skal afgøres i henhold til national ret. Det fremgår af de sagsakter, der er indgivet til Domstolen, at afgiften beregnes på grundlag af de transmitterede MWh. FENS har i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at afgiften var højere for elektricitet, der blev udført, hvilket den slovakiske regering imidlertid har benægtet. Det tilkommer den nationale ret at foretage en prøvelse af dette spørgsmål og at tage stilling til, hvorvidt der var en objektiv grund til at fortage en differentiering.

60. Det fremgår endvidere af sagsakterne, der er indgivet til Domstolen, at den materielle og tidsmæssige anvendelse af afgiften er forskellig for elektricitet, der forbruges i Slovakiet, og elektricitet, der udføres. Følgelig pålægges den al elektricitet, der forbruges i Slovakiet, uanset om det er fremstillet nationalt eller indføres, men i tilfælde af elektricitet, der bliver udført, pålægges den kun på elektricitet, der fremstilles nationalt. Selv om den afgift, der pålægges elektricitet, der forbruges i Slovakiet, synes at være permanent, var afgiften på elektricitet, der blev udført, endvidere midlertidig og blev kun pålagt i perioden mellem den 1. januar 2008 og den 31. marts 2009.

61. For så vidt angår den endelige anvendelse af afgiften har den slovakiske regering gjort gældende, at den svarer til indtægterne for transmissionsnetoperatøren og tjener til at sikre transmissionsnettets pålidelighed. Det er den slovakiske regerings opfattelse, at elektricitet, der forbruges nationalt, og elektricitet, der udføres, på samme måde drager nytte af disse tjenester. Imidlertid synes denne type tjeneste at have en permanent karakter – det forklarer ikke, hvorfor der skal pålægges en midlertidig afgift. Selv om den endelige anvendelse af afgiften endvidere er et element, der skal tages stilling til med henblik på at præcisere den for afgiften udløsende omstændighed, følger det af fast retspraksis, at forbuddet mod afgifter med tilsvarende virkning gælder uafhængig af formålet med deres indførelse og af anvendelsen af de indtægter, de tilvejebringer (41).

62. Det er følgelig min opfattelse, at den udløsende omstændighed i dette tilfælde er den omstændighed, at elektriciteten passerede den slovakiske grænse. Den i den foreliggende sag omhandlede afgift, der pålægges al elektricitet, der forbruges i Slovakiet, uanset om det fremstilles nationalt eller indføres, men som i tilfælde af elektricitet, der udføres, kun pålægges for en kort periode og kun af elektricitet, der bliver fremstillet nationalt, er en afgift med tilsvarende virkning som told.

63. For så vidt angår eventuelle begrundelser for afgiften i forbindelse med udførsel følger det af fast retspraksis, at forbuddet i artikel 30 TEUF er et generelt og kategorisk forbud (42). Traktaten indeholder ikke undtagelser, og Domstolen har fastslået, at det fremgår af klarheden, bestemtheden og det manglende forbehold i (hvad der nu er) artikel 28 TEUF og 30 TEUF, at forbuddet mod told er en grundlæggende regel, hvorfor mulige undtagelsesbestemmelser skal være udformet klart (43). Domstolen har afvist ved analogi at udvide undtagelserne til artikel 34 TEUF og 35 TEUF, der er nedfældet i artikel 36 TEUF, til told og afgifter med tilsvarende virkning som told, idet den har fremhævet, at undtagelser til en sådan grundlæggende regel skal fortolkes strengt (44).

64. Den slovakiske regerings argumenter om, at afgiften i forbindelse med udførsel var begrundet, idet den blev pålagt i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 2005/89 og kun i perioden mellem den 1. januar 2008 og den 31. marts 2009 som følge af et behov for at sikre nettets drift, stabilitet og pålidelighed i lyset af et forventet fald i produktionen, kan følgelig ikke tiltrædes (45). De anfægtede foranstaltninger har endvidere den virkning, at udførslen af elektricitet besværliggøres, uden at det nødvendigvis sikres, at det formål, som den slovakiske regering har påberåbt sig, opnås (46).

