T-125/16 Léon Van Parys mod Kommissionen - Dom

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

11. december 2017

»Toldunion – indførsel af bananer fra Ecuador – efteropkrævning af importafgifter – ansøgning om fritagelse for importafgifter – afgørelse truffet efter Rettens annullation af en tidligere beslutning – rimelig frist«

I sag T-125/16,

Firma Léon Van Parys NV, Antwerpen (Belgien), ved avocats P. Vlaemminck, B. Van Vooren, R. Verbeke og J. Auwerx,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved A. Caeiros, B.-R. Killmann og E. Manhaeve, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

vedrørende dels en påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens afgørelse C(2016) 95 final af 20. januar 2016, hvori det blev fastslået, at en efterfølgende bogføring af importafgifter er berettiget, og at en fritagelse for disse afgifter er berettiget i forhold til én debitor og delvis berettiget for så vidt angår en anden debitor, men hvad angår en anden del ikke er berettiget hvad angår denne bestemte debitor, og hvori Kommissionens afgørelse K(2010) endelig 2858 af 6. maj 2010 blev ændret, dels en påstand om, at artikel 909 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1993, L 253, s. 1) har fået virkninger over for sagsøgeren efter dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136),

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne J. Schwarcz (refererende dommer) og C. Iliopoulos,

justitssekretær: fuldmægtig G. Predonzani,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. juli 2017,

afsagt følgende

Dom

Sagens faktiske omstændigheder

1 Mellem den 22. juni 1998 og den 8. november 1998 indgav sagsøgeren, Firma Léon Van Parys NV, gennem sin toldklarerer 116 indførselsangivelser vedrørende bananer hidhørende fra Ecuador over for Antwerpens toldsted (Belgien).

2 Indførselsangivelserne blev støttet af 221 importlicenser, tilsyneladende udstedt af Kongeriget Spanien, der tillod indførsel af bananer til Det Europæiske Fællesskab inden for rammerne af et toldkontingent med betaling af en nedsat told på 75 EUR pr. ton, i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (EFT 1993, L 47, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22. december 1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er nødvendige i landbrugssektoren for gennemførelsen af de aftaler, som er indgået under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (EFT 1994, L 349, s. 105), for perioden frem til den 31. december 1998, og i henhold til forordning nr. 404/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 2362/98 af 28. oktober 1998 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 404/93 for så vidt angår ordningen for indførsel af bananer til Fællesskabet (EFT 1998, L 293, s. 32), for perioden efter den 1. januar 1999.

3 Ved skrivelse af 1. februar 2000 meddelte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) de belgiske toldmyndigheder, at der havde været anvendt falske, spanske importlicenser med falske stempler fra de spanske myndigheder, der havde kompetence til at udstede disse dokumenter, til at indføre bananer i Fællesskabet. I forbindelse med en undersøgelse havde toldmyndighederne opdaget, at 221 importlicenser, som sagsøgeren havde fremlagt for Antwerpens toldsted i perioden fra den 22. juni 1998 til den 8. november 1998, var falske, spanske licenser.

4 Den 5. juli 2002 optog den belgiske told- og afgiftsforvaltning protokol over resultaterne af undersøgelsen, som den bl.a. fremsendte til sagsøgeren og toldklarereren. Af denne protokol fremgår, at 223 importlicenser, som sagsøgeren anvendte, svarer til de falske, spanske licenser, 221 af disse licenser blev fremlagt i Antwerpen og 12 i Hamburg (Tyskland). Hvad angår perioden fra den 1. januar 1999 til den 8. november 1999 var 107 licenser, der alle var blevet fremlagt af sagsøgeren for Antwerpens toldsted, berørt.

5 Ved skrivelse af 26. juli 2002 pålagde den belgiske told- og afgiftsforvaltning sagsøgeren og toldklarereren at betale et beløb på 7 084 967,71 EUR for indførsel af bananer fra den 1. januar 1998 til den 8. november 1999, svarende til anvendelsen af en toldsats på 850 EUR pr. indført ton, i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 404/93.

6 Den 28. november 2003 optog den belgiske told- og afgiftsforvaltning en supplerende protokol, der bl.a. omhandlede iværksættelse af retsanmodninger i Spanien, Italien og Portugal inden for rammerne af undersøgelsen af de falske, spanske importlicenser.

7 Efter at sagsøgeren og toldklarereren havde bestridt den efteropkrævning af told, som de var blevet pålagt, fandt den belgiske told- og afgiftsforvaltning, at ansøgningen om at undlade efteropkrævning og om afgiftsfritagelse skulle imødekommes, og fremsendte ved skrivelse af 14. december 2007 sagen til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, så den kunne træffe afgørelse i overensstemmelse med artikel 871 og 905 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 253, s. 1), som ændret.

8 I skrivelse af 14. december 2007 gav den belgiske told- og afgiftsforvaltning udtryk for den opfattelse, at bestemmelserne i artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1, herefter »toldkodeksen«) ikke kunne finde anvendelse i den foreliggende sag, eftersom der ikke var tilstrækkelige beviser for, at der var begået en fejl over for medlemsstaternes myndigheder eller Kommissionen. Den belgiske told- og afgiftsforvaltning fandt derimod, at der i medfør af toldkodeksens artikel 239 var grundlag for afgiftsfritagelse, da der forelå en særlig situation i henhold til bestemmelserne i denne artikel, og sagsøgeren og toldklarereren ikke havde udvist åbenbar forsømmelighed.

9 Den 5. maj 2008, den 18. og 26. november 2008, den 15. januar 2009 og den 4. marts 2010 fremsendte Kommissionen anmodninger om supplerende oplysninger til den belgiske told- og afgiftsforvaltning, som besvarede hver af disse anmodninger.

10 Ved skrivelse af 8. januar 2010 underrettede Kommissionen på grundlag af artikel 906a i forordning nr. 2454/93 den belgiske told- og afgiftsforvaltning og sagsøgeren om, at den påtænkte at træffe en beslutning, der ikke var gunstig i forhold til ansøgningen om afgiftsfritagelse og tilbagebetaling af told. I skrivelse af 8. februar 2010 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger.

11 Under et møde den 12. april 2010 blev sagsøgerens sag i medfør af artikel 873 og 907 i forordning nr. 2454/93 hørt af en gruppe sagkyndige bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne.

12 Ved beslutning K(2010) 2858 endelig af 6. maj 2010 gav Kommissionen medhold i den efterfølgende bogføring af importafgifterne (artikel 1, stk. 1) og i afgiftsfritagelsen i forhold til en debitor, toldklarereren (artikel 1, stk. 2), men ikke i forhold til en anden debitor, sagsøgeren, i en særlig situation (artikel 1, stk. 3) (herefter »den første beslutning«).

