C-613/12 Helm Düngemittel - Dom

C-613/12 Helm Düngemittel - Dom

DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)

6. februar 2014

»Præjudiciel forelæggelse – toldunion og fælles toldtarif – Euro-Middelhavsaftale med Egypten – artikel 20 i protokol nr. 4 – oprindelsesbevis – varecertifikat EUR.1 – udstedelse af et erstatningsvarecertifikat EUR.1, når varen ikke længere befinder sig under de udstedende toldmyndigheders kontrol – afslag på anvendelse af præferenceordningen «

I sag C-613/12,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Finanzgericht Düsseldorf (Tyskland) ved afgørelse af 12. december 2012, indgået til Domstolen den 24. december 2012, i sagen:

Helm Düngemittel GmbH

mod

Hauptzollamt Krefeld

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden M. Ilešič, og dommerne C.G. Fernlund, A. Ó Caoimh, C. Toader og E. Jarašiūnas (refererende dommer)

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: A. Calot Escobar

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

– Helm Düngemittel GmbH ved Rechtsanwalt H. Nehm

– Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og T. Scharf, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side, der blev undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2001 og godkendt ved Rådets afgørelse 2004/635/EF den 21. april 2004 (EUT L 304, s. 39, herefter »Euro-Middelhavsaftalen med Egypten«), og nærmere bestemt artikel 20 i protokol nr. 4 til denne aftale om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoderne for administrativt samarbejde, som ændret ved Associeringsrådet EU-Egyptens afgørelse nr. 1/2006 af 17. februar 2006 (EUT L 73, s. 1, herefter »protokol nr. 4«).

Denne anmodning er blevet fremsat under en sag mellem Helm Düngemittel GmbH (herefter »Helm Düngemittel«) og Hauptzollamt Krefeld (toldadministrationen i Krefeld, Tyskland) om opkrævning af indførselsafgifter.

Retsforskrifter

Wienerkonventionen

I henhold til artikel 1 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (United Nations Treaty Series, bind 1155, s. 331, herefter »Wienerkonventionen«) med overskriften »Konventionens anvendelsesområde« finder denne konvention anvendelse på traktater mellem stater.

Wienerkonventionens artikel 3 med overskriften »Mellemfolkelige overenskomster, som ikke omfattes af konventionen«, bestemmer:

»Den omstændighed, at denne konvention ikke omfatter mellemfolkelige overenskomster mellem stater og andre folkeretssubjekter eller mellem sådanne andre folkeretssubjekter indbyrdes eller mellemfolkelige overenskomster i ikke-skriftlig form, skal ikke påvirke

[...]

b) anvendelsen på dem af nogen bestemmelse indeholdt i denne konvention, som de ville være underkastet ifølge folkeretten uafhængigt af konventionen

[...]«.

Wienerkonventionens artikel 26 med overskriften »Pacta sunt servanda« fastsætter:

»Enhver ikrafttrædende traktat er bindende for dens deltagere og skal opfyldes af dem i god tro.«

Wienerkonventionens artikel 31 med overskriften »Almindelig regel om fortolkning« bestemmer i stk. 1:

»En traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål.«

Euro-Middelhavsaftalen med Egypten

Euro-Middelhavsaftalen med Egypten trådte i kraft den 1. juni 2004.

Denne aftales artikel 1 er affattet således:

»1. Der oprettes en associering mellem Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og Egypten på den anden side.

2. Det er formålet med denne aftale:

V [...]

– at fastsætte betingelserne for en gradvis liberalisering af udvekslingen af varer, tjenesteydelser og kapital.

