C-676/21 Frie varebevægelser Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Taxe sur les véhicules) - Dom

C-676/21 Frie varebevægelser Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö (Taxe sur les véhicules) - Dom

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Ottende Afdeling)

2. februar 2023

»Præjudiciel forelæggelse – interne afgifter – artikel 110 TEUF – motorkøretøjer – motorkøretøjsafgift – brugte køretøjer indført fra andre medlemsstater – brugte køretøjer udført til andre medlemsstater – tilbagebetaling af afgiften ved udførsel – begrænsning af denne tilbagebetaling til køretøjer, der har været i brug i mindre end ti år«

I sag C-676/21,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland) ved afgørelse af 2. november 2021, indgået til Domstolen den 9. november 2021, i sagen indledt af

A

procesdeltager:

Veronsaajien oikeudenvalvontayksikkö,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, M. Safjan, og dommerne N. Jääskinen og M. Gavalec (refererende dommer),

generaladvokat: A. Rantos,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– den finske regering ved A. Laine, som befuldmægtiget,

– Europa-Kommissionen ved A. Armenia, M. Björkland og T. Sevón, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af bestemmelserne i EUF-traktatens tredje del, afsnit II, om de frie varebevægelser og af artikel 110 TEUF.

2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag anlagt af A til prøvelse af en afgørelse truffet af Verohallinto (skatte- og afgiftsmyndighed, Finland), hvorved sidstnævnte afslog at indrømme tilbagebetaling ved udførsel af den afgift på køretøjer, som A havde ansøgt om efter i en anden medlemsstat at have solgt sit motorkøretøj, der var indregistreret i Finland.

Retsforskrifter

3 I henhold til § 1, stk. 1, i autoverolaki (1482/1994) (lov (1482/1994) om afgift på motorkøretøjer) af 29. december 1994, som ændret ved laki (5/2009) (lov (5/2009)) af 9. januar 2009 og laki (561/2016) (lov (561/2016)) af 29. juni 2016 (herefter »lov om motorkøretøjsafgift«), skal der betales motorkøretøjsafgift til staten af en personbil (klasse M1) forud for dennes indregistrering i motorkøretøjsregistret eller dens ibrugtagning i Finland.

4 I henhold til § 2, stk. 1, i lov om motorkøretøjsafgift forstås der ved ibrugtagning i Finland i denne lov anvendelsen af et køretøj, der er bestemt til færdsel på det finske område, selv når køretøjet ikke er indregistreret i Finland.

5 Ifølge nævnte lovs § 4, stk. 1, har den person, der i motorkøretøjsregistret registreres som ejer af det pågældende køretøj, pligt til at betale motorkøretøjsafgiften. Samme lovs § 4, stk. 5, bestemmer, at med hensyn til et køretøj, der tages i brug uden indregistrering, har den person, der har taget køretøjet i brug, pligt til at betale afgiften, men hvis denne person ikke kan identificeres, eller hvis afgiften ikke kan opkræves hos den pågældende person, har ejeren af det køretøj, som er taget i brug, pligt til at betale afgiften.

6 I medfør af § 8a i lov om motorkøretøjsafgift svarer motorkøretøjsafgiften på et køretøj, som pålægges afgift i Finland som brugt køretøj, til den laveste residualafgift for et køretøj, der er indregistreret i Finland og anses for et lignende køretøj på grundlag af de elementer, der er omhandlet i denne lovs §§ 11c og 11d.

7 I henhold til nævnte lovs § 11c, stk. 1, tages der ved fastsættelsen af et køretøjs almindelige salgsværdi i Finland hensyn til den foreliggende dokumentation vedrørende de faktorer, der bestemmer køretøjets salgsværdi på markedet, samt køretøjets værdi og de særlige karakteristika, der påvirker denne værdi, såsom køretøjets mærke, model, type, fremdriftssystem og udstyr. Der kan ligeledes tages hensyn til det pågældende køretøjs alder, kilometerstand og stand samt andre individuelle kendetegn.

8 I medfør af samme lovs § 11d kan køretøjer anses for at ligne hinanden, hvis de er identiske med hensyn til mærke, model og udstyr. Ved en sammenligning af køretøjer, som er typegodkendt i forskellige lande, skal køretøjerne foruden de dokumenterede oplysninger også teknisk ligne hinanden i faktisk henseende. Mindre forskelle er imidlertid ikke til hinder for at anse disse køretøjer for at være lignende, hvis de kan anses for at være uden betydning, henset til det pågældende køretøjs værdi eller forbrugerens behov i forhold til dette køretøj.

