C-941/19 Samohýl group - Dom

C-941/19 Samohýl group - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)

10. marts 2021

»Præjudiciel forelæggelse – den fælles toldtarif – tarifering – kombineret nomenklatur – toldposition 3004 og 3808 – fortolkning – forordning (EF) nr. 455/2007 – Spot On-opløsning til katte mod lopper og tæger – terapeutisk eller profylaktisk virkning«

I sag C-941/19,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava, Den Tjekkiske Republik) ved afgørelse af 13. december 2019, indgået til Domstolen den 27. december 2019, i sagen:

Samohýl group a.s.

mod

Generální ředitelství cel,

har

DOMSTOLEN (Niende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, N. Piçarra (refererende dommer), og dommerne D. Šváby og K. Jürimäe,

generaladvokat: G. Hogan,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og O. Serdula, som befuldmægtigede,

– Europa-Kommissionen ved J. Hradil og M. Salyková, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af toldposition 3004 og 3808 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1), i den affattelse, der følger af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1101/2014 af 16. oktober 2014 (EUT 2014, L 312, s. 1) (herefter »KN«).

2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Samohýl group a.s. (herefter »Samohýl«) og Generální ředitelství cel (generaldirektoratet for told, Den Tjekkiske Republik) vedrørende bindende tariferingsoplysninger (herefter »BTO’er«) udstedt for produktet »Bob Martin Clear 50 mg dråber til huden – Spot On til katte«.

Retsforskrifter

KN

3 Toldtarifering af varer, der indføres i Den Europæiske Union, fastsættes efter KN, som er baseret på det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, der er oprettet ved den internationale konvention om det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, der blev undertegnet i Bruxelles den 14. juni 1983, inden for Verdenstoldorganisationen (WCO), og som sammen med ændringsprotokollen hertil af 24. juni 1986 blev godkendt på Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 87/369/EØF af 7. april 1987 (EFT 1987, L 198, s. 1, herefter »HS«).

4 KN gengiver HS’ positioner og sekscifrede underpositioner, idet det syvende og ottende ciffer er underinddelinger, der er specifikke for KN.

5 I medfør af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2658/87 vedtager Europa-Kommissionen hvert år en forordning indeholdende en fuldstændig udgave af KN sammen med toldsatserne, således som denne følger af de foranstaltninger, der er vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union eller Kommissionen. Forordningen anvendes fra den 1. januar det følgende år.

6 Således som det fremgår af sagsakterne for Domstolen, er den udgave af KN, som finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, den, der vedrører 2015, og som hidrører fra forordning nr. 1101/2014.

7 Første del af KN indeholder afsnit I vedrørende de almindelige bestemmelser, hvis afdeling A med overskriften »Almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende [KN]« fastsætter følgende:

»Tariferingen af varer i [KN] sker efter følgende regler:

1. Overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler tjener alene til orientering; tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser samt, for så vidt det ikke strider mod de nævnte tekster og bestemmelser, efter nedenstående regler.

[...]

3. Såfremt varer ved anvendelse af ovennævnte punkt 2 b) eller af andre årsager kan henføres under to eller flere positioner, afgøres tariferingen efter følgende regler:

a) Den position, der har den mest specificerede varebeskrivelse, skal foretrækkes for positioner med en mere almindelig varebeskrivelse. Såfremt to eller flere positioner hver for sig kun nævner en del af de materialer, som indgår i blandinger eller sammensatte varer, eller en del af varer i sæt til detailsalg, betragtes disse positioner som lige specificerede for disse varer, selv om en af dem giver en mere fuldstændig eller præcis beskrivelse af varerne.

b) Når den foran under a) nævnte regel ikke kan anvendes ved tariferingen af blandinger eller sammensatte varer, bestående af forskellige materialer eller forskellige bestanddele, eller af varer i sæt til detailsalg, tariferes de pågældende varer, som om de bestod af det materiale eller den bestanddel, der er karaktergivende, for så vidt udøvelsen af et skøn herover forekommer mulig.