65. Den nederlandske regering har gjort gældende, at den omhandlede afgift udgør betaling for en tjeneste, navnlig sikring af stabiliteten og pålideligheden af det slovakiske elektricitetsnet, og følgelig ikke henhører under anvendelsesområdet for artikel 30 TEUF.

66. Domstolen har fastslået, at en byrde, som udgør et forholdsmæssigt vederlag for en til den erhvervsdrivende, der er forpligtet til at betale denne byrde, faktisk erlagt tjenesteydelse, ikke udgør en afgift med tilsvarende virkning som told (47). Den leverede ydelse skal imidlertid for at falde uden for anvendelsesområdet for artikel 30 TEUF tillægge den enkelte eksportør en bestemt fordel (48). En ydelse i almenhedens interesse har en for generel karakter og er for vanskelig at vurdere, til at den kan anses for en modydelse for en bestemt faktisk erlagt ydelse (49).

67. Den slovakiske regering har kortfattet fremført dette aspekt i dens skriftlige indlæg, hvori den har gjort gældende, at afgiften sikrer transmissionsnettets pålidelighed og funktion og leverer ydelser, der sikrer produktionsenheders drift. Den slovakiske regering deltog ikke i retsmødet og fremlagde ikke yderligere oplysninger.

68. De sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, er ikke tilstrækkelige til at vurdere, hvorvidt den omhandlede afgift udgør betaling for bestemte tjenester, der tillægger den enkelte eksportør en bestemt fordel. FENS har endvidere i retsmødet gjort gældende, at det forhold, at afgiften skulle gøres til genstand for moms, hvilket er et element, der normalt indikerer, at afgiften svarer til betaling for en ydelse, ikke er tilstrækkeligt til at konkludere, at den opfylder de kriterier, der følger af Domstolens praksis, for at udgøre betaling for en ydelse, der faktisk ydes til en erhvervsdrivende, der ikke ville henhøre under anvendelsesområdet for artikel 30 TEUF.

69. Det følger heraf, med forbehold for den nationale rets efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede, der pålægges elektricitet produceret i indlandet som følge af den omstændighed, at den nationale grænse passeres, er en afgift med tilsvarende virkning som told i forbindelse med udførsel, der henhører under anvendelsesområdet for artikel 30 TEUF, når den finder anvendelse på handelen mellem medlemsstater. Denne afgift er tilsvarende forbudt for så vidt angår udførsel til tredjelande, idet disse afgifter henhører under Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a) og e), TEUF, artikel 28, stk. 1, TEUF, artikel 206 TEUF og 207 TEUF.

Kvalifikationen som en diskriminerende intern afgift

70. Såvel den nederlandske som den slovakiske regering har i deres skriftlige indlæg diskuteret muligheden for, at den omhandlede afgift henhører under anvendelsesområdet for artikel 110 TEUF. Kommissionen har indgivet tilsvarende indlæg i retsmødet. Jeg har imidlertid konkluderet, at denne afgift henhører under anvendelsesområdet for artikel 30 TEUF, og det følger af fast retspraksis, at de to bestemmelser, der understøtter hinanden i forfølgelsen af målsætningen om at forbyde enhver national skatte- og afgiftsbestemmelse, som kan virke diskriminerende over for varer, der sendes fra eller til andre medlemsstater, ved at hindre deres frie bevægelighed på normale konkurrencevilkår inden for Den Europæiske Union, ikke kan anvendes kumulativt (50). Det er uforeneligt med traktaternes grundlæggende rammer, såfremt den samme foranstaltning samtidig henhører under begge disse kategorier (51).

71. Såfremt Domstolen er af den modsatte opfattelse og fastslår, at den omhandlede afgift i hovedsagen ikke henhører under anvendelsesområdet for artikel 30 TEUF, bliver det nødvendigt at tage stilling til artikel 110 TEUF. Jeg vil foretage en kort gennemgang heraf.

72. En sådan afgift er imidlertid ikke en afgift med tilsvarende virkning som told, men en intern afgift som omhandlet i artikel 110 TEUF, såfremt den er et led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes på kategorier af produkter uanset disses oprindelse eller bestemmelsessted (52). Selv om artikel 110 TEUF kun udtrykkeligt henviser til varer, der er blevet indført, følger det af fast praksis, at varer, der udføres, ligeledes er omfattet af denne bestemmelse (53).