[...]«

Nævnte aftales artikel 6 under afsnit II om frie varebevægelser bestemmer:

»Fællesskabet og Egypten opretter gradvis et frihandelsområde i en overgangsperiode af en varighed på højst tolv år begyndende på tidspunktet for denne aftales ikrafttræden i overensstemmelse med bestemmelserne i dette afsnit og med bestemmelserne i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994 og de andre multilaterale aftaler om varehandel, der er bilagt overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), [...]«

Samme aftales artikel 8, der i henhold til overskriften på afsnit II, kapitel 1, i denne aftale finder anvendelse på industrivarer, har følgende ordlyd:

»Varer med oprindelse i Egypten kan indføres i Fællesskabet med fritagelse for told og afgifter med tilsvarende virkning samt kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning.«

I artikel 27 i Euro-Middelhavsaftalen med Egypten hedder det:

»Begrebet »produkter med oprindelsesstatus« med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i dette afsnit og metoderne for administrativt samarbejde i forbindelse hermed er defineret i protokol 4.«

Artikel 16, stk. 1, i protokol nr. 4, som er indeholdt i sidstnævntes afsnit V med overskriften »Bevis for oprindelse« fastsætter:

»Produkter med oprindelsesstatus i Fællesskabet er ved indførsel i Egypten, og produkter med oprindelsesstatus i Egypten er ved indførsel i Fællesskabet omfattet af de fordele, der er fastsat i bestemmelserne i aftalen, såfremt der fremlægges et af følgende oprindelsesbeviser:

Varecertifikat EUR.1 [...]

[…]«

Det følger af artikel 17, stk. 1, i protokol nr. 4, at »[u]dførselslandets toldmyndigheder udsteder et varecertifikat EUR.1 eller EUR-MED. […]«.

Artikel 20 i protokol nr. 4 bestemmer:

»Når produkter med oprindelsesstatus er under et toldsteds kontrol i Fællesskabet eller Egypten, skal det være muligt at erstatte det originale varecertifikat EUR.1 eller EUR-MED med et andet eller flere andre certifikater, når det skal benyttes til at sende alle eller nogle af disse produkter til et andet sted i Fællesskabet eller Egypten. Erstatningscertifikat(er) EUR.1 eller EUR-MED udstedes af det toldsted, hvis kontrol produkterne er undergivet.«

Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Helm Düngemittel købte et parti urea af egyptisk oprindelse på 9 300 metriske ton og chartrede et skib for at fragte en del til Terneuzen (Nederlandene) og resten til Hamburg (Tyskland). Den 2. februar 2009 udstedte de egyptiske toldmyndigheder et varecertifikat EUR.1 (herefter »varecertifikatet«) for hele forsendelsen, der angav Egypten som oprindelsesland.

Den 11. februar 2009 indgav Helm Düngemittel varecertifikatet til de nederlandske toldmyndigheder og anmodede dem om at udstede et erstatningsvarecertifikat EUR.1 (herefter »erstatningscertifikatet«) med henblik på opdeling af varen og afsendelsen af en del heraf til Tyskland.

Den 12. februar 2009 ankom skibet til Terneuzen, hvor den del af varen, der var bestemt for Nederlandene, blev losset. Den 13. februar 2009 sejlede skibet fra Nederlandene. Den resterende del af varen blev losset i Hamborg og overgik den 16. februar 2009 til fri omsætning.

Den 24. februar 2009 udstedte de nederlandske myndigheder et erstatningscertifikat for den del af varen, der blev sendt fra Nederlandene til Tyskland.

Den 2. marts 2009 indgav Helm Düngemittel en supplerende toldangivelse for februar 2009 for den del af varen, som var overgået til fri omsætning i Tyskland. Sammen med denne angivelse vedlagde Helm Düngemittel erstatningscertifikatet udstedt af de nederlandske myndigheder og anmodede om at blive omfattet af præferencetoldordningen, som fastsat i Euro-Middelhavsaftalen med Egypten for den ovennævnte del af varen.

Den 15. april 2005 forhørte Hauptzollamt Krefeld sig hos de nederlandske myndigheder om det erstatningscertifikat, som disse havde udstedt. Disse myndigheder svarede, at den omhandlede vare allerede havde forladt Nederlandene, da dette certifikat blev udstedt, og at nævnte certifikat derfor var blevet udstedt i strid med artikel 20 i protokol nr. 4, da varen ikke længere var under deres kontrol, da dette samme certifikat blev udstedt.

Den 19. november 2010 fremsendte Hauptzollamt Krefeld en afgiftsopkrævning til Helm Düngemittel på EUR 68 382,54 for told, eftersom erstatningscertifikatet ikke kunne bevise, at den del af den omhandlede vare, der skulle til Tyskland, var af egyptisk præferenceoprindelse.