[…]

[…]

6. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser [...] For denne bestemmelse gælder, at også relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen.«

8 KN’s anden del med overskriften »Toldtariffen« er opdelt i 21 afsnit. Afsnit VI i denne del, der har overskriften »Produkter fra kemiske og nærtstående industrier«, indeholder et kapitel 30 med overskriften »Farmaceutiske produkter«, som i den supplerende bestemmelse fastsætter:

»Pos. 3004 omfatter plantemedicinske præparater og præparater baseret på følgende aktive stoffer: vitaminer, mineraler, essentielle aminosyrer eller fedtsyrer, i pakninger beregnet til detailsalg. Disse præparater tariferes i pos. 3004, hvis der på etiketten, emballagen eller i den vedlagte brugervejledning er angivet:

a) hvilke specifikke sygdomme, lidelser eller symptomer produktet kan anvendes mod

b) koncentrationen af de(t) aktive stof(fer) indeholdt heri

c) doseringen og

d) anvendelsesmåden.

Positionen omfatter også homøopatiske medicinske præparater, hvis de opfylder betingelserne i litra a), c) og d).

Når der er tale om præparater baseret på vitaminer, mineraler og essentielle aminosyrer eller fedtsyrer, skal indholdet af et af disse stoffer pr. anbefalet daglig dosis angivet på etiketten være væsentligt højere end den daglige tilførsel, der anbefales for at bevare den almindelige sundhed og velfærd.«

9 KN’s kapitel 30 omfatter bl.a. følgende position og underposition:

KN-kode

Varebeskrivelse

Bunden toldsats (%)

Supplerende enhed

(1)

(2)

(3)

(4)

[...]

[...]

[...]

[...]

3004

Lægemidler (undtagen produkter henhørende under pos. 3002, 3005 og 3006), bestående af blandede eller ublandede produkter, til terapeutisk eller profylaktisk brug, i doseret stand (herunder sådanne produkter i form af transdermiske administrationssystemer) eller i former eller pakninger til detailsalg:



[...]

[...]

[...]

[...]

3004 90 00

– Andre varer

fri

[...]

[...]

[...]

[...]


10 De forklarende bemærkninger til KN (EUT 2015, C 76, s. 1), der er vedtaget i medfør af artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 2658/87, i den del, der vedrører denne nomenklaturs kapitel 30, bestemmer under overskriften »Generelt«, at »[t]ariferingen eller beskrivelsen af et produkt som et lægemiddel i fællesskabslovgivningen (anden end den, der er specielt knyttet til tariferingen i KN) eller i den nationale lovgivning eller i nogen farmakopé ikke [er] bestemmende for tariferingen i dette kapitel«.

11 Kapitel 38, der ligeledes er indeholdt afsnit V i KN’s anden del, med overskriften »Diverse kemiske produkter«, foreskriver i bestemmelse 1:

»Dette kapitel omfatter ikke:

a) isolerede grundstoffer og isolerede kemisk definerede forbindelser, med undtagelse af følgende:

[...]

2) insektbekæmpelsesmidler, rotteudryddelsesmidler, afsvampningsmidler, ukrudtbekæmpelsesmidler, antispiringsmidler, plantevækstregulatorer, desinfektionsmidler og lignende produkter i former eller pakninger som omhandlet i pos. 3808

[...]

d) lægemidler (pos. 3003 eller 3004)

[...]«

12 Dette kapitel omfatter bl.a. følgende position og underpositioner:

KN-kode

Varebeskrivelse

Bunden toldsats (%)

Supplerende enhed

(1)

(2)

(3)

(4)

[...]

[...]

[...]

[...]

3808

Insektbekæmpelsesmidler, rotteudryddelsesmidler, afsvampningsmidler, ukrudtbekæmpelsesmidler, antispiringsmidler, plantevækstregulatorer, desinfektionsmidler og lignende produkter, der er formet eller pakket til detailsalg eller foreligger som præparater eller færdige artikler ([f.eks.] bånd, væger og lys præpareret med svovl, samt fluepapir):



[...]

[...]

[...]

[...]

3808 91

– – Insektbekæmpelsesmidler:



3808 91 10

– – – På basis af pyrethroider

6

3808 91 20

– – – På basis af klorderivater af karbonhydrider

6

3808 91 30

– – – På basis af karbamater

6

3808 91 40

– – – På basis af organiske fosforforbindelser

6

3808 91 90

– – – I andre tilfælde

6

[...]