13 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. august 2010 anlagde sagsøgeren et annullationssøgsmål til prøvelse af den første beslutning.

14 Ved dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), annullerede Retten artikel 1, stk. 3, i den første beslutning, hvori Kommissionen havde fastslået, at fritagelse for afgifter i henhold til toldkodeksens artikel 239 ikke var berettiget for så vidt angik sagsøgeren.

15 Ved en første skrivelse af 16. september 2013 meddelte Kommissionen den belgiske told- og afgiftsforvaltning, at den efter den delvise annullation af den første beslutning havde konkluderet, at der var behov for at indhente supplerende oplysninger med henblik på at træffe en ny afgørelse, og anmodede om oplysninger vedrørende den import, som sagsøgeren havde foretaget, der lå til grund for ansøgningen om fritagelse for afgifter. Kommissionen bad ligeledes den belgiske told- og afgiftsforvaltning om at fremsende deres svar på anmodningen om oplysninger til sagsøgeren og anmodede dem om at sende en skriftlig erklæring med bekræftelse af, at sagsøgeren var bekendt med dette svar, at sagsøgeren var enig og ikke havde noget at tilføje, eller at den havde kommentarer og supplerende oplysninger. Kommissionen fremhævede endelig, at perioden på ni måneder til at behandle ansøgningen om fritagelse for afgifter i henhold til artikel 907 forordning nr. 2454/93 blev forlænget i perioden fra den 22. august 2013 til datoen for modtagelsen af de yderligere oplysninger.

16 Ved en anden skrivelse af 16. september 2013 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den efter den delvise annullation af den første beslutning havde konkluderet, at der var behov for at indhente supplerende oplysninger med henblik på at træffe en ny afgørelse, og at fristen på ni måneder for at behandle ansøgningen om fritagelse for afgifter var blevet forlænget i perioden fra den 22. august 2013 til datoen for modtagelsen af de yderligere oplysninger.

17 Det annullationssøgsmål, der var anlagt af sagsøgeren til prøvelse af de to skrivelser af 16. september 2013, blev afvist ved kendelse af 24. juni 2014, Léon Van Parys mod Kommissionen (T-603/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:610).

18 Ved skrivelse af 14. januar 2014 meddelte den belgiske told- og afgiftsforvaltning Kommissionen, at forvaltningen fandt anmodningen om oplysninger besynderlig, idet det var blevet påvist, at alle de omtvistede importlicenser var falske, og at det derfor var umuligt at efterkomme denne anmodning.

19 Ved skrivelse af 24. januar 2014 bekræftede Kommissionen over for sagsøgeren, at den havde modtaget skrivelsen af 14. januar 2014 fra den belgiske told- og afgiftsforvaltning, og oplyste, at henset til denne myndigheds manglende svar på anmodningen om yderligere oplysninger var fristen for behandling fortsat suspenderet i overensstemmelse med artikel 907 i forordning nr. 2454/93.

20 Det annullationssøgsmål, der blev anlagt af sagsøgeren til prøvelse af skrivelsen af 24. januar 2014, blev forkastet ved kendelse af 26. november 2014, Léon Van Parys mod Kommissionen (T-171/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1025).

21 Ved skrivelse af 17. juni 2014 anmodede Kommissionen på ny den belgiske told- og afgiftsforvaltning om at fremsende de oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om i skrivelse af 16. september 2013. I sin skrivelse af 17. juni 2014 vedlagde Kommissionen sine egne beregninger i tabelform.

22 Den 10. december 2014 udarbejdede den belgiske told- og afgiftsforvaltning et udkast til besvarelse af Kommissionens skrivelse af 16. september 2013, der indeholdt en beregning, som nævnte forvaltning agtede at fremsende til Kommissionen, og opfordrede sagsøgeren til at fremsætte sine bemærkninger.

23 Ved skrivelse af 16. februar 2015 til Kommissionen fremsatte den belgiske told- og afgiftsforvaltning bemærkninger til den tabel, som den havde fået fremsendt af Kommissionen, og korrigerede bl.a. beløbene i nævnte tabels række 18, 60, 67 og 99.

24 Ved skrivelse af 16. juli 2015 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den påtænkte at træffe en negativ afgørelse vedrørende sagsøgerens ansøgning om fritagelse for afgifter.

25 Den 10. august 2015 fremsatte sagsøgeren bemærkninger til Kommissionens skrivelse af 16. juli 2015.

26 Ved afgørelse C(2016) 95 final af 20. januar 2016 gav Kommissionen medhold i den efterfølgende bogføring af importafgifterne (artikel 1, stk. 1) og i afgiftsfritagelsen i forhold til toldklarereren (artikel 1, stk. 2), afgiftsfritagelse i forhold til sagsøgeren for et beløb på 632 241,28 EUR, svarende til traditionelle licenser (artikel 1, stk. 3), men nægtede fritagelse for afgifter med hensyn til sagsøgeren for et beløb på 2 996 007,20 EUR, svarende til nytilkomne erhvervsdrivendes importlicenser (artikel 1, stk. 4) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

27 I 18.-23. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærkede Kommissionen bl.a., at den med den første beslutning havde tilladt efterfølgende bogføring af importafgifter (afgørelsens artikel 1, stk. 1) og fritagelse for afgifter for debitor, toldklarereren (artikel 1, stk. 2, i den første beslutning), men ikke for den anden debitor, sagsøgeren, i et bestemt tilfælde (artikel 1, stk. 3, i den første beslutning).

28 I 20. betragtning til den anfægtede afgørelse præciserede Kommissionen, at den havde baseret sin vurdering i den første beslutning på toldkodeksens artikel 220, stk. 2, litra b), og konkluderet, at der ikke kunne være tale om en fejl begået af de spanske myndigheder, eftersom de ikke havde deltaget i udfærdigelsen af de pågældende licenser. I 23. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen desuden, at den i den første beslutning havde undersøgt, om betingelserne i toldkodeksens artikel 239 var opfyldt, og konkluderet, at toldklarereren hverken havde gjort sig skyldig i urigtigheder eller forsømmelighed og derfor kunne indrømmes adgang til efterfølgende bogføring eller fritagelse for importafgifter. I den første beslutning havde Kommissionen fundet, at sagsøgeren ikke havde udvist agtpågivenhed, og den havde derfor konkluderet, at sagsøgeren ikke kunne indrømmes adgang til fritagelse for efteropkrævning eller fritagelse for importafgifter.