Den 24. februar 2011 svarede de nederlandske toldmyndigheder på en ny anmodning fra de tyske toldmyndigheder, at indholdet af erstatningscertifikatet var korrekt, og at det ikke kunne tilbagekaldes eller erklæres ugyldigt.

Helm Düngemittel indgav en klage over afgiftsopkrævningen udstedt af Hauptzollamt Krefeld, som sidstnævnte forkastede ved afgørelse af 16. november 2011.

Helm Düngemittel anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse for den forelæggende ret, idet Helm Düngemittel nedlagde påstand om, at afgiftsopkrævningen af 19. november 2010 skulle annulleres. Helm Düngemittel har gjort gældende, at artikel 20 i protokol nr. 4 fastsætter retten til at opnå et erstatningscertifikat, og at denne ret ikke afhænger af den periode, hvor toldstedet kan kontrollere varen. Den efterfølgende opkrævning er desuden uforenelig med præferenceadkomsten i Euro-Middelhavsaftalen med Egypten. Udførselsstatens myndigheders vurdering er således afgørende for, om en vare er af præferenceoprindelse. I den foreliggende sag bør det af de nederlandske toldmyndigheder udstedte erstatningscertifikat tillægges samme værdi med hensyn til bevis for oprindelsen, som hvis det havde været udstedt af udførselsstaten.

Hauptzollamt Krefelt har nedlagt påstand om, at søgsmålet skal afvises. Ifølge denne myndighed fastsætter protokol nr. 4 ikke en efterfølgende udstedelse af et erstatningscertifikat. Det omhandlede erstatningscertifikat gør det således ikke muligt at fastslå oprindelsen af den del af varen, der blev indført i Tyskland.

Ifølge den forelæggende ret er det ubestridt, at den omhandlede vare er af egyptisk oprindelse. Det eneste punkt, hvor der rejses tvivl, er ifølge den forelæggende ret spørgsmålet om, hvorvidt det af Helm Düngemittel fremlagte erstatningscertifikat kan bevise præferenceoprindelsen som omhandlet i protokol nr. 4 af den del af varen, der er indført i Tyskland. Den forelæggende ret mener, at et erstatningscertifikat kun kan udstedes i henhold til denne protokols artikel 20, når varen er undergivet kontrol af toldstedet i den medlemsstat, som har udstedt nævnte certifikat, således at denne kan prøve, om denne vare er identisk med den vare, der er anført i det oprindelige varecertifikat. Eftersom den omhandlede vare allerede befandt sig i fri omsætning, da erstatningscertifikatet blev udstedt, er dette ikke tilfældet i den foreliggende sag. Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at der er gjort undtagelser fra princippet om, at præferencebehandling kræver fremlæggelse af et gyldigt bevis for retten til præferencebehandling. Den forelæggende ret har i denne henseende fremhævet, at afvisningen af at anerkende erstatningscertifikatet som oprindelsesbevis i den foreliggende sag beror på en ren formel begrundelse.

Under disse omstændigheder har Finanzgericht Düsseldorf besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er en vares oprindelse bevist, når et delt varecertifikat er blevet udstedt i henhold til artikel 20 i protokol nr. 4 […], selv om betingelserne i denne bestemmelse ikke var opfyldt, idet varen på tidspunktet for udstedelsen af det delte varecertifikat ikke befandt sig under de udstedende toldmyndigheders kontrol?«

Om det præjudicielle spørgsmål

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Euro-Middelhavsaftalen med Egypten skal fortolkes således, at en vares egyptiske oprindelse, som omhandlet i den præferencetoldordning, som er indført med denne aftale, kan bevises, selvnår varen blev delt, da den ankom til den første medlemsstat med henblik på at udføre en del heraf til en anden medlemsstat, og erstatningscertifikatet udstedt af toldmyndighederne i den første medlemsstat for den del af varen, der blev udført til den anden medlemsstat, ikke opfylder betingelserne i artikel 20 i protokol nr. 4 til nævnte aftale for udstedelse af et sådant certifikat.