9 § 34d, stk. 1, i lov om motorkøretøjsafgift fastsætter, at motorkøretøjsafgiften tilbagebetales efter anmodning, hvis et køretøj, der er pålagt afgift i Finland, udføres endeligt med henblik på anvendelse uden for det finske område.

10 Denne lovs § 34d, stk. 2, bestemmer, at i et sådant tilfælde tilbagebetales det afgiftsbeløb, der ville blive opkrævet for et lignende køretøj, hvis det på tidspunktet for udførslen af køretøjet fra det finske område blev pålagt afgift som brugt køretøj. Der tilbagebetales maksimalt den afgift, som er blevet betalt for køretøjet. Motorkøretøjsafgiften tilbagebetales ikke, hvis køretøjets værdi eller den afgift, der skal betales for køretøjet, er steget på grund af ændringer, der er foretaget, eller udstyr, der er tilføjet, efter pålæggelsen af afgiften. Afgiften tilbagebetales ikke for et køretøj, der ikke er behørigt angivet som afgiftspligtig, eller hvis det beløb, der skal tilbagebetales, er mindre end 500 EUR. Afgiften tilbagebetales heller ikke for et køretøj, hvis første ibrugtagning ligger mindst ti år tilbage i tiden på udførselstidspunktet. Det er en betingelse for tilbagebetalingen, at køretøjet ved ophøret af anvendelsen i Finland er i trafikduelig stand, og at køretøjet er taget ud af drift i Finland.

11 Nævnte lovs § 34d, stk. 3, bestemmer, at der kan anmodes om tilbagebetaling af motorkøretøjsafgiften ved udførsel af enhver person, der som ejer af det pågældende køretøj udfører køretøjet med henblik på dets anvendelse uden for finsk område.

12 Samme lovs § 34d, stk. 4, præciserer, at anmodningen om tilbagebetaling af denne afgift ved udførsel skal indgives til skatte- og afgiftsmyndigheden senest 14 dage før det pågældende køretøjs udførsel, og at den person, der anmoder om tilbagebetaling, skal give denne myndighed mulighed for at kontrollere køretøjet inden udførslen og skal fremlægge de dokumenter, der er nødvendige for at godtgøre, at betingelserne for nævnte tilbagebetaling er opfyldt.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

13 Den 20. juli 2015 indførte A et brugt motorkøretøj til Finland fra en anden medlemsstat, hvis første ibrugtagning havde fundet sted den 24. november 2004.

14 Ved en afgiftsansættelse af 5. oktober 2015 opkrævede skatte- og afgiftsmyndigheden motorkøretøjsafgift af dette køretøj på 4 146,29 EUR, som var fastsat på grundlag af en afgiftspligtig værdi på 16 519,10 EUR under anvendelse af en afgiftssats på 25,10%.

15 A solgte køretøjet i en anden medlemsstat og anmodede den 7. august 2017 skatte- og afgiftsmyndigheden om tilbagebetaling af motorkøretøjsafgiften ved udførsel med et beløb, der i medfør af § 34d, stk. 2, i lov om motorkøretøjsafgift svarede til det beløb, der ville blive opkrævet for et lignende køretøj, såfremt køretøjet blev pålagt afgift som brugt køretøj på tidspunktet for det pågældende køretøjs udførsel.

16 Ved afgørelse af 21. august 2017 afslog skatte- og afgiftsmyndigheden denne anmodning om tilbagebetaling med den begrundelse, at motorkøretøjsafgiften i medfør af denne bestemmelse ikke tilbagebetales for et køretøj, hvis første ibrugtagning ligger ti år eller mere tilbage i tiden på udførselstidspunktet.

17 Da A hverken fik medhold i sin klage over denne afgørelse eller i det søgsmål, der blev anlagt ved Helsinki hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki, Finland), iværksatte A appel ved den forelæggende ret, Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland), bl.a. med påstand om tilbagebetaling af motorkøretøjsafgiften.

18 Denne ret har anført, at det brugte motorkøretøj, der blev indført fra en anden medlemsstat, blev indregistreret af A i Finland og anvendt af A i en periode på mindre end tre år, inden dette køretøj blev videresolgt i en anden medlemsstat. Den forelæggende ret har anført, at A for dette køretøj var pligtig at betale den fulde motorkøretøjsafgift på tidspunktet for køretøjets indregistrering, og at størrelsen af denne afgift ikke var proportional med den faktiske anvendelse af køretøjet i Finland, idet den nævnte afgift ikke tilbagebetales for køretøjer, der er ti år gamle eller ældre, på tidspunktet for det pågældende køretøjs udførsel.