29 I 25.-32. betragtning til den anfægtede afgørelse gjorde Kommissionen opmærksom på, at eftersom Retten annullerede artikel 1, stk. 3, i den første beslutning, var Kommissionen i henhold til artikel 266 TEUF forpligtet til at træffe en ny afgørelse inden for en rimelig frist, som er den eneste frist, der finder anvendelse i denne sag.

30 For så vidt angår vedtagelsen af denne nye afgørelse anførte Kommissionen for det første i 33. betragtning til den anfægtede afgørelse, at en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne mødtes den 21. september 2015 inden for rammerne af Toldkodeksudvalget med henblik på at behandle sagen. For det andet anførte Kommissionen i 37. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den kun ville undersøge, om den anden betingelse i toldkodeksens artikel 239 om, at der ikke må foreligge urigtigheder eller forsømmelse, var opfyldt.

31 I 39. betragtning til den anfægtede afgørelse mindede Kommissionen desuden om, at Retten i dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-342/10, EU:T:2013:136), havde bemærket, at Kommissionen i svarskriftet vurderede, at den af sagsøgeren anvendte praksis til at opnå brugsret til importlicenserne var »uretmæssig«, idet den stred mod artikel 21, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2362/98, som forbød enhver overdragelse af rettigheder, der følger af en importlicens, fra en nytilkommen erhvervsdrivende til en traditionel erhvervsdrivende. Retten tilføjede i denne forbindelse, at det måtte fastslås, at den første afgørelse, for så vidt som den afslog fritagelse for importafgifter, ikke var baseret på, at den pågældende praksis i forhold til køb af brugsretten til importlicenserne var ulovlig, men på sagsøgerens åbenbare forsømmelighed. Retten konkluderede således på dette grundlag, at Kommissionens argument i den foreliggende sag ikke kunne påvirke afgørelsen af, om afslaget på fritagelse for importafgifter var begrundet. Kommissionen drog i nævnte betragtning til den anfægtede afgørelse på dette grundlag den konklusion, at den inden for rammerne af denne nye afgørelse skulle undersøge, om den praksis, som ansøgeren benyttede sig af med hensyn til brugsretten til importlicenserne, var retmæssig, under hensyntagen til, at artikel 21, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2362/98 forbyder enhver overdragelse af rettigheder, der følger af importlicenser, fra en nytilkommen erhvervsdrivende til en traditionel erhvervsdrivende. Den tilføjede, at den ligeledes ville genoverveje, om der var grund til at fastslå, at der ikke havde foreligget urigtigheder eller forsømmelighed.

32 Kommissionen fandt i 49. og 50. betragtning til den anfægtede afgørelse, at selv om sagsakterne ikke gjorde det muligt at godtgøre, at der ikke var udvist tiltrækkelig omhu med hensyn til de licenser, som sagsøgeren havde erhvervet fra de traditionelle erhvervsdrivende, ville en simpel gennemgang af licenserne for så vidt angår licenserne fra de nytilkomne erhvervsdrivende have gjort det muligt for sagsøgeren at konkludere, at denne ikke kunne gøre brug af rettighederne på grundlag af disse licenser, fordi en sådan brug ville være i strid med artikel 21, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2362/98.

33 I 60. betragtning til den anfægtede afgørelse besluttede Kommissionen derfor for det første, at sagsøgeren, som er traditionel erhvervsdrivende, ved at anvende rettighederne for nytilkomne erhvervsdrivende havde tilsidesat forbuddet i artikel 21, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2362/98, og for det andet, at fritagelse for afgifter for et beløb på 2 996 007,20 EUR på grundlag af licenser fra nytilkomne erhvervsdrivende, der anvendtes af sagsøgeren for perioden mellem den 1. januar og den 8. november 1999, på ingen måde var begrundet.

34 Endelig anførte Kommissionen i 62. betragtning til den anfægtede afgørelse, at bestemmelserne i artikel 1, stk. 1 og 2, i den første beslutning skulle forblive uændret, da de hverken var blevet anfægtet eller annulleret ved dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136).

Retsforhandlinger og parternes påstande

35 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. marts 2016 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

36 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

– Den anfægtede afgørelse annulleres.

– Det fastslås, at artikel 909 i forordning nr. 2454/93 har fuld retsvirkning i forhold til sagsøgeren som følge af dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), med det resultat, at selskabet har ret til fuldstændig fritagelse for toldskyld og renter eller udgifter, der er direkte eller indirekte forbundne hermed.

– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

37 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

– Frifindelse.

– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Retlige bemærkninger

38 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført fem anbringender. Det første og det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 907 og 909 i forordning nr. 2454/93 samt artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det tredje anbringende, der er fremsat subsidiært, vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik. Det fjerde anbringende, der er påberåbt mere subsidiært, vedrører magtfordrejning, og det femte anbringende, der er påberåbt endnu mere subsidiært, vedrører en fejlagtig fortolkning af bestemmelserne om regulering af bananmarkedet og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

Om formaliteten

Den første påstand om annullation af den anfægtede afgørelse

39 Kommissionen har, uden at rejse en formalitetsindsigelse, gjort gældende, at søgsmålet kun kan admitteres for så vidt angår den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 4. Ifølge Kommissionen kan søgsmålet ikke antages til realitetsbehandling dels for så vidt angår den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 1 og 2, da disse to bestemmelser blot bekræfter den første beslutnings artikel 1, stk. 1 og 2. I denne henseende har Kommissionen anført, at disse to bestemmelser er identiske, at de ikke indeholder nogen nye oplysninger, og at der ikke forud herfor blev foretaget en ny gennemgang af sagsøgerens situation. Dels har Kommissionen anført, at eftersom den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 3, ændrede den første beslutnings artikel 1, stk. 3, til fordel for sagsøgeren, er denne bestemmelse ikke til skade for sagsøgeren og kan ikke anfægtes.

40 Sagsøgeren har heroverfor anført, at stævningen med rette er rettet mod den anfægtede afgørelse i sin helhed, da denne var behæftet med en ulovlig begrundelse, for så vidt som den udgør en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af artikel 907, sammenholdt med artikel 909 i forordning nr. 2454/93, og idet fristen for at vedtage sådanne afgørelser allerede var udløbet på tidspunktet for dens vedtagelse.