Indledningsvis bemærkes, at det i henhold til artikel 20 i protokol nr. 4, når produkter med oprindelsesstatus i en medlemsstat eller i Egypten er »under et toldsteds kontrol« i en medlemsstat eller i Egypten, er muligt at erstatte nævnte produkters originale varecertifikat med et andet eller flere erstatningscertifikater, der udstedes af det toldsted, »hvis kontrol produkterne er undergivet«, bl.a. når det skal benyttes til at sende alle eller nogle af disse produkter til et andet sted i Den Europæiske Union.

Det følger således af ordlyden af dette sidste udtryk, at erstatningscertifikatet skal være udstedt af toldmyndighederne, mens varen var under deres kontrol, eller i tilfælde, hvor disse myndigheder udfører en faktisk kontrol, hurtigst muligt efter denne kontrol.

I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede vare blev delt i Nederlandene, idet en del heraf skulle videreføres til Tyskland. Erstatningscertifikatet vedrørende denne del af varen blev udstedt af de nederlandske toldmyndigheder elleve dage efter, at denne del forlod nederlandsk område. Heraf kan det imidlertid ikke nødvendigvis sluttes, at den nævnte dels oprindelse ikke vil kunne fastslås i overensstemmelse med EU-retten.

Ifølge Domstolens praksis udgør varecertifikatet ganske vist beviset for en vares præferenceoprindelse, og hvis man tillod andre bevismidler end disse oprindelsesbeviser, ville konsistensen og sikkerheden i anvendelsen af frihandelsaftalerne med tredjelandene blive bragt i fare (jf. i denne retning dom af 23.2.1995, sag C-334/93, Bonapharma, Sml. I, s. 319, præmis 16). Kravet om et gyldigt bevis for oprindelse kan ikke anses for en ren formalitet, som der kan ses bort fra, når oprindelsesstedet er fastslået ved andre bevismidler (jf. i denne retning dom af 25.2.2010, sag C-386/08, Brita, Sml. I, s. 1289, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at det tilkommer myndighederne i udførselsstaten at fastlægge en vares oprindelse, og at medlemsstaternes toldmyndigheder i princippet skal anerkende udførselsstatens toldmyndigheders vurderinger, navnlig når præferenceordningen er indført ved en international aftale mellem Unionen og et tredjeland baseret på gensidige forpligtelser (jf. i denne retning dom af 15.12.2011, sag C-409/10, Afasia Knits Deutschland, Sml. I, s. 13331, præmis 29, og af 8.11.2012, sag C-438/11, Lagura Vermögensverwaltung, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34-36 og den deri nævnte retspraksis).

Endvidere er medlemsstaternes toldmyndigheders anerkendelse af afgørelser, der er truffet af myndighederne i udførselsstaten, som Unionen har forbindelse med gennem en international frihandelsaftale, ligeledes en forudsætning for, at Unionen kan forvente, at myndighederne i nævnte stat respekterer de afgørelser, som medlemsstaternes toldmyndigheder træffer med hensyn til oprindelsen af varer, der udføres fra Unionen til denne stat (jf. i denne retning dom af 12.7.1984, sag 218/83, Les Rapides Savoyards m.fl., Sml., s. 3105, præmis 27).

Det fremgår således af de i forelæggelsesafgørelsen beskrevne omstændigheder, som er ubestridte, at den af Helm Düngemittel fra Egypten indførte vares præferenceoprindelsesstatus er bekræftet af et varecertifikat udstedt af de egyptiske toldmyndigheder. I henhold til den i nærværende doms præmis 33 nævnte retspraksis binder et sådant certifikat alle toldmyndighederne i Unionen i forhold til præferenceoprindelsen af de varer, som er nævnt deri.

I denne henseende skal det fremhæves, at en situation, såsom den i hovedsagen foreliggende, ikke kan sammenlignes med en situation, hvor varecertifikatet udstedt af udførselsstaten ikke opfylder betingelserne i protokol nr. 4. I dette andet tilfælde kan præferenceoprindelsen af den samlede vare, der er indført i Unionen, ikke fastlægges, mens, i det første tilfælde, oprindelsen af den omhandlede vare, der er indført i Unionen, forbliver fastlagt ved det varecertifikat, der er gyldigt udstedt af de egyptiske toldmyndigheder.