[...]

[...]

[...]

De forklarende bemærkninger til HS

13 De forklarende bemærkninger til HS vedrørende pos. 3808, hvortil de forklarende bemærkninger til KN vedrørende underposition 3808 91 10 til 3808 91 90 henviser, har følgende ordlyd:

»[...]

Denne position omfatter en række produkter (undtagen varer, der har karakter af lægemidler, også til veterinær brug, pos 30.03 eller 30.04), bestemt til at ødelægge eller bekæmpe sygdomsfremkaldende bakterier, insekter (myg, møl, coloradobiller, kakerlakker etc.), mos, skimmel, ukrudt, gnavere, vilde fugle etc. Positionen omfatter også produkter til bekæmpelse af skadedyr samt produkter til desinfektion af frø.

[...]

Produkterne under pos 38.08 kan opdeles i følgende grupper:

I. Insektbekæmpelsesmidler.

Som insektbekæmpelsesmidler (insecticider) anses ikke blot produkter til at dræbe insekter, men også produkter med en fordrivende eller tiltrækkende virkning. De kan foreligge i forskellige former, [f.eks.] som sprøjtemidler eller i blokke (mod møl), som olier eller pinde (mod myg), pudder (mod myrer), strimler (mod fluer), cyangas absorberet i diatomit eller pap (mod lopper og lus).

[...]

Positionen omfatter endvidere midler til bekæmpelse af mider og blodmider (acaricider), bløddyr (molluskmidler), rundorme (nematocider), gnavere (rodenticider), fugle (avicider) samt andre midler til bekæmpelse af skadedyr (f[eks.] lampreticider, predacider).

[...]«

14 De forklarende bemærkninger til HS vedrørende pos. 3004, litra e), udelukker derimod »[i]nsektbekæmpelsesmidler, desinfektionsmidler mv. henhørende under pos. 38.08, som ikke foreligger til ind- eller udvortes brug som medikamenter«.

Forordning (EF) nr. 455/2007

15 Artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 455/2007 af 25. april 2007 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EUT 2007, L 109, s. 30), bestemmer:

»De varer, der er anført i kolonne 1 i skemaet i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur i de i kolonne 2 i skemaet nævnte KN-koder.«

16 Skemaet i bilaget til denne forordning er affattet således:

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

1. Et præparat i form af en alkoholholdig opløsning, der er emballeret i pipetter til detailsalg. Det har følgende sammensætning:

– fipronil (ISO) 10 g

– butylhydroxyanisol 0,02 g

(BHA, E 320)

– butylhydroxytoluen 0,01 g

(BHT, E 321)

– vand op til 100 ml

Præparatet indeholder et stof, der har virkning som både insecticid og acaricid mod parasitter såsom lopper, tæger og lus. Præparatet anvendes udvortes til kæledyr (hunde og katte).

[...]

3808 91 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1, 3 a) og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 3808, 3808 91 og 3808 91 90.

Se også de forklarende bemærkninger til HS til pos. 3808 og underposition 3808 91 til 3808 99.

Præparatet har ingen terapeutisk eller profylaktisk virkning som omhandlet i pos. 3004.

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

17 Den 27. maj 2015 indgav Samohýl en anmodning om en BTO vedrørende tariferingen af produktet »Bob Martin Clear 50 mg dråber til huden – Spot On til katte« (herefter »det omhandlede produkt«). Selskabet anmodede om, at produktet blev tariferet i underposition 3004 90 00 i KN, der fastsætter en toldfritagelse.

18 Produktet er godkendt som veterinærmedicinsk lægemiddel. Det er beregnet til katte, påføres huden og har til formål at behandle lopper, som dør inden for 24 timer efter anvendelsen, og tæger, der dør inden for 48 timer eller i løbet af den uge, hvor produktet er blevet påført. Det leveres i pippetter på 0,5 ml, som hver indeholder 50 mg af det aktive stof fipronil samt hjælpestofferne butylhydroxyanisol E320, butylhydroxytoluen E321, benzylalkohol og diethylenglykol-monethylether.