41 Det bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, kan antages til realitetsbehandling, beror på, om personen godtgør at have en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. Ifølge fast retspraksis er det kun retsakter, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af den pågældendes retsstilling, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål. Ved afgørelsen af, om en retsakt eller en afgørelse har sådanne virkninger, skal der lægges vægt på indholdet (jf. i denne retning dom af 22.3.2000, Coca-Cola mod Kommissionen, T-125/97 og T-127/97, EU:T:2000:84, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

42 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke godtgjort, hvorledes den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 1-3, skulle kunne påvirke dennes situation negativt. Stk. 1 og 2, som hvad angår de pågældende rettigheder gentager bestemmelserne i den første beslutnings artikel 1, stk. 1 og 2, uden at der er blevet foretaget en ny analyse i denne henseende, ændrer ikke sagsøgerens tidligere situation, og stk. 3 ændrer sagsøgerens situation på fordelagtig vis, idet den indrømmer sagsøgeren en fritagelse for importafgifter til et beløb på 632 241,28 EUR, svarende til de traditionelle licenser. Det kan derfor ikke antages, at sagsøgeren har en interesse i at anfægte disse bestemmelser, således at den del af søgsmålet, der er anlagt til prøvelse heraf, ikke antages til realitetsbehandling.

43 Den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 4, indebærer derimod et afslag på fritagelse for afgifter for sagsøgeren efter en ny vurdering og ændrer således sagsøgerens situation i negativ retning, hvorfor annullationssøgsmålet kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er rettet mod denne bestemmelse.

Den anden påstand om, at det fastslås, at artikel 909 i forordning nr. 2454/93 har fuld retsvirkning i forhold til sagsøgeren som følge af dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136)

44 Det er tilstrækkeligt at bemærke, at der ikke findes noget retsmiddel i Den Europæiske Unions tvistemålssystem, som gør det muligt for Retten at tage stilling i form af en generel udtalelse eller principbeslutning (dom af 15.12.2005, Infront WM mod Kommissionen, T-33/01, EU:T:2005:461, præmis 171, samt kendelse af 3.9.2008, Cofra mod Kommissionen, T-477/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:307, præmis 21, og af 24.5.2011, Nuova Agricast mod Kommissionen, T-373/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:237, præmis 46).

45 Følgelig skal dette klagepunkt afvises.

Om realiteten

46 Det bemærkes, at sagsøgeren ved argumentation fremført til støtte for de fire første anbringender i det væsentlige har anfægtet den måde, hvorpå Kommissionen har opfyldt dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136). For det første var det ifølge sagsøgeren ikke nødvendigt at vedtage en ny afgørelse. For det andet er sagsøgeren af den opfattelse, at en sådan afgørelse – hvis det antages, at en sådan kunne vedtages – skulle have været vedtaget inden for en frist, der ikke måtte overskride den oprindelige præklusive frist på ni måneder som fastsat i artikel 907 i forordning nr. 2454/93. For det tredje er sagsøgeren af den opfattelse, at hvis det lægges til grund, at Kommissionen havde en rimelig frist til at opfylde dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), kunne denne frist under ingen omstændigheder overskride en ny præklusiv frist på ni måneder som fastsat i artikel 907 i forordning nr. 2454/93. Endelig har sagsøgeren for det fjerde gjort gældende, at den delvise annullation af den første beslutning ikke gav Kommissionen en ny og fuld kompetence til at foretage en ny undersøgelse og træffe en ny begrundet afgørelse, som ydermere støttes på de grunde, som Retten allerede har taget stilling til.

47 Kommissionen har anfægtet de fire første anbringender.

48 Ifølge fast retspraksis skal den berørte institution for at efterkomme en annullationsdom og opfylde den fuldt ud ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, der har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på. Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, nøjagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de nøjagtige grunde til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, og som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den vedtager en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret (dom af 26.4.1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen, 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, EU:C:1988:199, præmis 27, og af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 29).

49 Artikel 266 TEUF forpligter imidlertid kun den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, inden for de grænser, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af annullationsdommen. Bestemmelsen pålægger i denne henseende den berørte institution at undgå, at retsakter, der skal træde i stedet for den annullerede retsakt, er behæftet med de samme uregelmæssigheder som dem, der er fastslået i den pågældende dom (dom af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 30). Institutionerne har imidlertid en vid skønsbeføjelse til at vælge de midler, der skal anvendes med henblik på at drage konsekvenserne af en dom om annullation eller ugyldighed, idet det forudsættes, at disse midler skal være forenelige med den pågældende doms konklusion og de grunde, der danner det fornødne grundlag derfor (dom af 28.1.2016, CM Eurologistik og GLS, C-283/14 og C-284/14, EU:C:2016:57, præmis 76).

50 Det skal desuden bemærkes, at annullation af en EU-retsakt ikke nødvendigvis berører de forberedende retsakter (dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 73).

51 I denne henseende bemærkes, at en EU-institutions forpligtelse til at opfylde en dom om annullation afsagt af Unionens retsinstanser følger af artikel 266 TEUF. Domstolen har anerkendt, at denne opfyldelse kræver, at der træffes en række administrative foranstaltninger, at opfyldelsen normalt ikke kan ske øjeblikkeligt, samt at institutionen har en rimelig frist til at efterkomme en dom om annullation af en af dens afgørelser (dom af 19.3.1997, Oliveira mod Kommissionen, T-73/95, EU:T:1997:39, præmis 41; jf. desuden i denne retning dom af 12.1.1984, Turner mod Kommissionen, 266/82, EU:C:1984:3, præmis 5 og 6). Spørgsmålet, om varigheden af en administrativ procedure kan anses for rimelig, må vurderes ud fra den enkelte sags konkrete omstændigheder, herunder den sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led af den fulgte administrative procedure, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter (dom af 15.7.2004, Spanien mod Kommissionen, C-501/00, EU:C:2004:438, præmis 53). Spørgsmålet, om den frist, inden for hvilken dommen om annullation er blevet opfyldt, har været rimelig, må desuden vurderes fra tilfælde til tilfælde. Om denne frist er rimelig, afhænger af arten af de foranstaltninger, der skal træffes, samt af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. Følgelig må der tages hensyn til de forskellige etaper, som beslutningsproceduren omfatter (dom af 19.3.1997, Oliveira mod Kommissionen, T-73/95, EU:T:1997:39, præmis 45).

52 Endelig skal det fremhæves, at de pågældende institutioner, medmindre den fastslåede uregelmæssighed medfører, at hele proceduren er ugyldig, med henblik på at vedtage en retsakt, der træder i stedet for en tidligere retsakt, som er blevet annulleret eller erklæret ugyldig, kan genåbne proceduren på det trin, hvor uregelmæssigheden blev begået (jf. i denne retning dom af 29.11.2007, Italien mod Kommissionen, C-417/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:733, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

53 Det er i lyset af disse betragtninger, at Retten skal behandle de fire første anbringender startende med den argumentation, der er fremført i forbindelse med det første, det andet og det fjerde anbringende, der skal behandles samlet.