19 Ifølge den forelæggende ret skal det med henblik på at afgøre den tvist, der er indbragt for den, undersøges, om begrænsningen vedrørende køretøjets alder, som finder anvendelse på tilbagebetaling af motorkøretøjsafgiften ved udførsel, er i strid med den primære EU-ret, således at A på tidspunktet for udførslen af sit motorkøretøj skulle have fået tilbagebetalt den del af residualafgiften, der var indeholdt i køretøjets værdi.

20 I denne sammenhæng er det for det første nødvendigt at fastlægge, hvilken bestemmelse i EUF-traktaten der udgør grundlaget for at bedømme en medlemsstats mulighed for at udøve sin beskatningskompetence med hensyn til indførsel og udførsel af køretøjer med fuld ejendomsret. Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til bestemmelserne i afsnit II i EUF-traktatens tredje del vedrørende de frie varebevægelser og til artikel 110 TEUF. Den forelæggende ret ønsker endvidere nærmere bestemt oplyst, om det kan lægges til grund, at når et indført motorkøretøj med fuld ejendomsret anvendes på indregistreringsmedlemsstatens område i en periode, der er væsentligt kortere end køretøjets økonomiske levetid, skal dette køretøj ikke i det væsentlige anvendes varigt på denne medlemsstats område.

21 For det andet har den forelæggende ret anført, at der til forskel fra køretøjer, der er lejet eller leaset, ikke er noget middel til objektivt og på forhånd at efterprøve bestemmelsen for eller den midlertidige anvendelse af køretøjer med fuld ejendomsret. Varigheden af anvendelsen af et køretøj med fuld ejendomsret på indregistreringsmedlemsstatens område kan først vurderes efterfølgende.

22 Såfremt EUF-traktatens bestemmelser om de frie varebevægelser principielt er til hinder for en national lovgivning, hvorefter motorkøretøjsafgiften, der indgår i det pågældende brugte køretøjs værdi, ikke tilbagebetales, når køretøjet udføres endeligt med henblik på anvendelse i en anden medlemsstat, ønsker den forelæggende ret for det tredje oplyst, om denne restriktion kan begrundes med, at den har til formål at hindre udførsel af »gamle køretøjer«. Den forelæggende ret har tilføjet, at den finske lovgiver har påberåbt sig miljøbeskyttelsesformålet i forbindelse med vedtagelsen af lov (5/2009) og lov (561/2016), og at denne afgift opkræves for brugte køretøjer, der indføres til Finland, uanset tidspunktet for deres første indregistrering i en anden medlemsstat.

23 På denne baggrund har Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Kan bestemmelserne om varernes frie bevægelighed i tredje del, afsnit II, i [EUF-traktaten] eller artikel 110 TEUF være til hinder for nationale bestemmelser, som fastsætter, at den motorkøretøjsafgift, der er indeholdt i et køretøjs værdi som omhandlet i [lov om motorkøretøjsafgift], under omstændigheder som i hovedsagen ikke tilbagebetales til køretøjets ejer, når denne eksporterer køretøjet til permanent anvendelse i en anden medlemsstat, og er det i denne forbindelse væsentligt, om det var hensigten permanent primært at anvende køretøjet i den medlemsstat, som opkrævede motorkøretøjsafgiften, og om det også faktisk permanent primært blev anvendt i denne medlemsstat?

2) Såfremt den planlagte anvendelse og den faktiske anvendelse af køretøjet er relevante for besvarelsen af det første spørgsmål: Hvordan skal den omhandlede ikke-permanente anvendelseshensigt og anvendelse dokumenteres, såfremt det private køretøjs anvendelsesperiode i medlemsstaten ikke kan konstateres på forhånd?