73. For at afgiftsregler, der gælder internt inden for en medlemsstat, er forbudt i henhold til artikel 110 TEUF, skal de indebære en forskelsbehandling eller have beskyttende virkning (54). Denne bestemmelse er blevet fortolket udvidende og omfatter samtlige afgiftsprocedurer, der bryder ligebehandlingen af nationale produkter og produkter, der indføres (eller udføres). Forbuddet, der er nedfældet i denne artikel, finder følgelig anvendelse, når en afgift kan bevirke, at indførsel af varer med oprindelse i andre medlemsstater opgives til fordel for indenlandsk fremstillede varer (55). Det er min opfattelse, at disse principper finder analog anvendelse på afgifter, der kan bevirke, at udførsel af nationale varer til andre medlemsstater opgives til fordel for nationalt forbrug.

74. Domstolen har gjort det klart, at en intern afgift, der anvendes uden forskel, »ikke desto mindre skal anses for at være en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling i [artikel 110 TEUF] såfremt de fordele, der følger af anvendelsen af afgiftsprovenuet, særligt er til gavn for de af de indenlandske afgiftsbelagte produkter, der forarbejdes eller afsættes på hjemmemarkedet, idet de delvis udligner den byrde, der påhviler disse, og således belaster de indenlandske produkter, der eksporteres […]. I dette tilfælde må den afgift, der pålægges det eksporterede produkt, og som principielt er lovlig, være forbudt, i det omfang den delvis udligner den byrde, der påhviler det produkt, der er forarbejdet eller markedsført på det nationale marked, og skal nedsættes forholdsmæssigt […]. Det tilkommer ifølge fast retspraksis den nationale ret at fastslå, i hvilket omfang den eventuelle forskelsbehandling rammer de eksporterede produkter [...]. Retten skal med henblik herpå efterprøve, om det fulde provenu af den pågældende afgift på de indenlandske varer, der er forarbejdet eller markedsført på det nationale marked, opgjort i penge i en bestemt referenceperiode, svarer til de fordele, der udelukkende kommer disse varer til gode« (56).

75. Den slovakiske regering har gjort gældende, at den afgift, der betales for nettjenester, skal anses for en intern afgift, men at den på ingen måde er diskriminerende, eftersom den finder anvendelse på samme måde på elektricitet, der udføres fra Slovakiet, og elektricitet, der forbruges i Slovakiet, i overensstemmelse med objektive kriterier, uanset om varen passerer en grænse.

76. På grundlag af de sagsakter, som jeg har behandlet i punkt 57-61 ovenfor, er det min opfattelse, at den omhandlede afgift kan føre til, at udførsel af nationale varer opgives til fordel for nationalt forbrug. For så vidt angår fordelene for elektricitet, der forbruges på nationalt plan, eller elektricitet, der udføres, er det kun på en meget overordnet måde blevet gjort gældende for Domstolen, at ordningen sikrer transmissionsnettets pålidelighed og funktion, leveringen af ydelser og driften af produktionssteder. Dette er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bedømme, hvorvidt disse fordele opvejer den pålagte afgift for en kategori af elektricitet.

77. Det tilkommer den nationale ret at foretage de nødvendige konstateringer og drage de relevante konsekvenser, og det er derfor ved denne ret, at parterne og intervenienten i hovedsagen skal foretage den nødvendige bevisførelse (57). Såfremt det på grundlag af de principper, der kan udledes af Domstolens retspraksis, kan konstateres, at den omhandlede afgift på nogen måde er diskriminerende eller har en beskyttende virkning, er den forbudt i henhold til artikel 110 TEUF.

78. Såfremt Domstolen følgelig fastslår, at den i hovedsagen omhandlede afgift ikke henhører under anvendelsesområdet for artikel 30 TEUF, vil denne afgift skulle klassificeres som en intern afgift, der er forbudt i henhold til artikel 110 TEUF, såfremt og i det omfang den anses for at indgå i et generelt system af interne afgifter, der systematisk anvendes på al elektricitet i overensstemmelse med objektive kriterier uden hensyntagen til dens oprindelige eller destination, men som efter sin karakter er diskriminerende eller beskyttende. Det tilkommer den nationale ret at fastlægge de relevante faktiske omstændigheder og drage de relevante konklusioner.