Det første, det andet og det fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 907 og 909 i forordning nr. 2454/93, om artikel 41 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og om magtfordrejning

54 I den foreliggende sag skal det konstateres, at sagsøgeren ved dette søgsmål har anfægtet en afgørelse, som er vedtaget af Kommissionen for at erstatte den første beslutning vedrørende sagsøgerens ansøgning om fritagelse for importafgifter, idet denne beslutning blev delvist annulleret ved dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), med den begrundelse, at de beviser, som Kommissionen havde støttet sig på i beslutningen, ikke godtgjorde sagsøgerens manglende agtpågivenhed.

55 Kommissionen var derfor forpligtet til at undersøge sagens omstændigheder på ny og at vedtage en ny afgørelse vedrørende den ansøgning om fritagelse for afgifter, som var genstand for annullationen, for at afhjælpe den konstaterede uregelmæssighed (jf. analogt dom af 9.3.1997, Oliveira mod Kommissionen, T-73/95, EU:T:1997:39, præmis 32).

56 Kommissionen var i den forbindelse forpligtet til at tage alle de faktiske og retlige omstændigheder i betragtning, som forelå på tidspunktet for retsaktens udstedelse. Kommissionens forpligtelse til at udfærdige en afgørelse med al den nødvendige omhu og til at træffe afgørelse på grundlag af samtlige de omstændigheder, der kan have betydning for resultatet, følger bl.a. af princippet om god forvaltningsskik, legalitetsprincippet og princippet om ligebehandling. Under disse omstændigheder kan det, i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, ikke foreholdes Kommissionen at have vurderet, at den skulle genoptage sin undersøgelse og supplere sagsakterne (jf. analogt dom af 19.3.1997, Oliveira mod Kommissionen, T-73/95, EU:T:1997:39, præmis 32).

57 Desuden skal sagsøgerens argument, hvorefter Kommissionen – hvis den måtte anses for med rette at have truffet en ny afgørelse – nærmere bestemt skulle have begrænset denne afgørelse til foranstaltninger, der var nødvendige for at opfylde dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), og hvorefter den nye afgørelse under ingen omstændigheder kunne vedtages med henvisning til, at artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 2362/98, var blevet tilsidesat, hvilken begrundelse der allerede er blevet taget stilling til, forkastes.

58 I denne henseende bemærkes, at henvisningen til en sådan tilsidesættelse ikke fremgik af begrundelsen for den første beslutning, og at den derfor ikke var genstand for Rettens prøvelse i den sag, der gav anledning til dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136). Selv om Kommissionen havde rejst spørgsmålet om manglende overholdelse af artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 2362/98 i sit svarskrift i ovennævnte sag, fastslog Retten i den nævnte doms præmis 90 og 91, at den første beslutning ikke henviste til dette spørgsmål, og at Kommissionens argument derfor ikke kunne påvirke afgørelsen af, om afslaget på fritagelse for importafgifter var begrundet. Selv om spørgsmålet om manglende overholdelse af artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 2362/98 således blev nævnt af Retten i præmis 90 i dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), er der således på ingen måde blevet truffet afgørelse vedrørende spørgsmålets realitet.

59 Hvad desuden angår argumentet, hvorefter Kommissionen i det væsentlige kunne eller i det mindste burde have henvist til den manglende overholdelse af artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 2362/98, eftersom denne afslagsgrund allerede var kendt på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning, skal det fastslås, at sagsøgerens åbenbare forsømmelighed, som Kommissionen lagde til grund i den første beslutning, teoretisk set i sig selv var tilstrækkelig til at begrunde afslaget på fritagelse for importafgifter. Det står nemlig Kommissionen frit for at vælge den begrundelse, som den finder mest relevant med henblik på afgørelsen, uden at en eventuel fejl med hensyn til valg af begrundelse kan forhindre Kommissionen i senere at lægge en begrundelse til grund, som den kunne have støttet sig på i den første beslutning (jf. analogt dom af 14.9.2016, National Iranian Tanker Company mod Rådet, T-207/15, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2016:471, præmis 54).

60 Uden at foregribe undersøgelsen af, om den afslagsgrund, hvortil der er henvist i den anfægtede afgørelse, nemlig manglende overholdelse af artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 2362/98, der er en del af det femte anbringende, var begrundet, skal det konkluderes, at Kommissionen med rette kunne støtte sig på den manglende overholdelse af denne bestemmelse som grundlag for afslaget på fritagelse for importafgifter i den anfægtede afgørelse. Det skal i øvrigt fremhæves, at den omstændighed, at denne begrundelse ikke blev nævnt i den første beslutning, på ingen måde var til hinder for, at Kommissionen kunne henvise til denne begrundelse i den anfægtede afgørelse, da det fremgår af fast retspraksis, at ophavsmanden til en annulleret retsakt i sin nye afgørelse kan påberåbe sig andre hensyn end dem, hvorpå den pågældende havde baseret den første afgørelse (jf. i denne retning dom af 5.9.2014, Éditions Odile Jacob mod Kommissionen, T-471/11, EU:T:2014:739, præmis 125 og den deri nævnte retspraksis).

61 Hvad angår klagepunktet, hvorved sagsøgeren hævder, at Kommissionen med urette lagde til grund, at konstateringen i præmisserne i dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136) af, at den første beslutning var ulovlig, gjorde det muligt for Kommissionen – inden for en rimelig frist – at afhjælpe denne ulovlighed i den afgørelse, der skulle træde i stedet beslutningen, skal dette klagepunkt forkastes. Det skal således konstateres, at en sådan frist er i fuld overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 51 ovenfor.

62 På samme måde skal sagsøgerens argument, hvorved denne i det væsentlige gør gældende, at Kommissionen efter den delvise annullation af den første beslutning med virkning ex tunc ikke havde mere end fem dage til at træffe en afgørelse om sagsøgerens ansøgning om fritagelse for at overholde den præklusive frist på ni måneder, der er fastsat i artikel 907 forordning nr. 2454/93, forkastes. Som Kommissionen med rette har anført, kan den periode på ni måneder, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke finde anvendelse i en sag, der genoptages i henhold til artikel 266 TEUF.