Det bemærkes desuden, at den internationale traktatret i det væsentlige er blevet kodificeret i Wienerkonventionen, og at de regler, som er indeholdt i denne konvention, finder anvendelse på en aftale, der er indgået mellem en stat og en international organisation, såsom Euro-Middelhavsaftalen med Egypten, for så vidt som disse bestemmelser er et udtryk for den generelle folkeretlige sædvaneret (jf. analogt, Brita-dommen, præmis 40 og 41).

En situation, hvor en importør, der er indehaver af et varecertifikat udstedt af udførselsstaten i henhold til protokol nr. 4, får afslag på at være omfattet af præferenceordningen med hensyn til den vare, som han har indført i Unionen, vil ikke være forenelig med principperne i Wienerkonventionens artikel 26 og 31, eller med formålene med Euro-Middelhavsaftalen med Egypten, der er opregnet i dennes artikel 1, og vil være i strid med dennes artikel 8.

Når den omhandlede vare er blevet delt ved ankomsten til Unionen med henblik på at sende en del heraf til et andet sted i Unionen, som omhandlet i artikel 20 i protokol nr. 4, tilkommer det imidlertid importøren, som får udstedt et erstatningscertifikat, selv om betingelserne i denne bestemmelse ikke er opfyldt, men som alligevel ønsker at påberåbe sig varecertifikatet udstedt af de egyptiske toldmyndigheder, at godtgøre, at denne udskilte del af varen reelt svarer til den vare, hvis præferenceoprindelse er fastlagt ved varecertifikatet udstedt af de egyptiske toldmyndigheder.

På ovenstående baggrund skal det forelagte spørgsmål besvares med, at Euro-Middelhavsaftalen med Egypten skal fortolkes således, at en vares egyptiske oprindelse, som omhandlet i den præferencetoldordning, som er indført med denne aftale, kan bevises, selv når varen blev delt, da den ankom til en første medlemsstat med henblik på at udføre en del heraf til en anden medlemsstat, og erstatningscertifikatet udstedt af toldmyndighederne i den første medlemsstat for den del af varen, der blev udført til den anden medlemsstat, ikke opfylder betingelserne for udstedelse af et sådant certifikat i artikel 20 i protokol nr. 4.

Et sådant bevis forudsætter dog, dels at præferenceoprindelsen af den vare, som oprindelig blev indført fra Egypten, fastlægges ved et varecertifikat udstedt af de egyptiske toldmyndigheder i henhold til nævnte protokol, dels at importøren beviser, at den del af varen, der er udskilt i denne første medlemsstat og sendt videre til den anden medlemsstat, svarer til en del af den vare, der er indført fra Egypten i den første medlemsstat. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i hovedsagen.

Sagens omkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Arabiske Republik Egypten på den anden side, der blev undertegnet i Luxembourg den 25. juni 2001og godkendt ved Rådets afgørelse 2004/635/EF den 21. april 2004, skal fortolkes således, at en vares egyptiske oprindelse, som omhandlet i den præferencetoldordning, som er indført med denne aftale, kan bevises, selv når varen blev delt, da den ankom til en første medlemsstat med henblik på at udføre en del heraf til en anden medlemsstat, og det erstatningsvarecertifikat EUR.1, som er udstedt af toldmyndighederne i den første medlemsstat for den del af varen, der blev udført til den anden medlemsstat, ikke opfylder betingelserne for udstedelse af et sådant certifikat i artikel 20 i protokol nr. 4 til denne aftale om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om metoderne for administrativt samarbejde, som ændret ved Associeringsrådet EU-Egyptens afgørelse nr. 1/2006 af 17. februar 2006.

Et sådant bevis forudsætter dog, dels at præferenceoprindelsen af den vare, som oprindelig blev indført fra Egypten, fastlægges ved et varecertifikat EUR.1 udstedt af de egyptiske toldmyndigheder i henhold til nævnte protokol, dels at importøren beviser, at den del af varen, der er udskilt i denne første medlemsstat og sendt videre til den anden medlemsstat, svarer til en del af den vare, der er indført fra Egypten i den første medlemsstat. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i hovedsagen.