19 Ifølge dokumentet »Produktresumé«, som den forelæggende ret har henvist til, henhører det omhandlede produkt under den farmakoterapeutiske gruppe »ektoparasitære midler til brug på huden«. Fipronil beskrives heri som et insektbekæmpelsesmiddel (mod lopper) og et acaricid (mod tæger).

20 Den 24. juni 2015 udstedte Celní úřad pro Olomoucký kraj (toldmyndigheden i regionen Olomouc, Den Tjekkiske Republik) (herefter »toldmyndigheden«) en BTO, der tariferede det omhandlede produkt i underposition 3808 91 90 i KN som insektbekæmpelsesmiddel ved analog anvendelse af forordning nr. 455/2007. Toldmyndigheden fandt, at tariferingen af dette produkt i underposition 3004 90 00 i KN, som Samohýl havde anmodet om, ikke kunne anvendes, da produktet ikke var et lægemiddel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i pos. 3004 i KN.

21 Efter at generaldirektoratet for told den 17. august 2015 gav afslag på Samohýls administrative klage over denne afgørelse, anlagde Samohýl sag ved den forelæggende ret, som ved afgørelse af 16. maj 2017 annullerede afgørelsen af 17. august 2015 og hjemviste sagen til generaldirektoratet.

22 Den 17. maj 2018 udstedte toldmyndigheden en ny BTO, hvorved det omhandlede produkt på ny blev tariferet i underposition 3808 91 90 i KN som insektbekæmpelsesmiddel. Samohýls administrative klage over denne afgørelse blev afslået af generaldirektoratet for told den 11. september 2018.

23 Samohýl har herefter anlagt sag til prøvelse af afgørelsen om afslag ved den forelæggende ret, idet selskabet har gjort gældende, at sagens udfald afhænger af spørgsmålet om tariferingen af et produkt, der indeholder det aktive stof fipronil. Selskabet har anført, at da selskabet anmodede toldmyndigheden om at tarifere produktet »Moxiclear 400 + 100 mg«, der er beregnet til hunde, som har eller er udsatte for at få parasitære blandingsinfektioner, og hvilket er sammenligneligt med det i nærværende sag omhandlede produkt, blev Moxiclear tariferet i underposition 3004 90 00 i KN, uden at dets profylaktiske og terapeutiske virkninger blev undersøgt.

24 Den forelæggende ret har præciseret, at tvistens realitet vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det omhandlede produkt kan defineres som »lægemiddel« i henhold til toldforskrifterne. Den forelæggende ret har henvist til »udtalelser fra den veterinærmedicinske faglitteratur i Frankrig 2008-2009 (École nationale vétérinaire de Toulouse et de Lyon, Laboratoire de parasitologie et mycologie médicale de Lyon) [(den nationale veterinærskole i Toulouse og Lyon, Laboratoriet for medicinsk parasitologi og mykologi i Lyon)]«, som Samohýl har fremlagt, og hvoraf det fremgår, at det omhandlede produkt er et identisk generikum af produktet Frontline, som fremstilles efter udløbet af patentbeskyttelsen for sidstnævnte, og som har den samme sammensætning og indikationer som det omhandlede produkt og har samme godkendelse til markedsføring som veterinærmedicinsk lægemiddel. Den forelæggende ret har påpeget dels, at det aktive stof i Frontline – ligesom i det omhandlede produkt – er fipronil, dels at dette stof har helbredende og forebyggende virkning i den forstand, at det standser et ektoparasitært angreb ved at dræbe disse parasitter. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at der i Frankrig er udstedt BTO’er for varer med navnet Frontline, som alle er blevet tariferet i pos. 3808 i KN i henhold til forordning nr. 455/2007.

25 Den forelæggende ret har anført, at det fremgår af en uigendrivelig dokumentation, at det omhandlede produkt har profylaktisk virkning, dvs. at det har til formål at forhindre, at dyret får lopper eller tæger, og at forebygge sygdomme, der hidrører fra disse parasitters bid. Den har tilføjet, at det, såfremt parasitterne ikke først udryddes, ikke ville være muligt at behandle sekundære lidelser forårsaget af disse parasitter. Heraf har den forelæggende ret udledt, at produktet ikke bør tariferes i pos. 3808 i KN som insektbekæmpelsesmiddel, men under pos. 3004, nærmere bestemt underposition 3004 90 00 i KN som lægemiddel.