63 I denne henseende skal de berørte institutioner, således som det er blevet anført i præmis 52 ovenfor, i tilfælde af uregelmæssigheder, der er opstået i løbet af undersøgelsen, kunne genåbne proceduren på det stadium af undersøgelsen, hvor uregelmæssigheden er indtrådt, eller indlede en ny procedure i det tilfælde, hvor hele proceduren var behæftet med den konstaterede uregelmæssighed. Det fremgår ganske vist af artikel 907 i forordning nr. 2454/93, at afgørelsen af, om den undersøgte særlige situation berettiger til godtgørelse eller fritagelse, eller om den ikke berettiger hertil, vedtages inden for en frist på ni måneder. Det bemærkes imidlertid, at nævnte artikel 907 kun vedrører den oprindelige procedure og ikke de procedurer, der er blevet genåbnet efter en dom om annullation. Det følger heraf, at eftersom den i den pågældende sag omhandlede procedure var blevet genåbnet, fandt fristen på ni måneder, der er fastsat for den oprindelige procedure, ikke anvendelse herpå (jf. analogt dom af 28.1.2016, CM Eurologistik og GLS, C-283/14 og C-284/14, EU:C:2016:57, præmis 57-61). Sagsøgerens argument om, at Kommissionen har forhindret dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), i at få virkning ex tunc, da den lagde til grund, at den rådede over en rimelig frist til at afhjælpe den i denne dom konstaterede ulovlighed og ikke en frist på fem dage for at overholde den oprindelige frist på ni måneder, der er fastsat i artikel 907 i forordning nr. 2454/93, skal derfor forkastes.

64 Hvad endelig angår argumentet, hvorved det i det væsentlige er gjort gældende, at Kommissionens gentagne anmodninger til de belgiske myndigheder var helt overflødige og kun tjente til med urette at suspendere den frist, der er fastsat i artikel 907 forordning nr. 2454/93, skal det forkastes. Det kan således ikke gyldigt gøres gældende, at Kommissionen sendte anmodningerne til de belgiske myndigheder alene med det formål at suspendere nævnte frist, da denne frist under alle omstændigheder ikke fandt anvendelse.

65 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første, det andet og det fjerde anbringende forkastes.

Det tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik

66 Sagsøgeren har med dette anbringende i det væsentlige kritiseret Kommissionen for i 32. betragtning til den anfægtede afgørelse at have lagt til grund, at den rimelige frist, der er forudsat i artikel 266 TEUF, uden nogen begrænsning kunne være længere end fristen på ni måneder, der er fastsat i artikel 907 i forordning nr. 2454/93, og at den fordel, der er forbundet med udløbet af den frist, der er fastsat i samme forordnings artikel 909, desuden også ophørte med at finde anvendelse. Ifølge sagsøgeren kunne denne frist, hvis det antages, at Kommissionen havde en rimelig frist til at opfylde dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), under ingen omstændigheder overskride en ny præklusiv frist på ni måneder som fastsat i artikel 907 i forordning nr. 2454/93. Sagsøgeren er således af den opfattelse, at selv hvis Kommissionen havde en ny frist på ni måneder regnet fra dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), til at vedtage en afgørelse, udløb denne frist den 11. juni 2015, henset til de forskellige udsættelser, som skyldtes Kommissionens anmodninger om oplysninger.

67 Sagsøgeren har desuden foreholdt Kommissionen at have tilsidesat retssikkerhedsprincippet, idet den indledningsvis og siden under beslutningsproceduren forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, kontinuerligt henviste til anvendelsen af den frist, der er fastsat i artikel 907 i forordning nr. 2454/93, sammenholdt med denne forordnings artikel 909, og derefter, da denne nye og angiveligt ikke-eksisterende og fejlagtigt forlængede frist udløb, fastslog, at den eneste frist, der fandt anvendelse, var den rimelige frist, der følger af artikel 266 TEUF.

68 Kommissionen har bestridt dette anbringende.

69 Kommissionen har for det første anført, at det er unødvendigt at henvise til artikel 907 i forordning nr. 2454/93 for at beregne den frist, der gjaldt for dens vedtagelse af en ny afgørelse efter dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), idet hverken denne bestemmelse eller artikel 909 i forordning nr. 2454/93 fandt anvendelse i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 266 TEUF. For det andet har Kommissionen bekræftet, at det ikke kan udelukkes, at den rimelige frist kan være længere end den frist, der er fastsat i artikel 907 og 909 i forordning nr. 2454/93. For det tredje er Kommissionen af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse var den rette foranstaltning med henblik på inden for en rimelig frist at fjerne den af Retten konstaterede ulovlighed i forhold til den første beslutning, henset til de særlige omstændigheder i denne sag. Kommissionen har i denne henseende gjort gældende, at den største del af den tid, som var nødvendig for at vedtage den anfægtede afgørelse, skyldtes, at de belgiske toldmyndigheder, til trods for adskillige påmindelser, ikke besvarede Kommissionens anmodning, og den omstændighed, at de belgiske toldmyndigheder havde enekompetence til at udtale sig om toldskylden. Kommissionen har desuden tilføjet, at den, før den traf sin afgørelse, hørte sagsøgeren og en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne, som mødtes den 21. september 2015 for at drøfte sagen.

70 For det fjerde har Kommissionen understreget, at selv hvis det var blevet godtgjort, at den havde handlet ud over en rimelig frist, ville det under ingen omstændigheder føre til annullation af den anfægtede afgørelse. Dels har sagsøgeren således ikke gjort gældende, at den tid, der er forløbet, har skadet sagsøgeren og påvirket dennes ret til forsvar. Kommissionen har mindet om, at en del af forsinkelsen bl.a. skyldtes den omstændighed, at Kommissionen fandt det nødvendigt at høre sagsøgeren, før den traf sin afgørelse, med det formål at sikre sidstnævntes fulde ret til forsvar. Dels er Kommissionen af den opfattelse, at den manglende overholdelse af en procedureregel, såsom den rimelige frist, ikke i den foreliggende sag kan udgøre en tilsidesættelse af en væsentlig proceduremæssig bestemmelse, eftersom indholdet af den anfægtede afgørelse ikke ville have været anderledes, selv hvis der ikke havde været tale om en sådan tilsidesættelse.

71 Indledningsvis bemærkes, at efter dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), hvorved den første beslutning blev delvist annulleret, fandt artikel 907 i forordning nr. 2454/93 ikke længere anvendelse på den procedure, der blev genåbnet med henblik på at træffe den anfægtede afgørelse, som skulle erstatte den første beslutning, da det kun var den rimelige frist, der ifølge retspraksis fandt anvendelse (jf. præmis 63 ovenfor).

72 Som sagsøgeren har gjort gældende, viser omstændighederne i den foreliggende sag imidlertid, at den rimelige frist blev overskredet.