3) Såfremt nægtelsen af [tilbagebetaling af motorkøretøjsafgift ved udførsel] som omhandlet i [lov om motorkøretøjsafgift] under omstændigheder som i hovedsagen udgør en begrænsning af varernes frie bevægelighed: Kan denne begrænsning begrundes med målsætningen om at begrænse eksporten af gamle køretøjer, som ofte er i dårlig stand og miljøforurenende? Skal begrænsningen af [tilbagebetaling af motorkøretøjsafgift ved udførsel] til køretøjer, som er mindre end ti år gamle, anses for uforenelig med EU-retten af den grund, at der alligevel opkræves motorkøretøjsafgift på importerede brugte køretøjer uafhængigt af deres anvendelsesperiode?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

24 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den primære EU-ret, navnlig artikel 110 TEUF, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en motorkøretøjsafgift, der er indeholdt i et køretøjs værdi, ikke tilbagebetales til ejeren af et motorkøretøj i tilfælde af endelig udførsel af dette køretøj med henblik på dets anvendelse i en anden medlemsstat, såfremt det på tidspunktet for udførslen er mere end ti år siden, at køretøjet blev taget i brug for første gang, og om det i denne henseende er relevant, at et sådant køretøj ikke alene var bestemt til i det væsentlige at blive anvendt varigt på den medlemsstats område, der har opkrævet motorkøretøjsafgiften, men også reelt blev anvendt på denne måde.

25 Indledningsvis bemærkes, at med forbehold af visse undtagelser, der er uden relevans for nærværende sag, er pålæggelsen af afgifter på motorkøretøjer ikke harmoniseret på EU-plan. Medlemsstaterne kan derfor frit udøve deres beskatningsbeføjelse på dette område under overholdelse af EU-retten (dom af 19.9.2017, Kommissionen mod Irland (Registreringsafgift), C-552/15, EU:C:2017:698, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

26 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at en motorkøretøjsafgift, som pålægges af en medlemsstat ved indregistrering af motorkøretøjer med henblik på ibrugtagning heraf på statens område, hverken udgør en told eller en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 28 TEUF og 30 TEUF. En sådan afgift kan desuden heller ikke bedømmes i lyset af artikel 34 TEUF om forbud mod kvantitative indførselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning som sådanne restriktioner. En afgift som den i hovedsagen omhandlede er nemlig en intern afgift og skal derfor undersøges på grundlag af artikel 110 TEUF (dom af 7.4.2011, Tatu, C-402/09, EU:C:2011:219, præmis 32 og 33 og den deri nævnte retspraksis, og af 17.12.2015, Viamar, C-402/14, EU:C:2015:830, præmis 33). I denne henseende bemærkes, at Domstolen i dom af 19. september 2002, Tulliasiamies og Siilin (C-101/00, EU:C:2002:505), undersøgte foreneligheden med den primære ret af den motorkøretøjsafgift, der var fastsat i lov (1482/1994) om motorkøretøjsafgift, således som denne var gældende på daværende tidspunkt, henset til artikel 95 EF, som svarer til artikel 110 TEUF.

27 Som Europa-Kommissionen har gjort gældende, skal foreneligheden med den primære EU-ret af såvel motorkøretøjsafgiften som tilbagebetaling heraf ved udførsel af et motorkøretøj, der er indregistreret i Finland, derfor udelukkende bedømmes på grundlag af sidstnævnte artikel.

28 Artikel 110 TEUF har til formål at sikre frie varebevægelser mellem medlemsstaterne på normale konkurrencevilkår. Bestemmelsen tilsigter at fjerne enhver form for beskyttelse, der kan følge af anvendelsen af interne afgifter, herunder afgifter, der indebærer forskelsbehandling af varer med oprindelse i andre medlemsstater (dom af 14.4.2015, Manea, C-76/14, EU:C:2015:216, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

29 Artikel 110, stk. 1, TEUF forbyder herved enhver medlemsstat at pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer. Denne bestemmelse skal sikre, at interne afgifter virker neutralt i forhold til konkurrencen mellem de varer, der allerede befinder sig på det indenlandske marked, og de indførte varer (dom af 14.4.2015, Manea, C-76/14, EU:C:2015:216, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

30 Motorkøretøjsafgiften, der er fastsat i lov om motorkøretøjsafgift, opkræves kun én gang for ethvert motorkøretøj, der skal indregistreres eller tages i brug i Finland, uanset om der er tale om nye eller brugte køretøjer. Det synes at fremgå af de oplysninger, som Domstolen råder over, således som de er beskrevet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at lov om motorkøretøjsafgift principielt sikrer, at størrelsen af den motorkøretøjsafgift, der pålægges indførte brugte køretøjer, svarer til residualværdien af den afgift, der er indeholdt i værdien af tilsvarende brugte indenlandske køretøjer, henset til satsen af og beregningsgrundlaget for denne afgift.