26 Under disse omstændigheder har Krajský soud v Ostravě (den regionale ret i Ostrava, Den Tjekkiske Republik) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal varer med betegnelsen »Bob Martin Clear 50 mg dråber til huden – Spot On til katte«, leveret i pipetter (0,5 ml), som indeholder det virksomme stof Fipronil (50 mg i hver pipette) og hjælpestofferne butylhydroxyanisol E320, butylhydroxytoluen E321, benzylalkohol og diethylenglykol-monethylether, tariferes i pos. 3004 eller i pos. 3808 i [KN]?«

Om det præjudicielle spørgsmål

27 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om KN skal fortolkes således, at et produkt, som består af en opløsning, der er beregnet til katte, og som skal påføres lokalt på huden (Spot On) ved hjælp af en pipette (0,5 ml), og som indeholder det aktive stof fipronil (50 mg pr. pipette) samt hjælpestoffer såsom butylhydroxyanisol E320, butylhydroxytoluen E321, benzylalkohol og diethylenglykol-monethylether, henhører under denne nomenklaturs pos. 3004 som lægemiddel eller under nomenklaturens pos. 3808 som insektbekæmpelsesmiddel.

28 Det bemærkes indledningsvis, at når Domstolen er forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende tarifering, er dens opgave i højere grad at oplyse de nationale retter om de kriterier, ved anvendelse af hvilke de nationale retter er i stand til at tarifere de pågældende produkter korrekt i KN, end selv at foretage denne tarifering. Kvalificeringen af de omhandlede varer følger nemlig af en ren konstatering af faktiske omstændigheder, som det ikke tilkommer Domstolen at drage i tvivl under en præjudiciel sag (jf. dom af 15.5.2019, Korado, C-306/18, EU:C:2019:414, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 3.12.2020, Siebenburgisches Nugat, C-99/20, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:993, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

29 Endvidere følger det i henhold til fast praksis af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium for tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i den enkelte position i KN og de supplerende bestemmelser til dennes afsnit og kapitler (jf. bl.a. dom af 12.7.2012, TNT Freight Management (Amsterdam), C-291/11, EU:C:2012:459, præmis 30, af 19.12.2019, Amoena, C-677/18, EU:C:2019:1142, præmis 40, og af 26.3.2020, Pfizer Consumer Healthcare, C-182/19, EU:C:2020:243, præmis 37).

30 Endelig har Domstolen gentagne gange fastslået, at de forklarende bemærkninger til KN og HS til trods for, at de ikke har bindende virkning, udgør et vigtigt hjælpemiddel til at sikre en ensartet anvendelse af den fælles toldtarif, hvorfor de som sådan kan betragtes som gyldige bidrag til dens fortolkning (jf. bl.a. dom af 15.5.2019, Korado, C-306/18, EU:C:2019:414, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 3.12.2020, Siebenburgisches Nugat, C-99/20, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:993, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

31 Hvad for det første angår pos. 3004 i KN skal det med henblik på tarifering af varer i kapitel 30 i KN, som denne position henhører under, indledningsvis undersøges, om disse har en præcis terapeutisk eller profylaktisk virkning på visse funktioner i dyrets krop, eller om de kan anvendes med henblik på forebyggelse eller behandling af en sygdom eller en lidelse. Dernæst kan et produkt, som på grund af sine objektive karakteristika og egenskaber naturligt er bestemt til medicinsk anvendelse, tariferes i KN’s kapitel 30 (jf. i denne retning dom af 30.4.2014, Nutricia, C-267/13, EU:C:2014:277, præmis 20 og 21 og den deri nævnte retspraksis).

32 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at det omhandlede produkt er beregnet til udryddelse af parasitter, dvs. lopper og tæger på katte. Det påføres lokalt på huden (Spot On). Absorptionsgraden af det aktive stof i dette produkt, fipronil, er lav hos katte. Ifølge »produktresuméet« fremgår endvidere, at produktet henhører i den farmakoterapeutiske gruppe »ektoparasitære midler til brug på huden«. Sidstnævnte dokument beskriver desuden fipronil som et insektbekæmpelsesmiddel og et acaricid, der virker ved at hæmme GABA-komplekset [gamma-aminosmørsyre], hvilket fører til en overstimulering af nervesystemet hos insekterne og miderne og til disses død.