Forslag til afgørelse

79. I lyset af det foregående foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål fra Okresný súd Bratislava II (kredsdomstolen i Bratislava II, Slovakiet) som følger:

»– Med forbehold for den nationale rets efterprøvelse af de faktiske omstændigheder er en afgift som den i hovedsagen omhandlede, der pålægges elektricitet produceret i indlandet som følge af den omstændighed, at den nationale grænse passeres, en afgift med tilsvarende virkning som told i forbindelse med udførsel, der henhører under anvendelsesområdet for artikel 30 TEUF, når den finder anvendelse på handelen mellem medlemsstater. Denne afgift er tilsvarende forbudt for så vidt angår udførsel til tredjelande, idet disse afgifter henhører under Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a) og e), TEUF, artikel 28, stk. 1, TEUF, artikel 206 TEUF og 207 TEUF.«


1 – Originalsprog: engelsk.


2 – Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 2003/54/EF af 26.6.2003 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 96/92/EF (EUT 2003, L 176, s. 37). Det blev ophævet med virkning fra den 3.3.2011 ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (EUT 2009, L 211, s. 55).


3 – Artikel 11, stk. 7.


4 – Artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/89/EF af 18.1.2006 om foranstaltninger til fremme af elforsyningssikkerhed og infrastrukturinvesteringer (EUT 2006, L 33, s. 22).


5 – Dvs. Den Slovakiske Republiks område, hvor transmissionssystemoperatøren eller distributionssystemoperatøren skulle sikre transmission eller distribution af elektricitet [jf. § 2, litra a), i Zákon č. 251/2012 Z. z. o energetike a o zmene a doplnení niektorých zákonov (lov nr. 251/2012 om energi samt om ændring og supplering af bestemte love)].


6 – Dom af 10.12.1968, Kommissionen mod Italien (7/68, EU:C:1968:51, s. 428).


7 – Jf. bl.a. dom af 27.4.1994, Almelo (C-393/92, EU:C:1994:171, præmis 28).


8 – Jf. i denne retning dom af 17.7.2008, Essent Netwerk Noord m.fl. (C-206/06, EU:C:2008:413, præmis 43 og 44 og den deri nævnte retspraksis).


9 – Jf. eksempelvis dom af 29.9.2016, Essent Belgium (C-492/14, EU:C:2016:732, præmis 43).


10 – EUF-traktaten var ikke endnu i kraft på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder. Idet indholdet af de relevante bestemmelser imidlertid ikke har ændret sig og med henblik på at lette foretagelsen af henvisninger, vil jeg henvise til bestemmelserne i EUF-traktaten frem for til bestemmelserne i EF-traktaten.


11 – Dom af 1.7.2014, Ålands Vindkraft (C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).


12 – Jf. bl.a. dom af 1.7.2014, Ålands Vindkraft (C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 57 ff. og den deri nævnte retspraksis), af 11.12.2003, Deutscher Apothekerverband (C-322/01, EU:C:2003:664, præmis 64 og 65 og den deri nævnte retspraksis).


13 – Jf. i denne retning dom af 13.12.2001, DaimlerChrysler (C-324/99, EU:C:2001:682, præmis 42).


14 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19.12.1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (EFT 1997, L 27, s. 20).


15 – Udtalelse fra Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), om Europa-Parlamentets ændringsforslag til Rådets fælles holdning til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af det andet EF-handlingsprogram for sundhed (2007-2013) om Ændring af Kommissionens forslag i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2, 23.7.2003, KOM(2003) 429 endelig, s. 3.


16 – Anden og fjerde betragtning til direktiv 2009/72.


17 – Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om det indre marked for elektricitet (omarbejdning), 30.11.2016, COM(2016) 864 final, s. 4.