31 På området for afgifter på indførte brugte motorkøretøjer har artikel 110 TEUF til formål at sikre, at interne afgifter virker fuldstændigt neutralt i forhold til konkurrencen mellem varer, der allerede befinder sig på det indenlandske marked, og indførte varer, og den forpligter derfor hver medlemsstat til at vælge og indføre de afgifter, der pålægges motorkøretøjer, på en måde, så de ikke har til virkning at begunstige salg af brugte indenlandske køretøjer til skade for indførslen af tilsvarende brugte køretøjer (jf. i denne retning dom af 7.3.2019, Elliniko Dimosio, C-689/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:185, præmis 20-22).

32 I denne henseende bemærkes, at inden for rammerne af artikel 110 TEUF kan en særlig bestemmelse som den, der er fastsat i § 34d, stk. 2, i lov om motorkøretøjsafgift, hvorefter denne afgift ikke tilbagebetales ved endelig udførsel af et brugt motorkøretøj, når det på tidspunktet for den omhandlede udførsel er over ti år siden, at dette køretøj for første gang blev taget i brug, i Finland eller i en anden medlemsstat, ikke anses for at udgøre forskelsbehandling.

33 Som Kommissionen har fremhævet, finder denne regel anvendelse på alle køretøjer, når deres første ibrugtagning går mere end ti år tilbage, for så vidt som den fastsætter et objektivt kriterium, nemlig året for den første ibrugtagning af det pågældende køretøj, på grundlag af hvilket der sondres mellem de tilfælde, hvor der indrømmes en tilbagebetaling af motorkøretøjsafgiften, og de tilfælde, hvor denne tilbagebetaling ikke indrømmes.

34 Den nævnte regel indebærer således ikke en forskelsbehandling, når de pågældende motorkøretøjer er ældre end ti år, mellem indførte brugte køretøjer og indenlandske brugte køretøjer for så vidt angår muligheden for at blive solgt på det finske brugtbilmarked, eftersom den på ingen måde ændrer størrelsen af den tilsvarende afgift, der indgår i markedsprisen for disse to typer køretøjer.

35 I forhold til artikel 110 TEUF er det desuden uden betydning, at motorkøretøjer, der første gang blev indregistreret i en anden medlemsstat og dernæst i Finland, for hvilke der ved den endelige udførsel fra Finland til en anden medlemsstat nægtes tilbagebetaling af denne afgift ved udførsel, i henhold til begrænsningen af tilbagebetaling af den nævnte afgift ved udførsel til køretøjer, der er under ti år, ud fra en statistisk betragtning har været indregistreret i Finland i en kortere periode end motorkøretøjer, der først blev indregistreret i Finland, og hvis endelige udførsel til en anden medlemsstat ikke giver ret til tilbagebetaling af den nævnte afgift ved udførsel i henhold til denne begrænsning.

36 Ved udøvelsen af sin beskatningskompetence kan en medlemsstat nemlig fastsætte bestemmelser om opkrævning af en afgift på køretøjer, hvor den afgiftsudløsende begivenhed er indregistreringen og ibrugtagningen af et motorkøretøj, som ikke er knyttet til varigheden af køretøjets faktiske anvendelse i denne medlemsstat.

37 Det er ligeledes uden betydning, henset til artikel 110 TEUF, at et motorkøretøj på grund af afslaget på tilbagebetaling ved udførsel af en motorkøretøjsafgift ved den endelige udførsel fra Finland til en anden medlemsstat på forskellige tidspunkter og i forskellige medlemsstater pålægges flere motorkøretøjsafgifter.

38 EU-retten indeholder på det nuværende stadium ingen regel, der forbyder tilfælde af dobbeltbeskatning, der opstår i forbindelse med sådanne afgifter, der er undergivet selvstændige nationale lovgivninger, og selv om det er ønskeligt at forebygge sådanne tilfælde af hensyn til de frie varebevægelser, kan dette imidlertid kun gennemføres ved en harmonisering af de nationale ordninger (jf. analogt dom af 23.4.2002, Nygård, C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

39 Hver medlemsstat kan opkræve motorkøretøjsafgift efter egne vurderinger, forudsat at såvel sådanne vurderinger som de foranstaltninger, der vedtages til deres gennemførelse, ikke afskrækker fra salg af indførte varer til fordel for salg af tilsvarende varer, der er tilgængelige på det indenlandske marked (jf. i denne retning dom af 7.4.2011, Tatu, C-402/09, EU:C:2011:219, præmis 53 og 54).