33 Den forelæggende ret har anført, at det omhandlede produkt kan have en forebyggende virkning mod sygdomme, der er forbundet med forekomsten af lopper og tæger på katten. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at dette produkt ikke har nogen terapeutisk virkning, men medfører den primære udryddelse af parasitterne, uden hvilken det ikke ville være muligt at behandle sekundære lidelser forårsaget af disse parasitter.

34 Kommissionen har i denne forbindelse fremhævet, at det aktive stof i det omhandlede produkt, fipronil, virker overfladisk på dyret ved kun at dræbe parasitter, der lever på huden, og som kan være bærere af forskellige sygdomme.

35 Det lader således til, at den forebyggende virkning mod de forskellige potentielle infektioner, der overføres ved parasitter, er sekundær i forhold til det omhandlede produkts insektbekæmpende og acaricide virkning. Denne forebyggende virkning må derfor ikke forveksles med den terapeutiske eller profylaktiske virkning, der kendetegner produkter henhørende under pos. 3004 i KN.

36 Hvad angår det argument, som Samohýl har fremført for den forelæggende ret, og hvorefter produktet »Moxiclear 400 + 100 mg« er blevet tariferet i pos. 3004 i KN som lægemiddel, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at produktet »Moxiclear 400 + 100 mg« indeholder de aktive stoffer imidacloprid og moxidectin, men ikke fipronil, og at Moxiclear er beregnet til hunde, som har eller er udsatte for at få indre eller ydre parasitære blandingsinfektioner. Kommissionen har i sit skriftlige indlæg præciseret, at det aktive stof moxidectin absorberes gennem dyrets hud, og at det, når det er blevet absorberet, frigives i hele kroppen og virker imod mange indre parasitter, herunder dem, der angriber blodkredsløbet, fordøjelsessystemet eller lungerne.

37 Under disse omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, hvorvidt det omhandlede produkt, således som den tjekkiske regering og Kommissionen har gjort gældende, ikke kan anses for at have en præcis terapeutisk eller profylaktisk virkning på visse funktioner i dyrets krop som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 31.

38 I denne henseende bemærkes indledningsvis, at i overensstemmelse med de forklarende bemærkninger til HS vedrørende pos. 3004 er insektbekæmpelsesmidler, desinfektionsmidler mv. henhørende under pos 3808, som ikke foreligger til ind- eller udvortes brug som medikamenter, undtaget fra positionen. Dernæst har Domstolen allerede fastslået, at den omstændighed, at produkter i de medlemsstater, hvor de markedsføres, er forsynet med en godkendelse til markedsføring som lægemiddel, ikke er afgørende for deres tarifering i kapitel 30 i KN (jf. i denne retning dom af 15.12.2016, LEK, C-700/15, EU:C:2016:959, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

39 Hvad for det andet angår pos. 3808 i KN bemærkes, at det følger af artikel 1 i forordning nr. 455/2007, at det i punkt 1, kolonne 1, i skemaet i bilaget til denne forordning beskrevne præparat i form af en alkoholholdig opløsning, der er emballeret i pipetter til detailsalg, der består af fipronil (ISO) 10 g, butylhydroxyanisol (BHA, E320) 0,02 g, butylhydroxytoluen (BHT, E321) 0,01 g, og vand op til 100 ml, tariferes i underposition 3808 91 90 i KN. Punkt 1 præciserer desuden, at dette præparat indeholder et stof, der har virkning som både insektbekæmpelsesmiddel og acaricid mod parasitter såsom lopper, tæger og lus, og at det anvendes udvortes til kæledyr, dvs. hunde og katte.