18 – Jeg foreslår imidlertid ikke her, at harmonisering ved et direktiv aldrig kan hindre en behandling af, hvorvidt national lovgivning, der henhører under dette direktivs anvendelsesområde, er i overensstemmelse med primærretten. Dette ville være i strid med Domstolens tilgang i dom af 12.10.1993, Vanacker og Lesage (C-37/92, EU:C:1993:836).


19 – Artikel 1.


20 – Artikel 11, stk. 7.


21 – Artikel 23, stk. 2.


22 – Dom af 29.9.2016, Essent Belgium (C-492/14, EU:C:2016:732, præmis 119).


23 – I en sag vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23.4.2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT 2009, L 140, s. 16), der fastsætter en fælles ramme for fremme af energi fra vedvarende energikilder, fastslog Domstolen tilsvarende, at dette direktiv ikke indførte en harmonisering af en sådan karakter, at den udelukkede en undersøgelse af, hvorvidt national lovgivning, der kunne hindre indførsel af grøn elektricitet fra andre medlemsstater, var forenelig med artikel 34 TEUF, jf. dom af 1.7.2014, Ålands Vindkraft (C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 56-64).


24 – For så vidt angår disse bestemmelsers afgørende rolle jf. dom af 1.7.1969, Kommissionen mod Italien (24/68, EU:C:1969:29, præmis 4 og 5).


25 – Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger til fremme af elforsyningssikkerhed og infrastrukturinvesteringer, 10.12.2003, KOM(2003) 740 endelig, s. 2.


26 – Artikel 1, stk. 2.


27 – Det anerkendes i retspraksis, at forbuddene, der er nedfældet i begge af disse bestemmelser, har direkte virkning. Jf. i denne retning dom af 17.12.1970, SACE (33/70, EU:C:1970:118, præmis 10), hvor Domstolen fastslog, at forbuddet, der er nedfældet i artikel 9 og 13 i EØF-traktaten (den nugældende artikel 28 TEUF og 30 TEUF) efter sin karakter var fuldstændig egnet til at have direkte virkninger ved udløbet af overgangsperioden (den 1.7.1968).


28 – Dom af 5.10.1995, Aprile (C-125/94, EU:C:1995:309, præmis 34).


29 – Artikel 4, stk. 10 og 11, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelsen af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1) senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1791/2006 af 20.11.2006 om tilpasning af visse forordninger, beslutninger og afgørelser vedrørende frie varebevægelser, frie personbevægelser, selskabsret, konkurrencepolitik, landbrug (herunder veterinær- og plantesundhedslovgivning), transportpolitik, fiskale bestemmelser, statistikker, energi, miljø, samarbejde om retlige og indre anliggender, toldunion, eksterne forbindelser, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og institutionerne på grund af Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse (EUT 2006, L 363, s. 1). Denne forordning blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 af 23.4.2008 om EF-toldkodeksen (moderniseret toldkodeks) (EUT 2008, L 145, s. 1), der gjaldt delvist fra den 24.6.2008. Artikel 4, stk. 15 og 16, der definerer import- og eksportafgifter samt de fleste af bestemmelserne vedrørende eksport fra toldområdet trådte ikke i kraft på dette tidspunkt (jf. forordningens artikel 188, stk. 1 og 2). Denne forordning er på sin side blevet ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9.10.2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1).


30 – Udtalelse 1/75 (OECD’s ordning om en regel for lokale omkostninger) af 11.11.1975 (EU:C:1975:145, s. 1362).


31 – Jf. mit forslag til afgørelse vedrørende udtalelse 2/15((frihandelsaftale med Singapore) EU:C:2016:992, punkt 96).


32 – Der består her en forskel mellem told og afgifter med tilsvarende virkning for varer, der udføres til andre medlemsstater og for varer, der udføres til tredjelande og følgelig forlader Den Europæiske Unions toldområde: Førstnævnte er genstand for et absolut forbud, der både finder anvendelse for medlemsstater og EU-institutionerne (artikel 30 TEUF), hvorimod sidstnævnte kun er forbudt for medlemsstater, eftersom de henhører under Den Europæiske Unions enekompetence.