40 Det skal tilføjes, at fysiske personer, der ønsker at indføre nye eller brugte motorkøretøjer til Finland, har andre løsninger end indførsel af sådanne køretøjer med fuld ejendomsret. De kan ud over de tilfælde, der er omfattet af Rådets direktiv 83/182/EØF af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel af visse transportmidler (EFT 1983, L 105, s. 59), således som den finske regering har fremhævet, indføre et motorkøretøj med henblik på midlertidig anvendelse i Finland i medfør af en leasing- eller lejekontrakt, hvilket indebærer opkrævning af en motorkøretøjsafgift, der beregnes pro rata i forhold til den anvendelsesperiode, der er fastsat i kontrakten (jf. i denne retning kendelse af 29.9.2010, VAV-Autovermietung, C-91/10, ikke trykt i Sml., EU:C:2010:558, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

41 Disse personer kan derfor med fuldt kendskab til forholdene beslutte at indføre motorkøretøjer med fuld ejendomsret til Finland, hvilket indebærer, at køretøjerne pålægges motorkøretøjsafgiften fuldt ud, eller at indføre et motorkøretøj med henblik på midlertidigt at anvende dette, hvilket medfører, at der skal betales en motorkøretøjsafgift, der står i forhold til varigheden af køretøjets anvendelse i denne medlemsstat.

42 Det er således de nævnte personers valg, der afgør, hvilken afgiftsordning der finder anvendelse på det indførte motorkøretøj, og, som Kommissionen har fremhævet, i tilfælde af indførsel af et motorkøretøj med fuld ejendomsret er disse personers eventuelle hensigter vedrørende den senere anvendelse af det pågældende køretøj, med hensyn til hvilket tilbagebetaling af motorkøretøjsafgiften ved udførsel er fastsat i lov om motorkøretøjsafgift, uden relevans for vurderingen af denne tilbagebetaling ved udførsel på grundlag af artikel 110 TEUF.

43 Endelig er den omstændighed, som den finske regering har påberåbt sig, hvorefter størrelsen af den tilbagebetalte afgift i tilfælde af endelig udførsel af et motorkøretøj, der er blevet pålagt afgift i Finland, med henblik på anvendelse uden for denne medlemsstat, i henhold til § 34d, stk. 2, i lov om motorkøretøjsafgift svarer til den afgift, der ville blive opkrævet for et tilsvarende køretøj, hvis dette var blevet pålagt afgift som brugt køretøj på tidspunktet for denne udførsel, ligeledes uden relevans for denne vurdering.

44 En sådan tilbagebetaling af afgiften påvirker nemlig ikke markedet for brugte køretøjer i Finland, men kan, uanset at den tilbagebetalte afgift ikke overstiger residualværdien af den afgift, der er betalt i forbindelse med indregistreringen i Finland, påvirke markedet for brugte køretøjer i udførselsmedlemsstaten, for så vidt som den nedsætter værdien af det brugte køretøj, der er indført fra Finland.

45 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at den primære EU-ret, navnlig artikel 110 TEUF, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en motorkøretøjsafgift, der er indeholdt i et køretøjs værdi, ikke tilbagebetales til ejeren af et motorkøretøj i tilfælde af endelig udførsel af dette køretøj med henblik på dets anvendelse i en anden medlemsstat, såfremt det på tidspunktet for udførslen er mere end ti år siden, at køretøjet blev taget i brug for første gang. Det er i denne henseende uden betydning, om et sådant køretøj var bestemt til i det væsentlige at blive anvendt varigt på den medlemsstats område, der har opkrævet motorkøretøjsafgiften, og om det også reelt blev anvendt på denne måde.

Det andet og det tredje spørgsmål

46 Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

Sagsomkostninger

47 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Den primære EU-ret, navnlig artikel 110 TEUF, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en motorkøretøjsafgift, der er indeholdt i et køretøjs værdi, ikke tilbagebetales til ejeren af et motorkøretøj i tilfælde af endelig udførsel af dette køretøj med henblik på dets anvendelse i en anden medlemsstat, såfremt det på tidspunktet for udførslen er mere end ti år siden, at køretøjet blev taget i brug for første gang. Det er i denne henseende uden betydning, om et sådant køretøj var bestemt til i det væsentlige at blive anvendt varigt på den medlemsstats område, der har opkrævet motorkøretøjsafgiften, og om det også reelt blev anvendt på denne måde.