73 Den frist, der i den foreliggende sag er relevant ved undersøgelsen af, om den rimelige frist blev overholdt, er fristen mellem afsigelsen af dommen om annullation den 19. marts 2013 og datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, den 20. januar 2016, dvs. en frist på 34 måneder, altså mere end to et halvt år. Mere præcist var det fem måneder efter afsigelsen af dommen om annullation, nemlig den 21. august 2013, hvor den første anmodning om yderligere oplysninger blev sendt af Kommissionen til de belgiske myndigheder, at Kommissionen begyndte at rekonstruere og på ny gennemgå sagen, som efter modtagelse af de ønskede oplysninger fra de belgiske toldmyndigheder førte til den anfægtede afgørelse 29 måneder senere.

74 Som begrundelse for denne frist har Kommissionen for det første gjort gældende, at størstedelen af den tid, som var nødvendig for at vedtage den anfægtede afgørelse, skyldtes, at de belgiske toldmyndigheder, til trods for adskillige påmindelser, ikke besvarede Kommissionens anmodning, og for det andet at Kommissionen, inden den traf sin afgørelse, den 21. september 2015, hørte sagsøgeren og en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne, som mødtes for at drøfte sagen.

75 I denne henseende er det tilstrækkeligt at fastslå, at selv hvis det antages, at de anmodninger om oplysninger, som Kommissionen sendte til de belgiske toldmyndigheder, kunne udsætte fristen på ni måneder – hvilket ikke er tilfældet, eftersom den mekanisme, der er fastsat artikel 907 i forordning nr. 2454/93, ikke kunne finde anvendelse på ny – gik der mere end ti måneder fra disse myndigheders svar inden den anfægtede afgørelse blev vedtaget.

76 I den foreliggende sag må det fastslås, at ingen foranstaltning, som Kommissionen kunne træffe eller havde truffet, kan begrunde, hvorfor der gik så lang tid. Det er korrekt, at dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), forpligtede Kommissionen til på ny at undersøge sagsakterne (jf. præmis 55 ovenfor). Det må imidlertid konstateres, således som sagsøgeren har gjort det, at det ikke fremgår, at Kommissionen efter denne dom skulle udarbejde nye sagsakter eller a fortiori tilføje eller afdække nye faktuelle elementer.

77 Det skal desuden fremhæves, at Kommissionen allerede havde et godt kendskab til sagen. Som det bl.a. fremgår af en sammenligning af den første beslutning og den anfægtede afgørelse, hvis gennemgang af de faktiske omstændigheder er fuldstændig identiske, bestod Kommissionens arbejde dels i at redegøre for sagsøgerens uagtsomhed, som ikke bestod i, at selskabet fik udstedt importlicenser, men i dets anvendelse af certifikater for nytilkomne erhvervsdrivende, hvilket klart er forbudt i henhold til artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 2362/98, dels i at beregne den beløbsmæssige fordeling af de traditionelle erhvervsdrivendes licenser og de nytilkomne erhvervsdrivendes licenser. Kommissionen har i retsmødet gjort gældende, at det afgørende punkt i dens undersøgelse af sagen var at foretage denne opdeling, som den ikke var blevet oplyst om, før den anfægtede afgørelse blev truffet, og som den ikke kunne fastslå på grundlag af de oplysninger, som den havde fået oplyst af de belgiske toldmyndigheder.

78 Det fremgår imidlertid ikke, og Kommissionen har desuden heller ikke gjort det gældende, at den genoptog undersøgelsen af sagen i sin helhed. Kommissionen har bl.a. anført i sine skriftlige indlæg, dels at den efter dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), »kunne begrænse sig til at efterprøve, om den erhvervsdrivende havde gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed, jf. den anden betingelse i toldkodeksens artikel 239«, dels at »eftersom det i [samme dom] ikke var [blevet] anfægtet, at der [forelå] en særlig situation, var det kun et spørgsmål om, hvorvidt sagsøgeren havde gjort sig skyldig i urigtigheder eller åbenbar forsømmelighed«.

79 På baggrund af det ovenstående skal det derfor fastslås, at henset til arten af de foranstaltninger, der skulle træffes, samt til de relevante omstændighederne i den foreliggende sag har Kommissionen ikke iagttaget en rimelig frist ved gennemførelsen af den administrative procedure forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

80 Kommissionen har imidlertid under den skriftlige og den mundtlige forhandling gjort gældende, at denne omstændighed ikke kan medføre annullation af den anfægtede afgørelse, eftersom sagsøgeren ikke har godtgjort, at en kortere frist ville have ført til en anden afgørelse end den, der blev vedtaget, ligesom sagsøgeren heller ikke havde godtgjort, at der som følge af den langvarige administrative procedure skete et indgreb i dennes ret til forsvar (jf. præmis 70 ovenfor).

81 I denne henseende bemærkes, at det faktisk følger af fast retspraksis, at tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist kun kan begrunde annullation af en afgørelse vedtaget efter en administrativ procedure, for så vidt som tilsidesættelsen også indebærer en tilsidesættelse af den berørtes ret til forsvar. Er det ikke godtgjort, at den urimeligt lange tid, der er forløbet, har påvirket de pågældende personers evne til at forsvare sig effektivt, påvirker den manglende iagttagelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist ikke gyldigheden af den administrative procedure (jf. dom af 13.12.2016, Al-Ghabra mod Kommissionen, T-248/13, EU:T:2016:721, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

82 Det bemærkes ligeledes, at tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist almindeligvis ikke vil kunne begrunde annullation af en afgørelse, der er truffet efter gennemførelsen af en administrativ procedure. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, påvirker selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglende iagttagelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure (jf. dom af 7.6.2013, Italien mod Kommissionen, T-267/07, EU:T:2013:305, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

83 I den foreliggende sag skal der med henblik på at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt en overskridelse af en rimelig frist kan bevirke en annullation af den anfægtede afgørelse, bl.a. henvises til de proceduremæssige bestemmelser vedrørende fritagelse for afgifter, der er relevante i det foreliggende tilfælde, nemlig toldkodeksens artikel 235-239 og artikel 878 og 909 i forordning nr. 2454/93.

84 Ifølge disse bestemmelser indrømmes fritagelse for importafgifter på grundlag af en særlig ansøgning fra den berørte person (artikel 878, stk. 1, i forordning nr. 2454/93). Fritagelsesansøgningen skal indgives til den kompetente toldmyndighed (artikel 879, stk. 1, i forordning nr. 2454/93). Når den kompetente toldmyndighed er i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger, træffer den skriftlig afgørelse om fritagelsesansøgningen (artikel 886, stk. 1, i forordning nr. 2454/93).