40 I denne henseende bemærkes, at en tariferingsforordning er almengyldig, idet den ikke finder anvendelse på en bestemt erhvervsdrivende, men på alle de produkter, som svarer til det produkt, der er blevet forelagt Toldkodeksudvalget. En analog anvendelse af en tariferingsforordning som forordning nr. 455/2007 på produkter, der er sammenlignelige med dem, der er omhandlet i forordningen, fremmer en sammenhængende fortolkning af KN samt ligebehandling af de erhvervsdrivende (jf. i denne retning dom af 4.3.2015, Oliver Medical, C-547/13, EU:C:2015:139, præmis 55 og 57 og den deri nævnte retspraksis).

41 I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at det omhandlede produkt indeholder den samme koncentration af det aktive stof fipronil som det præparat, der er omhandlet i punkt 1, kolonne 1, i skemaet i bilaget til forordning nr. 455/2007. Det indeholder ligeledes butylhydroxyanisol og butylhydroxytoluen. Det omhandlede produkt synes således ved sin sammensætning at være sammenligneligt med det nævnte præparat.

42 Denne vurdering understøttes af begrundelsen for forordning nr. 455/2007, som der skal tages hensyn til ved fastlæggelsen af forordningens anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Amoena, C-677/18, EU:C:2019:1142, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

43 Det fremgår således for det første af kolonne 3 i skemaet i bilaget til forordning nr. 455/2007, at tariferingen af det præparat, der er beskrevet i punkt 1, kolonne 1 i skemaet, sker i henhold til »teksten til KN-kode 3808, 3808 91 og 3808 91 90«. Sidstnævnte underposition omfatter »insektbekæmpelsesmidler« »i andre tilfælde« end varer på basis af pyrethroider, klorderivater af karbonhydrider, karbamater eller organiske fosforforbindelser. Dernæst henvises der til »de forklarende bemærkninger til HS til pos. 3808 og underposition 3808 91 til 3808 99«, hvori det præciseres, at produkter til at dræbe insekter anses for insektbekæmpelsesmidler (insecticider), og at disse produkter kan foreligge i forskellige former. Endelig fremgår det af den nævnte begrundelse, at »[det i punkt 1, kolonne 1, i skemaet i bilaget til forordning nr. 455/2007 omhandlede præparat] [...] ingen terapeutisk eller profylaktisk virkning som omhandlet i position 3004 [har].

44 Begrundelserne for, at det i punkt 1, kolonne 1, i skemaet i bilaget til forordning nr. 455/2007 beskrevne præparat er blevet tariferet i underposition 3808 91 90 i KN, kan overføres på det omhandlede produkt. Med forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, lader dette produkt til i lige store dele at indeholde det samme aktive stof som det stof, der indgår i præparatets sammensætning, samt til at indeholde de samme hjælpestoffer som præparatet. Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at det omhandlede produkt har den samme virkning og anvendelse som præparatet, dvs. en insektbekæmpende og acaricid virkning mod parasitter såsom lopper og tæger til udvortes brug på huden hos husdyr, dvs. katte.

45 Henset til de ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at KN skal fortolkes således, at et produkt, som består af en opløsning, der er beregnet til katte, og som skal påføres lokalt på huden (Spot On) ved hjælp af en pipette (0,5 ml), og som indeholder det aktive stof fipronil (50 mg pr. pipette) samt hjælpestoffer såsom butylhydroxyanisol E320, butylhydroxytoluen E321, benzylalkohol og diethylenglykol-monethylether, henhører under denne nomenklaturs pos. 3808 som »insektbekæmpelsesmiddel«, med forbehold af den forelæggende rets bedømmelse af samtlige de faktiske omstændigheder, som den råder over.

Sagsomkostninger

46 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:

Den kombinerede nomenklatur, som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, i den affattelse, der følger af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1101/2014 af 16. oktober 2014, skal fortolkes således, at et produkt, som består af en opløsning, der er beregnet til katte, og som skal påføres lokalt på huden (Spot On) ved hjælp af en pipette (0,5 ml), og som indeholder det aktive stof fipronil (50 mg pr. pipette) samt hjælpestoffer såsom butylhydroxyanisol E320, butylhydroxytoluen E321, benzylalkohol og diethylenglykol-monethylether, henhører under denne nomenklaturs pos. 3808 som »insektbekæmpelsesmiddel«, med forbehold af den forelæggende rets bedømmelse af samtlige de faktiske omstændigheder, som den råder over.