33 – Jf. i denne retning dom af 1.7.1969, Brachfeld og Chougol Diamond (2/69 og 3/69, s. 222). Definitionen af afgifter med tilsvarende virkning som told har ikke ændret sig siden da, jf. bl.a. dom af 1.3.2018, Petrotel-Lukoil og Georgescu (C-76/17, EU:C:2018:139, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).


34 – Den slovakiske regering henviser i denne forbindelse til elektricitetsforordningens § 12, stk. 2-8. FENS synes ikke at bestride dette.


35 – Jf. i denne retning dom af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 28).


36 – Jf. i denne retning dom af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 29-39).


37 – I visse sager er det distributionsoperatøren eller producenten af elektricitet, der betaler den omhandlede afgift for den elektricitet, der forbruges hos virksomheden til andre formål end til produktionen af elektricitet.


38 – Dom af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 29).


39 – Jeg vil her tilføje, at FENS’s argument om, at den elektricitet, der blev udført, kan være genstand for dobbelt afgiftsbetaling for transmissionsnettjenester, er blevet afvist af Domstolen for så vidt angår tilfælde, hvor EU-retten ikke indeholder nogen bestemmelser, der forbyder dobbeltbeskatning, jf. i denne retning dom af 23.4.2002,Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 37 og 38).


40 – Selv om principperne om energibevaring bestemmer, at energi hverken skabes eller nedbrydes men kun omdannes fra en form til en anden, så ophører elektrisk energi, så snart det forbruges, i det mindste med henblik på skat med at eksistere på markedet.


41 – Jf. i denne retning dom af 21.6.2007, Kommissionen mod Italien (C-173/05, EU:C:2007:362, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis), og af 9.9.2004, Carbonati Apuani (C-72/03, EU:C:2004:506, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).


42 – Dom af 21.9.2000, Michaïlidis (C-441/98 og C-442/98, EU:C:2000:479, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis).


43 – Jf. i denne retning dom af 14.12.1962, Kommissionen mod Luxembourg og Belgien (2/62 og 3/62, EU:C:1962:45, s. 432).


44 – Jf. i denne retning dom af 10.12.1968, Kommissionen mod Italien (7/68, EU:C:1968:51, s. 430).


45 – Den slovakiske regering forklarer ikke, hvordan en midlertidig afgift således som den i hovedsagen omhandlede kan henhøre under anvendelsesområdet for direktivets artikel 5, der tillader, at medlemsstaterne vedtager egnede foranstaltninger til bevarelsen af en balance mellem udbud og efterspørgsel af elektricitet. Den gentager alene, at afgiften omhandler systemets stabilitet samt forsyningssikkerhed og ‑pålidelighed.


46 – Jf. analogt dom af 10.12.1968, Kommissionen mod Italien (7/68, EU:C:1968:51, s. 430).


47 – Dom af 9.9.2004, Carbonati Apuani (C-72/03, EU:C:2004:506, præmis 31).


48 – Dom af 27.9.1988, Kommissionen mod Tyskland (18/87, EU:C:1988:453, præmis 7).


49 – Jf. i denne retning dom af 1.7.1969, Kommissionen mod Italien (24/68, EU:C:1969:29, præmis 16).


50 – Dom af 17.7.2008, Essent Netwerk Noord m.fl. (C-206/06, EU:C:2008:413, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).


51 – Dom af 2.10.2014, Orgacom (C-254/13, EU:C:2014:2251, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).


52 – Dom af 8.6.2006, Koornstra (C-517/04, EU:C:2006:375, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).


53 – Dom af 22.5.2003, Freskot (C-355/00, EU:C:2003:298, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).


54 – Dom af 11.3.1992, Compagnie commerciale de l’Ouest m.fl. (C-78/90 – C-83/90, EU:C:1992:118, præmis 24).


55 – Jf. i denne retning dom af 8.11.2007, Stadtgemeinde Frohnleiten og Gemeindebetriebe Frohnleiten (C-221/06, EU:C:2007:657, præmis 40).


56 – Jf. i denne retning dom af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 42 og 43 og den deri nævnte retspraksis).


57 – Jf. i denne retning dom af 23.4.2002, Nygård (C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 47).