85 Når toldmyndigheden ikke er i stand til på grundlag af bestemmelserne i artikel 899 ff. i forordning nr. 2454/93, der opregner en række situationer, i hvilke det er eller ikke er berettiget at indrømme fritagelse, at træffe afgørelse, og »ansøgningen indeholder begrundelser, der kan udgøre en særlig situation, som skyldes omstændigheder, hvor den berettigede ikke har begået urigtigheder eller gjort sig skyldig i åbenbar forsømmelighed«, forelægger den medlemsstat, hvorunder den pågældende myndighed hører, sagen for Kommissionen (artikel 905, stk. 1, i forordning nr. 2454/93). De sagsakter, der fremsendes til Kommissionen, skal indeholde alle de oplysninger, som er nødvendige for en fyldestgørende behandling af den forelagte sag (artikel 905, stk. 3, i forordning nr. 2454/93). Inden 15 dage efter modtagelsen af sagsakterne fremsender Kommissionen kopi heraf til medlemsstaterne (artikel 906, stk. 1, i forordning nr. 2454/93). Artikel 906a i forordning nr. 2454/93 præciserer, at Kommissionen, når den påtænker at træffe en beslutning, der ikke er gunstig for den part, som har anmodet om godtgørelse eller fritagelse, skriftligt skal underrette denne part om sine indvendinger samt om alle de dokumenter, på grundlag af hvilke den har fremsat disse indvendinger, idet den ansøgende part har en måned til at redegøre for sine synspunkter.

86 Efter at have hørt en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne, forsamlet i Toldudvalget med henblik på at behandle den foreliggende sag, vedtager Kommissionen derefter afgørelse om, hvorvidt den særlige situation, der er til behandling, berettiger eller ikke berettiger til at indrømme fritagelse (artikel 907, første afsnit, i forordning nr. 2454/93). Denne afgørelse skal træffes senest ni måneder efter Kommissionens modtagelse af de sagsakter, som medlemsstaten har fremsendt (forordningens artikel 907, andet afsnit), og skal snarest muligt meddeles den pågældende medlemsstat (forordningens artikel 908, stk. 1). Det er på grundlag af denne kommissionsafgørelse, at den besluttende myndighed skal træffe endelig afgørelse om den forelagte ansøgning om fritagelse (artikel 908, stk. 2, i forordning nr. 2454/93).

87 Når Kommissionen er nødt til at anmode medlemsstaten om supplerende oplysninger for at kunne vedtage en afgørelse, forlænges fristen på ni måneder med tiden fra Kommissionens anmodning om supplerende oplysninger til dens modtagelse heraf. Den person, der ansøger om godtgørelse eller fritagelse, underrettes om udsættelsen (artikel 907, tredje punktum, i forordning nr. 2454/93). Når Kommissionen har underrettet den part, der har anmodet om godtgørelse eller fritagelse, om sine indvendinger i overensstemmelse med artikel 906a, forlænges fristen på ni måneder med en måned.

88 I medfør af artikel 909 i forordning nr. 2454/93 skal den nationale toldmyndighed, hvis Kommissionen ikke inden for den i denne forordnings artikel 907 omhandlede frist på ni måneder har vedtaget sin afgørelse, imødekomme godtgørelses- eller fritagelsesansøgningen.

89 Det følger af de ovennævnte bestemmelser, at forordning nr. 2454/93 bl.a. har til formål at præcisere visse regler for at opnå en større retssikkerhed i forbindelse med deres anvendelse, således som det fremgår af betragtningerne hertil, og at forordningen har fastsat strenge frister, der skal overholdes af både ansøgeren og Kommissionen med hensyn til behandlingen af en ansøgning om fritagelse for importafgifter.

90 Det fremgår af artikel 907 i forordning nr. 2454/93, at selv om den frist på ni måneder, inden for hvilken Kommissionen skal vedtage sin afgørelse, kan udsættes under visse betingelser, skal afgørelsen om ansøgningen om fritagelse vedtages inden for den frist, der er fastsat i artikel 907, andet afsnit, i forordning nr. 2454/93, idet det præciseres, at ansøgningen, hvis der ikke afgives svar inden for denne frist, anses for at være godkendt af den kompetente toldmyndighed i medfør af samme forordnings artikel 909.

91 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at hvis Kommissionen havde handlet inden for rammerne af forordning nr. 2454/93, ville den afgørelse, der blev afsagt efter udløbet af den præklusive frist på ni måneder i henhold til nævnte forordnings artikel 907, inklusive udsættelser, have medført, at toldmyndigheden måtte anses for at have godkendt sagsøgerens ansøgning.

92 Under omstændighederne i den foreliggende sag er det ganske vist korrekt, at det system, der er indført, og navnlig fristen på ni måneder, der er fastsat i artikel 907 i forordning nr. 2454/93, ikke længere påhvilede Kommissionen inden for rammerne af den procedure, der var indledt i henhold til artikel 266 TEUF (jf. præmis 63 og 71 ovenfor). Det gælder dog ikke desto mindre, at Kommissionen ved at vedtage den anfægtede afgørelse uden at overholde en rimelig frist løsrev sig fra de garantier, der er fastsat i forordning nr. 2454/93, og fratog sagsøgeren denne forordnings effektive virkning og muligheden for at få en afgørelse inden for de fastsatte frister, samt garantien for en positiv afgørelse i manglen på svar inden udløbet af disse frister.

93 Det må følgelig fastslås, at Kommissionen ved at træffe den anfægtede afgørelse 34 måneder efter afsigelsen af dom af 19. marts 2013, Firma Van Parys mod Kommissionen (T-324/10, EU:T:2013:136), har tilsidesat princippet om overholdelse af en rimelig frist, hvilket, under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, udgør en grund til annullation af den anfægtede afgørelse.

94 Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje anbringende tages til følge, og den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er fornødent at undersøge det femte anbringende.

Sagsomkostninger

95 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

96 I den foreliggende sag, hvor Kommissionen i det væsentlige har tabt sagen, bør denne pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1) Artikel 1, stk. 4, i Kommissionens afgørelse C(2016) 95 final af 20. januar 2016, hvori det blev fastslået, at en efterfølgende bogføring af importafgifter er berettiget, og at en fritagelse for disse afgifter er berettiget i forhold til en debitor og delvis berettiget for så vidt angår en anden debitor, men hvad angår en anden del ikke er berettiget hvad angår denne bestemte debitor, og hvori Kommissionens afgørelse K(2010) endelig 2858 af 6. maj 2010 blev ændret, annulleres.

2) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3) Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Firma Léon Van Parys NV afholdte omkostninger.